Overskriften kunne egentlig også være ”Luskebuks”. For det, det skal handle om, skal være, hvor svært det har været at gennemskue Vladimir Putin. Og en direkte anledning er det angreb på Jürgen Habermas, som Timoty Snyder har foretaget. Se referatet af det i Berlingske her, og i Information her.
Men først skal vi i gang med endnu et referat fra Sarah Mortimers bog ”Reformation, Resistance and the Reason of State”. Hun fortæller bl.a. om Hugo Grotius, den hollænder, der vist nok nærmest har opfundet international ret og lov. I hvert fald er han én af de første, der udstrækker retstænkningen udover den enkelte stats grænser. Og det er jo interessant, fordi der i de internationale forhold ikke som i de nationale forhold er ét væsen, én institution, der kan påtvinge retten over de andre, men kun ligestillede stater med hver deres ønsker. Hun skriver om forsøget på at opstille en international retsorden.
Grotius havde behov for at forklare, hvorfor en sådan retsorden var legitim, hvis man tog hensyn til den underordning, den nødvendigvis medførte. Her pegede Grotius på det princip, at man skal holde sine pagter og løfter, et princip, der er nødvendigt, hvis man skal skabe og opretholde et menneskeligt samfund, og som derfor må udspringe af den naturlige lov selv. Dette at afgive løfter og dette at holde løfter var grundlaget for det civile samfund, for ”dem, der havde indskrevet sig i et hvilket som helst samfund … må forstås som tavst at have afgivet løfter om, at de ville underlægge sig øvrighedens bestemmelser”. (Side 341).
Det er jo egentlig logik for perlehøns, dette her. For overalt, hvor mennesker mødes, handler, udveksler idéer, osv., tænkes de at kunne afgive løfter, og tænkes jo endvidere at ville overholde disse løfter. Dette gælder også, når det er folkeslag, eller folkeslagenes ledere, der mødes. Løfter tænkes at blive overholdt. Hvis ikke, er krig en nærliggende mulighed.
Og det gælder for alle folkeslag og alle kulturer. Den opdeling af verden i forskellige kulturer, man har forsøgt sig med for at forklare og forsvare Putins løftebrud, holder ikke. Både kinesere og russer har behov for at love os vesterlændinge noget, og vi har et ønske om at tro dem på deres ord, og det uanset, hvor fjerntliggende deres kultur kan synes at være fra vores. På samme måde går vi ud fra, at de tror os på vort ord, når vi afgiver et løfte; så nogenlunde, da. Når en stat eller en kultur prøver at gebærde sig med løftebrud, er det ikke en særlig vestlig kultur, de gør oprør imod, så er det selve den menneskelige grundorden, det, man med Hugo Grotius plejer at kalde ”den naturlige lov”, de forbryder sig imod.
Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke forekommer løftebrud mellem stater. Men det betyder, som før sagt, at krig så bliver en mere nærliggende mulighed.
Det var en risiko, Hitler var villig til at tage. Han mente, at Vesten, dvs., England og Frankrig, var blevet fredssyge, at de havde lullet sig ind i en forestilling om, at freden var i hus, og derfor havde mistet viljen og delvis også evnen til at føre krig; der var, mente han, tale om dekadente lande. Og denne opfattelse af Vesten var årsagen til, at han rask væk gik i gang med at føre de udenlandsboende tyskere ”heim ins Reich”, dog ikke på den måde, at de skulle flytte om på den anden side af grænsen, men på den måde, at grænsen skulle flyttes om på den anden side af dem. Det lykkedes det ham at gennemføre det i september 1938, da han ved München-forliget fik sudetertyskerne taget bort fra Tjekkiet og ført over til Tyskland.
