Tre logikker

Jeg læste en dejlig kronik i Jyllands-Posten forleden, se her. Den handler om en mor, der er på tur i Japan med sine to teenage-drenge. (Hvem kronikforfatteren er, fremgår desværre ikke af hjemmesiden). Hun beskriver de vanskeligheder, hun har med at holde styr på sine unger:

Konflikter for fuld spade er et pænt gennemgående element, når man har børn. Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har forsøgt at dæmme op for dem ved at stille dem dette enkle spørgsmål:

»Vil du have ret? Eller relationer?«

Blandt søskende ser man ofte, at de ni trin på konflikttrappen gennemgås hurtigere end man som forælder kan nå at sige stop, før situationen er landet på ”total destruktion”. På dette tidspunkt er de begge ofte så langt ude ad en tangent, at de er nærmest umulige at nå på et logisk, rationelt niveau set i forhold til det helt konkrete problem, der egentlig startede konflikten. Og så er det, at det meget let kommer til at handle om at få ret, mere end om at få løst konflikten. Eller – endnu mere utopisk – at have fokus på at have det godt sammen. Uden at det nødvendigvis betyder, at den ene eller den anden behøver at give op på egne behov eller standpunkter. Som Løgstrup så fint påpegede, er demokrati skikkelig uenighed, og det kan vi alle bruge som inspiration til enhver relation vi indgår i.

Jeg selv har i den religionsfilosofi, på baggrund af hvilken jeg udøver mine teologiske tanker, opereret med nogle af Løgstrups tanker. Blot er det en anden del af hans tankeverden, jeg har taget til mig og forbedret en smule. Det er de tanker, han fremfører i Opgør med Kierkegaard, hvor han første gang opstiller teorien om de suveræne livsytringer, barmhjertighed og tillid. Den finder jeg fremragende, fordi han dèr på overbevisende måde viser, hvordan vi kan gribes bagfra, uden at vores vilje er involveret i det. Som modsætning til disse suveræne livsytringer skildrer han dèr også de kredsende livsytringer, fornærmelse, skinsyge og misundelse (side 92f).

Imidlertid gør han ikke meget ud af det spørgsmål, jeg vil betragte som det afgørende: Hvordan går det til, at et menneske kommer ud af sin kredsende livsytring og over i de suveræne livsytringer?

Denne mangel har jeg afhjulpet med min sprogspilsteori. Den går ud fra, at det, der besætter os bagfra både i de suveræne og i de kredsende livsytringer, er sproget. Blot er det to forskellige dele af sproget, to forskellige logikker eller to forskellige sprogspil, der besætter os. I de kredsende livsytringer er det det sprogspil, jeg har kaldt ”det juridiske”, der besætter os. Og vi er virkelig lukket inde i f.eks. misundelsen, for det sprogspil, vi bevæger os i, har ikke logik fælles med det sprogspil, der styrer os i de suveræne livsytringer, et sprogspil, som man passende kan benævne ”relationssprogspillet”, fordi det bruges i de relationer, vi står i til andre mennesker.

Jeg har delvis fundet bekræftelse på min teori hos Habermas. Når læreren kommer ind i klassen og siger til den elev, der sidder nærmest ved vinduet: ”Luk vinduet!”, så ligger der i denne ytring – eller den sproghandling, som Habermas ville sige – tre gyldighedskrav: Der ligger et krav om gyldighed i det videnskabelige sprogspil, som beskæftiger sig med, hvordan verden ser ud: vinduet er åbent, ellers er det jo meningsløst at bede om at få det lukket. Og der ligger et krav om gyldighed i det sociale sprogspil (det, jeg har kaldt det juridiske sprogspil): Læreren har myndighed til at give en sådan befaling. Endelig ligger der et krav om gyldighed i det, jeg her kalder relationssprogspillet: Læreren er sanddru, han er ikke ude på noget, han har ikke skjulte hensigter med netop denne elev.

Det sidste er noget, man må tro på, ikke noget, der kan bevises. Og selv om Habermas ikke gør noget særligt ud af dette, er det netop noget, der i høj grad interesserer mig: Alle menneskelige talehandlinger stiller krav om gyldighed på det område, dvs., vil hævde, at de er oprigtigt mente. Hvilket videre vil sige, at de kræver tro for at kunne fungére. Vi tænker ikke over det, men vor dagligdag er fuld af tro.

Tilbage til de to teenagere!

Deres mor har jo ret, når hun stiller dem overfor alternativet: ”Vil du have ret eller vil du have relation?” For når man i sin rethaveriskhed graver sig ned bag juridiske mure og bliver ved med at pukke på, hvordan man selv har ret, men modparten uret, så har man glemt alt om den relation, man står i. Vi kender det fra vore ægteskaber, og vi kender det fra familieforhold i det hele taget. Og det, der gør, at man her kører ud ad en tangent, er netop det forhold, at man bagfra er styret af sproget, altså af den del af sproget, der har med jura og rettigheder at gøre, og at den del af sproget ikke har logisk forbindelse til den del, der har med relationer at gøre. Derfor er det så vanskeligt at komme ud af denne kredsende livsytring.

Det, som hun siger til sine drenge, kunne faderen til de to sønner i Jesu lignelse om den fortabte søn, også sige til sin ældste søn, da han vægrer sig ved at gå ind til den fest, faderen har foranstaltet for den hjemvendte yngste søn. Sønnen siger jo: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham”. (Luk 15,29f). Og at dette udsagn viser, at den ældste søn føler sig uretfærdigt behandlet, er nemt nok at blive klar over. Vi bliver jo klar over det ud fra det, han siger. Eller – sagt med mine begreber – vi finder ud af, at han tænker i det juridiske sprogspil; det drejer sig om retfærdighed; han mener, han skal have det samme som den yngste søn får.

Og vi kan også nok forstå – fordi vi selv har erfaret det – at er man først kommet ind i sådanne tankegange, så er der tale om kredsende tankegange, de er ikke til at komme ud af. Man er besat af denne retfærdighedstænkning, man kan ikke tænke andre tanker end retfærdighedstanker. Med mine ord: man er låst inde, for retfærdighedssprogspillet har ikke logik fælles med relationssprogspillet.

Jamen, hvordan kommer man så ud af denne spændetrøje?

Det gør man derved, at en anden taler et ord til én. Det kan f.eks. være moderens ord: ”Vil du har ret eller vil du have relation?” Eller det kan være faderens ord i lignelsen: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet”. Vi kan tænke os, at begge sprogspils logik ligger som et mønster i hjernen på os (altså på os allesammen). Og ved at høre et ord i relationssprogspillet, kommer dette hidtil latente sprogspil i spil; ellers kan vi jo ikke forstå det, der bliver sagt. Og det kan så blive anledningen til, at vi befries fra vor kredsende livsytring.

Det er ikke sikkert, at moderen her har tænkt på Jesu lignelse. Hun har blot gjort de almenmenneskelige erfaringer, som lignelsen afbilder. Hun skriver hen mod slutningen:

Det er ikke underligt, at vi som individer har brug for at have ret. Det er helt basalt knyttet til overlevelse. Men det er relationer som sagt også, så derfor er det vigtigt for os alle at få løst konflikterne hurtigst muligt ved at blive enige om en fælles dagsorden, som gør, at vi både kan have ret og relationer. Samtidig.

Sproget er det middel, vi har til at opnå begge dele.

Ved at bruge sproget til nysgerrigt at undersøge den andens behov, drømme, ønsker, motiver, og ved at bruge det til selv at give udtryk for ens egne, kan der skabes en fælles platform for en drøm, en situation, som begge parter kan deles om.

Og det er jo en ganske udmærket formaning at få. Nå ja, ”formaning”, noget sådant vil hun formodentlig ikke kalde sine anbefalinger. Men det er nu det nytestamentlige udtryk for det, man gør. Blot er jo altså en formaning af den art anderledes end de sædvanlige ”pas nu på”, ”husk nu det” og ”se dig nu for”. Formaninger, nytestamentligt forstået (og forstået ud fra min teori) er forsøg på at få tilhørerne ført over fra retfærdighedssprogspillet til relationssprogspillet.

Paulus’ breve afgiver to eksempler på dette at komme ud af retfærdighedstankegangens spændetrøje, det ene positivt, det andet negativt.

Det positive stammer fra 1 Kor 6,1-8. Her bebrejder Paulus menigheden, at to af dens medlemmer er blevet så uenige om ét eller andet, at de har indbragt deres uenighed for den romerske dommer. Sådan skal det ikke være, siger Paulus, I skal naturligvis gøre som jøderne: I skal selv være dommere i jeres indbyrdes uenigheder. Og ikke sandt, ud fra min udmærkede sprogspilteori lader det sig let se, at Paulus sidder fast i retfærdighedssprogspillets fangarme; at de to uenige burde komme tilbage i menighedens relation, ser han ikke. Men så kommer han til i vers 6 at sige, at broder fører sag mod broder, og den beskrivelse er jo korrekt nok. Men den er tillige en absurditet i den kristne menighed, hvor man jo tænkes at være én stor familie.

Og så ”omvendes” Paulus, så springer han pludselig fra det ene sprogspil til det andet, så er hans næste ord en opfordring til hellere at lide uret end påføre en broder tab. Det er nok ordet ”broder”, der har fået det hidtil sovende sprogspil i hans hjerne til at aktiveres. Men man må nok medtænke den klang, dette ord har i menigheden, eller medtænke de formaninger i form af Jesus-ord, der florerer i menigheden, f.eks. ordet fra Matt 5,38f om at vende den anden kind til. Det ord henvises der korrekt til i den danske bibeloversættelse, og det gør unægtelig kind-ordet mere overkommeligt, men dermed også sværere at komme udenom, end når man betragter det som en stramning af loven til det uoverholdelige. (Se evt. her for en nærmere omtale af dette forhold!)

Men altså, i dette tilfælde var den tidligere jøde, Paulus, heldig. Han begyndte sin formaning som jøde, men endte den som kristen. Han hørte et ord, der sagde: ”Vil du have ret eller vil du have relation?”, det ord omvendte ham, og dette ord kunne han videregive til korintherne.

I det andet tilfælde, jeg skal nævne, gik det anderledes. Jeg tænker på hele afsnittet 2 Kor 10-13. Her har min sprogspilteori ført med sig, at jeg er kommet til at betragte dette afsnit som et udtryk for, at Paulus er jaloux på de fremmede apostle, der i hans fravær har besøgt Korinth. Men jeg skal blankt indrømme, at jeg vist er den eneste nytestamentler (hvis jeg tør kalde mig det), der ser sådan på denne spændende brevdel. Jeg har gjort rede for det i en længere afhandling her, som er dødkedelig, og i en lidt kortere her, som kun er kedelig.

Begge afhandlinger søger at nedbryde den opfattelse af Paulus som den store, urørlige guru, der præger så at sige alle nytestamentlere. Et sådant overmenneske var han ikke, hævder jeg, han var et almindeligt menneske som du og jeg, og han var først og fremmest et menneske, der levede intenst med i menighedens liv, elskede dens medlemmer, ligesom han mente sig elsket af dem.

Men som et sådant almindeligt menneske var han også offer for den jalousi, der kan gribe folk, der er optændt af den store kærlighed. Og at han er grebet af jalousi, kan ses af det sprog, han benytter sig af: det er retfærdighedssprogspillet, han tænker i og argumenterer ud fra.

Han sammenligner sig bl.a. med disse fremmede apostle. Han har ganske vist hævdet, at den, der roser sig, skal rose sig i Herren (2 Kor 10,17), men dels sker det lige efter, at han så sandelig har både sammenlignet sig med de andre og nedtrampet deres eventuelle ros, dels tager han roseriet op igen i kap 11 og det endda til den store guldmedalje, især fra vers 22, se 2 Kor 11,22.

Men måske det tydeligste ”bevis” (i gåseøjne, for det er og bliver jo en skønssag) på, at han er jaloux, ses i 2 Kor 12,11, hvor Paulus’ egentlige nød kommer frem: han føler sig svigtet af sine medkristne i Korinth; de har ikke rost ham overfor de fremmede apostle, men måske i virkeligheden, føler han, bagtalt ham, se f.eks. 2 Kor 10,10.

Jeg skal nok også lige bemærke, at Paulus’ farisæiske trang til at prale har forekommet oversætterne af 1992 lidt for tydelig. De har derfor ændret den gamle oversættelses ”rose mig” til 1992-oversættelsens ”være stolt af”. Og sandt nok, derved tilsløres det i nogen grad, at Paulus sammenligner sig med de andre med et – mener han selv – ikke helt ringe resultat. Men ”rose mig” var nu en lige så god oversættelse af det græske.

Men efter min mening er der en god evangelisk pointe i at læse denne del af brevet som et udslag af jalousi.

Der er nemlig dem, der udlægger Jesu ord fra forrige søndags tekst om, at vi alt for ofte overser den bjælke, der sidder i vort eget øje, når vi er ivrige efter at fjerne den splint, der sidder i næstens øje (Luk 6,41f), på en måde, så det bliver ganske umuligt at forkynde evangelium for vore muslimske landsmænd. ‘Hvad er det for noget?’, siger man, ‘kan vi virkelig bilde os ind, at vi er bedre end muslimerne?’

Og her kommer så Paulus’ jalousi ind i billedet. For dermed siges jo, at selv de største iblandt os kristne kan gå fejl i byen, kan gribes af den farisæisme, som Jesus så vedholdende advarer imod. Det er derfor, vi føler os nødsaget til hele tiden at underlægge os Jesu ord, om vi dog ikke kunne rammes af hans formaninger, så den forbandede selvretfærdighed kunne drives ud. Selv kan vi jo ikke gøre det, men det kan ske ved mødet med hans lignelser og formaninger.

Dette at leve i relationer er jo et almenmenneskeligt fænomen. Derfor er også det at kunne gribe af de kredsende livsytringer et fænomen, der kan gribe både muslimer og kristne. Spørgsmålet er derfor ikke, om kristne gribes mindre end muslimer, men spørgsmålet er, om vi har en religion, der kan danne en god modgift mod disse livsytringer, vel først og fremmest farisæismen. Og det har vi kristne, men islam har det ikke. Islam har helt ”glemt” den del af sproget, der har med relationer at gøre. Islam er et lovsystem, der bestemmer, hvad der er haram og halal. Og alting, også de relationer, vi står i til være nærmeste eller til vor arbejdsplads eller til vort folk, passes ind under dette lovsystem. Hvis muslimerne alligevel lever åbent og ærligt i de forhold, de står i, sker det mere på trods af religionen end i kraft af den.

Tilsyneladende ser det ganske vist ud, som om Jesus og Muhammed benytter sig af det samme trick for at få tilhængerne til at gøre det rette: De henviser begge til dommedag, til den dag, hvor vi skal stilles til regnskab for, hvordan vi har brugt vort liv. Og ikke sandt, når Gud optræder som en dommer, så tænkes alting da i retfærdighedssprogspillet, så er det lovoverholdelse, det drejer sig om, skulle man synes.

Det er det også for Muhammed. Hos ham er der ingen finurligheder, der forstyrrer billedet af den retfærdige dommer.

Men det er der så sandelig hos Jesus. Jeg tog mig i sin tid for at omtale de tre lignelser i Matt 25, lignelsen om de ti brudepiger, lignelsen om de betroede talenter og lignelsen om verdensdommen, se her. Alle tre er de dommedagslignelser, vil altså, tilsyneladende da, fortælle noget om, hvad der sker på dommedag. ”Retfærdighedssprogspillet!”, siger vi derfor.

Men er det nu så enkelt? Det er jo rigtig nok, at Jesus benytter sig af den fortælleform, der var gængs på hans tid, fortællingen om dommedag. Men han får den godt nok til at sige det modsatte af, hvad jøderne fik den til at sige.

Lignelsen om brudepigerne! Det, det drejer sig om, er at have et øje på hver finger i sit samliv med næsten. Du må have blik for, hvordan din næste har det, hvad der piner eller glæder, så du kan deltage i det, blot et enkelt, forsømt øjebliks uopmærksomhed, og hele samlivet kan være tabt. (Se evt. en udlægning her). Det, jeg dèr skriver, svarer nogenlunde til det, moderen skriver: at man skal undersøge den andens, behov, ønsker og drømme. Og det er just det, det drejer sig om i relationssprogspillet.

Lignelsen om de betroede talenter! Her er det, Jesus vil have sagt, igen en modsætning til jødernes tanker. De forestiller sig i deres lovtankegang, at Gud først må give en lov, derefter kan han kræve den overholdt. Svarende dertil har Gud givet jøderne toraen på Sinai, derefter kræver han den overholdt; ligesom Allah har nedsendt koranen til Muhammed og derefter kræver den adlydt. Men i Jesu lignelse bliver den sidste tjener, ham, der havde gravet sin talent ned i jorden, dømt med henvisning til, at hans herre, dommeren, er en mand, der høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt. (Matt 25,26) Det vil sige: tanken om, at Gud først må åbenbare sin lov (så eller sprede), før han kan kræve lydighed (høste eller samle), er forkert. Mennesket véd godt, hvad det skal gøre; og det véd det ud fra de relationer, det står i til sine nærmeste; det har ikke nødig at skulle have en lov åbenbaret for sig til at fortælle det, hvad der er godt og hvad ondt.

Og endelig lignelsen om verdensdommen! Her tager mange fejl og overser den finesse, at både de, der dømmes, og de, der frikendes, spørger, hvornår de har gjort de gerninger, de dømmes eller frikendes for. Og så er jo hele den tankeverden, der knytter sig til retfærdighedssprogspillet, brudt i stykker. Så er ”gode gerninger” gerninger, der er så selvfølgelige, at man ikke tænker over, om man frikendes eller dømmes på dommedag, dvs., der er tale om de gerninger, man gør i de fællesskaber, man står i. Her er det nemlig erkendelsen af fællesskabet, der får én til at handle, ikke angsten for dommedag.

Jeg kan samle det hele sammen i ét andet Jesus-ord, et ord, der også stod i sidste søndags tekst, ordet fra Luk 6,37: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse!”

