Enig med Mikael Rothstein? Jamen dog!

Det er Mikael Rothsteins optræden forleden aften i Deadline, jeg tænker på.

Her havde værten sat to mennesker stævne for at få opklaret, hvad vi skal mene om det forhold, at præsident Biden har bedt forsvaret og vist også efterretningstjenesterne undersøge de mange videoer om ufoer, der synes fremkommet i den senere tid. Er der tale om, at en flue har sat sig på linsen, eller ligger der noget mere mystisk og hidtil uforklarligt bag?

Og det gjorde den ene af de to, astronomen Anja Andersen, udmærket rede for. Dog havde jeg forinden observeret, at min gamle kending, religionshistorikeren Mikael Rothstein, var den anden af de to deltagere. Og jeg nåede da, inden han fik ordet, at spørge mig selv, hvad han egentlig skulle i det selskab; nu var jo alle spørgsmål om ufoer og deres eventuelle tilstedeværelse belyst.

Og så var det, at det viste sig – i nogen grad til min overraskelse – at han faktisk fik sagt noget nogenlunde antageligt. Han havde nemlig, fortalte han, udforsket diverse ufo-teorier, altså efter evne sat sig ind i, hvad de mennesker troede på, når de sagde, at der eksisterede ufoer. Og her fik han sagt mange kloge ting. Der var ikke tale om, at disse mennesker ville snyde os andre. For de mente, at de selv med egne øjne havde set disse ufoer, og derfor var de ikke bedragere. Alligevel skulle man altså gå deres påstande efter med en tættekam, for de stolede ikke på de videnskabelige iagttagelser, sådan som man som et fornuftigt menneske burde gøre.

Så langt, så godt.

Men nu er jo Rothstein religionshistoriker, og han mener vist – efter, hvad jeg tidligere har erfaret med ham, specielt i forbindelse med, at en videnskabsminister, Esben Lunde Larsen, hævdede, at han troede på Gud, se evt. her – at denne tro på ufoer er at sammenligne med de forskellige religioners tro på overnaturlige væsener. Og der undslap ham da også i ny og næ nogle antydninger af, at vi kristne i grunden var ofre for den samme fejlopfattelse som disse ufo-troende mennesker: vi troede jo på eksistensen af et overnaturligt væsen, Gud, uden at have det mindste videnskabelige belæg for det.

Og lad mig her tage anledning af disse antydninger til at gøre opmærksom på to svagheder ved de moderne forskere, inklusive Mikael Rothstein: 1) de forstår ikke, hvad en myte er; 2) det er dem næsten umuligt at tænke i forudsætninger.

Vi tager toeren først:

Det er karakteristisk for den moderne forsker, at han kun er interesseret i de resultater, hans forskning kan fremvise; hvilke forudsætninger hans forskningsområde har, interesserer ham ikke, lige så lidt som de forudsætninger, videnskabelig forskning i det hele taget har.

Jeg tænker mig, at de, hvis de hører den indvending, jeg nu kommer med, vil rubricere den under rubrikken: tomt tankegods, måske oven i købet som tankegods, der vil forhindre dem i at fuldføre deres forskning.

Vi kan begynde med Descartes sætning: ”Man bør tvivle om alt”. Ja, siger den ivrige videnskabsmand, det er netop sagen. Vi møder her nogle påstande om, at ufoer eksisterer. Og da man nu bør tvivle om alt, så er det god videnskabsskik ikke med det samme at affærdige ting, der vækker forundring, måske oven i købet udfordrer vor sædvanlige opfattelse af verden. I stedet bør man nysgerrigt undersøge dem nøjere, lade tvivlen på de sædvanligvis klippefaste videnskabelige overbevisninger komme en fornyet undersøgelse til gode. Alt sammen udmærket.

