Alles frelse?

Som man nok har opdaget, er jeg ikke helt enig med Lars Sandbeck. Jeg sendte et lille læserbrev til Kristeligt Dagblad. Det optog de. Det ser sådan ud:

Når Lars Sandbeck vender sig imod tanken om den dobbelte udgang, undlader han at komme ind på de mange bibelsteder, der omtaler en evig straf.

Luther kan være en hjælp. Han skelner i ”Om den trælbundne vilje” (WA 18,786) mellem naturens, nådens og herlighedens lys. Blot befinder vi os ikke i herlighedens lys og kan derfor ikke svare på alle nysgerrige spørgsmål. Og Luk 13,22-30 kan også hjælpe. Her afviser Jesus at svare på nysgerrige spørgsmål og opfordrer i stedet tilhørerne til at stræbe efter at komme ind gennem den snævre port. Det vil sige, at når vi i Matt 25,1-13 læser, at brudgommen siger til brudepigerne: ”Jeg kender jer ikke”, så skal vi ikke slutter noget om dobbelt udgang, men i stedet gøre os klart, at et forhold, vi står i, kan gå i stykker blot ved, at vi i situationen overhører en uudtalt bøn om forståelse.

Jeg havde forsynet det med denne overskrift: ”Læser Lars Sandbeck bibelen?”, men den blev af betænksomme journalister erstattet af noget mere urbant.

Men da det af debatten i KD viste sig, at det slet ikke var så let at få hold på dette spørgsmål, sendte jeg dem senere et forslag til kommentar. Den optog de dog ikke, forstå det, hvem der kan. Men af den grund kan jeg jo godt offentliggøre det nu. Forslaget så sådan ud:

Unyttig spekulation

Overfor de spekulationer over alles frelse kontra dobbelt udgang som foregår i Kristeligt Dagblads spalter kan det være passende at minde om Jesu ord til Peter i Joh 21,22, da Peter havde spurgt, om også Johannes skulle lide martyrdøden: »Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!« Altså, nysgerrige spørgsmål om andres skæbne risikerer at forhindre et menneske i at høre Jesu ord, så man selv følger efter ham.

Man kan også henvise til Luk 15,11-32, lignelsen om den fortabte søn. Jesus undlader at fortælle om, hvorvidt den ældste søn efter sin fars formaning gik med ind til festen. Denne slutning på lignelsen er det nemlig os farisæere selv, der skal fortælle: Vil du være med til en fest, som ikke bygger på retfærdighed, men på fællesskab?

Det samme kan siges om andre af Jesu lignelser, f.eks. lignelsen om det store gæstebud, Luk 14,15-24. Her hedder det blot, at de først indbudte ikke skal deltage i måltidet. Eller lignelsen om arbejderne i vingården, Matt 20,1-16. Her står der ikke noget om de klagendes evige skæbne, blot lyder ordene om deres onde øje som et spørgsmål til os tilhørere, om vi mon heller ikke kan affinde os med himmerigets mangel på det, vi kalder retfærdighed.

På samme måde skal vi hører lignelserne i Matt 25 som et spørgsmål til os, ikke som en dom over “de andre”. Jesus vil med disse lignelser fortælle os, hvad det kommer an på nu i tiden før dommedag. Hvis vi f.eks. regner med, at vi da så nogenlunde har givet de sultne mad, de tørstige drikke, de fremmede modtagelse, de nøgne klæder og de fangne besøg, som lignelsen om verdensdommen tilsyneladende kræver af os, så må vi blive ret overraskede, når vi opdager, at de frelste slet ikke véd, at de har gjort disse gode gerninger, vers 37. Det vil sige, at al vor lovfromhed slås i stykker. Det forholder sig virkelig, som Paulus siger i 1 Kor 10,23, at “alt er tilladt”, lovfromheden, som vi ville læse ind i lignelsen, er intet værd, de gode gerninger, som vi mener, vi har samlet nogle stykker af, nytter os intet.