Den tilgivelse, der her er tale om, er ikke Guds tilgivelse. Om den gælder det, at den kommer først. Det er vor tilgivelse af den anden. Denne tilgivelse er afstedkommet af Guds tilgivelse, sandt nok, og vor tilgivelse burde måske finde sted, hvadenten vi fik tilgivelse af den anden eller ej. Men Jesus hævder her, at vi mennesker er resonansvæsener: det tilgivelsesord, der møder os, kan få os over fra retfærdighedssprogspillet til relationssprogspillet, og på samme måde kan det ske, at den tilgivelse, vi møder den anden med, kan skabe i fællesskabet en tilgivelsesholdning, som vi selv senere i påkommende tilfælde kan have fordel af. Den tilgivelse, vi giver andre, forsvinder ikke ud i det blå, men lever videre i fællesskabets resonansrum, hvor den måske gør sin gerning overfor os.

Det må indrømmes, at disse tanker måske ikke er særlig udbredte i kirkelige sammenhænge, men de lever dog i vore samfund alligevel: i film og teaterforestillinger, i romaner og noveller og – ikke mindst, som kronikken viser – i de relationer, vi står i til daglig.

-Jamen, dette med resonansrummet, dette med at vor tilgivelse avler den andens tilgivelse, det har da vist sig at være løgn i vor omgang med muslimerne. Her er al vor imødekommenhed, alle vore forsøg på indlevelse, alle vore invitationer til muslimerne om at være med i vore fællesskaber, prellet af som vand på en gås. Ja, oven i købet har det nærmest virket modsat, har overbevist muslimerne om, at de har ret i den overbevisning, de nærmest er født med: at det at være muslim er at være bedre i Guds øjne end andre; for viser ikke dette, at vi danskere sådan står på pinde for muslimerne, at også vi anerkender deres gudgivne fortrinsstilling?

Her må man nu først sige – og vi ser her på sagen ud fra min sprogspilsteori – at muslimerne igennem mange år har arbejdet ud fra retfærdighedssprogspillet, har betragtet det som den endegyldige sandhed, har dannet sig deres tanker og forestillinger ud fra dette sprogspil, ja, har ladet hele deres samfundsforståelse bygge på det. Og en sådan monolit er svær at få hul på. Og – igen ud fra teorien – det hænger naturligvis sammen med, at der er en form for logik i dette sprogspil, ligesom det hænger sammen med, at den logik, der findes i det, forhindrer de mennesker, der er grebet af det, i at komme ud af det. At tænke udenfor den logik er på det nærmeste umuligt.

Det kan minde lidt om det, der sker med visse videnskabsfolk: De er så grebet af det videnskabelige sprogspil, at de mener, dette sprogspil afbilder hele verden; alting gennemanalyserer de ud fra dette sprogspil og gør sig derved blinde for andre sprogspil. Dette sprogspils grænser gengiver os verdens grænser, mener de.

Sådan betragter de muslimske lærde det juridiske sprogspil som det eneste gyldige i religiøs henseende. Alting gøres op i dette sprogspil. Selv Guds tilgivelse – for koranen taler jo ofte om Gud som den barmhjertige – kommer ind i dette noget-for-noget spil. Hvis du er kommet bagud med at rette ind efter haram og halal, kan du sikre dig en plads i det himmelske paradis ved at dø i jihad.

Og indrømmet: det kan synes umuligt at trænge igennem det skjold, som dette sprogspil udgør. Hvis nogen tilråber dem: ”Vil du have ret eller vil du have relationer?”, så vil de formentlig ikke forstå, hvad der menes. For de mener jo, at samfundet fungérer godt i både stort og småt, når den gudgivne retfærdighed hersker. Og hvad der er ret og hvad der er uret, det afgøres af shariaen, som er givet af Gud, og af den dommer, qadien, der er sat til at dømme sine trosfæller imellem. Blot overser de i den forbindelse, at det, der er retfærdigt, ændrer sig over tid. Det vil sige: der findes ikke nogen guddommelig forskrift for det retfærdige; tror man det, skyldes det, at man tillægger et menneske, her Muhammed, guddommelig autoritet.

Man kan måske sige, at vi i vore dage må gentage den jeremiade, som Paulus lader lyde i Rom 9-11, hvor han stiller sig ganske uforstående overfor, at hans landsmænd, jøderne, ikke ‘en bloc’ omvender sig til kristendommen. Det ord, han blev grebet af, lader dem ganske upåvirkede.

Lad mig til sidst opridse forskellen mellem islam og kristendom ud fra synet på tyveri:

Ingen af os, hverken muslimerne eller vi kristne, har fundet ud af, hvordan de økonomiske kræfter fungérer. Vi i Vesten har dannet os vore teorier, men vi har jo endnu ikke fundet ud af, hvordan vi kan hindre arbejdsløshed i at være et stadig generende problem. Og muslimerne har ganske vist fået ”åbenbaret” deres egne regler om forbud mod rentetagning og andre ting, men det har jo ikke skabt noget fuldkomment samfund, heller ikke deres økonomi fungérer godt.

Hvordan skal vi så straffe tyveri?

Muslimerne vil, hvis de holder sig til deres retfærdighedssprogspil, hugge hånden af tyven. For det foreskriver koranen, sura 5,38. Vi, derimod, straffer på en noget mere menneskelig måde. Oven i købet kunne vi, hvis vi tog Paulus’ ord i Ef 4,28 alvorligt, få blik for, at også tyven er et menneske, der kunne trænge til at komme ind i det menneskelige fællesskab igen. I dette skriftsted hedder det:

Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det.

Nå, vi kan vel nok være menneskelige også uden denne henvisning. Men arbejdsløsheden har vi ikke fået bugt med endnu.

Men det, vi her skal lægge mærke til, er, at de muslimske lande jo ikke er fulde af énhåndede mennesker. Dette med at hugge hånden af tyven, er noget, der kun bruges i de ekstremistiske muslimske miljøer.

Hvorfor?

Såmænd fordi de muslimske lande har taget ved lære af os i Vesten. Ligesom de ikke anerkender slaveri, selv om det er tilladt ifølge koranen, sådan hugger de heller ikke hånden af tyven, selv om det er foreskrevet i koranen. Endda har de indført en form for demokrati mange steder. Så dette med, at tilgivelse avler tilgivelse, imødekommenhed imødekommenhed, er nu ikke helt forkert.

Blot må vi håbe på, at det kommer til at gælde i noget større udstrækning for vore muslimske landsmænd end hidtil iagttaget. Måske vi skal træde noget mere i karaktér, så vi viser vores glæde over vore samfund og deres indretninger noget mere, ja, måske ligefrem viser os stolte over den rimelighed og menneskelighed, der præger dem, før muslimerne sådan for alvor føler trang til at efterligne os. Hvis vi da ikke ligefrem skal spørge muslimerne, hvorfor de opfører sig så umenneskeligt i mange forhold: Hvorfor tvinger de deres unge ind i et ægteskab imod deres vilje? Hvorfor sender de dem på ”genopdragelsesrejser” til hjemlandet? Hvorfor oplærer de deres unge drenge til at hade vore samfund? Eller i det hele taget: Hvorfor er taknemlighed mod det land, der har modtaget dem og givet dem underhold, alt for ofte aldeles fraværende?

Reklamer
Udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Suverænitet og blindhed

Der er fornylig udkommet en rapport fra Amnesty International. Den hedder ”En perfekt storm; den europæiske politik har fejlet i det centrale Middelhav”. Den kan downloades her.

Den er på sin vis hårrejsende læsning i al dens frækhed og blindhed. Jeg vil ikke her gennemgå den i alle detaljer, men hovedsagelig prøve at vise, hvordan den lader hånt om de europæiske landes suverænitet, herunder befolkningernes ønske om at overleve som folk, og hvordan den synes fuldstændig blind for den pull-effect, som udgøres af det forhold, at redningsskibene opererer tæt på den libyske kyst.

Men tillad mig at begynde med det, rapporten slutter med, nemlig de anbefalinger, den giver til de europæiske lande. Her er vi nemlig i nogen grad enige, omend med modsat fortegn. Jeg har tidligere nævnt, at EU hykler gevaldigt, fordi man vil gøre sig til af, at man overholder den regel, der siger, at enhver, der har sat foden på europæisk jord og siger ”asyl”, har ret til at få sin sag behandlet, samtidig med, at man ved at pålægge flyselskaber et transportøransvar dels sørger for, at der ikke er alt for mange, der får sat sin fod på europæisk jord, og dels giver menneskesmuglerne en masse kunder, se f.eks. her.

Amnesty ser den samme mulighed for at fratage menneskesmuglerne kunder. Man skriver i én af sine anbefalinger:

EU’s medlemsstater burde oprette sikre og legale ruter ind i Europa, ikke mindst ved at give humanitær opholdstilladelse og humanitært visum til de tusinder af mennesker, der har behov for beskyttelse og er strandet i Libyen.

Det er klart, at hvis man opretter sådanne ruter ind til Europa, så vil man gøre al menneskesmugling overflødig. Nu véd man ikke helt, hvor omfattende en ordning, Amnesty tænker på, for den sidste sætning i citatet kunne tyde på, at man især tænker på de mange, der er strandet i Libyen, fordi de venter på transportmulighed til Europa. De har det jo ikke for godt, hvilket rapporten forøvrigt har bevidnet derved, at den bringer en hel del migranthistorier.

Min argumentation går på det modsatte: Fordi man må kunne indse, at en fjernelse af flyselskabernes transportøransvar eller en åbning af sikre transportkorridorer vil betyde migranter til Europa i et helt andet omfang end hidtil set – og har vi brugt ordet ”tsunami” om bølgen i 2015, har vi ikke noget ord for det, der da vil komme – er det logisk, at den eneste anden måde, hvorpå man kan fratage menneskesmuglerne deres forretning og forhindre drukneulykker, er ved at bruge den australske metode, altså ved at tvinge bådene tilbage til Libyen.

Men rapporten lader, som om det kun drejer sig om nogle hundredtusind mennesker i Libyen. I sin blindhed for alt, hvad der hedder pull-effect, tror man, at alle ønsker om at komme til Europa, vil ophøre, når Libyen er ‘tømt’ for disse få hundredtusind mennesker. At der er tale om strømme, og at sådanne strømme først ophører, når det ikke mere er muligt at ”strømme nedad”, enten fordi kilden er tømt, eller fordi den opstillede dæmning ikke kan overskrides, nej, det ser man ikke.

The Economist gjorde i sin tid opmærksom på, at menneskesmuglerne begyndte at miste kunder, da ruten over det ægæiske øhav blev åbnet efter Syrizas valgsejr i januar 2015. Derfor, fortæller bladet, sendte de agenter til udgangsbyen Agadez i Niger for at hverve kunder, altså mennesker, der kunne overtales til at tage til Europa, se her.

Noget lignende kan man være sikker på vil ske igen, hvis EU-landene følger Amnestys anbefaling her. Der kan tjenes penge på transport over ørkenhavet Sahara, og bliver der åbnet sikre ruter til Europa fra Libyen, står der folk på spring til at indkassere den fortjeneste.

At de europæiske lande, der har opdaget, hvor mange migranter der kommer, hvor få af dem der kan indlemmes i arbejdsstyrken, og hvor mange vanskeligheder muslimerne iblandt dem volder samfundene, kunne ønske igen at overtage den fulde kontrol over egne grænser, altså kunne ønske igen at blive suveræne lande, der selv afgør, hvem der skal lukkes ind og hvem ikke, det er en tankerække, der ligger helt udenfor rapportens verden. Nej, her tænker man kun på de såkaldte menneskerettigheder, har man fået reddet så og så mange druknende fra de synkefærdige både, er man stolt, kan pudse sin glorie og overlade resten til os europæere.

Hvad forestiller man sig, skal ske med alle de mennesker, man sådan giver os at tage vare på? Tænker man sig, de skal formindskes, så storkene kan tage dem med tilbage til Afrika, når de skal på vinterferie dernede? Det ville være alt for meget forlangt af de arme fugle. De har jo i forvejen nok at gøre, når de tilbringer vinteren i Afrika, med de alt for mange børn, der bliver født dèr. Amnesty er da virkelig nødt til at slå et slag for de internationale storkerettigheder. Men ak, det tænker man mærkelig nok ikke på.

Det var en vits.

Man skulle ellers tro, at et lys ville gå op for Amnesty undervejs i deres fortælling. Man fortæller rask væk om den tid for nogle år siden, da smuglerne anvendte træbåde til transporten. De kunne nå længere ud på Middelhavet, og de europæiske skibe gik dengang heller ikke helt ind til den libyske territorialgrænse. Men ak, så kom de onde europæere; de oprettede en styrke, der skulle tilintetgøre smuglernes både; og da det havde stået på i nogen tid, begyndte smuglerne at bruge éngangs-gummibåde.

Og jeg skal da indrømme, at det måske ikke var det allersmarteste træk, europæerne kunne foretage sig. Men smuglernes modtræk var måske ikke til at forudse. Og redningsfartøjernes reaktion måske heller ikke. For nu gik disse fartøjer tættere til kysten, for det vidste man jo godt, at overfyldte gummibåde er meget lidt sødygtige, så man var overbevist om, at folk vil dø i massevis, hvis man ikke kommer og redder dem.

Om det er vanen, der gør det, eller det bare er et ønske om fortsat at kunne vise sin ”godhed”, det skal jeg ikke kunne sige, men se, at der er noget lorent ved hele foretagendet, det gør Amnesty ikke. Man fortæller glad og gerne, hvor farlige disse gummibåde er: de har ikke særlig meget brændstof med, de er overfyldte, de mangler vand til de mange mennesker i den brændende sol, de har endda ofte heller ikke nogen satellittelefon med. Og den menneskesmugler, der fører dem ud på den anden side af territorialgrænsen, kommer der en speedbåd og henter.

Kan man da ikke se, at den hensigt, menneskesmuglerne har – og migranterne med dem – ikke er at sejle til Italien, for det er komplet umuligt med disse både, men at blive samlet op af de fartøjer, man véd ligger og venter derude? Kan man ikke se, at man med sin liggen og venten spiller med i menneskesmuglernes spil?

Rapporten forlanger adgang til de libyske territorialfarvande, når der skal reddes migranter. Det kræver, siger de, de internationale havretsregler. Men man spørger sig selv, om ikke også man efter disse regler kan straffe dem, der med vilje bringer sig i havsnød, dem, der begiver sig ud på Middelhavet på en sejltur, som de umulig kan gennemføre. Behøver man bedre bevis på, at de ikke kommer i havsnød, men bringer sig i havsnød, end disse overfyldte gummibåde? Og kan man ikke straffe dem allerede for dette misbrug, altså ikke blot menneskesmuglerne, der jo har absenteret sig, men også migranterne?

I rapporten er man naturligvis meget forarget over, at nogen i det hele taget kan forestille sig, at der foregår noget som helst samarbejde mellem NGO-bådene, f.eks. bådene fra Læger uden Grænser, og menneskesmuglerne. Men utilsigtet kommer de selv til at indrømme, at et sådant samarbejde finder sted, omend det ikke formaliseres gennem telefonsamtaler eller andre officielle kanaler.

For efter at have givet udtryk for sin forargelse og efter at have forsikret, at NGOerne sandelig blot træder til, fordi der er alt for få skibe fra det officielle EU, skriver man om disse både:

De har handlet i overensstemmelse med havretten og under redningsaktioner under koordination fra redningscentret i Rom (MRCC), idet de følger deres instrukser. De har bestræbt sig for at lægge sig mellem 20 og 50 sømil fra den libyske kyst, selv om nogle få holder sig tættere til den libyske territorialgrænse.

Læg mærke til udtrykket ”bestræbt sig for at lægge sig” (tended to position themselves). Hvis man spørger, hvorfor de lægger sig dèr, er svaret naturligvis, at de venter på de gummibåde, som de véd dukker op før eller senere. Og hvis man spørger menneskesmuglerne, hvorfor de sender disse overfyldte både af sted uden tilstrækkelig med brændstof til at nå længere end ud på den anden side af territorialgrænsen, er svaret naturligvis, at de kun sejler ud på den måde, fordi de véd, at der ligger skibe derude og venter på at overtage deres menneskelast.

Så nej, det er ikke noget formelt samarbejde. Men det er jo også ganske unødvendigt. Hidtil har det fungéret til menneskesmuglernes fulde tilfredshed uden formaliteter af nogen art. Af en tabel, som rapporten bringer, fremgår det, at der et enkelt år kun omkom cirka 0,8% af migranterne, senere kom det op på de sædvanlige 2-3%. Og tænker man sig om, gør man sig klart, at menneskesmuglerne driver en forretning, vover man at se dem som mennesker, der ikke i den forstand er onde, at de er ude på at slå deres kunder ihjel, så kan man nok indse, at det ikke er i deres interesse, hvis procenten af omkomne kommer højere op, for så fremstår de overfor kunderne som dårlige leverandører af deres vare, men at det omvendt også kan hjælpe på forretningen, at der af og til omkommer nogle migranter. For så holdes den europæiske samvittighed i live. Og denne samvittighed og det udslag, den giver sig i diverse redningsfartøjer, er også en del af deres forretningsmodel.

Med andre ord: Vi europæere har igennem alle årene spillet spillet efter menneskesmuglernes regler, vi har været marionetter i deres spil, vi har ladet os trække rundt i manegen af disse menneskers forretningssans.

Spil”, kalder jeg det. Man kunne også kalde det ”krig”. Vi er altså i krig med menneskesmuglerne. De våben, der bruges, er ikke krudt og kugler, men levende mennesker i mediernes beretninger.

Da italienerne nedlagde deres Mare Nostrum-program, og EU i stedet oprettede sit Triton-program, var tanken den, at de tilknyttede redningsskibe skulle holde sig inden for italiensk territorialfarvand; menneskesmuglerne skulle altså have besvær og udgifter med at bringe deres last helt frem til Italien. Men, som Kamma Skaarup bemærkede i mit sidste indlæg, ”da over 1000 var druknet på mindre end en uge, satte EU sit redningsarbejde i gang igen”.

Det er unødvendigt at påstå, at det var menneskesmuglerne, der iværksatte disse ulykker. Det er nok at påvise, at det skete var til stor fordel for menneskesmuglerne. 1-0 til menneskesmuglerne.

