Det er krigen i Ukraine, vi taler om. Og det er det spørgsmål, der diskuteres her i Vesten, det drejer sig om: Skal vi ikke forsøge at få forhandlinger om fred i gang? Skal vi ikke prøve at standse blodsudgydelserne? Vi kan da ikke bare lade som ingenting.
Nu sidst har Jürgen Habermas igen været på banen. Den 93-årige tyske filosof gjorde sig bemærket engang i foråret med et lignende forslag, og nu har han så grebet til tasterne igen. Information bringer den 16-2 en lang artikel af ham, oversat fra en artikel i Süddeutsche Zeitung, se her.
Jeg skal ikke gå den lange artikel igennem i detaljer, men kun hæfte mig ved to ting. Den ene er hans formulering af en problemstilling, hvor han spørger, om det, vi stræber efter, er, at Ukraine ikke taber, eller det er, at Ukraine skal vinde sejr over Rusland. Og den anden ting, jeg mener er interessant, er, at hans forslag til fredsbetingelser er, at Rusland skal acceptere grænserne fra den 23-2 2022, altså før invasionen af Ukraine, det, han kalder ”status quo ante”.
Nu skulle det vel være en dum forhandler, der før der overhovedet kommer forhandlinger i gang meddeler sine fredsbetingelser. Sådanne betingelser har det i en krig med at gå lidt op og ned i takt med krigens udfald. Og eftersom Putin har indlemmet hele fire oblaster i Rusland, og eftersom han nok ikke er så trængt på slagmarken, at en fred for hans vedkommende er det eneste nødvendige, er det nok tvivlsomt, om han vil finde sig i at måtte trække sig tilbage til ”status quo ante”. Så alle de spekulationer og gode råd om, at vi fra Vestens side skal se at få nogle forhandlinger i stand, og også råd om, hvad vore krav skal være, kommer kun fra folk, der ikke er politikere, dvs., fra folk, der ikke har noget ansvar for, hvordan krigen forløber. Men derfor kan det selvfølgelig ikke undgås, at mediefolk og kommentatorer gør sig tanker om, hvilken fremtid der mon venter, når våbnene tier.
Og derfor kan det da være godt nok at lytte til sådanne kommentatorer.
Information har f.eks. anbragt nogle kommentarer under Habermas’ artikel. Her skriver en vis Jacob Nielsen:
Er det slet ikke gået op for Habermas at Putin lyver. Det giver ikke nogen mening at forhandle, og lave en aftale med èn der lyver. For det papir aftalen er skrevet på var kun noget værd, før end det blev brugt.
Det er desværre altfor sandt, hvad han her skriver. Og det er jo derfor, ukrainerne siger, at de ikke vil standse, før de har tilbageerobret alt, også Krim. De har én gang oplevet, at Putin brød sit løfte, nemlig da han angreb deres land den 24-2 2022 imod det, Rusland havde lovet i 1994, og de er overbevist om, at hvis de indgår en våbenhvile, der ikke giver Putin et eftertrykkeligt smæk, vil han efter to eller tre år igen finde en undskyldning til at angribe Ukraine. Og det er jo også Vestens hovedpine.
En anden kommentator siger:
Habermas er urealistisk . Han anfører at en fredsslutning kunne indebære tilbagevenden til status quo fra før 24/2-22. Dette vil Putin ikke accepterer på nuværende tidspunkt. Aktuelt er Russerne ved at bygge luksus lejligheder til eliten i Mauriupol og er ved at forsøge at integrere de besatte områder i Rusland. At tro Rusland vil opgive dette har jo ingen gang på jord. Det kan dog være en mulighed hvis Ukraine får held med offensiver den kommende tid og Putin bliver presset på hjemmefronten. og så kan det godt være man skal gribe chancen. Indtil videre er den amerikanske strategi med at svække Rusland moralsk rigtig.
Dette vil jeg betegne som en ret realistisk kommentar. Men det er jo en kommentar, der afspejler situationen, som den ser ud nu. Og hvis russernes forårsoffensiv kommer i gang, og hvis de erobrer mere terræn, end det ser ud til for øjeblikket, så bliver selv en sådan kommentar temmelig urealistisk.
Omvendt, hvis ukrainerne erobrer terræn, og hvis de formår virkelig at tilbageerobre store dele af de oblaster, Putin har indrulleret i Rusland, så vil russerne måske blive tvunget til at vende tilbage til sine oprindelige grænser. Men foreløbig er det kun den militære armlægning, der afgør sagerne, ikke den gode eller dårlige vilje til forhandlinger, og altså heller ikke de gode eller dårlige råd fra os kommentatorer.
Berlingske bringer et langt interview med en russisk forfatter, der bor i Kyiv og støtter ukrainerne i deres kamp, se her. Han hedder Andrij Kurkov og skriver sine bøger på russisk, men foretrækker efter invasionen at tale ukrainsk med sine naboer. Han prøver i interview’et at tegne et portræt af ”den russiske folkesjæl”. Og det er ikke opløftende: ”Ifølge Kurkov har flere århundreders kulturelle chauvinisme kodet russerne med et »messiansk overlegenhedskompleks«, hedder det, og Kurkov fortsætter:
»Når russerne går i krig i Tjetjenien, mener de, at de gør det for at redde tjetjenerne, fordi tjetjenerne ikke er i stand til at skabe en stat med ordnede forhold. Det er budskabet, og de har samme attitude over for Ukraine, som de i årevis har kaldt en fejlslagen stat. Ukrainerne skulle have russisk hjælp til at få styr på deres land,« siger Andrij Kurkov og noterer tørt, at russerne skam også er »dygtige« til at »skabe undertrykkende strukturer med nye love, som kan begrænse folks friheder«.
