Hvad jeg her vil skrive, er på en måde lidt uretfærdigt imod de præster, jeg lytter til om søndagen, og måske også lidt uretfærdigt imod to udmærkede salmedigtere, Brorson og Lisbeth Smedegaard Andersen.
Men jeg sad under gudstjenesten i dag og tænkte på, om jeg mon ikke på et tidligere tidspunkt har lagt min salme om brylluppet i Kana ud på nettet. Det mente jeg at kunne huske. Og når jeg kom i tanker om det, skyldtes det, at det var, som om gudstjenesten som helhed lagde op til, at vi skulle tro på Gud – hvilket vel også er naturligt nok – men tro på Gud, uden at det rigtig blev klart, på hvilke områder i vor tilværelse Gud griber ind, hjælper os, sørger for os.
Tag salmebogen nr 15, Brorsons dejlige salme ”Op al den ting, som Gud har gjort”! Det er jo en henrivende salme, god at synge, fordi det vel er noget, vi alle kan være enige om: at det er godt at prise Gud for alt, hvad han har gjort, for hele skaberværket.
Jo, sandt nok. Det går de fleste af os med til.
Men på den anden side er det netop Guds forhold til det, vi kalder skaberværket, der er sået tvivl om i vore dage. Har vi i det hele taget brug for Gud i vor tilgang til skaberværket? Brorson synger så overbevisende i vers to, at om så alle konger gik frem på rad, de kunne ikke fæste det mindste blad på en nælde. Og det synger vi da med høj og glad røst. Men har vi helt overset, at dette for vore dages videnskabsfolk næsten er den mindste kunst: at sætte et blad på en nælde? Eller har vi glemt, at vi med al vor moderne kunnen er i stand til at få de levende væsener til at gøre næsten hvad som helst?
Og vi synger også uden at tvivle med på vers 7 om den blinkende stjerneflok, der vil vinke os op til himlen. Ja, måske Brorson og hans samtidige kunne gribes af en vis himmellængsel, men det kan vi da ikke. Vi glæder os ikke til, at døden indtræffer. Jo, vi kommer nok op i himlen, men der er nu så dejligt her på jorden, at vi meget nødig vil herfra.
Så er der en anden salme, vi sang: Lisbeth Smedegaards ”Gådefuld er du, vor Gud”, DDS nr 22. Den kan ses her. Også den en udmærket salme, oven i købet perfekt i forhold til den gammeltestamentlige tekst, 2 Mos 33,18-23, om Moses, der kun får lov at se Gud bagfra, fra ryggen, for – som der står – Guds ansigt kan ingen se, en tekst, der hører med til denne søndag. Her synes jo unægtelig alt det moderne videnskabshalløj at være tænkt med ind i teksten. Oven i købet kan man fornemme en vis afstandtagen fra de skråsikre videnskabstilhængere, når det i vers 6 hedder:
Skærm vor undren, og bevar/ gåden om det sidste svar;/ lad os tro, at vi er mer/ end en skal af støv og ler –
Altså, kære Gud, giv os mod til på trods af alle videnskabsfolkene at synge Brorsons ”Op al den ting” med fuld styrke! Okay, jeg griber tanken og synger med. For fuld udblæsning, så vidt mine gamle lunger formår det. Og jovist, jeg tror da også, at vi mennesker er mere end en skal af støv og ler. Men hvad mere? Og hvis Gud ikke rigtig kommer ind i billedet, når det er vort legeme, det angår, kommer han så ind i billedet, når det er dette ”mere”, der er tale om? Og hvis så, hvordan kommer han ind i billedet?
Og så kom jeg altså hjem, og så måtte jeg da lige se efter, om jeg mon ved en tidligere lejlighed har brugt min ældgamle salme på 16 vers om brylluppet i Kana. Og vupti, her fandt jeg det. Og så viser det sig, at jeg minsandten ikke står alene om at ville have fortællingen om brylluppet i Kana til at sige os moderne mennesker noget, Karen Blixen er ude i samme ærinde med sin novelle ”Babettes gæstebud”. Det er i hvert fald, hvad jeg hævder i ovennævnte blogindlæg.
Og jeg synes jo virkelig, at jeg gør det med god grund. Blixen fortæller i sin novelle om Babette, der var en fremragende kok i det mondæne Paris før pariseropstanden i slutningen af 1800-tallet. Hun måtte imidlertid flygte, kom til Norge og blev kokkepige hos to missionske søstre. På et tidspunkt fik hun en umådelig stor arv tilsendt, og hun kunne derfor tilbyde at afholde en fest for søstrenes far. Men søstrene undrer sig godt nok lidt over de mange mærkelige ting, der bliver sendt til Norge fra Frankrig. Og da de spørger, om de og de flasker indeholder vin, får de et svar, der kun fortæller om de fine titler på vinen, og det beroliger dem.
Dagen oprinder, og en adelsmand, der er inviteret med sammen med egnens bønder, undrer sig over, at maden smager ganske som den mad, han i sin tid nød på én af de fine restauranter i Paris. Og vinen ligeledes. Men det mærkeligste er måske, at da festen er ovre, og søstrene forventer, at Babette nu vil forlade dem, beder hun om at måtte forblive hos dem som deres kokkepige. Jamen, hele din arv? spørger de undrende. Den er brugt op på festen. Så dyr har den altså været.
