Skal vi handle etisk korrekt eller skal vi handle klogt? Dette spørgsmål skal her tages op, jeg kan næsten sige: ‘tages op igen’, for jeg har tidligere behandlet det under forskellige andre dilemmaer, f.eks. her under dilemmaet: ‘sindelagsetik kontra konsekvensetik’, eller her ud fra spørgsmålet om, hvorvidt bjergprædikenens formaninger er en skærpelse af lovens krav eller udtryk for klog opførsel.
Men her skal det behandles ud fra de forestillinger om en fredsslutning i Ukraine, som florérer i vestlige medier kombineret med nogle Luther-citater, som jeg finder interessante, fordi de afbilder Luther som en folkelig person, der kommer med snusfornuftige forslag, baseret på rationelle overvejelser, som burde være retningsgivende for alle mennesker.
Men lad mig begynde med en bemærkning af Søren Ulrik Thomsen. Han kom med den i en diskussion med Sørine Gotfredsen, og jeg beretter om det i dette blogindlæg. Han synes at have opfundet det nye og ret afslørende begreb ”en bagvendt selvretfærdiggørelse”. En sådan består i, at – som jeg skrev –
ved at anklage en anden for farisæisme fremhæver man på farisæisk vis sig selv som en god ikke-farisæer, som én, der i modsætning til den, man anklager, har sit på det tørre, hvad farisæisme angår. Men derved bliver man jo en bagvendt farisæer, eller man gør sig skyldig i det, Søren Ulrik Thomsen kalder bagvendt selvretfærdiggørelse.
Dengang for de her fem år siden hævdede jeg – hvad jeg forresten stadig gør – at man kunne komme ud af denne bagvendte selvretfærdiggørelse ved hjælp af begrebet ‘folkelighed’, altså ved vide sig grundet i en størrelse, som kan kaldes ‘den danske folkelighed’, en størrelse, som er ”summen af alle de skrevne og uskrevne love, som omgærder vor omgang med hinanden” her i Danmark. Nu i dag vil jeg føje til, at det med denne folkelighed har sig på den måde, at den nok kan fremelskes af forskellige sociale ingeniørkunster, men at vi overser noget væsentligt ved vor folkelighed, hvis vi glemmer, at det er Gud selv, der med sin ånd får tillid mellem mennesker til at blive til, også dèr, hvor de folkelige ingeniører gør deres gerninger.
Først, når vi gør os klart, at vi mennesker kun kan manipulere hinanden til at lade, som om vi har tillid, den ægte tillid er det ikke os, men Gud, der er herre over, først da undgår vi den bagvendte selvretfærdiggørelse. Og det er dèr, vi skal hen, når vi præster klager over, at tiden ikke vil have med Gud at gøre. Fejlen hos vort folk er ikke, at vi danskere ikke vil høre om synden – sådan som adskillige præster tror – fejlen er, at vi undlader at takke Gud for den folkelige tillid, der præger os i vort samliv med hinanden.
Jeg har her prøvet at vise, hvordan Luther faktisk mener, at den kristne forkyndelse danner grobund for den folkelige tillid, vi lever ud af, uden at jeg dog påstår, at Luther bruger disse ord. Men han lægger i hvert fald så megen vægt på ordet i Matt 7,24ff om at handle klogt, at han i en prædikenrække over bjergprædikenens ord aldeles ikke gør som de moderne lutheranere, som betragter formaningerne som skærpelser af loven, men i stedet opfatter dem som anvisninger, man gør klogt i at rette sig efter. Jeg skrev såmænd en længere redegørelse om hans bjergprædikenprædikener, se her.
Det vil sige, at hvor mange af mine kolleger udlægger f.eks. ordet om at vende den anden kind til (Matt 5,39f), ud fra en forståelse af, at Jesus her afbilder det etisk korrekte og anbefaler os at prøve kræfter med dette umulige ideal, så vi når frem til en erkendelse af, at vi har brug for syndernes forladelse, dèr vil jeg ud fra Matt 7,24f hævde, at Jesus såmænd bare giver os et godt råd eller fortæller os, hvad vi gør klogt i at holde os for øje, hvis vi vil styrke det fællesskab, vi står i. Vi skal altså ikke anstrenge os næsten umenneskeligt for at opdyrke i os selv en altid tilgivende holdning – det ville være det, jeg her kalder det etisk korrekte – vi skal blot i en tilfældigt opstået kollision med én af være venner undlade at pukke alt for stærkt på vor ret, selv om vi naturligvis mener, det er os, der har ret. Gør vi det, siger han i Luk 6,37, da får vi skabt en atmosfære i vort fællesskab, så det en anden gang er os, der får tilgivelse. Jeg har kaldt denne sociale ”mekanisme” for afsmitningsreglen, se her.
