Der er stadigvæk et spørgsmål, der kører rundt i hovedet på mig. Det er spørgsmålet om en eventuel modsætning mellem os almindelige kristne med vores kristne overbevisning og de historieforskere, der bruger den historisk-kritiske videnskab for at blive klar over, hvad der skete dengang.
Det er lidt svært for mig at finde ud af, hvad Ibn Warraq egentlig mener om den sag. Så jeg tog mig for at læse en afhandling af den filosof, han synes at være meget afhængig af, Van Harvey, en afhandling, de hedder ”Skeptifying Belief”, og kan ses her. Og det irriterende ved den afhandling er, at der tilsyneladende ikke bliver plads til mig, til den overbevisning, jeg er nået frem til, eller til den løsning, jeg mener der er på problemet med mirakler i Det ny Testamente.
For Harvey mener det tilsyneladende nødvendigt at tage et opgør med kristne i USA, kristne, om hvem jeg ikke véd, hvordan de ser på sagen. Forholder det sig virkelig sådan, som han siger i begyndelsen af sit essay, at ”blot det at rejse historisk-kritiske spørgsmål naturligvis truer de jøder og kristne, der tror, at bibelen er guddommelig inspireret og derfor ufejlbarlig i historisk henseende”?
Nuvel, senere kalde han de kristne, han opponerer imod, for fundamentalister:
”Kristne fundamentalister gør den historiske undersøgelse umulig, fordi de påstår på forhånd at vide, hvad en hvilken som helst historisk undersøgelse vil nå frem til. De forhindrer alle de spørgsmål, som den kritiske historiker søger at besvare: Hvordan skal man opfatte påstanden om mosebøgernes flere forfattere? Hvor mange af de breve, som påstås skrevet af Paulus, er virkelig skrevet af ham? Var der en mundtlig tradition som ligger til grund for de tre første evangelier? Anså Jesus sig selv for at være Messias? Talte de, der først troede på Jesu opstandelse, om en tom grav?”
Det, han skriver lidt senere, gør det ikke nemmere at finde ud af, hvad han mener. For han indrømmer, at ikke alle kristne er fundamentalister, men mener dog, at flertallet af dem er overbevist om, at det, der fortælles om Jesus, er sandt, bortset måske fra de mest mærkelige mirakel-historier.
Man spørger sig selv, om manden da ikke kan forstå, at spørgsmålet ikke er, om det er foregået nøjagtigt som beskrevet, men om det budskab, disse fortællinger vil viderebringe til os, er værd at høre på. Hvad vil fortælleren med dem? Hvordan kan det komme os ved, om Jesus foretog eller ikke foretog et under ved den og den lejlighed?
Så siger han lidt om de forskellige historikeres forudsætninger:
”Kristne historikere har simpelthen andre forudsætninger end ikke-troende historikere. De tror på muligheden af overnaturlig indgriben, hvorimod den historisk-kritiske metode hviler på den forudsætning, at man tvivler på denne mulighed”.
Nå, til sidst lyder det, som om han alligevel har forstået noget af, hvad det drejer sig om. Han hævder, at kritisk tænkning i almindelighed og i særdeleshed, hvad angår religiøse skrifter, er én af vesterlandets store intellektuelle landvindinger. ”Det er ikke en tekstudlægning grundet på mistanke til teksterne og bedrevet ud fra fjendskab imod religion, nej, den har som markør det skriftsted, der hedder: Og I skal kende sandheden og sandheden skal frigøre jer”.
Det sidste, skriftstedet, er taget fra Joh 8,32, men det fortæller Harvey os ikke, så det må vi selv finde ud af. Men ak, var det det eneste, der var at bebrejde ham. Min fornemmelse er, at Harvey ikke har forstået ret meget af, hvad en myte er, og ikke er i stand til at tolke kristne udsagn som myter.
