Sælg alt og giv almisse

I søndags skulle der så prædikes over teksten om den rige unge mand, ham, der af Jesus opfordres til at sælge al sin ejendom, give det til de fattige og derefter følge Jesus, en opfordring, han dog nægtede at efterkomme, for han var meget rig, Matt 19,16-26.

Den tekst har i mine præsteår voldt mig en del kvaler. Jeg har altid forestillet mig, at der sad nogle kirkegængere dernede i bænkene og spændt ventede på, hvordan mon præsten i år ville tale udenom de sære ord om at sælge alt. For man læser jo direkte en tekst op, hvor en mand spørger, hvad han mangler, når han har overholdt alle budene, og hvor Jesus svarer: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Og så var det min tanke, at så må man da som almindelig kirkegænger spekulere lidt på, hvad mon Jesus ville med dette ord, og altså også spekulere på, hvordan præsten ville undgå at sælge ud af sin ejendom. Så det følte jeg mig forpligtet på at sige lidt om. Rent bortset fra, at jeg jo også selv har spekuleret på, hvad vel meningen kunne være.

Og så erfarer jeg, at det tilsyneladende ikke er noget, der spekuleres på i vore dage. Det var da en udmærket prædiken, der blev holdt i den kirke, jeg frekventerer, men hvis jeg havde troet, jeg ville få svar på det, jeg havde spekuleret på, blev jeg skuffet. Og da jeg så derefter læste den prædikenvejledning, der står i Præsteforeningens Blad, opdagede jeg det samme. Om vi skal sælge alt og følge Jesus, er ikke et problem, der tages op. Og det sker forresten heller ikke den prædiken, der kan læses på document.dk. Af Nana Hauge.

Hvad så?

Som sagt husker jeg det som noget af et problem for mig i min prædikenforberedelse. Derfor dykkede jeg ned i mine gamle prædikener for at se, hvordan jeg egentlig sådan mere præcist kringlede teksten dengang. Og det var egentlig meget sjovt. Det afslørede i hvert fald, at jeg vistnok må være ikke så lidt af en Rasmus-Modsat, i hvert fald efter at jeg forlod den tidehvervske tankegang i 1975. Indtil da havde jeg tolket ordene om at sælge alt som et syndespejl: Jesus strammer lovens krav til det fuldstændig umulige for at vise, at det er ganske umuligt for os at retfærdiggøres ved loven, nej vi retfærdiggøres ved tro. Nogenlunde på samme måde tolker man ordene i Matt 5 om ikke at sige ”du dåre”, om ikke at se på en kvinde med lyst og om at vende den anden kind til. Jesus har ikke ment, at vi nogensinde ville kunne efterleve disse ord, han har kun skærpet loven for at få os til at opgive at ville følge loven.

Det er vist også ud fra sådanne tanker, at man i dag prædiker over denne tekst. Måske man endda af den grund mener, at man kan slippe godt fra fuldstændig at undlade at nævne de famøse ord om at sælge alt og nøjes med at opfordre til at leve på Guds tilgivelsesord.

Men efter min tidehvervske periode, hvad så? Hvordan prædikede jeg så?

Det skal jeg ikke her forlyste læseren med i detaljer. Men så meget kan jeg da røbe, at jeg tog betydelig flere af mine tekstkritiske overvejelser med op på prædikestolen. Nogle af dem skal jeg her fremdrage, ikke som jeg brugte dem dengang, men som jeg arbejder med dem i dag.

Der er nu først det at gøre opmærksom på, at Peter lige efter Jesu ord om, at alt er muligt for Gud, siger: ”Se, vi har forladt alt og fulgt dig!” Det accepterer Jesus. Og det viser, at det ikke er Jesu mening at stramme loven til det umulige. Der røg den tidehvervske tolkning.

Men også den franciskanske tolkning må man vende sig bort fra. Den havde bredt sig ud over hele kristenheden i Middelalderen, og den gik ud på at skelne mellem almindelige mennesker og fuldkomne mennesker. De fuldkomne, det var munke og nonner. Og de var fuldkomne, fordi de ikke havde nogen ejendom. Der står jo i teksten, at den rige unge mand, hvis han vil være fuldkommen, skal sælge sin ejendom og følge Jesus.

Dels må man nu indvende med Luther, at dette at lade andre administrere de til livets opretholdelse nødvendige ting, er ”barnagtigt, barnligt, sygt og dumt, og hører dem til, der er slaver, eller er i en andens hånd”. (Se her).

Og dels må man indvende, at Frans af Assisi og de mange franciskanere tolker Jesu opfordring om at sælge alt som en lov eller et ideal, og ved at følge dette ideal mener de at kunne nærme sig fuldkommenheden. Blot opdager de ikke, at de derved får mulighed for på farisæisk vis at kunne fremvise finere gerninger end de almindelige mennesker, en mulighed, som de ud fra deres lovforståelse ikke kan undgå at benytte sig af. De ender, måske uden at ville det, med at synes, de er bedre end andre.

Det er ordet ”fuldkommen”, der snyder lidt. Det står kun hos Matthæus. Hos Markus hedder det ”Én ting mangler du” (Mark 10,21) og hos Lukas ”Én ting mangler du endnu” (Luk 18,22). Men sandt nok, når man nu taler om, hvordan man kan opfylde budene, hvordan kan så dette at følge Jesus føjes til disse bud?

Det kan det, fordi Jesus forstår budopfyldelse helt anderledes end den tids jøder (og forøvrigt også anderledes end mange kristne i vore dage).

Jesu ord skal forstås som forslag til, hvad man kunne tage og gøre. Er du blevet uven med din nabo? Jamen, så vil det være klogt af dig, at lade være med at bide dig fast i, om det er dig eller ham, der har ret. Vend i stedet den anden kind til! Så måske tilliden mellem jer kan vokse frem igen. (Matt 5,39). Og er du blevet grebet af den skønhed, der udstråler fra din nabos kone? Så pas på, at du ikke kommer til at udsende et inviterende blik til hende. Derved kan du komme til at ødelægge dit ægteskab, og det vil ikke være klogt. (Matt 5,28).

Klogt? Nej, det må være forkert. Hvis det i det hele taget er muligt at undgå et sådant blik, så er det korrekt, så er det lovopfyldende, så er det at holde sig i skindet. Men klogt?

Nuvel, at det er klogt at opfylde ordene i bjergprædikenen er det ikke mig, der påstår. Det er såmænd Jesus selv. I slutningen af bjergprædiken siger han, at den, der handler efter ordene i bjergprædikenen, ligner en klog mand. Og klog er han, fordi hans eget liv jo lykkes i og med, at han får sit venskab til at genoprettes og sit ægteskab til at bestå.

Sådan skal Jesu opremsning af budene overfor den rige unge mand også forstås. Når man overholder de bud, Jesus nævner, er man med til at opretholde det samfund, man bor i. Og det er klogt, for det har man selv fordel af. Forøvrigt kan man overveje, om der ligger en pointe i, at der er visse bud, Jesus udelader i sin opremsning. I hvert fald kan man lægge mærke til, at overholdelsen af de bud, han nævner, kan betragtes som en overholdelse af den gyldne regel: Du ønsker ikke, at nogen slår dig ihjel; så lad være med at slå ihjel. Du ønsker ikke, at nogen stjæler; så lad være med at stjæle. Du ønsker ikke, at nogen går i seng med din kone; så lad være med at gå i seng med andres koner. Noget af det samme siger Luther i sin Gebetbüchlein, se her. Og det er jo til at forstå; det er faktisk ret logisk. Man kan endda få budet om at ære far og mor ind i den samme tankegang. Godt nok er tanken ikke den, at din far og mor vil ære dig til gengæld, men det er dog den, at der i samfundet skabes en forestilling om, at de forhold, man står i, også forholdet til forældrene, er værd at bevare.

Derimod ville budet om at holde hviledagen hellig ikke kunne indordnes under den gyldne regel. Men om det er derfor, Jesus ikke nævner det i sin opremsning, er ikke til at vide. Så meget kan man dog sige, at han jo kender alle de regler, som farisæerne havde lagt ind i overholdelsen af sabbatsbudet, og at han vender sig imod disse regler, se Mark 2,23-28.

Jesus vil med andre ord have os til at forstå. Forstå, hvad det drejer sig om i ethvert samliv mellem mennesker, også i det samliv, det gælder om i den menighed, han samler om sig.

Men nu var spørgsmålet jo, hvordan dette at sælge alt og følge Jesus med rimelighed kunne føjes til disse bud. Hvorfor kunne Jesus ikke være tilfreds med, at den unge mand havde overholdt alle de bud, Jesus nævner for ham? Eller: Hvorfor ender Jesu forslag til, hvad man kunne tage og gøre, med et ord til manden om, om det mon ikke kunne være en god idé, om han solgte alt og fulgte Jesus?

Det, Jesus gør, er, at han om sig skaber et minisamfund af mennesker, der lever i et forhold til hinanden, baseret på tillid. Han var selv midtpunkt i dette samfund, men det tænktes jo at leve videre efter hans død og opstandelse, hvad det også gjorde. Menigheden, denne afgørende størrelse i kristenheden, skabtes af de mennesker, der omgikkes Jesus, af de tolv, af disciplene, og der nævnes i evangelierne mange disciple, der blev sendt ud for forkynde evangeliet om, at Guds rige er kommet nær.

Men derudover må man jo også tænke på de mange, der med mad og logi har støttet disse forkyndere. Ifølge Luk 10,4 skal de disciple, der af Jesus udsendes for at prædike – der var tale om 72 disciple – ikke medtage pung, taske eller sko. Og da Jesus skærtorsdag aften spørger disciplene, om de af den grund kom til at mangle noget, svarer de: ”Nej, ingenting” (Luk 22,35). Der har altså været en mængde tilhængere rundt omkring, der har bidraget med støtte til de udsendte disciple. Og spørger man, hvordan disse forkyndere skal få noget at spise, er svaret, at det er Ordet selv, der giver dem det: De prædiker Ordet, det griber mennesker, så de gribes af tillid til hinanden og til de mennesker, der har forkyndt dem Ordet; derfor giver de dem mad og logi.

Så udover de tolv disciple, udover disciplene i bredere almindelighed, f.eks. de 72, der udsendtes ifølge Lukas, må vi altså forestille os en stor skare af lidt fjernere tilhængere, som støtter prædikanterne, fordi også de er grebet af Ordet.

Hvordan vi nøjere skal forestille os det, er lidt uklart. Men givet er det, at vi ikke kan lægge Luthers ligestillingsforestilling ned over urkirken. Han sagde som bekendt, at alt, hvad der er krøbet igennem dåben, er både præst, biskop og pave. (Se her). Paulus gør i galaterbrevets første kapitel meget ud af at hævde, at han er apostel på lige fod med de andre apostle. Han kan senere i brevet hævde, at galaterne er hans børn, som han nu igen må føde med smerte (Gal 4,19). Og i Filemonbrevet hævder han, at han med stor frimodighed kunne foreholde Filemon hans pligt, formentlig ud fra sin apostelværdighed (Filem 8). Derudover gør Paulus i 1 Kor 9 et stort nummer ud af, at han ikke har modtaget nogen økonomisk hjælp fra sine menigheder. Men han understreger, at dette er noget, han gør frivilligt, og det er noget, han gør i modsætning til de andre apostle, for de understøttes af de menigheder, de besøger. Så jo, der var i urkirken forskel på apostle og menige medlemmer af menighederne.

Vi hører også i evangelierne om nogle af apostlenes kaldelseshistorie, altså beretninger om, hvordan de på et ret tidligt tidspunkt blev opfordret af Jesus til at slutte sig til ham. F.eks. står der i Matt 4,18-22:

Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han to brødre, Simon kaldet Peter og hans bror Andreas, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Han sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« De lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik videre, så han to andre brødre, Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes, i båden sammen med deres far Zebedæus i færd med at ordne deres garn. Han kaldte på dem, og de forlod straks båden og deres far og fulgte ham.

De lod garnene være” og ”de forlod straks båden”, sådan reagerede de første disciple på Jesu kaldelse. Lukas har en lidt mere udførlig beretning om kaldelsen (Luk 5,4-11): Jesus foranledigede, at Simon Peter fik en mægtig stor dræt, så garnene var ved at sprænges, og dette under fik ham og hans venner til at gribes af rædsel. Men Jesus siger, at de fra nu af skal fange mennesker, og så forlader de alt og følger ham.

Men ikke alle de mennesker, Jesus kaldte, fulgte ham. I Luk 9,57-62 læser vi:

Mens de var undervejs, var der en, der sagde til ham: »Jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.« Og Jesus sagde til en anden: »Følg mig!« Men han svarede: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.« Men Jesus sagde til ham: »Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige.« Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.«

Det er hårde ord. Det virker nærmest, som om Jesus vil afskrække folk fra at følge ham. Og det er ikke det eneste sted, hvor Jesus søger at forklare, hvilke vanskeligheder der vil vise sig for den, der vil følge ham. I Matt 10,37-39 hedder det f.eks.:

Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Hvad betyder nu alt dette?

Ja, det, vi skulle have svar på, var, hvorfor Jesus stillede det ekstra krav til den rige unge mand, at han skulle sælge sin ejendom. Og ud fra disse citater vil jeg hævde, at Jesus med sit forslag kalder den rige unge mand til at være discipel. I hvert fald: Det krav, han stiller til ham, svarer til det krav, han stiller til andre, der vil være discipel af ham. Det kan til en vis grad bekræftes af Markusevangeliets gengivelse af fortællingen, for dèr hedder det, at Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham. (Mark 10,21).

Men hvorfor stiller Jesus så sådanne ekstra krav?

Det gør han, fordi den menighed, han samler omkring sig, hele tiden skal udbredes, men også hele tiden skal være forberedt på modstand.

Jeg har tidligere prøvet at vise, at man kan samle Jesu forkyndelse i det, jeg har kaldt afsmitningsreglen, se her. Dermed menes, at det i det menneskelige fællesskab forholder sig sådan, at du får svar, som du spørger, eller får tilmålt med det mål, du måler med. Hvis du i fællesskabet optræder rethaverisk, møder du selv før eller siden rethaveriskhed som reaktion på din gøren og laden, og hvis du optræder forstående og imødekommende, vil du selv før eller siden møde en sådan holdning fra andre. Det drejer sig med andre ord ikke om at overholde de og de bud, men det drejer sig om at opbygge og ikke nedbryde de fællesskaber, man står i.

At det menneskelige fællesskab fungérer på den måde, er ikke noget, man umiddelbart kan se. Og Jesus kunne da slet ikke se det. For han levede i et samfund, der var præget af lovtankegang fra ende til anden. Ikke blot krævede farisæerne og de skriftkloge loven overholdt af alle, de krævede også loven anerkendt som eneste norm, en anerkendelse, som Jesus ikke kunne levere. Derfor forfulgte de ham, og derfor blev han til sidst korsfæstet.

Hvis man har svært ved at forstå, at det skulle være nødvendigt, kan man tænke på nutidens muslimer. Ligesom farisæerne og de skriftkloge dengang ikke tålte den mindste antydning af, at loven var menneskeværk, sådan tåler vore dages muslimer ikke den mindste antydning af, at Muhammeds åbenbaringstanker var hans egne og ikke Guds tanker. Ligesom fromme muslimer i dag er indstillet på at slå den ihjel, der siger noget forkert eller nedladende om Muhammed, sådan kunne den tids farisæere ikke gå med til, at Jesus f.eks. sagde ”I har hørt, at der er sagt til de gamle … men jeg siger jer” (flere gange i Matt 5), eller acceptere, at han ikke ville rette sig efter det gamle testamentes steningspåbud overfor en utugtig kvinde (Joh 8,1-11). Derfor ville de have ham slået ihjel. Og det fik det jo som bekendt.

Og når vi hævder, at han er opstået fra de døde, siger vi, at afsmitningsreglen virkelig gælder: sådan er mennesket, og udviser de forhåndenværende mennesker det modsatte træk, f.eks. ved at øve vold mod os, der vil kritisere deres tro, så gælder reglen alligevel, de vil ét eller andet sted i deres bevidsthed vide, at de, om de slår os ihjel, fordi vi ikke vil acceptere deres gudsforståelse, begår justitsmord, på samme måde som Paulus, der var med til en række steningsmord af kristne i Jerusalem, dog i sidste ende blev overbevist om det forkerte i det, han havde gjort.

Altså: Jesus vidste, at det er farligt at gå imod de lovfromme. Men han gjorde det alligevel, og han forventede af de mennesker, han kaldte til sine disciple, at de gjorde det samme. At følge Jesus er altså at være villig til at følge ham ind i døden. Kærlighed til forældre eller søskende eller eget liv skal ikke kunne hindre én af Jesu efterfølgere i at holde fast ved bekendelsen, dvs., bekendelsen til tillidslivet i menigheden, til afsmitningsreglen, til påstanden om, at trosretfærdigheden er større end lovretfærdigheden.

Og hvis vi tør opdage, at muslimerne i vore dage har indtaget farisæernes og de skriftkloges plads, vil en nutidig prædiken uvægerlig komme til at handle om forholdet til islam, om pligten til at elske muslimerne samtidig med, at man vender sig intenst imod islam. Og altså gør det, uanset, hvad det måtte koste.

Det vil sige: Den rige unge mand kan aldrig så mange gange sige, at han har holdt lovens bud, hvis disse bud ikke fører til fællesskabets vækst, til tillidens blomstring, til det indbyrdes samlivs inderlighed, så er al hans lovoverholdelse intet værd. Og vil han være med i menigheden, vil han følge sin umiddelbare indskydelse og blive en discipel af Jesus, så må han give afkald på sit eget, i sidste ende sit eget liv, men her og nu sin egen rigdom.

Det er ikke en skærpelse af loven, Jesus her indfører. Det er ændring af kravene fra at være lovkrav til at være fællesskabskrav.

Reklamer
Udgivet i Luther, Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar

Forskertåger

Det har længe været mig en kilde til undren, at kloge folk, der oven i købet kalder sig forskere, kan være så blinde for virkeligheden, som tilfældet er. Eller det har undret mig, at der i forskerverdenen kan dannes nogle idealer for, hvad man må mene og hvad man ikke må mene. Man skulle synes, at alle meninger måtte være tilladte, og at det kun måtte være et krav, at man kunne argumentere rimeligt for sine meninger. Men sådan er det langtfra altid, måske det endda hører til sjældenhederne, at det forholder sig sådan.

Nu i fredags, den 6-7, var der i Weekendavisen et interview med to forskere, Martin Lemberg-Pedersen, og Michala Clante Bendixen, se her. Interview’er var Søren K. Willemoes. Og selv om Willemoes ikke stillede de mest borende spørgsmål til de to, så fornemmede man tydeligt, at de ikke er vant til at blive modsagt. Man kunne bl.a. se det på det forhold, at de brugte at putte en masse ”jo-er” ind i deres tale. Som om det, de her siger, er så stor en selvfølge, at man måtte være idiot, hvis man tvivlede på det. Eller som om de dermed ville sige, at ”det er vi jo alle enige om, ikke?”

Lad mig tage de sidste spørgsmål som udtryk for, hvordan disse forskere tænker:

Hvis man spørger de europæiske befolkninger, så siger de, at indvandring er det største problem i EU.

Bendixen: »Det er måske også vinklet skarpt af medierne. Hvis du kigger på undersøgelser, hvor de enkelte bliver spurgt, om indvandring er et problem for dem i hverdagen, er der aldrig nogen, der siger ja.«

Mener I da, at eksempelvis de svenske medier har bildt befolkningen ind, at indvandring er et problem?

Lemberg-Pedersen »Det er jo en globaliseret medievirkelighed med adgang til internettet. Hvad Trump siger i USA har indflydelse på vælgere i Sverige og i Danmark. Medievirkeligheden gør jo, at nogle af de her budskaber bliver båret på kryds og tværs over politiske kontekster og nogle gange også uafhængigt af, hvilke politikker de enkelte lande fører. Der sidder givetvis vælgere i Sverige og Danmark og lytter til det, Trump siger og siger ’ja, det er rigtigt’ uden måske at være klar over, at dansk og svensk politik er meget forskellig på de her områder.«

Men hvad nu hvis det er omvendt, hvis befolkningerne bare ikke ønsker indvandring, og medierne og politikerne afspejler det?

Bendixen: »Jeg tror jeg simpelthen bare ikke, at det er rigtigt.«

De har i tidligere svar bebrejdet politikerne, at de taler forkert om flygtningene, så folk gribes af modstand mod at tage imod dem. Og her går deres anklager næsten over gevind. Bendixen kan i hvert fald ikke få sig til at tro, at folk ikke gladelig vil tage imod flere flygtninge/migranter/indvandrere. Hun er formand for Refugees Welcome, og det forklarer måske noget. Men hun er interview’et som forsker sammen med Martin Lemberg-Pedersen, fordi de i fællesskab har udgivet 32 forslag til løsning på flygtningekrisen. Så man kunne godt forvente, at hun havde bedre svar på rede hånd end dette, at hun ikke tror, befolkningerne er imod indvandring.

