Man får undskylde mig, men jeg er endnu ikke færdig med at redegøre for Putins tanker. Nå ja, hans tanker kan vist ingen trænge ind til, men hans ord kan man da godt gøre sig sine tanker om.
Og noget af det, han sagde i sin tale, kom jeg vist lidt for let om ved i mit forrige indlæg. Desuden er der en bestemt foreteelse fra Vestens side, som vi plejer at betragte som udtryk for stor naivitet, men som man måske i virkeligheden bør se lidt anderledes på.
Jeg fik gjort op med Putins påstand om, at Washington, London og Bruxelles har opfordret Kyiv til at flytte krigshandlingerne over på russisk territorium, men jeg fik ikke gjort op med det forhold, at han udvider den fjendtlighed, han tillægger Vesten, til at gælde hele tiden fra Sovjetunionens fald til nu. Han påstod nemlig i begyndelsen af sin tale følgende, se talen på engelsk her:
Målet for denne del af Vesten er at svække, splitte og i sidste ende ødelægge vores land. De siger nu åbent, at det i 1991 lykkedes dem at opdele Sovjetunionen, og at tiden nu er kommet til at gøre det samme overfor Rusland, som skal være opdelt i adskillige regioner, der vil komme i dødbringende fejde med hinanden.
De lagde disse planer for lang tid siden. De støttede internationale terroristgrupper i Kaukasus og flyttede NATO’s offensive infrastruktur tæt på vore grænser. De brugte en skånselsløs russofobi som et våben, idet de opmuntrede til et had mod Rusland gennem årtier, først og fremmest i Ukraine, som var beregnet til at blive et anti-russisk brohoved.
Derefter følger det citat i det forrige indlæg, der begynder med ”de forvandlede det ukrainske folk til kanonføde”.
Det er jo sandt nok, at vi i Vesten flyttede NATO’s grænser nærmere til Rusland, mens det ikke er sandt, at NATO nogensinde har angrebet andre lande. Javist, enkelte NATO-lande, f.eks. USA kan man beskylde for at have angrebet andre lande, men ikke NATO som sådan.
Men er der virkelig noget om, at det er os i Vesten, der har været årsag til Sovjetunionens sammenbrud? Mig bekendt faldt Sovjetunionen sammen af sig selv. Og det er i hvert fald ikke sandt, at vi i tiden efter dette sammenbrud har bestræbt os for at splitte, svække og ødelægge Rusland.
Tværtimod, må man sige.
Og for at bevise det, er det nok at sige bare ét eneste ord, ordet: Merkel.
Og det i hendes handlinger, der beviser vor vestlige gode vilje, er det samme, som vi nu efter invasionen i Ukraine bebrejder hende. Vi bebrejder hende, at hun var naiv nok til at indgå en række handelsaftaler, herunder gas-aftaler, med Rusland. Og nu bagefter kan vi jo alle sammen blive enige om, at det var naivt. Men for hende og for de fleste tyskere dengang gav det god mening. Hun og alle vi andre naive mennesker var bestemt ikke ude på at svække og ødelægge Rusland, vi var ude på at styrke Rusland, at handle af al magt med et Rusland, vi antog for at være et fredselskende land, for vi var af den overbevisning – en overbevisning, som nu har vist sig at være forkert – at et land, man handler med, vil man da ikke føre krig mod.
Og nu, hvor de sanktioner, vi har påført Rusland som følge af invasionen i Ukraine, er trådt i kraft, nu ser vi, hvor mange europæiske firmaer, der har fulgt dette gode fredsråd og oprettet afdelinger i Rusland. Og vi græder med dem over de tab, de må lide ved at trække sig ud af Rusland, men vi ærgrer os også med dem over, at denne fredsindsats ikke har båret frugt.
For det var en fredsindsats, ligesom Merkels rejser til Moskva og hendes samtaler med Putin også viste vore fredelige hensigter.
Her viser sig altså den lidt mærkelige kendsgerning, at den bebrejdelse, vi er kommet med overfor Merkel, den kan vi nu bruge imod Putin som bevis på vore fredelige hensigter, det vil sige, som modbevis på hans påstande om, at vi lige fra Sovjetunionens sammenbrud og til i dag har været ude på at få Rusland ned på hælene.