En myte er et udsagn om noget ubevisligt, og den har to sider, en objektiv side og en subjektiv side. Hvad den objektive side angår, er påstanden som sagt ubevislig. Det er en blot og bar trospåstand, at Gud har skabt verden, og at Jesus er opstået fra de døde. Men disse påstande har en subjektiv side, og den er afgørende for, om et menneske fæster lid til påstanden. Den første påstand tænkes at få mennesker til at leve ud fra den forudsætning, at livet er godt. Og den anden påstand tænkes at blive imødekommet ved at lade kærlighed og tillid sejre over lovholdning og selvretfærdiggørelse. I begge tilfælde er dette at fæste lid til påstanden på en lidt mærkelig måde egentlig ikke noget, man beslutter sig til, men noget, man tilslutter sig, fordi man opdager, at man allerede i forvejen lever ud fra disse grundsætninger.
Nu er det jo sandt nok, at vi moderne mennesker ikke tænker i myter. En myte i vort vokabular betyder nærmest en løgnagtig påstand. Men hvis vi nu skal være historiske, hvis vi oven i købet skal være historisk-kritiske, så må vi jo dog anerkende, at fortidens mennesker i meget høj grad tænkte mytisk og udtrykte sig ved hjælp af myter. Men det er da også sandt, at mytens påstande meget tidligt i kirkehistorien blev sammenblandet med de ”videnskabelige” påstande. Augustin mente således, at den ændring med mennesket, der fandt sted ved syndefaldet – altså det syndefald, bibelen beretter om – havde en legemlig indvirkning på mennesket; på den måde at forstå, at Augustin mente, at fordi vore drifter, inklusive kønsdriften, var syndige, derfor måtte det barn, der blev født i kraft af denne syndige drift, fødes som en synder. Før syndefaldet, fortæller Augustin, kunne Adam bevæge sit lem med vilje, og hvis Adam og Eva havde haft samleje, ville det være uden den forfærdelige brynde, altså uden orgasme.
Det er klart, at en sådan opfattelse skal vi ikke overføre til vore dage, og det er udmærket, at vor videnskab forhindrer os i det. Men vi skal på den anden side gøre os klart, at fortidens mennesker, herunder vor kirkefader himself, Luther, var bundet af denne opfattelse.
Det gælder i det hele taget, hvis vi vil optræde som kritiske historikere, at vi må prøve at forstå fortidens mennesker ud fra de kriterier, de selv levede efter, og det må vi gøre, uden selv at falde for de – måske falske, måske sande – opfattelser, de havde.
Hvis vi således vil forstå Det ny Testamentes mennesker, må vi gøre os klart, at de i den første kirkes tid levede i en slags ekstase, en slags rus, besat af den tankegang, at verdens ende var nær, og at de måske/måske ikke døde inden Jesu genkomst.
Mange af de historier, som de synoptiske evangelier indeholder, kan tænkes at være blevet til i denne ekstatiske menighed.
Lad os bare tænke os, at Jesus har kunne uddrive onde ånder. Eksorcisme er jo noget, man har kendt til i visse dele af kirkens historie, og det er efter sigende noget, kirken på Madagascar også kender til. Og den ekstatiske menighed har så udvidet hans evner som ekscorsist til det rent ud overnaturlige. Men de har gjort det for at få en god historie ud af det, ”en god historie”, dvs., en historie, der kan være med til at opbygge deres menighed.
Et eksempel kan være historien om den kanaanæiske kvinde, Matt 15,21-28. Det er jo alligevel meget, at Jesus således kan foretaget et fjernunder. For kvinden får sin datter helbredt, uden at datteren tilsyneladende er til stede. Det kommer tydeligere frem i Mark 7,24-30. Og man kan sagtens stille det spørgsmål, om det virkelig har kunne foregå på den måde. Og vi kan gerne for min skyld sige, at det er denne ekstatiske menighed, der har ”opfundet” historien. Men vi skal ikke af den grund glemme den opbyggelighed, der ligger i historien: den, nemlig, at også ikke-jøder havde Jesu kærlighed.
