Ingen forkyndelse af synden?

Jeg er bange for, at jeg i dette indlæg kommer temmelig langt bort fra det, man almindeligvis antager i kirkelige kredse. Måske jeg ligefrem skulle bruge Jesus-ordet fra det sidste indlæg, det med, at de sidste skal blive de første og de første de sidste. For jeg forestiller mig virkelig, at det godt kan ende sådan med dette indlæg, at det kommer til at se ud til, at de mennesker, der lever efter Jesu ord, ikke så meget er kirkefolket, men langt snarere ganske almindelige, såkaldt ugudelige mennesker her i Danmark.

Vi får se!

Det, der antænder mig, er en bemærkning af Lars Sandbeck, som refereres på side 16 i bogen ”Må vi være her?”, den bog, som nogle præster og en teologisk professor udgav, og som ligger på nettet her. Her står der:

Lars Sandbeck postede en dag følgende på sin facebook, et uddrag af en samtale:

Præsten: “Barnet bliver indpodet på Kristus … troen er en gave … han døde for dine synders skyld …”.

Kvinden: “Hvad rager det mig?”

Ikke mindst kvindens bemærkning er det, der får mig til at skrive dette indlæg. For dette spørgsmål er ét, jeg gennem mange år har ment, at enhver prædikant burde stille sig overfor den tekst, han skal prædike over: Hvad rager det mig? Hvordan vedkommer dette Jesus-ord mig i min hverdag? Og altså ikke besvare spørgsmålet på den fromme måde, men besvare det, som var man en ganske almindelig dansker på en ganske almindelig arbejdsplads og med en ganske almindelig familie.

Men jeg må så tilføje, at bogen, så vidt jeg kan se, besvarer dette spørgsmål anderledes, end jeg gør. For på side 33 i bogen skriver man:

Der er mange præster, der har en anden teologi end Luther. Og som forkynder denne teologi i deres prædiken. Problemet er, at hele gudstjenesten er forkyndelse, og her forhindrer autorisationen muligheden for relevant og formelfri (floskelfri) forkyndelse, der kan forkynde evangeliet, så mennesker i dag kan høre og mærke kærligheden og friheden og selv begynde at “skrive bibler på må og få”, som Simon Grotrian siger.

Jeg tror, man tager fejl i sin bedømmelse af, hvordan almindelige mennesker ser på det, der foregår i kirken. Så vidt jeg kan fornemme, kan folk udmærket acceptere nogle gammeldags formuleringer i ritualerne, måske endda acceptere det, der her kaldes floskler. Man er godt klar over, at vi befinder os i en lang tradition, og at i det mindste præsten nok kan forstå de sære udsagn. Men viser det sig i præstens prædiken, at også han bruger floskler, så er det, at folk stiller det spørgsmål, som præsten burde have stillet sig selv: Hvad rager det mig?

Desværre går den ellers udmærkede bog videre med at argumentere for, at ritualerne skal laves om. Og det er nu efter min mening prædikenen, der skal gøres tidssvarende, ikke ritualerne.

Engang var der noget, der hed narrativ teologi. Og det var et udmærket tiltag for at gøre kirkens prædiken relevant. I de mange fortællinger, som det moderne menneske boltrer sig i, kan det nemlig finde noget genkendeligt. Og kan kirken på samme måde gå ud fra noget genkendeligt, så er der lagt op til en gensidig forståelse mellem præst og menighed. Ikke, at præsten hver søndag skal have en ny og spændende fortælling med op på prædikestolen, men at han skal gå ud fra noget, som den almindelige dansker kan se sig selv i. Og det kan han – undskyld jeg siger det – meget sjældent i de påstande om synd, som ofte lyder fra vore prædikestole, fordi man ellers ikke mener at kunne få budskabet om syndernes forladelse anbragt.

Som jeg ser på menneskehedens udvikling, er der sket en masse, siden menneskene fik sprog. Men ikke desto mindre er det stadig sprogets indre strukturer, der skal vejlede os til et bedre menneskeliv, i samfund og i familie. Desværre er sproget delt op i mindst tre forskellige sprogspil, som ikke har logik fælles med hinanden. I kirken er det særlig spændingsforholdet mellem det, jeg har kaldt retfærdighedssprogspillet og kærlighedssprogspillet, der er på spil. For ak, djævelen har besat dele af menneskeheden, så de vil have retfærdighedssprogspillet til at gælde overalt, også i de nære forhold mellem mennesker, hvor ellers kærlighedssprogspillet skulle råde. Således søgte jøderne på Jesu tid at lade loven være øverste myndighed, så alt var i orden, blot man overholdt de 624 bud, man mente kunne udledes af de ti bud og toraen i det hele taget.

