Mere dybde, tak!

Det er journalisterne, jeg tænker på. Det mærkelige er jo, at dette folkefærd, skønt de har fået uanede platforme at boltre sig på, er blevet mere overfladiske i takt med sendefladens udvidelse. Måske det skyldes, at der skal præsteres flere og hurtigere nyheder end tidligere, nu, hvor ikke blot radioavisen excellerer i timenyheder, men hver avis med respekt for sig selv er forsynet med en internetside, hvor der med mellemrum udgives ”Breaking news”. Måske det skyldes en stiltiende enighed mellem samtlige Vesterlandets journalister om at holde alle ”dårlige”, ”hadefulde” og ”islamofobiske” tanker og nyheder og indlæg borte fra læsernes sarte sjæle. Jeg véd det ikke. Kun det véd jeg – og jeg véd det, fordi jeg kan se det – at jeg gang på gang føler mig frustreret af de officielle medier, fordi jeg ikke får svar på det, jeg regner for naturlige spørgsmål.

Jeg skal komme med to eksempler på det.

Det ene stammer fra en løs bemærkning, som blev fremsat som en ligegyldig ting i forbindelse med det hollandske valg. Man var – jeg tror det var i en Deadline-udsendelse – i færd med at rapportere fra de forskellige partiers valgfest, og så lød det pludselig, at Geert Wilders’ parti ikke holdt nogen fest, fordi partiet ikke havde råd til at betale for den sikkerhed, politiet krævede, at en sådan fest skulle omgives med. Det blev nævnt som den mest selvfølgelige ting af verden. Og journalisten gik videre i teksten uden at forklare sig nøjere.

Men seerne – i hvert fald jeg – sidder tilbage med en sær smag i munden: Behandler de hollandske myndigheder virkelig et stort parti på den måde? Kan det virkelig passe, at et demokratisk land som Holland, der vel om noget skulle have orden på alle demokratiets forudsætninger, ikke kan få råd til at lade en partifest omgive af tilpas sikkerhedspersonale?

Én ting er, at man fra danske journalisters side flere gange i en omtale af den valgkamp, der gik forud for det hollandske valg, fik sagt, at Wilders ikke deltog i mange af de vælgermøder, de andre var med i, uden at nævne, at det skyldes, at hans kampagneprogram var blevet lækket, så eventuelle muslimske terrorister kunne have fået fat i det. Det var dog noget, der havde været fremme i medierne, så det vidste vi godt, selv om det ikke blev sagt. Udeladelsen fra journalisternes side var således kun et udtryk for det efterhånden velkendte fænomen, at vi kun får halve sandheder fra deres side. Det kan man dog, når man kender den tilbageholdte sandhed, nogenlunde selv råde bod på.

Men her? Når der rejses spørgsmål ved selve ligeligheden i den demokratiske proces? Så savner man virkelig nogle gammeldags journalister, der kan grave sandheden frem.

Og i dette tilfælde nyttede det ikke noget at gå til de alternative medier. De har alt for få midler til at kunne udføre en opgave som den.

Det andet eksempel går i modsat retning.

Det drejer sig om en artikel i Berlingske af bladets Tysklands-korrespondent, Troels Heeger, se her. Heeger refererer en bog, skrevet af en Welt-journalist, Robin Alexander, som hævder, at Mark Rutte og Angela Merkel i en forhandling om flygtningeaftalen med Tyrkiet den 6-3 2016 accepterede, at EU skulle modtage mellem 150.000 og 250.000 flygtninge fra Tyrkiet. Intet blev skrevet ned, man holdt sig til et mundtligt løfte. Blot ”glemte” de at informere deres europæiske kolleger på næste dags møde.

Også her står man som læser med hårene i postkassen. Hvad er det for noget? Hvordan kan der i mere end et år have eksisteret en aftale om at modtage 250.000 flygtninge fra Tyrkiet, uden at der, såvidt medierne har bemærket, har meldt sig én eneste? Og hvordan passer dette mundtlige løfte med den aftale, der den næste dag rent faktisk blev indgået med Tyrkiet, og som sammen med den lidt tidligere gennemførte lukning af ”Balkanruten” bevirkede et stop for migrant-tsunamien?

Rent ud sagt: Jeg tror ikke på det. Ikke fordi jeg ikke så gerne vil tro ondt om Rutte og Merkel, men fordi det ikke passer ind i de informationer, jeg hidtil har fået om Tyrkiet-aftalen. Som jeg har forstået det, var der tale om en ganske genial aftale: Grækenland skulle tilbagesende alle de migranter, der ankom, til Tyrkiet efter at have talt syrerne blandt dem. Herefter ville EU modtage et tilsvarende antal syriske flygtninge fra de tyrkiske flygtningelejre. Og ærlig talt, det er mig umuligt at se, hvordan 250.000 syrere kan passe ind i den aftale. Derfor vil jeg tro – uden at have undersøgt det – at Robin Alexander har misforstået sagen. Hvis tallet 250.000 har været nævnt af Rutte og Merkel aftenen før, kan jeg kun tro, det har været som et estimat over, hvor mange syriske flygtninge der maximalt kunne blive tale om.

Godt nok har der tidligere været tale om nogle natlige flylandinger i Tyskland, hvor nogen mente, at der ankom migranter til Tyskland. Og der var vist dengang mistanke om, at Merkel ville indsmugle nogle migranter i Tyskland, uden at offentligheden fik nys om det. Men 250.000? Det lader sig ikke gøre.

Disse to ting er eksempler på dårlig journalistik. Journalister har ikke tid eller tager sig ikke tid til at undersøge det, de viderebringer, nøjere. Det skal gå så hurtigt, at de er bange for med sådanne undersøgelser at komme for sent, så konkurrenten snupper nyheden for næsen af dem. Hvilket bevirker, at det bliver halve nyheder, de bringer, nyheder, som ikke direkte er løgnagtige, for det er nok ikke ligefrem med vilje, at de kolporterer dem uden at undersøge dem, men alligevel højst utilfredsstillende.

Herved adskiller de sig fra en anden slags dårlig journalistik: den journalistik, som i kraft af en slags kollektiv blindhed ikke kan se virkeligheden, f.eks. ikke kan se andet end flygtninge i den migrantstrøm, der oversvømmede os i efteråret 2015. Her er det ikke sådan, at journalister af skyndsomhed løber med halv vind, her er det sådan, at man regnes for en dårlig journalist, hvis man ikke opfatter de mange migranter som ynkværdige mennesker; her er det sådan, at man ser det som sin opgave at få læserne eller seerne til se på disse mennesker med de samme øjne: som stakler, der har brug for vores beskyttelse.

Det er ikke virkeligheden, man er ude på at beskrive, det er den del af virkeligheden, der kan bruges til dette ophøjede formål.

Det har betydet, at man aldrig har gjort sig nogen umage med at finde ud af, hvad årsagen til 2015’s migrant-tsunami var. Man har betragtet det som en naturkatastrofe, eller man har antydet, at kampene i Syrien blev værre, og har ikke villet se, at den egentlige årsag var, at Syriza i januar 2015 gik til valg på det, de kaldte en mere human flygtningepolitik, og at de, da de kom til magten efter valget, faktisk gennemførte deres valgløfte om en ”åben og humanistisk flygtningepolitik”, så den græske flåde ikke mere fik lov til at sende migrantbådene tilbage. Alt det har man omhyggelig fortiet, eller det har vore veluddannede journalister undladt at bore i, selv om det var så let af finde ud af, hvis man bare ville, at selv en amatør som jeg har kunnet se det, se her.

Sådan synes det at kunne forklares: Hvis en vaks journalist, én af dem, der er stolt af sit fag og ser det som sin opgave at oplyse folket om de virkelige begivenheder, skulle få den tanke at ville undersøge årsagerne til den store migrantstrøm i efteråret 2015, så er det, som man kan forstå, på ingen måde en uoverkommelig opgave, den er faktisk lige til at gå til. Men vor vakse journalist vil så hurtigt erfare, at dette er noget, man ikke taler om, dette er noget, der skal forblive i uvidenhedens tågeslør, for – ikke sandt – nogen blandt læserne kunne jo få den tanke, at har den græske flåde kunne forhindre migrantbåde én gang, kan den vel gøre det igen. Måske en enkelt læser eller to kombinerer det med forundringen over, at det nu skal være EU’s nabolande og ikke EU selv, der skal forsvare grænserne, og for ikke at skulle give svar på det, forekommer det diverse redaktioner klogest at fortie den sande årsag til migrantstrømmen.

Og så fortsætter man med at afspille den falske melodi, at Tyrkiet har en klemme på EU derved, at de kan undlade at holde migrantbådene tilbage.

Og naturligvis har man også undladt at gøre opmærksom på, at migranterne er migranter, de har jo forladt et sikkert land, Tyrkiet, for at søge lykken i EU. Nej, de skal absolut kaldes ”flygtninge”, til nød ”flygtninge eller migranter”, for man vil jo endelig være god, og at påvirke folk til at modtage fremmede i deres land, mener man er en god gerning.

Denne dårlige journalistik er værre end den først omtalte. Men begge dele bevirker, at det bliver mere og mere anstrengende at se nyheder på Tv og at se Deadline: man skal hele tiden være på vagt; den umiddelbarhed, hvormed man tidligere kunne suge til sig, er forsvundet; man føler, at man er blevet narret for mange gange til, at man uden videre skænker journalisterne tiltro.

Det er en sær verden, vi lever i.

Reklamer
Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Missionsbefalingen afblæst

Det var ganske mærkeligt forleden at læse Kathrine Lilleørs blog, se her. Hun har afblæst missionsbefalingen. Hun indrømmer, at vi ved hver dåb citerer dette stykke fra Matt 28,19f:

Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Men desuagtet har hun virkelig ikke tænkt sig at drive mission blandt vore muslimske landsmænd.

Argumentationen er måske lidt tynd. For det første udelader hun dette med at lære at holde det, Jesus har befalet os. Men det sker måske bare af korthedshensyn. For det andet opstiller hun som så mange andre, der har det lidt svært med argumenterne, en stråmand: hun skriver:

Hvis dåbsstatistikken skal forbedres afgørende, skal vi ud og døbe muslimer. Omvende dem. Få skiftet bedetæppet ud med salmebogen. Missionere. Kort sagt.

Dansk Folkeparti har sagt det i årevis. Jeg kan huske, hvor jeg stod, da Søren Espersen anklagede mig for ikke at opfylde mit præsteløfte, når jeg ikke så det som en indlysende opgave at omvende muslimer. Umiddelbart kan det ligne, at han har ret. Kristus befaler os ved vores dåb, at vi skal gå ud og gøre alle til hans disciple ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Døbe gør jeg gerne. Bestemt. Men stemme dørklokker med vand og ritualbog under armen i Mjølnerparkens opgange, gør jeg ikke.

Niksen. Njet. Ikke på vilkår.

Hvem er det nu lige, der siger, at vi skal missionere blandt muslimer ved at stemme dørklokker? Det er der da ingen, der har foreslået. Foreløbig er jo alt, hvad der har med mission blandt muslimer at gøre, på diskussionens plan, ja, det vil sige: når Lilleør så kategorisk afviser tanken, er problemet ikke engang nået frem til dette plan. Og hun vil formentlig gøre sit til, at tanken aldrig når frem til at blive diskuteret i folkekirken.

Dog, det, hun derefter siger, ligner noget, der har en vis argumentationskraft. Godt nok er det helt ude i hampen, men det kan ikke udelukkes, at der er en del præster, der mener, at missionsforpligtelsen kan afblæses på den måde, hun her antyder.

Hun fortsætter nemlig således:

Niksen. Njet. Ikke på vilkår. Det er respektløst. Ville til forveksling ligne den nedladenhed man i lande som Saudi Arabien møder os kristne med. Som andenrangstroende, fordi vi ikke tror det samme som flertallet. Der er i den europæiske tradition respekten til forskel. Respekt for det andet menneskes åndelige valg, der ikke skal intimideres, så længe det ikke forstyrrer den offentlige orden eller bryder landets love.

Det er ikke helt nemt at blive klog på, hvordan hun forestiller sig, at en mission overfor muslimer gør dem til andenrangstroende eller er respektløs overfor deres åndelige valg eller er udtryk for en intimidering. Lad mig bringe mit første Luther-citat i spil! Det stammer fra et åbent brev, Luther i 1524 sendte til sine to fyrstebrødre. Han omtaler striden mellem Münzer (det var før Münzer satte sig i spidsen for bondeoprøret) og sig selv og beder øvrigheden undlade at gribe ind:

Hvis deres ånd er den rette, så vil den ikke være bange for os og skal nok bestå. Hvis vores er den rette, så vil den heller ikke frygte dem eller nogen anden. Man skal blot lade ånderne fægte med hinanden og tørne sammen. Hvis nogen bliver forført derved, velan, sådan går det i krige; hvor der er en strid, hvor et slag finder sted, dèr må nogle falde og blive såret; men den, der kæmper redeligt, får kronen. (Se her).

Luther anså det ikke for respektløst at angribe sine modstandere med ord. Hvorfor skulle vi så gøre det? Havde han ikke respekt for de andres åndelige valg? Eller prøvede han at intimidere dem? Brevet her tyder på det modsatte.

Kathrine Lilleør fortsætter:

Synspunktet går et par århundreder tilbage. Således holdt Frederik den 6. hånden over jøderne og skærmede dem mod forfølgelse ved at give dem medborgerskab. Han sendte ikke præster ud for at omvende dem. Han lod liberalt i genskæret fra den amerikanske og franske forfatning jøderne frit vælge deres tro. Grundlovsfædrene sikrede, at den respekt smittede af på Folkekirken. Fordi vi i et par århundreder er blevet holdt i kort snor af staten, er der skabt en tradition for upolemisk at forkynde Kristus i stedet for at forkynde mod dem, der ikke tror som os. Åndsfrihed har vi her i landet således praktiseret ikke bare demokratisk men også religiøst. Endnu en af utallige velsignelser, vi kan takke båndet mellem stat og kirke for.

Hvad der lå bag Frederik den Sjettes forhold til jøderne, vil jeg undlade at kommentere, for det véd jeg ikke nok om. Men det lader til, at hun ser det som et ideal, at vi i folkekirken forkynder Kristus upolemisk, eller at det ikke ville være så godt at forkynde imod dem, der ikke tror som os. Oven i købet ser hun vist det som udtryk for åndsfrihed i religiøs henseende. Åndsfrihed betyder åbenbart i hendes optik, at man lader være med at komme med indvendinger mod vore muslimske landsmænd, lader være med at diskutere teologi med dem, kort sagt, lader dem være i fred med deres forkerte og delvis farlige tro.

I det sidste afsnit vender hun tilbage til missionsbefalingen:

Hvad da med missionsbefalingen ved dåben? Overhører Folkekirken den? Nej, den står ved magt. Ikke som tvangs- eller dørsælgerdåb, men som forkyndelse. En forkyndelse, der åbner kirkedøren for dem, der gerne vil ind. De nybagte kristne forældre siger jatak. 87%. Knapt ni ud af ti nyfødte.

Og her kommer stråmanden frem igen. Der er jo ingen, der tænker sig mission overfor muslimer gennemført som tvangsdåb eller forestiller sig, at man døber, hvis man skulle få den idé at gå rundt og stemme dørklokker. Derimod kunne der godt være dem, der mente, at man fra prædikestolen eller i foredragssalen kunne opridse forskellen mellem kristendom og islam noget mere. Det ville vel netop være udtryk for åndsfrihed, om man – som Luther udtrykker det – lader ånderne tørne sammen. I den forbindelse er der et andet Luther-citat, som det også er relevant at bringe frem, nemlig dette fra skriftet om lydighed mod øvrigheden fra 1523:

Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk bliver vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre; det er dem, og ikke fyrsterne, der har fået denne tjeneste pålagt. For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til og her er det en anden kamp end sværdets. Guds ord skal kæmpe her; hvis det ikke kan klare det, så vil den verdslige magt heller ikke kunne stille noget op, selv om den så fylder verden med blod. Kætteri er et åndeligt anliggende, det kan man overhovedet ikke slå ned med våben eller brænde med ild eller drukne med vand. (Se her).

Man kan vist rolig sige, at vore dages biskopper har svigtet denne opgave. Derfor er det ikke underligt, at politikerne kommer med så mange forslag, der griber ind på åndsfrihedens område, f.eks. imam-loven, og at diverse kontroverser med muslimerne i det hele taget udspiller sig på øvrighedens område.

Sjovt nok er noget af det, Luther klager over i ovennævnte skrift, at den verdslige og den gejstlige øvrighed har byttet plads, så den gejstlige er optaget af sine indkomster, mens den verdslige påtager sig opgaven som kætterbekæmpere. Det synes at være den samme omvendthed, der præger os i dag.

