Hvilken årsdag?
Årsdagen for Putins invasion af Ukraine, selvfølgelig!
Men hvad kan der dog siges om den, som ikke allerede er sagt til ulidelighed?
Tja, det må man nok spørge om. Men jeg har tænkt mig her at nøjes med to iagttagelser. 1) Iagttagelsen af, hvordan vort syn på Ukraine – og på krig i det hele taget – har ændret sig. 2) Iagttagelsen af Putin: Hans naivitet med hensyn til at tro på sine egne løgnehistorier.
Det sidste først!
Putin havde ved invasionen for et år siden to overbevisninger, som begge viste sig at være forkerte. Han troede, at den ukrainske befolkning ville møde hans hær med begejstring, og han troede, at hans hær var en hær.
Begge dele viser, hvor langt inde i sin egen drømmeverden, han befandt sig. Og spørgsmålet er jo, om han er kommet ud til virkeligheden.
Den drømmeverden, han havde opbygget, fortalte ham, at russere og ukrainere er ét folk. De har samme sprog, påstod han, de har samme historie, de har begge del i det, der er russernes særkende: en solid kristen holdning, der endog sætter livet til for Rusland. Og sandt nok: ukrainerne viste sig at have mod til at forsvare deres land; dette land var blot ikke Rusland, men Ukraine. Hvorimod russerne, der efter de putinske teorier skulle have lyst og mod til at forsvare Moder Rusland, flygtede i stort tal for ikke at blive indkaldt.
Det forholdt sig lige omvendt af, hvad Putin i sin drømmeverden forestillede sig.
Indrømmet: også vi i Vesten blev overrasket over ukrainernes forsvarsvilje. Ikke blot hørte vi præsident Zelenskij sige, da han fik tilbud om et lift ud af landet fra amerikanerne, at han ikke havde brug for et lift, han havde brug for våben, vi oplevede også rørende scener fra den polsk-ukrainske grænse, hvor ukrainske mænd tog afsked med deres koner og børn. Hvorfor? Jo, mændene skulle naturligvis blive og kæmpe for at forsvare deres land mod den russiske aggression.
At det var selvfølgeligt, det var til en vis grad nyt for os vesterlændinge. Nå ja, vi husker vel nok vor egen fædrelandskærlighed fra besættelsestiden, men meget har jo forandret sig siden, ikke mindst vi selv, så igen at opleve forsvarsviljen for ens folk som noget naturligt, det var overraskende, ja, men også besynderligt opløftende. At vi virkelig forstod disse mænd her i Vesten, viste sig deri, at vi med helt anderledes åbenhed og ivrighed tog imod disse flygtninge end imod Middelhavsflygtningene.
Det kunne vore politikere se. Og de handlede derefter: de tilbød ikke blot flygtningene husly og hjælp, de tilbød også ukrainerne våben.
Dette sidste foregik i en besynderlig langsom takt. Og vi skal ikke – nu bagefter, hvor det hele ligger i et klarere lys – foragte dem for det. For holdt nu ukrainernes fædrelandskærlighed til de rædsler, som den forestående krig lod ane? Og var ikke den russiske hær og Rusland i det hele taget så meget større og mægtigere end Ukraine, at krigens resultat næsten var givet på forhånd, og europæiske våben derfor var mere eller mindre spildt på Ukraine?
At begge disse spørgsmål kunne besvares, kan vi se i dag, men det kunne vi ikke dengang. Dertil kom, at vi endnu ikke havde vænnet os til Putins trusler om at anvende atomvåben. Hvordan skal vi tackle disse trusler? Er han vanvittig nok til at gennemføre dem? Ja, for ét af de helt ubesvarede – og ubesvarlige – spørgsmål er Putins narrativ, hans tankegang, de overbevisninger, der får ham til at gøre, hvad han gør.
