Djævelens hævn

Vi taler ikke meget om djævelen i vore dage. Vi tror vist, at vi kan undgå hans djævelske indflydelse ved at lade, som om han ikke er til. Men så nemt slipper vi ikke.

Om vi ligefrem skal sige som Kaj Munk, at i vore dage går djævelen i laksko, det er måske tvivlsomt. Men i hvert fald skal vi på én eller anden måde gøre os klart, at alle steder, hvor Gud bygger en kirke, bygger djævelen et kapel ved siden af. Og det er såmænd ofte sådan, at det er ham, der samler flest tilhørere.

Jeg har ofte her på bloggen anvendt udtrykket samaritanitis. Dermed betegner jeg den sygdom, der præger eliten i Europa, både den politiske og den journalistiske elite, en sygdom, der viser sig ved, at man forstår det, man kalder flygtningekrisen, som et totalteater, hvor Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner opføres. Man ser sig selv i rollen som den barmhjertige samaritaner, og man ser de mennesker, man kalder flygtninge, i rollen som den overfaldne.

Jeg nægter ikke, at denne opfattelse tager sig ganske etisk og humanitær ud. Jeg hævder blot, at det er den laksko-iførte djævel, der står bag. Men han afslører sig naturligvis ikke som den djævel, han er, tværtimod, han tager sig from og ædel ud. Han får ved hjælp af en øjenforblændelse eliten til at se ting, der ikke kan ses, og omvendt undlade at se ting, der nærmest springer i øjnene.

Eliten – og det er nok mest journalisterne – ser i de mange migranter, der kommer til Europa pr båd med menneskesmugleres hjælp, forfulgte mennesker, der med nød og næppe er undsluppet onde menneskers efterstræbelser i Syrien. At langt de fleste af dem kommer fra sikre flygtningelejre i Jordan, Tyrkiet og Libanon, det overser man. Når djævelen kan bilde ellers fornuftige mennesker noget sådant ind, hænger det sammen med, at samaritaneren i Jesu lignelse hjælper et mennesker, der ligger halvdød ved vejen. Skal vi derfor ligne samaritaneren, må de mennesker, vi hjælper, også være om ikke halvdøde, så i hvert fald ynkværdige stakler. Og det gør vi dem så til i vore fortællinger om dem. Eller rettere sagt: Djævelen får os til at se sådan på dem.

Og når journalisterne nok er dem, der lettest lader sig overbevise af djævelen, hænger det sammen med, at de har opdaget, at de snøfthistorier, dette fejlsyn giver anledning til, simpelthen er fortrinligt til at fange tv-seeres opmærksomhed. Med sådanne historier kan man virkelig få følelserne frem hos mennesker og derigennem skaffe sig seere.

Også på anden måde fordrejer djævelen vort syn på begivenhederne.

Normalt vil man sige, at det er imod ånden i havretsreglerne, hvis mennesker med vilje gør sig skibbrudne. Men det ser man stort på overfor det, der sker på Middelhavet.

Normalt vil man opfatte det som et lands pligt selv at beskytte sine grænser og selv tage ansvar for, hvem man vil tillade at komme ind i landet. Men denne normalitet har man i stor udstrækning sat ud af kraft for at kunne overholde det, jeg har kaldt fodjordsreglen. Derfor har man igennem mange år tilladt NGO’er at hive fake-skibbrudne op af Middelhavet og bringe dem til Italien eller Spanien. Og NGO’erne er vel de mest djævlebesatte: de er i hvert fald overbevist om, at de gør en god gerning; de redder liv, som de siger, idet de jo så overhovedet ikke hører det modargument, at det ville de jo også gøre, hvis de bragte de reddede til Tunis eller Libyen.

Og djævelen holder også øjnene tillukkede på langt de fleste journalister og politikere med hensyn til det EU’ske hykleri, der består i, at man soler sig i bevidstheden om, at man overholder fodjordsreglen: man giver virkelig alle dem, der sætter fod på europæisk jord, ret til at få sin asylsag behandlet, men man har jo samtidig med et direktiv fra 2001 forbudt flyselskaber at medtage passagerer til Europa, som ikke har visum. Klart nok! Hvis man lod flyselskaberne medtage asylansøgere, ville menneskesmuglerne blive arbejdsløse, men resultatet ville blive, at asylsystemerne ville blive fuldstændig overbelastede; der ville komme migranter i et antal, der fuldstændig ville ødelægge vore lande i løbet af kort tid. Nok vil man glæde sig over og pudse sin glorie, fordi man overholder fodjordsreglen, men hvis man blot kan holde mund med 2001-direktivet, så kan man på én gang sole sig i sine egne gode gerninger og kun modtage et overkommeligt antal asylansøgere.

Så ikke sandt, han er ganske snild, denne djævel.

Men med situationen i Afghanisten melder der sig nu en ny udfordring for djævelen. Dog tyder sprogbrugen indtil nu på, at han såmænd nok skal klarer også disse ærter.

Det, der kunne tænkes at blive et problem for ham, er, at situationen på Middelhavet og situationen i Kabuls lufthavn er vidt forskellige. De migranter, der kommer til os med menneskesmugleres hjælp, kalder vi flygtninge, fordi vi af vores samaritanitis er kommet ind i et mummespil, hvor ordene har mistet deres oprindelige betydning. Vi har om disse migranter været nødt til kunstigt at tildele dem rollen som ynkværdige og forfulgte mennesker.

Men de migranter, der nu kommer ombord i et fly i Kabuls lufthavn, er flygtninge på ganske almindeligt menneskesprog. Om dem behøver vi ikke af opfinde en forfølgelse, de er bange for at blive udsat for, den forfølgelse ses kun alt for tydeligt i Talibans handlinger.

Der er ingen menneskesmuglere i Kabul lufthavn, der er kun europæiske og amerikanske fly, der letter med mennesker ombord, der er bange for Taliban. Der er ingen NGO’er med farisæiske motiver, som skal overbevise havnemyndighederne om, at de skal modtage disse ynkværdige mennesker, der er kun officielt personel, der ud fra lister over ambassademedarbejdere og andet hjælpepersonale sender de mennesker af sted, som vi vesterlændinge finder med rette kan mene, at de vil være i fare under et Taliban-regime.

Men det er der så at sige ingen af vore mediemennesker, der har opdaget. På en højst uheldig måde – hvis ikke man direkte skal sige: på en djævelsk måde – slår den tilvante sprogbrug igennem. Man har hidtil med højst tvivlsom ret kaldt de mange Middelhavsmigranter for ”flygtninge”, og nu, hvor mange ægte flygtninge viser sig, har man ikke andet ord for dem. Og det bruger man så med det resultat, at al den uvilje, der for mange mennesker har knyttet sig til ordet ”flygtninge” uden videre overføres på dem.

Dette djævelske skuespil fører så med sig, at de ægte flygtninge i Kabul fremkalder den samme politiske uenighed, som de uægte flygtninge fra Middelhavet har fremkaldt. Man sætter på ingen måde tillægsordene ”ægte” eller ”uægte” foran ordet ”flygtninge”, og derfor diskuterer man sagen, som om det var en fortsættelse af den sædvanlige diskussion.

Kunne man således forestille sig, at venstrefløjen ville begrunde deres positive holdning til flygtningene fra Kabul med det argument, at man her kan bruge betegnelsen ”flygtninge” med en helt anderledes sikkerhed end ved Middelhavsmigranterne? Det kan man naturligvis ikke tænke sig, for derved ville man jo indrømme, at Middelhavsmigranterne ikke var rigtige flygtninge.

Desværre må man også omvendt sige, at de, der går ind for et stop for al flygtninge- eller migrantmodtagelse, heller ikke har opdaget forskellen på den ene og den anden slags flygtninge. Er man i så høj grad hoppet med på Middelhavs-sprogbrugen, at man ikke kan komme fri af den? Det synes at tyde på det.

Lad os se på, hvordan Ralf Pittelkow beskriver problemet i en artikel i Den korte Avis, se her.

Han begynder med efter Max Webers forbillede at skelne mellem sindelagsmoral og ansvarsmoral. Det svarer nogenlunde til den skelnen, som jeg i sin tid fandt hos Konrad Ott, se her. Og derefter får Simi Jan, TV2’s korrespondent i Kabul, et ordentligt fur, fordi hun i et tweet afslørede, at det til den store guldmedalje var sindelagsmoralen, der havde bemægtiget sig hende. Det er et svigt, hvad der sker i Kabul, skriver hun, hun skammer sig, som dansker. Og det er så uklart formuleret, at Pittelkow må bruge en del krudt på at finde ud af, hvad hun egentlig mener. Men hans hovedtese er, at journalistisk venstreparti har alt for stor magt over det, der udsendes fra vore tv-kanaler, og at disse folk har en sindelagsmoral og ikke en ansvarsmoral.

Og det kan jo alt sammen være rigtigt nok.

Men det skal alligevel ses i lyset af, at journalisternes sindelagsmoral har præget al tale om migranter hidtil, og – som beskrevet ovenfor – har medført, at almindelige ord er blevet fordrejet bort fra deres normale betydning, så de kan passe ind i sindelagsetikernes tankegang, en tankegang, der er falsk – for ikke at sige djævelsk.

Det, der er det positive ved hans artikel, er, at han tilsyneladende godkender, at der er nogle afghanere, som danskerne ikke kan være bekendt af efterlade til Talibans forgodtbefindende. Men han ser det blot som et udtryk for den strammere udlændingepolitik, der er kommet på bordet med socialdemokratiets kovending via Mette Frederiksen. Han ser det ikke som en konsekvens af, at situationen i Kabul er helt forskellig fra situationen på Middelhavet, og at derfor de flygtninge, regeringen har på sin liste, formentlig alle er ægte flygtninge.

Hvor kunne man ønske sig, at denne forskel kom med ind i debatten!

Så kunne man f.eks. gøre noget ud af, at man nu fra de danskeres side, der har med flygtningene at gøre, ser en stor taknemlighed fra flygtningenes side. Det har man aldrig fortalt os, at Middelhavsmigranterne var i besiddelse af, formentlig fordi der ikke var nogen taknemlighed at berette om, for de har betragtet rejsen i menneskesmuglernes regi, som vi betragter en ferierejse: man betaler for en ydelse og forventer så at få det, man har betalt for. Oven i købet har vi jo hørt om migranter, der klagede over den bolig, de fik tildelt.

Men naturligvis, hvis man fremhævede denne forskel, ville man jo også gøre det nærliggende for os almindelige mennesker at opdage, at Middelhavsmigranterne måske alligevel ikke var ægte flygtninge, sådan som medierne ellers har fortalt os.

Det kunne også være velgørende, hvis medierne ville gøre lidt mere ud af flygtningenes mulighed for at indgå i vor arbejdsstyrke. Formentlig ville den taknemlighed, vi har set, gøre dem meget mere motiverede til at prøve at tilbagebetale det, de synes de skylder vort land. Og jo, det har vi hørt nogle af dem sige, men det bør følges op. Og det bør medierne gøre, fordi disse flygtninge er helt anderledes end Middelhavsmigranterne.

Endelig kunne det være en god idé på sigt at finde ud af disse flygtninges holdning til islam. Det er jo en muslimsk bevægelse, de er bange for, en bevægelse, der giver koranske begrundelser for de uhyrligheder, de foretager sig. Kan man blive ved med at være korantro, når man erfarer sådanne trusler? Her kommer det til at betyde noget, hvordan vi vesterlændinge ser på koranen. Jo mere vi undskylder islam og opdeler den i en fredelig del og en voldelig del, des vanskeligere vil det nok være for dem at skulle sige afgørende farvel til i hvert fald de sider af islam, der ikke passer ind i vort samfund, og måske endda islam selv. Og dog håber vi jo på som minimum, at de frasiger sig alle de uskikke, som islam vil påføre sine troende: nedladende syn på piger og kvinder, æresbegreber, der gør mændene til voldsmænd, tro på, at muslimer er Guds yndlinge, noget, som deres taknemlighed mod os ikke-muslimer dog vist viser, at de er kommet bort fra.

Jeg må indrømme, at jeg på grund af denne taknemlighed ikke er så bange for at modtage de afghanere, der nu er ankommet til Danmark. For netop fordi de er ægte flygtninge, vil de meget lettere glide ind i den danske dagligdag, altså lettere end de afghanere, der kom til os som Middelhavsmigranter.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Hvad er værst?

I en artikel på jihadwatch.com har Jean Patrick Grumberg hævdet, at en britisk anklager ved den internationale straffedomstol undergraver denne domstols autoritet ved at henvise til et koransted som begrundelse for, at talibanerne skal undlade vold, se her.

Den britiske anklager, der hedder Karim A. A. Khan, har skrevet en artikel på domstolens hjemmeside, se her. Og heri siger han, at han har opfordret alle partierne til at indordne sig under international lov. Men så føjer han til, at han erindrer sine læsere om Sura 5,32(33), og siger, at det er på tide at minde om dette ord.

Jeg citerer (og oversætter) fra Khans egen artikel. Dèr gengiver han koranordet således:

enhver, der dræber en person … det skal være, som om han havde dræbt hele menneskeheden; og enhver der redder et menneskeliv, skal betragtes, som om han havde givet liv til hele menneskeheden. Og vore sendebud kom til dem med klare tegn, men selv efter det begik mange af dem lovovertrædelser i deres land.

Om dette ord siger han, at dette ord bliver gentaget (ekkoet) af de romerske statutter, dvs. de love, som domstolen dømmer efter.

Det får Grumberg til næsten at fare i flint. Han skriver:

Læg mærke til ordlyden: ”Disse værdier bliver ekkoet af de romerske statutter”. Anklageren gør ikke bare det, at han henviser til islams værdier, han ligefrem siger, at disse værdier går forud for den internationale lovs værdier (de er ekkoet i de romerske statutter). Og at de romerske statutter var inspireret af koranen, at de afhænger af den, og derfor står under den. Tag ikke fejl! Denne formulering og denne erklæring er særdeles alvorlig: man er vidne til en erobringspolitik med små skridt, det er den metode og den effektivitet, man har set i Frankrig, udbredt universelt.

Min indvending til disse påstande er, at både Grumberg og Khan er nogle elendige koranlæsere. Og spørgsmålet, der rejser sig, er derfor det i overskriften: Hvad er værst, at tolke koranen på denne forkerte måde eller at ville gøre internationale love afhængige af koranord?

Som jeg læser Khans artikel, er det ikke mere end et velment forsøg på at få også muslimer til at anerkende den internationale domstol. Og det er da sandt nok, at efter almindelig muslimsk opfattelse er der ikke andre retsgrundlag end koranen. Hvad vi i Vesten almindeligvis opfatter som retsgrundlaget, nemlig det, man kalder den naturlige lov, altså en lov, som mennesker selv kan indse rigtigheden af, det gælder indenfor islam ad Wandsbeck til. Og jeg kan da godt et stykke vej følge Khan i hans tankegang: Hvis muslimer ikke anerkender de romerske statutter, fordi de bygger på den naturlige lov, mon så ikke de vil anerkende dem, hvis vi kan påvise, at de bygger på koranen?

Det er så, hvad han prøver at gøre, intet mere.

Men selvfølgelig har da Grumberg ret i, at vi ikke på nogen måde skal gøre vore vestlige retstanker afhængige af koranen. Men han har vist ikke ret i, at det er det, Khan forsøger på.

Men begge d’herrer er som sagt nogle elendige koranlæsere. Det er der ganske vist også mange muslimer, der er, men det gør jo ikke sagen bedre.

Khan citerer fra Sura 5,32(33), men medtager ikke den første del af verset. Verset lyder således i sin helhed (her efter den norske koranudgave, hvor verset har nr 33). Jeg har sat de ord i ikke-kursiv, som Khan ikke har medtaget:

Av denne grunn foreskrev Vi Israels barn at den som dreper et menneske, hvis det ikke er for (mord på) et menneske eller for opprør i landet, så skal det (for ham) være som om han har drept hele menneskeheten. Og den som lar det i live, så skal det (for ham) være som om han holdt hele menneskeheten i live. Og Våre sendebud er visselig kommet til dem med klare tegn, men de fleste av dem handlet etter det visselig umåteholdent i landet.

Som man kan se, er dette med, at den, der dræber et menneske, skal regnes for én, der har dræbt hele menneskeheden, noget, Allah har åbenbaret for Israels børn. Det er altså noget, der ikke kan anvendes på muslimerne. Alligevel bruger mange muslimer stedet her til at bevise, at islam er fredens religion. Man kan såmænd sige, at det kan de kun gøre, hvis de tillige hævder, at islam er løgnens religion. Det siger de dog ikke selv, men så må vi andre jo fortælle dem det.