Men én ting bør man ikke tvivle på. Man bør ikke tvivle på det, der lige har været videnskabsmandens forudsætning, nemlig sætningen, at man bør tvivle om alt. Og at gøre opmærksom på det, er ikke en leg med ord eller et udtryk for generende drilleri, det er såmænd blot udtryk for, at der er det mærkelige ved vor tilværelse, at det væsen, der undersøger tilværelsen, selv er en del af tilværelsen.

Det gør ikke så meget, om denne lille detalje går i glemmebogen, når det er astronomi, det drejer sig om. Det er værre, når én, der undersøger religioner, overser, at han noget mere nærgående end astronomen er en del af den verden, han undersøger. Så bliver resultatet, at han undersøger, hvordan alle de andre mennesker anskuer deres religion, ser på den, som den er i sig selv og som den udtrykker sig overfor andre religioner. For han regner for sit eget vedkommende med, at han er en del af et særligt fællesskab, der på mystisk vis står udenfor den verden, de andre tolker ved hjælp af deres religion, nemlig det, han opfatter som et videnskabeligt fællesskab.

At han måske har sin forudsætning i en kristen verden med Jesus som centrum, der måske har afsat sig spor helt op i moderne tid, det ser han ikke; nej, han har, som alle andre moderne mennesker, sin forudsætning i sig selv, eller han vælger, tror han, selv sine forudsætninger.

For at kunne antyde det, må vi beskæftige os lidt med svaghed nummer 1: Rothstein og compagni forstår ikke, hvad en myte er. Vor tid er blevet så forgabt i videnskaben, at den ikke længere er i stand til at tænke mytisk.

Dette kan vises ved hjælp af den myte, der har med helheden at gøre, og det kan vises ved hjælp af en myte, der beskæftiger sig med en del af vores livsverden.

Der er to store mytiske universer, der begge omhandler tilværelsen som en helhed: skabelsesmyten og sjælevandringsmyten.

De er hinandens modsætninger. Skabelsesmyten vil hævde, at verden er skabt af Gud og derfor god i sig selv. Sjælevandringsmyten hævder, at verden er ond i sig selv, og at man derfor bør undlade at binde sig til den; når det er uklogt at begå selvmord, skyldes det, at man ikke på den måde kommer bort fra denne onde verden, man vil uvægerlig gribes af livstørst og derfor blive genfødt i et nyt legeme.

Vi i Vesten lever på skabelsesmytens forestillinger. For vi betragter tilværelsen som god i sig selv. Og det gør vi alle sammen, for det er noget, vi har fået med fra vor opvækst, der jo, som vi alle véd, foregår i en livspositiv atmosfære.

Hvad de lever på i Østen, er lidt sværere at blive klar over, for de har været under Vestens påvirkning så længe, at de måske har glemt deres oprindelige mytes forestillinger. Men selv om samfundene synes at være hundrede procent optaget af dette livs foreteelser, kan man ikke udelukke, at enkeltpersonerne gør sig tanker om, hvorvidt det nu også er klogt at binde sig til et andet menneske.

Nu vil måske nogen – læs: Mikael Rothstein og konsorter – sige: jamen, at livet er godt, er da noget, vi selv vælger, det er ikke noget, samfundet lægger til rette for os.

Men den går ikke. Vi kan ikke sådan fravælge samfundet. Godt nok kan man sige, at dette, at hver enkelt fravælger selvmordet, er noget, han gør, fordi han personligt synes, at livet er godt. Men spørger man videre, hvordan han kan tillade sig at få børn, kan han ikke mere nøjes med at henvise til sin egen stillingtagen. Ved at få børn giver han ham ukendte væsener del i en tilværelse, som han for kun sit eget vedkommende finder god, og derfor er hans stillingtagen mere end hans egen, og den beror på mere end hans egne synsninger.

Uden at han selv er klar over det, er det begrebet ”Gud”, han bringer i spil. For med dette begreb søger man at vise, hvordan tilværelsen ser ud, hvis man ser den udefra, og med påstanden om, at Gud har skabt verden, prøver man at give tilværelsen absolut betydning og absolut værdi.