Men da han så i marts 1939 indtog Rest-Tjekkiet, faldt klokken i slag. Chamberlain, den engelske premierminister, lod sig narre til at stole på Hitler én gang, men at tro ham to gange, nej, det gik han ikke med til. Og da Hitler så senere på året sammen med Sovjetunionen angreb Polen, så landet blev delt mellem de to magter, havde han igen bedømt Vesten forkert. Godt nok havde England afgivet løfte om at hjælpe Polen, hvis det blev angrebet, men – tænkte åbenbart Hitler – så fredssyg er England, at det naturligvis ikke gider holde et sådant løfte.
Men her tog han fejl. Oven i købet var det den fredselskende Chamberlain, der erklærede ham krig, og oven i købet gjorde han det med en udtalelse om, at der ikke bliver fred i Europa, før det hitlerske regime er fjernet.
Så meget betyder det med at holde sine løfter, at man vover at gå i krig, når de ikke holdes. Mere fredssyg var England og Frankrig ikke. Så langt strakte den påståede dekadence sig ikke, at man ikke greb til våben for at genoprette freden i Europa, den fred, der bygger på, at løfter bliver overholdt.
Man har i vore dage vænnet sig til at gøre grin med Chamberlain. Ikke sandt, han kom ud fra flyet fra München, viftende med et stykke papir med Hitlers underskrift på: ”Fred i vor tid!” proklamerede han, for det troede han på. Og vi kan jo alle i bagklogskabens ulideligt klare lys se, hvor naiv han var. Så naive er vi da heldigvis ikke.
Men se så lige, hvor længe vi har stolet på Putin! Vi har i forholdet til ham gennem alt for mange år være en ”Chamberlain”, stolet på ham på normal gentlemanvis, selv om der – ligesom med Hitler – har været mange tegn på, at man ikke kunne stole på den mand.
Og nu er vi så – omsider, ligesom Chamberlain – blevet klogere. Nu kan vi se, at den mand glad og gerne lover både dette og hint, men lige så glad og gerne undlader at holde det, han har lovet, når det passer ham.
Jeg har ofte villet rehabilitere Chamberlain. Og hvad jeg i dette indlæg er ude på, er sådan set det samme overfor os vesterlændinge. Det har taget sin tid – utrolig lang tid, vil de bagkloge sige – at komme under vejrs med, hvad for en person Putin i virkeligheden er. Men nu, hvor det er blevet klart, at han ikke er til at stole på, fordi han rask væk lader Rusland bryde de løfter, landet har givet, så må vi naturligvis ændre vort syn på ham – ligesom Chamberlain måtte ændre sit syn på Hitler. Blot skal vi altså under denne proces passe på, at vi ikke kommer til se på vor umiddelbare fortid med al dens fortrøstningsfuldhed overfor Putin på samme måde, som vi bagefter kom til at se på Chamberlain og gjorde nar af ham for hans naivitet.
Og det er der bestemt en tendens til.
Den amerikanske historiker Timoty Snyder har som sagt – fortalt i Berlingske her – leveret et kraftigt angreb på den kendte tyske filosof, Jürgen Habermas. Det har sin årsag i, at Habermas har leveret et forsvar for den tyske holdning til Rusland her i maj i år. Og det kan Snyder sikkert have ret i. Ligesom Chamberlain ændrede holdning, da Hitlers besættelse af Rest-Tjekkiet viste, at man ikke kunne stole på ham, sådan bør tyskerne nu kunne indse, at Putin er en mand af Hitlers karat: man kan ikke stole på ham. Og når de ikke gør det, skal de have af krabasken. Det er det, Snyder giver dem. Og når de med deres tavshed og ikke-forsvar af Habermas giver Snyder ret – det viser Berlingske i sin artikel – så er det tegn på, at de er ved at ændre holdning til Rusland og til Putin.
Så det er udmærket, at Snyder giver Habermas én over snuden.
