Etik og sandhed

Denne lidt mærkelige overskrift har med det forhold at gøre, at ganske mange springer ud i en etisk holdning, før de har undersøgt forholdene ordentligt. Det er, som om man med al hast vil indtage en korrekt etisk holdning, og finder man så en baggrund for at være et etisk korrekt menneske, griber man chancen og antager teorien, og gør det uden først at have undersøgt, om den baggrund, den etiske handling skal udføres på, er i overensstemmelse med virkeligheden.

Vi ser det i forhold til migranterne på Middelhavet. Når jeg lidt nedladende har kaldt diverse Gutmenschen ”samaritanister”, skyldes det, at de lader sig gribe af den almindeligt anerkendte tese, at det er så synd for disse mennesker, for de har alle sammen været udsat for forfølgelser dèr, hvor de kommer fra. Tanken er måske den, at når så mange og så højtstående mennesker mener, at det forholder sig sådan, så er det nok sandt. Og så skynder man sig at rette ind, så prøve man at ”gøre en forskel”, eller altså at indtage den etisk korrekte holdning. At denne holdning så af og til indebærer, at man skal se ned på sådan nogen som mig, der har undersøgt forholdene lidt bedre, det er beklageligt – i hvert fald for mig – men det må jeg jo prøve at bære.

Men vi så det også i corona-tiden. Her lader det sig måske lidt bedre forsvare. For vi vidste jo ikke, hvor alvorlig en sygdom coronaen var. Men undervejs viste vi os alle som ansvarlige individer, der virkelig havde ”samfundssind”. Nu bagefter, hvor vi har opdaget, at sygdommen nærmest er at sammenligne med influenza, køler vi vel lidt ned. Men dukker der mange tilfælde op i efteråret, kommer måske den nu lidt for overfladiske bekymrethed op igen. For ikke sandt, så får man jo igen lejlighed til at vise sig som et ansvarligt menneske.

Og så har vi klimahalløjet. Også her springer utrolig mange mennesker med på vognen, og ærlig talt, jeg har en mistanke om, at det skyldes, at man så kan fremstå som et ansvarligt individ, der gerne vil lide afsavn af forskellig art – dog ikke alt for alvorligt – for at redde klimaet. Og også her gælder det: undersøge, om det har sin rigtighed med påstanden om, at mere CO2 medfører højere temperaturer her på kloden, det gør man ikke; man er fuldt ud tilfreds med at kunne agere som et ansvarligt individ på baggrund af den ikke-diskussion, der finder sted i medierne.

Nu forleden var der et interview i Kristeligt Dagblad med en norsk etik-filosof, Arne Johan Vetlesen, se her. Det er Bjørg Tulinius, der har gennemført interview’et, og det bygger på en bog, som Vetlesen har skrevet: ”Om ondskab”. Jeg har ikke læst bogen og vil derfor ikke benægte, at der kan stå ganske fornuftige ting i den, men at dømme efter interview’et står der også ting deri, der afslører, at hans etik åbenbart ikke formaner ham til at sætte sig ordentligt ind i tingene eller til at tvivle tilpas meget på de såkaldt fastslåede kendsgerninger.

Hen imod slutningen siger han blandt andet:

”Det gik op for mig, at jeg i de 30 år, jeg har forsket i ondskab, har tænkt det alt for snævert. Jeg har primært været optaget af de onde handlinger, som et menneske påfører et andet menneske. Men når jeg så kiggede ud ad vinduet, var der jo en natur lige foran og omkring mig, som vi mennesker også har gjort ondt. Den alarmerende klimakrise og tabet af biodiversitet gjorde med andre ord, at jeg måtte stille spørgsmålet om menneskelig ondskab i en ny relation: vores forhold til naturen.”

Vetlesen har forsket i ondskab, kan man forstå. Men nu vil han forsker i en ny form for ondskab, i vor ondskab overfor naturen. Og det, der får ham til det, er ”den alarmerende klimakrise” – N.B. uden tvivlsspørgsmål – og tabet af biodiversitet. Man kan måske bære over med almindelige mennesker, når de løber med strømmen og uden særlig undersøgelse lader sig rive med af alarmismen, men en akademiker burde da som minimum være modtagelig overfor tvivlsspørgsmål, altså føle en vis etisk forpligtelse til at bygge på noget uomtvistlig sandt.