For det er meget sjældent, man hører noget opgør med islam fra vore prælater.

Og vil man, som Lilleør, mene, at en kristen modsigelse af islam (eller altså et forsøg på mission overfor muslimer) er respektløs, kunne man igen have gavn af at læse Luther, her som han udtrykker sig angående Gal 2, hvor Paulus skælder Peter ud, og siger:

Men i denne meget vigtige sag kunne han [Paulus rr] overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det helt modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. (Se her).”

Der kan selvfølgelig være dem, der siger: ‘Åh, ham Luther! Hvorfor skal vi rette os efter hans 500 år gamle råd?’

Til dem må man sige: ‘Det er bedre at være oldgammel og vågen, end nutidig og doven’. Og vågen var Luther, både overfor sværmerne og overfor muslimer (tyrkerne). Og dovne er vi, også så det står efter, når vi bruger vores påståede kærlighed til muslimerne til at undgå at affyre troens krudt imod dem. Luther stod midt i kampen, kampen mod papisterne, sværmerne og tyrkerne. Og han fastholdt, at man ikke måtte bruge vold for at overbevise dem, men han fastholdt også, at han skulle og måtte bruge ordets kræfter for at få dem bort fra deres fejlagtige opfattelse. Vi står også midt i en kamp, kampen mod islam, men vor kirke er faldet i en dyb søvn, lullet i dvale af de gode og jævnt rindende indkomster, og vi føler ikke noget ansvar for at sætte os ind i ”fjendens” grundbog, eller for at prøve at forstå – indefra – hvad der bevæger muslimer; vi går med søvngængeragtig sikkerhed ud fra, at de nok til syvende og sidst er som os – og så er de jo gode nok – eller vi regne med, at de om ikke så længe vil nå op på vort niveau og blive lige så ligegyldige overfor deres religion, som vi er overfor vores.

Tilbage til Lilleør!

Det skulle være respektløst at prøve at overtale muslimer til at slippe deres tro! Herrejemini! Har vi efterhånden ikke set nok eksempler på, hvordan mange muslimske kvinder lever som i et fængsel, omgivet af krav fra brødre og fædre om korrekt muslimsk opførsel, kvinder, der bliver tvunget ind i et ægteskab, fordi deres kultur tilsiger dem det? Eller det omvendte: fromme muslimske kvinder, der bilder sig ind, at de klarer frisag i kraft af deres lovoverholdende fromhed? Men uha! Vi må endelig ikke fortælle dem, at hvert menneske har fået et hjerte for at kunne følge hjertets stemme i ægteskabsforhold. Det ville være respektløst. Men det er da kun respektløst overfor de mænd, der bestemmer over kvindernes skæbne. Overfor de pågældende kvinder ville det være befriende, hvis vores mission lykkedes.

Og så har vi slet ikke talt om de unge mænd. De, som føler, at de må sætte sig i respekt overfor os danskere og derfor angriber os, hvis de kan komme af sted med det ustraffet. Hvor har de dog den skæve opfattelse af tilværelsen fra, at det er magt, det drejer sig om? Og hvis de har den fra islam – hvad jeg tror – hvordan får vi så denne misforståelse fjernet fra deres sind? Tja, det har jeg ikke noget klart og tydeligt svar på, men én ting véd jeg: det lykkes ikke ved, at vi lukker øjnene. For man skal jo være klar over – og Kathrine Lilleør må gerne læse med her – at den respekt, hun taler om, er noget helt andet end den, de kræver, når de vil sætte sig i respekt: Vi skal tvinges til at anerkende, at de er de stærkeste. Den respekt, vi danskere tænkes at vise dem, tænker vi os skal komme indefra, altså være noget, vi af os selv viser dem, noget, vi viser dem, fordi de er borgere her i landet, ikke fordi de er stærke, eller fordi vi er bange for dem.

Men ak, det er jo just den forkerte form for respekt, vi viser dem, når vi trækker os tilbage og – af respekt – ikke kunne drømme at kritisere deres store idol: Muhammed. Og jeg er bange for, at vi med al vor imødekommenhed opnår det modsatte af det, vi vil: muslimerne opdager, at det nytter noget at udøve magt og true med vold, for de oplever det, Lilleør kalder respekt, som identisk med frygt. Og det er lige det, de vil.

Og dette med voldsanvendelse har muslimerne fra Muhammed. Der er adskillige ”voldsvers” i koranen.

Ét af dem er sågar Hizb-ut-Tahrir i 2002 blevet dømt for at anvende mod jøder. Det drejer sig om Sura 2, 191, som lyder:

Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! (Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis de gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro).

Man skulle næsten tro, at dommerne havde læst Luthers brev til sine to fyrster, for efter det tidligere citerede står der dèr:

Men hvis de gør mere end at kæmpe med ordet, hvis de også vil bryde i stykker og slå i stykker med næven, så skal Deres fyrstelige nådige herrer gribe ind, hvad enten det er os eller dem, der er tale om, og øjeblikkelig vise dem ud af landet med den besked: Vi vil gerne finde os i og rolig se på, at I kæmper med ordet, så at den rette lære kan blive styrket; men hold næven i ro, for det er vores embede (at bruge næven); ellers må I forføje jer ud af landet. (Se her).

Men det er jo nu så indlysende, at vore dommere nok også selv har kunnet finde det i deres retsbøger. Bemærkelsesværdigt er det derimod, at dommerne har set stort på, at voldsopfordringen står i koranen. Det er udmærket, at det kommer frem, at vi ikke regner koranen for nogen hellig skrift, eller mener, at det er Gud selv, der står bag den. Og det kunne vi fra kirkens side godt fortælle vore muslimske landsmænd. Men se, om vi gør!

Kathrine Lilleør vil tilsyneladende respektere dem ved at tale dem efter munden. Det er der ikke megen åndssammentørnelse i.

Udgivet i Islam, Luther | Tagget | Skriv en kommentar

Tro

Ved en mærkelig tilfældighed er der i det engelske magasin The Economist to ting, der, uden at bladet har villet det, er kommet til at korrespondere forunderligt med hinanden.

Den ene ting optræder forrest i bladet, se her. Det drejer sig om en satiretegning, en ”cartoon”, som i fire tempi viser os et filosofisk problem, som vist i grunden er betydelig større, end tegneren forestiller sig.

Vi er i en psykologs konsultation. En mand klager sin nød over, at ”der er en krise i tilliden i verden af i dag”. Psykologen ser deltagende, men roligt og professionelt på ham. Næste billede: Manden er i større ophidselse: ”Politikerne lyver for os; falske nyheder leder os på vildspor; og vore Tv-apparater og smart-phones udspionerer os”. Rolig psykolog. Tredje billede: Manden i endnu større ophidselse: ”Det er umuligt at have tillid til, hvad der er virkeligt og hvad der er uvirkeligt!” Fjerde billede: Psykologen griber mandens hænder: ”Din lykke er meget vigtig for mig; vent lige lidt, mens jeg søger i min database for at finde et varmt og tillidvækkende svar”. Fokus er nu flyttet lidt bagud, så vi ser skrivebordet fra siden, og vi kan nu se, at psykologen er en robot; kun den øverste del er menneskelignende, den nederste er en stor fjeder forbundet til en stol. Og et skilt for enden af skrivebordet fortæller, at hun er din ”kunstig-intelligens-ven”.

Spørgsmålet er: Er manden blevet narret?

Tja, det morsomme i tegningen er, at manden beklager sig over, at det ikke er til at vide, hvad der er virkeligt og hvad ikke, at han i denne beklagelse forudsætter, at kvinden, han betror sig til, er virkelig, men at tegneren fortæller os, at netop virkelig er hun ikke.

Nuvel, tegneren kan naturligvis regne med, at vi mennesker i fremtiden stadig vil betro os til hinanden ud fra den forestilling, at den anden er virkelig, dvs., er et menneske af kød og blod. Og det regner vi da normalt også med. Vi tænker ikke over, at vi har den forudsætning for ethvert menneskeligt samkvem, at den, vi taler til, kan overveje vore ord, leve sig ind i dem og fremkomme med et adækvat svar.

Men er det, vi sådan lever vort dagligliv på, en illusion?

Ja, det kan der godt argumenteres for. Der kan argumenteres for det ud fra den kristne teologi, hvad jeg skal vende tilbage til. Og der kan argumenteres for det ud fra det, nogen kalder videnskab. Det sidste giver selvsamme eksemplar af The Economist et eksempel på.

Bagerst i bladet er der nemlig en anmeldelse af Daniel Dennett’s nye bog: ”From Bacteria to Bach and Back: The Evolution of Minds”, se her. Da jeg så det, spidsede jeg ører. Jeg har tidligere haft megen fornøjelse af at læse Dennett’s bog ”Consciousness explained”. Dennett er både en meget vidende mand og en meget god fortæller, så det var en fornøjelse at læse denne bog. Derfor kastede jeg mig ud i en søgning på internettet efter anmeldelser af hans nye bog, om der mon skulle være nogen, der var bedre eller i hvert fald mere omfangsrige end den i The Economist. Det fandt jeg. Derved blev jeg lidt klogere på, hvad Dennett er ude på denne gang.

I sin tid var der folk, der mente, at den første bogs titel egentlig burde være ”Consciousness explained away”, for, sagde man, det er jo, hvad Dennett gør: Han ender med at fornægte bevidsthed.

Det samme siger nogle af anmelderne om den nye bog, f.eks. denne fra New York Times af Thomas Nagel. Han stiller det dog i begyndelsen kun op som et spørgsmål: ”Er bevidsthed en illusion?” Er det dèr, Dennett vil have os hen?

Dennett hører i hvert fald til de moderne hard-core ateister. Han ser det i bogen som en del af sin opgave at vende sig imod ethvert forsøg på at få ”Gud” eller andre overnaturlige væsener puttet ind i de videnskabelige forklaringer. Og det gør han, selv om han indrømmer, at to ting hidtil har unddraget sig videnskabens forklaringer: Livets oprindelse og fremvæksten af den menneskelige kultur. Men det giver jeg ham da ret i: vi teologer skal ikke bruge de ”huller”, der er i videnskabens forståelse af, hvordan tingene har udviklet sig, til gøre gudstanken sandsynlig, vi skal ikke bedrive ”theology of the gaps”.

Det betyder også, at jeg egentlig er ret interesseret i Dennett’s tanker om menneskets udvikling. For øjeblikket er jeg ved at studere en bog af Joseph Henrich ”The Secret of Our Succes”, hvori han fremsætter den teori, at det er vores evne til at akkumulere kulturelle træk, der har gjort vor fantastiske udvikling mulig. Jeg må indrømme, at jeg har savnet en lidt større vægtlæggen på det menneskelige sprog hos Henrich, men hvad jeg savner hos ham, kan jeg muligvis få hos Dennett. Dennett opererer med det af Richard Dawkins opfundne begreb ”memer” og anbringer memer i den kulturelle udvikling på samme stade som gener i den biologiske udvikling. Nagel refererer Dennett’s opfattelse af memer således:

De inkluderer sådanne ting som memet for at have sin basketball-kasket omvendt på eller for at bygge en hvælving med en bestemt form; men det bedste eksempel på memer er ord. Ord har det som vira, der skal en vært til, for at de kan reproduceres, og de kan kun overleve, hvis de transmitteres til andre værter, dvs., mennesker, der lærer det ved imitation.

Oven i købet har Dennett tilsyneladende blik for det samme, som jeg har nævnt nogle gange, vist også her på bloggen: at sprog er forudsætningen for, at enkeltmennesket kan få del i den erfaring, som fortidige mennesker har gjort:

Sprog tillader os at transcendere tid og rum og kommunikere om noget ikke-nærværende, at akkumulere delte kundskabsområder, og gennem skrivning at opbevare dem udenfor det individuelle menneske, hvilket resulterer i en meget stor sum af kollektiv kundskab og praksis udbredt mellem de mange mennesker, der udgør en civilisation.

Det er også min opfattelse. Det, der er hemmeligheden ved vor succes, er i meget høj grad sproget. Og det kan måske lønne sig at stifte nøjere bekendtskab med Dennett’s teori om, hvordan memerne og sproget og kulturen er opstået, eventuelt, hvornår de er opstået, eventuelt, hvilket fortidsmenneske der har haft de forudsætninger, hvorudfra disse ting har udviklet sig. Men det får vente. Og jeg véd heller ikke, om jeg gider. For Dennett har også sine mangler.

Én af dem nævner Nagel i begyndelsen. Dennett går ind for en forestilling, som en filosof ved navn Wilfrid Sellars har formuleret: det, som vi mennesker i vor dagligdag anser for virkeligheden – møbler, huse, solnedgange, problemer og muligheder og fejltagelser – kalder han ”manifeste billeder”, og det stiller han i modsætning til ”videnskabelige billeder”, som omfatter molekyler, atomer, elektroner, tyngdekraft, quarker, osv.

Nagel refererer:

Dette er ifølge Dennett verden, som den er i sig selv, ikke kun for os, og opgaven består i at give en videnskabelig forklaring på, hvordan molekylernes verden er kommet til at inkludere væsener som os, komplicerede fysiske objekter, for hvem alting, inklusive dem selv, ser så forskelligt ud.

Dette er, for mig at se, den reduktionistiske fejlslutning, en fejlslutning, der nægter, at der i udviklingens løb har fundet nogen nydannelse sted. Det er, tror jeg, den fejlslutning, der får ham til at ende med den konklusion, at begrebet bevidsthed er en illusion.

Jeg kan også sige, at han ikke vil anerkende begrebet ”emergens”. At der finder emergens sted i udviklingens løb, vil sige, at der dannes noget helt nyt, noget aldrig før set, noget, som ikke lå i svøb i det forudgående.

At liv blev til, er udtryk for en sådan nydannelse. Vi aner ikke, om det er blevet til andre steder i universet, og vi aner heller ikke, hvor stor sandsynligheden var for, at det kunne ske, dengang det skete. Vi kan derfor heller ikke gøre os tanker om, hvorvidt noget andet livslignende fænomen med formeringsevne og udviklingsevne, byggende på andre kemiske processer, vil kunne findes på andre planeter. Vi har, så vidt jeg véd, ikke gennemprøvet alle andre temperatur- og trykmuligheder for samtlige grundstoffer.

Pointen her er, at vi har måttet danne os et helt nyt vokabular for at kunne forstå livets processer. Men, siger altså Dennett, dette vokabular kan man ikke regne med, det er en form for fiktion, og opgaven som alvorlige videnskabsmænd må være at reducere eller oversætte det biologiske sprog til det atomfysiske. For at der skulle være sket noget principielt nyt med livets opståen, er forkert.

Man kan også sige, at Dennett’s fejl er, at han ikke anerkender den dobbelte kausation. Hvilket er mærkeligt, eftersom det ikke mindst er noget, der viser sig i Darwins udviklingsteori, og er der noget, Dennett arbejder ud fra, er det Darwins tanker. Jeg har gjort nærmere rede for dette begreb her, så jeg skal nøjes med en kursorisk gennemgang.

Sagen er den, at man, hvis man vil spørge efter, hvorfor denne sommerfugl ser ud netop som den gør, stilles overfor to årsagskæder. Den ene går tilbage til sommerfuglens dna. Det er generne, der bestemmer alt levendes udvikling fra éncellet væsen til flercellet voksenindivid. Det er den mikrokosmiske årsagsrække. Men ud over den findes der en makrokosmisk årsagsrække. For at netop denne sommerfugl gener ser ud, som de gør, skyldes makrokosmiske forhold, f.eks. at en del af en population blev afskåret fra hoveddelen og derfor udviklede sig forskelligt fra denne.

Den samme dobbelte årsagsrække finder vi i menneskets eksistens. Jovist, den ydre, legemlige udvikling er yderst interessant at følge i de mange mellemformer mellem abe og menneske, man har fundet. Men sproget og kulturen betyder jo også noget, ja, må opfattes som en selvstændig årsagskæde. Hvilket vi især ser i den historiske udvikling. For her har man jo observeret, at nutidsmennesket og Cro-Magnon-mennesket, hvad legemlighed angår, er identiske, det eneste, der har forandret sig, er sproget og kulturen. Det mærkeligt er, at såvidt jeg har forstået, interesserer Dennett sig levende for denne udvikling; det er blandt andet det, han skal bruge sin ”mem-teori” til. Så det er mig lidt af en gåde, hvorfor han absolut skal fastholde hele denne kulturelle verden som en fiktiv verden. Nagel refererer:

Han [Dennett] siger, at hver arts manifeste billede er ”en bruger-illusion fortræffentlig designet af udviklingen til at passe til brugerens behov”. På trods af ordet ”illusion” ønsker han ikke simpelthen at benægte realiteten af de ting, der udgør det manifeste billede; de ting, vi ser og hører og interagerer med, ”er ikke kun fiktioner, men forskellige versioner af, hvad der virkelig eksisterer: virkelige mønstre”. Men den underliggende virkelighed, hvad der eksisterer i sig selv og ikke kun for os eller for andre skabninger, er præcist og udelukkende repræsenteret i det videnskabelige billede – i sidste ende i fysikkens, kemiens, molekylærbiologiens og neurologiens sprog.

