Undgå sandheden!

Man vil naturligt nok spørge, hvem der da undgår sandheden. Hvem kan det vel være, forfatteren – det vil jo altså sige: mig – tænker på med denne opfordring? Sandheden er da noget, vi alle bøjer os for. Og den diskussion – altså den frie diskussion, som netop er fri i kraft af ytringsfriheden – der skal føre os frem til sandheden, den accepterer vi da alle, den søger vi da alle at deltage i i åbenhed og trofasthed overfor sandheden. Ikke?

Ak, gid det var så vel.

Men vi har på en række områder igennem de senere år erfaret noget andet, erfaret, at en række videnskabsfolk passer på med, hvad de siger, gør sig umage med ikke at bringe alle de videnskabelige tvivlsspørgsmål frem i lyset.

Det ser vi, når klimaspørgsmålet diskuteres. Det ser vi, når flygtningeproblemet kommer op. Og det ser vi såmænd også, når det er Covid-19-problematikken, der er er genstand for debat. I alle disse tilfælde hører vi ikke umiddelbart sandheden fra videnskabsfolks mund. For disse folk véd godt, at de i disse diskussioner må tage hensyn til, at almindelige menneske – sådan nogle som mig – helst skal rette ind efter det, man vil have os til at gøre.

Man vil i klimaspørgsmålet have os til at acceptere de mange ændringer, det medfører, når energiforbruget skal ændres til ”grøn energi”. Man vil i flygtningespørgsmålet få os til at se positivt på de indvandrende muslimer, hvorfor så at sige ingen kritik af islam er come il faut. Og man vil – eller vi må vist heldigvis nu omsider sige: ”ville” – have os til så mange som muligt at lade os vaccinere.

Det kan jo synes at være yderst betænksomt af medierne og af videnskabsfolkene. Vi almindelige mennesker har da kun godt af at få det gjort klart for os, hvad man forventer, at vi skal gøre. Og bag alle de her nævnte problemer ligger jo et etisk krav: Vi skal passe godt på menneskeheden, at virussen ikke får lov at sprede sig; vi skal tage godt imod de fremmede, også selv om de er muslimer; vi skal passe på kloden, at ikke fremtidens mennesker skal se ned på os. Så der er vel ikke noget at sige til, at diverse videnskabsfolk holder deres betænkeligheder lidt for sig selv.

Nu er der det mærkelige forhold ved den slags etiske krav, at de sommetider kan gå over gevind. Af og til kan der ske det, at et flertal bliver grebet af et sådant etisk krav og ikke nøjes med selv at overholde det, men udskammer alle dem, der ikke overholder det. Og da vor europæiske, kristne baggrund får os til at blive flove, hvis vi bliver skældt ud for ikke at overholde etiske krav, fører det så let som ingenting til, at en højtråbende etisk elite kommer til at bestemme den grund, debatten føres på, endda ofte uden hensyntagen til generende kendsgerninger.

På alle de tre områder, jeg har nævnt, kan man iagttage, hvordan journalister, politikere og forskere kryber udenom disse generende kendsgerninger, ikke svarer på naturlige indvendinger derom, og da slet ikke undersøger nøjere, hvor det rent faktisk forholder sig.

Med andre ord: Man undgår sandheden.

Tag flygtningepolitikken!

Som jeg mange gange her på bloggen har påvist, er så at sige alle journalister, politikere og forskere smittet med den sygdom, jeg har kaldt samaritanitis. Man ser Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner opført i stort format på den europæiske scene, og man bestræber sig for, at man selv – og ens land – kommer til at spille rollen som samaritaneren, mens man skammer os indvandringsmodstandere ud for at ligne præsten og levitten, der ”gik lige forbi”.

Og så lukker man øjnene for en række sandheder. Man ser ikke – og vil ikke se – at de mennesker, der ankommer til vores grænse, aldeles ikke ligner et forslået menneske. Men hvad de ikke har i virkeligheden, det tilskriver man dem i fantasien: Uha, tænk på alle de forfølgelser, de har været igennem!, siger man, som om de ankom lige fra torturfængslerne til vores grænse. Og det forhold, at man har svært ved at forklare, at de uden skrupler efterlader kone og børn i sådanne torturlande, det nævner man slet ikke, den sandhed lukker man øjnene for.

Ligeledes undersøger man ikke årsagen til den store migrant-tsunami i 2015, skønt den var så let at finde, at en amatørjournalist som undertegnede uden vanskeligheder fandt ud af den, se her. Men sæt nu, man fandt ud af sandheden – som jo var, at grækerne ophørte med at give deres flåde ordre til at skubbe migrantbåde tilbage til Tyrkiet – så ville almindelige mennesker jo øjeblikkelig sige, at denne tilbageskubning skulle vi da bare sætte gang i igen.