Men mærkeligt nok siger han så undervejs til den sidste forfærdelige svada noget, som jeg da godt kan give ham ret i. Han siger:

”Vi må gøre op med hele den idé om, at frihed er en særlig egenskab ved individet, som for alt i verden ikke må begrænses. Hverken af andre mennesker, myndigheder eller staten. For mennesket er et relationelt væsen og er kun noget i kraft af andre, af fællesskabet. Derfor må der også være indbygget en begrænsning i den enkeltes frihed – en begrænsning, der handler om, at jeg kun har ret til at gøre sådan og sådan, hvis det bidrager til at opretholde det fællesskab, også for efterslægten.”

Og det er jo faktisk, hvad også jeg arbejder for at gøre opmærksom på. Vi er kun noget i kraft af andre, vi er en del af et fællesskab. Det er forresten det, der har fået mig til at være imod den pågående indvandring. Det fællesskab, som jeg elsker og holder af, det folkelige fællesskab, kan ikke tåle det. Men nu skal så dette folkelige fællesskabs kræfter mobiliseres for at dæmme om for klimaforandringerne. Og uden videre går Vetlesen altså ud fra, at det er os mennesker, der er skyld i klimaproblemerne. Hvilket nok ikke er sandt, men om det er det eller ej, ulejliger han sig ikke med at undersøge eller argumentere for. Han er straks på vej med en ny form for etik, byggende på vort forhold til naturen. Og så må han altså, som han siger, stille spørgsmålet om den menneskelige ondskab på en ny måde, nemlig i vort forhold til naturen.

Javist, det må han, hvis altså det er en usvigelig sandhed, at vi med vor udledning af CO2 får jordens temperatur til at stige. Men det har jo til dato vist sig kun at være en påstand, som nogen er kommet med, en påstand oven i købet, som man fastholder uden at ville gennemføre den normale argumentation og modargumentation, hvilket ellers er forholdsvis let: iskerneboringer afslører, at de temperaturudsving, der har fundet sted i fortiden, altid fandt sted på den måde, at temperaturen steg først, og først derefter steg atmosfærens indhold af CO2. Derfor kan CO2 ikke være årsag til temperaturstigningen. Blot har jeg til dato ikke set nogen argumentere imod dette faktum, hvad Vetlesen heller ikke drømmer om at gøre. Han er tilsyneladende øjeblikkelig gået i gang med at gennemtænke en ny etiks grundlag.

Det hedder i slutningen af interview’et:

Når man så spørger, om den norske filosofiprofessor er pessimist eller optimist i forhold til fremtiden, kalder han sig selv for ”håbefuld”.

”For jeg oplever, at der er både en ung og en ældre generation, som er meget optagede af at gøre noget anderledes. Deri ligger mit håb. Problemet er mellemgenerationen af folk mellem 40 og 60 år, som er den gruppe, der gør karriere og reproducerer mange af de negative træk ved samfundet. Der er på den måde vældig stærke kræfter, som ønsker at fortsætte ad samme ødelæggende kurs som før.”

Derfor er Arne Johan Vetlesen heller ikke helt sikker på, at de store forandringer vil ske, medmindre der kommer et stærkt pres fra borgerne selv.

”Vi kan selvfølgelig ikke redde klimaet og forhindre ødelæggelserne, hvis ikke samfundet også forandrer sig. Men som individer og borgere har vi et ansvar for at sikre, at det sker og kan ikke bare sidde og vente på den udvikling. Og et sted at starte kunne som sagt være at begynde at forstå vores etiske ansvar, der ikke længere skal handle om at sikre maksimal frihed for den enkelte. Men i stedet er båret af værdier som mådehold, nøjsomhed og balance. Af en frihed med begrænsninger. Af dyder og pligt mere end af rettigheder.”

Der er mange ting at indvende mod sådanne tanker. Først og fremmest jo, at Vetlesen let og elegant springer bort fra de videnskabelige spørgsmål om sandheden af klimapåstandene til de sociale spørgsmål om, hvordan vi som samfundsborgere kan overbevises, så vi reagerer korrekt – klimamæssigt korrekt, som det vist kan hedde.