Det er i det hele taget det, begrebet ”Gud” bruges til. Man kan med dette begreb give ét eller andet en absolut værdi. Når f.eks. vi vestlige mennesker finder kvindelig kønsskamfering forkert, skyldes det, at menneskelegemet efter vor opfattelse er og bør være ukrænkeligt, noget, man kan udtrykke ved at sige, at det er skabt af Gud og derfor godt.

Men unægtelig gør vi jo derved en tankebevægelse, der kan minde om ufo-tilhængernes: vi tildeler et væsen udenfor vor normale iagttagelsessfære eksistens, vi taler om, at der eksisterer et ubeviseligt væsen, som unddrager sig enhver kontrol fra videnskabens side.

Dog, forstår man mytetalen ret, ser man øjeblikkelig forskellen til ufo-tilhængerne. Vi lægger selv vægt på, at dette væsen, Gud, aldrig vil kunne få sin eksistens bevist.

Og spørger man, hvad man så skal med gudsbegrebet, er svaret, at myten har to sider, en objektiv og en subjektiv. En myte kan defineres som en påstand i det objektive, som ikke kan bevises, men hvis afsæt i det subjektive giver vor tilværelse omfang og baggrundsforståelse. Den objektive side, dette med, at Gud eksisterer uafhængigt af, hvad videnskaben siger, er det, de kloge, moderne mennesker angriber, men de tænker ikke på, at den subjektive side måske er den væsentligste, og måske giver sin kraft fra sig længe efter, at folk er holdt op med at regne med den objektive påstand.

Dette synes jo at være tilfældet med skabelsesmyten. Den moderne videnskab synes at have slået hul på den almindelige opfattelse, tidligere tiders mennesker havde: at ovenover er Guds himmel, nedenunder er Satans helvede. Og det generer mig ikke, at man gør nar af den slags overbevisninger, blot man gør sig klart, at man selv og det samfund, man lever i, hele tiden lever på skabelsesmytens subjektive påstande. Så vil man nemlig begynde at spekulere på, om dette med livets iboende godhed egentlig kan siges mere præcist, end skabelsesmyten gør det.

Nå ja, jeg skulle egentlig skrive: ”end skabelsesmyterne gør det”. For i Det gamle Testamentes to første kapitler er der to skabelsesberetninger. Og de stemmer ikke overens, hvad den ydre rækkefølge angår. Ifølge den første skabes manden og kvinden på samme tid, ifølge den anden skabes manden først, derefter dyrene, og til sidst kvinden. Men heldigvis forstod den tids mennesker, hvad en myte er for en størrelse, så de lod de to myter stå side om side. Derved sendes jo et signal til os om ikke at lade vor videnskabs nødvendige spørgsmål ”Wie es wirklich geschehen ist” ødelægge mytens subjektive side.

Nu er der imidlertid dele af myten, som knytter an til noget konstatérbart, og som derfor kan være med til at få os til bedre at forstå mytetale.

For begge de gammeltestamentlige skabelsesmyter fortæller, at mennesket er overordnet dyrene. I 1 Mos 1,26 og 28 sættes mennesket til at herske over alle de andre skabninger. Og i 1 Mos 2,19 bliver menneskets overordnede stilling tilkendegivet derved, at det er mennesket, der skal give dyrene navne, ikke omvendt.

Den del af myten kan til en vis grad kontrolleres. For vi må jo spørge: ”Har mennesket da en sådan overordnet stilling i forhold til dyrene?” Eller vi skulle måske snarere spørge, hvori da denne overordnede stilling består, eftersom jo nutidens jordklode opviser en mangfoldighed af mennesker, men ikke af andre dyrearter og derved så at sige propper det ned i halsen på os, at vi mennesker er noget særligt.