Det er den samme hensyntagen, vi bør indtage til krigen i Ukraine. Det fællesskab, der dèr er tale om, er godt nok ikke et personligt fællesskab, heller ikke et folkeligt fællesskab, men et globalt fællesskab. Og de mennesker, hvis handlemåde betyder noget, er ikke enkeltpersoner, men øvrighedspersoner, støttet mere eller mindre af de enkelte landes folk.
Og når to kloge mennesker i Berlingske går de dilemmaer igennem, som ligger i Vestens forhold til Rusland, så synes de at være opmærksomme på, at en form for globalt fællesskab må søges opretholdt. De to er Ole Wæver og Kristian Søby Kristensen, og artiklen med deres udtalelser findes her. Det dilemma, der er tale om, er atomdilemmaet: hvor hårdt kan Putin presses i en fredsslutning, før han griber til atomvåben? Og det er et dilemma. For siger man alt for tydeligt, at man lader Putin beholde Krim og Donbas-regionen, for at han ikke skal gribe til atomvåben, siger man jo også, at dette at true med atomvåben betaler sig. Men på den anden side: Kan Vesten tillade sig at presse Ukraine til at give slip på disse landområder, hvis de ikke på én eller anden måde kan få en bedre sikkerhed end den, de havde før invasionen? Og det må indrømmes: det som Information (og denne blogejer) citerede Hartmut Rosa for, se her: at resten af Ukraine får adgang til NATO-medlemsskkab, det tager ingen af de to i Berlingske op som en mulighed.
Men her skal vi altså prøve at undgå at hæve den store etiske pisk, så vi beskylder Putin for alt det onde, vi synes lyser ud af hans handlinger, og i stedet være opmærksom på det globale fællesskab, som både han og vi deltager i. Lad os lige slå en smut rundt omkring Luther, for han har noget at sige os i den forbindelse. Jeg går denne gang ud fra nogle citater fra det ”berygtede” skrift om bondeoprører, se her. Luther begynder med at forklare, hvordan han har fået et nyt syn på bønderne, siden han skrev om bøndernes tolv artikler (#40):
I min tidligere lille bog turde jeg ikke dømme bønderne, fordi de tilbød sig til at bøje sig for retten og modtage bedre undervisning; som jo også Kristus påbyder, at man ikke skal dømme. (Matt 7,1) Men før jeg fik set mig om, fortsætter de og griber ind i sagen med næven, idet de glemmer alt om deres tilbud; de røver og raser og handler som gale hunde. Derved kan man nu tydeligt se, hvad der lå i deres falske sjæle, se, at det var løgn, hvad de foregav under evangeliets navn i de tolv artikler.
Bønderne lovede at lade sig belære, men glemte hurtigt alt om dette løfte og greb ind i sagen med næven. Og dette, at de lyver, er nu, hvad Luther anklager dem for. Dertil kommer naturligvis, at de gør oprør. For i Luthers forståelse af samfundforholdene er fyrsten indsat af Gud til at holde orden på gemytterne, og fyrsten gør det med sin mulighed for voldsudøvelse, en mulighed, Gud har givet ham.
Det er her ganske som ved en ildløs, at den, der som den første kan slukke ilden, han er den bedste. For oprør er ikke slet og ret mord, nej, det er som en stor ild, som antænder et land og lægger det øde; sådan fremkalder oprør et land fuld af mord og blodsudgivelse, og gør kvinder til enker og børn faderløse, og ødelægger alt, som den allerstørste ulykke. Derfor skal her enhver, som kan, slå løs, slå ihjel og stikke ned, privat eller offentligt, i den overbevisning, at der ikke kan være noget mere giftigt, mere skadeligt, mere djævelsk end et oprørsk menneske. Ganske som man må slå en gal hund ned; slår du ikke den, så slår den dig, og et helt land sammen med dig. (#48f).
Ja, her har vi det, der har voldt så stor forargelse: ”slå dem ned som gale hunde”. Og det må indrømmes, det lyder forfærdeligt i vore moderne ører, men åbenbart har det lydt korrekt i den tids ører, for bønderne blev virkelig slået ned af fyrsterne. De har åbenbart givet Luther ret i, at bønderne optrådte som gale hunde, og at landet selv var i fare for at gå til grunde. Og det gælder både de lutherske og de katolske fyrster.
