Breivik, psykopat eller normal?

I min forrige artikel satte jeg næsen op efter igen at omtale et skuespil, jeg skrev i 2012 efter alle Breivik-retssagerne for at få lidt holdt på det hele, og omtale det lidt mere udførligt end jeg gjorde i 2018, se her. Jeg er efter 2012 blevet klar over, at skal man kunne afbilde en person i et skuespil – eller i en roman, for den sags skyld – kræver det, at personen er nogenlunde normal. Hvis han eller hun er psykopat, altså har helt afvigende karaktértræk, så vil det være vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at få skabt den genkendelighed, der er nødvendigt mellem den fremstillede person og tilskuerne.

Men dengang troede jeg, som så mange andre, på, at Breivik ikke var særlig forskellig fra os. Det var blot hans idéer, hans tankeverden, der havde sat ild til ham og fået ham til at blive massemorder.

Dog var diskussionen om hans normalitet fremme allerede dengang i 2012, det kan jeg se af stykkets første akt.

Her lader jeg to skuespilforfattere diskutere med hinanden i fængslets spiseafdeling. De er indsat i fængslet for at lytte med på Breiviks diskussion med den fange, han skal lave mad sammen med. Og de diskuterer intenst og inderligt, om Breivik er sindssyg eller ej.

I anden akt er vi i samme madlavningsrum. Her er det en nylig indsat muslim, der diskuterer med sin imam, der er fængselspræst for ham. Ahmed, som muslimen hedder, har slået sin søster ihjel efter påbud fra sin far. For søsteren havde villet gifte sig med en ikke-muslim. Men Ahmed kan ikke glemme det blik, søsteren sendte ham, inden hun døde. Han drømmer om det hver nat, ser hendes spørgende ansigt for sig igen og igen. For han er på ingen måde overbevist om, at han har gjort det rigtige. Det må imamen bruge en del kræfter på at overbevise ham om. Norges lov siger, at han er morder, shariaen siger, at man skal adlyde sine forældre.

Jeg indrømmer, at jeg i denne akt ikke just tegner et pænt billede af muslimerne i Europa. Og hvis det er derfor, at det teater, jeg indsendte skuespillet til, har afvist skuespillet, så kan jeg måske et sted i min bevidsthed forstå det, men så ærgrer det mig på den anden side, at vi er så muslimangste, at vi ikke tør sige sandheden om dem.

Tredje akt er en madsmøringsakt, hvor Breivik og Ahmed er fælles om projektet: at smøre sig nogle mellemmadder.

Og denne akt benytter jeg til at afbilde Ahmed som en muslim, der er godt ked af at være muslim. Han er ikke som den foregående muslim, Breivik fik som madkammerat. Han skulle vaske kniven mindst 27 gange, hvis den havde været berøring med svinekød. Men Ahmed kan godt lide rullepølse, selv om den er lavet på svinekød. Og det gør Breivik lidt mere åben overfor ham. Og så følger dette replikskifte:

Anders: Du er vist ikke en helt almindelig muslim.

Ahmed: Nej, måske ikke. Men du er jo heller ikke en helt almindelig kristen.

Anders: Nå, hvad usædvanligt er der da ved mig?

Ahmed: Man kan spekulere på, om en muslim har lov til at slå ihjel for at fremme islams sag. Det er der jo nogen, der mener. Men jeg tror ikke nogen mener, en kristen må slå ihjel for at fremme kristendommens sag.

Anders: Det skal du nu ikke være så sikker på. Jesus har jo i hvert fald sagt: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”

Ahmed: Det tror jeg ikke på. Det har jeg da aldrig hørt før.

Og så må de prøve at finde en bibel og slå op på Matt 10, og minsandten, dèr står det. Men Ahmed opdager så, at der også står, at Jesus er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, og så siger han:

Ahmed: Det er jo lige mig. Der var splid mellem min far og mig. Jeg ville ikke slå hende ihjel. Men han sagde, jeg skulle, for en søn skal adlyde sin far. Og det skal han jo – indenfor islam. Men måske skal han det ikke indenfor kristendommen. Og nu bagefter – jeg er ked af, at jeg gjorde det, jeg tror nok, det må være forkert. Men imamen sagde, at det var ok.