Og da EU’s program for ødelæggelse af menneskesmuglernes både blev igangsat, lykkedes det godt nok at ødelægge ikke så få af de træbåde, der hidtil var blevet anvendt, men det resulterede som før omtalt blot i, at de anvendte éngangs-gummibåde i stedet, og på den måde ”tvang” redningsskibene til at gå tættere til kysten end før. 2-0 til menneskesmuglerne.

Og da man fra EU’s side fik stablet en libysk kystbevogtning på benene, lykkedes det godt nok denne at tilbageføre gummibåde med cirka 18.000 mennesker i til Libyen (i samme tidsrum blev omkring 180.000 mennesker opsamlet af redningsskibe og ført til Italien), men det førte også med sig, at menneskesmuglerne begyndte at sejle gummibådene ud på den anden side af territorialgrænsen om natten og at sejle dem ud i dårligere vejr, hvor bølgehøjden gør, at det er vanskeligere at spotte dem for den libyske kystvagt. 3-0 til menneskesmuglerne.

I denne krig taber vi europæere altså til stadighed. Det skyldes i høj grad, at vi af diverse konventioner har fået frataget vores suverænitet: det er ikke længer os selv, der uindskrænket bestemmer over, hvem vi vil have ind i landet og hvem ikke. (”Konventioner”, dvs. konventionerne, som de foreligger i den ”moderne” stærkt udvidede fortolkning). Tænk bare på det forhold, at det nu betragtes som den mest naturlige ting af verden, at det ikke er europæiske flådestyrker, der skal bevogte grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet, men Tyrkiet, der skal sørge for, at der ikke kommer migrantbåde over havet. Eller på det forhold, at det ikke er europæiske skibe, der tvinger migrant-gummibådene tilbage til Libyen, men libyske både under libysk kommando.

Hvordan kan vi vende disse stadige nederlag til sejr?

Det kan vi gøre ved at gøre som australierne. Da de ændrede deres politik, kaldte de programmet ”Souvereign Borders”, det vil sige: de lod deres egne flådestyrker sørge for opretholdelsen af landets suverænitet. Vi må altså bruge vore stærkt overlegne flådestyrker til at tvinge gummibådene tilbage til Libyen. Det forlød i sin tid, at australierne havde myndigheder med om bord på deres krigsskibe, som kunne behandle migranternes asylansøgning. Det vil jeg mene er overflødigt for vores vedkommende.

Hvorfor?

Fordi vi er i krig. Og i krig kan man ikke skelne den enkelte måske uskyldige soldat fra den anden måske skyldige. Ved at være med i den énhed, der angriber, må man finde sig i at blive genstand for den straf, den angrebne part tildeler énheden. Altså: ved at befinde sig på en gummibåd i Middelhavet deltager man i menneskesmuglernes krigsførelse mod os, og må derfor finde sig i at blive behandlet som en del af denne énhed.

Men tilbage til Libyen? Det kan da aldrig gå an, sådan rent menneskeretsligt set?

Måske ikke efter de fine regler, Amnesty (og den europæiske menneskeretsdomstol) har opstillet. Men for det første må man jo sige, at de trods alt er kommet levende ud af Libyen; de har været i Libyen, de har overlevet i Libyen, de vil vel kunne overleve i Libyen også fremover.

Og for det andet må man gøre opmærksom på noget, jeg ikke vidste før, men som Amnestys rapport har belært mig om: Der findes i Libyen et EU-understøttet kontor for tilbagesendelse af migranter. Man kan melde sig dèr og så blive fløjet tilbage til sit hjemland.

Men det hele er et langt større og langt mere sammenhængende edderkoppespind, end man plejer at regne med. Amnesty-rapporten skriver om de 270.000 migranter, der formodes at opholde sig i Libyen, at de måske kan få hjælp af ovennævnte kontor, ”hvis dette at tage tilbage til deres hjemland skulle være en mulighed for dem”. Og spørger man, hvorfor det dog ikke skulle være en mulighed, er svarene nok mange. Ét af dem kunne være, at rejsen, de har foretaget, har kostet mange penge, penge, som deres landsby eller familie har fremskaffet til dem eller altså investeret i dem. Rejser de tilbage, er disse penge tabt.

Det mærkelige er jo, at der sendes langt flere penge tilbage til u-landene, end der gives i u-landsstøtte fra de vestlige lande. Det er også grunden til, at det er meget svært at få f.eks. afrikanske lande til at modtage egne statsborgere. Derved ville de give afkald på en jævnt flydende indtægt.

Og inden man falder i svime over det store familiesammenhold, dette synes at være et bevis på, skal man nok gøre sig klart, at mange af disse tilbagesendte penge godt kan komme fra mennesker, der lever i en så stor gæld, at der er tale om slavelignende forhold.

Den trafik ville ophøre, hvis man kunne få standset migrantstrømmen over Middelhavet.

-Jamen, siger man så, vi må da først sørge for, at de lande, de kommer fra, får økonomisk vækst, sådan at der ikke er noget incitament for dem til at tage til Europa.

Det er et argument, man ofte hører. Som regel tilbagevises det med en henvisning til de mange, der krydser Middelhavet, inden dette tiltag begynder at virke. Her vil jeg tilbagevise det med et argument, hentet fra Konrad Ott, se her. Det koster penge at krydse Sahara og derefter Middelhavet, mange penge. Disse penge er som sagt i mange tilfælde fremskaffet ved, at en hel landsby skillinger sammen til det. Eller, med Otts ord, man foretager en investering i migranten. Det, det drejer sig om for os, fortsætter så Ott, er at forhindre, at denne investering giver afkast. Men – og her er det denne blogejer, der taler – dette forhold beviser jo også, at der først begynder at komme migranter fra et land, når der er sket en vis økonomisk udvikling i landet, en udvikling, der muliggør, at man får penge tilovers til at foretage investeringer. De helt fattige lande har ikke dette overskud og sender derfor ingen migranter af sted.

Spørgsmålet for os er, om vi virkelig skal opmuntre en sådan ineffektiv investering; der må vel være ting i landet selv, det er bedre at investere i, hvis man vil fremme den økonomiske udvikling i landet.

Skal vi gøre disse mange investeringer urentable, må vi med magt standse migranternes færd over Middelhavet. Og australierne har vist, at det godt kan lade sig gøre.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | 2 kommentarer

I italienernes hoveder

Det spørgsmål skal her tages op: Hvad foregår der i italienernes hoveder?

Der er forskel på, hvordan en spanier, en græker og en italiener tænker. Det giver sig udslag i, at af de tre ruter fra Afrika over Middelhavet til Europa er det kun den længste, den fra Libyen til Italien, der er problemer med. Fra den vestlige rute, den over Gibraltar-strædet, hører vi ikke om drukneulykker, og fra den østligste rute, den over Ægæerhavet fra Tyrkiet til Grækenland, kommer der heller ikke sindsoprivende beretninger. Det er kun fra den mellemste – og længste – rute, vi hører om migrantstrømme og dertil hørende drukneulykker.

Hvordan kan det være?

Det synspunkt skal her gøres gældende, at det hænger sammen med, at det, der foregår i italienernes hoveder, er forskelligt fra det, der foregår i spaniernes og grækernes hoveder.

Men jeg må her indskyde den bemærkning, at det, der foregår i italienernes hoveder, så nogenlunde er identisk med det, der foregår i EU-elitens hoveder; det gælder både politikere og journalister. Og hvad det er, der sker derinde, ja, det er på en måde den gåde, som denne blogejer har beskæftiget sig med temmelig længe. Så det vil nok også efter dette indlæg være lidt af en gåde.

Men lad mig begynde med at skildre et fænomen, som jeg har været inde på tidligere:

Før Syriza-regeringen kom til i januar 2015, brugte grækerne deres ret store flåde til at tvinge eventuelle migrantbåde fra Tyrkiet tilbage til den tyrkiske kyst. Jeg har brugt en kronik i Politiken til at bevise det, se her, og det vil jeg også gøre nu igen. Her beretter en migrant om sin rejse fra Tyrkiet til Sverige. Det er især rejsen over det ægæiske øhav, der her har interesse. Han er kommet om bord på en yacht, og skriver:

På båden sad jeg sammen med fem andre i et lille rum uden vinduer. Det var svært at trække vejret. Mohammed, en af de andre, var søsyg. Vi måtte ikke gå op på dækket, da der var risiko for, at den græske kystvagt ville få øje på os. Men vi gjorde det alligevel en efter en i fem til ti minutter ad gangen.

Nogle gange var det strengt forbudt, fordi den græske kystvagt forsøgte at spærre vejen for os. Men kaptajnen var begavet og brugte amerikanske og græske flag for at kamuflere båden. Og han havde koderne til at kommunikere med de andre skibe. Han var meget professionel.

Det mærkelige er, at de, da de var kommet i land på Rhodos, kontaktede Røde Kors, som sendte politiet ud efter dem:

Vi nåede frem til en landevej, hvor en politibil holdt og ventede for at bringe os til en skole. Da vidste vi, at vi var i sikkerhed. Hvis kystvagten havde anholdt os, ville de have sendt os tilbage. Men da vi var på græsk jord, forhindrede loven dem i at sende os tilbage til Tyrkiet.

Det var åbenbart lidt bøvede forhold, der dengang herskede i Grækenland: kystvagten til søs skulle sende migranterne tilbage, politiet på land skulle hjælpe dem. Hvad er forklaringen på det?

Tja, mit gæt er, at det, at den græske flåde tvang migrantbådene tilbage, helst skulle foregå sådan lidt i det skjulte. For det var imod de idealer, man havde i Bruxelles (måske vi i denne forbindelse ligefrem skal sige: ”de italienske idealer, man havde i Bruxelles”). Hvis grækerne også lod politiet på land tvinge migranterne tilbage, ville de få for meget bøvl med Bruxelles.

Men som sagt blev disse forhold ændret, da Syriza-regeringen kom til i januar 2015. Jeg har skrevet lidt om det her. Dog er det mest mærkelige ved alt dette, at ingen andre end Niels Rohleder, som ser positivt på det, og lille mig, som ser negativt på det, har omtalt den kendsgerning, at årsagen til den migrant-tsunami, der vældede op over Balkan i efteråret 2015, lå i Syriza-regeringens ændrede forholdsordre til den græske flåde.

INGEN!

Man har i alle de artikler, jeg har læst om begivenhederne efteråret 2015, betragtet den enorme migrantstrøm som en naturkatastrofe, som man ikke kunne gøre noget ved. Ingen har gjort sig nogen ulejlighed med at udfinde årsagen til det. Ingen har tilsyneladende tænkt synderligt over, hvorfor der netop nu kom denne vældige strøm.

Det var vist allerede dengang, man kaldte strømmen en tsunami. Men den betegnelse tog man ikke ad notam. For en tsunami plejer at være forårsaget af et undersøisk jordskælv. Og det plejer at være én af de første opgaver, man sætter sig for: at finde epicentret. Men ikke med denne tsunami. Årsagen var man tilsyneladende ligeglad med. Har nogen kendt den – og må man ikke med indtil vished grænsende sandsynlighed formode, at man i Bruxelles har vidst det? – har man været meget omhyggelig med at holde sin mund.

Hvorfor?

Igen et kvalificeret gæt fra min side: Hvis man fortalte, hvad man vidste: at årsagen var, at Syriza-regeringen havde ændret politik, hvad angår flådens push-back-ordrer, ville man jo røbe, at den tidligere græske regering, Samara-regeringen, havde tvunget migrantbådene tilbage, og efter al sandsynlighed havde gjort det med Bruxelles’ uudtalte godkendelse. Og så ville den tanke jo være meget nærliggende: Hvis det fungérede dengang, det med at tvinge migrantbådene tilbage, hvorfor så ikke gøre det igen?

Nu er man så i Grækenland, takket være Syriza-regeringens høje etiske standard, havnet i den ret ydmygende situation, at man er afhængig dels af Makedoniens grænsebevogtning og dels af Tyrkiets forsøg på at hindre migrantbådenes afsejling. Eller skal vi sige det på en lidt anden og ikke mindre sand måde: Man kan ikke længere selv beskytte sine grænser, men må have andre til at gøre det grove arbejde. Den græske flåde er gjort tandløs, medmindre den da i al gedulgthed genoptager sin tidligere funktion, hvad jeg ikke tør formode, men måske nok et sted i min sorte sjæl håber på.

Men det vil altså sige, at det, der foregik i hovederne på Samara-regeringen, var noget med, at man ville beskytte det græske folk – og måske os andre europæere med – mod den strøm af fremmede, der truede med at vælte ind over os. Det brugte man sin flåde til. Det måtte man ganske vist ikke for Bruxelles, men man gjorde det alligevel. For beskyttes skulle vi da.

Noget lignende har fundet og finder sted i Spanien.

Men noget lignende har altså ikke fundet sted i Italien. For italienerne ser anderledes ud inde i hovedet end både grækerne og spanierne.

Nå ja, mange vil nok mene, at forskellen har med nabolandene at gøre. Mens både Marokko og Tyrkiet er lande, man kan slutte aftaler med, er Libyen et land i opløsning, hvor den af Vesten anerkendte regering ikke har kontrol over sit territorium.

Og det kan der måske være noget om.

Men det med hovedindholdet er nu nok mere relevant. Men det er også vanskeligere at finde ud af.

Tag sådan noget som dette at udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser! I et interview i Deadline i juli 2014 forklarede Thomas Gammeltoft Hansen, at et land ikke kunne udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser, se her. Det var rent faktisk, hvad Silvio Berlusconi gjorde: han betalte Gaddafi i Libyen for at forhindre menneskesmuglere i at sætte både med migranter i vandet. Men det fik han rigtignok også på puklen for af dem med den fine etik i Bruxelles. Men mærkelig nok, da Merkel i 2016 gjorde nøjagtig det samme efter migranttsunamien i 2015, blev det af Bruxelles betragtet som en ikke blot tilladelig, men ligefrem anbefalelsesværdig metode.

Det har EU da også forsøgt at gøre i Libyen. Man har hjulpet den libyske kystvagt på fode – i hvert fald så nogenlunde – så den kan hjælpe med at holde migranterne i land. Men så er der opstået en situation, der minder om den, jeg fortalte om fra Grækenland, blot er det her ikke kystlinjen, der er skillelinje, men territorialfarvandet: er man indenfor og bliver opdaget af kystvagten, er det tilbage til Libyen; er man udenfor og bliver opdaget af EU’s redningsskibe, er det frem mod Italien. Og det er jo en ganske absurd situation: Det er EU, der understøtter den libyske kystvagt, som af EU har fået til opgave at forhindre migranterne i at forlade Libyen. Og det er EU, der giver NGOerne lov til at opsamle migranter tæt på Libyens kyst, og hvad mere er: giver dem lov til at ilandsætte dem i en italiensk havn.

En sådan skizofreni ender man i, når man både vil beskytte sin befolkning mod for stor indvandring og prøver at fastholde det, man regner for en fin og ædel etik.

Kamma Skaarup, dansker, medhjælpende sygeplejerske på en båd tilhørende Læger uden Grænser, giver på udmærket vis udtryk for, hvad der bevæger sig inde i italieneres og lignendes hoveder, se her. Hun skildrer først det, man gør fra redningsfolkenes side for at hjælpe alle de mennesker, man finder på havet i diverse gummibåde. Og ingen er vel i tvivl om, at det er stort og ædelt og godt at handle sådan overfor sine medmennesker. Så skriver hun:

Det, der forfærder mig, er, at kritikerne af de her redningsaktioner så koldblodigt kan argumentere for, at lader man blot disse mennesker drukne – ja, så vil folk holde op med at flygte mod Europa.

Intet faktuelt tyder på det. Da EU’s redningsaktion Mare Nostrum blev indstillet i efteråret 2014, og der kun var ganske få redningsskibe på havet, blev mennesker ved med at flygte over havet. Og drukne. Da over 1.000 på et tidspunkt var druknet på mindre end en uge, satte EU sit redningsarbejde i gang igen.

Jeg tror heller ikke på, at mennesker holder op med at flygte over havet, hvis redningsaktionerne standser. Jeg har været vidne til de her menneskers desperation. Nogle af dem har ikke nødvendigvis haft Europa i sigte, da de flygtede fra deres hjemland. Men efter at have været udsat for slavelignende forhold eller tortur, trusler og voldtægter i Libyen ser de måske ingen anden udvej.

Det er den efterhånden alt for kendte farisæerholdning, hun giver udtryk for: Vi gør det gode, og de, der vender sig imod det, er koldblodige og onde mennesker. Vi ”onde og koldblodige” mennesker argumenterer nu aldeles ikke, som hun påstår. Vi påpeger derimod, 1) at disse mennesker misbruger havretsreglerne ved at bringe sig selv i havsnød, 2) at jo hurtigere man hjælper disse ”skibbrudne”, des flere vil der komme, og 3) at vore lande ikke kan blive ved med at opsuge alle disse mennesker, der jo lynhurtigt forvandler sig fra henholdsvis flygtninge og migranter til indvandrere.

Hvad angår 1), er det en overtrædelse af reglerne, som man nu er så vant til, at man ikke mere lægger mærke til den. Angående 2) kan man gøre opmærksom på, at både grækernes handlemåde under Samara-regeringen og australiernes nuværende push-back-metode faktisk får bådmigranterne til at ophøre med at komme, så der ikke sker flere drukneulykker. Så der er faktisk noget faktuelt, der tyder på, at en tvangstilbageførelse virker. Og hvad 3) angår, er det åbenbart først nu, at Italien skal til at gennemleve det, vi andre har erfaret gennem en del år: at et samfund forvandles, hvis der kommer for mange indvandrere på én gang, især hvis disse er muslimer.

Men hvor langt de er kommet i den erkendelse, er ikke til at vide.

Kamma Skaarup skriver lidt senere:

Det er klart, at hjælpeindsatsen på Middelhavet kun er et plaster på et stort åbent sår. Hvis man virkelig vil gøre noget ved problemet, er det i de fattige og krigshærgede lande i Afrika og i Afghanistan og Syrien, at der skal ske noget.

