Luther, oversat til nutidsteologi

Den fremmede Luther 45

Den trofaste læser må have mig undskyldt, at jeg allerede nu igen påtager mig den opgave at redegøre for, hvad der kom ud af Luther-året. Men dels havde jeg i mit forrige indlæg advaret om, at jeg måske ville vende frygtelig tilbage med dette spørgsmål, dels har én af nutidens salmedigtere, Iben Krogsdal, i en kronik i Kristelig Dagblad, se her, stillet samme spørgsmål: Hvad kom der ud af alt halløjet? (Bortset fra, at hun udtrykker sig lidt mere høvisk).

Og meget af det, hun skriver, kan hun da sådan set godt have ret i. Umiddelbart lyder det jo rigtigt, når det hedder:

Luthers virkelighed er ikke vores. Vi lever ikke længere i en fortryllet verden befolket af engle og dæmoner eller i en verden, hvor Fjenden (Luthers ord for Satan) er papister og tyrken. Vi lever ikke i en verden hvor mennesker frygter, at deres udøbte børn går fortabt, hvor skærsild og Helvede venter, og hvor forestillinger om en snarlig dommedag er udbredte. Vi lever ikke i en verden, hvor Gud er en selvfølge, og hvor mennesker er bange for fortabelsens flammer. Vi lever derimod i en sekulariseret verden, hvor Gud for mange ikke længere er en selvfølge, men en mulighed, og hvor gudsfrygten mildest talt er aftaget med tiden. Middelaldermenneskets længsel efter en nådig Gud er i dag erstattet af den enkeltes kamp for at indtage en betydningsfuld plads i verden og en længsel efter Gud overhovedet, og troen er ikke længere det, der frisætter mennesker fra præstationsangst, men for mange i dag det stik modsatte: en stadig mere umulig præstation.

Problemet dukker op, når hun begynder at beskrive den verden, vi lever i. For det er her, uenigheden dukker op, også uenigheden om, hvordan vi kan lade os inspirere af Luther. Jeg har f.eks., som man nok véd, agiteret en del for, at vi teologer burde gøre et større nummer ud af forskellen mellem kristendom og islam. Og kan jeg finde hjælp hos Luther, tager jeg selvfølgelig imod den med kyshånd. Det er sandt, at Gud for mange ikke længere er en selvfølge, og det er også sandt, at mange prædikanter vender sig imod den præstationsangst, man mener præger det moderne menneske, evt. med Peter Bastians ord ”Allerede elsket”.

Men må man så ikke sige, at Luther-jubilæet måske i det mindste har bidraget noget til en frisættelse fra denne angst? Det synes ikke at være Iben Krogsdals mening. Lidt senere hedder det:

Måske ligner vores kirkesprog (og her tænker jeg især på det aldrende bekendelsessprog og gudstjenestens vigtigste sprog, salmesproget) i dag i stigende grad det latinske kirkesprog på Luthers tid. For mange ikke-kirkevante er kirkesproget ikke længere meningsbærende som andet end et formsprog. Det et er sprog, der kun synges af de få (man behøver bare at se, hvor mange der ikke længere åbner salmebøgerne til en gudstjeneste!) og tales af endnu færre. Vi taler gerne om vores salmeskat, men den daglige virkelighed er stadig flere steder, at det religiøse sprog længe har været døende for mange. Det er dybt fatalt for en luthersk kirke, og det burde vi have talt meget mere om til et reformationsjubilæum.

Jeg er ikke sikker på, jeg er enig med hende. Og jeg har hende lidt mistænkt for gennem denne kronik at ville forsvare det, hun gjorde i 2016. Her udgav hun en salmesamling på 21 nydigtede salmer, alle skrevet på det samme versemål som de 21 salmer af Luther, vi har i salmebogen. Man kan se en læseprøve af bogen her, hvor de nye salmer er indrammet af et forord af Krogsdal og en efterskrift af Niels Henrik Gregersen. Desuden forklarer og forsvarer Krogsdal hver enkelt af de 21 salmer.

