I forlængelse af det forrige indlæg er det såmænd meget passende her at gøre lidt rede for et foredrag af Christian Gottlieb, jeg hørte i tirsdags. Foredraget handlede om ”Kamp for ‘Det hellige Rusland’” og i oplægget til foredraget skrev Gottlieb:
”Den russiske præsident Vladimir Putins udtalelser i forbindelse med invasionen af Ukraine og eskaleringen af konflikten har gjort det klart, at han som begrundelse og retfærdiggørelse af krigen mod Ukraine trækker på nogle gamle forestillinger om Ruslands hellighed og særlige historiske skæbne og mission. Måske er der tale om ren retorik fundet frem til lejligheden, men selv om dette måtte være tilfældet, er der grund til at se nærmere på disse forestillingers indhold og den betydelige rolle, som de tidligere har spillet i Ruslands historie, og nu åbenbart igen spiller i Ruslands nutid”.
Og i løbet af foredraget gjorde han udmærket rede for, hvordan mange indenfor den ortodokse kirke i Rusland ser på Ruslands rolle. Hvad der her har interesse er især det, at han gjorde opmærksom på, at russerne skelnen mellem ”Rus” og ”Russia”, hvor det første er en kristen-kulturel énhed, og det andet er en politisk énhed. Spørgsmålet er så, om den kulturelle énhed uden videre kan påstås også at være en politisk énhed. Så vidt jeg forstod på ham, var Putin tilbøjelig til i sine taler at blande tingene noget sammen, så man egentlig har svært ved at blive klar over, om han vil påstå, at Moskva har en historisk ret til f.eks. Ukraine, eller han vil hævde, at ”de rigtige ukrainere” vil vide, at de hører ind under den politiske énhed. Noget kunne tyde på, at han heller ikke selv er fuldt ud klar over det.
Vi kom såmænd til at diskutere, om Putin i sin tilslutning til den ortodokse kirke er helt ærlig. Er det noget, han har gjort, fordi han mener, den kan give hans politik en nødvendig retfærdiggørelse, eller er det noget, han har gjort, fordi han er et ærligt troende menneske? Det spørgsmål får vi selvfølgelig aldrig svar på, men man kan i det mindste se, at noget af det, som den ortodokse teologi kan give ham, er en udpræget fjendtlighed mod alt vestligt. Kanhænde han selv har overdrevet denne teologi ikke så lidt, men tilbøjeligheden til at se de vestlige kirkeretninger som fjender går nu ret langt tilbage i tiden. Så han er ikke den første til at se sådan på sagen.
Der var den 18-3 2022 en artikel i Kristeligt Dagblad, se her, som på udmærket vis redegør for betydningen af denne for os lidt besynderlige tankegang. Det hedder deri:
”Rusland har en særstatus som arvtager og beskytter af den rette tro, den ortodokse.
Denne opfattelse af Rusland som et specielt værdifuldt og unikt, ortodokst land blev udtrykt af den russisk-ortodokse munk Filofej i et brev til Moskva-fyrsten Vasilij i 1510, hvor han skrev: ”Alle kristne kongedømmer er nået til deres ende og er i overensstemmelse med de hellige bøger (Profeten Daniel 2,31-45) gået ind i vores Herskers Tsardømme, det vil sige det russiske Tsardømme. For to Rom’er er faldet, og det tredje består. Men et fjerde vil ikke komme”. (Citat fra Sten Hartungs “Den ortodokse arv”, 2019).
Filofej udtrykker her forestillingen om “Moskva som det tredje Rom”. Dette begreb sætter Moskva ind i rækken af verdensherskere efter det første Rom, som gik til grunde i 400-tallet, da det Vest-Romerske Rige blev opløst. Derefter kom Konstantinopel, der blev kaldt det andet Rom, og som blev erobret af osmannerne.
Nu fremstod så et tredje Rom, Moskva og det russiske rige, hvis jordiske hersker tzaren, sammen med Den Russisk-Ortodokse Kirke skulle beskytte og bevare den sande, ortodokse tro i verden helt frem til Jesu genkomst til jorden og oprettelsen af hans evige fredsrige”.
Det, der er det lidt lorne ved den betegnelse, er, at det ikke bliver klart, i hvor høj grad det enkelte folk skal underkaste sig det russiske folk. Det nuværende Rusland består jo af en utal af andre folk end russerne, og lad være, at russerne finder det ganske naturligt, men gør de pågældende folkeslag også det? I hvert fald var det så åbenlyst på det punkt, at Putin må være blevet skuffet. For han regnede det for en given ting, at ukrainerne, som alle de andre folkeslag under det sovjetiske styre, delte denne opfattelse af den ortodokse tro på Moskva som ”Det tredje Rom”. At de kunne have en anden mening, måske endda anse det for en gevinst, at de efter Sovjetunionens sammenbrud var blevet en selvstændig stat, det kunne han ikke tro på, og hvis der forekom sådanne fejlopfattelser, måtte det være inspireret af nogle neo-nazister, som der jo efter hans mening er ret mange af i Ukraine.