Man skal måske også lægge mærke til, at dette er sagt til dem, der tilfældigvis møder disse ”gale hunde”, og det gentages overfor ikke-kristne fyrster. Formaningen til de kristne fyrster lyder lidt anderledes: Men den øvrighed, der er kristen, og finder sig i evangeliet, bør handle med frygt. Bønderne har ikke skygge af ret imod den. Og for det første skal den henføre sagen til Gud og bekende, at vi nok har fortjent dette; desuden overveje, at Gud måske har således opægget djævelen, fordi han i almindelighed vil straffe Tyskland. Så skal den ydmygt bede Gud om hjælp mod djævelen. For vi kæmper ikke her alene mod kød og blod, men imod de åndelige magter i luften, som må angribes med bøn, Ef 6,12. 18. Når nu hjertet er sådan indstillet overfor Gud, at man lader hans guddommelige vilje herske, om han vil have os til fyrster og herrer eller ej, så skal man til overflod tilbyde de rasende bønder aftale og forligelse (selv om de ikke er det værd). Derefter, hvis det ikke vil hjælpe, skal man straks gribe til sværdet. (#58).
I den grad er det Guds vilje, fyrsten udfører, når han bruger vold, at han bliver skyldig, hvis han ikke gør det:
For hvis han ikke straffer, om det nu er ved at slå ihjel eller ved blodsudgydelse, hvis han er i stand til det, så er han skyld i ethvert mord og enhver ugerning, som sådanne forbrydere begår, for han har af egen fri vilje ved at undlade at udføre den befaling, han har fra Gud, tilladt, at en sådan ondskab udøves, som han godt kunne forsvare sig imod, hvad han også var skyldig at gøre. Derfor må man ikke sove her. Der gælder her heller ingen overbærenhed eller barmhjertighed, det er sværdets og vredens tid, ikke nådens tid. (#61).
Øvrighedens soldater kæmper med en god samvittighed, for dens sag er retfærdig. Og skulle nogen blive slået ihjel i den kamp, er han en sand martyr:
Således kan det da ske, at den, der på øvrighedens side bliver slået ihjel, er en ret martyr overfor Gud, for han kæmper som sagt med denne samvittighed. For han handler i lydighed mod det guddommelige ord. Omvendt, den, der omkommer på bøndernes side, brænder evigt i helvede. For han fører sværdet i ulydighed mod Guds ord og er et djævelens barn.
Og lad mig her medtage en formaning, som man sjældent ser medtaget, Luthers formaning om barmhjertighed. Det hedder #67 og #70:
Til slut er der endnu en sag, som det er rimeligt, at øvrigheden tager sig af. For bønderne lader det ikke være nok, at de hører djævelen til; de tvinger og presser også mange fromme mennesker, som nødigt gør det, til at gå med i deres djævelske forbund, og gør dem på den måde delagtig i al deres ondskab og fordømmelse. — Nuvel, disse mennesker, der er fanget af bønderne, skulle øvrigheden forbarme sig over.
Nu kan man sige, at dette drejer sig om fællesskabet i det tyske rige og kun det. Gælder der mon efter Luthers mening lignende forholdsregler for livet de globale fællesskab? Svaret er, at det gør det.
Efter at Luther i 1520 var blevet klar over, at paven var antikrist, skrev han i august skriftet ”Til den kristelige adel af den tyske nation”. Her hævder han blandt andet, at paven ikke har nogen ret til at ophæve de løfter, som det ene menneske har givet det andet. Og af eksemplerne fremgår det, at det også gælder løfter, man har aflagt til en ikke-kristen:
Og hos os blev for hundrede år siden den udmærkede konge af Polen og Ungarn, Vladislaus, desværre slået med så mange af hans udmærkede folk af tyrkerne, fordi han lod sig forføre af den pavelige udsending og kardinal til at rive den salige og nyttige aftale og ed, som han havde gjort med tyrkerne, i stykker. Den fromme kejser Sigismund havde ikke mere lykken med sig efter koncilet i Konstanz, hvor han lod slynglerne bryde det løfte, som var givet Johan Huss og Hieronymus, og al elendigheden mellem bøhmerne og os er opstået deraf. (Se her)
Det vil være for meget at sige, at Luther herved siger noget om, hvordan vi skal gebærde os i det globale fællesskab. Men det synes dog at være en forudsætning for ham, at der med hensyn til løfteoverholdelsen skal fremvises en lige så stor iver overfor en kristen som overfor en ikke-kristen; som om han altså gjorde brug af vor tids anskuelse, at også muslimer er mennesker.
