Pas på! Det følgende er skrevet af en gammel mand, der er så gammel, at han kan huske en tid, hvor ingen brød sig om LGBT+++, når det var kønsdriften, man talte om. Og det kan man jo så regne ud, at så er det meget, meget lang tid siden.
Det var en tid – det har de fleste nok glemt, men sådan tænkte man dengang – hvor man regnede det som en videnskabelig alment accepteret kendsgerning, at ethvert barn blev født af en kvinde, der var sågar ikke så helt få, der regnede med, at der forinden fødslen havde fundet en befrugtning sted. En befrugtning kaldte man det dengang, men det var såmænd bare et navn på det forhold, at to menneske af forskelligt køn havde haft sex med hinanden.
Den person, der havde en livmoder, som barnet voksede i, kaldte man barnets mor, og den person, hun havde haft sex med, hed dengang en far. Man tænkte altså helt anderledes end i dag, hvor de voksne, der tager sig af et barns opvækst, kan hedde mor/mor eller far/far, omsorgsperson, eller en blanding af begge dele. Og man var så gammeldags dengang, at man virkelig troede på, at barnet kunne komme til at ligne den person, der havde haft sex med moderen. I dag er man jo gudskelov helt ligeglad med en eventuel legemlig nedarvning, men sådan var det ikke dengang.
Der var også nogen dengang – heriblandt nærværende blogbestyrer – som mente, at mennesket var en pardannende primat-art, og at sproget først kom til senere, således at individet med en livmoder – der som regel var mindre og derfor svagere end den anden part – kunne bruge den del af sproget, der hedder etikken, til at skælde den stærkere part ud for at være uetisk, hvis denne part ønskede sex med andre. Og som jeg husker det, kunne en sådan sprogbrug være ganske effektiv til at holde partneren i snor.
Alt det er jo heldigvis nuomstunder helt forsvundet. Nu går vi alle ind for fri sex. Nu regner alle med, at det er helt legitimt have sex med alle indenfor rækkevidde. Nu er dette at leve sammen med kun ét andet individ en næsten uforståelig ting, og der er da også kun få mennesker, der lever på den måde.
At vi er kommet ind i en sådan herlig, ny verden, er nok anledningen til en artikel i Kristeligt Dagblad af Ingrid Ank, der er leder af Grundtvig-Akademiet, se her. Hun har indset, at kirken er håbløst bagefter, når den vil holde på idealer som sex med kun ét individ, eller ægteskab, ”til døden skiller jer ad”, osv. Nej, kirken må virkelig følge med tiden, og præsten må derfor åbent bekendtgøre, at han er fuldstændig ligeglad med, hvem medlemmerne af hans menighed går i seng med, om det er han eller en hun – for nu at bruge de gammeldags betegnelser – eller det er en L eller en G eller en B eller måske én af de mange plusser. Intet er ham mere ligegyldigt. Han godkender alle og er endda selv i tvivl om, hvorvidt han er en han eller en hun. Så kan han ikke være mere tålsom. (Det ”han”, der står om præsten, skal naturligvis forstås om både en han- og en hun-præst).
Se bare, hvordan Ingrid Ank begynder sin artikel:
”Sparker I ikke åbne døre ind?,” spørger en kollega. Hun læser med på udkastet til indholdet af tre minifilm, som jeg sammen med migrant- og sognepræst Birgitte Rosager Møldrup arbejder på at få produceret, henvendt til engelsk-, arabisk- og farsitalende kristne. Filmene forsøger at forklare aspekter af folkekirken i et grundtvigsk perspektiv, og den ene af filmene har arbejdsoverskriften: ”Hvorfor er præsten ligeglad med, hvem du går i seng med?”.
Ikke sandt, hvilket værdifuldt arbejde! Her forsøges der virkelig at få kirken med på alle de moderne noder. Og Ingrid Ank fortsætter i samme skure:
Forestillingen om, at præsten skulle være berettiget til at mene noget om (og i det hele taget interessere sig for), hvem (mand, kvinde, trans, nonbinær, gift, ugift, gift med en anden) eller hvor mange man må gå i seng med, er meget fjern fra den teologiske virkelighed, jeg befinder mig i.
