Syndsforståelsen

Noget af det, der gør det vanskeligt at forstå Det ny Testamente – og som giver anledning til en næsten uendelig strid mellem teologer – er det forhold, at Jesus i høj grad bruger de udtryk og termer, som også hans modstandere, jøderne, brugte, herunder ordet ”synd”. Og det kan jo være noget besynderligt at skulle vise, at Jesus er rivende uenig med den tids jøder, når han dog bruger de samme ord og de samme tankegange.

Det er ikke desto mindre, hvad der her skal forsøges.

Jeg vil dog begynde med et ord fra johannesevangeliet, selv om næsten alle fortolkere er enige om, at de Jesus-ord, der står dèr, ikke er talt af Jesus, men lagt ham i munden af Johannes. Det ord, jeg vil begynde med, er Joh 16,9, hvor det hedder, at synd er, at de ikke tror på Jesus. Det er Helligåndens gerning, der her beskrives. Han skal overbevise verden om synd, om retfærdighed og om dom. Og så følger den mærkelige definition på synd, at det er, at de ikke tror på Jesus.

Jeg lader mysteriet stå her, og iler videre til et andet lidt besynderligt ord, nemlig det fra 1. Kor 10,23, hvor det hedder at ”alt er tilladt, men ikke alt gavner; alt er tilladt, men ikke alt bygger op”. Hvordan kan Paulus dog hævde, at alt er tilladt. Er synd da ikke at gøre det, der ikke er tilladt? Og hvordan kan man gøre det, hvis alt er tilladt? Til overflod bruger Paulus det samme udtryk lidt tidligere, nemlig i 1 Kor 6,12.

Og disse sære udsagn vil jeg nu konfrontere med Matt 5,17-20, hvor Jesus siger:

Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Og så må man jo spørge: Er det ikke nøjagtig den forståelse af loven, som jøderne har? Og viser det ikke, at Johannes og Paulus går deres egne veje, og ikke retter sig efter Jesu lovforståelse?

Men vi er ikke færdige med Matt 5 endnu. For det er i dette kapitel, at Jesus hele 6 gange nævner noget, der er sagt til ”de gamle” og hver gang fortsætter med at sige: ”Men jeg siger jer”. Det gælder vers 21f om forbuddet mod at slå ihjel, det gælder vers 27f om ægteskabsbrud, det gælder vers 31f om skilsmisse, det gælder vers 33-37 om at sværge, det gælder vers 38 om gengældelse, og det gælder vers 43ff om fjendekærlighed.

Og hver gang lyder det, som om der er tale om en stramning af budet til de gamle. Det er da også, hvad en række fortolkere mener. Man anser Jesu lov for at være en skærpelse til det uoverholdelige af Det gamle Testamentes lov. Meningen skulle være den at bringe tilhørerne til fortvivlelse, så de ikke så anden mulighed end at henfly til Guds nåde. Det har jeg skrevet en længere afhandling imod, se her, men inden man siger: ”Hvor vover han!”, skal man være opmærksom på, at afhandlingen hedder: ”Luther var ikke lutheraner”, for jeg påviser sort på hvidt, at Luther i en prædikenrække over bjergprædikenen ikke behandler Jesus-ordene på den måde.

Men hvad kan så være meningen?

Jeg vil foreslå den løsning på problemet, at Jesus har læst Jer 31,31-34, hvor der står:

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Det kan underbygges med den iagttagelse, at Jesus ved nadverindstiftelsesordene netop taler om en ny pagt, omend det kun er Lukas, der kalder pagten en ny pagt, Luk 22,20, nå ja, også Paulus taler om en ny pagt, se 1 Kor 11,25.

Men hvad betyder det?

Det betyder, at Jesus i forlængelse af Jeremias anser det for muligt, at menneskene får lagt Guds lov ind i deres indre. Og det betyder videre, at sådanne mennesker så at sige af sig selv, det vil sige: glad og gerne, gør det, der skal gøres. Det, der skal gøres, fremgår nemlig for sådanne mennesker ikke af en skreven lov eller af én eller anden diskuterbar morallov, men af de forhold, hvori de står til andre mennesker og til Gud.

