Af og til har jeg her på bloggen hævdet, at vore muslimske landsmænd skulle have lov til at opretholde så mange af deres traditioner som muligt. Godt nok synes jo nok vi danskere, at det i mange tilfælde er nogle tossede traditioner, de har, og det er derfor, jeg har opfundet overskriftens udtryk som en tilpas afslappet reaktion på de mange sære ting: Lad dog barnet! Lad dem dog gennemføre deres mange mærkelige religiøse vaner, hvis det kan more dem.
Men selvfølgelig er forudsætningen den, at de ikke vil påføre os andre deres regler og heller ikke genere os med dem. De må f.eks. gerne faste fra solen står op, til den går ned i hele ramadanen, hvis de synes, at de gerne vil overholde denne muslimske skik. Men vi vil gerne – i hvert fald i sommertiden, hvor fasten går fra klokken tre om natten til klokken ni om aftenen – have os sikret imod ulykker fra bus- eller taxachauffører, for enhver idiot kan jo forstå, at man ikke kan yde sit bedste en sen eftermiddag, når man ikke har fået hverken vådt eller tørt siden klokken tre-fire om natten. Jeg har hørt om chauffører, der sikrer sig en hemmelig flaske med vand ét eller andet skjult sted, men hvis ikke de selv vil tage deres religion alvorligt, så vil jeg mene, vi godt kan tvinge dem til det, altså få dem til enten at afgive en skriftlig erklæring om, at de ikke vil overholde ramadanens regler, hvis de skal køre, eller at de forlægger deres ferie til den måned, hvor de fejrer ramadanen, i deres ferie kan de jo faste alt det, de vil.
Ligeledes vil jeg mene, at vi bør undlade at stille krav til skolepiger om, at de ikke må bære tørklæde i skoletiden. Blot skal de naturligvis tage sløret af i gymnastiktimerne og under den afvaskning, der finder sted senere. Hvis de i et hele taget har fået lov af deres forældre at deltage i gymnastiktimerne og det efterfølgende brusebad. Vi har godt nok ikke hørt om, at muslimske piger kan slippe fri for disse timer, og det er ikke blevet drøftet i forbindelse med forslaget om at forbyde tørklædet på skolepiger, men gad vidst, om der ikke har været en mulighed for at forældre kan kræve undtagelse fra disse timer.
Men disse to ting er, hvad jeg sådan lige kan komme på af ydre ting, som vi bør indføre regler for for vore muslimske landsmænd.
Helt anderledes grundigt vil jeg mene, vi bør gå til værks, når det drejer sig om at komme med argumenter imod deres religion. Her er det så ikke så meget staten, der skal gøre det, mere kirken. Og kirken har snart sovet i mange år, hvad det angår, så det vil nok tage nogen tid at få den vækket. Men det burde ikke være umuligt at få ikke blot kirkens folk til at angribe koranen og de stærkt korantroende muslimer, det burde i virkeligheden alle nogenlunde fornuftige danskere kunne overbevises om nødvendigheden af.
Lad mig begynde med det nye ord, som er dukket op i debatten fornylig, ordet ”Autoblasfemi”. Det hedder derom i dette indlæg, hvor en kronik fra Politiken af Thomas Hoffmann og Jakob V. H. Holtermann bliver citeret:
“Derfor er autoblasfemien forskellig fra den klassiske blasfemi: Den autoblasfemiske krænkelse har ikke den drilske outsider som sin centrale betingelse. Grundmaterialet i den konkrete krænkelse er ikke opfundet af magtfulde og undertrykkende kuffar for at nedgøre, krænke og sætte muslimer i forlegenhed. Det er intet andet end islams eget materiale og tradition.
Og det siger enormt meget om en religion i splid, at den kan blive forarget over sig selv. Man kunne kalde det en form for teologisk forlegenhed eller håndskyhed over for sine egne tekster. Denne forlegenhed så man i den muslimske vrede mod Indien, hvor man hurtigst muligt efter talspersonens ytring nu blot var rasende over, at hun havde sagt »noget krænkende« . Og man ser det ironisk nok i programmet med titlen ’Det, muslimer taler om’, hvor den interne snak bliver mere og mere diffus og floromvunden, og hvor værten efterfølgende ligefrem afviser at svare DR på, om de burde have fortalt lytterne, hvad talspersonen sagde.”
