Klogt eller etisk korrekt?

Jeg er fornylig lidt tilfældigt blevet mindet om et foredrag, jeg i sin tid holdt om de tyske flygtninger her i landet. Det er et emne, jeg blev meget interesseret i efter at have læst Henrik Havreheds disputats ”De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949” fra 1987.

Og det emne kan der siges meget om. Når jeg nu vil sige noget igen, og specielt vil sige noget ud fra omtalte foredrag, skyldes det, at jeg godt – også i forbindelse med nutidens indvandrere, som man jo plejer at kalde ”flygtninge” – vil fastholde en skelnen, som jeg, uden rigtig at være klar over det, anvendte på vores behandling af flygtningene, nemlig forskellen mellem dette at gøre noget, fordi det er etisk korrekt, og dette at gøre noget, fordi det er klogt.

Én af forskellene mellem dengang og nu er nemlig, at man dengang ikke var grebet af et ideal om for enhver pris at skulle bære sig etisk korrekt ad, sådan som vi er det nu. Dels fordi Danmark havde oplevet, at krigen standsede lige på vores dørtrin. Den taknemlighed, der udsprang deraf – mod Styrelsen og mod briterne i nogenlunde lige fordeling – kom til udtryk i, at vi, da briterne i juli 1945 beordrede os til at beholde de 250.000 flygtninge i hvert fald vinteren over, modtog ordren uden at kny, selv om det kom til at betyde både udgifter og besvær. Og dels fordi der dengang herskede en stemning blandt sejrherrerne af, at tyskerne havde fortjent en dårlig behandling. Man havde lige set billederne fra de befriede koncentrationslejre, set tændstikmændene vandre omkring, set bulldozerne skubbe ligdynger ned i massegrave, så ville nogen være hårde mod tyskerne, så havde tyskerne rigtig godt af det.

Disse film havde jo også danskerne set – og de blev for øvrigt forevist i flygtningelejrene – også de danske politikere, men trods den negative stemning overfor flygtningene, handlede vore politikere dengang ikke efter etikken, men efter fornuften. Det er først os senerelevende, der lægger et lag af moral ned over begivenhederne, så vi giver os til at bedømme begivenhederne efter en målestok, som man ikke brugte dengang.

Og det er for mig at se særdeles oplysende at gøre sig klart, at fortællingen om de tyske flygtninge tager sig meget forskelligt ud, om man lægger den ene eller den anden baggrundsforståelse ned over den, hvilket også er oplysende for vor fortælling om nutidens såkaldte flygtninge. Blot skal man jo så være klar over, at ligesom man ikke kan bebrejde den tids politikere for en handling, der ikke står mål med vore etiske idealer, sådan kan man heller ikke rose dem for en handling, som vi finder af stor etisk værdi, men som de dengang blot opfattede som en klog handling.

Vi satsede således fra begyndelsen på, at alle flygtningene skulle anbringes i pigtrådsomspændte lejre med bevogtning af dansk personale. Og det er klart, dette svarer på ingen måde til de høje etiske idealer, vi har i vore dage. Og jeg må indrømme, at jeg ikke aner, hvordan Flygtningemuseet i Oksbøl håndterer den kendsgerning. Men man nævner den dog, se her, hvor det hedder:

Livet i lejren var præget af flugtoplevelser og usikkerheden for fremtiden. Men det var også et liv i en by bag pigtråd, hvor byråd, teater, biograf og skole var med til at sikre indhold og adspredelse for mennesker, hvis tilværelse var blevet revet op med rode.

At livet i lejren var præget af flugtoplevelser, det er sandt nok. Men jeg tror nu ikke, det var præget af usikkerhed for fremtiden, i hvert fald var der ikke større fremtidsusikkerhed for flygtningene end for tyskerne i almindelighed. For én ting var de sikre på: de skulle tilbage til Tyskland.

Jeg har her skrevet en længere smøre om danskernes begrundelse for at anbringe flygtningene bag pigtråd og dertil indføre et såkaldt fraterniseringsforbud, det vil sige: gøre det strafbart for danskerne at sætte sig i forbindelse med nogle af de tyske flygtninge. Men man skal helt ned til #97, før man når frem til det, jeg mener, er den egentlige begrundelse. Man har i Tjekkiets eksempel fra 1938 set, hvor farligt det er at have et tysk mindretal i sit land, og så længe man har en vis grund til at tro, at der før eller siden vil komme en ny tysk diktator, der vil stille lignende krav til nabolandene, så længe vil man fortsætte med at sige, som man sagde i FN: at vi ikke vil optage de tyske flygtninge i det danske folkelegeme, se #38.