Og så kommer de til at tale om dette at se ofrene for sig. Ser Breivik aldrig sine ofre for sig, end ikke dem, der sendte ham et bedende blik, inden han tog livet af dem?

Nej, svarer Breivik, det gør han ikke. For han er stadigvæk overbevist om, at det, han gjorde, var nødvendigt. Han tror stadigvæk på Knights Templar, meget fastere i troen end Ahmed, der er begyndt at tvivle på de muslimske trossætninger. Hvad tvivler han dog på, spørger Breivik, og Ahmed svarer:

På hele den fiktion, som den islamiske tankeverden udgør. Det er jo alt sammen bare noget, vi bilder os ind. Men vi tror på det, fordi vi er mange om at bilde os det samme ind. Vi tror på, at koranen stammer direkte fra Gud, eller fra Allah, som imamen siger. Men gør den det? Vi tror på, at det, sharia siger, er Guds egenhændige befaling til os. Men det er jo ikke sikkert. Vi tror på, at Muhammed var Guds profet. Men hvis Jesus har sagt, som der står hos Matthæus, at det ikke er sikkert, man skal adlyde sin far, så er jeg langt mere tilbøjelig til at mene, at Gud taler igennem ham. For det lyder da meget mere rimeligt.

Men Breivik tror fuldt og fast på sin tankeverden. Og replikskiftet går videre:

Ahmed. Hm, jeg tror ikke, jeg vil modsige dig. For hvis du mister denne faste tro, så får du det bare ligesom mig. Og det er ikke rart. Jeg er kommet til at tvivle. Og når man tvivler på, at det, man har gjort, er rigtigt, så er der jo ikke noget at gøre. Men jeg kan godt sige dig: at se dette blik for sig dag ud og dag ind, det er forfærdeligt. Det er, som om hun vil sige til mig, at der er noget galt med mig og med min familie, ja, med hele den religion, der er min.

Anders. Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan du har det. Men jeg tror ikke, der er andet at gøre end at blive ved med at sige til sig selv, at det, jeg gjorde, det var rigtigt. Sådan gør jeg. Der var også en tid for et halvt år siden, hvor jeg begyndte at se dem for mig, dem, der bad om nåde, dem, der løb, og dem, der bare stod der. Men så begyndte jeg at læse manifestet igen. Og så blev jeg klar over, at hvor brutalt det end var, det jeg havde gjort, var rigtigt nok. Der var ikke noget at udsætte på mig. Og så forsvandt de blikke igen. Mon ikke du skal gøre det samme: se at tage dig selv i kraven, tving dig til at gå alle de gode grunde igennem, du havde til at adlyde din far, bøj dig for hele den kultur, der er din, så tror jeg, dette med, at du ser din søsters blik, vil ophøre. Så slipper du for hele tiden at se hende. Det er min erfaring.

Ahmed. Det er mærkeligt. Vi har begge en fiktion, min deles af utallige mennesker verden over, din er du muttersalene om. Alligevel er det dig, der kan holde fast ved den, og mig, der vil slippe den. Og du har jo på en måde gjort det meget sværere for mig at holde fast ved min fiktion. For det, som Jesus har sagt, at det ikke altid er rigtigt at adlyde sin far, det lyder rigtigt. For sæt nu, han befaler én noget, der er forkert.

Anders: Ja, og hvordan véd du, hvad der er forkert og hvad der er rigtigt?

Ahmed. Det er det, dette forfærdelige blik fortæller mig.

Jeg tager dette stykke med, fordi jeg her prøver at sætte mig ind i, hvordan Breivik med sin viljestyrke kan undgå de anklagende blikke. Hvis det var den sande beskrivelse af Breivik, så ville han være én af os. Og jeg må indrømme, at hele stykket, også resten af det, er skrevet ud fra den forudsætning. Men holder den?

