Dette spørgsmål kunne det jo være rart nok at få lidt rede på. Det er, hvad jeg i dette indlæg vil forsøge på. Men som man nok kan forstå, bliver det ikke helt enkelt og ligetil. Der bliver nogle henvisninger til en række indlæg fra medierne, der bliver henvisninger til noget, en fornuftig mand tidligere har skrevet (kryptisk betegnelse for indlæggene her på bloggen), der bliver citater Luther, og dertil kommer nogle nye overvejelser. Så indviklet? Jo, det bliver det nok.
Vi begynder med Jesus. Under forhøret hos Pilatus fortæller Johannesevangelisten, at følgende dialog fandt sted:
Pilatus sagde til ham: »Så er du altså konge?« Jesus svarede: »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.« Pilatus sagde til ham: »Hvad er sandhed?« (Joh 18,37f)
Jøderne, Jesu modstandere, vidste, hvad sandhed var. Sandheden lå for dem i loven. Og den sandhed var af absolut karaktér, hvilket de understregede ved at sætte absoluthedsmærkatet ”Gud” bagved loven. Det vendte Jesus sig imod. Sandheden er for ham mennesket. Og fordi han ikke anerkendte jødernes absolutte sandhed, slog de ham ihjel med Pilatus’ hjælp. Det fandt Gud sig dog ikke i, så han oprejste ham fra de døde på den tredje dag. Det vil sige, at dette at tro på den opstandne Jesus er at tro, at Gud ikke vil sætte sin autoritet bag jødernes lov, men at han tværtimod vil give mening til den, der følger Jesus og holder fast ved det, han har forstået på trods af trusler om vold og død.
Det gjorde Han så igennem hele oldtiden. På trods af de mange martyrier, der fandt sted i de første tre århundreder af vor tidsregning, lod Gud sin ånd ramme et stigende antal mennesker netop i kraft af martyrenes vidnesbyrd. To absolutheder stod overfor hinanden. Romernes absoluthed, at kejseren er guddommelig. De kristne absoluthed, at det, der omgærder dagliglivet og giver det mening, er guddommeligt. Romernes overbevisning gav dem ret til at slå ihjel, mente de. De kristnes overbevisning gav dem mod til at lade sig slå ihjel. Og overraskende nok var det de kristnes overbevisning, der vandt.
Vi spoler tiden frem til Luthers dage.
Ad mærkelige stier havde paven overtaget kejserens tro på at have ret til at slå ihjel for sandhedens skyld. Derfor mente han det korrekt, at Jan Huss blev brændt på bålet som kætter i 1415. Og derfor mente han, at det var samme skæbne, som rettelig burde vederfares Martin Luther, som han med en bulle i 1520 havde erklæret for kætter. Men kejseren mente, at han først skulle stilles for den rigsdag, der skulle holdes i Worms. Han gav ham derfor frit lejde til at komme til Worms og aflægge regnskab for sine udtalelser. Pavens udsending var imod det, men det blev kejseren, der sejrede. Luther kom, så og sejrede.
Det vil sige: han sejrede jo ikke på den måde, at han blev fri for dødstruslen. Han sejrede derved, at han beholdt sin selvagtelse, derved, at han ikke lod sig true til at skifte mening, derved, at han fik sagt nogle afgørende ord, f.eks. at det ikke er rådeligt at handle imod sin samvittighed. Samvittighed? Hvad er det for et ord? Er det ikke ethvert menneskes pligt at rette sig efter sin fyrste?
På ingen måde, sagde Luther. Tværtimod er det fyrstens pligt ikke at tage stille i åndernes kamp, men lade ”ånderne tørne sammen”, se her. De ånder, Luther her tænkte på, var hans egen og Thomas Münzers. Og det var en ret ny tanke, at også de mennesker, der mente ”noget forkert”, skulle have ret til at komme frem med deres meninger uden at blive mødt af fyrstens forbud.