Det er sandelig godt, at der befinder sig nogle teologer i denne nye virkelighed. En gammel ronkedor som undertegnede ville aldrig turde sige noget sådant, blandt andet fordi jeg ikke aner, hvad alle de mange betegnelser betyder og derfor ikke kan bruge dem på korrekt, moderne måde. Men godt vi har Ingrid Ank. Hun vil ikke blot forsvare det synspunkt, at præsten er ligeglad med, hvem du går i seng med, hun vil ligefrem angribe det modsatte synspunkt:
Mit forsvar har form af et angreb. For forklaringsproblemet befinder sig hos dem, der mener sig berettigede til at blande sig. Jeg er med på, at vi har at gøre med nogle urstrukturer i menneskehedens lange kultur- og samfundshistorie, men det gør dem ikke mindre besynderlige: Hvorfor vil man dog sætte rammer op for voksne menneskers sexliv? Hvorfor er sex og seksualitet et så politisk eller magtrelateret område?
Og ikke sandt, her må jeg dog føle mig ramt. Er det ikke lige mig, der menes med en præst, der ”mener sig berettiget til at blande sig”, eller vil angive, hvor mange man må gå i seng med?
Tja, jeg véd det ikke rigtig.
For nok er jeg gammel, men dette at være gammel giver også visse fordele. Jeg kan f.eks. huske i hvert fald to litterære fantasier, der siger sparto til de lidt sølle forestillinger, Ingrid Ank kommer med.
Jeg husker f.eks. ”Fagre nye Verden” af Aldous Huxley. Wikipedia, se her, fortæller om den verden, der afbildedes deri:
Alle børn udklækkes i reagensglas på fødselsanstalter og rangeres efter arveanlæg, intelligens og fysik i 5 kaster, navngivet fra det græske alfabet – fra alphaer (højeste og mest intelligente) til epsiloner (laveste intelligens og fysik). Forældre i nutidig forstand findes ikke, og ord som “moder” og “fader” betragtes som stærkt upassende og vulgære.
Efter at være kommet ud af flasken opfostres børn af plejepersonale og indoktrineres via hypnopædiske læresætninger (indoktrinering under søvn) og pavlovske metoder til at hade alt, hvad der er naturligt, og elske alt, der er kunstigt fremstillet. Dybere følelser, såsom kærlighed, sorg og forelskelse, forsøges undertrykt til fordel for flygtige glæder i form af erotik, spil, følefilm og det opiumslignende stof soma. Promiskuitet opmuntres fra en tidlig alder, og længerevarende forhold anses for stærkt upassende, ligesom isolation, individualitet og kritisk tænkning.
Se, det er ordentlig snak for et menneske, der vil være moderne. Det er værd at kæmpe for for en teolog, der vil være frigjort.
Og jeg husker også, at Svend Aage Madsen lavede en lidt anden fremtidsvision i sin roman ”Se dagens lys”. Her sørgede et sindrigt mekanisk system for, at noget så gammeldags som de overleverede ægteskabsforestillinger blev endegyldigt ødelagt. Systemet transporterede nemlig hver nat manden ind i en ny familie med ny kone og nye børn. Så fik man endegyldigt gjort op med ”plejer” eller vanetænkningen. Blot kan man måske indvende imod forfatteren, at han ikke kunne dy sig for at lade to mennesker blive gammeldags forelskede i hinanden og prøve at snyde systemet, så de kan være sammen til stadighed.
Ikke sandt, de mange fremskridtsvenlige, som f.eks. Ingrid Ank, må jo blive enormt forargede. For hvad ligner det, midt i en sådan fortrinlig fremstilling af det frigørende ved fri sex at anbringe noget så gammeldags som et forelsket par.
Men alligevel: er ikke hans visioner langt mere gennemgribende end Ingrid Anks. De er ellers vilde nok. Hun vender sig således imod den italienske regering, der vil prøve at genindføre familieidealet ”far, mor og børn”. Og hun fortsætter:
Men også i frisindede Danmark findes der jo besynderlige politiske begrænsninger: Prøv for eksempel at forestille dig, hvordan det er at være kone nummer to til de tolke, der blev reddet ud af Afghanistan og ind i Danmark – men kun med én kone? For sådan er de juridiske normer nu engang her hos os: Ægteskab er et tosomhedsanliggende, (og så må du knalde udenom for resten). Jeg er klar over, at modstanden mod flerkoneri hænger sammen med en modstand mod en patriarkalsk samfundsstruktur og i den forstand er et frigørelsesanliggende, men hvis bare der var ligestilling på området, er der vel ikke nogen god politisk grund til, at ægteskabet ikke kunne involvere flere end to?
Og ikke sandt, så må man virkelig tage hatten af i beundring. For det her havde de to fantaster, som jeg her har omtalt, alligevel ikke forestillet sig: to eller flere koner, to eller flere mænd! Waw, hvor frisindet, hvor moderne!