Foreløbig går vi til fjerde akt.

Her er det fængselspræsten, Trine, der taler med Breivik. Og hun går noget hårdere til ham end Ahmed med hensyn til eksistensen af Knights Templar. Hun siger direkte til ham:

Du mener, at du i dem [dvs. i tempelridderne] og deres tankeverden har en retfærdiggørelse af alt det forfærdelige, du gjorde på øen. Og når tempelridderne forsvinder, forsvinder også din retfærdiggørelse, og så dukker ansigterne op. Men der er ingen vej udenom. Du må tage deres død på dig. Ikke bare sådan, at du indrømmer det barske ved massakren, også på den måde, at du indrømmer det fuldstændig uberettigede ved den. Ellers bliver du aldrig til menneske igen.

Og her er jo spørgsmålet stillet ret barsk op. Men vel også stillet sandt op, i hvert fald sandt, set fra et kristent synspunkt.

De to ender med at diskutere Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil ”Over Ævne 2”, som Breivik har haft tid til at læse i fængslet, som han har bedt Trine om også at læse, og som han mener giver ham en retfærdiggørelse af det, han har gjort.

Det skuespil handler om Pastor Sangs søn, Elias, som under en arbejdskamp: en omfattende lock-out, hvor mange mennesker lider ufatteligt, har undermineret den bygning, hvor arbejdsgiverne er forsamlede, og sprænger den i luften, så de fleste af dem dør, Elias også.

Her mener Breivik, at Bjørnson næsten har forudset det, der skete den 22. juli 2011, for, siger han:

Anders. Jo, netop ”Over Ævne to” siger det hele. Der var skabt en fuldstændig uholdbar situation mellem arbejderne og arbejdsgiverne. Det var en umenneskelig holdning, arbejdsgiverne indtog, og arbejderne led frygteligt under arbejdskampen. På samme måde har arbeiderpartiet i dag en helt umenneskelig arrogance overfor indvandringen og de problemer, den giver, og det jævne, norske folk lider frygteligt under indvandrernes tilstedeværelse. Men, siger så Bjørnson, der var én, Elias Sang, der ofrede sig, påtog sig at udføre en stor operation, hvorved arbejdsgivernes hykleri blev åbenbart.

De diskuterer så, om Bjørnson trækker dette positive syn på Elias’ handling tilbage i de replikker, som han i sidste akt tildeler Elias’ søster, Rakel. Trine siger bl.a.:

Elias havde i sig en trang til at gøre det overordentlige, det grænsesprængende. Og den trang udnyttede pastor Bratt, siger Rakel. Derfor dette grænseoverskridende: at sprænge sig selv og alle arbejdernes fjender i luften. Jeg véd ikke, om det er en tilsvarende dyrkelse af det store, det grænseløse, der har bestemt dig, noget kunne faktisk tyde på det, men Rakel mener, så vidt jeg husker, at det er noget i den dur, der har ført ham op i det umenneskelige. Men altså, det er det umenneskelige, han er blevet ført op i. Og det, du er blevet ført op i, er da også det umenneskelige.

Denne pastor Bratt var faktisk den, der gav Elias idéen til udåden. Han overlevede, men blev efterfølgende sindssyg.

Trine. Du glemmer pastor Bratt.

Anders. Pastor Bratt?

Trine. Ja, det var ham, der støbte kuglerne, og Elias, der affyrede dem. Det var ham, der fik idéen til denne forfærdelige terrorhandling, men det var Elias, der udførte den. Og her er det jo, Rakel meget rigtigt siger, at Bratt havde udnyttet den trang til det grandiose, der lå hos Elias. I Bjørnsons skuespil er de to ting: de vilde idéer og trangen til det storladne, det grandiose, fordelt på to personer. I Utøya-begivenheden er de to ting smeltet sammen i den samme person: i dig.

Anders. Mener du, at jeg skulle have både en pastor Bratt og en Elias Sang i mig?