Alligevel er der ikke så få videnskabsfolk, der er faldet for det, menneskets udviklingshistorie fortæller os. Ud fra den legemlige lighed mellem os og de skabninger, vi er udviklet ud fra, drager man ofte den konklusion, at mennesket er en højtudviklet dyreart, intet mere. Ja, måske man fokuserer på den store hjerne som forklaring, men ærlig talt, så stor er den nu heller ikke, osv.

I den henseende giver skabelsesberetningerne os et hint. Det, der gør mennesket til noget særligt, er sproget. Vi kan tale, hvad de andre skabninger ikke kan. Jeg har ved forskellige lejligheder her på bloggen prøvet at slå dette fast som en kendsgerning, men jeg véd ikke, om det er lykkedes mig. Tidligere skrev jeg en længere artikel om Jane Goodalls oplevelser med chimpanserne i Gombe og tillod mig ud fra hendes beskrivelser at hævde, at sproget er det for mennesket specielle, se her. I kraft af sproget, eller mere præcist: sprogets fortælleevne, er det nemlig, at menneskeflokken får en kollektiv erfaring, hvor dyrene uanset hjernestørrelse kun har en individuel erfaring.

Dette er faktisk noget, disse evolutionshistorikere kunne bruge, hvis de var opmærksomme på det. For i kraft af denne kollektive erfaring har vi mennesker gjort os den erfaring, at vi skal dø. Derfor er det kun mennesket, der begraver sine døde. Og den oplysning kan bruges til at bestemme, om den menneskeart, hvis knogler man har fundet, har haft et sprog. Dog må det siges, at det såmænd kan være ganske svært at finde ud af, om det væsen, man finder, er blevet begravet eller er faldet om tilfældigt.

Meningen med disse tanker er naturligvis ikke at bruge den tankegang, som ufo-iagttagerne bruger: altså at hævde, at det er gået for sig ganske som det beskrives i bibelen, men kun at vise, at noget godt kan være sandt, selv om det har en mytisk iklædning.

Og for øvrigt: i dette tilfælde kan man ikke gøre myten til noget, den enkelte må tilslutte sig, for det er umuligt at undslippe sprogets virkning på én, man bliver jo et sprogligt væsen uden at blive spurgt, ja, man kan ikke først spørges, om man vil have et sprog, for før man har et sprog, kan man ikke spørges.

Det er jo også dette træk ved vor tilværelse, som myten har afbildet for os, der bevirker, at vi så at sige uden spørgsmål holder husdyr og slagter dem efter forgodtbefindende. For havde dyrene sprog og forstod de, at de skulle slagtes i sidste ende, så ville det være ekstremt dyrplageri. Men de har intet sprog og de véd derfor ikke, at de skal dø, og derfor går det an at slagte dem.

Men hvis nu der er sket det ved disse forklaringer, at myten – om jeg så må sige – er blevet mere spiselig, så vil nok den sidste myteanvendelse, jeg her skitseret, være næsten uspiselig for de fleste.

Hvis man nemlig betragter beretningen om Jesu opstandelse som en myte, så vil man måske kunne undslippe den fælde, som mange teologer falder i: at blive stående ved opstandelsen som et brutum factum, og i stedet fokusere på, hvad Det ny Testamentes forfatterer så som opstandelsens virkning i menigheden. Der kan nævnes mange ting, men lad mig her holde mig til en enkelt ting, som jeg har været inde på før, blandt andet her: Jesus gik i sit budskab ud fra, at et menneske får tilmålt efter det mål, det selv måler med (Luk 6,37-38), det vil sige, mennesket er et ressonansvæsen, når det tiltales med forståelse, reagerer det med forståelse, når det tiltales med rethaveriskhed, reagerer det med rethaveriskhed.

En sådan atmosfære søgte Jesus at skabe i discipelflokken.