Jeg har tidligere omtalt Martin Lemberg-Pedersen. Her kommenterer han Merkels aftale med Tyrkiet. Jeg har tilladt mig at sætte forsker i anførselstegn, for en så simpel ting som prismekanismen kender han ikke.

Og her (hvor jeg kalder ham Lindberg-Pedersen, selv om han hedder Lemberg-Pedersen, undskyld!) er det de 32 forslag, der var til diskussion i Deadline. Jeg bebrejdede ham ved den lejlighed, at han betragtede migrationen som en push-effect, ikke som en pull-effect; han mente, migranterne flygtede fra forfølgelse, og ikke, at de flygtede til bedre forhold i Europa. Min indstilling til en sådan ”forsker” (igen anførselstegn!) er, at han nok ikke har noget særligt brugbart at komme med, siden han i den grad er blind for den virkelighed, han siger, han har udforsket i ti år; lønnen, samfundet har givet ham i den tid, er spildte penge.

Dog. I interview’et i Weekendavisen er det noget andet, jeg faldt over, og altså også noget andet, jeg her vil fremdrage. Der er en bemærkning hos ham, der ikke blot afslører almindelig blindhed og skævvridning af kendsgerningerne, men afslører en omgang med virkeligheden, der siger spar to til alt, hvad jeg tidligere har set, og giver mig et problem at spekulere på, som er værre end det største problem, jeg hidtil har haft at spekulere på som noget for mig helt uforståeligt.

Jeg tænker på EU’s direktiv om transportøransvar. Jeg har senest haft det fremme her på bloggen den 2. juli 2018, se her, hvor jeg nævner de alt for få steder, hvor jeg har set det omtalt. Det er det, der for mig har været en hidtil uløst gåde: Hvordan kan det gå til, at et sådant direktiv, som så tydeligt afslører EU’s hykleri med hensyn til overholdelsen af reglen om, at enhver, der sætter sin fod på EU’s jord og siger ”asyl!”, har ret til at få sin sag behandlet, hykleri, fordi man med dette direktiv forhindrer asylansøgere i at flyve til EU, ja, ligefrem tvinger dem i armene på dødsensfarlige menneskesmuglere … hvordan kan det gå til, at dette direktiv overhovedet ikke omtales i medierne, når migrantspørgmålet behandles? EU er jo med sin fastholdelse af dette direktiv medansvarlig for alle de drukneulykker, der finder sted i Middelhavet. Så sagen er så relevant som noget. Man skulle forvente, at alle de, der kender direktivet – og det må vel være ikke så få – ville nævne det, måske forsvare det, måske forlange det ophævet, men intet af den slags sker. Alle holder deres mund. Som ved fælles overenskomst.

Det har hidtil været den største gåde for mig, en gåde, som jeg ikke har fundet noget svar på. Men dog en gåde, som gør, at jeg har øjne og øren åbne, hvis nogen kommer til at afsløre kendskab til direktivet. Så er jeg straks vågen: Hvad mener de om det? Vil de have det ophævet? Tør de det under hensyntagen til den flod af migranter, som så vil optræde i enhver europæiske lufthavn?

Men nu er gåden blevet næsten fordoblet. For nu viser det sig, at Martin Lemberg-Pedersen så udmærket er klar over, at EU i 2001 udsendte et direktiv, der tildelte flyselskaber et transportøransvar. Det lyder sådan i interview’et:

Er spontan asylansøgning ikke med til at give et incitament til at tage farlige veje over Middelhavet, hvor folk dør?

Bendixen: »Men folk vil jo ikke tage de farlige ruter, hvis der er legale alternativer, sikre flugtruter til Europa. De er jo ikke idioter.«

Lemberg-Pedersen: »Hvis vi spoler tilbage til, før smuglerindustrien var så stor, før transportøransvaret, der kunne man bare sætte sig på et fly. Så ville modargumentet være, at der vil komme mange flere. Det er også rigtigt, men der ville ikke være en smuglerindustri.«

Altså: Han véd, at direktivet er årsagen til smuglerindustrien. Han véd, at der vil komme flere migranter, hvis man ophævede direktivet. Anbefaler han det så ophævet? Ja, det bliver alt andet end klart.

Hvordan i alverden kan den mand være forsker, vide, at en fjernelse af transportøransvaret ville fjerne grundlaget for smuglerindustrien, og så undlade at råbe det ud fra tagene, undlade at sige det i tide og utide, undlade igen og igen at påpege, hvordan transportørdirektivet har tvunget alle ægte asylansøgere i armene på menneskesmuglerne, undlade at anklage Bruxelles for med sit direktiv at være medansvarlig for de mange drukneulykker på Middelhavet?

Jeg mener: Jeg kan til nød få ind i mit hoved, at de, der véd, at direktivet fra 2001 om transportøransvar findes, og at det holder migranter borte fra Europa, holder deres mund. Hvis de sidder i kommissionens kontorer i Bruxelles, hvis de sidder rundt om på diverse avisredaktioner, så synes de formentlig, at de problemer, vi har med den nuværende migrantstrøm, er store nok; de ønsker ikke ligefrem at fordoble eller firdoble problemerne. Og det ville jo blive resultatet, hvis man ophævede direktivet. At de så også ved omhyggeligt at holde deres mund med direktivets eksistens forhindrer, at folk ser dette direktivs medansvar for de mange drukneulykker, det er en yderligere grund til, at deres mund er lukket med syv segl.

Men hvordan de så kan blive ved med at lyde dybt forargede over de drukneulykker, der optræder med mellemrum, hvordan de kan vende sig imod italienerne, der vil standse ”flygtningetaxaerne” fra Libyens kyst til Italien, og hvordan de kan fortsætte melodien med, at vi alle skal være med til at redde menneskeliv, når de dog et sted i deres bevidsthed må vide, at alle disse mennesker ikke ville være døde, hvis det famøse direktiv ikke havde eksisteret, det er det, jeg ikke forstår, det er det, der hidtil for mig har været en stor uløselig gåde.

Og så viser det sig, at to ”forskere” gladelig erkender, at de da godt véd, at direktivet findes, at de så udmærket er klar over, at det er med til at kaste migranter i armene på menneskesmuglere, men at de ikke af den grund anklager Bruxelles eller EU for medansvar for drukneulykkerne. Nej, direktivet tages bare hen som noget, der nu engang findes, på samme måde som storme og stærk søgang er noget, der nu engang forekommer.

Burde de dog ikke, ud fra deres viden om direktivet og dets virkning på menneskesmuglingen over Middelhavet og de farer, der er forbundet dermed, af al deres magt plædere for ophævelse af direktivet?

Jo, det skulle man synes. Men det gør de ikke. Og det kan ikke skyldes, at de som ”forskere” ikke vil komme med politiske forslag, for de 32 forslag, de har stillet, er jo netop forslag, dvs., indstillinger til politikerne om, hvad de kunne gøre for at få hold på migrantsituationen.

Nu har jeg så læst interview’et igennem både to og tre gange og er omsider nået frem til en slags forståelse af, hvordan de forstår sagerne.

I min forrige artikel om Martin Lemberg-Pedersen anklagede jeg ham for at fastholde påstanden om, at migranterne kommer, fordi de er forfulgte i deres hjemlande, altså påstanden om, at de er ægte flygtninge og ikke lykkeriddere. Når man læser interview’et i Weekendavisen igennem, opdager man, at Martin Lemberg-Pedersen fastholder, at det forholder sig sådan.

Og det er dog lidt mærkeligt, at Lemberg-Pedersen, der giver sig ud for at være forsker, kan fastholde dette synspunkt. Har han ikke læst, hvad Frontex skriver, at et stort flertal af de ankommende er økonomiske migranter? Er han ikke klar over, at kun under halvdelen faktisk får asyl i et europæisk land? Og måske vigtigst af alt: Gør det argument ikke indtryk på ham, det, der går ud på, at når en flygtning er nået frem til et land, hvor han er i sikkerhed, så er han ikke flygtning mere, hvis han rejser videre?

De bliver spurgt om, hvordan deres forslag kan forbedre europæisk asylpolitik, og Bendixen svarer bl.a.:

De forslag, vi har samlet, handler om at hindre, at der skabes så mange flygtninge, at sørge for at de har sikre adgangsveje til sikkerhed, og at de bliver bedre hjulpet i de områder, de rejser igennem og i nærområderne, hvor langt de fleste er. Og at de, der kommer til Europa, får en retfærdig og ensartet behandling.

A.: Der skal ikke skabes så mange flygtninge, det vil sige: vi skal give mere udviklingsbistand til f.eks. Afrika. Udmærket, men en stillingtagen til det argument, der går på, at et afrikansk land først begynder at sende sine unge mænd af sted, når der er kommet gang i økonomien, fordi de først da får råd til at betale menneskesmuglerne, bliver de ikke afkrævet, og de tager heller ikke af sig selv stilling til argumentet, måske fordi de ikke har hørt om det, måske fordi de ikke rigtig har noget modargument.

B.: Der skal være sikre adgangsveje. Man kan muligvis gætte på, at de mener, at sikre adgangsveje implicerer, at det famøse direktiv ophæves. Men så burde de sige det. Og selv om det ikke implicerer noget sådant, vil vel sikre adgangsveje give flere flygtninge. Dog, en sådan tankegang går imod deres hovedantagelse: at der i alle tilfælde er tale om ægte flygtninge, der virkelig kommer, fordi de er forfulgt i deres hjemlande. Jeg mener: der bliver jo ikke flere forfulgte, fordi man ophæver direktivet.

C.: De skal hjælpes bedre i nærområderne og de områder, de rejser igennem. Javist, det ville være udmærket. Men de synes ikke at have lagt mærke til, at de mange spontanflygtninge suger bunden ud af de europæiske landes kasser, så der ikke er råd til at give ordentlige bidrag til flygtningene i nærområderne. Og den virkelighed, at langt de fleste flygtninge befinder sig i nærområderne, kun de rigeste har råd til at betale menneskesmuglerne for at komme over Middelhavet, så de kan sætte fod på europæisk jord, den virkelighed kender de to ”forskere” øjensynlig ikke noget til.

D.: De, der kommer til Europa, skal hjælpes ensartet og retfærdigt. Jamen, de europæiske lande har vidt forskellige sociale systemer, så den ensartede hjælp kan ikke sådan lige etableres. Og det er jo migranterne også så udmærket klar over; de har forlængst fundet ud af, hvilke lande det bedst kan betale sig at søge asyl i. Og de skal hjælpes retfærdigt? Udmærket, men var det så ikke idé at udmåle retfærdigheden i forhold til de mange, der, fordi de mangler penge, må blive tilbage i flygtningelejrene, med andre ord: ville det ikke være en mere retfærdig fordeling af midlerne at sende spontanflygtningene tilbage til flygtningelejrene – hvor de formodentlig kommer fra – og fordele de midler, vi poster ud til spontanflygtningene, på de mange flygtninge i flygtningelejrene? Det kunne virkelig være en hjælp, for det er mange penge, der er tale om. Men ak nej, sådan skal ”retfærdigt” ikke forstås hos vore to ”forskere”.

Nuvel, dette var mit forsøg på at forstå, hvordan de to ”forskere” kan vide, at der er et transportørdirektiv, og dog fortsætte som hidtil med at jonglere med alle de velkendte og mindre kendte forslag. Alle disse forslag, muligvis bortset fra det med de sikre adgangsveje, er jo givet under forudsætning af direktivets fortsatte eksistens. Det vil sige: de forudsætter, at det nuværende mummespil fortsætter.

For det er jo sagen. Og nu ændrer det mystiske sig fra at være en gåde til at være noget forargeligt; jeg putter andre ting i min argumentkanon; jeg går over fra at undre mig til at være forarget.

For det, Martin Lemberg-Pedersen véd, når han siger, at ophæves transportøransvaret, falder smuglernes forretningsmodel sammen, er jo, at der i Bruxelles, ja, i hele den europæiske elite, både den journalistiske og den politiske, udføres et mægtigt mummespil: man lader, som om man af al magt stræber efter at overholde asylretten for de mange, der sætter foden på europæisk jord, men man forhindrer med sit direktiv, at der er alt for mange, der i det hele taget kommer til at sætte foden på europæisk jord. Og med til dette mummespil hører, at man søger at holde direktivet skjult, ikke omtaler det, ”overhører” det, hvis det skulle blive nævnt. Og fordi man har næsten alle journalister med sig i at opretholde mummespillet, er det hidtil lykkedes forbavsende godt.

Og her må altså Lemberg-Pedersen undskylde mig, men hans afsløring af, at han véd, at direktivet eksisterer, gør ham til et direkte uetisk menneske. Det gælder formentlig enhver afsløring af et mummespil eller et hykleri, at man, hvis man afslører det, ikke kan gå med til, at det fortsætter. Men det gælder i hvert fald i dette tilfælde: Er man blevet klar over, at EU med sit direktiv gør sig medskyldig i de mange drukneulykker, så er der kun to muligheder at vælge imellem, hvis man vil bevare det etiske skind på næsen. Enten foreslår man direktivet ophævet, eller også foreslår man, at man som Australien tvinger alle både tilbage. Enten-Eller. Alting derimellem er en fortsættelse af mummespillet. Og mummespillet gør EU ansvarlig i drukneulykker. Det er menneskeliv, vi taler om.

Ja, ja, jeg véd godt, at etiske anklager plejer at gå den modsatte vej. Det er os, der vil have migranterne sendt tilbage, der bliver anklaget for umenneskelighed – vil vi da ikke være med til at redde menneskeliv?, osv – men når direktivet bliver erkendt, når det af et menneske åbent siges, at direktiv og menneskesmugling med dertil hørende drukneulykker hører sammen, så er det direkte uetisk at blive ved med gennem sine halve råd at lade mummespillet fortsætte, for det koster jo menneskeliv, dette mummespil. Og så er det ligemeget, hvad den forskerklike, han er medlem af, siger, så betyder det ikke noget, hvad landenes politikere siger til det, det skal høres, så det ikke er til at tage fejl af, at der er tale om et mummespil og at dette mummespil koster menneskeliv. Ja, om han så blev truet på sit levebrød, det må og skal frem, han er nødt til for sin menneskelige helstøbtheds skyld at holde fast ved det, han har opdaget: at ophæver man direktivet, vil menneskesmuglingen og drukneulykkerne høre op.

Så altså: det er med at bruge sin forskertitel til at få politikerne til at lytte. Om de så vil det ene eller det andet, det må blive deres sag, men fortsætte med hykleriet, nej, det går ikke.

Udgivet i Etik, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Mulighed går tabt?

Ak ja, så har man ladet sig lokke til at se fjernsyn, og så sidder man undervejs og irriteres over den måde, det hele er lagt tilrette på, men så dukker der pludselig en tanke op, som man selv har siddet og fået, og ja – så er det lige ved at sige pling!

Det var TV2, der havde haft en reporter i den kurdiske del af Syrien, hvor han havde til opgave at finde danske IS-krigere og danske kvinder, der var taget til Syrien for at leve i IS-kalifatet. Det så vi en lille bid af i TV2’s Nyhederne, og jeg blev da så interesseret, at jeg lagde mærke til tidspunktet for den dokumentar, de ville sende om sagen senere på aftenen. Og mens jeg sad og overvejede, om jeg mod sædvane skulle se fjernsyn denne aften, tænkte jeg igennem, hvilke spørgsmål det kunne være relevant at stille den IS-kriger, man havde interview’et, og hvis interview man så en lille del af i Nyhederne. Jeg var lidt spændt på, om interview’eren havde nok viden om islam til at stille de rette spørgsmål, så vi kunne få mest mulig fornemmelse af, hvorfor han var blevet tiltrukket af IS i 2015, da han tog derned.

Og nu bagefter må jeg sige: ja, det er muligt, at interview’eren havde nok viden, men vi fik det ikke at vide. Han sagde et sted, at han havde talt med IS-krigeren i 1½ time, men udsendelsen varede kun 40 minutter, så man skulle under alle omstændigheder skære vældigt meget bort af materialet. Men dertil kom, at vi af det interview, som jeg var interesseret i, kun så et kvarter eller højst tyve minutter, resten af de 40 minutter havde man brugt til at fortælle om reporterens ankomst til Syrien, hans besvær med at finde frem til netop denne kriger, altsammen udenomssnak, som vi godt kunne have undværet.

Men det er mærkeligt med Tv-folk, de kan ikke forstå, at den almindelige seer kan holde til at sidde og se på de samme to mennesker i en hel halv time, nej, nej, der skal være fart over feltet, så gang på gang blev interview’et afbrudt af ligegyldige billeder og tekst om vanskelighederne med at få tilladelse til at tale med fangen. Dertil kom, at man også havde indlagt nogle interviews med danske IS-kvinder, som sad i en kvindelejr. Udmærket, for så vidt, men hvis man har et interview på halvanden time med en dansk IS-kriger, så er det mig ganske ubegribeligt, at man ikke sender hele interview’et og så gemmer alt det andet til en anden gang.

Der var således mange ting, det kunne have været interessant at spørge krigeren om. Først overgangen til IS-tankegangen. Hvordan tænkte han før? Hvordan tænkte han om islam, da han tilsyneladende var en almindelig dansk muslim med uddannelse, arbejde, kone og børn? Og hvad fik ham til at forlade denne trygge tilværelse for at kæmpe for et kalifat?

Han kom med nogle ret uldne bemærkninger om den undertrykkelse, han dengang mente, muslimer var udsat for. Åbenbart skulle dette retfærdiggøre oprettelsen af kalifatet, fordi man dèr var fri for Vestens undertrykkelse. Men hvordan han som dansk muslim kunne tale om, at muslimer var undertrykt, når vi dog selv synes, vi nærmest står på pinde for vore muslimer, det blev der ikke boret i.

Og så manglede vi også oplysninger om, hvordan han kom ud af IS. Vi fik at vide, at han prøvede at flygte, men blev fanget af kurderne, så han nu sidder i kurdisk fængsel, han og hans kone og børn, hver for sig. Men flygtede han før den sidste kamp, eller blev han til det sidste? Og hvordan ser han mere udførligt på IS nu? Hvornår blev han klar over, at IS var noget forkert? Det blev alt andet end klart.

Han berettede om, hvordan han havde set flere henrettelser. Og efter en sådan henrettelse havde han spurgt, om det nu også var rigtigt at handle sådan, og svaret, han fik, var, at den slags spørger man ikke om, for det er Guds bestemmelse, og Gud diskuterer man ikke med; hvis man vil i paradis, når man dør, så er det sådan, man skal gøre. Hvordan synes han selv om dette svar nu? Vil han stadig i paradis, og vil han stadig prøve at opfylde islams betingelser for at komme i paradis? Heller ikke det fik vi svar på, for det blev der ikke spurgt om.

Så er der livet i IS, altså nærmere bestemt Raqqa. Det var meget begrænset, hvad der var af tid til at fortælle om det, men han indrømmede da, at han var kriger, og at han havde været med i krigssituationer, hvor de havde fået ordre til at gå frem, selv om kuglerne peb om ørerne på dem, og selv om deres ”brødre” faldt ved siden af dem. Var han bange? Nej, egentlig ikke. For døde man, var det ens skæbne, og man kunne snart efter komme i paradis. Hele denne religiøse baggrund, som han havde dengang, har han forladt den nu? Er han i kraft af IS’s nederlag blevet klar over, at islam er en forkert religion, eller i det mindste, at IS’s udlægning af islam ikke er den rigtige udlægning? Intet af dette hørte vi noget om.

Efter dokumentaren fik vi at vide, at problemet omkring hjemtagning af disse krigere ville blive taget op i Nyhederne klokken 22. Og ja, igen lod jeg mig friste til at se fjernsyn, og heldigvis var indslaget om krigeren anbragt i begyndelsen, så jeg kunne ret snart bruge remoten til at slukke for fjernsynet.

Og her var det sjovt nok at se, hvordan det er svært at få en ny tankegang ind i en i forvejen lagt plan. Vi hørte en række danske politikere, og de fleste mente ikke, at disse mennesker skulle tilbage til Danmark, de havde jo selv meldt sig ud af Danmark. Foreholdt den sekvens i dokumentaren, hvor en kurdisk embedsmand bad Danmark om at tage imod fangerne, for kurderne havde ikke ansvar for dem, de havde jo engelsk, fransk og dansk statsborgerskab, osv., svarede nogle af vore politikere, at de krigere, der havde dansk statsborgerskab, selvfølgelig var Danmarks ansvar og skulle dømmes og straffes i Danmark, men den kriger, der var blevet interview’et, og som havde tyrkisk statsborgerskab, ham burde vi lade blive, hvor han var. Andre ville lade dem alle blive hos kurderne så længe som muligt på trods af, at kurderne bad os om at tage dem tilbage.