Der var sket det, at en indisk politiker, Nupur Sharma, havde nævnt den i den muslimske tradition almindeligt anerkendte kendsgerning, at Muhammed giftede sig med Abu Bakrs datter Aisha, da hun var seks år gammel og havde samleje med hende, da hun var ni. Og som den arme politiker da fik på puklen for det! Af muslimerne. Og at hun ikke sagde andet, end hvad der var almindelig kendt i muslimske lærde kredse, det var de indiske muslimer blevet rasende over. Blot havde de, som det fremgår af citatet, uhyre svært ved at sætte ord på det, de betragtede som blasfemi.
Man kan sammenligne denne udtalelse med det, en østrigsk kvinde, Elisabeth Sabaditsch-Wolff, sagde ved en forelæsning, hun holdt. Hun udtalte, at profeten Muhammed havde et forhold til en niårig pige, og at han derfor måtte kaldes pædofil, se min omtale af sagen her. Men i dette tilfælde var det ikke muslimerne, der blev forargede, det var en journalist, som fandt udtalelsen upassende og anmeldte hende. Og ja, hun blev faktisk dømt. Og det var en skammens plet på vort retsvæsen, for man dømte hende, som om der i loven stod, at religionsfrihed betyder, at enhver har ret til ikke at blive krænket på sine religiøse følelser. Og det er just, hvad lovteksten er fuldstændig tavs om.
Men havde det nu været muslimer, der havde klaget, så ville de vel i nogen grad kunne retfærdiggøre deres klage med den kendgerning, at Elisabeth Sabaditsch-Wolff beskrev Muhammed som pædofil, altså brugte en moderne, stærkt nedsættende betegnelse for noget, der i datidens samfund vel blot skulle bekræfte forholdet mellem Muhammed og Abu Bakr.
Anderledes med Nupur Sharmas tilfælde. Her er det muslimerne, der føler sig krænkede. Og her er det derfor på sin plads at anvende betegnelsen ”autoblasfemi”.
Faktisk vil jeg mene, at vi helt anderledes burde give vor forargelse over dette muslimske tilfælde af autoblasfemi fuld skrue. Så vi altså spørger muslimerne, om de ikke har styr på deres tradition. Så vi måske endda håner dem for den selvmodsigelse, der ligger i på den ene side at guddommeliggøre traditionen og på den anden side nægte at se i øjnene, hvad deres tradition faktisk siger.
I det hele taget burde vi helt anderledes spørge ind til deres forhold til deres tradition, specielt koranen. Måske vi ligefrem skulle bede dem tage den diskussion op igen, som blev afsluttet omkring år 1100 om koranens tidsafhængighed kontra dens evighed: skal koranens ord forstås ud fra deres historiske sammenhæng, eller skal de forstås som Guds evige, uforanderlige ord. Som man måske véd, blev sagen afgjort med magt: Koranen er Guds evigt uforanderlige ord.
Okay, så siger vi det!
Men hvordan kan det så gå til, at det velansete muslimske universitet Al-Azhar i Egypten i en diskussion med det daværende IS i Irak kunne beskylde IS for at holde slaver, når koranen dog betragter slaveri som tilladt og giver regler for det, blot er det ifølge Al-Azhar gennem konsensus blandt de muslimske lærde blevet forbudt? At man i kraft af konsensus kan ophæve en tilladelse, som koranen giver, er jo en eklatant modsigelse af den påstand, at koranen er Guds evigt uforanderlige ord.
Men mærkeligt nok mener mange muslimer, at de på det punkt så udmærket kan både blæse og have mel i munden.
Det samme mener de, når det drejer sig om den påstand, at muslimerne er mere værd i Guds øjne end ikke-muslimerne.
Man kan måske til nød forstå, at de holdt fast ved den påstand, dengang de udgjorde jordens mægtigste politiske og militære kraft, som var i stand til at undlægger sig den halve verden i løbet af mindre end hundrede år. Her kunne de bruge koranens ord om, at Gud vil indgyde frygt i modstandernes hjerter, så de opgiver kampen og flygter. Sandt er det i hvert fald, at muslimernes kampråb var frygtet med rette.
