(U)tilsigtet bivirkning

Den 5. februar 2017, har socialdemokratiet fremlagt sit nye forslag til udlændingepolitik.

Og samme dag er det blevet kritiseret, og nogle gange endda kritiseret sønder og sammen. Det har mange andre partier gjort, det har adskillige medier gjort, og det har også Niels Krause-Kjær gjort i Deadline kl. 22.30, hvor han interview’ede Mette Frederiksen. Det må dog siges, at Krause-Kjær var mest interesseret i at prøve at belyse, hvor stor en kolbøtte Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har slået. Ok, vi så en række klip med både hende selv og andre socialdemokrater stå og rakke ned på Dansk Folkeparti, da de foreslog det samme, som socialdemokraterne nu foreslår: oprettelse af dansk administrerede lejre i Nordafrika. Og ikke mindst fik han nævnt utallige gange, hvor uigennemførligt forslaget om disse lejre vil være.

Til dette med det uigennemførlige havde Mette Frederiksen et godt svar. Hun gjorde opmærksom på, at hvis nogen i 2015, hvor flygtningestrømmen var ved at tage pippet fra de europæiske politikere, ville have sagt, at man da nok kunne få Tyrkiet til at gå med til en nedbremsning af migrantstrømmen, så ville enhver have påpeget, hvor umuligt det ville være. Alligevel havde Merkel – af alle politikere den Merkel, der åbnede døren til Tyskland – et halvt år senere fået en aftale i stand med Tyrkiet.

Men der er en enkelt finesse ved denne aftale, som man skal lægge mærke til, en finesse, som går igen i det forslag, socialdemokratiet er kommet med: Man indførte en ”bytteordning”, så Europa til gengæld for de syriske flygtninge, man sendte tilbage til Tyrkiet, forpligtede sig til at modtage et tilsvarende antal syriske flygtninge fra de tyrkiske flygtningelejre.

Den finesse er værd at lægge mærke til. For derigennem fjernede man ethvert incitament for de mennesker, der ville migrere til Europa, til at betale noget som helst til menneskesmuglerne. Hvorfor i alverden skulle jeg, hvis jeg som syrer ville til Europa, betale en menneskesmugler for at sætte mig over Ægæerhavet til Grækenland, når det eneste, jeg opnåede, var at blive sendt tilbage til Tyrkiet. Godt nok ville så en anden syrer komme af sted, men det var jo mig, der skulle af sted, det var jo mig, der havde betalt i dyre domme for at komme af sted, og nok er jeg en menneskekærlig sjæl – ville en sådan syrer sige – men ligefrem betale for at en anden kan komme til Europa, det vil jeg nu ikke.

Det vil sige, at med den ordning ødelagde man fuldstændig menneskesmuglernes forretning. Og lur mig, om ikke også det var meningen. Og læg mærke til det: man ødelagde deres forretning uden at overtræde konventionerne. Det var ikke sådan, at man pure nægtede at tage imod flygtninge. Nej, nej, det ville man skam gerne, blot ville man ikke modtage dem, der kom via menneskesmuglere.

Man kan vist også sige, at man på den måde fik foretaget den sortéring, som hele tiden har været noget nær umulig, når migranterne var ankommet til det, de regnede for deres bestemmelsessted: sortéringen mellem migranter og flygtninge. Om det har været det, man ville, véd jeg ikke, det har måske kun været en utilsigtet bivirkning. Men jeg har nu en mistanke om, at man måske skal sætte en parentes om u’et i utilsigtet. Og så er det lige ved, at jeg tager hatten af. For så er det en ret smart manøvre.

Noget kan tyde på, at socialdemokratiets forslag indeholder en lignende finesse. For man foreslår ikke blot, at alle de spontane flygtninge, der tropper op ved grænsen og søger asyl, skal flyves ned til den etablerede lejr i Nordafrika, man foreslår også, at de flygtninge, der bliver godkendt som flygtninge, ikke skal tilbage til Danmark, men overgives til FN, og altså anbringes i én eller anden FN-flygtningelejr, mod, at Danmark modtager et tilsvarende antal kvoteflygtninge fra FN.

Hvis man får dette til at virke, har vi her at gøre ned noget, der er lige så smart som aftalen med Tyrkiet: Man får fjernet den enkeltes incitament til at betale menneskesmuglere for at ankomme til den danske grænse. For den enkelte får ikke derved adgang til Danmark, det gør ”kun” én af hans lidelsesfæller i en FN-flygtningelejr. Og nok er mange mennesker ret godgørende, men at være så godgørende med den smule penge, man har fået skrabt sammen, at man handler på den måde, det er der dog ingen, der er. Hvilket får som en (u)tilsigtet bivirkning, at der ikke er nogen flygtning overhovedet, der vil søge asyl fra den danske grænse. Og så vil den med møje opstillede flygtningelejr i Nordafrika blive tom.

Det er i hvert fald, hvad man kan håbe på, om end det måske ikke er denne smartness, der skal sælge idéen overfor de danske vælgere.

Men måske denne smartness skal være med til at sælge den til det nordafrikanske land, man vil forsøge at få til at være vært for lejren: Lejren vil formentlig blive tom eller i hvert fald meget lille.

Man kan henvise til Australiens erfaring. Den løsning, socialdemokraterne nu foreslår, ligner den løsning, Australien gennemførte for nogle år siden: Man nægtede at ville modtage nogen bådflygtning overhovedet i Australien. De bådflygtninge, der var undervejs, eller de, der vovede forsøget efter annonceringen af den nye politik, blev anbragt i lejre udenfor Australien.

Og dèr sidder de så endnu. De har, fra de blev anbragt der og til i dag, gennemført en tovtrækning med den australske regering – med diverse gutmenschen blandt medier og politikere som heppere – for at se, om ikke den australske regering i sidste ende ville bøje sig. For tage imod tilbudet om at komme til Cambodia og begynde et nyt liv dèr eller blive sendt tilbage til det land, man kom fra, det vil de ikke. Derfor, for at fremtvinge den efter deres mening eneste moralsk rigtige løsning bliver de siddende. Og den australske regering er godt klar over, at giver man efter, er det et signal til menneskesmuglere i Indonesien: Prøv bare igen, nu kan der atter tjenes penge på ulykkelige menneskeskæbner!

I det hele taget skal man i flygtninge- og migrantspørgsmål gøre sig klart, at menneskenes børn ikke er så gode, som de burde være. Det gælder menneskesmuglere, men det gælder også de migranter, de smugler. De undser sig ikke for at lyve om deres situation, de kaster rask væk deres papirer væk for at vække medynk, de lyver om deres alder for at komme ind under de lempeligere vilkår for uledsagede flygtningebørn, og de lyver naturligvis også, når de påstår, at de i deres hjemland er personligt forfulgte. Altsammen måske forståeligt nok, når man véd, at de ikke ville have en kinamands chance for at få asyl i Europa, hvis de fortalte sandheden.

Det betyder også, at man fra europæisk side er nødt til at anvende magt, noget, man naturligvis er yderst tilbageholdende med at offentliggøre for sine vælgere. For man véd jo godt, at vælgerskaren stadig har en tilbøjelighed til at opfatte alle migranter som ynkværdige mennesker, der naturligvis opfører sig som søndagsskolebørn.

For det første skal man bruge magt, når man vil lukke grænsen af. Den stikprøvekontrol, man udøver for øjeblikket, og som kræver mange ressourcer, skal udvides til at være en permanent og langt mere effektiv kontrol. Det lykkedes således omsider af få én af familien Levakovic dømt til permanent udvisning, og man fik ham fløjet til hans hjemland, Kroatien. En tre ugers tid senere fandt man ham i Kastrup, og han bedyrede, at han ville komme tilbage igen og igen. Og med den nuværende grænsekontrol er det åbenbart ikke særlig svært.

Dernæst skal man bruge magt, når man vil flyve de spontane asylansøgere til Nordafrika. Man skal bruge magt, når man vil sikre sig deres tilstedeværelse, indtil flyet afgår, for de fleste vil foretrække en tilværelse som illegal indvandrer i Danmark fremfor en tilværelse i en FN-flygtningelejr. Og man skal bruge magt, når de skal ombord på flyet. Det har man måttet gøre med en række afghanske afviste asylansøgere, og nogle af dem har skejet ud i en grad, så piloten har nægtet at flyve med dem.

Så skal man jo også overveje, om lejren i Nordafrika skal være bevogtet eller ej. De ”ikke-søndagsskolebørn”, man anbringer der, vil måske flygte fra lejren for igen at prøve lykken over Middelhavet: den gik ikke med Danmark, måske den vil gå med et andet land.

Og så til sidst: Hvorfor dog lave alt det bøvl med en lejr i Nordafrika, når vi blot kan afvise alle spontane asylansøgere ved grænsen (når den altså bevogtes effektivt) med den begrundelse, at de alle kommer fra et sikkert land? Der er naturligvis en masse mennesker, der vil protestere, men de vil så vidt jeg kan se kun kunne protestere med henvisning til den praksis, der har udviklet sig, ikke med henvisning til konventionernes ordlyd. Meningen med en sådan foranstaltning er at tvinge Tyskland til på samme måde at lukke for asylansøgere ved deres sydgrænse, hvilket vil få Østrig til at gøre det samme – noget, de allerede så småt har gennemført – så til sidst italienerne står alene med problemerne. Det gør de allerede for øjeblikket, og den øgede mængde af migranter – de kan ikke mere, som de plejede, sende dem videre nordpå – har fået dem til at understøtte den libyske kystvagt i at standse gummibådstrafikken ud til de ventende NGO-skibe.

Vi kan således komme tilbage til den situation, der herskede i Ægæerhavet, før Syriza vandt valget i januar 2015 på et løfte om at ændre forholdsordren til den græske flåde, så den ikke mere måtte tvinge både med migranter tilbage til Tyrkiets kyst. (Som denne blog – men så at sige ikke andre – har gjort opmærksom på, var det denne ændrede forholdsordre, der fremkaldte strømmen af migranter i efteråret 2015, se her). Nu kunne en lignende forholdsordre til den italienske flåde komme til at betyde et effektivt stop for alle migrantbåde over Middelhavet (og dermed et effektivt stop for alle drukneulykkerne). Vi kunne få genoprettet den gamle, velkendte ordning, at det er et lands egne styrker, der skal forsvare landet mod ulovlig indtrængen, ikke et naboland, der skal forhindre ulovlig udtrængen.

Foreløbig må vi vente og se, hvordan det italienske valg falder ud. Noget er i gære i støvlelandet, måske de virkelig vil sparke fra sig nu.

Reklamer
Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | 1 kommentar

Endnu en forskel

Ja, endnu en forskel, endda en for mig hidtil ukendt forskel har jeg fundet. Forskel på hvad? Selvfølgelig forskel på kristendom og islam.

Det er Thomas Hoffmann, professor i koranstudier ved Københavns Universitet, der har hjulpet mig frem til denne indsigt. Han har i en artikel i Weekendavisen for den 2-2 18 taget det muslimske begreb ”taqiyya” op til nærmere undersøgelse (ikke on-line).

Han begynder med at antyde, at vi islamkritikere formentlig nok har truffet ordet før:

Nu er der måske læsere, der nikker genkendende og erindrer noget om, at det vist er beskyldningen om, at islam tillader muslimer at lyve over for ikke-muslimer. Ja, at det måske ligefrem er en hellig pligt for muslimer at skjule sandheden for ‘os’ vantro, hvis det kunne tænkes at fremme islams og muslimernes sag. Hvis man selv spørger en muslim, og vedkommende nægter at være social bedrager eller del af den muslimske erobringsstyrke, der skal forvandle Europa til et Eurabia, ja så er det blot taqiyya, lyder det fra taqiyya-analytikeren, der triumferende har gennemskuet plottet.

Hvis læseren synes, at denne anklage lyder lidt som et catch 22 for den stakkels muslim, er jeg helt enig.

For, fortsætter han, anvender man ordet på den måde, opretter man den perfekte anklage mod enhver muslim. Og så går al debat i stå.

Dette er vist sagt som en slags godmodigt drilleri overfor sådanne nogen som mig, der gør en dyd ud af at være så islamkritisk som muligt. Jeg tager det til mig. Foreløbig. Og søger at drage nytte af hans islamkundskab. F.eks. af det følgende:

Som så meget andet i islam udspringer begrebet fra Koranen og fortællingerne om Muhammad, hans venner og fjender. Selve ordets sproglige rod finder man i et koranvers (3:28), der handler om, at muslimerne skal distancere sig fra de vantro: »De troende skal ikke tage sig de vantro til venner (eller: allierede) i stedet for de troende. Så den, der gør dette, har ikke længere noget fællesskab med Gud.« Men typisk for Koranens retorik blødes dette strenge forbud straks op med et pragmatisk forbehold: »Medmindre I på grund af frygt for dem (dvs. de vantro) tager jer i agt.«

Man aner en social kontekst bag verset, hvor muslimerne simpelthen frygtede og undgik de vantro, men undertiden var nødsaget til at interagere med dem. Lige præcis sådan et scenario er meget sandsynligt i den allertidligste islam, hvor de såkaldte vantro fra Mekka udgjorde en reel trussel for muslimerne. I den slags trusselsscenarier fordrede det forsigtighed, måske endda ligefrem forstillelse — og i sådanne tilfælde var de undskyldt af Gud. Taqiyya kan således oversættes til »at tage sig i agt« og forstille sig på grund af frygt.

Dette er ét af de tilfælde, hvor det er godt at have en belæst mand til at vejlede sig med hensyn til koranen. Hvis man uden vejledning læste dette vers – hvor Ellen Wulffs danske oversættelse oven i købet mangler dette ”af frygt for dem” – så ville man aldrig finde på at forbinde dette med tilladelsen til at lyve eller forstille sig.

Det andet koranvers, han fremfører, er endnu tydeligere:

Der er et koranvers mere, som kan kaste lys over begrebet, nemlig 16:106. Det lægger ud med en advarsel om frafald fra islam: »Vrede fra Gud kommer over den, der ikke tror på Gud efter at have været troende.« Man genkender retorikken: Muslimen advares og trues med Guds vrede, hvis og såfremt. Men igen runder verset af på en opblødende note:

»Dog ikke den, der bliver tvunget, og hvis hjerte finder fred i troen.« Med andre ord: Hvis en muslim er blevet tvunget til at frafalde sin religion, men i sit hjerte bevarer troen, ja så er man også undskyldt af Gud – og af Muhammad.

Den traditionelle kontekst bag verset er, at en af Muhammads trosfæller, ibn Ammar, havde set sine muslimske forældre blive dræbt, fordi de havde nægtet at foretage afgudsdyrkelse. I stedet for selv at blive martyr havde Ammar overlevet ved at udføre de afgudsdyrkende ritualer. Da han senere bekendte for Muhammad, at han hele tiden havde bevaret troen inderst inde og blot havde tilbedt afguderne på skrømt, blev han derfor tilgivet. Skulle Ammar igen blive truet, skulle han ikke tøve med at forstille sig som afgudsdyrker, forklarede Muhammad ham. Troen var det afgørende, ikke de ydre handlinger.

Af Hoffmanns titel i Weekendavisen fremgår det, at han er ansat ved det Teologiske Fakultet, Afdelingen for Bibelsk Eksegese. Hvis nu Hoffmann havde spurgt de af sine kolleger, der beskæftiger sig med de bibelske tekster om, hvad mon Jesus ville have gjort i en tilsvarende situation, så kunne der måske være kommet noget spændende ud af det. (Jeg forsøger hermed at drille igen). Men det er såmænd ikke sikkert. For disse kolleger er sikkert lige så religionssammenlignende, som han er det. Han fortsætter nemlig med at beskrive, hvordan tanken om taqiyya kom i anvendelse, da shiitterne blev forfulgt af sunnierne, og hvordan der forekommer tilsvarende tanker indenfor kristendommen:

Den kristne teologi har for eksempel udviklet nogle sofistikerede begreber om såkaldt mental reservation – måder at tale og tænke på, hvor man skjuler sandheden, men ikke direkte lyver. Også disse begreber synes at udspringe af livstruende situationer, for eksempel under protestanternes forfølgelse af katolikker i 1600-tallets England. Inden for jødedommen har rabbinerne også fremtolket et princip om, at sandheden provisorisk kan ofres til fordel for opnåelse af den pragmatiske fred. Kender vi ikke alle sammen sameksistensens hvide løgn fra vores eget liv?

Og så er jo det hele gjort så uskyldigt (og ligegyldigt) som det næsten kan gøres. Og det er lige ved, at vi har fået de to religioner til at ligne hinanden i forståelse for magtens overherredømme over Ordet.