Og hele denne problematik tog så Poul Erik Skammelsen med til Carolina Dam. Hun havde en søn, der havde meldt sig under IS’s faner, var draget til Syrien og dèr blevet dræbt. Hvordan så hun på, om danske IS-krigere skulle tilbage til Danmark?

Hun kom først med den melding, at eftersom de er danskere, opvokset i Danmark, så er de, uanset statsborgerskab, danskere og skal tilbage til Danmark. Men derefter kom der nogle bemærkninger, der sprængte hele denne lovtankegang i stykker, og det var særdeles velgørende, også fordi det var nogenlunde de samme tanker, jeg havde gjort mig, inden jeg så dokumentaren. Hun sagde, at det var dumt af Danmark ikke at tage dem hjem, for de var en særdeles vigtig informationskilde, når man ville lære noget om islam og radikalisering.

Og som sagt: her sagde det pling for mig. Oplagt, tænkte jeg. Men sjovt nok sagde det ikke pling for Poul Erik Skammelsen. Han så ikke det epokegørende i forslaget, men ville først høre hendes mening om tyrkisk eller dansk statsborgerskab. Og først da hun havde sagt noget om det ligegyldige ved det, kom hun igen frem til tanken om, at vi burde prøve at lære noget af disse krigere.

Det var lige vand på min mølle. Jeg er da godt klar over, at jeg med sådanne tanker stiller mig helt anderledes an end de mennesker, jeg plejer at være enig med, se evt. her. Men disse sædvanlige islam-modstandere er i denne sag bundet af en moralsk forestilling, hvorefter de ikke kan eller tør andet end være forargede. Og når man først har låst sig fast på den forestilling, at når disse krigere har sagt A, må de også sige B, når de selv har villet stå last og brast med IS og selv har meldt sig under fanerne, så må de virkelig tage skade for hjemgæld, så kan de ikke komme og bede om godt vejr, når det viser sig at gå anderledes, end de troede … når man sidder fast i den tankegang, så er det næsten umuligt at forlade den tankegang, måske endda anse den for dum, fordi der er en masse information, som man på passende måde kunne få ud af disse krigere, men som man ved at afvise dem går glip af. Der foregår jo også i den danske andedam en vis konkurrence om at være mest mulig islam-fjendtlig, og også af den grund mener man at måtte sige, at disse krigere ligger, som de har redt.

Og selvfølgelig, det gør de. Men hvorfor gå glip af den mængde information, de også besidder, fordi man har låst sig fast i sin forargelse?

Jeg ville endda i mine overvejelser før dokumentaren gå videre endnu: Hvorfor ikke bruge disse hjemvendte og muligvis omvendte IS-krigere i vore bestræbelser på at afradikalisere de unge?

For et årstid siden udsendte EU-kommissionen en manual for behandling af hjemvendte IS-krigere. Jeg omtalte den her på bloggen. I den blogartikel henviste jeg til et tidligere tilfælde, hvor man mente at kunne bruge omvendte al-Qaida-krigere til at modvirke den propaganda, al-Qaida drev blandt unge muslimer. Og det har muligvis været det, der har ligget i mit baghoved, siden jeg dels selv kunne få en idé om en sådan anvendelse af krigerne, dels kunne begejstres for, at Carolina Dam kom med et lignende forslag. Det var forøvrigt noget, som EU-manualen ikke omtalte. Magnus Ranstorp, én af dem, der havde været med til at skrive manualen, fremhævede kun det ret jordnære argument, at det jo var hundedyrt at overvåge potentielle terrorister, så kunne man omvende dem, kunne man spare en masse penge.

Men ligefrem som Caroline Dam at mene, at man kan drage nytte af disse krigeres erfaringer, så vi kommer til bedre at forstå, hvad det er, der trækker i de unge muslimer, eller som jeg at mene, at man kan få dem til, hvis de er omvendte IS-krigere, at advare unge muslimer mod sådanne radikaliserede forestillinger, det gjorde Magnus Ranstorp eller manualen iøvrigt vist ikke.

Manualen er omtalt i Jyllands-Posten her. Nu ved den fornyede gennemlæsning af denne omtale, er der én ting, jeg studser over. Man anbefaler:

Sæt hurtigt ind med psykologisk bistand. Overvej assistance til at finde uddannelse, arbejde eller bolig. Påbegynd om muligt resocialiseringen allerede inden en eventuel retssag, og sørg for fyldestgørende religiøs støtte i fængsler.

Fyldestgørende religiøs støtte”, skriver man. Hvilken religiøs støtte? Muslimsk? Kristen? De to forslag er næsten lige tossede.

En imam til at tale med de hjemvendte om islam og jihad? Dårlig ide. Man satte i sin tid ikke nazister til at afnazificere nazisterne. Sådan skal vi heller ikke sætte nogen muslimsk autoritær person til at tale med eller omgås disse mennesker i fængslerne. For det, vi har erfaret med IS-krigerne, er jo netop, at almindelige forholdsvis velintegrerede muslimer af én eller anden grund, som vi endnu ikke har fundet frem til, lader sig radikalisere. Min tese er, at det skyldes, at jihad er en uafrystelig del af islam.

Og en kristen teolog til at tale med dem? Det er heller ikke nogen god ide. For den kristne teologi som helhed har ikke taget noget opgør med islam, den teolog, der skriver dette, (undertegnede) er en enlig svale i det teologiske landskab, og jeg er endda ikke nået særlig langt i mine bestræbelser på at forstå forskellen mellem de to religioner. Så hvis jeg skulle tale med dem … nej, det venter jeg lidt med at skrive om.

Jeg vil først nævne en person, som måske kunne gøre fyldest her, nemlig Massoud Fouroozandeh. Han har sammen med Marianne Søndergaard skrevet en bog ”Global jihad, Islams sjette søjle”, og de tanker, han fremsætter dèr, repræsenterer et rimelig gennemtænkt teologisk opgør med islam. I hvert fald har han den fordel, at han kender de muslimske teologer, både de nutidige og de historiske.

Men jeg – hvad ville jeg sige til en sådan fyr? Det véd jeg virkelig ikke. Så lad mig nøjes med at sige lidt om, hvad jeg lod mig inspirere til ud fra de svar, han fik, da han spurgte, om disse henrettelser kunne være rimelige. ”Den slags spørger man ikke om, det er Guds bestemmelse”, det var, hvad han fik at vide.

Og det får mig til at drage sammenligning til en artikel i det sidste nummer af ”Historie” (dvs., nr 11/2018). Her fortælles der om det colombianske fodboldhold ved verdensmesterskaberne i fodbold i 1994. Det var en mægtig narkobaron, der økonomisk stod bag dette fodboldhold. Og han brugte de metoder, han var vant til at bruge i sin narkoforretning: han truede sig frem. Før en vigtig kamp rystede alle spillerne af skræk for at tabe kampen. Og da én af dem kom til at lave selvmål, var Fanden løs. Selv var denne spiller ikke bange af sig, så han mente efter nogen tid, at skuffelsen nok havde lagt sig, og han tog tilbage til den by, han boede i. Men her blev han skudt af én af baronens mænd.

Det spørgsmål, man må stille, lyder: Hvordan får man mennesker til at yde det bedste, de kan, ved straf eller ved belønning? Og de to svar kan fordeles på islam og kristendommen. På den måde, naturligvis, at islam står for strafmetoden, men kristendommen for belønningsmetoden. Man kan måske sige, at det ikke er helt så enkelt, for islam tænkes jo også at bruge belønningsmetoden, en sand jihadist får jo ikke færre end 72 jomfruer som belønning i det hinsidige, hvis han dør i kamp for islams sag. Godt nok trues han også med helvedes kvaler, hvis han ikke tør sætte livet til, men står kristendom og islam ikke lige med hensyn til dommedagsforestillingerne?

Det kunne man umiddelbart tro, og det stemmer måske også med manges kristendomsopfattelse op igennem tiderne, men ser man på Jesu lignelse om verdensdommen (Matt 25,31-46), opdager man noget andet. Ifølge denne lignelse tænkes de gode gerninger at gøres med selvfølgelighed, af lyst og ikke af tvang, heller ikke af stræben efter belønning.

Dette svarer ret nøje til det, man har kaldt sportens ånd. Eller det svarer til det tyske ord for ”spille”, der jo hedder ”spielen”, men som man véd kan ”spielen” også betyde ”lege”. Og sportens ånd kræver eller prøver at overbevise os om, at legeelementet i al sport aldrig må glemmes: Dette at drive sport, er noget, vi til syvende og sidst gør, fordi vi synes, det er sjovt, fordi der er lystfornemmelser i os, der aktiveres.

Javist, der er i vore dage mange penge involveret i spillet, og vi skal ikke overse den fare for sportens ånd, der ligger deri, men vi kan og må heller ikke overse det legende ved f.eks. ”de olympiske lege”.

Dette legende er ikke noget, kristendommen har opfundet, nej, men det er noget naturligt, som Jesus med sin lignelse sætter i modsætning til det truende og belønnende ved den jødiske (og muslimske) dommedagsforståelse.

Og man kan sige, at vi vesterlændinge har taget dette til os, så vi i vor samfundsforståelse regner med, at det i undervisning og i arbejde helst skal være lysten, der driver værket. Kan vi få denne forståelse af, hvorfor menneskene udfører gavnlige gerninger, til at erstatte muslimernes dommedagsforståelse, altså til at erstatte deres fromme indstilling om at overholde så meget af sharia som muligt, så er meget nået i retning af afradikalisering. Luther hævder forøvrigt ud fra Jesu lignelse, at de sande fromme vil gøre det gode, også hvis der ikke fandtes noget himmerige eller noget helvede, se her.

Forøvrigt prøvede interview’eren netop ved dette spørgsmål at kalde på IS-krigerens samvittighed, selv om det er en størrelse, der indenfor islam ikke spiller nogen rolle, den overdøves totalt af dommedagsforståelsen fra koranen. Og så meget kom der ud af det, at krigeren dog i det mindste forstod, at hans samvittighed burde have sagt fra lang tid før; som han sagde: ”Jeg var hjernevasket”.

Men netop udtrykket ”at være hjernevasket” er noget, en eventuel senere udspørger bør bore lidt mere i. På en mærkelig måde bider den muslimske argumentation sig selv i halen. Man går ud fra koranens guddommelighed. Derudfra fastslår man, at en muslim står over en ikke-muslim. Så når en muslim lever i et ikke-muslimsk samfund, og dette samfund ikke anerkender hans overordnede stilling, så føler han sig undertrykt. Og så begynder han at længes efter at kunne leve i et sandt islamisk samfund. Men for at det kan lade sig gøre, må der kæmpes for Allahs sag. Ikke med ord, så mennesker frit bliver overbevist om islams sandhed, men med vold og trusler om vold. Men altsammen hænger det svævende frit i luften som påstande, der ikke har nogen begrundelse, men kun fastholdes, fordi man tvinges til det. Så argumentationen begynder med en ubeviselig påstand og ender samme sted. Kun trusler holder sammen på det.

Som man kan forstå, forestiller jeg mig ikke, at nogen imam skal have lov til at påvirke de hjemvendte krigere. For så længe man fastholder koranens guddommelighed – og det er et kernepunkt for alle muslimer – kan man forvente, at stadig nye terrorister vil gro frem. Al tale om ”moderat islam” er fake news. Men kan vi få bare nogle af de tabende krigere, der kommer hjem til Danmark, omvendt til enten kristendommen eller sekularismen, så de slipper deres falske religion og deres overtro på koranen som Guds eget ord, så vil vi få nogle gode hjælpere til at forhindre de mange unge muslimer i at blive antændt af jihad-lyst.

Den føromtalte manual er altfor naiv. Jeg har før været inde på problemerne med at bekæmpe jihadisme, se her. Dengang omtalte jeg en artikel i The Economist, som fortalte om de negative erfaringer, franskmændene havde gjort med at samle jihadisterne i særlige fængsler. Det viste sig at være nærmest umuligt at afradikalisere nogen på den måde, for så snart de kom sammen, begyndte de at radikalisere hinanden.

Nej, skal de hjem, så lad dem komme hjem i et tempo, så vi kan holde dem isolerede fra andre muslimer, mens vi udspørger dem om deres oplevelser og går tæt på dem med hensyn til deres bevæggrunde. Og lad os begynde med dem, der i det mindste viser tegn på, at de fortryder deres handlinger. Hvis vi kan få bare enkelte af dem til at tale nogenlunde rent ud, så vil vi dels kunne få en række gode oplysninger om radikaliseringsprocessen fra dem, dels måske få dem bort fra islam i det hele taget, altså: få dem til at forstå, hvordan vort samfund fungérer anderledes end de muslimske samfund, måske endda få dem til at erkende og anerkende den erfaring, de må have gjort: at vore samfund med deres frihedsidealer er langt mere effektive end de muslimske samfund. Man vil måske indvende, at det ikke gør deres (kristne?) grundlag sandere, men man må dog vel indrømme, at hvis den muslimske gud virkelig har villet, at hele verden skal underlægges islams halvmåne ved erobring og tvang, så har historien ret effektivt modbevist en sådan guds eksistens.

Men ærlig talt, jeg véd ikke, om vor lovgivning kan understøtte en sådan afradikalisering. De skal sikkert efter fængselsopholdet tvinges til at leve borte fra ghettoerne, mens de forsøges afradikaliseret, de skal efterfølgende holdes under skarpt opsyn, især hvis de ikke viser tegn på at ville forstå vort samfunds funktionsmåde, de skal måske næsten tvinges til stadig fornyede samtaler med forstandige mennesker med henblik på langt om længe at kunne erklæres afradikaliserede. Og har vi lovgivning parat, der kan iværksætte den slags tiltag? Jeg véd det ikke.

Men det er mig om at gøre at få slået fast, at mine forslag om hjemtagelse af disse IS-krigere ikke skyldes, at jeg synes, det er åh så synd for disse stakler, og se, nu har de fortrudt, nu må vi da give dem en chance mere. Det skyldes heller ikke, at vi for alt i verden må vise os som rettænkende mennesker, der tager os af alle dem med dansk statsborgerskab. Og det skyldes da slet ikke, at vi må overholde én eller anden mig hidtil ukendt konvention. Nej, det skyldes ene og alene, at vi må sikre os mod fremtidige radikaliserede muslimer.

Vi må jo ikke bilde os ind, at den strøm af muslimer, der drog til Syrien for at være med i kampen for et muslimsk kalifat, vil blive den sidste af den slags reaktioner fra vore muslimske landsmænd. Vi må erkende, at vi i de muslimske ghettoer og i mange af de muslimske moskéer har en tikkende bombe liggende. Unge muslimer, der skal finde deres identitet i konfrontationen mellem islam og Vesten, står også i fremtiden overfor fristelser à la al-Qaida og Islamisk Stat.

Men det er måske for tidligt at iværksætte en sådan hjemtagelse. Jeg mener, den overbevisning, jeg har, og som jeg mener er den eneste effektive, hvis disse mennesker skal afradikaliseres: at jihad er en iboende del af islam, den deles jo ikke af ret mange herhjemme. De fleste har stadig den lidt pussenussede opfattelse, at islam da simpelthen må være god nok, se, hvor mange almindelige muslimer der lever iblandt os, de vil da bestemt nøjagtig det samme som os. Afradikalisering betyder ikke – som manualen synes at mene – at give gode sociale forhold, at stille disse menneskers basale behov. Det betyder: at gå i hårdhændet diskussion om muslimsk samfundsforståelse kontra vores samfundsforståelse.

Og så svag behøver vi da ikke at anse vores samfundsforståelse for at være, at vi ikke vil kunne stå os i en sådan debat.

Se evt. Henrik Gøtke om emnet for Storbritaniens vedkommende her.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | 1 kommentar

Topmøde

Egentlig skulle dette indlæg handle om resultatet af det nyligt afholdte EU-topmøde. Jeg véd godt, at EU-topmøder plejer at udsende en mængde varm luft, og at man først senere kan se, om det hele blev til noget. Alligevel undrer det mig noget, at så mange af de sædvanlige kommentatorer ser på dette topmøde på denne måde: ”Varm luft! Store ord! Lad os se, hvad det bliver til!”

Jeg mener, selve den kendsgerning, at man nu kan enes om noget, som man tidligere afviste med foragt i stemmen, viser dog, at noget afgørende er sket blandt de europæiske politikere. Der er virkelig på politisk plan sket et kursskifte. Men det er måske ikke trængt ind hos journalisterne. De to størrelser: politikere og journalister, plejer ellers at kunne sammenknyttes i ét stort bundt: ”Main-stream-media”, eller at kunne omtales med fællesbetegnelsen ”de politisk korrekte”. Er nu politikerne blevet ukorrekte, så det kun er journalisterne, der er politisk korrekte?

Tag bare den måde, Informations journalist, Mathias Sonne, griber sagen an på! Han har fået fat på en tysk-italiensk politolog og Europa-ekspert, Jana Puglierin, og hun siger:

Jeg ser ikke mødet som det store gennembrud. Der var enighed om det, som alle var enige om i forvejen, nemlig at styrke EU’s grænser markant udadtil.

Det er sandt, at der mange gange tidligere har været talt om at styrke EU’s grænser udadtil, men hun, der skulle være Europa-ekspert, formår åbenbart ikke at afkode de sædvanlige EU-meldinger. ”Grænsekontrol” betyder ikke at standse den illegale migration, det betyder blot at sørge mere omhyggeligt for at registrere den. Men det, der foreslås denne gang, er jo noget helt andet. Man vil oprette opsamlingslejre i Nordafrika og sende alle de både, man opbringer til havs, derhen. Det er så sandelig noget nyt.

Hun mener, at de nye tiltag er gode – på skrivebordet. Men hvor hun selv står, og dermed: hvad hun mener med, at tiltagene er ”gode”, det bliver ikke klart.

Derimod bliver det til overflod soleklart, hvor Kenan Malik, en engelsk-indisk forfatter, står. Han har fået optaget et meget langt essay i The Guardian, og Information har oversat det og anbragt det over fem sider med store illustrationer af migrantkrisen som baggrund.

Kenan Malik står som den ene pol i en stærkt polariseret debat, nemlig migrantdebatten eller flygtningedebatten, som man almindeligvis kalder den, og han viser dette ved overhovedet ikke at lytte til den anden pol i debatten, men essayet igennem nøjes med at bruge skældsord om de andre.

Overskrifterne viser, hvor han vil hen:

Vi er alle med til at bygge Fort Europa

Det er ikke kun højrepopulister og nationalister, som har en fjendtlig indstilling overfor flygtninge og indvandrere. I den konkrete politik har Europas mainstreampolitikere været med til at skabe ligegyldighed og foragt for mennesker i nød.

Det ”vi”, der er med til at bygge Fort Europa, er det sædvanlige fromme ”vi”, hvormed man løfter sin moralske pegefinger mod nogle af ens egne, men naturligvis uden at inddrage sig selv i ”vi’et”. Og essayet igennem har han utrolig mange negative ting at sige om mainstream-politikerne, noget, han dog kun kan gennemføre ved at lukke øjnene for temmelig mange kendsgerninger. Efter endt læsning sidder man tilbage med en fornemmelse af, at han da i hvert fald fik lejlighed til at få luft for sin forargelse, men at det vist også var det hele. Hvad han vil sætte i stedet, hvor han ville have grebet sagerne anderledes an, intet af den slags spørgsmål får man klarhed over.

Han slutter sit essay således:

Da Ungarn opførte hegn ved sine grænser for at holde migranter ude, blev dette skridt fordømt i brede kredse, men hvad har EU selv gjort andet end at bygge hegn – ja mure – ikke rundt om EU, men rundt om virkeligheden i Tyrkiet, Libyen, Niger og Eritrea? Da Orban krævede, at flygtninge kun skulle kunne anmode om asyl fra uden for EU, blev det betragtet som uacceptabelt. Men hvad er Emmanuel Macrons politik i dag andet end dette princips virkeliggørelse – Frankrig bygger lige nu offshore-modtagelsescentre i lande som Niger og Tchad?

»Ingen i Bruxelles vil indrømme det,« udtalte en EU-embedsmand til onlinemediet Politico sidste år, »men ja, Orbans fortælling er blevet den dominerende.«

En anden embedsmand sagde det sådan her: »Det er ikke et spørgsmål om at være på linje med Orban. Det handler om, at først må vi kunne demonstrere, at vi har tingene under kontrol, og dernæst kan vi udvikle bedre måder at styre migrantstrømmene på.«

Men for at vise, at tingene er »under kontrol«, har de almindelige politikere, hvad enten de sidder i Bruxelles, London, Paris, Berlin eller Rom, rettet ind efter »Orbans linje«.

