Fred i Ukraine?

Desværre er jeg nødt til at sætte et spørgsmålstegn i overskriften. For det er jo virkelig ganske uklart, hvordan man kan få fred i Ukraine. Hvis man da ikke skal spørge, om man i det hele taget kan få fred i det land.

I det forrige indlæg her på bloggen gav jeg min formulering af det, der hindrer freden i at opstå. Det var, skrev jeg, at Rusland skulle acceptere den nedgradering, der har fundet sted med det, fra Supermagt til Stormagt. Storbritanien har bevist, at man godt kan leve med denne nedgradering. Jeg skrev:

Det er en stilling, man godt kan leve med. Og det er den stilling, Rusland må acceptere i fremtiden. Men Putins mange vrangforestillinger om Vesten tyder på, at det netop er det, han og mange af hans landsmænd har svært ved.

Det er Vestens dilemma i forholdet til Rusland. Vi skal nok passe på ikke at overskride den røde linje, der får Putin til at gribe til atomtruslen. Men vi skal også passe på ikke at lade ham få held med at bruge denne trussel til at kunne afpresse os fremover.

Det er desværre alt for sandt. Og for at gøre det hele vanskeligere, må vi gøre os klart, at Putins løgne deles af ganske mange russere. Gennem disse løgne – eller lidt pænere sagt: gennem dette alternative narrativ – kan de opretholde forestillingen om deres lands store betydning. Det er jo noget, man nødig giver slip på.

I en artikel i Information den 11-5 citeres en tysk sociologiprofessor, Hartmut Rosa, for at sige nogenlunde det samme, se her. Han beskriver dilemmaet således:

Enten sætter Vesten sig igennem og tvinger Rusland i knæ med total svækkelse og isolation, eller også har vi tabt det hele lige om lidt. Men den totale isolation og svækkelse kan styrke Putin internt i Rusland. Og vi kan skabe en situation, hvor Putin tænker: Så vælger vi hellere den totale undergang som Hitler i 1945. Selvfølgelig skal vi også drage den slags med ind i vores overvejelser.

Her har han stillet det for skarp op. Man kan ganske vist på mange felter sammenligne Hitler og Putin, men at Putin nogensinde skulle tænke som Hitler i 1945, det er for mig at se en umulig tanke. Det kan være galt nok, at vi må se i øjnene, at Putin, efterhånden som hans nederlag bliver umuligt at bortforklare, nok vil kunne gribe til mere og mere kraftige våben, og måske også til en slags atomvåben, men han er så snu en person, at vi må forudse, at han, hvis han kan, vil lade os i Vesten svæve i uvished om, hvad det egentlig er, han har gjort. Og en sådan situation er ganske svær at forberede sig på.

Men bortset fra denne overdrivelse er det nu meget fornuftigt, når Hartmut Rosa foreslår, at vi fra vestlig side skal sørge for, at Putin – med alle de kunstgreb og løgne, han ekcellerer i – kan komme ud af krigen om ikke som decideret sejrherre, så dog uden det helt store nederlag. Han foreslår derfor en fredsaftale, der ser nogenlunde sådan ud:

At Rusland får en del af de russisksindede områder i Donbas og samtidig sikres adgang til Sortehavet, mens resten af Ukraine til gengæld får adgang til EU- og NATO-medlemskab.

Bortset fra dette med adgang til Sortehavet – han mener muligvis kun, at Rusland skal beholde deres flådehavn, Sevastopol, på Krim, eller også mener han ligefrem, at de skal beholde Sydukraine, så de får landforbindelse via Donbas til Krim – så lyder det jo meget fornuftigt. Ét eller andet er man nok nødt til at give russerne, hvis de skal acceptere, at Ukraine bliver medlem af NATO.

Hartmut Rosa ser dog også lidt længere ud i fremtiden:

På længere sigt må vi så bygge en europæisk sikkerhedsarkitektur, som Rusland er en del af. Det kan jeg heller ikke forestille mig med Putin. Men det bør være et langsigtet mål, for med en sikkerhedsorden, der kun er opbygget mod Rusland, vil vi leve i evig usikkerhed og angst.

Men man kan lægge mærke til, at han – selv om han i den tyske debat vist opfattes som meget tilbageholdende – med bemærkningen om, at han ikke ser nogen mulighed for europæisk sikkerhed med Putin ved roret i Rusland, sådan set giver præsident Biden ret i den bemærkning, der voldte stor uro: ”For Guds skyld, den mand [altså Putin, rr] kan ikke forblive ved magten”, se evt. her.

