Jeg var i 1975 nået frem til den erkendelse, at evangeliet udtrykker sig i en særlig logik, en logik, som vi bruger i dagligdagen i vort familieliv, og en logik, som ikke har logik fælles med den lovens logik, som vi bruger, når vi befinder os i det, Løgstrup kalder ”de kredsende livsytringer”, f.eks. jalousien. Den logik betjener sig af en noget-for-noget-tankegang – man kan også tale om en retfærdighedstankegang – tydeligt afbildet af Jesus i den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,29, hvor han klager til sin far over den uretfærdighed, der er begået imod ham.
Og når man gør sig klart, at denne lovens logik ikke kan samarbejde med evangeliets logik, bliver det klart, hvorfor Løgstrup kan tale om ”kredsende livsytringer”: logikken, der behersker den, der er jaloux, låser ham inde i hans jalousi, som derfor bliver en kredsende livsytring.
Desværre gør Løgstrup sig ikke nogen tanker om, hvordan en sådan kredsende livsytring kan erstattes af en suveræn livsytring. Han er tilsyneladende tilfreds med at skildre de to forskellige livsytringer.
Men den opdagelse, jeg gjorde i 1975, svarede netop på det spørgsmål. Og man kan såmænd sige, at den svarede på spørgsmålet ud fra lignelsen om den fortabte søn. For af faderens svar til den ældste søn ser man, at han aldeles ikke går ind på sønnens retfærdighedstanker; han mener tilsyneladende, at den relation, han står i til sin yngste søn, giver ham en sådan glæde over hans tilbagekomst, at det må fejres. Og han gør sin ældste søn opmærksom på, at han jo også har en familierelation til den yngste søn, han ændrer sønnens omtale af sin bror: ”din søn dèr” til ”din bror her”.
Det vil sige: når man spørger, hvordan man kommer ud af sin ”kredsende livsytring”, når der f.eks. er tale om jalousi, så er svaret: ved at møde et ord i en anden logik, i evangeliets logik, i en relationslogik. For det var det, jeg opdagede: Begge disse to logikker ligger i vor hjerne, for under vores opvækst får vi dem begge indkodet i os. Og kaldes der på evangeliets logik, så sættes denne logik i brug, så man tænker og taler ud fra den og ikke ud fra retfærdighedsovervejelser.
Det var noget af en opdagelse at nå frem til. Og det er værd at bemærke, at dette, at jeg nåede frem til den, nok skyldtes Løgstrup og måske også Bultmann, men især skyldtes mine egne hverdagserfaringer: jeg kunne genkende den ældste søns retfærdighedstankegang, jeg havde selv oplevet, hvordan sådanne overvejelser bandt mig fast, og havde gudskelov også oplevet, hvordan et ord udefra kunne forløse mig, kunne få mig til at skubbe alle retfærdighedstanker tilside og igen blot glædes over samlivet med min næste.
Og så gik jeg ellers i gang med min egen private ”hverdagseksegese”. Det vil sige: så gik jeg mange steder i Det ny Testamente igennem for at se, om der var flere steder, hvor man kunne se, at lovlogikken bandt et menneske, men at evangelielogikken kunne løsne lovens greb.
Jeg skal ikke gå alle stederne igennem. Kun to steder vil jeg her nævne. Det ene er 1 Kor 6,1-8. Her opdager Paulus midt i en formaning af jødisk art om at finde en form for retfærdighed mellem to menighedsmedlemmer, der er blevet uenige, at de to jo er brødre, og at brødre, dvs. menighedsmedlemmer, ikke fører sag mod hinanden. Han formaner dem lige ud til at droppe al tanke på ret og rimelighed og hellere finde sit i at lide uret, hvis tillidsforholdet derigennem kan genoprettes.
Og det andet sted er 2 Kor 10-13. Her kunne jeg genkende Paulus’ vedholdende påstand om anerkendelse fra min egen situation i én af de kredsende livsytringer, som Løgstrup har omtalt. Jeg vil ikke kalde min egen erfaring en erfaring af jalousi, men den betegnelse passer udmærket på Paulus’ holdning i de fire kapitler: Paulus er jaloux på de ”overapostle” (11,5), som er kommet til Korinth. Han har hørt, at de – og hans kære korinthere – taler ilde om ham, ser ned på ham, ikke rigtig véd, om han er en rigtig apostel, kapitel 10. Og derfor går han i gang med at rose sig, som god kristen naturligvis under foregivende af, at det slet ikke er det, han gør. Han betegner den del af brevet som dåretale. Og denne dåretale varer fra 11,1 frem til 12,11.
