Rusland og islam

I en artikel her på bloggen fra den 23-3, se her, bragte jeg et citat fra Kristeligt Dagblad, se her, hvor der stod:

Og præsident Putin har i flere af sine taler fremhævet, at Rusland er en førernation med en messiansk sendelse, der med sin unikke historie og religiøse tradition kan berige verden, ikke kun i fortiden eller i fremtiden, men i nutiden. Det russiske folk besidder en immanent, iboende kvalitet, der gør dem berettiget til en status som supermagt.

Det kommenterede jeg ved at skrive: ””Berettiget”, det betyder her, at Gud har givet Rusland den opgave. Og så bliver det farligt. Så kommer det til i betænkelig grad at minde om Muhammed og hans sendelse.”

Den tanke, at det er Gud, der har givet Rusland en bestemt opgave, og at opgaven derfor unddrager sig diskussion, vil jeg her søge at udbygge ved at pege på to overensstemmelser mellem den muslimske oprørsbevægelse IS og de tanker, der synes at bevæge Putin. Den ene er måske en ikke helt klar overensstemmelse, den anden er en lidt morsom overset detalje hos begge parter.

Vi tager den ikke-morsomme overensstemmelse først.

Den har med det at gøre, at IS tilsyneladende ikke interesserer sig for militær stategi. Man anbefaler unge europæiske muslimer, der gerne vil støtte IS, at foretage et selvmordsangreb på næsten en hvilken som helst måde og med et hvilket som helst resultat. Det er, som om selve det, at nogen har en sådan lydighed overfor det, som IS regner for Guds vilje, er nok. Om det fører til et godt resultat for IS i militær henseende her på jorden, betyder ikke så meget, for ikke sandt, det fører jo under alle omstændigheder til, at de pågældende selvmordsbombere bliver placeret langt fremme i det himmelske, dèr, hvor man får 72 jomfruer stillet til rådighed.

Jeg tør ikke sige, om IS har været lige så lidt strategiske, når de stod overfor et angreb fra almindelige irakiske styrker. I en sådan situation har de vel alligevel måtte spørge sig selv, om de med de antal soldater, de havde til rådighed, kunne gennemføre det, de planlagde. Eller var de også i en sådan situation nærmest ligeglade med de soldaters liv, de ofrede?

Parallellen til Ruslands opførsel i Ukraine kan ses af denne artikel fra Berlingske, hvori beskrives, hvordan ukrainerne med held fik forhindret russerne i at bygge en pontonbro over floden Donets med store russiske tab til følge. Overskrift og mellemoverskrift fortæller historien: “En hel russisk bataljon udslettet, da den forsøgte at krydse flod. Den russiske moral er i bund, og soldaterne betragter sig bare som »kanonføde«, siger amerikanerne”.

Selvfølgelig kan man nære mistanke om, at dette er ukrainsk propaganda. Hvad det selvfølgelige også er. Men derfor kan det jo godt være sandt. Mit indtryk er, at ukrainerne ikke direkte lyver, blot fortæller de ikke alt, hvad de véd, f.eks. får vi ikke noget at vide om, hvor mange soldater de har mistet. Men man gengiver dog en telefonsamtale, som en soldat har haft med en ven i Rusland:

»De sender os direkte til frontlinjen, ind i helvede. Og vi er kun kanonføde (…) Bare artilleriet … Vi skal løbe ind i artilleriild, og det er skide selvmord.«

Berlingske forklarer det lidt nøjere:

Den russiske plan var tilsyneladende at krydse floden og falde de ukrainske forsvarere i byen Lysytsjansk i ryggen, og det var taktisk ikke nødvendigvis en dårlig plan. Lysytsjansk er en industriel storby i Luhansk, og hvis russerne kunne tage den, ville det ryste frontlinjen.

Men den russiske flodkrydsning var dårlig forberedt, langsom og tilsyneladende forsøgt gennemført uden luftstøtte, og derfor endte den i stedet i en katastrofe.

Det ukrainske forsvarsministerium har bekræftet operationen, men det er værd at understrege, at detaljerne stadig er uklare, og at mange af oplysningerne kommer fra open source-efterretninger, som Berlingske ikke uafhængigt har mulighed for at efterprøve.

