De er altså mærkelige, disse muslimer. Eller rettere sagt: Hvor er de anderledes end os!
Tag bare den måde, der bruger sproget på!
Vi kan godt sige, at det er imod sprogets egne intentioner. Men for dem er det åbenbart ret selvfølgeligt.
Måske man husker, hvordan det anerkendte universitet i Kairo, Al-Azhar, i sin tid, da Khoumeini havde opfordret til mord på Salman Rushdie, kom ud med en melding om, at en sådan mordopfordring var uislamisk: Rushdie skulle ganske rigtigt slås ihjel, fordi han havde besmudset muslimernes profet, men han skulle have mulighed for at angre. Derfor skulle han bortføres til et muslimsk land, og dèr stilles overfor valget mellem at blive slået ihjel og at angre.
Angre?
Det ord er da brugt helt forkert af dette universitet. Angre er noget, man gør, fordi man af hele sit hjerte fortryder noget, man har sagt eller gjort. Det er ikke noget, man kan tvinges til at udefrakommende kræfter, såsom en trussel om at blive slået ihjel.
Jeg gik engang i 2010 i rette med denne forkerte sprogbrug, se her. Jeg skrev blandt andet:
Man tog sig til hovedet: dette har da intet med anger at gøre. Det er misbrug af sproget at kalde den slags anger. Anger forekommer, når man af hjertet fortryder noget, man har sagt eller gjort, ikke, når man tvinges til at tilbagekalde. Men sådan tænker muslimer ikke. De lader sig nøje med en ydre tilbagekaldelse, ja, de mener oven i købet, at tilbagekalder han, så ‘angrer’ han. Altså: en bevidsthed om, at der er forskel på et menneskes oprigtige mening og dets påtagne mening, findes ikke hos muslimer. De er ikke interesseret i denne forskel. De angler ikke efter andres oprigtige respekt af dem, de er kun ude efter den respekt, de kan opnå i kraft af deres styrke og magtposition.
Det er desværre stadigvæk alt for rigtigt. Og som man måske kan fornemme, bruger muslimer også ordet ”respekt” på en måde, der stærkt adskiller sig fra vores brug: de taler som rockerbanderne i sin tid: med deres voldstrusler ville de ”sætte sig i respekt”. Det samme er muslimerne ude på. Den tanke, at man kunne vinde andres respekt ved at opføre sig menneskeligt og forstående overfor andre, er udenfor deres synsvidde.
Og så til talen om at ”føle sig krænket”!
Det er et udtryk, der har været brugt både af muslimer og vesterlændinge til at beskrive muslimers reaktion på offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i 2005. Men også her viser forskellen mellem de to religioner sig. Vi i Vesten vil forstå dette ”at føle sig krænket” ud fra det umiddelbare forhold mellem mennesker. Der er noget spontant ved udtrykket, som gør det umuligt at blive krænket med forsinkelse.
Det var ikke desto mindre, hvad muslimerne blev i 2005 til 2006. Flemming Rose på Jyllands-Posten ville med sine tegninger finde ud af, om muslimerne mente, at det muslimske forbud mod at tegne profeten også gjaldt for os ikke-muslimer. Og efter offentliggørelsen den 30. september 2005 var der faktisk nogle muslimer, der gik ind for den tanke, at hvad ikke-muslimer foretog sig, ikke angik muslimerne. Så vi kunne efter deres mening offentliggøre de tegninger, vi ville, de ville ikke gøre vrøvl.
Men der var andre muslimer, der så en chance for at få indført en slags blasfemi-lov i Vesten, så det ligefrem blev strafbart for os at gøre nar af Muhammed eller bare at afbilde ham. Det argumenterede de for med Ahmed Akkari i spidsen, først herhjemme, siden i Mellemøsten. Dog havde de lidt svært ved at få medhold. Man vidste øjensynligt ikke rigtig, hvilket ben man skulle stå på. Så da statsministeren, Anders Fogh, holdt sin nytårstale i 2005-06, kunne han gøre det i den formodning, at krisen var drevet over.
Men så skete der noget. Ikke i den vestlige verden, men i Saudi-Arabien. Mange mennesker, vist omkring 300, omkom ved den årlige pilgrimsvandring til Mekka. Og det benyttede Saudi-Arabien sig af. Hvor landet tidligere overfor den udsendte Akkari-delegation havde afvist idéen om at beskæftige sig med Muhammed-tegningerne, dèr slog man nu fuldstændig om. Man opfordrede via unavngivne e-mails sine indbyggere til at boykotte danske varer under henvisning til Muhammed-tegningerne. Og den opfordring blev fulgt af de islam- og autoritetstro saudere.
