Anders Klostergaard Petersen, lektor i religionsvidenskab, har i en kronik i Kristeligt Dagblad indtil flere gange brugt ordet ”sprogspil”, se her. Jeg er begejstret. Indtil da var jeg lige ved at tro, at jeg – sammen med Ludwig Wittgenstein – var den eneste, der havde brugt dette ord. Men nu ser jeg altså, at en anden bruger det også, endda en ganske klog mand. Spørgsmålet er jo så, om vi mon bruger ordet på samme måde.
Og det er måske lidt uvist.
Anders Klostergaard bruger det i en polemik mod en tidligere kronik i Kristeligt Dagblad, skrevet af Lene Koch og Troels Engberg-Pedersen, se her. I den bekender de, at de ikke tror på en række af de normale kristne dogmer. De mener, at det essentielle i kristendommen er kærlighed. Men:
I den traditionelle kristendom er tanken om kærligheden så blevet indsvøbt i en fortælling om Jesus Kristus, død og opstanden. Vi tror ikke selv bogstaveligt på denne historie. Det gjorde man til gengæld i antikken, da den blev udtænkt, helt bogstaveligt. Og sådan er den også blevet forstået op gennem tiden indtil i hvert fald i 1800-tallet. Men helt bogstaveligt kan man efter vores mening ikke længere forstå den historie. Gud gjorde ingenting. Jesus var ikke Guds søn. Han genopstod ikke fra de døde. Og det kommer vi heller ikke til. Derimod kan man meget vel tro og mene at det, som historien skal fortælle os om menneskelivet, er bogstaveligt sandt og af den allerstørste betydning. Her opgiver vi altså én (central) del af den traditionelle kristendom – og fastholder en anden.
Det er denne åbne bekendelse af en manglende tro på den traditionelle kristendom, Anders Klostergaard vender sig imod. Og det gør han meget godt. Men derom senere. Jeg vil nemlig først lige bruge en enkelt bemærkning fra Kochs og Engbergs kronik til at fortælle lidt om, hvordan jeg bruger forestillingen om forskellige sprogspil.
Lidt senere hedder det i deres kronik:
Kærlighedens centrale betydning er ikke bare en kristen opfindelse. Den har også sin rod i den samtidige og forudgående græske filosofi. I Første Brev til Korintherne, kapitel 6, vers 7 citerer Paulus næsten direkte fra Platons dialog “Gorgias”.
Ærlig talt, det sted hos Platon vil jeg da gerne lige kikke efter. Men ak, den altfor udbredte skødesynd træffer vi her. Ingen henvisning til, hvor man kan finde dette citat fra Gorgias. Nå, ja, umiddelbart efter hedder det:
Allerede i den græske tradition møder man i Platons “Gorgias” en person, Kallikles, som vil knytte det gode for et menneske til den enkeltes magt over andre.
Skulle det mon være en person ved navn Kallikes, der siger det samme som Paulus? Jeg véd det ikke, og jeg véd heller ikke om det sted hos Platon, jeg har fundet – et sted, hvor det er Callicles, der har ordet, er det, som de to kronikører tænker på. Men det lyder nu meget tilforladeligt, endskønt jeg må indrømme, at jeg ikke har tyret hele Platons dialog igennem. Det sted, jeg har fundet, ser sådan ud på engelsk:
Whereupon Polus laughed at you [dvs. Sokrates rr] deservedly, as I think; but now he has himself fallen into the same trap. I cannot say very much for his wit when he conceded to you that to do is more dishonourable than to suffer injustice, for this was the admission which led to his being entangled by you; and because he was too modest to say what he thought, he had his mouth stopped.
Det er Kallikles, der taler, og han siger faktisk noget, der kan minde om Paulus’ ord i 1 Kor 6,7: ”Det er mere vanærende at øve uret end at lide uret”. I 1 Kor 6,7, siger Paulus jo
Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?
Og det kan jo godt minde lidt om det, Kallikles siger. Omend man vist må tilføje, at dette ikke viser, at Paulus har kendt Platons dialog og véd af, at der er en sådan lighed.