Og lad mig dernæst til hans påstande her gøre opmærksom på, at vi i den vestlige verden, altså vore politikere, så sandelig ikke har siddet og ventet på en klimakatastrofe. Tyskerne har f.eks. lukket en række atomkraftværker, og også kun nødigt holdt enkelte kulkraftværker i drift. I stedet har de gjort sig afhængige af gas fra Rusland. Og det har ikke noget at gøre med, at de ville sikre maksimal frihed for den enkelte, men var forårsaget af den langt mere jordnære bekymring, at politikerne ville have energi nok til industrien og energi nok til opvarmning af de tyske boliger; og af det faktum, at naturgas afgiver meget mindre CO2 end kul pr energienhed, der frembringes.

Og at vi fremover skal til at lade os bære af værdier som mådehold, nøjsomhed og balance, er vel ikke forkert, blot er det jo netop det, der har præget politikerne indtil nu.

Og stadigvæk er vore politikere præget af mådehold og nøjsomhed. Men de føler jo også et vist ansvar for befolkningen, og er godt klar over, at det gør ondt at mangle varme i de hårde vintermåneder.

Så man må desværre for Vetlesen sige, at den holdning til naturen, som han tror er ny, den har vore politikere haft igennem snart mange år. Baseret på en ubevist tese om CO2’s ødelæggende virkning på klodens klima.

Det er en holdning til naturen, der er tale om. Men er det også et andet forhold til naturen? Det hævder Vetlesen. Menneskets ondskab kommer nu til syne i vort forhold til naturen, hedder det. Vetlesen mener at kunne lære noget af sin søn, som, da han var tre år gammel, hilste på træer og buske i naturen. Sådan kan vi voksne måske lære af et barn at få et andet forhold til naturen.

Sprogbrugen her finder jeg mystisk. Vi kan være dumme i forhold til naturen, men kan vi være onde? Med den sprogbrug forekommer det mig, at etikken går debattørerne til hovedet.

Sprogbrugen her bygger naturligvis på den påstand, at det er os mennesker, der med vor CO2-udledning gør kloden varmere, det er, hævder man, ikke noget, der sker af sig selv. Men selv under den forudsætning er det vrøvl at tale om vort forhold til naturen, eller – hvad værre er – at sige, at vi er onde overfor naturen. Vi kan være ukloge i vor naturforvaltning, men onde? Nej.

Men sådan taler ikke desto mindre Vetlesen.

Nuvel, vi får af Tulinius at vide, at Vetlesen fra ungdommen af har været optaget af menneskets ondskab, først i forhold til Auschwitz, senere på mange andre felter. Men altså også, hvad naturen angår. Det hedder:

Selvom det måske ikke virker umiddelbart indlysende, mener Vetlesen også, at menneskelig ondskab spiller en rolle i den eskalerende klimakrise, som hans forskning har kredset omkring i de senere år.

Det får han mulighed for at uddybe senere, men helt overordnet kan man sige, at også klimakrisen er en ekstraordinær situation, der sætter ”plejer” ud af spillet og får mennesker over hele kloden til at stille sig spørgsmålet om, hvordan de skal handle. For hvad er den gode handling, og hvad er den onde, i en verden der er truet – af netop vores, menneskets, måde at være i verden på?

”Det, som vi troede skulle bringe os fremgang og fremskridt, er måske i virkeligheden det, der forhindrer vores overlevelse. Vi er kommet så langt ud ad en kurs, hvor vi som samfund fungerer ødelæggende – og går mod ødelæggelse. Også selvødelæggelse,” lyder det fra den norske filosof.

Han har ret i, at det ikke lyder umiddelbart indlysende, at menneskets ondskab skulle have noget med en klimakrise at gøre – hvis vi for argumentets skyld antager, at en sådan er undervejs. Men man kan på ingen måde efterspørge den gode handling overfor naturen, kun den kloge handling. Og læg så venligst mærke til det lille ”måske”, som jeg har fremhævet! Det afslører, at han løber afsted med sine etiske overvejelser, langt forud for enhver nogenlunde realistisk analyse af klimaet. Der er ganske rigtigt videnskabsfolk, der forudser store selvskabte klimamæssige vanskeligheder i fremtiden, men jeg har endnu ikke truffet nogen, der sådan for alvor vil argumentere for, at vi mennesker ligefrem går frem mod vor ødelæggelse.

