Kan en muslim opfatte sig selv som et ærligt menneske, når han påstår, at islam betyder fred? Kan en muslim med en elementær uddannelse i muslimsk ret med fuld overbevisning se bort fra alle de koran-ord, der opfordrer til vold? Kan han virkelig selv tro på det, han siger: at islam igennem alle sine 1400 år har været fredens beskytter?
Det er ikke til at vide. Men den tanke, at islam er en fredsreligion er det lykkedes muslimske landes organisation OIC at bibringe FN, så der nu i FN-regi er dannet en ny betydning af ordet ”islamofobi”. Nu er ifølge den nye definition islamofobi lig med ”frygt, fordomme og had mod muslimer, chikane, krænkende sprogbrug, tilskyndelse til intimidering af muslimer og ikke-muslimer”. Og det betyder, fortæller Thomas Hoffmann i Weekendavisen den 10-2, se her, at man kan ”konkludere, at det er islamofobi at hævde, at terrorangrebet 11. september var udført af muslimer og havde islam som motiverende og legitimerende faktor”.
Hvordan dog det?
Jo, forklarer Hoffmann, ”islamofobiens patologiserende billedsprog fortsætter på FN’s hjemmeside. Islamofobiens ”epidemi af had” forklares med henvisning til 11. september 2001 og ”andre forfærdelige angreb, som angiveligt er udført i islams navn”. Ordet ”angiveligt” afslører, at man i FN ikke mener, dette angreb havde noget med islam at gøre, og at det derfor er udtryk for had imod islam at hævde noget sådant.
Så er vist al almindelig sund fornuft plus al almindelig historievidenskab sat på porten.
Robert Spencer har på PJ-media, se her, en udmærket artikel, hvor han angriber FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, for den tale, han holdt i anledning af den ”Anti-islamofobi-dag”, som FN afholdt her den 15. marts.
Spencer giver i artiklen et link, nemlig dette, til Guterres’ tale. Men jeg advarer. Det er horribel læsning. At FN’s generalsekretær, det menneske, der skal repræsentere os alle, kan være så fuld af løgn, det er næsten utroligt. Jeg vil derfor her nøjes med at tage de unøjagtigheder – for nu at bruge et pænt ord – frem, som Robert Spencer nævner.
Spencer omtaler første del af talen ved at sige, at Guterres roste islams mangefacetterede skønhed, som har befrugtet den menneskelige ånd nu igennem fjorten hundrede år. Og så spørger Spencer: Hvornår laver man en FN-dag til at bekæmpe dem, der hader kristendommen? Eller jødedommen? Eller hinduisme eller buddhisme? Og han svarer selv: Lad være med at stille den slags spørgsmål, din islamofob!
Så refererer Spencer Guterres lidt videre: ”Guterres dykkede så på hovedet ned i en verden af fantasier og ønsketænkning, idet han sagde: ”I mere end et årtusinde, har islams budskab om fred, medlidenhed og nåde inspireret mennesker over hele kloden. Ordet ”Islam” stammer fra dette ord – salam/fred”.”
Men med denne sproglige påstand er Guterres kommet til den rette. Spencer skriver i fortsættelse af ovenstående:
”Fred? Nå ja. Ordet ”islam” stammer ganske rigtigt fra det samme grundord som ordet for ”fred”, men ”islam” betyder ikke ”fred”, som man ofte påstår; det betyder ”underkastelse”, og selv om nogle ville kunne argumentere for, at den fuldkomne fred opstår, når man underkaster sig Gud, så er det ikke alt, hvad det betyder indenfor islam. Islam betyder muslimens underkastelse under Allah, men også ikke-muslimens under muslimen, kvindens under manden. I islam er underkastelse det ordnende princip i så at sige alle forhold”.
Og ikke sandt, das ist was andres!
Spencer fortsætter:
”Befalingen om at tvinge de vantro til at underkaste sig de troende, og at gøre det med vold, bliver tindrende klar i adskillige passager i koranen, se 2:190-193, 4:89, 8:39, 9:5, 9:29, 9:73, 9:123, og 47:4, for blot at nævne nogle få”.
Jeg tillader mig at nøjes med sura 47,4: ”Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning eller på løskøbelse bagefter! Sådan er det. Hvis Gud ville, havde Han besejret dem; men Han ville sætte nogle af jer på prøve gennem andre. De, der bliver dræbt for Guds sag, deres handlinger vil Han ikke lade gå tabt”.
Men her er det koran-tolkningen, der bliver rettet op på. Det samme sker med historieskrivningen. Spencer fortsætter:
”Det er også en konstant i islamisk historie med krig, sådan som min bog ”The Histori of Jihad” demonstrerer det i detaljer. Lige siden islam begyndte, har Allahs krigere ført krig imod de vantro fra alle religioner og også imod dem uden religion overhovedet, og har besejret og islamiseret utallige lande i den proces. I de fjorten århundreder, hvor det, som Guterres kalder ”islams budskab om fred” blev udbredt, har der ikke været ét århundrede som var uberørt af islams krig mod ikke-muslimer, og der har ikke været nogen islamisk sekt eller retsskole som nogensinde har givet afkald på denne befaling om jihad imod de ikke-troende”.
