Luthers martyrforståelse

Vi vil i vore dag noget så gerne være lutheranere. Vi prøver at efterligne alle Luthers forestillinger. Især det med, at han i sin reformatoriske omvendelse følte sig fuldstændig og aldeles som en synder, og at det ord, der reddede ham, var ordet fra Habakuks bog, som Paulus citerer i Rom 1,17: ”Den retfærdige skal leve af tro”. Og så forkynder vi synderne til den store guldmedalje, så tilhørerne ret kan glæde sig over, at alle disse mange synder bliver dem tilgivet – hvis de altså har følt dem særlig trykkende.

Men Luthers martyrteologi lader vi altid ligge, ja, de fleste Luther-forskere er vel slet ikke klar over, at Luther er i besiddelse af en sådan teologi.

Men han har en sådan. Og hans liv afslører, at han faktisk var villig til at gå i døden for evangeliets skyld.

Man var i Luther-året tilbøjelig til at stille Luther og paven lige. Man så på Luthers magtanvendelse overfor pavens ditto. Men det er en helt forkert opfattelse af, hvad der faktisk skete, formentlig afstedkommet af, at det jo faktisk gik Luther godt. Selv om han blev erklæret kætter af paven og derfor egentlig skulle brændes, lykkedes det ham – i kraft af Frederik den Vises visdom – at slippe godt fra både Augsburg og Worms, og ikke sandt, så glemmer man alt om, at han faktisk troede sig i livsfare i begge byer.

I Augsburg i oktober 1518 skulle han møde kardinal Cajetan. Det var Frederik den Vise, der havde fået tilsigelsen fra paven til Luther om at give møde i Rom overfor paven ændret til en befaling om at møde frem i Augsburg overfor kardinal Cajetan. Og han må have kendt Luther godt nok, så han sørgede for at give ham nogle trofaste adelsfolk med, der kunne holde ham tilbage fra at møde frem for Cajetan, indtil han havde fået et frit lejde fra kejseren.

Det bebrejdede Cajetan Frederik i et brev, se her, hvilket er lidt frækt. For vi véd i dag, at Cajetan havde ordre til at bringe Luther til Rom i arresteret tilstand.

Jeg véd ikke, hvor almindeligt den slags julelege var dengang. Men det gør i hvert fald, at vi kan stole på, at det Luther skriver til Melanchthon den 11-10 1518, er sandt nok:

Jeg går hen at ofres for dem og for jer. Hvis det behager Gud. Jeg vil nemlig hellere gå til grunde, og, hvad der er mig det tungeste, undvære det søde samvær med jer for bestandig, end jeg vil tilbagekalde, hvad der er rigtigt sagt, og blive anledning til de bedste studiers undergang hos dem, som er de mest uvidende og skarpe fjender af videnskab og lærdom. (Se her).

Han har virkelig følt, at dette kunne ende med døden for hans vedkommende, for han var indstillet på ikke at lade sig friste til at tilbagekalde. Og hvorfor ville han ikke det? Ja, siger han her, det vil betyde de bedste studiers tilbagegang. Han var selv med liv og sjæl gået ind i de humanistiske videnskabers verden, også når det gjaldt bibelstudier, og hvis han nu tilbagekaldte sine resultater, ville han gøre sig selv utroværdig, men hvad værre var: han ville også miskreditere de humanistiske studier af bibelen, som han regnede for nødvendig for en ret forståelse af kristentroen.

Han havde åbenbart læst Jesu ord i Matt 10,5-42, den såkaldte udsendelsestale, om hvordan disciplene skal forholde sig under forfølgelser, at de ikke skal vige fra Jesu ord, ja, at den, der elsker far eller mor mere end Jesus, ikke er ham værd.

Han var endnu ikke nået frem til den anskuelse, at paven var antikrist, men han havde lært, at man i studiespørgsmål ikke skal bøje sig for autoriteter, heller ikke pavens, men holde sig til klare argumenter. Det gjorde han overfor Cajetan, men han måtte erfare, at paven og hans udsendinge regnede sig selv for stående udenfor dette argumentkrav.

Det samme erfarede han i 1520, da paven udsendte sin bulle imod ham. Man havde opskrevet 43 teser af Luther, som man bedømte til at være falske, og dem forlangte man tilbagekaldt af Luther, se her; hvis ikke, skulle kejseren sørge for, at han blev brændt på bålet. Og det skulle kejseren gøre uden yderligere snak. Paven havde talt, dermed var sagen afgjort, mente man.

