Kritisere Luther? Uha nej!

Det var ad en lidt mærkelig bagvej, at jeg blev klar over nogle bemærkninger, som en Luther-forsker er kommet med i Kristeligt Dagblad i et interview den 30-6, se her. Jeg må have overset det i første omgang, men ved at læse Marie Høghs artikel den 22-7, se her, blev jeg opmærksom på det, for hun henviser netop til den.

Og hvad siger så denne Luther-forsker. Ja, for Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen – for det er hende, der er tale om – er de folk, der vil kritisere Luther, nogle ustuderede røvere. Artiklen skriver således om hende og hendes tanker om Luther:

‘Hvis man skal forstå, hvorfor lutherkritikken har sat sindene i kog på de teologiske læreanstalter, kan man ifølge teologilektor ved Københavns Universitet Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen prøve at overføre situationen til den medicinske verden. Ifølge hende svarer lutheropgøret til, hvis læger står på et sygehus og diskuterer, hvordan en sygdom bedst kan behandles, og nogle alternative behandlere, underforstået gruppen af Luther-kritikere, kommer og blander sig med forslag, der medicinfagligt falder helt uden for skiven.

”I Danmark har vi en meget bred lutherforskning, som til tider også har været temmelig polariseret. Men uanset, hvor man er på lutherforskningens mangfoldige spektrum, tvivler jeg på, man finder nogen, der kan genkende den udlægning af Luther, kritikerne har, primært fordi den er metodisk ukvalificeret,” siger hun. Derfor mener hun ikke, at Luther egentlig er kernen i kritikken, og hun har i det hele taget svært ved at se, der skulle være den slags teologisk substans i debatten.

”Den har handlet om både Luther, luthersk teologi, bekendelsesskrifter og præsteløftet. Men uanset hvilket af disse emner der bliver taget op, er det svært at finde fagpersoner, der kan genkende forfatternes syn på dem. Kernen i debatten lader derfor snarere til at være deres personlige følelse af ikke at forstå teologien og ikke at måtte være i folkekirken. Det er bestemt en vigtig diskussion, hvad folkekirken skal gøre, hvis nogen føler sig udsat for eksklusion. Men det er en helt andet type teologisk diskussion,” siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

Det er en utrolig hovskisnovski’et holdning at have til os, som vover at fremkomme med en vis kritik af Luther. Som måske bekendt, er den nuværende Luther-kritik foranlediget af nogle præster og teologer og en professor, som ikke kan acceptere Den Augsburgske Bekendelses tale om arvesynden, og i en bog spørger, om de må være her, altså være i folkekirken. Bogen hedder meget passende: ”Må vi være her?” Og en sådan tale sammenlignes i det første afsnit af Johanne Stubbe Teglbjærg med en samling kvaksalvere, der vil helbrede patienter uden at have den mindste forstand på lægevidenskab.

Hun mener nemlig ikke, at alvorlige Luther-forskere – og det er tilsyneladende sådan nogen, som er ansat ved et universitet – kan genkende den udlægning af Luther, som disse kritikere bringer frem, den er nemlig ”metodisk ukvalificeret”. Men nogen forklaring på, hvordan den er det, kommer hun ikke med, ligesom hun heller ikke prøve at vise, hvilke Luther-citater der siger noget andet end disse kritikere.

Og hun bliver så heller ikke af journalisten, Nikolaj Krak, spurgt om, hvordan hun sådan mere præcist stiller sig til kritikken, f.eks. til påstanden om, at udøbte børn går fortabt, eller til tanken om, at arvesynden præger os i alle vore gerninger. Det ville ellers have været interessant at høre hendes udlægning af Luther på disse punkter. Men nej, hun forbliver i sit elfenbenstårn og lader sig ikke lokke ned til os andre til en ellers ret rimelig debat om disse materier.