Men netop i 12,11 får vi et dybt indblik i Paulus’ forhold til sine menigheder. Hvis vi altså vover at betragte ham som en jaloux person i disse kapitler. Her skriver han ifølge den nye oversættelse: ”Så har jeg da været vanvittig. I tvang mig til det. Det var jo jer, der skulle have anbefalet mig.” I oversættelsen fra 1948, som er den oversættelse, jeg i sin tid tænkte mine tanker ud fra, hedder det: ”Så er jeg da blevet en dåre. I tvang mig dertil. I burde jo have anbefalet mig”. Det, der fik ham til at skrive denne dåretale, hvor han opregner alt det, han kan rose sig af i forhold til disse ”overapostle” – og det er jo ikke så lidt – var, at han følte sig svigtet af korintherne. Han mente, at forholdet mellem ham og dem var et ægte forhold, at de stolede på ham, at de regnede ham på lige fod med de andre apostle. Og så taler de ilde om ham på den måde. Derfor er dette ”I burde jo have anbefalet mig” kernen i sagen, og samtidig en bøn til korintherne om at blive forstået, accepteret på lige fod med de andre apostle.
Det er det ønske, der ligger bag al hans jalousi, og derfor også bag alle de udtalelser om rimelighed og retfærdighed i sammenligningen mellem ham og dem, der har besøgt Korinth, udtalelser, som tydeligt er holdt i lovens logik. Først med dette hjertesuk i 12,11 hører vi, hvad det virkelig drejer sig om: fællesskab, forståelse, indbyrdes tillid.
Det, der vakte disse ellers længst forglemte tanker til live, var en anmeldelse af Gerd Theissens nye bog: ”Budskab i billeder” i Kristeligt Dagblad, skrevet af Nils Gunder Hansen, se her. Bogen handler ikke mindst om Rudolf Bultmann, hvilket også fremgår af det første, anmelderen skriver:
En af de mest indflydelsesrige teologer i det 20. århundrede var Rudolf Bultmann (1884-1976). Han udkastede et program for
afmytologisering.Er det muligt at ”rense” kristendommen for de forældede verdensbilleder, der stadig bor i den? Kan man fortolke kristendommens mytiske sprog, så det giver mening, nu blot på en anden måde?
Bultmanns syn på sagen var eksistensteologisk. Den kristne forkyndelse var en fordring til den enkelte om at leve egentligt. Traditioner og institutioner kunne ikke give religiøs vished. Individualiseringen føltes dengang som en befrielse, men meget vand er løbet i stranden siden da.
Og så var det, jeg kom i tanker om, at dette med afmytologisering da vist var noget, jeg gik meget op i dengang. Og at også eksistentialismen var noget, jeg var glad for. Jeg mente – lidt naivt måske – at Løgstrup også var en slags eksistentialist, og i hvert fald skete der det, da jeg havde fundet frem til, at Paulus da måtte være grebet af jalousi i 2 Kor 10-13, at jeg foer hen og købte Bultmann’s kommentar til 2 Korintherbrev. For en jalousi, der trådte så tydeligt frem, måtte da også han opdage. Så fuld af forventning gik jeg i gang med hans kommentar.
Men hvor det skuffede mig!
Betragte den store Paulus som et almindeligt menneske, der kunne gribes af noget så lavt som jalousi? Ikke på vilkår! Nej, Bultmann betragtede hele vejen igennem Paulus som den store urørlige guru, der kun var ude på at belære korintherne om den sande kristendom og dens uundgåelige konsekvenser.
Og dåretalen? Jamen, den havde da et pædagogisk sigte. For Paulus var og blev urørlig. Hele hans tale var ligetil og let at forstå. Ingen finurligheder her. Ingen dobbeltheder i udtryksmåden. Alt sammen forståeligt, mente altså Bultmann, ud fra almindelige forklaringsprincipper.
Jeg skrev lidt om det i den bog, jeg udgav i 1985: ”Troen og Kærligheden”. Da havde jeg allerede skrevet en afhandling om sagen, som så senere blev lagt ud på nettet her. I den er jeg stadig optaget af min uenighed med Bultmann og gør temmelig meget – måske også for meget – ud af denne uenighed.
Senere, i 2008, tog jeg så problemet op igen, i en længere afhandling, hvoraf kapitel 2 beskæftiger sig med netop 2 Kor 10-13, se her.
Og nu har jeg så læst det meste af disse gamle overvejelser igennem på Om det var træls? Ja, i den grad. Men hvad gør man ikke for at oplyse den arme læser bedst muligt!