Man kan nok sige, at det andet sted, jeg har fremhævet, er en forholdsvis ligegyldig ting, der godt kan springes over – hvis man altså betragter koranen med sammen historisk-videnskabelige øjne, som vi teologer betragter bibelen med – men det første sted gør jo unægtelig hele tankegangen uanvendelig for muslimer.

Andre muslimer har lavet den samme fadæse. Jeg har her omtalt fadæsen, som den bliver udført af Naveed Baig og Kasper Mathiesen i deres Dansk-muslimsk manifest. De undlade blot at citere Sura 5,32, nøjes med at anføre verset som bevis på islams fredelige hensigter.

Og jeg har her citeret det, en imam sagde i Horsens under en begivenhed her. Også han laver et udpluk af verset, så dette med, at ordet er talt til Israels børn, ikke kommer med.

Kære muslimer, sådan kan man altså ikke behandle en antik tekst, og da slet ikke en tekst, der påstås at være hellig.

Vil man vide, hvilken besked muslimerne får, kan man læse det næste vers. Det lyder sådan:

Lønnen for dem som fører krig mot Allah og Hans Sendebud, og som anstrenger seg for å skape opprør i landet, skal ene og alene være at de drepes eller korsfestes, eller at deres hender og føtter hugges av på motsatt side, eller at de fordrives fra landet. Dette vil være til skjensel for dem i denne verden, og i den kommende vil de lide en betydelig straff.

Og se, ”das ist was anders”! Når vi andre prøver at komme med et forslag til tolkning af koranen, får vi at vide, at det vers, vi har hefter os ved, skal forstås i sin sammenhæng. Men når de selv skal forvandle koranen til et fredsbudskab, så plukker de vers ud fuldstændig efter forgodtbefindende.

Men der er flere for muslimer prekære ting ved dette vers.

Den norske oversættelse har en note, hvori det hedder:

Her er det referert til læren i Det Gamle Testamente. Det menes her at dersom noen dreper en viktig skikkelse som har betydning for verden, er det som å drepe menneskeheten.

Problemet er, at der ikke findes nogen lære i Det gamle Testamente, der siger noget i den retning. Man kunne måske nøjes med at bebrejde denne kommentator, at han taler om drab på en vigtig skikkelse. Det står der ikke noget om i den tekst, der skal udlægges. Men værre er det alligevel, at han ikke engang har gennemsøgt Det gamle Testamente for at finde ud af, hvor der findes en sådan lære i Det gamle Testamente.

Gad vidst, om kommentatoren kender sandheden, men blot ikke vover at bringe den frem, fordi den er for anfægtende for en muslim.

Sandheden er – og det har jeg gjort nærmere rede for i det førnævnte indlæg, altså her – at verset her beviser, at det er Muhammed og ikke Gud, der står bag koranens ord. Man har nemlig fundet ud af, hvor den mærkelige tanke om, at ét drab skal regnes for et drab på hele menneskeheden, stammer fra. Den stammer fra en jødisk mishnad, det vil sige fra den udlægning af en bestemt bibeltekst, som en rabbiner har foretaget. Og den udlægning, der her er tale om, stammer fra 250 e.Kr. Og man kan udmærket tænke sig, at Muhammed har hørt denne mishnad i sin samtale med jøderne og troet, at det, de citerede, stammede fra Det gamle Testamente selv. Men man kan ikke forestille sig, at Gud den almægtige, tager fejl på det punkt.

I ovennævnte indlæg har jeg citeret denne mishnad fra en engelsk oversættelse. Og man forstår, at det, denne rabbiner har undret sig over, at ordet ”blod” i 1 Mos 4,10 på hebraisk står i flertal. Det forklarer rabbineren så på den måde, at man ved at slå et menneske ihjel, også slår de mulige efterkommere ihjel, som gemmes i hans sæd.

Det vil sige: de her omtalte muslimer tillader sig at slette indledningen til verset for at kunne opnå den virkning, at islam er en fredens religion. Hvis de er nogenlunde velorienterede muslimer, hvad man vel godt tør formode om både Khan og Naveed Baig og Kasper Mathiesen, så er det vel ikke umuligt, at de kender den jødiske mishnad, men om den og de anfægtelser, den må give anledning til, holder de meget effektivt deres mund.

Hvordan de kan få sig selv til det – ja, jeg havde nær sagt ”det må guderne vide”, men jeg kan jo fortsætte sætningen med: ”det må Allah vide”. Men hvis de mener, de gør det med Allahs velsignelse, er Allah så i virkeligheden løgnens og ikke sandhedens gud?

Udgivet i Islam | Tagget , | Skriv en kommentar

Fat mod, Tom!

Det er Berlingskes chefredaktør, der menes med drengenavnet i overskriften. Han hedder Tom Jensen, og han har, som mange andre, skrevet en kommentar om situationen efter Kabuls fald, se her. I denne kommentar er han efter min mening lidt for tilbageholdende. Lidt unødig tilbageholdende, kan jeg også sige.

Eller måske man skal sige, at han bedømmer vor nuværende situation ud fra en for lille del af fortiden. Han går kun tilbage til 89, Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning. Vindene er vendt, siger han, og fortsætter:

Det sker på bagkant af en sommer, hvor Socialdemokratiets førende tænker, indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek, har skoset de såkaldte ‘89’ere’ for at være nogle drømmere og grænseløse frihedsfanatikere. Med Talebans generobring af magten i Afghanistan kom endnu et lammende tilbageslag for det verdenssyn, mange abonnerede på i de første par årtier efter Murens fald.

Dette verdenssyn, som mange abonnerede på dengang, var ikke mindst Francis Fukuyamas verdenssyn: at den liberale verdensorden endegyldigt havde sejret. Jeg véd nu ikke, om det ligefrem var mange, der delte dette verdenssyn, for det var da ret outreret. Men en fornemmelse af de liberale værdiers sejr, var vi da mange, der havde. Og det var jo ikke helt forkert.

Alligevel stiller Tom Jensen og mange andre det op, som om vi i vor datidige optismisme har taget helt og aldeles fejl. Han nævner Samuel P. Huntingtons modsvar til Fukuyama, hvor han siger, at fortidens ideologiske oprør er erstatte af kulturelle og civilisatoriske, og fortsætter:

Alligevel fortsatte drømmene om at forandre, demokratisere og frisætte hele verden. Om nødvendigt gerne med militære midler.

Her smutter lige en bemærkning med ind om, at denne frisættelse eventuelt kan ske med militære midler. Og ja, det kan siges at være en fejl, som de neokonservative i USA lavede, anført af George W. Bush. Men var det ikke meget naturligt, at man kom til at se sådan på det? Jeg mener: Man havde bekæmpet Hitlers stormagtsdrømme med militær magt og fået en demokratisk stat ud af det: Vesttyskland. Man havde sat magt imod magt overfor Sovjetunionen og overøst Østeuropas befolkninger med vestlig radiopropaganda, og se så, hvordan hele Østeuropa omvendte sig og tilsluttede sig EU. Og de diktaturer, der havde hersket i Grækenland, Spanien og Portugal var blevet afløst af demokratier.

Jeg mener som Tom Jensen, at man skal vende sig imod neokonservatismen, både som den kom til udtryk i angrebet på Afghanistan og i angrebet på Irak. Men fejlen består ikke i et forkert syn på den vestlige tankegangs gennemslagskraft, fejlen består i, at man undervurderer religionens betydning.

Tom Jensen citerer Henrik Dahl fra Liberal Alliance for denne bemærkning på Facebook:

»Derfor er noget af det, der nu irriterer mig mest i den danske debat, at 2000ernes beslutningstagere ikke bare vil indrømme, at 1990ernes febervilde fantasier om den historiske nødvendighed, der lå indlejret i den vestlige samfundsmodel, netop bare var fantasier,« skrev Dahl på Facebook.

Men både Tom Jensen og Henrik Dahl overser, at der faktisk ligger noget i den vestlige samfundsmodel, som har tendens til at brede sig ud over hele verden.

Det er denne model, der har stået bag dannelsen af FN, en organisation, som alle nationer har tilsluttet sig. Det er denne model, der har fået utrolig mange stater til at gå med i en verdenshandelsorganisation, der satser på frihandel og patentrettigheder. Det er denne model, der står bag WHO, verdenssundhedsorganisationen, som giver råd og vejledning til bekæmpelsen af corona, og som måske også får anklagerne mod Kina for at have tilladt alt for farlige forsøg med alt for ringe beskyttelse, så coronavirussen slap ud af et laboratorium i Wuhan, til at resultere i strengere regler på disse områder – noget, The Economist gør rede for, se her. Det er den vestlige model, der har fået demokratitanken – indrømmet i ret forskellig udformning – til at brede sig til selv muslimske lande.

Dèr, hvor vi tager fejl, det er i bedømmelsen af religionen.

Utrolig mange vestlige tænkere har så at sige lagt al religion i graven. Man er ophørt med at tillægge religion betydning, man betragter religion som unødvendig, gammeldags overtro på mærkelige væsner – det gælder selv de videnskabsfolk, der siger om sig selv, at de studere religion – og man slår derfor alle religioner sammen i én pulje: kristendom, islam, buddhisme, hinduisme, alt dette hører fortiden til og vil ikke komme til at spille nogen rolle i fremtidens tankesystemer.

Det mest betænkelige ved disse tanker er, at man lader kristendom og islam ligge i samme pulje. Derved får man et helt forkert syn på islam.

For hvor man om kristendommens forhold til den vestlige samfundsmodel måske kan sige, at denne model er fremstået af kristendommen, og i hvert fald kan sige, at kristendommen i sin grund ikke modsætter sig denne models tale om ytringsfrihed, dèr må man om islam sige, at denne religion bygger på magt: islam blev udbredt i de første hundrede år efter Muhammeds død med magt til det halve af den daværende verden, og islam var indtil 1816 en stadig trussel mod europæiske befolkninger – der foregik muslimske angreb for at skaffe slaver, der foregik pirateri mod europæiske handelsskibe – og først efter at osmannerne var slået tilbage i 1683, da de belejrede Wien, fik Europa nogenlunde fred for Tyrkiet.

Men hele denne islamiske magtudfoldelse har man mere eller mindre glemt i de elitære cirkler i Vesten. Islam er en religion, som er ligeså fredelig som kristendommen, hævder man nu, med pave Frans i spidsen. Muslimer er blevet mennesker, der har en vældig stor fromhed i sig, og man bør ikke anfægte denne fromhed ved at angribe Muhammed eller koranen. Og da man alligevel ser det ene terrorangreb efter det andet, hvor terroristen råber Allahu Ahbar som tegn på, at dette er et muslimsk terrorangreb, har man her i Vesten foretaget en lille tilføjelse til ordet ”islam”: man er begyndte at skelne mellem islam og islamisme, hvor islamisme er den slemme terroristbevægelse. På den måde mener man at kunne friholde islam for terroristanklager.

Men dette skel og denne friholdelse er dybt naiv.

Og det er denne naivitet, der fik de neokonservative amerikanere til at forvente, at demokratiet ville bryde frem af sig selv i Irak, blot man fjernede Saddam Hussein. Ligesom vi alle blev grebet af store forhåbninger under det arabiske forår. For var det ikke en række vestligt inspirerede menneske, vi her så demonstrere på Tahrir-pladsen i Kairo, og måtte det ikke nødvendigvis føre til demokratiske tilstande både i Egypten, Tunis og Syrien?

Det var tanker, der lå lige til højrebenet, når man på den måde fik dannet islam i kristendommens billede.

Men sådan er islam ikke.

Da man havde nedkæmpet nazisterne, var nazismen som tankekonstruktion forsvundet. Hitler, føreren, var en nødvendig ingrediens i dette tankesystem, og han havde begået selvmord. Derfor var det en forholdsvis let opgave for de vestlige magter at nedkæmpe de rester af nazismen, der måtte være i Tyskland. Og det betød selvfølgelig også noget, at man, mens krigen stod på, havde argumenteret kraftigt imod nazismen.

Det samme kan i nogen grad siges om Sovjetunionens fald. Der var i den kolde krigs tid ikke på nogen måde tale om, at man undlod at argumentere imod kommunismen, tværtimod, man havde et stort propagandaapparet i gang. Og det viste naturligvis, at man mente, at ens egen samfundsmodel, den frie, demokratiske, var bedre end den kommunistiske. Og det holdt man sig ikke for god til åbent at sige.

Overfor islam, derimod, synes man ikke, man kan være bekendt sådan lige ud at sige, at det er en dårlig og irrationel religion, muslimerne har. Dels skal man jo ikke prale af sit eget, og dels er det lidt synd for de stakkels fromme og fredelige muslimer hele tiden at skulle høre, hvilken forfærdelig religion de har. Så det holder vi mund med. Og den opfattelse af vor samfundsmodel som den bedste tier vi også stille med. Vi er vel gode, kristne, ydmyge mennesker.

Denne naive opfattelse af islam er det, der slår til os nu ved nederlaget i Kabul.

Denne opfattelse af de to religioner véd jeg ikke, om Tom Jensen deler. Men jeg kan se, at han ikke er glad for en alt for stor kulturrelativisme. Han skriver hen imod slutningen:

Når jeg alligevel tøver en kende med at give fuldt medløb til en ny tids illusionsløshed på demokratiets og frihedens vegne, skyldes det, at den for mig at se ultimativt risikerer at ende i en underlig form for kulturrelativisme.

Fra især nationalkonservativ side har flere gjort gældende, at krigene i Afghanistan, Irak, Libyen, Mali og så videre var perspektivløse. Fordi disse lande tilhører kulturer, hvor demokrati ikke er en mulighed.

Nogle nationalkonservative har fremført den grundholdning, at det faktisk er moralsk diskutabelt at ville påføre andre kulturer vores egne, vestlige demokratiske værdier.

Og han slutter på denne måde:

Men i min egen efterrationalisering nu, efter Kabuls fald, kan jeg stadig ikke frigøre mig fra det moralske standpunkt, at hvis vi faktisk tror på, at vore egne værdier om frihed, demokrati, kvinders ligestilling og rettigheder, ytringsfrihed og vores modstand mod diktatur og undertrykkelse er både vigtige og grundlæggende rigtige, da kan det ikke være værdier, vi ønsker at afskære noget menneske på kloden fra at få del i. Det betyder ikke, at vi naivt skal drage på demokratiske korstog, hvor friheden synes at have umulige vilkår. Men frihed fortjener alle.

Og bliver det for idealistisk for nogen, så om ikke andet ud fra den rå, realpolitiske erkendelse, at verden er lille. Og at andres ufrihed og tyranni i morgen kan blive vores død og ulykke. Det skete 11. september 2001.

Og se, her er han efter min mening kommet et godt stykke vej i den rigtige retning. Men hvorfor kan han ikke se, at de lande, man opregner som på det nærmeste uimodtagelige for demokrati, er muslimske lande? Hvorfor kan han ikke åbent sige, at islam er en magtreligion, der kun pro forma retter sig ind efter demokratiske normer? Hvorfor er det umuligt for ham at udpege muslimske tanker som det, der gør demokrati næsten umuligt at indføre.

Lad mig nævne nogle af disse tanker!

Der er nu først den tanke, at en muslim er mere værd i Guds øjne end en ikke-muslim.

Der er den tanke, at en muslim, der fornægter sin muslimske tro, skal slås ihjel. Godt nok har de fleste stater frafaldet den forestilling, men man gør stadigvæk det, at man straffer en morder meget blidt, hvis frafald er grunden til mordet.

Der er den tanke, at man godt må bruge bedrag i kampen mod de vantro. Derfor kan man ikke altid regne med det, en muslim siger, heller ikke en muslimske statsleder.

Der er den tanke hos sunnierne, at shiitterne repræsenterer en forkert islam, og at man er nødt til at bekæmpe dem. Det er en kilde til bestandig uro i de muslimske lande.

Der er den tanke, at man kommer i paradiset, hvis man dør i kampen mod de vantro. Den har skaffet os vesterlændinge mange terrorister på halsen, og det vil den blive ved med, så længe det er en pligt for enhver muslim at regne koranen for Guds skinbarlige ord.

Og derfor er måske den farligste tanke netop tanken om koranen som Guds ord. For der står i koranen mange voldsopfordringer, og selv om man er en aldrig så fredelig muslim, kan man ikke hindre sine medmuslimer i at læse i koranen. Og bliver de dèr grebet af disse ord, har vi en ny terrorist. Til stor irritation for de fredelige muslimer, men indrømme, at det er deres koranovertro, der er skyld i det, det vil eller det tør de ikke.

Og så er der de mere skjulte og derfor oversete forskelle mellem de to religioner. Hvor det kristne menneske glad og interesseret går i gang med at forbedre den tilværelse, han sættes i, dèr er det muslimske menneske, når det er rigtig fromt, kun interesseret i at overholde shariaen, dvs., i at fastholde alting, som det var på Muhammeds tid.