Orban selv lader ikke nogen i tvivl om, hvem der har vundet debatten. Som han udtalte til journalister før et europæisk rådsmøde i Bruxelles i 2016: »De positioner, der engang blev fordømt, nedvurderet og behandlet med foragt, er nu ved at blive holdninger, vi er fælles om. Og folk, der har insisteret på at forsvare disse positioner, bliver i dag hilst velkomne som ligeværdige partnere. Vores holdning,« sagde han med tilfredshed, »er langsomt ved at blive flertallets holdning.«

Læg mærke til argumentationsmåden! Han går ud fra, at Orbans politik er noget af det værste, man kan tænke sig, og han går også ud fra, at alle hans læsere mener det samme, eller – ifald de ikke gør det – at de har godt af fra hans pen at få sandheden at vide. Men intetsteds så meget som antyder han, hvilke argumenter Victor Orban havde for at bygge hegnet: at der var tale om EU’s ydergrænse, og at EU jo gentagne gange havde sagt, at man ville have kontrol med unionens ydergrænse; den kontrol fik EU med hegnet. Og når argumenterne ikke nævnes, går debatten mellem de to poler i stå, og den polarisering, der har dannet sig, får ikke mulighed for at helbredes, men bliver tværtimod stærkere og stærkere.

Han beskylder direkte de europæiske myndigheder for umenneskelighed. Og for at kunne gøre det er han nødt til at undlade at nævne alle de NGO-skibe som henter migranter i stort tal fra menneskesmuglernes gummibåde tæt på Libyens kyst, og som politikerne i deres store menneskelighed ikke har turdet gribe ind overfor. Derimod nævner han et enkeltstående tilfælde af migrantdød, som jeg aldrig har hørt om før, og som jeg derfor citerer fuldt ud:

I 2011 forlod en båd med 72 indvandrere den libyske havn Tripoli med kurs mod Lampedusa. Den ikke sødygtige båd kom hurtigt i havsnød, og migranterne kontaktede den italienske kystvagt. NATO, der havde mange fartøjer i området, blev informeret om bådens truende forlis af de italienske redningsmyndigheders koordinationscenter i Rom.

Ifølge de overlevende signalerede kampfly fra det franske hangarskib Charles de Gaulle til båden. En militærhelikopter, migranter mente at genkende som italiensk, nedkastede endda vandflasker på førstedagen af det truende havari. Men ingen ville påtage sig at redde den ramte båd. Den fik lov til at drive rundt i åbent farvand i over to uger uden brændstof eller forsyninger. 61 af de 72 ombordværende døde af sult, tørst og kulde.

Det lyder lidt mystisk, at de italienere, der i første omgang med deres Mare-Nostrum-politik igennem mange år opsamlede alle dem, de traf på, ligefrem skulle nægte at redde netop denne ene båd. Man burde måske undersøge det engang ved lejlighed, men jeg véd ikke, om jeg gider. Jeg nøjes med at linke til en falsk historie, som en NGO har udsendt, men som Christian Skaug har afsløret, se her. Men i hvert fald: dette giver Malik lejlighed til at citere forfatteren til en undersøgelsesrapport:

»Vi kan tale så meget, vi vil om menneskerettigheder og vigtigheden af at overholde internationale forpligtelser”, sagde forfatteren til undersøgelsesrapporten, Tineke Strik til journalister, ”men hvis vi samtidig lader folk dø – måske fordi vi ikke kender deres identitet, eller fordi de kommer fra Afrika – afslører vi, hvor lidt vi mener disse ord”.

Hermed forlader vi Kenan Malik. For dette giver mig stikordet til det næste, jeg vil omtale.

Sagen er nemlig den, at hvis Malik ville finde anledning til at tale ilde om vore politikere, hvis han ville komme med eksempler på, at de taler om vigtigheden af at overholde internationale forpligtelser, men med deres handlinger afslører, hvor lidt de mener med disse ord, så er der én sag, som så at sige aldrig omtales, men som netop viser denne uoverensstemmelse mellem ord og handling, ja, viser, at EU’s politikere med deres handlinger og bestemmelser er skyld i, at migranter giver sig menneskesmuglere i vold, og dermed skyld i de mange drukneulykker, der forekommer på Middelhavet.

Jeg tænker her på det direktiv, EU udsendte i 2001, hvorefter ethvert flyselskab blev pålagt et såkaldt transportøransvar: Man skulle tjekke alle passagerer til Europa, om de havde deres identitetspapirer i orden, og om de havde visum til destinationslandet i Europa. Hvis ikke selskabet gjorde det, skulle de foretage hjemtransport af den uønskede migrant og betale en bøde på ikke under 3000 euro. Da det er meget svært, for ikke at sige umuligt, at få visum til Europa for en migrant, har denne regel fået migranter i tusindvis til at forsøge at få fodfæste på europæisk jord via søvejen med menneskesmugleres hjælp. Hvilket vil sige, at EU med denne regel udviser en stærkt hyklerisk adfærd: man berømmer sig af, at man så sandelig overholder reglen om, at den, der har sat sin fod på europæisk jord og søger om asyl, har ret til at få sin asylansøgning behandlet, men man sørger ved hjælp af dette direktiv for, at det bliver et ret begrænset antal, der sætter foden på europæisk jord.

Jeg har omtalt dette hykleri på min blog her, Rina Ronja Kari, Folkebevægelsens repræsentant i EU-parlamentet, har omtalt det her, jeg har også nævnt det i en kronik i Jyllands-Posten den 3-2 2016, se her, og Mikkel Andersson har nævnt det i Berlingske, se her. Men lige lidt har det hjulpet, det er og forbliver tilsyneladende en stor hemmelighed, at det forholder sig sådan.

Nu er der imidlertid sket noget, som måske kan bringe lidt skred i det. Anders Samuelsen har sat sig i spidsen for en indsamling, der skal sørge for, at Hans Roslings bog ”Factfulness” kan foræres til alle, der kommer ud fra en ungdomsuddannelse i Danmark. Det har fået Hans Joachim Mogensen til på 180grader at henvise til denne webside, der har citeret nedenstående fra Roslings bog:

I 2015 druknede 4000 flygtninge i Middelhavet, da de prøvede at nå frem til Europa i gummibåde. Billeder af døde børn, der blev skyllet op på strandene ved populære feriemål, vakte rædsel og medfølelse. Det var en kæmpe tragedie. Midt i vores behagelige tilværelse på Niveau 4 i Europa og andre steder tænkte vi: Hvordan kan det ske? Hvem kan vi give skylden? Det fandt vi hurtigt ud af. Skurkene var de grusomme, grådige menneskesmuglere, som narrede desperate familier til at give dem 1000 euro pr. person for en plads i de oppustelige dødsfælder. Vi holdt op med at tænke og trøstede os med billeder af europæiske redningsskibe, der reddede folk fra det barske hav.

Men hvorfor rejste flygtningene ikke til Europa på behagelige fly eller færger i stedet for at vandre til fods til Libyen eller Tyrkiet, hvorefter de betroede deres liv til de skrøbelige gummibåde? Alle EU-lande havde trods alt tilsluttet sig Geneve-konventionen, og der var ingen tvivl om, at flygtninge fra det krigshærgede Syrien havde ret til at kræve asyl ifølge konventionens bestemmelser. Jeg begyndte at stille dette spørgsmål til journalister, venner og folk, der tog imod asylansøgere, men selv de klogeste og venligste blandt dem kom med nogle meget mærkværdige svar.

Måske havde de ikke råd til at flyve? Men vi vidste jo, at flygtningene betalte 1000 euro for hver plads i en gummibåd. Jeg gik på nettet og tjekkede det, og der var masser af flybilletter fra Tyrkiet til Sverige eller fra Libyen til London for under 50 euro pr. styk. Måske kunne de ikke nå frem til lufthavnen? Det var ikke sandt. Mange af dem var allerede i Tyrkiet eller Libanon og kunne sagtens nå frem til en lufthavn. Og de har råd til en billet, og flyene er ikke overbookede. Men ved check-in-skranken forhindrer flypersonalet dem i at stige om bord på flyet.

Hvorfor? Fordi et direktiv fra 2001 fra Det Europæiske Råd fortæller medlemsstaterne, hvordan de skal bekæmpe ulovlig indvandring. I direktivet står der, at ethvert fly- eller færgeselskab, som fører en person uden de fornødne dokumenter til Europa, skal betale alle udgifter i forbindelse med hjemsendelsen af den pågældende person til oprindelseslandet. Selvfølgelig står der også i direktivet, at det ikke gælder flygtninge, som ønsker at rejse til Europa på basis af deres asylrettigheder under Geneve-konventionen; det gælder kun illegale immigranter.

Men det skel er meningsløst. Hvordan skal en medarbejder ved check-in-skranken hos et flyselskab kunne afgøre på 45 sekunder, om en person er en flygtning eller ej ifølge Geneve-konventionen? Det er noget, som ambassaden bruger mindst otte måneder på. Det er umuligt. Så den praktiske følge af det fornuftigt lydende direktiv er, at kommercielle flyselskaber ikke slipper nogen om bord uden et visum. Og det er praktisk talt umuligt at få et visum, fordi de europæiske ambassader i Tyrkiet og Libyen ikke har de fornødne ressourcer til at gennemgå ansøgningerne. Flygtninge fra Syrien, som ifølge Geneve-konventionen teoretisk set har ret til at rejse ind i Europa, er derfor i praksis ude af stand til at rejse med fly, så de må sejle over havet.

Men hvorfor skal de sejle i de forfærdelige både? Det skyldes faktisk også EU’s politik, for det er EU’s praksis at konfiskere bådene, når de ankommer. Så bådene kan kun bruges til en enkelt rejse. Selv hvis smuglerne ønskede det, ville de ikke have råd til at sende flygtningene af sted i mere sikre både som de fiskerbåde, der fragtede 7220 jøder fra Danmark til Sverige i løbet af nogle få dage i 1943.

De europæiske regeringer hævder, at de lever op til Geneve-konventionens bestemmelse om, at en flygtning fra et krigshærget land har ret til at ansøge om og få asyl. Men i praksis lever deres immigrationspolitik ikke op til bestemmelsen, og de skaber det transportmarked, som menneskesmuglerne opererer inden for. Det er ikke nogen hemmelighed, og man skal være temmelig åndsfraværende eller fordomsfuld for ikke at se det. Vi forsøger instinktivt at finde nogen, vi kan give skylden. Men vi ser sjældent i spejlet. Jeg tror, kloge og venlige mennesker ofte undgår den grusomme, skyldbetyngede konklusion, at det er vores egen immigrationspolitik, som er ansvarlig for, at flygtninge drukner.”

Så vidt jeg har kunne læse mig til via omtaler og anmeldelser af Roslings bog, er dette noget, der kommer frem som en biting i bogen. Rosling er ude på at få os til at forholde os til fakta og ikke nøjes med de almindelige antagelser. Han fortæller os således ved hjælp af diverse talopstillinger, at langt størstedelen af verdens befolkning, det vil sige 5 mia mennesker, lever det, man kunne kalde et middelklasseliv, i de to ender af skalaen befinder sig 1 mia i den øverste ende, dèr, hvor vi befinder os, og 1 mia i den nederste ende af skalaen. Men altså kun 1 mia, ikke et flertal eller halvdelen, som de fleste tror.

Rosling langer også gevaldigt ud efter journalisterne eller snarere: efter journalisternes resultater. Dem skal man ikke stole på. Men journalisterne selv er uden skyld. De udfører blot deres arbejde. Og i forbindelse med en beskrivelse af journalisters utroværdighed er det så, han nævner EU-direktivets indflydelse på migrantstrømmen.

Men på trods af, at det hos Rosling er en biting, er dette både den længste og den tydeligste omtale af direktivet, jeg har fundet. Og så må vi da formode, at vor udenrigsminister har læst det. Dog kan Hans Joachim Mortensen ikke dy sig for at komme med en lille stikpille. Han skriver efter citatet:

Udenrigsministeren vil altså hvert år forære titusindvis af unge danskere en bog, hvor der står, at migranter skal have lov at komme til EU for at søge asyl. Indoktrineringen med politisk korrekte meninger skal tydeligvis optrappes. Samuelsen vil ikke risikere, at de unge stemmer på de forkerte partier.

Det er ikke helt rigtigt. For hvis Anders Samuelsen havde læst også denne del af bogen, ville han være nødt til at vende sig imod forslaget om at ophæve direktivet. For selv den mest liberalistiske liberalist ville ikke kunne overleve politisk, hvis han foreslog, at EU’s døre skulle åbnes på så vid gab, som de ville blive, hvis direktivet blev ophævet.

Men har han da ikke læst bogen? Det må han vel have gjort. Men i så fald synes han at gå ind i rækken af de kloge og venlige mennesker, der ”undgår den grusomme, skyldbetyngede konklusion, at det er vores egen immigrationspolitik, som er ansvarlig for, at flygtninge drukner”. For hvorfor vil han give unge mennesker de argumenter i hånden, hvormed de kan angribe de ledende EU-politikere, herunder landenes udenrigsministre, for med direktivet at have tvunget migranter over i hænderne på menneskesmuglere og derved indirekte være skyld i de mange drukneulykker, altså anklage dem for hykleri i verdensklasse?

Og så er vi fremme ved det, der for mig er én af de største gåder i den europæiske migrationspolitik. Det, Rosling betegner som en naturlig følge af journalisters arbejdsmetode, vil jeg beskrive som en uforståelig fornægtelse af al god journalistisk arbejdsmoral: Hvordan har det kunnet lade sig gøre at undlade at omtale dette direktiv igennem så mange år, selv når debatten om flygtninge og migranter voksede til kolossal størrelse? Der må dog have siddet ikke så få af den europæiske elite, både journalister og politikere, som har kendt direktivets eksistens, og derfor ét eller andet sted i deres bevidsthed må have vidst, at det er vor egen immigrationspolitik, som er ansvarlig for, at flygtninge drukner.

Jo, jo, jeg forstår nok, at også de kan forstå det, enhver kan forstå, nemlig, at vore lufthavne ville blive oversvømmet af migranter, hvis direktivet blev afskaffet. Og det kan godt være, at de derfor et sted i deres bevidsthed vil afvise en direktivophævelse som ganske urealistisk, men forbindelsen mellem direktivet og drukneulykkerne kan de dog ikke afvise. Og hvordan kan man med viden om direktivet sige, som Jean-Claude Mignon, leder af Europarådets Parlamentariske Forsamling sagde om Lampedusa-tragedien, hvor omkring 300 mennesker druknede: »Jeg håber, det bliver sidste gang, vi skal se en sådan tragedie« (ifølge Maliks referat)? Må ikke en sådan udtalelse indikere, at Mignon ikke véd noget om noget direktiv? Men hvordan kan han være uvidende om et så afgørende dokument?

Eller tag Kenan Malik selv. Han selv konkluderede dengang efter Lampedusa-ulykken, siger han nu, at

»Næste gang, der sker en tragedie som den ud for Lampedusa – og der kommer en næste gang og en næste gang efter den – og politikere i Europa udtrykker chok, sorg og vrede, så husk på dette: De kunne selv have gjort en indsats for at afværge den, men valgte ikke at gøre det. Det er den egentlige skandale«.

Men han nævner intet om noget direktiv om transportøransvar. Godt nok nøjes han her med at være forarget, siger intet om, hvad politikernes indsats skulle have bestået i, men det er umuligt at forestille sig, at han tænker på dette direktiv uden at nævne det. Så min konklusion er, at heller ikke han aner noget om dets eksistens.

Og det fritager måske ham for ansvar for sin uvidenhed, for det har så at sige ikke været omtalt nogen steder, og han hører i så fald til den store gruppe af journalister, der udtrykker deres forargelse på et alt for løst grundlag i stedet for at undersøge grundlaget lidt bedre.

Men kan Adam Holm fritages på samme måde? Han har givet en anmeldelse af Hans Roslings bog i Altinget, se her, og han lægger vægt på, at bogens hovedærinde er at fortælle, at verden er et meget bedre sted at være end normalt antaget. Men hvordan kan han læse hen over ovenstående ret lange afsnit uden at opdage, at der her gives en oplysning, der giver EU ansvaret for de mange drukneulykker? Er virkelig denne højst engagerede og almindeligvis dybtborende journalist så indsovset i den europæiske elites normaltankegang, at han ikke opdager det sprængstof, der ligger i Roslings bog, omend ikke som hovedindholdet?

Det er mig ubegribeligt.

Jeg selv har prøvet at forklare dette mærkelige fænomen ved hjælp af begrebet samaritanitis, et kunstord, der skal antyde, at i baghovedet på europæiske journalister og politikere ligger Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner og rumsterer. Man vil for alt i verden undgå at kunne angribes for at handle som præsten og levitten, der ”gik lige forbi”. Derfor har diverse NGO’er kunnet snyde den europæiske elite til at tro, at det at redde liv er identisk med at bringe migranterne til en europæisk havn. Derfor har migranterne og menneskesmuglerne i forening kunnet få samtlige journalister til at overse, at alle de nødstedte på Middelhavet var ”fake shipwrecked”; de var ikke kommet i havsnød, de havde bragt sig i havsnød. Og vi taler her om journalister, der ikke bliver trætte af at tale om ”fake news”, når det er Donald Trumps ord og gerninger, det drejer sig om. Men de er altså til trods for alle deres journalistiske idealer om at finde sandheden om en sag, bukket under for det, de ser som et krav om at ”gøre en god gerning”, ”få en god mavefornemmelse”, ”føle, at man har gjort det rigtige”, eller hvordan de nu formulerer det.

Men nu – omsider – synes vi at kunne se ende på denne sygdoms hærgen. Nu omsider synes tilstrækkelig store dele af den europæiske befolkning at have fået nok af al dette snyderi. Ikke så få politikere synes at være vågnet op; lidt sent, kan man synes, for det er, som om de først skal se deres vælgere forlade dem, før de indser nødvendigheden af at skifte kurs.

Hvis det viser sig at være sandt, så vil det i det mindste bagefter vise sig, at eliten havde givet efter for en lemmingeffekt, at de var faldet for ”fake news”, eller at de var blevet forheksede. Og måske så også flere og flere fra journalisternes egne rækker vil kunne undre sig over, at de har kunnet være så blinde for det, der dog var til at se, at de har kunnet undlade at stille de spørgsmål, der dog var ganske naturlige, f.eks. Roslings spørgsmål: ”hvorfor rejste flygtningene ikke til Europa på behagelige fly eller færger?”

Men foreløbig må vi vente i spænding på, hvad der i praksis kommer ud af det skelsættende topmøde.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , , , , | 1 kommentar

Er mennesket ondt?

Det spørgsmål har jeg haft oppe og vende et par gange her på det seneste, se her og her. Og når det nu skal tages frem igen, skyldes det, at mange teologer hårdnakket bliver ved med at arbejde med en luthersk totalsyndighedsforståelse af mennesket. Og en totalsyndighedsforståelse antager – som betegnelsen antyder – at mennesket er ondt.

Den direkte anledning er imidlertid ikke teologisk, men psykologisk. I Deadline den 25-6 2018, se her, havde Niels Krause Kjær inviteret to eksperter ind i studiet for at fortælle om et amerikansk fupnummer, som først nu er blevet afsløret. Der var tale om det, der kaldes The Stanford Prison Experiment. Det var et psykologisk eksperiment, hvor man satte nogle frivillige til at være fangevogtere, andre til at være fanger, og derved påstod at opdage, at fangevogterne meget hurtigt udviklede sadistiske tilbøjeligheder. Man kan læse om det på wikipedia her (på engelsk).

Jeg må indrømme, at denne artikel er betydelig mere oplysende end debatten i Deadline. Deltagerne i denne debat var Andreas Brøgger Jensen, psykolog, og Lone Frank, videnskabsjournalist. Og det var begge enige om, at forsøget, der fandt sted i 1971, var fuldt af fejl. Derfor har man ikke kunnet drage de slutninger, som lederen af forsøget, Philip Zimbardo, kom med. Men det er langtfra blevet indlysende for mig – hverken ved at se Deadline eller ved at læse artiklen – hvad meningen egentlig var med forsøget, og hvorfor man nu har fundet det ikke bare uetisk, men også uvidenskabeligt.

Forsøget kan siges at være en videre udbygning af et forsøg, som Stanley Milgram udførte i 1961. Det forsøg er vist mere kendt, i det mindste for mig. Og det var et ”snydeforsøg”, forstået på den måde, at deltagerne fik falske oplysninger om, hvad forsøget gik ud på. De fik at vide, at man ville undersøge, om det hjalp på et menneskes indlæring, hvis det blev straffet for ikke at kunne huske noget. Men det, forsøget i virkeligheden gik ud på, var at finde ud af, hvor langt forsøgspersonerne ville gå for at tildele andre mennesker smerte.