Det forekommer mig, at der ligger en meget stor rest af europæisk kolonitænkning i disse sætninger. Det ”man”, der skal gøre noget, er ikke de pågældende lande selv, ejheller de mennesker, der bor i disse lande – fra dem indhøster vi jo dem med den desperation, der måske kunne være drivkraft til forandringer i disse fattige lande – men naturligvis os europæere. Altså: vi betragter stadig disse mennesker som stakkels forfulgte, der er ganske uden skyld i deres egen skæbne, en skæbne, som kun vi europæere, der befinder sig på et højere oplysningtrin end dem, kan hjælpe dem ud af.

Sådan tænker også italienerne, i hvert fald den italienske elite, politisk og mediemæssigt. Nu, hvor der bliver lukket for grænserne og hvor italienerne altså selv skal lide under kvalerne af deres egen godgørenhed, bliver det spændende at se, hvor lang tid der går, inden politikerne enten træffer andre beslutninger angående begivenhederne ved Libyens kyst eller udskiftes med nogle andre politikere, der vil.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Falske nyheder

Ulrik Haagerup, nys afgået direktør for DR’s nyhedstjeneste, brugte i Deadline den 4-7 megen tid på at vende sig imod det, han kaldte ”falske nyheder”. Dem mente han, der havde været lidt for mange af i den amerikanske valgkamp. Ligeledes i den britiske afstemning om Brexit. Og minsandten, om ikke han også havde eksempler på det, han kaldte falske nyheder, fra den franske valgkamp. Jo, forklarede han, det er klart, at spørgsmålet om muslimerne og deres indflydelse i det franske samfund kommer til at optage vælgerne langt mere, når de tror, at muslimerne udgør 30% af den franske befolkning. Den korrekte procentdel, sagde han, er 8.

Og med dette det eneste praktiske eksempel på de falske nyheder, han talte så meget om, giver han mig ammunition til den indvending, jeg vil komme med: Det er nemlig ikke så meget spørgsmålet om falske nyheder, der er problemet, problemet er langt snarere de spørgsmål, der ikke bliver stillet.

Og det er Haagerups eksempel her et udmærket eksempel på. For hverken han selv eller Jakob Rosenkrands, studieværten, kom ind på de problemer, som enhver nogenlunde velinformeret seer kunne se, nemlig, dels problemet med at lave optællinger af muslimer i en stat, Frankrig, der forbyder al statistik om religioner, og dels problemet med den ballade, muslimer laver, i forhold til den ballade, f.eks. vietnamesere laver.

Bare et forsigtigt spørgsmål om validiteten af de 8%, som Haagerup opererer med, havde været ikke bare velgørende for en faktasulten seer som undertegnede, men også journalistisk mere korrekt end den blotte udeladelse af al naturlig nysgerrighed.

Og hvad det andet problem angår, er det vel klart for enhver, at muslimer laver mere ballade i et land end vietnamesere. Så hvis Haagerup sådan for alvor tror, at det var den forkerte tale om muslimernes 30%, der gav Marine le Pen så godt et valg, så må han tro om igen. Men læg mærke til det: Bare det, at han måske for alvor tror, det forholder sig sådan, giver anledning til, at det medie, han leder, mister troværdighed.

Alt dette skulle blot være udgangspunktet for en undersøgelse af to nyhedsartikler fra for nylig, ikke for at påpege ”fake news” eller falske nyheder, for der er intet faktuelt forkert ved nogen af dem, men for at vise, hvordan dette, at spørgsmål, der naturligt melder sig for den opmærksomme læser, ikke stilles, er en langt værre foreteelse end falske nyheder.

Det første eksempel henter jeg fra en artikel i Information, se her. Det er en forsideartikel fra den 3-7, der handler om, hvordan syrere i tusindvis vender tilbage til Syrien. Artiklen er tydeligvis en såkaldt ”snøft-artikel”, der skal vække vor medlidenhed med de stakkels syrere. Vi følger en familie fra deres opholdssted i Tyrkiet og hen til den nyåbnede grænseovergang ind til Syrien. Vi hører om, hvordan Tyrkiets integrationsindsats overhovedet ikke har virket, så det har været umuligt for faderen i de fire år, der er gået, siden de flygtede, at få arbejde. At Tyrkiet overhovedet ikke har noget ønske om at integrere de syriske flygtninge, men kun giver dem ophold i diverse flygtningelejre, indtil de kan komme tilbage til Syrien – hvad EU har bebrejdet dem for – det nævnes ikke. Men på den baggrund kan man forstå, at vor familie, der følges af Informations korrespondent, er en forholdsvis rig familie, for de forlader det hus, de har lejet; altså: de har uden at arbejde haft råd til at leje et hus og holde sig selv i live i fire år. Det viser sig også, da der fortælles om turen til grænseovergangen: den foregår i en varevogn, de har lejet.

Og indrømmet: jeg tænkte da ved mig selv, da jeg læste det: Hvordan får en syrisk familie dog råd til at leje bil i den situation? Og igen indrømmet: det glædede mig da ikke så lidt, da jeg læste på 180grader, at der var andre end mig, der savnede oplysning fra journalisten om pengeforholdene, se her. Her skriver Gitte Nielsen om artiklen i Information:

I artiklen følger vi Tareq Fahad på 40 år, hans 32-årige kone Shada og deres fire drenge. De har været i Tyrkiet i 4 år, Tyrkiet hjælper ikke flygtningene økonomisk, så undrer det mig at: inden afrejse køber de nyt tøj til børnene, de kører hjem i en lejet varevogn. Har vi i Danmark kontrolleret om flygtningene har penge i en bank i udlandet?

Jeg véd godt, at vi danskere gerne vil gøre noget godt for bl.a. de syriske flygtninge. Og det giver ligesom mere mening med gode gerninger, hvis de pågældende er fattige, står uden forsørgelsesmuligheder, er nødt til at klare sig med det tøj, de står og går i, osv. Det billede har man forsøgt at fremholde for os igennem snart mange år. Og jeg kan godt se, at dette billede krakelerer ikke så lidt, hvis man giver sig til at skrive om de penge, der ligger på kistebunden hos mange syrere. Så journalister og redaktører tænker måske, at vor godgørenhed nok vil aftage, hvis de spørger for meget ind til det med pengene. Altså lader man være med at spørge.

Men hvis man tror, at vi almindelige mennesker ikke kan tænke selv, eller at vi allesammen, ligesom de, helst vil opfatte syrere som fattige mennesker alle til hobe, så tager de altså fejl.

Og det er det forhold, der er prekært, ikke Ulrik Haagerups falske nyheder. Når samtlige medier og de fleste politikere vil have os almindelige mennesker til at indtage en bestemt holdning, så vi bliver ved med at stemme på partier, der vil holde grænserne åbne for migranterne og de flygtninge, der måtte forefindes iblandt dem, så ender det med, at vi bliver mistroiske, så stoler vi til sidst ikke mere på dem: der er for mange ubesvarede spørgsmål. Eller: Vi bryder os ikke om mediernes forsøg på at opdrage os.

Det andet eksempel på ikke stillede spørgsmål henter jeg fra Kristeligt Dagblad den 5-7 i form af en artikel af Susanne Utzon, se her. Artiklen har overskriften ”Italiens naboer vender ryggen til Middelhavet”, og dermed er vinklen, problemerne ses ud fra, slået an. Der står, at Susanne Utzon er korrespondent i Italien, men det burde ikke forhindre hende i at være lidt kritisk overfor Italien. Det er hun dog på ingen måde. Men det kan sådan set ikke undre. For det er ingen blandt den politiske elite eller blandt de førende journalister i Europa.

Den tyske filosofiprofessor, Konrad Ott, har forklaret nutidens etiske sammenstød som en logisk uoverensstemmelse mellem ”sindelagsetik” og ”konsekvensetik”, begreber, som jeg her vil anvende for at forklare, hvordan man forholder sig til migranterne her i Europa. Se evt. mine indlæg om Ott her.

Sindelagsetikken går ud fra, at det, det drejer sig om i etisk henseende, er at have det rette sindelag og at lade dette sindelag styre ens handlinger. Fordi man har det sindelag, at man gerne vil hjælpe alle nødstedte, griber man ind overfor bådmigranterne på Middelhavet. Og det kan man gøre med god samvittighed, for én af sindelagsetikkens teser er, at den gode gerning skal udføres uanset konsekvenserne.

Det er på det punkt, at sindelagsetikken støder sammen med konsekvensetikken. For konsekvensetikken vil ikke blot se på den isolerede handling selv, men også på dens konsekvenser; også dem har den handlende efter konsekvensetikernes mening ansvar for.

Ott vil vistnok prøve at dele sol og vind lige mellem de to former for etik. Men hen mod slutningen af hans essay viser det sig dog, at han tilslutter sig konsekvensetikken. Det samme gør jeg. Og jeg kan ikke nægte, at den nuværende situation for Italien fylder mig med en vis form for skadefryd – hvilket vist nok er ret uetisk ifølge begge former for etik.

Men hør her: Italienerne har været så optaget af den sindelagsetisk korrekte handling at redde skibbrudne fra Middelhavet, at de har ment, de fuldstændig kunne overse konsekvenserne. Det kunne de også – tidligere. Men ikke mere. Konsekvenserne var jo dels, at de mange redningsaktioner tiltrak flere migranter. Det tillod man sig ikke blot at overse, men direkte at benægte, godt hjulpet af EU’s politiske og mediemæssige elite. Men konsekvenserne var også, at de nordligere beliggende lande, Tyskland, Sverige, Danmark, Norge, Holland, fik store flokke af migranter, som de skulle søge at absorbere. Det var noget, der ikke burde ske. For man havde i Dublin-forordningen besluttet, at en asylansøger skulle have sin sag behandlet i det land, han først ankom til.

Men trods hjælp fra EU er det ikke lykkedes Italien gennem de år, migranterne er strømmet ud over Middelhavet, at få opstillet tilstrækkeligt med registreringsmandskab til at kunne håndtere alle migranterne. Man har vist heller ikke været alt for villig til at holde på migranterne, så de kunne blive registreret. I hvert fald blev det ret hurtigt kotyme, at migranterne valgte ikke at lade sig registrere i Italien, men søgte nordpå for at søge asyl i de nordligere lande efter frit valg. Hvilket var en klokkeklar overtrædelse af Dublin-forordningen.

Man kan godt sige, at italienerne har befundet sig i et dilemma. Sådan ser de i hvert fald selv på det, og sådan må det også se ud for én, der er grebet af sindelagsetikken. ”Vi er jo nødt til at redde menneskeliv”, har italienerne sagt, ”I må hjælpe os med at håndtére situationen”.

Men sindelagsetikere er svære at hjælpe for konsekvensetikere. Det er jo ikke italienerne selv, der er kommet til at bære konsekvenserne af deres sindelagsetik; de har hidtil kunne sende migranterne nordpå. Det vil sige: de har kunnet rose sig af de gode gerninger, de gør, idet de redder menneskeliv, men har kunnet overlade det til os andre at tage sig af konsekvenserne af de gode gerninger, de gør. For langt de fleste migranter vil jo nordpå. Og det er først nu, hvor disse lande lukker deres grænser, at italienerne kommer til selv at bære konsekvenserne af deres ”gode gerninger”. Det er det, der er baggrunden for min stille skadefryd.

Kristeligt Dagblad, altså Susanne Utzon, skriver følgende om Italiens situation:

Italienerne forlanger solidaritet af de andre og vil have løfter om konkret hjælp på bordet, når EU’s indenrigsministre mødes i Estlands hovedstad, Tallinn, de to kommende dage. Italien ser dog langtfra ud til at få, hvad regeringen ønsker, og derfor vokser frustrationen i støvlelandet.

Her kan man godt bebrejde hende, at hun ikke spørger, om italienerne tidligere selv har ladet sig styre af den solidaritet, som de nu kræver af andre. Men det véd hun måske ikke noget om. Eller hun ønsker ikke at såre italienernes fine følelser.

Hun fortsætter med at skildre, hvordan Frankrig lukker sin grænse til Italien, hvordan Østrig sender mandskab til Brennerpasset for at kunne lukke det effektivt for de mange migranter, der befinder sig i Italien uden at kunne komme videre. Så skriver hun:

Så irritationen vokser i Rom.

Vi beder om, at andre deler arbejdet med os,” sagde premierminister Paolo Gentiloni i mandags.

Det er nødvendigt, hvis Europa vil beholde troen på egne værdier, vores historie og principper, og nødvendigt for Italien, hvis vi skal undgå, at situationen bliver umulig og fremelsker fjendtlige reaktioner i et samfund, der hidtil har reageret eksemplarisk.”

Altså: Det Italien, der ved at sende migranterne videre ikke har opført sig særlig solidarisk eller blot har overholdt Dublin-forordningen, det ønsker nu af de andre lande, at de skal være solidariske. For det er man – ak – stadig overbevist om, at skal Europa beholde troen på egne værdier, så må man opsamle alle de migranter, der vover sig ud på Middelhavet. Og de vanskeligheder, modtagerne af de italienske migranter har med at integrere dem, nævnes ikke, hverken af Utzon eller af Gentiloni.

Men, fortsætter Gentiloni, det er ikke blot nødvendigt for Europa, det er også nødvendigt for Italien, for lader vi migranterne ophobe sig her, vil det fremkalde fjendtlige reaktioner hos italienerne, de italienere, der hidtil har reageret eksemplarisk. Ja, det tror da pokker, at de har. De har jo hidtil kunne nøjes med det positive: at kunne sole sig i alle de redningsaktioner, de gennemfører, og er sluppet for det negative: at skulle udføre den umulige opgave at integrere de mange muslimer i deres samfund.

Men læg mærke til, at det, Gentiloni er bekymret for, ikke er sit lands fremtid, ikke, som hos os nordligere lande, er, om folket vil vedblive at være det samme med den migration ind i landet, der finder sted, nej, det er udelukkende, om partier, der går ind for at ændre opsamlingspolitikken, vinder terræn, og de selv taber indflydelse.

Endnu en stemme citerer Utzon:

Redaktøren af tidsskriftet La Nuova Europa (Det nye Europa), Roberto Sommella, advarer om konsekvenserne, hvis de øvrige EU-lande ikke hjælper Italien.

Hvis de en gang til lader os stå alene tilbage, risikerer Italien at blive én stor teltlejr i stil med Calais og arnested for en ny og farlig form for EU-skepsis,” skriver han.

Det vil sige: Italienerne risikerer at komme til at stå med konsekvenserne af deres handlinger. Skal man have ondt af dem for det? Jeg har som sagt svært ved at undertrykke min skadefryd.

Den samme angst for ”uheldige” politiske konsekvenser lyder fra lederen af de evangeliske kirker i Italien, Luca Maria Negro:

Luca Maria Negro peger på, at der er mange populistiske kræfter, som bruger migranter til at skræmme befolkningen, men at frygt aldrig leder til noget godt svar.

Man må være realistisk, og der er selvfølgelig farer, men de skal ikke bruges til politisk vinding,” siger kirkelederen, der vil have flere menneskekorridorer åbnet, så migrationen kan blive lovlig.

Det kan også være med til at forhindre nogle af de farer, der kan være, for så ved man, hvem det er, der kommer,” siger han.

Om det nu skyldes, at Utzon har udvalgt sine citater ud fra den hovedvinkling, hun anlægger, eller det skyldes, at Italien i kraft af, at de hidtil har kunnet sende migranterne videre til os, befinder sig på det diskussionstrin, vi var på for flere år tilbage, det er ikke godt at vide. Men af citatet her fremgår det i hvert fald ret tydeligt, at den gode Negro ikke er blevet opdateret på, hvor stor overbefolkningen i Afrika er allerede nu og hvor enormt stor den vil være i fremtiden. Hans menneskekorridorer vil hurtigt blive gennemrejst af langt flere migranter end dem, der for nærværende kommer over Middelhavet. Men dem tænker han sig måske også, at vi andre bare skal tage os af!

Men tilbage til hovedtemaet: Det, Susanne Utzon her bringer, er jo ikke falske nyheder. Der er intet forkert i det, hun citerer sine kilder for. Det forkerte ligger i alt det, der ikke siges, det falske ligger i de synsmåder, der ikke anlægges.

Og det forfærdelige, som er langt forfærdeligere end de falske nyheder, Ulrik Haagerup taler om, er, at denne blindhed for konsekvenserne, denne sindelagsetik, som så mange er grebet af, at den ligefrem er blevet en europæisk værdi, et europæisk princip, præger eliten så gennemgribende, at den ikke kan se nogen udvej mere, men er parat til – for disse princippers skyld – at sætte folkenes overlevelse som folk på spil.

Man må selvfølgelig indrømme, at det hele er en tankegang, der så at sige har sneget sig ind på os.

Det begyndte med, at vi så igennem fingre med, at bådflygtningene, som vi kaldte dem, misbrugte havretsreglerne: de bragte sig i havsnød med viden og vilje, for at kunne blive opsamlet af et skib og sejlet til Europa. Hvad søren, tænkte vi, de er jo nogle stakler, der flygter for deres liv, sådanne desperate kan man ikke fortænke i at misbruge havretsreglerne.

Så det lod vi ske.

Og der var vel allerede dengang røster, der advarede mod, at hver redningsaktion ville opmuntre flere til at vove sig ud på havet. Men enten regnede vi med, at antallet af flygtninge var begrænset, eller også nægtede vi bare, at der blev udøvet en pull-effect af dem, der blev reddet. Og så kom der jo, som forudsagt, flere og flere.

I begyndelsen havde italienerne deres eget redningsprogram, Mare nostrum, ”vort hav”, hvor de satte deres flådefartøjer ind i redningstjenesten. Da de opgav det, greb EU ind med et nyt program Triton, som kun skulle operere indenfor den italienske territorialgrænse. Men der skulle ikke mange drukneulykker til, før Triton ligesom tidligere Mare nostrum opererede tættere og tættere på Libyens kyst.