Et andet bevis på Vestens fredelige hensigter, er WTO, frihandelsaftalen indenfor FN. The Economist hævdede i sin tid, at dette, at Vesten og jo især USA åbnede sine grænser for kinesiske varer, var med til at løfte den kinesiske underklasse op på middelklasseniveau. Det var ikke nogen i moralsk henseende dydig handling, det var blot en i økonomisk henseende klog handling. For derved vandt jo også den amerikanske økonomi store fordele. At så de kinesiske myndigheder har udnyttet den derved fremkaldte økonomiske vækst til at opruste, så landet nu kan optræde som USA’s ligemand på det militære område, bevirker det, at vi skal ærgre os over vores åbenhed dengang? Selvfølgelig ikke. Men vi skal måske endnu engang påpege, at de økonomiske kræfters virkemåde ikke bestemmes af Vesten, men bestemmes af alment gyldige økonomiske love, som alle parter gør klogt i at rette sig efter.
På lignende måde med Europas forhold til Rusland. Vor handel med landet har givetvis været med til at hjælpe den russiske økonomi opad. Og dermed også været med til at give Putin mulighed for at opruste. Men det skal naturligvis ikke få os til at fortryde den åbne økonomi, vi tilbød Rusland i nullerne og tierne.
Nu vil man måske sige, at et sådant forsøg på at fredeliggøre forholdet til Rusland har Europa med Tyskland og Frankrig stået i spidsen for. Men se så til USA og Storbritanien! Er det ikke sandt, at disse lande har været langt mere russerfjendtlige?
Det véd jeg nu ikke. Jeg husker et møde mellem Trump og Putin i Helsinki engang i 2018, hvor Trump prøvede at tale venligt til Putin på trods af, at vestlige medier mente, han burde have talt hårdt til ham.
Og vil man påstå – hvilket jo sådan set er rigtigt nok – at det er USA og Storbritanien, der er mest ivrige efter at sende våben til Ukraine, så skal man måske tage traktaten fra 1994 frem til nøjere eftersyn. Ganske vist har vore medier glemt den, men hvis USA og Storbritanien har husket den, må man da tage hatten af for det. Dengang lovede disse to lande sammen med Rusland, at Ukraine rolig kunne aflevere de atomvåben, de havde på ukrainsk jord efter Sovjetunionens fald, disse lande ville stå inde for, at Ukraine ikke blev angrebet.
Det blev jo så Ukraine alligevel, fordi Rusland havde ”glemt” alt om denne traktat. Men hvis der ligefrem står i traktaten, at de underskrivende lande vil hjælpe Ukraine i tilfælde af angreb, så kan det jo være derfor, at Storbritanien og USA lover våbenhjælp – og leverer det. Og at man holder sine løfter, skal man vel ikke klandres for.
For øvrigt er der nu noget, som vi i Vesten nok ikke har lagt tilstrækkelig mærke til undervejs, men som nok alligevel har betyder mere – i hvert fald mere for Putin og måske også for mange i det russiske folk – end vi dengang var opmærksom på.
Jeg tænker på de lidet diplomatiske hændelser, der fandt sted, når vore ledere besøgte Putin. Merkel blev hilst velkommen af Putins hunde, da han havde hørt, at hun ikke brød sig om hunde. Macron blev bænket ved et alenlangt bord, formelt vist for at undgå, at Putin blev smittet med corona, men reelt vist snarere for at vise, hvem der stod øverst.
Jeg har også ét eller andet sted, som jeg nu ikke mere kan finde, fået efterretning om, at Putin elskede at komme for sent til de aftalte møder. Bevares, det tænkte vi vist ikke så meget på den gang, jeg erindrer da ikke, at nogen vestlige medier har gjort opmærksom på det, men nu bliver det bemærket, synes det, for nu får Putin igen med samme mønt, efter hvad dette sted beretter. Ikke af os i Vesten, men af dem, han skulle forhandle med i Uzbekistan. Ligesom Putin før med vilje kom for sent til møderne med de vesterlandske ledere, sådan kommer statsoverhovederne, der skal møde ham i Uzbekistan, nu for sent til mødet med ham. Sådan fortalte man på det nu forsvundne medieopslag.