Luther har ramt meningen meget præcist, når han i ”Om de gode gerninger” først henviser til Samuel og senere bruger et eksempel fra ægteskabslivet:

For det femte: I denne tro bliver alle gerninger ens, den ene er som den anden; alle forskelle mellem gerninger faldet bort, de kan være store, små, korte, lange, mange eller få. For det er ikke gerningerne i sig selv, der er velbehagelige, men gerninger, der gøres for troens skyld, den, som er i, virker i og lever i hver eneste gerning uden forskel overhovedet, hvor forskellige de end ellers er: Ganske som alle lemmer lever, virker og har deres navn fra hovedet, og ganske som intet lem kan leve, virke eller have noget navn uden hovedet. Deraf følger så videre, at en kristen, der lever i denne tro, ikke behøver nogen til at lære sig om de gode gerninger; men hvad der kommer ham for, det gør han, og det er altsammen vel gjort; sådan som Samuel sagde til Saul, 1 Sam 10,6-7: “Du vil blive et andet menneske, når ånden kommer ind i dig. Gør så, hvad der falder dig for, Gud er hos dig”. (Se her).

Eksemplet fra ægteskabet ser således ud:

For det sjette: Det vil vi kunne se af et tydeligt eksempel fra det jordiske liv: Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske. Men hvor der er tvivl inde i billedet, da søger den sig, hvad der er bedst, da begynder den at udmale forskel på gerninger, hvormed den kan vinde sig gunst; og går alligevel til værket med tungt hjerte og stor ulyst, og er samtidig fanget og mere end halvt fortvivlet, og bliver ofte til nar af den grund. (Se her).

Dog må man nok have den tanke med, at spørgsmålet om, hvorvidt nu den eller den gerning er gjort ud af tillid, er et spørgsmål, der først dukker op, når tilliden er borte. Først da kan man se, at den gode gerning springer ud af tilliden og ikke spindes ud af ens egne kirtler.

Vi kan jo begynde med dette med det lystne blik. Spørgsmålet er, som Luther – og senere min ringhed – har gjort opmærksom på, om der ligger en invitation i dette blik, se her. Og det er klart, at er tilliden til ens ægtefælle intakt, stoler de to på hinanden uden indskrænkning, så er det næsten umuligt for den ene part at lægge noget odiøst de blikke eller de drillende ord, der udsendes til en anden end ægtefællen. Dette at tro, at ens ægtefælle er ude på noget med den, som han sender blikke eller drillende ord til, er noget, der først kommer til, hvis man er kommet til at tvivl på ham, på hans ærlighed, på hans troskab.

Og tager vi derefter ordet om at slå ihjel, så er også det noget, der i de normale tillidsfulde forhold, hvori vi står til vor næste, f.eks. vores arbejdskammerat, giver sig helt af sig selv. Man kan sagtens, når tilliden er intakt, drillende kalde den anden for en idiot. Men man kan også slå ihjel med sine ord, hvad Jesus jo antyder her. Det vil sige, man kan tale så hårdt til den anden, at forholdet ødelægges, og tilliden går fløjten. Og så er der brug for at lytte til de ord, Jesus taler umiddelbart efter, hvor han opfordrer til at søge forlig med sin modpart, mens man er med ham på vejen, Matt 5,25.

Så er der dette med at vende den anden kind til, Matt 5,38ff. Jeg har flere gange her på bloggen antydet, at Paulus nok har kendt dette Jesus-ord, siden han i 1 Kor 6,1-12 kan formane de to uenige menighedsmedlemmer i Korinth om hellere at lide uret, se f.eks. her. Og der er da også dem, der har forsøgt at efterleve dette med at vende den anden kind til. Men problemet er, om det gøres som en selvfølgelighed eller det gøres for at opfylde det, man mener et ideal, Jesus opstiller for os. For er det det sidste, er det ikke meget værd.

Lad os se på ordet i dets sammenhæng:

I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.

Her ses det jo ret tydeligt, at Jesus afviser loven med dens retfærdighedstale som den rettesnor, der kan skabe tilllid i tillidsforholdet. Det gælder også, hvis man vil gøre kindsordet til en ny og skærpet lov. For i så fald overholder du kindsordet for din egen skyld, for at du selv kan fremstå renere og uskyldigere end før. I stedet for bør du vende den anden kind til for forholdets skyld, for at forholdet til den anden kan bevares. Og det er det, der er baggrunden for Paulus’ formaning.

Og forstået på den måde fornemmer man nok, at Jesus ikke vil sætte sine formaninger i forlængelse af den jødiske lov, men snarere sætter dem i modsætning til den lovforståelse, jøderne har. Og det svarer meget godt til den forståelse af den nye pagt, som Jeremias giver udtryk for. Ligesom det passer fortrinligt med Paulus’ udsagn om, at alt er tilladt. Dermed vil han jo sige, at det for den kristne ikke drejer sig om at holde sin sti ren eller at have en høj moral, for alt, hvad der har med lovoverholdelse og moralefterlevelse at gøre får én til at overse, hvad fællesskabet med andre betyder for én. Hvilket jo så kommer frem i Paulus’ tilføjelse, at ikke alt bygger op, når det, der skal opbygges, er fællesskabet.

