I det sidste nummer af Præsteforeningens blad, det blad, der nu hedder ”Præsten”, er der en artikel om Luthers forhold til islam, som jeg i første omgang fandt yderst givende, men i næste omgang måtte anse for temmelig misvisende. Og efter endnu en gennemlæsning må jeg fastholde mit indtryk af det lidt nedslående ved artiklen. Forfatteren, Michael Rønne Rasmussen, har til hensigt at rose Luther, fordi han ikke ville angribe islam på må og få, men ønskede at gå tilbage til kilderne, så hans angreb kunne blive videnskabeligt korrekt. Og det er jo en udmærket hensigt. Men ak, den bliver pakket ind i en aldeles uvidenskabelig hensyntagen til den muslimske letkrænkelighed. Og det gøres på en listig måde, så man ikke opdager hensigten. Hvad jeg jo heller ikke gjorde i første omgang.
Jeg læste dag godt nok med en vis undren, at Rønne absolut skulle gøre opmærksom på, at Luther ”i sit liv aldrig havde mødt en muslim”. Hvad kommer det dog sagen ved?, nåede jeg lige at tænke, inden jeg læste videre. Men da jeg så kom til alt det positive, der siges om Luther, fordi han vender sig imod den beslutning, som byrådet i Basel havde truffet om ikke at trykke en latinsk udgave af koranen, så vendte min opfattelse af det givende ved artiklen tilbage. Det er da udmærket at fremhæve Luther som én, der virkelig vil gå til kilderne, før han udtaler sig. Jeg har selv i sin tid lagt Luthers forord til denne koranudgave ud på nettet, se her, og kunnet give Luther fuldstændig ret, når han i #46 skriver: ”Derfor vil det være til gavn for de lærde at læse fjendens skrifter, så de mere nøjagtigt kan gendrive dem, slå dem i stykker og overvinde dem, så de kan helbrede andre eller helt sikkert armere vore med mere faste argumenter”.
Og jeg kunne da også kun give Rønne ret, når han lidt senere skriver, at Luther har ”med sin insisteren på den direkte adgang til kilderne i det lange perspektiv været med til at sikre en mere reel og sandfærdig viden om islam og Koranen end den, der i samtiden var adgang til gennem folkelige fortællinger fra middelalderen, polemiske træsnit eller propagandistiske flyveskrifter med rygter fra slagmarken mellem Kejserens og Sultanens tropper”.
Men så følger noget mystisk hos Rønne. Han skriver umiddelbart derefter som afslutning på sin artikel:
”Dette er værd at huske på i dag, hvor mødet mellem kristne og muslimer – eller måske netop det ikke-møde, der meget ofte finder sted i den offentlige debat – indimellem får bølgerne til at gå højt. I den mellemmenneskelige og interreligiøse samtale i dag gælder det på samme måde, at man skal gå til »kilderne«; men hvor Luther netop ikke mødte en muslim, der har vi i dag rig mulighed for at gøre det. Dette gælder så meget mere, fordi religionsforskere i dag ikke længere mener, at religionens betydning ligger isoleret i teksterne, men lever i den enkeltes personlige og eksistentielle tolkning af disse. Vil vi vide, hvad islam er i dag, må vi gå til en praktiserende muslim – et argument, der også gælder kristne i deres forhold til Biblen”.
Altså, Rønne, du må meget undskylde, men hvis du giver religionsforskerne ret i, at religionens betydning ikke mere ligger isoleret i teksterne, men lever i den enkeltes personlige og eksistentielle tolkning af disse, så har Luthers krav om adgang til kilderne alligevel ikke noget at sige, så er det de nulevende (eller dalevende) muslimers tro på islam som fredens religion, vi skal lade gælde for god videnskab. Det vil sige: Rønne fratager med disse ord Luther den betydning, som han lige havde tillagt ham.
Det er en højst besynderlig tankegang, man fristes til at sige en højst selvmodsigende tankegang. Men ak, det er hørt før. Jeg har en del gange her på bloggen bebrejdet Mikael Rothstein, at han pure nægte, at der er nogen ”essens” i islam, nej, man har kun den enkelte muslims tolkning at holde sig til. Og jeg har i sin tid været ude med riven efter Martin Laustsen, fordi han i sin bog ”Tyrkerfrygt” påstod, at teologer på Luthers tid og teologer i dag er grebet af dyb mistro til islam, se her. Dengang kunne jeg henvise til Thomas Hoffmanns indvending imod Laustsens ”tyrkerfrygt”, at frygten for tyrkerne da ikke var helt ude i skoven, der var faktisk fugls føde på den, for ”Det Osmanniske Riges aggressive erobring nordpå gjorde, at Luther også skrev på en realpolitisk baggrund”. I dag kan jeg overfor Michael Rønne henvise til det samme. Den osmanniske hær angreb uden grund Ungarn i 1526, slog og dræbte den ungarske hær, udelukkende som en følge af den ordre fra koranen om med magt at underlægge sig alle andre folk. At osmannerne virkelig, som koranen giver dem lov til, betragter sig som bedre og mere gudvelbehagelige mennesker end andre folkeslag, viser sig også i den kendsgerning, at de ved alle deres grænser driver slavejagt på nabofolkenes indbyggere.