Jeg har ikke militær ekspertise nok til at forklare, hvorfor det gik som det gik. Berlingske kommer med følgende supplerende oplysninger:

Den ukrainske panserbrigade er udrustet med sovjetiske T-64-kampvogne og 2S1 122 mm-haubitser, og de lod først nogle af russerne komme over broen, og derefter ødelagde de broen med artilleri. Russerne forsøgte at bygge en ny bro, som også blev skudt i stykker.

Medier som Welt og Forbes skriver, at artilleriet gjorde det meste af arbejdet med at udslette russerne.

Ukrainerne oplyser, at de også brugte luftangreb mod russerne, og det indikerer, at russerne ikke havde luftstøtte. Deres jagerfly holdt sig væk.

Men på trods af min manglende ekspertise undrer jeg mig da lidt over, at russerne tilsyneladende ikke prøvede at eliminere de haubitser, der angreb dem. De må da vide, at de både på den ene og den anden side af floden kan blive ramt. Men bevares, det kan jo være den ukrainske side, der ikke vil fortælle noget om, hvor dyrt denne sejr blev vundet. Hvad jeg her er mere interesseret i, er de russiske fodfolks reaktion. Den fortælles der om sidst i artiklen:

Den ukrainske efterretningstjeneste SBU har offentliggjort en række aflyttede samtaler, hvor russiske soldater beklager sig over at blive sendt på selvmordsmissioner af officerer, som aldrig selv deltager i kampene. Soldaterne fortæller også, hvordan de saboterer deres køretøjer eller sårer sig selv for at undgå at blive sendt i kamp.

En far siger til sin søn, at han skal rive sin kontrakt i stykker, så snart han kommer hjem fra »den satans krig (…) Tag din hat og skid i den og giv din officer den på. Så kan han gå rundt med den«, siger faderen og fortsætter med flere farverige råd.

Amerikanske forsvarskilder har som sagt bekræftet den svigtende russiske moral over for Newsweek, og forfatteren David Patrikarakos beskriver fra fronten, hvordan forbløffede ukrainske soldater fortæller om en russisk taktik, som ikke har udviklet sig siden Anden Verdenskrig.

»Se på general Sjukov,« siger en ukrainsk officer til ham. »Han er deres store krigsherre, men han var bare en slagter.«

Sjukov var berygtet for under Anden Verdenskrig at sende bølge efter bølge af russiske soldater mod tyskerne. Han var ligeglad med tab, for han vidste, at han havde flere mænd og kampvogne i en udmattelseskrig mod tyskerne.

»Russerne kæmper stadig som Sjukov. De sender stadig bølge efter bølge,« siger den ukrainske officer til Patrikarakos.

Og det er det, soldaterne gør oprør mod, som en russisk officerer beretter om i en aflyttet telefonsamtale hjem til familien.

Forklarer dette noget? I hvert fald foreligger der oplysninger om, at den russiske hær stadig opererer efter et princip, hvorefter beslutninger, der er taget fra oven, ikke på nogen måde kan fraviges. Modsat ukrainerne, der tildeler de enkelte enheder en helt anderledes fri stillingtagen – efter sigende som følge af vestlig militær træning.

I hvert fald er der en vis lighed mellem det muslimske soldaterideal og det russiske ditto. Begge regner med den enkelte soldats fulde indordnen sig under ordren fra oven; hos muslimerne: ordren fra Gud; hos russerne: ordren fra Gud via den særlige mission, Rusland har. I begge tilfælde kan man dog notere sig, at almindelige mennesker ikke uden videre bøjer sig for den slags tale. Man kan, hvad muslimer angår, erindre sig, at nogle af flykaprerne den 11-9 2001 ikke vidste, at der var tale om en selvmordsaktion, se evt. her. Og hvad russerne angår, kan man dels se den menige soldats reaktion ud fra de mobilsamtaler, der er gengivet ovenfor, og dels se det ud fra den lidt morsomme detalje, som jeg nu skal fortælle om.

Det er igen Berlingske, der bringer historien, se her.