Men hvis vi således siger, at det var en klogskabsbetragtning, der fik os til at gøre lejrene bevogtede, så må man også sige, at det, museet nævner i samme åndedrag: at der var byråd, teater, biograf og skole, også var en klogskabsbetragtning, altså ikke kan godskrives os danskere som et udtryk for vores høje etiske stade. Vi gjorde det, fordi vi var bange for, at der skulle opstå lejrkuller, noget, som en stadig indelukkethed bag pigtråd nemt kan medføre.

Og dette at undgå lejrkuller havde vi faktisk held med. Arne Gammelgaard fortæller i sin bog ”Drivtømmer” om den tyske postmester Ernst Arndt, som interesserede sig meget for musik, og i Oksbøl fik oprettet et damekor og siden, da man fik fremskaffet nogle instrumenter, kom med i et orkester. Hans dagbog bærer præg af, at det er det, der optager ham i de år, han tilbragte i Oksbøl; han havde ikke tid til at klage over pigtrådshegnet. Så han har nydt godt af opholdet i Oksbøl, hvad hans søn også i et brev til Arne Gammelgaard giver udtryk for.

Og fraterniseringsforbuddet? Jamen, når det lille orkester skal optræde i andre flygtningelejre, må man naturligvis lade dem rejse med de danske jernbaner, selv om de dèr kan komme til at tale med danskere.

Men alt dette, fordi vi fra dansk side har handlet klogt, mere end fordi vi har handlet etisk korrekt.

I ovennævnte artikel om pigtråden omkring flygtningelejrene indrømmer jeg, at jeg har en vis tvetydig holdning til fraterniseringsforbuddet, se her. Jo, jeg kan godt se det nødvendige i det, men jeg kan heller ikke nægte, at jeg har en vis goodwill overfor dem, der på forskellig måde bryder det. Det har den Walter Franz også, som jeg nævner #64. Walter Franz var gymnasielærer i Königsberg, kom til København som flygtning, til at begynde med på Hagemanns kollegium, derefter i Kløvermarkslejren. Han har skrevet en lang beretning om sine oplevelser, og i kraft af Arne Gammelgaard har jeg kunne videregive den, se her. Der er mange spændende ting at læse i den, men her vil jeg nøjes med hans glæde over at være blevet inviteret til at besøge en dansk familie; formentlig har han mødtes med den danske mand på Københavns bibliotek, som han havde lov til at besøge for at kunne undervise sine gymnasieelever i lejren korrekt. Han spørger, hvordan en flygtning føler det ved igen at sidde ved et rigtigt bord i et hus af stenmure og spise af almindelige porcelæn og svarer:

Jo, vist nok blev han i første omgang smerteligt angrebet at vemod over det, som også han en gang har besiddet, men nu har mistet. Men så kom velværet over i nogle timer, takket være menneskers godhed, at være rykket ud af elendigheden og have lov til at sidde ved et smukt dækket bord med porcelæn og glas og en festlige dekoration og igen holde indtog i en verden, som var gået under for ham. I har gjort mere for, at vi igen har kunnet tro på menneskelighed end jeres myndigheder med deres fortjenstfulde indretninger i lejren, som jo også er et bevis på, at Danmark er en kulturnation. (Se her).

Jeg véd såmænd ikke, om dette beviser, at Danmark er en kulturnation. Det beviser vel kun, at vi er ret nysgerrige: hvad er denne fremmede egentlig for én? Og da fraterniseringsforbuddet nok mest er sat i værk for at undgå forbindelser, der kunne føre til ægteskab mellem danskere og tyskere, behøver man vel ikke tage det så højtidelige overfor en mand i halvtredserne.

Walter Franz og hans beretning om denne gæstfrihed hos danskerne tog jeg med i det foredrag, jeg omtalte i begyndelsen.

