En gammel prædiken

For nogen tid siden hentede jeg op fra kælderen et ringbind med mine gamle prædikener. Jeg ville se, hvordan jeg en gang i 1980erne tacklede den opdagelse, jeg havde gjort i 1975: min sprogspilsteori. Og det har alt i alt været ganske interessant. Så interessant har det været, at jeg her vil gengive en prædiken fra 3. søndag i fasten 1981, over Luk 11,14-28.

I denne tekst står der:

”Engang var han ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.

Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.

Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«

Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«

Over denne tekst prædikede jeg i sin tid således:

”Luther har det med at bruge meget grove billeder. Et sted skriver han således, at mennesket er som en hest, enten rides det af Gud, eller også rides det af djævelen. Og omend billedet er lidt groft i det, meningen er klar nok; Luther vil sige, at mennesket aldrig er sig selv, aldrig er uden rytter, altid er det besat; er det ikke besat af Gud, er det besat af djævelen, at mennesket er sin egen herre, nej, sådan kan det ikke gå; det er en umulighed.

Det er den samme tanke, der udtrykkes her i fortællingen, om den urene ånd, der farer rundt uden at kunne finde hvile, og derfor vender tilbage til sit hus, finder det fejet og prydet, henter andre ånder, værre end den selv, og kommer og tager bolig i sit hus igen. Mennesket er ikke en selvstændig skabning, uberoende af andre, uberoende af Gud, uberoende af djævelen. Mennesket er derimod underlagt disse kræfter, er besat af dem, drives af dem.

Det vil vi ganske vist ikke være ved. Både det, Luther siger, og det, teksten til i dag siger, er os imod, vi vil ikke vide af det. Vi mener nemlig, at vi har vores fri vilje, og denne fri vilje er vi meget stolte af. Vi er da ansvarlige mennesker, vi véd nok at skelne mellem det gode og det onde, og i denne skelnen, mener vi, er det os, der har afgørelsen, det er os, der træffer beslutningen, vor beslutning er den endegyldige, vi kan ikke skyde ansvaret fra os, så lidt som vi kan nægte, at vi har det. Viljen, mener vi, er det væsentlige; og fordi vi mennesker har en vilje, fordi vi kan vælge, derfor kan vi ikke opfatte os selv som underlagt sådanne kræfter, hvad enten man så vil kalde kræfterne Gud, djævel eller onde ånder.

Og jeg skal da ikke nægte,at mange væsentlige ting i et menneskes liv er underlagt viljens herredømme; mangt og meget afhænger af, hvordan vi beslutter os, om vi vælger det ene eller det andet, om vi vælger rigtigt eller forkert. Når man sådan overvejer, hvor meget viljeshandlinger betyder i menneskelig sammenhæng, så er det måske forståeligt nok, at vi kommer på den tanke, at viljeshandlinger er det eneste, der betyder noget, at alle vore handlinger er viljeshandlinger. Den slags handlinger er vi os bevidst, ja, til tider endda ubehagelig bevidst. Dette, at vi skal træffe en afgørelse, kan af og til blive os en direkte pine; vi, ingen anden, står med ansvaret, måske vor afgørelse involverer mange menneskers skæbne, måske det betyder noget for livet for os selv, alt sådant lægger en tyngde ned over disse handlinger, der bevirker, at vi i hvert fald bliver klar over, at den slags handlinger, viljeshandlinger, dem er der mange af i vort liv. Og det er måske forståeligt, at vi ud fra den tyngde, hvormed vi oplever disse handlinger, kommer på den tanke, at disse handlinger er de eneste i vor tilværelse, at alt, hvad vi foretager os i grunden kan føres tilbage til en beslutning hos os selv, at det i ganske ligefrem og direkte forstand er os selv, der har ansvaret for alt, hvad vi gør livet igennem.

Men det er forkert.