Senere hedder det hos Nagel, at Dennett hævder, at der med memerne i menneskeheden opstår en stadig større grad af forståelse, fordi ”der opstod nye ting at tænke over: ord og andre memer”.

Senere gav opfindelser som f.eks. ure og skrivekunst os ”mindeværdige ting at gøre ting med”. Skridt for skridt, argumenterer han, bevægede vi os bort fra en bottom-up kulturel udvikling frem mod en bevidst dirigeret top-down udforskning, hvilket fremkaldte direkte intelligent design. Det har sat os i stand til at udrydder kopper, sende folk til månen – og stille spørgsmål til vore sind. – Måske er intet problem større end bevidsthedsproblemet. Dennett gentager sin langvarige tilslutning til den kontraintiutive idé, at bevidsthed er en ”bruger illusion”, der er som en apps interface, hvorigennem folk interagerer med programmet uden at forstå, hvordan det virker. Memetiske apps i vores hjerne, hævder Dennett, skaber en ”bruger interface”, som ”gør memerne ‘synlige’ for ‘selvet’”, idet de giver autoritet til ”både ord og handlinger”.

Jeg vil give Dennett ret i hans opfattelse af bevidstheden: der er ikke tale om nogen videnskabelig bevisbar kendsgerning. Det er her, teologien kan komme med den påstand, at den tro, vi lever vort dagligliv på, er en illusion; det er en tro, vi har, at en givende og sandhedsudforskende samtale er mulig. Dog vil jeg som teolog ikke kalde bevidstheden en ”bruger illusion”, men en trosvirkelighed. Jeg er mig naturligvis ganske bevidst, at Dennett på ingen måde vil gå med til den sprogbrug. For alt, hvad der hedder ”tro”, er ham imod. Men – det er en sjov og ham selv ubevidst kendsgerning – alligevel tror han. Han kan ikke andet. I enhver samtale gør man det, hvad enten man er sig det bevidst eller ej, at man tror på den anden, tror på, at vedkommende ikke er en robot, tror på, at vedkommende ikke er påvirket af det ene eller det andet stof, men er forholdsvis normal, tror på, at den anden ikke er ude på at få én ned med nakken, men kun ude på at få sandheden frem. Man kan naturligvis blive skuffet i denne forhåndstillid, og så tager man sine forbehold, men i en normal samtale – og ikke mindst i en videnskabelig diskussion – stoler man på den andens ærlighed og retskaffenhed.

Vi skal tilbage til begyndelsen: vi vil føle os ført bag lyset, hvis det forholder sig, som satiretegningen antyder: at vor samtalepartner, overfor hvem vi netop har udøst vor frustration, viser sig ikke at være et menneske, men en robot. For vi går i al samtale ud fra, at den anden har et selv, en bevidsthed, et ”jeg”, der formår at lytte og svare ud fra hans eller hendes ægte overbevisning. Det forstår da også Dennett så udmærket. For det er jo, hvad der ligger i hans påstand om, at forestillingen om et selv er en ”bruger-fiktion”. Blot er det lidt mærkeligt, at han ikke kan se – eller ikke vil være ved – at han selv er en bruger af denne fiktion. I stedet vil han bibeholde det, man måske kan kalde den videnskabelige tilgang til verden, hvor man stiller sig selv udenfor det, der skal undersøges. Og det er da også en udmærket holdning at have, når det er videnskab, der skal bedrives. Men så sandelig ikke, når det er filosofi.

Det er ikke al filosofi, der er reflektiv, men den bør dog være det; det vil sige: den bør undersøge sine egne forudsætninger. Og hvis vi, som satiretegningen antyder, forudsætter en person bag al samtale, så kan vi nok fastslå, at eksistensen af et selv eller en person er en trosvirkelighed, men vi kan ikke fragå, at vi ved at deltage i en samtale, også en videnskabelig eller filosofisk diskussion, tror på muligheden af at nå frem til en sandhed gennem en sådan ægte diskussion.

Denne tro er os i mange tilfælde ikke bevidst. Den synes i hvert fald ikke at være Dennett bevidst. Men ikke desto mindre har han den, drives af den, regner med den. Det gør han, når han svarer på de indvendinger, hans bog fremkalder, hvad enten de er filosofiske eller videnskabelige. Det vil sige: han er selv én af de brugere, som betegnelsen ”bruger illusion” handler om. Og hvorfor han ikke tør være ved det, er lidt af en gåde. Måske det hænger sammen med, at han på et tidligt tidspunkt i sin ungdom har fået en livslang afsmag for alt, hvad der har med kristendom at gøre, hvad véd jeg. Om det er tilfældet, beklager jeg det på kristendommens vegne. Vi kristne teologer har nok været for hurtige til at følge den almindelige antagelse: at tro er noget, man vælger, ikke noget, man opdager, at man i forvejen lever i, så også vi har overset troens væsen af uerkendt forudsætning. Men han tror altså alligevel.

Til sidst en overvejelse, der skal vise det absurde i, som Dennett, at gøre de naturligvidenskabelige sætninger til de eneste, der handler om virkeligheden, og lade alt, hvad der bevæger mennesker til at gøre det ene eller det andet, være fiktioner, illusioner, ting, der ikke virkelig var virkelige.

For ikke så lang tid siden, i terrorbalancens tid, var mennesket i stand til at ødelægge alt liv på jorden. Ja, det er vi vel stadig i stand til, men dengang var der en ikke helt lille sandsynlighed for, at det faktisk kunne gå sådan til i denne verden. Man kan spekulere på, hvad det var, der fik terrorbalancen til at ophøre; var det, som jeg har hævdet det, se her, Ordets kræfter, der slog igennem i Sovjetunionen, eller var det Sovjets økonomiske formåen, der ikke længere slog til, eller var det noget helt tredje. Men én ting står fast: Det var ikke en ny udviklingen inden for de neurologiske kræfter, der foregår i menneskers hjerner, det var ikke en mutation i generne, der koder for menneskehjerner, nej, forklaringen skal ene og alene findes i de overvejelser af den ene og den anden art, der foregår i menneskesamfundet, altså i de memer, der kæmper mod hinanden i menneskers sind.

Udgivet i ateisme | Tagget | 1 kommentar

Poul Helgesen

Den fremmede Luther 17

Kaare Rübner Jørgensen bliver den 7-3 2017 interview’et i Kristeligt Dagblad i anledning af, at han har forsvaret en doktorafhandling: ”En katolsk kamphane” om Poul Helgesen, eller Paulus Helie, som han hedder på latin, se her.

Rübner Jørgensen mener, der kan hentes relevante kendsgerninger om reformationen i denne danskers historie. Han var født i Halland og kom som lærd karmelittermunk til at spille en væsentlig rolle for reformationen i Danmark. Før begivenhederne i Worms sluttede han sig til Luthers ønske om en reform af kirken, men vendte sig siden bort fra reformatoren, fordi han mente, at Luther gik alt for hårdt til værks.

Rübner Jørgensen siger bl.a.:

Jeg spejler mig klart i Poul Helgesens virke som en tredje vej mellem pavedømme og Luther under Reformationen. Han var reformkatolik – altså, en katolik som ikke er bange for at fortælle, at der er mange fejl i hans kirke, som burde reformeres. Det er jeg jo enig i – vi skal have et opgør med cølibatet, folk skal ikke udelukkes fra nadveren, bare fordi de er skilt, og kvindelig ordination skal vi også have. Så både som historiker og som katolik er der meget at hente hos Poul Helgesen.

Det er jo en ret stor mundfuld af ting, som Rübner Jørgensen vil have ændret i den forhåndenværende katolske kirke. Om også Helgesen ønskede et opgør med cølibatet, er ikke til at se ud fra kilderne, men Luther gjorde det jo. Så nu har reformkatolikkerne foreløbig ventet i 500 år. Hvor længe endnu vil de vente?

Men nu forblev jo Helgesen indenfor den katolske kirke, reformkatolik eller ej, og Rübner Jørgensen forklarer, hvorfor han slog op med Luther:

Men der, hvor han står af over for Luther, er ved afsværgelsen af og bruddet med den katolske kirke og pavedømmet som institution. Det så han som en kilde til krig, konflikt og social uro. Og det fik han jo på sin vis ret i. Tænk på bondeoprørene i Syd- og Midttyskland. Helgesen var en fredens, samdrægtighedens og kontinuitetens mand, der ville fastholde den fælles, grænseoverskridende kirke. Men rense den for det misbrug, der var, og som Luther også påpegede.

Jeg vil søge at besvare det spørgsmål, der her rejser sig: Kan man opnå en tilfredsstillende reformation af den katolske kirke, sålænge den har det syn på paven, som den har? Eller – hvis vi fører spørgsmålet tilbage til reformationstiden: Ville der være kommet en ændring igennem af noget som helst, hvis Luther ikke havde anklaget paven for at være antikrist og i stedet var faret frem med helgesensk lempe, hvis han havde haft mulighed for det?

Men først vil jeg lige henvise til det indlæg, jeg har her på bloggen om bondeoprøret, se her. Dèr viser jeg, at det er noget nær umuligt at gøre Luther ansvarlig for bondeoprøret. Han formanede alle indbyggerne i riget til som gode kristne at finde sig i al uret fra øvrighedens side. Man skal adlyde øvrigheden, også når den handler uretfærdigt. Men man skal ikke som soldat eller som én, der på anden måde er i fyrstens tjeneste, lade sig tvinge til at handle imod Guds bud, selv om man naturligvis, hvis man f.eks. nægter at deltage i en angrebskrig, selv må tage den straf, som fyrsten måske vil tildele én.

Det væsentligste i forhold til Helgesen er dog Luthers påstand om, at paven er antikrist. Det har jeg også behandlet her på bloggen, se her, så om det skal jeg her blot sige, at det, der får Luther til at komme med sin påstand, er de mange brud på almindelig fornemmelse for ret og rimelighed, paven foretager sig; det er det, at han sætter sig ud over alt, hvad den naturlige lov tilsiger os mennesker at gøre; for den naturlige lov er også Guds lov.

Hvordan stiller Helgesen sig til pavens påstand om at være kirkens leder? Det spørgsmål er nok værd at undersøge, når man skal afgøre vilkårene for den tredje vej, vejen mellem lutherdom og katolicisme.

I 1530 ville kongen, Frederik den Første, have en afgørelse på religionsspørgsmålet. Han indkaldte til en herredag i København, og som forberedelse til en disputation, der skulle afgøre spørgsmålet, bad han katolikkerne om at fremkomme med nogle artikler, som efter deres mening var lutherske. Dem bad han de lutherske om at kommentere ganske kort, og siden skulle så katolikkerne svare på lutheranernes kommentarer. Den ene af de teologer, der repræsenterede katolikkerne, var Poul Helgesen, den anden en hidkaldt franciskanermunk fra Rhinegnene, Nicolaus Herborn.

Nu nåede man aldrig frem til den ønskede disputation, for på den samtidige rigsdag i Augsburg havde Christian den Anden afsvoret sig sin lutherske tro, og det betød, regnede man med i Danmark, at han nu kunne få sin svoger, kejser Karl den Femte, til at hjælpe med et angreb på Danmark. Men resultatet af Helgesens og Herborns anstrengelser foreligger, dels i et latinsk skrift, Confutatio, som blev gjort tilgængeligt i begyndelsen af 1900-tallet, dels i en udgivelse af dele af skriftet, som Poul Helgesen besørgede i begyndelsen af 1530erne. Jeg har sat de to værker sammen i en udgivelse – med oversættelse – på nettet her.

I denne forbindelse er det især artikel 15, der er værd at kikke på. Her vil de to katolikker mene, at en luthersk sætning om pavedømmet kunne lyde således:

Alle romerske biskopper, som vi kalder paver, har siden de hellige apostles død, været antikrister, eftersom de er Kristi modstandere med lærdom og hykleri.

Lutheranerne indvender, at de aldrig har talt om alle paver, kun om dem, som ud fra en sikker historieberetning kan vises at have lært imod Kristi lære. Men disse paver regnes så til gengæld for antikrister.

Det svar er katolikkerne naturligvis ikke tilfredse med. Lidt senere i artiklen skriver Poul Helgesen i sin danske oversættelse (hvilket nogenlunde svarer til den latinske version):

Vi ved godt, hvilken umage jeres bannerfører Morten Luther gjorde sig i en bog for at forsvare den brandstiftelse, han foretog på kirkeloven, men at det var en letsindig handling, det har nu mange lærde mænd tilkendegivet alverden.

Det er sandt, at Luther i 1520 kort efter, at han den 10. december havde afbrændt både pavens bulle og den kanoniske ret, udgav et skrift for at forsvare og forklare sin handling. Jeg har lagt den ud på min hjemmeside, se her. Her henviser han til 30 steder fra den kanoniske ret, som han mener viser, at paven i den grad ser stort på almindelig ret, at han må være antikrist. F.eks. hedder det i artikel 9: ”Næst efter Gud afhænger hele kristenhedens frelse af paven”, se her, og i artikel 11: ”Ingen på jorden må dømme paven, men paven skal dømme alle mennesker på jorden”, begge steder med henvisning til den kanoniske ret. Og i artikel 21 bebrejder han paven, ”at han praler med, at han er romerrigets arvtager, når dog enhver véd, at gejstligt embede og verdsligt regimente ikke kan forenes”, se her, og i artikel 22 lyder bebrejdelsen, ”at han lærer, at det er rimeligt, at en kristen med vold beskytter sig mod vold; imod og over Kristus, Matt 5,40: ‘Den, der tager din kappe, lad ham også få kjortlen’”.

Men de to katolikker prøver overhovedet ikke at argumentere imod det, som Luther her fremfører. I stedet henviser de til Matt 16,18 og til Jesu befaling til Peter i Joh 21,15: ‘Vogt mine lam!’ Luther har godt nok i artikel 13 udover stedet i Matt 16,18 henvist til Matt 18,18, hvor nøglemagten gives til alle apostlene, ikke blot til Peter, men det tager de sig ikke af. Lidt senere følger så denne meget kraftige pave-trosbekendelse:

Det vil vi sige nu, og det er foreløbig nok, – at ingen romersk bisp, hvordan han så ellers er i sit liv og levned (sålænge han er romersk bisp, hvilket han altid er, sålænge han forbliver fast i troen og trofast) kan nogensinde fare vild i de ting, som har med troen og kristendommens salighed at gøre. Og især ikke i de ting, som han med sin pavelige magt og myndighed afgør med domsret.

Disse udtalelser er fra 1530. Og skønt de er udarbejdet sammen med Nicolaus Herborn, er det vel ikke urimeligt at antage dem for at være identisk med, hvad Poul Helgesen selv mener. Han kunne i den danske udgave, han besørgede, have slettet det – hvilket han gør i en del tilfælde – han kunne måske også have modereret det, men intet af delene gør han. Og det må vel betyde, at Poul Helgesen lægger alle sine reformønsker ind under pavens magt.

I et forfatterportræt af Sebastian Olden Jørgensen, omhandlende Poul Helgesen, se her, kan man se tre stykker af Helgesens svar på ”Malmøbogen” aftrykt – i Helgesens originale retskrivning. Der blev i 1528 i Malmø udgivet en bog om den reformats af kirken, man dèr havde gennemført, kaldet ”Malmøbogen”, se her, og Helgesen fik i 1530 til opgave at udgive et modskrift. Deri redegør han i indledningen for sine synspunkter, blandt andet beskriver han tre slags prælater i sin samtid. Der er dem, der farer frem med forandring og vil ændre hele den gamle kirke, der er dem, der vil bevare alt for meget på trods af de misbrug, der bevisligt finder sted i kirken, og så er der en tredje slags:

Men foruden disse tvende slags findes også en tredje, og de er nogle gode retsindige mænd, der så er begge slags medfældige, at de på ingen side giver den ganske handel magt, og ere fordi begærendes, at det, som er kristeligt og redeligt, må stadfæstes, blive bestandigt og have magt. Men det, som er ukristeligt og uredeligt af gerrighed, misbrug og mishandel forvandlet og forbistret, må enten aflægges eller forbedres og reformeres, så at synd og syndig handel måtte af kristendommen forstyrres og forjages, mennesker og kristelig skik og brug dog uskamferede. (min lempelige oversættelse til nutidsdansk).