Hov!!

Magtens overherredømme over Ordet?

Ville Jesus nogensinde kunne acceptere det? Hvordan ville han mon anbefale sine tilhængere at reagere på modstandernes magtanvendelse? Måske vi ikke helt så let og elegant som Hoffmann skulle springe over det spørgsmål. Svaret er jo faktisk lidt foruroligende for os fredssøgende (læs: hyggesøgende) nutidskristne.

I Matt 10 fortælles der om, hvordan Jesus udsender sine tolv disciple:

Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer. Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne. Men når de udleverer jer, så vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige. For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer.

En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod deres forældre og få dem dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses. (Vers 16-21).

Her er der ikke noget med, at de skal forstille sig og nægte at kende noget til Jesus. Tværtimod.

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. (Vers 32-39).

Sværd vil Jesus bringe. Men sværdet er ikke ét, han selv fører, heller ikke ét, hans disciple fører, nej det er et sværd, der føres imod ham og imod hans disciple. Det er et sværd, der anbringer både ham selv og hans disciple i den situation, Muhammeds disciple blev anbragt i. Og vi ser, at Jesus – i modsætning til Muhammed – ikke anbefaler løgn eller fortielse, tværtimod vil han, siger han, fornægte dén overfor den himmelske fader, som fornægter ham overfor mennesker.

Hvorfor dog det? kan man spørge, hvortil denne halsstarrighed? Hvad er det ved denne Jesus, som bevirker, at mennesker holder fast ved ham og hans forkyndelse, også om det koster dem livet?

Det er muligt, at hver generation må svare med sine egne ord. Men den generation, Jesus tilhørte, svarede med bl.a. hans ord i Luk 9,25:

For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?

Altså, noget med, at man kun føler sig hel som menneske, hvis man kan give udtryk for den kærlighed, man har mødt igennem Jesus og hans menighed.

I hvert fald véd vi fra de historiske vidnesbyrd, at dette ikke at give efter for magten var noget, der kendetegnede oldkirkens menigheder. De romerske myndigheder ville tvinge dem til at ofre til kejseren, men de ældste kristne nægtede at ofre til kejseren, også selv om det kostede dem livet. Og det var denne halsstarrighed, der omsider, efter tre hundrede år, fik de romerske myndigheder til at anerkende den kristne kirke.

Og historien fortæller os også, at der i 1521 var en halsstarrig munk, der nægtede at tilbagekalde sine skrifter, selv om han var stillet overfor kejseren og alle Tysklands adelsmænd og risikerede at blive brændt på bålet, hvis han fastholdt sit nej. Havde det nu været Muhammeds ord, han skulle rette sig efter og ikke Jesu ord, så ville han selvfølgelig have givet efter for frygten og tilbagekaldt sine skrifter, måske med den tanke i baghovedet, at der jo nok kom bedre tider, der ville give ham lejlighed til at holde fast ved sin overbevisning uden frygt. Men nu var det ikke Muhammeds ord, han skulle holde sig efterrettelig, nu kunne han ikke klare frisag ved at sige, at han i hjertet havde bevaret sin sande overbevisning, men blot i sin store klogskab havde fornægtet den udadtil, nu var det Jesu helt anderledes hårde, ufredelige og ubarmhjertige ord, han ville rette sig efter, ja, måske han oven i købet mente, at han ville miste sig selv, hvis han gav efter; han sagde i hvert fald noget om, at det ikke er rådeligt for et menneske at handle mod samvittigheden.

Samvittighed? Hvad er det for noget? Kan enkeltmenneskets samvittighed virkelig træde op imod de store og mægtige mænd, der styrer rigerne?

Ja, åbenbart.

Og vi véd jo alle – nå ja, bortset måske fra Frederik Stjernfelt – at historien og vor moderne frihed ville have taget sig helt anderledes ud, hvis det i Worms var kommet til en tilbagekaldelse, hvis det var blevet Muhammeds klogskabsbetragtning og ikke Jesu vanvittige tiltro til Ordet og et menneskes samvittighed, der havde sejret.

Så kommer vi op til vor tid, og så opdager vi det mærkelige forhold, at de mennesker, der først og fremmest har i sig Jesu tiltro til Ordet, ikke er kristne, men muslimer. Lad mig nævne tre tilfælde:

1) Den 26. juni 2015 blev turister på en badestrand i Tunesien angrebet af en terrorist. Han skød omkring sig og dræbte mange turister. Men mange lokale muslimer stillede sig op imellem ham og turisterne, råbte, at de var muslimer, som han ikke måtte skyde, og forhindrede derved med livet som indsats, at endnu flere turister blev dræbt. Se her.

2) Og også i 2015 kørte en bus fyldt med kvinder fra den kenyanske hovedstad Nairobi ud mod de nordøstlige provinser. Den skulle egentlig have haft politieskorte, men politibilen var brudt sammen. Så blev den angrebet af terrorister fra Al-Shabab. De forlangte som sædvanligt de kristne skilt fra, så de kunne henrette dem og ikke muslimerne. Men de muslimske kvinder trodsede terroristernes geværer og nægtede at fortælle, hvem der var kristen og hvem der var muslim. Se her.

3) Her fornylig læste jeg i The Economist om en yasidi-kvinde, der var blevet solgt som sexslave af IS, havde prøvet at flygte, og først haft held med det anden gang. Hun søgte tilflugt hos en sunnimuslimsk familie i Mosul, og den fik hende smuglet ud af byen på trods af, at der var sat efterlysningsplakater op med hendes billede på. Man var nemlig så snedig, at man lod hende bære niqab. Se her.

Og et fjerde tilfælde er næsten det mest oplysende. Det er såmænd Sara Omar, vel at mærke forfatteren Sara Omar, ikke debattøren. Hun lader i sin roman hovedpersonen skrive et afskedsbrev til den veninde, der havde besøgt hende på hospitalet. Herigennem kommer det frem, hvad der driver hende som forfatter, og hvad grunden til, at hun udsætter sig for livsfare ved at skrive, er. Hun skriver:

Som vi begge ved, er dét at have retten til sin egen stemme ikke en selvfølge for kvinder som dig og mig. Men jeg vil kæmpe for den ret og holder derfor fast i et spinkelt håb. Hvis vi skal gøre os frie, så er vi nødt til at tage bladet fra munden og gøre front mod undertrykkelsen, uanset hvor den har sine rødder. Hvis vi skal føle os som mennesker, må vi fortælle vores historie. Jeg prøver at fortælle min, selvom alene tanken fylder mig med skyld og skam. Jeg føler skam over at eksistere. For hvad er jeg andet end en udstødt kvinde i sygesengen, som ingen vil kendes ved, så længe hun ikke er dækket til af et ligklæde.

Jeg har tidligere citeret noget fra dette brev, se her. Dengang tillod jeg mig at kalde det god, kristelig tale. Det vil jeg stadigvæk mene, det er. Og dertil er den oplysende. For, som Jesus siger: ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?” Hun vil ikke bøde med sig selv, hun vil ikke miste sig selv, derfor sætter hun livet på spil ved at skrive sin bog. Derfor lader hun hånt om Muhammeds tilladelse til taqiyya. Hun har fattet det grundmenneskelige i Jesus-ordet, også selv om hun måske ikke kender det.

Så når vi spørger: hvortil denne halsstarrighed?, stillet overfor Jesu stærke og risikofyldte krav, så giver Sara Omar svaret: For at kunne være et menneske.

Og så ser vi forskellen mellem islam og kristendom i en ny formulering: Jesu krav er krav, der, når de opfyldes, giver mennesket den sande og hele menneskelighed, dvs., de er humane. Muhammeds krav, derimod, der her tager form af en tilladelse, sigter ikke mod den sande menneskeligheds fremvækst, men kun mod hans magtreligions fordel. Så må det gå med enkeltmenneskets selvagtelse, som det kan bedst.

Og vi ser tillige, at denne sande og hele menneskelighed kun vokser frem i samfund, hvor der hersker ytringsfrihed. Kun, hvor hvert menneske tillader sig at tale rent ud af posen uden frygt for repressalier, kun dèr kan der fremstå mennesker, der er sig selv helt og fuldt, ikke er undertrykt under nogen ideologi. Det er derfor på sin egen sære måde helt logisk, at islam med sine terrortrusler forsøger at få os til at holde alle ytringer tilbage, der kan være en trussel mod islam.

Men den logik, de handler efter, er en magtens logik, det vil sige, en logik, som underbygger et totalitært samfund. De mennesker, som lever på et sådant samfunds solside, kan nok føle sig som hele mennesker, men de mennesker, som undertrykkes, kan ikke. Om de gør oprør eller ej, eller rettere: om de vover at tale imod det totalitære samfund, afhænger af situationen og deres menneskelige habitus.

Sara Omar har vovet det med sin roman. Og det er velgørende.

Så er der kun tilbage at tage de spørgsmål op, som Thomas Hoffmann begyndte med: Vil en muslim nægte at være social bedrager og vil han nægte at være en del af en muslimsk erobringsstyrke, selv om det vil være løgn, hvad han siger?

Hoffmann mener, at man med taqiyya-begrebet kommer alt for let om ved at svare ja til disse spørgsmål. Det er sikkert rigtigt. Sandheden er nok den, at muslimen kommer fra en verden, hvor det er klanen, man er solidarisk overfor, ikke staten. Og når muslimen med største selvfølgelighed søger at narre det offentlige herhjemme uden at få samvittighedsnag af den grund, skyldes det ikke taqiyya-begrebet, men snarere den indbyggede mistillid til alle statslige øvrigheder, som han har med sig ”hjemmefra”, omend der vel nok kan være den muslim, der ser det førnævnte skriftsted sura 3,28 om ikke at tage vantro til venner som en ekstra retfærdiggørelse af deres snyd.

Og spørgsmålet om, hvorvidt muslimen mener at deltage i en erobringskrig i Europa, er ligegyldigt. Blot ved at være en from muslim, deltager han i Europas islamisering. Det er jo som from muslim han stiller alle de kendte krav om badeforhæng og ingen lejrskoledeltagelse, om bederum og kønsadskilt svømning, osv. Og det er også som muslim – omend nok en mindre from én af slagsen – at han forgriber sig på vestlige piger og kvinder. Muligvis opfatter han det selv ikke som andet end en tilfredsstillelse af sin kønsdrift, men eftersom han også opfatter det som noget, han har ret til, fordi han som muslim er overordnet os vantro, bliver det – taqiyya eller ikke-taqiyya – en del af et erobringstogt, der skal ydmyge os vantro og være med til at give muslimerne sejr.

Men den sejr, han vinder over os vesterlændinge med sine seksuelle overgreb, er en phyrrus-sejr. For indbygget i den ”sejr” ligger en undertrykkelse af hans egne kvinder. Godt nok deltager de selv i stor stil i denne undertrykkelse, men som Sara Omar viser med sin bog, går det ikke helt så glat som med mændene at få kvinderne til at deltage i islamiseringen af Europa. De har jo set, hvor frie de europæiske kvinder er, i dem er der derfor opstået et ønske om at kunne være lige så frie. Og den dag, de opdager, at det, der binder dem, er den islamiske fromhed, og at de kun kan være frie som de europæiske kvinder ved at skippe deres religion, så skal vi se løjer.

Men ak, som debattøren Sara Omar – ikke at forveksle med forfatteren Sara Omar – viser: der er lang vej endnu.

Udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente | Tagget , | 1 kommentar

Stikke halen mellem benene?

Nej, det er ikke mig, der er tale om, det er Sara Omar, den kurdisk-danske forfatter, der med sin roman ”Dødevaskeren” har leveret en skarp kritik af de muslimske miljøer. Hun har efterfølgende i et indlæg på Facebook, se her, givet udtryk for sin irritation over, at den danske højrefløj, racister og fremmedfjendske kræfter, som hun kalder dem, tager hendes bog som gidsel.

Berlingske har spurgt forskellige mennesker om deres reaktion på denne udtalelse, se her. Og radiovært på radio 24/7, Nimi Zamani, forholder sig kritisk til hendes udtalelse:

Jeg forstår godt, at hun ikke [vil] spændes for en vogn af den yderste højrefløj. Som kunstner har man principielt ikke andet ansvar end det kunstværk man producerer, men når det helt tydeligt har været en del af hendes promovering at sælge bogen som en kritik af islamiske miljøer, så synes jeg helt klart at hun har et ansvar for at følge op. Så kan hun sgu’ ikke bare stikke halen mellem benene.

Jeg vil nok ikke udtrykke mig på helt samme måde. Men jeg må indrømme, at det gjorde ondt på mig at læse hendes indlæg. Jeg har, som man nok véd, været ret optaget – ja ligefrem grebet – af hendes roman. Og på den baggrund har jeg følt det at læse hendes indlæg som at få en spand koldt vand i hovedet. Efter dette indlæg må jeg sige at:

Sara Omar er fortrinlig som forfatter, men elendig som debattør.

Det overrasker, det gør ondt og det skuffer at se en fremragende forfatter forvandle sig til en fladpandet debattør. Jeg forstår simpelthen ikke, at hun ikke selv kan se det mislige i at identificere sig med en blanding af islamofile danskere og krænkede muslimer.

Lad mig prøve at zoome ind på nogle af mine indvendinger:

1) Sara Omar føler sig krænket og spiller derfor offerrollen.

Jeg undrede mig under læsningen af hendes indlæg over, at hun flere gange bruger udtrykket ”Jeg vil ikke tillade…”. Til at begynde med troede jeg, at hun lod sig forlede et engelsk udtryk, som hun muligvis har brugt i den engelske udgave af indlægget. Jeg forestillede mig, at det var det engelske ord ”accept” hun tilbageoversatte til ”tillade”. Men efter flere gennemlæsninger tror jeg snarere, hun er blevet offer for den blandt danske muslimer almindelige tendens til at indtage offerrollen.

2) Sara Omar fortæller os ikke, hvem eller hvad hun føler sig pikeret over, men det kan med rimelighed antages, at det er Marie Krarups indlæg i Berlingske, hun reagerer på.

Marie Krarup hævdede i Berlingske, se her, at bogen burde kunne lære os at skelne mellem islam og muslimer. For, siger hun, bogen er

et smukt forsvar for den kærlige muslimske mormor, som ikke kan tage opgøret med islam og derfor kommer til at hjælpe med til, at volden bliver reproduceret i hendes egen familie, og Daggry [dvs bogens hovedperson ”Frmesk”, rr] bliver voldtaget af sin onkel.

Om denne mormor skriver Sara Omar:

Jeg har igennem et helt liv kendt en gammel kvinde, som med koranen i den ene hånd kun spredte kærlighed og omsorg, mens hun med den anden hånd vaskede lemlæstede kvindekroppe, der var blevet dræbt i Allahs navn. Denne kvinde valgte alene at betro Allah sine dybeste følelser, det gjorde hun udelukkende, fordi hun så barmhjertighed og spiritualitet i religionen islam. Hun omfavnede de dødes kroppe. Hun kunne ikke gøre dem levende igen, selv om hun inderligt ønskede, hun kunne, men alligevel rensede hun deres sår, og forsøgte at gøre dem til menneske igen, inden hun sendte deres sjæle ind i Allahs rige. Denne kvinde var en smuk troende muslim. I dag har jeg hendes bedekrans og lille koran med mig, hvor end jeg går. Hun er min spirituelle og religiøse vejleder.

Det vil sige: Hun nægter som sin mormor at tage opgøret med islam og kommer derved til at få volden i de muslimske miljøer til at vare ved.

3) I sit forsøg på at forsvare islam bruger debattøren Sara Omar de tyndest tænkelige argumenter, f.eks. dette:

Vold og undertrykkelse findes i alle kulturer og religioner.

Det er selvfølgelig rigtigt. Men det, der her er sagen, er, at vold og undertrykkelse forekommer i langt højere grad i den kurdiske, muslimske kultur, end i den danske, kristne kultur. Det er kurderne, der flygter til Danmark for at komme ud af den onde voldscirkel, ikke danskerne, der flygter til Kurdistan.

Og det er jo også, hvad forfatteren Sara Omar hævder i sin bog. Her, men ikke i Kurdistan, er der en politimagt, der kan beskytte de forfulgte kvinder. Her, men ikke i Kurdistan, kan hun finde forståelse for den forfølgelse, hun som kvinde har været udsat for. Og ikke mindst: Her, men ikke i Kurdistan, kan hun igennem en bog få udtrykt sin smerte over de umenneskelige forhold.

