Gider vi? Har vi ikke hørt nok om Putin og om, hvad der befinder sig i hans hjerne?
Den gode læser må have mig undskyldt, men jeg bliver opflammet til om ikke dåd, så dog skriveri af et indlæg i Jyllands-Posten af Rune Selsing, se her, en mand, jeg normalt regner for nogenlunde fornuftig. Men dette indlæg er båret af en helt forkert baggrundsforståelse. Desværre viser det sig, at han tidligere har haft et indlæg i Jyllands-Posten, nemlig dette fra marts 2018, som er lige så énøjet. Og det har han haft, uden at jeg har opdaget det og gjort vrøvl over det her på bloggen. Det må den opmærksomme læser virkelig meget undskylde.
Men nu kommer der altså et opgør med Rune Selsing, eller måske alligevel ikke med ham, mere med den tænkemåde, han benytter sig af, og som han vist kalder ”realisme”.
Det er vistnok en tænkemåde, der er ret udbredt. Den går ud på, at man påstår, at verden kan opdeles i imperier, og at de forskellige imperier benytter sig af allehånde lumske metoder for at styrke eller udvide deres magtområder. Der er det Vestlige Imperium, anført af USA, der er det Russiske Imperium, tidligere anført af Sovjetunionen, nu anført af Rusland, og så naturligvis det Kinesiske Imperium. Alle stræber de efter magt, alle vil de udvide deres territorium, alle benytter de sig af løgn og lusk for at få deres ønsker igennem.
Men besynderligt nok anklager Selsing i 2018 kun os i Vesten for at anvende sådanne metoder. Han skildrer Vestens reaktioner på Ruslands indtagelse af Krim, noget, som han fuldt ud godkender – formentlig ud fra antagelsen af, at imperier bruger magt – og spørger så:
Er Rusland så ikke en trussel mod Vesten? Selvfølgelig er de det. Hvis de bare er kvart så aggressive som amerikanerne har været de sidste 50 år, skal vi naturligvis sikre os militært. Det er bedst at forhandle med en stor kæp i baghånden, og det eneste rigtige er naturligvis at tale med dem og respektere de klare interessekonflikter. Russerne plejer deres interesser ligesom andre selvstændige nationer gør, og det kan man ikke fortænke dem i. Det er ikke nær så farligt, som den falske idealisme, der i vidt omfang driver Vestens udenrigspolitik. Vi klovner rundt som kulturignorante idioter og fatter ikke, at vores velmente interventioner i andre landes forhold bliver opfattet som benhård aggression. Se, det er farligt! Det er den indbildte universalisme, der forhindrer vestlige ledere i at pleje deres egne befolkningers interesser og sætte sig til forhandlingsbordet med Rusland. Vi tror, det er de gode mod de onde. Det er de kulturblinde mod rosset.
Og denne sidste påstand benytter han så som overskrift på sit nyeste indlæg: ”Det er ikke de gode mod de onde i Ukraine”. Men det er os vestlige mennesker, der i vor ”kulturblindhed” vil bilde os ind, at verden styres efter vore regler, og derfor ikke kan forstå, at de andre imperier opfatter vores ”velmente intentioner” som benhård aggression.
De sande forhold – efter hans mening sande – skildrer han i det nyeste indlæg:
Ukraine var og er en slagmark for to imperiers kamp for overtagelse. Ikke de gode mod de onde. Krigen var så afgjort en eskalering, men hvis ikke amerikanerne i første omgang havde forsøgt at vinde Ukraine, ville krigen aldrig have fundet sted. Amerikanerne havde ingen særlig ret til at kæmpe for at dominere Ukraine, selv om de i kulturblind ignorance hævder at have sandheden på deres side, og russerne har ingen særlig ret til at forsvare deres interessesfære, selv om stormagter altid gør sådan. Det er historisk fornægtelse, hvis man tror USA handler og ville have handlet anderledes tolerant.