Forsøgspersonen fik set, hvordan den person, der skulle straffes, blev bundet til en stol med sine arme, hvordan elektroder blev forbundet med armene, og hvordan man kunne påføre smerte i større eller mindre grad ved at sætte spænding til elektroderne. Derefter blev forsøgspersonen og den, der skulle forestille at lære noget, anbragt i hver sit rum, de kunne høre hinanden, men ikke se hinanden. Og forsøgspersonen skulle derefter give den lærende en række hukommelsesopgaver og tildele elektriske stød for hvert forkert svar; stødene skulle have stigende styrke.

Det viste sig, at ganske mange var villige til at fortsætte med stødene selv efter at den lærende havde råbt: Luk mig ud, jeg vil ud, endda efter at han havde råbt om hjælp, og flere fortsatte til den bitre ende, hvor den lærende blev fuldstændig tavs.

Dette Milgrams forsøg var efter sigende inspireret af Adolf Eichmanns tilfangetagelse og forhør for en israelsk domstol, hvor han flere gange sagde, at han ikke fortrød noget, han var blot et lille tandhjul i et stort maskineri og adlød blot ordre. Som bekendt blev han alligevel henrettet.

Men spørgsmålet, Milgram ville have besvaret, var: Hvor stor en rolle spiller det for et menneskes handlinger, at det møder et menneske med autoritet? Det var, hævder Eichmann, hvad han mødte, og det var, hvad forsøgspersonerne hos Milgram mødte: lederen af eksperimentet kunne flere gange sige til forsøgspersonen, at det videnskabelige forsøg krævede, at han blev ved. Og så blev han ved, for videnskaben er jo for os alle en stor autoritet.

Dette forsøg eller lignende forsøg har af og til været vist på Tv, og de fleste har derudfra ment noget bedre at kunne forstå, hvordan almindelige tyskere under krigen kunne udføre de skændselsgerninger, som faktisk blev udført.

I ovennævnte wikipedia-artikel om Stanford forsøgene nævnes Milgram, og man mener, de to forsøg kan sammenlignes.

Hvis det er tilfældet, bliver jeg lidt klogere på Stanford forsøgene. For så var meningen åbenbart ikke at vise, hvordan tingene vil udvikle sig af sig selv, hvis tilfældige mennesker tildeles roller som fanger og fangevogtere, så var meningen at vise, hvor langt fangevogterne var villige til at gå i retning af at nedværdige fangerne, når autoriteterne opfordrede dem til det. Og så var det ikke, som nogle kritikere har påstået, en fejl, at Zimbardo selv deltog og opildnede fangevogterne til hård behandling af fangerne. For man skulle jo prøve, hvor langt de var villige til at gå, når en autoritet opfordrede dem til det, og for at foranstalte en sådan test, var man nødt til at presse på.

Derimod kan man sige, at forsøget i sin konstruktion bevirker, at resultatet bliver alt andet end éntydigt. Én af deltagerne fortalte f.eks. sidenhen, at han opfattede sig selv som en skuespiller, der fik i opdrag at spille en bestemt rolle, i hans tilfælde som fangevogter. At han handlede, som han gjorde, skyldtes derfor ikke nogen tendens til ondskab hos ham, men kun god skuespilkunst. Og har han ret i det, falder forsøgets hensigt igennem, ikke i kraft af deltagerne, men i kraft af en forkert konstruktion af forsøget.

Som sagt fik jeg ikke meget ud af omtalen i Deadline. Lone Frank blev ved med at sige, at Zimbardo var en svindler og skulle have et rap over fingrene, men hendes kritik gik ellers mere på, at den slags forsøg ofte kun viste én side af sagen, den menneskelige natur var langt mere kompliceret. Alligevel kunne hun delvis tilslutte sig konklusionen, at hvis vi bliver udsat for den rette situation, så udøver vi onde gerninger, så vil en mørk side af os vise sig, og ja, siger hun, det er jo ikke helt forkert.

Men hvis man så vil lægge vægt på situationen, så siger hun, at vi ikke skal flytte problemet fra den enkelte til lederskabet, som skaber eller tillader situationen. Og nej, det skal vi nok ikke, men er det da stadig sådan, at dette, at vi har et mørke i os, ikke er helt forkert? Og hvis det er, hvor er så hendes mørke henne? Nå nej, det problem tages ikke op, det er kun de meget fromme kristne, der har lært at anse sig selv for store syndere og derfor påstår et mørke i sig selv, som de dog har ret svært ved nærmere at gøre rede for. Men tanken om et tilgrundliggende mørke i menneskets indre kan åbenbart også gro hos andre end bekendende kristne.

Dette, at Andreas Brøgger Jensen havde fat i noget væsentligt, når han hævdede, at man også måtte se på det enkelte menneskes begrundelse for at handle, som det gjorde, gav en væsentlig nuance til debatten, især hvis man vil fortsætte ad ”Eichmann-sporet”, men faktisk også – hvad han dog ikke gjorde opmærksom på – hvis man vil finde Stanford-eksperimentets svagheder. For hvor Milgram-forsøgene ikke gav plads for andre privatbegrundelser end den, forsøget lagde op til, så gav Stanford-forsøgene rig mulighed for forsøgspersonerne til at have deres egne begrundelser, hvad jo f.eks. den før nævnte ”skuespiller” havde.

Dog må man vistnok sige, at den indvending, der har været fremført mod Stanford-eksperimentet, at det ikke senere har kunnet verificeres, ikke helt holder vand. For hvis eksperimentet bygger på, at forsøgspersonerne tror ét om formålet, mens det virkelige formål er noget helt andet, altså hvis det bygger på, at forsøgspersonerne bliver snydt, så vil selve det, at eksperimentet bliver offentliggjort og dermed kendt i vide kredse, gøre det vanskeligere at finde forsøgspersoner, som man kan snyde, der er jo mange, der véd, hvad det i virkeligheden går ud på.

Dette gælder i nogen grad også Milgram-forsøgene.

En artikel i Weekendavisen, se her, er mere givende. Der er tale om en anmeldelse af den bog, der har afsløret Stanford-eksperimentet som videnskabeligt fup. Bogen er skrevet af Thibault Le Texier og hedder ”Histoire d’un mensonge – Enquête sur l’expérience de Stanford”, udgivet i 2018. Anmeldelsen er foretaget af Aske Munck.

Og det kan da godt være, at denne bog, i modsætning til mange andre tidligere bøger, virkelig afslører eksperimentet som videnskabeligt uholdbart. Det er ikke helt let at blive klog på. Måske den blot afslører, at formålet er uklart. Sandt er det, at Zimbardo har hævdet, at eksperimentet skulle belære os om, hvad der foregår i vore fængsler, og det argument har han også brugt overfor fangevogterne i eksperimentet, hvad Le Texier fortæller om ifølge Aske Muncks referat:

Ifølge de vidneudsagn, Le Texier har indsamlet, gjorde Zimbardo således flere gange forsøgspersonerne opmærksom på, at deres forsøg »kunne komme til at ændre fængslerne i USA«, ligesom han skal have opfordret fangevogterne til at blive fysisk sadistiske ved at sige, at »jo mere voldelige de var, desto større en tjeneste ville de gøre samfundet ved at vise, at fængsler er noget skidt«.

Godt nok trak han lod om, hvem der skulle være indsatte og fangevogtere, men den øverste del af hierarkiet i eksperimentet bestod af hans egne assistenter, ligesom Zimbardo selv optrådte som fængselsdirektør i uniform. For det andet var der tale om et nøje planlagt scenario snarere end et uforudsigeligt videnskabeligt eksperiment. Ifølge Le Texier forelå der således præcise tidsplaner for, hvad vogterne skulle tvinge fangerne til hvornår, ligesom de fik udførlige instrukser om, hvordan de skulle maltraktere de indsatte. Samtidig blev de fangevogtere, som Zimbardo fandt for blødsødne, irettesat, mens de voldsomste fik rosende ord med på vejen.

Dette ville naturligvis kun være videnskabeligt forkert, hvis hensigten var at vise, hvordan de roller, folk får tildelt, kan skabe sadister, men ikke forkert, hvis hensigten var at vise, hvor langt almindelige mennesker ville gå i retning af at sadisme, hvis de stilles overfor ordrer fra autoriteter.

Blot må man indrømme, at Milgram-forsøgene er langt klarere i deres opstilling og konstruktion, og derfor også klarere i deres konklusion.

Men er konklusionen så virkelig den, at mennesket er ondt, eller at mennesker altid, stillet i bestemte situationer, vil vise en ond side af sig selv?

Abigail Marsh sår i sin bog The Fear Factor fra 2018 tvivl om netop den konklusion af Milgram-forsøgene. Hun skildrer omhyggeligt forsøgsopstillingen, fortæller om de forskellige faser, som den lærende skulle gennemleve, men fortæller også, hvordan en række eksperter, der på forhånd prøvede at bedømme, hvad forsøget ville vise, og som mente, at langt de fleste ville ophøre med at tildele smerte ret tidligt i forsøget, tog smerteligt fejl. Over halvdelen af de frivillige gennemførte forsøget til det sidste, inklusive tavsheden fra den lærende, der skulle indikere, at denne var død. Hun fortæller også, hvordan én af de frivillige var så sikker på, at han var skyld i den lærendes død, at han tjekkede lighusene en rum tid efter forsøget.

Fordelen ved Milgrams forsøg – i modsætning til Stanford-forsøget – er, at det har kunnet gentages og er blevet gentaget. Så konklusionen synes klar, siger Marsh, ingen af os, pave Frans, Bono eller Oprah Winfrey eller en hvilken som helst anden, vil kunne sige med sikkerhed, at han ville have handlet anderledes, hvis det var ham, der var med i forsøget.

Men hør så videre!

For det første, siger Marsh, kan man se på de videoer, der er optaget af forsøget, at forsøgspersonerne på ingen måde er ufølsomme. De standser, de sukker, de begraver hovedet i hænderne. Og de bønfalder lederen om at standse eksperimentet, ja, Milgram rapporterer, at på et vist punkt var det enhver deltager, der enten satte spørgsmålstegn ved eksperimentet eller gav afkald på den betaling, han havde fået lovning på. Og alle var særdeles lettede, da det blev afsløret, at den lærende var en skuespiller.

For det andet var forsøgspersonernes respons på ingen måde ens. Den halvdel, der fortsatte indtil den bitre ende, sad i et separat rum i forhold til den lærende. Men den anden halvdel nægtede altså at gå videre. Men slog man højttaleren fra, så forsøgspersonerne ikke kunne høre den lærendes reaktion, var der meget færre, der nægtede at fortsætte. Men gennem alle forsøgene var der altså nogle, der nægtede at adlyde videnskabsmanden. Og dem har Marsh blik for – i modsætning til det, man almindeligvis får ud af forsøget.

Hvorfor opgiver de deres betaling? Hvorfor vil de ikke adlyde den videnskabelige eksperimentator? Fordi de får medlidenhed, svarer Marsh, og det medlidenhed med et menneske, der er totalt fremmed for dem. Eksperimentet viser altså også, at i cirka 50% af tilfældene er denne medlidenhed stærkere end lydigheden mod videnskabsmanden. Og sandt nok, det er ikke det, man sædvanligvis får ud af Milgram-forsøgene, men det viser de jo også.

Jamen, hvad så, er menneskene da halvvejs onde?

Nej – og nu er det mig, og ikke Abigail Marsh, der svarer – men mange mennesker har misforstået menneskets forhold til det onde. De tror, at vi mennesker har en fri vilje, og at det drejer sig om for os at vælge det gode og ikke det onde. Det er forkert.

Jeg prøvede i Luther-året at bruge striden mellem Erasmus og Luther til at udrede, hvordan man i forlængelse af Luthers tanker kunne se på sagen, se her. Det skete under overskriften Forhekselse. Jeg skrev dengang bl.a.:

Har vi virkelig en fri vilje, så vi frit vælger at gøre det gode eller det onde? Åh jo, måske, men den anskuelse, der bestemmer, hvad der er det gode og hvad det onde, vælger vi ikke frit. Den besætter os. Den overtager os bagfra, bemægtiger sig os, bestemmer, hvad vi synes og mener, hvad vi gør og undlader at gøre.

Og når en anskuelse besætter os, kan man tale om forhekselse.

Og vil man spørge, hvordan jeg da kan være sikker på, at min anskuelse ikke har besat mig bagfra, så jeg er blevet forhekset, så er svaret, at det kan jeg ikke vide med sikkerhed, jeg kan kun komme til at tro på det ved at udsætte min anskuelse for åben debat. Hvis den møder argumenter, som jeg må bøje mig for, havde jeg ladet min magelighed, min stilling i samfundet, eller mine gamle vaner bestemme over min anskuelse, og så må jeg se at ændre anskuelse i overensstemmelse med de argumenter, jeg bøjer mig for. Men møder den ikke modargumenter, som jeg finder brugbare, vil jeg bibeholde den.

Her har vi forskellen mellem islam og kristendom. Islam er lovens religion eller magtens religion. Kristendom er ordets religion, diskussionens religion. Kristus gav afkald på al magt i sikker forvisning om, at Gud ville lade hans ord gøre sig gældende, også om han selv døde. Muhammed tilranede sig al den magt, han kunne, i sikker forvisning om, at det, han i sin ekstase havde forstået som Guds ord, loven fra Gud, koranen, ville vinde over alle andre anskuelser, ikke fordi han fremkom med argumenter, der skulle forstås, men fordi han satte magt bag.

Marie Krarup har i Den korte Avis anmeldt Ahmed Akkaris nye bog, ”Mod til at tvivle”, se her. Hun mener, at Akkari i stedet for det kristne menneskesyn tilsyneladende har tilegnet sig det kulturradikale menneskesyn.

Han [Akkari, rr] går galt, fordi han (endnu?) ikke har tilegnet sig det kristne menneskesyn, der er det, vores kultur bygger på. Den opfattelse, at mennesket i sig selv bærer ansatser til det onde i sig. Derfor må man tage sig i agt overfor sig selv og andre.

Derfor må man have en lov, nogle grænser, magtens tredeling, stram udlændingepolitik (!) osv. For menneskelivet er ikke som en ”udflugt for gentlemen”[5] som Akkari ellers skriver et sted, hvor han vil imødegå romanen ”Fluernes Herres” fremstilling af mennesket som ondt. Og langt de fleste mennesker ønsker ikke og er ikke i stand til at ændre deres kultur og religion.

Det har jeg hørt andetsteds fra: at forskellen mellem kristendom og islam skulle ligge i synet på det onde. Og det er klart, at når der er tale om en grundforskel, så vil også synet på menneskets ondskab være forskelligt. Men det er ikke det væsentligste. Det væsentligste kom frem på et møde i Vartov i 2013 med Akkari, som jeg beskrev her. Og det kom frem, så det blev tydeligt og klart, at Akkari virkelig havde tilegnet sig det kristne menneskesyn. Blot er dette menneskesyn i den grad gledet ind i vor folkelighed, at man ikke længere kan se, om det er folkeligt eller kristeligt.

Han fik af Helle Merete Brix stillet et lidt inkvisitorisk spørgsmål: Havde han nu været helt ærlig i sin fremfærd? Havde han nu også fortalt hele sin livshistorie, da han søgte stilling i Grønland? Det, der fik mig til at indse, at han virkelig havde tilegnet sig vores folkelighed, beskrev jeg således:

Men selv om hun således fremkom med nogle ret krasse anklager mod ham, begyndte han sit svar med at sige, at noget af det gode ved det danske samfund var, at man kunne komme med et sådant angreb, der blev ikke set skævt til hverken den ene eller den anden af den grund. Men forøvrigt mente han nu ikke, at han havde holdt relevante oplysninger tilbage, da han kom til Grønland.

Dette gode ved det danske samfund, er noget kristendommen har tilført det. Muligvis via diverse omveje, omkring franske og tyske tænkere, omkring diverse europæiske revolutioner, men at vi i den grad er blevet et ”ordsamfund”, der besvarer ord-angreb med ord, det går dog i sidste ende tilbage til mesteren fra Golgata.

Hvad er det så med disse psykologiske undersøgelser, har de ret eller er de forkert anlagte?

Jeg vil mene, at de svarer meget godt til den opfattelse, jeg i ovenstående indlæg, se her, har citeret Luther for at have, den nemlig, at mennesket i sig har en modtagelighed for Guds ord, men derved desværre også for djævelens ord, det har en kraft (latin: ”vis”), en egnethed (latin: ”aptitudo”), en dispositiv kvalitet (latin: ”dispositiua qualitas”), som gør, at et ord kan få det til at ændre mening, og som bevirker, at det kan deltage i en diskussion om det rette samfund, den gode lovgivning, de ideelle forhold i en familie, osv.

Derfor er ytringsfriheden alfa og omega for vort samfund. For det er igennem den, at vore anskuelser finslibes, og først, når de har været igennem den kværn, som et diskuterende samfund udgør, kan vi tiltræde dem og fuldt og helt leve efter dem. Fejlen ved islam – og ved de mange fejlopfattelser, der har præget europæisk historie – er, at man kaster sig ud på det dybe påståelighedens hav med det samme og ikke er til sinds at lade nogen fri debat tilskære eller ødelægge ens opfattelser.

Nej, mennesket er ikke ondt, ligesom mennesket heller ikke er godt. Men vi er modtagelige for både onde og gode anskuelser, og gribes vi af én af de onde anskuelser, kommer vi til at handle ondt, ikke fordi vi med vore frie vilje vælger at handle ondt – for vi tror i kraft af anskuelsen, at vi handler godt – men fordi vi ikke kan komme fri af anskuelsen ved egen kraft. Kun ved stadig at rammes af modargumenter kan vi måske komme fri.

Kampen mellem anskuelser har jeg i det tidligere nævnte indlæg, se igen her, betegnet som en kamp imod forhekselse. Jeg har taget Rune Lykkebergs bemærkninger frem, nemlig disse bemærkninger:

Det for eftertiden skandaløse ved slaveriet og kolonialismen er erkendelsen af, at samfund kunne leve i radikal modstrid med deres egne grundprincipper. At man havde ’universelle’ menneskerettigheder for sig selv, men accepterede slaveri og kolonialisme.

Vores eftertid vil kunne undre sig over, at vi er universalister for os selv, men ikke for alle. At vi for at forsvare samfund baseret på liberale frihedsrettigheder for os selv systematisk krænker dem for andre.

Her sammenligner han slavetidens hykleri: slaveriet var i modstrid med vore grundprincipper, med nutidens handlemåde overfor flygtninge og migranter: vi går ind for universelle menneskerettigheder for os selv, men krænker dem for andre.

Jeg går ind for, at vi skal sende migranterne over Middelhavet tilbage. Er jeg da en hykler af samme art som slaveejerne dengang? Det kunne jeg ikke se for et år siden, og det kan jeg ikke se i dag. Dengang indvendte jeg følgende mod Lykkebergs påstand:

Hvis man dengang med ét slag havde standset trafikken over Atlanterhavet, ville det have været til stor fordel for alle de afrikanere, der ikke blev taget til fange, ikke blev ført til et fremmed land og en fremmed kultur, ikke blev tvunget til at indordne sig under denne fremmede kultur, mens det ville føre til økonomisk tab for europæerne, der ikke mere ville kunne tjene på trekantshandelen.

Men hvis man i dag med ét slag standsede al migranttrafikken over Middelhavet, ville det få den modsatte effekt: alle afrikanerne og migranterne fra Mellemøsten ville blive skuffede, føle det som en chance, der blev taget fra dem, mens europæerne ville opleve det som en lettelse: vi ville slippe for store udgifter, vi skulle ikke mere forholde os til stigende problemer med parallelsamfund, men kunne ”nøjes” med at tage os af de problemer, den hidtidige invasion havde fremkaldt.

Så at sammenligne de to situationer, den dengang og den nu, lader sig ikke gøre med sin rationalitet i behold; at hævde, at vi i dag er humanister med hensyn til datidens slaveri, men antihumanister med hensyn til behandlingen af nutidens migranter, er helt ude i skoven.

Eller, for nu at sige det igen: Det, der afgør, om man i sine anskuelser er grebet af en forhekselse, som man ikke selv er klar over, er, om ens anskuelser holder vand i diskussionens anskuelseskamp.

Udgivet i Etik, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Det skrøbelige økonomifag

Økonomifaget er under udvikling, og det er vi studerende også. Der er behov for, at man tager begge dele alvorligt”. Sådan slutter den unge økonomistuderende Martin Nørgaard Petersen sin kronik i Information den 26. juni, se her. Det er for mig at se ret dristigt sagt. Ikke mindst på baggrund af det, han også siger i kronikken.

