De uforståelige forhekselser

Bjarne Corydon er i en længere artikel i Berlingske, se her, ude med pisken efter regeringen. Han mener, at den tidligere eksisterende respekt mellem regeringens politiske ambitioner og embedsmændenes faglige vurdéringer er gået fløjten. Han skriver:

»Det er mit indtryk – for det er jo ikke sådan, at jeg har egentlig videoovervågning af regeringsarbejdet til rådighed – at fagligheden spiller en mindre rolle på bekostning af hensyn til kommunikation og taktik.«

Men ak, virkeligheden er meget værre end her skildret. For det, Bjarne Corydon skildrer, er kun en meget lille del af den uoverensstemmelse mellem politiske ønsker og faglige vurdéringer, der finder sted, ikke blot i Danmark, men ud over hele den vestlige verden.

Jeg mener, hvorfor er der ikke nogen embedsmænd i EU, der kan gøre EU’s politikere opmærksom på det enorme hykleri, der finder sted på indvandringsområdet? Der må da være nogle embedsmænd i EU, der véd, at EU i 2001 har udstedt et direktiv, hvorved de forhindrer, at der via de mange flyruter til Europa dukker flygtninge op ved diverse lufthavne, sætter foden eftertrykkeligt på europæisk jord, siger ”asyl” og derved får ret til at få deres asylsag behandlet. Nej, nej, kære forfulgte mennesker fra Mellemøsten – hvis sådanne findes – I må pænt give jer menneskesmuglerne i vold og lade jer transportere over Middelhavet til en ganske høj pris, så I på den af kommissionen anbefalede måde kan få fødderne på europæisk jord og sige ”asyl”. Og ikke sandt, så må vi arme europæiske borgere pænt finde os i dette enorme hykleri.

Men det mest mærkelige er, at dette trick, som formentlig politikere og embedsmænd er enige om, virker, ja virker til den store guldmedalje. Man har virkelig med dette snydetrick fået Europas befolkning til at blive enige om, at dette at tage godt imod disse migranter på Middelhavet er en europæisk værdi, og at vi alle sammen burde være villige til at hjælpe disse ”arme” mennesker. For de embedsmænd, der burde have faglighed nok til at sige, at kun en lille brøkdel af disse mennesker er ægte flygtninge, de holder deres mund, hvis da ikke de i lige så høj grad som politikerne er grebet af den hellige ild og kun ønsker at ”gøre en god gerning” eller ”leve op til de europæiske værdier”.

I Sverige begyndte denne forhekselse med Oluf Palme. Han ville overbevise svenskerne om, at de var noget særligt, at de hørte til en klasse højere end andre folkeslag. Og det videreførtes af Frederik Reinfeldt, der ville have Sverige til at gå foran med et godt eksempel. Sverige skulle vise sig som en ”humanitær stormagt”, nu, hvor man ikke længere kunne vise sig som en militær stormagt. Og selv nu, hvor landet hærges af muslimers indbyrdes kampe og af deres stadige forsøg på at vise sig som stærkere mennesker end svenskerne, selv nu har ikke blot flertallet af politikerne holdt fast ved disse tanker, flertallet af befolkningen har tilsyneladende også stadigvæk en svaghed for sådanne tanker.

Hvorfor?

Fordi man elsker at føle sig som et godt menneske. Om man også elsker i samme åndedrag at kunne se ned på og skælde ud på sådanne mennesker som Sverigedemokraterne – og mig, sagde hunden – det vides naturligvis ikke, men temmelig meget kan nu tyde på det.

Det var den første forhekselse. Og den kan altså forklares med, at embedsmændenes faglighed er gemt godt af vejen, så ingen opdager hykleriet, altså opdager, at ”flygtningene” aldeles ikke er flygtninge, at deres manglende taknemlighed hører den muslimske tro til, og at muslimerne med deres større fertilitet efter ikke så mange år vil udgøre flertallet i Europa.

Den næste forhekselse, den med corona, lader vi ligge i denne omgang, og går umiddelbart over til forhekselse nummer tre: klimahysteriet.

Den synes med ordgyderiet at omfatte den ganske verden, men med de efterfølgende handlinger kun at omfatte den vestlige verden. Og det er vi i den vestlige verden såmænd selv skyld i. For de videnskabsfolk, der skulle sige fra, har i stedet i høj grad tilsluttet sig de advarsler, der kommer fra IPCC, det internationale klimapanel. Og hvad værre er: de videnskabsfolk, der siger fra, risikerer opsigelse og økonomisk nedtur. Med andre ord: Den frie videnskabelige diskussion er sat ud af kraft.