Det har Hartmut Rosa ret i. Men man må føje til, at mange af de teser, som Putin bygger på – herunder de fleste af hans løgne – deles af store dele af den russiske befolkning. Formodentlig har man i sovjet-tiden vænnet sig til at se Vesten som den store fjende, ligesom man i efter-sovjet-tiden har vænnet sig til at overse de mange negative forhold under sovjet-tiden. Det er i hvert fald ikke noget, Putin har fremhævet i sin sejrstale, tværtimod.

Det lønner sig derfor at se lidt nøjere på de forsøg på at forstå Putin og hans ageren, som er dukket op her i landet. Kristeligt Dagblad har optaget en kronik, skrevet af Monica Papazu, se her. Hun gør vel ikke direkte det, at hun forsvarer Putin, hun gør snarere det, at hun deltager i hans angreb på Vesten. Men hun efteraber ham desværre også med sine halve sandheder. Og halve sandheder har det, som man nok ved, sådan, at de meget let bliver til hele løgne.

Hun nævner en række krige, som Vesten har startet, men mener, at angrebet på Serbien i 1999 udgør det bedste eksempel på, at Vesten har gjort nøjagtig det samme, som Putin gør nu:

Der er dog én krig, som bedst tjener til at sætte den aktuelle situation i relief. En krig, som fandt sted i Europa: Natos krig mod Serbien i 1999. Verdens største militære maskine angreb et lille land, som ikke truede nogen af de Nato-allierede, og den gjorde det – sådan lød begrundelsen – for at komme en minoritet (Kosovo-albanerne) til undsætning.

Parallellen til krigen i Ukraine er evident. Den russisk-talende befolkning i Donbass udgør en minoritet, som siden det vestligt støttede statskup i 2014 er blevet udsat for brutal behandling fra den ukrainske stats side. Der er ikke kun tale om sprog-loven, ifølge hvilken ukrainsk skulle være landets eneste officielle sprog, men om de cirka 15.000 døde og de tre millioner flygtninge (i 2016) såvel som om de forsvundne, arresterede og torturerede, som Amnesty International og Human Rights Watch har dokumenteret i deres rapporter.

Ligesom Nato i 1999 ikke kaldte sit angreb for en krig, men for ”en humanitær intervention”, ligesådan kalder Rusland sit angreb for blot en “særlig militær operation”. Ligesom Nato førte krig uden FN’s mandat, ligesådan har Rusland heller ikke FN’s hjemmel.

Parallellen er aldeles ikke evident. Det tidligere Jugoslavien var under opsplitning, og Serbien ville ikke give Kosovo fra sig. Det tvang Vesten så med militær magt Serbien til. Var det ubegrundet? Eller søgte Serbien med magt at tvinge kosovoranerne ind under sig? Jeg husker det ikke præcist, men det gør Papazu vist heller ikke.

Modsat blev Sovjetunionens opsplitning foretaget for lang tid siden, i 1991, og Ukraine fik i 1994 Ruslands ord for, at det aldrig ville angribe Ukraine, mod, at Ukraine opgav de atomvåben, landet dengang var i besiddelse af. Så når Putin nu fortryder denne opsplitning og vil gøre den ugjort med militær magt, så handler han imod de løfter, som Rusland gav Ukraine i 1994.

Og sandt nok, det er ikke de pæneste ting, man hører om ukrainerne overfor deres russisk-talende landsmænd. Men hvis man vil henvise til rapporten fra Amnesty International og Human Rights Watch, så bør man dog tage det hele med. Rapporten kan ses her, og overskriften siger noget andet, end det Papazu refererer den for. Det hedder, at der i Ukraine sker tortur og hemmelig tilbageholdelse fra begge parter af konfliktzonen.

En halv sandhed, ja. Men dermed også en halv løgn.

På samme måde kan man lægge mærke til, at Papazu omtaler opstanden i 2014 som et statskup, oven i købet med vestlig støtte, men ”glemmer” at omtale Putins annektering af Krim-halvøen i samme år.

