Som man måske har opdaget, er det blevet noget af en besættelse for mig at finde ud af, hvordan muslimer kan få sig selv til at mistolke koranen i den grad, at de overser eller bortforklarer de mange voldsopfordringer, der findes i koranen.
Jeg prøvede således i mit forrige indlæg at operere med den tanke, at den troende muslim er nødt til at se på os vesterlændinge som fjender, ellers kan han ikke opretholde sin falske opfattelse af koranen.
Sjovt nok er det noget, jeg har lært af Putin. Han får sine mange løgne til at glide ned ved hele tiden at understrege Vestens ønske om at bekrige Rusland. Det har ganske vist ikke noget på sig, men dels afleder det opmærksomheden fra løgnen – en sand russer vil da være med til at forsvare sig land imod det slemme USA – og dels danner det baggrund for hele hans narrativ: han har brug for en fjende, og da han ikke har nogen i den virkelige verden, for vi i Vesten er alt for eftergivende overfor ham – eller ”var” – danner han et narrativ om os som hans fjender. Og så sluger folk gladelig hans løgne.
Det samme kan iagttages med islam.
Vi er i Vesten åh så forstående overfor islam og muslimer. Så det er lidt svært sådan uden videre at betragte os som fjender. Derfor må der nogle få kunstgreb til. Og det sluger muslimerne gerne. For når de i den virkelige verden synes at være undermålere i forhold til Vesten – både i deres egne og i Vestens øjne – er det rart at kunne hengive sig til en tænkt verden, hvor Allah giver dem topkarakter og betragter os vesterlændinge som fjender, der med magt engang før eller siden skal tvinges til at antage islam.
Og jo bedre de efterfølger de islamiske krav, des bedre føler de sig overfor os vantro vesterlændinge. Men da de samtidig godt kan se, at vore samfund ikke er så værst endda, finder de på en række ting, de kan anklage os for, heriblandt først og fremmest det, at vi ikke anerkender deres religion og deres religiøse praksis.
Ibn Warraq opregner i sin sjette afdeling, se her, en række punkter, som præger de vestlige islamforskere, så de ikke siger sandheden om islam. Som sidste punkt anfører han noget, han kalder ”Edward Saids intellektuelle terrorisme”. Det forklarer han umiddelbart derefter på denne måde: ”Said lærte ikke blot en hel generation af arabere selvmedlidenhedens vidunderlige kunst, han satte også frygt i intimiderede vestlige universiteter og i endnu svagere, altid venstreorienterede, intellektuelle, så de accepterede, at en hvilken som helst kritik af islam måtte ophører, for den var ”orientalisme” og derfor ugyldig”.
En lidt mere udførlig gennemgang af Ibn Warraqs kritik af Edward Said kan ses i ét af mine indlæg, nemlig dette. Her findes der også et link til en længere artikel af Ibn Warraq med samme emne: Kritik af Edward Saids bog ”Orientalism”. Men i denne omgang nøjes jeg med den omtale af Said, der findes i ovenfor omtalte afdeling seks af hans serie. Her skriver han:
”Said skrev en polemisk bog ”Orientalisme” (1978), hvis ondartede indflydelse stadig gør sig gældende i alle afdelinger af islamiske studier, for dèr er enhver kritisk diskussion af islam udelukket på forhånd. I Saids øjne er orientalister involveret i en ond sammensværgelse for at nedsable islam, for at holde muslimerne nede i en tilstand af stadig undertrykkelse, og er derfor en trussel mod islams fremtid. Disse orientalister søger at lære noget om de orientalske befolkninger udelukkende for at kunne dominere dem; de fleste af dem tjener imperialismens formål”.
Disse onde ”orientalister” er altså vestlige videnskabsfolk, der undersøger, hvilken rolle islam spiller i de orientalske folks bevidsthed og tradition. Men som man kan forstå, løber han åbne døre ind: vi stræber i forvejen efter at være gode ved muslimerne, så de kan føle sig veltilpas i vore lande og ikke kan anklage os for ”islamofobi”. Når så Said gør netop det alligevel, bliver vi endnu mere bløde i knæene og vil gøre endnu mere for at gøre muslimerne tilpas. Det vil sige: så vil vi gøre endnu mere for at undlade at pege på de for en muslim ubehagelige sandheder om islams historie og om islams grundskrift.