Den holdning, der lyser ud af dette interview, kan jeg på en måde genkende i de oplevelser, jeg selv har haft som Luther-interesseret. Nå ja, jeg kunne såmænd med god ret kalde mig ”Luther-forsker”, for jeg har gennem efterhånden mange år udarbejdet en vældig Luther-side på internettet, martinluther.dk, se her, hvor der ligger et utal af Luther-tekster, alle på originalsproget, latin eller tysk, med en oversættelse til dansk ved siden af. Men hvad enten jeg nu skal kalde mig det ene eller det andet, har jeg haft nogle oplevelser, som tyder på, at det lutherske forskerlaug ved universiteterne er ret fastlåste i deres Luther-tolkning.

Det kan måske i nogen grad undskyldes med, at lutheranerne har følt sig klemt af katolikkerne, og derfor ikke har været meget for at indrømme nogen fejl hos Luther; det ville øjeblikkelig blive misbrugt af katolikkerne, mente man måske. Men hvad enten det nu er en sådan aldeles uvidenskabelig tankegang, eller det er noget helt andet, f.eks. en ikke ukendt guru-dyrkelse af personer, som historien har givet en særlig stilling, der har gjort sig gældende, der er ting hos Luther, som ikke kan passes ind i en moderne tilværelsesforståelse, men disse ting lader man i stor stil uomtalt og ubearbejdede.

Jeg har således stået med det problem fra engang i firserne, hvor jeg anskaffede mig den tyske del af Erlanger-udgaven af samtlige Luther-værker, at jeg først da kunne sætte mig ind i de Luther-tekster, der afslører Luther som ”augustinist”. Først da blev jeg klar over, at Luther – ligesom Augustin – så på de menneskelige drifter som udslag af arvesynden. Jeg skrev en artikel om det i Præsteforeningens Blad, som jeg sidenhen har lagt ud på nettet, se her. Heri skrev jeg blandt andet:

Augustin mente, at fordi mennesket ikke kan andet end udøve syndigt begær i undfangelsesøjeblikket, derfor fødes mennesket som en synder. Luther også. Augustin mente, at fordi Kristus var undfanget ved Helligånden, derfor var han alene født uden synd. Luther også. Augustin mente, at skønt dåben rensede for al arvesynd, kunne man dog ikke skaffe sig et syndfrit individ ved at lade et nydøbt ægtepar have samleje, det var kun syndens skyld, der blev fjernet ved dåben, ikke dens realitet. Luther også. Augustin mente, at den ugifte stand var den bedste, men at ægteskabet var en Guds ordning, indstiftet for at undgå utugtssynder. Luther også.

Det, der er det prekære ved denne oplysning, er, at jeg ikke havde anet noget om denne ”augustinisme” før. Alle de oversættelser af Luthers skrifter, jeg havde stødt på, alle de bøger om hans tanker, jeg havde læst, alle de skrifter, som jeg havde kunnet få fat på – og det var ganske mange – omtalte ikke dette forhold på nogen måde. Vi kunne diskutere hans aksiom ”simul justus ac peccator” – om mennesket som på én gang retfærdig og synder – uden på nogen måde at berører denne form for totalsyndighed, skønt Luther jo derved slog os arme nutidsmennesker med mange hestelængder, når det drejede sig om at fremhæve totalsyndigheden. Han kunne holde sig til eller underforstå en direkte legemlig afhængighed af noget syndigt, vi andre måtte møjsommeligt prøve at finde en slags totalsyndighed, baseret på menneskets sociale eller psykologiske sammensætning.

Og det forekommer mig altså at være en stor fejl af mine undervisere i Luthers tro og lære, at de friholdt os fra sådanne oplysninger, forudsat naturligvis, at de selv havde kendt dem, været opmærksomme på dem og, såfremt de kendte dem, turdet fremføre dem iblandt de andre Luther-forskere.

Behøver jeg at sige, at mine oplysninger i Præsteforeningens Blad ikke fik nogen reaktion? Jeg siger ikke, at det skyldes, at man ikke regnede mig for en ordentlig Luther-forsker, fordi jeg ikke var ansat på et universitet, det kan jo også være, at oplysningerne forekommer disse forskere irrelevante. Men det er jo lige så galt. Det viser, at man kører videre i det tilvante spor og ikke formår at vige fra sine én gang fastslåede ”kendsgerninger”.