4) Hun skriver også:

Jeg stiller mig frem, fordi jeg har mærket og set undertrykkelsen med mine egne øjne. Jeg tilhører ingen politiske partier og vil ikke være medvirkende til politisk propaganda, der slår ned på muslimer eller andre verdensborgere. Jeg tillader ikke at blive udnyttet eller manipuleret ind i den racistiske kamp mod den muslimske minoritet. Racisme og det fremmedfjendske har rod præcis samme sted, som de ekstreme muslimer, jeg tager dybt afstand fra og som jeg og mange andre modige kvinder kæmper imod.

Jeg var så småt begyndt at håbe på, at islamkritik ikke automatisk blev betragtet som udtryk for racisme. Men det ser ud til, at jeg er nødt til at gentage det: Muslimer er ikke en race, at være muslim er ikke noget, man er for livet, på samme måde, som man er neger for livet og ikke nogensinde kan løbe fra det. Det er faktisk muligt at træffe den beslutning, at man fremover vil vende sig imod koranens tale. Og er det ikke, hvad hun selv gør i sin roman? Jeg citerer igen fra Marie Krarups indlæg:

Romanen handler om, hvordan Daggry [dvs. hovedpersonen, Frmesk, rr] som muslim til sidst beslutter at bryde ud af systemet. Hvor den hjertensgode bedstemor Gawhar siger: »Det er ikke menneskets opgave at betvivle Allahs ord. Når vi gør det, så tramper vi på den gave, han har givet os gennem livet og sine ord«, så ender Daggry med at skrive i et brev til Darya: »Hvem er de mennesker, der har ret til at undertrykke, knuse og dræbe? Hvor får de deres ret fra? Fra Gud fra Allah, vil de nok sige. Men kan det passe, at ældgamle bøger, at ældgamle kulturer og traditioner kan være mere værd end os to? Mere hellige end menneskeliv? Mere værd end vores eksistens? Selv i dag?«

Man får indtryk af, at debattøren Sara Omar nu æder alle disse ord i sig igen, at hun altså nu er faldet til patten og vil besvare alle forfatteren Sara Omars tvivlsspørgsmål med et ja. Ja, de har deres ret til at knuse og dræbe fra Allah. Ja, ældgamle bøger kan være mere værd end de to kvinder. Ja, koranen er mere hellig end menneskeliv.

5) ”Selv i dag?” spørger forfatteren og lader derved ane, at hun er blevet overbevist af den vestlige udviklingstænkning. Blot synes hun ikke at være klar over, at en sådan tænkning er uforenelig med islam som religion.

Debattøren Sara Omar skriver:

Vi har brug for at udvikle os. Vi har brug for at se problemerne i øjnene. Alt kan fornyes. Alt kan forandres. Alt kan forbedres. Hvis vi skal gå en fornuftig fremtid i møde, så skal både mennesket og systemerne være i konstant udvikling, hvor vores menneskesyn og tankegange skal reformeres.

Javist, sådan tænker et vestligt menneske. Men koranen kan ikke udvikles. Den ligger fast. Den kan ikke nytolkes. Ifølge den er manden overordnet kvinden. Ifølge den er kvinden mandens pløjejord, og han kan gå til den så ofte, han vil. Det gjorde allerede Informations anmeldelse opmærksom på, se her:

Derfor er også islam under voldsomt angreb i romanen, det vil sige den bogstavtro fortolkning af Koranen. I vers efter vers står mænd over kvinder, hvilket i praksis i flere samfund giver mænd lov til at behandle kvinder præcis, som de har lyst til. Eller som det også hedder med citat fra både Koranen og romanen: »Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil.« Her legaliseres vold og voldtægt af kvinder.

Og det mærkelige er, at den sidste sætning faktisk er skrevet af forfatteren Sara Omar, side 47 i ”Dødevaskeren”. Så hvordan debattøren Sara Omar vil bekæmpe vold og voldtægt af kvinder, når hun som den gamle kvinde, hun ser som sit ideal, vil fastholde islams tro på koranen, den koran, der netop legaliserer vold og voldtægt, det er og forbliver en gåde. Men mange muslimer gør som hun. Og de letbenede danskere, der vil være åh så gode og forsvare ikke blot muslimer, men også islam, dvs., koranen – ofte uden at have læst den eller sat sig ind i den – dem læner hun sig også op ad. Men kun som debattør, ikke som forfatter.

6) Debattøren hævder, at hendes kamp er en kvindekamp. Hun skriver:

Min kamp er en kvindekamp. Denne kvindekamp og kønskamp, som sandfærdige kvindeforkæmpere i hele verden og i Danmark før mig har banet vej for. Jeg har forlængst tilsluttet mig dem. De kvinder, som kæmpede og stadig i dag kæmper for kvinders frihed og frigørelse. Og jeg, som dem, nægter at være en marionetdukke i et uønsket spil. Vi, de unge kvinder idag, er og skal være, dybt taknemmelige overfor de kvinder, som har kæmpet for vores rettigheder og banet vejen for vores frihed. De solgte ikke ud af deres værdier. De bukkede ikke under for patriarken. De tillod ikke de paternalistiske holdninger at styre deres handlinger. Vi har oplevet, at kvinder verden over ikke har fået deres rettigheder foræret. De har skullet kræve og kæmpe for, hvad der var deres. De måtte se frygten i øjnene, de tog bladet fra munden. Og disse kvinder har ikke gjort forskel på kvinders etnicitet, religion eller herkomst. De kæmpede for kvindens ret, uanset hvor i verden kvinden befandt sig.

Det er den europæiske kvindes frigørelseskamp, hun her skildrer. Men hun har ikke skildret, og hun kan heller ikke på tilsvarende måde skildre den muslimske kvindes frigørelseskamp. Hele hendes roman er et vidnesbyrd om, at en sådan frigørelseskamp ikke forefindes og ikke kan forefindes, så længe muslimske kvinder i deres store fromhed bøjer sig for koranens ord. Derigennem bukker de nemlig under for patriarken, ikke blot for hovedpatriarken Muhammed, men for alle hans mindre, men ikke mindre voldsparate efterfølgere.

Til sidst: Nogen vil måske gøre opmærksom på, at jeg for nogle indlæg siden tillod mig at være stolt, endda pavestolt over mit folk, over os danskere, se her. Ud fra det vil man så spørge mig, hvorfor jeg ikke tillader Sara Omar på lignende måde at være stolt over hendes folk.

Til det vil jeg svare med vers 4 i ”Jeg elsker de grønne lunde”. Her synger forfatteren til fædrelandet Danmark: ”Mig fryder din ros din ære/ mig knuger din sorg, dit savn/ hver glans, hver plet vil jeg bære/ som falder på Danmarks navn”. Og der er jo faldet pletter på Danmarks navn. Man kan f.eks. tænke på kommunistinterneringen under besættelsen. Men når nogen vil kalde noget en plet på Danmarks navn, som jeg på ingen måde kan se er en plet, så vil jeg tillade mig at protestere. Når f.eks. Kirsten Lylloff i en afhandling i Historisk Tidsskrift søger at vise, at danske læger var skyld i 5000 tyske flygtningebørns død, fordi de nægtede at være behjælpelig med lægetjeneste overfor de tyske flygtninge, der i besættelsens sidste måneder strømmede ind i Danmark, så vil jeg ikke bære med på en sådan plet på Danmarks ære. Jeg tillader mig at protestere, se f.eks. her, men altså protestere med argumenter, argumenter, der viser, at Lylloffs analyse ikke holder vand.

Og det samme vil jeg opfordre debattøren Sara Omar til: Undersøg sagen, find ud af med argumenter, om forfatteren Sara Omar har ret i at hævde, at islam er kvindeundertrykkende, at ordet om kvinden som pløjejord legaliserer vold og voldtægt. Og hvis hun har ret, hvis enhver god og from muslim forventes at godtage koranens ord, som de står, og hvis der derfor ikke kan forventes nogen udvikling til det bedre i lande, hvor islam hersker, så forlad dog den religion! Så indse dog, at Marie Krarup har ret, når hun hævder, at den gamle kvinde ved sin tro (eller overtro) på koranen kommer til at hjælpe med til, at volden bliver reproduceret i hendes familie!

Mikael Jalving har på sin blog på Jyllands-Posten et indlæg, der sætter tingene på plads, se her. Han begynder med at gøre opmærksom på, at det i går var ”World Hijab Day”:

Ifølge det arabiske nyhedsmedie Al Jazeera deltog kvinder fra omkring 190 lande i fejringen af »retten til at gå klædt, som man lyster«.

Det var den sidste formulering, jeg faldt over. »Gå klædt, som man lyster«. Korrektion: Der mangler et d i man. Der burde have stået: Gå klædt, som mand ønsker.

Og han fortsætter med at undre sig over, at kvinder virkelig tror, at de frivilligt vælger at gå med hijab. Hvorfor gør de dog det? Ja, Jalving mener at have fundet en forklaring:

Jeg tror nok, jeg har en forklaring på mysteriet. Den er historisk (som så meget andet). Når kvinder frivilligt tildækker deres hår for andre mænd end deres mand derhjemme eller for de ugiftes vedkommende deres kommende mand, genfortæller de en lang historie, som er lige så gammel som islam. Og islam er en tro, der gør mænd til kvinders overmænd.

Og han siger til sidst:

Mit gæt er, at flere og flere europæere vil komme til at gennnemskue disse muslimske kvinder, for der findes som den balstyriske, men klartseende italienske forfatter Oriana Fallaci skrev kort før sin død, ikke en god islam og en dårlig islam.

Der findes ret beset kun islam, og islam er Koranen, dvs. sharia, dvs. en religion, der fraset visse poetiske og metafysiske kapitler og passager udtrykker sig gennem påbud, regler og politik og er i familie med alle totalitarismers moder: teokrati, et styre ved og af de rettroende.

Kan man være stolt af at komme fra et land, hvor en sådan undertrykkelse har hersket i århundreder? Ja, hvis man ved egen kraft, overvejelse og mod er sluppet fri af undertrykkelsen. Sara Omar er i diverse artikler afbildet, så hun fremviser både sine kvindelige former og sit hår. Dette viser, at hun har noget at være stolt af: sin kvindelighed, som hun nu tør være ved helt og fuldt; sit mod – hun vover pelsen som muslimsk forfatter, der afslører kvindeundertrykkelsen; og sit kald – hun ser det som sin opgave at sætte livet på spil for at få sine medsøstre til som hende at gøre oprør.

Men være stolt af landet, nej, det kan hun ikke, i hvert fald ikke af den side af landets kultur (der er mere at sige om kurderne end det, hun får sagt i sin roman, f.eks. deltager kvinder i den syriske del af det kurdiske område i kampene mod IS). Derimod kan hun nok være stolt af den gamle kvinde, hun kender (hendes mormor?). Hun formår trods det omgivende samfunds råhed at sprede kærlighed og omsorg. Men at hun selv mener, at koranen er fuld af kærlighed og barmhjertighed, det hører med til den fortroldelse, hun selv og det øvrige samfund er genstand for.

Og den fortroldelse giver altså debattøren Sara Omar sig ind under.

Man græmmes!

Udgivet i Islam | Tagget , , | 1 kommentar

Om menneskets frihed

En ung tysk filosof har udgivet en bog med titlen ”Ich ist nicht Gehirn”. Titlen må nødvendigvis læses på tysk, for her kan man gøre opmærksom på, at der ikke står ”Ich bin nicht Gehirn”, hvad man vel ville forvente efter de almindelige tyske sprogregler. Oversætter vi til dansk ”Jeg er ikke hjerne”, får vi ikke denne finesse med, for hos os hedder det ”jeg er”, ”du er”, ”han er”, ordet ”er” ændres ikke. Men det gør det jo på tysk, og vi skulle måske oversætte det ved ”Jeget er ikke hjerne”, for det, filosoffen vil sige med det, er jo, at et menneske ikke er identisk med sin hjerne, at et menneskes tanker og følelser ikke kan opspores ved hjerneundersøgelser.

Jeg læste om bogen i Information for nogen tid siden, se her, og googlede mig så frem til diverse anmeldelser i tyske blade. Det viste sig, at bogen udkom for et par år siden. Men hvad – bedre sent end aldrig. Én af de tyske anmeldelser kan ses her.

I denne omgang vil jeg imidlertid ikke omtale Gabriel ret meget, jeg vil nøjes med at supplere ham med nogle betragtninger.

Som allerede titlen antyder, er en hovedpointe hos ham, at mennesket er mere end sin hjerne. Med den påstand vender han sig imod den opfattelse, han kalder ”neurocentrisme”, en opfattelse, der mener ved hjælp af hjerneforskning engang ad åre at kunne beskrive mennesket så grundigt, at alle et menneskes tanker, følelser og forestillinger kan påvises som neuronaffyringer i hjernen. Selv om han indrømmer, at alle tanker og forestillinger har et neuronalt tilsvar, nægter han, at en sådan neurologisk beskrivelse nogensinde vil kunne forekomme; der er ikke blot tale om, at vi endnu ikke véd nok, der er tale om, at det vil være principielt umuligt.

Som baggrund for en sådan påstand gør han en del ud af den klassiske tyske filosofi med Kant, Fichte og Hegel for at fremhæve mennesket som åndeligt væsen.

Alt det skulle jo være vand på min mølle. For det er jo også, hvad jeg går ind for.

Javist, javist.

Men jeg vil nu mene, at der kan siges en del mere om forholdet mellem hjerne og åndsliv, end Gabriel tilsyneladende gør. Eller jeg vil mene, det vil være praktisk, måske endda nødvendigt at underbygge menneskets anderledeshed med mere end påstande.

Det skal her forsøges.

Jeg vil benytte mig af en tanke, som først er fremført af Karl Popper, tanken om dobbelt kausation. Jeg har gjort lidt nærmere rede for min udnyttelse af denne tankegang i en bog, jeg for et par år siden fik udgivet på Aalborg Universitetsforlag: ”Mennesket, person eller robot”. Her gennemgår jeg Kaj Munks skuespil ”Fra Tidehvervet”, som kan læses her. Munk tager ved at lade sin hovedperson være den romerske filosof Titus Lucretius Carus det problem op, som også Markus Gabriel tager op: Hvordan er forholdet mellem den naturlovsnødvendighed, der tænkes at gennemsyre alt, også mennesket, og så menneskets væren-menneske, hvilket dog synes at forudsætte en vis frihed? Afsnittet om den dobbelte kausation findes på side 238.

De fleste filosoffer forestiller sig vist, at der kun er én årsagskæde; den videnskabelig verden beskæftiger sig i sine undersøgelser med tingenes årsagsmæssige sammenhæng. Og ved en videnskabelig, årsagsmæssig undersøgelse af mennesket opstår så problemet med menneskets frihed. Hvis de processer, der foregår i hjernen, er årsagsbestemt eller determineret ned til mindste detalje – og det er jo, hvad de videnskabelige undersøgelser både går ud fra og får som resultat – så kan vi godt vinke farvel til alt, hvad der hedder menneskelig frihed.

Her er det min påstand, at vi mange steder i den biologiske verden ser en dobbelt kausalitet, dels en kausalitet i mikrokosmos og dels én i makrokosmos. De to er ikke blandet sammen. Og det er videre min påstand, at der også for menneskets vedkommende findes to sådanne af hinanden dybt afhængige, men dog ikke sammenblandede årsagskæder, blot er den i makrokosmos måske slet ikke nogen årsagskæde, men en åndelig bundethed til sproget.

Lad os se på det!

Først skal man være klar over, at videnskaberne kan indordnes i en vis rangfølge. Kemien bygger f.eks. videre på fysikken, og visse kemiske egenskaber, f.eks. et stofs valens, kan forklares ved hjælp af fysiske begreber. Men omend kemien i den forstand bygger på fysikken, er det dog helt andre begreber, man må anvende, om man vil forstå kemien. En reduktion af kemien til fysik lader sig ikke gøre.

Dernæst må gøre sig klart, at man, så snart man begynder at tænke i darwinistiske udviklingstermer, nødvendigvis kommer til at tale om en dobbelt kausalitet, dels en mikrokosmisk og dels en makrokosmisk. Et bestemt insekts udseende afgøres af mikrokosmos i form af de gener, der bestemmer insektets udvikling, så her bestemmer mikrokosmos over makrokosmos, javist. Men disse gener og de individer, de fører til, er omvendt bestemt af makrokosmos, nemlig af det miljø, der har tilladt netop disse gener og ikke andre at overleve. Altså en dobbelt kausalitet.

Endnu tydeligere bliver det, når man opererer med dyr, der er i stand til at lære af sine erfaringer. Erfaringerne bliver nedlagt i det neuronale netværk, sandt nok, og bruger dyret sine erfaringer, er det altså mikrokosmos, der styrer makrokosmos. Men omvendt er jo erfaringerne erfaringer, der er gjort i makrokosmos, og som, når de skal bruges, må hentes frem af hjernens dyb og gøre sig gældende i makrokosmos, ikke tilfældigt, men i overensstemmelse med de situationer, som makrokosmos fremviser.

Det vil altså være forkert at hævde, at et insekt ikke er andet end dets gener. Og det vil også være forkert at hævde, at et pattedyr ikke er andet end dets hjernefunktion. I tilfældet ”insekter” kan man nok med rimelighed fastslå, at insektets gener bestemmer dets hjernefunktion, der igen bestemmer dets handlinger. Men i tilfældet ”pattedyr”, som er i stand til at lære af omgivelserne, er det, de lærer, kun bestemt af generne i den forstand, at disse giver dyret en mulighed for at lære, ikke i den forstand, at de fastsætter, hvad der skal læres.

Vil man altså beskrive et pattedyr fuldt og helt, må man beskrive dets omgivelser med, herunder ikke mindst den flok, det befinder sig i.

Er der således tale om en abeflok, er det, der læres under enkeltindividets opvækst, den kultur, der hersker i flokken, kultur forstået ikke blot som jagtmetoder eller fourageringsmetoder, men også forstået som sociale regler i flokken.

Man kan nok sige, at enkeltindividet har fået en hjerne med indlagt selvopholdelsesdrift, men denne drift efter at sørge for sig selv skal hvert individ prøve at afpasse efter de krav, floklivet stiller til den enkelte. Det er altså ved beskrivelsen af f.eks. en chimpanse ikke tilstrækkeligt at beskrive, hvordan dens hjerne fungérer, man må hele tiden have med i sin beskrivelse de utallige input, denne hjerne modtager fra omgivelserne, herunder specielt de input, der kommer fra de andre individer i flokken. Mikrokosmos alene gør det ikke, makrokosmos må tages med i betragtning.

Men det betyder ikke, at årsagssætningen dermed er sat ud af funktion. Den lever videre i bedste velgående på makrokosmisk niveau i form af de sociale kræfter, der bestemmer i chimpanseflokken.

I den chimpanseflok, som Jane Goodall udforskede i Gombe i Tanzania, havde således en han, Goblin, igennem nogen tid udfordret den førende han, Figan. Og selv om man så havde anbragt de to chimpanser i en hjernescanner, og selv om man havde lavet de fineste teorier om magtkampe iblandt chimpanser, ville det nok have været umuligt at forudsige, hvordan den endelig kamp mellem de to ville komme til at forløbe. Ville Figan vinde, han kunne jo få hjælp af sin delvis lammede bror, Fabian? Eller ville Goblin løbe af med sejren, han var en fanatiker, der syntes at trodse enhver normalitet i flokken?

Men selv om udfaldet var uforudsigeligt – det blev Goblin, der vandt – så kan denne uforudsigelighed udmærket tilskrives vor manglende viden på området. Man kan ikke hævde, at det principielt er umuligt at forudsige det. Engang i fremtiden, når vor viden om hjernevindinger og chimpanseflokke er øget, vil det måske kunne lade sig gøre at lægge sådanne begivenheder ind under en ikke blot tænkt og påstået årsagssammenhæng, men ligefrem en brugbar og efterprøvet årsagssammenhæng.

Er det anderledes for menneskets vedkommende? Er der hos os, som Markus Gabriel hævder det, tale om en principiel umulighed, når man vil lægge al menneskets gøren og laden ind under en formodentlig meget indviklet årsagssammenhæng? Som det hedder i den føromtalte anmeldelse af Gabriels bog:

Men for Markus Gabriel lader det åndelige levevæsen ”Mennesket” sig ikke reducere til hjernemæssige funktioner og tilstande. Ikke, fordi forskningen endnu ikke er kommet langt nok, eller fordi dette organs funktionsmåde endnu ikke er udforsket i alle dets krinkelkroge, men fordi det er principielt umuligt.

Og som man senere skriver om Markus Gabriel:

Med mangfoldige argumenter, eksempler og forskelligheder driver Gabriel neurocentristen rundt i ringen som en sparringspartner. Ikke for at vise, hvor dygtigt han kan argumentere, ikke for at fremlægge en klog indføring i en åndens filosofi – det har han allerede gjort – men for at forsvare et menneskebillede, i hvilket frihed og værdighed, bevidsthed og selvbevidsthed er identitets- og verdensstiftende, imod det videnskabeligt-tekniske verdensbilledes overgreb.

Desværre skriver anmelderen ikke noget om, hvilke argumenter og eksempler Markus Gabriel kommer med. Så jeg nødes til, for at vise, at han ikke er helt galt afmarcheret, og at det ikke er luftige påstande, han kommer med, selv at fremkomme med mine egne argumenter.

De beløber sig til to styks. Det ene går på, at al videnskab som forudsætning har en fri forskning; og en forskning, der ender med at måtte betegne mennesket som ufrit, bider dermed sig selv i halen. Det andet argument går på, at sproget gør mennesket frit, og at man derfor, når man vil udforske mennesket, er nødt til at bruge metoder, der ikke er bundet af videnskabernes årsagsmetode.

Det første argument går ud fra den kendsgerning, at der er en principiel forskel på, at mennesket udforsker alt andet i verden end mennesket selv, og at mennesket udforsker sig selv. Det er en kendsgerning, som vor videnskabsglade samtid meget nemt overser. Hvis man giver sig til at anstille videnskabelige undersøgelser af mennesket – og det gør man jo glad og gerne – og hvis disse undersøgelser får som resultat, at mennesket er underlagt de og de naturlove, så er det altid de andre mennesker, der er underlagt sådanne love, aldrig de mennesker, der står bag disse undersøgelser. De og de mennesker, de diskuterer med, betragtes som frie væsener, der kun er underlagt det gode arguments pression. Den naturlovsnødvendighed, som de lægger ned over alle andre mennesker, mener de i deres forskning sig selv undtaget fra.

Dette er en distraktion, som er filosofisk uholdbar. Men det er uundgåeligt, at man når frem til dette resultat, når man ikke vil erkende, at mennesket som det eneste væsen på denne klode er undtaget fra naturlovenes snærende bånd.

Dette argument svarer nogenlunde til Markus Gabriels påstand om, at det er principielt umuligt at skabe overensstemmelse mellem menneskets hjerneaktiviteter og dets tanker og følelser. Og det stemmer også godt overens med følgende fra en anden anmeldelse af hans bog:

Religion, kunst, digtning er som medier for menneskets meningsfulde tydning af sig selv principielt ligeberettiget med andre reflektionsmedier, f.eks. filosofien. Man kan også lære af lyriske tekster, at vi ikke blot handler bevidst, men altid også har en bevidsthed om bevidstheden, altså en selvbevidsthed.

Mit andet argument går ud fra en filosofisk – eller rettere teologisk, altså kristen-teologisk – iagttagelse, den nemlig, at enhver sproghandling forudsætter et vist mål af tillid imellem de talende, og at hele den menneskelige kulturverden, der jo er sproglig baseret, derfor har menneskenes større eller mindre tillid som forudsætning.

Men spørgsmålet om mere eller mindre tillid lader sig ikke undersøge videnskabeligt – det er i sidste ende et religiøst spørgsmål: Tror du på, at tilværelse er god? Tror du, at livet er lidelse (som buddhisterne)? Eller blæser du på al tale om tillid, så du kun stoler på den magt, du kan have over andre (som muslimerne)?

Hvis du tror, at livet er lidelse, så følger deraf, at du ikke binder dig til noget andet menneske i ægteskab. For ved at deltage i menneskeslægtens forméring, er du med til at forlænge den lidelse, selve det at være i live udgør. Det er disse munketanker, der gør det svært for vestlige unge fuldt ud at tilslutte sig de østlige religiøse tanker.

Men hvis du, som kristendommen og islam, tror, at livet er godt, skabt, som det er af en god skaber, så ser du omvendt noget godt i samlivet med næsten, også det samliv, der tager skikkelse i ægteskabet. Den holdning til tilværelsen præger alle vestlige menneske, kristne såvelsom ateister, omend ateisterne jo ikke ser nogen forbindelse mellem deres ja til livet og et ja til skabertroen.

Forskellen mellem disse to sidstnævnte religioner er så den, at mens kristendommen betragter menneskelivet som bestående af forhold, forhold, der opretholdes af en fælles tillid, så ser islam menneskelivet som baseret på magt, magt udøvet igennem sproget eller udøvet direkte igennem legemlige midler.

Denne forskel viser sig i forholdet mellem kønnene. Her vil kristendommen lade de to køn leve og opvokse sammen, lade dem suge til sig af kulturens mands- og kvindeideal og undervejs frit bearbejde dem til netop deres brug, for så, når kønsmodningen indtræffer, at lade dem gribe af forelskelsens kræfter, så de på tillidsfuld måde kan hengive sig til én og kun én af det modsatte køn.

Omvendt vil islam lade kønnene vokse op hver for sig og lade forbindelsen mellem dem ske ”fra oven”, gennem forældrenes eller familiens beslutning. Hos islam er jo mands- og kvindeidealet opsummeret i koranens bestemmelser, og nogen bearbejdelse til eget brug bliver der derfor ikke tale om. Kun bliver der tale om den over- og underordning, som koranen fastsætter.

Er tillid da en forudsætning for et ret menneskeliv? Ja, det er jo her, de videnskabelige grundsætninger om årsag og virkning hører op. For det lader sig ikke påvise videnskabeligt. Godt nok kan Habermas med en tilsyneladende uafviselig filosofisk logik skelne mellem ”kommunikativ handlen” og ”strategisk handlen”, men at han regner den kommunikative handlen for bedre end den strategiske står helt og holdent for hans egen regning, dvs., det er noget, han har erfaret i den vesttyske sammenhæng, han lever i, ikke noget, han har kunnet bevise.

Og den kommunikative handlen, den er det netop, kristendommen vil fremkalde, den er det, kristendommen taler om, når den taler om tro, den er det, kristendommen vil søge at fremelske mellem ægtefællerne, når det f.eks. hos Paulus hedder:

En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru. (1 Kor 7,4).

Vi kan også sige, at det er forståelse, det kommer an på, forståelse af, at sproget er i stand til at skabe tillid, forståelse af, at man må sætte sig i den andens sted, forståelse af, at tilværelsen i det hele taget, med dens videnskab og dens kunst og kultur, musik og maleri, er bygget på tillid. Blot er denne tillid jo ubevislig, den er netop tillid, dvs., noget, der næres tillid til, noget, der tros på.

Og for nu at vende tilbage til Gabriel: Det er sikkert helt andre argumenter, eller i hvert fald helt andre argumentationsmåder, han benytter sig af, men ret har han da i den påstand, at den gennemført videnskabelige påstand om tilværelsen og mennesket i tilværelsen, ikke er filosofisk holdbar.

I en anden anmeldelse hedder det, se her:

Det fatale ved nutidens populære videnskabsgrene, f.eks. evolutionsbiologi og hjerneforskning, er, at de synes at kunne forklare verden på så plausibel måde. Hvorfor opfører vi os af og til altruistisk? Fordi det er nyttigt for familien eller gruppen, og fordi vore forfædre hominiderne ikke havde kunnet overleve ved jagten på savannen uden teamwork. Hvorfor gør kærlighed lykkelig? Fordi der ved kærlig berøring udskilles hormonet oxytocin, også kaldet kærlighedshormonet, i hjernen, hvilket bringer det limbiske system i dansehumør. Den slags visdom kan man høre og læse overalt. Men den betænkelige følelse af, at der på én eller anden måde må være noget forkert ved det, giver Markus Gabriel med sin flot formulerede nye bog næring til.

Hvis man kombinerer iagttagelsen i dette citat med den i det forrige, når man frem til min opfattelse. Kærlighedshormonet er en virkelighed, det ikke er til at komme udenom. Men menneskets selvbevidsthed er det også, og det, den kristne forkyndelse vil, er netop at få os til som de væsener med selvbevidsthed, vi er, at anerkende disse forhold, give os ind under dem med taknemlighed og leve vort liv helt og fuldt i denne tilværelse med den bundethed til et andet menneske, som oxytocin understøtter, og som vor kultur har som ideal.

Oxytocin har nemlig det ved sig, at det knytter personer sammen, først og fremmest mor og barn, men med nogen kraft også ægtefæller i samlejet. Og vel er hormonets virkning hos mennesker overlejret af kulturen, så vor viden om forelskelsesmuligheden, altså det, vi i dag erkender som oxytocinets virkning, nok kan anerkendes, så man glæder og fryder sig over det, men jo også kan misbruges, så man udnytter den virkning, man véd, det har på den anden, men aktivt modarbejder den virkning, det har på én selv. Der findes faktisk ægteskabsbedragere iblandt os.

Blandt andet derfor er hjerneforskning ikke noget, der udtømmende kan forklare menneskets handlinger.

Men Markus Gabriels måde at forklare det på har jeg endnu til gode at stifte bekendtskab med.

Man kan eventuelt se et par indlæg, hvor jeg tager disse problemer frem, dels her, om forsoningens betydning, dels her om ateisternes distraktion, dels her om Jesu fysiske opstandelse og hvad det forudsætter, dels her om mennesket som bestående af ånd og kød, dels her om Løgstrups tale om de suveræne livsytringer, og endelig her om Effata-underet og Luthers forklaring til samme.

Udgivet i ateisme | Tagget , , | 1 kommentar

Den omvendte tankegang

Disse mimoseagtige muslimer, hvor er det dog svært at gøre dem tilpas!

Nu fornylig har Inger Støjberg, integrationsministeren, i et indlæg i Berlingske, se her, leveret, hvad avisen kalder ”et voldsomt angreb på islam”. Jeg véd såmænd ikke, om man skal kalde det et voldsomt angreb, der er vist blot tale om, at hun forholder sig til virkeligheden, altså, at hun fortæller sandheden.

Hun har taget anledning af den musical, der for tiden går på Det ny Teater i København, ”The Book of Mormon” – en forestilling, der gør tykt grin med mormonerne, og i deres øjne utvivlsomt er et outreret udtryk for blasfemi – til at overveje, hvad der ville ske, hvis man udskiftede ordet ”mormon” med ordet ”muslim”. Om dette tankeeksperiment siger hun:

Vi ved alle, hvad der ville ske. Hysteriske protester om krænkelse af muslimers religiøse følelser. Demonstrationer mod teatret. Hærværk. Dødstrusler mod skuespillere og instruktør. Sådan et stykke ville aldrig blive sat op. Pointen er, at vi har tabt. Vi har ladet os skræmme af en religion, hvis fanatikere har truet os til tavshed. Men ikke nok med, at vi har ladet os true til tavshed. Vi vil ikke engang være ved det.

Og det har hun da så evig ret i. Også det sidste, hun skriver: vi vil ikke rigtig være ved, at vi er bange for den muslimske terror; vi vil hellere dække os ind under det første: at vi vil gøre os umage for ikke at krænke muslimernes religiøse følelser.

Men hør så, hvad der skete!

Özlem Cekic, tidligere medlem af folketinget for SF, går stærkt i rette med Støjberg i et indlæg i Berlingske, se her. Her giver hun udtryk for sin stærke forargelse over Støjbergs indlæg. Og det, jeg her vil gøre, er nu at give udtryk for min næsten endnu stærkere forargelse over hendes forargelse.

Jeg mener, Özlem Cekic har jeg hidtil ment var en af de muslimer, man kunne regne så nogenlunde med, når det drejede sig om muslimers integration. Hun har været med i folketinget, hun har deltaget ganske på lige fod med de andre SF’ere, hun har lært det danske, noget kringlede politiske håndværk at kende, så hun kunne udtrykke sig fuldt ud på linje med enhver indfødt dansker.

Og så forarges hun over de sandheder, som Støjberg kommer frem med. Jeg er forarget.

For det er jo sandt, hvad Støjberg siger. Mener Cekic ikke, at man i dette land må sige sandheden?

Åbenbart ikke.

I hvert fald skal man, når det er muslimer, man vil omtale, være klar over, at man taler til et mimoseagtigt folkeslag, som bliver krænket så let som ingenting. Og hendes krænkelse benytter hun til at tale om noget andet, og så meget har hun da forstået af de mere kedelige tendenser i dansk politik, at hun ganske nøjagtigt véd, hvordan hun drager opmærksomheden væk fra de sandheder, som Støjberg afslører:

Når Inger Støjberg benytter en nyopsat musical til at lange voldsomt ud efter muslimer for at kræve særhensyn og selvcensur blandt danskere, er det et forsøg på at dække over egne møgsager.

Ikke sandt, så taler vi ikke længer om muslimers terror mod vort lands ytringsfrihed, så behøver hun ikke svare på de for hende åbenbart kedelige kendsgerninger, at tilværelsen for mange af dem, der har ytret sig imod islam, er blevet ganske uudholdelig på grund af trusler fra muslimer og på grund af den deraf følgende politibeskyttelse. Nej, alt dette kan indrulleres under begrebet ”muslim-bashing”, som om det ikke var en sørgelig virkelighed – forøvrigt jo ikke mindst for Inger Støjberg selv.

Sandheden i det, Støjberg siger, tillader Cekic sig at se fuldstændig bort fra. For nu skal muslimerne forsvares, føler hun.

Og det er da for så vidt udmærket, at hun føler en vis forbundethed med sine folkefæller og trosfæller. Men at hun ikke kan se, at den måde at gribe et muslimforsvar an på, er ved at være virkningsløst, det undrer ikke så lidt.

Hendes hele synsmåde skal faktisk vendes om 180 grader. Så vil hun kunne opnå det, hun vil.

Det er sandt nok, at vi i begyndelsen af den muslimske indvandring var tilbøjelige til at gøre muslimer til ofre, tilbøjelige til at have ondt af dem, tilbøjelige til at give dem lidt lang snor. Men denne ”lange snor” er jo gennem snart mange år blevet misbrugt af muslimerne på det groveste. Og vi kan i denne forbindelse lade alt det med ghettodannelse og tendenser til at danne særlige sharia-områder ligge og nøjes med at pege på det, Støjberg peger på:

Vi har ladet os skræmme af en religion, hvis fanatikere har truet os til tavshed.

Det er jo sagen i en nøddeskal. Man kan diskutere, om vi skal gøre nar af islam. Det skal vi måske ikke. Men om vi vælger ikke at gøre nar af islam, skønt vi gør nar af alle andre religioner, så skulle det jo gerne være noget, vi gør frivilligt. Og så længe vi har muslimske fanatikere iblandt os, som truer os med vold, om vi siger noget efter deres mening forkert om islam, så er det ikke noget, vi gør frivilligt, hvis vi undlader at ironisere over islam. Så er det noget, vi gør, fordi vi er bange.

Og der er altså, som jeg bedømmer det, flere og flere, der er kommet i tanker om, at det jo egentlig ikke er os, der er kommet til et muslimsk land, men muslimerne, der er kommet til os, og at man derfor skulle tro, at muslimerne ville gøre, som jøderne i sin tid, de jøder, der i tyverne og trediverne kom fra Østeuropa: prøve at indordne sig, forsøge at gå i ét med tapetet, gøre så lidt stads ud af deres anderledeshed som muligt.

Den proces lykkedes jo i høj grad for jøderne. Og den lykkedes, uden at de følte sig tvunget eller lokket til at opgive noget af deres eget. Det lykkedes jøderne at vinde danskernes anerkendelse i den grad, at da de i 1943 skulle samles ind af Gestapo for at føres til Tyskland, da kunne de forlade deres boliger og finde foreløbig skjul hos danskerne, indtil de – også ved danskernes hjælp – blev fragtet til Sverige. Det skrev jeg om for nogle år siden, og i dette indlæg hed det bl.a.:

Hvordan kan muslimer blive en lige så integreret del af det danske folk, som jøderne er blevet? At jøderne i tidens løb er blevet en anerkendt del af danskerne, viste sig under krigen i jødeaktionen, oktober 1943, hvor talrige danskere var med til at hjælpe jøderne med at flygte til Sverige. Og det, vi kan ønske for muslimerne, er jo, at de bliver en lige så anerkendt del af befolkningen. Naturligvis håber vi ikke, at vi nogensinde får brug for at få bevis for det på samme måde, som vi fik det med jøderne under krigen, blot håber vi, at vi danskere en gang ad åre, ligesom vi dengang måtte føle, at vel er jøderne jøder, men de er danske jøder, må føle, at vel er muslimerne anderledes end flertallet, men de er danske muslimer. (Se her).

Jo, vi ønsker da for muslimerne, at de kan blive en lige så anerkendt del af den danske befolkning som jøderne. Men når de bærer sig ad, som de hidtil har gjort, hvor de i den grad pukker på deres ret til at være anderledes, så er det nu svært at opnå den samme selvfølgelige anerkendelse, som jøderne i sin tid fik. Og specielt da: når der er fanatikere iblandt dem, der vil true os til tavshed, så er det noget afgørende ved vores kultur, de vil ændre – eller skal vi sige: allerede har ændret? – og så kan vi ikke blive ved med at håbe på, at de vil blive en selvfølgelig del af det danske folk.

Det, vi savner hos muslimerne, er en følelse af samhørighed hos dem, en samhørighed så stærk, at det får dem til at slå ned på alle i deres egne rækker, der er ud til bens, altså f.eks. truer med vold imod danske islamkritikere.

Inger Støjberg føler det jo selv. Hun er selv blevet offer for de muslimske trusler. Hun er nødt til at have politibeskyttelse døgnet rundt, og Berlingske havde for nogen tid siden et indlæg om den del af hendes liv, et indlæg, der lod os forstå, at der var tale om en næsten umenneskelig frihedsindskrænkning. Og denne indskrænkning er det altså muslimer, der påfører hende.

Er der dog ikke nogen i de muslimske miljøer, der selv kan føle, at dette er rivegalt, hvis der skal komme en god fremtid ud af muslimernes bosættelse i Danmark? Man skulle jo tro, at Özlem Cekic var én af dem, der nok kunne tage kraftigt til orde imod de muslimske trusler. Og så forarges hun i stedet på Støjberg, oven i købet med de sædvanlige flosker: Der er tale om generalisering af muslimer, siger hun, uanset, at Støjberg dog udtrykkeligt siger, at det er islams fanatikere, der har truet os til tavshed. Der er tale om, at hun sætter skel mellem muslimer og danskere, hedder det, uanset, at de muslimske terrorister jo netop viser, at det er muslimerne, der sætter skel.

Og bevares, igennem mange år – altfor mange år – har vi i politiske kredse og i medierne talt udenom, set igennem fingre med muslimernes utilpassethed. Men det billede er ved at vende. Nu er der flere og flere, der ser virkeligheden i øjnene, ikke mindst takket være de muslimske terrorister. Og man kunne tro og måske også håbe lidt på, at i det mindste de muslimer, der forekommer fuldstændig integrerede i det danske samfund, vil kunne forstå, at disse trusler må ophøre, hvis muslimer skal blive en del af det danske samfund; sådan kunne man håbe på, at Özlem Cekic var én af dem, der kunne se problemerne, føle tilpas samhørighed med sine trosfæller og virkelig tage til orde imod muslimernes udskejelser, i hvert fald imod dødstruslerne.

Men nej, sådan tænker hun ikke. Ikke så snart hører hun Støjberg sige sandheden om de muslimske samfund: at de altså avler fanatikere, der truer med vold, før hun farer op og kommer med alle de påstande, der snart hører en svunden tid til. Ikke tale om, at hun føler noget medansvar for det, andre muslimer foretager sig! Ikke tale om, at hun føler, at hun i de muslimske miljøer burde tage til orde imod den slags, nej, men danskerne, dem kan hun lade sin forargelse gå ud over! Ikke tale om, at hun gør sig klart, at muslimerne med den slags handlinger kan se langt efter den selvfølgelige danske anerkendelse, der i sin tid blev jøderne til del.

Nej, hun har ikke andet at komme med end sin forargelse. Og det gør mig voldsomt forarget. Og også lidt sørgmodig. For jeg havde ærlig talt ventet med noget bedre af hende.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

“Populisme” – “Globalisering”

I mit forrige indlæg nævnte jeg Klemperers bog ”LTI” ”Lingua Tertii Imperii”, ”Det tredje Riges Sprog”. Det er en bog, der giver eksempler på, hvordan et totalitært styre kan få folket med sig ved anvendelse af små sproglige finesser. Man taler ikke om mord, men om ”særbehandling”, man fortæller ikke om arrestationer, men om, at mennesker bliver ”hentede”, og ikke mindst: man holdt udryddelsesoperationerne strengt hemmelige og talte i stedet om ”evakuering” eller ”Umsiedlung”, dvs., man bibragte både jøderne selv og tyskerne den opfattelse, at der var tale om en forflyttelse, ikke om et massedrab.

Lidet anede jeg, at jeg allerede dagen efter skulle opleve et eksempel på en sådan sproglig forførelse. Det skete, da Niels Krause-Kjær i Deadline den 25-1 interview’ede en canadier af russisk afstamning, Michael Ignatieff. Han er professor i Ungarn ved et universitet, som George Soros understøtter. Og det var nu én ting, at hverken han eller Krause-Kjær gjorde opmærksom på det modsætningsforhold, der hersker mellem Ungarns ministerpræsident, Victor Orban, og mangemilliardæren Soros. Denne Soros er selv ungarer, og han forsøger uafladeligt at blande sig i Ungarns politik, til stor irritation for de mange ungarere, der støtter deres premierminister.

Derfor kom Ignatieff’s anklage mod Orban for at ville lukke Soros’ universitet til at hænge underlig skævbenet i luften.

Men det blev værre end det med Ignatieff’s anklager.

Han søgte at fremstille Orban som en decideret tyran. Ligesom en tyran har fordel af at kunne pege på en fælles fjende, sådan fremmaner Orban et billede af Ungarn som et land, der er i fare for at blive overtaget af fremmede. Gennem sin sprogbrug, gennem de stadige antydninger af fare fra de fremmede og gennem direkte ulydighed overfor Bruxelles’ krav om at modtage en vis del af Middelhavs-flygtningene (eller migranterne), mener Ignatieff, at Orban kunstigt fremmaner en ydre, fiktiv fjende, udelukkende for at kunne beholde magten. ‘Har Orban gjort noget ved de gamles forhold? Nej. Har han sørget for god infrastruktur? Nej. Har han prøvet at hjælpe produktiviteten? Nej. I stedet har han fremmanet et ikke-eksisterende problem med fremmede i skurkerollen’. Sådan lød det fra Ignatieff.

Men ikke, om han blev spurgt af Krause-Kjær, om nu også dette problem med de fremmede var ikke-eksisterende! Nej, hans påstand fik lov at blive stående, også når han udvidede den til at gælde hele den tendens, han så i Europa med fremmedhad og uvilje mod at tage imod flygtninge. Det var altsammen udtryk for det, de ledende i EU kalder ”populisme”. Og, hed det i hans fremstilling, dette med angst for de fremmede har da i Ungarn slet ikke noget på sig; der er jo så at sige ingen flygtninge i landet, der er ingen fremmede, ingen muslimer, her kan man da ganske tydeligt se, at det er populisme, dvs., der er tale om, at man fremdigter en fjende for at samle folket om sig.

Og havde han nu ikke selv været opmærksom på, hvad Orban rent faktisk sagde, så burde i det mindste Krause-Kjær have spurgt ind til det. Giver det ikke god mening at se på alle de problemer, landene i Vesteuropa har med sine muslimske indbyggere, og så sige til sig selv og sine landsmænd: ”De problemer vil vi ikke frivilligt indføre hos os”? Det er jo det, der er baggrunden for Ungarns ulyst til at give sig ind under EU’s ordre om at modtage migranter. Der er altså, hvis man bare har fulgt lidt med i det, Orban siger, aldeles ikke tale om populisme i den forstand, Ignatieff bruger ordet, der er tale om højst reelle problemer, som man i Ungarn prøver at tackle.

Dertil kom, at Ignatieff senere kom til at modsige sig selv. For han går ikke ind for et overstatsligt EU, han synes, det vil være bedre med en bibeholdelse af nationernes suverænitet. Og han hævdede, at man burde føre en politik, så Danmark blev ved med at være Danmark og Ungarn blev ved med at være Ungarn.

Og det lyder jo udmærket.

Men der manglede i høj grad en indvending fra interview’eren, som kunne fortælle ham og seerne, at Danmark i tilfælde af fortsat indvandring jo netop ikke ville blive ved med at være Danmark, og at Ungarn, hvis landet fik den samme indvandring som vi andre, i løbet af ikke så mange år ville ophøre med at være Ungarn.

Nej, nej, Krause-Kjær behøvede naturligvis ikke komme med en sådan indvandringskritisk indvending, han kunne have nøjedes med at spørge, om dette, at man skulle føre suverænitet tilbage til nationalstaterne, betød, at herredømmet over grænserne igen skulle tilhøre nationalstaterne og ikke EU. Men ikke engang det blev der spurgt om.

Det var snydeordet ”populisme”. Sådan blev brugt af begge parter, skønt Krause-Kjær prøvede at få givet det et mere positivt anstrøg.

Så til snydeordet ”globalisering”.

Som tidligere bemærket her på bloggen, betyder globalisering både åbne grænser for varer og åbne grænser for personer. Fidusen for folkeforførere er, at man ikke véd, hvad de kæmper for, når de går ind for globalisering. Er det frihandel? Jamen, det er der kun godt at sige om. Er det åbne grænser for personer? Det er i høj grad en betænkelig sag.

Ignatieff kunne således bebrejde Victor Orban, at han var imod globalisering. Var han da ikke glad for alle de varer, som de ungarske virksomheder kunne afsætte til den store nabo, Tyskland? Jeg tør ikke sige noget om, hvordan Orban har brugt ordet globalisering, eller om han i det hele taget har brugt det. Men jeg er overbevist om, at hvis man med dette snydeord mener fri adgang for flygtninge, så er han imod det. Og ligeså overbevist er jeg om, at han ikke har noget imod handelen med Tyskland.

Det var snydeordet ”globalisering”. Også det brugte Ignatieff uden skrupler, ikke fordi han ikke tænker sig om, men fordi han kun tænker med tidens begreber. Og de snyder, så det står efter.

Og så skal vi også lige høre lidt om et specielt EU’sk snydeord, nemlig ordet ”grænsekontrol”. Det brugte Ignatieff nemlig også. Ja, han sagde endog, at EU har ladet andre lande tage sig af grænsekontrollen ind i EU’s område, Tyrkiet og Libyen, f.eks.

Også her måtte man undvære et højst relevant spørgsmål fra Niels Krause-Kjær. Han burde have gjort opmærksom på, at ”grænsekontrol” på EU’sk ikke betyder grænsekontrol, men kun registrering af de mange indkommende migranter. På samme måde betyder ”illegale indvandrere” ikke illegale indvandrere, men potentielle flygtninge, som, så snart de sætter foden på europæisk jord, har krav på at få en ansøgning om asyl behandlet.

Vi europæere vil jo så gerne være gode, i hvert fald vil vore eliter det. Vi bliver ved og bliver ved med at pudse vores glorie. Og vi går og holder øje med hinanden, om vi nu også er gode nok. Sådan blev der holdt øje med Ungarn i efteråret 2015, da den store migrant-tsunami var på vej ind over Balkan: Ville landet tage imod disse ”flygtninge”? Og ikke sandt, vi husker det nok, det ramaskrig fra de andre – store og gamle – EU-lande, der rejste sig, da man så billeder af ”flygtninge”, der angreb en ungarsk grænseport for at få ungarerne til at åbne den. Tungt påklædt politi på den ene side, stenkastende og hegnsødelæggende ”flygtninge” på den anden side, ingen tvivl om, hvem vi holdt med. I hvert fald ingen tvivl om, hvem vore medier holdt med.

Men hvad gjorde Ungarn dengang? Tja, de udviste vilje til grænsekontrol, oven i købet grænsekontrol i den betydning, Ignatieff her bruger ordet, fordi han åbenbart er uvidende om den specielle EU’ske betydning. For når han fortæller os, at EU har overladt kontrollen med sine grænser til Tyrkiet og Libyen, så burde han selvfølgelige være blevet mødt med det spørgsmål, om han da mener, at EU overalt ved sine ydre grænser skal gøre det samme, som Ungarn gjorde. Ungarn byggede jo et grænsehegn for at kunne holde styr på, hvem der kom ind over grænsen. Man gjorde det på trods af store protester fra Bruxelles og de ledende EU-lande, men nu synes det pludselig at være den måde, ordet ”grænsekontrol” skal forstås på, i hvert fald ifølge Ignatieff. Mon han helt véd, hvad han selv mener? Eller rettere: Mon han helt har forstået betydningen af dette snydebegreb?

Og selvfølgelig skulle hans bemærkning om, at Tyrkiet og Libyen har overtaget grænsekontrollen for EU, da have haft det spørgsmål sendt tilbage til ham, om han ønsker, at flåden skal anvende magt, om han vil have, at bådene med de ”stakkels” flygtninge skal tvinges tilbage til Libyen. Men intet pip i den retning kom fra Niels Krause-Kjær. For ham var det nok, at Ignatieff ville gøre EU lidt mindre centraliseret.

Tilsyneladende er han heller ikke klar over, at de mennesker, der søger asyl i Europa, altid kommer til Europa som illegale indvandrere. Så på EU’sk betyder ”illegale indvandrere” aldeles ikke illegale indvandrere. Heller ikke dette kodeord kender han.

Alt dette betyder, at når han anklager Victor Orban og andre såkaldte populister for med deres sprogbrug af gøre det samme som nazisterne i sin tid, så må man stille ham det spørgsmål, som Rasmus Vangshardt i mit forrige indlæg stillede Florian Weigersamer: Hvordan kan han være sikker på, at det altid er de andres opfattelser, der kun er fortolkninger, mens hans egne er baseret på de rene fakta?

Eller, hvad værre er: Den anklage for at bære sig farligt og udemokratisk ad, som han retter mod Orban og andre højrepolitikere, rammer ham selv bagfra. Desværre uden at han selv er klar over det, og også uden at han bliver gjort opmærksom på det af interview’eren.

Og det er farligt, det er at bære sig udemokratisk ad, det er med til at underminere respekten for vore demokratier. For det får folk til ikke mere at turde stole på de normalt toneangivende medier, det får folk til at nære mistillid til politikerne. Og det værste er næsten, at det er med rette, at folk nærer en sådan mistillid. For det foregår et sprogligt misbrug. Der bruges ord, der er egnet til at snyde med.

Blot bruges det ikke af Ignatieff’s modstandere, men af ham selv. Og det farlige er ikke de mennesker, han kalder ”populister”, tværtimod er det fra dem, håbet om mere sandhed i debatten skal komme.

Men ak, det er ikke første gang, den slags snyd finder sted i vore medier.

Udgivet i Etik, Indvandringspolitik | Tagget , | 1 kommentar

Ingen forskel?

Der er stadigvæk nogen, der ikke kan se forskel på situationen i dag og situationen i trediverne. Sidste skud på den stamme kan læses i Berlingske, se her. Her bliver en østrigsk filminstruktør, Florian Weigensamer, interview’et. Han har fundet den vel nok sidste overlevende af de mennesker, der havde forbindelse med de ledende nazister. Hendes navn er Brunhilde Pomsel, og hun var i sin tid sekretær for Joseph Goebbels. Hun har hidtil afvist at udtale sig om tiden i Goebbels’ tjeneste, men for et par år siden indvilgede hun i at lade sig interview’e foran et kamera. Det kom der en dokumentarfilm ud af: ”Et tysk liv”. Og man kan sige, at det var på høje tid. Brunhilde Pomsel døde i januar 2017, 106 år gammel.

Til at begynde med siger Weigensamer:

»Vi åbnede et kapitel, som hun havde lukket for meget længe siden,« fortæller filmens medinstruktør Florian Weigensamer. »Efter et par dage sagde hun: »Det er så udmattende. Ikke fysisk, men følelsesmæssigt. Hvis jeg havde vidst, at det ville være så udmattende, ville jeg ikke have sagt ja.« Men jeg tror, at hun var glad for det. Hun nåede at se filmen, inden hun døde sidste år, og hun sagde, at det var godt efter så langt et liv at have nogen til at holde et spejl op foran hende, så hun kunne se sit liv. Hun forstod kritikken af hendes liv og hendes handlinger.«

Men fordi Brunhilde Pomsel konsekvent nægter at være skyldig (”Hvis jeg er skyldig, er alle tyskere skyldige”), kan Weigensamer ikke rigtig lide hende. Man skiftevis glæder sig over hende og hader hende, siger han.

Og det er måske det, der får ham til at ville føre hendes historie op til vor tid:

»Da vi begyndte på filmen, anede jeg ikke, hvordan den ville blive. Jeg var bare fascineret af hende og sikker på, at der lå en fantastisk historie. Men jeg forventede ikke, at filmen ville tale så meget til vores egen tid. For det er ikke en historisk film. I Østrig siger de: »Lad det ligge. Det er overstået. Vi er ikke nazister mere.« Men det er ikke overstået. Vi er nødt til at tale om det. Igen og igen.«

Og hvorfor skal vi så tale om det? Det har Weigensamer svar på.

Selv om der er langt fra 30ernes fascisme til i dag, ser Florian Weigensamer konstant små tegn på et skred i den forkerte retning.

»Bare tag politikernes sprog i dag. Vi har Trump med »Let’s make America great again«, og vi havde Mussolini med »Lad os gøre Italien stort igen«. Alle steder ser vi populistiske politikere bruge det samme sprog og sammenligne modstandere med dyr, insekter, sygdomme. Det er farligt. Især når det rammer middelklassen, som det sker i Østrig netop nu,« siger Florian Weigensamer med henvisning til den nye regeringsdannelse kort før jul, hvor Sebastian Kurz blev indsat som kansler med Heinz-Christian Strache fra det højre-orienterede Frihedspartiet som vicekansler.

»Vi har haft Frihedspartiet i lang tid, men nu har de nået middelklassen, og pludselig er det okay for alle at bruge den form for sprogbrug. Jeg ser den samme udvikling over hele Europa, og det er farligt. Folk bruger ikke demokratiets værktøjer længere. I Østrig er der aldrig nogen, der går på gaden og demonstrerer. Så længe tingene fungerer, er de ligeglade. Men det kan ændre sig så hurtigt. Man kan miste megen frihed uden overhovedet at lægge mærke til det. Små love her og der. Politiet her og der. Det var sådan det skete, dengang Hitler blev valgt. Vi skal huske, at det var et demokratisk valg. Og det første skridt.«

Weigensamer taler så om den nye regering i Østrig og siger:

»Jeg tror ikke engang på, at de selv tror, at flygtningene er skurkene. Det var bare et godt argument at vinde valget på. Det virkede. Sebastian Kurz er populist, og han er god til at bruge medierne, men der er ikke nogen ideologi bag. Han vil bare gerne have magt. Den slags systemer har brug for en modstander – en, de kan skyde skylden på. Dengang var det jøderne, og i dag er det måske flygtningene. Det er latterligt. Et par tusinde flygtninge. De truer ikke nogen, og da slet ikke vores velstand. Men når folk er bange for noget, er det let at manipulere dem. Og jeg tror, at det er det, man kan lære af historien: At det er utroligt let at manipulere folk, når bare man bilder dem ind, at de har noget, de kan miste. Selv om de ikke ved, hvad det er, de er bange for at miste. Men det er noget. Det er en følelse. Og det er nok. Det var det, Goebbels gjorde. Og jeg tror, at det er det samme, der sker nu.«

Dagen efter dette interview, dvs., den 25-1 2018, er der i Kristeligt Dagblad dels en anmeldelse af dokumentarfilmen om Brunhilde Pomsel, se her, dels en anmeldelse af den bog med hendes beretninger, der udgives samtidig med, at filmen kommer frem, se her.

Det sidste er det i denne sammenhæng mest interessante. Jeg havde tænkt mig i første omgang af lade film være film og koncentrere mig om at give Weigensamers sammenblanding af dengang og nu modspil. Men her kommer anmelderen af bogen, Rasmus Vangshardt, mig i forkøbet. Bogen indeholder en bearbejdelse ved Thore D. Hansen af de 30 timers råfilm, der er baggrund for dokumentarfilmen. Deraf har han lavet en slags selvbiografi af Brunhilde Pomsel. Men han har desforuden skrevet et 50 sider langt essay som efterord. Derfor skriver Vanghardt til sidst:

Det lange efterord er velskrevet, indskrænket og svært moraliserende.

Med al den patos, en pæn mand kan mønstre, trækkes der evige paralleller mellem 1930’erne og dagens verden: Trump, Brexit, AfD, modstand mod indvandring og flygtninge, globalisering, neoliberalisme, finansmarkeder, Tony Blair, Erdogan og Gerhard Schröder er alt (alt!) sammen symptomer på en politisk uinteresseret befolkning, på samme måde som Brunhilde Pomsel og hendes venner var apolitiske i deres mellemkrigstids egoistiske ungdom.

Det er naturligvis helt i orden at være af den overbevisning, at der foreligger klare paralleller, og at Brunhilde Pomsels historie kan bruges til at få vores øjne op for det faktum, at vi er på vej til atter at afskaffe demokratiet i de lette løsningers navn.

Moralismen viser sig i, at Hansen mener sig på kendsgerningernes sikre grund, mens højrepopulister Vesten over ifølge Hansen stort set alle er afhængige af ”fake news”. Det mærkelige træk ved denne tyske journalistik i dens moralisme er, at den aldrig overvejer, om den selv er afhængig af fortolkninger, ikke af nøgne kendsgerninger. Eksempelvis når partiet AfD uden blusel sammenlignes med NSDAP, som om det gav sig selv. Eller når man foretager disse paralleller uden så meget som at nævne, at truslen mod jøder i dag hovedsageligt kommer fra islam.

Den moralistiske journalist synes at lide af det pletsyn, at det kun er hans fortolkninger, der også er fakta. Selvom de netop er hans fortolkninger midt i hendes liv. Sådan går det fra et upolitisk menneskes erindringer til et politisk menneskes fortolkninger.

Ikke sandt, når det synspunkt: at der kan trækkes en tydelig parallel mellem situationen i dag og situationen i tredivernes Tyskland, på den udmærkede måde bliver imødegået, så behøver jeg ikke sige mere.

Det ville dog ikke ligne mig, om jeg uden videre sluttede her. Men lad mig – for at slippe for al for meget tankebesvær – henvise til en artikel, jeg skrev engang i 2010, se her. Den hedder ”Jeg – en nazispire?” og refererer en debat i Deadline mellem Lars Hedegaard og Knud Lindholm Lau i anledning af, at Lindholm Lau havde udgivet Klemperers bog LTI om nazisternes brug af fordrejede ord. (LTI står for ”Lingua Tertii Imperii”, ”Det Tredje Riges Sprog”).

Dengang tog jeg mig tid til at opregne en række forskellen mellem dengang og nu. Og lad os bare repetere nogle af dem, det synes at være nødvendigt.

Jøderne dengang blev spottet for noget, de ikke kunne gøre for: deres race, dvs., deres afstamning. Muslimerne i dag bliver angrebet for noget, de kan gøre for: deres kultur, mere specifikt: deres religion.

Jødedommen – og jøderne med den – har ikke noget samfundsideal, de skal have presset ned over de samfund, de bor i. Men det har vore dages muslimer, selv om vi generelt ikke er meget for at være opmærksomme på det.

Jøderne blev dengang i Tyskland anset for mennesker, der skulle bortelimineres, først gennem eksilering, senere gennem tilintetgørelse. Omvendt betragter vi i dag muslimerne som mennesker, der skal integreres, det gør vi os mange anstrengelser for, og hvis vi mener, de skal ud af landet – og det er vi nogle, der mener, eller vi mener i hvert fald, at de skal forhindres i at komme ind i landet – skal det ske på en ordentlig måde: de har jo alle et land, de er flygtet fra, og som man kan mene det er naturligt for dem at vende tilbage til.

Man kan også med rimelighed hævde, at det jødehad, der dengang opæggedes i Tyskland, var irrationelt: jøderne var gode og gavnlige borgere. Men den modvilje, der i dag viser sig mod muslimerne, kan der faktisk argumenteres nogenlunde rationelt for: de vil danne parallelsamfund, de lader ikke brandbiler og ambulancer komme ind i ”deres” områder, de betragter sig i deres lovoverholdelse som muslimer, og først i anden række som danske samfundsborgere.

Men måske består den allervigtigste forskel deri, at der i datidens Tyskland ikke herskede ytringsfrihed. Det var ikke muligt i det offentlige rum at argumentere imod de påstande, som blandt andet det jødehadske blad ”Der Stürmer” fremsatte. Situationen er i dag nærmest den modsatte: det har igennem en del år været meget vanskeligt for modstandere af den muslimske indvandring at komme til orde i dagspressen. Det har de sociale medier nogenlunde rådet bod på. Derfor ligger faren for samfundene i dag slet ikke dèr, hvor Thore D. Hansen eller Florian Weigersamer ser den. I stedet ligger den i den begrænsning af ytringsfriheden på de sociale medier, som nu fra statsmagtens side forsøges gennemført.

Men hvad det i længden fører til, står foreløbig hen i det uvisse.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , | Skriv en kommentar

Er vi blevet klogere?

I december 2009 blev Lars Hedegaard interview’et til den danske blog Snaphanen. Interview’et blev lagt ud på nettet til almen beskuelse, og det vakte en vældig forargelse i den danske andedam. Jeg omtalte det i et blogindlæg, se her, og skrev dèr:

Kristeligt Dagblad refererer, at Lars Hedegaard om forældre, der bekender sig til islam, sagde: “De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. (…) Kvinder har ingen værdi. De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder – de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers … Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi.”

Man føjer så til: ”Siden har han i en pressemeddelelse præciseret, at han “naturligvis” ikke taler om alle muslimer.”

Denne udtalelse førte til, at Lars Hedegaard blev dømt efter racismeparagraffen i både byret og landsret. Men højesteret frikende ham.

Læser man de kommentarer igennem, som mit indlæg fremkaldte, får man et indtryk af stemningen dengang. Der var ikke mange, der troede på det, Lars Hedegaard sagde. De fleste betragtede hans udsagn som vildt overdrevne, ikke fordi man vidste noget om islam, men fordi man anså det for ødelæggende for alle integrationsanstrengelser, hvis man sagde den slags ting, hvad enten det så var sandt eller ej.

Hvis jeg nu skal gribe i egen barm – det er jo så moderne – så må jeg da indrømme, at heller ikke jeg turde fæste ubetinget lid til hans udsagn.

Men faktisk kom Hedegaard med en række indicier på rigtigheden af det, han havde sagt, blot kom disse påvisninger ikke til almenhedens kundskab i nær det samme omfang som hans interview-udtalelser.

Jeg har gemt en artikel af Hedegaard: ”Udsigt fra sumpen” på min computer. Og det viser sig at være hensigtsmæssigt, for jeg kan ikke finde den på nettet. Lad mig nævne nogle af de ting, han fremhæver:

I sin erindringsbog Meyebela: My Bengali Girlhood – A Memoir of Growing up Female in a Muslim World (Steerforth Press 1998) beskriver Taslima Nasrin, hvordan hun ved to separate lejligheder blev voldtaget af sine onkler. Hvor mange bengalske piger har oplevet noget lignende – uden at turde fortælle det? Nasrins mod og åbenhjertighed medførte, at hun måtte flygte for sit liv og fortsat lever i eksil i Vesten.

Et andet eksempel:

I 2006 var der en diskussion i web-magasinet FrontPageMagazine, hvor den tyske islam-ekspert Hans-Peter Raddatz fremholdt, at incest og voldtægt er et af islams største problemer. Raddatz fik støtte af psykiateren og arabisten Nancy Kobrin, der mener, at “den arabisk-muslimske kultur pr. definition fremmer en incestuøs familie, en ‘lukket cirkel'”. Kobrin henviser bl.a. til den arabiske sexolog Abdelwahab Bouhdibas værk Sexuality in Islam, hvis franske udgave udkom i 1975.

Lige derefter hedder det:

I et diskussionsindlæg affødt af Pilegård-posteringen på 180Grader gør Jette Dali opmærksom på en kronik (Politiken 24.10.2004) af Naser Khaders halvsøster, sygeplejersken og socialrådgiveren Kristina Uddin, der pegede på, at muslimske piger bliver voldtaget eller udsat for overgreb af deres nærmeste familie. I den forbindelse rettede Uddin et lammende angreb på majoritetssamfundet for at svigte.

Hvad mener Pilegård og Olesen om det? Tilhører Kristina Uddin den rablende højresump, eller er hun som muslim undtaget fra kritik?

Og så kommer den måske væsentligste påvisning:

Den mest omfattende oversigt, jeg kender til, Crimes of the Community: Honour-based violence in the UK , blev i 2008 udsendt af det engelske Centre for Social Cohesion. I konklusionen hedder det: “Dette studie viser, at æresdrab, vold i hjemmet, tvangsægteskaber og kønslemlæstelse af kvinder ikke er isolerede fænomener, men snarere led i et selv-reproducerende socialt system bygget på ideer om ære og kulturel, etnisk og religiøs overlegenhed. Som resultat af disse ideer bliver kvinder rundt om i Storbritannien hver dag truet med fysisk vold, voldtægt, død, lemlæstelse, bortførelse, bedøvelse med stoffer, fængsling på opdigtet grundlag, forbud mod at tage en uddannelse og tvangsægteskab – af deres egne familier. Dette er ikke et engangsproblem, der kan forklares med, at førstegenerations-indvandrere medbringer hjemlandets skikke til Storbritannien. Snarere er den æresrelaterede vold stort set et hjemmegroet og selv-reproducerende fænomen, som udøves af tredje- og fjerdegenerations-indvandrere, der er vokset op og har fået deres uddannelse i Storbritannien.”

Videre i undersøgelsen hedder det: “Aktivister i det arabiske miljø mener, at æresrelateret vold i hjemmet ofte forekommer, hvis en kvinde nægter at bøje sig for sin mands, brors eller forældres autoritet. Mohammed Baleela, der er projektarbejder ved Domestic Violence Intervention Project i Hammersmith i Vestlondon, siger: ‘Vold i hjemmet er et enormt problem. Jeg vil anslå, at 60 pct. af de arabiske familier lider under vold i hjemmet. Hovedproblemet er miljøets manglende opmærksomhed på volden og dens resultater. … En arabisk-talende kvinde ønsker ikke at blive betragtet som den, der har opløst familien. Ledere inden for miljøet og imamer anser det for meget vigtigere at holde sammen på familien’.”

Blandt undersøgelsens eksempler på vold er mordet på Banaz Mahmod, der blev voldtaget og tævet i et bevidst forsøg på at ydmyge hende. Efter ordre fra hendes far blev hun af sine mordere klædt nøgen og derefter voldtaget i to timer i familiens hjem, inden hun blev garrotteret.

Man skulle jo mene, at dette var tilstrækkeligt ”bevismateriale” til at lade de forskellige diskussionsdeltagere ane, at Hedegaards påstande ikke var helt grebet ud af luften. Men ikke desto mindre var Ole Birk Olesen, der i Deadline var inviteret som modstander til Lars Hedegaard, i den debat fuldstændig uimodtagelig for Hedegaards argumenter. Jeg spørger i ovennævnte blogindlæg, hvordan han dog kunne være det, og svarer:

Jo, det viste sig i Deadline-udsendelsen. Han hævdede, endda hele to gange, at vel vidste han ikke særlig meget om de tilfælde, Hedegaard havde fremdraget, men han vidste, at forældre elsker deres børn og ikke véd alt det gode, de vil gøre for dem. Og ud fra den viden drog han den konklusion, at det, Hedegaard påstod: at familievoldtægter var et større problem blandt muslimer end blandt ikke-muslimer, var forkert. Ingen overvejelser over de kilder, Hedegaard holdt sig til, ingen gendrivelse af de kendsgerninger, der blev fremlagt, ingen tilbagevisninger af de vidnesbyrd, han kom med, blot denne stensikre overbevisning, at muslimske forældre, nøjagtig ligesom kristne forældre, aldrig kunne drømme om at gøre deres børn noget ondt.

Desværre viser Ole Birk Olesen her en holdning, som stadig er aktuel hos os danskere. For så vidt er det da en yderst sympatisk holdning. Man forstår tingene ud fra sin egen erfaringsverden, og da man her i Danmark så at sige aldrig erfarer den slags ting, tror man, at folk i indvandrermiljøerne heller ikke erfarer dem. For man vil jo nødig tro ondt om sine medmennesker, og specielt vore indvandrere vil man gerne holde fri for den slags beskyldninger.

En sådan holdning var dengang i 2010-12 så almindelig, at Lars Hedegaard blev dømt for at udtale sig sådan. Først højesteret frikendte ham, men så vidt jeg husker, skyldtes det kun, at man ikke fandt det bevist, at han var klar over, at udtalelserne ville komme ud i den store offentlighed.

Nu har så Sara Omar giver udtryk for nogenlunde det samme som Lars Hedegaard i sin tid. Og så meget synes at være sikkert, at hun ikke vil blive anklaget efter racismeparagraffen. Dels har hun givet udtryk for det i en roman – selv om hun stærkt antyder, at romanen er selvbiografisk – dels er det én fra inderkredsen, der her taler, og så er man mere tilbøjelig til i den store offentlighed at tage beskrivelsen af voldtægten alvorlig.

Men igennem hvor lang tid vil hun blive taget alvorlig? Og i hvor høj grad vil religionen islam blive inddraget som forklaringsfaktor?

Det sidste kan man godt tvivle på, når man læser bogens bagsidetekst, forfattet af forlaget Politiken. Ordet ”islam” forekommer ikke dèr. Det er, hvad Marie Krarup påtaler i det indlæg i Berlingske, jeg omtalte i mit forrige indlæg, se her. Men ak, glæden over dette indlæg varede kun kort, allerede nu er der et indlæg af en forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Frederik Vad Nielsen, se her. Og han har vist ikke forstået meget af det hele.

Han begynder med at anklage den venstrefløj, han selv tilhører:

Siden Sara Omar udgav sin roman »Dødevaskeren« i efteråret, har det været rystende småt med mobiliseringen og aktivismen på venstrefløjen. Den lå ellers lige til venstrebenet:

En stærk og selvstændig kvinde bryder med et patriarkalsk regime og en undertrykkende religiøs kultur i en bogudgivelse, for derefter at blive truet så meget på livet af undertrykkelsens håndlangere, at hun frihedsberøves, og må gå under jorden.

Alligevel har det ikke været mange andre end de sædvanlige og velkendte debattører i den type diskussioner, der har kastet sig ind i forsvaret for hende. Og her et par uger inde i det nye år er opmærksomheden om hendes kamp stort set forsvundet.

Hvis han nu ville have sin venstrefløj mobiliseret i en kamp for Sara Omar, så ville det jo være udmærket. Men det er ikke det, han er ude på. Nej, han benytter lejligheden til at levere et gevaldigt slag imod al gudstro, kristendommen inklusive, for i resten af sin artikel taler han kun om religion, foretager ingen skelnen mellem kristendom og islam, så man må tro, at kristendommen siger nogenlunde det samme som islam. Han skriver f.eks.:

Religionsfrihed er en frihedsrettighed, der først og fremmest forhindrer religiøse mennesker i at påtvinge andre en bestemt religion – det er ikke et carte blanche til at inficere samfundet med religionens moral, begreber og politiske program.

Der er ingen kristne, der vil påtvinge andre en bestemt religion. Det er kun noget, islam går ind for. Det er islam, der på forhånd, før al diskussion om samfundets indretning begynder, har en lov, der skal følges. Kristendommen har ikke noget politisk program, udover friheden for enhver til at sige, hvad der ligger ham på sinde.

Han fortsætter lidt senere:

Gud skal ud af vores syn på homoseksuelle. Gud skal ud af vores sprog i den politiske debat. Gud skal forsvinde fra debatten om kvinders ligestilling. Og så skal Gud ikke mobiliseres, når vi diskuterer bestemte politiske emner – han skal tværtimod holde sig væk. Det kan lyde som banaliteter at konstatere som venstreorienteret, men langt inde på venstrefløjen er der modsatrettede holdninger. Derfor er det på tide, at venstrefløjen vågner op til dåd, dropper angsten for at komme i bås med den hykleriske højrefløj og generobre magten over religions- og kulturkritikken i Danmark. Det er på tide, at vi igen bekæmper Guds politiske magt over menneskers liv.

Han har åbenbart ikke lagt mærke til, at folkekirken har indført et ritual for vielse af homoseksuelle. Og måske det heller ikke er gået op for ham, at der findes kvindelige præster i samme udmærkede institution. Eller skulle sandheden om ham og hans indlæg være, at han ikke tør nævne islam ved navn og derfor udtrykker sig, så man ret snart får fornemmelsen af, at det er islam, han tænker på, når han siger ”religion” og ”Gud”? Ærlig talt, er det befordrende for den frie debat, han selv efterlyser så hjerteskærende?

Ak nej, vi synes ikke at være blevet klogere. Elefanten går stadig rundt i butikken, alle ser den, men vor folkelige elite – og dem, der aspirerer til at blive medlem af samme – lader konstant, som om de ikke ser den, taler om ”religion”, hvor de mener ”islam”, angriber kristendommen ganske åbent, for det er ufarligt, mens islam kun kan angribes under dække af et angreb på ”religion”.

Nå, ret skal være ret. I dag den 23-1 er der i Kristeligt Dagblad et angreb på Hans Raun Iversen for hans medvirken til artiklen forleden i samme avis, se her. Tre præster skriver:

Hans Raun Iversen ved godt, at langt de fleste indvandrere kommer fra lande, der er indgroet muslimske, thi det læser han i alle sine mange og lange statistikker. I snart mange år har han været blandt dem, der slog til lyd for, at der ikke skal missioneres, men føres religionsdialog og drikkes kaffe med imamerne.

Når mange præster er mere optaget af dialog end mission og i disse dialogindsatser er mere optaget af at fremdrage ligheder end påpege forskelle, så skulle det dog undre, om det arbejde havde båret synderlig frugt i form af omvendelser fra tro på Allah til tro på Jesus. Vil man omvende folk, må man missionere for dem.

Når folket ændrer sammensætning, bør det også blive afspejlet i folkekirken,” udtaler Iversen. Det kan han mene, men vi har nu engang religionsfrihed her i det multikulturelle Danmark. Omvendelse af muslimer, der ofte kommer fra kulturkredse, som er meget fremmede i forhold til den ”gammeldanske” kultur, er et langt, sejt træk.

Alt det kan vel være rigtigt nok. Men så bliver overskriften forkert. Den lyder ”Nej, folkekirken svigter ikke muslimske indvandrere”. Det er måske avisen, der har formuleret den. Men hvis hovedparten af folkekirkens teologer går ind for dialog, hvor man fokuserer på lighederne frem for forskellene mellem islam og kristendom, og hvis de tre præster, der har skrevet under på artiklen, og de præster og teologer, der er enige med dem, udgør et forsvindende mindretal, ja, så må man da sige, at folkekirken har svigtet de muslimske indvandrere.

Det betyder jo, at folkekirkens medlemmer – i lighed med størstedelen af danskerne – har svigtet ved ikke at erkende islams umenneskelighed. De har sikkert gjort det i bedste mening, ligesom den kvinde, der er heltinden i Sara Omars bog, Frmesks mormor. Hun vil mene alt det bedste om islam, om koranen og om hendes søn, imamen. Men derved kommer hun til, som Marie Krarup så rigtigt fremhæver det, se det føromtalte indlæg  her, at hjælpe med til, at volden bliver reproduceret i hendes egen familie, så hendes datterdatter, Frmesk, bliver voldtaget af hendes søn, imamen.

For når det kvindeideal, der hersker dèr, går ud på, at kvinder altid skal bøje af, altid skal opvarte mænd, altid skal tie stille med det, de véd, og når mandsidealet sammesteds går ud på, at mænd ustraffet kan gøre ved kvinder, hvad de har lyst til, og når disse idealer hele vejen igennem understøttes med citater fra koranen, så bliver det jo for både mænd og kvinder et fromhedsideal, der skal efterleves. Og er noget fromt, er det næsten umuligt at overbevise de fromme om, at det også kan være umenneskeligt, ja, djævelsk.

Så på den lidt overraskende måde er det sandt, hvad de tre præster skriver, at omvendelse af muslimer er et langt sejt træk. Netop derfor kan det undre, at man i folkekirkens ledelse endnu ikke er begyndt på noget ”træk” overhovedet.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Folkekirkelig mission blandt muslimer?

Den fremmede Luther 50

Ovenstående projekt bliver mærkværdigvis skudt ned i Tyskland. Kristeligt Dagblad beretter den 20-1 om, hvordan en række præster i Tyskland vil gøre op med den 2000-årige tradition for mission, se her. Man mener, at ”målet med en dialog mellem kristne og muslimer er at overkomme forskelligheder, ikke at få andre til at konvertere til en anden religion”.

Og det må da indrømmes, at mission blandt muslimer er en noget besværlig opgave. Men er det ikke en holdning til muslimer, der er meget lidt præget af næstekærlighed? Jeg mener: Når vi hører om ulykkelige, muslimske kvinder, når vi hører om mænd, præget af et voldeligt syn på både samfund og ikke-muslimer, må vi så ikke ønske for disse mennesker, at de bliver revet ud af islams falske forestillinger om menneskelivet? Ok nej, ikke efter de tyske teologers mening. Og vist heller ikke efter den trygge (trygt sovende, kan man vist sige) danske folkekirkes mening.

Marie Krarup har læst Sara Omars rædselsberetning fra de muslimske miljøer i Kurdistan, se her. Hun er forarget over bogens bagsidetekst. Her har Politikens forlag beskrevet bogens indhold uden at nævne islam én eneste gang. Og det er jo islam, det drejer sig om. Bogen burde kunne lære os at skelne mellem islam og muslimer. For, siger Marie Krarup, bogen er

et smukt forsvar for den kærlige muslimske mormor, som ikke kan tage opgøret med islam og derfor kommer til at hjælpe med til, at volden bliver reproduceret i hendes egen familie, og Daggry [dvs bogens hovedperson ”Frmesk”, rr] bliver voldtaget af sin onkel.

Hvordan får man hjulpet disse kvinder, hvis man ikke tør tage et opgør med islam? Men hvordan tager man et opgør med islam, hvis man ikke aner, hvad islam står for? Og hvordan kommer man til at undersøge, hvad islam står for, hvis man er besat af den tanke, at man endelig ikke må sige noget ondt om vore indvandreres religion?

Kristeligt Dagblad – af alle aviser netop Kristeligt Dagblad, ak ja – har haft nogle artikler om folkekirken som folkets kirke, som er mere misvisende end retvisende.

Én ting er, at det ikke falder nogen af artiklerne ind at overveje, hvad det danske folk er. Kan man stadig tale om, at Danmark bebos af det danske folk, når efterhånden en stor del af beboerne ikke er etnisk danskere? Eller skal vi uden videre godtage artiklernes forudsætning, at alle, der bor i Danmark, hører til det danske folk og derfor naturligt på samme måde som gammeldanskerne burde være medlemmer af folkekirken? Det er en højst forvirrende forudsætning, artiklerne opererer med.

I den første artikel, se her, står den forvirrende forudsætning direkte i mellemoverskriften:

Under tre procent af landets ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere er medlem af folkekirken, viser nye tal. Kirken har svigtet både menneskeligt, kristeligt og folkeligt, siger lektor.

Den lektor, der er tale om, Hans Raun Iversen, siger ganske rigtigt, at folkekirken har svigtet. Men det overlades til den næste, der interview’es, Mogens S. Mogensen, at fortælle, at

Langt de fleste af de ikke-vestlige indvandrere er nemlig enten muslimer, buddhister eller lignende eller tilhører et andet kristent trossamfund end det lutherske og søger derfor ikke naturligt mod folkekirken.

Dette kan vel ikke være en oplysning, der er helt fremmed for journalisten. Måske endda Hans Raun Iversen har sagt, at folkekirken har svigtet sin missionsforpligtelse. Det ville jo være en rimelig udtalelse, hvis der skal tales om svigt overfor de fremmede. Men mission nævnes ikke i artiklen, og da slet ikke mission overfor muslimer, skønt de udgør hovedparten af de indvandrede.

Om Mogens S. Mogensen hedder det ydermere: Det, at indvandrerne tilhører andre religioner, er, siger han,

en kæmpe udfordring for kirken, så længe den ønsker at vedblive at være en folkekirke. I så fald kan den ikke bare være en etnisk kirke for gammeldanskere. Når folket ændrer sammensætning, bør det også blive afspejlet i folkekirken,” siger han.

Mogens S. Mogensen mener, at der er brug for en større mentalitetsændring, hvis kirken skal kunne rumme den nye befolkningssammensætning.

Vi har en flere hundrede år lang tradition for, at folkekirken er en etnisk dansk territorialkirke, hvor det danske og kristne er smeltet sammen. Nu er der behov for at ændre mentaliteten, så kirken kan rumme mange forskellige kulturer og udtryksformer,” siger han og forklarer, at det kan handle om noget så konkret som at acceptere, at gudstjenesten ikke nødvendigvis foregår på dansk.

Men heller ikke han citeres for, at folkekirken derfor skal missionere. Og den skal selvfølgelig ikke missionere, fordi den ønsker fortsat at være folkekirke, den skal missionere, fordi den gerne vil dele evangeliets glæde og ligefremme menneskelighed med alle andre mennesker.