Og spørger vi, hvordan vi så kan blive frelst, lyder Paulus’ svar, at vel er alt tilladt, men ikke alt opbygger, det vil sige, at vi altså skal tage vare på de fællesskaber, vi står i, søge at opbygge den indbyrdes tillid med vore ord, prøve at vise forståelse, med små drillerier, måske endda dårlige vittigheder få fællesskabet til at trives i et godt smil, en frigørende latter. Så vil det vise sig, at alt det andet, det med bespisning og fængselsbesøg, kommer helt af sig selv, uden at vi tænker over, at det er noget særligt og da slet ikke noget, der kan frikende os på dommens dag. Ja, måske vi så virkelig vil kunne give almisse, så den venstre hånd ikke aner, hvad den højre gør, Matt 6,3.

Det er dèr, Jesu ord vil have os hen. Og så må vi forlade alle vore yndede spekulationer, både spekulationerne over, om nu også den eller den nabo kan smutte med ind på dommedag, og spekulationerne over, om mon ikke det sikreste er at sige – imod Jesu tale i lignelserne – at alle bliver frelst. Vi kan med en lille omskrivning af Jesu ord i johannesevangeliet sige: Hvis Gud vil, at nogle skal fortabes, hvad angår det så os! Vi har blot at følge Jesus i de fællesskaber, vi står i.

Som sagt ville Kristeligt Dagblad ikke optage denne kommentar. Og jeg må da indrømme, at den er lidt fattig, eftersom den ikke svarer på det spørgsmål, man vil have svar på, men i stedet påpeger umuligheden af at få svar. Lad mig derfor her prøve at vise, hvordan vi mennesker normalt tænker forkert om tingene, og at det er derfor, vi ikke får noget svar.

Jeg kan i den forbindelse henvise til en afhandling om johannesevangeliet, jeg skrev engang i 80erne, men aldrig kom videre med. Her prøver jeg at vise, hvordan man misforstår johannesevangelisten, hvis man vil prøve at lade nogle af hans tekster være baggrund for en prædestinationslære, se dette afsnit her. Men pas på, jeg udtrykte mig utrolig indviklet dengang, for jeg skulle jo tage hensyn til nogle af de fortolkere, der har beskæftiget sig med johannesevangeliet.

Her vil jeg derfor udtrykke mig lidt mindre indviklet. Eller i hvert fald forsøge på det.

Lad mig tage udgangspunkt i det indlæg, Lars Sandbeck havde i Kristeligt Dagblad den 28. oktober, se her. Her skriver han bl.a.:

Treenigheden afslører, at Gud i det dybeste lag i sit væsen er et fællesskab, der holdes sammen af en evigt virksom kærlighed. Det er kærligheden mellem Faderen og Sønnen i deres fælles Ånd, der gør Gud til Gud.

Det betyder så også, at den treenige Gud må forstås som relationalitetens og relationernes Gud. Den Gud, som i sit eget væsen er et fællesskab, i hvilket Faderen, Sønnen og Ånden evigt og ubrydeligt relaterer sig til hinanden i en gensidigt opretholdende kærlighed, er den samme Gud, der skaber menneskelivet med henblik på, at vi kan eksistere med hinanden i kærlighedens fællesskaber.

Som mennesker er vi ikke først og fremmest individer, men personer, og personer er nu engang kun noget i kraft af de andre personer, de er relateret til. Jeg er far, fordi jeg har børn, jeg er kæreste, fordi jeg har en kæreste, jeg er kollega, fordi jeg arbejder sammen med andre.

Som sådan afslører treenigheden også, hvad det vil sige at være menneske – eller rettere: den afslører, hvilken personlig og dermed fællesskabelig tilværelse, vi oprindelig er skabt til.

Problemet er så bare, at vi mennesker ustandselig erfarer noget, Gud ikke gør. Nemlig, at de relationer, som er bærende for vores eget liv, bryder sammen. Og ikke bare relationerne til andre mennesker, men også relationen til Gud.

Vores tilværelse er de brudte relationers tilværelse. Deri består vores fortabthed: Vi mister dem, vi elsker; vi svigter dem, vi elsker; vi svigter at elske dem, vi burde elske. På den måde bliver vores forhold til Gud og hinanden skåret over.