Og nu er så de private aktører, NGOerne, kommet til. Også de holder til tæt på Libyens kyst. Og som man måske véd, går der rygter om, at disse skibe står i forbindelse med menneskesmuglerne. Det gør de måske ikke alligevel. Men det gør ikke så meget fra eller til. For menneskesmuglerne er næsten lige så kloge som et menneske, de udstyrer deres både med en mobiltelefon med ét nummer indtastet, nummeret på redningscentralen i Rom. Ikke så snart er migrantbåden kommet udenfor libysk territorialfarvand, før der lyder et opkald fra den til Rom: ”Vi er dèr og dèr, kom og red os!” Og Rom ser så, hvor det nærmeste flådefartøj eller den nærmeste NGO-båd befinder og hidkalder den.

På denne snigende måde er vi endt i den suppedas, vi nu befinder os i, en suppedas, som vi ikke synes, vi kan komme ud af med vor nydelige glorie i behold. Og derfor fortsætter vi med den selvødelæggende handling: stadig at importere migranter, langt flere end vi kan integrere i vore samfund.

Det standser først den dag, hvor centralen i Rom hører et opkald fra en båd lige udenfor den libyske territorialgrænse og svarer: ”Det var godt, I ringede, der er en båd fra den libyske kystvagt lige i nærheden, den vil straks komme og redde jer”. Så bliver migranterne ført tilbage til det Libyen, de kom fra.

Men dette er et fuldstændig urealistisk tankeeksperiment. For forholdene i Libyen er af en sådan art, at ingen europæere med deres fine menneskerettighedsetik vil kunne sende mennesker tilbage til dem. Så hellere lade menneskesmuglernes forretning fortsat blomstre, også om det kræver, at der drukner nogle migranter af og til.

Man kan måske ikke bebrejde Susanne Utzon, at hun ikke deler de synspunkter på migranterne, som jeg her har fremført, og at hun derfor ikke nævner dem, selv om hun måske har hørt om dem. Men man kan godt bebrejde hende, at hun er så sovset ind i det italienske syn på sagen, at hun slet ikke forsøger at forklare, hvorfor Italiens nabolande lukker deres grænser.

Men som sagt: dette er blot ét tilfælde af det fænomen, der er langt farligere end Ulrik Haagerups falske nyheder: der er højst relevante ting, der af ellers dygtige journalister ikke bliver omtalt.

Udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Helstøbt

Det ord ”helstøbt” blev jeg optaget af igen efter at have læst prædikenvejledningen til 3. søndag efter trinitatis i Præsteforeningens Blad. Teksten, der skal prædikes over, er Luk 15,1-10, de to små lignelser om henholdsvis det mistede får og den mistede mønt. Og da jeg samtidig har genlæst ét af mine blogindlæg, nemlig det, der hedder ”Tror du på Jesu opstandelse?”, se her, hvor jeg koncentrerer det kristne budskab om det sære Jesus-ord fra Matt 6,22-23 om legemets lys, får jeg lyst til at sammenholde de to ting fra det ny testamente: de to lignelser og ordet om legemets lys.

Christiane Gammeltoft-Hansen, som har skrevet vejledningen, går nu først helt galt i byen, når hun begynder med at hævde, at lignelserne ”handler om at finde og blive fundet”. Hun har rask væk overset indledningen til lignelserne, hvor Lukas skriver, at disse tre lignelser (lignelsen om den fortabte søn står lige efter disse to) fortælles som svar på den indvending, farisæerne og de skriftkloge kom med overfor Jesus: ”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem”. Det vil sige: Lukas opfatter de tre lignelser som fortællinger om det overraskende og for os farisæere stødende, at Gud ikke, som vi, ser ned på synderne og tager afstand fra dem, men henvender sig til dem, ja på en måde viser større omsorg for dem end for os.

Og hvis ellers man har blik for, på hvor mange snedige måder farisæismen kan angribe os, er der sådan set nok at prædike om ud fra Lukas’ opfattelse af disse lignelser.

I modsætning hertil vil Gammeltoft-Hansen have en prædiken over denne tekst til at handle om vor tids individualisme, om det moderne menneske, om det autentiske menneske:

Det autentiske menneske er ikke nr. 23 eller 99. Det er eneren, der forlader de andre for at tage styring over sit eget liv. Eneren er ikke blevet væk fra de andre. Eneren har forladt de andre for at finde sig selv – som i DR’s nye programseriesatsning ”Alene i vildmarken”, hvor vinderen er den, der bliver væk i længst tid. For prædikenen betyder det, at den er spændt ud imellem et nutidigt ideal om at skulle bryde ud og en fortælling, der vil hente os hjem. Både for det nutidige ideal og fortællingen gælder det om at finde. Nutidens ideal siger, at vi skal finde os selv. Evangeliet siger, at det er en anden, der finder os.

Og så er vi borte fra det, Lukas vil, borte fra det, en nogenlunde nøgtern eksegese vil, og fremme ved nogle selvlavede fantasier med udgangspunkt i flokmentalitet kontra enkeltmandsautencitet.

Gammeltoft-Hansen lader sig endda lokke ind i en vis modsigelse af fortællingen. For dette at turde sætte sig op imod flokken, også om det koster noget, ja koster livet, er jo uimodsigeligt et kristent ideal. Det blev, som jeg fortalte om det i det førnævnte blogindlæg, tydeligt hos de keynianere, der ikke ville nægte, at de var kristne, og derfor blev skudt af de muslimske terrorister. Martyridealet hos de første kristne var et ideal, der satte sig op mod det alment anerkendte lovideal. Så de nøjedes ikke dengang med bare at følge flokken. Det er dog ikke det, Gammeltoft-Hansen har blik for. Hun nøjes med at se den moderne individualisme som noget ikke helt forkasteligt og skriver derfor:

Gud handler på en glæde. Det er op på skulderen og hjem igen. Eller det vil sige: vi hører faktisk ikke om, at fåret kommer hjem. Måske drager det videre ud på sin opdagelsesrejse, nu bare med den justering, at det ikke længere behøver at jage efter at finde sig selv, for det er allerede fundet.

Og det er vel lige hårdt nok at skulle høre en præst lave om på den tekst, der skal prædikes over. For det hører selvfølgelig med til fortællingen, at fåret kom hjem. Det er hele pointen, det er derfor, hyrden kalder sine venner sammen og siger: ‘Glæd jer med mig!’ Hvordan i alverden skulle hyrden efter al den søgen kunne affinde sig med, at fåret tosser videre rundt borte fra hans omsorg? Skal vi forestille os, at han har forsynet det med en GPS, så han havde styr på, hvor det befandt sig? Det er altså lignelsen, som den står, der skal forklares. Og hvis man vikler sig ind i sådanne fantasier, er det tegn på, at det ikke er lignelsen, man udlægger, men sine egne tanker, man indlægger i evangeliet.

Men hvordan har det sig da med den kristne individualisme? Er det ikke sandt, at den kristne forkyndelse henvender sig til den enkelte? Og drejer det sig derfor ikke om at ”finde sig selv”, også set ud fra en kristen synsvinkel?

Det er i hvert fald sandt, at vi som kristne har farisæismen som en stadig fare, som en snublesten, vi gang på gang falder over.

Men det er ikke sandt, at evangeliet vil lære os, hvordan vi skal leve alene. Det vil tværtimod lære os, hvordan vi skal leve i de fællesskaber, vi står i. Gennem forkyndelsen kaldes vi igen og igen tilbage til fællesskabet. For dette at falde over farisæismens snublesten betyder, at vi nøjes med at se på os selv og vore egne præstationer. Den gode moral er jo netop noget godt, og når vi nu har overholdt, hvad god moral kræver, skulle vi så ikke have lov til at prædike denne gode moral for andre! Sådanne tanker besætter os gang på gang, og til os, der derfor undrer os over, at Gud sætter andre uden nogen god moral på lige fod med os, er disse lignelser fortalt.

Det er fællesskabet, det drejer sig om. Og kunsten i ethvert menneskeligt fællesskab består ikke i, at holde fast på en god moral eller nogle fine værdier, men i at kunne have antennerne ude, så man mærker enhver mislyd i forholdet til den anden, så man retter sig efter det, det drejer sig om i et fællesskab: forståelse, indlevelse, medfølelse, hengivenhed, osv.

Det betyder, at hvis du er kommet til at leve i et fællesskab, f.eks. på en arbejdsplads, hvor den gode moral har skabt en vis konkurrence, og hvor der ses ned på dem, der ikke har en helt god moral – og det er næsten uundgåeligt, når man holder på sin gode moral – så er det da sandt nok, at du i denne sammenhæng skal vove at være dig selv, men det betyder, at du skal vove at regne alle for lige gode, vove at have samkvem også med dem, andre regner for laverestående, vove at være uden fordømmelse og naturlig og ligefrem overfor alle.

Sjovt nok er det den, der vil pege på sin egen gode moral, der skiller sig ud fra flokken, eller er individualist, den, derimod, der ser mennesket bag den mindre gode moral, drives af ønske om fællesskabets opretholdelse.

Dette med at være ens overfor alle gælder også, hvis det er dig, der indtager en lavere stilling. Paulus har en interessant formaning til slaverne i Ef 6,5f:

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje.

Måske det i første omgang lyder forfærdeligt, at man ligefrem skal adlyde sin jordiske herre, som var det Kristus. Men det er i virkeligheden ganske revolutionært. Jesus har i johannesevangeliet gjort opmærksom på, hvordan der var forskel på en ven og en slave. Jesus siger i Joh 15,15:

Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.

Tjener” er den danske oversættelses pæne ord for ”slave”. Forskellen består i fortrolighedsforholdet, i, at vennen sætter sig ind i den andens tankegang, hvad slaven ikke gør, for han er ”kun” slave, ikke rigtig menneske. Et sådant slaveforhold til Gud havde farisæerne. De overholdt loven til punkt og prikke, men overholdt den uden at forstå, hvad der drejede sig om. Det samme forhold har muslimerne i vore dage. Men de kristne har et andet forhold til Gud. De er venner. Det vil sige: de kan forstå, hvad der skal gøres. De kan derfor gøre det gode som forstående væsener, de kan, stillet overfor det, Gud vil dem, ikke blot lystre, men ligefrem adlyde. At ”lystre”, det er slaveholdningen, at ”adlyde”, der er den forstående holdning.

Og denne forstående holdning omtaler Paulus her som en holdning, der handler ”af et oprigtigt hjerte”. Her står der på græsk ”en haplåtæti”, det vil sige: i helstøbthed. Og hvad helstøbthed vil sige, fortæller Paulus lige efter: Det vil sige, at handle ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker. For den, der er øjentjener, er på én måde overfor sine medslaver og på en anden måde overfor sin herre. Eller han arbejder, når hans herre ser på ham, og er efterladende, når han mener at kunne slippe godt fra det. Men ikke sådan, kære slaver, siger Paulus, I véd jo godt, hvad formålet med jeres herres befaling er, ret jer derfor efter formålet, ikke blot efter den nøgne ordlyd. Vær helstøbte.

Det ord ”helstøbt” går igen i et lidt mærkeligt Jesus-ord, ordet fra Matt 6,22f, se her. Som man kan se af denne sammenstilling af den græske tekst, den latinske, Luthers og den danske oversættelse, går ordet ”helstøbt” igen her, dog dårligt oversat i den danske oversættelse til ”klart”. I gamle dage kunne man følge Luther og den latinske bibel, der oversætter det ganske ordret til ”énfoldig”. Men det betyder i vore dage ikke énfoldig, altså netop noget, hvis pointe det er at være til i ét hug, i én støbning. I vore dage hedder det ”enfóldig”, og det betyder naiv, tossegod.

Så en bedre oversættelse end den autoriserede lyder:

Øjet er legemets lys. Er dit øje helstøbt, vil hele dit legeme være lyst; men er dit øje ondt, vil hele dit legeme være mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvor stort er så ikke mørket!

Det vil sige: Du skal ikke handle som øjentjener, hverken overfor din herre eller overfor din slave. For ligesom der ikke er personsanseelse hos Gud, bør der heller ikke være det hos mennesker. Eller: Ligesom Gud ikke opgiver, men søger at redde de mennesker, der af andre er bedømt ude, sådan bør også vi forholde os ens til alle mennesker. For, som det hedder i bjergprædikenen

Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. (Matt 5,46f).

Sådan kan man udlægge lignelserne i Luk 15. Men selvfølgelig kan de da udlægges på mange andre måder. Blot skal man jo helst udlægge teksten selv og ikke ens egen ret ueksegetiske forestilling om teksten.

Så kun én ting mere!

Jeg kan da godt fornemme, at denne udlægning kunne forlede nogen til at komme med formaninger angående vor behandling af de fremmede eller mere præcist: af muslimerne. Dem skal vi behandle som ligemænd, dem skal vi ikke se ned på eller fornægte samkvem med, for når Gud selv tager sig af de arme stakler, så skulle vi vel også gøre det.

Ja, selvfølgelig skal vi det. Men ser man nøjere efter, er det så ikke just det, vi har gjort.

Og én ting skal vi ikke gøre: vi skal ikke give dem ret i deres farisæisme. Har vi vore kristne briller på, kan vi vel ikke helt overse, at muslimer med tørklæde gør det samme som de farisæere, der på Jesu tid yndede at stå på gadehjørner og bede (Matt 6,5). Det er noget, de gør, siger Jesus, for at vise sig for mennesker. Sådan skal jo også tørklædet signalere til os ikke-muslimer: Se, her går en from kvinde! Det betyder ikke, at vi skal forbyde tørklædet. Men vi skal ikke være så eftergivende, at vi undlader at forkynde evangelium for dem, et evangelium, der nu pludselig vender op og ned på rollerne: I muslimer tror, I er de bedste, der ikke behøver omvendelse. Måske. Men se så her: Gud tager sig af os vildfarne, der ikke er så fromme som jer. Burde I derfor ikke omgås os som jeres ligemænd!

Udgivet i Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar

Forbud mod at redde liv?

Forleden aften (den 28-6 2017) var der i Deadline en ganske interessant diskussion mellem Jens Rohde og Marcus Knuth. Anledningen var, at Venstre, vist nok gennem Marcus Knuth, Venstres integrationsordfører, har foreslået, at man bør fratage de NGOer, der med deres skibe opsamler migranter på Middelhavet, deres statsstøtte.

Tanken er den, at disse både – forøvrigt sammen med den italienske kystvagts skibe – ved at lægge sig meget tæt på den libyske territorialgrænse går menneskesmuglernes ærinde derved, at de gør den strækning, menneskesmuglernes skibe skal sejle, meget kortere end for få år tilbage, da redningsskibene lå midtvejs mellem Libyen og Italien. Og da Danmark gør meget for at gøre antallet af migranter så lille som muligt, er det lidt selvmodsigende med sin støtte til NGOerne at gøre det modsatte, altså at give penge for at antallet kan blive større.

Man kan sige, at dette at fremsætte et sådant forslag viser et vist mod hos Venstre. Man kan jo så let som ingenting blive beskyldt for at mangle ægte humanisme. Det sker bl.a. i et læserbrev i Jyllands-Posten den 29-6, se her, hvor det bl.a. hedder:

Partiet Venstre er af den mening, at hvis man bare ser til, og bedst: ser den anden vej, og dermed lader folk drukne, kommer der færre bådflygtninge på havene.

Frivillige organisationer, Læger uden Grænser, Røde Kors og andre ngo’er skal straffes, hvis der iles hjælpende til.

Jo mere vi hjælper, jo mere stimuleres menneskesmuglingen, lyder Venstres logik. Jo mere grusomt vi behandler flygtninge, både her i landet og ude i verden, jo bedre for os. Folk bliver væk eller drukner på vejen.

Fraværet af anstændig og humanistisk følelse og tanke hos Venstre råber til himlen.

Det svarer ret nøje til det, Jens Rohde indvendte imod Venstres forslag. Men Jens Rohde er ikke for ingenting politiker, så han havde noget videnskabeligt – eller måske kun pseudovidenskabeligt – at holde sig til: Der foreligger ikke nogen videnskabelige undersøgelser, sagde han, der viser, at det har ført til et øget antal flygtninge (som han kaldte migranterne), når de europæiske skibe opererer tæt på kysten i sammenligning med, hvor mange der kommer, når de opererer langt fra kysten.

Imod det indvendte Marcus Knuth, at det var generalsekretæren for Frontex, EU’s grænsebevogtningsorganisation, der havde sagt, at man ved at operere tæt på kysten går menneskesmuglernes ærinde.

Og så ændrede diskussionen sig til at være en konkurrence om, hvem der har den mest troværdige kilde.

Jeg vil foretrække at anvende nogle simple økonomiske overvejelser:

Da Grækenland undlod at skubbe migrantbådene i Ægæerhavet tilbage til Tyrkiet, opstod der en ny flugtvej til Europa, der var meget kortere end ruten fra Libyen til Italien, og det var det, der var årsagen til den enorme migrant-tsunami, der fandt sted i efteråret 2015. Og det er på ingen måde uforståeligt, at der kom så mange, som tilfældet var. Det følger almindelige økonomiske principper. Når en vare bliver billigere, stiger efterspørgslen. Når det bliver billigere at fragte mennesker med menneskesmuglernes både, er der flere, der kan få råd til det, og derfor flere, der tager af sted. Hertil kommer naturligvis, at ruten fra Tyrkiet til Grækenland ikke er nær så stormfuld som ruten fra Libyen til Italien.

Man behøver ingen videnskabelige undersøgelser for at regne det ud. Almindelig viden om udbud og efterspørgsel er nok.

På samme måde med bådene ved Libyens kyst. Da Italien opsamlede migranter midt ude på Middelhavet eller tæt ved den italienske kyst, var det forholdsvis store skibe, menneskesmuglerne anvendte; dyrt! Nu, hvor de véd, at migranterne bliver opsamlet efter kun 12 sømils sejlads, anvender de i stor stil gummibåde, endda er de i mange tilfælde så smarte eller sparsommelige, at de med en anden båd sejler tilbage til Libyen med påhængsmotoren; billigt! At det virkelig gør den rejse, migranterne skal ud på med deres menneskesmuglerbåde, kortere og derfor billigere, behøver man ingen videnskabelig uddannelse for at forstå. Men naturligvis kræves der en vis vedholdenhed i argumentationen overfor de mange godgørende mennesker, der absolut vil indtage den holdning, at de intet forstår.