Trine. Ja. Du har både den vilde idé, at man kan få folk til at lytte med en voldshandling, og den kyniske ligevægt, der kan udføre en sådan umenneskelig terrorhandling.

Anders. Det har jeg ikke tænkt på før.

Og hun prøver så at vise, at Breivik bruger det samme trick som pastor Bratt for at holde skylden fra døren:

Efter udåden, efter at de mange arbejdsgivere er døde, er pastor Bratt i stand til i sin sindssyge at danne sig et fantasivæsen, en hr. Lasalle, et luftvæsen, som han præsenterer for Rakel, som han spørger om dit og dat, som følger ham overalt. Men midt i alt dette skuespilleri véd han godt, at det kun er skuespil. Han lader, som om hr. Lasalle svarer, men han er fuldt ud tilfreds med, at ingen, heller ikke han selv, kan høre, hvad hr. Lasalle siger. På samme måde med dig og dine tempelriddere. Ingen andre kan se dem. Men du kan, eller rettere: du er i stand til at lade, som om du ser dem. Ingen andre har læst om deres organisation, ingen andre steder end i dit manifest kan man se, hvad de vil, og hvordan de arbejder. Men det generer ikke dig. Du er i stand til at fastholde i din egen tankeverden, at de er til. Og som en anden pastor Bratt mener du, at du kan spørge dem og de kan svare, skønt ingen andre end dig hører, hvad de siger.

Anders. Det er løgn. Du véd godt, at det er løgn. Og en dag vil du også blive klar over, at Knights Templar eksisterer.

Lidt senere hedder det:

Anders. Det passer ikke. Jeg véd, at det var umenneskeligt, det, jeg gjorde, men jeg véd også, at det var nødvendigt. Og det véd Knights Templar også.

Trine. Ja, det kan Knights Templar og du blive enige om. Ligesom hr. Lasalle og pastor Bratt kan blive enige. I begge tilfælde er der noget, der skal skjules. I begge tilfælde er skylden for stor til at nogen tør påtage sig den.

Og så slutter akten med, at Trine erklærer, at Breivik ikke har læst skuespillet til ende:

Trine. — for hvis du havde, ville du have opdaget, at det hele slutter med, at Rakel siger, at nogen må begynde med at tilgive. Har du noget, du skal bede om tilgivelse for?

Anders. Det véd du godt, at jeg ikke har. Ja, der var jo de to uskyldige forbipasserende i regeringskvarteret, men ellers var de alle skyldige og fortjente deres skæbne.

Trine. Ja, der ser du. Du kan ikke påberåbe dig Bjørnson. For han vil hjælpe dig til at blive et helt menneske. Men et helt menneske bliver du kun, hvis du kan bede om tilgivelse. Så kan du se på alle ansigterne uden at skulle vende blikket bort. For så beder du om tilgivelse. Og den proces må du igennem. Du må tage deres død på dig.

Som man kan se, var jeg på det tidspunkt overbevist om, at Breivik er et normalt menneske. Ligesom de andre forfattere, der har beskæftiget sig med ham, anser jeg ham for at være ”én af os”. Men jeg har ikke kunnet få mig selv til at tro på, at han ville tage skylden på sig, ikke, efter det, jeg læste om retssagen mod ham. Derfor må jeg også lade dette afgørende spørgsmål være uafgjort i femte og sidste akt.

Fængselspræsten, Trine, har fået foranstaltet, at den lille gruppe får lov at se genudsendelsen fra 22-7 2011. Man hører Stoltenbergs opfordring til at lade den åbenhed, der præger de norske folk, bevares. Det sætter en vis dialog i gang mellem Ahmed og fængselsimamen. Ahmed ender med at foretrække kristendommen frem for islam. Men nu springer Breivik frem. Han har løsnet én af køkkenknivene fra den kæde, der skulle gøre det umuligt at bruge den som våben, og truer Trine med at skære halsen over på hende. Det får Ahmed til at forsvare Trine. Der opstår en slåskamp mellem Ahmed og Breivik, inden to fængselsbetjente får overmandet Breivik. Men Ahmed er livsfarligt såret.