Men efter den tyrkiske sultans nederlag ved Wien i 1683, hvordan kan de så bibeholde den tanke om muslimernes særlige status hos Gud, specielt når Gud opfattes som magtens Gud? Vi europæere har jo heller ikke spekuleret så meget over den fra da af, vi havde nok at gøre med skabe handelsforbindelser – og siden politisk kolonisering – til den øvrige verden. Og for øvrigt var tanken om muslimerne som Guds foretrukne folk for nedadgående længe inden. Den muslimske filosof, Ibn Khaldun (1332-1406), kommer i sit store værk Muqadimma med nogle forsøg på forklaring af det for ham mærkelige forhold, at der faktisk eksisterede gode og trygge civilisationer før Muhammed trådte frem på verdens scene, og at de civilisationer, islam angreb, faktisk også var i stand til at gøre modstand mod dem, altså gøre modstand mod Guds eget folk. Hvordan kan dog Gud tillade det?
Tja, han giver ikke noget svar.
Men herregud, den indbyggede modsigelse, der viser sig dèr, er for intet at regne imod den, vi ser i vore dage under den vækkelse, der har fundet sted indenfor islam gennem de seneste 40-50 år. Jeg mener, med sine fødder siger utallige muslimer, at de mellemøstlige, muslimske lande ikke er værd at leve i, nej, de europæiske lande er langt bedre, derfor drager de hertil i stort tal. Men minsandten, om ikke de med deres tanker og overvejelser stadig fremholder muslimerne som Guds øjestene, oven i købet i den grad, at de betragter vor næstekærlige gerning ved at modtage dem og give beskyttelse og brød og husly til dagen og vejen ikke som et udslag af vor menneskelighed, men som et bevis på, at deres Gud, Allah, har sørget for sine yndlinge, muslimerne, ved at få europæerne til at tage sig af dem.
Mage til selvmodsigelse skal man lede længe efter.
Det er jo også derfor, at taknemlighed ikke ses hos vore muslimske landsmænd. De tager vore gode gaver som en selvfølgelighed, hvilket vi så, da ukrainerne kom hertil, fulde af tak mod os, fordi vi tog os af dem. Det kan den almindelige dansker se med et halvt øje, men ak, vor elite vil stadig have os til at yde professionel næstekærlighed mod de ”stakkels” muslimer, der nu igen strømmer over Middelhavet, bundet som den er af en speciel europæisk selvmodsigelse.
Så er der det med tørklædet!
Her kan vi selvfølgelig godt se, at muslimernes følelse af at være overmennesker i forhold til os, kommer til udtryk. Den muslimske kvinde bærer tørklæde for at signalere til os ikke-muslimer, at hun i modsætning til os er dydig, hun holder sig på dydens smalle sti, hun holder sig ren, indtil hun skal indgå i det ægteskab, som hendes far har bestemt hende til. Og vi forstår også godt, at muslimerne derved ser ned på os europæere med vor løsslupne seksualmoral. Nej, de er betydelig bedre mennesker end os, og tørklædet er et bevis derpå.
Og ja, lad os så da indrømme, at de muslimske kvinder i højere grad end de danske holder sig på dydens smalle sti, ikke har samleje med en tilfældig mandsperson fra en glad aften, i det hele taget ikke har samleje med andre end den af deres far udpegede ægtemand, når det komme så vidt. Men hvad med de muslimske mænd?
Tja, de betragter de ikke-tørklædebærende europæiske kvinder som frit bytte. De holder sig ikke tilbage. De har ikke nogen forestilling om en særlig smal dydens sti, de skulle holde sig til. Kan de komme af sted med det, så tager de den fornøjelse med. Fornøjelse? Tja, da vel især de muslimske mænd under deres opvækst oplever, at det ikke har noget som helst på sig med den overlegenhed over europæerne, som deres religion tildeler dem – deres skoleresultater viser dem noget andet – kan de vel på én eller anden for os ret uforståelig måde glæde sig over gennem en voldtægt af en europæisk kvinde i det mindste her at kunne vise deres overmagt.