Problemet, set fra Luthers side, var, at det pavedømme, som man fromt havde givet al magt i kirken, var både ukristeligt og uredeligt, præget af gerrighed, misbrug og mishandel, og at alle de fromme ønsker, som Helgesen havde, derfor ikke havde nogen gang på jorden, hvis de skulle gennemføres med pavemagtens hjælp. For pavemagten deltog selv i misbruget og havde derfor ikke nogen interesse i at fjerne det.

I anledning af Rübner Jørgensens ønske om et opgør med cølibatskravet har jeg været ved at gennemlæse ”Anti-Malmøbogen”, for at finde ud af, hvad Poul Helgesen mener om den sag. Han gør et overmåde stort nummer ud af at vende sig imod lutheranernes ophævelse af præstecølibatet, dels med historiske argumenter, dels med argumenter fra den kanoniske ret. Hans mening er vistnok, at får man blot has på alle de andre misbrug i præsteverdenen, så skal man nok også få kyske præster, som snildt kan overholde cølibatskravet.

Men han overser, at det først var med Frederik den Førstes antagelse af Hans Tavsen som sin personlige kapellan, at tvangen fra cølibatskravet forsvandt. Indtil da havde kongerne opfyldt det, de anså for en forpligtelse overfor kirken: de havde omhyggeligt indfanget alle bortløbne munke og ført dem tilbage til deres klostre. Når Helgesen i ”Anti-Malmøbogen” kan hævde, at han gerne vil forandre mening, hvis blot nogen vil overbevise ham om, at man godt må bryde et højtideligt løfte om at ville leve i cølibat (han tænker på de katolske præsters løfte, men sagen synes at være den samme som for munkenes vedkommende), så springer han ganske over Luthers skrift ”Om munkeløfterne” fra 1522, se her, hvor Luther netop beviser, at et løfte aflagt i strid med Guds formaning (om at gifte sig, hellere end at brænde af begær, 1 Kor 7,9) skal brydes.

Man kan muligvis også undre sig lidt over, at Poul Helgesen i sin ”Skibbykrønike” under året 1526 ikke omtaler den vel nok vigtigste begivenhed: at rigsrådet besluttede at lade de penge, der skulle betales for at kunne indtage ærkebispestillingen i Lund, tilgå kongen i stedet for paven. (”Skibbykrøniken” findes her, dog på latin, så min påstand bygger kun på en kursorisk gennemlæsning af kapitlet om 1526.) Derved forvandledes den danske kirke til en nationalkirke, man afskar sig fra den universelle pavekirke. Men at herredagen i Odense det år vedtog, at man ikke fremover skulle betale paven for diverse bispeindsættelser, var dog ret afgørende og sætter med eller uden Poul Helgesens viden spørgsmålstegn ved hans pavetro udtalelser fra 1530.

I det hele taget er det, som om både Poul Helgesen og Rübner Jørgensen synes at overse den verdslige magt, paven kunne sætte bag sine afgørelser. De bortløbne munke skulle kongerne indfange, og først Frederik den Første afstod fra denne magtanvendelse. Og de af paven kætterdømte skulle den verdslige magt, kejser eller konge, sørge for at brænde på bålet, hvilket kejser Sigismund i 1415 pligtskyldigt udførte på trods af det frie lejde, han havde givet Jan Huss, men hvilket kejser Karl den Femte i 1521 ikke ville gennemføre, fordi han ikke ville bryde sit løfte om frit lejde til Luther.

Det rejser det spørgsmål: Ville det have været muligt for Luther at fare frem med helgesensk lempe? Der var jo ikke tale om en diskussion mellem ligestillede. Paven havde bag sig den verdslige magt med alle dens muligheder. Luther havde kun ordets magt. Og denne verdslige magt ville paven ikke opgive. Ville Poul Helgesen det?

Én af de sætninger, som Luther skulle tilbagekalde var nævnt under artikel 33 i den pavelige bulle og lyder således, se her:

At brænde kættere er imod Helligåndens vilje.

Det vil sige: Luther skulle ikke blot tilbagekalde alle de andre ting, der var nævnt i bullen – og de stammede alle fra tiden, før Luther fik den tanke, at paven var antikrist – han skulle også indrømme, at paven havde ret til at kræve en tilbagekaldelse af ham under trussel om kætterbål og uden argumentation. Han skulle opgive den frihed i trosforhold, som for ham var alfa og omega, og han skulle bøje sig så dybt for pavens overhøjhed i kirken, at han indrømmede, at paven var så klog på kirkens og kristendommens forhold alene i kraft af, at han var pave, at han uden at argumentere for det kunne tvinge Luther til at tilbagekalde.

Der er ikke noget at sige til, at Luther efter at have læst bullen, blev endnu sikrere i sin overbevisning om, at paven var antikrist. Og gør man sig således hele hans situation i 1520 klar, må man dog vist indse, at nogen helgesensk middelvej ikke var mulig. Og altså heller ikke ville have været mulig for andre, f.eks. Helgesen, at indtage.

Jovist, Rübner Jørgensen har nok ret i, at ”Helgesen var en fredens, samdrægtighedens og kontinuitetens mand”, men det bliver i nogen grad mundsvejr, når han i 1530 fremkommer med sin pave-trosbekendelse, som jo altså giver paverne ret til at brænde kættere.

Det har nok altid været sådan, at magten har villet dække sig ind under ordet, at magtmennesker har villet retfærdiggøre deres magtudøvelse. Det så man dengang ved pavemagten, det ser vi i dag ved islam.

Den fred, Poul Helgesen ønskede sig, var en mild udgave af vore dages muslimske fred. Islam er fredens religion, får vi at vide, men den fred, der opnås ad islams vej, er den fred, der tænkes at komme til at råde, når alle tvinges til at rette sig efter islams forskrifter. På samme måde her: Den fred, Helgesen går ind for, er pavens fred, det vil sige, en fred, hvor paven har magt til at frasortere de anskuelser, der er ham imod, og få kejseren til at sørge for de fornødne kætterbål.

Og samme modsigelse synes at råde de to steder: Hvis vi laver en tegning, der fortæller, at islam bruger magt for at nå sine mål, får vi at vide, at islam så sandelig ikke bruger magt, og at vi, hvis vi vil forstå islam ret, må tage afstand fra tegningen. Men vi får også at vide, at vi, hvis vi ikke vil tage afstand fra påstanden om den indbyggede magtvilje i islam, selv må tage følgerne, følger, der kan være ganske ubehagelige, idet de består af terror og anden magtanvendelse.

Ligeledes med den katolske kirke på reformationstiden. Man vil forkynde, altså udbrede evangeliet uden magt, man vil diskutere, også det uden magtanvendelse, men man vil dog fastholde pavemagten som en instans, der skal afgøre tingene, og altså i sidste ende afgøre dem med magt. Magten vil retfærdiggøre sig, magten ønsker at have Ordet og Ordets kræfter at dække sig ind under.

Det afgør sagen: Det var ikke muligt for Luther at optræde mere moderat, for han blev truet med bålet, hvis han ikke tilbagekaldte sine udtalelser. Og Poul Helgesens ønske om en anden slags reformation af kirken kunne ikke gennemføres, sålænge han ville opretholde pavemagten.

Læs resten

Udgivet i Historie, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Snydeordet “globalisering”

Mikael Jalving morer sig lidt over den ”voksenmobning”, Carsten Jensen var udsat for på et møde i Aarhus Teater den 26-2 2017, se her. Ærlig talt, jeg forstod ikke rigtig hans moro, men da jeg altid gerne vil more mig med de morsomme, gav jeg mig til at se videoen fra mødet efter, se her. (Jeg advarer mod dette link. Videoen er 6 timer lang og det, der har med sagen at gøre, kommer først sent i seancen. Dertil kommer, at Clement Kjersgaard er ordstyrer, så hvis man lider af ”Clementofobi” er det nok klogt at lade være med at klikke på linket). Men jeg var med på en kikker til det meste af mødet, og fandt da også frem til det morsomme, som Jalving nævner.

Der var såmænd blot tale om den kvikt opfattende Anna Libak, der af Carsten Jensen var blevet kaldt Anna Lise Libak. Da hun svarede, sagde hun, at hun nok var den omtalte ”Anna Lise Libak”, og at hun nu ville svare ”Carsten Børge Jensen” på hans indvendinger. Meningen var, at hvis hun skulle have et ekstra navn sat ind, så skulle Carsten Jensen også have et sådant ekstra navn klistret på sig. Og det fik han så: ”Børge”. Det er altså ikke sådan, at Carsten Jensen har et hidtil ukendt mellemnavn ”Børge”, men blot sådan, at Libak svarede igen på hans fejlhuskning.

Ja, ja, det kunne jeg da godt more mig lidt over.

Men jeg fik da set så meget af diskussionen, at jeg synes, at jeg godt kan være lidt uenig med Mikael Jalving, når han kommer med følgende opsummering af diskussionen:

Diskussionen i Aarhus mimer således holdningen i EU: Kristendommens betydning kan negligeres; den er i bedste fald museal. Når kristendommen en sjælden gang dukker op i kulturprogrammer, lyder det da også med den største naturlighed Befri gudstjenesten! kurateret af lige dele eventmagere, imamer og kalejdoskopiske mash-up-gøglere.

Vi har alle sammen glemt eller fortrængt, hvorfor vi er så sekulariserede. Vi taler lystigt om danske værdier, men glemmer helst den kristne arv, som man må acceptere, også selv om man ikke tror på Jesus.

Jo, javist, så siger vi det. Men jeg er ikke så interesseret i, hvad kristendommens rolle i vor verdensdels udvikling positivt set har været, det er mig nok, at den ikke negativt har modvirket denne udvikling.

Nej, hvad jeg lagde mærke til, var noget andet, og – vil jeg hævde – noget langt mere skæbnesvangert: Jeg lagde mærke til, at man rask væk brugte ordene ”populisme” og ”globalisering” uden at definere, hvad man mente med det. Kun nøjedes man med at antyde, at ”populisme” var et uheldigt fænomen, mens ”globalisering” var noget godt.

Det er et gammelkendt trick, at en debattør i den politiske samtale forsøger at bestemme det rum, indenfor hvilket der diskuteres. Kan man få fastlagt diskussionens forudsætninger, har man allerede halvvejs vundet. Og det gør man typisk ved at anvende plusord og minusord, som var det selvfølgeligheder, man talte om. I dette tilfælde: Man taler nedsættende om ”populisme”, man kalder dem med holdninger, man ikke godtager, for ”populister” for på den måde at undgå at argumentere imod dem. Og omvendt: man omtaler ”globalisering” som noget utvetydig godt, som noget, alle da må være enige om at anerkende (”alle”, dvs., alle fornuftige mennesker).

Det, som meget af debatten i Aarhus kom til at handle om, var spørgsmålet om indvandring: skal vi fortsat lade flygtninge/migranter strømme ind i landet, eller skal vi lukke grænsen for dem?

Og her brugte altså modstanderne af grænselukning netop ovenstående debattrick: Man kaldte det populisme, når nogen ville lukke grænsen, og man talte om globalisering som noget, der var en så uafvendelig del af ”udviklingen”, at vi simpelthen som fornuftige, fremtidsorienterede mennesker var nødt til at bøje os for det. Dertil argumenterede man fra den side med, at vores rigdom i høj grad beror på, at vi holder vore grænser åbne.

Men stillet overfor dette trick forekom det mig, at tilhængerne af grænselukning kun, hvad det første begreb angår, formåede at komme med en modargumentation. ”Populisme”, dette begreb smager uvilkårligt ikke godt, så meget har modstanderne opnået, men når man kan opløse ordet og gøre opmærksom på, at alle politikere jo egentlig burde være stolte over at være populister, fordi de netop bør argumentere med, at de tager vare på folkets liv og tarv, så ydes der dog en vis modstand imod den negative brug af ordet, når man gør opmærksom på, at populus på latin netop betyder folk.

Noget tilsvarende kan imidlertid ikke siges, hvad debatten om globalisme angår. Her formåede tilhængerne af grænselukning ikke at få afmontéret det fordrejende ved dette begreb.

Sagen er, som tidligere anført her på bloggen, at dette begreb er en sammensmeltning af to begreber, begrebet ”frihandel”, der drejer sig om åbne grænser for varer, og begrebet ”indvandring”, som handler om åbne grænser for mennesker.

Denne sammensmeltning bruger man f.eks., når man skal tage stilling til USA’s nye præsident, Donald Trump. Han sætter spørgsmålstegn ved de hidtidige frihandelsaftaler, fordi det forekommer ham, at de har gjort mange amerikanere arbejdsløse. Og han lukker grænsen for indvandring fra muslimske lande, fordi han vil beskytte amerikanerne mod terrorisme. Det er to forskellige ting, og man burde rettelig tage stilling til de to ting hver for sig. Men ved at slå det sammen som en modstand fra Trumps side mod globalisering, opnår man fra den europæiske elites side det, at man gør modstand mod indvandring til noget suspekt. Man lader, som om de europæiske problemer og de amerikanske er de samme, og ved at stille sig på Trump-modstandernes side gør man de mennesker her i landet og i Europa i det hele taget, som er imod den muslimske indvandring, til lige så store tosser, som Trump-tilhængerne: de tror, at ”tiden kan skrues tilbage”, de tror, at man kan vende sig imod frihandel, her kaldt “globalisering”, uden at det koster på landenes rigdom, og de mener, at den hidtidige politiske elite har gjort det dårligt.

Men Europas problemer er helt anderledes end USA’s. Da Trump i Florida kom med nogle udtalelser om situationen i Sverige, førte det til, at mange amerikanske medier besluttede sig for at foretage et fakta-tjek angående Sverige. Og så opdagede de til deres store forundring, at det, Trump sagde, faktisk var rigtigt nok: Der er no-go-zoner i Sverige, der er områder, hvor svensk lov ikke kan gennemføres, hvor ambulancefolk, brandvæsen og politi har vanskeligt ved at komme ind og arbejde, der er en stor overrepræsentation af immigranter i kriminalitetsstatistikken, kort sagt, man opdagede, at det, som Trump havde set i Europa, og som han ville beskytte amerikanerne imod, var korrekt nok: det var ikke mere i Europa, som det var i ”de gode gamle dage”.

Men alle de europæiske vanskeligheder kan man få dysset ned ved at blande tingene sammen, europæiske udfordringer sættes lig med amerikanske, udfordringer med amerikanere, der bliver udkonkurreret af billig kinesisk arbejdskraft sættes lig med udfordringerne fra vore mange indvandrere: det skyldes altsammen en angst for globaliseringen, en angst, der dog er ganske grundløs, for se, hvor langt vi har drevet det i rigdom takket være globaliseringen (forstået som ”frihandel”), vi kan simpelthen ikke undvære globaliseringen (forstået som ”frihandel” og ”multikulturalisme”), så alle vi, der bekæmper den muslimske indvandring, antages at bekæmpe globaliseringen (forstået som både det ene og det andet).

Og diskussionen i Aarhus Teater viste altså, at det kan være ret svært at sno sig ud af den klemme, som mutikulturalisterne vil have os andre anbragt i.

Men umuligt skulle det vel ikke være. Selv om det altså i Aarhus gik lystigt derudaf uden at nogen afklaring af snyderiet blev foretaget.

Udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

En halv analyse

Så skal man til det igen. Tom Jensen, Berlingskes chefredaktør, har begået et indlæg på sin blog, se her, som jeg egentlig synes er ganske tankevækkende, men som jeg ikke desto mindre føler mig tvunget til at protestere imod, fordi hans analyse – som i det forrige indlæg om Tom Jensen – ikke er gennemgribende nok.

Han begynder med at gøre opmærksom på den fortælletekniske fidus, at man altid skal have en skurk for hånden, når man vil fortælle om det gode. For i al litteratur og film og teater er det kampen mellem det onde og det gode, der er det spændende, er det, der griber folk.

Den fidus kan også bruges i debatten:

Hvis man kan placere sin modstander i en position, hvor vedkommende anses for at have et slet menneskesyn eller for at være uempatisk, egoistisk eller hadefuld, da består debatten ikke længere af to ligeværdige synspunkters brydning. Man har gjort sin modstander mindreværdig, fordi vedkommende basalt set er ond.

Over de seneste årtier er der skabt stærke fortællinger om, hvad man i virkelighedens brutale verden må anse for godt og ondt. Det er således godt at hjælpe flygtninge hertil. Det er ondt at lade være. Det er godt at ville bevare velfærdssamfundet med alle dets ydelser, overførsler, sikkerhedsnet og skattefinansierede services. Det er ondt at ville gøre op med eller reformere det.