Jeg har tidligere tilladt mig at kalde salmen over ”Vor Gud han er så fast en borg” for temmelig bovlam, se her. Denne betegnelse fik mig dengang til at skrive en anden nutidssalme på dette versemål, en salme, hvor jeg fik lejlighed til at kalde Muhammed Guds fjende, men også fik sagt noget om betingelserne for en god integration. Jeg skal i dag ikke forsvare den som salme betragtet, men nok gøre det som handlingsanvisning betragtet.

Denne gang er det en anden af hendes salmer, jeg vil omtale, nemlig den, der hedder ”Solen er så rød igen”. Den står også i læseprøven. Når jeg vil omtale den, skyldes det, at jeg ved gennemlæsning af den opdagede, at jeg blev grebet af det omkvæd, hun lader lyde på det sted, hvor Luther synger ”Hellige Herre Gud/ hellige, stærke Gud”. Her synger hun i første vers: ”Dømmende, vilde Gud!/ Strømmende, milde Gud!” og i næste vers: ”Frådende, vilde Gud!/ Rådende, milde Gud!” Og tredje vers følger trop: ”høstende, vilde Gud!/ Rystende, milde Gud!”

Disse rim og disse modstillinger greb mig. Og nu bagefter spekulerer jeg på, om det mon ikke er det forhold, at her det gode digterhåndværk spiller sammen med en dyb teologiske indsigt, der gør det.

I hvert fald forekommer det mig, at dette digterhåndværk i påfaldende grad mangler hos ikke så få af de nulevende salmedigtere. Jeg skrev et indlæg her på bloggen imod Simon Grotrian, se her, vist mest, fordi Lars Bukdahl i Weekendavisen havde rost ham til skyerne. Samtidig skrev jeg et læserbrev til avisen, som de dog ikke optog; deri angreb jeg Grotrian netop for manglende digterhåndværk. Jeg mener hos ham at kunne påvise for mange tilfælde af rimnød, dvs., af tilfælde, hvor man har indtryk af, at det er sproget, der bestemmer tanken, ikke omvendt, altså, at en tankegang bliver luftet, fordi Grotrian kan få ordene til at rime, ikke fordi han har en dybere mening med den.

Og måske man skal overføre denne tankegang på de gamle salmer: fordi de gamle forstod deres håndværk, fordi de fik rytme og rim til at give udtryk for netop det, de ville have sagt, derfor greb folket dem (eller folket blev grebet af dem), og derfor lever de den dag i dag. Jeg véd godt, at poeterne, lyrikerne og andre digtere, har kastet vrag på det med versefødder og rim, det er ikke længer moderne. Men måske deres digte er gået den vej, hønsene skraber, af netop den grund.

Så vil jeg også godt sige lidt om den øvrige del af denne salme. Men først vil jeg lige gøre opmærksom på en ting ved salmen ”Vor Gud, du mærker vores sorg”, som jeg har anet, men ikke vidst med bestemthed. Det er det, Krogsdal synger i tredje vers: ”Og går vi frem med vold og magt/ mod dem, vi kaldte fjender/ og mødes vi i svag foragt/ for dem, vi ikke kender,/ så står din søn med lys/ og siger: Mørke, frys!, osv.”

Jeg spekulerede på, om Krogsdal med disse ord ville deltage i den såre almindelige udskamning af os danskere, fordi vi ikke tager ordentligt imod ”de fremmede”, dvs., de migranter, der får ophold hos os. Men det forekom mig ikke særlig klart, at det skulle være det, hun tænkte på.

Nu har jeg så læst hendes kommentar til denne salme i læseprøven, og her skriver hun:

Han [dvs. Gud, rr] er ikke den, der gør os ranke over for fjenden – han er snarere den, der ryster os, når vi gør os selv til faste og urokkelige borge i verden. Han er ikke den, der står på vores side i kampen mod nogen udenfor – han er den, der griber ind, når vi dæmoniserer andre for at redde os selv. Han er ikke den, der fælder fjender på en slagmark – han er den, der viser os mørket i vores eget sind, når vi marcherer mod andre i den tro, at vi er de entydigt gode og de er de entydigt onde.

