Løgn over løgn

Putins tale den 21-9 2022 kan ses på Kremls egen hjemmeside her (på engelsk), og i Informations oversættelse (bag betalingsmur) her (på dansk).

Det, der slog mig ved min første gennemlæsning af talen, var, at Putin tager alle de anklager, som vi kommer med overfor Rusland, og vender dem 180 grader. Det vil sige, at talen ikke indeholder noget forsvar mod vore anklager mod Rusland, med mindre man vil kalde hans parallelle angreb for et forsvar. Man kan derfor ikke sige, at talen er en del af en samtale mellem Vesten og Rusland, den er blot en række påstande, som der ikke gives begrundelse for, påstande, der derfor kun har til hensigt at underbygge det narrativ, som Putin har skabt for at retfærdiggøre sin krig mod Ukraine.

Denne iagttagelse af den fuldstændige mangel på vilje til at indgå i en samtale med Vesten fører til min første påstand, vendt mod bl.a. Kasper Støvring. Han tog kort efter invasionen fat på Samuel Huntingtons opdeling af verden i syv forskellige områder med hver sin kultur, se her, og hævdede, at vi i Vesten har bildt os ind, at vores kultur er den, alle andre kulturer må rette sig efter. Men, siger han, det er forkert, vi et blot én blandt mange kulturer, og vi kan ikke kræve vore regler overholdt af de andre.

Dette holder ikke. Og Putins tale viser, at denne tese er uholdbar. For Putin lyver så stærkt, som en hest kan rende. Og han skammer sig ikke det bitterste over det. Tværtimod fortsætter han med at lyve, blot endnu mere end tidligere.

Man kan sige, at han lader hånt om alle de regler for kommunikation, som sproget opstiller for os – og vel at mærke: for alle de mennesker, der er forsynet med et sprog, dvs., for alle kulturers mennesker.

Det er altså ikke den vestlige kultur, der forventer, at en stat holder de løfter, den én gang har givet, det gør alle kulturer. Det er ikke noget specielt vestligt at gå uhyrlighederne i Butsja nøje igennem for at blive klar over, om det virkelig er russiske soldater, der har gjort det, det er noget, alle kulturer kan deltage i. Og det er derfor ikke et specielt træk ved den russiske kultur, at den lyver sig fra sådanne misgerninger, det et tegn på, at Putin stiller sig udenfor al kultur.

Lad os tage Butsja-begivenhederne! Dem vender Putin om, idet han om de vestlige stater siger:

De forvandlede det ukrainske folk til kanonføde og skubbede dem ind i en krig mod Rusland, som de begyndte tilbage i 2014. De brugte hæren imod civile og organiserede folkedrab, blokade og terror mod dem, som nægtede at anerkende den regering, som var blevet til i Ukraine som resultatet af et statskup. (ikke medtaget i Information).

Hvor man fandt lig, der kunne bevise, at den ukrainske hær har begået folkedrab, undlader han klogelig at sige noget om. For der er jo ikke begået noget folkedrab af den ukrainske hær.

Og hans egne trusler om at anvende atomvåben – noget, han flere gange har antydet muligheden af – også dem vender han til det modsatte. Umiddelbart efter ovenstående hedder det:

Da regimet i Kiev offentligt nægtede at løse problemet med Donbass fredeligt og gik så langt som til at annoncere sin ambition om at besidde atomvåben, blev det klart, at en ny offensiv i Donbass – der var to af dem før – var uundgåelig og at den uundgåeligt ville blive fulgt op af et angreb på Krim, altså på Rusland. (Informations oversættelse).

Der foreligger ikke nogen ambition fra Ukraines side om at komme til at besidde atomvåben. Højst kan man have udtrykt ærgrelse over, at man fra Ukraines side i 1994 underskrev en pagt med Storbritanien, USA og Rusland om at afgive de atomvåben, man havde fra Sovjettiden, mod, at disse tre lande lovede aldrig at angribe Ukraine. Man kan til nød se en vis rationalitet i Putins hjerne, når han undlader at omtale denne pagt, for det er jo en lidt prekær kendsgerning, måske en kendsgerning, der sammen med meget andet har fået ham til ikke at tale om en invasion, men om en særlig militær operation. Men hvad det er for en rationalitet, der får ham til at nu at anklage Ukraine for at gøre det, han selv flere gange tidligere har gjort: true med atomvåben, det er ikke godt at vide.

Og helt uden for al rationalitet synes det da at være, at han oven på sådanne ord selv senere i talen truer med at anvende atomvåben.

Så er der spørgsmålet om, hvem der begynde krigen eller den specielle militære operation. Her oversætter Information således:

I den forbindelse var vor beslutning om at starte en forebyggende militæroperation nødvendig og den eneste mulighed. Hovedmålet med denne operation, som er at befri hele Donbass, forbliver uændret.

Ordet ”forebyggende” er oversat fra det engelske ”pre-emptive”, hvilket med det halvdanske ord ”preventiv” er en betegnelse for det fænomen, at en stat, der føler sig truet, gør sig selv til angriberen for at kunne udnytte fordelen ved at være angriber. Det var, hvad Israel gjorde i 1973, da man så store hærstyrker på både egyptisk og syrisk side af grænsen. Men Rusland så jo ikke store hærstyrker fra Ukraine opmarcheret ved sin grænse. Tværtimod var det Ukraine, der så russiske hærstyrker lige på den anden side af grænsen. ”I den forbindelse” hedder det, dvs. i forbindelse med Putins påstand om, at en ukrainsk offensiv i Donbass var uundgåelig, og at en sådan ville blive fulgt af et angreb på Krim. Men igen vender Putin kendsgerningerne på hovedet. De russiske styrker ved Ukraines grænser før den 24. februar er en velbevidnet kendsgerning. Men ukrainske styrker udenfor Donbass, parat til også at erobre Krim, befinder sig kun i Putins hjerne og synes at være opfundet til lejligheden, så han kan retfærdiggøre invasionen.

