Begrebet ”retfærdig krig” spiller en stor rolle for Luther. Han er overbevist om, at foretager en fyrste en angrebskrig, handler han imod Gud. Det vil sige, han sætte Guds navn bag et forbud, som han selv formulerer. Giver det mening?
Ja, det gør det, hvis det forholder sig sådan, at den gyldne regel er almenmenneskelig, hvis altså det for alle mennesker er en forståelig sandhed, at hvis man ikke vil udsættes for angreb fra sine naboer, må man ikke udsætte dem for angreb. Det var ikke nogen særlig speciel opfattelse. Andre teologer, f.eks. Thomas Aquineren, mente det samme.
Det kom frem i 1527, hvor der gik rygter om, at de katolske fyrster ville foretage et angreb på lutheranerne. I den anledning var der nogle, der mente, at man burde foretage et præventivt angreb. Men Luther var imod. Ikke af militærtekniske årsager, men af teologiske årsager. Hvis man gjorde det, ville man bryde den guddommelige regel, at man aldrig måtte blive skyldig i en angrebskrig.
Det samme viste sig i 1542, hvor der opstod uenighed blandt de tyske fyrster om Würzen, et lille ret betydningsløst område, som en nabofyrste dog ville have kontrol med, og som han derfor truede med at indtage; han havde samlet tropper ved grænsen. Det prøvede Luther at forhindre ved at sende breve, nogle til fyrsterne, og nogle til soldaterne. Deri viser det sig, hvad Luther mener med en retfærdig krig. Han er faktisk ret håndfast. Om dem, der bliver angrebet skriver han:
Og hvis det skulle komme dertil, hvad Gud forbyde, at man drog i felten og ellers gik til angreb, så bøj jeres hoveder herhen imod Wittenberg til os, og modtag vore hænder, som jeg hermed lover jer til tilgivelse af jeres synder, for I værger jer af nød og vil gerne finde jer i retten og have den, og dermed er I også i dette tilfælde overfor Gud retfærdige og tror vores absolution. Derefter kan I være trøstede og uforfærdede, derefter kan I lade spyd, bøsser gå ind i ufredens, vredens og hævnens børn, Guds vilje ske: den, der dør, han dør i salighed, fordi han står i lydighed og nødværge, for at beskytte sin fyrste og sit land. Vi skal ikke frygte os ihjel for en levende djævel, meget mindre for dødelige, stakkels mennesker. (Se her).
Men om den anden part, angriberne, hedder det:
Men den anden hævngerrige, ufredelige hob forkynder jeg hermed, at de skal vide det, så de ikke kan undskylde sig på den yderste dag, på dommedagen, at de har lyst sig selv i band og er trængt ind i Guds hævn, og hvis de omkommer i krigen, må de være evig fordømte på legeme og sjæl. For de fører ikke alene krig uden tro, men de bringer også i den verdslige ret en dårlig samvittighed med ind i slaget. Og jeg tilråder også troligt, at den, der fører krig under en sådan ufredelig fyrste, han skal løbe alt, hvad han kan, bort fra krigen, han skal redde sin sjæl, og lade sin hævngerrige, vanvittige fyrste alene, så han kan føre krig med dem, der vil fare til djævelen med ham.(Se her).
Og ja, det er rene ord for pengene. Men den slags rene ord går ofte i glemme. Lutherske teologer omkring år 1900 havde i hvert fald udviklet en lidt mere indviklet teori, der indbefattede et begreb, som man kaldte ”Eigengesetzlichkeit”. Dermed mente man, at staten og statens gøremål ikke lod sig bedømme af teologiske eller moralske overvejelser. Det fik efter Anden Verdenskrig den tyske Hauptpastor Görnandt til at skrive i ”Deutsche Nachrichten”, det blad, der udkom i de tyske flygtningelejre her i Danmark, at Hitlers uprovokerede angreb på Polen i 1939 formentlig ikke ville have fundet sted, hvis blot nogle af generalerne havde kendt Luthers advarsler og rettet sig efter dem. Jeg skrev om det her, og gav her en slags forklaring på, at mange teologer ud fra Hegels skrifter havde afmonteret disse tanker.