Angående en afslutning på krigen mener Kurkov, at ”Ukrainerne skal blive ved med at kæmpe – med støtte fra Vesten – indtil det står klart for alle, at Rusland har tabt”. Men ak, da russerne er, som de nu er, vil et nederlag måske fjerne Putin, men ikke nødvendigvis bevirke, at der kommer mere demokratiske kræfter til magten. Det er, siger han, hele den russiske kultur, der skal ændres:
»Det er et projekt for 50 år, men det er det, Rusland har brug for. Der er brug for at reformere den patriotiske tanke. Russerne skal holde op med at lægge stolthed i, at andre er bange for dem. Russerne skal forklares, at de er en del af et civiliseret verdenssamfund. De skal acceptere, at Rusland ikke længere skal være et imperium«.
Indrømmet: det lyder ikke just opløftende.
Så har Tobias Stern Johansen fra Kristeligt Dagblad i avisen den 16-2 et interview med en tysk politiker fra CDU, Norbert Lammert, se her. Og det fremstår som en slags modvægt til Habermas-interview’et. Det hedder bl.a.:
Den mindste forudsætning for en fredelig løsning er, at begge parter er villige til at deltage i en fredelig løsning, påpeger CDU-politikeren.
“Denne vilje eksisterer tydeligvis stadig ikke i Rusland og slet ikke i form af opgivelsen af de erobringsmål, som var selve formålet med den militære intervention. Der vil formentlig først være en chance for en diplomatisk løsning, når man indser, at de militære muligheder er udtømt,” siger han.
Denne logik er vanskelig at komme udenom. Man kan fremsætte de mest vidtgående forslag til fredsbetingelser, men krigens gang kan ændre det hele. Så man må nok sige, at før der på slagmarken er opnået en form for afgørelse, er det vanskeligt at se nogen afgørelse i forhandlingslokalet. Noget i den retning fremgår af interview’et:
Alverdens spådomme om krigens ende hjælper i øvrigt heller ikke nogen, tilføjer han.
“Sidste års forudsigelser om, at denne krig ville ende i løbet af nogle uger eller måneder, var blot en velment forventning. Og den resignerede prognose om det modsatte, at krigen endnu kan tage mange år, er afgjort heller ikke nyttig.”
Frem for at opstille prognoser og scenarier skal Europas politikere koncentrere sig om det nødvendige: at hjælpe Kyiv i kampen mod Moskva, så Rusland lider nederlag i Ukraine.
“Det er indlysende, at det ikke blot er i Ukraines, men også i hele Europas interesse, at dette brutale angreb, som på alle tænkelige måder er i strid med folkeretten, i sidste ende mislykkes. Det handler ikke kun om at bevare en suveræn stat, men også om at bevare en fredsorden, hvis kontraktlige aftaler Rusland ligesom alle andre europæiske stater selv har været med til at indgå,” siger han.
Man har lyst til igen at sammenligne Putin med Hitler. Begge regner vist de vestlige lande som dekadente lande, lande, der ikke mere gider føre krig, lande, hvis befolkninger kun er ude på at nyde livet. Ligesom Hitler havde erfaret, at de vestlige lande ikke greb ind, da han i marts 1939 annekterede Rest-Tjekkiet, erfarede Putin det samme, da han indlemmede Krim i Rusland. Og ligesom Hitler derfor troede, at han kunne angribe Polen, uden at England ville opfylde det løfte om hjælp, som det havde givet Polen, sådan mente Putin, at han kunne invadere Ukraine, uden at de vestlige lande ville reagere, skønt England og USA havde afgivet løfte om Ukraines uafhængighed i 1994, for øvrigt jo sammen med Rusland. Men som man ved: begge d’herrer forregnede sig.
Problemet, der rejser sig nu, er jo så, om Vesten er nødt til at reagere på samme måde overfor Putin, som i sin tid overfor Hitler, hvor jo Chamberlain efter Hitlers angreb på Polen sagde, at der ikke ville blive fred i Europa, før det hitlerske regime var fjernet. Og hvorfor kunne der ikke blive det? Fordi man ikke kan stole på én, der lyver. Og som en af ovenstående kommentatorer så rigtigt formulerede det: Putin lyver, og det giver ingen mening af forhandle med nogen, der lyver.
Kan man komme udenom den logik?
Lad mig minde om den Putin-tale fra 21-9 22, hvor han beskyldte os i Vesten for nøjagtig det samme, som vi beskyldte ham for. Naturligvis uden at underbygge sine beskyldninger med noget som helst. Der var kun tale om løgn over løgn, som overskriften på mit indlæg da også lød på se her. Her sluttede jeg med at ønske for Rusland, at landet tog Storbritanniens skæbne på sig og affandt sig med at være reduceret fra supermagt til stormagt. Men hvis Kurkov har ret i, at Putins narrativ er de fleste russeres narrativ, har det unægtelig lange udsigter med en sådan indsigt.
Og så er spørgsmålet, om vi kan holde ud. Og ”vi”, det er her både det ukrainske folk og alle de vestlige folk, der leverer våben til Ukraine.
ricardtriis 