Det samme ser vi i fortællingen om høvedsmandens søn, Matt 8,5-13, her er endda hedningens tro fremhævet endnu stærkere. Også i Luk 7,1-10 forekommer den samme forundring hos Jesus over en hednings stærke tro. Og det er da givetvis derfor, disse to menigheder har taget denne fortælling med i deres samling. De har vel selv været forundret over, hvordan hedninger tog imod ordet, måske oven i købet med større iver end jøderne.
Johannesevangeliet giver denne fortælling en lidt anden drejning, Joh 4,47-53. Her er det Jesus, der selv får ideen med et fjernunder. Og det forunderlige er, at embedsmanden stoler på hans ord om at gå hjem, hans søn lever. Han går virkelig hjem. Men en vis dobbeltbetydning tillægger evangelisten dette med at komme til tro, for han slutter med at fortælle, at ”han og hele hans husstand kom til tro”.
Og det er måske johannesevangeliet, vi skal gå til for at få en mere gennemtænkt opfattelse af miraklerne.
Dette evangelium er blevet til ret sent, først omkring år 90, men evangelisten broderer glad og gerne videre på de underberetninger, som han kender fra de andre evangelier, og det på trods af, at man med en vis ret kan regne johannesevangelisten for et øjenvidne, selv om man naturligvis skal forstå begrebet ”øjenvidne” ud fra den tids forestillinger og ikke ud fra vore.
Men det samme er jo tilfældet med de allerførste kristne, som jo – hvis vi som moderne historikere fjerner enhver forestilling om et under – både har ”opfundet” fortællingen om Jesu opstandelse og de mange underberetninger: de er i lige så høj grad øjenvidner som Johannes.
Men netop derfor kan Johannes være os en hjælp til at forstå underberetningerne. For han tager jo en række af dem frem i sit evangelium og lade dem følge af en af ham opfundet samtale mellem jøderne og Jesus. Han begynder således kapitel 6 med at fortælle om bespisningen i ørkenen og Jesu vandring på søen. Men inden vi farer løs med vor moderne kritik – han er altså lige så tosset som de andre evangelister – skal vi lige lytte til det, han skriver efterfølgende. Og her lader han Jesu samtale med jøderne lede op til Jesu påstand om, at det er ham, der er livets brød, vers 35 – og altså ikke Moses’ manna-bespisning. Og han lader Jesu påstande fuldende på denne måde:
”Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn. De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv. Men der er nogle af jer, som ikke tror.« For Jesus vidste fra begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem det var, der skulle forråde ham. Og han sagde: »Det var derfor, jeg sagde til jer, at ingen kan komme til mig, hvis ikke det er givet ham af Faderen«.” (Vers 63-65)
Og på den måde blive dette kapitel ét af de steder, hvor han afbilder det dobbelte ved Jesu mirakler: de bevirker, at mennesker kommer til at tro på, at han har forbindelse med Gud, men disse mirakler virker ikke automatisk, menneskets selv må tage stilling, må forstå og gå ind for de ord, Jesus taler.
Den samme problematik ser man hos synoptikerne. Gang på gang siger Jesus, at mennesker ikke vil tro, hvis de ikke får tegn og undere at se. Og gang på gang foretager Jesus alligevel et under, der får folk til at tro. Denne dobbelthed ved åndens virken finpudser Johannes her i kapitel 6. Ånden gør levende, javist, men ikke alle gribes ved åndens hjælp af Jesu ord.
Den samme modsigelsesfyldte virkemåde ses andre steder i evangeliet, f.eks. i kapitel 9 ved helbredelsen af den blindfødte. Her stilles jøderne overfor et umiskendeligt mirakel, som bevidnes ikke blot af den blindfødte selv, men også af hans forældre. Alligevel siger de til ham, at han er født i synd (vers 34) og udelukker ham af synagogen.
