Tillad mig i anledning af den megen debat om chikanerier i folkekirken at komme med en teori, som vist ikke har været hørt før. Den bygger på nogle iagttagelser, jeg har gjort mig angående Det ny Testamente, i dette tilfælde nærmest bjergprædikenen.
Som man måske har fundet ud af, har jeg lagt en del vægt på dobbeltlignelsen i Matt 7,24-27 om manden, der bygger på klippen i modsætning til ham, der bygger på sand. Jeg er af den opfattelse, at det forhold, at Matthæus lader Jesus tale om en klog mand kontra en tåbe, forvandler alle de foregående ord i bjergprædikenen fra at kunne opfattes som streng og alvorlig etik til at være klogskabsregler: Hvis du vil have dit liv til at lykkes, så handl som her anført.
Og som man måske også har lagt mærke til, har jeg været i gang med Matt 7,1f, ordet om ikke at dømme – eller rettere sagt, Lukas’ parallel, Luk 6,37-38. Fra dette sidste skriftsted har jeg hentet min teori om afsmitningsreglen, se her. Dette skriftsted tolkes som regel om dommedag, det vil sige: det tolkes om etik, man mener, at Jesus med disse ord vil give sin menighed en særlig etik, højere end den, den tids jøder gav gennem deres lovforståelse. Så når Jesus siger ”døm ikke, så skal I ikke dømmes”, så tænker han på, at Gud på dommedagen undlade at dømme, ligesom de fromme har undladt at dømme her på jorden. Og når han siger ”tilgiv, så skal I få tilgivelse”, så er det sted, hvor vi skal få tilgivelse til gengæld for den tilgivelse, vi selv har præsteret, igen dommedagen. Det er langt de fleste nytestamentlere enige om. Og så ser man stort på, at der i de følgende ord ikke står, at ”man” skal give et presset mål i skødet på de gavmilde, der står, at ”de” skal gøre det. Men der står jo ikke noget om, hvem disse ”de” er.
Min tolkning er noget anderledes.
Jeg mener, at Jesus her fremsætter en teori om, hvordan kræfterne i de menneskelige samfund fungérer. De fungérer sådan, at der finder en afsmitning sted; tilgivelse avler tilgivelse, dom avler dom, forståelse avler forståelse. Der er tale om psykologi, dog ikke psykologi forstået som enkeltpersonens indre liv, men psykologi forstået som samspillet mellem fællesskabets deltagere.
Det er, ifølge Jesus, den måde, den nye lov fungérer på, den lov, som Jer 31,31 omtaler som en ny pagt, Gud vil slutte med folket.
Men ak, denne nye lov har det med umærkeligt at forvandle sig til den gamle lov. Vi mennesker er sådan indrettet, at vi i vore fællesskaber ikke kan dy os for at tænke den gamle lovs tanker overfor vor næste med ind i billedet. Tidligere, i den gamle lovs tid, befandt vi os i en vis konkurrence med vor næste. Hvordan de andre så på os, betød temmelig meget; vi indrettede i hvert fald i høj grad vor opførsel derefter. Og vi tillod os på tilsvarende måde at se på de andre og bedømme dem efter den strenge alen, vi anlægger for os selv.
Alt det blev vi jo fritaget for gennem Jesu nye ”lov”, ”lov” i anførelsestegn, fordi det er en helt andet tankegang, Jesus indfører med den nye ”lov”. I stedet for den hemmelige konkurrence om at overholde reglerne, blev det afgørende nu troen, har du tillid til din næste, er forholdet mellem dig og ham i orden, hersker der en forstående og god atmosfære på din arbejdsplads?
