Det er en mærkelig form for journalistik, vore medier foretager. Jeg tænker her på hovedparten af de europæiske medier, dem, man med et nyt ord kalder ”Main Stream Media”, MSM. Jeg læser med større eller mindre fornøjelse mine faste aviser, Kristeligt Dagblad og Information, og besøger derudover en del medier på internettet, og ærlig talt, jeg blev lidt overrasket over, at det her forleden var det agtværdige Kristeligt Dagblad, der skuffede mig. Bladet faldt alt for meget i hak med de andre eksemplarer af Main Steam Media: elendig journalistik, ikke-stillede spørgsmål, politiske forslag, der byggede på ønsketænkning frem for på virkeligheden.
Nuvel, nogen vil måske sige, at bladet er undskyldt, for sådan tænker hele den europæiske elite. Men jeg havde nu regnet med, at i det mindste Kristeligt Dagblad ville være lidt mere virkelighedstro.
Nå, noget af problemet kan forklares med, at man i sin forsideartikel har valgt at indføre Thomas Gammeltoft-Hansen som ”ekspert”. Og så bliver det – måske uden at man fra journalistside tænker over det – hans forestillinger og tankeverden, der bliver den baggrund, på hvilken problemer aftegnes. Men alligevel! Hvorfor finder man så ikke en anden ”ekspert”? Eller endnu bedre: Hvorfor giver man sig ikke til at tænke selv, så man kan stille de rette, mere inkvisitoriske spørgsmål?
Lad os se på det, se her!
Der går ikke lang tid, før journalisten, Tobias Stern Johansen, omtaler Thomas Gammeltoft-Hansen. Det hedder:
“Så længe, EU-landene ikke har opnået fælles fodslag i forhold til håndtering og fordeling af asylansøgere, vil EU forblive sårbart, hvis lande som Rusland eller Belarus forsøger at sende migranter og flygtninge ind over grænserne,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
“Sådanne situationer påvirker enkelte EU-lande ved EU’s ydre grænser, og man risikerer, at de vil ignorere de fælles asylregler for at undgå, at de bliver ramt uforholdsmæssigt hårdt af asylansøgere,” siger han.
Når EU ikke kan blive enig om et fordelingssystem, begynder lande at agere i deres egne interesser.
“Noget tyder på, at dem, der kommer til Italien og Grækenland lige nu, bliver vinket videre. Der sker ikke den registrering, som man ifølge reglerne bør gøre,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
Og det kan man jo nok se, at for Gammeltoft-Hansen er problemet ikke, at der kommer for mange migranter til, at vi kan nå at integrere dem, nej, problemet er, at vi ikke behandler dem efter ”de fælles asylregler”. Og disse fælles asylregler forudsætter han bekendt; meget bekvemt, for så behøver han ikke at beskæftige sig med det besynderlige i, at man med disse ”fælles asylregler” laver love for personer, der handler ulovligt. Disse asylregler skal jo gælde dem, der krydser grænsen til EU på ulovlig vis; blot de siger ”asyl”, har vi europæiske lande pligt til at behandle deres asylansøgning, og naturligvis glemme alt om den lovovertrædelse, de begik ved at krydse grænsen.
Første afsnit i ovenstående citat viser, at Gammeltoft-Hansen ikke har lagt mærke til, hvordan Polen og Litauen med en håndfast ligegladhed med ”de fælles asylregler” fik tilintetgjort Ruslands forsøg på at sende migranter ind over grænserne. For når disse migranter imod reglerne bliver sendt retur, selv om de er nået indtil 10 km ind på polsk område, så er det dels imod disse ”fælles asylregler”, der siger, at blot man har sat sin fod på europæisk jord, har man ret til at få sin asylsag behandlet, men det er også en ganske effektiv måde at spænde ben for Ruslands skumle hensigter på, så den sårbarhed, han omtaler, ikke længere er en sårbarhed, polakkerne overtrådte nemlig reglerne. Men det er klart, hvis Gammeltoft-Hansens ønske opfyldes, så ”fodjordsreglen” skal gælde også dèr, så bliver Europa sårbart overfor drillerier fra russisk side. Men det er altså hans ønske, der gør os sårbare, ikke den polske resoluthed. Man kan eventuelt læse mere om situationen ved den polsk-belarussiske grænser her.
Jamen, hvad skal vi da gøre? lyder det ængstelige spørgsmål fra os europæere.