Så kærligheden er altså det væsentligste. Om den skriver de to:
Kærlighedens væsen forstår vi, som Paulus skildrede det. Dermed er kærligheden det, som filosoffen K.E. Løgstrup ville kalde en “radikal fordring”. I enhver situation, vi befinder os i, stiller kærligheden os den opgave ikke at tænke på os selv, men på den andens og de andres vel. Det er en umulig og uopfyldelig fordring, men den er der alligevel.
Løgstrup siger nu så meget. Blandt andet siger han, at fordringen skulle have været overflødig. Og han siger også, at vi, når vi opdager, at vi ikke handler af kærlighed, dog i det mindste handler, som vi tror, kærligheden ville have handlet. Jeg véd ikke, om det er en hjælp her. Men jeg véd, at Paulus i 1 Kor 10,23 siger, at ”alt er tilladt, men ikke alt opbygger”. Og hvis alt er tilladt, findes der ikke sådan noget som en radikal fordring, og så er det ikke vores opgave ”ikke at tænke på os selv, men på den andens og de andres vel”. Så er det i stedet vores opgave at søge at opbygge de forhold, vi står i. Så er det indlevelse og forståelse, det drejer sig om. Så er det med at have et øje på hver finger, så man, inden man siger de ord, man siger, og også inden man lader alle krav om retfærdighed falde, overvejer, om mon ikke det kan bringe tilliden tilbage, altså opbygge fællesskabet.
Lene Koch og Troels Engberg befinder sig stadig i det sprogspil – dèr har vi ordet – som handler om etik, om gode gerninger, om at afstå fra at tænke på egen nytte og gavn. Det var også, hvad Sokrates diskuterede med sine samtalepartnere – spørgsmålet var: hvad er ærefuldt – og det var, hvad man blandt filosoffer diskuterede i oldtiden.
Men det er ikke, hvad Paulus vil diskutere. Paulus er ikke ude på at få sine menigheder til at handle efter en højere etik. Men han er ude på at få dem til at forstå, hvad det betyder, at de i menigheden er hinandens brødre. Det er jo det ord fra 1 Kor 6,6, der har standset ham i den opfordring, han var i gang med i de første vers af 1 Kor 6, hvor han opfordrer menigheden til selv at udpege dommere til at afgøre stridigheden mellem de to. Men ”de to” er altså ”to brødre”, og den kristne prædiken, der ligger i det, får Paulus til at vende omkring i sin formaning. Nu, i vers 7 og 8, drejer det sig ikke længere om at lade andre træffe en retfærdig afgørelse mellem de to stridsmænd, men om at få dem selv til at blive gode venner igen, altså om at få fællesskabstanken til at vinde over retfærdighedstanken.
Og ”fællesskabstanken”, det er, hvad jeg vil kalde et sprogspil, og dette sprogspil er afgørende forskelligt fra det sprogspil, som Paulus bruger i de første vers af kapitel 6, retfærdighedssprogspillet.
Hvis man i stedet for at slå op på mine udgaver af brevene, slår op i den officielle danske bibel, altså her, så opdager man, at der under vers 7 findes en henvisning til ordet om at vende den anden kind til, Matt 5,38-41. Og i min forståelse af sagen betyder det, at Jesu formaning på det sted lige så lidt som Paulus’ formaning i 1 Kor 6,7 sigter på at få menigheden til at leve efter en høj og forfinet etik, som på det nærmeste er umuligt at efterleve, sådan som de to kronikører hævder, men i stedet på at få de uenige til at blive enige, få tillidsforholdet genetableret, få forståelse til at indtage pladsen i stedet for den fine etik.
Det er, i min sprogbrug, hvad evangeliets sprogspil vil medføre: det vil helt udslette lovens sprogspil, gøre det irrelevant, få os til at glemme alt om fine og gode gerninger.
