Et forandret Rusland?

Kan Rusland blive et andet end det, vi ser udfolde sig under Putin? Er der i det hele taget kræfter i landet til at gennemføre en så voldsom forandring?

Eller: Er Rusland et europæisk land? Har landet kultur fælles med os andre europæere, lidt særpræget, måske, men alligevel en grundlæggende fælles kultur med os?

Jeg har lige lyttet til en indspilning af Haydns klaverkoncert i D-dur, se her. Indspilningen er foretaget i 1983 og solist er Svjatoslav Richter (1915-1997) og det er Minsk kammerorkester, der under ledelse af Jurij Tsirjuk akkompagnerer. Lyder det ikke russisk? Det gør det i mine ører. Og musikken lød i mine ører ganske vidunderlig. Og europæisk. Så jo, noget har vi nu tilfælles med disse russere.

Vore medier kan da også bringe en række udtalelser fra russere, der bor her i landet og har kontakt med deres familie i Rusland for at prøve at løse den samme gåde. Det gør f.eks. Information den 28-2, se her. Man bringer en kronik, hvor Marina Vorobyeva, dansk-russer, filminstruktør og kunstner, fortæller om sit liv her i landet og i Rusland. Hun har dobbelt statsborgerskab, hvilket bevirker, at Danmark ikke kan hjælpe hende, hvis hun kommer i vanskeligheder i Rusland på grund af hendes russiske statsborgerskab. Og de russere i Danmark, som hun kender, advarer hende også mod at tage til Rusland. Men hendes kusine i Rusland, som tidligere ligefrem havde kaldt hende landsforræder, forsikrer, at der ikke er noget at være bange for.

Men det væsentligste i denne forbindelse er nok, at hun omtaler sin kusine som én, der lader til at absorbere mest af den russiske version af verdenssituationen. For det svarer til, hvad man hører andetstedsfra: Søde og venlige og imødekommende mennesker er russerne i Rusland, men at indse, at Putins version af begivenhederne er løgnagtig, det får man dem ikke til. Det er vore historier, der er ”opblæste” og skaber frygt.

Men disse gode russere køber altså alligevel ikke hele Putins historie. Vorobyeva skriver:

Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis nogen, jeg kender, blev indkaldt. Død i krig er forfærdeligt nok i sig selv. I min ungdom læste jeg Anna Politkovskajas beretninger fra russiske soldaters mødre. Historier om umenneskelige forhold inden for militærets egne rækker. Soldater, der vendte totalskadede hjem, uanset om de overlevede krig eller tjente inden for landets grænser.

Jeg har oplevet følgerne af det i min egen familie. Samtlige mænd i min familie blev alkoholiserede efter militærtjeneste, og jeg har to onkler, der endda døde af druk. De var begge soldater. En af dem blev aldrig udstationeret, men udtjente sin værnepligt på en base lidt uden for Sankt Petersborg. Hans mentale helbred virkede til at være ramt hårdest.

Det forklarer hun med disse ord:

Den uformelle militære undervisningsmetode

dedovshchina har historisk været – og er sikkert stadig – at tæve de værnepligtige sønder og sammen. ’Prøvelserne’, de yngre værnepligtige bliver udsat for, kan være dødelig fysisk og psykisk vold, heriblandt, tortur og voldtægt.

Selvmordsraten er derfor højblandt russiske værnepligtige.

Også andre kilder nævner det russiske militær som en kultur, der adskiller sig fra vestlig militærkultur. Jævnfør det, jeg citerede Poul Høi for i denne artikel: at noget tydede på, at Putin ville gå ind i en opslidningskrig med brug af den ”gode”, gamle russiske metode: ”vær ligeglad med de faldne soldater, vi har nok af dem”. Ikke just nogen beroligende metode for soldaterne eller for deres pårørende. Men ikke desto mindre noget, de affinder sig med.

Lad mig prøve at komme en forklaring nærmere ud fra et interview, som Emil Rottbøll havde med en russisk redaktør, der har et forholdsvis godt samarbejde med Kreml, skønt hans synspunkter er alt andet end putinske. Han hedder Aleksej Venediktov, og interview’et med ham kan ses her. Han kan stadig mødes med ”sine venner i Kreml”, skønt hans radio er blevet lukket, og han risikerer at blive fængslet for sine synspunkter. Han siger:

Putin har forandret sig, mener Venediktov.

»Engang var han en bonvivant, der kunne lide at leve godt med sine yachter og paladser.«

Men hans grundholdninger bunder i de samme følelser af såret national stolthed, som han deler med store dele af den russiske befolkning. De bunder i den uretfærdighed og ydmygelse, som de mener, Rusland har måttet gennemleve siden Sovjetunionens sammenbrud.