Og hvor den kristne Gud hele tiden interesserer sig for, hvad mennesket kan få ud af det forunderlige sprog, Han har givet det, dèr er den muslimske gud kun interesseret i, om muslimen fromt finder sig i de genvordigheder, der møder det, med et ”det er guds vilje”, med det til følge, at udviklingen af både den tekniske og den sociale verden finder sted i Vesten og ikke i de muslimske lande.

Men måske Tom Jensen og jeg i det mindste kan blive enige om, at indsatsen i Afghanistan trods nederlaget ikke har været spildt. Dels har vi overfor os selv fastholdt de værdier af almenmenneskelig karakter, som vi mener, man bør handle efter, og dels har vi sat noget i gang hos adskillige mennesker i Afghanistan, af hvilke nogle kommer til Danmark, nogle forbliver i Afghanistan, og det, der dèr er oplevet af almindelige mennesker, det vil aldrig helt forsvinde.

Kanhænde han vil begrunde det humanistisk. Men han har formentlig ikke noget imod, at jeg begrunder det kristeligt, nemlig ud fra Jesu lignelse om den automatiske sæd, altså lignelsen om sæden, der gror helt af sig selv, mens bonden sover og står op, hvordan det går for sig, véd han ikke. Jeg skrev om denne lignelse her. Og jeg tilføjede et digt, jeg skrev om situationen op til murens fald netop ud fra denne lignelse. Det er et ret langt digt, og vil man læse det hele, kan man se det i ovennævnte indlæg. Her nøjes jeg med en tre-fire vers:

4. Men skjult for vores falkeblik det voksed’ i det stille.

En sæd var så’t i grødejord og vokse op den ville.

Vi sov og vi stod op, såmænd,

og sæden gror, igen, igen,

det gærer og gror, går fra mand og til mand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

8. Nu bagefter ka’ vi jo se, at magten skal sig smykke,

at folket tror dens ægthed, er for den den pure lykke.

Man ta’r det for demokrati,

ku’ faktisk ikke blive fri.

Men netop det ord blev så så’t og fik vand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

11. Det mærk’ligste, det var måske, det trods vor vantro gro’de,

vi brugtes, men vi stod der bare dumt og på det glo’de;

vi blev i dette sære spil

tilsku’re degraderet til,

det gror af sig selv, se dog bar’, hvor det kan

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

Som det hedder et sted i Det gamle Testamente: Ordet vender ikke tomt tilbage.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

Den glemte martyrteologi

Det projekt, jeg her giver mig i gang med, lyder fuldstændig skørt: Jeg vil hævde, at vi vestlige mennesker har opført os tåbeligt i Afghanistan, fordi vi har glemt martyrteologien.

Ikke sandt, at tro, at teologiske spørgsmål har nogen betydning overhovedet på menneskers opførsel, det må da være tåbelighedernes tåbelighed. Og dog vil jeg prøve at eftervise netop det.

Vi plejer at forbinde ytringsfrihed med de frihedsrørelser, der dukkede op i 1700-tallet. Og sædvanligvis regner vi med, at ytringsfrihed blev etableret imod kirkens vilje. Men her er det værd at gøre opmærksom på, at det kristne budskab fra begyndelsen var et budskab om ytringsfrihed, man brugte blot ikke det ord, men hædrede martyrerne i stedet.

Men hvad hædrede kirken martyrerne for? Ja, netop for at holde fast ved ytringsfriheden. Og altså holde fast på trods af, at det kostede den enkelte livet. Kejseren forlangte i romerriget, at hans undersåtter skulle ofre til et billede af ham. Det mente de kristne, at deres tro forbød dem, og derfor nægtede de at ofre til kejseren. Men samtidig understregede de, at deres religion påbød dem at være trofaste undersåtter i romerriget. Og det endte som bekendt med, at de kristne fik den romerske kejser Konstantin Den Store til at ophøre med forfølgelserne af de kristne.

Senere overtog imidlertid kirkens folk kejserens rolle som undertrykker af ytringsfriheden. Man mente, at det var god kristendom at forfølge anderledes tænkende, nu, hvor man havde fået magt til at gøre det. Det vendte Luther sig imod. Men det fandt paven sig ikke i. Han opstillede 41 artikler, som Luther skulle afsværge. Ifølge artikel 33 har Luther hævdet, at det var imod Helligånden at brænde kættere, se her. Men hverken denne artikel eller de andre ville Luther tilbagekalde. Berømt er situationen i Worms, hvor Luther hævdede, at det ikke er tilrådeligt at handle imod sin samvittighed. Og det er værd at lægge mærke til, at Luther på det tidspunkt ikke anede, at han ville slippe fra det med livet i behold.

I Kristeligt Dagblad for den 19-8 er der en kronik af Bo Kristian Holm og Nina Kofoed om ”Den politiske lutherdom og velfærdsstatens rødder”, se her. Det er en meget interessant kronik. Den omtaler en bog om det samme emne, der hedder ”Pligt og omsorg: velfærdsstatens lutherske rødder”. Her prøver man at sige, at den danske velfærdsmodel ikke er poppet op ud af ingenting, men har rødder tilbage til Luthers anbefalinger om, hvordan forholdet mellem fyrste og folk skulle forstås. Det skulle nemlig forstås i lighed med forholdet mellem en far og hans børn, så både folket har en lydighedspligt overfor fyrsten, og fyrsten har en pligt til at understøtte skoler og fattigforsorg. Og det kommer der nogle interessante betragtninger ud af.

På lignende måde vil man kunne vise, hvordan vore tanker om ytringsfrihed går tilbage til Luthers situation i Worms. Dog er risikoen her, at man ”glemmer”, at for Luther og for dens senere forsvarere kostede ytringsfrihed noget. Deres ytringsfrihed var ikke noget, staten bevilgede dem, det var noget, de bevilgede sig selv, fordi de ikke følte, at de kunne være et sandt menneske, hvis ikke andre kunne stole på det, de sagde, det vil sige: hvis andre fik mistanke om, at deres udsagn var præget af angst for repressalier. Derfor talte de – som Luther i Worms – på trods af deres forståelige angst.

Denne angst er imidlertid forsvundet i vore dage. Her har vi fået ytringsfrihed ind med modermælken, så her går vi på forhånd ud fra, at alle andre siger, hvad de mener, ja, her forstår vi dårlig nok, at nogle menneske, endda nutidsmennesker, kan nære ønske om at begrænse ytringsfriheden. Og vi kan slet ikke sætte os ind i, at en religion, nemlig islam, i sin dna har et gen siddende, der vil knægte ytringsfriheden. Man har indenfor islam fra første færd villet henrette dem, der vendte sig imod koranens lære. Og selv om de muslimske stater officielt har fragået det princip, har de menige muslimer ikke. Men det glemmer vi vesterlændinge glad og gerne.

Dette er fatalt. For det betyder, at vi – ganske korrekt – behandler vore muslimske landsmænd som alle andre borgere i vort land, giver dem religionsfrihed og frihed til at bibeholde deres traditioner, så længe de ikke skader samfundet, samtidig med at vi – ganske ukorrekt – af hensyn til integrationen undlader at angribe islam, undlader at påpege den selvmodsigelse, der ligger i, at muslimer påstår, at deres religion så udmærket kan harmonere med demokratiets forudsætninger, men føler sig ude af stand til at gøre op med koranens mange voldsopfordringer mod anderledes troende.

Vi lader altså fra vestlig side, som om man da så udmærket kan være en god muslim, der følger sharia-loven i alle detaljer, samtidig med, at man går ind for demokrati med herhenhørende ytringsfrihed. Vi afholder os omhyggeligt fra enhver diskussion med muslimer om diverse koransteder, for – siger vi – vi vil da ikke missionere overfor dem. Men hvordan vi så skal få dem bort fra deres – som vi siger – middelalderlige opfattelser af forholdet mellem kønnene, af tyrkertroen på koranen, af religionens overhøjhed over al normal fornuft, det står hen i det uvisse.

Ja, vi går endda så vidt i vore forsøg på at få integrationen af vore muslimske landsmænd til at foregå så glat som muligt, at vi ser ned på dem, der vover at sige noget ondt om islam, om koranen eller om Muhammed. Og vi hylder de forskere iblandt os, der formår at tale udenom volden i islam, dvs. formår at gøre islam lige så ligegyldig for samfundsopbygningen, som man mener kristendommen er. Dertil har vi fået love imod ”hate-speech”, love imod nedsættende tale om islam, osv. Og ikke sandt, så er enhver tale om at missionere blandt muslimer forstummet. Så lyder det: ”de har deres religion, vi har vores, og sådan skal det forblive”.

Disse tankegange gennemsyrer langt de fleste vestlige mennesker, politikere og mediefolk inklusive.

Så da amerikanerne stod overfor det, man kan kalde ”nationbuilding” i Afghanistan, var det sådanne forkrøblede tankegange, der lå bag.

Disse tankegange fik dem til at godkende vedtagelsen af en forkrøblet afghansk grundlov. Jeg omtalte to uheldige virkninger af denne grundlov allerede i 2008, se her. Den ene handlede om en journalistelev, der var blevet fængslet, fordi han havde downloaded nogle artikler, der var kritiske overfor islams kvindesyn, den anden handlede om en afghaner, der konverterede til kristendommen og af den grund blev dømt til døden af de afghanske myndigheder. Han reddede kun livet ved formentlig med amerikanernes bistand at få lov til at forlade landet.

Og den grundlov skulle sikre afghansk ytringsfrihed??

Lad mig nu igen som tidligere, blandt andet her, henvise til Luthers Store Galaterbrevsforelæsning! Da han er nået frem til Gal 2,14, stedet, hvor Paulus skælder Peter ud, fordi han, efter at der kom kristne fra Jerusalem til Antiokia, hvor han var, ikke mere ville spise sammen med hedningerne, tager han omhyggelig afstand fra de fortolkere, der ville tage Peter i forsvar. Nej, siger han, Paulus har fuldstændig ret i at bebrejde Peter hans opførsel. Han skriver:

Men i denne meget vigtige sag kunne han overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det hele modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. (Se her).

Det vil sige, at selv om vi skal indrømme vore muslimske landsmænd alt den frihed, vi selv nyder godt af, skal vi ikke undlade at lade dem ane vores mening om deres koran og deres Muhammed. Det var det, det lykkedes os danskere at gøre med Kurt Westergaards Muhammed-tegning, men sikke vi dog stak piben ind oven på de protester, der strømmede os imøde fra muslimsk side! Men har vi husket at gøre nar af muslimerne på grund af den modsigelse, der ligger i, at de på éngang hævder, at tegningen er forkert: Muhammed er en fredens mand, og samtidig truer med at straffe dem, der offentliggør tegningen, med vold? Det har vi glemt, hvad enten det så skyldes forkert hensyntagen til muslimernes fine følelser, eller det skyldes angst for at blive ét af de ofre, der vil blive ramt af deres terror.

Og hvis vi skal følge Luther og Paulus – og Jesus med, for øvrigt – så skal vi altså ikke blive ved med at tale muslimerne efter munden, eller få dem til at tro, at vi mere eller mindre giver dem ret i deres mærkelige trossætninger. Nej, så skal vi oplyse vore menigheder om, hvad der ligger i islam, herunder gøre dem – og os selv med, jo – klart, at de almindelige muslimer, der siger, at de ikke gør en kat fortræd, udgør en sympatisørsump bag terroristerne og en rekrutteringsbase for nye terrorister, så længe de regner koranen for deres hellige bog. For det er deri, terrorister henter deres rabiate synspunkter, og når det er tilfældet, nytter det ikke noget, at almindelige muslimer er fromme og fredelige.

Men vi skal mere end det.

Vi skal gøre os klart, hvordan kristendom og islam står i forhold til hinanden. Og vi skal fastholde, at selv om kristendommen ”kun” er et enzym, der i en sociologisk proces får det til at ske hurtigere, som måske ellers ville ske af sig selv, så har islam omvendt den sociologiske virkning, at den menneskelige naturlige indbyrdes forståelse af lutter fromhed overbefolkes af lovbestemmelser, så den næsten fuldstændig bukker under.

Vi mennesker er skabt til ægteskabets tosomhed, hvor ægtefællerne bindes sammen i kærlighed. Men den ligelighed, dette giver anledning til, ødelægges af islams påstand om, at manden er overlegen i forhold til kvinden. Det geniale – eller det djævelske – ved denne ordning er, at det på sæt og vis svarer udmærket til den ydmyghed, som mange kvinder ser som et kvindeideal. Men når det har udartet som i Afghanistan, hvor kvinder nærmest ses som en fødemaskine – jævnfør Helena Edlunds beretning, som jeg fortalte om her – så bliver samfundet umenneskeligt, og så oplever man det mærkelige, at man ligefrem sidder og glæder sig over, at en sand menneskelighed hos en kvinde kan vise sig derved, at hun slår sin mand ihjel.

Men den rolle, den muslimske sharia-lov tildeler manden, er ikke meget bedre. Hvor vi kristne betoner, at alle mennesker på forhånd har Guds godkendelse, dèr lægger islam op til, at anerkendelse og respekt er noget, man skal kæmpe for. Og manden sættes derfor til at kæmpe for at blive respekteret i hjemmet, i landsbyen og i klanen. I klanen kan han gøre sig afholdt ved at kæmpe for klanens ære imod de andre klaner i samfundet. Men der er ikke som hos os på forhånd givet en grundlæggende respekt, som ikke kan tages fra ham. Det giver anledning til evindelige interne kampe i de muslimske samfund, hvor alle påstår, at netop de er de sande muslimer, at netop de retter sig efter shariaen helt og fuldt.

Det skulle være så godt, men det er faktisk skidt.

Man har blandt muslimer en forestilling om ”ummaen”, det muslimske samfund. Og heldigvis for muslimerne har de igennem mange hundrede år haft os kristne som fjenden, for så længe der er en fjende, kan ummaen nogenlunde holde sammen på de forskellige muslimer. Men trods det har det lige fra islams begyndelse hersket fjendskab mellem shiiterne og sunnierne.

Kristendommen er ”kun” et enzym, der får naturlige processer til at forløbe hurtigere, eller som får unaturlige forhold til at skalle af i samfundslivet.

Hvordan går det for sig?

Det har Jesus og hans disciple vist os. Det går for sig på den måde, at Jesus med sin forkyndelse afslører det djævelske eller unaturlige i den lovholdning, der lægger sig tungt over hele menneskelivet og gør det til et voldssamfund, lukker i for den frie debat og dræber kærlighed og hengivenhed mellem mennesker. Den er from, denne holdning, bestemt, men dens fromhed holder al naturlighed tilbage. Kun det at overholde loven drejer det sig om.

Der er ingen tvivl om, at Jesus elskede sit folk. Men han så også den snare af lovfromhed, det var hildet i. Derfor holdt han sig ikke tilbage fra at provokere, for han indså, at kun ved at gøre jøderne klar over den falske gudsdyrkelse, deres lovfromhed førte dem ind i, kunne han gøre dem til hele mennesker. Han helbredte derfor f.eks. en mand med en vissen hånd på en sabbat, Mark 3,1-6, selv om han givetvis har vidst, at man ville anklage ham for det. Og ja, det fik han jo alt for meget ret i: jøderne anklagede ham og fik ham henrettet.

Men det er jo så det, der ligger i opstandelsesberetningen – der ligger en flammende protest mod lovfromheden, et indstændigt forsøg på at gøre denne fromhed til intet. For igennem opstandelsesforkyndelsen siges det, at Jesu metode med at sige sandheden om den falske lovfromhed er den rette metode til at vise sin kærlighed mod jøderne på. Og det viste sig jo at være sandt. Skønt mange af disciplene blev martyrer, bredte budskabet sig dog ud over verden, så vi i dag kan betragte både ytringsfrihed og kønnenes ligeberettigelse som naturlige og selvfølgelige ting.

Men begge dele skal med, også overfor muslimerne: forkyndelsen af sandheden om islam: at den er en falsk religion, der avler umenneskelighed, og kærligheden til muslimerne, der giver dem rettigheder på linje med os i vore samfund.

Det er altså ikke helt forkert, hvad Paul Wolfowitz ifølge en artikel i Information, se her, hævder:

Paul Wolfowitz, der var en stærk neokonservativ fortaler for med magt at fjerne ‘onde regimer’ og eksportere den amerikanske model – og med denne ideologiske bagage hovedarkitekt bag USA’s invasion af Irak året efter – appellerede i senatskomiteen om opbakning til en sådan udvidelse af Afghanistan-missionens mål og omfang. Komiteformand Biden støttede tilsyneladende strategien med en dybere amerikansk involvering:

»Vil vi fastholde kursen og opbygge sikkerhed i Afghanistan, eller vil vi tillade dette land at glide tilbage i kaos?« spurgte han retorisk under komitehøringen.