Jeg har jo mange gange tidligere været ind på materier af denne sort, f.eks. her, hvor jeg vender mig imod den tanke, at Jesu ord i bjergprædikenen skal forstås som en så høj og fin etik, at den bliver ganske uoverholdelig. Nej, hævder jeg, der er tale om gode råd om, hvad du kan gøre, hvis du vil have de fællesskaber, du står i, til at vokse og trives. Du handler altså klogt ved at rette dig efter disse gode formaninger, jfr Matt 7,24-26.
At de to kronikører tænker etisk, viser sig i den sammenligning mellem Gorgias og 1 Kor 6,7, som de foretager. For citatet fra Gorgias – hvis det er det citat, de tænker på – handler jo om etik: hvad er mest ærefuldt? – mens Paulus’ tanker om etik forefindes i de første vers af kapitel 6, men udslettes med opfordringen til hellere at lide uret.
Nok om det. Nu til Anders Klostergaards anvendelse af sprogspil-begrebet.
Den er, vil jeg mene, også ganske klog, selv om vi to ikke anvender begrebet på helt samme måde. Han skriver om de tos forståelse af religiøse udsagn:
Grundtanken er, at religiøse sætninger skal forstås ganske som videnskabelige formuleringer, der gør krav på at sige noget om verden og dens indretning. Men der er, undskyld mig udtrykket, himmel og jord til forskel på religiøse og videnskabelige udsagn.
Den forestilling vender han sig imod, både som de mener at kunne anvende den om oldtidens mennesker, og som de mener, den er gældende for nutidsmennesket.
Om oldtidsmennesket fremhæver Klostergaard Jesu bemærkning om den døde Jairus’ datter: ”Barnet er ikke død, hun sover” (Mark 5,39). Den bemærkning lo de af, og Klostergaard hævder derudfra fuldstændig korrekt, at den tids mennesker så udmærket kendte forskel på et under og en normal begivenhed.
Så skriver han:
Det fører til den anden pointe. Kristendom og religion er et blandt andre sprogspil. Det giver mening i sammenhænge, hvor sprogspillet har betydning, nemlig i spørgsmålet om relationer mellem mennesker og forbindelsen til gruppeværdier, idealer og regler. Det drejer sig derimod ikke om udsagn om den fysiske verdens beskaffenhed.
Det er, efter min mening, så sandt, som det er sagt. Jeg plejer at sige, at de mytiske påstande påstår noget om ting, der ikke kan modbevises, og det vil netop sige, at videnskaben kommer til kort, stillet overfor påstande om Guds eksistens og om verdens skabelse. Man kan så gøre, som de to kronikører: tro, at videnskaben siger alt det, der er at sige om tilværelsen. Men, hævder Klostergaard, det er en fejl. I min optik: Man kan muligvis, hvis man er lidt kleinmodig, føle sig overvældet af videnskabens enorme fremdrift med hensyn til viden om verdensrummet, så man totalt dropper al tale om Gud og skabelse, men i spørgsmålet om relationer mellem mennesker optræder en ganske tilsvarende ikke-bevisbar påstand: At det er kærlighed, det drejer sig om, eller at kærlighed er en realitet. Den hopper de to kronikører gladelig ombord i, uden at tænke over, at påstanden er ubevisbar, og at to andre verdensreligioner, buddhismen og islam, ikke har denne påstand med i sit mytologiske vokabular, og – lige så relevant – at oldtidens tænkere kun har påstanden om kærlighed med som en påstand indenfor etikken, ikke som en påstand, der skal overflødiggøre al etik. Sådan som Paulus bruger tanken om kærlighed.
Klostergaard slutter sin kronik således:
At forveksle et religiøst med et videnskabeligt sprogspil er en grundlæggende misforståelse, der ignorerer, at mennesker dagligt indgår i mange sprogspil med hver sin virkelighedsopfattelse. Det betyder ikke, at der er mange verdener, men der er forskellige måder, hvorpå man kan erkende verden. Det kræver, at man har blik for de forskellige institutioner og de sprogspil, der er specifikke for netop dem.