Så min mistanke viste sig at holde stik. Men så kan jeg ikke lade være med at spørge: Hvorfor skrev hun ikke det i første omgang? Hvorfor skulle jeg læse hendes kommentar for at finde ud af, hvad hun mente? Er det ikke en kvalitet ved en salme, at den er umiddelbart forståelig?

Og så til salmen ”Solen er så rød igen”! Er den umiddelbart forståelig?

Ærlig talt, jeg synes det ikke.

I kommentaren skriver Krogsdal bl.a.:

Jeg har nydigtet Luthers salme, så angsten for helvedes gløder er blevet til angsten for at blive efterladt alene i verden. I den nye salme trygler vi om, at Gud må være til for os, når vi allerede nu befinder os i helvede. Ikke fordi vi bliver brændt af gloende tænger, men simpelthen fordi vi ikke ved, om Gud er her.

Men befinder vi os i helvede? Er ”helvede” ikke en del af det vokabular, som vi har opgivet? Det hedder i første vers: ”blomsterblade bløder/ mennesker er bedemænd/ onde kræfter føder/ og dyreblikke skinner./ Hver ting på jorden ældes, hør:/ Græsset sukker mens det dør”. Det er vel dødens uundgåelighed, der her skildres. Men ind i det får hun anbragt menneskets ondskab ”mennesker er bedemænd”, der ”onde kræfter føder”. (Sådan skal det vistnok forstås, men Krogsdal har den uvane ikke at bruge kommaer, så man véd ikke rigtig, hvor man skal gøre naturligt ophold). Og så kommer vi om på den anden side af den ”dømmende, vilde Gud”, hen til den ”strømmende, milde Gud”, og hvad så? Ja, hans mildhed er noget, vi hårdnakket tror på, så hårdnakket tror vi på den, at vi vover at bede til ham.

Men hvad beder vi om? ”Lad os ikke blive/ væk i mord og spild og land”.

Vi beder altså om ikke at blive væk i mord. Det lader sig forstå ovenpå skildringen eller i hvert fald antydningen af menneskets ondskab. Men hvad menes der med ikke at blive væk i spild og land? Gad vidst, om Krogsdal vil sige det samme, som Løgstrup efter sigende engang sagde, da han efter et foredrag blev spurgt om, hvad han mente med en bestemt sætning; spørgeren havde bogen med og kunne udpege den, så der var ikke noget at tage fejl af. Løgstrup skulle have svaret: ”Ja, hvad kan det dog betyde? Jeg er sikker på, at dengang, jeg skrev det, da vidste jeg det!”

I andet vers er det udelukkende vore egne fejl, der påpeges. ”Dødsensstille står vi ved/ vore egne grunde/ ser hinanden styrte ned/ frygtens åbne munde/ mod livets tynde hænder./ Grå skærme så: vi kom og gik/ byens strømme af trafik./”

Men også her sker det mest antydningsvist. Det er jo sandt, at vi kommer og går i byens trafik, og at det kan ses på diverse fjernsynsskærme, men hvad galt der skulle være i det, eller hvordan det kan forklare, at vi ”ser hinanden styrte ned” med ”frygtens åbne munde”, det véd jeg virkelig ikke. Er gaderne da så forfærdelige? Er der dèr, vi har helvede? Ja, for det hedder jo senere: ”Mørket er elektrisk/ og vi tændte for det selv” – et meget tankevækkende udtryk – men er det helvede? Når vi selv er skyld i mørket, så det er ikke nattens mørke, vi taler om, men syndens mørke – hvis det må være mig tilladt at bruge dette forbudte ord. Og bliver dette mørke her genkendeligt?

I tredje vers hedder det så: ”Du er blevet slået hårdt/ du lod verden råde/ du lod håbet skrige bort/ på den værste måde/ og du var selv alene.”

Dèr er det så Jesu korsfæstelse, der omtales. Men det står mig ikke klart, hvordan dette kan danne baggrund for en bøn om, at vi igen må komme til at tro, at Gud er Gud, og at den Gud, der er, er den høstende Gud. Sådan fortsætter verset jo: ”Kom, Gud, så vi kan tro igen/ du er Gud og du er den/ høstende vilde Gud!/ Rystende milde Gud!”

