Jeg har for mange år siden forsøgt at gøre op med den tanke, at vi kristne forkyndere skal få folk overbevist om, at de er syndere, for med des større styrke at kunne forkynde syndernes forladelse.
For et par år siden prøvede jeg at sætte min opfattelse i modsætning til Sørine Gotfredsens tale om nødvendigheden for os kristne i at overbevise nutidens mennesker om, at de var syndere, se her. Man kan diskutere, om det lykkedes mig særlig godt, i hvert fald må man konstatere, at Sørine Gotfredsens tese er langt mere udbredt end mine tanker.
Men her vil jeg tage et modspørgsmål op, et spørgsmål, som mange vel føler det naturligt at stille mig: Vil det da sige, at du regner dig selv og muligvis mange andre for at være et syndfrit menneske?
Mit svar på dette tænkte spørgsmål er, at jeg nægter at lade mine handlinger opstille i syndige og syndfri handlinger. Jeg mener i det hele taget, at begrebet ”synd” er uhensigtsmæssigt, hvis man vil beskrive mennesket. For dette begreb knytter sig tæt sammen med lovfromheden. Hvis man, som vanligt er, hævder, at synd er lovovertrædelser, eller at synd er at handle ukærligt, eller at synd er at nære egoistiske følelser, eller at synd er at komme med uoverlagte udtalelser, som kan såre næsten, så lægger man op til en betragtning af mennesket, hvorefter det er et viljesvæsen, der med sine rolige overvejelser er i stand til at afholde sig fra den slags gerninger, eller til i hvert fald at minimere skadevirkningerne, hvis man af vanvare skulle være kommet til at begå én af disse synder.
Eller man mener, at den menneskelige natur er syndig. Det giver sig så udslag i, at hvert menneske har nogle karaktértræk i sig, som han vel kan bekæmpe, men som alligevel gang på gang gør sig gældende. Det syndige er, siger man, ikke blot menneskets handlinger, men det karaktértræk, der bestemmer handlingerne. Og det, prædikanten skal, er at fremhæve disse karaktértræk, så den arme kirkegænger kan være en rigtigt angrende synder, når han i kirken modtager sine synders forladelse.
Men i virkeligheden er det onde noget langt værre, noget, der helt anderledes snyder os mennesker, fordi det får os til at tro, at det onde, vi bliver overtalt til at udøve, i virkeligheden er det gode.
Dog, så længe vi gør synd til noget dagligdags, som vi alle mere eller mindre bærer med os og bukker under for, hvis vi ikke er påpasselige, opdager vi ikke denne farlige ondskab. Derfor er begrebet ”synd” uhensigtsmæssigt, hvis vi vil forstå, hvem mennesket er.
Sommetider spørger man, om da ikke holocaust med tilstrækkelig tydelighed viser, at vi mennesker er syndere. Men ærlig talt, er det ikke et tåbeligt spørgsmål, hvis man med ”vi mennesker” mener ”alle mennesker”? Jeg mener, de forbrydere – eller for argumentets skyld: ”de syndere” – som satte holocaust i værk, blev jo besejret af andre mennesker, af soldater, der satte livet på spil for at knægte nazismen, også såmænd af tyskere, der prøvede at modarbejde nazismen, fordi de blev klar over de onde handlinger, der kunne blive konsekvensen af denne samfundsopfattelse.
Er så disse mennesker også syndere?
Og er et forholdsvis naivt menneske i Tyskland, der havde oplevet 1. Verdenskrigs rædsler og var blevet forført først af overgeneral Ludendorffs påstand om, at det ikke var hæren, men den røde regering i Berlin, der fik gennemtrumfet våbenhvilen, senere af nazisternes påstande om de andre landes moralske forfald og den sande tyskers forpligtelser, er han at betragte som en synder i samme omfang som dem, der forfører ham med en sådan snak?
Han gik måske med i krigen, han vænnede sig til at udføre næsten bestialske handlinger, for det gjorde jo alle de andre, han fik nazisternes overbevisning om, at det for tyskernes fremtids skyld var nødvendigt at udrydde jøderne, som de onde mennesker, de var, ind i hjernen som en naturlig sag, kan man så virkelig påstå, at disse onde handlinger skyldes ”synden”, når ”synden” betragtes som uetiske handlinger, vi alle har lyst til at foretage fra tid til anden. Jamen, han mente jo selv, at det i virkeligheden var gode gerninger; han så jo på det som nødvendige handlinger til fædrelandets forsvar; han gik med på alle de andres tankegang, for det lød tilforladeligt, og når nu de andre og de, der var mere kloge end han, mente det, så måtte det vel være sådan.
Jo, man må nok sige, at der er ondskab i menneskeverdenen, men at denne ondskab skulle kunne påvises i hver gudstjeneste som baggrund for forkyndelsen af syndernes forladelse, er det ikke uhensigtsmæssigt, hvis det er denne nationernes ondskab, man vil tillivs – den ondskab, som jo er den værste og mest uudryddelige ondskab, der findes?