Nu kan man med en vis ret sige, at det af og til kan være svært at bedømme, hvad der er angrebs- og hvad forsvarskrig. Som eksempel kan vi tage Israels krig mod sine arabiske nabostater i 1973, den såkaldte Yom-Kippur-krig. Om jeg husker ret, havde nabostaterne – Libanon var vist den eneste undtagelse – både opmarcheret troppestyrker ved Israels grænser og givet udtryk for, at de ønskede at angribe Israel, ja nogen sagde endda ”udslette”. Og man kan vel godt sige, at Israels angreb på både det egyptiske og det syriske luftvåben var en angrebskrig, for ingen tvivl om det: taler vi om deciderede krigshandlinger, var det Israel, der slog først. Men alligevel! Betyder ord og opmarcherede hære slet ikke noget i den anledning? Men indrømmet, det, der er gør det lidt tricky, er, at der faktisk er militære fordele ved at begynde: man tildeler sig selv et overraskelsesmoment, og kan man ellers udnytte det til fulde, er den militære fordel fristende. Denne militære fordel kunne man til fulde se ved israelernes krigsførelse.
Men alligevel kan man vel godt se forskel på Israels handlemåde i 1973 og Hitlers handlemåde i 1939, hvor han angreb Polen. Han havde godt nok i forvejen lavet et lille skuespil med en tysk radiostation, der skulle forestille at blive angrebet af polakker, men det lød jo ret usandsynligt, at det militært langt svagere Polen skulle turde tirre sin store nabo på den måde. Det var da også ikke mindst det, de tyske ledere blev anklaget for i Nürnbergprocessen: forbrydelser mod freden, for vestmagterne havde gennemskuet Hitler, og de viste sig til hans overraskelse ikke at være helt så dekadente, som han havde regnet med. Og så ”glemte” man i farten i Nürnberg, at Sovjetunionen lige så uprovokeret havde angrebet Polen fra den anden side.
Derimod er der ret stor lighed mellem Hitler i 1939 og Putin i 2022. Begge havde den opfattelse af Vestmagterne, at de var dekadente, og begge tog fejl på det punkt. Hitlers fejlberegning viste sig derved, at han gik ind i Polen og regnede med, at det ville Vestmagterne lade passere, som de havde ladet hans besættelse af Rest-Tjekkiet passere. Hvilket de altså bare ikke gjorde. Og Putins fejlberegning viste sig ved, at han troede, at hans hær kunne indtage Ukraine i løbet af et par dage, og at han derefter kunne indføre ”Putin-styre” i landet, for de dekadente vestmagter ville naturligvis ikke røre en finger for Ukraines skyld. Hvilket vi altså gjorde alligevel, selv om vi var lidt langsomme i optrækket.
Men én ting mere, selv om det mere er en forskel fra Hitler end en lighed med ham. Jeg har her omtalt russernes forsøg på at dræbe Skripal og gjort lidt ud af det forsøg på at forvandle de to drabsmænd til uskyldige turister, der blev lavet på Russia Today. Eftersom jeg mener, det er ret sikkert, at Putin stod bag både drabsforsøget og interview’et med de to drabsmænd, tillod jeg mig at skrive:
Sommetider har man kunnet danne sig et billede af Putin som en utrolig snu rad, der både kan spille stærk mand overfor sin egen befolkning og være tilpas gavtyveagtig overfor os i Vesten. Vi har ikke rigtig vidst, hvor vi havde ham. Var han til at stole på? Snød han os ikke med de små grønne mænd på Krim?
Men hvor gavtyveagtigt han end handlede, vi kunne ikke rigtig gribe ham i noget forkert. Vi troede, at han handlede forkert, men når han pure nægtede, var der ikke mere, vi kunne gøre.