Hvad er det, han vil høste? Og hvorfor er det vildt, at han er en høstende Gud?

Og så slutter salmen med et ”Vær du mig nær!” og den Gud, der tænkes at være os nær, er den ”rystende milde Gud”. Javist, ”rystende” rimer på ”høstende”, men det er da vist også den eneste grund til, at Gud her kaldes ”rystende mild”.

Det er lidt ærgerligt med den slags udsagn, der ikke er umiddelbart forståelige. For i det følgende er der da en intensitet i bønnen, som nok kan være værd at lytte til: ”Vær hos os formørkede, vær her!/ Utrolige Gud!/ Se os, hør os, rør os/ og gå ikke fra os her/ Åbn dine arme!”

Alt i alt: Når jeg nu i det følgende skal ”forlyste” læseren med en nydigtet salme på samme versemål som Luthers salme, skyldes det ikke som ved salmen ”Vor Gud, han er så fast en borg”, at jeg finder hendes digt bovlamt, det skyldes snarere, at det forekommer mig at stritte i for mange forskellige retninger, og at det synes at være for lidt konkret. Og det skyldes nok også noget mere positivt:

Jeg har ved mange langfredagsgudstjenester brugt at læse Luthers salme som en slags kirkebøn. Den har forekommet mig at være passende ved netop den lejlighed.

Og jeg har også en del gange som præst været stillet overfor det fuldstændig uforståelige, der ligger i et selvmord, specielt, når det skyldes en endogen depression, altså en depression, der har sin rod i en hormonel forandring. Blandt andet ved sådanne lejligheder, men også i andre tilfælde, har jeg ønsket mig en salme, der ikke endte lykkeligt, og ikke endte med at give os mennesker skylden. Og her kunne Luthers salme godt træde til med dens råb om forbarmelse.

Men den har dog det i sig, som Iben Krogsdals har ”arvet”, at den lader menneskets synd træde til som forklaring på det onde. Og det er vel en udvej, der går an i nogle tilfælde, men ikke i alle.

Om det så er lykkedes mig at ramme sindsstemningen hos et mennesker, der er blevet uforskyldt ramt af et sådant udslag af Guds handlekraft, det véd jeg ikke.

I hvert fald: Hendes salme med det rimede omkvæd har vakt min slumrende Pegasus til live, og dette digt er blevet resultatet:

 

1. Hvorfor er vi sat på jorden

i det tomme verdensrum?

Hvorfor blev vi skabt som blomsten

af alt livs udviklings sum?

Du gav os sprog til at forstå.

Og sproget burde løse alle

spørgsmål, vi kan finde på.

Gådernes store Gud!

Er du og nådens Gud?

Vis os da barmhjertigt din nåde

og svar os da, Gud?

Lad os ej opløses

i den store intethed!

Herre, forbarm dig!

 

2. Ved dit ord blev til en hjerne,

som dit sprog tog bolig i.

Og da hjerne mødte hjerne,

sprogets kraft gav harmoni.

Vi tro’de barnligt og naivt.

Vi bandt os ganske uden skrupler

til den næste, du os gav.

Var du vort samlivs Gud?

Var du vor tillids Gud?

Hvorfor lod du adskilthed komme?

Så svar os dog, Gud!

Lad os ej fortvivle,

blot fordi vi mangler svar!

Herre, forbarm dig!

 

3. For når hjernen volder knuder,

og vort sprog slår ikke til,

når en depression ta’r over,

og det sker, som vi ej vil:

når næsten dør for egen hånd,

når selv den største kærlighed

ej formår at trænge ind,

hvor er du da, min Gud?

Hvor bli’r du af, vor Gud?

Du, hvis ansigt ingen kan skue!

Du gådernes Gud!

Lad mig leve da i trods,

se din ryg, det er vel nok.

Herre, forbarm dig.