Men hvad har alt dette med Ukraine at gøre?
Ganske meget.
For også vi har jo den overbevisning siddende fast i os, at folk fra andre kontinenter også er mennesker. Og afgiver vi et løfte til en stat derfra, regner vi jo da med, at vi skal holde det, ligesom vi regner med, at også de holder de løfter, de har givet os. Det er for os som for Luther en almenmenneskelig foreteelse. Vi regner ikke med, at noget folk betragter sig som Guds yndlinge, så de er fritaget for at overholde deres løfter, eller at nogen mener, de har fået en særlig opgave af Gud, så de kan gebærde sig anderledes frit (eller frækt) end vi andre.
Det vil sige, at når vi synes, at Putin har båret sig forkert ad ved at se stort på f.eks. de løfter, Rusland i 1994 gav Ukraine mod, at Ukraine opgav sine atomvåben, så er det ikke noget, vi gør, ud fra en særlig vestlig livsanskuelse, dette at holde sine løfter er noget, vi forventer af alle folkeslag, også af russerne. Og problemet er ikke blot, om vi skal være mere eller mindre forargede over Putins løftebrud, problemet er, hvordan vi kan få hans tendens til løgn og løftebrud passet ind i en fremtidig global orden. Som før sagt: det gælder ikke så meget om at fastholde den korrekte etik, det gælder om at prøve at styrke det internationale fællesskab.
Ole Wæver og Kristian Søby Kristensen ser som før omtalt med en vis frygt en ukrainsk sejr imøde, fordi de mener, at en sådan vil ydmyge Putin så meget, at han fristes til at trykke på atomknappen.
En anden artikel, denne gang i Information, skrevet af Jacob Skaarenborg fra Forsvarets Efterretningstjeneste, se her, mener, at disse to eksperter tager gruelig fejl. Rusland er altid dårlig i krigens indledende fase, siger han, men de er til gengæld eksperter i at slide deres modstandere op. Og det er det, de er i gang med i Ukraine. Skaarenborg skriver:
Russerne blev ikke fordrevet fra det vestlige Ukraine, sådan som nogle eksperter gerne vil have det til at se ud. Russerne opgav ’kuppet’ – det hurtige angreb ad flere akser, inklusive det mod Kyiv – og trak sig i god ro og orden tilbage. Fokus er nu på det østlige og sydlige Ukraine.
Russerne er dårlige til at manøvrere, men omvendt er deres anvendelse af nedslidningstaktikken uovertruffen, og i den sidste ende er det det, der gør, at russerne vil vinde. Det var også sådan, de vandt i Tjetjenien.
Nu glemmer han vist Afghanistan. Men jeg vil ikke her deltage i denne spådomskonkurrence. I stedet vil jeg pege på en lidt anden betragtning end den med atomfaren. Det er den russisk-amerikanske politolog Sergey Radchenko, der i Berlingske, se her, siger:
»Rusland er fattigt, korrupt og autoritært, og nu ved vi også, at det er svagt og ynkeligt. Ruslands »storhed« er smuldret i et orgie af mord og voldtægt anstiftet af brutale besættere i Ukraine. Farvet af de uskyldiges blod og overvundet i ærlig kamp, er bøllen blevet udstillet. Det er på tide. Tak, Ukraine for at servere denne bitre medicin. Rusland havde stærkt brug for det. Rusland har brug for en ægte ydmygelse. De har brug for en ydmyg anerkendelse af deres egen svundne status, en accept af skyld og en langsom, omstændelig indsats for at genbygge den tillid, man har svigtet. Rusland lærte ikke lektien i 1990erne. Denne gang er de nødt til det.«
Jeg har her været inde på noget af det samme, dog uden det drastiske swung. I min formulering hedder det blot, at Rusland skal lære det samme som Storbritanien har lært: at man må affinde sig med af den historiske udvikling at blive forvandlet fra en supermagt til en stormagt. Men om det skal ske ved en militær ydmygelse eller ved en mere normal menneskelig overtalelse, sagde jeg ikke noget om. Jeg håber naturligvis på det sidste, men i mangel deraf på det første.