Og denne gode atmosfære viser sig blandt andet derved, at du handler i tillid til afsmitningsreglen, altså regner med, at når du er tillidsfuld, så er den anden også tillidsfuld, hvorimod den anden – eller de andre – vil være rethaveriske, hvis du er rethaverisk overfor dem. Det mærkelige er, at vi sådan set i stort omfang virkelig handler ud fra sådanne forestillinger, for vi er jo alle vokset op i en familie, vi har alle – eller i hvert fald mange af os – skullet opdrage børn, og det gør man ved at bygge videre på den naturlige tillid, der hersker mellem forældre og børn. Ikke at man sådan ligefrem tænker over, at man skal søge at bevare sit barns tillid, men man handler alligevel ud fra en sådan forestilling.
Og ligeledes på vore arbejdspladser! Vi véd godt, hvad en god atmosfære på arbejdspladsen er, vi véd også godt, hvornår vi kommer med en lidt for drilsk bemærkning, som måske er lidt for nedsættende, vi er godt klar over, hvordan vi skal prøve at råde bod på en sådan overilethed, ikke just det med tilgivelse og fortrydelse, mere jordnært noget med at prøve at få den anden til alligevel at forstå, at du er ked af det, hvis bemærkningen blev taget ilde op, og godt forstår, at den anden forstod den sådan.
Læg mærke til, at det i disse sammenhænge ikke så meget er de direkte handlinger, der er i fokus, det er i langt højere grad dine ord. Og det er jo også dine ord, Jesus henviser til i bjergprædikenen, både i Matt 5,22, hvor blot det at sige et nedladende ord er forkert, altså ikke, fordi det er uetisk eller imod den høje etik, som man tror, at Jesus her skitserer, men fordi det er uklogt; du risikerer nemlig at bryde fællesskabet med den pågældende i stykker, og i Matt 5,39, dette med at vende den anden kind til, hvor den strenge retfærdighed, der siger øje for øje og tand for tand, er kommet til at ødelægge den indbyrdes tillid, og spørgsmålet ikke er, om du kan holde din gengældelsestrang tilbage, når du bliver slået, men er, om du kan give slip på denne retfærdighed, der absolut vil, at øje skal undgældes med øje og tand med tand. Gør du det, kan det ske, at den anden reagerer på din tillidserklæring med tillid, så forholdet mellem jer igen bliver retvendt. Og så handler du klogt.
Det er jo ikke raketvidenskab, dette her, det er noget, som gør sig gældende på de fleste arbejdspladser, det er noget, som man har erfaret overalt, hvor mennesker kommer sammen. Men en almindelig arbejdsplads har den fordel i forhold til en kirkelig arbejdsplads, at der som regel er ét eller andet ret indlysende resultat, der skal opnås: man skal have sine varer solgt, man skal fabrikere sine varer billigst muligt, man skal have patienterne til at være tilfredse, osv. Her er det lidt anderledes på en kirkelig arbejdsplads. For her blander sig op i den almindelige gøren og laden spørgsmålet om formålet med det hele. Der er jo ingen varer der skal afsættes til højest mulige pris, der er intet, der skal produceres billigst muligt, det er åndelige kræfter, det drejer sig om. Og hvad er så lige det? Ja, det kan der godt være en del uenighed om.
Som Hal Koch har sagt det om kirken: Den er et ”velordnet anarki”. Det er Sørine Gotfredsen, der i en artikel i Berlingske, se her, om de kirkelige chikanerier citerer Hal Koch, for øvrigt en udmærket artikel. Men dette velordnede anarki, hvor hvert menighedsråd har stor råderet over, hvad der skal ske, gør det også vanskeligt at blive enige om alting. Der vil måske lettere end på verdslige arbejdspladser kunne opstå alvorlige modsætninger, som giver sig udslag i ukvemsord. Men, siger her Sørine Gotfredsen – og jeg er tilbøjelig til at give hende ret – denne organisationsmåde er værd at bevare, og man bør derfor i videst muligt omfang bevare anarkiet.