Dette sidste bestyrkes af den yderligere oplysning, der findes i min artikel, nemlig oplysningen om de finske Luther-forskeres opdagelse: at begrebet ”deificatio” faktisk findes hos Luther.

De russiske ortodokse teologer fik i Sovjetunionens sidste dage ordre fra oven om at tage kontakt til vestlige teologer for at indlede en teologisk samtale. Man har åbenbart ment, at de finske teologer var de mest medgørlige. Derfor udvalgte man dem og indledte samtalen med at foreslå, at man skulle diskutere begrebet ”theosis” eller på latin ”deificatio”, altså guddommeliggørelse. De finske teologer svarede, at det begreb kendte Luther ikke noget til, for de var som alle andre Luther-forskere afhængige af den dialektiske teologis Luther-forståelse, og i den indgår deification på ingen måde som et tilladt begreb. Imidlertid opdagede finnerne, at begrebet faktisk fandtes hos Luther, endda foruden i den latinske i en tysk form: ”Vergöttlichung”.

Og denne opdagelse gik i nogle år som en bølge af undren igennem Luther-forskernes verden, indtil man ”glemte” nyopdagelsen, måske fordi den hidtidige forskerverdens tankegang forekom mere relevant.

Man kan sige, at det var denne finske iagttagelse, jeg søgte at genopvække med min artikel. Men det vil måske være rigtigere at sige, at jeg søgte at påvise en logisk umulighed hos Luther. Jeg påviste ud fra Luthers skrift imod Latomus, at Luther opererede med to tankerækker, som ikke kunne lade sig forene. Der er tale om en relationstænkning og en substanstænkning, se i min præsteforeningsartikel her.

Luther gør nærmere rede for det i Latomus-skriftet, se her. Her hævder han, at evangeliet giver os to goder imod lovens to onder. Det ene onde fra lovens side er synden, som her er tænkt i substanstænkningens regi, dvs. tænkt i de termer, han har ”arvet” fra Augustin. Imod synden sætter evangeliet gaven. Det andet onde er vreden, altså Guds vrede. Og den er jo ret indlysende tænkt i relationstænkningens regi. Imod dette onde sætter evangeliet Guds nåde.

Blot er Luther nødt til at tænke de to tankegange sammen. For i hans optik er nådesordet ikke blot et frikendelsesord, som ikke nødvendigvis behøver mødes med tro, det er snarere en kærlighedserklæring, som nødvendigvis må mødes med tro, hvis forholdet skal genoprettes. Der er altså tale om et aktivt ord fra Gud, der tænkes at have omkalfatrende virkning på det menneske, som det rammer, på den måde, at det forstår ordet. Der er altså ikke tale om, at Gud blot ser igennem fingre med vores synd, som i denne tankegang er vor manglende tillid til ham, for hvis vi ikke tror på ham og nærer tillid til ham, er hans ord eller altså hans kærlighedserklæring virkningsløs.

Fordi Guds ord således er aktivt, føler Luther, at han må have substanstænkningen med. For så kan han nemlig tale om den virkning af ordet, at vi får tildelt gaven. Og gaven er kraften til at modstå synden, som her forstås som det altomsluttende begær. Dog er der den forskel på de to tankegange, som Luther her opstiller, at mens det i relationstænkningen er sådan, at forholdet bliver totalt genoprettet, er det på substanstænkningens område sådan, at gaven kun tildeles i små eller store portioner; mennesket bliver ikke fri for det syndige begær på én gang, men får med gaven kraft til mere og mere at bekæmpe det.

Det er denne kamp, som Luther kan bruge ordet ”deificatio” om. Han deler nemlig oldkirketeologernes anskuelse om, at ”Gud blev menneske, for at vi skulle blive guder”. Men denne anskuelse når han altså kun frem til ved at overtage Augustins opfattelse af synden som lig med de menneskelige drifter eller lig med begæret.