Det er virkelig sådan, at der i ethvert folk ligger naturlige tilbøjeligheder til at leve i et demokrati. Blot har disse amerikanske neokonservative fejlagtigt troet, at disse tilbøjeligheder kan indsættes i et folk fra oven, og at et folk, når diktatoren er fjernet, med det samme vil oprette demokratiske institutioner. Efter århundreders islamisk unaturlighed lader det sig ikke gøre. Og det lader sig slet ikke gøre, hvis vi dropper forkyndelsen af sandheden om islam: at den er en falsk forståelse af, hvem mennesket er. Det vil sige: Når vi vestlige mennesker kommer til Irak eller kommer til Afghanistan med den overbevisning, at der er forskel på islam og islamisme, og at islamisme er terroristisk, hvorimod islam er fredelig og næsten demokratisk, så skal det gå galt. For kan gerne være, at mange muslimer er godt tilfredse med, at vi har den anskuelse om dem, men når de mennesker, vi kalder islamister, vinder frem, så afsløres det, at islam og islamisme er ét og det samme, at vi altså er løbet med muslimernes limpind.

Jamen, kan det virkelig passe, at stakkels forfulgte afghanere, som har hjulpet os i Afghanisten, og som vi føler os moralsk forpligtet til at tage med til Danmark, her i landet skal høre, at deres religion er noget djævelskab. Det kan vi da virkelig ikke tillade os.

Hvorfor egentlig ikke?

De har jo selv indvilget i at tage med til et kristent land. De har selv set, hvordan islam er blevet misbrugt i Afghanistan. Er det ikke på tide, at nogen hjælper dem til at få øjnene op for deres religions farlighed? Har de ikke tværtimod en ret til at få at vide, hvad der bærer os vesterlændinge, hvad det er for en grundanskuelse, de har været med til fremme ved at hjælpe os i Afghanistan, at det er den kristne frihed- og lighedsanskuelse, og at den siger det modsatte af koranen eller sharia?

Vi har derfor kun været kristne i halv forstand i Afghanistan. Vi har prøvet at gennemføre kristne lighedsidealer og ytringsfrihedsidealer uden dog at kalde dem kristne, men vi har ikke vendt os imod den islam, som det afghanske samfund – med og uden Taliban – hidtil har bygget på. Vi har talt imod korruption og forskelsbehandling, men har ikke henført det til islam, hvilket har medvirket til, at disse onder blev videreført under amerikanernes besættelse af landet.

Blandt andet derfor er missionen mislykkedes. Men om der i kraft af, at mange afghanere i disse tyve år har fået lov til at opleve lighedens og ytringsfrihedens livgivende kræfter, i fremtiden skulle være mulighed for en samfundsfornyelse, det kan der ikke siges noget bestemt om endnu.

Ligesom det om Stefanus eller Jakob eller de mange andre kristne, der blev dræbt af jøderne, ikke dengang kunne siges med bestemthed, at de var døde forgæves, sådan kan det heller ikke i skrivende stund siges om de soldater, der er døde i Afghanistan, at deres død ikke har betydet noget.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Hvad kan vi være stolte af?

Nu, hvor Vestens nederlag i Afghanistan aftegner sig tydeligere og tydeligere, dukker der et utal af kommentarer op i medierne, kommentarer, der skal kloge sig på, hvorfor det gik, som det gik.

Når jeg nu vil blande min spæde røst op i det kor af ”onde ånder”, som lyder fra alle sider, skyldes det – nå, ja, jeg indrømmer det gerne: det skyldes vel først og fremmest, at jeg har svært ved at holde mund – men for det andet skyldes det, at jeg mener at kunne finde et ”shibbolet”, dvs., et afgørende tegn på, hvordan man kan kende muslim fra en kristen, eller hvordan man kan finde ud af, om vore muslimske landsmænd er blevet ægte landsmænd eller kun er samboende mennesker i den stat, der hedder Danmark.

Man kan nemlig spørge, hvad en ikke-muslimsk dansker er stolt af, og hvad en muslimsk dansker er stolt af. Svaret på det spørgsmål afgør sagen, dvs., afgør, om ikke-muslimen har blik for den sande menneskelighed, og om muslimen har forstået den baggrundsopfattelse, vort samfund hviler på.

Lad mig først henvise til en afhandling om Luther og Kaj Munk, som jeg lagde ud på nettet engang i nullerne. Her skrev jeg et særligt kapitel om Luthers martyrteologi. Og i det kapitel skrev jeg om begivenhederne den 11. september 2001, se her. Specielt fremhævede jeg passagererne i det fjerde fly, flight 93, de passagerer, som på grund af deres flys forsinkelse fandt ud af, hvad flykaprerne var ude på, og derfor forsøgte at tage kontrollen med flyet tilbage. Hvilket som bekendt mislykkedes for dem i den forstand, at flyet styrtede ned ved Shanksville og alle, kaprere, passagerer og besætning, blev dræbt, men som lykkedes i den forstand, at flyet ikke blev fløjet ind i en bygning med mange amerikanere i.

Et stykke nede i kapitlet, ved #81, skrev jeg:

Eller vi skulle fremhæve passagererne i flight 93 som eksempler på, at vore modstandere bliver tilintetgjort af børns og spædes gerning, af et tilfældigt sammenskrab af amerikanere, der handler ret, fordi de har en ret sag, og så ladet det være godt, ladet både Afghanistan og Irak passe sig selv, eventuelt med nogle FN-sanktioner som ledsager. Det ville i langt højere grad have haft effekt dèr, hvor det skal have effekt: i muslimernes hjerter og samvittigheder.

Altså: jeg hører til dem, der mener, at vi aldrig skulle være gået ind i Afghanistan. Men jeg gør det på baggrund af, at vi vesterlændinge, især amerikanerne, i begivenhederne den 11. september 2001 virkelig har noget at være stolte af. Det skrev jeg også lidt om her på bloggen, se f.eks. her. Og for øvrigt, ikke blot har amerikanerne disse passagerer at være stolte af, de kan også være stolte over de mange brandmænd, der øvede en selvopofrende indsats den dag.

Det, vi vesterlændinge er stolte af, er, at der her var mennesker, som pludselig uden varsel og uden forberedelse blev sat i en situation, hvor der krævedes en soldatermæssig indsats af dem, og som besvarede dette kald med en selvfølgelighed og naturlighed uden lige. Uden tanke for egen sikkerhed, blot opsatte på at redde andre menneskers liv.

En sådan holdning har vi da god grund til at være stolte af.

Men kan muslimer være stolte af deres medmuslimers handlinger den dag?

Det var der jo i sin tid nogle muslimer, der prøvede på. Gennem Københavns gader kørte den dag palæstinensere med tudende horn og flagrende palæstinenserflag fra deres biler. De blev dog belært af mere tilbageholdende muslimer om, at det nok ikke var klogt at vise sin stolthed så tydeligt. Men de var altså stolte. Og mange af deres mere tilbageholdende trosfæller måske også.

Men er det noget at være stolt af?

Terroristerne måtte jo bruge lusk for at gennemføre deres mål. Og så snart deres snyd blev afsløret, som det blev det for det fjerde flys passagerer, faldt deres planer sammen. Dertil kommer, at det senere er blevet klart, at Osama bin Laden på en video fortalte, at det ikke var alle de 19 flykaprere, der vidste, at det hele var en selvmordsaktion. Det lo han hjerteligt af, hvilket viser, at det ikke blot var os vesterlændinge, der skulle narres, for at bin Ladens lumske plan kunne lykkes, det var også kaprerne selv.

Men kan man være stolt af, at ens medmuslimer er gode til at snyde os vesterlændinge? Og kan man være stolt af, at også ens trosfæller skal narres? Er det ikke en besynderlig stolthed?

Og så til begivenhederne i Afghanistan.

Vi vesterlændinge har travlt med at finde syndebukke. Men jo kun syndebukke blandt de vestlige politikere, ikke blandt afghanerne. Det, man bebrejder os, er, at vi stolede på Taliban i forhandlingerne i Doha. Men man skal måske i højere grad bebrejde os, at vi stolede på vore muslimske medarbejdere i Afghanistan. Mest mærkeligt er det måske, at vi har stolet på den afghanske hær. Den har jo vist sig i den seneste uge at bestå af en flok kujoner, der rask væk overgiver sig uden kamp. Den var sat til at kæmpe for de frihedsrettigheder, der var opnået under amerikanernes vingers skygge, den havde til opgave at beskytte alle de kvinder og mænd, som havde fået de vestlige frihedsrettigheder ind i kroppen og nu prøvede at flygte ud af landet. Men den beskyttelse har disse afghanere kunnet kikke i vejviseren efter. For den afghanske hær har svigtet dem. Også så eftertrykkeligt.

Som jeg var inde på i mit forrige indlæg, kan man i de mange afghanere, der vil flygte ud af landet, se en positiv konsekvens af Vestens tilstedeværelse. Disse mennesker er kommet til at kunne se det gavnlige – eller mere direkte: det menneskelige – i den vestlige livsstil og vil ikke tilbage til islams mørkeland.

I dette indlæg vil jeg ikke hæfte mig ved amerikanernes dumheder – dem er der givetvis en del af – men ved den afghanske hærs uduelighed som hær betragtet. Man spørger uvilkårligt sig selv: Er denne totale overgivelse udtryk for en muslimsk moralkodeks: Husk altid at holde med dem, der ser ud til at være de stærkeste!

Man kan måske endda føje til: Aflæg bare troskabsed til de vantro! I hvad øjeblik, det skal være, kan du handle imod din ed. For en muslim har ikke pligt til at adlyde en ikke-muslim.

Man kan godt gøre nar af Joe Bidens forsikring om, at Taliban med sine højst 15.000 mand ikke vil kunne udrette noget mod den afghanske regerings cirka 300.000 mand, godt udrustet med amerikansk isenkram, den forsikring, som diverse Tv-kanaler ikke kan blive trætte af at vise os. Og ja, det var måske dumt af Biden at stole på disse soldater. Vi kan ikke ligefrem være stolte af den dumhed. Men er soldaternes ganske usoldateriske holdning noget at være stolt af? Kan man være stolt af nogle mennesker, der tjener to herrer, kun yder øjentjeneste overfor deres overordnede, og falder fra, så snart der kommer én, der synes dem at være mægtigere?

Ja, det synes vi vesterlændinge vel ikke. Men det er et åbent spørgsmål, hvad egentlig muslimerne synes.

For de har nok stadig den muslimske misforståelse siddende i sindet, at muslimerne i Guds øjne er mere værd end ikke-muslimer. Når vi har ladet os narre i Afghanistan skyldes det blandt andet, at vi da ikke kan tro andet, end at ethvert ordentligt menneske må mene, at alle mennesker er lige i Guds øjne. Men når man er opvokset med det muslimske hierarki, forekommer det måske naturligt, at man godt må lyve overfor en ikke-muslim, at man godt må nøjes med at lade-som-om, når man gør tjeneste for os vesterlændinge, at man godt må påstå, at man er forfulgt i sit hjemland uden at være det, fordi man ellers ikke kan opnå det ønskede asyl i et europæisk land.

Hvem véd, det er måske alt sammen noget, en troende muslim godt kan være stolt af. Sådan kunne han i sin tid kunne være stolt af, at muslimerne kunne narre flypassagerne den 11-9, og sådan kan han i dag være stolt af, at den afghanske hær snød amerikanerne og næsten en bloc overgav sig uden kamp.

Er det sådan, det skal forstås?

Jeg kan spørge på en anden måde: Har den troende muslim siddende i sig en fornemmelse af, at Allah behandler nutidens muslimer forkert, for de er jo de underlegne på alle fronter i forhold til os i Vesten, og ser de derfor begivenheder som 11-9 og Vestens flugt fra Kabul som en slags genoprettelse af Allahs retfærdighed?

Men kan han også være stolt af, at hæren ved en sådan kujonagtig overgivelse svigtede alle de afghanere, der nu prøver at flygte, fordi de frygter Talibans hævn? Eller kommer de udenom deres svigt ved at påstå, at disse flygtende afghanere jo er forræddere, og derfor må betragtes som ikke-muslimer, som de sande muslimer må tage afstand fra og, hvis muligt, slå ihjel?

En sådan forklaring lugter langt væk af hykleri. Og det er til syvende og sidst ikke så mærkeligt. For muslimerne har et idealmenneske, Muhammed, der ifølge deres egne beretninger så stort på de løfter, han havde givet, brød sine aftaler, når det passede ham, og ikke var bleg for med en solid løgn at få magt over sine fjender. I den grad mente han at have Gud bag sig i sine gerninger, at han kunne påstå, at Gud havde givet ham ordre til selv de mest ugudelige handlinger.

Det hænger ikke sammen.

Det samme anklager Luther paven for. Paven gav den polske konge, Vladislaus, lov til at bryde den aftale, han havde lavet med tyrkerne, med det resultat, at han tabte et slag til dem. Og i samme åndedrag minder Luther om det brud på det frie lejde, paven fik kejser Sigismund til at gøre overfor Jan Huss og Hieronymus ved koncilet i Konstanz, så de kunne blive brændt på bålet som kættere, se her. I begge tilfælde var pavens begrundelse den samme. Han mente at have guddommelig bemyndigelse til at fritage mennesker for den pligt til at overholde løfter, der er givet til ikke-kristne, hvad enten de så er muslimer eller kættere.

Og det er den samme begrundelse, Muhammed giver. Han er udsending fra universets skaber, hævder han – og muslimerne efter ham – og det ord, han påstår at have fået i sine åbenbaringer, er ord fra denne skaber selv. Derfor skal den fromme muslim rette sig efter disse ord, uanset om han forstår dem eller ej, og uanset om de går imod den sunde fornufts tale.

Men man spørger jo unægtelig sig selv, om ikke der skal en ualmindelig stor fromhed til for at gå med til noget sådant. Det er jo ikke så svært for et almindelig begavet menneske at indse, at den, man rette sig efter, hverken er Muhammed eller den himmelske Allah selv, men et højst jordisk menneske, nemlig den imam, der udlægger teksten for én. Når der er sådanne logiske brist i den muslimske tankegang, forstår man godt, at muslimerne op igennem deres historie har været nødt til at have en bestemmelse, som påbød dødsstraf for den, der satte sig imod islams lære.

Og går man lidt nærmere ind på det, der faktisk står i koranen, bliver det endnu mere nødvendigt med den overmåde store fromhed. I sura 66,1-5 står der nogle ord om, at Gud kan løse Muhammed fra en ed, han har aflagt. En dominikanermunk, Richardus, som tog til Bagdad i slutningen af 1200-tallet og skrev en bog om det: Gendrivelse af koranen, fortæller om baggrunden for disse ord ud fra de haditter, han fandt i Bagdad, og som var almindeligt accepterede blandt muslimer, se Luthers oversættelse her.

To af Muhammeds hustruer fandt ham i seng med en koptisk slavinde. De skammede ham ud, og han aflagde ed på, at det aldrig ville gentage sig. Det gjorde det imidlertid kort tid senere, og han fik så en åbenbaring, hvori Gud gav ham lov til at bryde denne ed, og hvori hans hustruer fik at vide, at de skulle passe på, for Muhammed ville måske skille sig fra dem. Ifølge Richardus (og Luther) endte det med, at de to hustruer sagde: ”Vi er kede af det”.

Det sker ret ofte, at haditterne giver en forklaring på ellers uforklarlige ord i koranen. Vil man se koranens ord, kan man følge linksene i det ovenstående link. Så kan man finde både den danske oversættelse og en engelsk oversættelse, som i begyndelsen har en (bort)forklaring på hændelsen. En lignende (bort)forklaring kan man finde i den norske koranudgave, se her.

Men ærlig talt! Kan noget fornuftige menneske tage den historie alvorlig? Det er muligt, at vestlig koranforskning engang ad åre vil finde en bagvedliggende årsag til, at der er fremkommet en sådan historie om Muhammed, men som den står i koranen, og som den er blevet forklaret i haditterne indtil nu, kræves der en enorm stor naivitet, hvis man skal fæste lid til den.

Nuvel, dette blot for at vise, hvordan den muslimske åbenbaringstanke i visse tilfælde sætter al fornuft ud af funktion. Så det vil ikke være underligt, hvis de feje afghanske soldater finder en passende undskyldning for deres manglende mod, trofasthed og solidaritet med deres folkefæller.