Jeg har været en anelse mere sofistikeret, idet jeg har talt om, at diverse ”Gutmenschen” lider af en sygdom, som jeg har givet navnet samaritanitis, en sygdom, der får én til at se flygtningeproblemet som en genopførelse af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, hvor det enkelte ”Gutmensch” kan se sig selv i samaritanerens rolle og flygtningen i den overfaldnes rolle. Det giver én en stærkt øget selvfølelse. Men det rejser også et problem, det nemlig, at det ødelægger det fine billede, når flygtningen ikke vil spille rollen som den ynkværdige overfaldne, men i stedet opfører sig som en turist, der stiller krav, eller som et stærkt selvbevidst mennesker, der kender alle lovene og nok véd, hvad der tilkommer ham. Derved risikerer det godgørende ”Gutmensch” at blive afsløret som ikke blot ”god”, men ligefrem ”selvgod”.

Tom Jensen nævner selv to eksempler på, hvordan begreberne ”godt” og ”ondt” ikke altid er lige lette at anbringe. Det ene handler om den video, som er gået viralt på nettet, og som viser børn, der bliver meget kede af det, når en voksen siger til dem ”Du er ikke dansker”. Det er tænkt som et indlæg i den debat om danskhed, der opstod som følge af folketingets vedtagelse af en dagsorden om det uheldige i, at danskere kommer i mindretal i diverse ghettoer. Men der var mange, der mente, at det onde ikke lå i folketingets vedtagelse, men i, at en far misbruger sin datter ved at få hende til at græde for åben skærm.

Det andet eksempel har med de redningsskibe at gøre, som forskellige NGO’er sender ned til den libyske kyst. Vil det ikke resultere i et øget migrantpres, og er det ”godt” på blot lidt længere sigt.

Som sagt forekommer det mig, at der er mange gode ting i Tom Jensens indlæg. Blot irriterer det mig noget, at han ikke er i stand til at se og indrømme mediernes kolossale brug – og misbrug – af denne ”godt”/”ondt” metode. Ikke blot gennem de mange snøfthistorier, de viser, men også igennem de mange spørgsmål, de ikke stiller, dem, jeg i et tidligere indlæg har kaldt NAQ’s, ”never asked questions”.

Når f.eks. NGO’er kan få tilslutning til den idé, at det er en god gerning at sende opsamlingsskibe til den libyske kyst, skyldes det jo, at et utal af medier giver dem deres opbakning. Hvad har vi ikke set af fyldte – eller rettere overfyldte – skibe og gummibåde, og godgørende mennesker i europæiske skibe, der samler de ”arme” mennesker op. Det er jo en situation, hvor det er uhyre let for én, der lider af samaritanitis, at tildele europæerne rollen som den gode samaritaner, og migranterne rollen som den overfaldne, der bliver hjulpet. Og den fortælling hjælper medierne gerne med at viderebringe. Men fortællingerne om diverse seksuelle overgreb i Tyskland, begået af netop de mennesker, der sad i bådene, har haft meget vanskeligere ved at finde plads på TV-skærmene. Gør man det, ødelægger man jo det billede af migranterne som ynkværdige mennesker, som hører med til den genopførelse af Jesu lignelse, som man, det vil sige: de fleste journalister, er i gang med.

Jeg skal nævne to lignende tilfælde, der fra journalisters side er blevet behandler med stor anvendelse af NAQ’s.

Den ene beskrives her i Information. Den handler om et såkaldt ”uledsaget flygtningebarn” på ni år, der var kommet til Danmark sammen med sin onkel og tante, flygtet fra krigen i Syrien, efter hvad Information skriver.

Allerede her ligger et NAQ: Hvorfor i alverden flygter en niårig pige sammen med sin onkel og tante i stedet for at blive hos sine forældre?

Der sker så det, at pigen opnår familiesammenføring med sin far, bedstemor og tre søskende. Her kommer så det næste NAQ: Hvorfor skal denne familiesammenføring foregå i Danmark? Hvorfor ikke i Syrien? Ved at blive ført tilbage til Syrien ville hun slippe for alle sprog- og kulturvanskelighederne ved at komme til Danmark. Men jeg véd det godt: vi danskere kan slet ikke forestille os, at det kan være bedst for et barn at forblive i de vante forhold hos sine forældre, hvis disse ikke bor i Danmark. Det må dog være langt bedre at komme til at bo i Danmark end at bo i Syrien.

Jamen, Syrien? Er det ikke dèr, hvor der er borgerkrig? Er det ikke et alt for farligt land at bo i?

Tja, faderen og bedstemoderen, samt de tre søskende kunne altså godt bo der. Og spørger man, hvorfor de da har sendt deres pige af sted sammen med hendes tante og onkel, er der faktisk et svar på det spørgsmål, et svar, som der dog ikke bliver spurgt ind til, det nemlig, at barnet skal fungére som det, man kalder et ”ankerbarn”. For et uledsaget flygtningebarn bliver meget lettere anerkendt som flygtning og har derefter ret til at få familiesammenføring. Det véd man jo i Syrien. Og har man kun penge til at betale menneskesmuglerne for onklen, tanten og deres niece, og er det kun dem, der regnes for robuste nok til at tage turen over Middelhavet, så får man på den måde bragt mange flere til det forjættede land, Danmark. Ganske smart, ikke?

Men historien slutter ikke her. For man opdager, at man i Tårnby kommer ret langt ned i boligkøen og derfor er nødt til at klumpe sig sammen i en for lille bolig. Det får så JuraRådgivningen, en dansk institution, til at råde de familiesammenførte til at søge asyl. Det fik de, og hokus-pokus: nu kan de komme foran i boligkøen, også foran etniske danskere. Det er jo så smart, at det næsten er oversmart, ikke?

Her får man imidlertid stillet nogle af de ellers ikke stillede spørgsmål. Dog i Informations artikel er det ikke en journalist, der stiller det, derimod Tårnbys borgmester og en vis Ole Brockdorff i kommentarfeltet.

”Hvordan kan det lade sig gøre, at en familie der selv har betalt alle udgifter for at komme til landet, pludselig kan ændre status til flygtninge og dermed opnå flere goder? Hvordan kan det overhovedet ske, at Udlændingestyrelsen giver dem flygtningestatus, når de selv frivilligt har betalt for at rejse hele vejen herop?”

Disse to spørgsmål fra Tårnbys borgmester Henrik Zimino har udløst hele balladen omkring den pågældende syriske familie, udelukkende fordi de ikke som familiesammenførte, har et retskrav på en bolig foran den etniske danske befolkning. Hvorefter de med hjælp fra udlændingeadvokater og andre får gennemtrumfet hos Udlændingestyrelsen, at de i stedet får status som flygtninge, hvilket omgående sender dem ind foran køen af 150 etniske danske boligsøgende i Tårnby Kommune.

Etniske danskere må altså vente endnu længere på en bolig, selv om de har stået på venteliste i flere år, og samtidig må de også leve med den kendsgerning, at konverteringen af den syriske familie fra at være familiesammenførte til flygtninge samtidig betyder, at familien nu skal økonomisk livsforsørges fra dag 1 af den danske statskasse.

Det er for mig at se yderst relevante spørgsmål. Men det er også typiske NAQ’s, spørgsmål, der aldrig stilles af vore journalister. For det er da mærkeligt, at de først, når de kommer herop og finder ud af, at de skal leve meget trangt, kommer i tanker om, at de er ”personligt forfulgt”, og det er da mindst lige så mærkeligt, at Udlændingestyrelsen overhovedet giver sådanne personer flygtningestatus. For mig at se hænger det sammen med, at man meget nødig vil være med- eller modspiller i de snøfthistorier, som medierne jo er mestre i at fremstille.

Jeg behøver vist ikke at skrive, at den arme Ole Brockdorff får gevaldig på puklen af Informations øvrige kommentatorer.

Det andet tilfælde af NAQ’s henter jeg fra Fyens.dk, se her. Det drejer sig om, at regeringen er begyndt på at gennemgå en række somaliske flygtninges opholdstilladelse for at finde ud af, om ikke nogen af dem kan sendes hjem.

Da der efter regeringens mening er fredeligt nok i Somalia til, at det kan lade sig gøre, er hjemsendelserne begyndt. Og naturligvis begynder så hele orkestret af ”Gutmenschen” at protestere. Det gør de jo hver gang, nogen skal hjemsendes, så det er der ikke noget mærkeligt i. Men de begrundelser, de giver, er mærkelige. For nu har man pludselig fundet ud af, at indbyggerne i Somalia har en tradition med at omskære piger, en operation, der er helt anderledes ødelæggende end omskæring af drenge. Og så lyder det fra FN’s torturkomité som følger:

Udvisningerne møder kritik fra fagfolk og organisationer, som advarer om, at Danmark dermed udviser herboende flygtningebørn til “torturlignende forhold”.

Det er ifølge Politiken i strid med menneskerettighedskonventionen.

– Hvis der er en væsentlig risiko for, at de vil blive udsat for omskæring, er det et klart brud på konventionen, siger formand for FN’s torturkomité Jens Modvig til avisen.

Det er dog et utroligt hykleri, der her lægges for dagen. Man har hele tiden vidst, at denne mærkelige religiøse tradition fandtes. Man har også vidst, at denne ”omskæring” ikke blot var smertefuld i sig selv, men ofte medførte årelange smerter. Men på trods af denne viden har man nægtet at undersøge, om de piger, der fra somaliske familier her i landet blev sendt på ferie til Somalia, var omskåret, når de kom hjem. Det ville sandelig være at være alt for mistænksom overfor de fremmede, det var nok at sige til dem, at den slags er forbudt i Danmark, og at de kan blive straffet, hvis det senere kommer frem, at de har ladet deres døtre omskære; siger man det, er der ingen tvivl om, at de naturligvis vil respektere værtslandes love.

Så det, der ville kunne redde mange somaliske piger og kvinder for de smerter og gener, som den kvindelige omskæring forårsager, det er man alt for naiv eller alt for fintfølende på somaliernes vegne til at ville gennemføre.

Altså: Når man skal bruge sin viden om omskæring af kvinder i Somalia til effektivt at sørge for, at somaliske kvinder i Danmark ikke bliver omskåret, har man alle mulige undskyldninger, selv om man ved en effektiv kontrol faktisk kunne undgå denne form for tortur.

Men når man skal bruge sin viden til at forhindre hjemsendelse af somaliske flygtninge, så er er ingen ende på, hvilke rædsler der venter de arme piger i Somalia, så kalder man det om ikke tortur, så i hvert fald ”torturlignende forhold”. For skal udsendelser forhindres, kan åbenbart det mindste halmstrå bruges, og det største hykleri undgå afsløring.

Og ja, det kan man jo være sikker på, at ingen journalister vil stille de spørgsmål, der let som ingenting ville kunne afsløre hykleriet.

Tom Jensen har ret i, at fidusen med at gøre nogle til ”de gode” og andre til ”de onde” bruges meget af kommentatorer. Men hvorfor så ikke analysere til bunds og fortælle, at den også i høj grad bruges af journalister, når de på indirekte måde til fortælle os, hvem der er ”de gode” og hvem ”de onde”, og i hvert fald ikke vil stille afslørende spørgsmål til dem, de regner for ”de gode”?

Udgivet i Etik, Islam | Tagget , | Skriv en kommentar

At tale ind i tiden

Der er to personer fra Ateistisk Selskab, som har et indlæg i Berlingske, som jeg godt vil kommentere lidt på, se her. De skriver et stykke nede i deres indlæg:

Hvorfor skulle Messias være rigtig?

Det er dette dogme om Jesus’ helligdom, som netop er så svært for et moderne oplyst menneske at tro på. Hvorfor skulle denne Messias være rigtig – og alle de andre påståede hellige personer gennem verdenshistorien være løgn? Implicit i kirkens påstand ligger jo, at Mohammed løj, at Joseph Smith (mormonerne) løj og at Sun Myung Moon (Moon-bevægelsen) løj for eksempel. Derfor prøver kirken at markedsføre sig på et andet dogme. Et, som nogle vil påstå, kirken ligefrem har opfundet – begrebet næstekærlighed.

Men at gøre godt for andre er jo påviseligt ikke forbeholdt kristne mennesker. Selv i samfund, der aldrig har hørt om Gud og Jesus, behandler mennesker hinanden med respekt – ja, sågar blandt dyr, der næppe kan have læst om ham, ser vi næstekærlige handlinger. Vi er gode, som vi er, selvom kirken i gennem århundreder har lært os, at vi er syndige og født syge. Skyldfølelsen over at være et dårligt menneske er sanktioneret af Gud gennem religion. Glæden ved at gøre godt virker til gengæld til at være noget mere naturlig.

Det forekommer mig, at de her virkelig har fat i noget. Eller altså: at de retter en yderst relevant anklage mod kirken og dens teologer. For hvor hører man dog ofte, at en præst forsvarer troen med at gentage de yderst velkendte trossætninger uden at forklarer nøjere, hvordan dette, at Jesus er Guds søn, kan komme os almindelige mennesker ved i vores dagligdag, eller hvordan det, at han er opstået fra de døde, kan være noget, vi ligefrem bygger samfund på. Som om alting er forklaret, når blot man har fastslået, at Jesus er Kristus, at han eksisterede før alle tider hos Gud og at han opstod efter døden og fór til himmels.

I gamle dage kunne man måske nøjes med at sige sådan. Men den går jo ikke længer. At Gud er til, er ikke mere nogen selvfølge. At der er en himmel, hvoroptil Jesus kan fare Kristi Himmelfartsdag, er ikke noget, der er umiddelbart indlysende for et moderne menneske. Og at Jesu grav var tom, er også noget, det er svært at tro på, selv for dem, der har valgt at gøre tjeneste i kirken som præster.

Skal vi derfor tale ind i tiden, tale til tidens mennesker, må vi forklare, hvordan det kan komme et menneske af i dag ved, at Jesus stod op fra de døde. Vi må lytte til dem, der spørger: ”Hvad kommer dette mig ved?” Måske endda lytte til disse to ateister, der kommer frem med ovenstående anklage i Berlingske.

De vil tilsyneladende betragte sig selv som oplyste menneske, og det må vist betyde, at de kun bøjer sig for rationelle argumenter. Og da det ikke forekommer dem, at påstanden om, at Jesus var Guds søn, er særlig rationel, griber de fat i den, og spørger, hvorfor da netop han skulle være den sande Guds søn, hvorfor ikke Muhammed, Joseph Smith, Sun Myung Moon?

For det er jo sandt, at vi kristne må hævde, at Muhammed er en løgner, ligesom de to andre. Men på den anden side: det kræver nu ikke særlig megen religionshistorisk undersøgelse at blive klar over, at skal man på rationel vis vælge mellem Muhammed og Jesus, så må prisen gå til Jesus. Muhammed er simpelthen ikke rationel.

Han har haft nogle åbenbaringer, og vi kan godt indrømme, at hans psyke har været indrettet således, at han har kunnet få nogle oplevelser, som han selv måtte tolke som åbenbaringer. Nogen siger, at han blev grebet af en sær form for fjernhed, at han kom i en slags trance, når han fik sine åbenbaringer, det er sådan set lige meget, det er nok rigtigt, at han ikke selv har været klar over det bedrag, der ligger i at påstå at have haft guddommelige åbenbaringer.

Det mærkelige er jo, at han har haft en karisma, der har fået mange i hans omgivelser til at tro på disse åbenbaringer. Som tiden gik, og han vandt militære sejre, hjalp jo disse sejre i sig selv gevaldigt på de andres tro på hans guddommelige åbenbaringer, hvortil naturligvis kom det forhold, at det meget hurtigt blev betragtet som forræderi at tvivle på, at Muhammed fik sine åbenbaringer fra Gud; derfor har man fra gammel tid haft den regel, at hvis nogen fornægtede sin muslimske tro, skulle han dræbes.

Så islam har vist sig at være en magtreligion, og en sådan behøver ingen rationel underbygning.

Jeg skal nævne to begivenheder fra Muhammeds liv som viser magtreligionen i islam. Den ene handler om en jødisk stamme, som Muhammed bekæmpede. Han vandt over den, og stammens skatmester blev ført frem for ham, han skulle røbe, hvor stammens penge var gemt. Det ville han ikke. Muhammed beordrede ham tortureret. Han ville stadig ikke, og Muhammed sagde så til sidst: ”Så hug da hovedet af ham!” hvilket man gjorde.

Der var ikke noget religiøst i denne handling. Det var rent og skært pengebegær fra Muhammeds side. Eller han var ude på at styrke sin magt også økonomisk.

Den anden begivenhed er det, der skete, da han besøgte sin adoptivsøn Zaid. Denne var ikke hjemme, men hans meget smukke hustru var. Muhammed blev grebet af begær efter hende, men da Zaid tilbød at lade sig skille, ville Muhammed ikke gå med til det, for han havde modtaget en åbenbaring om, at man ikke måtte gifte sig med sine svigerdøtre. Kort tid efter fik han dog en åbenbaring om, at dette fremover skulle være tilladt, og at han derfor godt måtte gifte sig med Zaids kone. Hvilket han så gjorde. Men åbenbaringsordene findes den dag i dag i koranen, se her.