Derimod synes det ikke at være gået Putins næse forbi, at ukrainerne fornylig gennemførte et angreb på nogle militærbaser på Krim. Han siger hen mod slutningen af talen:

Nogle uansvarlige vestlige ledere gør mere end blot at tale om deres planer om at organisere leveringen af langtrækkende offensive våben til Ukraine, som kan bruges til at angribe Krim og andre russiske regioner.

Og lidt senere hedder det:

Washington, London og Bruxelles opfordrer åbent Kijev til at flytte fjendtlighederne over på vores territorium. De siger åbent, at Rusland skal besejres på slagmarken på enhver måde og efterfølgende berøves politisk, økonomisk, kulturel og enhver anden suverænitet.

Tværtimod det, der påstås her, har vestmagterne i deres våbenleverancer hele tiden pålagt Ukraine den begrænsning, at de ikke må angribe russisk territorium. Og det véd Putin naturligvis godt. Men som ved de andre ting, han nævner, vender han også her tanken på hovedet. Men sandt nok, det er også for os vesterlændinge, der kender denne ordre til begrænsning, en gåde, hvordan ukrainerne fik held til at ramme mål på Krim. Men vi glemte jo ikke, det må indrømmes, at godte os lidt over russernes forvirring.

For øvrigt varsler hans påstand om, at Krim hører med til Rusland ilde for fremtiden. De folkeafstemninger, han i sin tale bebuder skal afholdes i de nu besatte områder af Ukraine, og som vi jo på forhånd kender resultatet af, bliver formentlig anledningen til, at disse provinser bliver indlemmet i Rusland. Og hvordan vil Putin så i fremtiden reagerer, når ukrainerne angriber ind i Donbass? Vil han så sige, at de angriber Rusland og sætte des større modangreb i værk?

Måske. Men sagen er måske, at han nok ikke har styrke nok til at iværksætte et modangreb.

Måske han selv er klar over Ruslands svaghed. For ligesom tidligere skal han også denne tale lade os vide, at Rusland har atomvåben. Umiddelbart efter det forrige citat fortsætter han:

De har tilmed grebet til atomafpresning. Jeg henviser ikke kun til den vestligt opmuntrede beskydning af atomkraftværket i Zaporizjzja, som udgør en trussel om en atomkatastrofe, men også til udtalelser fra nogle højtstående repræsentanter for de førende NATO-lande om muligheden for og godkendelsen af at bruge masseødelæggelsesvåben – atomvåben – mod Rusland.

Og så følger det, der er citeret af mange medier, det om Ruslands store atomvåbenarsenal, som oven i købet er mere moderne end Vestens. Men ligesom alt det andet er højst besynderligt – han skal for enhver pris angribe Vesten for det, vi beskylder ham for – sådan optræder hans trussel om at anvende atomvåben nu som en reaktion på vores trussel om at bruge atomvåben, en trussel, som han påstår sig frem til. Det mener jeg ikke, han har gjort tidligere.

Pierre Colignon har i en leder i Berlingske, se her, gjort opmærksom på den samme omvendthed, som jeg her har fortalt om, han taler om ”Putins omvendtland”. Han bringer et interessant kort, der viser, hvor mange der ved en folkeafstemning i 1991 stemte for at forblive i Ukraine, provins for provins. De vestlige provinser udviste et ja til Ukraine på over 90%, men de østlige fulgte godt med, alle med over 50%. Selv Krim lå med 57% over de 50%.

Han slutter med denne opfordring:

Vores opgave er at skrue op for den militære bistand til ukrainerne og på samme tid at skabe nye alliancer verden over. Putins krig og hans atomare sabelraslen destabiliserer hele verden. Vesten, Tyrkiet, Indien og såmænd også Kina har alle en interesse i, at Putin tvinges til at respektere international ret.

Det er givetvis sandt, at de nævnte lande alle har en interesse i at Putin tvinges til at respektere international ret. Problemet er blot, hvordan tvang virker overfor Putin. Måske han kan indse, at det for øjeblikket er klogest at indgå en fredsaftale, men hvad skal det nytte, når han ikke har forstået, at også han kan nyde godt af international ret. Det, vi her kalder international ret, kalder han jo vestlig magtdominans. For hele hans narrativ er bygget op omkring et had til det Vesten, der har andre idealer end han, frihedsidealer, aftaleidealer og fredsidealer. Så så snart han bliver stærk igen, vil han så ikke starte forfra?

Det er ukrainernes frygt. Derfor er de meget lidt tilbøjelige til at slutte en fred, der ikke har ydmyget Rusland så meget, at hele Putins narrativ falder til jorden. Det bedste ville være, om Rusland tog Storbritaniens skæbne på sig og affandt sig med at være reduceret fra supermagt til stormagt. Men så måtte Putins narrativ helt forsvinde fra russisk jord. Og er det tænkeligt? Det umulige resultat – eller det andet umulige resultat – ville være, at Rusland skulle tage Tysklands skæbne på sig, altså blive fuldstændig besejret på alle fronter, så landet, som Tyskland, i mange år fremover må optræde yderst forsigtigt og uden at vifte med noget supermagtsflag. Dette resultat er også umuligt, for Rusland har atomvåben.

Så hvad der kommer til at ske, udover at krigen trækker i langdrag, står i høj grad hen i det uvisse.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.