Luther har i sin hærprædiken mod tyrkerne, se her, beskrevet denne slavejagt således: Indbyggerne kan lige så godt lade sig slå ihjel i kampen mod slavejægerne:
”For hvis du tror, at du skal beholde livet for dine spædbørns skyld, så tager du fejl, fordi du har hørt, at tyrkerne gennemborer, ituhakker og spidder sådanne småbørn og hvad de iøvrigt ikke kan tage med sig, så at du dog hverken kan hjælpe eller redde dem, men kun kommer til at se en så meget større jammer og elendighed derved”.
Indenfor de muslimske riger var slavehold tilladt, men eftersom det blev betragtet som en gudvelbehagelig gerning at frigive slaver, opstod der nemt mangel på slaver. Derfor har muslimske slavejægere fra første færd angrebet de vantros nabolandsbyer for at tage indbyggerne som slaver.
Så altså, Luther har ikke mødt nogen muslim, nej. Men han har så sandelig været i stand til meget klart at sammenholde koranens udsagn med de kendsgerninger, han har set: de muslimske slavejagter og de muslimske angreb.
Men ikke blot det. Han har også været i stand til at sammenholde koranens ægteskabsforståelse med både den katolske og den lutherske. Denne sidste svarer til vores ideale forståelse, desværre ikke så meget til den praktiske forståelse.
I koranen opstiller Muhammed en afgørende forskel mellem mænd og kvinder. Og denne forskel, hvor mændene er dem, der bestemmer i ægteskaberne, kommer til udtryk i koranens lovbestemmelser. En mand må have fire koner, en kvinde kun én mand. En mand kan let opnå skilsmisse, en kvinde meget vanskeligt. En mand må slå sin kone, hvis hun ikke adlyder, en kvinde naturligvis ikke sin mand. Altsammen ret dagligdags forordninger, som kan genfindes hos muslimer i de muslimske lande og hos muslimer hos os. Så at sige, at det i vore dage ikke har noget at sige, hvad der står i koranen, det er kun de enkelte muslimers tolkning af koranen, der betyder noget, det er ikke god videnskab, for det er direkte forkert. Når der i koranen står højst 4 koner pr mand, så kan tallet 4 ikke tolkes efter forgodtbefindende.
Jeg har i dette blogindlæg omtalt Luthers syn på ægtestanden hos lutheranerne, hos papisterne og hos muslimerne. Her citerer jeg Luther for denne sammenligning:
”Og se, hvordan den grove djævel dèr og den subtile djævel her har drevet sit spil med ægtestanden. Den grove uhumske Muhammed tager alle kvinder og har dog ingen kone. Den kyske pave tager ingen kone og har dog alle kvinder. Er dette ikke sælsomme ting? Den, der ikke har nogen kone, han har alle kvinder. Og den, der har alle kvinder, har ingen kone. Hvordan går det til? Den uforskammede, uhumske Muhammed giver sig ikke ud for at være kysk, tager, som en horejæger, lige så mange, han vil. Derfor har han ingen ægtehustru, og kan heller ikke have nogen ægtehustru. Og således er han uden kone og ikke i nogen ægtestand. Den liljehvide, kyske, blufærdige, tugtige, hellige fader paven, det sarte jomfruskab, opretholder et skin af kyskhed og vil heller ikke tage nogen ægtehustru med Gud og æren. Men hvor mange kvinder han ellers tager, ikke alene horer, men også ægtehustruer og jomfruer, det kan man se på hans kardinaldømmer, bispedømmer, stifter, kurtisaner, klostre, præster, prædikanter, kapellaner, skolemestre og hele korpusset, foruden hvad der er af de utallige laster, som man ikke bør nævne”. Se her.
Og ærlig talt, mig forekommer denne sammenstilling af de to andre trosretningers ægteskabsforståelse ganske oplysende, ja, såmænd oplysende for vor tid og vor kristne ægteskabsforståelse også.
Og tilsvarende forekommer mig Michael Rønne Rasmussens forsøg på at undgå at sige noget negativt om vore muslimske landsmænd temmelig uvidenskabeligt. Udover, naturligvis, at det er dumt. For skal vi på sigt leve sammen med disse landsmænd, skal de så ikke være deres religion bekendt – inklusive de mindre heldige ting – ligesom vi skal vedgå vores?
ricardtriis 