Der findes andre handlinger i vort liv end viljeshandlinger. Der findes handlinger, som er gjort af os, javist, men som alligevel ikke er fremkaldt af vor vilje, som ikke er en følge af vor nøje overvejelse og beslutning. Der findes handlinger, som er vore i den forstand, at det er os, der har gjort dem, men som vi i grunden ikke kan gøre fra eller til ved. Der findes handlinger, gjort af mennesker, javist, men som, hvis de skal forklares, ikke kan finde deres forklaring i den menneskelige vilje. Vi er tilbøjelige til at overse disse handlinger, de synes os så uanselige, at vi næsten aldrig får øje på dem. Og dog lever de deres stille liv, dog gør de deres indflydelse gældende, ja dog betyder de så uhyre meget, at uden dem ville livet være meningsløst.

Jeg tænker på de handlinger, der har med tillid at gøre. Jeg tænker på dette, at vi tør stole på andre mennesker. Jeg tænker på dette, at der kan vokse en fortrolighed frem mellem mennesker. Ud af et sådant fortrolighedsforhold springer der mange handlinger frem. Ikke sådan, at jeg har villet det på den og den måde, ikke sådan, at jeg efter mange overvejelser skønner, at netop sådan bør jeg handle, når jeg står i et fortrolighedsforhold til et andet menneske, nej, men sådan, at det alt sammen sker så at sige, uden at jeg tænker over det, det sker, så den højre ikke aner, hvad den venstre gør, det sker, uden at min vilje er blandet ind i det.

For selve dette, at jeg er kommet til at stole på et andet menneske, sker uden viljens indflydelse. Uden at jeg kan forklare hvordan, er min tillid der bare. Uden at det står klart hvordan, det ord, den anden taler, mødes med min tillid, jeg kan ikke andet. Jeg skal ikke overveje hans ord først, jeg skal ikke tage det op og nærmere undersøge det, jeg skal ikke via en beslutning aktivere min vilje, så jeg med ansvar og vidende nærer tillid til ham. Nej, førend han har talt ud, er min tillid en kendsgerning.

Det kan være min bror, jeg er blevet uvenner med. Vi har, lad os sige det, en forretning sammen; vi har drevet den i fællesskab lige fra begyndelsen; og hele tiden har det været på den mest naturlige måde, vi delte arbejdet; derfor har han fået regnskabet at tage sig af, det var han nu bedst til. Og jeg har ikke et øjeblik tvivlet på, at han delte sol og vind lige, det er ikke faldet mig ind overhovedet, at han kunne snyde mig. Jeg har gjort mit arbejde, fordi det skulle gøres, har været glad ved det, har taget det sure med det søde. Men på en elle anden måde kommer mistilliden ind over mig. Jeg har været træt en dag, jeg har haft en række dårlige forretninger, det, jeg havde håbet på, lykkedes ikke, osv., mistilliden har altid mange forklaringer, men er dog i grunden uforklarlig. Og når mistilliden er begyndt at komme ind, kommer jeg til at spekulere; om han nu også deler sol og vind lige, min bror; om jeg nu også får, hvad der tilkommer mig; jeg begynder at holde øje med hans cigarforbrug, kikker til de vinflasker, han har liggende i kælderen; og jeg begynder at holde øje med mit eget arbejde, at jeg nu gør tilstrækkeligt, at jeg nu også yder, hvad man kan forvente af mig. Men en dag bryder det åbent frem, min mistillid kan ikke holdes skjult længere. Han begynder at snakke om, at han vil hen og se på en ny bil, det kan vi vist godt få råd til, siger han. Og hvordan det går til eller ikke, inden længe er vi midt i et forrygende skænderi, hvor beskyldning følger modbeskyldning. Efter det er der kold luft imelllem os et par dage. Arbejdet bliver gjort, men ikke i en broderlig ånd. Så tager han tilløb og kommer til mig. Jeg er ked af, at du ikke stoler på mig, siger han, det er ikke for det, så hårdt trænger jeg da ikke til en ny bil; måske du trænger hårdere; men vi har altså bare nogen penge, der har ynglet, og hvis vi kan gøre en fordelagtig handel, synes jeg, vi skal få skiftet enten din eller min bil ud. Behøver han at tale ud, er det nødvendigt for mig at tage ordene op, at endevende dem, at kikke dem efter i sømmene? På ingen måde, før han er færdig med at tale, er min tillid til ham genoprettet, jeg véd ej selv hvorledes. Og så kan arbejdet gøres igen, og så kan det gøres i glæde.