Men disse svigtede folkefæller er altså de mennesker, der på forskellig måde har hjulpet os vesterlændinge i de 20 år, vi har været i Afghanistan. Og siden de er bange for deres liv, mener de tilsyneladende ikke, at de kan komme med tilstrækkelig gode undskyldninger for dette samarbejde. Og ærlig talt – det kunne jo da være, at de var kommet til at forstå så meget af den vestlige tankegang, at de – i modsætning til soldaterne i hæren – faktisk på almindelig menneskelig vis kunne indse det djævelske i Talibans herredømme. Det kan vel ikke helt udelukkes, at de er ærlige i deres tilslutning til de vestlige værdier, at de mener det, når de kæmper for kvinders ligeberettigelse, at de faktisk går ind for, at enhver skal have ret til at fremkomme med sin mening uden at frygte for straf.

Om det lykkes USA med det kontingent soldater, Biden har sent til området, at få disse mennesker ud fra Afghanistan og – formentlig – med tilbage til USA, vides ikke i skrivende stund. Men alt det, som vi herhjemme er bange for: at de vil medtage deres muslimske overbevisning og udgøre en terrortrussel, det må vi da i dette tilfælde kunne se bort fra. De hører jo så åbenlyst ikke til dem, der er stolte af Talibans sejr. Og det var jo det kendetegn, vi kunne bruge til at ”skille fårene fra bukkene”.

Hvis det lykkes at få et nogenlunde stort kontingent afghanere ud fra Kabul og tilbage til USA, kunne de måske komme til at spille samme rolle i forholdet mellem USA og Afghanistan, som exilcubanerne spiller i forholdet mellem Cuba og USA.

Danskerne?

Tja, det lykkes vel også os at få en del af vore hjælpere med ud fra kaosset. Men det forekommer mig noget ubetænksomt, når man fra borgerlig side ikke vil tage imod dem. Det burde vi dog gøre. Ikke af moralske hensyn, men som en ren klogskabshandling. Disse mennesker burde kunne hjælpe os til at få en bedre forståelse af islam. Og det er i høj grad tiltrængt. Indrømmet, det ville hjælpe ikke så lidt på vor gæstfrihed overfor dem, hvis der var bare nogle af dem, der frasagde sig islam. Netop da kunne de hjælpe os til helt anderledes helhjertet og gennemført end hidtil at bekæmpe denne religion. Bekæmpe, siger jeg, jeg mener naturligvis bekæmpe med ord.

Det vil sige: samtidig med at vi giver muslimernes fredelige religionsudøvelse frihed til at være her, vender vi os så kraftigt, som vi formår, mod deres overtro på Muhammed og koranen.

Udgivet i Islam, Luther | Tagget | Skriv en kommentar

Afghanistan

I søndags, da jeg gik til kirke, kom der imod mig på cykelstien en lille dreng efterfulgt af sin mor. Da han var så nogenlunde ud for mig, hørte jeg et angstfyldt ”mor?” fra ham, og umiddelbart derefter et beroligende ”ja, ja!” fra hans mor. Hun var lige bag ham, og han var åbenbart blevet bange for, om han mon var kommet til at cykle for langt foran hende. Derfor hans lidt angstfyldte råb.

Og indrømmet, det er da en så selvfølgelig hændelse, at det kun er en gammel hengemt romantiker som mig, der gider lægge mærke til det og endda skrive om det.

Men jeg ville måske heller ikke have skrevet om det, hvis ikke jeg senere på søndagen havde hørt en video med et interview med Helena Edlund, som fortalte om afghanerne, om deres sære for os uforståelige traditioner, og – vover jeg at sige allerede nu – om deres djævelske nedbrydning af al normal menneskelighed. Helena Edlund er præst og forfatter. Men hun har også vært svensk feltpræst og soldat i Afghanistan.

Interview’et kan ses her, en skriftlig gengivelse af væsentlige dele af det her.

I den grad er der tale om en nedbrydning, at Helena Edlund gang på gang må give udtryk for sin undren over, at disse mennesker alligevel synes at kunne få et menneskeliv ud af deres lidelser. Men naturligvis – hvad den afghanske kultur betragter som et menneskeligt menneskeliv er noget helt andet, end hvad et vesteuropæisk menneske betragter som et ægte menneskeliv.

Det er denne afgrundsdybe forskel, hun har blik for. Og det er den, der er baggrund for det spørgsmål, jeg i mit forrige indlæg lovede at ville behandle: Er vi kristne en værre samling farisæere, når vi mener, at vores religion og vores deraf prægede folkelighed er bedre end afghanernes religion, islam, og deres deraf prægede folkelighed?

Hvis man vil mene, det er tilfældet, så er vist samtlige vestlige mennesker farisæere. For hvis de må give Helena Edlund bare nogenlunde ret i de forfærdelige ting, hun fortæller, så kan man ikke mene andet, end at vores samfund og vores folkelighed er bedre. Vi sammenligner os altså med afghanerne og finder langt mere menneskelighed hos os end hos dem. Og er det ikke nøjagtig det samme, farisæeren i Jesu lignelse, Luk 18,9-14, gør, når han siger Gud tak, fordi han ikke er ”som denne tolder”?

Men lad os først se lidt på Helena Edlunds beskrivelse af afghanerne. Hun har selv oplevet, fortæller hun, hvordan folk ikke troede på hende: “Da jeg holdt foredrag om mine møder med afghanske kvinder og børn, lærte jeg hurtigt aldrig at nævne de virkelig svære møder eller begivenheder. Selvom folk var ærligt interesserede, var de ikke interesseret i mere end dele af sandheden.”

Så hendes erfaring er altså, at folk ikke turde indrømme, at vore vestlige, kristne samfund er bedre end afghanernes muslimske samfund. Og det måske en angst for at være farisæere, der ligger bag en sådan afvisning af kendsgerningerne. Man vil gerne mene om andre folkeslag, at de da er lige så gode som os. Det er det mest hensynsfulde.

Måske. Men det er vel ikke derfor det mest sande.

Og når Jesus tør gøre op med farisæerne og de skriftkloge og virkelig mene, at hans samfund, den kristne menighed, er bedre end deres – se evt. Matt 23 – så bør vel også vi have mod til at gøre op med diverse muslimske samfund og virkelig overfor os selv og overfor dem påstå, at vore samfund er bedre.

Tag en ting som den forstokkelse, afghanerne udviser overfor deres sædvaner og traditioner. De afviser på forhånd enhver forbedring. Edlund skriver: Jeg havde mødt landsbyens ældste, der hellere ville se deres børn sulte ihjel end at ændre deres landbrugstraditioner ved f.eks. at indføre afgrøderotation. ”Mine forfædre har dyrket hvede i dette felt i flere hundrede år! Jeg er nødt til at dyrke hvede her!” Hele landsbyer måtte gå til grunde af sult frem for, at landsbyen blev flyttet til den anden side af en bakke, hvor der både var græsning og vand. Der gik ikke lang tid, før jeg på forhånd vidste, hvad motivationen ville lyde: “Landsbyen har altid været her, så den må være her!” Jeg havde også hørt religiøse ledere forklare alt dette ved at sige, at det var rigtigt ifølge islam, at det var deres guds vilje, og at intet kunne ændres, fordi islam forbød det.

Hun mener, at den pashtunske kultur og islam har indgået en alliance: Men islam og den patriarkalske kultur i landet stikker meget dybt skriver hun.” Det er “en årtusindgammel, patriarkalsk og æresbaseret kultur og islam. De to passer sammen som hånd i handske. En kultur, der værdsatte tradition og ære og modsatte sig alle former for forandring, mødte en ideologi, der værdsatte tradition og ære og modsatte sig alle former for forandring. Hvad kan overhovedet gå galt?”

Allerede Nasar Khader kunne fortælle os, at ære og skam er begreber, der i høj grad styrer tankegangen hos muslimer. Og jeg vil da være tilbøjelig til at tro, at islam alene nok formår at skabe en sådan kultur, omend jeg ikke kan fremlægge korancitater, der beviser det. Men Helena Edlund giver mange eksempler på, hvilken umenneskelighed et æresbegreb kan fremelske.

Jeg var marineret i den svenske tro på, at alle mennesker i grunden er lige. At vi, uanset kultur og race, kan forenes af kvaliteter som at ville andre mennesker det godt, at ofre sig for vores børn, og at vi alle har det samme grundlæggende moralske kompas. Jeg tog fejl. Da jeg kom hjem i foråret 2011, påstod jeg eftertrykkeligt, at det eneste, der forener os mennesker, er, at vi i standardtilstand har to arme, to ben og en næse midt i ansigtet. Jeg troede ikke længere på en automatisk aktiv “indre kerne af godhed”.

En sådan ”indre kerne af godhed” tror til gengæld jeg på. Men når jeg ser en sådan kerne nærmest tilintetgjort af religionen islam, så erkender jeg ikke blot, at islam og kristendom er totalt forskellige, jeg erkender også, at hvis vores religion er fra Gud, så er muslimernes religion fra djævelen.

Noget af det, der muliggør dette djævelskab, er muslimernes hierarkiske forståelse af menneskesamfundet: mænd står over kvinder, kvinder står over ikke-muslimer. Når de således overordnede har lov at udøve vold mod de underordnede, skal det gå galt.

Jeg havde oplevet, hvordan en forælder ikke betragtede sit eget barns liv som værd at gå på hospitalet fem kilometer væk, fordi “der kommer nye børn”. Jeg havde besøgt hospitalsafdelinger, hvor spædbørn og småbørn blev passet for opiummisbrug, da mødrene blæste opiumrøg i munden for at få dem til at stoppe med at skrige. Jeg var blevet tvunget til at høre børn blive voldtaget og kvinder blive misbrugt uden at få lov til at gribe ind. Jeg havde set børn skoldet med kogende vand til uddannelsesmæssige formål, set babyer, der havde sorte, frosne fødder efter at have været båret rundt uden fornuftigt tøj i vinterkulden af fire- eller fem-årige søskende, fordi moderen ikke måtte forlade hjemmet. Jeg havde set uudviklede små piger i en alder af ti, gift, voldtaget og slået til ukendelighed.

Man spørger sig selv, hvilke mennesker kommer der ud af børn, der i stedet for at blive omfavnet og trøstet, når de græder, får pustet opiumsrøg i munden.

Helena Edlund spørger i videoen om, hvordan piger på 12-14 år, der får børn, nogensinde vil kunne varetage deres opgaver som mødre. Så jeg gamle hengemte romantiker, der føler en glæde dybt i hjerte bare ved at høre en mor sige ”ja, ja!” til sin søn, jeg må da blive dybt fortvivlet over de mange børn, der dèr kommer til at mangle den omsorg, vi andre føler både naturlig og nødvendig.

Og ja, det bliver jeg. Som vel alle vesterlændinge må blive det, når de hører om det.

Og videre fortæller Edlund:

Jeg havde talt med lærere, der gladeligt præsenterede “deres drenge” for mig – små drenge, der blev udnyttet seksuelt – og læste den officielle statistik, der sagde, at størstedelen af ​​alle drenge i det nordlige Afghanistan var ofre for seksuelle overgreb. Bacha bazi -fænomenet var udbredt. Da adskillelsen mellem kønnene var næsten total, og det var umuligt at have veninder (og for mange fattige mænd var det også umuligt at købe en kone), blev drenge simpelthen brugt til seksuelle formål. Et velkendt ordsprog lød: “Kvinder er til børn, drenge er til glæde.”

Hvad skal dog sådanne drenge blive til, når de bliver voksne. Kan det undgås, at de vil forføre dem, der til den tid er yngre end dem? Og kan det undgås, at hver enkelt mand føler sig alene og kun kan klare sig gennem magtanvendelse eller ved at slutte op om dem, der har magt? Deres ære står og falder jo med, om de har noget at prale af. Og bliver de ægtemænd, er deres ære afhængig af, at de kan styre deres kvinder.

Helena Edlund besøgte også i sin tid – det var vist i 2011 – et kvindefængsel. Herom skriver hun:

Alle de kvinder, jeg talte med, blev fængslet som et direkte resultat af vold i hjemmet. Den mest almindelige kriminalitet, kvinderne begik, var at flygte hjemmefra, i princippet altid efter mange års voldeligt overgreb eller at flygte fra et tvangsægteskab. Den obligatoriske straf for denne forbrydelse var ti års fængsel.

Ti års fængsel! Så må mandens ære betyde enormt meget. Og var det endda det hele:

Selvom livet i fængsel var svært, talte jeg ikke med nogen, der længtes efter at blive løsladt. Årsagen var enkel: I fængslet var de friere, end de havde været hjemme. De kunne gå skjulte ud og hænge ud med andre kvinder. De kunne tale frit og undgå slag og voldtægt. En af kvinderne havde snart afsonet hendes straf og skulle løslades et par uger senere. Da jeg spurgte hende, hvad hun så ville gøre, kneb hun øjnene til mig. ”Det skal jeg ikke tænke over,” svarede hun med en fast stemme. Øjnene bøjede ikke en tomme. “Når jeg er fri, bliver jeg dræbt.” Kvindernes forbrydelser er muligvis blevet sonet i lovens forstand, da de tilbragte deres år i fængsel, men familierne glemte det aldrig. Æren for manden og familien krævede, at kvinden døde, og det var snarere reglen end undtagelsen, at de kvinder, der blev løsladt fra fængslet, blev dræbt af slægtninge.

Men, fortæller Helena Edlund, det forunderlige er, at der selv i sådanne omgivelse kan frembryde en sand menneskelighed:

Nogle kvinder havde myrdet deres ægtemænd. De fortalte om, hvad de havde gjort, med stolthed i deres stemmer – de havde talt, de havde beskyttet sig selv og deres børn. De beklagede ikke, de var stolte og stærke, og deres øjne vidnede om oplevelser, jeg aldrig kunne forestille mig.

Og ikke sandt, dèr kan man se, dèr tog jeg fejl. Jeg troede ud fra det, Helena Edlund fortæller, at al moderkærlighed forsvinder, dræbes, udsultes, gøres umulig. Men så eksisterer den dog alligevel stadig, giver en kvinde mandsmod og -hjerte, så hun som en løvinde forsvarer sine børn.

Så nej, islam er ikke naturlig, hvor islam hersker er det ikke det naturlige menneskeliv, der får første prioritet, det er i stedet en afstumpet umenneskelighed, en falsk æresfølelse, en djævelsk undertrykkelse.

Og derfor: alle de mennesker, der nu er på flugt for Taleban, er mennesker, der på den ene eller anden måde har smagt lidt af kristendommens frugter, de frugter, vi betragter som en del af vor kultur, det er mennesker, der vil prøve at undgå at komme til at leve under dette djævelske herredømme igen, det er mennesker, der har oplevet, at kvinder er selvstændige væsener, der selv kan tage ansvar for deres liv.

Så at sige, at Vestens indsats i Afghanistan har været forgæves, når så mange mennesker er blevet påvirket af os, det er forkert, det er at tildele os selv alt for lidt ære. Om det frø, der på den måde er sået, så vil vokse op og bære frugt, det står tilbage at se. Nogle af disse mennesker vil sikkert dø, men andre vil bære kristendommens skjulte anerkendelse videre i sindet, og intet vil derfor være, som det var før.

Er det farisæisme, der præger os, når vi hævder, at kristendom er bedre end islam, at vort samfund er bedre end det afghanske samfund?

Selvfølgelig ikke. Det er jo ikke noget, vi siger for at prale. For vi kan ikke prale af de kræfter, der styrer vort samfund, lægger sig i menneskesindene og gør os til hele mennesker. Men vi kan takke for dem, vi kan glæde os over dem, og vi kan ud fra disse samfundskræfter have medlidenhed med de samfund, der må undvære en sådan menneskelighed, og med ord prøve at overbevise dem om det forkerte ved deres samfundsmodel. Det vil for Afghanistans vedkommende sige: tale imod islam det bedste, vi har lært.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

Hvordan undgå farisæisme?

Når man stilles overfor lukasevangelistens beretning om farisæeren og tolderen, Luk 18,9-14, kan man prøve at identificere sig med tolderen, for at være på den sikre side, for man forstår jo nok på lignelsen, at man helst ikke skal identificere sig med farisæeren.

Men kan man sådan identificere sig med de personer, Jesus taler om? Og er det mon meningen, at man skal prøve at sætte sig i deres sted?

Og i hvert fald: Hvis man vil gøre sig anstrengelser for at identificere sig med tolderen, skal man være opmærksom på, at Jesus i næste kapitel i lukasevangeliet fortæller om Jesu besøg hos tolderen Zakæus. Og her fortæller Lukas om den virkning, retfærdiggørelsesforkyndelsen har på tolderen: Zakæus gør bod for sin afpresning. Så vil man identificere sig med tolderen, er det åbenbart ikke nok at tilegne sig den retfærdiggørelse, som Lukas i kapitel 18 fortæller, at Gud tildeler tolderen, man må have det med, som Lukas fortæller i kapitel 19, at tolderen omvender sig og vil prøve at råde bod på de skader, hans synd har forvoldt.