Og inden han dør, beder han Trine, om hun ikke vil døbe ham ind i kristenheden. Hun svarer, at hans martyrvillighed har været hans dåb. Og så dør han.

Men Søren, én af de to forfattere fra første akt, spørger, hvorfor Breivik gik sådan amok.

Trine. Jeg véd det ikke. Jeg synes ikke, jeg kan gennemskue det. Gad vidst, om det har noget med det at gøre, at jeg gik så hårdt til ham i går.

Søren. Hvordan det?

Trine. Han ville absolut retfærdiggøre sin ugerning med Bjørnson, I véd, med det skuespil, hvor en meget grusom arbejdskamp fører til, at den borg, arbejdsgiverne er lukket inde i, bliver sprængt i luften, så de alle sammen dør. Det er jo en terrorhandling, Bjørnson dèr omtaler, og Breivik ser deri en parallel til det, han har gjort. Men det vendte jeg mig imod, ret kraftigt endda, og jeg sagde også til ham, at jeg godt kunne se, at alle hans selvopfundne tanker om tempelridderne kun var noget, der skulle retfærdiggøre hans udåd. Han havde ellers selv fået mig til at læse dette skuespil af Bjørnson, men da jeg hævdede, at hans fantasiverden var ganske uvirkelig, blev han gal, og så, ja, så gjorde jeg vist lidt nar af ham.

Søren. Ja, det var måske uklogt. Hvordan gjorde du det?

Trine. Jo, der er en pastor Bratt, som i skuespillet er den teoretiske ophavsmand til terrorhandlingen. Ham lader Bjørnson gå ind i sindssygens tåger efter terrorhandlingen. Det viser sig blandt andet ved, at han hele tiden fører en samtale med en fiktiv person, som hverken publikum eller de andre personer kan se. Og det drillede jeg Breivik med. For det er jo det samme, du gør, sagde jeg, du stiller en fiktiv organisation op, som kan legitimere din ugerning, for at undgå at tage skylden for ugerningen på dig. Det er måske blevet for meget for ham.

Søren. Ja, man gør nok klogest i at tale ham efter munden. Det ser i hvert fald ud til at være farligt, hvis man ikke gør det.

Trine. Jamen, nogen må dog give sig til at behandle ham som et normalt menneske, hvis han igen skal blive normal.

Det er denne sidste replik her, der har fået mig til igen at referere skuespillet og nu lidt mere udførligt end før. For det, jeg siden har erfaret – om Breivik og om psykopater i almindelighed – gør det vanskeligt for mig ikke at synes, at det ikke nytter noget. At vi altså kan prædike kristendom for ham til verdens ende, han er et menneske, der er ganske uimodtageligt for al vor prædiken.

Lad mig nævne tre ting, der frister mig til at sige: ”Det nytter ikke noget!”

Jeg nævnte i mit føromtalte indlæg, at jeg var kommet i besiddelse af et brev, som Breivik fra fængslet havde udsendt til en række norske bladredaktioner, se her. I det brev er der ikke skygge af fortrydelse over det, han har gjort. Han har derimod været i stand til igen at oparbejde en tro på, at hans ord betyder uendelig meget. Han kan således opfordre medierne til at sige undskyld for noget, han påstår er sket siden 1945. Jeg skrev dengang:

En følelse af deja-vú bredte sig ind over én. Jo, for det var der altsammen, det, der særligt kendetegnede Breiviks kompendium. Den ret specielle stil, dette, at han går op i tal og søger at overbevise med statistik, dette, at han er så bombesikker på sin sag, at han mener sig i stand til at forudsige ganske præcist, hvad der vil ske fremover, dette, at han tror, han kan gennemskue sine opponenter og på forhånd tage højde for deres reaktioner, ja, næsten forudberegne deres reaktioner. Og også dette – og det er nok noget for ham helt specielt – at han er lynhurtig til at finde på en ny forklaring, når den forrige viser sig ikke at slå til. Og denne nye forklaring – det er det forunderlige – kan han med det samme sammenkoble med en ny forklaring på, hvad han egentlig mente med den første forklaring.