Sådan kan det siges, at mennesket er en hest, der enten rides af Gud eller djævelen. Enten hersker mistilliden i mit forhold til mine nærmeste, og så gøres alle mine gerninger ud af mistillid; kan gerne være, det er villede gerninger, kan gerne være, jeg spekulerer længe over dem og omhyggeligt tager beslutning om, at sådan og sådan vil jeg gøre; det er dog mistillidsgerninger, enten de så er gjort, for at jeg kan kontrollere min bror, eller de er gjort, for at jeg kan være sikker på at have gjort nok. Eller også hersker tilliden mellem mig og min bror, og så udspringer alle mine handlinger af tillid; kan gerne være, det er gerninger, jeg skal beslutte mig til, kan gerne være, det er gerninger, der kræver omhyggelig forberedelse, de udspringer dog af tillid, og den tillid er lige så lidt underlagt viljens herredømme, som mistilliden er det.

Jamen, hvad så, hvis mistilliden hersker mellem mig og min næste, så kan jeg jo slet intet gøre? Nej, for så vidt ikke. Ikke andet end bede ham, der er herre over tillid og mistillid, ham, der her kaldes den stærkere, Gud selv, angribe din mistillids fæstning og nedbryde den, så tilliden kan gro sig stærk igen.

For dette, at vi intet kan gøre, betyder ikke, at der ikke er håb. Det betyder blot, at vi må håbe på Gud, og ikke på os selv. Men det håb er også langt bedre.

Amen.”

Når jeg er gået i gang med at læse mig igennem nogle af mine gamle prædikener, skyldes det, at jeg vil have svar på spørgsmålet om, hvordan jeg mon egentlig omsatte den aha-oplevelse, jeg fik i 1975, da jeg fandt frem til min sprogspilsteori, til praksisk prædikentekst.

Sprogspilsteorien går, som jeg før har bemærket, se her, ud på, at vort sprog er delt i tre forskellige logikker eller sprogspil, som har det særlige ved sig, at de ikke har logik tilfælles. Det er måske nemmest at se, når talen er om det videnskabelige sprogspil og retfærdighedssprogspillet. Dette sidste opererer nemlig med frie individer, hvad det videnskabelige sprogspil ikke kan. Men det er ikke den forskel, der mest interesserer en prædikant, det er derimod forskellen mellem retfærdighedssprogspillet og relationssprogspillet. Og det er den forskel, der bedst kan beskrives med en lille fortælling som den om de to brødre i ovenstående prædiken. Den kan tilhørerne følge med i, fordi de har oplevet noget tilsvarende, og måske derudfra blive lidt klogere på, hvad det egentlig er, Jesus formaner til med sine ord og fortællinger.

Dette med sprogspil er noget, jeg har fra Løgstrup. Ikke direkte, men kun indirekte. Løgstrup tænker fænomenologisk, jeg tænker sprogfilosofisk. I ”Opgør med Kierkegaard” taler Løgstrup om de suveræne livsytringer, som man dèr stiller op imod de kredsende livsytringer. Og fordi det er fænomenologisk tænkt, er Løgstrup tilfreds med at skildre de to tilstande. Han spørger sine tilhørere, om ikke de kender til dette at befinde sig i en kredsende livsytring, f.eks. misundelse, og spørger dem på samme måde, om ikke også dette at gribes af en suveræn livsytring, f.eks. barmhjertighed eller talens åbenhed, er noget, de har oplevet. Men han nøjes med at skildre tilstandene, overgangen fra det ene til det andet interesserer ham som fænomenolog ikke.