Og det kan jo da være en spændende historie at følge Jesus i hans besvær med at få jøderne til at forstå det begrænsede i lovens krav. Men denne historie vil jo være mere end historie. Og det kan den først blive, når tilhørerne bliver klar over, at de selv har samme tendens siddende i sig, tendensen til at tro, at lovholdningen til tilværelsen er alt, og at kærligheden naturligvis må indordne sig under de idealer, som lovholdningen lægger ind i tilværelsen.

Det, som de forskellige historier gør klart, er, at dette at leve efter kærligheden i stedet for efter loven, ikke er noget, man kan ville, det er noget, der kommer over én, det er noget, man forstår instinktivt, det er noget, man bare handler ud fra. Måske man forstår det ud fra forskellige film, man har set, måske man fatter det, fordi ens forældre fortæller noget fra deres historie, måske man bare lader alle de mands- og kvindeidealer, som samfundet stiller op for én, besætte sig og så håber det bedste. Hvilket jo forbavsende ofte virkelig viser sig at være det bedste.

Men at der er sådanne historier, at der findes sådanne mands- og kvindebilleder, det vor kulturs store held. Og det er i forbavsende ringe grad noget, vi selv kan gøre for. Vi lever højt på tidligere tiders fortællinger og på den folkelige samhørighed, der, hvordan det nu kunne gå til, blev til derigennem. I hvert fald kan vi kun glæde os over den tillidskultur, der findes i vort land og – og det er så her, det begynder at rage os – prøve at gøre vort til at bevare den.

Det er svært.

Og de mange regler, vi ynder at excellere i, gør det ikke bedre, omend det måske er svært at sige, hvilke regler vi kan undvære. Men lykkeligvis synes den almene tillid ofte at trænge igennem hele regelsystemet, så vi glad og gerne så nogenlunde retter os efter de opstillede regler – plus en del af de uskrevne – fordi vi nødig vil misbruge hinandens tillid.

Men det er så det mærkelige, det overraskende, at dette at leve med i denne tillidskultur synes at virke bedst for dem, der ikke tænker så meget over det. Det har nok noget at gøre med det, Luther gjorde opmærksom på i et citat i dette indlæg: at den gode gerning skal udøves frit, skal komme indefra og ikke påduttes os af den gode moral eller den strengt forståede lov. Og de mennesker, der ikke tænker alt for meget over det, er ofte de kirkefremmede, dem, der bare skal have dagen og vejen til at fungére, have børnene opdraget, have et arbejde, der kan give dem en passende indtægt, osv.

På det punkt har nemlig djævelen vist sig som den ægte luskebuks, han er. Han har angrebet netop de alvorlige og ihærdige, dem, der gerne vil gøre Guds vilje, så de glemmer, at den rette kristelige handling altid sker af lyst, frit og selvfølgeligt, og i stedet griber til med deres gode vilje og fine mavefornemmelse for at ”gøre en forskel” på en række forskellige politik-områder. Det er ikke det, at de vil anvende etikken på politikken, det er det, at de på ”god” farisæisk vis er så sikre på deres etiske holdningers rigtighed, at de ikke længere hører modpartens argumenter.

Så hvis den folkelige tillid kommer i fare, risikerer vi, at folket bliver opdelt i to hold, der står i hvert sit ekkokammer og råber skældsord til hinanden, men undlader at tale sammen, og at ”tale sammen” betyder her at komme med argumenter og modargumenter.

Disse alvorlige og ihærdige mennesker findes ofte i kirken eller i hvert fald i en ikke særlig stor afstand fra den. Og netop fordi de tager deres kristendom alvorlig, netop fordi de mener, at de på fuld alvor stræber efter det gode, netop derfor kan man anvende Jesu ord på dem, det førnævnte ord om det sidste, der skal blive de første, og de første, der skal blive de sidste.

En ”Groft sagt” i Berlingske af Hans Hauge tvang mig i sin tid til at høre en radioprædiken over lignelsen om den barmhjertige samaritaner; Hauge henviste nemlig til den, se her. Og det gav anledning til følgende karakteristik af alle de ”gode” menneske, både dem i og dem udenfor kirken:

Det vil sige: Vi går glad og gerne med til at lade verdens teater være skueplads for Jesu lignelse, når blot vi kan tiltage os rollen som den barmhjertige samaritaner (her har du det retoriske trick, kære læser: ”vi” betyder her ”alle de andre idioter”). Vi vil da i hvert fald ikke have rollen som præsten eller levitten, der så den halvdøde mand, men gik forbi. Men skal vi have rollen som den barmhjertige samaritaner, så vi, uden at vi selv lægger mærke til det, kan smykke os med de gode gerningers glorie, er det jo pinende nødvendigt, at de, der hjælpes af os, får tildelt rollen som det halvdøde røveroffer. De er altså nødt til at være stakler, der er hjælpeløse, nødlidende og forfulgte. Deres hjælpeløshed er den brasso, vi skal bruge, når vores glorie skal pudses. Uden hjælpeløshed, ingen gode fortjenstfulde gerninger, ingen god mavefornemmelse, ingen overbevisning om, at vi ”gør en forskel”.