Nuvel, den gik altså ikke for mig gamle mand at undergrave Anks argumentation med de to litterære eksempler. Hvad så?
Ja, så vil jeg gribe fat i det, jeg tidligere svagt antydede: at der måske er den forskel på mænd og kvinder, at kvinderne griber den del af sproget, der arbejder ud fra etikken og prøver at finde ud af, hvad man må og hvad man ikke må, mens mændene holder sig mere til den del af sproget, der opererede med tingenes funktion. Sådan at altså kvinder mest tænker moralsk, mens mændene mest tænker videnskabeligt.
Og når man sådan kikker efter, om Ingrid Ank tænker moralsk eller tingsligt videnskabeligt, så viser hendes tekst, at hun hele tiden tænker moralsk, også i de afsnit, hvor hun vender sig imod dem, der tænker moralsk om sexlivet. Hun véd f.eks. godt, at ægteskabet, som vi kender det, har dybe folkelige rødder. Men dem skal vi altså se bort fra. Ja, hun siger næsten ”har pligt til at se bort fra”, for det er, hvad den nye moral, som hun går ind for, kræver af menneskene.
Ligeledes siger hun om os gamle, at vi ”mener os berettigede” til at sige noget imod dem med den løsslupne sexmoral. Vrøvl! Vi mener os på ingen måde mere berettigede til at sige noget imod nogens sexliv, men vi er lige så berettigede som hun til at mene noget om, hvad der er klogt og hvad der er mindre klogt.
Og det er jo det, det kommer an på. Jeg ”føler mig berettiget” til f.eks. at sige om spekulationerne i ”Fagre nye Verden”, at de er ukloge. At de nok også vil blive betragtet som umoralske af mange, det er en anden sag. Men hvis man er af den opfattelse, at mennesket ikke er lagt an på af nøjes med den sexuelle del af samlivet med et andet menneske, men faktisk gennem sine sexuelle udfoldelser uvilkårligt kommer til at binde sig til det andet menneske, så bliver Ingrid Anks anstrengelser for at danne sig en teologi, der tillader sig at lade hånt om det ene menneskes forhold til det andet, meningsløse. Se f.eks. hvad hun skriver midt i sit indlæg:
Der findes ingen gudgivne normer for, hvordan man skal leve for at leve “rigtigt”, men der findes et bud om at elske næsten som sig selv, og der findes en uudtalt fordring om at tage vare på næstens liv.
Ganske rigtigt! Men hvis de sexuelle udfoldelser uvægerligt binder det ene menneske til det andet, så kan man ikke med selv nok så mange skriftlige erklæringer sikre sig, at man ikke med sit løsslupne sexliv kommer til at skade næsten, altså kommer til at gøre det modsatte af det, der her siges at være et moralsk ”du skal”: at tage vare på næstens liv.
For du aner ikke, hvordan den anden virkelig har det; det véd han eller hun nemlig ikke selv. Nå ja, måske de, der har haft mange partnere, véd det, men sæt nu, de får fat i et menneske, der naivt tror dem på alle de smukke ord, der hører med til sexlegene, hvad så? Så gøres der jo alligevel skade på et andet menneske.
Så, hvor moderne end Ingrid Ank vil være, og hvor positivt man end kan se på hendes lyst til at ”komme efter” de meget moralske mennesker, det er en helt gal vej at gå, sådan at se med et strengt moralsk blik på os, der er ”gammeldags” og modsat hende har blik for den måde, skaberen har indrettet sexlivet på.
Lad mig slutte med en lidt mærkelig personlig oplevelse!
Jeg læste fornylig en beretning fra et menneske, der i en høj alder havde mistet sin kone. Han berettede om, hvordan de to var forbundet så stærkt, at han stadig nu efter hendes død følte sig forbundet med hende.
Det fik mig til at mindes mine egne oplevelser desangående. For tres år siden mistede jeg min første kone. Det var et hårdt slag både for mine teologiske tanker og for min mere dagligdags gøren og laden. Og jeg oplevede nogen tid efter hendes død nogle gange en mærkelig tilstand mellem søvn og vågenhed: lige før jeg sådan rigtig vågnede, havde jeg en meget stærk fornemmelse af, at alt dette med min kones død var det pure opspind, nej, hun lå stadig ved min side og om lidt ville jeg vågne op og alt ville være skønt som tidligere.
Og ikke sandt, så vågnede jeg op lidt senere, ikke fra et mareridt, men til et mareridt.