Det er dette sidste, der gør det næsten umuligt for mig at tro, at en kristen forkyndelse vil have nogen virkning på ham. For når han hele tiden i sin kommunikation skal vise sig som den overlegne, der på forhånd havde taget højde for modpartens indvending, og blot på skrømt havde sagt det, der blev modbevist af hans modpart, så forsvinder det billede af et ærligt menneske, som man har i enhver samtale af den, man taler med, for hans vedkommende. Det er ikke til at få øje på, hvem han egentlig er.

I tilfældet med de to første psykiatere og deres undersøgelse: Da han erfarede, at ingen tog hans tempelherreteori alvorligt, er han i sin lynende begavelse straks parat med en forklaring på, at den pompøsitet, han udviste overfor psykiaterne, var påtaget. Nuvel, så siger vi det. Men er den normalitet, han nu forsøger at iklæde sig, så ikke også påtaget. Har han i det hele taget en fast personlighed, udover én, der hele tiden vil foregive at være klogere end modparten?

Den anden ting, der kan få mig til at mene, at kristen forkyndelse altid vil prelle af på Breivik, er den teori, jeg fremførte her: At den egentlig årsag til massakren ikke er det, han skriver i Manifestet, men er, at han i kraft af de dræberlege, han gennemfører i World of Warcraft, har fået en ubændig lyst til at overflytte de mord, han forlyster sig med på nettet, fra nettets fiktive virkelighed til den virkelige virkelighed, og at alt det med tempelherrerne blot skal tjene som undskyldning for det.

Det eneste positive, der er at sige om ham ifølge den teori, er, at han dog altså i kraft af ét eller andet i sin bevidsthed føler, at han skal have en undskyldning for sin udåd. Er det en slags samvittighed, han her har? Eller er det psykopatens viden om, hvad andre føler og tænker, der får ham til at efterligne normalmenneskene på det punkt?

Det bringer mig frem til det tredje punkt.

Det handler om de undersøgelser, en amerikansk forsker ved navn Abigail Marsh har gennemført af den menneskelige hjerne. Hun har opdaget, at størrelsen på den del af hjernen, der hedder amygdala, har betydning for enkeltmenneskets empati. Har man en normal amygdala, reagerer man med empati overfor et billede af et smertefuldt ansigt, men har man en lille amygdala, reagerer man ikke anderledes på et sådant billede end på alle mulige andre. Omvendt, hvis man har en amygdala større end normalen, så er man ualmindelig medfølende og forstående overfor sine medmennesker. Jeg har fortalt lidt mere om disse undersøgelser i et indlæg fra for fire år siden, se her.

I dette indlæg er jeg optaget af at vende mig imod den tese, at vi alle har ondskaben i os. Det er en tese, som Lars von Trier efter eget udsagn gerne vil have os til at acceptere med en film, han har lavet, der hedder ”The House That Jack Built”. Her afbilder han en seriemorder, og kloge folk hævder, at det er en amerikansk seriemorder ved navn Gary Ridgeway, han prøver at portrættere, hvilket ikke lyder usandsynligt. Lars von Triers morder har virkelig mange mord på samvittigheden, omend von Trier ”kun” fremstiller en fire-fem stykker, Gary Ridgeway er blevet dømt for et tilsvarende enormt antal mord.

Men netop Gary Ridgeway omtaler Abigail Marsh som et eksempel på et mennesker, der givetvis har en lille amygdala, selv om hun ikke har målt størrelsen på den. Og ud fra denne teori må jeg anfægtes i min sædvanlige teologi. For er det muligt at drage et menneske med en helt anden medfødt indstilling eller medfødt mangel til ansvar? Kan Breivik gøre for det, han har gjort, hvis han er udstyret med en lille amygdala? Og derfor må det afgørende spørgsmål stilles: Nytter det noget at sige, som jeg lader Trine sige, at ” nogen må dog give sig til at behandle ham som et normalt menneske, hvis han igen skal blive normal”?