Men det, der var det for mig givende ved min oplevelse i 1975, var netop, at min sprogspilteori gav mig en forklaring på, at de kredsende livsytringer var kredsende og kun kunne opløses ved et ord udefra, ikke ved den pågældendes egne anstrengelser. Derved fik jeg en plausibel forklaring på, hvordan Det ny Testamente i sine formaninger kunne satse på en sindsforvandling af tilhørerne: man satsede på med sin forkyndelse af Guds nåde – som jo er holdt i relationssprogspillet – at få tilhørerne til at opgive retfærdighedssprogspillet eller lovtankegangen.

Sagen er den – og det kan forstås, hvis man lever sig ind i modsætningen mellem de to brødre i ovenstående prædiken – at det, der gør den kredsende livsytring, som her kan kaldes sammenligningstendensen, kredsende, er, at man er bundet af retfærdighedssprogspillet. Og fordi dette sprogspil ikke har logik fælles med relationssprogspillet, kan man ikke ved egen kraft eller egne overvejelser komme ud af retfærdighedssprogspillet.

Og det er jo ganske mærkeligt. For man har stadig relationssprogspillets logik siddende i hjernen, det sidder som en mulighed i hjernen hos alle mennesker. Så tales der et ord til én i dette sprogspil, sættes det straks i funktion, og så vil det muligvis gå sådan, at forholdet til den anden fra det øjeblik af tænkes i relationssprogspillet.

Og det er sandt, hvad Løgstrup siger, at det opleves som en kraft, der suverænt bemægtiger sig én bagfra og så at sige tager alle ens fremtidige tanker i besiddelse. Hvilket ikke er så mærkeligt, hvis sprogspillets logik i forvejen er til stede i hjernen, så forsoningsordet, der tales, øjeblikkelig knytter til ved denne logik.

I fortællingen ovenfor: Alle tanker om, hvad den ene bror har bidraget med og hvad den anden har gjort, alle tanker om ligelighed, hele det ocean af retfærdighedstanker, man har gået og opbygget i de forudgående dage, forsvinder som dug for solen.

Hvorfor?

Fordi disse tanker hører sammen med det sprogspil, de var tænkt i. Og forsvinder sprogspillet, forsvinder også tankerne.

Vi er vant til at betragte jalousi og misundelse som en følelse, vi har. Intet mere. Og det er klart, jalousi er da virkelig en følelse. Men fordi mennesket er et sprogligt væsen, er det en følelse, der udtrykker sig sprogligt og derfor en følelse, der hos mennesket – formentlig i modsætning til fænomenet hos dyrene – kan bevares gennem lang tid, ikke fordi følelsen i sig selv kører videre, men fordi det sprog, følelsen udtrykker sig i, kører videre. Dyret skal have den situation, der fremkaldte jalousien, for øje for at følelsen kan opstå og bibeholdes. Menneskets sprog sætter det i stand til at gennemtænke følelsen, uden at situationen er til stede, og menneskets jalousi kan derfor eksistere udenfor de situationer, der fremkalder og nærer den.

Men hvad værre er, jalousi og misundelse – eller mere prekært: godhedskonkurrence – kan fra den sproglige oprindelse danne tilsvarende negative følelser. Fordi der i et samfund via sprogets retfærdighedssprogspil kan dannes tanker og forestillinger om etik og moral, kan dannes forestillinger om, hvordan den gode mand og den gode kvinde er, lægges der op til, som en fare, der stadig truer fællesskabet, at man skal bruge de moralske holdninger til at retfærdiggøre sig selv og til at anklage andre med.

Det kan f.eks. som det nævnes i prædikenen ovenfor give sig udslag i, at man er optaget af viljeshandlingerne og kun dem. De er synlige i samfundet, dem kan man komme med formuleringer af, dem er man derfor optaget af at prale med for sit eget vedkommende eller bedømme negativt for andres vedkommende. Det synes jo at ligge fast: det og det har man gjort, det må man sandelig stå til ansvar for.

