Hvad kunne vi i Vesten have gjort for at forhindre den sørgelige udvikling i Ukraine?
Det spørgsmål stod tilbage efter det forrige indlæg, og det skal her behandles ud fra nogle af de mange kommentarer til situationen i Ukraine, der er offentliggjort i anledning af årsdagen for invasionen.
I en artikel for et par gange siden, se her, citerede jeg John Mearsheimer for at sige, at ”NATO har begået en gigantisk fejltagelse, og det er de europæiske nationer, der kommer til at betale en enorm pris for at have provokeret russerne til at indlede denne krig”. Så i hans øjne er det NATO, der har fejlet og direkte provokeret russerne – altså ikke blot Putin – til at invadere Ukraine. Men jeg vil nu i dette indlæg lade Mearsheimer være i fred.
Derimod vil jeg i dette indlæg i første omgang vende mig imod dem, der mener, at Vestens politikere har været for eftergivende overfor Putin. Poul Høi citerede jeg i det forrige indlæg for at mene, at det forkerte hos os var, at f.eks. Angela Merkel ikke havde reageret på en række hændelser, som hun efter Høis mening burde have reageret på i stedet for at være så Putin-følgagtig. Men jeg vil omvendt mene, at dette, at hun på den måde søgte at få Putin ind i den vestlige verden, så Rusland bliver en del af Europa, ikke er noget at bebrejde hende. Det gælder også Emmanuel Macron. At han fandt sig i at ”sidde til langbords” med Putin på en højst bogstavelig måde, og at Merkel fandt sig i at skulle belemres med Putins hunde, er muligvis noget, han har moret sig med for at vise sin overlegenhed og de vestlige lederes underordnede stilling i forhold til ham, men at de fandt sig i det, viser noget af Europas styrke, ikke af vores svaghed. For vi gik til sagen; vi ville have Putin med i lauget; vi ville diskuterer ordninger og aftaler; og at Putin ikke var interesseret i fællesskab med os, men kun i, hvad Rusland og han selv kunne få ud af det, det var ikke til at se dengang.
Jamen, vestmagterne med USA i spidsen gik dog med til, at en række østeuropæiske lande blev medlemmer af NATO. Er det ikke nok til at ophidse Putin? Og havde man ikke lovet Gorbatjov, at NATO ikke ville udvide østover?
Dette sidste kan vistnok besvares ret klart nu. For talen om, at NATO ikke ville udvide sig en tomme østover, forekom, da Gorbatjov og en amerikansk udenrigsminister talte om Tysklands fremtid i lyset af genforeningen af de to Tysklande. Og på det tidspunkt bestod Warszawa-pagten om ikke i bedste velgående, så dog stadigvæk som en fælles øst-europæisk forsvarsalliance, oprettet som svar på NATO. Så hvis NATO skulle udvides østover, skulle de ske ved krig. Og deraf kommer den lystige sætning om, at NATO ikke ville udvide sig en tomme.
Men alt dette kom til at se anderledes ud, da Sovjetunionen gik i opløsning og Warszawa-pagten ligeså. Jeg tør ikke sige, om de østeuropæiske lande ud fra nogle udsagn fra russiske politikere har følt sig i en udsat position, men da der ikke syntes at være udsigt til, at Rusland ville tage ansvar for de uhyrligheder, Sovjetunionen havde foretaget på samme måde, som Vesttyskland har påtaget sig et vist ansvar for nazisternes uhyrligheder, er der måske ikke noget at sige til, at disse lande stadigvæk havde en vis frygt for den store bjørn dèr østfra. Og for øvrigt har jo Putin selv sagt, at det naturligvis måtte være ethvert suverænt lands egen afgørelse, hvilken forsvarspagt de ville tilslutte sig. Så han har altså på et tidspunkt – det var vist i 2004 – accepteret NATO’s udvidelser.
Så ligefrem blive ved med at tærske langhalm på den opfattelse, at NATO-udvidelsen skulle have tirret Putin til at invadere Ukraine, det er at tilskrive Putins anti-vestlige følelser alt for stor indflydelse.