Denne følelse af såret national stolthed skulle det altså være, som får Putin til at sige og handle, som han gør, og tillige være det, der får størstedelen af den russiske befolkning til at følge ham, altså følge ham, så længe de ikke indkaldes til militæret. Med andre ord: Det, som Storbritannien har skullet igennem efter Anden Verdenskrig: at forvandles fra en supermagt til en stormagt, og som landet har gennemført med bravour, det formår Rusland ikke at gøre, ja, de gør end ikke forsøg derpå, men hager sig fast i forestillinger om uretfærdighed og ydmygelser, som Vesten har påført Rusland, og ja, formodentlig påført landet bare ved at være stærkere og rigere og mere ligefremt menneskelige end Rusland.

Venediktov fortæller dernæst om erobringen af Krim:

Putin ville ikke slås med Ukraine om Krim, fortalte han, men hvis den faldt ned i skødet på ham, så var den russisk.

»‘Det er jo ikke lovligt’, sagde jeg. ‘Nej, men det er retfærdigt’, svarede han.«

Og, siger han så, dermed blev Putins historiske mission født. Tre mål fik han at rette sig mod: 1) Ruslands sikkerhed, især overfor NATO. 2) Revanche for Ruslands tabte territorier. 3) At få en plads i historien til sig selv. Og så føjes der til:

Og når man forstår de tre mål, forstår man også, at Putin ikke standser med Ukraine. Den mission har ingen ende, siger Aleksej Venediktov:

»At erobre land er vigtigt, men det er ikke det vigtigste. Det var også derfor, han så let kunne afgive Kherson. Det handler ikke om hvor meget. Det handler om, hvor længe han kan føre krigen.«

Det var, hvad Venediktov havde at fortælle. Så til Leonid Gozman, en russisk oppositionspolitiker, der er gået i eksil. Se en artikel af ham i Berlingske her. Hans artikel handler godt nok mest om de ledende folk og deres drømme. Men da disse mennesker ikke giver den almindelige russer mulighed for at have en afvigende opfattelse fra deres drømme, kommer det også til at handle om den russiske befolknings opfattelse. Da artiklen ikke er uden ironi, kommer der er ret fyldigt uddrag:

Det er Ruslands kald at omstrukturere verden, fordi Rusland har enestående og storslåede kvaliteter, som er svære at definere – en samlende, forsonende kraft, et ekstra kromosom, en særlig slags godhed og generøsitet. Kun virkelig slemme mennesker, Ruslands fjender, tvivler på det. Fjenderne elsker os ikke, fordi de mærker vores åndelige overlegenhed (specifikt den åndelige, for når det kommer til det materielle – køleskabe, biler og elektronik – går det ikke så godt, men vores folk har alligevel ikke brug for den slags). Desuden er de bange for vores gennembrud, der i flere århundreder er blevet varslet til at komme snart, så de hader os og vil bringe os i knæ.

Vores fjender – USA og alle de lande, der danser efter USAs pibe – er svage, overfølsomme og kujonagtige. Det faktum, at deres generaler kan løbe maraton i enhver alder, mens vores ikke kan se dele af deres egne kroppe, fordi maverne er i vejen, forhindrer dem ikke i at se amerikanerne som forkælede og os som gjort af stål.

Dette verdenssyn har ført til forviklinger i forhold til alle udviklede lande, til arkaiseringen af vores land og til undertrykkelse. Men aldrig ført til en stor krig. Grovhed og intimidering, ja, men kun med sparsom brug af magt og kun de steder, hvor der ikke var den store modstand.

Men så begyndte de at fiksere på Ukraine. De var heller ikke glade for Ukraine før og forsøgte at få det tilbage under deres indflydelse. Men under pandemien (måske på grund af den øverste persons selvisolering?) skete der betydelige forandringer.

Putin og måske en del af hans inderkreds nåede frem til nogle uventede konklusioner. Ukrainere og russerne er samme nation, det ukrainske sprog eksisterer ikke – det er bare en afart af russisk. Faktisk er hele Ukraine en kunstig enhed, som Lenin fandt på – formentlig efter instrukser fra den tyske generalstab. Hvilket betyder, at Ukraine ikke bør eksistere. Især ikke, når det bliver ved med at opføre sig mere og mere respektløst.

Den åndelige overlegenhed har jeg citeret andre for at beskrive, se her, hvor jeg citerer nogle artikler, der handler om en russisk opfattelse af at være ”Det tredje Rom”, altså at have guddommelig bevilling til at være noget særligt i Guds husholdning. Herved opstår der noget meget farligt. For mener man på forhånd at have Guds oplysning om ret og vrangt, så finder man det jo unødvendigt, ja, måske farligt at lytte til andres opfattelse. Og så er vi fremme ved noget, der kendetegner alle diktatorer, og som nu også kendetegner Putin: manglende ytringsfrihed.