Ligeledes medtog jeg Maria Pohlmanns beretning, #65. Hun var som ung pige kommet til Allesø og flygtningene dèr havde lavet en udstilling og inviteret danskerne til at komme os se, hvad de havde lavet. Det gjorde danskerne også. En af dem havde medbragt en kurv æbler, som det lykkedes hende at få afleveret, mens vagtmandskabet så den anden vej.

Det er også værd at nævne, at et kontor i København med adresse i Kløvermarkslejren udførte et enormt arbejde for at give flygtningene vished om, hvor deres kære befandt sig. Man udsendte skemaer til alle lejrene, hvor man kunne skrive navnene på dem, hvis skæbne man gerne ville vide noget om. For i flugtens forvirring var mange familier blevet spredt og nogle kunne være endt i andre flygtningelejre i Danmark. Men nogle kunne jo også være kommet til Tyskland. Og hvordan kunne kontoret komme i forbindelse med et tilsvarende kontor i Lübeck, der var jo oprettet en postspærring? Jo, man fik forbindelse med nogle Røde-Kors-lastbiler, der kørte sydpå gennem Hamborg. De medtog breve med forespørgsler om enkeltpersoner og fik på tilbagevejen svar med tilbage. Jamen, dekretet om postspærring skulle da overholdes, ikke? Jo, for alle andre, men ikke for et kontor, der med sine oplysninger kunne giver mennesker ro i sindet. Men alt bureaukrati med at spørge om tilladelse, begrunde det og vente i årevis på at få svar, det undgik man ved selv at træffe denne ret indlysende beslutning.

Forresten kom der af og til noget sjovt ud af disse sammenføringer. En mand på Amager fik således besked om, at hans datter befandt sig i Oksbøl, og at der godt kunne skaffes plads til ham dèr. Han sagde selvfølgelig pænt tak, men spurgte, om ikke overflytningen kunne vente, til hans tobaksplanter kunne høstes. En anden person sagde meget bestemt nej til en sammenflytning. Nu var hun lige blevet skilt fra sin mand, blot havde hun ikke fået papirerne ordnet, men ikke, om hun nu ville flytte sammen med ham! Det forstod kontoret godt.

Jeg er også ret sikker på, at jeg omtalte K. Robert Hansen. Han var sognepræst i Sdr Bjert syd for Kolding, og da en tysk gymnasieskole med elever, lærere og lærerhustruer blev interneret i én af sommerlejrene ved Lillebælt, tog han forbindelse til dem. Som han skrev i sine erindringer, mente han, at sognebørnene var sikre nok på hans danske sindelag til, at han kunne gøre det. Skolen kom en kort overgang til én af de to lejre ved Karup, men det var vist ikke så godt med de mange unge drenge i en lejr med mange unge kvinder, så de blev flyttet til Vingsted, hvor K. Robert Hansen igen fik kontakt med dem. Så god kontakt havde han – og så anerkendt var hans kontakt – at da én af lærerhustruerne blev syg og af den grund blev indlagt på flygtningesygehuset i Haderslev, fik læreren og hans søn lov til at besøge Sdr. Bjert på hjemvejen. Det vidste ledelsen i Vingsted, for da sygehuset ringede og fortalte, at hustruen var død, efter at de to besøgende var taget af sted, kunne man ringe til Robert Hansen og bede ham overbringe det sørgelige budskab.

Det førte til, at lærerhustruen blev begravet på Sdr. Bjert kirkegaard, hvor man stadig vedligeholder hendes grav.

En grav, som ikke findes mere, er rektorens grav. Han døde, mens skolen befandt sig i Sdr. Bjert, og han blev begravet dèr. Hans hustru var utrolig slået ud af det, fortæller Robert Hansen, for to af hendes sønner var døde, den tredje vidste hun ikke hvor var. Så traf hun en dag en engelsk officer ude i skoven, og da han fortalte, at han skulle til Berlin, overtalte hun ham til at tage et brev med. Det gjorde han gerne, selv om han godt vidste, at der var indført postspærring for al post til og fra Tyskland, og han kunne så, da han kom tilbage, fortælle, at hendes søn levede og at han havde fået en søn.

Og dèr har vi det så igen. Det var uden tvivl klogt at indføre en postspærring. Man ønskede ikke, at eventuelle varulve – altså vedholdende tilhængere af nazismen – skulle kunne skrive frem og tilbage over grænsen. Men heldigvis kunne officeren selv foretage den afgørelse, at et brev til Berlin fra en sørgende enke i Danmark ikke burde komme ind under den bestemmelse.