Det har vi igennem nu snart mange år måttet finde os i. Og vor kloge elite har forsikret os, at det er et udslag af de traumer, som de forfølgelser, de har været udsat for, har skabt. At der i langt de fleste tilfælde ikke har eksisteret nogen forfølgelser, ser man stort på. Og at det skulle være et udslag af en muslimsk herrefolkstænkning, det betragtes som helt udelukket.
Og altså: fordi der bag tørklædet ligger en sådan ganske ubegrundelig herrefolksmentalitet, derfor vil jeg foreslå, at vi siger: ”Lad dog barnet!” Det er denne bagved liggende tankegang, vi skal gøre op med, ikke tørklædet i sig selv.
Og at et sådant opgør måske ikke er så umuligt, som vi uden videre tror, det viser situationen i Afghanistan. Det har jo vist sig, at der var ganske mange afghanere, der kom til at synes ret meget om de vestlige forestillinger om både samfundsindretning og kvindeundervisning, mens amerikanerne var til stede i landet. Nu bagefter har der i hvert fald været ret store demonstrationer fra kvindernes side for at få genindført undervisning af piger. Uden dog at landets talibanske ledelse hidtil har villet overholde de løfter, de gav for et år siden.
Men situationen i Afghanistan viser også noget andet. Landet er jo overbefolket. Med det kvindesyn, hvorefter kvinden er mandens pløjejord (sura 2,223), som han kan gå til efter behag, har det lange udsigter med gennemførelsen af ansvarlige samlejer, så man sikrer sig, at man ikke får flere børn, end man har råd til. Når man tror – fromt, vær sikker på det! – at det er Allah, der med sin almagt har forårsaget, at man får de forhåndenværende børn, så må man også ifølge den muslimske overbevisning tro, at han vil sørge for mad til dem.
Det gør Allah som bekendt ikke i Afghanistan. Der er hungersnød i landet. Talibanstyret er, måske netop i kraft af, at man vil styre landet efter den muslimske tradition, et elendigt styre. At sætte tæring efter næring med hensyn til børnefødsler falder ikke styret ind – og tilsyneladende heller ikke befolkningen, i hvert fald ikke mændene. Kun kvinderne kunne få tanker af den art. Men de får jo ikke tildelt nogen magt, de må virkelig fortsætte med at være mandens pløjejord. For ikke sandt, det står jo i koranen.
En lignende situation findes i mange andre muslimske lande. Al-Sisi i Egypten har været fremme med tanker om fødselsbegrænsning. Men om han får det muslimske universitet Al-Azhar med sig, er måske tvivlsomt. Og selv om han så gør det, er der på det punkt meget langt fra forslag til gennemførelse til virkning.
Og sådan er det altså i høj grad på grund af alle de modsigelser, der ligger i den muslimske tro, hvoraf de fleste stammer fra koranen. Vi vesterlændinge kan gøre lidt grin med dem, hvis vi vover det. Men muslimerne kommer om ved dem ved hjælp af autoritetstro. Islam er jo – som jeg ser det – en magtens religion. Og magt bryder sig ikke om de kræfter, der ligger i ordet eller i sproget. Magt er altså ret ligeglad med de selvmodsigelser, der dukker op fra tid til anden. Man holder dem nede med magt. Man gør, som man gjorde fra muslimsk side i Indien: da man ikke mere i sin tradition ville gå med til den tidligere traditions indrømmelser: at Muhammed faktisk havde samleje med Aisha, da hun var ni år, bliver man vred og truende, hvis nogen vover at fremdrage denne tradition i vore dage. Men give nogen forklaring på, hvorfor adskillige muslimske hadiths nævner det, det gør man ikke. Man puster sig blot op og forlanger undskyldninger af Nupur Sharma og den hinduistiske regering.
Latterligt?
Ja, lige så latterligt og uigennemtænkt, som når man med vold vender sig imod Kurt Westergaards Muhammed-tegning: det er en blasfemisk akt at afbilde Muhammed som en krigens mand, når alle dog véd, at han var en fredens mand. Og hvis I ikke holder op med det, skal vi nok komme efter jer. Og ja, vi véd jo alle, at Muhammed var en fredens mand på den ret specielle måde, at han brugte vold for at få sine fredelige tanker igennem.
ricardtriis 