Og begæret ophører jo ikke med at være begær. Derfor må Luther sige – selv om han retorisk spørger, hvad synd der er, hvor Gud viser yndest, #59 – at gaven nu arbejder på at rense den synd ud, som er tilgivet personen. Og han vikler sig ind i flere besynderlige formuleringer, indtil han ender med at sige, at det for personen gælder, at han ikke står i Guds nåde, hvis han ikke arbejder på at rense synden ud, #67.

Og så får vi pludselig indføjet en betingelse for at forblive i nåden, skønt betingelser ikke kan tænkes i relationstænkningen, men alligevel anbringes dèr, nemlig den betingelse, at personen arbejder på at befri sig for begæret. Og så er det jo næsten, som om Luther ikke er lutheraner længere.

Vi moderne mennesker – eller altså: vi moderne lutheranere – har jo nemlig med fuld musik overtaget Luthers relationstænkning. Det tror vi da. Vi forkynder vidt og bredt Guds nåde, men vi taler meget lidt om, hvilken virkning dette ord tænkes at have på vor livsførelse; dvs. vi undlader at formane. Det viser sig blandt andet deri, at vi rask væk misforstår Luthers opfordring til Melachthon: ”Synd tappert!” noget, jeg har forklaret mere indgående her. Eller, hvis jeg skal sige det med et Paulus-ord: vi forkynder, at ”alt er tilladt” (1 Kor 10,23), men ”glemmer” at føje til, at ikke alt opbygger. Den formaning, der skulle følge på forkyndelsen, at når forholdet til Gud er genoprettet, er det altså vore forhold og vore fællesskaber, vi skal prøve at styrke eller måske ligefrem genoprette, den står det ret skralt til med i vore kirker.

Jeg har i et tidligere indlæg, se her, forestillet mig, at nutidens prædikanter har ladet sig inspirere af Kierkegaard, der i en epilog til kapitlerne i ”Indøvelse i Christendom” skriver:

»Og hvad vil saa alt Dette sige?« Det vil sige, at Enhver især, i stille Inderlighed for Gud, skal ydmyge sig under, hvad det dog vil sige at være i strengeste Forstand en Christen, oprigtigt for Gud tilstaae, hvor han er, at han dog værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver Ufuldkommen, det er, Enhver. Og saa ikke videre; saa passe han forresten sit Arbeide, glad ved det, elske sin Hustru, glad ved hende, opdrage sine Børn sig til Glæde, elske sine Medmennesker, glæde sig ved Livet.

Dette ”Og saa ikke videre”, det er det, man efterligner i mange prædikener. Men hverken Kierkegaard eller hans moderne eftersnakkere tænker over, hvorfra den tillid kommer, der gør, at han er glad ved sit arbejde, sin hustru, sine børn og sine medmennesker i det hele taget. At tilliden er en Guds gave, som det vel egentlig var naturligt at synge Gud en tak for i kirken, burde man måske gøre lidt mere ud af. Og fornemmer man, at man kun kan gøre dette ved at lade hånt om Luthers og Augustins syndsforståelse, så skal man ikke høre nogen bebrejdelse i den anledning herfra.

Det er noget af det, jeg synes er ”sjovt” ved vore gudstjenester: at man kan få brugt sin sangstemme og tillade sig at synge af karsken bælg – orglet overdøver jo alligevel enhver lokal stemmeafgivelse. Og det er også noget af det, jeg ser som meningsfuldt i livet: at der virkelig er noget at sige tak for: gode stærke, tillidsfulde fællesskaber.

