Fodjordsreglens tåbelighed

I mit forrige indlæg anerkendte jeg Henrik Dahl for at påvise, hvordan en række “forskere” blev så indtaget i deres forskning, at de fremkommer med teser, som ethvert fornuftigt menneske med et halvt øje kan se er tåbelige. Se evt. hans artikel her.

I dette indlæg vil jeg ud fra en artikel i Information, se her, prøve at påvise, hvordan der findes utrolig mange tåbeligheder i europæisk flygtningepolitik. Det er noget, jeg har påvist mange gange før, men situationen har i nogen grad forandret sig, fordi de enkelte landes regeringer i stigende grad modsætter sig de fælles bestemmelser, som bliver fastsat af EU. Men fordi ingen, hverken politikerne eller medierne, ser det tåbelige ved den regel – af mig kaldt fodjordsreglen – som gælder her i Europa, derfor fortsætter migrantstrømmene, og derfor nytter alle de tiltag, regeringer og kommission foreslår, ikke det bitterste.

Fodjordsreglen siger, at så snart en migrant har sat sin fod på europæisk jord og sagt “asyl”, har han eller hun ret til at få sin asylansøgning behandlet.

Meningen er, at europæerne i nutiden vil vise sig mere forstående overfor forfulgte mennesker, end man var i trediverne, hvor jøder, der flygtede fra Tyskland, rask væk blev afvist ved nabolandenes grænser. Det er altså et moralsk synspunkt, der ligger til grund for reglen, og det er nok det, der har fået folk og regeringer til at støtte synspunktet: man vil jo gerne anses for et moralsk menneske.

Problemet er, at når det er dette ønske om at fremstå – i egne øjne såvelsom i andres øjne – som et godt menneske, så er man villig til – bevidst eller ubevidst, vist mest ubevidst – at se bort fra en række kendsgerninger, som kunne virke forstyrrende på den smukke selvfremstilling.

Derigennem skaber man sig en række modsatrettede hensyn, som gennem årene har bevirket, at migrantbehandlingen er endt i det rene galimatias.

Skal således en migrant komme til at stå med fødderne på europæisk jord, er det næsten uomgængelig nødvendigt, at man har passeret EU’s ydre grænse på irregulær vis. Man kan ikke bare sætte sig i en flyvemaskine og træde ud af den på europæisk jord og sige “asyl”, for man skal have visum for at kunne komme ombord på en sådan maskine, se evt. her. Og man kan tilsvarende ikke bare henvende sig ved den normale grænseovergang og sige “asyl”, for så bliver man bortvist; man har jo ikke sat sine fødder på europæisk jord.

Man er derfor nødt til at komme ind på europæisk jord på illegal vis. Og det giver enormt meget arbejde til menneskesmuglerne.

Og altså, disse enkle kendsgerninger kan sådan en lille hjerne som min så udmærket forstå. Men Informations artikel afslører, at hvad små hjerner kan forstå, ofte er skjult for de store og vise.

Den kloge journalist, Jacob Ehrbahn, har udspurgt en to-tre eksperter om den stærkt øgede migration til EU, deriblandt Maurice Stierl, professor og migrationsforsker ved Osnabrück universitet og ekspert i EU’s asyl- og indvandringspolitik Hanne Beirens, der leder den uafhængige tænketank Migration Policy Institute Europe. Men besynderlig nok er der ingen af disse tre kloge hoveder, der omtaler fodjordsreglen, den er lige så urørlig for dem, som de ti bud var for Moses, da han kom ned fra Sinai bjerg.

Ehrbahn begynder med at omtale en udtalelse af EU’s flygtningekommissær, Ylva Johansson:

Onsdag gik EU’s flygtningekommissær på talerstolen i Europa-Parlamentet og ringede hårdt med alarmklokken.

»Vi står over for en enorm udfordring,« lød det fra Ylva Johansson.

Antallet af migranter, der kommer til Europa, skyder i vejret, fortalte hun. Stadig flere hopper i både og sejler over Middelhavet. Endnu flere går den bjergrige vej ind i EU via Balkan.

»Vi bliver nødt til at tage hånd om det,« konstaterede den svenske kommissær.

Og indrømmet, det lyder jo ikke så godt. Men måske man i første omgang skal undre sig over, at Ylva Johansson finder det alarmerende. Hun plejer at være mest bekymret for, om nu også EU-landene gør, som de skal som gode og agtværdige lande: tager imod de “stakkels” mennesker, der er nødt til at flygte.