Og så opdager jeg, at jeg faktisk kan bruge nogle overvejelser af Bultmann til at få lidt bedre styr på 12,11. Besynderligt!
Jo, for Bultmann foretager en lille rettelse i de mange Jesus-ord i johannesevangeliet, der begynder med egw eimi, f.eks.: ”Jeg er den gode hyrde”, Joh 10,11. Egentlig bør det oversættes lidt anderledes, siger Bultmann. For dette ”jeg er” ligger sådan set allerede i ordet eimi. Når evangelisten sætter et egw foran, betyder det, at han vil understrege dette ”jeg”, så man på dansk må sige: ”Det er mig, der er den gode hyrde”. Oven i købet kommer påstanden på den måde til at sætte modparten på plads: det er ikke de ledende jøder på Jesu tid, der er ”den gode hyrde”.
Denne overvejelse tager vi så med til 2 Kor 12,11. Og så opdager vi, at der minsandten også står et egw dèr. Mon det skulle have en tilsvarende virkning hos Paulus? Hvis det har, må vi oversætte lidt anderledes. I stedet for ”Det var jo jer, der skulle have anbefalet mig”, må det hedde: ”Det var jo mig, der skulle være anbefalet af jer”, underforstået: ”i stedet for disse overapostle”.
Sandt nok, dette er kun en lille ting, som nok ikke betyder noget i den store sammenhæng, hvor det jo kun er sære skikkelser som undertegnede, som får en så absurd tanke, som at Paulus skulle være jaloux, eller som vil bedrive hverdagseksegese.
Og hverdagseksegese? Vil ikke alle alvorlige teologer bedrive det? Er det ikke meningen, også for Bultmann, at de kristne trossætninger skal ”oversættes”, så de kan øve indflydelse på hverdagen? Nils Gunder Hansen hævder jo f.eks., at Bultmanns opfattelse er, at ”den kristne forkyndelse var en fordring til den enkelte om at leve egentligt”. Er det ikke i hverdagen, at man skal ”leve egentligt”?
Jo, for så vidt.
Men den logik, jeg mener er evangeliets logik, er netop en logik, der handler om fællesskabet, om, hvordan det trives, ikke om den enkelte, hvordan hans indre jeg skal manifestere sig. Det mener jeg for øvrigt også kommer frem i Løgstrups skelnen mellem ”kredsende livsytringer” og ”suveræne livsytringer”. De suveræne livsytringer er suveræne, fordi de er logiske konklusioner ud fra de fællesskaber, vi står i. Det er konklusioner, Løgstrup når frem til igennem sin fænomenologiske metode, hvor han går ”føretisk” til værks, altså undersøger, hvordan vi opfatter vort liv og vort samliv, før vi begynder at lægge etiske overvejelser ind.
Det betyder blandt andet, at Løgstrups tale om suveræne livsytringer udmærker sig ved ikke at være tænkt i individualistiske termer, som næsten alle andres tale om menneskelivet er det. Jeg har nogle gange her på bloggen refereret et stykke af ”Den etiske fordring”, f.eks. her, hvor jeg skriver:
Det gælder Løgstrup. Han har en ret kort overvejelse i ”Den etiske Fordring”, hvor han hævder, at de gerninger, et forældrepar udøver, når de ofrer deres tid og deres penge på deres børn, hverken er selviske eller uselviske. De er ikke selviske, for det er jo ikke sig selv, de hjælper. Og de er ikke uselviske, for deres eget liv lykkes jo, i og med at de opdrager og hjælper deres børn.
Man kan sige, at Løgstrup her tager afstand fra lovens logik og i stedet taler og tænker ud fra en fællesskabets logik. ”Selvisk” og ”uselvisk”, det er ord fra lovens logik. Men i det menneskelige fællesskab, familiens fællesskab, f.eks., gælder disse ord ikke. For her er lovens logik sat ud af funktion.
At lovens logik bliver sat ud af funktion, er meget væsentligt. Men vi må erindre os, at når selv den store Paulus igen kan gribes af en lovens logik, så han bilder sig ind, at han rose sig af både det ene og det andet, selv om det sker under dåretalens fortegn, så er faren for, at lovens logik bagfra griber også os, ganske stor. Det har jeg givet eksempler på her på bloggen i min omtale af de forskellige ”forhekselser”, der kan gribe os, og som netop griber os, fordi vi er fast overbeviste om, at det er ”det rigtige”, vi gør. Men om det gavner det folkelige fællesskab, o nej, det spekulerer vi ikke på.
Men det var måske netop det, vi skulle.
ricardtriis 