Man siger, at kirken skal følge med tiden. Og det prøver så en række kendte og ukendte kristne på. Præster og teologer, journalister og redaktører, mange har en mening om kirken, og mange mener, de kan påpege kirkens fejl og give anvisninger på, hvordan man kan skabe en tidssvarende kirke.
Det har jeg også.
Men jeg må indrømme, at min ”løsning” er noget anderledes end den, de fleste kommer med. Og dertil indrømmer jeg, at det måske hænger sammen med, at jeg ikke så meget er interesseret i at undersøge ”tiden” som i at undersøge Det ny Testamente.
Ikke sandt – det lyder sandelig fromt!
Og det bliver ikke mindre fromt, når jeg nu siger, at den teologi, jeg vil søge at uddestillere af Det ny Testamente, er en martyrteologi. Dels vil jeg gå ud fra, at Jesu død var en martyrdød, det vil sige: han blev slået ihjel af jøderne, fordi han vendte sig imod deres lovfromhed, og dels vil jeg lægge stor vægt på alle de formaninger, Jesus kommer med, om at følge ham. At ”følge ham” vil sige at fastholde hans angreb på lovfromheden trods den modstand, et sådant angreb møder, herunder jo altså voldelig modstand.
Lad mig her anvende denne ”fromme” teologi på to artikler i Kristeligt Dagblad den 19-1, den ene en artikel af Erik Bjerager om kristenforfølgelser i ikke mindst muslimske lande, se her, den anden er lederartikel af Anders Ellebæk Madsen om det samme emne, se her.
Begge artikler synes at gå ud fra, at det i første række er staten, der bør reagere på kristenforfølgelserne i verden. Ellebæk Madsen kan gøre lidt nar af vore politikere, fordi de, når de bliver spurgt, sandelig er med på, at det skal der gøres noget ved, men når de kommer ind i den daglige trummerum, glemmer alt om at gøre noget ved kristenforfølgelserne. Det er lige ved, at man kan sige, at han er lidt ond i sin ironi:
Man fristes til at konkludere, at hvis man vil stoppe en offentlig debat om overgreb på religiøse mindretal, så er den bedste metode at oprette en enhed under Udenrigsministeriet, som det skete i 2015. Man skal så huske at give denne penge til at holde søvnige konferencer, hvor man insisterer på, at alt kan ske i alle lande, at man ikke må bruge ordet “kristenforfølgelser”, og at alt, hvad der kan siges om emnet, er relativt. Hvis man så dertil finder ledere til projektet, der er uden indignation, ikke siger noget offentligt og lægger vægt på, at man skal være forsigtig og holde hemmeligt, hvad hemmeligholdes kan, ja, så kan man næste garantere, at samtalen dør. Også selvom enheden stadig findes.
Hvis det så bare skyldtes, at der var blevet gjort så meget arbejde bag facaden, at problemet var blevet mindre, ville det jo være fint. Men sagen er, at omfanget af forfølgelserne ikke er blevet færre, i takt med at interessen i den danske offentlighed er blevet mindre.
Og selvfølgelig skal jeg ikke vende mig det mindste imod, at vore diplomater bag facaden – eller foran facaden, som det nu kan falde sig – bebrejder de værste muslimske stater, at de tillader den grad af kristenforfølgelser, de gør, men jeg undrer mig lidt over, at ingen af dem har nogle bebrejdelser at komme med overfor kirken. For hvem er egentlig nærmere til at indlede en offentlig debat om muslimsk kristenforfølgelse end kirken? Men kirken er om muligt endnu mere tavs desangående end vore diplomater.
Én af dem, der lider under, at kirken ikke har gjort noget ud af sin holdning til islam, er Erik Bjerager selv. Han skriver bl.a. i sin artikel, at en forklaring på de muslimske kristenforfølgelser kan være synet på islams hellige skrift. Hvor jødedom og kristendom har ændret skriftsyn undervejs i historien, har islam ikke været igennem nogen reformation og har opretholdt en fundamentalistisk skrifttolkning.
Havde vi nu indenfor og udenfor kirken haft en diskussion om, hvad islam er i forhold til kristendommen, så ville han måske være blevet opmærksom på, at forskellen mellem de to religioner ikke så meget beror på forskel i synet på deres hellige skrifter, men langt mere i en forskel på, hvad deres hellige skrifter siger. Koranen er og bliver en lovbog, og læser man den som en lovbog, læser man den korrekt. Bibelen er et historisk skrift, og læser man f.eks. Paulus’ breve som en lovbog, læser man dem forkert. For der er formaninger i dem, javist, men at forvandle disse formaninger til love eller til etik er imod skrifterne selv. Formaninger er formaninger, dvs. forslag til, hvad man eventuelt kunne gøre, hvis man vil have fællesskabet til at trives. Det vil sige: en formaning forudsætter, at vedkommende forstår det, der siges, og den sammenhæng, det siges i.