Jamen, så er der den mere personlige ondskab. Findes der dog ikke i ethvert menneske en lyst til at sole sig i andres beundring, nogle gange, så den anden kommer ned med nakken – velfortjent, naturligvis – andre gange som resultat af noget godt, man har gjort? For selv om man øver en god gerning, så kan man vel sjældent undgå selv at synes, den er god og derigennem prale af den, om ikke overfor andre, så overfor sig selv. Og så er vel gerningen alligevel ikke god.
Lad os tage som eksempel en god og ydmyg hustru, der i hele sit ægteskab har stræbt efter at gøre sin mand tilpas. Det mener hun, er et godt kvindeideal, og det ideal har hun så godt hun kunne, levet efter. Altid er det ham, der har fået det bedste, altid har hun nedtonet sine egne ønsker, for at han og børnene kunne trives, altid har hun i det hele taget søgt at tjene de andre. Er hun ond? Er hun en synder?
Jeg vil nok mene, at man kan rette visse indvendinger imod hende, men til det brug er begrebet ”synd” ikke hensigtsmæssigt. For hun mener jo netop om sig selv, at hun ikke synder, for gør hun ikke alt, hvad hun gør, for andres skyld? Jo, måske. Men mon ikke hun engang imellem opdager, at de andre, hendes mand eller hendes børn, egentlig gerne ville vide lidt om, hvad hun selv gerne vil have, hvad hun kunne ønske af dem, hvad hendes personlighed trænger til for at kunne udfolde sig helt? Måske hun aldrig opdager det, måske hun et helt liv igennem aldrig spekulerer på sin personlighed, men ærlig talt, denne selvudslettelse kan nemt blive for meget for en mand, der gerne vil have et helt menneske at leve sammen med.
Men synd? Nej, det er et dårligt ord i den forbindelse.
Andre er opsatte på at opdrage omgivelserne. For ikke sandt, klimaet må man da gøre noget ved. Og så bliver der lagt det ene forbud efter det andet ind i familielivet, uden at man tænker over, om det gavner eller skader familiens fællesskab. Men anledning til at føle, at man gør en god gerning bliver det i hvert fald, både for den, der fremsætter procedurerne og for dem, der udfører dem. Udmærket, for så vidt. For er der i en sådan regelbunke overskud til at bære over med, forstå, og acceptere de særlige træk, de andre personer har? Måske. Og måske ikke. Og i hvert fald var måske en sådan indlevelse påkrævet, som den er det i alle fællesskaber.
Og ja, farisæismen er da nærliggende i sådanne tilfælde. Men alligevel! Er det det, der skal formanes imod i en prædiken? Er det ikke snarere den positive formaning til at være opmærksom på de andres trivsel, på deres reaktioner, på deres mulighed for at være hele mennesker, det drejer sig om?
Lad mig igen minde om Paulus’ udmærkede ord i 1 Kor 10,23: ”Alt er tilladt, men ikke alt opbygger”. Alt er tilladt, det vil sige: om noget er i overensstemmelse med loven eller med en fin etik, er det ligegyldige. Hvad der betyder noget, er, om det, du siger og gør, er med til at opbygge de fællesskaber, du står i.
Dette ord kan udmærket anvendes på migrantsituationen. ”Alt er tilladt”, det vil sige: de fine konventioner betyder ikke noget, det, der betyder noget, er, om vi med vore handlinger gavner dels vort eget folk, dels det internationale samfund. Og så længe vi lader vore handlinger styre af ”fodjordsreglen”, reglen om, at den, der sætter sin fod på europæisk jord og søger asyl, har ret til at få sin asylsag behandlet, tvinges vi til som folk at finde os i en stadig tilførsel af uintegrerbare muslimer.
Men det kan også anvendes på situationen i Ukraine. Det, det drejer sig om, er at få det internationale samfund til at fungére igen efter det brud på reglerne, som Putin har tilført det med sit angreb på en suveræn stat. Det gør det vanskeligt, for et sådant angreb fra en supermagt skulle nødig danne præcedens. Og hvordan forhindrer man det uden på én eller anden måde at straffe Putin? Og hvordan gør man det, uden at han aktiverer sine atomvåben? At Putin er vanskelig at have med at gøre, ses af den løgn, han fremsætter: Han angriber uprovokeret Ukraine, men påstår, at det er modparten, der har angrebet ham; han udsætter Ukraine for en krig, der drejer sig om landets overlevelse, men hævder, at det er Rusland, der kæmper for sin overlevelse.
Det, det drejer sig om for Vesten, er ikke at underkue Rusland, men at få almindelig international retsorden til at blive anerkendt igen, altså ”at bygge op”.
ricardtriis 