Endnu et Luthercitat kan belyse hans opfattelse. Det er fra ”Om den trælbundne vilje” fra 1525, og lyder således:
Men hvis vi siger, at den frie viljes kraft er den, hvorved mennesket er duelig til at blive grebet af ånden og blive fyldt af Guds nåde, eftersom det er skabt til enten evigt liv eller evig død, så vil vi tale ret. For denne kraft, det vil sige, denne egnethed, eller, som sofisterne kalder det, denne dispositive kvalitet og passive egnethed, den bekender også vi. Hvem véd ikke, at denne kraft ikke er indgivet træer eller dyr? Som man siger: Himlen blev ikke skabt for gæs. (Se her).
Denne kraft er sprogets kraft. Der ligger sandheder i sproget, som åbenbares, når Guds ord lyder og Guds ånd virker ind på os. Men at møde Guds ord kan føre både til frelse og fortabelse, det er ikke til på forhånd at sige, hvad resultatet bliver. Det er noget, den enkelte må afgøre i sit hjerte. Men denne dispositive kvalitet eller denne passive egnethed anerkender Luther altså. Oven i købet er det den, han vil gå med til at kalde den frie viljes kraft, en kraft, der er reaktiv og ikke aktiv, som ellers de fleste mener.
Og ud fra sådanne tanker vil Luther give også de mennesker, han regnede for kættere, døberne, frihed til at være her. De skulle ikke slås ihjel, som både den katolske kirke og mange af Luthers medreformatorer mente.
Jeg har her citeret Luther for at anvende ordet ”forhekselse” om de fra hans egne afvigende gudsopfattelser, der fandtes på hans tid. Om man ligefrem skal bruge dette ord om Putins udgydelser, er måske tvivlsomt. Men hvor tvivlsomt det end måtte være, fristende er det nu.
Men nu til nutiden, nærmere betegnet Jürgen Habermas.
Information har en artikel om Habermas og hans udtalelser om Ukraine, se her. Den er interessant – i hvert fald for mig – for den bebrejder Habermas noget, som også jeg har bebrejdet ham. Det hedder om Habermas’ teori om den kommunikative handlen:
Skåret helt ind til benet formulerer Habermas’ filosofi om kommunikativ handlen en forhåbning, som er yderst appellerende for mange af os. Hvilken forhåbninger der tale om? Forhåbningen om, at kommunikation kan være effektiv; forhåbningen om, at der er nogen, der hører det, jeg siger, når jeg taler. Og om, at der er nogen, som vil være så venlig at svare.
Dette er også min indvending imod talen om den kommunikative handlen. Jeg formulerer det dog ikke blot filosofisk, men teologisk. Forhåbningen er en forhåbning om Guds ånds indgriben i vort samliv med næsten. Ham er det, der gør vore ord troværdige, ham er det, der skaber den gensidighed i vore forhold, som vi kalder tillid, ham er det, der med sin ånd får vore ord og gerninger til at blive talt og gjort af kærlighed.
Det er sådanne tanker, der får mig til at ville korrigere Lars Sandbecks udsagn om, at alle mennesker er kristne, de véd det blot ikke selv, så udsagnet lyder, at ganske mange mennesker i vore vestlige samfund i ganske mange situationer handler kristeligt, de véd det blot ikke selv. De handler kristeligt, når de lader ordindvendinger blive mødt med modargumenter og ikke med vold, de handler kristeligt, når de giver modstandere lejlighed til at fremsætte deres argumenter, så vi og andre kan tage stilling til dem.
Og minsandten, den lille krølle, jeg har på min argumentation, at de, der således handler kristeligt, ikke véd det selv, kommer også til udtryk i Informations artikel. Det hedder kort efter ovenstående:
Set fra et kritisk perspektiv er der dog blot tale om en forhåbning – også selv om Habermas har argumenteret behjertet for, at der skulle være tale om en nødvendighed. Det sker med, hvad man kalder et transcendental-pragmatisk argument. Argumentet består i at påpege, at kommunikativ handlen er en nødvendig mulighedsbetingelse (heri består det transcendentale) for, at vi kan have den socialitet og den praktiske virkelighed, som vi rent faktisk lever i og med (heri består det pragmatiske). Sagt på en anden måde begår vi nærmest en performativ selvmodsigelse, hvis vi drister os til at hævde, at kommunikativ handlen ikke finder sted, for i og med, at vi er i gang med at hævde noget, så er vi allerede selv i gang med at indgå i en form for kommunikativ handlen.