Dette med det gavtyveagtige kom frem i det spil, der var foregået omkring tildragelserne på Krim. Man kan godt tolke hans forklaringer af både det ene og det andet med, at han ser ned på os i Vesten og elsker at drille os; hele tiden underforstår han i sit eget sind, at det har vi rigtig godt af, for det er ham, der er den smarteste, måske ikke ligefrem den stærkeste, men i hvert fald den, der kan tage gas på os andre. Det er en del af hans selvbillede.
Blot er der nu sket det med dette selvbillede, at det i den grad er krakeleret. Ikke blot havde han troet, at ukrainerne ville give op ret hurtigt, han havde også regnet med, at vi vesterlændinge ville bøje os for hans smartness, ligesom vi havde gjort det, da han invaderede Krim. Men intet af dette skete. Så nu må han til at tænke om.
Og det store spørgsmål er jo: Kan han det?
Der er i anledning af étårsdagen for Putins angreb kommet særdeles mange artikler i de aviser, jeg læser, om begivenhederne, om, hvad der er sket, og om, hvorvidt det hele måske kunne være gået anderledes. Jeg har lyst til at kommentere dem alle, men vil i denne artikel nøjes med at kommentere Poul Høis lange essay i Berlingske, se her.
Høi deler sit essay op i to afdelinger: først gennemgår han det, der er sket med Rusland, dernæst gennemgår han det, vi vesterlændinge har lært.
Han begynder med at hævde, at russerne er slået ind på en tankegang, som han ligeud kalder en dødskult. Livet er stærkt overvurdéret, hedder det med et citat, du skal hellere leve for noget, du vil dø for. Og dette ”noget” er Moder Rusland. Denne forståelse af livet før døden får nu Putin og hans hjælpere til at sende soldater i massevis i døden på slagmarken. Som Høi formulerer det: i mangel af bedre strategi. For, siger han, russerne har jo forsøgt manøvrekrig, de har forsøgt knibtange, faldskærmsstyrker og også en lynaktion mod de politiske ledere i Ukraine. Men intet af dette formåede de. Så er der kun ”kødhakkeren” tilbage: at vinde terræn på den langsomme måde, lade soldaterne dø for at opnå en langsom, yderst langsom fremrykning, i den formodning, at de i kraft af deres større befolkningstal kan udmarve ukrainerne. Høi skriver på baggrund af tal fra det britiske forsvarsministerium:
Over 800 russiske soldater dør hver dag, siger briterne, og forsigtigt ekstrapoleret betyder det over 70.000 døde og sårede på en måned. NATO-kilder sagde i sidste uge til The Times, at »russerne mister 2.000 soldater for hver 100 meter, som de erobrer«.
Det er vanvittige tabstal i en moderne krig. I 20 års krig i Afghanistan døde 2.400 amerikanske soldater. I 17 års krig i Irak døde 4.500 amerikanske soldater.
For at finde noget sammenligneligt i den vestlige verden skal vi tilbage til Vietnam-krigen. Her døde 58.000 amerikanere – over 20 år. Det har taget Rusland et år at nå samme eller højere dødstal.
Javel, vil man måske sige i Rusland, men gjorde ikke Stalin det samme? Var det ikke samme taktik eller mangel på taktik, der forekom under Anden Verdenskrig?
Det vil Putin gerne give indtryk af. Den russiske kommentator, Fjodor Birikov, er ikke enig med ham i det synspunkt:
Stalins krav til russerne var baseret på et positiv, på et reelt liv og død-forsvar for fædrelandet mod Hitlers invasion og forbrydelser, mens Putins krav er »en negativ konstruktion«.
»Den herskende klasse kræver, at undersåtterne ofrer sig uden tøven og fortrydelse, uden unødvendige spørgsmål og uden at tvivle på autoriteternes korrekthed. Russernes loyalitet og patriotisme er blevet reduceret til følelser af undergang og lydighed over for magten.«
Sådan en appel er kun en svag og negativ afglans af Stalins appel, og derfor vil den ikke virke, vurderer han. Sådan er Rusland ikke.