Det viser sig bl.a. i, at medierne kun lader de folk komme til orde, der tør sige, at klimafaren jo er en fastslået kendsgerning. Læg mærke til det lille ord ”jo”! Det signalerer, at dette er noget, alle er enige om. Derved gøres det overflødigt at komme med modargumenter.

Der var i Deadline forleden aften en sjov lille tilføjelse, som den interview’ede ekspert gjorde. Men diskuterede en artikel fra Kristeligt Dagblad, som også jeg havde observeret, nemlig denne om udskamning. Man kom ind på, hvornår begrebet ”skam” blev anvendt som en indre motivation, og hvornår det blev brugt for at få andre til at handle korrekt. Kun det sidste man jo kalde udskamning. Og man var enige om, at danskernes opslutning om corona-restriktionerne viste en høj grad af folkelig samhørighed.

Og så var det, at eksperten kom med den bemærkelsesværdige bemærkning, at en sådan opslutning naturligvis forudsatte, at der lå videnskabeligt bevisbare kendsgerninger bag politikernes anmodning til folket om at slutte op om de vedtagne forholdsregler.

Studieværten gik rask hen over denne selvfølgelighed, men når én som jeg hører det, kan jeg ikke gøre for det: så sættes alle mine tanker om diverse forhekselser i gang: folkeforhekselserne om indvandringen, om coronaen og om klimaet. For på alle disse områder må man konstatere, at der mangler videnskabeligt beviser for sandheden af det, politikerne påstår. Man må indrømme, at diverse anbefalinger, befalinger og ordrer til den arme, ordremodtagende befolkning i den grad mangler videnskabelig evidens.

Det er der ingen undskyldning for på indvandrings-området, heller ikke på klimaområdet, men vel i nogen grad på corona-området, i hvert fald i begyndelsen, hvor man også blandt videnskabsfolk var stærkt i tvivl om, hvad coronaen egentlig var for en sygdom.

Og nu står vi så overfor en ny problemstilling: energimangel i kraft af, at Rusland har lukket for gassen.

Umiddelbart ville man måske mene, at en sådan problemstilling da måtte være gefundenes Fressen for alle klimatosser. Det, som man har diskuteret op ad stolper og ned ad vægge igennem efterhånden ikke så få år: hvordan man skal få folket med på at opgive de fossile brændstoffer, det bliver folket pludselig tvunget til, når russerne på grund af vore sanktioner mod dem ikke mere vil levere disse brændstoffer til os.

Men selv de mest tossede klimatosser kan jo på den anden side godt se, at folket nok ikke vil blive ved med at støtte en sådan opgivelse, når vinteren sætter ind og folk begynder at fryse i de små hjem. Så nu går også de mere rabiate klimatosser med til, at politikerne lægger hovederne i blød for at sikre folket varme til vinter, oven i købet går mange af dem med til, at man begynder at overveje, om vi dog ikke skulle omgøre den beslutning, politikerne tog i 2021 om at standse for udvindingen af gas og olie fra den danske del af Nordsøen.

Så for øjeblikket befinder vi os i en spændende fase: hvor mange vil være tilbøjelige til at tilsidesætte deres urealistiske klimateori for en tid, for at befolkningen ikke, fordi man fryser, skal forlade denne teori helt?

Og så til noget helt andet!

For hvis vi nu kalder den klimateori, som vore medier herhjemme er tilhængere af, for et narrativ, så opdager vi pludselig en hidtil uopdaget parallel. For Putins teori om Rusland historie, dets samhørighed med Ukraine, og hans deraf følgende ret til at bruge magt for igen at kunne blive ”zar” for hele Rusland, kalder vi jo også et narrativ. Hans narrativ kan vi med største lethed indse er falsk, men vort eget klimanarrativ, det holder vi fast ved som den klareste, mest underbyggede sandhed.

Javel, siger man så, men det er da klart, at russerne tror på Putins narrativ, de hører jo ikke andet fra de medier, der har lov til at operere i Rusland.

Og det er jo sandt nok. Men nøjagtig det samme kan siges om klimanarrativet. De medier, der opererer her i landet – heriblandt de to fjernsynskanaler med enorm statsstøtte – er meget påpasselige med, hvem de åbner mikrofonerne for. Så man kan med lige så stor ret sige, at det er da indlysende, at de fleste danskere tror på klimakatastrofen, for gennem alle de medier, de fleste har adgang til, møder de kun videnskabsfolk, der er tilhængere af klimakatastrofe-teorien.