Man kan måske stille spørgsmålet lidt anderledes op: Er Rusland et imperium eller en folkelig énhed? Og ser man på de mange folkeslag, der bor i det nuværende Rusland, er svaret ikke så svært: Rusland er et imperium. Men det er jo på den anden side behersket af et folk: russerne. Og disse russere forventer jo, at det sprog, der tales i hele imperiet, er russisk.
Forrige fredag udkom The Economist med en artikel, som fortalte mig noget, jeg ikke sådan havde tænkt over, nemlig, at der i den vestlige del af Ukraine i den del af landet, der kaldes Transkarpatien, findes et ret stort ungarnsk mindretal, se her. Og bevares, jeg vidste vel egentlig godt, at disse områder af Østeuropa er et misk-mask af forskellige folkeslag, blandet næsten uudredeligt sammen. I Belarus er flertallet hviderussere, men der findes polakker, som oven i købet er katolikker, der findes russere, som vist klarer sig udmærket med deres sprog: russisk. Og disse grupper kan da nogenlunde leve sammen.
Og i Ukraine findes der også forskellige mindretal, deriblandt altså det ungarske mindretal.
Ungarerne har i det hele taget en del steder i nabolandene, hvor der findes ungarske mindretal. Det stammer fra den tid, hvor Ungarn var den ene del af ”Det østrig-ungarske Kejserdømme”. Det blev som bekendt opløst efter Første Verdenskrig, men under dette kejserdømmes vinger var det ungarske folk blevet spredt en del. Så det Ungarn, der blev resultatet, havde ikke fået grænser, der indbefattede alle ungarere.
Det har givet den ungarske premierminister, Viktor Orban, noget at arbejde med. Og hvad angår mindretallet i Ukraine, har han hjulpet dem på forskellig måde. The Economist nævner, at der i 1990’erne af Ungarn blev givet henved €250 mill i hjælp til dette mindretal. Men man er ikke blind for de vanskeligheder, det giver, både for ungarerne og for ukrainerne.
Med lidt forsigtighed kan man sammenligne situationen dèr med situationen i Nord- og Sydslesvig. Forholdet mellem danskere og tyskere har jo ikke altid været så rosenrødt, som det er nu. Det har af og til været præget af gensidig udskældning, hvis ikke man ligefrem skal sige ”had”. Sådan også i Ukraine-Vest nu.
The Economist begynder sin artikel med at citere en ungarsk kvinde i Transkarpatien: ”Det er ikke vores krig”; sådan omtaler hun russernes angreb på Ukraine. Og magasinet fortæller, at russerne fisker i rørte vande med indlæg på sociale medier for at vanskeliggøre ungarernes integration i Ukraine. Trianon-traktaten fra 1920, hvorved de nuværende grænser blev fastlagt, så Ungarn mistede en stor del af sit territorium, var da kun en midlertidig traktat; og den udløber efter 100 år, så disse territorier skal nu gives tilbage til Ungarn. Det er, hvad en ungarer hævder, men The Economist mener, at han har den slags nonsens fra de sociale medier. Men hvor tanken end kommer fra, den viser, at nogen nem opgave med en ægte integration af ungarere i Ukraine har styret ikke.
Om Ungarns regering hjælper med denne opgave, er ikke helt let at se. Man har givet ungarnsk pas til disse udlands-ungarere, og det har haft den virkning, at mange af de unge ungarere i Transkarpatien rejser udenlands og bosætter sig dèr; det kan de jo med et EU-pas i hånden. Og det var måske ikke Ungarns mening med den gode gerning. Tallet på ungarere i Transkarpatien er gået ned: i 2001, 151.500 ungarere, i 2017, 131.000 og nu kun mellem 75.000 og 85.000. Men hvordan tallene vil se ud, når krigen ophører og Ukraine bliver et almindeligt, europæisk land – hvis det er det, der kommer til at ske – det vides ikke.
En etnisk ukrainer, der er borgmester i området, mener, at hvis Ukraine var faldet i russernes hænder ved angrebet sidste år, så ville russerne give Transkarpatien til Ungarn som tak for hjælpen, men det er mange imod, deriblandt vist de fleste ungarere. ”Man kan ikke genskabe et Storungarn”, hævdes det. Og nogle af disse ukrainske ungarere kan fortælle, at der er omkring 300 af mindretallets unge, der er soldater i Østukraine for at forsvare Ukraine.