Man skulle tro, at dette lige var vand på min mølle. Mennesket skal ikke forstås som individ, men som fællesskabsvæsen. Menneskelivet lykkes, ikke når vi som enkeltpersoner får drejet vort indre væsen efter kærlighedens målestok, men når vi lever med hinanden i oprigtig tillid.

Men ak, så skal Sandbeck lige have indføjet noget, som han tror er grundluthersk, nemlig et totalsyndighedsbegreb: ”vor tilværelse er de brudte relationers tilværelse”. Og det er forkert, ligesom alle de andre forsøg, vi moderne mennesker finder på for at få lagt en totalsyndighed ned over os arme mennesker.

Er det forkert? Jamen, vi er da syndere, ikke?

Mit modspørgsmål lyder: Hvorfor siger vi så ikke det i vore begravelsesprædikener? Når vi skal trøste en efterlevende ægtefælle, så lyder der jo bemærkelsesværdigt nok ikke et ord om, hvordan dette ægteskabs tillid var brudt den ene gang efter den anden. Og hvorfor ikke? Er det mon bare, fordi vi ikke må sige noget ondt om de døde? Mon ikke det skyldes, at der her virkelig var et tillidsforhold, der var ægte, ubrudt, helstøbt, et tillidsforhold, som man uden at tænke over dødens adskillelse har levet og åndet i, som var det saligheden selv?

Sagen er, at begrebet synd – i hvert fald som vi normalt forstår det – er uegnet til at beskrive vore fællesskaber med. Synd er noget med ikke at leve op til de normer, Gud påstås at have opstillet for os. Synd er noget med ikke at kunne leve ud af kærlighed og kun det. Men er kærlighed et krav? Kan kærlighed i det hele taget kræves? Vil kærligheden ikke altid komme af sig selv, hvis den kommer? Ville elske kan man i hvert fald ikke. Det er ikke viljen, der aktiveres af Guds ord.

Hvad er det så?

Det er vor forståelse, forståelsen af, at vi lever i et fællesskab, hvor vores tillid skabes af den andens tillid, vores kærlighed er et svar på den andens kærlighed, vores glæde og fryd skyldes, at den anden viser os fortrolighed.

Når Gud siger, at han elsker os, ønsker han, at det skal have samme virkning på os, som når vor næste erklærer os sin kærlighed: at vi tror ham, at vi kommer til at leve vort liv på det ord, at et fællesskab med ham bliver oprettet eller genoprettet.

Og i samme åndedrag, jo, at vort forhold til vor næste bliver styrket eller sågar genoprettet.

Det er det, ordet om Guds kærlighed er ude på. Det er ikke ét eller andet i vort indre sind, der skal ændres, der er et forhold, der skal genskabes. Hvis man tænker individuelt, så hænger man fast i, at jeg skal ændres, jeg skal fremelske kærlighed i mit indre. Men hvis man tænker relationelt, så skal der hos både mig og min næste genskabes den tidligere tillid.

Og med den tillid har det sig på den mærkelige måde, at det ikke er mig, der med mine velvalgte ord og mit imødekommende blik skaber tillid i min næste. For skabe denne tillid formår jeg ikke. Den skabes kun af Guds ånd, ikke en ånd, der kun virker i kirken, men den ånd, der virker overalt, hvor sproget lyder.

Men at beskrive åndens virken, det er netop, hvad Det ny Testamente bestræber sig på. For formaningerne lyder i en lind strøm ud til os fra dets blade, men samtidig gøres det klart, at det ikke er os, der skaber tillid, men ånden. På den anden side hedder det, at ånden virker i frihed, så åndens virken er afhængig af vor forståelse.

Er det indviklet? Ja, det er det, men denne vekselvirkning mellem vores forståelse og åndens virken kan ikke gøre op på éntydig måde.