Reklamer
Udgivet i Luther | Tagget , | 1 kommentar

Den ødelagte debat

En ordentlig debat forudsætter, at man lytter til hinanden. Vil nogen komme med et indspark i debatten, er det mindste krav, man må stille, at modpartens argumenter tages op, eventuelt refereres (helst så modparten kan genkende dem) og derudfra tilbagevises. Så vil man måske kunne flytte noget. Og så kan man som mindstemål fortsat have respekt for hinanden.

Men ak, sådan foregår debatten om flygtninge og migranter på ingen måde.

Som eksempel på et debatindlæg, der går udenom debatten, fordi det ikke tager modpartens argumenter op, skal jeg her fremdrage Stig Dalagers indlæg i Berlingske forleden, se her. Det har overskriften ”Dansk politik i fremmedfrygtens tegn”, og allerede overskriften lader ane, at det vist bliver så som så med modargumenterne. Og indlægget lever desværre alt for godt op til overskriften, for det er hele vejen igennem båret af en så stor forargelse, at argumenter betragtes som overflødige. Har man nævnt de høje etiske målsætninger og den ikke-opfyldelse, man ser udfolde sig, så har man – tror man – deltaget i debatten.

Dalagers tre første afsnit ser sådan ud:

I Tyrkiet lever mange af landets tre millioner syriske flygtninge ifølge vidner som »gadehunde«, og med den tiltagende stigning i antallet af dræbte og flygtende syriske civile er flygtningesituationen igen ifølge Røde Kors akut i og omkring Syrien.

Hvor længe kan europæerne forsvare aftalen med Tyrkiet, der mod betaling har lukket grænserne for flygtningenes flugtveje til Europa? Og hvor længe kan landene i det rige Europa forsvare ikke at implementere den fordeling af flygtninge, som for længst er vedtaget?

Under korsets tegn vendt imod islam – som om flygtninge ikke først og fremmest er individer og mennesker, men i stedet bærere af en religiøs identitet – har lande som Ungarn og Polen hermetisk lukket grænserne for flygtninge.

Angående det første afsnit: Denne oplysning om forholdene for de syriske flygtninge svarer slet ikke til den sammensætning af migranter, der krydser Middelhavet og lander i Italien. Virkeligheden er, at det er menneskesmuglerne, der bestemmer, hvem der kommer til at sætte fod på Europas jord og dermed får ret til at få sin asylsag behandlet, ikke de europæiske politikere. Men den virkelighed interesserer ikke Dalager.

Angående det næste afsnit: Her mærker vi noget af Dalagers forargelse. Men hvorfor fortie, at det antal flygtninge, som EU har forlangt fordelt, ligger langt under det antal, der er arriveret i Europa? Sandt nok, vi er rige, tyrkerne måske knap så rige, men mens tyrkerne betragter flygtningene som flygtninge, altså som mennesker, der vil vende tilbage til Syrien, betragter vi (og EU) dem som indvandrere. Og spørgsmålet, som Dalager skulle besvare, lyder: ”Er der ikke efterhånden så mange indvandrere, at vore lande er ændrede for bestandigt? Demografi er jo skæbne”. Men skulle han besvare dette spørgsmål, ville luften nok i nogen grad gå ud af hans forargelse.

Det fører frem til tredje afsnit: For netop det, at østlandene har nægtet at modtage ”deres andel”, er noget, som vi indvandringsskeptikere så udmærket forstår. Og, kære Dalager, det er altså ikke ligegyldigt med flygtningenes religion. Når vietnamesere og tamiler er gledet gnidningsfrit ind i det danske samfund, men muslimerne ikke, skyldes det i høj grad islam. At Muhammed i koranen advarer muslimer mod at tage jøder og kristne til venner, er noget, mange muslimer retter sig alt for bogstaveligt efter. Denne afvisende holdning fremmes af det forhold, at vi danskere betragtes som urene, og af, at muslimer overalt, hvor de kommer frem, vil søge at danne enklaver, hvor shariaen og ikke landenes love gælder, eller – hvad der er det samme – hvor det undgås, at muslimer er underordnet ikke-muslimer.