Jeg har her prøvet at opstille forskellen mellem kristendom og islam ud fra det noget forskellige syn på kønsdriften. Hvor islam holder kønnene adskilt i ungdomsårene af moralske grunde, dèr lader den kristne verden de unge mødes, så sød musik kan opstå i hjerterne. For her i Vesten er vi interesseret i, at kærligheden, bindingen den ene til den anden, skal komme indefra.
Her vil jeg udtrykke forskellen på måde, at jeg siger, at kristendommen er Ordets religion, hvor islam er Lovens religion. Det indebærer, at Ord og Lov er to forskellige ting. Det viser sig først og fremmest gennem den eventuelle anvendelse af tvang eller magt. Selvfølgelig er alle mennesker sproglige væsener, og man skulle derfor synes, at dette frit at udtale, hvad man har på hjerte, og dette at lytte til den andens tale, fordi man på samme måde mener, han taler frit fra hjertet, er en selvfølge for ethvert menneske.
Det er dog ikke tilfældet. Hvis et samfund bliver så optaget af loven, at man gør den absolut ved at sætte Gud bag loven, så er loven ikke længere den naturlige lov, en lov eller et regelsæt, som man kan diskutere sig frem til gyldigheden af, men er blevet en regel, som skal adlydes, hvad enten man forstår eller ej, og en regel, som ikke kan diskuteres, men står ubrydeligt fast.
Og det mærkelige er, at dette på den måde at sætte Gud bag lovene, som de er formuleret i koranen, forandrer den naturlige diskussion mennesker imellem på en ødelæggende måde. Lad mig minde om den egyptiske forfatter Al-Aswany, som tillader sig i en diskussion at lade alle argumenter falde og nøjes med at henvise til autoriteterne, i dette tilfælde sig selv, som dem, der bedst véd, hvad islam står for. Jeg skrev lidt om det i 2009, se her.
Og denne diskussionsmåde – som fører ud i en ikke-diskussion – er ret udbredt i muslimske miljøer. Den har også fået en teologisk opbakning af Al-Ashari, den muslimske filosof, som Robert R. Reilly har undersøgt i sin bog ”The Closing of the Muslim Mind”. Jeg har skrevet lidt om ham i begyndelse af dette indlæg.
Dertil kommer, at vestlige mennesker synes at være grebet af en naturlig nysgerrighed: Hvordan er verden sammensat? Hvad kan vi få at vide om mennesket af videnskaben? osv., men at muslimer på mærkelig vis synes at være helt uden en sådan nysgerrighed. Den flamske professor Wim van Rooy har fortalt om de muslimer, han mødte i undervisningen, at de tilsyneladende var komplet ligeglade med matematik og historie, se min beretning om ham her. Min forklaring på det henter jeg fra Al-Ashari: Muslimerne mener at have alle de oplysninger om menneskelivet, de skal bruge, i koranen. For koranen er jo Guds ord, dvs., denne skrift står over alle andre, denne skrift fortæller alt, når koranen er læst, er alle andre skrifter overflødige.
Det vil sige, at en god kristen er et menneske, der bliver et helt menneske, som tør tale frit fra leveren i alle situationer. Men en god muslim er et menneske, der underkaster sig – det betyder ordet muslim jo også – altså underkaster sig koranens ord, der jo ligeud påstås at være Guds eget ord.
Umiddelbart skulle man jo ikke synes, det gjorde så meget, om en religion bliver betegnet som Lovens religion. Men fordi man sætter Guds navn bag en lov, som man burde nøjes med at nå frem til gennem indbyrdes diskussion, og fordi man desforuden sætter forskellige former for tvang bag den lov, man mener er Guds lov, i sidste ende den tvang, at man slår den ihjel, der ikke regner koranen for Guds ord, derfor bliver forskellen mellem Ordets religion, kristendommen, og Lovens religion, islam, så stor, at den er uoverstigelig. Man kan ikke både betragte sin næstes udtalelse som fri og vide, at han måske siger, som han gør, fordi han af forskellige omstændigheder føler sig tvunget til det.
Denne forskel synes Erik Bjerager at have forstået, i hvert fald halvvejs. Han skriver:
I flere lande, hvor islam er fundamentet under staten, som for eksempel Afghanistan, Saudi-Arabien og Iran, hersker der en religionsforståelse, som ikke tåler modsigelse, kritik eller satire. At islam ikke tåler modsigelse, giver sig også udslag i en bekymrende udbredelse af forbuddet mod blasfemi. Blasfemiforbuddet bruges til at undertrykke religionskritik, og blasfemi er der dødsstraf for i flere muslimske lande.
Uoverensstemmelsen er kun halvvejs forstået, for som refereret ovenfor mener Bjerager, at hvis islam havde gennemlevet en reformation, som den, vi har gennemlevet, ville den se anderledes ud. Lad mig gøre opmærksom på, at vores reformation just gik ud på at gå tilbage til kilderne, og kilderne er som bekendt Det ny Testamente. Hvis en islamisk reformation skulle gå samme vej, ville den skulle gå tilbage til koranen. Og da koranen er Loven i guddommelig udformning, ville intet være opnået ved en sådan reformation i retning af større frihed for den enkelte.