Spencer véd godt, at ingen indenfor FN-systemet tror på disse kendsgerninger. Men han tillader sig at hævde, at når der i det hele taget opstår islamofobi, skyldes det ikke racisme eller fordomme, nej, det skyldes, at nogenlunde rationelle mennesker ikke bryder sig om islam på grund af denne jihad-ordre og denne mission om at tvinge ikke-troende til underkastelse, noget, der gælder den dag i dag. Og han tillader sig at give FN det gode råd, hvis de virkelig ville bekæmpe islamofobi, at organisationen skulle bruge sine kræfter på at overbevise muslimske ledere om at gå ind for den tanke, at muslimer og ikke-muslimer skulle bo som ligestillede i fred med hinanden, uden at muslimerne prøvede at få dominans over ikke-muslimerne. Hvis det skete, og hvis den tanke blev accepteret af et flertal af muslimer verden over, så ville ”islamofobien” begynde at aftage.
Så bliver Guterres igen taget i skole af Robert Spencer. Og jeg må indrømme, det bekommer mig yderst vel, at nogen tager sig for at tilbagevise hans løgne. Ikke fordi jeg hader islam, ikke fordi jeg vil være hoverende, men fordi jeg godt kan lide sandhed, også sandheden om koranen og dens budskab.
Guterres har i sin tale fremhævet Sura 9,6: ”Hvis en af dem, der sætter andre ved Guds side, søger beskyttelse hos dig, så giv ham beskyttelse, så han kan høre Guds ord! Og lad ham derpå nå frem til et sted, hvor han er i sikkerhed! For de er folk, der ikke har viden”. Og ikke sandt, det lyder jo skønt. Så må da alle bliver overbevist om, at islam er en religion med et fredsbudskab!
Åh nej, ikke Spencer. Han tillader sig at ønske for Guterres, at han havde læst verset i sammenhæng med det foregående vers, hvor det hedder: ”Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig”.
I den forbindelse nævner Spencer også sura 9,29: ”Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!”
Altså, hvor er han fræk, denne Robert Spencer. Tænk, at forhindre de kære muslimer og deres eftersnakkere i at fremstille islam som fredens religion! Ville det ikke være skønt, om alle blev grebet af overbevisningen om islam som fredelig?
Absolut, jo. Men det er jo rigtigt, hvad han siger, at det først og fremmest er muslimerne selv, der skal ud på den enorme opgave at forvandle deres krigsreligion til en fredsreligion.
Nå, vi tager lidt de sidste to koransteder med, som Spencer anbefaler Guterres at læse: Sura 9,73: ”Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt!” Og sura 9,123: ”I, der tror! Bekæmp dem af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse! I skal vide, at Gud er med de gudfrygtige!”
Nuvel, måske er det ikke Guterres’ tanker og udtalelser, der er det værste, i hvert fald ikke det mest gådefulde. For han har naturligvis disse tanker om islam som fredens religion fra muslimerne selv. Og i betragtning af, at koranen efter så at sige alle muslimers opfattelse er Guds eget ord, kan man undre sig over, hvordan de dog kan se bort fra alle de ord i koranen, som Spencer her citerer.
Jeg vil nok senere kommer mere ind på dette mysterium.
Men lad mig slutte dette indlæg med en foreløbig lidt løs teori, gående ud på, at den diskussionslyst og diskussionskultur, som vi vesterlændinge er oplært i, og som vi finder naturlig, ikke på samme måde er naturlig og selvfølgelig for muslimerne. De lytter i en normal samtale ikke efter argumenter, men efter autoritet. De retter sig ikke efter det gode argument, modstanderen kommer med, men efter den over- eller underordning, de konstaterer hos ham. Og hvis det er tilfældet – og det er det vistnok – så er jo desværre vi ikke-muslimer på forhånd sat på porten, for vi er underordnet muslimerne. Det vil sige, at alle vore argumenter, om vi så finder dem nok så indlysende, og om vi så kan citerer koranen nok så mange gange, og om vi så får dem fremført på en, synes vi selv, yderst overbevisende måde, ikke betyder en disse for muslimen. Han lytter efter vores autoritet, og da vi er ikke-muslimer, har vi ikke nogen autoritet overfor en muslim, og så kan han roligt lade vore fint udformede argumenter gå ind ad det ene øre og ud af det andet.
Når dertil kommer, at han af sine forældre og af sine imamer opfordres til at se ned på os vesterlændinge og til at opfatte os nærmest som fjender, i hvert fald fjender af islam – det er jo blandt andet det, der får ham til at godkende begrebet ”islamofobi” – så er enhver normal diskussion, altså det, som vi opfatter som en normal diskussion, udelukket med en sådan muslim.
ricardtriis 