Men det er altså østlandenes argument for at nægte at lade muslimer bosætte sig i deres lande: De har set, hvor store problemer muslimerne påfører os vestlige lande, og de problemer ønsker de ikke i deres lande. Som det blev berettet fra Budapest fornylig af en dansk indvandringskritik politiker: I den by ser man ingen tørklædeklædte kvinder og – svarende dertil – ingen koranklodser i gaderne.

Kender Dalager ikke disse argumenter? Han nævner dem i hvert fald ikke. For han har alt for travlt med at komme af med sin forargelse.

Så kommer Dalager med noget, han nok selv vil kalde en analyse af det østrigske valg:

I Østrig er en 31-årig politisk figur steget op fra dybet og har med anti-muslimsk og nationalistisk retorik sammen med det østrigske højre-radikale Frihedsparti og dets leder, en tidligere neonazist, vundet en valgsejr, der ikke alene bærer »et løfte« i sig om lukkede grænser for »muslimske« flygtninge, men også om at realisere den højreradikale Haiders gamle drøm om en begyndende såkaldt »hjemsendelse« af muslimske indvandrere og flygtninge. I drengen Jürg Haiders nazistiske hjem var hjemsendelse af jøderne en anerkendt model for at »slippe af med de fremmede«.

Og igen: Dalager nævner ikke de argumenter, der har fået Sebastian Kurz til at ændre kurs og blive en skarp modstander af muslimsk indvandring: at Østrig har taget usædvanlig mange af migranterne fra strømmen i efteråret 2015; at Østrig har oplevet mange overgreb fra migranternes side; at man har oplevet store vanskeligheder ved at få de afviste asylansøgere til at rejse hjem, osv., nej, nej, Dalager mener, det er tilstrækkeligt at antyde forbindelser til nazisterne, så vil ”ordentlige mennesker”, altså ikke sådan nogle som mig, straks give ham ret.

Og efter en omtale af Merkel, som af Dalager får ros for at ”holde stand” mod umenneskelighed og ubarmhjertighed, kommer Dalager så til Danmark:

Men Danmark er ikke længere Hartlings, Nyrups og heller ikke Uffe Ellemann-Jensens Danmark. Det er politisk set Dansk Folkepartis Danmark, og både Venstre og nu også Socialdemokratiet synger i udlændingespørgsmålet den samme sang som de.

Jamen, hvorfor ikke sætte sig lidt ind i, hvorfor nutidens politikere har ændret politik? Hvorfor ikke spørge, om der er sket noget afgørende, som har fået politikerne til at udsende andre signaler?

Dalager mener, at politikerne skal lede folket, ikke være bange for folket:

Havde de modet og overblikket ville de ikke lade sig rive med af en frygt for både vælgernes reaktion og islam og kunne i forlængelse af de danske traditioner for humanitet og det af Venstre ofte fremførte slogan »ret til forskellighed« med resonans af Grundtvig vælge helt anderledes.

Nu kommer der lidt kød på. Dalager mener åbenbart, at man ikke behøver være bange for islam, man kan rolig lade muslimerne beholde deres traditioner, for er ”retten til forskellighed” ikke en god dansk tradition? At vi danskere faktisk i al den tid, indvandringen har stået på, har givet muslimerne ret til forskellighed, er åbenbart gået Dalagers næse forbi. Men læg igen mærke til dette: I stedet for at forholde sig til virkeligheden, forholder Dalager sig til en luftig etik: der er gode og humanistiske mennesker, de får navnet Grundtvig knyttet til sig, og der er onde og ubarmhjertige mennesker, de knyttes sammen med nazisterne. Det er i disse luftlag, Dalager befinder sig, ikke her på jorden, hvor overgreb finder sted og ghettoer opstår.

Det ses af næste afsnit i Dalagers artikel:

Realiteterne i forhold til det herboende mindretal af mennesker med muslimsk baggrund er, at integrationen i mange henseender er lykkedes ganske godt. Så godt at Danmark ville gå i stå, hvis man forestillede sig, at man virkelig realiserede Dansk Folkepartis hedeste drømme og viste de herboende indvandrere med dansk statsborgerskab eller opholdstilladelse vintervejen.