Eller skal vi sige: ”For at forsvare deres fædreland”?
Det kan vi vist ikke, for det er netop begrebet ”fædreland”, der er sat et spørgsmålstegn ved.
Men hvis Christian Gottliebs analyse af påstanden om ”Det hellige Rusland” er korrekt, er det vist ikke en ønskværdig situation for ungarerne at blive en del af dette ”hellige” rige. Med Putin i spidsen.
Man kan se lidt mere om Gottliebs beskrivelse af ”Det hellige Rusland” i en artikel i Kristeligt Dagblad fra den 11-5 2022, se her. Her hedder det bl.a.:
”’De russiske kampvogne i Kyiv er hverken sendt af Putin eller Sergej Sjojgu (russisk forsvarsminister, red.), men af selve den russiske historie. Det er en grum, men lovmæssig proces.’
Denne tolkning af den russiske invasion i Ukraine skyldes den russiske forfatter Aleksandr Prokhanov, som udtalte den i et interview allerede den 26. februar, to dage efter påbegyndelsen af Ruslands ”særlige militære operation”. At det ikke er nogen tilfældig strøtanke, har han senere bekræftet ved at gentage udsagnet med lidt andre ord, men med samme mening: at de russiske styrker i Ukraine først og fremmest styres af nogle overindividuelle ”konstanter” i russisk historie”.
Denne Prokhanov stiftede en sammenslutning af russiske forfattere, filosoffer og teologer, som kaldes Izborskij-klubben. Om den fortæller Gottlieb:
”Izborskij-klubben ser det som en opgave at bidrage til at skabe en ”stærk politisk-ideologisk koalition af patrioter og statsrepræsentanter” mod manipulation af russisk politik fra ”udenlandske indflydelsescentre og intern femte kolonne”.
Klubben lægger ikke skjul på sin imperialistiske holdning og ser det som en opgave at genoplive Ruslands imperiale arv.
Denne klare, men også modsætningsfyldte holdning er, hvad klubbens talrige publikationer og aktiviteter har til formål at udfolde og fremme konkret og detaljeret”.
Vi vestlige teologer burde nok undersøge denne filosofi – eller skal vi ligefrem kaldet det ”teologi” – nøjere. For der er noget rivende galt, hvis man ud fra sådanne ”overindividuelle konstanter i russisk historie” mener at kunne tillade sig at bryde det løfte, landet gav med Bukarest-traktaten i 1994, løftet om ikke at angribe Ukraine mod, at landet afleverede sine atomvåben. Oven i købet tillader man sig at forbinde sådanne tanker med kristendommen.
Paven tillod sig at stole på et falsk dokument, det såkaldte ”Konstantins gavebrev”, så han kunne fremstå som Vesterlandets i hvert fald åndelige, men til dels også politiske leder og give kejserkronen til sin udvalgte. Og den østlige kirke blev ligeledes fristet af den verdslige magt og mente, at en stærk forbindelse med de forskellige kejsere var en gave fra Gud. Den tanke er tilsyneladende blevet videreført af den ortodokse kirke Rusland, så ligefrem patriark Kirill kan gå ind for Putins angreb på Ukraine.
Alt dette vendte Luther sig imod. Den verdslige magt skal ledes af det, fornuften foreskriver. Og med fornuften er vi i stand til selv uden åbenbaring fra Gud at finde ud af, at løfter skal holdes, at den gyldne regel gælder, så det, vi forventer af andre lande: at de ikke angriber os, det må vi selv rette os efter, så vi ikke angriber dem. Men ak, disse fornuftige tanker skylles fuldstændig væk af de drømme om en ”grum, lovmæssig proces i den russiske historie”.
Og N.B.: Når Putin og kompagni vender sig bort fra sådanne ”vestlige” forestillinger, så er det almenmenneskelige tanker, han gør oprør imod. Med Gottliebs ord:
”Den historie, som ifølge Aleksandr Prokhanov er årsag til, at russiske kampvogne nu kører rundt i Ukraine for at opnå ”den russiske ideologis hellige triade: ’Ét folk, én skæbne, én sejr’.”
Det er en ideologi, som ifølge manifestet ikke direkte er religiøs, men hvis religiøse dimension dog i sidste ende er åbenlys: ”Den russiske sejr er skabt af Herren ved verdens skabelse. Den er lyset, som skinner i det buldrende mørke. Og mørket vil ikke få bugt med det”.”
Et skændigt misbrug af kristendommen. Vi må virkelig håbe, at vi får bugt med det. Ikke med våben, men med ord.
ricardtriis 