Som sagt, jeg går gerne med til, at Muhammed selv har troet på, at de åbenbaringer, han får, er ægte nok. Bedraget ligger dybere nede i hans psyke. Men naturligvis, bedrag er det. Og enhver muslim stilles derfor overfor store tankevanskeligheder, når de skal forsvare Muhammed og koranen. De er så at sige nødt til at springe ud i det, uden nogen som helst rationelle begrundelser for deres tro og med en række rationelle indvendinger imod samme. Det er nok derfor, de bliver så krænkede, når vi andre siger noget ufordelagtigt om Muhammed.

Og så vil naturligvis vore to ateister spørge, om ikke det er ganske det samme med Jesus. Men det er det ikke.

For det første hævder han ikke om sine ord, at de åbenbaret ham af Gud selv. Der er tale om lignelser, om stridssamtaler, om lange formaningstaler, f.eks. bjergprædikenen, men de taler alle sammen til vor forståelse, vi tænkes selv at kunne indse, at som han her siger det, sådan forholder det sig. Hvilket er noget andet end som Muhammed at komme med Guds facitliste.

Og faktisk var dette, at tilhørerne selv skulle kunne forstå det, han sagde, noget meget væsentligt for ham. For jøderne havde, ligesom muslimerne senerehen, en åbenbaret lov. Den var ikke givet ved Gabriel som koranen, men ved Moses på Sinai, og den forefandtes i det gamle testamentes lovbøger. Dens bestemmelser vendte Jesus sig imod. Imod jødernes spiseregler hævdede han, at det, der gør et menneske urent, ikke er det, der går ind i munden, men det, der går ud af munden. Og imod deres sabbatsbud sagde han, at sabbatten er til for menneskenes skyld, ikke menneskene for sabbattens skyld.

Eller – hvis vi skal samle hans argumentation i ét ord – han hævdede at loven og profeterne var opfyldt i den gyldne regel, den, der siger, at hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem (Matt 7,12).

Og deri ligger der en form for rationalitet. Godt nok en eksistentiel rationalitet, ikke kun en logisk rationalitet. Den logiske rationalitet kræver kun, at der er overensstemmelse mellem det, man siger til én tid og til én side, og det, man siger til en anden tid og til anden side. Den eksistentielle rationalitet kræver, at der er overensstemmelse mellem den holdning, man selv har, og den holdning, man forventer af andre. Det er det, der kommer frem i den gyldne regel, og det er det, der på en måde er grundlaget for al etik: hvis du forventer, at andre undlader at bruge vold, så må du også selv undlade at bruge vold. Hvis du ønsker, at det i et familieskænderi skal være den anden, der begynder med at sige et forsonende ord, så fortæller dette ønske dig, hvad du skal gøre, nemlig være den første til at søge forsoning.

Og det har vore to ateister jo ret i, at alt, hvad næstekærlighedsbudet siger, ikke er noget, det er forbeholdt kristne mennesker at leve efter. Den gyldne regel forekommer både i den gammeljødiske kultur og i kinesisk kultur. Hvad de ikke har helt så meget ret i, er påstanden om, at vi mennesker er gode. Det forrige århundrede og mange begivenheder i dette vil ikke give dem ret i den påstand.

Faktisk er menneskehedens historie fuld af mennesker, der selv føler, at de er gode. Blot har de ladet sig lokke af falske overbevisninger om, hvordan menneskelivet skal leves.

Tag sådan noget som den tanke, at alle mennesker er lige! Paulus hævder (Gal 3,28), at der i den kristne menighed ikke er forskel på jøde og græker, på træl og fri, og på mand og kvinde, og romeren Seneca sagde noget lignende. Det er store ord, og det er store idealer at opstille. Og man må da også sige, at kristenhedens historie er fuld af brud på disse idealer. Men det samme må man jo sige om de fleste andre store kulturkredses historie. De nyeste tilfælde er vel nazismen og kommunismen. I begge tilfælde kan det undre, at man i gamle kristne lande har fået ganske mange til at opstille en forskel mellem ariere og ikke-ariere og mellem revolutionære og kontra-revolutionære, en forskel, der åbenbart har givet henholdsvis arierne og de revolutionære god samvittighed i deres forfølgelse af ”de andre”.

Og hvis man affærdiger disse tilfælde med, at det var dengang, nu er vi heldigvis blevet klogere, så kan man pege på islam, der nu synes at være blevet noget af en magtfaktor i vore vestlige samfund. Også den ideologi opererer jo med forskel på mennesker, på mand og kvinde, og på muslimer og ikke-muslimer. Så også dèr kan ”overmennesker” med god samvittighed behandle ”undermennesker” på en nedrig måde.

Og ikke sandt, den tanke, at alle er lige, forekommer os vesterlændinge rationel, ja, vi vil vel med god ret hævde, at den er rationel. Vi kan f.eks. gøre det ud fra den gyldne regel.

Så hvad rationalitet angår, er det nu ikke helt forkert af kirken at hævde, at Muhammed løj (hvis den altså bare turde sige det højt i vore dage, det mod kan man godt efterlyse hos kirkens folk). Men deraf følger jo ikke, at Jesus så var Messias, eller altså, at han var Guds søn.

For at forstå, hvad der ligger bag den påstand, er vi nødt til at have Jesu død og opstandelse med i billedet.

Det, der skal siges med fortællingen om Jesu død og opstandelse, er, at mennesket er et resonnansvæsen, som det bliver tiltalt, sådan svarer det igen. Hvis det møder forståelse og indlevelse, vil det før eller siden reagere med forståelse og indlevelse. Hvis det møder rethaveriskhed, vil det selv optræde rethaverisk overfor den rethaveriske. Jesus siger det tydeligt i den lukanske udgave af bjergprædikenen, Luk 6,37-38:

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.

Som jeg andetsteds har gjort opmærksom på, skal dette ikke forstås om dommedag, men om fællesskabet mellem mennesker. Sådan er mennesker nu engang indrettet, at hvis man undlader at dømme i fællesskabet, så vil der skabes en atmosfære af forståelse og indlevelse, så man heller ikke selv bliver dømt. Eller, hvis man er så forstående, at man tilgiver andre, også for det, der virkelig gjorde ondt, da det blev sagt eller gjort, så vil andre gribes af den samme ånd, så man om jeg så må sige, får tilgivelsen tilbage i hovedet igen. Hvilket jo er udmærket.

Spørgsmålet er jo så, om ikke disse udmærkede (og fromme) tanker tilintetgøres af den skæbne, der blev Jesus til del. Kan gerne være, at han forkyndte tilgivelse, der var tilsyneladende ingen tilgivelse at finde for hans negative holdning til den jødiske lov hos det store råd i Jerusalem. De dømte ham til døden, ikke for noget, han havde gjort, men fordi han ikke viste den rette respekt for moseloven. Så derved, at han døde, blev det klart, at denne tanke om mennesket som et resonnansvæsen er forkert. Det passer simpelthen ikke. Jesu skæbne, hans død på korset, er det bedste bevis imod den ellers ganske positive opfattelse af mennesket.

Her kommer opstandelsen ind som Guds ”kraftstejlemig” til mennesket: ”Jo – og så bandede han – mennesket er et resonnansvæsen, det er sådan, at mennesket formår at gøre godt, når det møder godhed, den offervilje, du lægger for dagen, går ikke ud i det rene ingenting, den borer sig ind i menneskehjerter og vil før eller siden vende tilbage til dig selv. Derfor, efterfølg Jesus i hans offervilje, fasthold bekæmpelsen af loven, så mennesker løsnes fra lovtrældommen, om I slås ihjel for jeres ords skyld, jeres død har ikke været forgæves”.

Jeg indrømmer, at vi teologer igennem mange år er sprunget over alt, hvad der bare lugter af martyrteologi. Og det kan godt være, at det svier til os nu.

Men hvis man vil spørge, om vi da ikke med disse overvejelser er langt væk fra alt, hvad der har med rationalitet at gøre, så er svaret, at vi tværtimod er lige i centrum af spørgsmålet om rationalitet. For vil du hævde, at det, du siger, udspringer af din egen indre overbevisning, så må du – jævnfør den eksistentielle modsigelse, du vil undgå – indrømme din talepartner samme ret. Du må altså, hvis du selv vil anses for ægte i dine udtalelser, hvis du vil, at andre skal fornemme din egen personlighed deri og ikke tro, at du er tvunget til at sige, som du gør, indrømme din næste, at det er muligt, at også han er ægte.

Og det har den sære konsekvens, at vil du således være et helt menneske, hvor indre overbevisning og ydre tale holdes sammen, så må du være indstillet på at holde ud overfor de trusler, som ”lovmennesker” – Jesu tids jøder, vor tids nazister og kommunister, og også diverse muslimske terrorister – vil komme med. Det vil sige: så må du være indstillet på at efterfølge Jesus i hans standhaftighed overfor trusler, også om det fører til døden.

Det er ganske paradoksalt. Men det paradoksale kommer frem i nogle Jesus-ord, f.eks. i dette fra Luk 17,33: ”Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.” Eller Mark 8,36: ”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv?” I den græske grundtekst står der ”psyke”, hvilket her er oversat, ikke med ”sjæl”, som det mange steder oversættes ved, men med ”liv”. Det er også en korrekt oversættelse. Man plejer at forsvare det med en henvisning til aramaisk, det sprog, Jesus talte, men man kan også forklare det med den særlige betydning af ordene ”liv” og ”død”, som det ny testamente opererer med. Den, der lever med sine anskuelser bundet til en andens magtudøvelse, lever et kun biologisk liv, og først i det øjeblik han vover at lade sine anskuelser være helt hans egne, uden ydre tvang, først da lever han rigtigt. Og det gør han, selv om dette medfører hans død.

Det vil altsammen sige, at i begivenhederne omkring Jesus ser vi udfoldet kernen i sprogets virkemåde, eller kernen i rationaliteten. Dette svarer til, at man i oldkirken gjorde meget ud af ordet fra Joh 1,1, at Kristus er Ordet, ”logos”, det rationelle.

Hvilket altså altsammen skulle vise, at dette, at vi tror på Jesus som Guds søn, ikke bare er noget, vi slynger ud, men noget, vi mener ligger til grund for al menneskelighed, al rationalitet, al historisk udfoldelse.

Udgivet i ateisme, Islam | Tagget | Skriv en kommentar

En pseudopolitiker

Bertel Haarder har haft en diskussion med diverse meningsmagere. Han foreslog dem, at de med de udmærkede og gode forslag til forbedret politik, de havde, søgte opstilling i et politisk parti og blev politikere. En del af dem tog til orde imod ham og afslog med forskellige begrundelser at blive politiker. Det var måske ikke den allerbedste idé fra Bertel Haarders side, for er det ikke meget godt, at have en horde af kommentatorer, der kan bedømme de politiske tiltag udefra? Det synes i det mindste jeg.

Derimod kunne man godt ønske, at der var nogle flere af disse kommentatorer, der ville tænke deres tanker til ende.

Som eksempel skal jeg nævne et blogindlæg fra Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske, se her. Han prøver at sammenligne 1967 med i dag og slutter med følgende opremsning af fem sammenbrud i asylsystemerne, der efterfølges af et sjette:

Problemet med indvandringen har i vidt omfang rod i asylsystemernes flerfoldige kollaps.

Ét sammenbrud består i den kendsgerning, at asylsøgere kan passere frit gennem flere lande, før de søger asyl dér, hvor de har lyst. Et andet sammenbrud i den ofte uigennemskuelige sammenblanding af flygtningestrømme og fattigdomsmigration. Et tredje sammenbrud udgøres af det paradoks, at selv afviste asylsøgere ofte viser sig at være svære at sende ud af et land igen. Et fjerde sammenbrud er, at en beskyttelse som flygtning i et vestligt land næsten altid ender med at blive en reel indvandring, inklusive efterfølgende familiesammenføring. Et femte sammenbrud er en verden, hvor mobilitet på tværs af kloden aldrig har været nemmere og billigere – kombineret med særligt et Afrika syd for Sahara og et Mellemøsten med en kolossal befolkningseksplosion.

Af alle disse sammenbrud følger det sjette, som følgelig bliver omdrejningspunktet for store dele af den trættende udlændinge- og integrationsdebat: Nemlig at forskellige kulturers møder og sammenstød ikke længere foregår langs veldefinerede globale grænser, men overalt hvor vi er og lever. Det er sket parallelt med, at en fundamentalistisk islamistisk vækkelse er sket i store dele af den arabiske verden, hvilket kun har forstærket de kulturelle sammenstød også midt i lande, som i 1967 var homogene samfund.

Jeg er lidt i to sind med hensyn til denne opremsning. Skal jeg glæde mig over, at der nu kan tales lige ud om disse materier? Eller skal jeg ærgre mig over, at Tom Jensen standser, hvor han gør, altså undlader at komme med noget som helst løsningsforslag, ja oven i købet tillader sig at slutte med at overlade løsningsforslag og løsningsgennemførelse til politikerne:

nu, hvor det er indlysende, at gider man ikke diskutere danskhed, frikadeller, bederum og burkiniklædt kønsopdelt svømmeundervisning, så må man få løst grundspørgsmålene. Jo før, des bedre.

Jovist, vi skal have løst grundspørgsmålene, dvs., givet løsninger til de fem sammenbrud, der blev nævnt tidligere. Men hvordan? Hvorfor ikke sige lige ud, hvad der kan være løsninger på de fem problemkomplekser? Det er jo ikke umuligt at se, hvad der skal gøres ”jo før, des bedre”.

Jeg er bange for, at den manglende afslutning skyldes, at Tom Jensen godt kan se, at det, der skal gøres, er ubehageligt, fordi det indebærer en magtanvendelse, som danskernes fintfølende sjæle ikke er glade for at gå med til, og som Tom Jensen af samme grund undslår sig for at nævne.

Tag det første sammenbrud, det med, at asylsøgerne har fået frit valg!

Det kunne vi forholdsvis let få rettet op på. Vi skulle blot genindføre gamle dages grænsebevogtning og afvise alle asylansøgere ved grænsen. Tyskland er jo et sikkert land, og er de forfulgte, kan de søge asyl dèr. Når vi ikke gør det, skyldes det formodentlig, at vore politikere føler, at de må være solidariske med det øvrige EU. For det er klart: der ligger det i en sådan handling, at Tyskland jo bare kan gøre det samme, og at denne udmærkede idé vil brede sig helt ned til Italien og Grækenland. Og det er jo ikke særlig solidarisk overfor disse to Middelhavslande.

Men solidariteten må gå begge veje. Det har mildest talt ikke været særlig solidarisk af Italien at pudse sin glorie over at have reddet så og så mange tusinde ”flygtninge” op af Middelhavet, og derefter undlade at registrere dem og lade dem rejse videre til os heroppe nordpå, hvor de jo får større kontanthjælp m.m. Og solidariteten fra EU’s side er også til at overse. Man indsætter en hel flåde mellem Italien og Libyen, og man taler højtideligt om ”blokade” og ”kystbevogtning”, mens efterhånden alle véd, at der er tale om en ”kystredningstjeneste”. Misbruger Donald Trump sproget? Ok, han er en ren barnerumpe i sammenligning med den ordfordrejning, der gennem år har foregået i EU.

Og Grækenland? Ja, Grækenland, hvis flåde under den tidligere regering tvang alle både, læsset med migranter, tilbage til Tyrkiet, og som under Tsipras’ Syriza-regering (fra januar 2015) besluttede ikke mere at være så hårde i filten, men prøve at være lige så ”ædle” som italienerne og lade alle bådene passere og nå frem til de græske øer i Ægæerhavet, det Grækenland ligger minsandten, som det har redt. For deres gloriepudsning var skyld i den tzunami af migranter, der ”overfaldt” Europa via Balkanruten i efteråret 2015 og foråret 2016, indtil Østrig og Ungarn fik hjulpet Makedonien med at lukke grænsen til Grækenland.

For både Grækenland og Italien gælder det, at vil man høste anerkendelse for at være ”ædel”, må man også tage det besvær på sig, der følger med. Men det kan være, ”ædelmodigheden” hører op, hvis man tager den iagttagelse til sig, som selveste Frontex er kommet med: Jo tættere på den libyske kyst de europæiske skibe opererer, des mere hjælper man menneskesmuglerne. Blot står man jo så i et dilemma. Frontex giver ikke nogen løsning på det, og det er nærmest utænkeligt, at italienerne skulle gøre det, for enhver løsning vil jo indebære magtanvendelse overfor migranterne, og dem har man på forhånd defineret som ynkværdige og uskyldige mennesker, der er kommet i stor nød.

Men er de i virkeligheden det?

Det er det andet sammenbrud, Tom Jensen nævner: man kan ikke se forskel på en flygtning og en fattigdomsmigrant.