Men så til det med Monroe-doktrinen. Herom skriver Papazu:

Der findes også et andet fortilfælde, som tjener til en forståelse af den aktuelle situation: Cuba-krisen i 1962. USA blev dengang dybt bekymret over de mellemdistancemissiler, som Sovjetunionen opstillede på Cuba, og påberåbte sig Monroe-doktrinen fra 1823 – ”Hold hænderne væk!” – som handlede om selvforsvar gennem forsvar af Amerikas indflydelsessfære.

Den sovjetiske leder Nikita Krusjtjov forstod den amerikanske holdning og nødvendigheden af at afværge en storkrig, og takket være John F. Kennedys kloge diplomatiske udspil blev de sovjetiske våben trukket tilbage. Ruslands krig kan ses i lyset af det amerikanske princip.

Det er en kendsgerning, at Natos konstante udvidelse mod øst, helt til Ruslands grænse har været en overtrædelse af dette geopolitiske aksiom. Selv pave Frans lod et par skarpe ord falde om det, da han for nylig i et interview med avisen Corriere della Sera sagde, at ”Nato’s gøen ved Moskvas porte” har nok fremkaldt den russiske reaktion.

Denne sammenligning er der også andre, der har foretaget. Hvad den ikke bliver sand af.

Og igen skal man nøjes med halve sandheder og villede udeladelser for at få det til at gå op.

Man kan ikke sammenligne en situation fra terrorbalancens tid, hvor der ikke var faste regler for, hvad man kunne tillade sig og hvad ikke, med en situation fra tiden efter Sovjetunionens fald – og terrorbalancens ophør? – hvor man forsøger at få skabt regler for god opførsel staterne imellem. Putin gik jo selv med til, at enhver stat selv måtte beslutte sig til, hvilken forsvarsalliance det ville være med i, jeg tror, det var i 2004.

Dertil kommer, at man sikkert kan anklage USA for ganske meget i forhold til Cuba, men man har dog ikke haft landet besat, og har ikke under den besættelse undertrykt befolkningen i mange år. Det har derimod Sovjetunionen gjort overfor landene i Østeuropa. Disse lande har af den grund ikke den helt store tillid til Rusland, som jo er Sovjetunionens afløser. Det er derfor ikke mærkeligt, at de søger sikkerhed mod angreb eller nålestiksoperationer fra Ruslands side ved at søge om optagelse i NATO.

For øvrigt kan man læse det følgende i Monica Papazus kronik som udtryk for, at hun ikke helt selv tror på disse argumenter. For efterfølgende begynder hun at synge den samme melodi som Putin, nemlig sangen om, at de to kulturer – Ruslands og Ukraines – hører særdeles tæt sammen og næsten på forhånd er ét folk.

Dertil er kun at sige: Jamen, lad os endelig give hende ret i det. Men så lad de to lande vokse sammen, som tiden går. Deres fælles kultur giver dog ikke det største land, Rusland, ret til at tvinge en sammenslutning igennem, tværtimod har Rusland snarere ved denne voldshandling gjort en sammenslutning umulig de næste mange årtier.

Når vi skal lytte også til Monica Papazu, skyldes det, at vi skal gøre os modpartens argumenter klar, hvis vi skal have håb om at overbevise ham – eller hende. Og indrømmet – jeg er villig til næsten på forhånd at opgive Putin, men den menige russer må vel kunne bringes til at se, at det, han hader, fordi det er vestligt, faktisk er dette at kunne lave aftaler, at kunne stole på hinanden, at kunne se sandt på de tildragelser, der finder sted landene imellem. Men skal han overbevises om det, må vi kunne påvise det falske i Putins narrativ, sådan som jeg har forsøgt det overfor Papazus kronik. Vi må kunne vise, hvordan putinismen nøjes med det halve af de aftaler, der er indgået, fordrejer tingene til egen fordel, fremstiller os i Vesten som værre end vi er, osv. Om det vil lykkes at trænge igennem, véd jeg virkelig ikke. Men hvis ikke vi forsøger, lykkes det jo i hvert fald ikke.