Det er jo nøjagtig det samme, som jeg har argumenteret for. Javel, Habermas taler om en kommunikativ handlen, jeg om Guds ånds virken, men i begge tilfælde er det ”kun” noget, den enkelte opdager i sit dagligliv, ikke noget, der kan leveres et videnskabeligt eller filosofisk bevis for. Vi kristne vil måske sige, at vi med en sådan tale har bevæget os bort fra overskriftens spørgsmål: ”Hvad er sandhed?” hen til det mere grundlæggende spørgsmål: ”Hvordan finder enkeltmennesket sandheden?”, så vi fremlægger det positive resultat af vor samfundsmodel, at den har medført, at vi alle – bortset måske fra nogle rabiate muslimer – med største selvfølgelighed besvarer argumenter med modargumenter, ikke med vold. Og at vi handler sådan, er altså ikke noget, vi gør af videnskabelig nødvendighed, men noget, vi gør af tro, altså kristen tro, ikke muslimsk tro.
Det mener dog Informations artikelskribent ikke. Han afviser denne tankegang på følgende måde:
Det lyder jo ganske besnærende, når modstanderen af en filosofi bliver sat skakmat på den måde. Men det, der overses i argumentet, er, at man ikke behøver formulere det som et argument, hvis man vil vise nogen, at kommunikation ikke virker. Det kan gøres med meget mere direkte midler. Putin er godt i gang med at gøre det i Ukraine. Eller som Marx formuerede det engang: ”Våbnenes kritik er stærkere end kritikkens våben”.
Jeg tør ikke gå Marx’ argumentation igennem, men mener dog at kunne slutte, at citatet her er et udmærket udtryk for, at Marx’ tanker endte i to enorme massakrer på mennesker, Stalins på russerne, og Mao’s på kineserne. Og hvis Marx har ment det, han her citeres for, har de to herrer altså ikke misforstået ham.
Hvad er sandhed?
Ja, så meget kan vi vel her siger, at sandheden, den fås ikke på dåse. Ganske vist udbydes den mange steder netop som noget granitfast og ubrydelig sikkert, af muslimerne ved hjælp af ordet ”Gud”, som de sætter bag ved koranens noget forvirrede tale, og af marxisterne ved hjælp af ordet ”videnskab”, et ord, der ligesom ordet ”Gud” skal forlene tankerne med absolut sandhed, altså sandhed på dåse.
Nej, sandheden må møjsommeligt tilegnes af hvert individ i samfundet, og det gode samfund lader derfor ordet være frit, lader ”ånderne tørne sammen”, så mennesket kan forstå sandheden, altså forstå og godkende netop den sandhed, som giver ham god samvittighed, og giver ham mulighed for at afvise alle de falske ”sandheder” som samfundet stadig er fuldt af.
Og så – omsider – til det, der er den egentlige grund til overskriftens spørgsmål: en artikel af Samuel Rachlin i Berlingske, se her.
I denne artikel gør Samuel Rachlin nøje rede for Putins nysprog, altså Putins forsøg på at omgå sandheden ved at omdanne kendte ord til nedgørende ord eller til ord, der ved at få en drejning kommer til at passe ind i den løgnehistorie, han har gang i. Først og fremmest brugen af begrebet nazisme om Ukraine. Om det skriver Rachlin:
Der er en stribe andre varianter og hybridord, som nazisme indgår i som for eksempel »NATOzisme«, en sammensmeltning af NATO og nazisme for at fremstille den transatlantiske forsvarsalliance som gennemsyret af nazistisk tænkning og adfærd. Dæmoniseringen af systemkritikere har også fået Putin og hans propagandister til at genanvende udtryk som »femte kolonne«, der går tilbage til fascismen i Francos Spanien og står for landsforræderi og undergravende virksomhed. Tilsvarende er »nationalforræder« en genganger, som Putin har brugt i sine taler siden 2014 med direkte lån fra Hitlers »Mein Kampf«.
