Forsvundne perlehøns

Information har gjort et stort nummer ud af de tre professorer, der for et stykke tid siden sendte et notat til folketinget angående anklagen mod Mette Frederiksen i minksagen. De anså det efter en – siger de selv – omhyggelig undersøgelse af granskningsrapporten – den rapport, der også handler om minksagen – for højst usandsynligt, at en rigsret ville kunne dømme Mette Frederiksen for grov uagtsomhed.

Berlingske har imidlertid også gjort et stort nummer ud af minksagen og gjort det med et lidt andet fortegn. Man har den 18. november, altså efter de tre professorers rapport, offentliggjort en kronik af Lasse Lund Madsen, der også er professor, se her, hvori han redegør for, hvordan problemet efter hans mening består i vanskeligheden ved at skelne mellem forsætligt grov uagtsomhed og grov uagtsomhed af uvidenhed.

I mellemtiden har Information offentliggjort en juridisk synsvinkel angående Rasmus Jarlovs spørgsmål i den Deadline-udsendelse, jeg nævnte i mit indlæg her. Det er Hans Christian Jacobsen, der ikke mener, at spørgsmålet om tempobonussen spiller nogen væsentlig rolle i sagen, se her.

Af flere artikler kan nævnes endnu en artikel i Information, se her, denne gang et interview med Lasse Lund Madsen, hvor han siger nogenlunde det samme som i kronikken i Berlingske.

Og nu her, søndag den 20. november, er Berlingske på pletten igen, se her, denne gang med endnu en undsigelse af de tre professorer, nu fra en dr. jur. Rasmus Grønved Nielsen.

Så man må unægtelig indrømme, at de to aviser har fremlagt en utrolig stor juridisk ekspertise i denne sag. Og måske jeg er lidt fræk, måske jeg også overvurderer min juridiske erkendeevne, måske jeg endda er lidt naiv – dette sidste kan nok ikke helt nægtes – men jeg kan nu ikke andet end mene, at den indvending, Jakob Ellemann-Jensen kom med den 22. november 2020 under en forespørgselsdebat i Folketinget er det klareste og mest indlysende, der er sagt om den sag. Jeg har omtalt hans indlæg fornylig her, og den 26. november 2020 her.

Og da nu de to aviser plus de aviser, jeg ikke har læst, har gjort så meget ud af sagen, vil jeg tillade mig igen at henvise til den redegørelse, som regeringen udsendte før forespørgselsdebatten. Den kan ses her. Og på side 9 står der et længere afsnit, som Jakob Ellemann citerede i debatten i folketinget og som jeg citerede den 26. november 2020. Man er i redegørelsen i færd med at referere den model, der gik ud på, at alle minkbesætninger slås ned og så kun avlsdyr bevares. Og i denne beskrivelse står der ordret: ”Der er ikke hjemmel til håndtering af et sådant scenarie i den nuværende lovgivning”. Det vil sige, at man under mødet den 3. november 2020, hvor man fattede den fatale beslutning at aflive alle mink i Danmark, havde diskuteret den her omtalte model, men blot valgte en anden og endnu mere gennemgribende model.

Og på den baggrund er det så, at Ellemann-Jensen spørger statsministeren, hvordan man, når man godt vidste, at der ikke var hjemmel til at aflive nogle mink, kan være uvidende om, at der så heller ikke er hjemmel til at aflive alle mink.

Det forekommer mig, at Ellemann-Jensen med stor klarhed har slået ned på det afgørende problem. Og selv om jeg ikke er jurist eller har nogen synderlig forklaring på de ting, som de kloge jurister fremkommer med, så er jeg alligevel i stand til at sige, at dette er logik for perlehøns.

Blot er jeg jo så i betragtning af de mange indlæg, der fuldstændig overhører dette enkle spørgsmål, nødt til at føje til, at alle perlehønsene er borte. De findes ikke. De er forsvundet. At bøje sig for en enkel logisk problemstilling er man åbenbart alt for uddannet til at kunne finde ud af. Man vil ikke nøjes med at være en perlehøne, når man er juridisk professor.

Og det er en skam.

I mit indlæg fra 2020 har jeg desforuden ladet Britta Schall Holberg citere Mette Frederiksen, der udenfor Amalienborg sagde:

Selv om jeg havde vidst, at der manglede lovhjemmel, ville jeg på pressemødet have sagt det samme om nedslåning af alle mink, som jeg gjorde. Og så ville jeg have afsluttet med, at vi nu ville søge at skaffe hjemmel.

Det får mig til nu i dag at ønske, at Mette Frederiksen havde turdet sige, at de besluttede at aflive minkene på trods af, at de godt vidste, at der manglede lovhjemmel. Så havde hun været et mandfolk, og så var vi sluppet for alt dette rigsrets-halløj. Ud fra Ellemann-Jensens ret enkle spørgsmål kan man godt drage den konklusion, at hun kendte til den manglende lovhjemmel, men foretrak at benægte denne viden. Men havde hun erkendt sin uvidenhed, måtte hun ganske vist leve med den kendsgerning, at hun ligesom de fleste andre dengang var grebet af en stemning af frygt for coronaen, en frygt, som vi efterfølgende er blevet klar over var overdreven og måske endda i nogen grad var pustet op af regeringen og dens medløbende medier. Men det ville da kun være gavnligt for vor selverkendelse, om vi kunne erkende de tiltag, vi dengang foretog imod coronaen, som overdrevne, omend forståelige.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.