To ting vil jeg slutte med.

Den ene er, at han udover en lille amygdala også er udstyret med et sprog og en lynende begavelse. Han véd så udmærket, hvad andre føler i sådanne situationer, og han har under retssagen ofte vist, at han med ord kan gå ind i den almindelige fornemmelse for, hvad der gør ondt. Så han har selvfølgelig udmærket vidst, at dette ville volde mange mennesker sorg. Blot har hans lyst til at nedskyde mennesker været større end en sådan viden, en viden, han jo også har uden at have den tilsvarende følelse. Og han har også ét eller andet sted i sine overvejelser været klar over, at han kunne blive skudt af politifolkene. Oven i købet siger han jo, at han havde regnet med at skulle tage sit eget liv. Men igen: mener han det alvorligt, eller er det én af hans mange manøvrer for at få folk til at tro det, han vil have dem til at tro om sig?

Det vil sige, at hvis vi regner med, at der hører en form for selverkendelse til for at kunne komme til at leve på Guds tilgivelse, så er det svært at se, om Breivik i det hele taget kan danne sig noget billede af sig selv. Jeg mener, han er hele tiden optaget af at give andre et forståeligt billede af sig selv. Når han erfarer, at han har optrådt for pompøst, laver han lynhurtigt om på sig selv. Men betyder det, at han ikke har nogen fornemmelse af, hvem han selv i virkeligheden er? Det kan man være bange for.

Og kan han så komme til at hvile i sig selv, når der ikke er noget selvbillede at hvile i?

Det er så det andet problem med ham og kristendommen. For hvor vi andre i al almindelighed i vore samtaler med største selvfølgelighed går ud fra, at vore ord er led i en kommunikativ handlen – for nu at tale med Habermas – så synes al hans tale med andre mennesker at være en strategisk handlen: han er ude på noget, han kan ikke hvile i sig selv, men vil have de andre til at tro noget særligt om sig. Det var ikke lykkedes ham i de forskellige hverv, han havde inden massakren, men med massakren skulle det lykkes. Og dette ønske om at påtvinge andre sine forestillinger er måske også, hvad der ligger bag hele tempelridderteorien. I den fantasiverden kan han – ligesom i World of Warcraft – være noget, og hvis blot de andre vil gå med til eksistensen af denne verden, kan han få opfyldt sit inderste ønske: at se ud af noget i andres øjne.

At få kristendommens syn til at fæste rod i et sådant sind skulle synes umuligt, når dette kristendommens syn netop vil fortælle ham, at han er god nok som den Guds skabning, han er. Han har Guds velvilje og behøver ikke gøre sig ulejlighed med at gøre dette eller hint for at opnå det. Derfor kan han møde sine medmennesker som ligemænd og ikke som konkurrenter. Derfor behøver han ikke prøve at påtvinge dem et bestemt syn på sig selv, men kan roligt lade dem helt af sig selv få det sande syn på ham. For dette sande syn kan han godt være bekendt, han har jo Guds nåde.

Jeg véd virkelig ikke, om et sådant syn kan trænge ind i ham. Det var vanskeligt før Utøya, men synes jo fuldstændig umuligt efter. For nu skal han, som Trine siger, tage de mange ofres død på sig. Det er virkelig ham, der har gjort det, må han indrømme, og han har gjort det for at fremhæve sig selv, for at tildele sig selv titel af anklager, dommer og bøddel, hvilket er så forkert, som det kan være.

Jeg skal ikke fremhæve hans eventuelt lille amygdala som en undskyldning for ham. For det sprog, han har fået, er et sprog af samme art som vores, og bruger vi det til at foretage kommunikative handlen med, så må han også kunne bruge det dertil.

Hvis han blot turde.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.