Og som om dette ikke var slemt nok, har Putin også talt på en måde, der næsten dødsdømmer ikke-russiskvenlige ukrainere på forhånd:
Han har i en tale sidste år forklaret, at det er de mennesker, som russerne vil spytte ud som en »kvægmyg«, der er fløjet ind i munden. Det er ifølge Putin en del af »samfundets selvrensning«. »Kvægmyggen« har ikke bidt sig fast i propagandisternes ordforråd på samme måde som for eksempel »Anti-Rusland«, en hyppigt brugt betegnelse af Ukraine som en forpost for Vestens undergravende virksomhed og militære forberedelser rettet mod Rusland. »Russofobi« er i særklasse et af de mest brugte udtryk med den helt samme værdiladning og anvendelse som »antisovjetisk« og »kommunisthader« under det sovjetiske styre.
I den forbindelse nævner Rachlin det forhold, at Putins nysprog ofte bruger forstavelsen ”de”:
I takt med den igangværende sprogfornyelse har to bogstaver, »de«, fået en epidemisk udbredelse med en nærmest skamløs anvendelse af en forstavelse, der slet ikke er af russisk oprindelse. Der er opstået sproglige misfostre som »desuverænisering«, og især har »deukrainisering« fundet indpas og står for afskaffelse af ukrainsk sprog, kultur, skikke og identitet. Det går ud på at befri Ukraine for ukrainere.
Det samme gør Victor Klempere opmærksom på sin bog ”Lingua Tertii Imperii”. Jeg har henvist dertil i dette indlæg.
Men spørgsmålet er jo altså stadigvæk: ”Hvad er sandhed?”
Og følger man Habermas’ tanker – og ikke standser ved hans forestillinger om ”den kommunikative handlen”, men medtager det modsatte ”den strategiske handlen”, som Habermas selv opstiller som dens modsætning – må man nok kalde disse sprogblomster fra Putins side eksempler på en strategisk handlen. Putin er i færd med at manipulere med sine tilhørere, de skal godtage hans verdenssyn uden protester (og uden selvstændig omtanke).
Og følger man mine tanker – en kristen udgave af Habermas’ tanker – så ser man, at Putin er grebet af en forhekselse: han vil pådutte sine tilhørere sit eget narrativ. Og at det er sådan fat, viser sig derved, at han ikke tør møde modargumenter, men på statsplan har gjort det forbudt at modsige ham, f.eks. at kalde invasionen i Ukraine det, den er: en invasion, nej, nej, den er en ”speciel militær operation”.
Det er ukristeligt, fordi der ikke gives modstanderen mulighed for modargumentation, kun fængsel venter ham, om han ikke tror på Putins narrativ. Og det, der skal være sandhed for den enkelte i kristelig forstand, nemlig, at han er et Guds barn, der er fundet værdig til selv at tænke og forstå, det gøres med disse trusler umuligt.
Jamen, kunne det ikke lige så godt være det vestlige narrativ, der er en forhekselse, som vi i Vesten er bundet af?
Til ros for os i Vesten har en sådan tanke lov til at fremkomme, endda lader vore medier den høre. Således har Berlingske her et interview ved Troels Heeger med den amerikanske professor John Mearsheimer, som er en fremtrædende ”Putinversteher” i USA. Mearsheimers synspunkt kommer frem i begyndelsen af artiklen, hvor han siger:
»NATO har begået en gigantisk fejltagelse, og det er de europæiske nationer, der kommer til at betale en enorm pris for at have provokeret russerne til at indlede denne krig.«
Er det sandt, hvad han her siger? Det kan man ikke umiddelbart indse. For der kan fremsættes indvendinger imod denne påstand. Og det er jo ikke uden videre indlysende, hvordan vi europæere kommer til at betale en pris for vores provokation – hvis det altså er os, der har provokeret Putin og ikke omvendt. Så ikke underligt, at Troels Heeger spørger, hvad der er kernen i Mearsheimers angivelige realisme. Svaret lyder således:
Mearsheimer ser det internationale forhold mellem regionale stormagter som Rusland, USA og Kina som grundlæggende kaotisk og anarkistisk på grund af fraværet af en troværdig overstatslig autoritet, der kan sanktionere og stille hver enkelt stat til regnskab.
Ved at stå fast på NATO-udvidelser mod øst har Vesten mod bedre vidende og helt uansvarligt tirret Vladimir Putin til at overfalde Ukraine, mener den amerikanske professor og forfatter.
