Det irriterer mig temmelig meget, at vore medier – de såkaldte Main Stream Media – én som alle går ud fra, at Donald Trump var en for USA højst uheldig præsident.
Sandt er, at USA, som det ser ud for øjeblikket, er et utrolig opdelt land, hvor den ene halvdel mener, Trump har ret i sin kritik, også i sin kritik af præsidentvalget, hvor han tabte, og den anden halvdel benægter enhver form for snyd, ja, går så vidt som til at påstå, at stormløbet mod Kongressen den 6. januar 2021 var et forsøg fra Trumps side på at gennemføre et statskup.
Normalt ville vel en udefra kommende journalist fortælle sine læsere om argumenterne fra begge de to modstridende fløje, så læseren fik en god mulighed for selv at danne sig en fornemmelse af, hvordan det hænger sammen. Men den slags journalistik har man ”lykkelig” glemt på vore to store mediekanaler. Her har samtlige journalister taget stilling til fordel for demokraterne i amerikansk politik. Man kan høre Stefen Kretz lige ud tale om, at al tale om valgsvindel er løgn, man kan høre ham sige, at hvad Trump og hans støtter hævder, er en konspirationsteori, man kan høre de andre journalister være fuldstændig enige med ham.
Jeg var allerede efter den 6. januar 2021 irriteret over denne énsidighed fra vore mediers side. F.eks. skrev jeg her om Kristeligt Dagblads nys ankomne journalist Sidsel Nyholm, at hun tilsyneladende i samme øjeblik hun satte sin fod på Washingtons jord blev forvandlet til én af de amerikanske journalister, der ikke drømmer om at give et billede af begge parter i striden, men på forhånd har taget stilling imod Trump.
På den baggrund kan man nok forstå, at det er mig en lise at læse, hvordan Robert Spencer på jihadwatch beskriver begivenhederne efter 6. januar, se her. Han vil beskrive den mindehøjtidelighed, som Biden og konsorter har iværksat her to år efter, og skriver som overskrift: ”Husk på: der var intet oprør den 6. januar”. Og han fortsætter:
Gamle Joe Biden, Kamala Harris, og resten af det demokratiske establishment tilbragte fredagen med at ihukomme det, som Venstrefløjen vil have os til at tro var en større trussel mod vort demokrati end angrebet på Pearl Harbor eller 9/11. Stillet overfor denne ”Store Løgn”, som synes at vokse sig større og større, er det vigtigt at huske på: Der var i virkeligheden ikke noget ”oprør”. Der var ingen plan, ingen leder, ingen våben, og ingen sårede, bortset fra dem, der gik ind på Capitol, efter at politiet åbnede dørene. Præsident Trump, som er blevet opfattet som bagmanden for ”oprøret”, opfordrede demonstranterne til at gå ”fredeligt” til værks, og to års uafbrudte undersøgelser har ikke fremvist noget bevis, på trods af åndeløse medierapporter om det modsatte: at han skulle ønske at fjerne regeringen og indsætte sig selv som en slags evighedspræsident.
Og ikke sandt, ved at læse det kommer jeg i tanker om, hvor optaget jeg selv var af begivenhederne, så optaget var jeg, at jeg faktisk gennemhørte og gennemlæste Trumps tale; blandt andet lagde jeg mærke til, at han opfordrede sine tilhørere til at opfører sig parlamentarisk og fredeligt.
Spencer fortæller så, hvordan præsident Biden her fornylig tildelte tolv mennesker en medalje for deres opførsel den 6. januar. Han påstod, at de holdt skansen mod de onde ”oprørere”. Men, føjer så Robert Spencer til, han nævnte naturligvis ikke Ashli Babbitt og Rosanne Boyland. De mentes at være Trump-tilhængere, og de blev rent faktisk dræbt den 6. januar. Jeg mener at kunne huske nogle fjernsynsbilleder om den ulykke, hvorved i hvert fald Ashli Babbitt blev slået ihjel.
Derimod nævnte Biden, fortæller Spencer videre, en vis politiofficer William Evans, som, efter hvad Biden hævder, ”døde på grund af trusler fra disse syge oprørere”. Det kan så Spencer nævne er forkert. Evans døde tre måneder senere, fordi en tilhænger af ”Nation of Islam” kørte sin bil ind i ham.