Og det hykleri fra EU’s side, der består i, at man hævder, at man giver alle, der sætter foden på europæisk jord, en retmæssig asylbehandling, mens man med et forbudsdirektiv til luftfartselskaberne fra 2001, der forbyder dem at medtage passagerer uden visum, sørger for, at det ikke er alt for mange flygtninge, der formår at sætte fod på europæisk jord – det hykleri omtaler man overhovedet ikke, den sandhed lukker man øjnene for, og i dette tilfælde må vel denne øjenlukning være en bevidst handling, for blandt kontorcheferne i Bruxelles må der vel være nogle, der kender direktivet fra 2001.

Det var flygtningepolitikken! Med de ædleste motiver skjuler man diverse sandheder for befolkningerne, så de kan lære at handle korrekt – nogen vil nok ligefrem sige ”kristeligt korrekt”, idet man tænker på den barmhjertige samaritaner.

Så er der forholdet til islam!

I gamle dage, dvs., før vi fik en muslimsk indvandring, kunne diverse islamforskere godt fremkomme med deres forskningsresultater om denne mærkelige religion. Man forskede frit og uden hensyntagen til finere følelser hos muslimerne, for der var ingen muslimer indenfor synsvidde.

Men efter at der er kommet muslimer til landet! Uha, uha. Så er man virkelig begyndt at lukke øjnene for islams voldspotentiale. I stedet forventer man af alle journalister og forskere, at man beskriver islam som en afart af kristendommen, og muslimerne som mennesker, der i bund og grund er som os, vil det samme, har de samme idealer og opfører sig som enhver anden dansker.

Først fornylig er der ved at gå hul på den byld. Blandt islamforskere er der i udlandet fremstået en Ruud Koopmans, og herhjemme en Thomas Hoffmann, begge med holdninger, der ikke uden videre giver muslimerne ret i den islamforståelse, de gerne vil have udbredt blandt europæerne.

Hoffmann forsøgte således ud fra Sura 5,32 at imødegå en muslimsk debattør, som ville tolke disse ord som bevis på, at islam er fredens religion. Det reagerede Aminah Tønnsen på i Weekendavisen, og det fik mig til at anklage hende for koranfifleri, se her. Jeg kunne nemlig bevise, at hun snød i sin fortolkning, idet hun undlod at undersøge, om det ord, der er oversat ved ”sendebud” på arabisk var ental eller flertal, og blot lod, som om det var flertal og ikke betød Muhammed, men magthaverne. Selv jeg kunne finde ud af, at ordet for ”sendebud” dèr, hvor hun påstod det skulle forstås som flertal, faktisk på arabisk var ental, dvs., det var Muhammed himself, og ikke magthaverne fra tidligere tider, der skulle hævnes på en ret bestialsk måde, hvilket jo beviser, at islam ikke er fredens religion.

Så er der klimaforandringer, hvor det jo er lykkedes at få så at sige hele verdens ledende personer til at tro på, at vi er nødt til at ”gøre noget”.

På dette punkt må jeg blankt indrømme, at jeg i sin tid, dvs., dengang i 2009, hvor der var klimatopmøde i København, hørte med til klimatosserne. Mange af mine blogindlæg fra dengang vidner om det. Men ét vidner så også om en oplysning, jeg fik af én af dem, der deltog i debatten her på bloggen, en oplysning, som fik mig til at nære mistillid til alle de ”officielle” oplysninger. På dette blogindlæg, se her, indvender Hans Henrik Hansen mod mine CO2-tanker, at iskerneundersøgelser har vist, at CO2-niveauet i luften ganske rigtigt steg med de stigende temperaturer, men at denne stigning først fandt sted ca. 800 år efter temperaturstigningen.

Denne oplysning er stadig en vigtig pointe for mig, når jeg nu søger at bekæmpe de mange klimatosser.

Dertil kommer imidlertid en oplysning fra en hjemmeside, der hedder klimarealisme, se her. Her skriver man blandt meget andet:

CO2 er en svagt virkende drivhusgas, så for at opnå en kraftigere effekt, antager klimavidenskaben at atmosfæren altid vil opretholde den samme relative luftfugtighed, hvilket er ensbetydende med, at ved højere temperaturer vil der være mere vanddamp til stede og dermed mere drivhuseffekt fra denne.

Og se, det kan jeg forstå. Hvis det virkelig passer, at IPCC er nødt til at gå ud fra, at det er den stigende mængde vanddamp, der vil forårsage den stigende opvarmning, så kan selv jeg forstå, at noget er galt. For vanddamp er, hvad klimapåvirkning angår, en ”snyder”: Så forvandler den sig til små dråber, altså skyer, der både kan sende solstrålerne tilbage til rummet, holde på varmen natten over, eller afkøle jorden med regn. Man kan virkelig ikke regne med, at fordi atmosfæren bliver varmet en lillebitte smule op af det stigende indhold af CO2, så vil atmosfærens indhold af vanddamp uden yderligere vrøvl få denne temperaturstigning til at mangedobles. Det er langt mere indviklet end som så.