Umiddelbart derefter skitseres det problem, som artiklen tager op:

Denne situation burde egentlig slet ikke være opstået. For siden flygtningekrisen 2015-2016 har EU og medlemslandene ikke skyet mange midler for at befæste sig og holde migranter og flygtninge væk.

Stadig flere meter pigtrådshegn er blevet rullet ud, og mure er skudt op langs EU’s ydre grænser. Grænsevagter har tæsket flygtninge og migranter tilbage over grænserne. Kystvagter har tvunget asylansøgere retur i overfyldte både. Der er indledt en klapjagt på humanitære organisationer, der hjælper nødstedte migranter i Middelhavet. Og EU har betalt autoritære styrer for at forhindre folk i at nå frem til Europas kyster.

Alligevel er antallet af flygtninge og migranter, som når EU, på vej til at blive det højeste på noget tidspunkt siden flygtningekrisen.

Så følger nogle tal, som jeg med min lille hjerne ikke kan få til at gå op. Ad Balkanruten er der ankommet 130.000, over Middelhavet 90.000, ialt er der kommet 275.000. Men det, jeg spørger om, er ikke, om tallene går op, men hvilke lande Balkanruten går igennem. Dog, jeg har lært mig ikke at spørge for meget.

Derimod har jeg også lært at lytte til “baggrundsmusikken” i den slags artikler. Når der siges, at der bliver “tæsket” løs på flygtninge og migranter, og når det hedder, at der er indledt en “klapjagt” på NGO’er, så forstår i hvert fald jeg godt, hvor journalistens sympati ligger.

Så får den ene ekspert ordet:

For Maurice Stierl understreger de seneste tal, at EU ikke er i stand til at kontrollere eller regulere strømmen af migranter – for den afhænger allermest af forholdene ude i verden.

“Der er for tiden et pres på de europæiske grænser, fordi folk rundt om i verden ser et behov for at forlade deres hjemlande, hvor de ikke har mulighed for at opretholde deres eksistens, enten på grund af væbnede konflikter eller på grund af økonomisk trængsel”, siger han.

At grunden til, at EU ikke kan kontrollere sine grænser måske kunne ligge i fodjordsreglen, det ser eksperten ikke. Og grunden til, at migranterne flygter, opgiver han som lokale krige eller økonomisk trængsel – hvad så dette sidste er. At disse to ting ikke ifølge EU’s regler giver ret til asyl, er det ikke ham, der siger noget om, men sjovt nok EU-kommissæren:

Ifølge Ylva Johansson bliver en del af de såkaldte irregulære indrejser først og fremmest forårsaget af økonomiske migranter fra lande som Indien, Egypten, Bangladesh og Pakistan, som ”ikke nødvendigvis har et beskyttelsesbehov”, og derfor som oftest ikke får tildelt asyl, og derfor risikerer at blive hjemsendt.

Indrømmet: det var det, der i første omgang fangede mit øje. For at Ylva Johansson kunne sige noget sådant, er jeg ikke vant til. Fra kommissionens side er jeg vant til at høre den sædvanlige melodi om, hvor ynkværdige migranterne er. Dog har hun lige så lidt som de to eksperter noget realistisk bud på, hvordan man får standset denne trafik.

Og det er ret klart, at journalisten ikke har noget bud i den retning. For han citerer kun de eksperter, der siger at “vold virker ikke”.

Siden 2010 har stadig flere lande tætnet EU’s ydre grænser med pigtrådshegn eller mure. Grækenland og Bulgarien har gjort det mod Tyrkiet. Ungarn mod Serbien. Polen og Litauen mod Belarus. Og Spanien mod Marokko.

Samtidig har FN, medier, Dansk Flygtningehjælp og en lang række menneskerettighedsorganisationer påvist, hvordan det er blevet normaliseret, at EU’s grænsevagter illegalt og ved brug af vold og tortur tvinger potentielle asylansøgere ud af landet igen og dermed krænker deres ret til at få et asylønske behandlet. Det sker især på grænsen mellem EU-landet Kroatien og Bosnien og mellem Grækenland og Tyrkiet.

“Det er klart, at volden og militariseringen af grænserne har en effekt. Men det stopper ikke migrationen, det forsinker den blot og påfører migranterne endnu større lidelser og tvinger dem til at tage ad endnu farligere ruter. Det er hverken en holdbar eller moralsk ansvarlig holdning”, siger Gianfranco Schliavone, der i den italienske by Trieste er leder for Consorzio Italiano di Solidarieta, en ngo, der blandt andet driver modtagecentre for flygtninge. Trieste er ofte en destination for mange migranter, som rejser via Balkan ruten.