Sådan er Rusland ikke, hedder det. Nej, det håber vi ikke.
Men heller ikke Vesten er den samme efter 24-2 22. Høi illustrerer det med Angela Merkels holdning før denne dato:
Den tyske kansler Angela Merkel regerede gennem det meste – gennem giftmordet på Alexander Litvinenko i London, invasionen af Georgien, invasionen af Krim og Donbas, nedskydningen af passagerflyet MH17 og nervegiftangrebene på Sergej Skripal og Aleksej Navalnyj. Alligevel gjorde hun intet.
Eller rettere – hun blokerede Ukraines optagelse i NATO, hun godkendte Nord Stream 1, hun godkendte Nord Stream 2, og ved enhver korsvej synes hun »at vælge Rusland frem for USA«, som Politico har noteret.
Når hun mødtes med Putin, ignorerede hun det onde og håbede på det bedste, uden at have noget at have nogle af delene i.
Og hvorfor ikke også denne gang?
Hvorfor skulle den frie verden ikke denne gang reagere lige så følgagtigt, lige så kuet?
Her sammenligner Høi igen Putin med Hitler:
Præsident Putin fejllæste den frie verden, men han havde god grund til det.
Akkurat som den nazityske diktator Adolf Hitler havde god grund til det.
Efter den vestlige eftergivenhed i Saar, Ruhr, Østrig, Sudeterlandet, Tjekkeslovakiet og Memel troede han, at de vestlige allierede også ville acceptere hans invasion af Polen.
I en tale før invasionen gav Hitler sine generaler og admiraler to grunde til, at de vestlige allierede endnu engang ville bøje af. For det første – sagde han – var deres ledere ikke »handlingens mænd«, og det var han. For det andet havde han indtil nu fået ret i alle sine udenrigspolitiske satsninger, og hans kritikere havde taget fejl.
Poul Høi sammenligner også Vestens reaktion på overfaldet på Ukraine med luftbroen til Berlin i 1948. Her var det Stalin og ikke Hitler, der troede, at vestmagterne var svage og trætte af krigen:
Sovjetunionen forsøgte gennem en blokade at indlemme det frie Vestberlin i deres kommunistiske besættelseszone, men de allierede sagde nej. USA, Storbritannien og Frankrig valgte at forsyne vestberlinerne gennem en luftbro.
Luftbroen var en mageløs beslutning, som ikke blot vandt vestberlinernes frihed, men også med risikoen for en verdenskrig trak en streg i sandet. USA og dets allierede slog fast, at de ville forsvare sig mod den nye kommunistiske totalitarisme, akkurat som de havde forsvaret sig mod den nazistiske.
Derefter fulgte 40 års kold krig. Jerntæppet sænkede sig.
Jeg afbryder referatet af Høis essay her. Han fortsætter med at hævde – hvad der jo sådan set er sandt nok – at vi har lært, at der er et ”dem” og et ”vi”. Jeg vil nøjes med at fremhæve, at noget af det, der har fået os i Vesten til at reagere på Putins invasion er ukrainernes forsvarsvilje, noget, der ikke altid bliver fremhævet tilstrækkeligt. At der virkelig er så mange mennesker, anført af deres præsident, der vil kæmpe for den frihed, de synes, de har fået, det virkede betagende på os.
Men ganske mange af kommentatorerne har beskæftiget sig med det spørgsmål, om vi dog ikke fra Vestens side kunne have handlet anderledes, så denne krig var undgået. Hvis Poul Høi har ret i sin beskrivelse af Putin før den 24-9 og hvis jeg har ret i min lignende tolkning af ham – dette med, at han er en gavtyv, der mener at kunne slippe godt fra at holde os i Vesten for nar – så er det måske svært at se, hvad vi skulle have gjort anderledes.
Men måske!
Følg med i den spændende serie! (Hvis jeg altså gider fortsætte).
ricardtriis 