Okay, indrømmet, jeg bryder mig ikke så meget om den ironiske tone, Spencer anlægger. Han kalder hele tiden præsident Biden ”Old Joe”, og den opmærksomme læser vil have lagt mærke til, at jeg ikke, som mange andre, betragter Biden som senil, selv om han skal have hjælp af en teleprompter eller et ekstra høreapparet for at kunne fuldende sine taler.
Men bortset fra det, det er altså godt, at der findes alternative medier, som kan tage over, når MSM svigter sine journalistiske forpligtelser.
Men det er nu én ting: at der trods alt findes alternative medier, der kan tilfredsstille sådan nogle sære typer som undertegnede, der helst ikke vil nøjes med mediers uargumenterede påstande, men have modargumenter til at slås med argumenter. Noget andet og nok mere væsentligt er, hvordan man kan forestille sig, at der nogensinde igen bliver énhed i den amerikanske debat.
Noget af det mest ødelæggende for et lands demokratiske samhørighed er tvivl om valgenes korrekte gennemførelse. Man kan så sige, at Donald Trump ved at blive ved med at påstå, at der fandt overtrædelser sted af almindelig valgprocedure, er den skyldige i splittelsen i det amerikanske samfund, men man kan med lige så stor ret sige, at MSM er skyldig, fordi de nøjes med blot at påstå ægtheden af valgene uden at gå Trumps argumenter igennem.
Man kan nok ikke forvente, som sagerne står for øjeblikket, at man fra MSM’s side vil gå præsidentvalget i 2020 igennem med en tættekam for at se, om der virkelig fandt svindel sted, sådan som Trump-lejren hævder. Men man kunne måske forvente, at man gik med til at gå procedurerne for fremtidige valg nøjere igennem for at se, om der forefindes den gennemsigtighed, der skal være til stede, hvis begge parter skal tro på ægtheden af valget. Og at ”gå igennem” vil altså sige at gøre det sammen, så både Trump-lejren og demokraterne deltager i debatten.
For to år siden tog jeg mig for ud fra svensk valgprocedure at gøre opmærksom på, hvor svært det kan være at ændre disse procedurer, se her. Svenskerne har ikke hemmelige valg. De har slækket på hemmeligheden derved, at hver vælger i et offentligt rum skal tage en seddel for det parti, de ønsker at stemme på, med ind i stemmeboksen. Man må godt tage flere partiers sedler, men det er klart, at tager man en seddel fra Sverigedemokraterne, så véd alle, at den mand nok stemmer på dem, og så vanker der drillerier og mobning og i visse tilfælde afskedigelse.
Men vi er jo vant til at betragte svenskerne som et gennemdemokratisk folk, og så ser vi stort på denne uheldige procedure. Er vi på samme måde forudindtaget angående de amerikanske valg, så vi på forhånd udelukker enhver mulighed for valgsvindel? Har vi en selvfølgelig, men ubevist tillid til amerikanerne, så bare dette at argumentere for muligheden af valgsvindel bliver betragtet som forkert? Hvis ”vi” er de danske medier, kan det såmænd godt hænge sådan sammen? Og hvis ”vi” har svært ved at acceptere muligheden for svindel, hvor meget mere må så ikke amerikanerne selv have det?
Som jeg gjorde opmærksom på det i dette indlæg, gør det ikke sagen bedre, at amerikanerne i høj grad benytter sig af computere til hjælp ved opgørelsen af valgresultatet. Der kan være nørder, der formår at gå disse systemer igennem, men folk flest formår det ikke. Og alligevel skal de stole på dem. Så bare det at genindføre de ”gammeldags” procedurer, hvor det er vælgere fra begge partier, der tæller op og kontrollerer, i stedet for flotte og hurtige computere, det vil være noget af en forandring. Men måske en nødvendig forandring, hvis ægte gennemsigtighed skal opnås.
Dog, sådan som de to modsætninger står overfor hinanden i USA, vil det under alle omstændigheder være store forandringer, der skal til, hvis tilliden til valgsystemet skal genoprettes.
ricardtriis 