Og så følte pludselig alle muslimer sig krænkede. Så opstod der en konkurrence mellem de forskellige muslimske stater om at være mest fjendtlig overfor Danmark, så nu var der ingen ende på følelsen af krænkethed.
Dog brugte man ordet ”krænket” på en helt anden måde, end vi vesterlændinge bruger det. I vores optik kan man ikke være krænket med forsinkelse. Krænkethed hører til i et forhold mellem mennesker, mellem enkeltmennesker og mellem stater. Hvis et menneske i vor del af verden føler sig krænket over noget, hans samtalepartner har sagt, og ligeud siger, at det var dog en krænkende udtalelse, kan samtalepartneren reagere ved at fastholde sin udtalelse. Så er forholdet gået i stykker. Han kan også reagere ved at sige ”undskyld, sådan var det ikke ment”. Og så kan det gode forhold måske bevares, lidt afhængig af, hvordan den krænkede modtager denne undskyldning. Men naturligvis, hvis den anden siger undskyld, så regner den krænkede med, at det krænkende udtryk ikke vil blive gentaget.
Men man kan ikke komme og påstå, at man er krænket et halvt år efter, at den krænkende handling har fundet sted.
Det er imidlertid, hvad muslimerne har gjort. Først efter et halvt år fandt saudierne ud af, at de da vist alligevel var blevet krænket. Og så er der ikke tale om krænkelse, så er der tale om, at man forsøger at udnytte situationen til at få vestlige lande til at indføre forbud mod Muhammedtegninger eller få vestlige journalister til at undlade at tale ondt om islam.
Jeg har skrevet om muslimernes succes flere gange her på bloggen, først vel i 2008 her. Her drog jeg denne konklusion:
Og som man i dag kan se, har det givet de muslimske lande blod på tanden. Når der nu i FN ligger et forslag fra de muslimske landes organisation om indskrænkning af ytringsfriheden af hensyn til religiøse følelser, så er det en udløber af den succes, de opnåede under Muhammed-krisen. Det lykkedes jo virkelig at få mange mennesker her i Vesten til dels at opfordre til tilbageholdenhed med religionskritiske ytringer, dels selv at afholde sig fra nogen form for udtalelse, der kunne tænkes at såre muslimer.
Men altså, det fuldstændig nye og ganske uhørte ved Muhammed-krisen er, at muslimske lande nu vil blande sig i, hvordan vi skal håndtére vores ytringsfrihed. Retter vi os ikke efter dem, tillader de sig at boykotte os og afbrænde vore flag og vore ambassader.
Det er Bernard Lewis, den kendte islam-forsker, der gør opmærksom på, at Muhammed-krisen har ændret muslimernes syn på, hvad de kan få os andre til at gå med til. Fra da af begyndte talen om ”islamofobi” og ”krænkethed” at florere fra muslimer overfor os. Men krænkede, som vi bliver krænkede i vore personlige forhold, er de ikke.
En tilsvarende mærkværdighed kan man iagttage i Erdogans rasende udfald mod Sverige, fordi landet har rettet sig efter sit ytringsfrihedsideal og tilladt Rasmus Paludan at afbrænde en koran foran den tyrkiske ambassade i Stockholm.
Berlingske beretter om det her, og Tom Jensen giver i en leder sin mening om sagen til kende her. Men ingen af de to gør opmærksom på det, jeg her vil hæfte mig ved, nemlig det forhold, at også i dette tilfælde krænketheden eller fornærmelsen optræder med stor forsinkelse.
For det er jo lang tid siden, Paludan begyndte af afbrænde koraner. Som det fremgår af det første af ovenstående links, skete det på palmesøndag 2019, og siden i høj grad op til det svenske valg i september 2022.
Her i april 2022 reagerede jeg på et indlæg af bl.a. Thomas Hoffmann i Berlingske, se mit indlæg her. Jeg blev noget forarget over forfatternes ringe viden om martyrerne fra Cordoba, og det gik mit indlæg med at gøre nærmere rede for. Men nu vil jeg henlede opmærksomheden på indlægget af en lidt anden grund, den, nemlig, at de hævder, at det forhold, at Paludan bliver ved og ved med at afbrænde koraner, til sidst gør hans optræden uinteressant. Man gider ikke blive ved med at gøre vrøvl, heller ikke, når ”man” er muslimerne. Det gælder specielt muslimerne i Danmark, og i mindre grad muslimerne i Sverige.
Det sjove er, at de to næsten anerkender Paludans gerning som en ”god” gerning, for, siger de, blasfemi kan virke som en fremkaldervæske:
Blasfemi kan skille fårene fra bukkene med hensyn til, hvem der utvetydigt fordømmer volden og hvem, der enten mener, at blasfemikeren selv beder om det eller vælger at (for)skyde skylden på samfundet og systemet, for eksempel et islamofobisk og racistisk Sverige. I samme ombæring kan blasfemi blotlægge, om den blasfemiserede religions tilhængere – i dette tilfælde imamerne, de religiøst »selvlærde« og lægfolk – lægger utvetydig afstand til volden. I skrivende stund har svenske islamiske autoriteter os bekendt endnu ikke været på banen med hverken fordømmelse af volden eller opfordring til fredelige protester.