For her kommer han med en ret dybtborende kritik af økonomistudiet ved Københavns Universitet. Ikke en kritik af de enkelte lærere, ikke en kritik af undervisningen som sådan, men en kritik af studiets tilrettelæggelse, en kritik af den holdning til de studerende, han møder: de kan først komme med kritik af de økonomiske modeller, de bliver præsenteret for, når de har lært grundreglerne for økonomisk tænkning. Nogen diskussion af grundlaget for de tanker, der fremføres, har der ikke været åbnet op for under det forberedende studie, og han har ved at spørge de ældre studerende fået indtryk af, at der heller ikke senere pågår nogen kritik af de økonomiske modeller.

Det er han utilfreds med:

Det er fejlagtigt at tro, at en ung studerende i starten af 20’erne ikke kan reflektere over et sæt af resultater uden at have rygsækken fyldt med modeller og teori. Man kan spørge sig selv, hvad det farlige er i at bruge lidt af undervisningen på at lade de studerende diskutere deres eget studie. I værste fald kunne de få at vide, hvorfor der ikke er hold i deres argumenter.

Uden diskussion er økonomi ikke en akademisk disciplin. Man bliver ikke akademiker af blot at replicere resultater fra en tekstbog. Hvordan skal vi opnå nye teorier, hvis ikke vi lærer at sætte spørgsmålstegn ved de eksisterende?

Det har han efter min mening desværre fuldstændig ret i. Specielt har han ret i dette med, at der ikke fremkommer nye teorier, hvis man ikke diskuterer de eksisterende. Men desværre kan jeg også godt genkende den holdning på universiteterne: det er, som om vi danskere føler os for små til at turde gå kritisk til de store lærde udlændinge. De har skabt sig et navn, og vi gør klogest i at forholde os som lydige elever overfor dem, så vi ikke bilder os ind, at vi kan nå dem til sokkeholderne, hvad angår teoretisk arbejde.

Denne lukkethed eller selvtilstrækkelighed er også farlig for demokratiet, hævder Martin Nørgaard:

Valgkampe vindes på baggrund af økonomiske argumenter, og social politik vurderes på, hvordan den påvirker økonomien. Fordi økonomien med dens ligninger og definitioner kan være svært forståelig for den almindelige vælger, risikerer uddannelsens ensidige fokus at udgøre en potentiel fare for folkestyret.

Det betyder ikke, at vi skal afskaffe alle økonomer på ledende poster. Vi skal i stedet reformere økonomistudiet, så det udvikler de studerende til at være reflekterende og diskuterende.

Det hænger også sammen med noget andet, han påpeger. Han gennemgår et kursus i makroøkonomi, som han åbenbart har deltaget i. Han skriver:

Efter de matematiske udredninger følger et afsnit, hvor modellen forsøges tilpasset data, en kort kommentar om, hvor godt (forelæseren mener) data passer til modellen og endelig nogle politiske implikationer af modellen.

Her er mit forslag: Lad de studerende selv undersøge, hvor godt modellen passer til data. Lad os diskutere, hvor godt, vi synes, modellen passer. Lad os tage kritisk stilling i stedet for at fortælle, hvorfor modellen passer eller ikke passer til data. Og endelig: Drop inddragelsen af de politiske implikationer.

Det er det sidste, jeg finder interessant. Martin Nørgaard synes at have blik for noget, mange økonomer overser: økonomifagets alt for stærke sammenklistren med det politiske liv. Én ting er, at man som økonom i sin rådgivning til politikerne undlader at komme med forslag, som man ud fra et blik på folketingets sammensætning kan regne ud ikke har nogen gang på jorden. Noget andet er, om man i sine teoretiske overvejelser over en models fordele og ulemper også inddrager det, han her kalder ”de politiske implikationer”, altså allerede på teoridannelsens stade giver sig til at overveje, om de råd, denne eller hin teori vil afstedkomme, vil blive vel modtaget af politikerne. Hvis man handler sådan – og hvis det er det, Martin Nørgaard hævde, tror jeg ikke, han har helt uret – så fornægter man almindelig videnskabelig metode.

Jeg har tidligere været inde på, hvordan man godt kan have en alternativ økonomisk teori og rådgive politikerne ud fra den, uden at gå på kompromis med teorien af hensyn til politikernes stillingtagen. Det drejer sig om ”teorien om dalreperioden”, se her. Hvis man i sin teoridannelse følger den amerikanske økonom, Henry George (1839-1897), kan man fremkomme med den teori, at to ting holder hinanden i skak i den økonomiske udvikling: produktivitetsstigningen og forventningsprisen på jord og fast ejendom. Fordi der hele tiden foregår en stigning i produktiviteten, vil folk være villig til at betale lidt mere for jord og fast ejendom, end de strengt taget har råd til; man forventer jo, at produktivitetsstigningen får alting til at blive billigere med tiden. Under normale forhold, det, jeg lidt for sjov har kaldt ”dalreperioden”, holder de to kræfter hinanden i skak, men sker der en uventet stor stigning i produktiviteten, kommer forventningspriserne bagefter, og vi oplever en fremgang i økonomien, der giver næsten fuld beskæftigelse. Noget sådant oplevede vi i tresserne frem til cirka 1973 og igen i nullerne frem til 2008. I det første tilfælde var det oprettelsen af det store europæiske frihandelsområde, EF-EFTA, der var årsag til den uforventede store stigning i produktiviteten, i det andet tilfælde Kinas inddragelse i verdenshandelen.

De to eller tre gange, jeg hidtil har omtalt denne teori, har jeg varet mig omhyggelig for at give politikerne det råd, at de skulle indføre en slags grundskyld eller grundstigningsskyld; jeg slog mig til tåls med at mene, at økonomerne, hvis de havde talt ud fra min teori, i stedet for at foreslå mimsen i 1974 eller foreslå afkortning af dagpengeperioden, i det håb jo, at de gode tider ganske snart kom igen, burde have fortalt politikerne, at vi nu efter den korte periode med den søde kløe var på vej tilbage til dalreperioden, og at der ikke ville komme noget tilsvarende opsving i økonomien, før der igen fremkom en tilsvarende uventet vækst i produktiviteten. Og da den skal være uventet, er den umulig at forudsige. Kan den forudsiges, vil jo forventningspriserne tage højde for den, og så opstår opsvinget ikke.

Denne gang vil jeg imidlertid udvide mine råd (ingen lytter jo, så det kan sådan set være lige meget) og hævde, at vi efter denne teori kan nedbringe arbejdsløsheden betydeligt, måske endda helt ned til de 1 eller 2%, der nærmest svarer til fuld beskæftigelse, hvis vi på én eller anden måde kan fjerne forventningsprisen på jord og fast ejendom. Der skal hårde midler til, det indrømmer jeg, formentlig bliver det nødvendigt at indføre en grundskyld, der tager højde for produktivitetsstigningen. Og det får man jo aldrig politikerne til at sluge, siger man. Men man må selvfølgelige fremhæve de positive sider ved indgrebet: at det, grundskylden indbringer, kan bruges til nedsættelse af indkomstskatten, at der kommer mere retfærdighed til i forholdet mellem ejer og lejer, altså at ligheden i samfundet øges, men ikke mindst den virkning, at arbejdsløsheden går betragteligt ned.

Men gør den nu også det?

Hvis jeg tænker mig i Martin Nørgaards situation, hvis jeg overfor mine lærere på økonomi fremkommer med en sådan alternativ økonomisk model, og hvis jeg bliver mødt med en tilsvarende indvending: at jeg må forstå matematikken bag modellerne, før jeg kan begynde at kritisere, vil jeg svare – hvis jeg altså får lov til det – at der ikke er nogen matematik bag den model, jeg her fremsætter, og at det vil koste en bondegård at fremskaffe de tal, som matematikken kan betjene sig af, hvis der skal matematik bag modellen.

Der første, der skal ske, er derfor at overveje, om modellen stemmer så meget overens med den virkelighed, vi kan iagttage, at det kan betale sig at overveje, hvilke talstørrelse det kan være relevant at fremskaffe.

Og her er jeg i den heldige situation, at boligpriserne faktisk steg under både tressernes og nullernes opsving, og at arbejdsløsheden faktisk faldt i de samme perioder. Oven i købet kan jeg føje til, at jeg ser mig i stand til at retlede den kendte økonom John Kenneth Galbraith, som omkring 1970 gav udtryk for den opfattelse, at økonomerne nu endelig havde lært at trække i de rigtige håndtag indenfor økonomien, så vi fik fuld beskæftigelse. Det var vistnok den keynesianske model, han henviste til, men fremfor blindt at fortsætte med denne tankemodel var det vel egentlig mere korrekt – altså mere videnskabelig korrekt – at erkende, at modellen ikke var sand. Det var formentlig Galbraith eller økonomer af hans støbning, der fik politikerne til at indføre mimsen, men de afskaffede den ret hurtigt igen, da det viste sig, at de forudsigelser, der lå til grund for indførelsen, ikke slog til. Derimod afskaffede økonomerne ikke teorien bag mimsindførelsen, mærkelig nok, måske fordi man ikke havde nogen anden, måske fordi man – efter hvad Martin Nørgaard fortæller – kun har denne ene teori at støtte sig til. Min lumske mistanke vil jeg her føje til – forhåbentlig uden at gå Martin Nørgaard for nær – man beholdt modellen, fordi man ikke under nogen omstændigheder vil arbejde med en teori, der har noget med jord at gøre, for man véd jo, at en ændring af jordlovgivningen går politikerne aldrig med til.

Denne georgeistiske model fremfører jeg helt for egen regning. Martin Nørgaard omtaler den ikke, måske det er helt andre teorier, han gerne vil diskutere.

Men for fuldstændighedens skyld skal det dog nævnes, at mange økonomer udmærket kan se fordelen ved grundskylden. Det økonomiske råd har da også gentagne gange foreslået, at man skulle øge ejendomsbeskatningen, og den opretning af det snyd med ejendomsbeskatningen, som Anders Fogh indførte med skatteloftet – alle andre skatter fik et loft over den procent, der blev opkrævet, kun ejendomsskatterne fik et loft i kroner og ører – den opretning tyder også på, at man fra økonomside – og delvis fra politikerside – godt er klar over ejendomsbeskatningens uundværlighed. Men derfra og så til at ville gøre noget imod forventningspriserne på jord og fast ejendom er der et stykke vej, og derfra og til at ville inddrage jordpriserne i sine teoretiske overvejelser en endnu længere vej.

Her vil jeg så forlade de økonomiske teoriers valplads og hengive mig til drømme om, hvordan verden vil kunne se ud, hvis virkelig beskæftigelsen kom op i nærheden af de 100%.

Kaj Munk udtrykker i en artikel i Nationaltidende den 12. februar 1940, se her, denne drøm med dette bonmot: ”Giv en mand en spade og ikke en krykke”. Her tillader han sig helt at se bort fra, at de kloge hoveder ikke har løst nationaløkonomiens gåde og ganske forudsætningsløst lade sin fantasi føre sig frem til en tilstand, hvor enhver arbejdsfør mand kan få arbejde (en spade) så han ikke må nøjes med understøttelse (en krykke).

Og her har jeg – uden sammenligning iøvrigt – givet udtryk for den samme drøm efter et yderst deprimerende besøg på det nye fængsel på Enner mark i nærheden af Horsens. Hvis vi blot kunne få skabt en periode på ti, tyve, halvtreds år med fuld beskæftigelse, ville vi så ikke få brug for langt færre fængsler, fordi der ville være langt færre forbrydelser, og fordi vi kunne erstatte mange fængselsstraffe med pengebøder? Ak ja, jeg måtte – og må stadig – lade spørgsmålet stå og blafre i luften.

Og jeg har også tidligere givet Grundtvig fuldstændig ret, se her, i den betragtning, han kommer med i ”Danskeren” 1849, nummer 34, hvor han siger:

thi ethvert Folk er sit Fædernelands Grund-Eier (paa pluddervælsk “Suveræn”) og kan aldrig retmæssig ved nogen Lov tabe sin Eiendoms-Ret, saa det er kun Nytten og Brugen af Jorden, der retmæssig kan fordeles ved Lands-Loven og blive Gienstand for Kiøb og Salg.

Lidt senere viser han, hvad det kan føre med sig, hvis nogle af landets love indskrænker denne folkets ejendomsret:

hvis loven tillod, at ”enten Kongen eller en Slump Herremænd eiede Landet og kunde give eller sælge det til hvem de vilde, og kunde altsaa, om de lystede, lade det ligge øde, ja med Flid ødelægge det, saa hele Folket maatte sulte ihjel, da seer man let, at saadanne Love var ligesaa uretfærdige, som ubillige og ugudelige, og burde uden videre afskaffes”,

Jeg erindrer mig en periode – jeg tror det var en gang i 90erne – hvor der var hungersnød i Niger. En avis gjorde opmærksom på, at der i denne periode blev udført kvæg fra Niger. Herhjemme ser vi ikke en situation som den, Grundtvig fremmaner, men som dette eksempel viser, kan det ses i u-landene. Og hvis vi vil komme og fortælle dem, at de skal gøre noget ved jordejendomsforholdene, vil de styrende naturligvis spørge tilbage: Hvis det er så gavnligt, hvorfor gør I det så ikke selv?

Dog, alt dette sidste er kun utopiske ønskedrømme fra min side. For det synes jo at være slået fast fra videnskabelig økonom-side, at de anerkendte modeller ikke arbejder med en total udryddelse af arbejdsløsheden. Omend Martin Nørgaard Petersens kronik for mig at se sætter spørgsmålstegn ved det videnskabelige i modellerne.

Det er dette spørgsmålstegn, der giver en håbløs drømmer som undertegnede håb.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Syv slags ateisme

Det er en engelsk filosofiprofessor, John Gray, der i en nyudgivet bog tager sig for at omtale og delvis imødegå hele syv forskellige slags ateisme. Ikke fordi han er kristen, men fordi han mener, at mange former for ateisme bygger på et for tyndt grundlag.

Hans bog er blevet anmeldt af Göran Rosenberg i Information, se her (bag betalingsmur). Og da overskriften var ”Nutidens liberale ateister begriber ikke, hvad religion egentlig er”, kastede jeg mig naturligvis straks over artiklen. For det forekom mig umiddelbart at være en korrekt iagttagelse.

Men én ting er at have læst en anmeldelse af en bog, noget andet sådan ligefrem at skrive om den. Når man nu ikke har læst den og ikke rigtig véd, om man gider læse den. Dog, Rosenberg slutter sin anmeldelse på denne måde:

Den, som leder efter ti raske tips til, hvordan mennesket og verden kan forbedres, bør måske afholde sig fra at læse John Gray.

Ikke desto mindre findes der hos Gray, præcis som hos de ateistiske fritænkere, han identificerer sig med, en dyb patos for mennesket i al dets moralske forvildelse og eksistentielle ensomhed – en patos, jeg tror, kan have samme opbyggelige indvirkning på læseren som en konsekvent illusionsløs og ubetinget kærlighedsprædiken.

Til den, som vil udsætte sig selv for en både skarpsindig og sortseerisk betragtning om mennesket med eller uden Gud, kan jeg ikke anbefale nok at læse Gray.

Og ikke sandt, så bliver man alligevel lidt nysgerrig.

Så jeg kastede mig ud i at læse en tre-fire anmeldelser af bogen, én fra The Guardian af Terry Eagleton, se her, endnu én fra samme avis af Richard Harris, se her, én fra Irish Times af Joe Humphreys, se her, et interview med John Gray fra et sted, der hedder VICE, af Adam Forrest, se her, og endelig endnu en anmeldelse fra The Spectator, af Stuart Kelly, se her.

Og efter endt læsning tror jeg nok, jeg er klar over, hvor John Gray står, og hvad hans budskab kan være, hvis der er noget ud over det negative med de tynde argumenter hos de andre ateister.

Joe Humphreys begynder sin anmeldelse med at gengive en scene fra Berlin i 1820erne, som Gray fremdrager i sin bog. Mens studenterne flokkedes om Hegels forelæsninger, var der kun en ti-tyve studenter til at følge Arthur Schopenhauers forelæsninger, der lå på samme tid. Det tager Gray som et billede på forholdet mellem ham selv og tidens førende filosoffer. Alle de andre går ind for Hegels tanke om, at der sker en vis udvikling i menneskehedens historie, mens han alene – ligesom Schopenhauer – står som realisten (og pessimisten), som kun ser tilfældigheder og intet mål, ingen udvikling, som menneskeheden arbejder hen imod.

Adam Forrest begynder sit interview med at spørge, hvad der er galt med f.eks. Richard Dawkins. Gray svarer, at disse ateister tager den kristne skabelsesmyte for pålydende, som om der er tale om videnskab. Men allerede de tidlige kristne lærde advarede imod en sådan ligefrem forståelse. Det er en fejl at sammenblande fundamentalisme med den store, rige tradition indenfor religiøst liv.

Jeg har ikke studeret Dawkins, og derfor ikke opdaget, at han anser os kristne for så naive.

Så spørger Forrest ind til den sekulære humanisme, og Gray svarer, at det forkerte ved den er, at den tror på fremskridtet. Det er en tanke, fortsætter han, der stammer fra de monoteistiske religioner, især fra kristendommen, men den sekulære humanisme erstatter Gud med ideen om menneskeheden, en størrelse, der har et sæt fælles mål, som realiseres over tid. Tillige har denne sekulære humanisme ikke fået smidt tanken om historien som noget, der i sidste ende giver forløsning, bort.

Og jo, det kan være sandt nok, at fremskridtstanken kommer fra kristendommen. Men det betyder naturligvis ikke, at kristne teologer kan tage ansvar for alle de tanker, som er uddestilleret af fremskridtstroen.

Og på spørgsmålet, om ikke videnskaben da kan tjene som noget, man kan tro på, svarer Gray, at videnskaben er en metode, der prøver at forklare nogle praktiske ting. Men den kan ikke diktere værdier til os.

Han har også lidt at sige om de ateister, der vil gøre politik til en slags religion (det er den fjerde slags ateisme, han vender sig imod).

Den femte slags ateister kalder han ”Gud-hadere”. De har mødt det onde på en så gennemgribende måde, at de ikke kan andet end hade Gud, selv om de ikke tror på ham.

Den sjette slags tror ikke på fremskridtet, og derved bliver de nogenlunde tilforladelige i Grays øjne.

Men den syvende slags er dem, han selv hælder mest til. De er en slags mystikere, der mener, at tingenes natur er uudsigelig, man kan ikke indeslutte den i ord:

Schopenhauer mente, at tingenes sidste realitet var åndelig, men at vi ikke kunne begribe den med vores ræsonnementer. Han havde ikke brug for en skaber-gud, men faktisk ligger han ikke så langt fra visse traditioner i mysticismen og forskellige religioner. Nogle typer indenfor mystisk religion kommer tæt på ateismen i deres forståelse af Gud som umulig at forestille sig.

Til sidst spørger Forrest:

Så disse to sidste slags ateisme er dem, De er mest tiltrukket af?

Ja, det er dem, jeg bedst kan lide, fordi de mest gennemgribende træder udenfor en monoteistisk tænkemåde. Der er mange slags ateisme. Jeg tror, man er ateist, hvis man ikke har behov for en skaber-gud. Men hvis man virkelig vil træde ud af monoteismen, tror jeg, man kommer frem til disse ideer.

Såvidt dette interview hos VICE.

Så kan jeg ikke dy mig for at citere et stykke af Rosenbergs anmeldelse og sammenligne det med et citat af Grundtvig, som jeg engang faldt over. Rosenberg-citatet først:

Hvad de nymodens liberale ateister eller sekulære humanister, eller hvad de nu end foretrækker at kalde sig, frem for alt ikke synes at forstå, er, at også deres alternativ til, hvad vi kalder for religion, baserer sig på tro og ikke på viden. Også de, som siger, at deres alternativ er et liv styret af fornuft og rationalitet eller rent ud af videnskab, må i sidste ende gribe tilbage til et punkt, hvor det, de advokerer for, ikke kan bygge på viden, men må bygge på tro. Men det, som er fornuftigt og rationelt for det ene menneske, er det ikke nødvendigvis også for det andet, og dette beror ikke på forskelle i viden, men på forskellige i, hvad mennesker tillægger værdi og finder meningsfuldt.

Ateismen er i dette perspektiv ikke modsætningen til religion, men bare religion under et andet navn – eller rettere: mange slags religioner.

Grundtvig siger i sit tidsskrift Danskeren nøjagtig det samme:

Jeg maa nemlig bede saavel Læseren som Læserinden lægge vel Mærke til, at det er ingenlunde, som man sædvanlig snakker, blot Vorherre Christus og hans Tjenere, der forlanger Tro af os, thi den forlanger alle de vise eller uvise Mestere, som vil oplyse os om alle muelige Ting, ligesaa fuldt, skiøndt de gierne, saa vidt som mueligt, tager dem iagt for at bruge det Ord. (Grundtvig i Danskeren 1851, side 535).

Og det er jo – tro det eller ej – også min opfattelse af sagen.

Men dermed er vi ikke færdige med Gray.