Og jeg må jo nok konstatere, at omend han bruger betegnelsen ”sprogspil”, så bruger han den noget anderledes end mig. Men det skal ikke forhindre mig i min glæde over, at dog nogen opdager, at sproget har forskellige afdelinger, og at det faktisk betyder noget for vor opfattelse af verden, herunder for vor opfattelse af det dagligliv, vi lever sammen.
Lad mig slutte med et længere citat fra de tos kronik:
Hvis man kan følge os i at forstå Gud som indbegrebet af kærlighed, hvordan skal man da forholde sig til den officielle kristendom, der udfolder sig i Guds hus, kirken? Her lever alt det i den kristne tradition, som vi ovenfor har taget afstand fra. Hvad skal vi stille op med alt dette? Her gælder nu for det første, at vi to kronikforfattere føler, at vi sagtens kan deltage i alt dette – uden at tage det bogstaveligt. Vi ved, at det er i denne historiske skikkelse, at tanken om Gud som indbegrebet af kærlighed er overleveret til os fra vores forfædre og -mødre, og det generer os ikke, at vi for vores eget vedkommende må anse selve den kristne grundfortælling for at være en historisk bestemt udformning af dette centrale budskab. For det andet glæder vi os over kirken som et rum, som er forskelligt fra hele vores øvrige verden, og som man kan træde ind i netop for at fejre det centrale budskab og få trøst til at overvinde livets fortrædeligheder. Budskabet selv taler om en større verden end os selv. Og netop dette større noget vidner kirkerummet også om. Her møder vi ikke mindst historien i fuldt flor, og når vi går ind i kirkerummet, bliver vi del af den store verdensomspændende kristendom og dermed budskabet om vigtigheden af kærlighed til alt levende. Mange kirkers dekorative univers minder os også ikke blot om ånd og tro, men om den jordbundne flora og fauna, som vi selv er en del af.
Ærlig talt, man spørger sig selv, hvad al den fornægtelse, de begyndte med, skulle til for. De kommer jo gladelig i kirken, og mon ikke de kommer for at opnå det samme, som alle vi andre: for at ”få trøst til at overvinde livets fortrædeligheder”, og muligvis også for at sige tak, f.eks. sige tak for det liv i kærlighed og forståelse, som de tilsyneladende lever lige så selvfølgeligt, som alle vi andre. Blot synes de ikke at være klar over, at de gode relationer er skabt af Guds ånd. De tror, at kærligheden er en opgave for mennesket selv, og at det, selv om det kan se håbløst ud, dog lykkes ret ofte. Vrøvl. Kærlighedsforhold er noget, Gud skaber, for intet menneske kan påvirke et andet menneskes indre; at skabe tillid hos to parter på én gang, det kan kun Gud.
Og så burde jeg slutte med at sige, at når de sådan går flittigt i kirke, så er jo alting godt. Det vil jeg dog ikke.
For de to arbejder videre med den falske forståelse af Det ny Testamentes kristendom, som de har indskibet sig i. Den fine etik, som de uddestillerer fra f.eks. Paulus, anvender de som baggrund for at gøre kristendommen til baggrund for alt klimahysteriet.
Og netop det forhold, at de forstår Paulus’ formaninger – altså det, at han siger: Var det ikke en idé at vende den anden kind til – som ophøjet etik – så meningen altså er: Vil du være er rigtigt agtværdigt menneske, så find dig i uret, netop det forhold gør, at de får let ved at komme med deres fine etik overfor klimaforandringerne. Så fin er deres etik, at de gladelig, som alle de andre med den slags ophøjet etik, undlader at undersøge sagen tilstrækkelig omhyggeligt. Og så løber de badus ind i den fælde, Satan har lagt for os: at vi som politisk størrelse er så optaget af at ”gøre det gode”, at vi løber med halv vind, når det drejer sig om at undersøge begrundelsen for det, vi gør, ordentligt.
Men det er i nogen grad en anden sag. Så vi standser her.
ricardtriis 