Og en anden artikel i Information, se her, lader ane, at den almindelige russer befinder sig ganske godt i det putinske univers. Her hedder det:

En af de russere, der så talen, er 22-arige Tatiana, der er journalist og bor i millionbyen Samara. Information var første gang i kontakt med hende for snart to måneder siden, hvor hun fortalte om at være russer, der er kritisk over for krigen, og hvordan hun oplevede, at flere familiemedlemmer troede hårdnakket på Putins propaganda. Hun deler oplevelsen af, at talen langt hen ad vejen var en gentagelse af de begrundelser for invasionen, som Putin er kommet med før. »Jeg er ikke overrasket, men mest bare vred. Han gemmer sig bag gode intentioner og siger, at han vil have fred, men har samtidig arrangeret disse blodsudgydelser,« siger Tatiana og beskriver det som at leve i George Orwells roman 1984, der handler om et totalitært regime, som manipulerer med sandheden for at undertrykke og kontrollere sin befolkning.

Hvad hun lidt senere fortæller, lyder ikke opmuntrende:

Hun undgår som oftest at tale med sin familie om krigen. For nylig har hun oplevet at blive kaldt fascist af et familiemedlem, da hun ville vise billeder fra Ukraine. Hun har oplevet, hvordan få personer i hendes omgangskreds er »kommet til fornuft«, men mest af alt oplever hun, at propagandaen virker lige så effektivt, som den hele tiden har gjort.

På grund af Kremls strengt kontrollerede narrativ om krigen og indskrænkelsen af russernes ytringsfrihed er det vanskeligt at sige noget om, hvor mange russere der reelt støtter krigen.

Også andre ser negativt på muligheden for at få russerne til at se sandheden om Putin:

Ifølge Allyson Edwards er det dog tvivlsomt, om den manglende fremgang på slagmarken skulle have gjort, at Putins narrativer om krigen står svagere end hidtil. Narrativerne har nemlig været under opbygning i årtier, og en egentlig modfortælling vil derfor have virkelig svært ved at bryde igennem, siger hun. Det gælder også i forhold til de familier, som har mistet, hvilket var en gruppe, som Putin lovede hjælp til i sin tale mandag.

»Ingen familier har lyst til at tænke, at deres søn døde forgæves. Så folk vil mindes deres afdøde familiemedlemmer inden for regimets narrativ, fordi det giver dem håb og en følelse af, at der var en mening med det,« siger Allyson Edwards.

Det sidste må jeg nok tilslutte mig. Med en vis skuffelse. Jeg havde i min naitivitet ment, at russerne ville vende sig bort fra Putin, når deres sønner kom hjem i ligposer. Men den anden reaktion, som omtales her, er vist desværre mere sandsynlig.

Lad mig til sidst vende mig imod en udtalelse af Hartmut Rosa. Han siger ifølge Informations artikel:

Et andet grundlæggende problem i den tyske og europæiske debat er i Hartmut Rosas øjne, at europæerne stadig ser sig som verdens navle, selv om Europa med hans ord er »blevet en provinsiel plet i det globale spil«. Han tager sig her god tid til at udlægge Vestens katastrofale interventioner i Irak, Libyen og Afghanistan, som mange af verdens ledere i dag bruger til at pege på Vestens hykleri.

Javist, Europa er ”blevet en provinsiel plet i det globale spil”. Lad os bare sige det, vi er jo altid så gode til at nedgøre os selv. Men der er nu ingen grund til at overse dette kontinents kolossale indflydelse på den øvrige verden. Det er hos os, demokratiet er opstået. Og selv om mange andre lande vender sig imod Vesten, så skal de alligevel foregive at have demokratiske statsordninger. Det er os, der er grundlæggere af ytringsfriheden. Og lad være, at den ikke har de allerbedste vilkår hos os, men landene på de øvrige kontinenter, bortset fra Amerika, står dog langt under os, hvad det angår. Det var fra vor tankeverden at forestillingen om FN opstod. Og det er derfra, at vi alle bygger på den forestilling, at stater skal handle indenfor visse af FN opstillede rammer.

Selvfølgelig er det så meget mere beskæmmende, hvis de mange anklager fra Monica Papazu og Hartmut Rosa er sande. Men det er nok også sandt, at mange forskere og debattører har meget lettere ved at anklage os for noget, alvorligt og mindre alvorligt, for anklager man os, kan man dog forvente et vist forsvar, anklager man andre, får man kun en hovedrysten som svar, hvis man da ikke får en fængselsdom eller det, der er værre.

Og i uoverensstemmelsen mellem os og Putin, er det altså ifølge de argumenter, der er fremlagt her på bloggen, Vesten og ikke Putin, der er i overensstemmelse med sandheden.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.