Et lignende uafviseligt mirakel ses i kapitel 11. Her opvækker Jesus Lazarus. Og han har ved at tøve med at komme, da han hører, at Lazarus er syg, sørget for, at det er sandt, hvad Martha siger: at Lazarus har været død så længe, at hans lig er begyndt at stinke, vers 39. Og så er jo enhver forestilling om, at Lazarus blot har været skindød, udelukket. (Altså udelukket af Johannesvangelisten, ikke af de virkelige forhold dengang; dette siges til beroligelse for Van Harvey).
Men ifølge samme evangelium er det netop dette under, der bevirker, at de ledende jøder beslutter at få Jesus slået ihjel, vers 53. Og derved understreger Johannes Lukas’ påstand i fortællingen om den rige mand og Lazarus, hvor Lukas lader Jesus fortælle, at Abraham på den rige mands påstand om, at hans brødre ville lade sig omvende, hvis der kom én til dem fra de døde, sagde, at ”Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” Luk 16,31.
Men alt dette vil sige, at hvis vi godtager de første kristnes store entusiasme, godtager deres anderledes måde at se på deres samvær med Jesus på, godtager, at de er ret umulige at bruge som vidner til at besvare vor tids allestedsnærværende spørgsmål: ”wie es wirklich geschehen ist”, så får vi et indblik i det, de betragter som det store under: at nogen overhovedet kommer til tro. Det er ikke noget, der påtvinges mennesker udefra, det er noget, mennesket selv må forstå. Men det er på den anden side ikke noget, man kan beslutte sig til, det er noget, der ikke kommer i stand ved en aktion, men ved en reaktion.
Det er det problem, jeg på baggrund af Løgstrups fænomenologiske overvejelser har prøvet at løse med min sprogspilsteori.
Men det er også det problem, der viser sig i al sin mystiske uforståelighed i Paulus’ omvendelse. Vel er det sandt, at både Lukas i Apg 9,1-9 og Paulus selv i Gal 1,10-16 og i 1 Kor 15,8-11 udstyrer omvendelsen med diverse overnaturlige indspark – Paulus’ påstand om på linje med de andre apostle at have set Herren sætter jo unægtelig deres opstandelsesberetninger i et lidt misligt lys, for ikke sandt, Paulus’ så først Jesus lang tid efter den beretning, Lukas har om Kristi Himmelfart – men i Fil 3,6, hvor han kalder sig selv, før han blev kristen, for en ”ivrig forfølger af kirken”, er det mere sin personlige omvendelse, han skildrer, hvor han fra at lægge vægt på at være noget i de andre jøders og i sine egne øjne når frem til glæden ved at kende Kristus, ”for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!”
Og naturligvis, når man tilstrækkelig mange gange har hørt om disse ting, så er det efterhånden noget, der bare er sådan. Selvfølgelig blev Paulus omvendt, selvfølgelig gik han i Jesu fodspor, selvfølgelig faldt han for det, de af ham forfulgte kristne fortalte om Jesus. Det har vi hørt til bevidstløshed, hvad særligt er der ved det?
Der er det særlige ved det, at det er deri, de mange mirakler i og omkring Jesus finder deres forklaring. Hvis vi vel at mærke tør lade Paulus’ omvendelse være et mirakel.
Mirakel? Hvordan det?
Ja, utrolig mange andre historiske begivenheder forklarer vi ud fra menneskets selvopholdelsesdrift. Men her har vi med et menneske at gøre, der selv, frivilligt og ud fra noget, han mener at have forstået, går over fra en stilling i samfundet som forfølger til en stilling som forfulgt. Hvordan kan det forklares? Hvad er det for en drift, der sådan vender op og ned på alting? Hvordan kan han pludselig komme til at blive helt ligeglad med sin egen skæbne?