Men der har igennem de senere år været alt for mange videnskabsfolk, der omhyggeligt har undgået at fortælle folk sådanne sandheder. Man vil jo nødig skammes ud. Men er det ikke videnskabens opgave at holde sig til sandheden?

Åbenbart ikke i sådanne tilfælde. Og altså ikke blot, hvad klimaet angår, også hvad islam og indvandring angår.

I den forbindelse er det mærkeligt at lægge mærke til, at der her fornylig er sket noget mystisk med elitens forsøg på at lære den almene befolkning, hvordan de skal modtage flygtninge.

Alle de forsøg, man fra elitens side har gjort med hensyn til de muslimske flygtninge på at få folk til at stille sig velvilligt an overfor disse mennesker, er i forbindelse med flygtningene fra Ukraine blevet overgået med en faktor hundrede eller to hundrede af ganske almindelige mennesker. Hvad de ukrainske flygtninge angår, har det været ganske unødvendigt at fortælle folk, at man skulle tage godt imod dem. Man har åbnet ikke blot sine arme, men sine hjem og sine pengepunge for dem i stor stil.

Og mærkeligt nok – nej, det er vist egentlig ikke så mærkeligt, når man betænker forskellen mellem kristendom og islam, men det må vi jo helst ikke tale om – mærkeligt nok har nogle muslimer lagt mærke til denne forskellige modtagelse. Jeg tog sagen op på dette blogindlæg og skammede den pågældende muslim noget ud. Hvor hun havde spurgt, om hun kunne stole på Danmark, vendte jeg spørgsmålet om og spurgte, om Danmark kunne stole på hende. Jo, for muslimer får jo af koranen at vide, at de ikke må tage kristne eller jøder til venner. Kan vi derfor stole på, at muslimerne virkelig ønsker at lade sig integrere i vort samfund?

Men selv om jeg – når jeg selv skal sige det – faktisk synes, at denne indvending er ganske vedkommende, måske endda smart fundet på, så opdagede jeg her fornylig, at Ken Ekeroth på den svenske hjemmeside samnyt.se faktisk overgår mig i den henseende. Han tager det samme problem op. Han skriver mod en muslim, der hedder Sulimani, se her:

Sulimani i debattartikeln jag citerade ovan blir bestört när svenskar ”öppnar sina sommarstugor”. Det handlar inte ens om statens agerande, utan han klagar på svenska privatpersoners agerande. Men just detta, just det radikalt annorlunda välkomnande ukrainare verkar få av vanliga medborgare är på ett sätt det ultimata beviset på att svensk invandringspolitik inte haft någon förankring bland folket.

Visst, de har tyst accepterat den, då svenskar inte vågar motsätta sig den. Som alla vet är svenskars största rädsla att bli brännmärk som ”rasist”. Men under ytan har de motsatt sig den. Det ser vi nu när svenskar på riktigt ”öppnar sina hjärtan” för de ukrainska kvinnor och barn som kommer.

Detta är inget påbud från staten. Detta sker automatiskt, frivilligt. Faktum är att det till och med är i strid med vad staten säger. Kom ihåg Magdalena Andersson som sa att vi inte ska ta emot ukrainska flyktingar.

Det handler om at kunne se, påstår Ekeroth, eller mere præcist at kunne ”se igenom”, dvs., at kunne gennemskue. Forskellen på de liberale, der har forsøgt at bluffe os med deres tåredryppende beretninger og os konservative – i både Sverige og Danmark er der desværre alt for så konservative af den art – er netop, at vi konservative ser bedraget:

Skillnaden är att vi är förnuftiga och ser igenom de tårdrypande bluffar som ”ensamkommande flyktingbarn”. Vi ser igenom när horder av unga, arga män flockar sig till Europa, lämnar sina kvinnor och barn bakom i de påstådda ”krigszonerna”, vägrar lämna våra länder när det lugnat ner sig och tackar oss med bidragsberoende, våld och otacksamhet. Detta ser de konservativa.

Men vi ser samtidigt också när riktiga flyktingar kommer. Vi ser när det ukrainska folket faktiskt försöker skydda det mest värdefulla; kvinnor och barn. Vi ser också tacksamheten hos de vi hjälper. Vi ser att ukrainarna, även om det finns skillnader, också har stora likheter med oss. Vi är inte dummare än att vi inser att det kanske inte blir problemfritt, men vi ser även att sannolikheten att de assimileras är ofantligt mycket högre än för de MEA-invandrare vi är vana vid. Eller för den delen att de faktiskt flyttar hem sen igen, vilket bör vara utgångspunkten.

Man kunne ønske sig, at det også på de andre områder, klimaområdet, islam-området og området med Middelhavsflygtningene kunne ende med, at almindelige mennesker gjorde oprør imod det bedrag, de bliver udsat for, ikke blot i handling som med ukraineflygtningene, men i ord.

Men på trods af Ekeroths sande ord har det vist lange udsigter dermed.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.