Indrømmet, det er en lidt fræk overskrift. Den henter et ord fra bjergprædikenen, Matt 7,1, ordet om ikke at dømme, og så påstår den, stik imod Jesus, at vi så sandelig skal dømme. Ja, det bliver frækkere endnu, for forfatteren til overskriften, denne blogs bestyrer, vil udvide overskriftens tese til også at gælde lukasevangeliets noget udvidede form for dette Jesus-ord, Luk 6,37-38, hvor det hedder:
Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.
Og til det vil jeg sige: Jo, vi skal dømme, jo, vi skal fordømme.
Når jeg vil sige det, skyldes det, at det er mit indtryk, at vi europæere er blevet så ydmyge, at vi næsten er en undskyldning for os selv. Vi har i den grad taget det næste Jesus-ord til os, det fra Luk 6,41-42, der ser sådan ud:
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.
at vi er tilbøjelige til at se vor egen skyld overalt, hvor vi bare kan få øje på noget, der ligner. Det vil sige, det er nu som regel vore bedsteforældres skyld, vi har for øje, og som vi siger undskyld for, ikke ligefrem vor egen.
Se bare, hvordan vore journalister behandler den russiske udenrigsministers rejse til Afrika! Man gør et stort nummer ud af Vestens nu ophørte kolonivælde og giver nærmest Sergej Lavrov ret i, at vi vestlige mennesker har opført os forfærdeligt overfor Afrika. Og så glemmer man ganske, at det jo efterhånden er lang tid siden, at Europa trak sig tilbage fra Afrika og overlod ledelsen af landene til afrikanerne selv, og det har jo ikke just været til gavn for de arme beboere. Ligesom man også glemmer at fortælle om alt det positive, vore bedsteforældre har bragt ind i verden, også i Afrika. Tog, biler, flyvemaskiner, it-systemer, computere, radio, lægevidenskabsresultater af den anden verden, og meget mere, alt sådant opfundet og udviklet i de vestlige stater. Og dertil kommer jo de mindre håndgribelige værdier, som vi har søgt at påføre disse lande: demokrati og ytringsfrihed, noget, som Afrikas ledere ikke ligefrem stræber efter at efterligne.
Skal vi ikke bedømme vor påvirkning af Afrika lidt anderledes end Lavrov og de afrikanske ledere? Bestemt. Men det siger journalisterne ikke noget om. Vi kan få lov at poste uanede mængder af penge i disse stater, men de bliver fornærmede, hvis vi fortæller dem sandheden: at deres stater vil forblive forfejlede stater, så længe de ikke prøver at gøre dem demokratiske og giver folk ytringsfrihed.
Eller tag den måde, vi behandler vore muslimske indvandrere på!
Ikke blot hjælper vi dem med dagen og vejen, så de ikke lider nød på nogen måde, vi undlader også at kritisere deres religion, skønt det er den, der har bragt dem så store ulykker, at de flygter fra de lande, hvor islam har overherredømmet.
Og når nogle af os kristne her i landet vil undskylde denne pjevsede holdning til islam med Jesus-ordet her om ikke at dømme, så er det jeg siger: ”Døm ikke? Jo, da!”
Det gjorde Jesus jo selv. Han dømte og fordømte virkelig jødernes lovtrældom. Han angreb farisæerne den ene gang efter den anden. Han kritiserede deres spiseregler, og deres påstand om, at de som Guds udvalgte folk betød mere i Guds øjne end andre, f.eks. samaritanerne.
Men vi, vi lader muslimerne beholde deres i religionen indbyggede overbevisning, at muslimer er mere værd end andre, vi gør det uden protest. Vi kan godt indse, at der er ét eller andet med muslimerne, som ikke er helt godt, men vi opfatter det nærmest som en fornærmelse mod muslimerne, hvis vi vover at antyde, at det har noget med deres religion at gøre. Nej, lad dem bo og leve sammen med os igennem nogen tid, så skal integrationen nok lykkes.
Og det gennemfører man så på gymnasieplan. Man tvinger etnisk danske elever til at gå på bestemte gymnasier, så de muslimske elever i det mindste kan se, hvordan danskere opfører sig. Men undersøge muslimernes overlegenhedsfølelse, undersøge, om den er der, og i bekræftende fald, hvor den kommer fra, det gør man ikke. For man vil jo ikke fornærme dem. Eller man siger, hvis man er en from kristen: Vi skal da ikke dømme!
Men til det må man sige: ”Selvfølgelig skal vi dømme!” Blot er det ikke muslimerne, vi skal dømme, det er deres religion.
Ville det være helt umuligt for os danskere at sige, at hvis nogen vil gå i gymnasiet her i landet, så skal de lære at behandle enhver religion videnskabeligt, så skal altså muslimerne lære at behandle koranen, som vi behandler enhver bog fra antikken, også bibelen, og altså lære det, så de kan fortælle om det til eksamen og få en god eller dårlig karaktér for det? Hvordan de så som privatperson vil forholde sig til ordene i koranen, det må de selv om, bortset naturligvis fra de tilfælde, hvor de gør alvor af koranens voldsopfordringer.