“Vold”, ja det ord er jo også noget, der skal vise os, hvad EU roder sig ud i, når man vil beskytte sine grænser. Men læg mærke til det: man véd godt, at Polen og Litauen har opført grænsehegn mod Belarus, men ikke om man nævner det, som noget, der virker. For det gjorde det jo. Men N.B:, det virkede, fordi polakkerne var komplet ligeglade med fodjordsreglen. Man drev gladelig jagt på de illegale indvandrere indtil 10 km ind på polsk område og sendte dem tilbage til Belarus, se her. Var det “vold og militarisering”? Min lille hjerne forstår det som almindeligt grænseforsvar. Og at det ikke skulle være en “holdbar og moralsk ansvarlig holdning”, det går over min smule forstand. Og virkeligheden vises jo også, at løsningen i høj grad var holdbar.

Derimod forstår jeg godt, at en organisation, der får penge i kassen ved at fremstå som fortaler for en høj moralsk cigarføring, siger, som den gør. Standser migrantstrømmen, standser også pengestrømmen.

Så har Ehrbahn anbragt en meget sigende overskrift over ét af afsnittene i artiklen, nemlig ”Beskidte aftaler virker”. Han skriver herom:

Migrationseksperterne er dog enige om, at den mest effektive måde at holde flygtninge og migranter væk har vist sig at være de aftaler, som EU har indgået med tredjelande. Blandt andet indgik EU i 2016 en kontroversiel aftale med Tyrkiet, som for en stor sum penge og politiske indrømmelser fik til opgave at forhindre flygtninge og migranter i at tage videre mod Europa.

Der er siden lavet lignende aftaler med blandt andet Tunesien, Marokko og lande på Balkan. Og man har trænet og finansieret den libyske kystvagt, så den kan stoppe flygtningebåde fra at nå europæisk farvand.

Og sandt er det, at disse aftaler er ”beskidte”, selv om jeg nu hellere vil sige, at de er udtryk for et enormt hykleri fra EU’s side. Man får andre til at gøre det beskidte arbejde med at bruge mere eller mindre vold for at holde migranterne borte, en opgave, man jo rettelig selv burde have påtaget sig, hvis man sådan for alvor synes, det bliver for meget med al den ”godgørenhed”, man udviser overfor de migranter, der søger asyl.

Oven på den oplysning: at nabolandene formår det, EU ikke tør gøre selv, undrer man sig lidt over de tidligere udtalelser om, at ”vold” og ”tæsk” fra EU’s grænsevagters side ikke virker. Det er vist noget, kun migrationseksperter kan forstå. Det virker, når nabolandene gør det, men ikke, når EU gør det.

Min lille hjerne har i hvert fald været i stand til at forstå, at da den græske flåde før 2015 skubbede migrantbådene tilbage til Tyrkiet, da virkede det, og at migrantkrisen i 2015 havde sin årsag i, at grækerne holdt op med denne praksis; de ville åbenbart gerne være lige så ”gode” mennesker som os andre; blot lod de jo os andre behandle migranternes asylansøgning og i øvrigt tage sig af dem, se evt. her.

Og fordi jeg har opdaget denne kendsgerning, er jeg i stand til at forstå, at ligesom almindelig gammeldags grænsebevogtning virkede for Grækenland dengang, således vil det også virke for hele EU, hvis man tog sig sammen til at gennemføre det. Men uha, uha! Tvinger migrantbåde tilbage? Ikke, om man vil tilsmudse sine hænder med en sådan umoralsk handling! Det vil man også fremover lade nabolandene om. Mod god EU-betaling, naturligvis!

Dette hykleri vil man fortsætte med. Ehrbahn beretter:

Men netop disse aftaler med tredjelande er i høj grad det, som EU vil satse på fremover. De er en bærende søjle i en ny handlingsplan på migrationsområdet, som Ylva Johansson og EU Kommissionen fremlagde denne uge. Ifølge planen, som medlemslandenes indenrigs- og justitsministre diskuterede fredag, så vil EU blandt andet “styrke Tunesiens, Egyptens og Libyens kapacitet til at garantere en bedre håndtering af grænser og migration”.

Det lyder tosset, men dette kan efter min ringe mening næsten betragtes som et fremskridt. Jeg mener: tidligere var det enkeltlandene, især Italien, der søgte at hjælpe Libyen med dets kystbevogtning, noget landet fik skældud for af EU, nu er det minsandten EU selv, der vil gøre det samme.

Jo, det er bestemt en mærkelig verden, vi lever i.

