Morsom satire?

DR har lavet en serie, der hedder ”Ellen imellem”. Meningen med serien er vist, at det skal være en slags satire for unge mennesker. Men da idéen er, at man lokker de sædvanlige eksperter ind i studiet under dække af, at man vil interview’e dem om visse såkaldte konspirationsteorier, men i stedet for narrer dem til at tro, at den journalist, der interview’er dem, er et ægte menneske, hvor virkeligheden er, at hun blot gentager de spørgsmål, som hun hører i sin øresnegl, føler en del af disse eksperter sig udnyttede eller ligefrem gjort til grin.

Det har fremkaldt ikke så lidt diskussion i forskellige medier, bl.a. i Deadline.

Specielt har der været en del diskussion om udsendelsen med Anja Andersen, astronom og specialist i himmellegemer og deres bevægelser. Hun blev interview’et af Ellen, men vidste jo ikke, at de spørgsmål, hun stillede, kom fra en flat-earth-tilhænger, der sad i et andet studie og fulgte med i samtalen. Så vidt jeg kunne høre på de bidder af samtalen, der blev gengivet i Deadline, var det egentlig ikke særlig sjovt. Så hvad det med det morsomme angår, vil jeg nok give Anders Lund Madsen, som Deadlines Lotte Korsholm interview’ede – vist nok uden at blive styret gennem sin øresnegl – ret, når han sagde, at det værste ved det hele var, at det faktisk ikke var spor morsomt.

For at råde bod på denne mangel, vil jeg prøve at foreslå nedenstående interview med Anja Andersen, dog nu med den forskel, at hun véd, at det hele skal være et satireprogram, og at hun ikke skal debattere med Ellen, men med den flad-jords-tilhænger, der hænger hende i øret.

Vi springer ind i interview’et dèr, hvor Ellen siger:

Ellen: Man skal dog tro på det, ens øjne ser. Og de ser jo, at jorden er flad.

Anja: Ja, bestemt skal man stole på sine øjne. Det er det, vi videnskabsfolk begynder med.

Ellen: Jamen, skal I så ikke foretage nogle flere eksperimenter. For hvis man ser ud over havet, ser man jo dog en flad jord

Anja: Vi har nu faktisk foretaget eksperimenter i den stil. Vi har anbragt indtil fire personer nede ved en strand og bedt dem rette en kikkert mod en færge på vej ind mod kysten. De berettede alle sammen, at de kun så skibets overbygning, mens det var langt borte, og først fik øje på det mørke skrog, da skibet kom nærmere til kysten. Jeg indrømmer, at vi fik den tanke, at det kunne skyldes, at jorden faktisk er rund.

Ellen: Jamen, kunne det ikke have andre årsager.

Anja: Jo, nu du siger det. Det kunne jo være, at vi skulle revidere teorien om, at jorden er rund. Måske det skyldes en fejl i kikkerten. Eller måske det skyldes, at der opstår luftspejlinger, ligesom man har hørt om det i ørkenen, du véd, når den trætte vandringsmand tror at se en oase i det fjerne, og så er det bare luft det hele. Og i hvert fald taler vi jo om et vandspejl, så der skulle vel være større chancer for spejlinger ved vandet end i ørkenen. Vi må kikke nærmere på det.

Ellen: Ja, for man skal jo stole på det, øjnene ser.

Anja: Bestemt! Og nu vi er i gang med at rydde op i vore tilvante teorier, skulle vi måske også sende en ekspedition til Egypten.

Ellen: Hvorfor dog det?

Anja: Jo, for det går rygter om, at nogle grækere cirka to hundrede år før Kristus, kom så langt sydpå i Egypten, at de så, at solen dernede den 24-6 stod lige i zenit, dens billede spejlede sig i vandet i en brønd. Det havde de ikke observeret længere nordpå. Og de fik faktisk den tanke, at det kunne skyldes, at jorden er rund, ja, man siger endda, at de fik nogle romerske skridttællere til at måle afstanden mellem de to brønde, så de på den måde kunne danne sig et indtryk af, hvor stor jorden var. Og forresten hedder det sig, at de kom til et resultat, der ikke ligger så langt fra det, man i dag måler jorden til.