Og jeg er bange for, at såvel de teologer, som jeg har nævnt i den afhandling, jeg henviste til tidligere, og Lars Sandbeck har gjort denne vekselvirkning til en énsidig handling fra Guds side. Se f.eks. hvad Sandbeck skriver:

Mens den treenige Gud er de ubrydelige relationers Gud – relationalitetens og fællesskabets Gud – erfarer vi i dette liv konstant, at vores egne relationer bryder sammen. Og så destrueres vi som de personer, vi er skabt til at være. Vi har brug for en frelser.

Desværre har kirken på det punkt traditionelt fremført en frelses- og fortabelseslære, som på grotesk vis underminerer bekendelsen til den treenige Gud.

Kirken har hævdet, at den Gud, som i sig selv består af ubrydelige relationer, og som har skabt os som relationelle væsener i sit eget billede, som sin sidste handling ikke har i sinde at forene og samle menneskeheden, men derimod vil kløve menneskeheden på midten, opdele mennesker i to grupper og sende dem i hver sin retning.

Jo, jo, lad os endelig slå fast, at det ikke er os, der skaber den tillid, der præger vore fællesskaber, men den Guds ånd, der giver os langt mere, end vi forventer. Og det er såmænd også sandt, at kirken eller i hvert fald kirkens teologer indtil flere gange er faldet i prædestinationens grav, ligesom Sandbeck er faldet i ”alles frelse-graven”. Teologerne har ladet sig friste til at ville besvare spørgsmålet om, hvad der sker ved tidernes ende. Og det spørgsmål burde teologer have afholdt sig fra at svare på, uanset hvor hårdt lægfolket trængte sig ind på dem. Hvad de måske slet ikke gør.

Og vil man endelig ind på den slags tanker i stedet for at beskæftige sig med kirkens hovedopgave, som er at forkynde Guds kærlighed, så må man som minimum spørge, hvordan Gud mon kan være i stand til at forene og samle menneskeheden, når han ikke har kunnet det under hele menneskehedens historie.

Er Gud almægtig?

Ja, han er så almægtig, at han har skabt et væsen, som er hans lige, som han kan leve i fællesskab med, men altså et fællesskab, der kræver frivillighed, og som derfor i en vis forstand gør indhug i Guds almagt.

Og blandt andet derfor er det forkert, hvad Sandbeck skriver, at kirken har fremført en lære, som underminerer bekendelsen til den treenige Gud. Sandt nok er der fra tid til anden opstået diskussion om, hvordan åndens virken skal forstås: er den afhængig af menneskets reaktion, dets ja, eller fremkalder den selv dette ja. Luther har, trods visse barske udtalelser i ”Om den trælbårne vilje”, vendt sig imod tanken om en prædestination. Og kirken har ikke, mig bekendt, tilladt sig imod en række nytestamentlige tekster at prædike alles frelse. Muligvis udgør Origenes her en undtagelse.

Men dem, der prædiker alles frelse, må man spørge, hvordan de kan opretholde tanken om, at vort frivillige ja betyder noget for Gud, når det ved tanken om alles frelse gøres ligegyldigt, om vi siger ja eller nej.

Jovist, Gud vil utvivlsomt gerne forene og samle menneskeheden, det vil han jo ikke mindst nu før dommedag, men kan han gøre det, hvis det skal stå mennesket frit for, om det reagerer med ja eller nej?

Til sidst: Jeg tænker mig, at Lars Sandbeck er bundet af en tankegang fra den individuelle teologi, den tanke, nemlig, at kærlighed er en egenskab i menneskets indre, mere end det er betegnelsen på det, der gør fællesskab mulig. Altså: har man erkendt, at et menneske har kærligheden som en egenskab i sig, så kan man forudberegne vedkommendes handlinger. Gennem den forestilling ser man bort fra, at alle menneskets handlinger foregår i et fællesskabsrum, hvor andres reaktioner spiller en afgørende rolle.

Overfører man denne tanke om personens indbyggede egenskab til Gud, bliver konklusionen, at Gud, der er kærlighed, da ikke kan lade noget menneske overhovedet gå fortabt. Men det er en tanke, man har fra en teologi, der tænker individuelt om mennesket.

Min hovedtese er stadigvæk, at vi klogest skal undlade at prøve tænke os frem til, hvad der sker på den anden side af verdens ende.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.