Altså: de anfægtelser, som en koran-læsende muslim ville kunne få, stillet overfor de mange voldsopfordringer i koranen, forvandles af Said til fristelser til at deltage i fjendens angreb – fjenden, det er os vesterlændinge. Man ville vel nok kunne gøre det, som jo også så at sige alle muslimer har gjort indtil 1683, nemlig drage den konklusion, at eftersom det er den almægtige Allah selv, der har givet muslimerne befaling til at underlægge sig alle andre folkeslag med vold, så er det helt i overensstemmelse med denne befaling, at de muslimske stater udgør en mægtig krigsmagt. Desværre falder den konklusion jo noget sammen, når disse muslimske stater i tidens løb langt er blevet overhalet i både militær og økonomisk henseende af de europæiske stater. Er det så den almægtige, der har givet muslimerne denne befaling?
Det spørger Edward Said ikke om. I stedet insisterer han i endnu højere grad på, at europæerne virkelig er islams fjender, nu ikke med militær magt, men med nedgørende bemærkninger om islam og islams historie. Dèr har du fjenden, siger Said, dèr ser du, hvordan islam skal nedtrampes af vantro fødder! Vend dig imod det! Lad være med at fæste lid til den slags røster! Sæt al din kraft ind på, at den slags udtalelser ikke får lov til at komme frem!
Og ja, så er grunden lagt til indførelse af begrebet ”islamofobi”. Sådan undervise Said muslimerne i den skønne selvmedlidenhed. Men er det alligevel ikke mærkeligt, at muslimer tror på den undervisning?
I ret høj grad hænger dette, at vi stiller den slags spørgsmål, sammen med, at vi har meget vanskeligt ved at indse, at deres kultur er anderledes end vores. Det gælder både samfundets ”Gutmenschen” og os andre.
For lang tid siden skrev jeg om både Damgaards og Ringsmoses overvejelser og Nikolaj Sennels undersøgelser, se her. Damgaard og Ringsmose hævdede, at de muslimske drenge kom ud i samfundet med den kendte muslimske opfattelse hjemmefra, at drenge var bedre end piger, muslimer bedre end ikke-muslimer. Og udstyret med et sådan ”merværdikompleks” havde de meget vanskeligt ved at begå sig i et samfund, der pr automatik ikke regnede dem for bedre andre. Jeg skrev: ”De kommer ud i samfundet med en enorm æresfølelse, og når samfundet ikke tager hensyn til deres ære, så finder de ikke fejlen hos sig selv, men hos samfundet: det er jo ikke muslimsk”.
Og Nikolaj Sennels havde som fængselspsykolog gennemført nogle rollespil med de indsatte, og herigennem opdaget en bemærkelsesværdig forskel mellem muslimer og ikke-muslimer. ”I den danske kultur er det en brist, hvis man bliver vred over ingenting. I den muslimske kultur er det en brist, hvis man ikke formår at angribe sin modstander eller forsvare sin ære”.
Men dette dækker nok over en dybereliggende forskel på de to kulturer.
Jeg tillod mig dengang at operere med begrebet bevidstgørelse og hævde, at forskellen havde med det at gøre, at Jesus gennem sit virke havde bevidstgjort os kristne, så vi er kommet til at se på det fejlagtige ved at ville prale af vor gode moral; vi er blevet klar over, hvad det er at være farisæisk. Det har blandt andet ført med sig, at muslimer kun tænker i den ydre gerning, den ydre bekendelse, den ydre anger. Om personen er tilstede i den, er dem uvedkommende. Vi forstår, at dette at vise respekt er noget, den indre person må være med i, muslimen er tilfreds med det ydre tegn på respekt. Vi forstår, at dette at give udtryk for, at man fortryder noget, er en handling, som det hele menneske må være med i, hvis det skal nytte noget overfor den anden; muslimen ser kun på de ydre ord og den ydre underdanige handling, om den er fremkommet gennem ydre tvang eller indre overbevisning, er ham ligegyldigt; og det er det, ikke fordi han er ond, men fordi hans kultur ikke er blevet bevidstgjort, så den skelner mellem en ydre påtvungen ytring og en ytring, der er oprigtigt ment.