Det kan man selvfølgelig komme let om ved, hvis ens identifikation blot går ud på at fremkomme med en syndsbekendelse. En sådan vil nok for de fleste nutidsmennesker være tom, for hvilke synder har et normalt nutidsmenneske egentlig begået? Og hvis man bekender synder på en sådan lidt tom måde uden egentlig at føle, at man har gjort noget forkert, er så ikke ens syndsbekendelse en smart form for farisæisme? Farisæeren i lignelsen véd, at det er en god gerning at betale sin kirkeskat, derfor kan han ikke dy sig for at nævne det i sin samtale med Gud. Og nutidens farisæer véd, at det hører med til god kirkelig opførsel, at man bekender sine synder, derfor kan han ikke undgå at føle sig som en god kristen, når han ser tilstrækkelig brødebetynget ud og føler sig lille, når han går op til alteret for gennem nadveren at modtage sine synders forladelse.

Men denne følelse af at være et godt menneske eller være en god kristen, det er jo netop farisæisme. Og hvordan kan man undgå den, når det ikke nytter noget at ville identificere sig med tolderen?

Det vil jeg prøve at sige noget om her.

For spørgsmålet er, om ikke denne følelse af at have gjort noget godt, måske endda noget bedre end så mange andre mennesker, altid vil være den gode gernings følgesvend. Man véd af, at man har gjort, hvad loven kræver, eller hvad god moral tilsiger én at gøre. Og dette, at man véd af, hvad man gør, er det vand, der vander farisæismen.

Gerningen skulle jo gøres på samme måde som den rette almissegivning skal gøres: den venstre hånd véd ikke, hvad den højre gør, Matt 6,3. Eller det skulle være med os, som det er med de frelste og de fortabte på dommens dag: ingen af dem véd, hvad de har gjort eller ikke gjort af forkert eller rigtigt, eller altså: de har ikke handlet med det forsæt at ville frikendes på dommens dag, Matt 25,31-46. Men gør vi nogensinde sådanne gerninger? Vi gør dem i hvert fald ikke, når vi anstrenger os for at være gode mennesker, heller ikke, når vi gennem sådanne gerninger for næstens skyld opgiver noget, vi gerne ville have gjort. Så snu er djævelen, at han ved alt det, vi kalder gode gerninger, er usædvanlig hurtig til at få os til at synes om os selv, at vi da vist ikke er så helt forkert på den.

Jamen, hvad så? Vi skal vel ikke ligefrem gøre onde gerninger for at kunne undgå farisæismen?

Selvfølgelig ikke. Men det er måske selve begrebet ”gode gerninger”, vi har fået galt i halsen.

Er det f.eks. en god gerning at give sine børn en god opvækst? Joh, det er det vel nok, men det er da vist så selvfølgeligt, at det ikke kan gå ind under begrebet ”en god gerning”.

Eller er det en god gerning at overraske sin kone med en buket blomster uden nogen særlig anledning? Tja, hvis det skyldes, at man vil fjerne enhver mistanke om, at man har gjort noget forkert, så er det vel snarere en klog gerning. Og hvis det skyldes, at man stadig er smaskforelsket i hende, så er det vel noget ret selvfølgelig noget.

Eller er det en god gerning, at du på din arbejdsplads gør dig umage med ikke at fornærme nogen, heller ikke den kollega, der kan være ret nærtagende? Ærlig talt, det er vel bare noget, du gør for din egen skyld, og så kan det vel ikke kaldes en god gerning.

Netop. Dèr har vi fejltagelsen. Vi misforstår begrebet ”en god gerning”, fordi vi tror, at en god gerning aldrig må gavne os selv. Men hvorfor må den egentlig ikke det?

At opbygge de fællesskaber, vi står i, er det ikke en god gerning? Er det ikke tillige en klog gerning, for vi kommer jo selv til at nyde godt af det, hvis det lykkes os med lidt eller meget at bidrage til at gøre vore fællesskaber mere trygge, mere tillidsfulde?

Jeg har, som man nok har opdaget, arbejdet en del med den lille dobbeltlignelse i slutningen af bjergprædikenen, Matt 7,24-27, lignelserne om manden, der byggede på klippen, sat overfor manden, der byggede på sand. Jeg mener faktisk, at Jesus med denne lignelse forandrer hele det jødiske fromhedsideal. Hvor man som farisæeren her tror, at man har opfyldt Guds krav ved at betale tiende, og i øvrigt ikke begår utugt eller snyder nogen i pengesager eller ellers er uretfærdig, dèr siger Jesus, at det drejer sig om ikke at dømme (Matt 7,1-3), det drejer sig om at være eftergivende (Matt 5,39), det drejer sig om ikke at se inviterende på en anden mands hustru (Matt 5,28), det drejer sig om ikke at skælde sin næste ud (Matt 5,22).

Og det er på ingen måde det samme, som farisæerne tror. Det er heller ikke en skærpelse af de regler, farisæerne rettede sig efter. Det er tanker, sat ind i en helt anden sammenhæng. Hvor farisæerne ville mene, at de overholdt Guds lov i betydningen: Guds befaling, hvor de ville mene, at Gud ville straffe dem, hvis de overtrådte hans lov, dèr er Jesu opfattelse en helt anden.

Han mener, at den nye pagt, Gud har givet, en pagt, der virkeliggøres gennem hans forkyndelse, er en pagt eller en lov, mere i betydningen ”en naturlov” end i betydningen ”en befaling fra Gud”.

I hans øjne er mennesket et resonnansvæsen, et væsen, der svarer i samme tonefald, som det bliver tiltalt i. Tiltales det i et vredt tonefald, vil der opvækkes vrede og modvilje i det, tiltales det i et imødekommende tonefald, vil der opvækkes velvilje og forståelse i det. Det ses nok tydeligst i ordene fra Luk 6,37-38, hvor Jesus, som jeg forstår det, formulerer denne afsmitningsregel eller fortæller, hvad der kan ligge i det, at mennesket er et resonnansværen, se f.eks. nogle af mine overvejelser her.

Sådan er mennesket, og den, der behandler andre mennesker ud fra denne ”naturlov”, handler klogt. For det er jo modsætningen klog/dum, Jesus omtaler med sin dobbeltlignelse, ikke modsætningen lovtro/lovovertræder.

Og når det kaldes klogt at handle efter ordene i bjergprædikenen, skyldes det, at jeg jo selv er medlem af det fællesskab, der opbygges af mig, hvis jeg taler imødekommende og med indlevelse. Man kan derfor ligesåvel kalde en sådan handling af mig for selvisk, som man kan kalde den uselvisk. En sådan handling lader sig faktisk ikke bedømme efter moralske målestokke. Men man kan rolig sige, at der er tale om en klog handling.

Det er de samme handlinger, Paulus anbefaler, når han i 1 Kor 10,23 siger, at ”alt er tilladt, men ikke alt bygger op”.

Og se, med sådanne overvejelser får man et svar på, hvordan farisæisme kan undgås, når man vil gøre ”gode gerninger”. For gør man sådanne gode gerninger, som mange måske vægrer sig ved at kalde gode gerninger, fordi de forekommer så selvfølgelige, så gør man dem jo i en vis forstand for sin egen skyld, fordi man selv er medlem af det fællesskab, som man med sine ord forsøger at styrke. Der er derfor ikke noget at prale af, det er derfor ulogisk at tale om, at man har fortjent noget med sine gerninger, man gør dem jo, fordi man selv har fordel af dem.

Men man er med til at bygge op, nemlig bygge det fællesskab op, som handlingen foregår i. Spørgsmålet er derfor, om den ”gode gerning”, man udøver, er med til at bygge op, dvs. om der er fornuft bag den, om man med sin fornuft i behold kan sige, at man får en bedre verden gennem denne handling.

Jeg har f.eks. mange gange her på bloggen angrebet farisæismen bag den europæiske flygtningepolitik. Jeg har kaldt den samaritanisme, fordi man mener, at man ved en slavisk efterfølgelse af samaritaneren i Jesu lignelse, Luk 10,25-37, gør de gode gerninger, som Jesus kræver. Deri ligger det farisæiske i handlingen: man, dvs., de forskellige regeringsoverhoveder, sammenligner sig med andre og er bange for at blive set ned på, hvis man ikke overholder konventionerne til fulde.

Det er den ligegyldige side af farisæismen. Men der er en farlig side også. Man opdager ikke, eller ser bevidst bort fra de nedbrydende virkninger, ens lovoverholdelse har for det folkelige fællesskab, man befinder sig i. De mange ghettoområder, der skyder op i vort land, er jo ellers synlige nok. Og de består alle af alle de såkaldte flygtninge, som vore politikere og deres medløbere i deres godhed har lukket ind i vort land. Og her nytter det ikke at komme med løftede pegefingre og kræve af os danskere, at vi affinder os med de nye borgere og deres fællesskabsundergravende skikke. Om det er moralsk rigtigt at komme med formaninger til os danskere om at tage godt imod de fremmede, det er ikke afgørende, afgørende er, at det ikke er klogt. For menneskene er nu engang ikke, som moralisterne forestiller sig det, specielt er vi danskere ikke sådan. Og så er det forresten højst tvivlsomt, om det er vores skyld, at de tilrejsende muslimer vil holde sig for sig selv. Det kan lige så godt være muslimernes egen skyld.

Til sidst: Der står en lille lidt ubehagelig bibemærkning i farisæerens lovprisning af sig selv. Efter at have omtalt, hvor god han er, at han ikke er som andre mennesker, uretfærdige og ægteskabsbrydere, føjer han: ”Og heller ikke som denne tolder”.

Med til farisæismen hører altså sammenligningstrangen. Og det nøder os til at spørge, om vi ikke-farisæere, der angriber de andre for farisæisme, kan undgå at anklages for netop farisæisme. Og mere relevant: om vi kristne, der sammenligner os med muslimerne, ikke allerede ved en sådan sammenligning er godt filtret ind i farisæismens hængedynd. Men det kræver et nyt indlæg her på bloggen.

Udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Lemming-effekten

Vi mennesker er flokdyr. Men at vi er det i den grad, som corona-krisen afslører det, det er alligevel en overraskelse.

Corona-krisen har vist, at langt de fleste mennesker – dygtige videnskabsfolk inklusive – har en tendens til at følge flokken. At stå udenfor det gode selskab er ikke rart. Derfor søger man at tilpasse sig, derfor prøver man at komme overens med de andre, derfor er man tilbøjelig til at gøre som de andre, tænke som de andre, tale som de andre.

Alligevel! At denne lemming-effekt præger os i den grad, som corona-krisen har vist os, det er lidt faretruende.

Faretruende? Ja, faretruende, fordi videnskabens stadige udvikling er afhængig af den videnskabelige diskussion. Og hvis alle bøjer sig for de andre, kommer der ingen diskussion i gang. Hvis der kun er én videnskabelig sandhed, og denne sandhed ikke udfordres til stadighed, så går den videnskabelige udvikling i stå.

Og derfor er det også farligt for vort demokrati, at eliten nu har opfundet begrebet ”konspirationsteori” som betegnelse for anskuelsen hos de mennesker, der er uenige med det store flertal. Derved nægter man jo debatten. Derved undgår man at bidrage til videnskabens konstante videreudvikling, ja, værre endnu, man bidrager aktivt til videnskabens underminering.

Jeg har fornylig læst to artikler på den hjemmeside, der hedder snaphanen, og selv om jeg tidligere har beskæftiget mig med næsten alle de emner, der dèr tages frem, har det alligevel berørt mig temmelig meget, så meget, at jeg her vil forsøge at gøre rede for, hvad jeg betragter som konspirationsteori eller ”fake news”, og hvad der efter min mening er så meget i overensstemmelse med sandheden, at det som minimum kræver et svar fra eliten, videnskabsfolkenes eller mediernes.

De to artikler er forresten kun én artikel, nemlig denne af Julia Cæsar, og én video, nemlig denne med et interview af Lars Bern.

Lad mig begynde med noget, jeg har omtalt tidligere, nemlig forbuddet mod de lægemidler, der har vist sig effektive til bekæmpelse af corona. Om dette skriver Julia Cæsar:

Covidvaccinerna nödgodkändes (EUA = Emergency Use Authorization) av den amerikanska läkemedelsmyndigheten FDA den 1 december 2020 – i strid med myndighetens egna regler. Nödgodkännande kan nämligen bara beviljas om det inte finns annan, fungerande behandling. Sådan behandling fanns – men undanröjdes av de medicinska myndigheterna över hela världen. Orsaken var enkel: om det finns fungerande läkemedelsbehandling tillgänglig skulle FDA:s nödgodkännande bli ogiltigt och ”vaccinerna” olagliga.

Både Plaquenil (Hydroxyklorokin) och det 2015 Nobelprisbelönade medlet Scatol (Ivermectin) har visat sig vara effektiva, säkra, (”säkrare än Alvedon”), och sedan många år beprövade läkemedel. Dessutom billiga, eftersom patenten har löpt ut. Ivermectin har använts i 35 år och i 4 miljarder doser. Men den 31 mars gick korrupta WHO ut och bannlyste Ivermectin som behandling mot Covid-19 med argumentet ”otillräcklig säkerhet”, trots att undersökningar visade att Ivermectin har god effekt mot Covid-19 om det sätts in i en tidig fas av sjukdomen, reducerar dödligheten med 74 procent och har 85 procents effektivitet om det används som profylax. Internationella hälsomyndigheter inklusive svenska Läkemedelsverket har slaviskt följt WHO:s påbud och dragit in de båda medlen.

Hvis datoen 31. marts står for 31. marts i 2020, er det højst mærkeligt, at verdenssundhedsorganisationen WHO allerede på et så tidligt tidspunkt af pandemien, hvor man, som det blev sagt her i landet, vidste så lidt om sygdommen, at man var nødt til at lægge skinnerne samtidig med, at toget kørte, kunne komme med en så afgørende melding. Men som jeg her har bemærket, er det faktisk ligeså besynderligt, at den danske direktør for lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, kunne advare lige så kategorisk mod brug af disse midler. Hvordan i al verden kunne han vide det på så tidligt et tidspunkt? Berlingske skrev om det, se her, men har mig bekendt ikke fulgt op på sagen siden, hvad der ellers kunne være god grund til.

Lars Bern har været ude med en anklage for det samme. Jeg omtalte det i ovenstående indlæg på denne måde:

Alligevel [dvs på trods af, at midlet virker, rr] kunne man i to ansete lægevidenskabelige tidsskrifter, The Lancet og New England Journal of Medicine, engang i foråret 2020 læse en artikel, der påstod at have lavet eksperimenter, der viste, at midlet øgede antallet af corona-døde. Artiklen var ikke blevet peer-review’et, og da forfatterne ikke ville frigive de data, der lå til grund for artiklen, trak tidsskrifterne artiklen tilbage. Men, som Lars Bern gør opmærksom på, alle medier var på pletten med advarsler mod at bruge hydroxyklorokin, da artiklen blev offentliggjort, men ikke en lyd hørtes, da artiklen blev trukket tilbage.

Og i ovenstående video strammer Lars Bern sin anklage ikke så lidt. Han mener, at de, der har forbudt anvendelsen af disse midler, er skyld i mange menneskers død, nemlig de mennesker, hvis liv kunne være reddet med sådanne midler. Og han forudser, at der om nogle år, når som han siger verdenssamfundet er kommet til fornuft, vil blive nedsat en domstol à la Nürnbergdomstolen til at dømme dem, der i jagten på profit for deres medicinalfirma har set stort på, at mennesker fratoges en effektiv behandling mod corona og derfor døde af sygdommen.

Derudover anklager han disse firmaer, Big Pharma, som han kalder dem, for i stedet for disse gennemprøvede og ufarlige (og billige) midler at foreslå deres eget remdesivir, et middel han hævder giver lige så mange bivirkninger som corona selv.

Så må det vistnok indrømmes, at der kan ligge en form for konspirationsteori bag de påstande, som blandt andet Lars Bern kommer med, påstande om, at de store firmaer i kraft af deres omfattende understøttelser af diverse lægevidenskabelige institutioner i landene kan formå disse lande til at forbyde de billige og virksomme midler.

Bern kommer med det meget fornuftige argument, at man som altid bør se på, hvilken vej pengene går. Pengestrømmen afslører som regel bedre end ord, hvad der er på færde. Og det kan jo være sandt nok. Men alligevel spørger man sig, om pekuniære interesser i den grad har taget over hos disse store medicinalfirmaer, at al menneskelighed er forsvundet.