Og det var derfor imod pavens vilje, at kejseren indkaldte Luther til at møde for den tyske rigsdag i Worms. Han fik frit lejde af kejseren, men alle vidste jo, hvordan det var gået med Jan Huss i 1415: han var blevet brændt på bålet på trods af kejserens frie lejde, for paven havde løst kejseren fra dette løfte; man behøver ikke at holde et løfte, der er givet til en kætter, hed det.

Så man kan være ret sikker på, at Luther så det som uhyre risikofyldt at rejse til Worms. Det kan også ses af et brev, som han den 21-12 1520 sender til Spalatin. Her hedder det:

Vil han [dvs. Gud, rr] ikke bevare, så er mit hoved kun en ringe ting, sammenlignet med Kristus, som blev ihjelslået under den største forhånelse og til forargelse for enhver og til mange menneskers fordærv. Thi her er spørgsmålet ikke fare eller redning af et menneskeliv; meget mere må det være vor bekymring, at vi ikke prisgiver evangeliet, for hvilket vi er trådt i skranken, til de ugudeliges spot, ikke giver vore modstandere årsag til at rose sig imod os, som om vi ikke vovede frit at bekende, hvad vi har lært, som om vi frygtede for at udgyde vort blod derfor. (Se her).

Denne formodning hos Luther om, at det stunder mod døden, kan måske genfindes i hans skrift mod Catarinus, se her. Heri gendriver han nogle sætninger, som Catarinus havde brugt imod ham, men slutter bogen med en længere udlægning af Daniel bog, hvor paven og pavens magt omtales. Paven hersker ved skin, hedder det, og det er – mener nogle – formodentlig tænkt som noget, der skulle optræde som hans sidste ord, hvis han skulle blive henrettet i Worms.

”Vil Gud ikke bevare …”, skrev Luther. Jo, men nu ville Gud jo bevare. Ja, han ville meget mere end det, han ville bruge Luthers bekendermod i Worms som det store forbillede for hele Europas befolkning, et bekendermod, der kom til at ændre Europas historie på afgørende vis, både den protestantiske og den katolske del af kontinentet.

Ja, ja, jeg véd godt, at man som nogenlunde neutral historiker skal sige, at begivenheden i Worms havde store konsekvenser for Europas fremtid, og altså sige det uden at blande Gud ind i det – hvis man da ikke som Frederik Stjernfelt vil nedgøre Luther og Luthers gerning. Men jeg vil tillade mig som teolog at fremsætte den påstand som en del af min trosbekendelse, at det var Gud selv, der dels gav Luther kraft til at modstå sin frygt for døden og dels lod hans ord – f.eks. ordet om, at det ikke er tilrådeligt at handle mod sin samvittighed – flyve på åndens vinger ud over kontinentet og påvirke små og store, så ganske uhørte konsekvenser fulgte: afladsteologien, der havde behersket kirken i hele senmiddelalderen, afgik ved døden, nonne- og munkeklostre blev lukket, præsterne giftede sig, borgeres og bønders arbejde blev igen agtet og æret.

Alt dette var ikke bare noget, der skete, det var noget, der skete i kraft af Guds ånd. Åh jo, mennesker selv måtte forstå, men de forstod kun ved åndens hjælp. Og når Jesus forstås som det Guds ord, ved hvilket verden blev skabt – ifølge Joh 1,1 – er det så ikke forståeligt, at hans ord på Jesu tid måtte have den virkning, at mennesker blev løsrevet fra det lovens tyranni, som den jødiske religion havde lagt dem i, og at de første kristne modstod fristelsen til at erklære den romerske kejser for gud, trods store forfølgelser? Og må man ikke på samme måde opfatte det, der skete efter Luthers optræden i Worms som et eksempel på, hvordan menneskeheden i kraft af Luthers tanker trængte dybere ind i sprogets virkemåde og i de følgende århundreder blev mere og mere klar over ytringsfrihedens uomgængelighed?

Den uomgængelighed har vi efterhånden lært at forstå her i Vesten. Men Putin har ikke forstået den. Han tror, som alle diktatorer, at al denne snak kun forsinker de handlinger, der er nødvendige, altså nødvendige efter hans statsopfattelse. At det skulle være nødvendigt og faktisk give et bedre folk, når folket selv kommer til orde, og man fra de styrendes side retter sig efter folket, og lader folket selv styre gennem frie valg, det forekommer ham og hans ligemænd forkert, sammenlignet med de store ting, de kan sætte iværk.