Og det er i det hele taget en fejl kun at fokusere på, hvad vi i Vesten kunne have gjort anderledes. Man må dog også se på, hvad Putin kunne have gjort anderledes. Lad os tage Minsk 2 aftalen! Jeg har citeret nogle af paragrafferne her. Her citerer jeg også en professor Motyl for at have sagt, at ”ingen ukrainsk regering ville have accepteret, at de to lokale parlamenter skulle have vetoret over Ukraines udenrigspolitik. Det var et andet af Putins krav”. De to parlamenter var Luhansks og Donets’. Og hvis det har været Putins krav, hvorfor så ikke klandre ham for at have ødelagt en mulighed for en fredelig løsning i Øst-Ukraine? Men det er der ingen, der finder på.
Marie Krarup og Bent Jensen er i en artikel i Berlingske sat op mod hinanden som gamle medkæmpere, der nu er blevet modkæmpere, se her. Troels Heeger skriver, at ”krigen i Ukraine markerer et brud mellem historikeren Bent Jensen og Marie Krarup. For de er rygende uenige om krigens årsager, konsekvenser og mål”. Og det tager Heeger sig så for at påvise. Han skriver:
Allerede få dage før invasionen afviste Marie Krarup, at den russiske aggression var drevet af Putins ønske om at genetablere et stor-Rusland.
»Jeg tror ikke, der er en ekspansionistisk ideologi,« udtalte hun 23. februar 2022 til Berlingske. Efter et år med krig fastholder Marie Krarup, at krigen er en forventelig russisk reaktion på NATOs østlige udvidelser siden Berlinmurens fald.
»Det er jo klart, at det er Kremls og Putins beslutning at invadere på det tidspunkt. Men man kan sige, at krigen startede i 2014 ved, at der var den her borgerkrig konstant i Østukraine, hvor russerne støttede østukrainerne, og Vesten støttede Kyiv. Så krigen startede i februar 2014, og så får den så ordentlig nyk opad i februar 2022.«
Dette med NATO-udvidelsen som årsag til invasionen er altså også Marie Krarups kop te. Men er det nu så forståeligt, som hun vil gøre det til? Jeg mener, NATO har jo ikke truet med at angribe Rusland. Og i betragtning af, hvor varsom man fra vestlig side har været med de våben, man sendte til Ukraine: Rusland måtte endelig ikke angribes, for de skulle ikke tirres til at bruge deres atomvåben, ville jo også en trussel om angreb på Rusland være galimatias. Og jeg har da heller ikke hørt Marie Krarup komme med citater i den retning. Så hvordan invasionen kan være en forventelig reaktion på udvidelsen af NATO, er lidt ubegribeligt.
Men gør hun sig helt klart, at det ”nyk opad”, som krigen får i februar 2022, er Putins ”nyk”, et nyk, han tildeler krigen ved at invadere Ukraine? Selv om man så tildeler Vestmagterne og Ukraine et stort medansvar for, at Minsk 2 aftalerne faldt igennem – hvad jeg ikke mener er korrekt – så er og bliver invasionen ikke bare en videreførelse af en ikke-erklæret krig i Øst-Ukraine, men et selvstændigt brud på folkeretten.
Hvad forresten Putin også selv indrømmede i sin tid. For russernes handlinger i Øst-Ukraine hævdede han var handlinger af østukrainerne selv, ligesom okkupationen af Krim ikke var noget, russerne foretog sig, nej, det var ”små grønne mænd”, der lavede et kup, som siden blev bekræftet gennem en folkeafstemning. Så krig? Ikke ved Krim-aktionen, ikke ved Øst-Ukraine-hjælpen. I begge disse tilfælde gjaldt det, at hvor meget der var russernes handlinger og hvor meget de indfødtes handlinger, det skulle ikke komme frem. Helt anderledes med invasionen. Den var ene og alene russernes gerning. Og det indrømmer Putin åbent. Så kære Krarup, bild os ikke ind, at krigen begyndte i 2014, Putin er ikke enig med dig.