Og Gammeltoft-Hansens svar ses i det næste afsnit: Vi skal finde et fælles fodslag, ellers ”risikerer” vi, at lande ved EU’s ydre grænser ignorerer de kønne asylregler.
Heldigvis er der efterhånden en del lande, der er klogere – det vil sige: mere bevidste om virkeligheden – end Gammeltoft-Hansen. Polen har jeg nævnt. Grækenland kan også nævnes, ikke blot, fordi de før migrantkrisen i 2015 fik deres flåde til at sende migrantbåde tilbage til Tyrkiet, også fordi de i disse år er begyndt på den samme effektive beskyttelsesmetode. Og Spanien kan også nævnes, for hvorfor har de sat et mægtigt pigtrådshegn op omkring deres afrikanske enklaver, når vi nu skal være åh så gode og tillade alle ulovlige grænseoverskridelser? Det er jo med til at gøre det sværere at overskride grænsen – lovligt eller ulovligt – og derfor imod asylreglerne. Men Spanien gør det bare og har gjort det i mange år.
Skal vi også nævne Italien? Italien er jo begyndt at gøre livet besværligt for de idealister med de høje idealer, der for enhver pris vil ”redde liv” på Middelhavet. Man tvinger disse ”redningsskibe” til at sejle langt op til Norditalien, hvis de vil ilandsætte de opfiskede migranter. Det har Thomas Gammeltoft-Hansen sikkert også noget imod.
I hvert fald har han noget imod den praksis med viderevinkning, der har fundet sted igennem mange år i Italien. Det er afsnit 3 og 4, vi er kommet til med disse bemærkninger. Egentlig er det jo efter de smukke regler Italien, der skal iværksætte en behandling af migranternes asylansøgning, men tænk, man har igennem mange år haft den frækhed blot at lade dem rejse videre nordpå, så Italien kunne sole sig med bevidstheden om at ”redde liv”, mens de overlod alt besværet til os i de nordligere og for asylansøgere bedre egne af verdensdelen.
Har Gammeltoft-Hansen ikke vidst det? Og hvis han har, hvorfor omtaler han det så som et nyt problem, der nu skal tages hånd om?
Så snupper vi lige en omtale af FN’s flygtningekommission, UNHCR. Tobias Stern Johansen gentager her det, han den 18-12 2022 skrev i Kristeligt Dagblad, se den gamle artikel her. Citatet lyder:
Ifølge FN-organet UNHCR forventes antallet af bådflygtninge fra Nord- og Nordvestafrika over Middelhavet at stige i 2023. Hverken klimaforandringer eller fattigdom fører i sig selv til migration og flugt, for det kræver ressourcer og netværk at tage af sted. Men det gør sammenfaldet af flere kriser såsom klimaforandringer, krig, ekstremisme og ringe økonomiske fremtidsudsigter – og især de faktorer, Vesten selv har en andel i, sagde forskere her i avisen før nytår.
Ifølge artiklen fra december skyldes den sidste bemærkning Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, med fokus på migration, konflikt og udvikling. Og hun er naturligvis forsker, ellers kan man jo ikke stole på, hvad hun siger, men er det alligevel ikke noget vrøvl. Har vi i Vesten virkelig ansvar for så meget? Klimaforandringerne? Javel, det sås der tvivl om, men krig? Er det ikke de korrupte stater i Afrika selv, der skulle se at få indrettet nogle bedre stater? Eller er det ikke islam, f.eks. Boko-Haram i Sahel-området, der forårsager krig? Det er jo islam, der skjuler sig under betegnelsen ”ekstremisme”. Men alt det og de dårlige økonomiske fremtidsudsigter, er da ikke Vestens skyld. Man må være forsker for at nå frem til en så forkert konklusion.
Men er hun end forsker, hun er ikke forsigtig nok. For ved kun at nævne to ting, der får folk til at flygte: klimaforandringer og fattigdom, overser hun fuldstændig den eneste begrundelse, der kan give ret til asyl i Europa: personlig forfølgelse. Og Tobias Stern Johansen har tilsyneladende ikke spurgt hende, hvorfor hun mon gør det. Han er sikkert heller ikke orienteret om flygtningekonventionens begrænsning.