Julia Cæsar skriver også:

I historiens största medicinska experiment med ”vacciner” som inte är godkända för användning på människor är det köparnas ansvar att utåt försvara Pfizer för vållande av vaccinskador och annat negativt. Det visar läckta uppgifter. Pfizer avsvär sig allt ansvar och hålls skadeslösa med argumentet att biverkningar och de långsiktiga verkningarna av injektionerna är okända även för företaget. Pfizer medger alltså att de säljer en otillräckligt testad produkt för användning på människor i miljarder doser på världsmarknaden.

Det innebär att allt ansvar för kostnader, sjukvård med mera på grund av vaccinskador – oavsett hur stora de blir – vältras över på skattebetalarna i de länder som har undertecknat avtalen. Eftersom avtalen sätter respektive lands egna lagar ur spel har de undertecknats på regeringsnivå. Avtalens utformning är en viktig förklaring till varför propagandan för massvaccination har totalitär karaktär och inte tillåter debatt eller ifrågasättande. I takt med allt fler rapporter om att majoriteten av dem som nu vårdas på sjukhus för Covid-19 är fullvaccinerade – en situation som köparna inte har haft rimliga möjligheter att förutse – framstår avtalen som kriminella. Köparländerna har varit tvingade att underteckna avtalen in blanco, utan att veta vad de köper.

Det sidste i det første afsnit er afslørende. Men spørgsmålet er, om det er afslørende for Pfizer eller for verdensopinionen. Jeg mener: Det mærkelige er måske i virkeligheden denne lemming-effekt, som får samtlige regeringer i verden til at løbe i samme retning, og til at sige: vi må have vacciner for enhver pris. Og når man direkte eller indirekte siger ”for enhver pris”, så er det måske forståeligt, at Pfizer tager gode priser for leverancerne.

Og så véd jeg ikke, om jeg køber Julia Cæsars forklaring om, at det er aftalens udformning, der fører til, at man ikke tillader debat eller kritiske spørgsmål til vaccinerne. Jeg vil nok mene, at lemming-effekten er tilstrækkelig forklaring. Men den er til gengæld også så mærkelig, at det næsten i sig selv kræver en forklaring, at mennesker i flok – og det vil sige samtlige regeringer i verden – opfører sig så ens.

Men selv om man så ser bort fra pengespørgsmålet, når Pfizer sælger vacciner, så står det før berørte spørgsmål tilbage, hvordan nogle forskere allerede i marts 2020 kunne vende sig imod anvendelsen af hydroxyklorokin til bekæmpelse af corona. Det er jo sandt nok, at sådanne midler vil gøre vaccinerne mindre attraktive, men man havde jo på det tidspunkt ikke nogen vacciner at arbejde med. De var ikke udviklet endnu. Så hvorfor denne modstand mod almindelige mediciner?

Det kan der måske gives en forklaring på. Men pas på, man vil sagtens kunne kalde det følgende en konspirationsteori. Men det er ikke min hensigt at komme med en sådan. Hensigten er bare at finde en for mig nogenlunde troværdig forklaring på, at f.eks. Thomas Senderovitz kunne advare mod brugen af hydroxyklorokin allerede i marts 2020. Det kunne måske en vaks journalist have spurgt ham om, men en sådan fandtes åbenbart ikke.

Måske er forklaringen, at Pfizer sammen med andre medicinalfirmaer så chancen for en stor indtjening, hvis de kunne udvikle en vaccine ret hurtigt. Og ikke blot det, men også mente, at de havde den fornødne viden til at kunne designe en vaccine.

Havde de da en sådan viden?

Her er vi nødt til at se på en lovovertrædelse, amerikanske forskere har gjort sig skyldig i.

Man havde udført nogle ret farlige forsøg i USA, for at kunne være på forkant med udviklingen, som man sagde. Disse forsøg var imidlertid for farlige, mente Obama-regeringen, og den forbød derfor den slags forsøg. Og hvad gjorde pengemændene så? De flyttede forsøgene til Wuhan. Kina havde ikke nogen tilsvarende angst for, at noget skulle gå galt med den slags forsøg, og mange er de penge, der er gået fra USA til Kina for at finansiere den forskning, der fandt sted dèr. Jeg har skrevet lidt om det her, uden dog at gå særlig langt i mine ”konspiratoriske” tanker.

Det vil sige: I USA vidste man en hel del om, hvordan man kunne fremstille en vaccine imod corona. Og man vidste det i kraft af de forsøg i Wuhan, som man var med til at finansiere.

Da derfor corona-virussen kommer på banen, ser man det i blandt andet Pfizer som en chance til at udnytte den viden, man har skaffet sig med blandt andet disse ulovlige forsøg. Og så vil man ikke have denne mulighed ødelagt, fordi en læge i Frankrig har fundet ud af, at et malaria-middel også kan bruges imod corona. Derfor ”véd” man, at dette middel er et farligt middel, ikke ud fra forsøg, der er afholdt. Men, som Lars Bern har gjort opmærksom på, de forsøg, der blev afholdt, og som resulterede i en artikel i det kendte medicinaltidsskrift The Lancet, var ganske utilstrækkelige, så The Lancet var nødt til at tilbage kalde artiklen om dem.

Derimod er jeg ikke så forarget på Pfizer som Julia Cæsar er, fordi de ikke har gennemført tilstrækkeligt med forsøg på deres vaccine. Det er ikke Pfizers skyld, at hele verden er grebet af længsel efter vaccinationsmulighed overfor corona, det er lemming-effekten igen. Diverse godkendelsesmyndigheder godkendte gladelig vaccinerne fra Pfizer og Moderne og Astra Zenica, selv om de vist kaldte det en midlertidig godkendelse. Men med denne godkendelse godkendte man også, at ens befolkninger, uden at man sagde det, kom til at deltage i et mægtigt medicinsk eksperiment. Der er virkelig her, som Julia Cæsar skriver, tale om menneskehedens største medicinske eksperiment.

Og det har altså lemming-effekten drevet verdenssamfundet til. Det er en skamplet på verdenssamfundet, som kun kan vaskes af, hvis man tager sig sammen til at udføre forskning på det, der her er sket, både forskning, der klarlægger, hvem der har udøvet tryk på hvem, og sociologisk forskning, der finder ud af, hvor store skader på samfundene, den påbudte nedlukning har betydet, og naturligvis epidemiologisk forskning, der prøver at efterforske kampen mellem vort immunsystem og virussen, for at finde ud af, om vi kan styrke vort immunsystem.

Men al sådan forskning forudsætter altså, at den videnskabelige elite og journalister i al almindelighed ophører med at kalde alt, hvad der ikke passer ind i deres opfattelse, for konspirationsteorier, og i stedet giver sig til at argumentere, gerne argumentere imod de tanker, jeg her har fremsat, men altså argumentere, ikke blot påstå ud fra en påstået bedre videnskabelig indsigt. Man må altså iblandt både videnskabsfolk og journalister ophøre med at underlægge sig lemming-effekten. Den ødelægger alt, også den folkelige tillid til de videnskabelige resultater.

Den prøve kan vore politikere hurtigt blive udsat for.

Det forlyder, at en række partier vil have nedgraderet corona fra en farlig til en ikke helt så farlig sygdom. Og der er vist også enighed blandt disse partier om ikke at lukke samfundet ned igen. Hvis der opstår et stigende antal smittede, hvis en ny variant viser sig at være mere smitsom omend måske mindre dødelig end den hidtidige, og hvis alle andre lande af den grund indfører skrappe restriktioner, tør så vore politikere undlade at følge de andre landes politikere?

Det kunne føre til nye videnskabelige opdagelser, om de undlod det. Men det fører uden tvivl til stærke angreb fra diverse medier. For medierne er vist mere følgagtige overfor de andre lemminger, end politikerne er.

Udgivet i Samfundsforhold | Skriv en kommentar

Jeg, en konspirationsteoritilhænger?

Man skal høre meget, før ørerne falder af, plejer vi at sige. I mit tilfælde må det dog nok ændres til: Man skal læse meget, før øjnene falder ud. Men sagen er lige tragisk for det.

Sagen er den, at Kristeligt Dagblad på sin forside for et par dage siden havde en artikel, hvori forskellige franske kloge folk prøvede at komme med et bud på, om dette, at troen på kristendommen blandt europæiske mennesker går ned, mon er grunden til, at troen på diverse konspirationsteorier går op, se her.

I udgangspunktet et efter min mening tåbeligt projekt. Men øjnene var da ikke helt faldet ud endnu. Det kom de nærmere til ved at læse et par af sentenserne. Først denne:

”Vi er blevet bemærkelsesværdigt godtroende, efter at vi er holdt op med at tro,” lyder det ironisk fra Camille Riquier, vicerektor ved det katolske universitet Institut Catholique i Paris.

”Intet kan forhindre det ikke-troende postmoderne menneske i at tro hvad som helst. I stedet for at være underkastet en højerestående autoritet er overbevisningerne underkastet følelser og instinkter. Vi tror på det, der behager os. Efter tre århundreders rationalisme, som vi har forventet alt for meget af, er vi ikke længere helt sikre på, hvad vi kan tro og vide,” siger han til dagbladet Le Monde.

Det lyder på den katolske vicerektor, som om man enten kan underkaste sig en højerestående autoritet eller lade sine overbevisninger være underkastet følelser og instinkter. Det er de muligheder, der er.

Sikke da noget vrøvl!

Hvor er det menneske, der underkaster sig det gode argument, ikke, fordi det er en autoritet, der kommer med det, men fordi han har forstået det? Et sådant menneske er fuldstændig fraværende i vicerektorens udtalelse. At vi har bøjet os for tre århundreders rationalisme, kan være sandt nok, men den rationalisme tilsagde os ikke at tro på noget, som ikke var tilstrækkelig underbygget med iagttagelser og argumenter. Og véd vi ikke, hvad vi kan tro og vide, kunne det vel ikke blot skyldes, at kristentroen ligger på dødslejet – hvis den da gør det, det er langt fra sikkert – det kunne også skyldes det, denne udmærkede rationalisme har lært os: vi skal ikke tro på de påstande, der blot fremsættes autoritativt.

En anden sentens lyder:

Men tro er ikke i sig selv en vaccine imod konspirationsteorier, mener François Foret, der forsker i religion og politik ved Det Frie Universitet, ULB, i Bruxelles.

”Europa er præget af en ’af-institutionalisering’, hvor tilliden til institutionerne er vigende. Den enkeltes analyser opfattes som lige så vægtige som akademiske, politiske eller teologiske eliters. Derfor er der intet, der tyder på, at man er mindre modtagelig for konspirationsteorier, hvis man er troende. Og i det øjeblik, man ikke har en fortolkningsramme, hvad enten den er ideologisk eller religiøs, kommunistisk eller kristen, kan man rent faktisk godtage alle mulige forklaringer,” siger François Foret.

Også han sætter tingene op, så vi enten tror på vore institutioner eller på alle mulige andre forklaringer. Så igen må man sige: Det er jo ikke sandt.

Hvis man vil vide, hvorfor tilliden til institutionerne er vigende, kan gå min blog efter i sømmene og finde frem til de steder, hvor jeg afslører elitens falske argumenter for at blive ved med at modtage det ene læs flygtninge – som de kaldes – efter det andet. Først hed det sig, at vi europæere, gamle som vi er, kommer til at mangle arbejdskraft inden længe. Det blev afkræftet af virkeligheden selv, for de fleste migranter er ikke kommet i arbejde. Så hed det sig, at de syriske flygtninge, der kom hertil, var højtuddannede tandlæger og akademikere. Da også den løgn blev afsløret af virkeligheden, begyndte man at slå på, at vi da var nødt til at handle efter de europæiske værdier, og med til de værdier hørte det, at man hjalp dem, der var i nød.

Dèr har man så stået siden. Men når selv Frontex, EU’s grænseargentur, har måttet indrømme, at højst 50% af de ankommende er personligt forfulgte, resten er økonomiske migranter, må så ikke tilliden til de europæiske regeringer falde endnu mere?

Dertil kommer så det mummespil, man fra eliternes side spiller for os almindelige mennesker: man foregiver, at man vil lave en grænsebevogtning, men man mener blot, at man vil kontrollere de mennesker, der vil søge asyl, man drømmer ikke om at bevogte os mod disse vildtfremmede mennesker. Og man lader, som om man vil overholde ”fodjordsreglen” – den regel, man har opsat, og som siger, at enhver, der har sat foden på europæisk jord, har ret til at få sin asylsag behandlet – men sørger så for at få nabolandene, Tyrkiet, Marokko, m.fl. til at forhindre migranterne i at nå europæisk jord.

Alle den slags halve og hele løgne har slidt gevaldigt på vesteuropæernes tillid til deres regeringer. Og det har ikke det mindste at gøre med europæernes mindskende tro på kristendommen. Hvis denne tro altså mindskes.

Man kan såmænd ud fra en lidt sær betragtning næsten sige: tværtimod.

For der er ingen tvivl om, at masser af mennesker her i Vesteuropa så udmærket kender Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Og de er mere end villige til at bruge den, for de vil så inderlig gerne ”gøre en forskel”. Og hvordan kan de bedre bruge lignelsen end ved at få deres regeringer til at gøre de gode gerninger, de så gerne vil gøre? Oven i købet har den metode det praktiske ved sig, at de pågældende som regel ikke selv kommer til at lide under de ubehageligheder, som den stadige tilførsel af muslimer fører med sig; disse gode mennesker bor jo ikke i de kvarterer, hvor de fremmede bliver indlogeret.

Så jo, man kender udmærket denne lignelse. Og det gør man, selv om man udlægger den efter djævelens hoved: man ser ikke på helheden, men nøjes med på typisk farisæervis at se på sine egne gode gerninger.

Eller tag Jesu opfordring om ikke at se splinten i den andens øje, når man selv render rundt med en bjælke i øjet, Matt 7,3. Den opfordring udlægger man også efter djævelens opskrift: man er i europæiske elitekredse optaget af at sige undskyld til alle andre kontinenter, og optaget af at påtage sig skyld for – nej ikke det, man selv har gjort galt, dèr sætter man grænsen, men det, ens bedsteforældre har gjort galt. Oh, vi er så dygtige til at indrømme vor skyld, vi påpeger den ene bjælke efter den anden hos os vesteuropæere. Men altså efter djævelens metode: for hvad er alt dette andet end en værre gang omvendt farisæisme?

Og så er det, der står som indledning til ovennævnte artikel, også galt, næsten endnu mere galt, end hvad jeg hidtil har citeret. Det hedder i en underoverskrift:

Rationalitet, videnskab og fremskridt skulle være sekulære forhåbninger, der erstattede troens håb. Men nu taber disse sekulære verdensbilleder også terræn, og det kan være en af forklaringerne på, at konspirationsteorier – lige nu om corona og vaccine – har vind i sejlene, mener religionseksperter.

Altså konspirationsteorier – og her menes der: teorier, der vender sig imod eliternes teorier – har vind i sejlene, måske ikke direkte, fordi kristentroen er på tilbagegang, mere, fordi videnskabens forhåbninger taber terræn.

Men igen: Hvor er det dog noget forfærdeligt vrøvl!

At der fremstår det, man her kalder konspirationsteorier, skyldes det forholdsvis enkle forhold, at eliten har snydt os så tit. Nu forlanger vi syn for sagn. Nu er det ikke længere nok at pege på en såkaldt videnskabelig autoritet, nu vil vi have sagen forklaret, så vi selv kommer til at kunne forstå den.

Og det gælder både klimaaspektet og coronaaspektet.

Det mærkelige er jo i begge tilfælde, at de, der ikke sådan lige på stående fod tror på det, disse videnskabsfolk siger, får at vide, at de er tilhængere af en konspirationsteori. Og medierne følger trop. De bestemmer, hvad der er konspirationsteori og hvad ikke. Vi andre har bare at tro. Oven i købet er diverse medier parat til at slække på deres ellers højtagtede metode med at se på sagen fra begge sider. Man opfører sig ligesom ved flygtningekrisen: man undlader at stille kritiske spørgsmål, for man mener jo, at det er pinende nødvendigt at bekæmpe både corona og klima. Og så ser man ikke, at denne autoritetstro fra mediernes side ikke just er befordrende for den tillid, vi almindelige mennesker tænkes at have først til medierne, dernæst til videnskabsfolkene.

Og man ser for øvrigt heller ikke, at dette at stille kritiske spørgsmål er en integreret del af den proces, hvorved de videnskabelige resultater bliver til.

Hvad spørgsmålet om corona angår, må man sige, at Kristeligt Dagblad med ovennævnte artikel er faldet noget tilbage. Den 2-1 21 bragte man en artikel af professor Morten Petersen, se her, hvori han bryder med den enighed, der synes at bestå mellem medierne og en del forskere, og tak for det! Morten Petersen tillader sig at sammenligne corona med influenza og mener derved at kunne konkludere, at regeringernes tilgang til coronaepidemien savner proportionssans.