Der var, som man nok kan forstå, en mærkelig dobbelthed i disse oplevelser. På den ene side viste de mig, at vort forhold havde været stærkt: vi var virkelig blevet bundet til hinanden med meget stærke bånd, eller – mere præcist sagt – Gud havde bundet os til hinanden, for jeg véd da godt, at vore egne anstrengelser og pæne ord ikke betyder noget i sammenligning med den Guds ånd, der får forholdet til at blive stærkt.
Men på den anden side viste det også det forfærdelige ved at miste den, man således har bundet sig til. Både som et teologisk problem, problemet med ”die Unergründbarkeit Gottes”, for nu at bruge et tysk ord, og som et praktisk problem med at overvinde den ensomhed, der truede. Det sidste har min nuværende kone hjulpet mig med at overvinde, men det første sidder stadig og lurer i sindet som en øm byld.
Og så er det, at min fantasi tager fat. Jeg kan godt høre, hvad den teologi, som Ingrid Ank tilsyneladende har, vil sige til mig – jeg siger udtrykkelig, at er Anks teologi, ikke hende selv, der vil sige det, til at sige noget sådant er hun sikkert et alt for pænt menneske. Men den teologi, hun synes at gå ind for, vil sige til mig:
Hå, du, der vil handle efter, hvad der er klogt og hvad der er dumt, du har handlet rigtig dumt ved at binde sig så eftertrykkeligt til et andet menneske. Havde du blot handlet ud fra den teologi, der siger, at man rolig kan ”flyve fra blomst til blomst”, for det er derigennem, man får tilfredsstillet sine behov, så ville du ikke være blevet ramt af så stor en sorg, og ikke have oplevet sådanne forestillinger. Men at binde sig éntydigt til et andet menneske, når man dog véd, at døden lurer ved hvert gadehjørne, det kan kun betegnes som tudedumt.
Og hvad vil jeg så svare til det?
Jeg vil først svare, at sådan er der ingen, der vil svare her i den danske folkelighed. Vi har alle del i den folkelighed, som Ingrid Ank lidt nedladende kalder ”nogle urstrukturer i menneskehedens lange kultur- og samfundshistorie”, en folkelighed, som har med meget mere end sex at gøre, end vi tror, og denne delagtighed bevirker, at vi ikke kan få os selv til at komme med ovenstående svar. Som sagt mener jeg, at heller ikke Ingrid Ank vil kunne svare sådan.
Et vidnesbyrd om denne folkelighed ses af det faktum, at da nogle teologer for år tilbage ville ændre vielsesritualet bort fra det kendte ”til døden skiller jer ad”, vakte det enormt postyr. Godt nok ville folk have mulighed for at kunne blive skilt, men de ville i vielsens stund fastholde, at idealet var ”til døden skiller os ad”.
Og jeg vil dernæst sige, at hører man til dem, der som jeg anser denne folkelighed som opelsket af Gud selv, og desforuden selv har erfaret forelskelsens kræfter, så er det kun muligt med logikken og menneskeligheden i behold at sige tak for det alt sammen. Tak for den folkelighed, jeg lever i, tak for det ægteskab, der har omsluttet mig, tak for de venner, jeg kommer sammen med med største fornøjelse.
Og endelig vil jeg sige, når jeg nu omsider er blevet en sådan gammel ronkedor, som slet ikke mere kan følge med tidens mange mærkelige udfordringer, at jeg, hvor mærkeligt det end lyder for én, der går op i sexlivet med fynd og klem, ikke er helt så fyrig som i mine unge dage. Og at jeg er hjertenslykkelig for, at denne fyrighed, mens den var på sit højeste, ikke forledte mig til at flyve til andre blomster end den, Gud havde givet mig. Det lønner sig, når man bliver gammel. Så kan man stadig glæde sig over det ja-ord, der lød engang, ja, jeg er den eneste ene for hende, jeg er gift med, jeg er den, hun holder sammen med, jeg betyder altså virkelig noget i et andet menneskes øjne. Jeg står ikke alene, men der er én, der vil leve i fællesskab med mig.
Så det endelige svar bliver altså, at ville man stille mig overfor valgte mellem som bierne at flyve mellem tyve eller tredive underskønne kvinder og at holde mig til kun én, jeg valgte uden tøven det sidste. Ikke fordi jeg derved kan sige, at jeg har overholdt Guds lov, men fordi jeg derigennem har handlet klogt med mit liv, dvs. har handlet på en måde, så Gud har kunnet hjælpe mig med sin ånd til at leve i det gudgivne fællesskab, som ægteskabet er.
ricardtriis 