Og ja, det er den samme uforklarlige omvæltning, der skete med de første disciple, da de forkyndte, at den af jøderne henrettede Jesus var opstået fra de døde. De måtte da være klar over, at de dermed udsatte sig for selv at blive henrettet, for med den forkyndelse påstod de jo, at dommen over Jesus var et justitsmord; og de kan vel ikke have troet, at jøderne ville sidde en sådan påstand overhørig.
Det er gåden ved det første århundredes kristendom. Og den gåde kalder på guddommelig indgriben. Eller, mere præcist, denne gåde forklarer, hvad guddommelig indgriben er for noget, hvad den går ud på, hvor den finder sted.
Lad os sige, at disse mennesker er blevet overbevist af Jesu ord fra Luk 9,25 om, at ”hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?” De er kommet til at se det som et ideal at være et helstøbt menneske frem for noget. Men hvorfor skulle det være et ideal? Ville det ikke være klogere at synge med de fugle, man er iblandt, noget, som dog ellers gælder for god latin?
Eller lad os sige, at de faldt for hans ord til ypperstepræstens tjener, der havde slået ham: ”Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?« Joh 18,23. Det er i høj grad udtryk for noget, der er nærmest uforståeligt, hvis ikke man godkender, at denne overbevisning kom ind i disse menneskers hjerne som alle andre ord: gennem luften, ind ad øret, men blev forstået og accepteret og senere levet efter i kraft af åndens umiddelbare virken og stadige virken sidenhen.
Der skete faktisk noget af verdenshistorisk betydning dengang i det første århundrede. Den bundethed, som historikeren har til idealet om at søge sandheden, stammer fra disse mirakeltroende mennesker. Dette, at vi ser det som et ideal at tale sandt helt igennem, og ikke lade vor tale afhænge af trusler eller mistillid, men helt og holdent stoler på de andre videnskabsfolk, når de fremlægger deres beviser, er noget, den tids martyrer har bragt til verden og som er blevet ført op til vore dage ad forskellige, ret indviklede kanaler.
Lad mig illustrere det med en bid af Klemens Kappels gamle artikel, gengivet her:
”Denne enorme fælles indsats, der ydes i forsøget på at give en rationel forklaring på, hvordan verden hænger sammen, holdes sammen af bånd af tillid til, at det, de andre finder ud af, er korrekt og til at stole på, også selvom man ikke selv har mulighed for at gå det efter. Når og kun når disse bånd af tillid er tilstede, så kan man vide meget i kraft af, at andre har undersøgt sagerne nøje og transmitteret noget af deres viden til os”.
Disse bånd af tillid er ikke kommet af sig selv. De er opstået i vor historie, fordi der har været personer, der ud fra idealet ”Jesus” har holdt fast ved sandheden, uanset at det var farligt og kunne koste dem livet. Det er den måde, Gud griber ind i verdens gang på. For at sådanne bånd forefindes, og at de gør deres virkning i retning af at opnå en sand historieopfattelse, det skyldes denne dobbelthed af på den ene side menneskelig kunnen og anstrengelse, på den anden den guddommelige ånds virke.
Det prøvede de tre første evangelister at tydeliggøre med deres dobbelte forestilling om virkningen af Jesu mirakler, og det greb johannesevangelisten fat i og tolkede på sin egen måde.
Nu er det så op til os at tolke det ud fra vor tids opfattelse af, hvad historisk sandhedssøgen er. Men det kan vi altså ikke gøre, hvis vi fuldstændig ”glemmer” al tale om åndelig indvirkning.
Og hvad angår Van Harvey, så er det én ting for historieforskere at have det ideal ikke at tro på mirakler, noget andet, der bestemt ikke er et ideal, er at undlade at få øje på det, som alle disse mirakelfortællinger kom til at sige den tids mennesker, og som de vel so oder so også vil sige os, blandt andet, fordi det er derfra, vi har vores videnskabelige frimodighed.
ricardtriis 