Et eksempel på den normale menneskelige overtalelse finder man i et åbent brev, som Per Stig Møller i Berlingske, se her, har skrevet til den russiske udenrigsminister. Jeg tillod mig for mange år siden på religion.dk at spørge Ahmed Akkari, om dette, at han ville anvende vold for at beskytte sin religion, skyldtes, at hans tro egentlig ikke var særlig stærk. Jeg tror ikke, det var det, der fik ham bort fra den hårde islam, men det og mange andre lignende spidsfindige spørgsmål kan måske alligevel have haft en vis virkning. I hvert fald kan det samme spørgsmål stilles til langt de fleste muslimer. Når al-Qaradawi kan hævde, at islam ville være forsvundet fra jordens overflade, hvis ikke der havde været dødsstraf for at forlade islam, må man da spørge, om islam virkelig bygger på så skrøbelige antagelser.
På lignende måde må man spørge Putins Rusland, om den omfattende censur, de anvender, ikke viser, at de selv ikke rigtig stoler på deres argumenter. Det er noget af det, Per Stig spørger Sergej om:
I lukker alle frie medier, lyver for folket i statsmedierne og spærrer alle inde, der ikke bøjer sig for jer.
Under Putin er undertrykkelsen af det russiske folk systematiseret. Magten er totalt samlet hos Føreren. Rusland er forandret »fra et fungerende autokrati til et stalinistisk diktatur præget af voldelig undertrykkelse, uudgrundelig vilkårlighed og massiv hjerneflugt,« skrev Krustjovs barnebarn Nina L. Khrustjova 8. april i Berlingske og forudså, at udfaldet af jeres Ukrainekrig under alle omstændigheder for Rusland vil blive »en fremtid så mørk som landets mørkeste fortid«.
Har du bemærket, Sergej, at Nina Krustjova er professor i New York? Husker du, at Stalins datter Svetlana ligeledes drog til USA, hvor også jeres skakverdensmester Kasparov har slået sig ned, ligesom Nobelpristagerne Solsjenitsyn, Joseph Brodsky og mange andre gjorde? Under kommunismen flygtede jeres elite til Vesten, og det gør den nu under Putin. Noget må altså være forkert i jeres system, men tænker du over det, Sergej?
Og sandt nok: det må være mærkeligt for en tidligere udenrigsminister at have siddet overfor Sergej Lavrov og talt med ham som med et ganske almindeligt menneske og så se ham udfolde sig med falsk tale om forholdet til Ukraine.
Læg mærke til, at Per Stig Møller ikke på nogen måde vil give Putin ret i hans påstande om forholdet mellem Rusland og Ukraine. I stedet vil han holde russerne fast på deres løfter:
Selvom Putin nu siger, at Ukraine slet ikke bør eksistere, så var Rusland i 1991 med til at genoprette Ukraine og i 1994 med til at garantere dets grænser, som I nu krænker. Gælder internationale aftaler ikke? Er aftaler med jer lige så værdiløse, som aftaler var med Hitler?
Desværre er det sidste spørgsmål jo uhyre aktuelt. For vil vi kunne stole på den fredsaftale, som vi alle håber snart vil afløse krigshandlingerne? Er det virkelig nødvendigt at ydmyge Putin militært for at kunne være sikker på et nogenlunde fredeligt forhold til Rusland i fremtiden?
Det var ikke at håbe. Men det er så sandelig at frygte.
Så kun én ting mere!
Jeg har her prøvet at vise – ud fra en artikel i Kristeligt Dagblad – at Putins forestilling om, at Rusland af Gud har fået en særlig opgave, er en farlig forestilling. For af de handlinger, Rusland foretager sig, synes det at fremgå, at landet må anvende vold for at gennemføre denne særlige opgave. Og i dette indlæg, hvor jeg har anvendt så mange Luther-citater, er det passende at hævde, at Putin er djævlebesat. Se f.eks. denne beskrivelse af de oprørske bønder:
Når de skyder denne skrækkelige, gruelig synd ind under evangeliet, kalder sig kristelige brødre, tager mod ed og hyldest, og tvinger menneskene til at holde med sig i disse forfærdelige ting, så bliver de derved de allerstørste gudsbespottere og skænder hans navn på hæsligste måde, og ærer og tjener således djævelen under skin af evangelium, og derved fortjener de vel ti gange døden på legeme og sjæl, for jeg har aldrig hørt om nogen mere hæslig synd. (Se her).
Jeg skal nøjes med at pege på det, Gud sagde til Ananias, da han vægrede sig ved at gå hen til Paulus – han havde hørt om hans forfølgelser af de kristne. Gud sagde til ham:
»Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« (Apg 9,15f)
Det var, hvad det dengang betød at være udvalgt af Gud: han skal lide for Guds navns skyld. Og det har ikke ændret sig siden.
ricardtriis 