Men den hopper Heeger ikke på:
NATO har ikke angrebet Rusland. Det er russerne, der angriber, bomber, myrder og torturerer både soldater og civile i Ukraine. Hvordan kan du friholde Rusland for ansvaret for ødelæggelsen af Ukraine?
»Der er ingen tvivl om, at russerne er ansvarlige for deres adfærd i krigen. Det accepterer jeg fuldstændig. Spørgsmålet er: Hvad er årsagen til denne konflikt? Men det ser ud til, at det er et spørgsmål, man ikke ønsker at stille.«
Det sidste er nu ikke rigtigt. Bare se på, hvordan denne blog har prøvet at trænge ind i Putins hjerne for at se, hvad der kunne få ham til at foretage en så uigennemtænkt handling! Blandt andet har jeg hævdet ud fra citater fra Putin, at Putin ønsker at genrejse Storrusland. Det får denne kommentar med på vejen af Mearsheimer:
Når Mearsheimer ser på Putins Rusland, ser han derfor heller ikke en nation i hænderne på en megalonan imperialist, der manipulerer med historien, sværmer for drømmen om at genrejse russisk storhed med territoriale erobringer, flirter med fascistisk symbolik og fabulerer om paddehatteskyer over europæiske hovedstæder.
I Mearsheimers øjne handler den russiske stat som en rationel aktør, der først og fremmest har sin egen overlevelse for øje.
»Tanken om, at Putin er imperialist, at Putin er opsat på at skabe et større Rusland eller genskabe Sovjetunionen, er en fiktion, som Vesten har opfundet med det formål at give Putin skylden for krigen,« siger John Mearsheimer.
»Der er ingen beviser for det,« siger Mearsheimer. »Det er et eventyr opfundet i Vesten for at give Putin skylden for krigen.«
Man kan nok se, at dette ikke svarer til de kendsgerninger, der er lagt frem her på bloggen og i de fleste danske medier i øvrigt. Men at Rusland skulle kæmpe for sin egen overlevelser, den påstand er alligevel ret langt ude. Den neddæmpes da også i nogle efterfølgende bemærkninger:
»Putin var interesseret i at invadere Ukraine for at gøre det klart, hvor seriøst Rusland mente det, og for at lave en slags aftale, hvor man endte med et neutralt Ukraine, et Ukraine, der ikke var i NATO,« siger Mearsheimer og peger på forhandlinger mellem Ukraine og Rusland i Istanbul blot få uger inde i krigen.
»Forhandlingerne mislykkedes i vid udstrækning, fordi Boris Johnson og amerikanerne bad Zelenskyj om at afbryde forhandlingerne, fordi vi troede, vi kunne besejre russerne.«
Igen ser vi et helt modsat narrativ. Ingen drømte vist om, at vi i Vesten via ukrainerne allerede i marts 22 kunne besejre russerne. Vi har i hvert fald siden i høj grad diskuteret netop det spørgsmål: Kan vi besejre Rusland og skal vi besejre Rusland? Og da ingen af os véd, hvilke krav russerne mødte op med ved disse forhandlinger, er det lidt letsindigt at påstå, at det er vores skyld, at de brød sammen. Men bevares, på den måde får Mearsheimer afledt opmærksomheden fra det spørgsmål, der er det afgørende for de vestlige politikere: At russerne foretog et angreb på en selvstændig stat og derved overtrådte den væsentlige internationale regel, at den, der påbegynder en krig, er skyldig, og derfor enhver fredsslutning, der i én eller anden forstand lader denne overtrædelse ustraffet, vil være et uheldigt signal at sende til andre stormagter.
Dertil kommer naturligvis, at Rusland i 1994 underskrev en aftale, hvor de sammen med Storbritannien og USA lovede at sikre Ukraines selvstændighed imod, at Ukraine opgav de atomvåben, de havde fra Sovjettiden. Men det løftebrud blev ikke nævnt af Mearsheimer, og han blev heller ikke spurgt om det af Troels Heeger.
Forøvrigt er der i The Economist for den 25. februar en artikel, som giver en helt anden forklaring på, hvorfor Putin invaderede Ukraine, se her. Denne forklaring går på, at Putin og konsorter havde iagttaget, hvordan den russiske ungdom ikke var tilhængere af hans Tv-propaganda, og havde langt stærkere vest-sympatier, end han brød sig om, og at det derfor mere var sådanne indenrigspolitiske iagttagelser, der fik ham til at invadere Ukraine.
