Khoumeinis overraskende fatwa

Af en artikel i Kristeligt Dagblad, se her, synes det at fremgå, at vi vesterlændinge i al almindelighed har glemt, at det var utrolig overraskende, da Khoumeini udsendte sin dødsfatwa imod Salman Rushdie.

Man giver i artiklen et kort portræt af Salman Rushdie og hans ret omfattende forfatterskab. Og det er jo udmærket. Men alligevel. Efter endt læsning spørger man sig selv, hvad de kære journalister egentlig er ude på.

I mellemoverskriften hedder det nemlig: ”Ifølge eksperter var det hverken tilsigtet eller tilfældigt, at netop Rushdie og “De sataniske vers” vakte så stor furore”. Og i begyndelsen af brødteksten siger man: ”Den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie vidste godt, at han var på farlig grund, da han skrev “De sataniske vers” i 1988”.

Den bemærkning minder om noget, man ganske ofte ser fremført: at de, der vover at komme med indvendinger imod islam, da selv må kunne se, hvilken brændende platform de vover sig ud på, og derfor til en vis grad selv er skyld i de ulykker, der rammer dem.

Det er ikke lige nøjagtig det, der står i Kristeligt Dagblad, der står kun, at Rushdie vidste, at han var på farlig grund. Men vejen derfra og til at sige, at det således er hans egen skyld, eller at han er medskyldig, er ikke lang.

Og noget forsvar for ytringsfriheden leverer man i hvert fald ikke på den måde.

Dog er det ikke ud fra sådanne tanker, at jeg vil vende mig imod en sådan udtalelse. Nej, jeg vil vende mig imod den, fordi man tilsyneladende helt har glemt, at Khoumeinis fatwa nedbrød en grænse mellem muslimske lande og vestlige lande, som man hidtil havde regnet for stensikker. Indtil fatwaen i 1989 havde muslimske fatwaer kun haft med muslimske lande at gøre. Men med denne fatwa tillod muslimerne sig for første gang at blande sig i vestlige landes måde at styre deres lande på.

Den kendte islam-forsker, Bernard Lewis, skrev en artikel i The Atlantic i 1989, se her. Her omtaler han nogle optøjer i Pakistan i februar 1989 i anledning af udgivelsen af ”De Sataniske Vers”, hvilket blev efterfulgt af ajatollah Khoumeinis fatwa lidt senere. Og så skriver han:

Det bør nu stå klart, at vi ser en indstilling og en bevægelse, der går langt udover niveauet for de tiltag og politikker, som regeringer gennemfører. Det er intet mindre end et sammenstød mellem civilisationer – den måske irrationelle, men i hvert fald historiske reaktion fra en gammel rival til den jødisk-kristne arv, vor sekulære nutid og den verdensomspændende udvidelse af disse to fænomener. Det er pinende nødvendigt, at vi på vor side ikke lader os provokere ind i en lige så historisk, men også lige så irrationel reaktion imod denne rival.

Der er måske ikke noget at sige til, at vi i stort omfang har glemt, hvor epokegørende det, der skete for 33 år siden, i virkeligheden var. Og det er måske derfor til en vis grad forståeligt, at nutidens journalister ikke tager det med i deres beskrivelser. Men så meget større grund er der til at gøre vrøvl over deres påstand om, at Salman Rushdie godt var klar over den fare, han udsatte sig for ved at skrive ”De sataniske vers”.

Det var han aldeles ikke klar over. For det havde han ingen som helst grund til at gøre sig klart.

Han levede i England, og det lands love tillod ham frit at skrive og digte om islam, som han ville. Ingen paragraf i den britiske lovgivning blev overtrådt med den udgivelse. Det var det, han rettede sig efter, hvis han i det hele taget tænkte over, at der kunne være farer forbundet med udgivelsen.

Det var vitterlig første gang, et fremmed statsoverhoved tillod sig at blande sig i en europæisk stats regeringsførelse med hensyn til behandlingen af islam. Det kunne ingen forudse, heller ikke Rushdie, selv om han besad et stort kendskab til islam. For det var aldrig sket før.

Søren Frank er professor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet, og han bliver i artiklen citeret for at sige, at Rushdie ”havde selvfølgelig ikke forestillet sig, at han skulle blive mødt af en dødsdom, men han vidste godt, at det var provokerende, det han havde gang i”.

Og igen må man spørge: Vidste Rushdie nu også det?

Det er langt fra sikkert. For for den, der kender lidt til islam og historien bag den muslimske opfattelse af koranen, er dette med de sataniske vers ikke nogen nyhed. Det er ikke noget, Rushdie har opfundet. Det er noget, de islamiske lærde selv har gjort opmærksom på.