Endnu en historie gav jeg til bedste dengang. Den handler om seminarieforstanderen i Tønder. Han var blevet involveret i arbejdet med de flygtninge, der boede i den tidligere Zeppelinstation lidt nord for Tønder. Og denne lejr var jo som alle andre omgivet af pigtråd og forsynet med vagter ved indgangen, så der ikke skulle finde nogen illegal fraternisering sted.

Da det så blev jul, skulle seminarierektoren naturligvis ud til lejren. Blot havde han ikke regnet med sine børns reaktion. For da de dagen før hørte om flygtningene, der skulle holde jul, gik de op på loftet og fandt noget af deres gamle legetøj frem. Det pakkede de pænt ind, og næste dag sagde de så til deres far, at det skulle han tage med til flygtningene. Og så måtte den arme seminarierektor agere smugler, og lidt uvant forsøge at se almindelig ud, når han passerede vagten. Men det lykkedes ham da, og han kunne melde tilbage, at legetøjet havde vakt begejstring blandt børnene.

Og se, alle disse historie skulle såmænd blot signalere, at det er let nok at vedtage de nødvendige forholdsregler i folketinget, altså f.eks. et fraterniseringsforbud, endda at give ordre til, at et skilt om fraterniseringsforbuddet skulle opsættes udenfor alle flygtningelejre, noget vanskeligere er det i praksis at forhindre fraternisering. Henrik Havrehed kunne ikke dy sig for at krydre fortællingen om de unge danske værnepligtige, der blev sat til at bevogte lejrene, med en bemærkning om, at man dermed havde sat ræven til at vogte gæs, og videre fortælle om de ikke helt få forbindelser, der kom ud af det mellem de mange unge piger i lejrene og deres ”vogtere”.

Det samme fortæller forresten Arne Gammelgaard. Det var efterår og kartoflerne skulle tages op udenfor Grove-lejren ved Karup. Men bønderkarlene havde lagt mærke til, at flygtningene kom ud af lejren for at finkæmme marken. Flygtningene var jo også bønder og vidste godt, at disse små kartofler, der som regel bliver efterladt, er noget af det lækreste, man kan tænke sig.

Men, sagde bønderkarlene til hinanden, det er for galt, det skal flygtningene ikke have lov til. Så næste aften gemte de sig, og da marken lidt efter blev fuld af flygtningen foer de frem og greb dem for at tage kartoflerne fra dem. Således foer én af karlene frem, fortæller Gammelgaard, greb fat i en flygtningepige med kartofler og holdt fast – og han holdt fast – og han holdt fast – og det gjorde han de næste halvtreds år. For – og det min forklaring – han opdagede jo, at ”the kartoffelwoman” bestod af mere interessante ting end kartofler.

Men ak, her stødte også han imod fraterniseringsforbuddet. For selv om de så aldrig så meget hævdede, at de var forelsket i hinanden, måske endda dødeligt forelsket, her hjalp ingen kære mor, de måtte pænt vente, til alle flygtninge var tilbage i Tyskland. Og selv da kunne det såmænd være vanskeligt for forelskede at få hinanden med øvrighedens godkendelse.

Alt dette kan man underholde sig selv og andre med. Og det gjorde jeg altså også dengang i et foredrag. Men jeg må indrømme, at én af de kommentarer, foredraget fik med på vejen, efter min mening var lidt forfejlet. For hvor jeg havde villet fastholde uoverensstemmelsen mellem klogskab og etik, dèr slog han ind på etikkens vej og havde meget at sige imod vor håndtéring af flygtningene, blandt andet ud fra det, jeg havde fortalt. Så det, der blot var ment som en sjov og lidt drilsk indvending imod vore daværende politikere, det blev nu vendt til en højtidelig etisk betragtning over det umenneskelige ved pigtråd og fraterniseringsforbud. Og dels er det ret uhistorisk således at anvende vor tids etik på den tids problemer, dels er det mig i det hele taget imod, at nogen lader al nødvendighed og alle kendsgerninger ude af betragtning og spreder etiske krav ud over det hele.

Og den holdning, denne mand havde, synes jeg, man kan genfinde i de flestes holdning til flygtningeproblemet i vore dage. Altid skal denne dyne af etik lægges ned over problemet, altid skal tingene gøres op i moralsk rigtigt og moralsk forkert. Og når man så oven i købet udelader adskillige relevante kendsgerninger, så er der altså noget her, der er helt galt.