Og problemet er så, at vi, fordi vi sådan er blevet bevidstgjorte, har meget vanskeligt ved at tænke som en muslim. Og denne forskel i menneskesyn smitter af på dialogen mellem os og muslimerne. Muslimen har meget lettere ved at smutte bort fra det synspunkt, han lige har givet udtryk for. For det, der bestemmer synspunktet, er ikke hans indre forståelse af det, men den autoritet, han er omgivet af, og den er i det tilfælde, at han diskuterer med en ikke-muslim, ikke stor. Han er i det hele taget optaget af, ikke at finde frem til sandheden, men at forsvare sin ære eller islams ære. Og det er han nødt til at gøre ved at fastholde islam som en fredens religion, på trods af islams historie og islams helligskrift. Ellers mister både islam og han selv ære. Og det går ikke, slet ikke hvis han mister ære i ikke-muslimers øjne.
Så i denne kamp om ære, som han, men jo ikke vi, fører, når han slet ikke at komme frem til de spørgsmål, der er afgørende for os: spørgsmålet om, hvordan han kan være tilhænger af en krigsreligion som islam; for han mener – og det er sikkert oprigtigt – at han bare kan nægte vore argumenter, fordi de er fremsat af en ikke-muslim, der ikke har megen ære i en muslims øjne.
Vi ser i en diskussion med en muslim muslimen som et menneske på lige fod med de danskere, vi diskuterer med. Men muslimen ser i en sådan diskussion på os som medlemmer af en fjendtlig skare, måske et godtroende medlem, måske endda et imødekommende medlem, men under alle omstændigheder en del af en verden, der er fjendtligt indstillet overfor islam. Og er han af sine medmuslimer blevet overbevist om, at islam er fredens religion – og det er jo en dejlig overbevisning at have i en tidsalder, hvor islams overvældende store militærmagt er forsvundet – så falder det ham let at undlade at gøre sig tanker om det sande i vor historieopfattelse og i vore koranstudier: det er jo simpelthen løgn, fabrikeret af en fjende af islam. Måske den arme og egentlig meget sympatiske vestlige diskussionsdeltager ikke selv kan se det, men vi, de oprigtigt troende muslimer, kan heldigvis gennemskue hans ord som forsøg på at få os bort fra den sande religion.
Og på den måde bliver en diskussion mellem en muslim og en vestlig forsker nemt til en samtale mellem døve.
Denne tilbøjelighed forstærkes naturligvis, hvis den vestlige forsker undlader at fremkomme med de for en muslim prekære resultater, hans historieforskning har bibragt ham. Og det gør vestlige forskere ofte.
Historikeren David Gress hører ikke til den slags forskere. I en kronik i Jyllands-Posten fra den 19-4 2006 skriver han – og jeg citerer en god portion af hans kronik for at vise, hvad det drejer sig om:
”I 827 ophørte freden for Sicilien, da Asad ibn al-Furat ibn Sinan gik i land ved Mazzara med 10.000 krigere. Asad var ingen almindelig krigsherre. Han var retslærd og elev af Malik ibn Anas, der grundlagde én af de fire klassiske retsskoler i islam. Takket være Asad blev Malik-skolen den fremherskende i Maghreb, det muslimske Nordafrika.
I 670 var den arabisk-muslimske erobringsbølge nået til Tunis. På 30 år havde ørkenkrigerne opildnet af Muhammeds nye tro erobret mere land end nogen magt før dem. Fra 703 sendte de muslimske emirer fra Tunis plyndringstogter mod det rige Sicilien. Ingen fik dog fodfæste, hvilket allerede var et signal. Sicilien var ikke som andre provinser, der var faldet som modent korn for indtrængernes krumsabler.