Jeg har her under overskriften ”Afradikalisering” forsøgt at finde ting frem, som man kunne bruge i en afradikaliseringsproces overfor hjemvendte eller hjemtagne IS-krigere. Og blandt de ting, jeg mener kan bruges til at påpege islams irrationalitet, er en gennemgang af de sataniske vers, som de muslimske lærde selv har foretaget. Man forklarer nemlig i den muslimske tradition, hvordan Muhammed blev fortørnet over, at ingen i Mekka ville modtage han budskab, og hvordan han derfor, engang da han citerede et koranvers, for egen regning tilføjede en lovprisning af nogle mekkanske, af mekkanerne højtagtede gudinder. På den måde fik han mekkanernes medhold, men Gabriel var ikke tilfreds, for sådan noget må en profet jo ikke gøre. Dog forbarmede Gud sig over Muhammed og nedsendte dette ord til trøst for ham:

Vi har aldrig før dig udsendt nogen udsending eller profet, uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske; men Gud ophæver det, som Satan har indføjet, og derpå gør Gud sine tegn utvetydige. Gud er vidende og vis. (Sura 22,52).

Det er ikke så svært at se, at med den tilføjelse gør Gud – eller altså Allah – sine ord højst tvetydige. Hvornår kan man som muslim regne sikkert med, at netop det koranord, man nu sidder og studerer, ikke er forvansket? Svar: Aldrig.

Og det vil sige, at hele den problemstilling, som Rushdie tager frem i sin roman, var kendt af de muslimske lærde. Så hvorfor muslimerne føler sig krænkede, det er lidt besynderligt.

Men vi har jo siden lært, at muslimer er særdeles letkrænkelige, og dette, at deres egne lærde fremdrager et problem i overleveringen af koranen, bevirker ikke, at vi ikke-muslimer skal tro, at vi må fremdrage det samme problem.

Men at Rushdie skulle vide det, og specielt: at han skulle have nogen anelse om, at de muslimske voldstanker ville række ud over de muslimske lande og langt ind i Europa, nej, han kan være så islamkyndig, han være vil, en sådan forudseenhed kan man ikke tænke sig, at han havde.

Ikke desto mindre har Søren Frank ret i noget andet han sige. Lidt senere citerer artiklen ham for at sige:

Det, Rushdie beskriver i ‘De sataniske vers’, og den effekt, som romanen fik, blev et forvarsel om de kontroverser, vi står i nu og har stået i siden 11. september. Der var for mange af os, der var for naive i 1990’erne over for, hvad Rushdie-affæren egentlig betød.

Det har Frank ret i: vi vesterlændinge har igennem alt for lang tid været for naive. Jeg kan endda for mit eget vedkommende føje til, at jeg, selv om jeg i halvfemserne og fremefter tog mig for at gå diverse islamkritiske sider på internettet igennem, nok lærte så meget, at jeg i 2001 kunne udgive en bog, betitlet ”Kristne prædikener imod islam”, se her for en ret dårlig internetudgave. Men der gik endnu længere tid, før det virkelig gik op for mig, hvor forskellige muslimerne er fra os, hvor forskelligt fra os de tænker og tror, hvor helt anderledes de ser på ting, der for os er selvfølgelige.

Ja, jeg kan såmænd føje til, at jeg selv nu, efter så mange års beskæftigelse med islam og islams menneskesyn, føler det som en lidt underlig ting, at netop ajatollah Khoumeini skulle erklære Vesten krig på den måde. Jeg mener, han var jo forfulgt under Shahen i Iran, flygtede fra landet og fandt et velvilligt og voldsfrit tilflugtssted i Frankrig. Så vender han, da Shahen er borte, tilbage til Iran, får stablet et muslimsk styre på benene, men ti år senere har han tilsyneladende glemt alt om Frankrigs velgerninger imod ham, siden han kan vende sig også imod Frankrig med sin fatwa. Det kan godt være, at det er i fuld overensstemmelse med islams lære, det, han har gjort, men ville ikke almindelig menneskelighed optræde som i det mindste noget af en forhindring? Ak, nej, ikke for Khoumeini. Forstå det, hvem der kan.

Til sidst! Man kunne få den tanke, at vi vesterlændinge da vist må være utrolig flove over at være så naive, så langsomme til at udgranske og erkende islams mærkværdigheder. Vil det ikke være en ret naturlig reaktion, nu, hvor vi ser, at islam ikke glemmer, ser mordforsøget på Salman Rushdie og læser de iranske avisers jublen, at blive forknyt og flov over vor naivitet?

Jeg tror, vi skal tænke helt modsat. Jeg tror, vi skal være stolte over vor naivitet. Jeg vil mene, vi skal være glade, fordi vi har været så langsomme i vor forståelse af den anderledes islam. Det er godt nok naivt at tro, at alle andre mennesker tænker som vi tænker. Men det er også menneskeligt. Det har givetvis været dumt af os at lukke øjnene mere eller mindre bevidst for alle islams mærkværdigheder, indtil vi nu igen får syn for sagn. Men afslører det ikke også en menneskelig åbenhed overfor alle andre mennesker hos os vesterlændinge, en åbenhed, som vi ikke behøver skamme os over?

Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke nu skal tage udfordringen fra islam op, skal gøre os klart, hvad der ligger i islam, og af al magt bekæmpe denne umenneskelige religion. Ikke blot for vor egen skyld, men også for muslimernes skyld. For tag bare de afghanske kvinder, som fik lovet skolegang af Taliban, men indtil nu intet har fået andet end forbud mod skolegang. De og mange andre muslimer trænger til, at nogen prøver at vise dem, at der er andre måder at udleve vort menneskeliv på end den muslimske.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.