Har amerikanerne forsøgt at vinde Ukraine? Har de forsøgt at dominere Ukraine? Har de med tilskud af forskellig art, måske med den undskyldning, at de styrker demokratiske kræfter i landet, stået bag oprøret mod Janukovitj? Tja, det er ikke til at vide, og jeg véd egentlig heller ikke, om det mere er så interessant at undersøge.
Jeg mener, der er jo sket ganske meget siden Putin angreb Ukraine. Og det er et spørgsmål, om Selsing ”realisme”-tænkemåde formår at give en uimodsigelig baggrund for det hele.
Hans udtalelse om, at krigen ikke er de godes krig mod de onde, fremkalder den formodning, at han forskyder al tale om godt og ondt fra de kampe mellem imperier, som han taler om. Gør han mon det?
Tja, bom, bom! Det er ikke helt klart. Se f.eks., hvad han skriver lidt senere, som en slags konklusion:
Ikke desto mindre er jeg uenig med de ellers modige realistiske dissidenter, når de hævder, at der ikke findes moral i udenrigspolitik. Naturligvis gør der det. Vi bør til gengæld være langt mere forsigtige og ydmyge, end hvad vestlige magthavere ellers har haft for vane.
Hvordan kunne et ydmygt bud lyde? Jo, et bør være at undgå lidelse. Ikke mindst lidelse i stor skala. Naturligvis har krigen i Ukraine været en katastrofe. Især for ukrainere, men også for russere, fattige østeuropæere og alle mulige andre i verden, der har lidt som følge. Atomkrig vil være værre. Derfor bør vi naturligvis fordømme russerne. Og vi bør også fordømme amerikanerne. Og vi bør gøre, hvad vi kan, for at bringe krigen til ophør.
Jamen, her gælder det altså ikke blot om for et imperium at udvide sin magt. Her spiller moralske overvejelser og begrundelser ind, hvad de ikke gjorde tidligere i hans fremstilling. Et bud kunne være at undgå lidelse, siger Selsing. Og se, her kommer hans selvmodsigelse frem. Det han anklager os andre for: at vi bruger moralske argumenter, det udfører han selv: han mener sig i stand til at anklage både den ene og den anden.
Men han ”glemmer” helt at tilskrive russerne en sådan moral, eller at angribe dem for at handle uden hensyn til folks lidelser. Hvis vi vil fordømme russerne, skal vi i hvert fald huske også at fordømme amerikanerne. Åh, ja, men den lidelse, russerne med deres upræcise bombardementer har påført ukrainerne, er til at se for os alle. Mens den lidelse, Selsing påstår, amerikanerne har været skyld i, fortoner sig til nærmest ingenting.
Lidt senere skriver han:
Hvis nu vi ikke blot er ”de gode” og russerne ”de onde” – hvad bør vi så håbe på? Vi kunne, ydmygt, begynde med et folks selvbestemmelse. Ukraine bør være selvstændigt, for Ukraine udgøres af det ukrainske folk. Dog ikke på Krim, der er lige så ukrainsk, som Flensborg er dansk. Og heller ikke entydigt i Donbas. Autonomi eller selvstændighed for begge er den eneste holdbare vej frem. Den vej, der mindsker lidelse.
Det lyder jo meget fornuftigt. Men det er, ifølge hans egen opdeling af verden, jo kun fornuftigt for os i Vesten. For russerne bliver det opfattet som benhård aggression, det har Selsing lidt tidligere forklaret os uvidende. Og på hvilke vilkår kan vi så slutte fred, hvis Putin mener, at Ukraine ikke er en selvstændig stat?
Og så har han åbenbart ikke læst Putins taler. Det, Putin forsøgte på i sin tale af 21-2 2022, var jo at retfærdiggøre sin invasion af Ukraine, se evt. mit referat af talen her. Det gør han ved i begyndelsen af sin tale at hævde, at Ukraine og Rusland i grunden er ét land, ét folk, én kultur, noget, ukrainerne bestemt ikke er enig med ham i. Men det er altså hans opfattelse. Eller det var hans opfattelse.