Det er alligevel besynderligt: Mens en konflikt mellem muslimske bander med flere dræbte står på, må vi høre, at integrationen er lykkedes så nogenlunde. Og i tilgift skal Dansk Folkepartis politik overdrives, så enhver kan se, hvor tåbelig den er. Men DF har foreløbig kun ønsket at kunne lukke helt ned for tilstrømningen af muslimer og at kunne udvise kriminelle muslimer. Dog, det lyder alt for fornuftigt og tilforladeligt, så hellere give den ”fuld skrue” og gøre lidt grin med partiet. At debatten på den måde ødelægges, ser Dalager stort på.

I stedet for i forlængelse af Dansk Folkepartis retorik at fortsætte med at tale de integrationsproblemer, der også er, op i medierne, kunne Venstre og Socialdemokratiet gøre landet, indvandrerne og flygtninge den tjeneste stilfærdigt og ansvarligt at håndtere disse problemer i en konstruktiv ånd.

Nå ja, selvfølgelig skal vi også høre argumentet med, at man kan tale integrationsproblemerne op eller ned. Dalager lyder som en røst fra fortiden. For i begyndelsen af indvandringsbølgen var det en nogenlunde gængs tankegang: vanskelighederne med integrationen skyldtes, at vi etniske danskere talte om vanskelighederne; på den måde følte indvandrerne, at de ikke var rigtige danskere, og ud af den følelse opstod integrationsvanskelighederne. Og dengang, for en tyve-tredive år siden, søgte vi virkelig også at håndtere disse problemer i en konstruktiv ånd, endda ofte så ”stilfærdigt”, at vi ganske tav om dem. Men det må åbenbart have været forkert. For det hjalp jo ikke.

Dalager bliver i fortiden:

Flygtninge – eksempelvis de ungarske flygtninge – var mennesker, man hjalp. Det gjaldt også senere de vietnamesiske bådflygtninge, ja, også krigsflygtninge fra Balkan.

Men han husker nu ikke alt for godt. Jeg erindrer mig da, at der var ret stor diskussion om, hvorvidt de bosniske flygtninge skulle have permanent opholdstilladelse, eller de kun skulle have opholdstilladelse på den betingelse, at de tog tilbage til Bosnien, når der igen var fred. Den betingelse har man fuldstændig opgivet sidenhen, så både syrere, somaliere, irakere, eritreere og de fleste andre får opholdstilladelse. Og skulle man endelig få den idé at søge at tilbagesende nogle af dem, støder man på store vanskeligheder, dels fra flygtningene selv, dels fra deres hjemlande. Dertil kommer, at det er næsten umuligt at få afviste asylansøgere til at rejse hjem.

I det hele taget har man indtryk af, at Stig Dalager stadig befinder sig i 1956. Hvad der siden er sket, tager han ikke hensyn til. Han skriver:

Menneskerettighederne blev dengang etableret som et værn mod denne gentagelse med deres indbyggede anerkendelse af det enkelte menneskets ret til at opnå beskyttelse uafhængigt af etnicitet, hudfarve eller tro. Det var med dem som et civilisatorisk pejlemærke, at de i egen selvforståelse liberale demokratier ville skabe grundlæggende nye humanitære tilstande og gøre op med mellemkrigstidens og krigstidens diskrimination i et nyt samarbejdende Europa.

Og lidt senere:

både Første og Anden Verdenskrig, ja, også Balkankrigen efter Anden Verdenskrig, var blandt andet et produkt af en utøjlet nationalisme samt et tvangspræget forsøg på at »rense ud« i den etniske mangfoldighed.

Hvad han ikke er opmærksom på, er, at man senere med EU og den europæiske menneskerettighedsdomstol har fået et værktøj, hvormed man vil forsøge ”tvangsmæssigt” at få vidt forskellige kulturer og folkeslag til at leve fredeligt side om side. Og blandt andet derfor er det ham umuligt at se andet end utiltalende, indelukkende strømninger i det, han kalder højrenationalistiske bevægelser i Europa.