Så er der Jesu lignelser!

Langt de fleste af dem prøver at gøre opmærksom på, at farisæerne med deres lovholdning netop er – ja, er farisæere. Intet siger vel tydeligere end opfindelsen af dette ord om en hyklerisk, selvglad person, at det er den tro, at det er ved lovoverholdelse, man vinder Guds gunst, Jesus kæmper imod.

Og lignelserne er fulde af angreb på retfærdighedstankegangen. Det er f.eks. lignelsen om arbejderne i vingården, som alle får det samme, skønt de har arbejdet ulige meget, Matt 20,1-16. Det samme gælder lignelsen om det store gæstebud, Luk 14,15-24, som jo slutter med at sige, at ingen af de mænd der først var indbudt, skal smage måltidet. Og de mænd, der blev indbudt først, var netop farisæerne.

Men hvis vi skal forstå, hvordan Jesus fremhæver fællesskabstankegangen frem for retfærdighedstankegangen, er vist ingen lignelse mere velegnet end lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Og det er den ikke mindst, fordi Jesus her afbilder farisæerne på en særdeles forstående måde gennem den ældste søn. Det, der tænkes at skulle få den ældste søn til at gå med ind til velkomstfesten for broderen, er ikke én eller anden formuleret lovregel eller en særlig forfinet retfærdighedstankegang, men udelukkende den kendsgerning, at det er hans bror, der er tale om, det er et medlem af fællesskabet, der nu igen kan være med i fællesskabet. Er det uretfærdigt, at den ældste ikke er blevet fejret? Ligegyldigt, for alt er tilladt, dvs., det er ikke retfærdighed, men forståelse, indlevelse, samhørighed, det for Jesus drejer sig om.

Men vi skal nok, hvis vi skal forstå dybderne i disse lignelser, gøre os klart, at selv om mange af dem handler om dommedag, så forstår Jesus dommedagstanken, ikke som en tilfredsstillelse af vores nysgerrighed, når vi gerne vil vide, hvad det hele ender med, men som en lidt speciel måde, på hvilken han kan få os til at indse, hvad det drejer sig om før dommedag. Det udsagn, som brudgommen kommer med i lignelsen om de ti brudepiger, Matt 25,1-13: ”Jeg kender jer ikke!”, som mange teologer ikke har det godt med, vil ikke forkynde, at halvdelen af menneskeheden går fortabt, men fortælle os, hvad det kommer an på i det liv, vi har for os før dommedag: at vi i vore fællesskaber skal have øjne og øren åbne for de bevidste og ubevidste signaler, vor næste sender om, at noget er galt. Og den næste lignelse, den om de betroede talenter, slår netop Jeremias’ tankegang fast: vi véd af os selv, hvad vi skal gøre, for som tjeneren siger om Gud, at han høster, hvor han ikke har sået, dvs., de forhold, hvori vi lever med vor næste, lader sig aldrig indfange i selv nok så mange love og regler, men lader sig alligevel udmærket forstå, så vi kan leve i dem på ret måde. Det forstod de to andre tjenere, for det forhold, de havde til deres herre, fik dem helt automatisk til at forsøge at få pengene til at yngle.

Og endelig ser vi Luthers forståelse af ”den gode gerning”, som jeg tidligere citerede, gennemspillet på en anden måde i Jesu lignelse om verdensdommen. For det højst overraskende, som mange teologer ikke er opmærksomme på, men som Luther har opdaget, se her, viser sig: de frikendte og de fordømte véd ikke, hvornår de har gjort noget, der kan frikende eller fordømme dem. Igen: de ”gode gerninger” gøres selvfølgeligt og ligefremt, når tilliden er tilstede, man tænker ikke over, om man gør det ifølge loven rette, man ønsker bare at styrke fællesskabet.

Hvad kan så være meningen med Johannes’ udsagn om, at synd er ikke at tro på Jesus?

Det kan vi vist kun få mening i, hvis vi forudsætter, at kun ved tro på Jesus, dvs. ved på den måde at være med i menighedens fællesskab, får vi lagt loven ind i vore hjerter, så vi af os selv og med største selvfølgelighed gør de gerninger, som diverse fællesskaber kræver gjort af os for at kunne bevares eller styrkes.

Så er det sandt, at Luther viderefører nogle tanker fra Augustin om menneskets totalsyndighed, som det kan være vanskeligt for os moderne mennesker at kapere. Så der er efter min mening bestemt noget hos Luther, som vi må tage afstand fra. Men der er altså også noget, der er værd at lytte til, specielt når det drejer sig om, hvad da de gode gerninger er, som Guds ord vil fremkalde hos os.

Men derom måske senere.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.