Og så har jeg lært et nyt ord: Kontrolaftaler. Med det ord beskriver Thomas Gammeltoft-Hansen den aftale, EU i 2016 indgik med Tyrkiet:
Kontrolaftaler som den, EU indgik med Tyrkiet i marts 2016, efter at flere end en million migranter og flygtninge var strømmet ind i Europa, er ifølge professor Thomas Gammeltoft-Hansen ofte skrøbelige, fordi migrantruterne eller de politiske forudsætninger ændrer sig. Europa står med en udfordring, hvor modellen for aftaler med de tredjelande, man gerne vil sende folk tilbage til, skal gentænkes.
Nogle stemmer peger på, at man i højere grad bør indtænke kvoter for lovlig immigration på områder, hvor der mangler arbejdskraft i Europa. I Belgien er der for eksempel hospitaler og plejehjem, som ikke har noget personale tilbage og må lukke eller er ved at lukke.
Og det er klart, et pænt ord skal man da have for det hykleri, denne aftale er udtryk for. Jeg mener, selv er man for fin til at bruge vold for at holde migranter tilbage fra ens grænser, men at betale andre for at gøre det samme, det er man ikke for fin til.
Og så tanken om, at vi på grund af manglen på arbejdskraft er nødt til at lempe på reglerne. Jamen, har man da helt glemt de 90 mia kroner – eller er det kun 33 mia – vi bruger på de tidligere ankomne migranter, som ikke er til at drive ud på arbejdsmarkedet? Så længe der er nogen tilbage af dem, er der da ingen grund til at indføre flere uvillige hænder.
Så er der Johannes Henriksens leder, se her.
I alt væsentligt kan man sige, at den kører videre i det samme skæve spor, som er lagt af Tobias Stern Johansen og Thomas Gammeltoft-Hansen i forening. Han skriver:
Det er blevet Europas fælles skæbne, i kraft af vores høje levestandard og vores geografiske placering, at blive globalt centrum for flygtninge og migration. Den skæbne kan vi ikke melde os ud af, men vi kan engagere os i at finde holdbare løsninger, som både tilgodeser de mange, der faktisk har behov, og som sikrer, at de europæiske velfærdssamfund ikke bryder sammen.
Nu er denne skæbne ikke mere skæbne, end at den er et udslag af en fejlslagen flygtningepolitik igennem mange år. Men så meget er dog skæbne, at vi – i modsætning til f.eks. Canada – har et Middelhav, der så nogenlunde kan oversejles af små både, så der kan opstå et samarbejde mellem menneskesmuglere, der udsætter migranterne for fare på havet, og ”gode” europæere, der vil ”redde liv”. Og dette med at tilgodese de mange, der faktisk har behov, kan vi godt glemme alt om. For, som det hed i den første artikel, det koster både ressourcer og et godt netværk at kunne tage af sted. Det betyder – oversat – at vi tager os af de rigeste, altså dem, der måske ikke har behov alligevel, og lader de fattigste tilbage. Og derefter hedder det i lederen:
Politisk bør EU fortsætte og intensivere arbejdet for at sikre de ydre grænser, så det under regulerede forhold kan afgøres, hvem der har behov for asyl, og hvem der ikke har. Det kan danne afsæt for en nytænkning af hele asylområdet, hvor det faktisk er dem med størst beskyttelsesbehov, som får hjælp, og ikke som nu, hvor det er de mest ressourcestærke, der når frem til Europas grænser.
Danmark bør arbejde for, at Europa genvinder kontrollen med asylpolitikken. I stedet for at lade som om, problemet ikke findes.
Det er altså, hvad lederskribenten på Kristeligt Dagblad kan lobbe sig op til: at fortsætte med de tiltag, som ikke har virket hidtil. For vi kan jo ikke skelne mellem dem, der har behov for asyl, og dem, der ikke har. Har man glemt, at folk faktisk kan finde på at lyve, hvis det kan bringe dem fordele? Og hvordan de ydre grænser skal sikres, fortælles der intet om. ”Sikre de ydre grænser”, det betyder i normal EU-jargon, at sørge for, at migranterne bliver registreret, intet mere. Og denne undersøgelse af, hvem der har behov for asyl og hvem ikke, hvor skal den foregå? Skal den f.eks. foregå i Rwanda, som den tidligere regering har foreslået? Ja, det undlader Johannes Henriksen klogelig at sige noget om. Man skulle jo nødig skuffe alle de pæne og højetiske mennesker, der læser Kristeligt Dagblad. Han kender selvfølgelig problematikken, men hvorfor kommer han så ikke ind på den, når det er noget så væsentligt, det drejer sig om, som hvordan vi skal håndtere migrantkrisen.