Jens Rohde hører til dem, der intet vil forstå af disse enkle sammenhænge. Der er tale om mennesker, der ikke kan leve sikkert i deres eget land, dem vil man nu forhindre godgørende organisationer i at redde fra druknedøden, lød det fra ham. Den løgn, at der er tale om flygtninge, fik Marcus Knuth ikke tilbagevist, men en løgn er det alligevel.

Og han fik heller ikke sagt en anden ting, som måske vil kunne anvendes som et argument imod dette med, at organisationerne ikke må redde menneskeliv. De må jo så hjertensgerne redde menneskeliv, jo flere, jo bedre. Men hvorfor skal de absolut sejles til Europa? Hvorfor har de nordafrikanske lande, Egypten, Libyen, Tunesien ikke et lige så stort ansvar som Italien for at tage imod de skibbrudne? Ifølge de almindelige havretsbestemmelser skal ethvert skib opsamle skibbrudne. Men de skal ikke sejles derhen, hvor de skibbrudne selv ønsker det, de skal sejles til den havn, det pågældende skib var på vej til. Den regel er dog forlængst blevet gennemhullet. Alle mener, at dette at redde skibbrudne på Middelhavet er ensbetydende med at sejle dem til Europa. Hvad det naturligvis ikke er.

Den indvending bliver også fremført af Anders Vistisen på hans blog i Jyllands-Posten, se her. Han gør tilmed opmærksom på, at den tunesiske havn Zarzis kun ligger 60 sømil borte, mens Italien ligger 275 sømil borte.

På samme måde med begrebet ”skibbrudne”. Ingen skelner længere mellem ægte skibbrudne og kunstige skibbrudne (fake shipwrecked, om man vil). Men alle de migranter, man samler op, er jo fake shipwrecked. De bringer sig i havsnød, hvis man da i det hele taget vil sige, at de er i havsnød. For ikke sandt, hvis man forsynede dem med den påhængsmotor, som menneskesmuglerne havde frataget dem, ville selv en overfyldt gummibåd nok kunne redde sig tilbage til den libyske kyst.

Lad mig illustrere, hvad det er, der sker, med en omdigtning af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Det har jeg været i gang med tidligere, f.eks. her, men jeg opdager stadig nye nuancer i fortællingen.

Vi tænker os, at det er rygtedes, at der på strækningen mellem Jerusalem og Jeriko optræder en barmhjertig samaritaner, der hjælper overfaldne med deres sår og lader dem få rekreation på et herberg. Det kan naturligvis skabe en vis tryghed hos nogle af Jerikos beboere, men det kan måske også hos andre skabe en længsel efter et rekreationsophold på et godt herberg. Én efter én giver disse andre sig så til at give rollen som røverioffer: de river deres klæder itu, maler sig måske med okse- eller æselblod og lægger sig hen som en halvdød på vejen fra Jerusalem til Jeriko. Og ganske rigtigt: Kort efter kommer den barmhjertige samaritaner forbi. Han forbinder den ”overfaldnes” sår, hjælper ham op på sit ridedyr og bringer ham til det nærmeste herberg, hvor han beder værten sørge for den ”overfaldne”; når han kommer tilbage, skal han nok betale. Og værten aner ikke uråd, selv om den ”overfaldne” kommer sig overraskende hurtigt og måske også nøjes med at lade, som om han stadig er syg.

Og måske også samaritaneren undrer sig over, at der næste dag og næste dag igen ligger et ”forslået” offer ved vejen. Men, tænker han, det er nu så dejligt at kunne gøre en god gerning. Så han bliver ved og ved, indtil han er udgået for penge. Men så beder han værten om at være lige så barmhjertig, som han selv var, og tage sig af de ”overfaldne” på husets regning.

Hvordan skal det ende?

Ja, det er jo os, der skal afgøre det. Måske det ender med, at samaritaneren nøjes med at vaske æselblodet af den ”overfaldne”, måske han beder ham om at gå hjem til sig selv, når han bliver klar over, at han selv kan gå, måske – og det er nok det værste – det ender med, at han går forbi alle de overfaldne, han møder fremover, heriblandt – kan vi tænke os – en ægte overfalden.

Men vil det være hans skyld, at han i det tilfælde ikke hjalp? Er ikke de mange snydeoverfaldne at klandre for den manglende hjælp?

Nuvel, tilbage til vore dage!

Vi mener, det er næsten umuligt at skelne mellem flygtninge og migranter, og det er jo sandt. Men det er ikke umuligt at skelne mellem ægte skibbrudne og fake shipwrecked. Alle dem i de gummibåde, vi ser på Tv, er fake shipwrecked. Hvis man endelig vil samle dem op – for de kan jo drukne derude på Middelhavet – så bør man stille dem til ansvar for deres snyderi og i hvert fald ikke belønne det ved at bringe dem til Europa, helst jo tvinge dem tilbage til Libyen.

Vil det være umenneskeligt?

Ja, dette snyderi med de falske skibbrudne har fundet sted så længe, at vi fuldstændig har glemt, at der er tale om snyd. Og vor faste overbevisning om – fordi vi vil eftergøre Jesu lignelse – at migranterne er ynkværdige mennesker – altså sygdommen samaritanitis – forhindrer os i at behandle dem som normale mennesker, i dette tilfælde: som mennesker, der har overtrådt havretsbestemmelserne og derfor er hjemfaldne til straf; på samme måde som de, der i kådhed affyrer nødraketter, skal straffes.

Det lykkedes også for Jens Rohde at få gennemtrumfet, at hans løsningsforslag blev hørt. Det er vist det samme, som fornylig blev foreslået af socialdemokraterne, se en artikel herom i Berlingske. Man tænker sig, at der oprettes flygtningelejre i Libyen, Tunesien eller Egypten. Alle de migranter, der ankommer til Italien, skal så føres tilbage til Afrika til disse lejre, for det er alene her, at asylbehandling skal kunne foretages. Af artiklen i Berlingske fremgår det, at Dansk Folkeparti er imod ideen: der vil på den måde blive åbnet en ladeport ind til Europa, for disse lejre vil jo tiltrække et utal af migranter med deres gode og ordnede forhold.

Det er dog ikke min indvending mod forslaget. Efter min mening lider dette forslag af den fejl, at forslagsstillerne forestiller sig, at migranter er som søndagsskolebørn: de gør da gladelig alt, hvad lærerinden (altså de europæiske myndigheder) siger. Men man kan være forvisset om, at netop det gør de ikke. Hvis kun 5% af migranterne kan ventes at få asyl, tror man så, at de øvrige pænt vil rejse tilbage til landet, de kom fra? Og hvis man skal tvinge de mennesker, der er ankommet til Italien tilbage til Afrika, hvordan tror man så, det vil foregå? Har man fuldstændig glemt, hvilke besværligheder det var for dansk politi at få sendt afviste asylansøgere tilbage til Afghanistan? Der var ikke det trick, der ikke blev benyttet for at forhindre tilbagesendelsen. Det samme vil naturligvis ske her.

Til sidst lidt om nogle slemme mistanker, som ingen vover at berøre.

Jeg berettede for en tre år siden om en menneskesmugler, der tilsyneladende havde en vis aftale med den italienske flåde, se her. Han sejlede sit skib, fyldt med migranter, ud til en olieplatform, ringede til den italienske flåde og ventede så på deres ankomst. Inden de kom, var han og hans besætning dog forsvundet i deres gummibåd. Nå, flåden kom, tog migranterne ombord og forlod så det mennesketomme skib. Kan man det? Må man ikke nødvendigvis efterlade nogle søkyndige mænd ombord for at sikre sig, at skibet ikke kolliderer med andre skibe? Ok, nej, det behøves ikke, for flådeofficererne vidste tilsyneladende ganske sikkert, at menneskesmuglerne ville komme tilbage og tage sig af skibet.

Jeg tillod mig dengang at antyde, at flåden nok modtog en temmelig fed bestikkelse for denne transaktion. Og det tror jeg stadigvæk var tilfældet.

Nogle af de beretninger om de NGOer, der er med til at opsamle migranter i Middelhavet, har gjort opmærksom på, at det faktisk koster rigtig mange penge at have sådanne skibe i søen. Foreløbig har ingen nævnt noget om, at smuglerne skulle levere tilskud til f.eks. Læger uden Grænser. Man har kun hævdet, at der foregik visse telefonsamtaler mellem smuglerne og skibene. Men når man betænker, hvordan hackerne i det store angreb, der har fundet sted fornylig, har krævet penge indbetalt på bitcoin for at lukke computerne op igen, hvordan altså pengebeløb kan betales, uden at man kan følge dem og opdage, hvem modtagerne er, så bliver man klar over, at diverse NGOer måske nok kan bedyre, at de ikke får penge fra menneskesmuglerne, de kan blot på ingen måde bevise det. Der kan komme mange anonyme beløb ind på kontoen, og nogle af dem kan udmærket stamme fra menneskesmuglere. Det er jo i deres interesse, at skibene kan holdes i søen og i hvert fald ikke standser deres opsamlingsarbejde på grund af pengemangel.

Men alle disse brud på reglerne har fundet sted så længe, at vi i dag er kommet til at anse sådanne brud for det normale. Og mens det er forholdsvis let at lade barmhjertighed erstatte lovlydighed, er det ulige vanskeligere at føre tingene tilbage fra barmhjertighed til lovlydighed. Men det er ikke desto mindre nødvendigt.

Udgivet i Indvandringspolitik, Ny testamente, Samfundsforhold | Tagget , | 1 kommentar

Med lov skal land bygges

Ja, selvfølgelig, hvad ellers?” vil man måske sige.

Ikke desto mindre, selv om vi så udmærket kender bisp Gunnars forord til Jyske Lov, så har vi i de sidste tyve-tredive år bygget vor indvandringspolitik på, ikke lov, men barmhjertighed. Vi har gradvist på det ene punkt efter det andet ladet barmhjertighed herske, hvor lov skulle herske, ladet nåde gå for ret, som man siger. Og selv om det i enkelttilfælde kan være både klogt og samfundsopbyggende, er det, når det bliver gjort så ofte, at det bliver en vane, både dumt og samfundsnedbrydende.

Dette indlæg kommer for størstedelens vedkommende til at handle om Douglas Murray. Han har skrevet en bog ”The Strange Death of Europe, Immigration, Identity, Islam”. Jeg blev opmærksom på ham og hans bog gennem et interview på Snaphanen, som Mark Steyn havde lavet med ham, se her, men har siden fundet frem til en artikel, som han selv har skrevet, her, og en positiv anmeldelse af bogen her.

I artiklen begynder han med at nævne de mange ”flygtninge”, der samles i Calais, og hele tiden forsøger at standse lastbiler for at kunne gemme sig på dem og således komme illegalt til Storbritanien. Han skriver:

Hver gang skuespillere, berømtheder og politikere kommer til Calais og besøger lejren med ”flygtninge”, kommer de tilbage for at fortælle den britiske offentlighed, at de må være åbenhjertige og generøse. De argumenter, de kommer med, er humane. Det er en forståelig reaktion på menneskelig elendighed, men det er en meget vigtig del af vort samfunds selvmordsmission.

Senere vender han tilbage til Calais-problematikken:

Tag eksemplet med Calais. Før lejren blev ryddet sidste gang, var der omkring 6000 mennesker, der levede der. Ingen af dem skulle have været der. Ved selve det at være der havde de allerede brudt hver eneste af de regler, vort kontinent har oprettet; de kræver, at migranter søger asyl i det første land, de kommer til. Næsten ingen kommer til Frankrig som det første land. Alle disse mennesker kom i land i Grækenland eller Italien og begav sig derefter nordpå.

Man kan måske diskutere, om dette er et eksempel på, at vore systemer er brudt sammen, eller et eksempel på, at ankomstlandene, formentlig Grækenland og Italien, spekulerer i at sende migranterne videre. Det er formentlig en blanding af begge dele.

Hvad der her er af betydning, er, at det begyndte som en barmhjertighedsgerning, det blev ret hurtigt til vane, og er nu endt med at blive en selvfølgelighed, men altså en selvfølgelighed, som lader flere og flere migranter komme ind i Europa, migranter som, én gang accepteret, ikke er til at komme af med. Videre er det blevet en selvfølgelighed, at disse migranter har frit valg mellem Europas lande, når de vil søge asyl, noget, der – når man ser det fra en retfærdighedssynsvinkel og ikke fra en barmhjertighedssynsvinkel – beviser, at de ikke er flygtninge, for en flygtning ophører med at være flygtning, når han bevæger sig bort fra det første sikre land, han ankom til. En sådan frit-valgs-ordning skulle Dublin-forordningen forhindre, men den bliver, som så meget andet, regnet med til det, man – af barmhjertighedsgrunde – ikke behøver at tage det så tungt med.

Alle de involverede redningsfolk ønsker at gøre en god gerning. Til at begynde med hed det sig, at man reddede skibbrudne på Middelhavet, og man så igennem fingre med, at disse ”skibbrudne” ikke var naturligt skibbrudne, men mennesker, der havde gjort sig selv til skibbrudne for at blive taget op af europæiske skibe. Redningsaktionerne foregik midtvejs mellem Libyen og Italien. Men efter nogle ulykker sejlede de europæiske skibe nærmere og nærmere den libyske kyst, indtil de nuomstunder næsten sejler indenfor territorialgrænsen for at hente migranter. Som Murray siger det: ”I dag behøver smuglerne næsten ikke at komme benzin på bådene, og bådene er knap nok sødygtige, når de sejler ud”.

Men ikke blot beskriver Murray de sande forhold på havet, han beskriver også den europæiske elites løgnagtighed:

Årsagen til det [dvs. til den fortsatte migrantstrøm, rr] er delvist, at vi bliver ved med at lyve for os selv, eller i hvert fald undlader at gøre os klart, hvad det er, der sker. Selv den dag i dag er både venstre og højre side af det politiske spektrum i stand til at lade som om de mennesker, der ankommer, er flygtninge.

Dette sidste, den europæiske elites reaktion på de mange migranter, er en fælles gåde for ham og for mig. I interview’et fortæller han, at han selv er ateist, men han skynder sig at føje til: ”kristen ateist”, hvormed han mener, at han i sin kulturopfattelse er dybt påvirket af kristendommen. Det er også i interview’et, at han giver noget af en forklaring på denne fælles gåde: han siger et sted, at eliten er besat af ønsket om at fremtræde som gode mennesker. Det svarer nogenlunde til det, jeg har hævdet, når jeg taler om, at eliten lider af samaritanitis, altså eliten ser det, der udspiller sig, som en genopførelse af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner og ser sig selv i rollen som netop samaritaneren, der følger Jesu opfordring i slutningen af lignelsen ”Gå du hen og gør ligeså!”

Dette vil jeg godt her forfølge lidt videre, idet jeg vil søge at vise, at det er misbrug af Jesu ord, når eliten mener at kunne bruge Jesu ord i forbindelse med migrantstrømmen til Europa. Det gælder ikke blot lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37), det gælder også ordet om at vende den anden kind til (Matt 5,39) og såmænd også næstekærlighedsbudet (Matt 22,34-40).

Specielt det med næstekærligheden har man været ret hurtig til at hive ned fra den hylde, hvor det ellers har ligget næsten ubrugt hen i mange år, men også de andre Jesus-ord spiller med ind i overvejelserne.

Til det er der nu først at sige, at ”Med lov skal land bygges”, det skal ikke bygges med næstekærlighed, det skal ikke bygges med voldsnægtelse (at vende den anden kind til), men måske nok med hjælpsomhed à la samaritaneren.

Det, der forvirrer med Jesu anvisninger, er, at de ikke er tænkt ind i nogen politisk sammenhæng. De er tænkt som anvisninger på, hvad man kan gøre for at opbygge det nære fællesskab, fællesskabet i menigheden. Kristendommen havde jo ingen politisk indflydelse og ønskede ikke at have nogen politisk indflydelse, og dens anbefalinger kan derfor ikke anvendes politisk. Men netop en politisk anvendelse er det jo, man får frem, når man anvender ordene på migrantsituationen.

Man kan henvise til, at det hedder ”Du skal elske din næste som dig selv”, det hedder ikke ”I skal elske jeres næste som jer selv”. Det er den enkelte, budet henvender sig til, ikke en flok af mennesker.

Vi kan tage Luther til hjælp her. For fyrsten får jo af Luther besked på at lade barmhjertigheden ligge, og handle efter retfærdigheden i stedet, for mennesker er ikke engle, og de vil uvægerlig misbruge barmhjertigheden, hvis den bliver vane. I et demokrati er vi nu alle ”fyrster”, dvs., når vi skal overveje, hvilket parti vi skal stemme på, hvad der skal foreslås af lovgivning, hvad staten som institution skal gøre og ikke gøre, så er det netop love, statens handlinger skal bygge på, altså retfærdighed, ikke barmhjertighed.

Hvis man vil bruge sin stemmeret til at få staten til at være barmhjertig, så føler man måske nok, at man har gjort en god gerning, men det er en kristelig fejltagelse: man kan ikke gøre en god gerning pr. stedfortræder, heller ikke når denne stedfortræder er det offentlige. Det bliver til det rene hykleri i stedet for.

Når dertil kommer, at dette, at staten har handlet efter barmhjertigheden og ikke efter retfærdigheden, har fået de uheldige konsekvenser, det har, så bliver handlingerne, både set fra borgerens side og set fra statens side, farisæiske gerninger.

Én af de uheldige sider af farisæiske gerninger er nemlig, at den, der handler farisæisk, mener sig fritaget for at indregne konsekvenserne af sin handling og tage ansvar for dem. Han kan sige, som tjeneren med den ene talent i lignelsen om de betroede talenter: ”Se, her har du, hvad dit er!” (Matt 25,25). Det drejer sig blot om at overholde reglen, hvad der videre sker, er den handlende uvedkommende.

Jeg har tidligere gjort opmærksom på de jøder, der absolut ville overholde sabbatsbudet og derfor ikke ville forsvare sig i krigen på en sabbat, idet de regnede med, at Gud selv ville gribe ind og frelse dem, se her. Samme ligegladhed med konsekvenserne ser man hos den folkelige elite hos os. Om integrationen lykkes eller ej, om vi har penge nok til at tage os af alle migranterne, om de afviste asylansøger kan hjemsendes eller ej, om pengene bruges mest fornuftigt på de spontane asylansøgere, alt dette er vor farisæiske elite ligeglad med.