Og ja, det forholder sig med vores narrativ, klimakatastrofeteorien, på samme måde som med Putins narrativ: Putin er nødt til at forbyde alle andre teorier om invasionen i Ukraine end dem, han fremlægger for befolkningen. Og det gør han så, han vil jo gerne have hele befolkningen til at bøje sig for hans narrativ. Vi – altså vore politikere – vil gerne have hele folket til at rette ind efter de ”grønne” klimateorier. Derfor forhindrer man klimeskeptikere at komme til orde i medierne. Og man gør det, omend ikke med de samme krasbørstige metoder som russerne, så i hvert fald i samme hensigt, nemlig i den hensigt at få folket til at gå frivilligt med, måske endda så ”frivilligt”, at de ”gode” udskammer de ”onde” og på den måde hjælper myndighederne til at få folket til at indordne sig.

Og mærkeligt nok: endnu en parallel-udvikling mellem Rusland og Europa, repræsenteret ved vort eget lille fædreland, kan ses. Folkets brede masse går med til næsten alt, hvad narrativet fortæller os, når bare det ikke berører vor almindelige dagligdag alt for meget.

Det gælder i Rusland: Så længe russerne kunne leve videre uden synderlige indskrænkninger i deres dagligliv, så var krigen i Ukraine noget, der foregik meget langt væk, og noget, de egentlig ikke behøvede at tage stilling til; de kunne uden de store besværligheder fint gå med til Putins narrativ.

Og det gælder herhjemme: Så længe alt det med klimaet indskrænkede sig til noget, man skulle mene og synes, måske oven i købet noget, hvorved man for alle andre kunne vise sin gode vilje – se, jeg har købt en el-bil for at gøre noget for at redde kloden – så var langt de fleste med på noderne. Men i det øjeblik, der skal betales noget for det, i det øjeblik, tiltagene rammer ind i ens dagligdag, så forsvinder entusiasmen, så er man ikke længere så sikker på, at det nu også er helt rigtigt, alt det med klimaet.

Det er dèr, russerne er kommet hen med Putins ordre om mobilisering af 300.000 reservister. Så bliver hans narrativ pludselig vedkommende, så skal man til at betale for det, oven i købet muligvis med sit liv, og så er folkets gode vilje med ét forsvundet, så må der helt anderledes grove midler til for at få folk til at adlyde, midler, som Putin jo også har, og som han ikke tøver med at sætte i værk.

Men det er også dèr, vi er kommet hen med lukningen af gasledningen. Når vi står og skal vælge imellem at afbryde al brug af naturgas og derved komme stærkt frysende igennem vinteren, eller tillade fortsat brug af fossil energi i hvert fald midlertidig, så vælger selv de mest klimatossede politikere naturgasløsningen, naturligvis under diverse udsagn om, at det kun er midlertidigt.

Sådan er det altså, kan man forstå, med disse to lidt vidtløftige narrativer, Putins om et Storrusland, der selvfølgelig indoptager Ukraine, og vort om klimaet, der kræver, at vi giver afkald på alle fossile brændstoffer: så længe man kan nøjes med at være tilhænger af narrativerne med munden, så er man med på den værste, men så snart man også skal være tilhænger med handlinger, altså med afsavn eller risici, så trækker man følehornene til sig.

Tilbage til den overhørte bemærkning i Deadline: der skal være videnskabelig evidens for det, politikerne foreslår.

Vi kan tilsyneladende imødese en kold vinter med kolde stuer, kolde styrtebade, kold håndvask og så videre. Her må man håbe, at nogle politikere derudover får kolde fødder, altså kolde fødder over alt det ”grønne”, de tidligere ville have gennemført.

Man har allerede opdaget, at det måske vil være muligt midlertidigt – endelig midlertidigt – at bruge naturgassen fra Nordsøen, ligesom tyskerne og polakkerne nu indfører kul til deres kulkraftværker – for øvrigt via den dybe havn ved Ensted-værket i Aabenraa fjord, N.B. nu uden at der er nogen dansk kat, der gøer – fordi de trods alt føler sig ansvarlige overfor deres befolkning, noget, man tidligere næsten kunne glemme. Og minsandten, om ikke en esbjergenser har fået optaget et læserbrev i Kristeligt Dagblad i dag (den 26-9), hvori han foreslår at sætte kulkraftværket i Esbjerg op på fuld styrke, noget, ingen tidligere ville have vovet at skrive noget om.

Så jo, der er nye tider på vej, fremkaldt delvist af det putinske narrativ. Men ligefrem at håbe på, at både hans narrativ og vores ”grønne” ditto bryder sammen, det er måske for meget.

Eller er det?

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.