Men det er ikke udmærket, at Berlingske indtil flere gange temmelig nedsættende kalder Tyskland Habermasland. Så glemme man meget bekvemt, at vi selv har tænkt ligesom Tyskland i forholdet til Rusland: Dialog er vejen frem, sagde Habermas og vi med ham. Det forkerte ved Habermas er ikke, at han som alle vi andre igennem alt for mange år mente, at vi kan klare problemerne med Rusland gennem en fornuftig dialog, men at han stadig på trods af angrebet på Ukraine mener, at dialog er vejen frem, at han altså ikke har forstået, at man ikke kan føre dialog med en mand, der bryder sine løfter.
Vi skal ikke glemme, at alle vi andre europæere, også vi, boede i Habermasland. Også vi mente dengang, at man stod overfor et land og en mand, der dog ville holde sine løfter, og at de ting, der tydede på det modsatte, enten ikke var så alvorlige, eller blot var et udslag af vor vestlige altfor store mistænksomhed.
Jeg husker da tydeligt, at dette med North-Stream 2 ledningen, der skulle øge den tyske gasimport fra Rusland gevaldigt, var noget, vi i sin tid diskuterede gevaldig meget. Men jeg husker også, at det, vi diskuterede, ikke var, om det nu også var rimeligt at stole på, at russerne ville fortsætte gasleverancerne, for selvfølgelig ville de det, ellers fik de jo ingen penge for deres gas, nej, det var, om vi kunne gå med til, at ledningen skulle gå igennem dansk territorialfarvand.
Og jeg har da også selv bidraget til at uskyldiggøre Putins forbryderiske handlinger. Jeg tænker på giftangrebet på Skripal. Her nøjes jeg med – og det er et indlæg fra september 2018, se her – at konkludere, at Putin lider af diktatorsyge og ikke længere har blik for, hvad der virker troværdigt, hverken overfor russerne eller overfor os.
Ligeledes er mine forsøg på at finde ud af, hvad der foregår i Putins hjerne, ikke ligefrem til at prale af. I marts mente jeg at kunne høre hans gnæggende latter efter attentatet i Salesbury og også at kunne fornemme en vis fredstilnærmelse hos ham, se her. Men min hørelse er åbenbart ikke særlig god, for intet af dette kom i nærheden af nogen virkeliggørelse.
Og den læring, jeg har været udsat for fra Putins side, svarer ret nøje til den læring, Vesten som helhed har modtaget fra de begivenheder, Putin har været ophavsmand til, en belæring, der går ud på, at Putin, ham kan vi ikke regne med.
For der er jo også sket det for os vesterlændinge højst overraskende, at Putins angreb på Ukraine har styrket Vestens forsvarsvilje enormt. At NATO pludselig kom til at tale med én stemme, at Finland og Sverige nu søger om optagelse i NATO, nej, det havde Putin ikke regnet med, for han mener jo, at Vesten er dekadent, har mistet enhver forsvarsvilje, men vi andre havde jo heller ikke regnet med det. Også for os er det besynderligt, at dette angreb skulle udløse en sådan enighed.
Men stillet overfor denne putinske fejlagtige opfattelse af verdens sammenhæng, rejser sig det væsentlige spørgsmål: Hvornår slutter det? Hvornår kommer Putin på bedre tanker? Eller skal han virkelig tvinges til at holde sig i skindet?
For ukrainerne har jo desværre ret i, at dette at slutte fred nu er dumt. For vi vil blot se den samme aggression fra Putins side om to eller tre år. Han er jo ligeglad med den fredsaftale, han eventuelt skriver under på, han bryder den, når det passer ham.
Her bliver sammenligningen mellem Putin og Hitler nærmest uhyggelig. For i Hitlers tilfælde blev der først mulighed for fred, da Hitler var død. Skal vi vente lige så længe på en holdbar fredsaftale med Putin? Og har vi i Vesten kræfter til det? Mere afgørende: Har ukrainerne kræfter til det? Og stadigvæk svæver det uhyggelige spørgsmål over os: Hvad er alternativet? Er der i det hele taget noget alternativ til dette at svække Rusland så meget, at selv Putin kan indse, at enhver form for aggression er umulig?
ricardtriis 