Hvad jeg her kan føje til ud fra ovenstående tekstgennemgang af bjergprædikenen, er kun den iagttagelse, at mange alvorlige kristne – præster inklusive – har det med at gøre disse Jesus-ord til højstemt etik. Og i det øjeblik man tager denne etik med ind i sin opførsel i kirkelige miljøer, ja – jeg er lige ved at sige: så er Fanden løs. For så går det uvægerligt sådan, at man måler hinanden med disse ord, at man undrer sig over denne anden, som jo dog gerne vil være en alvorlig kristen, men alligevel tilsyneladende er ligeglad med ordet om ikke at dømme, og ikke sandt, inden man får set sig om, så er det én selv, der har optrådt dømmende. Eller man mener om sig selv, at man da så sandelig gerne indrømmer sine fejl, og i denne mening kommer de andre, der måske er knap så gode til at indrømme fejl, til at fremstå som knap så gode. Alt sammen noget, der kommer til at ske, når man vil gøre en etik ud af Jesu ord og ikke tager dem, som det de er: klogskabsregler, som du gør klogt i at rette dig efter, hvis du vil have de omgivelser, du befinder sig i, de fællesskaber, du er en del af, til at fungére godt.
Dette velordnede anarki er, som Sørine Gotfredsen hævder, værdifuldt og værd at beholde. Men det kræver forståelse og indlevelsesevne. Man vil ikke kunne sige, som man i mange tilfælde i de verdslige sammenhænge siger, når noget er gået galt: ‘Jamen, alle procedurer er overholdt’, for der er ingen procedurer, der står ikke skrevet nogen steder, hvordan man skal forholde sig i netop det tilfælde, der her er opstået. Men det er netop også det fine ved det.
Men man kan frygte, at det bliver ødelagt, hvis Christiansborg kommer ind i billedet med nye procedurer, nye ledelsesformer, måske endda mere af det sære begreb ”New Public Management”.
Lad mig slutte med det sære Jesus-ord om at vende den anden kind til. Vi tænker os, at der er én i fællesskabet, der har følt sig chikaneret af en lidt drilsk bemærkning, du er kommet med, og som nu ret forsigtigt og ydmygt klager over dig. Hvad så? Skal du så plædere frifindelse? Skal du så argumentere op ad stolper og ned ad vægge om, at den slags småting må man virkelig finde sig i på en arbejdsplads, også en kirkelig arbejdsplads? Eller skal du vende den anden kind til? Skal du sige undskyld, selv om du ikke på nogen måde synes, der er noget at undskylde for? Eller skal du nøjes med at sige, at den anden så til gengæld må affyre en drilsk bemærkning imod dig, uden at du farer i op i det røde felt?
Ja, det er jo ikke til at vide, hvad der er bedst?
Men læg mærke til, at ”bedst” her betyder det samme som ”klogest”. Så at altså allerede de overvejelser, du er kommet ind i med ovenstående tanker, går ind på Jesu tankegang.
Sådan er vore tanker hele tiden blandet op med den ene slags og den anden slags. Der er overvejelser over moral og etik, og der er overvejelser over forholds virkningsmåde. Der er overvejelser over, hvad der er korrekt, og overvejelser over, hvad der er klogt. Der er overvejelser over, hvornår man går for langt, og overvejelser over, hvordan man kan bøde på det, hvis man selv eller den anden føler, man er gået for langt. Det er faktisk meget svært at holde de moralske overvejelser stangen, så man ikke falder i den grøft. Men det er ikke desto mindre, hvad Jesus formaner os til.
Og det er forresten også, hvad Paulus vil have os til, jævnfør hans formaning til korintherne om, at alt er tilladt, men ikke alt bygger op, 1 Kor 10,23, når vi gør os klart, at det, der skal opbygges, er menighedens fællesskab.
Men altså: den lidt vovelige tanke bag dette indlæg er, at denne fejl, hvor man sætter moral stedet for fællesskabsklogskab, måske er lidt mere udbredt blandt kirkelige personer end blandt verdslige ditto.
ricardtriis 