Men Marie Krarup er også Huntington-tilhænger, endda tilhænger af en måske forkert udlagt Samuel Huntington. Hun fortsætter nemlig:
Når Bent Jensen henviser til småstaternes sikkerhedspolitiske behov for en international orden, abonnerer han ifølge Marie Krarup på en svunden æras meningsløse begreber.
»Ideen om den regelbaserede verdensorden er ideelt set god, især for små magter. Men den regelbaserede verdensorden eksisterer ikke, og har ikke eksisteret i mange, mange år. Så det, man reelt siger med det her, er, at vi vil have, at det er vores stormagter, der sætter reglerne,« siger Marie Krarup.
Selvfølgelig er der da noget om, at det er vestlige regler, der f.eks. gennem FN har bredt sig til den øvrige verden. Men hvad man plejer at overse, når man bringer Huntingtons teser i spil, overser også Marie Krarup her: alle mennesker er i stand til at skelne mellem en angrebskrig og en forsvarskrig. Og foretager en stormagt et angreb på en mindre nabostat, er det ikke noget, den gør, fordi der er regler, der giver den lov til det, så gør den det, samtidig med, at den kommer med retfærdiggørelse af angrebet. Det kan så være, som i Putins tilfælde, en påstand om at være truet af NATO, et narrativ om ukrainere og russere som del af det samme folk eller en bekendtgørelse af, at man ikke anerkender Ukraine som en selvstændig stat. Men begrundelser må der til, og disse begrundelse må kunne forstås ikke blot af russere, men af alle mennesker.
Svarende dertil var der ikke færre end 141 lande, der i FN stemte for en resolution, der fordømte Ruslands angreb. Man forstår i alle de forskellige kulturer udmærket, hvad det kunne komme til at betyde, hvis stormagter kunne få lov til at følge Ruslands eksempel.
Så den verden, vi ser for os, er ganske rigtigt opdelt i magtsfærer. Men hver sfære søger at overbevise sig selv og os andre om det retfærdige i dens handlemåde. Hvad der er retfærdigt, ser vi nok forskelligt på, men det er dog grundlæggende det samme sprog, vi benytter os af. Og jeg gætter på, at alle mennesker, når de bliver klar over, at Putin på ét tidspunkt anerkendte Ukraine som en selvstændig stat, men senere nægter landet den anerkendelse, kan se det selvmodsigende deri.
Så altså: Vil man tolke Huntingson sådan, at alle disse sfærer kun handler ud fra magtsynspunkter, og at det er magt mod magt, det gælder i verdenspolitikken, så må man forklare, hvorfor det kun er os i Vesten, der skal klandres for at underbygge vore magtudøvelser med fine internationale regler. Som ovenfor nævnt: Hvorfor klandrer man ikke Putin for at have handlet utilstedeligt eller for at have tirret os i Vesten eller for indirekte at have truet de østeuropæiske lande, så de følte sig nødsaget til at søge medlemskab i NATO?
Hvorfor er det altid os selv, vi retter bebrejdelser imod?
Svar: Fordi kun vestlige lande og vestlige mennesker har et øre, der kan høre den slags. Putin og russerne ville lade bebrejdelser gå ind ad det ene øre og ud ad det andet, hvis vi havde bebrejdet ham nogle af de udtalelser, der kunne få østeuropæerne til frygte.
Så altså: i stedet for Krarups måske rigtige, måske forkerte tolkning af Huntington vil jeg foretrække at forholde mig til det, jeg kan se. Og jeg kan se, at alle lande, demokratiske og despotiske, vestligt-kristne eller muslimske, har indført én eller anden form for demokrati. Jeg kan også se, at despotiske eller totalitære lande har anset det for nødvendigt at indskrænke ytringsfriheden temmelig meget. En sådan indskrænkning er til at få øje på i Rusland. Og spørgsmålet er så: Hvor længe vil russerne finde sig i det? Hvornår vil de mødre, der finder det meningsløst at ofre deres sønner til et meningsløst felttog i Ukraine, blive så mange og råbe så højt op, at Putin må opgive?
Det er der en række artikler, der beskæftiger sig med. Og det bliver emnet for en følgende artikel her på bloggen.
ricardtriis 