For det mærkelige er jo, at det, alle vi vesterlændinge kunne se, det kunne Putin ikke se. Selv om langt flere end den halvdel af den ukrainske befolkning, der taler ukrainsk, var villige til at forsvare deres land, så Putin det ikke. Han fastholdt stædigt sin tale om, at ukrainerne var påvirket af nazistiske teorier, ja at mange af dem selv var nazister. Og det er stadig en gåde, at så mange russere tilsyneladende tror på ham, selv om jo dette narrativ næsten skriger til himlen af selvmodsigelse. Jeg mener: hvis ukrainerne i virkeligheden er en slags russere, hvordan kan Putin så gå med til, at russerne skal behandle deres folkefæller så brutalt og umenneskeligt? Man må vist svare, at det kan han kun, fordi han kun derved føler, at han har en slags undskyldning for den fejlvurdéring, han foretog i begyndelsen af krigen, hvor han troede, at ukrainerne ville komme med blomster til de russiske soldater.
En anden fejlvurdéring, han foretog, bestod i, at han vildt overvurdérede den russiske hærs kampevne. I den første del af krigen bestod denne overvurdéring i, at han overså – som vel de fleste af hans generaler – at korruption havde sat sit præg på hæren, så den ikke havde de våben, den pralede af, eller det udstyr, den skulle have. Det havde forskellige oligarker snuppet undervejs fra pengekassen til hærens indkøbscenter. Vi husker nok, hvordan en 60 km lang kø af russiske tanks og militærlastbiler sad fast nord for Kyiv i ganske lang tid og først kom fri, da Putin beordrede angrebet mod Kyiv aflyst.
Og siden har det jo vist sig, at ukrainerne faktisk er i stand til ikke blot at forsvare deres land, men også slå igen og foretage angreb mod russiske stillinger.
Vi, der ikke har synderlig forstand på militærvæsen – men også mange af vore militæranalytikere – har måttet indrømme, at soldaternes moral, altså deres villighed til at sætte livet på spil, har utrolig meget at sige i en krig. Vi lægfolk er vel tilbøjelige til at gøre styrkeforholdet op i antal kanoner, antal tanks, antal dit og dat, og ikke skænke det en synderligt tanke, at det jo er levende mennesker, der skal betjene disse sataniske instrumenter, og at de udsætter sig for livsfare, når fjenden opdager dem. Deres indsats og deres vovemod bliver vi nu klar over betydningen af.
Jeg vil endda tro, at den noget forskellige organisationsform hos russerne og ukrainerne kan forklares ud fra forskellen i kampmoral. Man fortæller os, at ukrainerne lader deres underordnede enheder have langt større selvbestemmelse, end russerne gør. Og det kan de tillade sig, fordi de véd, at disse underordnede enheder ligesom generalerne i toppen, er indstillet på at gøre det, der er nødvendigt for at forsvare deres land. Mens de underordnede enheder hos russerne er indstillet på at redde livet og derfor formodes at ville træffe uhensigtsmæssige beslutninger, som kun kan imødegås ved utvetydige befalinger fra oven. Man fortæller os, at det er normal russisk praksis fra sovjettiden at ofre en stor mængde soldater for at forholdsvis lille fremskridt. Og det skal såmænd nok passe. Men det hænger nok også sammen med, at der ikke er denne fælles folkelige følelse hos generaler og menige, man stoler ikke på hinanden.
Men som antydet har også vort syn på ukrainerne ændret sig. Deres heltemod betager os, men fortæller os jo også, at der måske kan blive brug for en tilsvarende følelse hos os, hvis Rusland under Putin fortsætter med at ville bekæmpe os i Vesten. Det var ikke just, hvad vi forestillede os, da vi for ganske kort tid siden fulgte Angela Merkels metode: ”Wandel durch Handel”. Vi mente som hun, at vi ved at handle med Rusland kunne få Rusland med ind i den europæiske familie. Men ak, Rusland har med Putin fået et helt andet syn på os i Vesten, et syn, hvorefter vi er fjender, et syn på os, hvorefter vi søger at underkaste den øvrige verden vores syn på tingene, og dette syn på tingene er efter Putins mening falsk.