Det var en lise at læse denne artikel. Øjnene blev bestemt i hovedet på mig. Men diskussionen om de teser, der blev fremsat, synes meget svær at få i gang. Medierne elsker tilsyneladende at svælge i frygten for coronaen, og den frygt fyrer de op under i ikke ringe grad.

Og nu bringer bladet altså et par artikler, der diskuterer – ikke sagen, ak nej, ikke for eller imod visse teser om corona – men hvad der er konspirationsteorier og hvad ikke, og – næsten værre endnu – hvad der kan være årsag til, at så mange tilslutter sig sådanne konspirationsteorier; som om det lå ganske fast, at er man imod de mange coronatiltag, så går man ind for konspirationsteorier.

Og hvad klimaet angår, ser man det samme mønster. Naturligvis i den omtalte artikel i Kristeligt Dagblad, men også i DR’s udsendelser, herunder Deadline. Og igen: enhver, der spørger, om det nu også er så slemt med dette klimahalløj, som de kloge påstår, betragtes med medlidende øjne som et stakkels fjog, der er tilhænger af konspirationsteorier.

Der er en masse ting, jeg godt vil have svar på, men det er utrolig svært at finde steder, hvor man får svar på det. Og det kan begribeligvis hænge sammen med, at jeg er et ynkeligt uvidende bæst, der hverken kan forstå det ene eller det andet. Men det kan også hænge sammen med, at de kloge én gang for alle mener at have afgjort sagen, og at medierne ikke vover at bringe modargumenter på banen, fordi man derved vil forsinke den nødvendige omstilling af hele vor produktion. For man har overbevist sig selv om, at det skal gå stærkt.

Lad mig tage et eksempel. Jeg har fundet en side på internettet, der hedder klimarealisme. På den side er der den 6-8 opsat en artikel om sammenkædning af klima og ekstremvejr, se her. Her får man den oplysning, at nogle af folkene bag FN’s klimarapport har foretaget en særlig form for analyse, hvor de sætter deres computere til at beregne antal og voldsomhed i to scenarier, ét hvor CO2 niveauet holdes konstant på niveauet i 1850, og ét, hvor det gøres stigende. Så hedder det:

Arbejdet er naturligvis ikke udkommet i noget tidsskrift endnu, og det har heller ikke været igennem den fagfællebedømmelse, som normalt skal sikre lødigheden af videnskabeligt arbejde.

Men det er jo også fuldstændigt ligegyldigt, det handler om at få resultatet ud i en fart. Og hvad fandt forskerne så? Stor overraskelse: Klimaforandringerne havde gjort hedebølgen meget værre, end den ville have været, hvis vi stadigvæk befandt os halvvejs inde i Den Lille Istid. Temperaturerne var 3-5 grader højere, og i øvrigt ville en sådan begivenhed forekomme meget mere sjældent.

Budskabet er klart, brugen af fossile brændstoffer giver anledning til mere ekstremvejr, og vi må straks sætte fart i den grønne omstilling og se at få bygget nogle flere vindmøller.

Men en skeptiker ville nok påpege, at modelkørsler måske er af begrænset værdi. Hvis modellerne er indstillet til at give CO2 en hovedrolle i klimaet (og det er de jo), så er det ikke nogen overraskelse, at de så finder en effekt. Men resultaterne er jo ikke mere pålidelige, end det gætværk, der ligger til grund for computerberegningerne.

Man kommer til at tænke på en artikel af Bjørn Lomborg i Berlingske. Jeg omtalte den her. Han vender sig imod den påstand, at de store skovbrande i Californien skyldes klimaforandringerne. Nej, siger han, før år 1800 oplevede Californien som regel, at mellem 4 og 12 procent af skovene årligt brændte ned, nu er det 0,7 procent, der går op i flammer.

Det er en mærkelig verden, vi lever i. Og det mest mærkelige er måske menneskesamfundet. Det synes at være påvirkeligt at skrækscenarier. Hvis de lykkes nogen på rimelig overbevisende måde at få fremstillet et skrækscenarie, hvad enten det så er en hidtil ukendt sygdom som coronaen, der truer os, eller det er et hidtil ukendt forløb i verdenshavene og atmosfæren, der synes at kunne løbe løbsk, så er det tilsyneladende forholdvis let blandt mediefolk og videnskabsmennesker at få skabt en lemmingeffekt. Og derved afbrydes den nødvendige videnskabelige diskussion, som er afhængig af, at nogen springer ud af lemmingflokken og kommer med indsigelser imod den af de andre vedtagne norm.

Tanken – den videnskabelige tanke, altså – er så den, at nogle af lemmingerne kommer med argumenter imod den fremsatte indsigelse. Men nej, sådan fungerer hverken klimadebatten eller coronadebatten for øjeblikket. Den videnskabelige debat er sat på pause. I stedet for at komme med modargumenter, erklærer man, at den pågældende indvending er udtryk for en konspirationsteori.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit. Men kommer vi sandheden nærmere på den måde?

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Veråb over Jerusalem

Rigtigt gættet, det er teksten fra i søndags, 10. søndag efter trinitatis, jeg vil til at kommentere.

Men lad mig med det samme sige, at der ikke heri ligger nogen kritik af den prædiken, jeg hørte i min kirke. Hvis der ligger en slags kritik i det følgende, er det en kritik, der gælder hele kirken, og gør det, fordi kirken så at sige aldrig vover at tage livtag med islam, ja end ikke vover at nævne islam.

Og jeg kan ikke se andet, end at kirken dog må have én eller anden folkeoplysende opgave i at skitsere forskellen mellem kristendom og islam. Så meget mere, som islam af i dag har en stor lighed med jødedommen på Jesu tid.

Det var Jesu gråd over Jerusalem og tempelrensningen, der skulle prædikes over. Jeg citerer lige den første del af teksten, Luk 19,41-44:

Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.«

Det første, der er at sige om denne tekst, er, at det nok ikke er ægte Jesus-ord, vi her har med at gøre. Jerusalem blev i år 70 erobret af romerne. De ødelagde byen, så tempeltjenesten ophørte. Hentydninger til den begivenhed forekommer en del stedet i Det ny Testamente, eventuelt som her i form af en påstand om, at Jesus forud havde profeteret derom. Man kan naturligvis som trofast kristen spekulere på, om man skal fæste lid til de historisk-videnskabelige påstande om, at man altid ved den slags spådomme skal regne med, at der er tale om spådomme ex eventu, dvs., spådomme, der er fremkommet, efter at de begivenheder, spådommen omhandler, har fundet sted. Skal man ikke hellere regne med, at Jesus var så stor en profet, at han var så meget inde i Guds planer, at han var i stand til at forudse Jerusalems ødelæggelse år 70?

Jeg må tilstå, at jeg altid har foretrukket det, historikerne påstår, frem for spekulationer over Jesu spådomsevner. Blandt andet, fordi man på den måde får mulighed for at datere tilblivelsen af både Matthæus- og Lukasevangeliet. Man regner med, at de er blevet til omkring år 80. Men også, fordi jeg mener, at man i nogle lignende ord kan se en helt anderledes dybtborende forudsigelse fra Jesu side.

Den forudsigelse vil jeg gøre lidt ud af.

Den findes nemlig i en mere ægte form i Luk 13,34-35. Her hedder det:

Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv. Jeg siger jer: I skal ikke se mig mere, før den dag kommer, da I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«

Jesus har kort forinden givet udtryk for, at han godt véd, at han vil blive slået ihjel af sine modstandere i Jerusalem. Og det véd han, fordi han kender den jødiske lov og den måde, man fortolkede den på i de dage. Man mente nemlig ud fra lovens ord at have ret til at slå den ihjel, som taler imod loven, dvs., taler imod loven, som de ledende i Jerusalem fortolkede den. Og så var det ikke så svært for Jesus at regne ud, at de ledende i Jerusalem ville stræbe ham efter livet, når det evangelium, han forkyndte, ville tale om frihed og overbevise i frihed, altså vende sig imod enhver form for tvang i religiøse spørgsmål. Hvilket jo var imod den måde, de daværende jøder forstod loven på.

Jamen, hvis det er sandt, hvordan kunne Jesus så tro, at hans evangelium ville slå igennem? Kan det virkelig være sandt, at dette at give afkald på magtanvendelse, at dette at lade ord alene være det, der skal overbevise, er en bedre metode end dette at sætte magt bag sine ord? Med ”bedre metode” mener jeg her: mere virkningsfuld, med større overlevelseschancer og dermed mere udbredelse til følge. Og forstået på den måde, bliver påstanden om ordets succes frem for magtens succes endnu mere uforståelig.

I Matt 5,37 siger Jesus efter at have advaret disciplene mod at sværge, at deres tale skal være ja, ja, og nej, nej; hvad der er udover det, er af det onde. Ordet skal virke i sig selv. Selv det – synes vi – forholdsvis uskyldige at understrege sine ord med en ed, er unødvendigt og desforuden en mistro til ordets egne overbevisende kræfter.

Og da han under forhøret hos ypperstepræsten blev slået i ansigtet af én af tempelvagterne, som var utilfreds med den måde, Jesus svarede ypperstepræsten på, sagde Jesus til ham: »Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?« Herigennem bliver det klart, at Jesu tillid til ordets kraft og ordets kraft alene er umådelig stor.

Men er den ikke for stor? Kan det virkelig passe, at ord alene kan have en virkning, der ganske overgår den virkning, en passende magtanvendelse har?

Det spørgsmål kan vi få en slags svar på ved at sammenligne kristendom og islam. For ligesom jøderne på Jesu tid gik islam ind for, at de, der talte imod islams lære, skulle dræbes. Op igennem islams historie kan man godt sige, at de har udvist en stor tålsomhed. De områder, de erobrede – Nordafrika, Spanien, f.eks. – blev organiseret på den måde, at de kristne og jøderne fik lov at beholde deres religion. De skulle endda dømmes af deres egne biskopper og rabbinere efter deres egne love. Men deres kirker måtte de ikke vedligeholde, de måtte ikke forsøge at omvende en muslim, en kristen kvinde måtte godt gifte sig med en muslim, men en kristen mand ikke, og hvis de omvendte sig til islam – hvad mange af dem gjorde – kunne de ikke gå tilbage til kristendommen, for så blev de betragtet som en frafalden muslim og en sådan skulle dræbes.

Og i moderne tid har mange muslimske lande overtaget en række traditioner fra europæerne: I næsten alle muslimske lande er der indført en slags demokrati. Man har også i sine love afskaffet loven om drab af frafaldne, men mange muslimer med afvigende meninger frygter alligevel for deres liv og flygter til Europa, hvis de kan komme af sted med det. I Egypten blev f.eks. en forfatter med en opfattelse, som det store muslimske universitet, Al Azhar, dømte kættersk, slået ihjel af rabiate muslimer, der fik en meget lav straf for mordet. “Al Azhar afsagde dommen, vi eksekverede den”, sagde de.

Og herhjemme er vi da også blevet smerteligt klar over, at muslimerne svarer alt for godt til den beskrivelse, Jesus giver af sin tids jøder: De ihjelslår profeterne og stener dem, der taler imod dem. Kurt Westergaard, der døde for nylig, måtte leve under politibeskyttelse, fordi der var muslimer, der mente, de havde Guds tilladelse til at slå ham ihjel. Der var jo forøvrigt én, der aktivt prøvede på det, og hvis ikke politiet havde indrettet et sikkert rum i Westergaards hjem, ville det givetvis være lykkedes for ham.

Nuvel, de fleste af vore muslimske landsmænd er da ganske fredelige mennesker. Men det sker, at én og anden bliver rabiat og kommer til at betragte det som en from gerning at slå en ikke-muslim ihjel. Fornylig blev endnu en katolsk præst dræbt i Frankrig af en muslim. Men hvem det er blandt de almindelige fredelige muslimer, der står i fare for at udvikle sådanne tanker i sig, det er ikke til at vide. Sommetider kan man se, at en terrorist har påbegyndt sin terroristiske løbebane med at blive ekstra from: bede de fem gange dagligt, gå klædt i muslimske klæder, være nøjeregnende med ikke at spise noget forbudt, osv. Men ligefrem mistænke alle den slags fromme muslimer for terrortanker, der ville være forkert.

Derimod kan der ikke være noget forkert i at vende sig imod de voldsopfordringer, der findes i koranen. Måske vi oven i købet bør bede diverse imamer om at udlægge sådanne ord på en måde, så de ikke kan bruges som grundlag for terror. Det er muligt, ja, det ville vel i og for sig være tænkeligt, at sådanne imamer findes, blot er jeg ikke hidtil stødt på nogen. Og det er både ærgerligt og måske også farligt.

For Jesus vendte sig jo med fuld styrke imod den tids jøder og deres lovfromhed. I Matthæusevangeliets 23. kapitel giver han angrebet mod dem fuld skrue. Kalkede grave, kalder han dem blandt andet.

Gør det noget, om vi fra kirkens side gør det samme overfor de muslimske voldsord og voldstanker?

Ja, hvis vi skal forkynde over dagens tekst, er vi vel nødt til at gøre det. For historien viser os jo, at det var Jesus og ikke farisæerne, der fik ret. Det var Jesu holdning til andre menneskers ytringer: at de altid skulle være ustraffede, der i historiens løb vandt over muslimernes ønske om med dødsstraf at sortere de uønskede ytringer fra. Det var de europæiske lande med deres ytringsfrihed og frie presse og demokratiske diskussion, der fik en enorm udvikling til at finde sted, hvorimod der i de muslimske lande, hvor alting skulle holdes indenfor koranens bud, ikke fandt nogen udvikling sted. Og vel har vi europæere indtil flere gange draget Jesu tiltro til ordets magt i tvivl – vi behøver blot at tænker på Hitlerregimet og Sovjetmagten for at finde eksempler på noget sådant – men disse magter er jo så omvendt eksempler på, at ordets magt alligevel til syvende og sidst bryder igennem.

Det vil sige: Når Lukas i dagens tekst lader Jesus sige til Jerusalem: “Vidste du blot, hvad der tjener til din fred”, så er det, de ledende i Jerusalem ikke véd og ikke tror på, netop ordets magt. Og tror man ikke på den, så afskærer man sig fra den positive udvikling, der finder sted blandt frie mennesker, der frit kan diskutere alle anliggende, samfundsmæssige og personlige, kristelige og muslimske.

Blot må vi indrømme, at de kræver mod på den måde at stole på ordets kræfter. For det er jo magten, vi er oppe imod, og magten har det med at bruge magt.

Men magten har det også med at indvikle sig i en selvmodsigelse.

Det har muslimerne gjort med Kurt Westergaards tegning. Tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen indikerer umisforståeligt, at Muhammed var en magtens mand. Men det vil muslimerne ikke være ved. Nej, Muhammed var en from fredens mand, og at se ham afbildet som et magtmenneske krænker på det stærkeste muslimernes fromme følelser, hævder de. Altså, man argumenterer med en følelseskrænkelse, man fremfører ikke noget bevis for, at Muhammed virkelig var en fredens mand. Det er måske ikke særlig selvmodsigende, men når man i næste åndedrag truer med at angribe de mennesker, der offentliggør tegningen, så bliver det selvmodsigende: med truslen hævder man jo, at Muhammed var et magtmenneske. Men mærkeligt nok, denne påstand om Muhammeds magtudøvelse krænker på ingen måde nogen muslimers følelser.

Så kun én ting mere: som ordmenneske at angribe magtmennesket med ord kan være farligt. Det erfarede Jesus. Han blev af den grund slået ihjel af de jødiske magtmennesker. Og det erfarede hans disciple. De led samme skæbne. Han havde advaret dem, f.eks. i Luk 9,23-25, hvor han i vers 25 spørger, hvad det gavner et menneske at vinde den hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv. Jeg har i dette indlæg prøvet at redegøre for, hvordan forskellen mellem islam og kristendom manifesterer sig på et meget dybt plan, så forestillingen om, hvordan et menneskeliv lykkes, er helt forskellig i de to religioner.

Men her må det vist være tilstrækkeligt at henvise til Jesu indtog i Jerusalem. Her fortæller evangelierne, at Jesus red ind i byen på fredens dyr, et æsel, og at han red derind for at blive henrettet af jødernes store råd. Omvendt hedder det om Muhammed, da han red ind i Mekka på krigens dyr, en dromedar, at han kom for at slå ihjel: han forlangte ti mennesker, som han hævdede var hans fjender, udleveret til henrettelse. Og mekkanerne udleverede dem, og Muhammed henrettede dem.

Her har vi forskellen. Og vi kan vel fra kirkens side ikke blive ved med at lade, som om vi ikke kan se denne forskel.

Udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente | Skriv en kommentar