Derimod har Bjerager fuldstændig ret i det han siges om blasfemi. Og han har i virkeligheden mere ret, end han måske lige tror. For der er opstået en mærkelig sammenhakning af de to religioner. De vestlige kristne nationer vil uhyre gerne vise sig gæstfrie og forstående overfor de mange tilrejsende muslimer. Derfor undlader man religionskritik af islam.
Og muslimerne tåler ikke religionskritik, fordi deres tro bygger på noget i luften frit svævende, nemlig påstanden om koranen som Guds ord. Den, der vil sætte denne påstand under debat, kalder de en blasfemiker, og de bliver ikke trætte af at gøre opmærksom på, hvor krænkede de føler sig, når nogen angriber deres profet, og specielt da, hvis noget tillader sig at påstå, at han ikke er en fredens mand.
Men på den måde får disse to ret forskellige indstillinger til ytringsfriheden et besynderligt ensartet udslag: de kristne lader af kristen hensyntagen være med at kritisere islam, og muslimerne kan af den grund føle sig godkendt, også i den overordnede stilling i forhold til os, som de mener, deres religion giver dem.
Men desværre er sådanne tankegange blevet næsten normale i Vesten, specielt måske i USA, hvor man gennem snart lang tid har kunnet observere et samfundsødelæggende skel mellem demokrater og republikanere. Jeg læste fornylig på document.no en artikel om, at et amerikansk county afviser elektroniske valgmaskiner. Man vil gå tilbage til papirstemmesedler, se her. Og det slog mig, at disse valgmaskiner kunne være årsag til, at så mange amerikanere tror på, at der foregik valgfusk ved præsidentvalget, sådan som Donald Trump påstår. For er sådanne maskiner involveret i valget, så er almindelige mennesker nødt til at stole på de eksperter, der véd noget om computere, de kan ikke selv forstå korrektheden i valget. Der er med andre ord ikke transparens.
Dertil kommer de for en lægmand uforståelige programmer, man lægger ind i de sociale medier som Facebook og Twitter, m.fl. De påstås at skulle holde debatten på et ordentligt niveau. Men man kan godt mistænke dem for at ville undgå debat om bestemte emner; det er i hvert fald et indgreb i ytringsfriheden.
Robert Spencer har et indlæg, se her, om en vis Vera Jourova, der er vicepræsident i Den europæiske kommission for værdier og gennemsigtighed. Hun arbejder, fortæller han, sammen med andre på World Economic Forum’s panel, som skal beskæftige sig med ”den indlysende og nærværende fare for disinformation”. Dertil kommenterer Robert Spencer:
Aha, disinformation! Dette er blevet den autoritære venstresides foretrukne eufemisme for dens anstrengelser for at udfase uenighed og forhindre den offentlige diskussion, så kun deres argumenter bliver hørt.
Disinformation skal naturligvis imødegås med retinformation, ikke med regler eller love imod visse ting, der ikke må siges, sådan som Vera Jourova tænker sig det. Men det er just det sidste, vi i Vesten er begyndt at fifle med. Og man kan med en vis ret sige, at det er højst uheldig ting, som vi dèr har lært af muslimerne.
Nej, ligesom vi gør muslimerne en bjørnetjeneste ved ikke at ville diskutere deres tro med dem, eller altså ligeud sagt: ved ikke at ville komme med vores modargumenter overfor deres tro – vi lader dem fortsætte med umenneskeligt at undertrykke deres menigheder – sådan gør vi også os selv fortræd, hvis vi med sådanne forholdsregler vil forhindre den frie diskussion.
Og det er ikke mindst kirkens ansvar at holde ytringsfrihedens fane højt. For kristendommen er Ordets religion, Jesus ville frigøre os fra lovens favntag, han udtrykte sin holdning tydeligt overfor farisæerne eller den tids jøder, så tydeligt, at de slog ham ihjel for det. Og når han, den første martyr, turde vove livet for at være sandheden tro, hvordan kan vi så afholde os fra at give udtryk for de Ordets kræfter, som vi jo dog har forstået og i vid udstrækning har rettet os efter?
Vi kunne i folkekirken f.eks. give os til at afholde noget, jeg i sin tid kaldte ”Nye Allehelgen” eller ”Alle martyrers dag”, se her, for derigennem at fremhæve vores syn på sagen, altså på ytringsfriheden: vi ærer dem, der holder fast ved deres hjertes overbevisning på trods af, at de trues med vold eller død. Og vi ærer dem, der på grund af trusler om vold – trusler, der næsten altid udgår fra muslimer – må leve under politibeskyttelse muligvis til deres dages ende. Det vil måske ikke få voldsparate muslimer til at undlade volden, men det vil muligvis hjælpe os til med større kraft at vende os imod den.
ricardtriis 