Men måske skyldes det, at jeg i skrivende stund ikke kan finde de morsomme videoer af en nervøst ventende Putin, som en artikel om denne sag forlystede sine læsere med, at den avis, der bragte dem, har fjernet dem, fordi man ved nærmere eftertanke opdagede, at der var tale om ”fake news”, altså om, at nogle spøgefugle havde villet gøre grin med Putin. Så meget står dog fast, at Putins opførsel overfor Ukraine ikke har vundet udelt bifald fra de lande, han mødtes med i Uzbekistan. Den kinesiske leder gjorde således før mødet ophold i Kasakhstan og fortalte lederne dér, at Kina ville garantere deres uafhængighed, et løfte, der tydeligt var en advarsel til Rusland om at afholde sig fra at lave en ”Ukraine-handling” overfor Kasakhstan.
Jeg vil tro, at vi vestlige mennesker finder Putins opførsel overfor Merkel og Macron en lille smule barnlig. Skal vi ikke opfører os som voksne mennesker, vil vi vel sige. Men det er måske ikke helt uden betydning for Putin selv, at han gennem sådanne drengestreger kan vise dels sig selv og dels sine tilhængere i den russiske befolkning, at Vesten i virkeligheden er den underlegne part. Vi her i Vesten har blot ikke rigtig kunnet tage den slags alvorligt.
Men hvor er det hele dog indviklet! Det er lidt svært for os almindelige mennesker at forstå, at Zelenskijs påstand om, at det nu – altså efter at han har fået gode våbenleverancer fra Vesten – er ukrainernes mål at generobre hele Ukraines tidligere territorium fra russerne. Skulle han ikke drosle lidt ned på retorikken, tænker vi, så vi kan få en fredsaftale i stand? Men hører vi det som et råb om flere våben fra Vesten mere end som en del af en mulig fredsaftale med Rusland, så forstår vi det måske bedre.
På lignende måde med Putins løgne i hans nylige tale. Vi kan godt forarges – som denne blogbestyrer – over hans usandheder, men hvis vi betragter dem som en del af hans forsøg på at retfærdiggøre krigen overfor sine tilhængere, så er vi nok nærmere sandheden. Men så er vi jo også fjernere fra en eventuel fred. Medmindre vi da i tilfælde af, at russerne bliver skåret helt ned til sokkeholderne på slagmarken, kommer til at opleve ham som en lige så overbevisende løgner, nu med en løgn om, at han var blevet vildført af sine generaler eller en anden lige så usandsynlig påstand. Ja, med den mand ved roret véd man virkelig ikke, hvad der kan ske.
Lad mig slutte med igen at henvise til Bidens tale i Warszawa i marts i år, se mit indlæg derom her. Heri fremhævede han sine store tanker om det russiske folk. Han sagde bl.a.:
”Jeg nægter at tro, at I er glade for, at uskyldige børn og bedsteforældre bliver dræbt, eller at I går med til, at hospitaler, skoler, fødeklinikker bogstavelig talt bliver gennempryglet af russiske missiler og bomber; eller at byer bliver omringet, så de civile ikke kan flygte, at forsyninger bliver afskåret, og man prøver at sulte ukrainere til overgivelse”.
Og lidt senere:
”Dette er ikke den måde, I er på, russere. Det er ikke det, fremtiden har i vente til jeres familier og jeres børn. Jeg siger jer, som sandt er: Dette er ikke værdigt for jer, I, det russiske folk. Putin kan og bør ende denne krig”.
Det var på baggrund af denne beskrivelse af det russiske folk, som han så det, at han sagde de famøse ord til sidst: ”For Guds skyld, den mand kan ikke forblive ved magten”. Ikke som en opfordring til at vælte ham, men som en påpegning af, at Putins indre gehalt og tankegang svarede så dårligt til det russiske folks ånd, at han før eller siden må ophøre med at være dets leder.
Det er en tanke, jeg helt kan tilslutte mig. Men jeg er bange for, at det nok snarere bliver siden end før, at han træder ned fra tronen.
ricardtriis 