Og jeg gad altså vidst, om Flygtningemuseet i Oksbøl har formået at holde skidt fra kanel, eller at skelne mellem nødvendighed og etik.

I sin indledning til den række flygtningefortællinger, som man giver til bedste, skriver man, se her:

Gennem historier fra flygtninge fra blandt andet Tyskland, Ungarn, Vietnam, Afghanistan og Syrien gør udstillingen tal til mennesker, og formidler de universelle erfaringer, tanker og følelser, der knytter sig til det at være et menneske på flugt.

Og ikke sandt, det synes jo da at være noget af det samme, som jeg gjorde i mit foredrag: lade de almindelige menneskelige følelser komme til udtryk. Så hvad kan jeg indvende mod det?

Dertil kommer, at den nødvendighed, som de danske politikere dengang mente, de måtte tage hensyn til, måske ikke holder vand for et nutidsmenneskes etiske forestillinger. Var det virkelig nødvendigt med den pigtråd og det fraterniseringsforbud? Kunne det have gjort noget, hvis der i stedet for de par hundrede forbindelse mellem en dansk mand og en tysk flygtningepige, der opstod i og omkring flygtningenelejrene, var fremkommet to eller tre tusind forbindelser? Ville disse tyske piger ikke gnidningsløst have tilpasset sig dansk kultur og levevis? Så kunne der ske noget ødelæggende for Danmark, hvis mange flere tyskere var blevet en del af det danske folkelegeme?

Og mere relevant: Står vi overfor en tilsvarende nødvendighed med de flygtninge, vi modtager i vore dage? Eller – lidt mere udfordrende formuleret – lukker vi vore øjne for vitterlige kendsgerninger, hvis vi mener, at vi nu som dengang skal lade medmenneskeligheden, dvs. de etiske overvejelser, sejre over de iskolde og ubehagelige nødvendigheder?

Det vil jeg faktisk mene, vi gør. Men det må indrømmes, at de nødvendigheder, som vi nægter at tage stilling til, er nødvendigheder, som først er blevet os bevidst som nødvendigheder her på det seneste.

Til forskel fra dengang skal vi i dag overveje, om vort folk – eller vort folkelegeme, hvis man foretrækker det ord – kan tåle den ret store influx af fremmede og stadigvæk være et dansk folk. For i dag siger etikken jo, at vi skal se stort på dette problem, eller direkte se bort fra det – hvorfor skulle disse fremmede ikke kunne indoptages i vort folk? Men viser ikke de mange ghettoer og den muslimske kultur, der florerer dèr, at det er noget, vi ikke kan se bort fra?

Lad os se på et par af de flygtningefortællinger, museet har gengivet. Og jeg er som sædvanlig fræk nok til at koncentrere mig om det, der ikke siges. Først Gihan fra Syrien:

Da de boede i Syrien, havde hendes mand, Hanan, sit eget store tømrerfirma, og Gihan var hjemmegående husmor – I Danmark er deres hverdag meget anderledes. Her arbejder de begge to. Gihan startede med at være i praktik i seks måneder i den lokale børnehave, hvor hun lærte en masse sprog. Nu arbejder hun i Brugsen i Oksbøl.

Lidt senere citeres hun for at sige:

Vores hjem er her i Danmark. Halvanden måned efter vores ankomst fik vi dette hus i Billum. Der var den her sofa, en støvsuger og mad i køleskabet. Fra første dag følte jeg mig hjemme. Vi følte os trygge. Jeg håber, at krigen i Syrien stopper, så vi kan tage på besøg, men vi vil aldrig flytte tilbage. Jeg ønsker aldrig igen at opleve den frygt, vi følte om bord på den båd. Desuden ville vi være nødt til at starte helt forfra igen. Vi har gjort det før, og det er pinefuldt hver gang.