Men tilbage til hovedspørgsmålet: Hvad er sandhed?
Man kunne godt af ovenstående få den tanke, at vi altså åbenbart ikke kan vide, hvad der er sandt i den og den sammenhæng, og at vi derfor gør klogest i at tie stille med al tale om sandhed og i stedet lade hver sandhed gælde for sig i de omgivelser, hvori den bliver fremsat.
Men her skal vi passe på, at vi ikke – uden at ville det – kommer til at følge Marx’s tankegang om, at ”våbnenes kritik er stærkere end kritikkens våben”, eller følge islams påstand om, at koranen er Guds eget ord, inklusive de voldsopfordringer, den indeholder, hvormed muslimerne tænkes at tvinge deres sandhed igennem.
Imod denne tankegang kan man nemlig indvende, at hvis våbnenes kritik virkelig er den stærkeste, er det mærkeligt, at de, der anvender magt (altså våben) altid desforuden skal komme med gode forklaringer. Den, der bruger magt, skal altid retfærdiggøre sig. Og dette viser, at han alligevel regner kritikkens våben for nødvendige. Hvorfor? Fordi han er klog. Han véd godt, at andre mennesker vil bedømme ham og behandle ham ud fra den bedømmelse, de når frem til ud fra hans ord. Eller, kan vi sige, han véd godt, at han står sig ved at komme med en god forklaring på det, han gør, specielt da, hvis der er tale om noget usædvanligt. Og det er der jo med denne invasion. Så derfor holder Putin mange taler. Derfor prøver han at retfærdiggøre sin invasion i disse taler. Derfor søger han at videregive sit narrativ.
Dette narrativ kan han med politiets hjælp sørge for er det eneste, der bliver hørt i Rusland. Men hos os har han ikke magt til at slå ned på dem, der udtrykker deres uenighed med ham. Her kan vi lytte til hans taler og give udtryk for, på hvilke punkter vi er uenige med ham. Og man må vist sige, at det er lidt synd for Mearsheimer, at Putin siger det, han gør. For det gør det ret vanskeligt at forsvare ham, altså forsvare ham med ord.
Mearsheimer og compagni ynder også at komme med den betragtning, at verden fra nu af ikke kun består af Vesten og Vestens idealer. Der er opstået en række andre kulturer, som har hver deres værdisæt. Og det bør vi tage hensyn til fremover.
Men en sådan betragtning overser, at dette at holde sin løfter, er et almenmenneskeligt ideal. Det ligger i sproget, at sådan gør man. Den gyldne regel siger det: hvad du vil, at andre skal gøre mod dig, det skal du gøre mod dem, Matt 7,12. Hvis du ønsker, at andre holder deres løfter, må også du holde, hvad du lover.
Derfor kan alle se, at Putin ikke har overholdt sine løfter. Det er ikke et vestligt ideal, han har forsyndet sig imod, det er et almenmenneskeligt regel for godt fællesskab, i dette tilfælde: internationalt fællesskab.
Nåede vi så frem til et svar på spørgsmålet om, hvad sandhed er?
Nej, ikke på samme måde, som islam og kommunismen gør det, når de sætter henholdsvis ”Gud” og ”videnskaben” op som absoluthedstegn. Men hvad så? Ja, så sætter vi ytringsfriheden og den stadige diskussion op som noget, der kan lede os til i det mindste delvise sandheder. Vi har ikke i Vesten nogen opskrift på, hvordan samfund skal indrettes. Men vi har med os fra vor kristne fortid en tese om, at mennesket er Guds skabning og at alle er lige. At torturere mennesker er derfor forkert. At underordne kvinder under mænd ligeledes. At udpege nogle mennesker som nazister, der bør henrettes, også det er i absolut forstand forkert. Men nogen fuldstændig forestilling om, hvad der skal gøres i økonomisk og i lovmæssig henseende, det har vi ikke. Om vi nogensinde får det, véd vi ikke. Men indtil videre er det jo da også gået nogenlunde uden denne absolutte viden.
ricardtriis 