Jeg har altid ment, at vil man være rigtig ateist – sådan hele 100% – så skal man være buddhist. For et par år siden brugte jeg den tankegang imod Svend Brinkmann. Han havde i et interview i Deadline taget Løgstrups diktum op, dette med, at fordi jeg holder noget af næstens liv i min hånd, derfor véd jeg, hvad der er godt og ondt. Brinkmann føjer til, at det forholder sig sådan, uanset om man sætter en Gud bag kravet eller ej, se her. Imod denne tankegang – både i Brinkmanns og i Løgstrups sammenhæng – indvendte jeg, dels, at dette godt kan siges at være noget almenmenneskeligt, eftersom man kan sige, at det udspringer af sproget, og vi er jo alle sproglige individer, og dels at der altså gives religioner, der nægter, at livet er godt, og derfor også nægter, at det, sproget fører os frem til, er noget godt. Her kan man især tænke på buddhismen, som i sin almene form hævder, at livet er lidelse og at vi, når vi lider af livstørst, bukker under for det bedrag, maya, der præger menneskeheden i det hele taget. I en speciel afdeling, den japanske zenbuddhisme, knytter man især maya til sproget og hævder, at sproget med sin stringente logik fører os på afveje.

Og det forekommer mig, at Gray er på vej i den retning. For det første gentager han en gammel filosofisk grundsætning – som Løgstrup mener, at man må gøre op med – den nemlig, at man ikke kan slutte fra et ”er” til et ”bør”, altså, der er intet i tingene, som de foreligger, eller i videnskabens præsentation af tingene, som de foreligger, der fortæller os, hvad der godt og ondt.

Og det er noget af det, der tiltaler mig ved Gray. Mange ateister – både de små dagligdags og de store mere tænksomme – kan ikke se nødvendigheden af, at deres liv skal svare til deres overbevisning. Jeg har i ovennævnte artikel brugt den indvending, at man tilsyneladende altid tænker i resultater, aldrig i forudsætninger. Og skal man tale om Gud, må man altid tale om ham som forudsætning.

Men for det andet er Gray, så vidt det fremgår af de af mig læste anmeldelser, temmelig konsistent i sin nægtelse af, at videnskaben eller filosofien eller noget andet giver os svar på spørgsmålet om godt og ondt. Schopenhauer, som er et forbillede for Gray, var vistnok halvvejs buddhist. Og når Gray gør Gud eller tilværelsen selv eller livets inderste utilgængelig for vort sprog, er der ikke langt til den buddhistiske grundsætning, at livet er lidelse.

Dog har jeg ikke forhørt mig om, hvorvidt han er gift og har børn. Det er jo noget, som den rigtige buddhist vender sig bort fra, og man må vel også sige, at først når man afholder sig fra at give efter for sin kønsdrift, gør man alvor af, at livet er lidelse. Men bevares, hvis man har indset noget i den retning, er det måske alligevel mere behageligt at nøjes med at være agnostiker, altså sige, at man ikke kender hverken det ene eller det andet om tilværelsen, hverken véd, om den er god eller ond.

Men dette, at han ikke véd, om livet er godt eller ondt, eller skal jeg nøjes med at sige: dette, at han lader, som om han ikke véd, om livet er godt eller ondt, det bevirker også, at han nægter at anerkende de fremskridt, de fleste andre kan se i menneskehedens historie. Jeg véd ikke helt, hvordan han ser på disse ting. Skal man alligevel ikke være temmelig meget ”buddhistisk” i hovedet for ikke at kunne se, at de tekniske fremskridt virkelig er fremskridt, eller for ikke at glæde sig oprigtigt over de lægevidenskabelige fremskridt, der har givet os mennesker herredømme over mange af de sygdomme, der tidligere var store manddræbere? Men naturligvis, hvis han nærmer sig buddhismen så meget, at han sådan for alvor kan sige, at livet er lidelse, så er de fremskridt, vi andre kan se, jo ikke ægte fremskridt, eller måske endda kun ligegyldige tilfældige hændelser.

Dertil kommer jo imidlertid de fremskridt i erkendelse, som historien også byder på. Vi plejer at betragte det som en god ting, at vi er gået bort fra de primitive religioners mange mærkelige og skadelige opfattelser og nået frem til de såkaldt højere religioners stade, hvor vi kan lade vor erfaringsverden gøre hekse- og troldeforestillinger ugyldige. Og det er vel heller ikke at foragte, at vore pengesystemer har udviklet sig, så de store byer kan holdes nogenlunde i gang gennem den naturlige handel mellem mennesker, en handel, som har pengesystemet som forudsætning. Endelig er der jo også en moralsk udvikling at tale om, jeg mener, vi accepterer ikke mere slaver, vi regner også – i hvert fald i vor del af verden – mænd og kvinder for ligestillede, og vi har formået at afskaffe kongers og adelsfolks privilegier og i stedet indføre et demokrati, der i princippet omend måske endnu ikke i praksis stiller alle mennesker lige.

Så for mig at se, er det umuligt at fornægte fremskridtet. Men jeg skal gerne føje til, at hvis vi i fremskridtet ser Guds finger, så ser vi også gang på gang i menneskehedens historie, at Guds veje er uransagelige. Den franske revolution, f.eks., begyndte på en meget løfterig måde, men slog snart over i ét af de værste blodbade, verden har set, og endte med en enevældig kejser.

Og Darwins tanker var i intellektuel og videnskabelig henseende et vældigt fremskridt, men ikke desto mindre blev netop disse tanker misbrugt eller i hvert fald misforstået af Hitler og nazismen, så han i nationernes kamp alle mod alle så historiens mening. Igen med en pris i menneskeliv, der var ganske uhyrlig.

Og hvad Hegels tanker har afstedkommet igennem Karl Marx og leninismen, også det er uhyrligt. Kan der virkelig ud af så mange misforståelser komme noget godt?

På den anden side viser Sovjetunionens fald også, at det ikke er en holdbar strategi at bruge falsk tale overfor befolkningen. Og ikke blot er Sydafrikas apartheid-system faldet sammen, mange andre diktaturer er også forsvundet og erstattet af demokratiske systemer.

Eller, hvis jeg skal sammenfatte mit syn på historiens gang: Der er ingen grund til at være jubeloptimist, man kan godt meningsfuldt have sine tvivl om alt, hvad der påstås at bidrage til fremskridtet, men ligefrem at blive erklæret pessimist som John Gray, det er dog vist lidt for meget.

Gray påpeger, som nævnt i en wikipedia-artikel, se her, at tortur ingenlunde er afskaffet. Da USA begyndte at føle sig trængt, begyndte man også så småt at acceptere forskellige former for tortur. Det betragter han vist som et eksempel, der skal vise uholdbarheden af fremskridtstanken. Men gør det ikke det modsatte? Hvis man ser på middelalderens behandling af fanger og ser på de forhør, der blev foretaget i Europa langt op i historien, er der dog vist tale om et vist fremskridt, selv med nutidens tilbageslag taget i betragtning.

Man kan, som Gray vistnok gør, afskrive enhver tanke om fremskridt, eller man kan, som jeg vil foretrække at gøre, sige, at Guds mølle maler utrolig langsomt.

Jeg har sommetider luftet den tanke, at den eneste form for ateisme, der tager sig selv alvorlig, er den russiske nihilisme fra slutningen af 1800-tallet. Det er den ateisme, der lader alt være ligegyldigt, og ikke viger tilbage fra at spille russisk roulette, dvs., putte en patron i en tromlerevolver, dreje tromlen rundt og dernæst holde pistolen op for tindingen og trykke af, ud fra den tanke, at man jo ikke, hvis alt er ligegyldigt, véd, om man har været heldig, hvis man ikke dør, eller har været det, hvis man dør.

Så langt vil dog vist John Gray ikke gå. Men kan mindre gøre det?

Forøvrigt, Kierkegaard citerer Sokrates for at sige det samme i Uvidenskabelige Efterskrift. Her hedder det:

Naar saaledes Socrates etsteds siger, at det er mærkeligt nok, at Skipperen, der har sat En over fra Grækenland til Italien, naar han er ankommen, gaaer rolig frem og tilbage paa Strandbredden, modtager sin Betaling, som havde han gjort noget Godt, medens han dog ikke kan vide, om han har gavnet Passagererne, eller om det ikke havde været disse bedre at sætte Livet til paa Havet: saa taler han egentlig som en Afsindig.

Men Socrates modtog jo også døden med stoisk ro og levede således op til sin egen tilværelsesforståelse.

Udgivet i ateisme | Tagget , | Skriv en kommentar

Hvorfor ikke Tunis?

Det gode danske skib ”Alexander Mærsk” blev for nogle dage siden prajet af den italienske kystvagt og bedt om at hjælpe med til at redde nogle migranter. Det gjorde skibet – naturligvis, må man sige, for sådanne regler eller snarere en sådan etik gælder på havet: man hjælper uden at spørge om omkostninger enhver, der er i havsnød.

Der foreligger ikke noget helt klart svar på spørgsmålet om, hvor præcist disse mennesker blev taget om bord. Men da de fleste migranter plejer at blive taget om bord lige uden for Libyens sømilegrænse, er det nok mest sandsynligt, at disse migranter også er reddet i det område.

Det, der gør ”Alexander Mærsk” interessant her, er nu, at skibet ligesom tidligere skibet ”Aquarius”, er blevet nægtet anløbstilladelse af den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini. Det samme gælder et par andre skibe, skibe, der dog, så vidt det er oplyst, tilhører nogle af de sædvanlige NGO-redningsskibe.

Men der har igen – som ved tilfældet ”Aquarius” – rejst sig et ramaskrig fra samtlige medier og politikere: sådan kan man ikke behandle stakkels migranter, der er kommet i havsnød. Her i Danmark har vi specielt været forargede over behandlingen af ”Alexander Mærsk”, forståeligt nok. Ifølge en artikel i Berlingske, se her, har statsministeren erklæret, at Italien skal overholde sine internationale forpligtelser. Og Inger Støjberg har også udtalt sig:

Den italienske regering vil ikke modtage migranter, der forulykker på Middelhavet. Men alligevel har den italienske søredningstjeneste bedt et Mærsk-skib om at redde 113 forulykkede migranter.

Den indstilling er »uholdbar« og »ikke rimelig«, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til DR.

»Det er jo ikke rimeligt for Mærsk, at de bliver i bragt i en situation, hvor de har et skib fyldt med migranter. Ovenikøbet migranter, de er blevet bedt om at hjælpe af myndighederne, og derfor er det et spørgsmål om, at italienerne selvfølgelig skal lade dem aflevere dem i italiensk havn,« siger hun til DR.

Og ikke sandt, den indstilling lyder jo rimelig nok. Italiens venstre hånd, kystvagten, véd ikke, hvad den højre, havnemyndighederne, foretager sig. Eller: ordren om, at havnene skal holdes lukkede for migranter, er endnu ikke nået ud til kystvagten. Og sandt nok: det er noget rod.

Alligevel må man spørge de mange forargede: Hvorfor er I kun forargede på Italien? Hvorfor er I ikke lige så forargede på Tunesien?

Og svaret på det spørgsmål er, at der aldrig har været tale om, at migranterne skulle sejles til Tunis. Vi er blevet så vante til den fejlagtige eller løgnagtige sprogbrug, at vi ikke mere lægger mærke til den, den sprogbrug, der siger, at dette at blive reddet ikke blot betyder at blive fisket op af vandet, men betyder at komme til Europa. NGO’erne har talt sådan i årevis, har angrebet vores samvittighed med ord om, at migranter, der var i livsfare, da naturligvis skal reddes, og med tale om, at de føler sig forpligtet til at redde liv. Javist, men de har omhyggelig tiet stille med den ekstra betydning, de har lagt ind i dette at redde liv: det, at det er ensbetydende med at blive sat af i en europæisk havn.

Det er den første løgn, man må angribe, inden man svømmer helt hen i forargelse over den italienske regering.

Den næste løgn rejser sig af et andet spørgsmål: Hvorfor sejler kaptajnen på ”Alexander Mærsk” ikke til den nærmeste havn med disse omkring 100 migranter? Tripoli kunne være et oplagt mål, Tunis måske mindre oplagt, men her er der i det mindste mere orden i statsforholdene.

Svaret på det spørgsmål er: Fordi han ikke tør.

Der blev i august 2001 skabt præcedens for den praksis, som siden har fået fænomenet ”bådflygtninge” til at blive almindelig brugt. Man kan læse om det på wikipedia her. Det drejede sig om det norske skib ”Tampa”, der af australske og senere indonesiske myndigheder fik anmodning om at redde nogle skibbrudne fra et synkende og overfyldt fartøj. Det gjorde skibet, men da skibets kaptajn ville følge opfordringen fra de indonesiske myndigheder til at sejle til Indonesien, blev han mødt af en migrantdelegation af ophidsede og truende mænd, der forlangte at blive sejlet til den australske Christmas Island. I lyset af den ulige magtfordeling mellem besætning og migranter valgte kaptajnen at gøre som migranterne befalede.

Dette er jo i normalt sømandssprog det, man kalder mytteri. Men se, om nogen blev anklaget for mytteri! Nej, selvfølgelig ikke! For disse mennesker, migranterne, har jo formået at komme ind under betegnelsen ”stakler”, og sådanne stakkels mennesker nænner man da ikke at anklage for noget som helst. I stedet opviser man den største forståelse for deres ”fortvivlede” handlinger.

Ingen drømte dengang om at tage ordet ”mytteri” i sin mund. Og ingen har tænkt den tanke sidenhen. Men skulle vi mon ikke begynde at tale i klartsprog om tingene?

Og hvis vi skal gøre det, må vi også gøre opmærksom på, at det er en overtrædelse af havretsreglerne at bringe sig i havsnød. Det véd vi jo alle, at det er, hvad de ”stakkels” migranter gør. Men alle er tilsyneladende også enige om, denne overtrædelse i deres tilfælde skal være straffri, ja, man går endda med til, at disse ”arme” mennesker i stedet for straf skal have belønning: de skal nemlig, i modsætning til de fattige stakler, der sidder tilbage i flygtningelejrene, have lov til at søge asyl i Europa.

Dette er kun de umiddelbare usandheder. Dertil kommer de usandheder, som eliten bruge for at få os uforstandige og uetiske borgere til at gå med til deres ”gode gerninger”, såsom udtalelsen om, at man vil styrke EU’s grænsekontrol, hvor man ikke mener, at man vil standse migranterne – selv om vi dummernikker i bunden af samfundet tror det og måske også påregnes at tro det – nej, der menes blot, at migranterne skal registreres på ordentlig vis og ikke uden videre slippes ud i samfundet. Det vil sige, ”kontrol” betyder ”business as usual”. Og mange andre udeladelser og løgne, som dels jeg, dels Douglas Murray har omtalt.

Desuden kan man nævne de usandheder eller fortielser, som politikerne nu anvender mod hinanden for at – som de siger – få placeret et ansvar. Macron skælder italienerne ud for at være hjerteløse, men undlader at fortælle, at franskmændene har lukket deres grænse til Italien. Italienerne skælder det øvrige Europa ud for at lade Italien være alene med migrantproblemerne, men ”glemmer” behændigt, at de igennem mange år lod være med at registrere migranterne, så det var de øvrige europæiske lande, der kom til at stå med de vanskelige integrationsproblemer. Først, da de andre lande lukkede deres grænser, tog italienerne – ikke først den nuværende regering – fat på at gøre noget, idet man nemlig først da begyndte at hjælpe til med at skabe en libysk kystvagt. Og nu har de menige italienere altså fået så mange migranter pulserende rundt i deres gader, at man har stemt en regering til magten, der direkte lukker havnene.

Så hvis nogen siger: vi må have en EU’sk løsning, så glem det! EU har længe vist sin uformåen, nej, men når der kommer en folkelig modstand mod indvandringen, og når der er politiske partier, der opdager, at det er der stemme i, så sker der noget. Og den slags sker land for land, ikke på EU-plan.

Skal vi være kede af det? Det har jeg svært ved at se. Det har gennem alle århundrederne være Europas styrke, at man ikke, som f.eks. Kina, er blevet samlet til et stort imperium, men altid har bestået af forskellige stater, der har kunnet konkurrere med hinanden (og føre krig mod hinanden), men netop derfor har været tvunget til hele tiden at være på toppen.

Lad mig slutte med et citat af Luther, som jeg har ledt efter længe, men nu omsider tilfældig faldt over. Man kan finde det på min artikel om bådflygtninge, se her, og på min Luther-side, se her. Luther taler om ordet fra Matt 5,42 om ikke at vende ryggen til den, der vil låne af dig, og skriver:

selv om han [den kristne] gerne skal låne og give til enhver, der beder ham, så er det dog sådan, at hvor han véd, det er en slyngel, er det ikke hans skyldighed at give. For det befaler Kristus mig ikke, at jeg skal give en hvilkensomhelst slyngel min ejendom, og unddrage det mine pårørende og andre, som har brug for det, dem, som jeg desforuden er skyldig at hjælpe, og derefter selv lide mangel og ligge andre til byrde. For han siger ikke, at man skal give og låne ud til enhver, men til den, der beder os om det, som én, der er trængende osv.; ikke den, der tilfældigt vil aftvinge os det, som nogle, der ellers har nok, eller nogle, der vil ernære sig uden arbejde, ved andre menneskers anstrengelse.

Med andre ord: det er tilladt at tænke sig om, også når man vil være godgørende.

Udgivet i Indvandringspolitik, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

To sprog

Det er forholdet mellem kristendom og islam, jeg her vil forsøge at afklare ved hjælp af forestillingen om, at de to religioner har overtaget to forskellige dele af det menneskelige sprog.

Jeg har før redegjort for den del af ”min” religionsfilosofi, der går ud på, at det menneskelige sprog er delt i tre dele, eller tre sprogspil, som har den kedelige egenskab ved sig, at man ikke kan oversætte fra det ene sprogspil til det andet, se f.eks. her. Vi får alle del i alle tre sprogspil under opvæksten, men er man opvokset indenfor islam, kommer man til at tænke i lovregler og bestemmelser, for islam har taget lovsprogspillet til sig og arbejdet med det igennem hele sin historie.

Er man omvendt opvokset i den kristne verden, er det et andet sprogspil, man kommer til at lægge hovedvægten på, det, jeg plejer at kalde ”relationssprogspillet”.

Forskellen på de to sprogspil træder nok tydeligst frem i Jesu lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Her kan man konstatere, at den ældste søn sidder uhjælpelig fast i lovsprogspillet. For han nægter at gå ind til den velkomstfest, hans far har foranstaltet for den yngste søn, der er kommer tilbage fra sin udlandsrejse. Han begrunder sit afslag på denne måde: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham”. Han tænker altså retfærdighedstanker. Hans bror fik sin del af arven og har derfor ikke krav på mere. Når faderen alligevel foranstalter en fest for ham, og altså direkte tager ham tilbage i hjemmet, føler han det som en uretfærdighed, der begås imod ham.

Vi kender så udmærket sådanne tanker. Vi véd endda også, at sådanne tanker ikke er til at komme ud af. Man kan gå i dagevis og ruge over en uret, man synes er begået imod én. Når vi alligevel synes, at han da vist er en sær én, skyldes det … nå ja, at vi har hørt lignelsen før og derfor er indstillet på at give faderen ret, men vel også, at vi selv har erfaret familiesamhørigheden og også lagt mærke til, at der kan opstå situationer, hvor den strenge retfærdighed må vige for samhørigheden. Det er jo, hvad faderen i lignelsen slår på: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet”.

Uoversætteligheden mellem de to sprogspil bevirker, at den ældste søn ikke selv kan komme fri af sin lovtankegang. Men relationssprogspillet ligger alligevel i hans hjerne, og i det øjeblik, hvor han mødes af et ord, der kun kan forstås ved hjælp af dette sprogspil, aktiveres det latente sprogspil i ham, og han forstår, hvorfor faderen har handlet, som han har gjort. Eller rettere: han forstår måske! For netop denne overgang fra lovtankegangen til relationssprogspillet er det i menneskelivet helt uforståelige. Vi teologer siger, at det ånden, der bevirker det, men man kan med lige så stor ret hævde, at det er mennesket selv, der forstår, mennesket selv, der får øjnene op, eller mennesket selv, for hvem tiøren falder. Nå ja, det siger vi jo sådan set også, for vi hævder, at hvor ånden er, er der frihed. Men uforståeligt er det. For det er jo ikke noget, man kan ”ville” sig frem til. Det sker så at sige bag om ryggen på én. Og det sker ikke, uden at et ord udefra kommer ind i hjernen på én og aktiverer det hidtil ubrugte relationssprogspil.

Denne oversættelsesumulighed spiller ind i forholdet mellem islam og kristendommen.

Der synes således komplet umuligt for en muslim at komme til at forstå vores måde at håndtére kønsdriften på.