For Tom Jensen har jo ret i, at migrantstrømmen består i en ofte uigennemskuelig sammenblanding af flygtninge og økonomiske migranter. Han kan endda godt slette ordet ”ofte” og føje til, at uigennemskueligheden ikke blot er et vilkår for os, der ikke har forstand på tingene, men også for flygtningenævn og andre instanser, der skal træffe afgørelser om den videre skæbne for migranterne.

Hvis man nu fra begyndelsen havde behandlet flygtningene som flygtninge, dvs., som mennesker, der en dag skulle vende tilbage til deres land, så kunne denne misère måske være undgået. Men vi har, fra vi modtog de ungarske flygtninge i 1956 og fremefter, stræbt efter at behandle flygtningene som potentielle indvandrere, og det potentielle er, som tiden gik, og antallet af flygtninge blev enormt stort, forsvundet, så det i dag ender, som Tom Jensen skriver i sit fjerde sammenbrud, med, at flygtningen reelt bliver en indvandrer. Ikke mærkeligt! Vi har behandlet ham som en sådan, så bliver han også en sådan.

Dog, dette problem vil forsvinde den dag, vi får mod til at gøre, som nævnt under det første sammenbrud, altså nægte asylansøgere adgang til vort land.

At det vil være den bedste løsning, viser sig også med hensyn til sammenbrud tre, det med, at de afviste asylansøgere ofte er svære at sende ud af landet igen. Hvis de slet ikke kommer ind i landet, vil vi jo ikke have besvær med at sende dem ud.

Sammenbrud fem, det med den store mobilitet, der er et vilkår i vore dage, og det med, at der finder en stor befolkningstilvækst sted i Mellemøsten og Afrika, er kun et sammenbrud, fordi vi synes, vi er nødt til at tage imod alle de migranter, der kommer, uden i første omgang at skelne imellem, om de er økonomiske migranter, eller de er flygtninge.

Endelig: hvad angår sammenbrud seks, det med, at kultursammenstødet er flyttet indenlands, så er det et problem, vi står med, uanset om vi lukker grænsen for nye asylansøgere eller vi holder den på klem, som for øjeblikket. Blot kan man sige til fordel for at lukke grænsen helt: When in a hole, stop digging!

Men vi kan da ikke standse flygtningene, tænk på EU, tænk på Tyskland, tænk på konventionerne!

Det behøver vi ikke. Konventionerne tvinger os ikke til at tage imod ansøgere, der kommer fra et sikkert land. Det har ifølge Anders Vistisen vor egen statsminister tidligere indrømmet, se her. Og det har vel også Tyskland indrømmet, når man fortalte Grækenland, at de godt kunne returnere migranter til Tyrkiet, hvis de blot anerkendte Tyrkiet som et sikkert land. Og hvis Tyrkiet er, hvor meget mere så ikke Tyskland!

Spørgsmålet er ikke, om vi har lov, spørgsmålet er, om vi tør. EU’s duksedreng tør nok ikke, når det kommer til stykket. Men ak, Tom Jensens artikel viser os, at det er kommet til stykket, afgørelsens time er inde. Jævnfør hans udtryk til sidst: ”Jo før, des bedre”.

Tillad mig til sidst at gå cirka 500 år tilbage i tiden. Der var på bondeoprørets tid i Tyskland, foråret 1525, mange, der blev forargede på Luther, fordi han i sit andet skrift om oprøret skrev, at bønderne skulle slås ned som gale hunde. Og der er ikke mindst i vore dage mange, der siger det samme, så man betragter Luther som en fyrstelakaj eller i hvert fald ser ned på ham på grund af den udtalelse. Det hænger sammen med, at man lider af den fordom, at dette, at bønderne har været undertrykt, betyder, at de er stakler, som man under alle omstændigheder skal behandle blidt og engleagtigt. Men de var ikke stakler, de var oprørere, de havde våben i hænderne, og de undlod ikke at bruge dem. Münzer, én af de præster, der anførte dem, skriver til dem:

I Fulda er i påskeugerne fire stiftkirker ødelagt, bønderne i Klegen i Hegau og Schwarzwald gør oprør, tre tusind mand stærk, og det bliver jo længer, des flere. Men det bekymrer mig, at de tåbelige mennesker skal forvilde sig ind i en falsk aftale, fordi de endnu ikke erkender skaderne. (Se her).

Ødelæggelse på ødelæggelse! Hvordan kan man standse det uden anvendelse af våbenmagt? Det lader sig ikke gøre.

På samme måde med migranterne! Man kalder dem uden videre ”flygtninge”, man betragter dem på forhånd som stakler, der ikke vil gøre en kat fortræd. Og hvis nogen drømmer om at anvende vold imod dem, så er Fanden løs, så falder der brænde ned fra alle velmenende mennesker. Men ”flygtningene” er måske slet ikke flygtninge, de er snarere mennesker, der har fundet ud af en smutvej til et bedre liv. Deres opførsel, når de er kommet ind i landet, er ikke en ”flygtningeagtig” opførsel, jeg mener, de ånder ikke lettet op over endelig at have fundet fred for forfølgelse, nej, de fortsætter de dårlige vaner, de havde med sig, de chikanerer kvinder, de afbrænder asylboliger, de begår kriminalitet i lange baner. Og mange af dem opfører sig som turister overfor deres rejsebureau: de klager over både det ene og det andet. Måske forståeligt nok, for af menneskesmuglerne er de jo blevet lovet guld og grønne skove, og har måske vanskeligt ved at forstå, at det samarbejde mellem europæiske offentlige myndigheder og menneskesmuglerne, som de oplevede på Middelhavet, er ophørt, når de når frem til Danmark.

Alt i alt: Tom Jensens analyse af de fem (eller seks) sammenbrud viser med al tydelighed, at vi gennem de sidste ti til femten år skive for skive har mistet kontrol over vore grænser. Det er ikke længer os, der bestemmer, hvem der må komme ind i landet. Det er heller ikke EU, nej, det er de rige migranter blandt overskudsbefolkningen i Mellemøsten og Afrika. De kan uden problemer komme ind i Europa, de kan frit vælge det land, de vil bosætte sig i, landet kan ikke modsætte sig det, blot de siger ”asyl”, og det har ført til den for os uværdige situation, at vi har følt os nødsaget til at søge at påvirke deres valg af indvandringsland, så de vælger os fra. Vi har talt om nødvendige ”stramninger”, men alle disse forholdsregler har jo netop til hensigt at få disse migranter, som vi ikke vil lukke grænsen for, til at fravælge Danmark. For det må vi jo erkende, vort lands fremtidige demografiske sammensætning ligger ikke i hænderne på danske myndigheder, men på migranter fra andre landes overskudsbefolkninger.

Den politik kan ikke blive ved med at gå. Vore nabolande, som vi på den måde jager migranterne hen til, finder jo også ud af at lave ”stramninger”. Og da vi ikke kan stole på EU, når det drejer sig om at lukke for tilstrømningen ved EU’s ydre grænser – deres ”alternative kendsgerninger” lader vi os ikke længer narre af – er vi nødt til selv at generobre herredømmet over vore grænser.

Havde Tom Jensen draget den konklusion, som vel nærmest er uomgængelig, ville jeg have taget min hat af for ham. Nu beholder jeg den på.

Udgivet i Indvandringspolitik, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Ti sandheder som er løgn

Det er som regel ret anstrengende at læse tekster af forfattere, man er uenig med. Almindeligvis skal man under læsningen være meget opmærksom på, hvad der ikke siges. Alligevel læste jeg et blogindlæg af Camilla Schwalbe her forleden, se her. Man skal jo sommetider læse, hvad de mener på den anden side, så man ikke, som Frederik Stjernfelt fornylig, argumenterer mod en stråmand.

Schwalbe begynder med at sige, hvad hendes formål med indlægget er:

Men jeg får lyst til – for jeg ved ikke hvilken gang – at slå det fast, at vi er på afveje, når vi forsøger at koble den moderate muslim sammen med den fanatiske og ekstreme.

Det er et klart mål. Og det synes jo at være selvindlysende. Men det må alligevel have det modsvar, at vi også er på afveje, når vi forsøger at frakoble de moderate muslimer fra de fanatiske. Et eksempel på faren ved en sådan frakobling ser man her for nylig i Holland. Geert Wilders har set sig nødsaget til at aflyse alle sine valgmøder op til valget. Der har vist sig at være en læk i sikkerheden omkring ham. En marokkansk/hollandsk mand var blevet ansat i den tjeneste, der sørger for sikkerheden omkring Wilders, se her. Og han havde altså givet oplysninger videre til mørke kræfter, der kunne tænkes at ville Wilders tillivs.

Man tager sig til hovedet. Hvordan kan dog nogen finde på at ansætte en mand med marokkansk baggrund til at sørge for Wilders sikkerhed? Det er jo muslimer, der er ude efter Wilders. Og folk fra Marokko plejer at være muslimer.

Svaret er, at det er folk, der er lige så naive som Schwalbe, der har gjort det. De vil for alt i verden ikke kunne beskyldes for diskrimination mod muslimer. Derfor mener de, det er helt forkert at koble moderate muslimer sammen med ekstreme. I dette tilfælde havde det nu været klogt, omend måske ikke politisk korrekt.

Så til de 10 sandheder, der er forkerte.

1. Religiøs fordybelse fører ikke per definition til religiøs fanatisme eller ekstremisme.

Læg mærke til udtrykket ”per definition”! Med det udtryk mener Schwalbe at have sikret sig. Men med det udtryk viser hun også, at det er en stråmand, hun bekæmper. For hvem vil hævde, at det altid vil gå sådan, at den, der fordyber sig i en religion, bliver fanatiker?

Og læg også mærke til, at hun jo her ikke siger, at det er islam, hun tænker på med ordet ”religion”. Det kommer først frem i den næste ”sandhed”. Og det afslører hendes taktik, eller hendes snyd: Når hun taler om ”religion” i stedet for ”islam”, skyldes det, at hun vil overføre kristendommens fredelighed til islam.

2. Husk nu på, at størstedelen af ofrene for terror er muslimer. Både hvad angår liv og forråelse af en religion.

Hun har besluttet sig til, at hun ikke må sige, at terroristerne er muslimer. Men ofrene kan hun godt udtale sig om. Og det er jo da ganske mærkeligt, at størstedelen af ofrene for de muslimske selvmordsbombere er andre muslimer. Men man må dog føje til, at når hun – og i mindre grad vi andre – undrer os over det, skyldes det vores uvidenhed og vores ulyst til at erkende islam som en magtreligion. Netop fordi islam baserer sig på magt, kan der opstå stridigheder, der kun kan ”løses” med den ene parts udryddelse. Og da shiaerne endnu ikke har haft held til at udrydde alle sunnierne, og sunnierne heller ikke shiaerne, fortsætter denne uløselige konflikt.

Med den sidste sætning mener Schwalbe vistnok, at muslimerne er ofre i den forstand, at de får deres religion forrået. For hun går fejlagtigt ud fra, at når der findes moderate muslimer, findes der også en moderat islam. Men det er ønsketænkning fra vores side – og fra de moderate muslimers side.

3. Ekstremister og folk der vil tage eget og andres liv i kampen mod demokratiet, er ikke kristne, muslimer eller andet. De er først og fremmest de største kujoner af alle.

Som sagt har Schwalbe besluttet sig for, at hun ikke må sige, at terroristerne er muslimer. Imidlertid véd vi jo alle, at det kun er muslimer, der udøver deres terrorvirksomhed som selvmordsbombemænd. Kun muslimer har af deres religion fået den opfattelse, at de uden videre opnår en plads i paradiset, hvis de dør i kampen for islam. Og der er temmelig mange koranord og haditter, der siger, at det forholder sig sådan. Så påstand tre er et bevidst forsøg på at vildføre os, eller lulle os ind i ønsketænkningens drømmetåger.

4. I min optik, har mine muslimske venner lige så meget til fælles med terrorister som mine etniske danske venner har. Ingen af os har noget med ideen bag terroren at gøre.

Her dukker det samme forsøg på vildførelse op. Men ikke for det, man forstår da godt, at det for hende er ganske umuligt at forstå forbindelsen mellem den almindelige, fredelige muslim og terroristen. Det er det jo også for os andre. Vi er blot nået frem til den konklusion på vore erfaringer, at der må være en forbindelse. Kunne vi blot blive klar over den, kunne vi måske finde en kur mod radikalisering af unge muslimer. Men det er hidtil ikke lykkedes.

Forøvrigt vender ”sandhed” nummer 4 tilbage til nummer 1 og viser, at denne var uærligt ment. Schwalbe véd godt, at en måde at opdage en radikalisering på hos muslimer er at iagttage, om de fordyber sig i deres religion, om de anlægger sig skæg, om de giver sig til at bede de foreskrevne gange, om de går til fredagsbøn i moskéen, osv. Men hun vil ikke være ved denne viden, for så er der jo en sammenhæng mellem islam og terror. Og det må der endelig ikke være.

5. Ingen skal undskylde for noget, som de ikke har gjort.

Igen en stråmand! Vi forlanger ikke af moderate muslimer, at de skal undskylde eller tage ansvar for deres medmuslimers terrorhandlinger. Men vi havde i hvert fald tidligere en formodning om, at de kunne hjælpe os med at finde forbindelsen fra den moderate islam til den voldelige ditto. Men det har vist sig, at de moderate muslimer i de fleste tilfælde er mere optaget af at frikende islam for at være en magtreligion end af at hjælpe os i vor søgen efter en forklaring. De tænker kort sagt lige så forkert om islam som Camilla Schwalbe. Og det er ikke til nogen hjælp.

6. Vi må ikke blive kilden til had, fordi vi lader moderate muslimer tage skylden for gale mørkemænds værk.

Disse ”gale mørkemænd” er altså muslimer, de siger det selv, når de råber deres ”Allahu-ahbar”. Men denne sandhed må vi endelig ikke sige højt, for gør vi det, får vi de moderat muslimer til at hade os.

Det er en absurd tankegang. Det fortælles, at en stor mængde politifolk var opmarcheret i en sidegade til Rinkeby Torv, hvor der her for nylig var store uroligheder af de muslimske bander. Men politiet greb ikke ind, selv om de efter iagttageres mening skulle have været stærke nok til det. Én har forklaret den manglende indgriben med, at man ikke ville provokere ”de unge”. Ærlig talt, jeg troede, at en sådan bagvendt forklaring kun kunne foregå i Sverige. Men Schwalbe er åbenbart leveringsdygtig i en tilsvarende forklaring på denne side af Øresund: Vi må endelig holde den sandhed tilbage, som vi tydeligt kan se for os, for hvis vi siger det, som det er, er vi årsag til, at moderate muslimer begynder at hade os.

7. Man kan ikke bede et menneske om at tage skyklapperne af, hvis mennesket ikke ved, at han har dem på.

Det er en lidt mærkelig grundsætning at have. Heldigvis er den løgn. Hvad jeg her er i færd med, er at fortælle Schwalbe, at hun har skyklapper på. Hun kan tydeligvis ikke selv se det. Ikke desto mindre har hun dem altså. Og ikke desto mindre er hun påvirkelig af mine overvejelser, for det er ikke hende, der har logikken med sig, og når hun rammes af sådanne logiske overvejelser, også fra andre end mig, kan der ske det, at hun når frem til at kunne se sin egen fejlagtige opfattelse. Mere idiot er hun ikke.

På hendes blog er der én, der har svaret på hendes spørgsmål om, hvad der er i vejen med islam, se her. Svaret lyder, at hun har en mening om islam, men ikke har gidet sætte sig ind i, hvad den står for. Og det er rigtigt set.

8. Enten er al religion ude af offentlige institutioner eller også er alle religioner tilladte. Alt andet er diskrimination.

Nå, Camilla Schwalbe skal også lige lufte sin mening om bederum på offentlige institutioner. Den diskussion lader vi ligge i denne omgang.

9. Et land kan ikke være religiøst. Et menneske kan være religiøst.

Her skal kristendommen igen levere dækning for islam. Nej, her i Vesten kan et land ikke være religiøst. For her har kristendommen rådet igennem mange hundrede år, så her er lovgivningen ikke baseret på nogen åbenbaret lov, men på de love, man kan diskutere sig frem til i diverse parlamenter.

Men i de muslimske lande er lovgivningen baseret på det muslimske lovkodeks: sharia, og dèr giver det god mening at kalde landet muslimsk. I Iran har de f.eks. indført den lov, at det muslimske hovedtørklæde skal bæres af alle kvinder i det offentlige rum, også de kvinder, der inviteres ind til landet, f.eks. som deltagere i en skakturnering. Når det har kunnet gennemføres, skyldes det, at landet er muslimsk.