Det viser sig nemlig, siger man, at de russiske soldater har fundet en vej væk fra krigens myrderier: De kan simpelthen nægte at adlyde ordre, og det kan de gøre uden følger af nogen art. Det hedder i artiklen:

Nogle russiske soldater har fundet en vej til at undgå at komme i krig, skriver The Guardian og BBC. Metoden er egentlig simpel:

De nægter bare. Et hul i Vladimir Putins krigsplan betyder tilsyneladende, at militæret ikke kan stille det store op.

Nu benytter flere og flere russiske soldater udvejen. De er demoraliserede af den første tur derinde.

Det er “hullet i krigsplanen”, der gør, at de kan nægte uden alvorlige følger. Hvad er det for et “hul”? Det har nogle advokater opdaget:

En gruppe russiske advokater har fundet ud af, at Vladimir Putins beslutning om ikke formelt at erklære krig mod Ukraine – men i stedet erklære en »særlig militæroperation« – medfører, at russiske soldater ikke kan retsforfølges for at nægte at gå ind i Ukraine, da Rusland teknisk set ikke er i krig.

De kan fyres, men ikke fængsles, fortæller advokaten Mikhail Benyash til The Guardian. Han har talt med »hundredvis og hundredvis« af russiske soldater for at råde dem til at nægte at kæmpe i Ukraine.

»Der findes ingen juridisk grobund til at begynde en straffesag mod en soldat, som nægter at kæmpe, mens han befinder sig på russisk territorium,« siger Benyash.

Dèr har vi det morsomme, hvis altså noget kan være morsomt midt i en krig. Men noget morsomt er det nu, at den stålsatte og snu Vladimir Putin, der har anset det for at være smart at kunne narre Gud og hvermand – og ikke mindst os i Vesten – ved at nægte at tale om en krig og holde fast ved udtrykket “en speciel militæroperation”, har givet soldaterne mulighed for at nægte at følge en ordre, noget, vi ellers plejer at regne for komplet umuligt for en soldat. Putin har i al sin snuhed glemt denne detalje. Han har med andre ord “skudt sig selv i foden”.

Og det er derigennem, vi kan sammenligne ham med IS i Irak. Her skete der nemlig noget tilsvarende: Muslimerne blev besejret af nogle, der udnyttede muslimernes egne fromme regler.

En muslimsk familie i Mosul havde under IS’s besættelse taget sig af en yasidi-kvinde, der tilfældigt søgte hjælp hos dem fra sit sexslaveri. Egentlig burde det være det, der er hovedemnet for enhver fortælling om denne kvinde, for hvor er det dog livgivende og opløftende at se almindelig menneskelighed bryde igennem midt under IS’s “fromme” tilbagevenden til Muhammeds barske og fremmedundertrykkende styreform! Men jeg kan nu ikke bare mig for at udvise lidt skadefryd over det, der skete senere.

Familien besluttede at føre kvinden ud af Mosul til et mere sikkert sted. Men kvindens “ejer” havde naturligvis efterlyst hende, og ved alle checkpoints ud af Mosul var der opsat billeder af kvinden, så hvordan i al verden skulle man komme forbi et sådant uden at blive opdaget.

Snildt! Men udnytter det “hul”, den muslimske ledelse selv har anbragt i sin efterlysning. Man ifører kvinden en niqab, så man udefra kun kan se hendes øjne. Og da man er ret sikker på, at IS-folkene ikke har anbragt en kvinde ved alle checkpoints, regner man fuldt korrekt med, at en from mandlig vagt ved det checkpoint, man passerede, naturligvis ikke ville tjekke kvindens ansigt, for så skulle han jo bede hende tage sin niqab af og det er strengt forbudt.

Altså: de muslimske myndigheder havde nok lavet en efterlysning af kvinden med foto og det hele, men havde ikke tænkt på, at hun kunne slippe igennem ved noget så simpelt som at iføre sig en niqab.

Når man på den måde skyder sig selv i foden, kan man ikke undgå min skadefro latter. Som altså også lyder, når russiske soldater med loven i hånd nægter at adlyde.

Man kan eventuelt læse det indlæg om kvinden, som jeg fik optaget i Den korte Avis her, og hvis man synes, at min skadefryd dengang var for stor, så må jeg bekende, at den næsten er større nu.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.