Det drejer sig om at komme til at gøre en god gerning; hvilke konsekvenser den har, er en helt anden sag. I én af dagens tv-aviser blev en sygeplejerske interview’et (28-6). Hun havde været medhjælper på et skib tilhørende Læger uden grænser, som hentede migranter fra Libyens kyst. Hun bedyrede naturligvis, at de ikke havde nogen som helst forbindelse med menneskesmuglerne, og selvfølgelig fik hun ikke nærgående spørgsmål om de tegn på en sådan forbindelse, der er blevet fremlagt. Men hun blev dog spurgt, om ikke de med deres redningsaktioner hjalp menneskesmuglerne. Dertil svarede hun, at deres opgave var at redde liv, hvordan man så bekæmpede menneskesmuglere, måtte andre tage sig af.

Og hvis nu man tror, at dette er at udøve den sande næstekærlighed, så er det, jeg vil protestere. Denne sygeplejerske tænker typisk farisæisk, tænker på dette at redde menneskeliv som en isoleret handling. Det samme gjorde farisæerne. Der var 613 bud, der skulle overholdes, var de overholdt, var alt i orden. Med fællesskaberne måtte det så gå, som det bedst kunne, både med det familiære og med det folkelige fællesskab.

Hvis vi skal tale med Paulus, kan vi sige, at sygeplejersken ikke bekymrede sig for, om hendes handling opbyggede fællesskabet eller ej. Det er det isolerede ved handlingen. Det er ikke den slags handlinger, Paulus anbefaler. Hos ham hedder det ”Alt er tilladt, men ikke alt opbygger” (1 Kor 10,23). Det vil sige: Der er ingen lov, ingen regler, ingen god moral, der skal efterleves. Der er derimod et fællesskab, der skal tages vare på, med ord, der trøster og styrker, med handlinger, der hjælper, med omsorg for fællesskabets medlemmer. Man vil altså aldrig, når man handler kristeligt (dvs. efter Paulus’ anvisninger) komme i den situation, at man kan kaste ansvaret fra sig og være ligeglad med fællesskabet. Og her tænker jeg særlig på det folkelige fællesskab.

Der er jo ingen tvivl om, at som hele migrantvæsenet har udviklet sig, vil de mennesker, der reddes på Middelhavet, ende som indvandrere i bl.a. vort land. Og med Paulus’ ord: jovist, det er tilladt at samle migranter op på Middelhavet, men 1) hvis man ophører med det, vil menneskesmuglerne ikke sende så mange af sted, og de vil ikke sende dem af sted i så synkefærdige både, 2) hvis man bliver ved med disse ”gode gerninger”, vil man på sigt ødelægge sit eget land; allerede nu er den tillid, der herskede mellem beboerne i dette land, for nedadgående, bl.a. i kraft af de mange ghettoer, muslimerne har samlet sig i; så man skulle måske overveje, om man med disse opsamlinger opbygger eller nedbryder de europæiske samfund.

Jamen, hvad så med lignelsen om den barmhjertige samaritaner? Dèr siges det jo, så det ikke er til at misforstå, at de, der gik forbi, ikke handlede korrekt. Vi skal vel ikke ved at undlade at samle migranter op i Middelhavet efterligne præsten og levitten, der så den overfaldne, men gik forbi?

Fuldstændig rigtigt. Og vi ville naturligvis også skulle hjælpe, hvis der var tale om mennesker, hvis liv var i fare i de lande, de flygtede fra. Men det er der jo ikke tale om. Nå ja, fordi vi gerne vil spille spillet om den barmhjertige samaritaner, hvor vi selv er den barmhjertige samaritaner, så vil vi, så vidt det står til os, pådutte migranterne rollen som den overfaldne. Men hvad så, når virkeligheden ikke svarer til det skuespil, vi har gang i? Hvad så, når diverse kilder fastslår, at kun omkring 2% eller måske højst 5% af migranterne er flygtninge i flygtningekonventionens forstand? Så duer lignelsen om den barmhjertige samaritaner pludselig ikke mere som model for vores handling. For lignelsen forudsætter, at der er tale om nødlidende mennesker, altså ægte nødlidende, ikke mennesker, der har bragt sig i en nødssituation. Og så kastes der et dubiøst skær ind over selve redningsaktionen, eller skal vi sige: opsamlingsaktionen.

Men altså: Murray er spændende, fordi han går ind til benet, undersøger forholdene, som de er, finder bag om elitens mange skinforklaringer og når frem til en betydelig sandere opfattelse af virkeligheden. Blot forekommer det mig, at han som erklæret ateist ikke har helt det samme blik for kristendommens ret uheldige bivirkninger i retning af at skabe farisæere, oven i købet farisæere, der med god ret kan siges at operere ud fra kristne sætninger, omend misforståede sådanne.

Det gør det jo ikke nemmere at komme dem til livs. Men måske de hårde kendsgerninger kan hjælpe til. Det forlyder, at den italienske regering, som nu har opdaget, at den ikke mere blot kan sende migranterne videre nordpå, fordi grænseovergangene er blevet lukket én efter én, nu omsider kan se det uheldige i disse opsamlingsaktioner. I hvert fald har man bedt EU om hjælp til at håndtere opgaven i form af at aftage migranter. Og da der ikke meldte sig nogle frivillige, proklamerede man, at grænsen var nået, nu ville man måske ikke længere modtage migranter i sine havne, hverken fra egne orlogsfartøjer eller fra NGOernes fartøjer.

Det lyder spændende. Det ville være en nyhed. En god nyhed. Men vi får se, om det sker.

Udgivet i Indvandringspolitik, Luther, Ny testamente | Tagget , | 1 kommentar

Nutidens blinde øje

Åh, ja, nutidens journalister har travlt. Og det er vel én af forklaringerne på, at de i ganske mange tilfælde næsten bevidstløst overtager de værdier, der ligger i deres omgangskreds, hvilket vil sige: hos andre journalister og i samfundet i almindelighed.

Dette forhold lader sig se i en artikel i Kristeligt Dagblad den 26-6 skrevet af Adam Egholm Madsen, se her.

Artiklen handler om jordens befolkningstilvækst, og den giver en række eksempler på økonomers og demografers forudsigelser. Udmærket! Men vinklingen, journalisten giver historien, er utrolig skæv. Og denne skæve (læs: forkerte) vinkling bevirker, at der er en masse spørgsmål, der naturligt melder sig for den uhildede læser, som overhovedet ikke tages op.

Vinklingen fremgår allerede af overskriften: ”Europa skrumper uden nyt blod”. Dette er naturligvis ikke forkert. Der er ikke tale om ”fake news”. Men hvordan det kan blive hovedproblemet, stillet overfor den enorme befolkningsvækst, der finder sted på de øvrige kontinenter, er mig en gåde.

Først bringes de alarmerende tal:

I 2023 runder verdens befolkning ifølge FN’s fremskrivning otte milliarder mennesker.

I 2050 vil tallet være 9,8 milliarder mennesker, og i 2100 er det 11,2 milliarder mennesker. Der er dog en vis usikkerhed forbundet med tallene så langt ude i fremtiden.

Hvert år vokser verdensbefolkningen med omkring 83 millioner mennesker.

I 2018 vil der for første gang være en milliard mennesker på mindst 60 år.

Om cirka syv år vil Indien overhale Kina og blive landet med flest mennesker.

Nigeria forventes at springe fra syvendepladsen til tredjepladsen over de mest befolkede lande i 2050.

Efter disse tal, som vel for de fleste er temmelig hårrejsende, følger så denne bemærkning:

Europæerne føder for få børn, og befolkningstallet forventes at falde, siger FN. Medmindre der kommer et stort antal indvandrere.

Ikke sandt, problemet er for journalisten ikke, hvordan der skaffes mad nok til alle disse mennesker, hvordan jorden skal kunne blive ved med at brødføde dem alle, end ikke problemet med tilstrækkeligt med drikkevand til så mange berøres. Nej, det, han er optaget af, og det, der skal få os læsere til at spidse ører, er, at Europa slet ikke kan følge med i dette kapløb.

Den arme journalist er i den grad vant til, at der tales om vækst alle vegne, at han uden videre går ud fra, at et stigende befolkningstal er noget godt, og at et faldende tal for Europas vedkommende derfor er noget uheldigt noget.

Nå, han har det fra den engelske avis The Guardian, og journalisten på The Guardian har det igen fra John Wilmoth, direktøren for FN’s befolkningsafdeling. Og naturligvis er det ikke godt at vide, hvor meget Wilmoths udtalelser er blevet vinklet af journalisten på The Guardian, men eftersom John Wilmoth citeres for følgende:

I nogle lande med lav fertilitet og aldrende befolkning har tilgang af migranter været den primære grund til, at befolkningen er vokset og i nogle tilfælde har undgået en nedgang i befolkningsstørrelse

er det måske ikke helt utænkeligt, at Wilmoth lider af den samme problemforskydning som journalisterne: man forskyder problemet fra verdens overbefolkningsproblemer til Europas underbefolkningsproblemer.

I hvert fald tyder udtalelser fra Hans Oluf Hansen, lektor i demografi, på, at denne problemforskydning er almindelig blandt forskere i demografi. Han siger bl.a.

En større andel rykker op i de ældre aldersklasser, fordi befolkningen ikke fornyer sig tilstrækkeligt længere.

Dette er en meget farlig og meget kortsigtet anskuelse at have.

Befolkningen fornyer sig ikke tilstrækkeligt”, hedder det. Hvad er ”tilstrækkeligt”? Det er – tror jeg, at man mener – tilstrækkeligt til, at vi kan fastholde det forhold mellem arbejdende og pensionister, som vi hidtil har haft. Og da vi lever længere, og der derfor bliver flere pensionister, må der opereres med en stadig vækst i befolkningstallet, hvis dette forhold skal fastholdes. Når en sådan vækst ikke finder sted, mener man, at vi har et problem. Tidligere benævnte man dette problem ”ældrebyrden”. Det er man gået bort fra, det var for brutalt. Men tankegangen er den samme: der skal vækst til, hvis ikke den del af befolkningen, der arbejder, skal føle skattebyrden alt for hård, den skattebyrde, der går til at holde liv i os gamle.

Derfor, konkluderer man, må vi have kvinderne til at føde nogle flere børn; for der skal være vækst i befolkningstallet, hvis ”ældrebyrden” skal være til at bære.

Denne konklusion, som vist er meget almindelig blandt demografer, undrer mig i høj grad. Dels må man spørge, om da ikke demografer af alle videnskabsfolk skulle kunne se den langsigtede fare ved en stadig vækst i befolkningstallet. Jeg mener: der er jo grænser for, hvor mange mennesker jorden kan brødføde, og om vi danskere som samfund viste lidt samfundssind og nøjedes med at befolke vor del af kloden med det nuværende antal mennesker eller måske lidt færre, ville vi så få et dårligere samfund? Med alle de hjælpemidler i produktionen, der er på vej, robotter af snart sagt enhver art, skulle det vel ikke være umuligt for en stadig mindre del af folket, dem i den arbejdsdygtige alder, at forsørge en stadig større del af folket, os i pensionsalderen. Hvis økonomer påstår, at det ikke vil kunne lade sig gøre, må det vel være deres teorier, der skal laves om, ikke den virkelighed, de skal beskrive.

To demografer, som jeg ellers har megen respekt for, Poul Chr. Mathiessen og Gunnar Viby Mogensen, tilslutter sig ”ældrebyrdeteorien” i en kronik i Jyllands-Posten den 6-9 2016, se her. Når jeg har respekt for dem, skyldes det bl.a., at de ikke er bange for at fastholde den ret indlysende kendsgerning, at den muslimske indvandring, vi har set gennem snart mange år, er en omkostning for samfundet. Om dette skriver de:

En betragtelig del af migranterne er muslimer, som ofte tager afstand fra integration i den vestlige samfundsform. Modstandere af integrationen bliver støttet økonomisk og politisk fra ressourcestærke regeringer i mellemøstlige lande som Iran og Saudi-Arabien. Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei, sagde i 2013 til en forsamling af islamiske lærde fra hele verden, at »alle dele af menneskeheden bør opnå den type civilisation, der er specificeret i den hellige Koran.« Udviklingen i de internationale vandringer har derfor også skabt betydelige kulturelle spændinger.

Det er også i mine øjne en del af virkeligheden, som vi ikke bør lukke øjnene for. Men det er for kortsigtet af dem at mene, at løsningen består i en øget fertilitet i Europa. De skriver:

Siden fertilitetsnedgangen begyndte for årtier siden, er fødselsoverskuddet i EU blevet stadig mindre og er efter 2015 blevet til et fødselsunderskud. Det betyder, at en befolkningstilvækst må ske i kraft af indvandring. Dette fremgår med al ønskelig tydelighed af en befolkningsfremskrivning for perioden 2015-2080, som er udarbejdet af EU’s statistiske kontor Eurostat. For hele perioden påregnes en svag befolkningstilvækst, nemlig fra 508 mio. til kun 520 mio. Samtidig sker der omfattende ændringer i befolkningens aldersfordeling. Medens antallet af personer i de produktive aldersklasser (15-64 år) falder med 42 mio., stiger antallet af ældre med 55 mio. Det betyder færre hænder til at forsørge de ældre og dermed pres på skattesystemet og den sociale sektor. Men nok så væsentligt er det formentlig, at der blot for at hindre befolkningstilbagegang i Europa må være et indvandringsoverskud. Da indvandringen først og fremmest må påregnes at komme fra Mellemøsten og Afrika (asylsøgere, familiesammenføring mv.), sker der en befolkningsudskiftning af europæere til fordel for mennesker fra en ikkeeuropæisk – i betydelig grad muslimsk – kultur.

Hvis man, som der er gode grunde til, anser denne udvikling for på længere sigt at indebære en trussel mod ikke kun de europæiske velfærdssamfund, men også mod fundamentale europæiske værdier som demokrati, ytringsfrihed, ligestilling mellem mænd og kvinder, og respekt for seksuelle minoriteter, er der kun én vej ud af dilemmaet, nemlig en familiepolitik, som øger fødselstallet af europæere. En sådan politik vil udover at sikre et større indslag af europæiske værdier også modvirke befolkningens aldring.

Så vidt jeg kan læse, ser de et dilemma i en manglende befolkningstilvækst: der bliver færre hænder til at forsørge de ældre, der kommer et pres på skattesystemet og den sociale sektor. Men dilemmaet opstår kun, hvis man ser en befolkningstilbagegang som noget uheldigt, hvilket de åbenbart gør, uden dog at argumentere for det. Hvis man ikke ser sådan på det, vil et øget pres på skattesystemet ikke være den helt store ulykke. Vi har jo igennem snart mange år set et øget pres på skattesystemet gennem den indvandring, der har fundet sted. Hvorfor skulle skattesystemet så ikke kunne klare ”ældrebyrden”? Oven i købet kan man jo godt tænke sig, at en del af pensionisterne vil tage et beskedent arbejde, selv om man jo må være klar over den biologiske kendsgerning, at en 70- eller 80-årig ikke er så spændstig som en 20- eller 30-årig – jeg taler af erfaring.

Nej, må jeg så bede om Svend Burmester! Han har i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 7-11 2015, se her, undret sig over, at FN i de målsætninger, man har opsat for den fremtidige udvikling, ikke har medtaget en målsætning om at begrænse befolkningstilvæksten. Han skriver om befolkningsproblemet:

Det er svært at se en umiddelbar løsning på flygtningeproblemet. Men at få has på befolkningstilvæksten vil på langt sigt være afgørende. Ja, vi vesterlændinge skabte kaos i Mellemøsten ved de lemfældige grænsedragninger efter Første Verdenskrig, ja, Israels fremturen har skabt millioner of palæstinensiske flygtninge, men det nuværende syriske problem ville unægteligt være mindre, hvis Syrien ligesom i 1950 havde holdt sin befolkning på fire millioner i stedet for de nuværende 23 millioner.

Og her i Egypten er befolkningstilvæksten en tikkende bombe. Egyptens beboelige areal er det samme som Danmarks. Men her bor ikke fem millioner, som hos os. Her bor 90 millioner, og tallet forøges med over en million om året. Lige meget, hvad regeringen måtte finde på af udviklingsprojekter, vil økonomien fortsat halte efter befolkningstallet.

Ikke dermed sagt, at økonomisk og social udvikling i form af sundhed og undervisning ikke er væsentlig. Den har blot svære kår, når befolkningstallet forøges så eksplosivt som i Egypten.

Og han fortsætter:

I år 2000 vedtog FN en række målsætninger for udviklingen frem til 2015. Det er opløftende at konstatere, at mange af dem blev om ikke mødt, så dog viste stor fremgang – børnedødelighed, fattigdom og uddannelse kan nævnes.

NU ER DER SÅ VEDTAGET 17 nye målsætninger for 2030. Alle meget prisværdige – fuldstændig afskaffelse af fattigdom og sult, bæredygtig energi, ligestilling af kvinder og piger som vigtige eksempler. Og som noget nyt gælder målene ikke bare for de fattige lande, men globalt.

Men ikke et ord om befolkningstilvæksten og ingen bestemmelser om, hvor pengene skal komme fra.

Jeg giver ham helt og fuldt ret i det, han skriver lidt senere, at det nærmer sig det kriminelle, at det internationale samfund på det nærmeste har glemt befolkningsproblematikken.

Men hvorfor diverse videnskabsfolk, ikke mindst demografer, også glemmer den, det er mig en gåde. Eller mere præcist: Hvorfor disse videnskabsfolk lader sig rive med af tidens fejlopfattelse, at vækst i økonomien forudsætter vækst i indbyggerantal, det er uforståeligt. Det burde jo være videnskabsfolks opgave at gå imod de ”selvfølgeligheder”, som hersker blandt folk.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Euroens forbandelse

Det er lidt mærkeligt at skulle komme som almindelig lægmand uden synderlig forstand på nationaløkonomi og bebrejde kloge folk – altså folk, der er ikke så lidt klogere end mig – at de ikke tager hensyn til økonomiske forhold. Men det er, hvad man kommer ud for, hvis man i sin tid forstod mange økonomers advarsler mod indførelsen af euroen og nu ser euro-landenes store vanskeligheder som opfyldelsen af disse dystre profetier.