Men hvad jeg også synes kunne have været sjovt, var, at nogen gad modsige mig eller diskutere med mig. Men det er på mange måder, som står jeg og råber i en ørken. Og desværre må jeg tilføje, at hvis jeg trækker mig selv bort fra denne problematik, undrer det mig også, at ingen andre tilsyneladende tager de problemer op, jeg her har nævnt. Den eneste antydning jeg har fundet af en kritik af Luthers ”augustinisme”, har jeg fundet hos Asger Højlund i hans oversættelse af Latomus-skriftet. Her bekendtgør Luther tydeligt sin ”augustinisme”, idet han skriver, at en jomfru, der gifter sig, synder, når hun udfører kødets forpligtelse. Dette medfører denne højst overfladiske kommentar fra Højlunds side:

‘I dette stykke er Luther, som i øvrigt størstedelen af kirken fra oldkirken og op til det seneste århundrede, præget af den platonske forståelse af selve seksualakten som syndig’ (se her).

Én ting er, at han nok ikke har læst mine kommentarer til Luther, men værre er det, at han heller ikke har taget sig tid til at læse Luthers kommentar til Sl 51,7, ordet om, at salmisten er undfanget og født i synd. Her skriver Luther en meget lang gennemgang af verset, og siger blandt andet, at denne sag er nødvendig at have for øje, når man vil forstå skriften ret. Det hedder hos ham:

Ergo, hvis vi vil tale sandt om de naturlige ting ifølge denne salme og ifølge Helligånden, så skal vi kalde det naturligt, at vi er i synden og døden, at vi vil det fordærvede og onde, at vi forstår og begærer det. Dette stemmer nemlig overens med nærværende salme og kan vises ud fra den. Lad dette være nok om bekendelsen til arvesynden eller den medfødte synd, den synd, som er skjult for hele verden, ejheller åbenbares ved vore kræfter, fornuft eller spekulationer, men snarere tilsløres, forsvares og undskyldes af dem. Derfor er der brug for et ord fra Gud fra himlen, hvorved denne naturens urenhed eller last åbenbares, men vi, der tror igennem ordet, bekender, at det forholder sig således, skønt hele naturen protesterer, som den plejer at protestere. Denne salmes, ja, denne hele skriftens læresætning er den vanskeligste i teologien, uden hvilken det er umuligt at forstå skriften ret, sådan som de nyere teologers drømmerier beviser det. (Se her).

Disse ord tyder ikke just på, at Luther selv anser sin augustinisme som til en tilfældig arv fra oldtiden. Man skal nok ligefrem sige: Hårdt presser nødes én af nutidens Luther-forskere til at gøre nærmere rede for Luthers augustinisme; men han gør det desværre på en måde, der slet ikke svarer til Luthers egne opfattelser af sagen, heller ikke, som han skildrer det i Latomus-skriftet.

Det er for dårligt.

Men det er det eneste tilfælde, jeg har fundet, hvor dette omtales. Alle andre forskere deler formentlig Højlunds opfattelse. Og man får mistanke om, at det er derfor, han søger at gøre Luthers augustinisme til en ringe og ret ligegyldig ting.

Men var det dog ikke en idé – modsat Johanne Stubbe Teglbjærg – at prøve at gå ud fra Luthers egen opfattelse, når man vil udforske Luther, den opfattelse, han deler med os i kommentaren til Sl 51,7, at talen om arvesynden, forstået på den måde, er den vanskeligste del af teologien, men at man er nødt til at begynde med den, hvis man vil forstå skriften ret.

Det bevirker selvfølgelig, at man så må tage et opgør med Luther, om ikke som jeg har gjort det her, så på en anden måde, hvis man altså ikke mener at kunne gå fuldt og helt ind for hans augustinisme, hvad vist intet nutidsmenneske kan gøre. Opgøret behøver naturligvis ikke ligne mit, det behøver heller ikke være identisk med det, der ligger i bogen ”Må vi være her?”, men det må tages, det er en videnskabelig fejl, både, at man har ignoreret mine små pip igennem så mange år, og at man nu i Stubbe Teglbjærgs skikkelse nægter at diskutere andres indvendinger.

For en sikkerheds skyld: Med opgør mener jeg ikke, at man helt skal forkaste Luther, blot, at man skal fjerne de tanker, der er tænkt i substanstankegangen, for så meget des stærkere at kunne godtage de tanker, han tænker i relationstankegangen. Gør man det, bliver Luther virkelig spændende.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.