Så Selsings teori om, at for russerne udgøres Ukraine af det ukrainske folk, er ikke Putins tankegang, men Selsings ønskedrøm. Og Putins teori fra 21-2 2022 fik ham til at sende hærstyrker ind i Ukraine, også ind mod Kyiv. Meningen var formodentlig at ”hjælpe” ukrainerne af med den ”uheldige” regering, de havde stemt sig frem til. Og at ”autonomi og selvstændighed for begge er den eneste holdbare vej frem”, er det ikke blot vestlig propaganda? De ”folkeafstemninger”, der har været afholdt i de fire oblaster, som Putin indlemmede i Rusland engang i september, kan vist ikke med nogen rimelighed siges at være udtryk for disse beboeres vilje eller for disse oblasters selvbestemmelse.
Så vidt jeg kan læse Selsings artikler bygger de på én stor selvmodsigelse. Han opstiller et grundnarrativ, hvorefter verden er opdelt i imperier, som handler efter deres egne interesser. Og Vestens handlinger, som vi fejlagtigt tror er gode og moralsk upåklagelige, er i virkeligheden udtryk for et enormt hykleri. Vi anser Ruslands ideologi for at være ekspansionistisk. Men det er den ikke, og den er det ikke
i modsætning til USA, der har en udtalt ambition om at udbrede sine værdier om frihed, demokrati og menneskerettigheder til alle verdenshjørner. Den amerikansk-vestlige ideologi er naturligvis ikke ekspansionistisk i sin egen selvforståelse, fordi den er på det godes side.
Og denne ideologi, som altså USA prøver at indoktrinere resten af verden med, beskriver Selsing således:
Den verdensorden, der opstod efter Anden Verdenskrig, er derfor, for store dele af kloden, et udtryk for
amerikansk imperial dominans. Det gælder de store institutioner, menneskerettighedserklæringen, administreringen af dollaren og meget mere.
Det er nyt for mig. Jeg har hidtil troet, at institutionen FN, menneskerettighedserklæringer og så videre, var alment anerkendt af alle imperier. Nu hører jeg så, at det er specielt for os i Vesten, de andre imperier vil ikke følge det.
Men det er Selsings hovedfejl. Dels viser den sig, som omtalt, når han selv, når han skal tænke sig frem til en fredsforhandling i Ukraine, går ud fra som en selvfølge, at der er værdier, der er almenmenneskelige: autonomi og selvstændighed, f.eks., dog uden at han her kalder disse værdier specielt vestlige, dels viser den sig i hans overordnede tankegang: imperierne er ikke fælles om de værdier, som de vedtog ved dannelsen af FN, og de andre tiltag efter Anden Verdenskrig, det var vestlige værdier. Men nej, de var netop fælles. Sovjetrusserne var f.eks. med til i Nürnberg at dømme de ledende nazister for forbrydelser mod freden, fordi de ikke havde overholdt de aftaler, de havde indgået.
Så han må, efter min mening, prøve at ændre på sine grundlæggende tanker. At man overholder de aftaler, man indgår med et andet land, er ikke en særlig vestlig dyd, det er et almenmenneskeligt karaktértræk, og hvis man ikke vil rette sig efter denne regel, må der undskyldninger til, f.eks. den undskyldning, Putin kommer med, at russere og ukrainere i grunden er ét folk.
Og det er den for Putin tilgrundliggende forestilling, man må se at få ham bort fra.
Det bliver svært. For den er vist ret indgroet i ham.
For sagen er, at Putin, som sovjetrusserne før ham, lever på en forestilling om demokrati, som han har arvet fra os i Vesten. Sådan som alle andre kulturer har arvet en demokratiforstilling fra os, ligesom de har arvet en forestilling slaveriets ophør, om aftalers overholdelse og meget mere.
Se på Iran! Et grundlæggende muslimsk land, som burde styres efter udelukkende muslimske principper. Hvorfor skal dog et sådant land besvære sine borgere med at holde valg til et parlament med jævne mellemrum? Ja, det skal de, fordi de alle, folket som dets ledere, er blevet påvirket af de vestlige tanker om demokrati. Og at de ikke overholder almindelige demokratiske regler, er ikke udtryk for en særlig islamisk kultur, det er udtryk for et hykleri af den anden verden: de vil være demokratiske udadtil betragtet, men de vender sig imod almene demokratiske regler indadtil.