Men så til det, der ikke siges. Vi får ikke noget at vide om, hvorfor de flygtede. Den krig, der er i Syrien, er jo vidt forskellig fra den krig, der fik tyskerne i Østprøjsen til at flygte. Blev de personligt forfulgt, eller var der for mange bomber i deres by? Og for øvrigt, hvis de er krigsflygtninge, så tænkes de jo at skulle vende tilbage til Syrien, når krigen er slut. Der har regeringen prøvet at gennemføre for nogle syrieres vedkommende. Men medierne synes, det er vældig synd for dem at skulle tilbage til Syrien. Men Gihan ønsker, at Syrien i det mindste bliver så fredeligt, at de kan tage på besøg. Det er der forresten allerede mange syrere, der gør. De tager ikke direkte til Syrien, så ser det for mistænkeligt ud, de tager til Libanon og derfra med bus til Damaskus.

Og det er klart, om en sådan familie må man næsten nødvendigvis synes, at de da selvfølgelig skal have lov til at blive her i landet, krigsflygtninge eller ej. Og indrømmes må det jo også, at vi i vores hjertelige modtagelse indikerer, at de ikke er flygtninge, men indvandrere. De lærer dansk og får arbejde, i modsætning til de tyske flygtninge dengang, der måtte lære alle mulige sprog, kun ikke dansk, og arbejde fik de ikke lov til, selv om mange landmænd manglede arbejdskraft, for de skulle ikke tro, de kunne blive indvandrere.

Så er der Rahima:

Hendes familie flygtede fra Aleppo til deres sommerhus i det nordlige Syrien og håbede, at krigen ikke ville vare særligt længe. Da Islamisk stat rykkede ind i området i 2013, valgte hendes far at flygte til Danmark.

”Valgte at flygte til Danmark”, jamen, det kan man da ikke. Ifølge de europæiske regler skal man søge asyl i det første europæiske land, man sætter sin fod på. Og det kan ikke være Danmark. Men selvfølgelig, det er ikke Rahimas fars skyld, det er EU’s skyld, man har alt for længe ladet fem og syv være lige.

Og hvordan kunne han vide, at det var Danmark, det var godt at komme til? Nogle af de syrere, der er ankommet, må have fortalt om alt det guld, der ligger på gaden her i landet. Eller også har diverse menneskesmuglere brugt sådanne salgsargumenter.

Endvidere: Han har brugt den for os ret uforståelige metode, at han lader kone og børn forblive i det farlige Syrien, mens han alene giver sig menneskesmuglerne i vold. Er det da kun ham, IS er ude efter? Er han sikker på, at de ikke vil gå efter hans familie? Eller er dette et tegn på, at han ikke er forfulgt, kun utryg?

Nå, Rahimas far nåede til Danmark, og herfra kunne han så søge om familiesammenføring.

Der er sikkert andre flygtningehistorier fra Flugtmuseet, men man kan godt spørge, om man udvælger dem, der på tilpas måde understøtter flygtningevennernes opfattelse af flygtninge. Jeg har her – lidt ondskabsfuldt måske – gengivet noget af den beretning, en anden flygtningepige, Iman Rabeh, har fortalt, se her. Hun selv vil helst leve mellem andre arabere og hendes forældre har ikke lært sig dansk og omgås ingen danskere. En sådan beretning skal man nok ikke forvente at finde på museet. For man kan nok sige, at Iman Rabeh teknisk set er flygtning, hun er i hvert fald kommet ind i Danmark i kraft af, at hendes familie har betegnet sig som flygtninge. Men er det ikke snyd? Er de ikke som så mange andre herboende arabere migranter og ikke flygtninge?

Og så er der alle de ”flygtninge”, som ikke har givet os nogen beretning, man kan gengive på det museum, men til gengæld gennem deres gerninger viser os, at de fra det land, de kom fra, har medtaget deres voldskultur. Bliver deres røst hørt i Oksbøl? Jeg tvivler.

Igen: viser ikke de mange ghettoer og den muslimske kultur, der florerer dèr, at det er noget, vi ikke kan se bort fra? Kan vi på kort eller langt sigt virkelig optage en sådan voldskultur i vort fredelige land?

Jeg vil altså mene, at vi bør lære det af vore politikere dengang, at vi ikke i al vor godgørenhed ser bort fra den kendsgerning, at muslimer er meget vanskelige at integrere i vor kultur, og at vi, hvis vi fortsætter med den af EU og diverse konventioner fastlagte kurs, så vi importerer flere og flere muslimer, om føje år vil ende med at have de enorme voldsproblemer, som vi for øjeblikket ser udfolde sig i Sverige.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.