Ellen: Jamen, det må da være forkert. For jorden er da flad. Det kan vi jo se.

Anja: Ja, nu du fastholder det så strengt, så begynder jeg også at tro på det. For det kan da ikke passe, at man allerede dengang, hvor man jo troede fuldt og fast på det, der står i bibelen, gav sig til imod bibelens påstande at hævde, at jorden er rund. Dette med at gå imod bibelen, det er jo noget, man først har vovet at gøre i vore dage.

Ellen: Ja, lad os endelig holde fast ved det bibelske verdensbillede. Og der står jo dog tydeligt nok i 1 Mos 1,7, at Gud med en hvælving, nemlig himlen, skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Så derfor er jorden flad.

Anja: Ja, lad os holde fast på bibelens påstande. Så sparer vi også den tur til Egypten.

Ellen: Netop. Du begynder at lyde helt fornuftig.

Anja: Så er der kun ét problem tilbage.

Ellen: Hvad er det?

Anja: Når der er måneformørkelse, så kan man se, at månen ikke formørkes lige med det samme. Det er, som om der glider en skygge hen over månen. Og der er dem, der påstår, at det er skyggen af jorden, man dèr kan se. Og sandt nok, når man ser på en måneformørkelse, har man altid solen i ryggen.

Ellen: Jamen, hvad rolle spiller det?

Anja: Der er det ved det, at den skygge er rund. Så hvis det er jordens skygge, vi dèr ser, og hvis vi bøjer os for det, øjnene ser, så skulle dette jo vise os, at jorden er rund.

Ellen: Det kan da ikke passe. Vi må stole på bibelens ord. Det er jo Gud selv, der taler dèr.

Anja: Ja, det må vi bestemt. Og så lader vi det, øjnene ser, være lige meget. Men forresten, jeg tror, jeg har en løsning på det problem.

Ellen: En løsning? Hvad er det for en løsning?

Anja: Jo, der skal jo nogen til at trække månen hen over himlen. Nogen tænker sig, at det er en stor hest, der trækker månen hver nat. Denne hest er normalt helt usynlig for os mennesker. Men så af og til sker det, at dens bagdel kommer til at dække for månens lys. Og som du nok véd, har heste en ret rund bagdel. Deraf kommer det, at månen formørkes som var det en rund skygge, der går hen over den. Det lyder også mere sandsynligt end det med, at det er jordens skygge, der bevirker det.

Ellen: Jamen, tror du selv på det?

Anja: Ikke endnu! Vi må på Niels-Bohr-instituttet have sat nogle flere undersøgelser i gang. Måske vi så kan få noget mere at vide om den hest.

Ellen: Jeg tror, vi må afbryde interview’et her.

Anja: Ja, gerne. Kun én ting mere kræver ændring.

Ellen: Hvad er det?

Anja: Det er godt nok ikke os på instituttet, der skal gøre noget, det er vore litterater. Mange af dem har ikke forstået alvoren i Holbergs skuespil om ”Erasmus Montanus”. Man tror, at Holberg vil gøre nar af bondestanden derved. at Erasmus tvinges til at sige, at ”jorden er flak som en pandekage”, hvis han vil undgå at få pisk. Men Holberg holder utvivlsomt med bønderne og vil virkelig mene, at Erasmus tvinges til at indrømme sandheden, som bønderne, men ikke han har fat på. Men når vi får undersøgt ørkenspejlingerne på vandet, Egyptens snydebrønde og månehestens bagdel, så vil vi kunne bevise, at den tids bønder og Holberg med dem, ikke var så tossede, at de troede, at jorden var rund. Nej, de regnede selvfølgelig med, at bibelen har ret: Jorden er flak som en pandekage.

Ellen: Tusind tak for interview’et, det var meget oplysende.

Anja: Selv tak. Fornøjelsen har helt været på min side.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.