Her ser vi efter min mening et eksempel på nogle af de første, der er blevet de sidste. Det er jo ikke kun kirkens folk, der tænker således, det er næsten hele den folkelige elite, tilsyneladende anført af journalister fra de fleste Main Stream Medier.

Men ser vi så på den umiddelbarhed, der prægede den almindelige dansker, da det var ukrainske flygtninge, det drejede sig om, så opdager vi, at nu er det minsandten nogle af de sidste, der på afgørende vis går hen og bliver de første. For disse flygtninge blev jo modtaget med en hjertelighed og en selvfølgelighed, så man skulle tro, den kun kom fra oprigtige kristne i kirkens menighed. Men nej, det var såmænd de sædvanlige, ”ugudelige”, ikke-kirkesøgende mennesker, der var tale om. Jeg skrev et indlæg på bloggen om dem, se her, og her lod jeg ikke de kære ”venligboere” få et ben til jorden:

Jeg mener: det hele bygger jo på den fortælling, vi bliver præsenteret for. Og den fortælling siger umisforståeligt, at det er Putin, der uprovokeret har angrebet Ukraine – hvilket jo også er sandt – og at de mennesker, der bliver ofre for hans bomber, naturligt nok søger at redde livet ved at flygte ud af landet. Oven i købet kan vi på Tv se de talrige rørende afskedsscener, hvor en mand tager afsked med sin kone og sine børn, fordi han vil blive tilbage og kæmpe mod russerne.

Og stillet overfor en sådan fortælling er den almindelige dansker fuldstændig ligeglad med buddet om næstekærlighed. Der er mennesker, der vil redde livet ved at flygte, og dem får vi uden videre medlidenhed med, dem ønsker vi at hjælpe, og når vi ikke kan hjælpe dem med militær indgriben, kan vi da i det mindste hjælpe dem ved at modtage dem som flygtninge i vort land. Det hele er jo egentlig så selvfølgeligt og ligetil.

Det vil sige: Det, der udgør forskellen i vor reaktion på Middelhavs-flygtningene og Ukraine-flygtningene, er, at vi, hvad de første angår, næsten tvinges til af vor elite at gøre ”gode gerninger”, mens vi, hvad de andre angår, helt af os selv gribes af medlidenhed. Gerningerne overfor de første er altså den slags gerninger, som Løgstrup kalder ”erstatnings-handlinger”: De gøres ikke af kærlighed, men de gøres, som om de gøres af kærlighed, for man véd jo godt, hvad kærligheden ville have gjort. Gerningerne overfor ukrainerne, derimod, bærer umiddelbarhedens præg, gøres på selvfølgelig måde, alene ud fra det, vi hører og ser om dem, og såmænd også uden tanke for noget kristent bud om næstekærlighed.

Man kan også sige, at man kan bedømme forskellen på de to forskellige reaktioner ud fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner, hvis man vel at mærke er klar over den finurlighed, der er lagt ind i lignelsen. For Jesus bruger det lille ord ”tilfældigvis”. Tilfældigvis kom en præst forbi, hedder det, og naturligvis var det lige så tilfældigt, at levitten og samaritaneren kom forbi, se evt. dette indlæg derom. Her skriver jeg:

Som jeg ofte har gjort opmærksom på her på bloggen, er det, der får os til at bøje os for den europæiske ”værdi”, der hedder ”fodjordsreglen”, netop vor kristne baggrund. Vi er samaritanister, dvs., vi handler, mener vi, som den barmhjertige samaritaner. Vi gør, hvad vi gør, fordi lignelsen om den barmhjertige samaritaner er en del af vor kulturelle baggrund. Blot misforstår vi lignelsen. Vi overser, at der står et lille, forskræmt ord i den, nemlig ordet ”tilfældigvis” i Luk 10,31. Samaritaneren gik ikke ud den dag i den hensigt at ville hjælpe overfaldne. At han traf på den overfaldne var rent tilfældigt. Det vil sige: den handling, han udførte: at hjælpe en overfalden, var spontan, ikke planlagt, resultatet af en medmenneskelighed, der blev vakt. Og nøjagtig sådan er vores medmenneskelighed blevet vakt ved synet af de mange flygtninge fra Ukraine, polakkers og ungarers og danskeres og alle andre europæeres medmenneskelighed. Og den er blevet vakt umiddelbart. Vi har ikke haft nødig først at overveje Jesu lignelse og så derudfra nå frem til den konklusion, at her har vi da vist en situation, hvor det nok er bedst, at vi griber hjælpende ind. Og denne umiddelbarhed, denne folkelige umiddelbarhed står i skærende kontrast til den ”værdi”, som politikere og medier vil uddrage af Jesu lignelse.