Det er noget svært at håndtére denne nye synsmåde. For nu er vi jo nødt til at skelne mellem russerne og deres ledelse. Nu skal vi til at gøre os klart, at den bevægelse frem mod demokratiske tilstande, som vi syntes, vi så i Rusland, er standset og afløst af rent og skært diktatur. Ikke blot det, vi skal også til at vænne os til, at dette nye styre med Putin i spidsen lyver så stærkt som en hest kan rende. Han prøver at bilde sit folk ind, at invasionen i Ukraine er et forsvar af Rusland. Og det gør han, uden at han kan påvise noget forsøg på fra NATO’s eller Ukraines side at angribe Rusland. Det er ham, der har samlet store troppestyrker sammen for et år siden og invaderet et andet land, ikke os.
Der er meget lang vej at få for Rusland, før landet bliver et normalt land.
Én af de ukrainske ministre udtalte i anledning af årsdagen, at han havde en drøm om, at han en dag skulle stå i Kyiv sammen med den russiske præsident, at de sammen skulle lægge en krans for alle dem, der var faldet i invasionskrigen, og at præsidenten derefter, som den tyske forbundskansler i Polen, skulle sige undskyld for de mange dødsfald, som russerne havde afstedkommet. Men han vidste jo godt, at det var en umulig drøm, i hvert fald så længe Putin blev siddende på magten i Rusland.
Jeg har udtrykt det på den måde, at Rusland skulle lære af Storbritannien, hvordan man tackler det at blive forvandlet fra supermagt til stormagt. Og altså lære, at det kan lade sig gøre, man mister ikke sin selvrespekt derved.
Belært af denne ukrainske minister vil jeg nu udvide min anbefaling til Rusland: De bør lære af Tyskland at kunne leve med de forbrydelser, de selv eller deres forfædre har gjort, og endda sige undskyld for dem.
Jamen, vi må da prøve at sætte os ind i den russiske folkesjæl. Vi må prøve at forstå dem indefra. Vi må gøre os klart, at dette at skulle optræde på verdens scene som en andenrangs magt er noget utrolig vanskeligt for et folk, og da især for russerne. Er der noget at sige til, at de nødig vil gå den vej?
Nej, måske ikke. Og den vej går de jo heller ikke, hvis ikke vi hjælper dem dertil. Og den måde, vi bedst kan hjælpe dem til en mere virkelighedstro erkendelse, er ved at få ukrainerne til at give dem én over snuden så kraftig, at de holder sig i skindet en anden gang, ja, måske virkelig forstår, at det er dem, der har begået en fejl, ikke os. Og altså forhåbentlig forstår, at de ikke blot får det bedre med sig selv, med en sådan indrømmelse, men også bedre med alle verdens andre folkeslag.
Det er sandt, at verden den 24. februar 2022 kom til et vendepunkt. Der skete noget helt nyt. En æra var forbi, en ny og hidtil ukendt på vej. Men lad os ikke snyde os selv og bilde os ind, at denne nye æra vil gøre det tilladt at bryde aftaler. Alle mennesker kan handle med hinanden. Og mærkeligt nok, i handel kan ærlighed faktisk betale sig. Og hvis man vil have handelssamkvemmets fordele, må man overholde de løfter af politisk karaktér, man har givet. Det må vi gøre russerne begribeligt. Og hvis de tror, de kan få resten af verdenssamfundet med sig ved at tale nedsættende om os i Vesten, så viser den nylige afstemning i FN vist alligevel noget andet. Var det 141 imod 32, der stemte imod Rusland her fornylig? Det betyder ikke, at de stemmer for Vesten, men det betyder, at temmelig mange lande har øjne i hovedet og kan se, at en uprovokeret aggression fra et stort land mod en mindre nabo, er forkert, ja, er imod almindelige menneskelige regler.
Nuvel, dette indlæg indeholder vel ikke særlig meget nyt, men det er dog en måde at mindes det skæbnesvangre, der skete for et år siden. Det er i hvert fald meningen.
ricardtriis 