Problemet med den forkyndelse er blot, at Jesu død modbeviste den. Jesus mødte det jødiske råd med forståelse, men fik ikke forståelse som reaktion. Ved at oprejse Jesus fra de døde, lyder det fra Gud selv: Jo, sådan er mennesket! Lev dog livet sammen med jeres medmennesker ud fra den tese!

Men det var jo så det svære for de første disciple: at skulle møde jødernes forfølgelse kun med ord, uden modstand, uden vrede, alene med påstanden om, at Gud gennem Jesu opstandelse havde vist os, at der inde bag den hårde lovfromheds skal ligger et blødt menneskehjerte.

Og det holdt unægtelig utrolig hårdt. Hvad man jo godt kan forstå. For det lyder tåbeligt! Er det da ikke overalt i denne verden sværdet og ikke ordet, der hersker? Det lyder lige så tåbeligt som det Jesus-ord, der beskriver det, ordet fra Luk 17,33: ”Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det”. Man kan da ikke vinde sit liv ved at miste det!

Nej, det skulle man ikke tro. For dør man, så mister man jo sit liv. Men dør man i Ordets tjeneste, med forsoningsordet på sine læber, så dør man som et helt menneske, som et menneske, der har nået livets mål.

Lad mig som et eksempel på et sådant menneske, der i en vis forstand døde som et helt menneske, nævne Samuel Hector. Jeg har omtalt hans historie her. Han var en slave på De Vestindiske Øer, dengang de tilhørte Danmark. Han blev anholdt, da man opdagede, at han stod bag et forsøg på at omstyrte de hvides herredømme. Og han blev forhørt på den mest bestialske måde – vi befinder os i 1700-tallet. Men et hånligt smil om hans mund forlod ham aldrig under pinslerne. Jeg spurgte dengang:

Er det en person, man kan være stolt af? Byfogden kunne ikke lade være med at beundre ham, jeg kan heller ikke, og mange andre må sikkert ligeledes udtrykke en stor respekt for ham på grund af – ja, på grund af hvad? Jeg vil svare: på grund af den menneskelige integritet, der prægede ham.

Og så passer jo Jesus-ordet på besynderlig måde på ham.

Men passer så også opstandelsesbudskabet? Var han, fordi han bevarede sin menneskelighed overfor Sværdet, med til at få Ordet til at sejre?

Det er ikke til at vide. Men byfogeden kunne ikke andet end nære en vis beundring for ham. Og måske denne beundring har fået ham til at forstå, at de sorte mennesker, som han af sin samtid havde fået forklaret tilhørte en lavere menneskerace, måske i virkeligheden var lige så meget mennesker som de hvide! Og måske der skal mange af den slags tegn på ægte menneskelighed til, før vi hvide lader os overbevise. Men det lykkedes dog til sidst.

Og det er dèr, jeg vil hen: For lad være, at alle disse myter forekommer os mærkelige, lad være, at vi finder det besynderligt, at vi blot skal acceptere sådanne underlige foreteelser som at en død står op af graven, det væsentlige er dog den subjektive side af myten, det væsentligste spørgsmål, der stilles til os, er dog ikke, om vi kan forklare alle de mærkelige fortællinger om Jesu opstandelse, men om vi selv tør lade os gribe af Ordets kræfter, så vi i stedet for rethaveriskhed møder næsten med forståelse, så vi i stedet for lovkrav møder den anden med indlevelse.

Og opdager vi, at kirkens myter er med til at holde den mulighed åben for os, må vi så ikke synge med på både langfredagens fortvivlelse og påskens jubel, og så ellers lade videnskab være videnskab? For der er jo i denne verden mere end videnskab, der betyder noget.

Man kan måske håbe, at Mikael Rothstein ét eller andet sted i sin tankeverden godt kan se forskel på ufo-påstandene og de kristne myter. Han er jo trods alt religionshistoriker, så i nogen grad må han vel have forstået, hvad religion går ud på. Men sikker på det er jeg nu ikke.