Og her har vi det så igen: De første, de pæne og alvorlige og højetiske mennesker, har taget fejl, er med deres store lovoverholdelse blevet de sidste, og er blevet det netop i forhold til dem, de ellers regnede for de sidste, de almindelige danskere, der jo intet har forstået af de store etiske forpligtelser.

Luther ville fremkalde denne umiddelbarhed ved at forkynde vor altomfattende syndighed, sådan at Guds forbarmelse kunne gribe os i den grad, at vi af os selv gik ud og prøvede at få vore fællesskaber til at fungére bedre. Vi kan ikke bruge denne altomfattende syndighed i vore dage, for alle regner vi vore drifter, ikke mindst kønsdriften, for et naturligt udstyr, givet os af Gud. I stedet bør prædikanterne fastholde og måske med forskellige fortællinger sandsynliggøre, at de forhold, hvori vi lever med vor næste, i sidste ende styrkes og opretholdes af Guds ånd, for kun Guds ånd kan få det andet menneske til at stole på mig, jeg selv kan det ikke, om jeg så var den største skuespiller af alle. For det drejer sig jo netop om at overbevise næsten om, at jeg ikke er en skuespiller, men et ægte menneske med ægte følelser og oprigtig tillid.

Og her kan måske den føromtalte dobbelthed i det menneskelige sprog hjælpe os. For vi kan jo alle godt forstå den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Hans følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet kan vi udmærket sætte os ind i, for vi har følt noget af det samme. Og mon ikke vi derfor kan fornemme, at vi lige så lidt som denne søn selv ved egne kræfter kan komme ud af denne følelse, der må et ord til udefra, et ord, der kan kalde os ind i broderforholdet igen, sådan som faderen forsøger at gøre det. Jeg mener ikke, at man i en prædiken skal forklare det med anvendelse af ordene retfærdighedssprogspil og kærlighedssprogspil, men jeg mener, det vil være en hjælp for en prædikant at kende disse sprogspil og den måde, på hvilken de kan styre vor tankegang bagfra. Så kan han bedre finde de rette fortællinger frem, fortællinger, som vækker genkendelse hos menigheden, og som i praksis viser, hvilke intentioner Guds ord har overfor os.

Så måske der kan fremkaldes den tillid til åndens virke, der får fællesskabet til at lykkes og trives. Så måske prædikenen kan komme til at rage ikke blot prædikanten, men også hans eller hendes tilhørere.

P. S.: Nu ser jeg, at der er et fortrinligt svar til Marie Høgh af Ole Vind i Kristeligt Dagblad, se her. Han beskriver Grundtvigs teologi som noget, der i overraskende høj grad minder om min:

I Grundtvigs syn rummer alle mennesker – trods syndefaldet – en rest af gudbilledligheden fra skabelsens dage, nemlig sproget, talen, det levende ord hvorigennem åndens kraft forplanter sig gennem tiden. Det er gennem ordet og ånden, at menneskeheden trods synden udvikler sig historisk til stadig større oplysning og indsigt – også i kristendommens væsen. Langt ud over, hvad Luther kunne se. Og i modsætning til Kierkegaards ahistoriske kristendom.

Aha, tænkte jeg, det ser ud til, at det er Grundtvig, jeg har det fra, denne tanke om, at mennesket igennem hele den historiske periode har skullet tage livtag med sprogets iboende idealer. I hvert fald synger jeg med stor glæde med på de to sidste vers af ”Morgenstund har guld i mund”, to vers, der bruges som ”skrub-af-vers” efter kaffebordet efter morgenandagten i Klosterkirken. Dels står der det med, at vi får lyst til at gøre gavn, og dels hedder det, at vi kan gå hen og blive små himmellys, hvilket vel tænkes at ske, når vi ikke blot får lyst til at gøre gavn, men også får lykke til det. Men se i alle detaljer, hvordan tilliden vokser frem, det tror jeg aldrig vi vil kunne. Men hvad, det behøver vi jo heller ikke.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.