Men netop, fordi der mangler ytringsfrihed, er vi jo nødt til at være forbeholdne overfor den tanke, at Putins drømmerier er identiske med det russiske folks drømmerier.

Jeg omtalte for nogle gange siden en artikel fra The Economist, ser her, som handler om ”det skjulte Rusland”, altså om, hvad den menige russer tænker om sagen, hvis han kunne udtale sig frit. Dengang tog jeg kun det synspunkt frem, at en hidtil uomtalt grund til, at Putin invaderede Ukraine, var, at hans tilslutning blandt unge russere var dalende. Men nu vil jeg omtale artiklens undersøgelser lidt nøjere. For også de peger på uoverensstemmelsen mellem Putins drømmerier og den menige russers tanker og overvejelser.

Man fortæller således om Grigory Sverdlin, som var aktiv med hjælpearbejde for fattige i Skt. Petersborg. Han blev imidlertid af én eller anden grund sortlistet og gav sig så til lave undergrundsarbejde, hvor han blandt andet hjalp folk med at flygte ud af Rusland. Det har han desværre også selv været nødt til.

Så citerer man en vis Daniel Treisman fra Californien, som har den opfattelse, jeg tidligere nævnte: at det ikke er territorium, man mangler i Rusland, men opslutning til Putins politik. Treisman fortæller, at den andel af befolkningen, der anser ytringsfrihed for et gode, steg fra 34% i 2017 til 61% i 2021. Man gik på internettet og fik derved smag for andre kulturer end den russiske, man fulgte Navalny’s YouTube-kanal, og blev derved klar over, at der var delte meninger om Putins politik. Og man undlod at følge de officielle kanaler. Alt sammen faresignaler for Putin, og alt sammen noget, der kan tænkes at være medvirkende til hans beslutning om invasionen. Siger altså Daniel Treisman. Men jeg vil dog stadig mene, at dette ikke er hovedforklaringen. Men bruge denne teori til at komme lidt tættere på det russiske folk, det vil jeg. Og her fornemmer jeg altså, at der, før de nuværende restriktioner trådte i kraft, har været en ganske betragtelig interesse for et ideal som ytringsfrihed.

At artiklen derefter fortæller, at denne interesse hovedsagelig ses blandt de yngre russere, gør ikke for mig skår i glæden. Og når man så fortæller, at ikke færre end 20% af russerne vover at udtrykke modstand mod Putins krig, så siger det noget om, hvilken slags folk russerne egentlig ønsker at være.

Lad os tage et par procentsatser mere: Siden i sommers er andelen af folk, som mener, at den ”særlige militære operation” går efter planerne, faldet fra 40% til ca. 15%. Det hænger nok sammen med, at flere og flere bliver klar over de mange soldater, der dør. I oktober var der 6% af russerne, der sagde, at de kendte én, som var blevet slået ihjel i krigen; i januar var det tal blevet fordoblet. Og to tredjedele af russerne kender én, som er blevet indkaldt eller slås i krigen.

Man slutter med at citere Kirill Rogov for at sige, at Putins formål med krigen er at opnå en radikal afbrydelse af vestlig indflydelse og derigennem opretholde sin kontrol over det russiske samfund ved at lede det ind i en tilstand af permanent kamp og mobilisering. Og når der ikke opnås nogen fremgang på slagmarken, er det sandsynligt, at der vil blive kompenseret for det ved en stadig stigende repression og undertrykkelse. Hvilket nok især vil finde sted, når tabene stiger.

Artiklen fra The Economist har jeg taget med for at vise, hvor stor indflydelse på folks tankegang det har, at det bliver farligt at udtale sig imod de styrende. Vi skal altså tage de mange beretninger fra herboende russere om deres bekendte og familie i Rusland, at de går ind for Putins narrativ, med en vis skepsis. Vi ville måske gøre det samme, hvis vi blev udsat for et pres fra regeringens eller en besættelsesmagts side. Men vi skal på den anden side ikke undlade at se med en vis respekt på de mennesker, der trods farerne vover at tale Moskva midt imod. Og især skal vi glæde os til den dag, da frihedens fane igen kommer til at vaje over Rusland, så vi igen kan opleve russerne som frie mennesker, og derved opdage, i hvor høj grad de i grunden ligner os.

Men hvornår og hvordan det kommer dertil, det kan kun fremtiden vise. For det sker vist ikke lige med det samme. Bare det at få øje på en rimelig forhandlingsmulighed på vejen til en fredsaftale synes vore mange kloge hoveder ikke at være i stand til. Så det vil jeg ikke her udtale mig om.

Advertisement