Skal vi lige tage det sidste besynderligthed i Informations artikel med. Den har overskriften ”Krig mod redningsskibe”, og man kan næste på forhånd gætte, at det er Italiens afvisning af ”Ocean Viking”, der er tale om. Og ganske rigtigt. Ehrbahn skriver:

Mødet fredag [i EU’s ministerråd,rr] havde desuden som mål at lægge en dæmper på striden mellem EU-lande om, hvem der har ansvaret for at tage sig af de flygtninge og migranter, der når frem.

Blandt andet er Italiens nye højrefløjsregering anført af Giorgia Meloni begyndt af nægte ngo-skibe, der har reddet flygtninge og migranter i havsnød på Middelhavet, at komme i havn i Italien og har presset et skib med 234 om bord til i stedet at søge mod en fransk havn. Det har skabt en bitter strid mellem Rom og Paris.

Og så er vi jo lidt spændte. Kan mon Ehrbahn finde en ekspert, der er villig til at lukke øjnene for, at en sådan afvisning, hvis den videreføres, vil gøre migranttallet betydelig mindre i fremtiden? Ok, ja, intet problem:

“Meloni præsenterer det, som om at hvis de får stoppet for ngo-skibene, så stopper migrationen til Italien også, men krigserklæringen mod ngo-skibene er blot et show, der har til formål at bilde befolkningen ind, at regeringen kan kontrollere grænserne, når den reelle situation er, at det ikke kan lade sig gøre”, siger Maurice Stierl. “Den italienske kystvagts egne skibe fortsætter jo med at redde tusinder nær Siciliens kyst, og titusindvis kommer ind via Balkan ruten”.

Maurice Stierl tror da vist, han kan bilde os hvad som helst ind. Men det hjælper naturligvis på indbildningen, at han uden videre går med til at anvende den sædvanlige snydebetegnelse: at disse NGO-skibe kun vil redde menneskeliv, intet andet. At hele idéen med kunstigt at bringe sig i havsnød er at blive reddet og taget med til Europa, det ser han ikke, eller snarere: det vil han ikke se. Og hvad den italienske kystvagt foretager sig, kan den italienske regering nok får styr på. Den arme Maurice Stierl er da også nødt til at nævne de mange, der kommer ind via Balkan-ruten. Som om det kom sagen ved. Den handlede jo om Middelhavsflygtningene.

Til sidst: Hvad er fremtidsudsigterne for migrantstrømmene?

Der er sket visse fremskridt, når ”fremskridt” altså betyder at lukke migrantstrømmene ned. Diverse regeringer, Grækenlands, Italiens, Polens, m.fl., har iværksat tiltag, der skal begrænse tilstrømningen. Blot har man ikke vovet at angribe hovedproblemet, som består i fodjordsreglen. Og man har kun mådeligt fået sine tiltag godkendt af Bruxelles.

Men indrømmes må det, at når hovedmedierne, f.eks. Information, er i stand til at behandle migrantproblemet så ujournalistisk, som tilfældet er her, så har det lange udsigter. For regeringer er særdeles følsomme overfor de snøfthistorier, som man véd, at hovedmedierne vil sætte i søen, hvis man begynder at gøre, som professor Uffe Østergaard i sin tid anbefalede: Lukke alle grænser til, så migrantantallet blev nul, se evt. her. Og disse historier er langt vanskeligere at få op af søen, end titusinde migranter.

Fejlen, man begår – hvis jeg nu skal prøve at opsummere – består i, at man lægger sine moralske synspunkter til grund. Man er – sammen med mange andre – på forhånd overbevist om, at dette at tage imod de fremmede er udtryk for god moral, og man føler sig ud fra denne overbevisning som et godt menneske, når man som journalist er med til at få folk til at rette sig efter denne gode moral. Det er det, der giver disse mennesker deres stålsatte overbevisning, og det er det, der får dem til at vende sig imod alle de kendsgerninger, der kunne gøre det vanskeligere at få folk til at rette sig efter den ”gode” moral, man vil prakke dem på.

Men der er altså visse kendsgerninger, som det er umoralsk at overse, f.eks., den, at vi for hver migrant, vi giver opholdstilladelse, vækker lysten til at prøve lykken hos ti af hans landsmænd. Eller den, at vi allerede nu ser omridset af, at vor befolkning og den kultur, de er talsmænd for, bliver erstattet af andre folkeslag, der ikke vil overtage vores kultur. Eller den, at NGO’erne lyver for os, når de hævder, at de redder liv; hvis der ikke var NGO-skibe ud for kysten, ville vi ikke se gummibåde fulde af migranter, der ønsker at blive reddet, dvs., ønsker at komme til Europa. Og så videre, og så videre.

Ak ja.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.