10. Den største fare for radikalisering er ikke selve religionen, men at vi polariserer og ekskluderer muslimer.

Skyklapperne forhindrer Schwalbe i at se, at det forholder sig omvendt af, hvad hun her siger. Det er ikke os, der polariserer og ekskluderer muslimer, det er muslimerne selv, der gennem deres religiøse krav selv stiller sig udenfor samfundet. Og så er det ligegyldigt, hvilket religiøst krav, vi taler om. Særlige krav til maden, særlige regler for kønnenes omgang med hinanden, specielle badetider for kvinder i offentlige svømmehaller, følelser af krænkethed ved kritik af deres religion, altsammen er det blevet dagligdag i Danmark, men altsammen er det også med til at udsondre muslimer fra det danske samfund, eller – med Schwalbes ord – med til at polariere og ekskludere muslimer.

Schwalbes slutbemærkninger viser, hvor tæt skyklapperne sidder på hende:

Der bor 250.000 muslimer i Danmark, hvordan er vi havnet dér, hvor vi ikke ser på dem som ligemænd? Hvorfor er nuancerne forsvundet?

Der er meget på spil. Vi polariserer og graver grøfter i stedet for at bygge broer. Vores sammenhængskraft er i fare. Vi har alle en forpligtelse til at tage ansvar for vores ord og gerninger. Det ansvar har ingen farve eller religion, det gælder alle mennesker.

Ser vi ikke på muslimerne som ligemænd? Nej, for de vil selv ses på som anderledes, som frommere, mere gudhengivne end vi vantro danskere. Ligegyldigt, hvor mange broer vi forsøger at bygge, de støder alle på disse særkrav fra muslimsk side, som ødelægger sammenhængskraften i samfundet.

Til sidst en kommentar til påstanden om, at vi har ansvar for vores ord og gerninger:

Schwalbe mener, at hun tager ansvar ved at holde sandheden tilbage, en sandhed, som hun vist egentlig godt kender. Men er det ikke at betragte muslimerne som børn? Ville det ikke i højere grad være udtryk for, at vi betragter muslimerne som mennesker, hvis vi i stedet for at holde sandheden tilbage af frygt for, at de ikke ville kunne tåle at høre den, lod dem vide, hvad vi som nogenlunde fornuftige mennesker mener om deres religion?

Schwalbes holdning er velment og imødekommende, men lokker i virkeligheden muslimerne til at forblive i et uforløst forhold til deres religion. Der kommer ingen ægte dialog ud af det, hvis vi ikke tør give udtryk for den sandhed, som forekommer os indlysende, og vi hjælper ikke muslimerne til at få et mere naturligt forhold til deres religion – hvis det i det hele taget er muligt – ved at tale den efter munden.

Udgivet i Islam, Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Ufuldstændig argumentation

Den fremmede Luther 16

Ved et foredrag om Luther, som jeg hørte fornylig, blev Luthers djævletro og hans påstand om paven som antikrist nævnt. Men det blev nævnt, uden at der blev gjort noget forsøg på at bringe argumentationen til afslutning. Det forblev uklart, hvorfor han så djævle her og dèr, og hvorfor han betragtede paven som antikrist. Det lød nærmest, som om det var en uomgængelig og for os uforståelig del af hans middelalderlige arv.

Det med djævelen skal jeg ikke gøre noget ud af. Derimod vil jeg godt gøre lidt mere ud af dette med, at Luther kalder paven antikrist. Det er på ingen måde en tilfældighed, heller ikke bare et skældsord, som Luther affyrer i sin vrede.

For det første tog det lang tid for Luther at nå frem til dels selv at erkende, at paven måtte være antikrist, dels at turde sige det offentligt. Og det var hele tiden pavens handlinger, Luther havde for øje, når han bedømte ham til at være antikrist.

Det, Luther vendte sig imod hos paven, var hans magtarrogance. Det var noget, han følte særdeles tydeligt efter hans forhør gennem kardinal Cajetan i Augsburg i oktober 1518. Cajetan mente, at det skatkammer, hvorfra paven uddelte aflad, ikke kunne være tomt, sådan som Luther havde antydet i sin forklaring til tese 58, se her. For om der så ikke var helgener, der havde overskydende fyldestgørende gerninger, så havde i hvert fald Kristus det. Luther mente nu ikke, at disse gerninger kunne bruges som input i pavens skatkammer, og han hævdede, at dette punkt ikke var vedtaget af noget koncil, så selv om han nægtede det, var han ikke en kætter.

Denne lille ordstrid førte med sig, at paven, da Cajetan var kommet tilbage til Rom, udstedte en bulle, hvorigennem han egenmægtigt fastslog, at det fremover skulle være kirkens lære, at kirkens skatkammer kunne fyldes op af Kristi overskydende fyldestgørende gerninger, se her.

Det undrede Luther sig noget over. For det skete, uden at paven på nogen måde rådførte sig med biskopperne. Paven påtog sig altså uden videre koncilernes magt til at fastsætte kirkens tro. Det fik Luther til i et brev til sin ven, Wenceslaus Link, den 11-12 1518, at skrive, at han har en anelse om, at den sande antikrist hersker i den romerske kurie, se her.

Det er første gang, man træffer den antagelse hos Luther. Og som man ser, kommer den ikke ud af ingenting, men skyldes pavens ligegladhed med argumenter, skyldes den arrogance, hvormed han påtager sig retten til at afgøre falsk og sandt i kirken.

Alligevel kan han i januar 1519 skrive om romerkirken, at Gud har et særlig godt øje til den på grund af de mange martyrer, den har haft, og at man ikke skal skille sig fra den, selv om det nok kunne stå bedre til med den, se her. Det skyldtes nok, at kardinal Karl von Miltitz formåede at få begge parter til at holde inde med angrebene, hvilket Luther gik med til. Dog kan man ikke på den måde standse en nødvendig diskussion, og den fortsatte kort efter, vistnok ikke fordi Luther brød aftalen.

I hvert fald kommer det i begyndelsen af juli 1519 til en disputation i Leipzig mellem Johan Eck og Luther. Forinden udsender Luther en resolution over paveembedet, og det er bemærkelsesværdigt, at han deri bruger Rom 13,1ff for at vise, at han betragter paven som sin overordnede, som han er pligtig at adlyde, se her, også selv om denne overordnede optræder uretfærdigt.

Og i disputationen senere fremhæver han en mærkelig ting ved koncilserklæringen fra Konstanz: den nævner en række sætninger af Huss, men siger ikke om dem alle, at de er kætterske, se her. Det har Luther opfattet som upræcist og som en vis magtarrogance udøvet af koncilet. Men da paverne benytter sig af den samme udtryksmåde, kan Luther senere angribe dem for den samme overlegenhed.

Men foreløbig får alle de indvendinger, han i disputationen kommer med mod pavemagten og dens historie, ham ikke til at fravige sin forpligtelse til at adlyde paven. Han får godt nok en bog af de bøhmere, der var til stede ved disputationen, Jan Huss’ bog ”de ecclesia” (om kirken), men den tager han sig vist ikke tid til at læse foreløbig.

Vi skal i hvert fald helt frem til den 14. februar 1520, før Luther i et brev til sin gode ven, Georg Spalatin, skriver: ”vi er alle hussitter”, se her. Huss’ bog er ret kritisk overfor paven, så måske Luther er blevet påvirket af ét og andet deri.

Men den afgørende påvirkning kommer først kort efter. Den 24. februar skriver han igen til Spalatin. Han har læst sin humanistiske medkæmper Ulrich von Huttens genudgivelse af den italienske humanist Laurentius Vallas bog om ”Det konstantinske Gavebrev”. Og nu hedder det direkte, at han næsten ikke tvivler på, at paven er selve antikrist, se her.

Dette ”konstantinske gavebrev” var en skrivelse, som pavestolen gennem mange hundrede år havde påberåbt sig for at kunne hævde, at paven i virkeligheden var den højeste lensherre i Vesten, hvem alle konger og kejsere skyldte lydighed. Der var tale om en skrivelse, som kejser Konstantin havde sendt til den romerske pave, da han flyttede hovedstaden til Konstantinopel. Og det, Laurentius Valla (1407-1457) påviser, er, at dette brev er et falsum. Og, synes Luther at tænke, når pavestolen gennem så lang tid har kunnet bygge på en løgn, må paven være antikrist selv, den person, der er omtalt i 2 Thess 2,3f som lovløshedens menneske, der sætter sig i Guds tempel.

Luther véd godt, at dette er en meget oprørsk tanke, og foreløbig er den jo også kun fremsat overfor en god ven. Først sidst i marts vover han at antyde det offentligt, nemlig i en gendrivelse af nogle artikler, som universiteterne i Køln og Løven (Louvain) har rettet imod ham. Men her hedder det kun, at han er meget optaget af, at antikrist enten allerede hersker eller én af dagene vil komme til at herske, se her.

I et skrift fra maj 1520 ”Om pavedømmet i Rom” kan Luther siger, at paven raser og gebærder sig, som om han var antikrist, se her. Men selv om det nok gærer og bobler i Luthers sind, holder han sig foreløbig i skindet, når han udtaler sig offentligt. Opfattelsen af paven som antikrist er ikke noget, han er kommet let til.

Og tanken om, hvad man skal gøre, hvis det er rigtigt, at paven er antikrist, nager og piner ham også. Antikrist er jo djævelen selv, og djævle bekæmper man, om nødvendigt med vold. Det var man i hvert fald vant til at mene. Og det mente Luther måske også her i sit livs gæringstime. For i juni 1520 blusser alle disse forestillinger op i ham.

Han modtager nemlig et skrift, udgivet af hans ”gamle” fjende, Sylvester Prierias, pavens hofteolog, som tidligere havde skrevet imod ham. Dette skrift genudgiver Luther med en række randbemærkninger knyttet til det plus en indledning og en efterskrift.

I indledningen skriver han:

Hvis man i Rom mener og lærer således fra de lærde paver og kardinalers side, hvad jeg ikke håber, så udtaler jeg gerne med dette skrift, at han er den sande antikrist, der sidder i Guds tempel og hersker i dette purpurrøde Rom, og at den romerske kurie er Satans synagoge. Hvad skal jeg sige? Sylvester gør en hvilkensomhelst pave, også en ugudelig pave, til gud for os, og styrken i de guddommelige skrifter, det vil sige, kraften i Guds ord, som er Gud selv, hævder han afhænger af dette menneskes autoritet, også selv om han er ugudelig, skønt dog alle er enige om at fastslå, at pavens autoritet har sin styrke fra dette ‘Du er klippen’ og ‘Vogt mine får’, det vil sige, enige om, at skriftens autoritet ikke afhænger af pavens autoritet, men pavens autoritet af skriftens. (Se her).

I efterskriften er han hårdere endnu:

Mig forekommer det, hvis romanisternes rasen fortsætter således, at der ikke er andet middel tilbage end at kejseren, kongerne og fyrsterne, som er forsynet med magt og våben, angriber disse verdens pestbærende mennesker, og afgør sagen ikke mere med ord, men med våben. … Hvis vi straffer tyve med pisk, røvere med sværd, kættere med ild, hvorfor skulle vi så ikke meget snarere med alle våben bekæmpe disse fordærvelsens lærere, disse kardinaler, disse paver og hele denne romerske hob romersk sodomi, som uden ende korrumperer Guds kirke, og vaske vore hænder i deres blod, som mennesker, der vil befri os selv og vore fra en omfattende og for alle farlig ildebrand? (Se her).

Godt nok skriver han begge steder et ”hvis”: ”hvis romanisterne fortsætter sådan”, og godt nok stiller han det op som et spørgsmål til overvejelse, om man ikke burde bruge magt overfor romanisterne, men der er vist ingen tvivl om, at han på det tidspunkt ikke har set anden udvej end krig og blodsudgydelse. Det har raset og gæret i ham i hvert fald fra februar dette år, han har lagt to og to sammen utallige gange, og hver gang er han kommet til det samme resultat: paven bærer sig ad, så han lader hånt om alle menneskelige ordninger, han nægter at være på niveau med andre i kirken, vil partout være den, der enerådende bestemmer alt, og værst af alt: han vil have eneret på fortolkningen af skriften, stik mod den humanistiske tradition, som Luther var oplært i. Ergo: Paven må være antikrist.

Men én ting er, at der ikke er længer nogen tvivl i Luthers sind om, at paven virkelig er antikrist. Men så dukker jo øjeblikkelig det næste spørgsmål op: hvordan skal man reagere på det? Hvordan skal han reagere på det? For han er jo nu en person, man lytter til, han er en person, der er i strid med selveste antikrist, hvad skal han dog gribe og gøre i? Hvad skal han anbefale andre at gøre? Er der anden udvej end at slå ihjel og slå ihjel og vaske sine hænder i romanisternes blod?

Da sker underet. Luther bliver omvendt.

På ét eller andet tidspunkt i juni 1520 bliver Luther klar over, at voldsvejen er ufarbar, ja er imod evangeliet. Det har han måske hele tiden været klar over, men de mange overvejelser i foråret 1520 har, synes han, lukket alle andre muligheder. Og derfor har han i skriftet mod Sylvester leget temmelig meget med voldstanken, for ikke at sige: direkte anbefalet den mulighed. Men disse tanker, som han altså havde tumlet ganske meget med, og som førte frem til tanken om voldsanvendelse imod romanisterne, bliver på én eller anden måde tilintetgjort. Og det sker mellem den 13. og den 23. juni.

Den 13. skriver han til Spalatin, at Sylvesters skrift (med hans randnoter) er i trykken. Det svarer måske ikke helt til, at skriftet selv er forsynet med datoen den 26. juni. Men måske man kan gå ud fra, at Luther ikke arbejder mere med det efter den 13.

Han har allerede i begyndelsen af juni bekendtgjort i breve, at han vil udgive et skrift til den tyske adel. Men hvad det skal indeholde, har han ikke skrevet noget om. Det synes at være blevet færdigt den 23. juni, for denne dato sender han et trykt eksemplar til Amsdorf, hvem skriftet er dedikeret til. Dog foreligger skriftet først færdigt i sin helhed i begyndelsen af august, så man skal måske snarere tænke sig, at Luther, som han ofte ellers har gjort, har skrevet løs på de senere kapitler, mens de første blev sat og trykt.

Hvorom alting er, der er en verden til forskel mellem de anbefalinger, han giver i Sylvester-skriftet, og dem, han giver i skriftet til den tyske adel. I Sylvester-skriftet anbefaler han voldshandlinger, i adel-skriftet er enhver voldshandling som støvsuget bort.

Hvordan kan det gå til?

Jeg har andetsteds forsøgt at tolke Luthers omvendelse fra voldstilhænger til voldsmodstander, se her. Så jeg vil ikke her gå det efter i detaljer. Men jeg er jo nok nødt til at indrømme, at jeg står ret alene med denne iagttagelse. Jeg har i hvert fald ikke truffet andre, der deler den. Julius Köstlin, af hvis store værk om Luther jeg har lagt en del ud på nettet, ser ikke noget problem her, se her, Peter Severinsen, hvis forord til ”Luthers Liv og Hovedværker” også ligger på martinluther.dk, heller ikke, se her. Og – for at tage de mere moderne – hverken Volker Leppin eller Heinz Schilling gør noget ud af modsætningen mellem voldsopfordringen i Sylvester-skriftet og den manglende ditto i adel-skriftet.

Så derfor vil nok nogen spørge, om det ikke er mig, der ser syner?

Åh jo, måske. Men jeg kan ikke komme bort fra, at det altså er to forskellige holdninger til kirkens problemer, der kommer frem i de to skrifter. Og som det også fremgår af mit føromtalte forsøg på at tolke Luthers omvendelse, giver jeg ikke meget for hans senere forklaring overfor Hieronymus Emser, se her.

Og man skal måske forklare den manglende opmærksomhed på denne modsætning med det forhold, at alle lutherske forskere indtil for forholdsvis nylig har skullet skele lidt til katolikkerne: Hvordan vil de mon kunne bruge denne oplysning om Luther imod os? Det behøver vi gudskelov ikke mere, men det Luther-billede, som blev dannet på den tid, har det med at hænge ved. Og føler man det naturligt at operere med et Luther-billede, hvorefter Luther altid er på det rene med, hvad han mener, og hvor han vil hen, så er det nok lidt svært at håndtére en Luther, der er i dyb tvivl.

Men til sidst: Om man skal medtage denne lutherske omvendelse eller ej, lad det blot stå hen i det uvisse, i denne sammenhæng er det væsentligste dette, at det tog lang tid for Luther at nå frem til den tanke, at paven var antikrist, og endnu længere tid – i hvert fald endnu flere angstfyldte overvejelser – at finde frem til, hvad man skulle stille op for at redde kirken ud af antikrists klør.

Der var på ingen måde tale om et uovervejet vredesudbrud.

Udgivet i Historie, Luther | Tagget | 3 kommentarer