Men ikke blot har den været dyr. Den har haft forunderlige virkninger. To bønder, der var dybt uenige, er blevet forligte oven på festen. Og det var nok de to ting, Blixen har med fra johannesevangelisten: det helt uventede store og forunderlige ved festen, og det sindsforvandlende ved dette uventede. Det sidste nok for at komplettere evangelisten; for han går ud fra, at hans tilhørere godt vidste, at de ”tegn”, Jesus gjorde, havde virkning ind på menighedens liv, selv om han ikke skriver om det lige her.
Og ligesom Karen Blixen har villet fortæller ikke blot om det forunderlige, men også om dette forunderliges virkninger på fællesskabet mellem mennesker, sådan har jeg også i min salme villet understrege, at det er mod fællesskabets vé og vel, at Gud retter sine kræfter.
Jeg har tilladt mig – ligesom Blixen – at komplettere johannesvangelisten, idet jeg har indført en lille uoverensstemmelse mellem brud og brudgom – jeg har jo også hele 16 vers til min rådighed – en uoverensstemmelse, jeg får til at forsvinde, da den gode vin kommer på bordet.
Og jeg har også tilladt mig at lade Jesus komme med en lille belæring om, hvad det er, der foregår. Det sker i vers 9 og 10, hvor det hedder:
9. Men pluds’lig da han talte, han, /hvis ord er guddomskraften:/“Gå hen og fyld de kar med vand,/ så skal I smage saften,/ så skal I få for sagn da syn,/ så, som fra sky til sky mit lyn,/ min ånd slår blandt jer gnister.
10. Så skal I smage da mit væld/ i endeløse strømme!/ Jert bæger frem imod mig hæld:/ hvad ej I turde drømme:/ énhedens kraft, den fælles ånd/ skal oversvømme bæger, hånd,/ og i jert indre gløde”.
Og det var så det, der skete: en menighed blev til. I Johannes’ gengivelse: ”hans disciple troede på ham” (Joh 2,11). I min gengivelse: ”åndens kraft skal gløde i vort indre”.
Og denne glød eksemplificerer jeg så. I vers 12 fortryder køgemesteren overfor brudgommen, at han skældte ham ud, og i vers 13 får uoverensstemmelsen mellem brud og brudgom en ende. Og det hele samles sammen i vers 14, 15 og 16.
14. Så gik den vin til hjerte da/ og skabte ét af mange;/ så blev al brudgoms smerte da/ afløst af glædessange./ Og gammelt nag blev fejet bort,/ og fjendskabs harm kom helt til kort./ Den vin var af de bedste.
15. Den vin endnu vi skænket får,/ skønt flasken har lidt ælde./ Den Store Køgemester går/ selv rundt og i vil hælde./ Den trænger ind i sjæl og sind,/ den ætser troens galskab ind,/ så frisk vi ser og hører.
16. Den, som var blind for venners dyd,/ at se nu pluds’lig magter;/ den, som var døv for troskabs lyd,/ ej mere tro foragter./ I glimt vi ser i himlen ind,/ hvor hører døv, hvor ser hver blind,/ hvor Gud er alt i alle.
Og puh ha, så kom vi igennem de 16 vers. Men vi ender altså ved Blixens hjælp – og ved evangelistens hjælp, lad os bare tage ham med – et andet sted end det lidt kleinmodige sted, hvor vi næsten føler, vi skal synge ekstra kraftigt med på Brorsons ”Op al den ting” for at mane vor tvivl til jorden. Vi ender dèr, hvor ”Gud er alt i alle”, dvs., dèr, hvor Gud gennemsyrer vore fællesskaber med sin ånd, og hvor den gensidige tillid, som vi lever i med samme selvfølgelighed som fisk i vandet, fastholdes som Guds gerning. Hvad vi ikke rigtig kan tro, at Gud står bag: den ydre verdens foreteelser, det fortoner sig blidt og bliver næsten ligegyldigt, for nu ser vi, at Gud står bag noget langt vigtigere: bag vort folkefællesskab, bag vort vennefællesskab og bag vort familiefællesskab. Ham er det, der skaber den tillid, der præger alle vore fællesskaber.
Ser vi det kun i glimt? Eller ser vi det slet ikke, fordi vi – selvsikre, som vi er – tror, at det er os selv, der skaber tilliden i den andens hjerte? Så lad mig endnu engang minde om det sære ord i Mark 11,24: ”Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det”. Dette ord drejer sig netop om de tillidsforhold, vi lever i. De ødelægges og de opbygges af de ord, vi taler. Og når vi taler i tro, dvs., i tro på, at Ånden vil virke med, så vil vi – jeg kan næsten sige: automatisk – komme til at sige det på en måde, så den anden tror, og så tillidsforholdet bevares, opbygges, måske endda genskabes.
Dèr har vi brug for Gud, og det i langt højere grad, end når det er skabelsen, det drejer sig om. Og det er, hvad jeg her, ligesom i mange andre af mine indlæg her på bloggen, har villet gøre opmærksom på. Og jeg håber og tror, at det sker uden at fornærme Brorson, Lisbeth Smedegaard eller kirkens præster. Skulle nogen fungérende præst læse med her, er det ment som en hjælp mere end som en irettesættelse.
ricardtriis 