Og hvad er det for noget med, at ”gudstjenesten ikke nødvendigvis foregår på dansk”? Har Mogensen ikke lært og taget til sig, at noget af det gode ved reformationen var, at gudstjenesten skulle holdes på modersmålet? Kaster han sådan uden videre vrag på det?

I en senere artikel, se her, er det heller ikke folkekirkens mission, der spørges efter. Nej, man spørger tre personer, der formodes at vide noget om mission, hvorfor folkekirken ikke formår at virke relevant for indvandrerne. Og som man spørger, får man svar. Det er kun Massoud Fouroozandeh, der vover at bruge ordet mission. De to andre svarer nærmest, at folkekirken må stå på pinde for indvandrerne. Men om man tænker på muslimer eller på de kristne indvandrere, det får vi ikke at vide.

Serien ”Indvandring og folkekirken” fortsætter lørdag den 20-1 med hele to artikler. Først én om indvandringens indvirkning på folkekirken som folkekirke, se her. Det er efter min mening et spørgsmål, der er fuldstændig ligegyldigt i sammenligning med spørgsmålet om indvandringens indvirkning på folket som folk. Vi har at gøre med ret store områder af landet, beboet af muslimer, som ikke vil være en del af Danmark, men søger at danne deres egen stat i staten. Vi har at gøre med det for det danske folk højst betænkelige, at den del af Danmarks befolkning vokser mere end den etnisk danske del. Og så bruger man tid og plads og tankekraft på at overveje, om folkekirken fortsat kan være folkekirke under de omstændigheder.

Hvis man vovede at drage islam med ind i sine overvejelser, ville man nok kunne få et mere realistisk svar. For i det øjeblik muslimerne kommer i flertal, vil folkekirken ændre status til at være en dhimmi-organisation, dvs., den vil være en tålt religion, der tvinges til at indordne sig under den muslimske stat og f.eks. ikke må missionere. Men på den anden side: Da den hidtil ikke har gjort noget forsøg på at missionere, er forskellen vel ikke så stor.

Nå, retfærdigvis skal det dog siges, at én af de udspurgte, valgmenighedspræst Nana Hauge, har blik for denne problemstilling:

Det er ikke et mål i sig selv, at folk bliver medlem af folkekirken. Målet må først og fremmest være, at alle bliver kristne. Så er det mere underordnet, om de organiserer sig i et kirkesamfund uden for folkekirken. Der har nok været en berøringsangst i folkekirken for mission blandt muslimer, men det er her, at den egentlige udfordring ligger,” siger hun.

Og hvordan man gør det, altså missionerer blandt muslimer, se det var noget for et kristeligt dagblad at beskæftige sig med. Men om det spørgsmål er man tavs som graven.

En anden artikel i lørdagens avis spørger, om dobbeltmedlemsskab kan lokke kristne migranter ind i folkekirken, se her. Og man har på fornemmelsen, at det er det problem, de tidligere artikler har skullet stræbe hen imod. Og bevares, det kan da være et interessant problem for de meget få kirkeligt interesserede, der har øre for juridiske spidsfindigheder, men for os andre er det vist så ligegyldigt som noget. Specielt, når det helt store problem, mission blandt muslimer, stort set lades uomtalt.

Det er proportionsforvrængning af værste skuffe. Og så i Kristeligt Dagblad!

Nej, må jeg så be’ om Luther! Ikke den pænt friserede Luther, som de fleste moderne teologer omgås, men ”den fremmede Luther”, som ligger gemt i den enorme tekstsamling, han har efterladt sig. Han har f.eks. oversat dette stykke af Richardus, dominikanermunken, der i Bagdad diskuterede med de lærde muslimer og siden skrev en ”Gendrivelse af koranen”:

At koranen ikke kan være Guds lov, kan bevises derudfra, at den, for at sige det kort, er en dødens og raseriets lov. For ikke alene fører den til evig død, den fører også til, at man ved truslen om legemlig død vil tvinge folk til at tro, hvad Muhammed siger. Selv om han i kapitel Emparaca (dvs. Koen) siger: ”Der er ingen tvang i Guds lov, for det er på forhånd afgjort, hvad der er ret og uret”. Men hvor kan der være større tvang end ved mord? Derfor kan den lov ikke være fra Gud, som tvinger folk. Muslimerne betegner den med et særlig ærefuldt navn ”Elesam”, en frelsende lov fra Gud. Men det er som sagt en morderisk og rasende lov. Men den metode svarede til denne lov og dens mester, som gennem kærlighed til livet og frygt for sværdet måtte give folk adgang til den evige død. Men de kristne foragter omvendt den legemlige død og livet, og når frem til det evige liv. For da Muhammed, eller snarere hans mester, djævelen, så, at hans lov var imod Guds lov i det ny testamente, og også imod sig selv, og ikke havde nogen begrundelse eller nogen undergerning, og var stopfuld af håndgribelige løgne, så kunne han jo nok tænke, at mange ville gøre indsigelse og sige ham imod. Derfor gav ham den (loven) sin egen rets værktøj, sværdet, til at slå ihjel med. Og derfor fastsætter han i sin koran et bud, der siger, at han skal dræbe alle dem, der sætter sig imod denne lov og ikke tror. Derfor har han også, ikke blot i ét kapitel, men i hele bogen som en almindelig lov udtalt: ”Dræb! Dræb!” (Se her).

Det, Richardus her skriver, kunne Luther ikke tro på, da han først læste det i 1530. For så tåbelig kunne da ingen religion være. Men da han i februar 1542 omsider fik fat i en latinsk oversættelse af koranen, opdagede han, at det var sandt nok. Og så besluttede han sig for at oversætte Richardus til tysk.

I det først omtalte vers fra sura ”Koen” (2,256) hedder det:

Der er ingen tvang i religionen. Den rette vej er blevet tydelig over for vildfarelsen. Den, der fornægter afguderne og tror på Gud, holder fast i det stærkeste håndtag uden revner. Gud hører alt og ved alt.

Og i det sidst omtalte vers, det såkaldte sværdvers (sura 9,5) står der:

Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.

Og at Luther tilslutter sig Richardus’ beskrivelse, kan ses af hans forord. Her skriver han:

Derfor har jeg anset det for nyttigt og nødvendigt at oversætte denne lille bog (fordi man ikke har nogen bedre), så det dog hos os tyskere kan blive erkendt, hvilken skændig tro Muhammeds tro er, for at vi kan styrkes i vor kristelige tro. For eftersom Muhammed ved Guds vrede eller tilladelse har fået sejr, lykke, magt og ære i verden, men vi kristne må bære vor herres kors og ikke skal blive salige her på jorden, men i hint liv, så er den menige mand efter sit kød og blod let bevæget derhen, hvor intet kors, men idel goder og ære i dette liv skinner, og derhen retter også Muhammed sin koran.

Det må indrømmes, at muslimerne ikke i dag har det argument til fordel for deres tro, at den muslimske verden er den kristne militært overlegen, men de har dog stadig den overbevisning siddende i sig, at vil nogen tale nedsættende om deres profet – og det vil blot sige: argumentere imod ham – så svarer de igen, ikke med ord, men med vold, jf. de ikke så få personer, der må have politibeskyttelse.

Det er ikke min mening, at vi i vore dage slavisk skal følge Luther i alt, hvad han siger og gør. Men hvis vi dog i det mindste kunne lære så meget af ham, at vi vover at bekende vor tro, også overfor muslimerne, så vi fastholder det i vor tro, vi mener er sandt, f.eks. det, at et menneske overbevises frit, altså uden vold, og samtidig vender os imod muslimernes tro på vold som overbevisningsmiddel, så var meget nået.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Paradisforestillinger

Karl-Heinz Ohlig, en tysk islamforsker, har i 2006 skrevet en artikel om kristendom og islam, se her. Et stykke nede i artiklen (i kapitel 2.4) tager han sig for at undersøge samtalen mellem kristne og muslimske teologer. Og han mener her, at én af de opdagelser, som han og hans kolleger har gjort angående koranen, måske kan være med til at lette samtalen en smule. Han skriver:

Et omstridt tema mellem kristne og muslimer, nemlig forestillingen om himlen som en slags paradis for mænd, fordi der står sådanne storøjede paradisjomfruer – hurier – og også paradisynglinge til rådighed for de frelste, vil måske i fremtiden blive knap så eksplosivt, hvis man også indenfor islam accepterer nye forskningsresultater med hensyn til koranens sprog; for ifølge disse resultater er dele af koranen skrevet på syrisk med arabiske bogstaver, og hurierne skal forstås som glinsende vindruer og på den måde være i overensstemmelse med kristne paradisforestillinger.

Det lyder jo lovende. Jeg har tidligere hævdet, at disse afslørende resultater kunne bruges til at drille muslimerne med, se her – her ankommer selvmordsbombemændene til paradis med en svulmende selvfølelse: de har ofret livet for islams skyld og nu skal de ind og nyde livet med de 72 jomfruer, og hvad får de så? 72 vindruer – men Ohlig mener altså, at dette, at deres og vores paradisforestillinger efter disse sproglige rettelser kommer til at ligne hinanden, gør en større forståelse mulig.

Er det muligt?

Mit svar er nej.

For disse paradisforestillinger står jo på ingen måde alene. De er knyttet sammen med et kvindebillede, hvorefter kvinden er mandens tjenerinde og står til rådighed for ham med alle mulige tjenester, specielt jo seksuelle tjenester. Muhammed og dermed koranen betragter altså kvinden som en skabning, der er underordnet manden. I det førnævnte blogindlæg gjorde jeg opmærksom på, at når kristendommen opererer med en helt anden forestilling om forholdet mellem mand og kvinde, og dermed om forholdet mellem ægtefællerne i et ægteskab, så er det ud fra disse idealer komplet umuligt at forestille sig paradis som et sted, hvor der kun fokuseres på mandens seksuelle tilfredsstillelse.

Her vil jeg fremhæve den omvendte tankegang: At når islam hele vejen igennem opererer med mandens overhøjhed over kvinden – hans ord gælder det dobbelte af hendes i en retssal, han må have flere koner, men hun ikke flere mænd, en skilsmisse er retsgyldig, blot han tre gang har sagt, at han vil skilles, kvindens ord tæller ikke med her, hans er børnene ved en skilsmisse, osv. – så svarer paradisforestillingerne med de 72 jomfruer så fortrinligt til praksis i de muslimske miljøer, at denne praksis såmænd vil fortsætte uanfægtet, selv om paradisforestillingerne blev lavet om. Eller sagt på anden måde: de 72 kvindeundertrykkende jomfruer kan muligvis med lidt sproglig fingerfærdighed forvandles til 72 uskyldige vindruer, men tilbage står unægtelig alle de andre kvindeundertrykkende koranord. Og ikke mindst: Tilbage står den indgroede muslimske praksis. Den lader sig ikke sådan lave om af et vist antal vindruer, om det så var 144.

Lad mig citere fra Sara Omars bog ”Dødevaskeren”. Hovedpersonen Frmesk, der er kurder, og hendes kurdiske veninde, Darya, taler om Daryas kommende ægteskab. Darya hævder, at koranen rummer mange smukke ting, og at det nok i højere grad er et spørgsmål om, hvordan man tolker dem (side 46). Hertil svarer Frmesk:

Koranen burde lige præcis tolkes mildere og mindre bogstaveligt”, sagde Frmesk, ”men det bliver den efter min mening desværre ikke. Tag nu kvinderne.” Hun lukkede øjnene. ”Mænd står over kvinder, fordi Allah har givet nogle fortrin fremfor andre, står der i den fjerde sura, vers 34. En af hankøn skal have samme lod som to af hunkøn, står der i samme suras vers 11, og mændene står et trin over dem, står der om kvindernes status i den anden sura, vers 228”. Hun åbnede øjnene igen. ”Sådan kunne jeg blive ved. Koranen giver mændene lov til at behandle kvinder, præcis som de har lyst til. Hvad med den anden sura, vers 223: Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil. Her har du legaliseringen af vold og voldtægt. Det er mandens ret, og den vestlige verdens love betyder mange steder intet i forhold til koranens ord”.

Overfor sådanne ord betyder det intet, om man fjerner de 72 jomfruer. De bliver jo stående, og som Frmesk siger: koranens ord overtrumfer alle vore vestlige love.

Én af de ting, der viser, at der ikke er ligeret mellem kønnene i islam, omtales af Sara Omar, men ikke af Richardus og Luther. Ikke desto mindre er dette fænomen noget, som også vi danskere har hørt om. I romanen beretter Sara Omar om, hvordan Frmesks far, Darwésh – en mand, som i virkeligheden ikke er muslim – diskuterer med sin søn, Muhammad, der er imam.

Diskussionen finder sted et stykke tid efter, at en kvinde er blevet anklaget for at være en hore, fordi der på bryllupsnatten ikke var blod på lagnet. Kvinden er flygtet til Darwésh og hans kone, og Darwésh tager hen til mandens familie for at fortælle dem, at de tager fejl: videnskaben, som han har adgang til via sine bøger, fortæller, at de slet ikke er alle kvinder, der har en mødom, der sprænges og bløder på bryllupsnatten. Mens han er inde hos mændene for at prøve at overbevise dem, refererer Omar, hvordan kvinderne hidser sig op og nægter at tro på det, som Darwéshs kone fortæller. Men lidt efter kommer én af de gamle mænd ud til dem. Han og Darwésh er blevet enige om, at de vil tage en lang snak med brudgommen og søge at bringe brudeparret sammen igen samme aften. Og da én af kvinderne protesterer, siger han blot: ”Ti stille, kvinde, den sag er afgjort”. (Side 237ff).

Og ikke sandt, så véd man nok, hvem der bestemmer, også selv om den afgørelse, der bliver truffet, jo i virkeligheden er i kvindernes favør. Men episoden fortæller også, at kvinderne nok er undertrykte, men også er med til at undertrykke hinanden. Fejlen ligger i religionen.

Diskussionen mellem Darwésh og hans søn handler om netop denne sag. Og Darwésh sætter sagen om kønsligeligheden på spidsen. Hans søn siger:

Uanset hvad så skal en kvinde altid være ren og ærefuld. I både sind og krop”, sagde Muhammed.

Hvis en kvindes ære sidder i hendes mødom, hvor sidder mandens så?”

Muhammed så vredt på sin far.

Tavshed”, sagde Darwésh. ”Det tænkte jeg nok. Ifølge dig sidder mandens ære vel i hans søsters eller hustrus mødom, og sådan en mødom kan retfærdiggøre både vanære og drab”.

Det er noget vrøvl og svineri”, sagde Muhammad vredt.

Nej”, sagde Darwésh. ”For hvornår bliver manden betragtet som uren, og kan hans jomfruelighed være symbol på en hel families stolthed eller skam?” Han rystede på hovedet. ”Det er det, der er kernen i det hele, min søn, for mandens mistede jomfruelighed er ligegyldig. Det er udelukkende kvinden og kvindens køn, der kan være skyld i al elendighed, og den skyld er så tung, at en mand altid kan retfærdiggøre vold og drab på grund af den”. (Side 305).

Lidt senere henviser Muhammad til de vantro. Også de taler om stolthed på den måde. Hans far svarer:

I det mindste forkaster de såkaldte vantro ikke længere deres døtre på bryllupsnatten, hvis de ikke er jomfruer. Deres kvinder er ikke tvunget til at skaffe røde farveblandinger til bryllupslagnet”. (Side 306).

Og det får ham til at opfordre sin søn til at tale sandt om både det ene og det andet i sine prædikener i moskéen, for hvor mange ægteskaber er ikke bygget på en løgn, selv om det slet ikke er nødvendigt!

Sara Omar er hård ved islam. Og hun har jo ret. Hvis en brud er nødt til at snyde med blodet på lagnet for at få sin mand til at tro, at hun er jomfru, så kommer hendes ægteskab til at blive bygget på en løgn. Ikke fordi hun vil det, men fordi ”systemet” kræver det af hende.

Men, kan man sige, i forvejen kan et muslimsk ægteskab ikke blive ægte, for idealet er blot lovlydighed, ikke kærlighed og forståelse.

Sandt nok. Men der findes jo også dèr undtagelser. Den folkelighed, der præger ethvert folk, er nok slået til bunds af islam, men trods alt ikke mere, end at den dukker op så her og så dér.

Men hvad angår dialogen mellem kristendom og islam, så vil den hverken bedres eller trues af de 72 jomfruers forvandling til vindruer. Der skal mere til.

Og hvad angår vore muslimske miljøer: Hvem er det, der holdes inde i hjemmet for at bevare dyden? Pigerne. Hvem er det, hvis dyd man er komplet ligeglad med? Drengene.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | 1 kommentar