Han er opdraget til at mene, at en mand er mere værd end en kvinde, og at en muslim er mere værd end en ikke-muslim. Han er opdraget i et miljø, hvor det ikke er kærlighed og tillid mellem ægtefællerne, der står i højsædet, men lydighed mod sharia. Han lever sig ind i den muslimske opfattelse af den mandlige kønsdrift, den opfattelse, at den er ganske ustyrlig, og at det er kvindernes opgave at holde den i skak ved at holde deres fristende former skjult. Og samtidig vokser han, hvis han bor her i Danmark, op i et samfund, hvor de europæiske kvinder så sandelig ikke lægger skjul på deres ”fristende former”, men tillader sig at tildække dem på en æggende måde, så de kan indgå i den søde leg mellem kønnene, en leg, som han dog i kraft af sin opvækst er helt ude af stand til at forstå eller deltage i.

Man fristes næsten til at sige: Hvad under, om der i de muslimske miljøer opstår en forestilling om, at alle europæiske kvinder er ludere? Og når dertil kommer, at den virkelighed, den muslimske mand lever i, står i stærk kontrast til det, hans religion fortæller ham: at han er mere værd end en ikke-muslim, hvad under så, om han finder det helt i orden at voldtage en europæisk kvinde, måske endda deltage i en gruppevoldtægt, et fænomen, som den muslimske kultur har ”beriget” vort land med? Gennem denne ”krigshandling” kan han jo vise, tror han, at han dog har nogen magt overfor os.

Jeg må indrømme, jeg har stadig siddende i mig den bemærkning, som nogle af de muslimske mænd, der havde omringet en tysk kvinde nytårsaften 2014/15 i Köln, fremkom med, da de blev spurgt. De sagde: ”Det er vores kvinde”, se her. Her havde en lille gruppe muslimske mænd haft ulejlighed med at omringe en tysk kvinde, så mener de altså ganske bestemt, at så tilhører hun dem, og så er det dem, der har ret til at overgramse hende alle mulige steder. Og jo, jeg kan godt se en vis logik i deres tankegang, for har man af Gud fået tildelt en større værdi end os ikke-muslimer, så er det måske logisk nok, at man betragte europæiske kvinder som frit jagtbytte, men alligevel! Jeg skal stadig knibe mig i armen for at forsikrer mig om, at der virkelig er mennesker, der tænker sådan, at den muslimske kultur virkelig er så fremmed i forhold til vores, at det virkelig er denne komplet umulige opgave, vi står overfor med vores integrationsanstrengelser.

For det er jo ikke nok at straffe disse unge mennesker, selv om det selvfølgelig også skal gøres. Vi må også have dem til at forstå det, vores kultur bygger på, det, der gør, at vore kvinder kan have den frihed, de lever i, det, der gør, at de (og vi mænd også) kan nyde sommerens varme og sol uden dækkende gevandter. Og hvordan skal vi dog gøre det, når vi selv dårlig nok er klar over, hvad vores kultur siger til forskel fra deres? Når vi hele tiden tror, at de da må tænke ligesom vi?

Jeg har flere gange, f.eks. her og her, slået et slag for det, jeg kalder afsmitningsreglen, den regel, der siger, at det mål, vi måler med, får vi selv tilmålt med (Luk 6,37-38), forstået på den måde, at vi, hvis vi i de forhold, vi står i, er imødekommende og forstående, selv før eller siden vil blive mødt med forståelse og imødekommenhed. Vi er med vor imødekommenhed med til at opbygge det forhold, der er tale om – og man kan her tænke på ægteskabet, familien, eller den arbejdsplads, man er ansat ved. Ligesom vi omvendt, hvis vi optræder rethaverisk og bydende, er med til at nedbryde den gode tone på arbejdspladsen, så vi selv før eller siden bliver mødt med rethaveriskhed og krav.

Det, jeg spørger om her, er så, om det er denne regel, vi skal rette os efter i vor omgang med muslimerne. Og hvis det er – og det synes jo at være en uundgåelig konsekvens – nytter det så noget i deres tilfælde? Er de ikke for fremmede, for stålsatte i deres anderledes tro, så det er umuligt at trænge igennem og opnå nogen fælles forståelse eller vise nogen imødekommenhed.

Ja, oven i købet har det jo vist sig, at når vi gang på gang viser imødekommenhed overfor muslimerne – og det har jo vi danskere gjort den ene gang efter den anden – så ser muslimerne dette som et svaghedstegn, ikke som en invitation til at være med i vort fællesskab.

Og på samme måde har det vist sig, at den taknemlighedsreaktion, vi forventer skulle komme fra muslimernes side over dette, at de har fundet beskyttelse her i landet og modtager økonomisk hjælp til at kunne opretholde en nogenlunde god tilværelse, den reaktion mangler i forbavsende høj grad. Det er, som om muslimerne forstår alt sådant som en selvfølge, en selvfølge, som viser dem, at også vi ikke-muslimer anerkender den overhøjhed over andre, som de mener, Gud har givet dem.

Og det har vist sig ganske svært at komme igennem med den tanke, at vi betragter dem som vores ligestillede landsmænd, intet mere, og at vi med vor godgørenhed inviterer dem med ind i vort samfund. Det er, som om muslimerne har en grundindstilling til tilværelsen, der på forhånd betragter den slags som en ret, de har, ikke som en udstrakt hånd imod dem.

Jeg vil ikke rette på det, jeg har kaldt afsmitningsreglen, jeg vil ikke mene, vi skal holde op med at være imødekommende, men jeg vil mene, at ligesom Jesus så sandelig ikke lagde fingrene imellem, når han påtalte farisæernes forkerte gudsopfattelse, sådan skal vi ikke blive ved med at holde os tilbage, hvad angår kritik af islam, koranen og Muhammed i skøn forening.

Og jeg står da gerne ved det forslag til reaktion fra kirkens side, jeg kom med, da en amerikansk præst havde afbrændt en koran, og en muslimsk pøbel i den anledning i Kabul angreb den amerikanske ambassade, hvorved 24 mennesker blev dræbt. Dengang foreslog jeg, at kirken ved en højtidelig handling, hvor de dræbtes navne blev nævnt, for hvert navn kastede en koran på et til formålet antændt bål, se her. På den måde kunne vi få slået fast så tydeligt, at det skulle være til at forstå, at mennesker er uerstattelige, men koraner ikke.

Men alt sådant hører ind under kirkens og det kristne enkeltmenneskes gerninger.

Hvordan skal så staten forholde sig overfor muslimerne?

Ja, her stiller sagen sig lidt anderledes. For det ligger i islams natur, at den vil besidde det voldsmonopol, som statsmagten har. Og det kan vi på ingen måde acceptere. Vi kan jo således ikke nægte, at det er statens opgave at beskytte sine borgere mod tilfældig vold, i dette tilfælde den vold, der udøves af muslimer, for at de kan opretholde deres ”jurisdiktion” over deres ghettoer.

Hvad skal vi f.eks. stille op, når det er uhyre svært at opdrive vidner til de episoder, der opstår i ghettoerne? Hvordan skal vi opklare de mange stenkast fra broer ned mod biler på vejene? Hvordan skal vi forholde os til den muslimske drengeopdragelse, hvor drengene får lov til at drive rundt på gaderne til langt ud på aftenen, så de ikke er noget værd i skolen den næste dag?

Nå ja, det sidste er måske det letteste at gøre noget ved. For det burde ikke være umuligt at tvinge muslimske drenge til at være hjemme senest klokken ni, så de kan få sig en god søvn inden næste dags skolegang. Det kan eventuelt kontrolleres med en fodlænke, og ved misbrug kan der fradrages i forældrenes børnepenge.

Jamen, på den måde fremmer man da ikke integrationen. På den måde skaber man da kun had til os danskere.

Det skal man nu ikke være så sikker på. Der er faktisk en god grund til at handle sådan. Og når forældrene ikke vil eller kan sørge for børnenes nattesøvn, så kan vel det offentlige tage over. Der skal nok være en del muslimer, der godt kan forstå det.

Værre er det med de mange forsøg på at forhindre brandbiler og politifolk i at arbejde i ghettoerne. Efter min mening vil det ikke være forkert her at ty til kollektiv afstraffelse. Nedsatte offentlige ydelser i et helt kvarter, det er ikke noget, vi er vant til i Danmark, men når nu muslimerne vil i krig med os, skulle vi så ikke prøve at få dem til som helhed at tage ansvar, og skulle vi så ikke i hvert fald lade være med direkte understøtte vore modstandere.

Og vil man de mange voldtægter til livs, er det måske også handlinger overfor det muslimske kollektiv, man skal gå i gang med. Jeg mener, det ligger jo efterhånden fast, at langt de fleste voldtægter har muslimer som gerningsmænd. Fremfor at arbejde på at få et landsdækkende dna-register, kunne man vel godt arbejde på at skaffe sig et dna-register over alle muslimske mænd i f.eks. København. Så ville man ret hurtigt kunne finde gerningsmændene.

Og hvis muslimerne mener, det er en ekstra grund til at hade os, så lad deres imamer undervise dem i, hvordan både mænd og kvinder skal leve afholdende inden ægteskabet. Det er god muslimsk tankegang. Medmindre altså, at de stedlige imamer i virkeligheden i det skjulte giver deres minde til disse voldtægter. For ikke sandt, opfattelsen af de danske kvinder som ludere må jo komme et sted fra. Og den krigshandling mod det danske samfund, som en voldtægt af en dansk pige er udtryk for, finder nogle imamer måske ikke helt forkert.

Men hvad vi end beslutter os for på det kønspolitiske område, vi må blive bedre til at forsvare vor måde at tackle kønsdriften på og til at forsvare vore traditioner på det område. For på trods af mange forskellige tilgange til disse problemer blandt os danskere, så er vi vistnok enige om, at vor måde er mere menneskelig end den muslimske.

Og til sidst: Behøver jeg at gentage, at alle disse tiltag eller i det hele taget alle vore integrationsanstrengelser kun kan lykkes, hvis vi får sat en stopper for al fremtidig indvandring fra muslimske lande.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | 1 kommentar

Murray igen

For et par måneder siden skrev jeg lidt om Douglas Murray, fordi jeg havde fået fat på (og læst) hans bog The Strange Death of Europe, se her. Egentlig havde jeg tænkt mig at levere nogle flere tanker fra denne bog, for den er efter min mening ganske fremragende. Men det blev, som indholdsfortegnelsen udviser, ikke til noget.

Nu støder jeg så igen på ham, denne gang på den norske hjemmeside ”document.no”, se her. Det er den ihærdige Christian Skaug, der har fundet et interview med ham i Le Figaro, og han er så venlig at oversætte Murrays forklaringer til det letlæste norske bokmål.

Murray har åbenbart lagt mærke til, hvordan alle de pæne folk i Europa åndede lettet op, da Spanien tog imod det ”gode” skib Aquarius med de 629 migranter om bord. Han kommenterer det således:

Er det virkelig noen som tror at problemene vil bli løst så snart Spania har tatt imot de drøyt 600 personene på Aquarius? At ingen følger med på hva som skjer og bestemmer seg for å gjøre det samme som Aquarius? Hva er egentlig politikken vår? At alle som er i en båt kan komme til Europa? At enhver som kommer på denne måten til Europa, har rett til å bli her? Dette er åpenbart politikken vår i øyeblikket. Og den er ikke holdbar.

Det, han siger her, er desværre alt for rigtigt. Man er tilfreds, når man får reddet folk op af Middelhavet og sendt dem til Europa. Og man gør sig virkelig ingen forestillinger om, at denne ”godgørende” handling kan blive inspiration for menneskesmuglere og migranter. Så det er så sandt, som det er sagt, at vor politik er, at alle, der ankommer til en europæisk havn på denne måde, har ret til at blive her.

Han omtaler præsident Macron lidt sarkastisk:

Jeg synes president Macron burde gå foran med et godt eksempel. Han bør insistere på at den neste Aquarius, den etter der igjen, og den neste med, alle kan få legge til havn i Syd-Frankrike. Jeg befinner meg for tiden i Nice, og for meg ser det ut som om dette ville være en svært rimelig løsning. Jeg er sikker på at lokalbefolkningen ville ønske velkommen et stort antall mennesker fra sør for Sahara. Syd-Frankrike er tross alt veldig stort, og ikke alle nykommere kan bosette seg permanent i Nice.

Han kunne også have opfordret ham til at fjerne den bestemmelse om transportøransvar, som EU indførte i 2001, og som er grunden til, at migranter giver sig menneskesmuglere i vold. Jeg og Rina Ronja Kari er ikke de eneste, der har gjort opmærksom på denne bestemmelse. Mikkel Andersson gjorde det også i en kronik på Berlingske for et par år siden, se her. Her spurgte han, hvorfor folk dog ikke tager flyveren til Europa, og svarede:

Grunden, til at folk flygter over Middelhavet, er ikke, at de ruter [flyruterne, rr] ikke findes. Det skyldes, at transportører, som eksempelvis fly- og færgeselskaber, bliver holdt økonomisk ansvarlige for at sende folk uden gyldigt visum til Europa – og gyldige visa har og får de færreste flygtninge eller migranter.

Men alle kan jo forstå, at hvis det med almindeligt passagerfly koster 7000 kr at komme fra Somalia til København, men 40.000 til 50.000 kr med menneskesmuglerne, så vil antallet af migranter vokse massivt, hvis man i EU skulle fjerne denne bremse.

Dog, vi nøjes med Murrays satire: Hvis præsident Macron er så forarget over, at den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, har nægtet Aquarius anløbstilladelse, kan han jo bare lade bådene anløbe f.eks. Nice i stedet for at lukke grænsen til Italien.

Murray mener forøvrigt ikke, at Salvini kan gennemføre sin politik, i hvert fald ikke løftet om at udsende den halve million mennesker, som er kommet ulovligt til landet. Det er ikke noget land i verden, der kan gøre det på en human og ordnet måde.

Han beskriver den tidligere italienske politik:

I 2013 igangsatte den italienske regjeringen operasjon Mare Nostrum. Hva var hensikten med denne operasjonen, som ble støttet både av EU og det internasjonale samfunnet? Hva er resultatene? Har ikke denne operasjonen skapt mer fordelaktige betingelser for migranter og oppmuntret stadig flere til å komme?

Hensikten var å gjøre noe med de miserable vrakene av gamle farkoster fulle av mennesker som smuglerligaene benyttet for å gjøre størst mulig profitt. Europa så de forferdelige konsekvensene og ville gjerne hjelpe. Men til syvende og sist gjorde vi problemet verre. Ingen er villige til å innrømme det, men ved å sende skip ut i Middelhavet for å bringe folk trygt til Europa, har vi skapt en tiltrekningsfaktor. Alle benekter dette, men det er sant. Menneskesmuglerne fylte mindre og mindre drivstoff i båtene fordi de visste at europeerne ville komme dem til unnsetning tidligere og gjøre mesteparten av smuglerjobben for dem. Dette er en makeløs forretningsmodell for smuglerne, men et forferdelig system for Europa. Blant de mange tingene vi burde ha gjort (jeg foreslo det i boken, og er glad for å høre at president Macron begynner å vurdere det), er å åpne sentre for behandling av asylsøknader i Nord-Afrika. Det ville også forhindre båtene fra å forlate den nordafrikanske kysten, og vi kunne unngå å opptre som partnere i smuglerligaer.

Denne tiltrækningsfaktor – eller denne incitamentsstruktur, som Mikkel Andersson kalder det – er der normalt ingen af de ansvarlige politikere, der vil se. Man benægter det, og forresten: journalisterne gør det også, kloge universitetsfolk også. Og igen: Murray beskriver situationen særdeles præcist: ”Det er en mageløs forretningsmodel for smuglerne, men et forfærdeligt system for Europa”.

Om så det vil nytte med et asylbehandlingscenter i Nordafrika, tja, jeg er lidt i tvivl. Det har været en del fremme blandt en række politikere, men man har vist ikke gennemtænkt det grundigt nok. Ét af de spørgsmål, der ikke stilles, går på, om de migranter, der fortsat benytter sig af menneskesmuglernes både, suppleret med diverse skibe fra NGO’er, skal flyves tilbage til Nordafrika, til det omtalte center. Det er man næsten nødt til at gøre, hvis det hele skal virke. Men lur mig, man er givetvis ikke villig til at anvende den magt, der skal til for at få uvillige mennesker ind i maskinerne, eller den magt, der skal til, hvis man skal holde dem under bevogtning, indtil de kan sendes af sted. Og skulle der være politikere, der har mod til at give den slags ordrer, så kan man være sikker på, at blot menneskesmuglerne medsender nogle kvinder med børn, så skal medierne nok være på pletten og levere de ønskede snøfthistorier, så de ”stakkels” mennesker får lov til at blive i Europa.

Murray bliver spurgt om NGO’erne. Og han giver her et mere ætsende billede, end man er vant til:

Alt dette blir i stor grad tilrettelagt for av NGO-er som er tilhengere av åpne grenser. Disse organisasjonene drives av virkelige ekstremister. De sprer informasjon blant migranter og potensielle migranter for å hjelpe dem til å omgå gjeldende regler, og forklarer dem hvordan de kan forbli permanent i Europa..

Disse NGO-ene mener at verden ikke burde ha grenser, at grenser er rasistiske, at grenser skaper alle problemene i verden. De har personlig påtatt seg å svekke Europas grenser. Italienske myndigheter har tatt flere NGO-er på fersken i aktivt samarbeid med smuglernettverk. Det ble oppdaget at disse NGO-ene hadde telefonkontakt med smuglerne, de avtalte møtesteder og leverte til og med båter tilbake til de kriminelle. Hvem har gitt disse gruppene retten til å bestemme vår verdensdels fremtid? Hvem tillot dem å være våre moralske overdommere? Eller bestemme over våre samfunns skjebne i det korte og lange løp?

Også her hæver Murray sig højt op over de sædvanlige mediers problemstillinger. Disse NGO’er, som anser grænser for en uting, mener, at de kan tillade sig at være vore moralske overdommere, ja, mener, at de kan bestemme over vore samfunds skæbne på langt sigt. Det vil sige: De er som regel fuldstændig ligeglade med vore samfunds videre skæbne, blot de kan få lov til at ”gøre en god gerning”. De er konsekvensimmune, ser ikke på konsekvenserne, kun på, at de kan komme til at handle etisk, altså etisk efter deres målestok. Det er forresten også, hvad Murray hævder i sin bog. Men her sammenholder han NGO’ernes samarbejde med menneskesmuglerne, og formuleringerne får derved et skarpere præg.

Murray bliver også spurgt om den vestlige skyldfølelse. Har vi ikke som koloniherrer gjort os skyldige i overgreb, som vi nu må betale for ved at modtage migranter? Herpå svarer Murray:

Hvis man mener at vi er ansvarlige for migrantstrømmen fra Irak og Libya, hva med strømmen fra Pakistan, Bangladesh, Myanmar, Eritrea, Nigeria og flere titalls andre land verden rundt? Er vi ansvarlige for situasjonen i alle disse landene? Er virkelig den beste løsningen å la alle disse menneskene få bo i Europa? Eller er det et problem som ingen egentlig ønsker å tenke over?

Det sidste er nok det egentlige svar. Vi – altså vore politikere og medier – har fundet ud af, at hvis man belægger de europæiske folk med en vis skyldfølelse overfor resten af verden, så vil migrantstrømmen og dens ulemper glide lettere ned. Og bevares, det trick har virket indtil nu. Men vil det virke fremover? Viser Aquarius-affæren, at vi står ved en korsvej? Det er Murray langtfra sikker på:

Saken viser at ingenting vil forandre seg i øyeblikket. Det er bra at den italienske regjeringen endelig sa stopp. Men den kyniske responsen fra andre europeiske land viser at alle fremdeles håper de kan unngå konsekvensene av dette historiske migrasjonstrykket mot vårt kontinent. Kanskje noen land vil klare det en stund. Kanskje Frankrike kan unngå det verste i år. Men det kan ikke vare. Ikke for noe land.

Skal man være lige så pessimistisk som Murray?

I hvert fald synes jeg, at man kan se en spirende forandring i den politiske verden. Man ser indvandringskritiske partier vokse frem i mange lande. Man ser gamle, velkonsoliderede partier tage bestik af folkestemningen, og langsomt – altfor langsomt – ændre kurs. Ikke af lyst, men for ikke at miste vælgere.

Problemet er, at det er let nok at ændre kurs, sålænge det kun er på ordplanet, det foregår. Når det hele skal overføres til handlingsplanet, når handlingerne skal gennemføres med magt, vil vi så se ynkelige tilbagetog under mediernes pres, eller vil vi se det gennemført, som man med ord har lovet befolkningerne?

Se, det er ikke til at vide. Foreløbig må vi vente og se. Men for mit vedkommende med lidt mere håb i sindet end før.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar