I en kronik i Kristeligt Dagblad, se her, tager Lars Geer Hammershøj, ph. d. og lektor ved DPU, Aarhus Universitet, problemet skoleskyderi op til undersøgelse. Og da jeg fornylig i et indlæg her på bloggen tog det samme problem frem, fristes jeg til at komme med nogle bemærkninger.
Det, at jeg fristes, skyldes ikke mindst, at Hammershøj mener at kunne hente hjælp til forståelsen af det mærkelige fænomen hos Søren Kierkegaard. Ham har jeg, som den opmærksomme læser måske véd, ikke megen fidus til. I tilfældet her: Kierkegaard er individualist om en hals, ser tilværelsen ud fra enkeltindividets synspunkt, og vil man hente oplysning hos ham, må man gøre sig klart den begrænsning i synspunktet, man herved får ind over sig.
I Hammershøjs tilfælde skal man måske endda sige, at han med Kierkegaards hjælp får anbragt sig i en opfattelse, der er selvmodsigende. Naturligvis uden at han selv opdager det.
Men som den gode og nogenlunde fornuftige psykolog, som han også er, får han alligevel sagt noget interessant og givende. Ikke mindst, fordi han prøver det samme, som jeg prøvede i mit indlæg, nemlig at undgå at komme til at tale for eller imod en stramning af den amerikanske våbenlov.
Han har hele fem punkter, hvori han redegør for den psykologiske virkelighed, som han mener, en skolemorder befinder sig i.
For det første hævder han, at skoleskyderi er et selvmordsprojekt, enten så den pågældende ender med at skyde sig selv, eller så han med vilje får politiet til at skyde sig.
For det andet siger han, at et skoleskyderi altid er planlagt, aldrig spontant. I den forbindelse kommer han med en overraskende psykologisk iagttagelse, som er ny for mig. Han skriver:
Det at have et hemmeligt projekt kan i sig selv opbygge en spænding, som kan bidrage til at drive planlægningen af skoleskyderiet. Men som bekendt er en hemmelighed kun en hemmelighed, hvis man har røbet noget til nogen. Derfor vil gerningsmanden ofte komme med hentydninger om sine planer til sine venner og på internetfora eller i skoleopgaver. Det er sådan, de fleste planlagte skoleskyderier opdages og forhindres.
At en hemmelighed kun er en hemmelighed, hvis man har røbet den for nogen, det er vist nok sandt. Men det har jeg dog aldrig før tænkt på.
For det tredje gør han opmærksom på, at gerningsmanden ikke kun vil ramme enkeltpersoner, han vil også ramme institutionen selv.
For det fjerde fortæller han, at ”gerningsmanden i modsætning til, hvad man umiddelbart skulle tro, ikke er en enspænder, men typisk socialiserer sig i periferien af mainstream-gruppen”. Det kommer vist nok til at stå i en vis modsætning til det, han senere siger dèr, hvor han bringer Kierkegaard ind i billedet.
Endelig siger han for det femte, at gerningsmanden ikke altid har haft psykiske problemer tidligere. Hvis det er sandt, hvad jeg ikke har grund til at tvivle på, gør det det jo uhyre vanskeligt at gribe gerningsmanden på forhånd, før han får udført sin umenneskelige handling.
Og se, alt dette er sikkert sandt nok. Alt dette er det relevant at diskutere, hvis man ad anden vej end via våbenlovgivningen vil gøre noget for at forhindre fremtidige skoleskyderier.
Men så kommer det betænkelige. For nu begynder Hammershøj at sammenligne med de skildringer, Kierkegaard i ”Sygdommen til Døden” giver af personer, der enten fortvivlet vil være sig selv, eller fortvivlet ikke vil være sig selv. Hammershøj henter vistnok sine citater fra afsnit 2 beta: ”Den fortvivlelse, fortvivlet at ville være sig selv”. Jeg er nødt til at sige ”vistnok”, for han fortæller ikke, fra hvilket skrift han har citaterne – en ret almindelig skødesynd – og jeg har kun fundet ét citat fra ”Sygdommen til Døden”. Men lad mig gengive fra side SV3/126, fra denne udgave af skriftet:
Men jo mere Bevidsthed der er i en saadan Lidende, som fortvivlet vil være sig selv, desto mere potentserer Fortvivlelsen sig ogsaa, og bliver det Dæmoniske. Dets Oprindelse er gjerne denne. Et Selv, der fortvivlet vil være sig selv, ømmer sig i en eller anden Piinagtighed, der nu engang ikke lader sig borttage eller adskille fra hans concrete Selv. Just paa denne Qval kaster han saa hele sin Lidenskab, der tilsidst bliver en dæmonisk Rasen. Om det nu var saa, om Gud i Himlen og alle Engle tilbøde ham at hjælpe ham af dermed, nei, nu vil han ikke, nu er det for sildigt, han havde engang gjerne givet Alt for at blive denne Qval qvit, man lod ham vente, nu er det bagefter, nu, nu vil han hellere rase mod Alt, være den af hele Verden, af Tilværelsen Forurettede, hvem det just er af Vigtighed at passe paa at han har sin Qval ved Haanden, at Ingen tager den fra ham – thi saa kan han jo ikke bevise og overbevise sig selv, at han har Ret. Dette sætter sig tilsidst saadan fast i Hovedet paa ham, at han af en ganske egen Grund er bange for Evigheden, at den nemlig skal skille ham af med hans, dæmonisk forstaaede, uendelige Fortrin for andre Mennesker, hans, dæmonisk forstaaet, Berettigelse til at være den han er.
Jeg vil mene, at dette, ligesom meget andet i Kierkegaards skrifter, er selvbiografisk. Den kval, der her er tale om, er Kierkegaards tungsind. Det har han i mange tilfælde betragtet som en særlig del af hans personlighed, en del, som han ville kvie sig ved at skulle komme af med. Og jeg vil da ikke betvivle, at én og anden, der på lignende måde var kommet ud i en tankekrog af tilværelsen og betragtede sig som en af tilværelsen forurettet, kunne hente hjælp i denne beskrivelse.
Men det er farligt. For det tankesæt, Kierkegaard tænker ud fra, er individualistisk, og kristendommen er i sin grund relationistisk. Dog må man medgive Kierkegaard, at han på ingen måde er ene om at tænke individualistisk. Jeg minder igen om den unge Jørgen Bukdahl, som hævdede, at Løgstrup næsten var den første, der fik bugt med den individualisme, der prægede kristenheden, se f.eks. her, hvor jeg påviser det ud fra ”Den etiske Fordring”. Men det er måske lige så forståeligt, hvis det påvises ud fra de suveræne livsytringer, som beskrevet i ”Opgør med Kierkegaard”. For disse tænkes jo at komme bag på den enkelte, at være uvillede fænomener, der på sin vis overrasker den enkelte som enkeltperson, fordi det ikke er noget, han har villet. Disse fænomener, talens åbenhed, barmhjertighed, m.m., kommer ikke fra ham selv, men kommer fra det fællesskab, han er en del af. Det er fællesskabets kræfter, som han ikke kan undslå sig, der får ham til at fornemme f.eks. talens åbenhed.
Disse fællesskabskræfter kan man ikke arbejde med, kun bøje sig for, dem må man acceptere, når man gør sig deres oprindelse klar.
I modsætning dertil står de kræfter, som Kierkegaard arbejder med, selvbetragtningen, viljen til at ville være et selv, og de overvejelser, man kan gøre sig for at slippe for sådanne fortvivlede forestillinger. Og det er altså én selv, der skal oplyse om det fortvivlede i tankegangen, ligesom det er én selv, der ved at få andre tanker ind i hovedet, måske slipper ud af denne fortvivlelsens jerngreb.
Om en potentiel skoleskyder kan have gavn af disse kierkegaardske betragtninger, er vist nok ret uvist. Men de har i hvert fald påvirket den gode psykolog Hammershøj. For se, hvad han skriver om forskellen på Kierkegaards tid og vor tid:
At det dæmoniske raseri i dag vendes udefter peger på, at vilkårene for at være menneske i dag er nogle andre end på Kierkegaards tid. Groft skåret er forskellen, at man dengang var fri til at tænke selv, hvorimod man i dag er fri til at leve, som man vil. Det betyder, at vi i dag er frie til at skabe meningen i vort liv og skabe vore relationer til andre. Man fødes ikke længere ind i fællesskaber, men skal selv ud og finde og skabe dem.
Det er noget, de fleste af os trives fint med. Men det giver os også udfordringer, for det kræver, at vi finder ud af, hvad vi vil og ikke vil, og hvad der er muligt og ikke er muligt for os. I dag er individet med andre ord kastet ud i en konstant dannelsesproces, hvor man skal gøre erfaringer af, hvordan man forholder sig til sig selv, andre og verden.
Vi er så sandelig ikke frie til at skabe meningen med vort liv eller skabe relationer til andre. Vi fødes nøjagtig ligesom tidligere generationer ind i familiens fællesskab med stærke bånd til i hvert fald mor, og som regel også far og søskende. Vi sættes ligesom fortidens børn ind i naboskabets fællesskab, og når vi kommer i skole, ind i skolens fællesskab. Det er bestemt ikke noget, vi selv skal ud og finde eller skabe. Det er der bare.
Men sandt nok, ofte bilder vi os ind – på kierkegaardsk manér – at fællesskaberne er noget, vi selv skal skabe. Og det er jo en overordentlig stor mundfuld.
Den indbildning er nærmest djævelsk, men hjælpes på vej af den individualisme, der har præget Vesteuropa i snart flere hundrede år, og som af Kierkegaards skrifter får et vældigt boost.
I mit tidligere indlæg om skoleskyderi, altså dette, fremsatte jeg den påstand, at dette, at vort samfund mangler barnedåbsteologien, kan afgive en baggrundsforklaring for skoleskyderierne. Denne gang vil jeg hævde, at dette, at vi har meget lidt forståelse af, hvad vi – om jeg så må sige – skal bruge Helligånden til, bevirker, at vi tror, det er os selv, der skal skabe gode fællesskaber. I stedet burde vi prise og takke Gud i én uendelighed for det tillidsfulde samfund, han ved sin ånd har ladet fremvokse her i Danmark.
Det er desværre noget, vi – også ganske mange kirkefolk – mere eller mindre tager som en selvfølge. I stedet burde vi takke Gud og bede ham med sin ånd åbne vore øjne, så vi kan se de små træk, der viser os næstens følelser og holdninger, så vi ved at modtage med tak de positive træk og med forsigtighed prøve at bearbejde de negative træk, begge dele under bøn til Gud om Helligåndens hjælp, kan få fællesskabet gjort stærkt og trygt.
Jamen, når det er os, der ”får gjort fællesskabet stærkt og trygt”, så er det jo alligevel os, der står med ansvaret for fællesskabets trivsel?
Ja – og nej!
Ja, fordi Gud bruger os og vore reaktioner i fællesskabet til at få skabt den fortrolighed og indlevelsesevne, der skal til, for at fællesskabet kan blive et trygt sted at leve.
Nej, fordi vi jo ikke er herrer over næstens tro og tillid.
Ja, fordi Gud f.eks. i det mærkelige skriftord i Mark 11,24: ”Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det”, jo faktisk beder os om at lade, som om det er os selv, der fremkalde den andens tro.
Men nej, fordi vi, hvis det var tilfældet, overhovedet ikke behøvede Gud, alt ville vi kunne klare selv, vi mennesker.
Men sjovt nok siger Hammershøj noget af det samme, dog uden at drage Gud eller hans ånd ind i billedet. Til sidst skriver han:
I min forskning har jeg forsøgt at afdække samtidens vilkår for at være menneske ved at se på de negative konsekvenser af denne individualisering og dermed, når individer ikke formår at håndtere disse udfordringer. Det, der især synes at volde problemer er, at individerne selv skal skabe deres sociale relationer. Det indikeres af en række andre patologiske fænomener foruden skoleskyderier, såsom stigningen i tilfælde af ensomhed, social angst og skolevægring. Derudover er det første tegn på anoreksi også, at anorektikeren trækker sig fra venner og familie for at fokusere 100 procent på sit sulteprojekt, ligesom anorektikere ofte beskriver oplevelsen af at have anoreksi som ”at bo på en øde ø”.
Hvad kan man så gøre ved problemet? Det interessante er, at vi i undersøgelsen ”Det gode liv – ifølge børnene” spurgte børnene, hvad de ville lave om på, hvis de var “børnenes statsminister”. Børnene svarede relativt samstemmende, at de ville sørge for bedre muligheder for relationer i skolen med fokus på kammerater, klassefællesskabet og et godt forhold til læreren.
Måske det er tid at lytte til børnene.
Ja, det var måske på tide. Men hvis man gør det, så må man forlade individualismen, også den kierkegaardske, og tage Gud med ind i billedet. For kun med hans ånds hjælp kan vore handlinger blive så selvfølgelige, at de kan være med til at opbygge de fællesskaber, som børnene efterspørger.
ricardtriis 