I 827 besluttede Asad imidlertid, at tiden var kommet til at angribe Rum, som araberne kaldte de kristne indbyggere i Romerrigets gamle provinser, og »fremme Koranen og Sunna«. Sunna er den levevis, som profeten ifølge overleveringen fulgte og anordnede, og som for en muslim er en lige så forpligtende og hellig ledetråd som Koranen selv. På det tidspunkt havde muslimerne taget Syrien, Egypten, Nordafrika og Spanien fra Rum. Sicilien var blevet frontlinjeland. Nu kom dets tur.
Den muslimske historieskriver al-Waqidi beretter, at den kristne guvernør på øen bad om forhandling med de fremmede. Asad sendte en gesandt, som forklarede:
»Vi er af de arabere, hvis ry har nået verdens ende, bjergenes tinder og havets vidder. Den almægtige gud sendte os en profet, som var det mest veltalende, sanddru og ædelsindede menneske blandt os. Han kaldte os til den rette tro, og de uvillige lod han bekæmpe, indtil alle arabere forherligede gud, og han lod os vide, at gud vil give os sejr over alle andre religioner. Den eneste grund til, at vi er her, er for at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret vis og adlyde guds forskrifter. Så vil I være sikre i jeres huse og ejendele. Hvis I ikke vil omvende jer, må I antage os som herrer og betale jizja (underkastelsesafgift, red.), men må beholde jeres huse. Hvis I derimod afviser vort tilbud, så vær advaret og vid, at kun sværdet da vil afgøre sagen. Falder vi i kamp, ved vi på guds ord, at vi kommer i paradis, mens I, hvis vi slår jer ihjel, kommer i helvede, som profeten har lovet«.
Guvernøren svarede: »Sig til jeres emir, at Sicilien ikke er som de andre af Rums lande, som I har erobret. Ingen har nogensinde påført os krig uden at blive besejret.« Muslimen svarede: »Vi er folk, som ikke frygter kamp eller skammer os over døden. Vi vil hellere dø i kamp end leve i sløvhed«.
Kampen begyndte, men til forskel fra de andre muslimske lynkrige endte den ikke med hurtig sejr for de rettroende. Asad selv døde to år efter, mens han forgæves angreb Syrakus. Først i 878 faldt Syrakus efter ni måneders belejring. »Borgerne kæmpede side om side med garnisonens folk, med lejesoldater fra Peloponnes og Tarsos, en hær af skeletter, lasede, sultne og desperate«, skrev munken Theodosius. Den 28. maj holdt modstanden op, og Syrakus’ 1.500-årige historie som græsk-romersk kulturby var slut”.
Var der tale om en erobringsbølge? Ja, det mener altså David Gress. Men det er ikke en ondsindet teori, han har. Han underbygger den med et citat fra en muslimsk historieskriver, og i den tale, som gesandten ifølge ham holder for de kristne, ser vi den muslimske erobringsstrategi tydeligt afmærket. Asad har landsat denne enorme mængde soldater for at tvinge sicilianerne til at antage den muslimske tro.
Og mit forslag til historieforståelse går ud på, at vi ikke anlægger en moralsk bebrejdende tone overfor denne kendsgerning, men i stedet betragter det som en del af menneskehedens mange forsøg på at løse menneskehedens gåde. Blot blev udviklingen ikke stående ved dette resultat. Kristenheden havde jo heller ikke på det tidspunkt fundet ud af, hvordan man kan regere store stater, så folk bliver tilfredse og arbejder i frihed for at hjælpe sig selv. Det er først noget, der har udviklet sig i den vestlige verden i 1700 og 1800-tallet med demokratiets fremkomst. Og det, vi opfordrer muslimerne til, er egentlig ikke at skamme sig over tidligere tiders voldsanvendelse ved udbredelsen af den muslimske tro, men sammen med os at føre udviklingen videre igennem de demokratiske meningsudvekslinger og tilsvarende afstemninger. Men det er klart, at hvis de stadig vil mene, at den muslimske tro kan udbredes ved tvang, så må vi gøre opmærksom på, at den opfattelse har historien afskrevet som en mulighed, i hvert fald i de demokratiske stater.
Men det er nok tvivlsomt, at vore muslimske landsmænd vil tro os i denne betragtning. Så meget mere væsentligt er det, at vore egne landsmænd kommer til at forstå denne kendsgerning.
ricardtriis 