Og det er jo en ganske sjov betragtning, som man ikke hører så ofte. Den gentages lidt senere i en mere forståelig form:
For ved bestandigt at gentage sit cirkus herhjemme har Paludan formået (næsten) at civilisere de antidemokratiske blandt danske muslimer, så de ikke mister selvkontrollen, hver gang folk kommer med ytringer, der skænder deres hellige bog. Dette gigantiske spring er sket gennem den klassiske opskrift, der altid har forårsaget ethvert reelt og ikke blot formelt fremskridt i ytringsfriheden, nemlig en kombination af: 1) stadig eksponering af de antidemokratiske modtagere for krænkende, men lovlige ytringer; med 2) ukueligt mod hos afsenderen.
Og igen: Det er en interessant iagttagelse, at Paludans koranafbrændinger har medvirket til at ”civilisere” de antidemokratisk elementer blandt vore muslimske landsmænd. Det har jo betydet, at disse landsmænd ikke længer gider lave moddemonstrationer ved diverse koranafbrændinger. Og det har betydet, at alle disse Paludan-demonstrationer ikke har givet genlyd i den store verden. I 2005-06 var reaktionen på Muhammed-tegningerne protester mod Danmark overalt i den muslimske verden; at tegne Muhammed, nej, det går virkelig ikke an. Også Charlie Hebdo har fået muslimernes vrede at føle, sidst med mordet på Samuel Paty. Og så går Rasmus Paludan rundt og afbrænder koraner, uden at de internationale muslimske samfund reagerer. Én ting er at tegne Muhammed, det kan vel være ret nedværdigende for en muslim at se på. Noget helt andet er at brænde alle muslimers hellige bog; det er et angreb på selve religionens kerne, så det må man da reagere imod, hvis man i det hele taget skal reagerer. Men se så, hvad der sker, når det gentages og gentages.
Rigtigt: Ingenting sker!
Det vil sige: Intet er sket, før Erdogan kom på banen.
Og det vil videre sige: Nu gentager begivenhedsforløbet fra Muhammed-tegningerne sig. Alt dette krænkeri kan vi godt glemme. Hvad der er på færde, er, at et muslimsk overhoved benytter situationen til at anklage os i Vesten; i 2006, så opmærksomheden kunne bortledes fra de dræbte i Mekka, i 2023, så Erdogan kan optræde som en rigtig muslimsk fyrste, der sandelig ikke vil vise sig eftergivende og forstående overfor et vestligt land, der tillader, at der afbrændes koraner foran den tyrkiske ambassade.
Ved de tidligere koranafbrændinger i Sverige har Erdogan været så ligeglad, som man kan være, men nu, hvor han har brug for noget, han kan anklage Sverige for, nu er han krænket i sit inderste, nu føler han det virkelig som et angreb på hans trofaste, muslimske hjerte.
Er det ikke mærkeligt? Er det ikke afslørende for den muslimske tankegang? Viser det ikke, at deres krænkethed ikke er en ægte følelse, men blot noget, de bruger for at islamisere os i Vesten? Noget, der desværre er lykkedes i alt for høj grad.
Og så til sidst blot en enkelt betragtning mere:
Lad os prøve at vende problematikken om! Lad os forestille os, at det er os kristne, der bliver krænkede over islams hellige bog! Og vi behøver ikke at opregne alle voldsopfordringerne, vi kan nøjes med at blive krænket over Sura 4,157f, hvor der står, at Jesus ikke døde på korset, se evt. min artikel derom her. Det vil sige: koranen vender sig imod den altafgørende kristne trosartikel. Det kan vi da ikke finde os i! Det må vi gøre vrøvl over! At muslimerne tillader sig at vende sig imod kernen i vor kristendom, nej, her må vi virkelig føle os krænkede!
Men læg mærke til det: Det gør vi jo ikke.
Og når vi ikke gør det, skyldes det, at vi har forstået, hvad religionsfrihed betyder. Det betyder nemlig ikke det, som muslimerne tror, at de kan blive fri for angreb mod deres religion, nej, det betyder blot, at du har lov til at dyrke din religion under statslig beskyttelse, en beskyttelse, der i samme omfang gælder alle andre religioner. Og det betyder – forhåbentlig – at vi omsider kan få en ægte religionssamtale, dvs., en samtale, der foregår uden våben og uden trussel om vold.
ricardtriis 