Den sidste sætning: at politikerne lader, som om problemet ikke eksisterer, kan man med en vis ret vende mod Johannes Henriksen selv. Det er meget godt at gå ind for nytænkning, men hvorfor så kun foreslå de løsninger, som allerede har vist sig utilstrækkelige? Og at genvinde kontrollen med asylpolitikken, vil det ikke først og fremmest sige at gøre op med det, der tidligere blev betegnet positivt som ”de fælles asylregler”, hvilket vil sige: gøre op med den tåbelige ”fodjordsregel”, der giver lovovertrædere en lovlig ret til at søge asyl? Men at det er det, der menes med ”nytænkning”, det fremgår ikke af lederen.
Og det fremgår da slet ikke af hverken leder eller artikler, at et opgør med ”fodjordsreglen” vil betyde en langt større anvendelse af almindelig, solid magt overfor migranter. Det var i sin tid – det vil sige for et par år siden – Uffe Østergaard, der foreslog en direkte magtanvendelse overfor migranterne. Og det er jo til at indse, at man behøver en ret stor magtanvendelse, både hvis man vil oprette et asylcenter i Rwanda og hvis man vil få de forskellige ambassader rundt om i Mellemøsten til at skelne mellem forfulgte migranter og økonomiske migranter og føre alle ansøgere derhen. For i så fald vil man jo skulle tvinge de mange migranter, der for øjeblikket sejler ud fra f.eks. Libyen i sikker forvisning om at blive optaget på ét af de mange ”redningsskibe” og afleveret i Italien, tilbage, hvor de kom fra, til disse landes europæiske ambassader.
Dette kan nok lade sig gøre. I det mindste, når det foregår lidt fordækt, som tilfælder er i Ægæerhavet. Men når man erindrer sig den modvilje, der rejste sig overfor polakkerne, fordi de nægtede at samarbejde med det EU’s Frontex, eller overfor grækerne, når deres flåde tvinger migrantbåde tilbage, så er der blandt mediefolkene stor modstand mod sådanne planer. Og desværre må man konstatere, at både Tobias Stern Johansen og Johannes Henriksen lider af den altfor udbredte ”journalist-sygdom”, der af påstået ”næstekærlighed” lukker øjnene for nytten af en sådan magtanvendelse og ikke vil vide af den, skønt de måske et sted i deres inderste godt véd, at den er nødvendig, hvis antallet af migranter skal bremses.
Tobias Stern Johansen føler sig sikkert som en ”god” journalist, når han i artiklen fra 18-12, altså denne, begynder med at skildre en skudepisode, som fandt sted ved den bulgarske grænse:
Abdullah El Rustum Mohammed, en 19-årig flygtning fra Syrien, blev skudt, da han forsøgte at krydse grænsen fra Tyrkiet til Bulgarien i håb om at komme til EU. Nedskydningen blev optaget på video, og det er første gang, at en flygtning beviseligt bliver skudt ned ved en europæisk grænse. Det skriver mediet Lighthouse Report, som i samarbejde med internationale medier offentliggjorde historien i begyndelsen af december.
Den syriske teenager blev sammen med andre flygtninge skubbet tilbage fra Bulgarien mod Tyrkiet, og i protest kastede nogle af dem sten mod grænsen. Det bulgarske grænsepoliti indrømmer, at de var på stedet, men nægter at have affyret den kugle, der sårede den syriske teenager. Han overlevede, men fik varige skader på venstre hånd og i brystkassen.
“Lægen fortalte mig, at jeg knap nok overlevede, fordi kuglen trængte ind præcis til hjertet,” siger Abdullah El Rustum Mohammed til samme medie om hændelsen den 3. oktober 2022.
Sagen sætter kritisk fokus på EU’s grænsekontrol og viser, at flygtninge og migranter stadig vil gå langt for at komme til Europa.
Dette betragtes i de europæiske medier som ”god” journalistik, fordi man lægge al skylden på den europæiske part. Og man kan være forvisset om, at hvis noget tilsvarende skulle ske som følge af, at man ophæver ”fodjordsreglen” og sætter magt bag grænsebevogtningen – altså gengiver ordet grænsebevogtning den betydning, det tidligere havde: med magt at forhindre ulovlig grænseoverskridelse – så vil der lyde et ramaskrig fra både medier og EU-bureaukraterne.
Så dette med at gøre noget effektivt ved den migrantkrise, som truer med at udvikle sig i 2023, kan man vist ikke forvente vil ske.
ricardtriis 