Det samme kan siges om andre muslimske lande.
Og Rusland?
Ja, Rusland er desværre gået ind i en periode, hvor de efter evne efterligner tilstandene i Sovjetunionen, det vil sige: tilstanden med påstået frie valg, som alle vidste, aldeles ikke var frie, og med påstået frihed til at ytre sig, selv om man ”desværre” har set sig nødsaget til at indskrænke ytringsfriheden gevaldigt her under Ukrainekrigen.
Det er sandt nok, at russerne og andre ikke-europæiske kulturer har vænnet sig til at se ned på os vesterlændinge. Men det skyldes jo dels, at de misunder os vore velfungerende stater, og dels, at de ønsker at undgå, at deres befolkninger kræver ændringer à la de vesteuropæiske stater. Og man skal vel ikke helt overse, at de mange mennesker, der stemmer med fødderne, alle stemmer for at kunne bosætte sig hos os, ligegyldigt, hvor fremmed en kultur de så kommer fra. Strømmen går fra Stormellemøsten til Europa, ikke omvendt.
Og fordi Rune Selsing således har misforstået den baggrund, det hele foregår på, skal vi på ingen måde tro, at freden i Ukraine kan opnås så let, som han bilder sig ind.
Er Putin gået bort fra den forestilling, at det russiske og det ukrainske folk i grunden er det ene og samme folk? Måske han har indskrænket sine krav noget, da han i september indrullerede de fire oblaster i Rusland. Men der er ingen tvivl om, at han vil stille store krav til areal-indlemmelse i Rusland ved en eventuel fredsforhandling, i hvert fald, så længe Ukraine ikke ved erobring har borttaget den mulighed for ham.
Og det højst væsentlige spørgsmål om fredens varighed stiller Selsing overhovedet ikke. Men ak, det gør ukrainerne. Og de gør det med god grund. I 1994 gav ukrainerne afkald på de atomvåben, de havde fra Sovjettiden, mod, at Rusland lovede aldrig at angribe dem. Storbritannien og USA ved medunderskrivere på traktaten. Og har Putin således én gang brudt et løfte, han har afgivet, hvad skulle så få os til at tro, at han ikke ville kunne gøre det igen. Når han altså lige har fået samlet kræfter til et fornyet forsøg på at indlemme det genstridige Ukraine.
Det er sandt nok, at cirka halvdelen af ukrainerne er russisktalende. Men dette sproglige problem har Putin med sin aggression fået forvandlet til et politisk problem: nu er langt over halvdelen af ukrainerne stærkt utilbøjelige til at begive sig ind under russisk herredømme. For nu har de set, hvad det fører med sig af tvang fra oven.
Krigen er ikke de godes krig mod de onde, siger Selsing. Og det lyder jo skønt, for vi bryder os ikke om sådan ligefrem at prale med vore gode statsforhold. Men er der noget at sige til, at de russisktalende ukrainere foretrækker at bo i Ukraine under en ukrainsk regering, når de ser, hvad der foregår i Rusland, hvor størstedelen af befolkningen aldeles ikke ønsker at deltage i Putins krig i Ukraine? De værnepligtige flygter jo til udlandet i stort tal, modsat de værnepligtige i Ukraine, der tager afsked med deres hustruer ved grænsen til Polen.
I det hele taget er det, der får os vesterlændinge til at støtte Ukraine, det mod, ukrainerne udviser i deres kamp mod Putin. Det er det, der får de vestlige ledere til, med deres befolkningers bifaldelse, ikke at vove at svigte Ukraine, men blive ved med at støtte deres kamp. Og ja, det er en kamp for frihed og demokrati.
Og freden? Ja, den kommer vel før eller siden. Men ikke i kraft af noget, der ligner Selsings drømmescenarie.
ricardtriis 