Lad mig begynde fra en helt anden vinkel med den samme problematik!
Der kan vel være dem, der vil tænke, at når jeg siger, som jeg her gjorde overfor Sørine Gotfredsen, der ved et emerituskonvent havde fortalt, at hun ofte i sit liv havde erfaret, at hun havde onde tanker, at noget sådant kan jeg på ingen måde erindre fra min hidtidige tilværelse, så er jeg vist kommet lidt for langt ud i mine forsøg på at undgå al denne tale om synden. Det er jo lige ved, at jeg vil gøre mig selv til et syndfrit menneske. Og vil jeg mon det?
Indtil nu har jeg forsøgt at besvare sådanne mistanker med den påstand, at begrebet ”synd” er uegnet til at betegne et menneskes liv med. Det er meget bedre at spørge, om et menneske har båret sig klogt ad, hvad da også Jesus gør i slutningen af bjergprædikenen, Matt 7,24-26. Og den besvarelse vil jeg stadig holde fast ved.
Men stillet overfor en sådan mistænkeliggørelse vil jeg da godt indrømme, at mit liv i høj grad har været bestemt af det miljø, jeg er opvokset i, et dansk middelklassemiljø. Var jeg opvokset i et tysk nazistisk miljø, kan jeg da ikke garantere, at jeg ikke kunne være endt som Karl Frenzel, den tyske koncentrationslejrbøddel fra Sobibor, se her. Ja, jeg ville måske kunne være endt som ”Manden med Hatten”, en grusom soldat, hvis grusomheder overfor ukrainske soldater Berlingske beretter om her, skønt jeg har meget svært ved ud fra det kendskab, jeg efter mange års samliv med mig selv har fået af mig selv, at se på mig selv, som én, der elsker at udføre modbydelige handlinger mod andre.
Det vil sige: Jeg vil flytte opmærksomheden fra det enkelte menneske til den kultur og de kulturelle samfundsopfattelser, historien er fuld af. For det er netop i menneskers kamp om, hvilken samfundsopfattelse der skal præge det samfund, vi lever i, at kampen mellem det gode og det onde finder sted. Og skal en sådan kamp finde sted under gode betingelser, må ordet være frit, det vil sige: så må der herske ytringsfrihed. Og er idealet om ytringsfrihed ikke slået igennem i det pågældende samfund, må den enkelte stå ved det, han mener, eller fastholde det resultat, han er nået frem til, uanset, om han bliver truet med det ene eller det andet.
Og det er netop Jesu ideal, man således må søge at holde fast ved.
Skal vi være kede af, at dette ideal har haft fantastiske konsekvenser for os her i Vesten? Skal vi sige undskyld for, at vi har villet give fremmede folkeslag del i de fremskridt, vi er nået frem til her? Skal vi tale vore udmærkede samfund ned – samfund, som andre folkeslag i parentes bemærket gør alt, hvad de kan, for at nå frem til, med rene eller urene metoder – så vi ikke gør de andre folks ledere misundelige?
Sandt nok har vi ikke nået fuldkommenhedens stade. Men de mange mennesker, der vælger med fødderne derved, at de stræber efter at krydse grænsen til Europa, må jo da på én eller anden måde få det til at sive ind hos os, at vore samfund ikke er helt tossede. Og spørgsmålet er altså, om ikke det er dumt af os at fortsætte med at ligne en undskyldning for os selv, når vi vil sammenligne os med andre folkeslag. Og endvidere jo, om ikke det vil være rimeligt, om vi, når vi nu har fået så mange muslimer til at bo hos os, prøvede at sikre os imod, at de udøver et menneske- og samfundssyn, der på sigt vil ødelægge vore gode samfund og gøre dem til den slags fejlslagne stater, som muslimerne kommer fra.
For, som jeg skrev allerede i 2010, se her, de to religioner er uforenelige. Igennem Jesu forkyndelse er vor kristne verden blevet udsat for den bevidstgørelse, at vi har forstået, at ære og respekt er noget, der må komme indefra, om det skal være ægte. Muslimerne, derimod, er ikke blevet bevidstgjorte, de mener, at de kan og skal kæmpe for deres ære, om nødvendigt med vold. For, mener de, ære er noget ydre, noget, man kan tvinge andre til at yde. Og så er der lagt op til, at det samfund, der kommer ud af det, bliver et magtsamfund.
Det gælder andre ord og begreber også. Da det anerkendte muslimske universitet al-Azhar i Egypten vendte sig imod Khoumeinis mordopfordring på Salman Rushdie, var det ikke mordet, man vendte sig imod, men dette, at Rushdie ikke fik mulighed for at angre. Han skulle være lokket til et muslimsk land, fængslet og dømt til døden. Så kunne han få mulighed for at angre og derved slippe for henrettelse.