Og læg mærke til det: hvis man først har tænkt sådanne tanker mange gange, hvis man først er kommet i lag med at forestille sig menneskelivet som udelukkende sammensat af viljeshandlinger, så får man uvilkårligt lagt et lag af moral ned over alt i livet, og så kan relationssprogspillet – som man jo alligevel lever i – forekomme fremmed og uforståeligt.

Lad mig slutte med at påpege et par teologfejl, fejl, som bedre kan ses, hvis man sætter sig lidt ind i det med sprogspil.

Den første kan man kalde individualismens fejl. Fejlagtigt følger man mange filosoffers og tænkeres anskuelse, hvorefter mennesket først og fremmest betragtes som enkeltindivid. Det betyder, at det, det drejer sig om for forkyndelsen, er at få talt til enkeltindividet som enkeltindivid. Har mennesket en forkert opfattelse af sig selv? Tror det mere om sig selv end godt er? Eller er det helt slået ud, fordi det ikke mener at kunne leve op til de krav, som man mener stilles til enkeltindividet?

Det sidste, det med kravene, afslører, at det i sådanne tankegange er moralforestillinger, der har fået overhånd. Og det kan da være udmærket at prøve at få dem slået ned, men hvis man forbliver indenfor den tankerække, der beskæftiger sig med, hvad mennesket skal gøre og hvad ikke, så kommer man ikke fri af retfærdighedssprogspillets lænke, eller: så får man kun mådeligt gengivet den befrielse eller ligefrem forvandling, det giver at blive flyttet over i relationssprogspillet.

En anden teologfejl kan kaldes ”Synd tappert-fejlen”, se evt her. Den anser Guds tilgivelse for en tilladelse til at forblive i synden – mennesket er jo så syndigt, så det ikke kan andet end synde. Af og til begynder man med bjergprædikenens formaninger. Dem mistolker man til at udgøre en skærpelse af loven, en skærpelse, hævder man, der har til formål at drive mennesket til at gribe tilgivelsen i Kristus. Og denne tilgivelse gør det altså muligt for mennesket at leve videre som hidtil, blot det nu gør sig klart, at det er en synder helt igennem. Ingen forvandling, ingen ændring af tankegangen, ingen forløsning sigtes der på, blot denne tilladelse til at leve videre under syndens herredømme uden at være bange for Guds straf, for – ikke sandt – vi må jo stole på, at vi har Guds tilgivelse.

Måske man vil sige, at bortset fra, at man mærker en smule spydighed i beskrivelsen, er det da en sand beskrivelse af evangeliets forkyndelse.

Mit svar er, at det ganske rigtigt er en såre almindelige forkyndelse i folkekirken, men at den lider af den fejl, at den gør Gud arbejdsløs. Langt de fleste mennesker i dagens Danmark lever jo blot livet som ganske almindelige mennesker. Men de er nået frem til at leve sådan uden at have været udsat for kirkens syndsforkyndelse med efterfølgende tilgivelsesforkyndelse. Med andre ord: denne forkyndelse skaber bare almindelige danskere, som der jo er masser af i forvejen. Så man må spørge, om Guds ord da er overflødigt. Eller måske endda spørge, om denne forkyndelse i det hele taget har brug for Gud.

Hertil er mit svar ud fra den sprogspilsteori, jeg har opstillet, at det er Gud, der sørger for, at vi kommer fri af retfærdighedssprogspillet. Jeg har endda i anden sammenhæng hævdet, at Gud står bag enhver sproghandling, vi gennemfører. Men her specielt, at dette, at vi rives ud af retfærdighedssprogspillets fangarme og føres over i relationssprogspillet, ikke sker ved vore egne kræfter, heller ikke ved næstens indsats, selv om det forløsende ord ofte kommer fra vor næste, men ved Guds ånd.

Og at takke for Guds ånds virkning hos os, når vi lever glad og ligefremt i vore tillidsforhold, det må da være det mindste, vi kan gøre.

Så meget i denne omgang.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Luther, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.