Det farlige ved hans holdning – eller skal jeg ligefrem sige: det uetiske? – er, at ved alt for tidligt at begynde at tale etik får han skabt en etisk diskussion i stedet for den højst nødvendige videnskabelige diskussion, som jo langt fra er tilendebragt, og oven i købet bedriver han denne etiske diskussion på noget indtil videre uafklaret. Derved bliver også etikken falsk.

Jeg mener: vi i de rige lande her i Vesten sætter enorme beløb af for at gøre os uafhængige af de fossile brændstoffer. Men hvis det nu ikke betyder noget overhovedet for klimaet, alt det, vi betaler for i dyre domme, ville det så ikke være ikke blot klogere, men også mere etisk korrekt at gøre noget mere for at rette op på forskellen mellem rige og fattige lande. Den etiske forpligtelse har vi jo haft længe – hvis man endelig vil se det som en etisk forpligtelse og ikke som en praktisk og klog foranstaltning – og den sættes af al vor iver for klimaet ned på andenpladsen.

Ligesom man så absolut kan diskutere det etisk korrekte i vor migrationspolitik. Mange har jo hævdet, at vi for de mange penge, migranterne koster os, når de kommer ind i landet og forvandles til indvandrere, kunne hjælpe ti til tyve gange flere flygtninge i Mellemøsten. Er det så etisk korrekt at fortsætte med at adlyde de for længst uddaterede konventioner?

Eller er det etisk korrekt at give Tyrkiet en masse penge for at forhindre, at migranter kommer over Ægæerhavet? Hvis vi lod den græske flåde skubbe dem tilbage, sådan som den tidligere har gjort, ville det så ikke blot være meget billigere, men også mere etisk korrekt? For vi taler jo ikke om forfulgte mennesker, men om mennesker, der ønske sig en bedre tilværelse, noget, som vi med pengene fra Tyrkiet ville kunne hjælpe dem med at få dèr, hvor de bor.

Eller var det etisk korrekt at afbryde diskussionen om, hvad coronaen var for en størrelse af frygt for, at folk så ikke ville rette sig efter myndighedernes krav om nedlukning? Og var nedlukningen en uproportional foranstaltning, oven i købet en foranstaltning, der for mange menneskers vedkommende betød, at måtte dø i ensomhed uden deres nærmeste omkring sig?

Også dèr rejser sig etiske spørgsmål, der ser lidt anderledes ud i min optik end i Vetlesens.

Endelig kan jeg ikke dy mig for at drille Vetlesen lidt. Han synes at ville gøre det til et etisk spørgsmål, om vi skal behandle naturen, så vi ikke gør angreb på biodiversiteten. Og det kan da være fornuftigt nok at prøve at undgå ligefrem at udrydde truede arter. Men kan man kalde det et etisk spørgsmål? Naturen som sådan er jo på ingen måde etisk. Det hører med til naturens virkemåde, at rovdyr æder byttedyr, og besynderligt nok: de gør det uden nogen som helst etisk kvababbelse. Og det var jo unægtelig ikke pænt gjort af naturen at sende en asteroide ind i Yucatan-halvøen dengang for 65 millioner år siden, så store dele af dyreverdenen blev udryddet. At det så gav plads til pattedyrenes fremvækst, inklusive menneskets opkomst, det kunne naturen vel ikke vide. Og tænk, hvor uetisk: vi har altså denne uetiske asteroide, der slog så store dele af biodiversiteten ihjel, at takke for vor eksistens i dag; vi burde måske som menneskehed takke nej til en sådan tilværelse.

Eller hvad med giftslangerne? Udgør de mon ikke en truet dyreart, så det er uetisk af os at slå dem ihjel, hvis det altså var muligt. Så hellere ofre en række mennesker, børn, kvinder, mænd, på giftslangernes alter. Eller er det trods alt for uetisk?

Alt i alt: Det er ikke så let at diskutere etik. Men det er ødelæggende for et normalt samfundsliv, hvis samfundets klogeste og bedst uddannede mennesker hopper med på den ene limpind efter den anden med deres etiske briller anbragt så tæt for øjnene, at de ikke får tid til eller ikke gider – det ikke ønskede overstreges – undersøge den sag ordentligt, som de tilslutter sig så brændende.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.