Angre? Nej, muslimerne er ikke bevidstgjorte. De forstår ikke, at det at angre er noget, det indre menneske gør. For dem er det at angre identisk med lade sig tvinge til at sige noget, man ikke mener.
Magtforholdene kommer også til syne i det muslimske syn på kvinderne. Kvinden er underordnet manden, er ikke en selvstændig person, men er blot til for at tilfredsstille mandens kønsdrift og skaffe ham sønner, der kan understøtte hans magt. At hun kan tale og komme med indvendinger, er ligegyldigt. For skulle hun mod forventning sige noget, der kan forstås som egentlig fornuftigt nok, skal man erindre sig hendes underordnede stilling: man behøver ikke regne med hendes udtalelser.
Dette fremgår af profetens liv. Da han ikke var tilfreds med de 13 hustruer, han havde, men blev grebet af begær efter en smuk slavinde og gik i seng med hende, fik han bebrejdelser for det af to af sine lovformelige hustruer, se her, og svor en ed på, at det ikke skulle gentage sig. Og da det så alligevel gentog sig, fik han en åbenbaring om, at han ikke behøvede at holde sin ed. Sådan klarer Magten sig overfor Ordet.
Og værst af alt: Vi ikke-muslimer står også under muslimerne i forhold til Gud, vi er faktisk lavere stillet end de muslimske kvinder, mener muslimerne. Det betyder, at en muslim ikke behøver at regne med, hvad vi ikke-muslimer siger. Og det er også denne ”guddommelige” orden, der bevirker, at den muslimske taknemlighed over de goder, muslimerne får hos os, kan ligge på et meget lille sted. For, ikke sandt, at vi hjælper dem, betyder jo blot, at vi fuldfører den af Gud fastsatte rolle som mennesker, der er underordnet muslimerne: at skulle hjælpe dem på enhver måde.
Dog gik naturen over optugtelsen, da USA trak sig ud af Afghanistan. Dengang oplevede vi det forunderlige, at nogle muslimer, der blev reddet af os ”underordnede” vestlige mennesker, gav udtryk for deres taknemlighed. Vi vesterlændinge var muligvis for vante til den muslimske ikke-taknemlighed, så det var ikke alle, der opdagede det, men opdaget blev det dog af enkelte medier, herunder af denne blog, se her, for hvor var det dog velgørende at se et grundmenneskeligt træk skylle alle de muslimske overlegenhedstanker bort.
En lignende situation opstod, da flygtninge fra Ukraine bankede på vores dør. Vi ganske almindelige mennesker kunne jo så tydeligt ud fra de rørende scener, der udspandt sig på grænsen mellem Ukraine og Polen, se, at der her var tale om ægte flygtninge, og det bevirkede, at der her blandt folk i almindelighed ikke var grænser for den hjælpsomhed, man udviste overfor disse flygtninge. Men ”alvorlige” medier tillod sig at gå i rette med denne umiddelbare hjælpsomhed, så endog Kristeligt Dagblad lavede en spørgerunde blandt en række kendisser om, hvorfor næstekærlighedsbuddet tilsyneladende kun gjaldt ukrainerne, se her.
Mærkeligt, at man ikke kunne se forskel! Men jeg kan da godt se, at hvis man gjorde alt for meget ud af denne tydelige forskel, ville den konsekvens nemt kunne drages, at det, man troede var næstekærligt overfor Middelhavsflygtningene, måske bare var et farisæisk forsøg på at fremtræde næstekærligt.
Så lad os slutte med endnu en pointe i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37. Det, lignelsen skal give svar på, er jo netop spørgsmålet om, hvem den næste er, der skal elskes. Svarende dertil spørger Jesus ikke den skriftkloge, der spurgte, hvem hans næste var, om, hvem samaritanerens næste var, men om, hvem den overfaldnes næste var. Det vil sige: Jesus lader ikke stedet i Det gamle Testamente, eller loven, svare, han lader den skriftkloge svare ud fra hans egen menneskelighed. Og når han lever med i historien, fortæller den ham altså, at det menneske, der har reddet ens liv, er den næste, som kærlighedsbuddet gælder. Og sådan er det, uanset om datidens jøder så havde fundet hundrede skriftsteder, der beviste, at næsten i 3 Mos 19,18 betyder ”landsmanden”. Den almindelige menneskelighed bryder igennem de barrierer, loven af den tids jøder tænktes at ville opstille.
Nøjagtig det samme så vi i de taknemlige afghanere. De kan aldrig så meget af deres imamer have fået at vide, at muslimer er overordnet ikke-muslimer, når vi ikke-muslimer har reddet dem ud af en farlig situation, så betyder shariaen intet, men deres umiddelbare menneskelighed alt.
Skulle vi da undlade at dømme den religion, der vil holde muslimernes menneskelighed nede, som en falsk religion?
ricardtriis 