Men vi i Vesten skal ikke blive for høje i hatten.

Vi ser det i USA, hvor det amerikanske demokrati er ved at gå i stykker. I vore danske medier hører vi mest om sagen, som demokraterne ser på den. Og man efteraber demokraterne ved at tale om konspirationsteorier og fake news.

Bare udtrykket fake news! Javist, der forekommer falske nyheder. Men når det er nået dertil, at man ikke føler det nødvendigt med argumenter at imødegå de falske nyheder, men mener, det er nok at udslynge et ”fake news” imod de andre, så er al demokratisk debat standset, for debat bygger på argumenter og modargumenter.

Eller tag alle de ikke-undersøgelser, der har været omkring flygtningekrisen i 2015! Hele medieapparatet, det politiske liv og store dele af universitetsverdenen har været grebet af en fornemmelse, som lille jeg så let som ingenting har kunnet påvise var falsk. For krisen opstod ikke, fordi der var flere mennesker i Mellemøsten, der blev forfulgt, men fordi menneskesmuglere fik en enestående ny mulighed foræret derved, at grækerne ophørte med at skubbe migrantbådene tilbage mod Tyrkiet efter Syrizas valgsejr i januar 2015. Men ingen ville se det, der dog var utrolig let at få øje på.

Og når den tidligere græske forsvarsminister Dimitris Avramopoulos senere blev EU-kommisær og i den stilling fuldstændig havde glemt alt, hvad den græske flåde foretog sig under hans embedsførelse, så er det muligt, at han selv og mange andre politikere så udmærket forstår det – for det klogeste er jo dog som kommissær at holde mund med disse tilbageskubninger – men at den respekt, han dermed tiltusker sig, er uægte, det ser han ikke, se her. Lidt ligesom en diktator, der har sat sig på pressen og vinder en folkeafstemning, ikke ser, at det er en tom ære, der tildeles ham, helt forskellig fra den respekt, en demokrat vinder i et frit valg, hvor alle har mulighed for at kritisere ham eller hende uden at komme i fængsel.

Det er i det hele taget det fine ved den samfunds- og menneskeforståelse, Gud har ladet vokse frem igennem de demokratiske ordninger: de giver både de agerende politikere al den ære og respekt, det er muligt at tildele én, der styrer og regerer, og de giver de styrede en ægte fornemmelse af, at der ikke styres i blinde, imod deres ønsker og behov, men til fordel for dem. Eller med andre ord: de demokratiske ordninger kan – med åndens hjælp – få et tillidssamfund til at vokse frem.

Men. Men.

At der hersker tillid mellem to menneske, forudsætter, at de to mennesker er hele mennesker, selvstændige mennesker, mennesker, der tør være sig selv og tør stå ved deres meninger. Og det var jo bare det, Luther gjorde. Intet mere. Hvis han skulle forvandles til et ekko af paven, så ville hele den humanistiske skole, han havde fået op at stå i Wittenberg, falde sammen.

Det betyder ikke, at dette at turde stå ved sine meninger er et nyt kristent krav oven i alt det andet, det med næstekærlighed og indbyrdes tillid. Det betyder blot, at hvis kernen i den kristne forkyndelse er, at du som medlem af menigheden er et helt menneske, så vil du helt af dig selv ikke kunne handle som et halvt menneske, dvs., et menneske, der for vindings eller behageligheds skyld siger noget andet, end du mener. Nej, du vil svare ganske som dit hjerte tilsiger dig ud fra de erfaringer, du har gjort. Om du så af den grund bliver en ny Luther, det kan kun tilfældigheder afgøre – ”tilfældigheder” er som man kan forstå et andet ord for ”Gud”. Du kan i hvert fald ikke selv iscenesætte en sådan begivenhed.

Og selvfølgelig kan vi godt blive enige om, at Putin og andre diktatorer har brug for den lærdom, som Luther-begivenheden i Worms kan give, men noget tyder på, at vor demokratiske samtale her i det højhellige Vesten også lider af ikke-demokratiske sygdomme. Hvor langt Gud vil have os ud i uføret, før vi vender om, véd vi ikke. Og hvilke kræfter han vil anvende, heller ikke det véd vi. Men at han vil stille sig bag ved de hele mennesker, der tør være sig selv med alt, hvad dette indebærer, det vidner Jesu skæbne om. Og det giver håb.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.