Derfor griber man med kyshånd enhver udtalelse fra én af de klogere – læs: en uddannet økonom – som påviser landenes økonomiske vanskeligheder og mere eller mindre tydeligt forbinder dem med euroens indførelse.

En sådan økonom læste jeg om i Information den 21-6 2017, se her. Han hedder Heiner Flassbeck og siger om den såkaldt genetablerede magtrelation mellem Tyskland og Frankrig følgende:

Der opstilles masser af harmoniske og optimistiske billeder for tiden. Men sandheden er, at der ikke er et tysk-fransk venskab, men derimod en tysk-fransk kamp. Den begyndte, da Tyskland med Agenda 2010 omkring indførelsen af euroen foretog en stærk løndumping og derigennem øgede tyskernes konkurrenceevne markant.

Ligefrem at tale om ”løndumping” er måske for meget. Men det svarer til det, han siger lidt senere, hvor det hedder:

Nu vil Macron prøve det med endnu større skridt [end Hollande, rr], men også hans mission vil mislykkes. Hvis han skal udligne den tyske fordel i kraft af løndumping, skal han sænke de franske lønninger med omkring 20 procent. Det ville være en katastrofe. Som vi har set i Grækenland, eksploderer arbejdsløsheden, når man reducerer lønningerne og dermed den indenlandske efterspørgsel.

Det vil monsieur Macron ikke overleve politisk. I stedet burde de tyske lønninger hæves markant, måske fem procent om året over en årrække.

Så er vi tilbage ved det, kloge økonomer advarede imod før euroens indførelse: Hvis man ikke har nogenlunde ensartede løndannelsesmekanismer, vil lønningerne udvikle sig forskelligt i de forskellige euro-lande, det vil give lande med de laveste lønninger en konkurrencefordel med mindre gæld og mindre arbejdsløshed til følge, og omvendt give landene med manglende løntilbageholdenhed problemer med for stor gæld og for høj arbejdsløshed.

Det er jo altsammen rigtigt set af Flassbeck. Blot undrer det mig, at han nøjes med at foreslå noget, der indenrigspolitisk er komplet umuligt i både Frankrig og Tyskland. Frankrig kan ikke sætte lønningerne ned med 20%, og Tyskland kan ikke hæve lønningerne, selv ikke af hensyn til franskmændene. Begge dele vil så at sige være imod landenes dna. Og spørgsmålet er, hvorfor Flassbeck ikke foreslår det eneste, der kan lade landene bibeholde deres nationale løndannelsesmekanismer, nemlig udtræden af euroen, genindførelse af francen og d-marken og efterfølgende ureguleret kursfastsættelse. For kun, hvis kurserne flyder frit i forhold til hinanden, kan forskellene i løndannelsesmekanismer udlignes.

Det, man har forsøgt igennem de seneste tyve år, må opgives. Man har forsøgt at tvinge landene sammen, det gik ikke, man må i stedet give mulighed for, at landene kan gro sammen, deri ligger det eneste håb for det europæiske samarbejde.

Og dette er ikke blot et økonomisk spørgsmål. Det er også et fænomen, der spiller en stor rolle for, hvordan befolkningerne ser på hinanden.

Man husker nok det Hitler-skæg, der i Grækenland blev malet på portrætter af Angela Merkel. Det var møguretfærdigt. Men euro-samarbejdet har givet grækerne mulighed for at skyde skylden for deres elendighed alle andre steder hen end på sig selv. Forståeligt nok! For disse svære økonomiske forhold er der jo ingen, der forstår. Og så forvandler man blandt grækere på ingen tid et forståeligt ønske fra tyskernes side om at ville have sine udlånte penge tilbage til en brutal herrefolksmentalitet fra nazitiden.

Det hører også med til de uheldige virkninger af det panser på den nationale økonomi, som euroen er.

Og minsandten, om ikke denne manglende forståelse af de økonomiske forhold nu pludselig dukker op i diskussionen af reformationens virkninger. Jo, jo, det er ganske vist. Den tyske forsker, Volker Reinhardt, hævder i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 26-6, se her, at den modsætning mellem tyskere og italienere, som han gennem sin forskning har fundet frem til var én af årsagerne til, at det endte med en kirkesplittelse, har været holdt i live igennem de forløbne 500 år og nu gør sig gældende igen.

Han skriver om den daværende modsætning:

For pave Leo X var Luther ganske enkelt den hæslige tysker: drikfældig, hidsig, udannet, oppustet af højmod og en person, der gerne brugte et beskidt sprog. Luther derimod betragtede italienerne som skinhellige: De udgav sig for at være kristne, men var i virkeligheden ateister. Italienerne opførte sig efter hans mening arrogant, bedrevidende og nedladende over for tyskerne, og allerede på et meget tidligt tidspunkt i striden med Vatikanet begyndte han endda at lege med tanken om, at paven kunne være den personificerede Antikrist, som man ikke skulle forhandle med.

Den har jeg tidligere behandlet, se her. Og jeg skal her blot gentage det, jeg mener at have påvist, at dette med, at paven er antikrist, bestemt ikke er en anskuelse, Luther leger med, det er en konklusion, han tvinges til at drage ud fra pavens handlinger, næsten mod sin vilje.

Men diskussionen om modsætningerne dengang mellem italienere og tyskere må holdes indenfor sine historiske grænser. Ligesom det i den danske debat om reformationens virkninger ret ofte går over gevind med at skildre alt det gode, der blev opnået gennem reformationen – man holder sig ikke til de historiske kendsgerninger, men fører sine tilhørere i lav flugt hen over historiens mange detaljer, indtil man, voila, finder en positiv virkning i nutiden – sådan vil Reinhardt have os til at tro, at den modsætning, der i dag kan findes mellem italienere og tyskere, blot er den oldgamle modsætning, som blusser op påny:

Den nationalisme, der blev opfundet i det 15. og 16. århundrede, er i dag heftigere og mere aggressiv end nogen sinde før bag Den Europæiske Unions smukke enhedsfacade. Vi ser i den vedvarende eurokrise, hvad tyskerne og italienerne mener om hinanden, nemlig intet godt. De nationale stereotyper, der krydser hinanden på vejen over Alperne, stammer helt tydeligt fra Reformationens tid. ’Italienerne er lumske og arrogante og financierer deres ødsel via tyske kasser’, er en bebrejdelse, vi kender allerede fra Luthers tid, og omvendt er italienernes syn på tyskerne i dag som ’de pengegriske, nærige og naive barbarer, der mangler sans for stil og livsnydelse’ i det væsentlige ens med de bebrejdelser, som Vatikanet i sin tid rejste imod tyskerne.

Dette er det rene vrøvl. Og det undrer mig, at en nutidig historiker vil lægge røst til noget sådant. Nej, min gode Volker Reinhardt, den nutidige modsætning mellem de to nationer skyldes en fejlslagen økonomisk politik. Man har fra EU-ledelsens side troet, at man kunne spænde økonomien foran den folkelige sammensmeltnings vogn, men det blev gjort uden kendskab til de økonomiske love, og resultatet ser vi nu: de økonomiske kræfter siger som Piet Heins kat på vejen: ”Jeg er sgu min egen” og nægter pure at handle imod deres natur. Og så får vi øget gældsætning og øget arbejdsløshed i den ene del af euro-zonen, og flotte økonomiske resultater i den anden del.

Skal Europa reddes, må man opgive både euroen og idéen om arbejdskraftens frie bevægelighed. Så kan Europa til gengæld igen blive verdens førende kontinent, som viser, hvordan man kan tackle vidt forskellige traditioner og alligevel få økonomisk vækst.

Udgivet i Historie, Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hjernernes krig

I en kronik i den svenske it-avis ”Avpixlat” skriver kronikøren Rolf Malm:

Krigen mod IS må vindes med andre midler end de militære og politiske. Man har brug for en langsigtet, altomfattende modpropaganda for at rive helteglorien af vordende terrorister. Hvilken rolle spiller hårdere straffe og strengere love for den, som er fanatisk overbevist og er parat til at ofre livet for sin sag? Den falske forestilling, at de vil redde den syndige, depraverede vestlige verden fra demokrati, gudsfornægtelse og forfald? Den verden, som de synes at se som Sodoma og Gomorra i en rettroende, islamisk verden? Det er håbløst at forsøge at standse indsmuglede eller rekrutterede enkelte, ideelt forførte individer fra at begå vold mod almenheden. Det er som at jagte resistente bakterier.

Den vestlige verden må mobilisere forfattere, musikere, kunstnere, filmproducenter, skribenter, artister, bloggere osv. Nogen må skrive det store litterære værk, som afslører det radikale islam som djævelens værk. Vi venter på Tv-serien, som afslører IS som ondskabens magt. Vi ser frem til musicalen, som viser, at IS er en trussel mod menneskeligheden. Hvornår kommer den store musikstjerne, som afslører IS’s falske løfter om martyrium og paradis. Vi trænger til at få hjælp fra kunstnere, poeter og forfattere i civilisationens kamp mod undergangen.

Dagens ambivalente politiker frelser ikke verden. Vi får ingen hjælp af journalister, der er lammede af politisk korrekthed. Militæret vinder aldrig over terrorismen. Vi får ingen støtte af vor kirkes repræsentanter. Politiet og sikkerhedstjenesten kan kun gøre det marginalt vanskeligere for terroristerne. Der er tale om en ny verdenskrig – det gode mod det onde. Vi må mobilisere alle den civiliserede verdens gode kræfter og slå lige så hårdt mod afgrundsdyrkerne som mod racisme, slaveri, nazisme og kommunisme. Krigen mod terroren vindes ikke på slagmarken eller ved domstolene. Det er hjernernes krig. Vi vinder ikke, hvis ikke vi optræder klogere, smartere og mere overbeviste og enige end den djævelsk dygtige modstander.

Undskyld det lidt lange citat! Jeg er enig med Rolf Malm i hovedsynspunktet: at det er en hjernernes krig, vi er i gang med, selv om jeg foretrækker at tale om en åndelig kamp. Jeg er også enig med ham i, at den ikke vindes militært eller ved domstolene. Men jeg vil godt udbygge dette med domstolene lidt. For det er jo den metode, vi hidtil i stort omfang har villet bruge. Vi har diskuteret frem og tilbage om, hvilke love vi skulle sætte ind mod det muslimske tørklæde, hvordan vi skulle forhindre særlige kvindetider på vore badeanstalter, hvilke vanskeligheder vi skal lægge i vejen for opførelsen af moskéer, osv., osv. Det er altsammen udtryk for, at vi går domstolsvejen.

Men vi bør i stedet gå argumentationsvejen. Det er den vej, kirken burde gå, men jo på ingen måde går. Kan det hjælpe de kirkelige lidt på vej op af sofaerne, hvis vi gør opmærksom på, at dette ikke længere at gå domstolsvejen jo betyder, at vi kan sige, som jeg plejer at sige om de muslimske tørklæder: ”Lad dog barnet!” og om badetider og meget andet, at vi naturligvis i den slags sager skal give muslimerne al den frihed, vort samfund bare kan trække?

Til gengæld skal vi altså argumentere imod islam. Ikke blot mod IS, som Rolf Malm synes at mene. Ikke, fordi de ikke er umenneskelige. Men fordi det er at gøre sig sagen alt for let. Alle er jo enige om, at IS er djævelens værk, det behøver vi ingen kunstnere til at fortælle os. Men vi kunne godt bruge nogle kunstnere og kirkefolk til at fortælle den undrende befolkning, at muslimer faktisk anser sig for at være bedre mennesker end vi vesterlændinge, og at det er derfor, de udklækker den ene terrorist efter den anden. Vi kunne godt bruge nogle musikere til at lave sange, der håner islam for den umenneskelighed, de udviser med deres arrangerede ægteskaber: de tror, deres kønsmoral er udtryk for den største fromhed, hvor den i virkeligheden er en frihedsberøvelse af rang.

Og ikke mindst: Vi kunne godt bruge nogle forfattere, filmproducenter, skribenter osv., til at gøre op med den dominanstendens, der præger mange muslimske miljøer. Jeg tænker på de mange eksempler på, at muslimer på mange forskellige steder opfører sig, så det bliver tydeligt, at det er dem, der bestemmer; sætter nogen sig imod det, bliver de mødt med vold. Skulle det ikke være muligt at gøre muslimer i almindelighed og disse ”unge” i særdeleshed klart, at vi da godt véd, at de har en sådan voldskultur med sig i bagagen, men at vi stadig synes, at vor samtalekultur er bedre?

Jeg gjorde i sin tid opmærksom på det besynderlige i den reaktion, der kom fra én af de tiltalte i El-Hussein-sagen. Han, MR, havde under hele forløbet været imod alt dansk, havde hånet dommeren og på anden måde gjort det tydeligt, at han i hvert fald ikke anerkendte det danske system. Da sagen så sluttede, og da de blev klart, at de anklagede ville blive frifundet, var det ham, der takkede nævningene for afgørelsen, værdigt og afbalanceret, se her.

Overraskende? Ja, bestemt. Men måske er det også lidt beskæmmende for os danskere, at vi finder det overraskende. Mange af dem, der vil muslimerne det så godt, er så åbne overfor muslimerne, vil beskytte dem på enhver måde, betragter dem jo netop derigennem ikke som rigtige mennesker, altså som mennesker, man kan diskutere med; for, ikke sandt, de hænger jo fanatisk fast i deres muslimske tro, og det er i virkeligheden synd for dem, hvis vi giver os til at argumentere imod den.

MR’s reaktion viser, tror jeg, at også muslimer kan bringes til at forstå fornuftige afgørelser; også muslimer er modtagelige for argumenter. Og ved at friholde dem fra at skulle tage stilling til modargumenter mod deres tro, nedvurdérer vi dem i virkeligheden til at være en slags børn, der ikke kan tåle sandhedens klare lys.

Jeg er ret overbevist om, at når vi fra kirkens side ikke giver os til at komme med argumenter mod muslimernes tro, skyldes det, at vi, som hovedparten af danskerne, ønsker at ”være gode ved” muslimerne; vi er bange for, at vi vil ødelægge integrationen, hvis vi vender os imod islam som religion; her har vi endelig nogen, der – i modsætning til os almindelige danskere – tager deres tro alvorligt, så skal vi da ikke komme med vore indvendinger og ødelægge det hele.

Men jeg tror, at vor manglende lyst til at angribe islam også skyldes, at vi ikke selv er for stærke i vor kristentro; vi véd ikke rigtigt, hvordan vi skal stille os til de kristne trossætninger; er de ikke lige så luftige påstande som muslimernes trossætninger? Og så foretrækker vi at lade dem have deres korantro i fred, for hvis korantroen er en overtro, er så ikke også bibeltroen en overtro?

Her er det absolut en fordel af se på både påstanden om koranen og påstanden om den kristne åbenbaring som mytiske påstande. Derved afsløres det nemlig, at islam er en magtreligion og kristendommen en ordreligion.

Gud, eller altså Allah, får nemlig Muhammed til at skrive koranen gennem magtanvendelse. På samme måde får Muhammed sine tilhængere til at følge sig gennem magtanvendelse. Enkelt og ligetil: man tvinger den ”sande” opfattelse igennem.

I kristendommen er det mere indviklet. Her tænkes menneskets forståelse at virke med. Og specielt er det værd at notere sig, at hovedbegivenheden, Jesu korsfæstelse, er udtryk for magtesløshed. Det samme er det ord, Paulus hører talt til sig: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9).

Dette viser sig også på anden måde: Indenfor kristendommen anerkender vi den naturlige lov, dvs., den lov, som vi ud fra vor fornuft kan forstå rigtigheden af. Jesus citerer den gyldne regel, at hvad vi vil, at andre skal gøre mod os, det skal vi gøre mod dem (Matt 7,12), og Paulus forklarer, at hedningerne har loven skrevet i deres hjerte (Rom 2,15). I modsætning til det tror muslimerne ikke på nogen naturlig lov, ja, de kan ikke gøre det, for så ville jo hele meningen med koranen som en lovbog skrevet af Allah selv falde til jorden.

Og her ligger der et angrebspunkt. Muslimerne hævder jo, at koranen står over grundloven, for, siger de, koranen er guddommelig, grundloven kun menneskelig.

Dels kan vi nu spørge, hvordan de dog kan tro på nogen nedskreven lov som guddommelig, den skal jo altid fortolkes af mennesker. Så når vi når om på den anden side af den fortolkning, der altid skal finde sted, er deres koran ikke spor guddommelig mere, men lige så menneskelig som vore love.

Og dels må man spørge muslimerne, hvordan de med deres fornuft i behold kan sætte en guddommelig alvisdom bag et makværk som koranen; den er jo både fuld af forkerte historiske oplysninger, og fuld af modsigelser. Noget sådan kan man da ikke forestille sig, at nogen guddom vil lægge navn til.

Og vil de holde fast ved deres tanke om, at de som muslimer har særlig bevågenhed i Guds øjne, så lad os vise dem – sådan rent historisk – hvordan det er gået i verdenshistorien i de seneste 500 år. Her har de muslimske lande stået stille, mens Vesten har haft en udvikling, der siger spar to til alt andet. Er det tegn på, at de mennesker, der retter sig efter sharia og koranen, har den sande menneskeforståelse, så den kan få indbyggerne til at opbygge de bedste samfund?

Jeg véd godt, at netop tanken om at være overlegne i Guds øjne får muslimerne til ikke at lytte til os. Men hvorfor skulle vi holde mund af den grund? Der er dog i vort samkvem med muslimerne mange lejligheder for os til at indsparke én og anden korankritisk bemærkning.

Men det væsentligste i denne sammenhæng er den afstandtagen, som Rolf Malm har til domstolsvejen. Hvad vi diskuterer vidt og bredt om tørklæder og deres kvindefjendske betydning og meget mere, er måske ganske overflødigt, eller er måske noget, vi kun diskuterer, fordi den egentlige diskussion mangler: den teologiske diskussion om forskellen mellem kristendom og islam.

Udgivet i Islam | Tagget , | Skriv en kommentar