Én ting er, at han har lukket øjnene for, at det med de store tilstrømninger er menneskesmuglerne og deres forretningsmodel, der bestemmer, hvem og hvor mange indvandrere Europa skal tage imod. Den periode, han tænker ud fra, oplevede jo kun minimale flygtningestrømme, slet ikke de enorme mængder, vi i dag forventes at tage imod. Og vi er altså nogen, der deraf drives til at overveje, om de dengang formulerede menneskerettigheder virkelig kan bruges overfor sådanne menneskemængder.

Noget andet er, at han overhovedet ikke synes at have blik for, at de menneskemængder, der i 2015 strømmede ind i Europa, forandrer Europa for altid. De rejser jo ikke hjem igen, og vi behandler dem jo også som indvandrere, ikke som flygtninge. Den ytrings-, trykke- og tegningsfrihed, vi tidligere tog som en selvfølge, har vi ikke mere. Og det var ikke store mængder fremmede, der skulle til for at ændre på det; en lille gruppe hard-core-muslimer var nok.

Men det værste er nok, at han ved således at lukke øjnene for de mange problemer, som især de muslimske indvandrere giver vore samfund, kommer til at bakke op om de politikere og journalister, der vil mene, at vi europæere skal fortsætte med på tossegod måde at tage imod alle de fremmede, der dukker op på vort dørtrin. Derved tvinger de – uden selv at gøre sig det klart – de laveste og mest sårbare klasser i vore samfund til at skulle leve side om side med alle mulige fremmede kulturer. Og de tvinger de allerede hårdt prøvede danskere til at udholde flere bandekrige, flere brutale voldtægter, flere sten fra motorvejsbroer, flere af alle mulige slags tidligere ukendte forbrydelser.

Og når så tilpas store dele af disse særdeles tålmodige befolkninger omsider har fået nok og kaster deres stemmer på partier, der vil lukke af for tilvandringen, så kan Dalager ikke se det som andet end en tilbagevending til de uheldige tendenser i trediverne. At antallet af tilvandrende betyder noget, at de tilvandrendes kultur betyder noget, det ser han ikke, for alle er jo ”først og fremmest individer og mennesker” og ikke ”bærere af en religiøs identitet”. At muslimerne siger det modsatte, hører han ikke, for så ville hans forargelse falde til jorden.

Dalager slutter med at sige, at det kun er et spørgsmål om tid, før en underminering af bogstaverne og ikke mindst ånden i menneskerettighedstraktaterne tager form, og han fortsætter:

Det er den vej, Dansk Folkeparti og partiets søsterpartier i Europa ønsker at betræde. Nogle mere højrøstet og markant end andre, men tendensen er tydelig. Ser man på DFs succesrate i det politiske spil i Danmark, vil ledende politikere i de andre store partier i Danmark i værste fald før eller senere – med et udtryk af Uffe Ellemann-Jensen – »tale dem efter munden« frem for at trække en linje i sandet.

En forståelse for, hvorfor man ønsker at bremse tilstrømningen, forefindes ikke hos Dalager. Og endnu mindre en erkendelse af, at man, hvis man fortsætter de åbne døres politik, går ind for at påtvinge den opsætsige befolkning noget, den ikke bryder sig om.

På den måde er han med til at umuliggøre en ordentlig debat om migration og indvandring.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Enden er nær

Den fremmede Luther 44

Den ende, der tænkes på, er enden på Luther-året. Nogen vil ånde lettet op. For nu hænger alt, hvad der har med Luther at gøre, os næsten langt ud af halsen. Andre vil spørge, om vi i det hele taget er blevet klogere: fik vi noget ud af det?

Information havde den 2-11 en artikel om et seminar på Københavns Universitet, se her. Én ting er, at man som overskrift skriver: ”Luther: ‘Kvinder er udelukkende skabt til at tjene mænd og være deres hjælpere’.” Noget andet og mere betænkeligt er, at man som mellemoverskrift skriver: ”Københavns Universitets seminar på 500-årsdagen for Luthers indvarsling af Reformationen kom til at afkræfte myter om dens gunstige virkninger på ligestilling mellem kønnene”. Man får en fornemmelse af, at det er hele Københavns Universitet, der står bag den forelæsning af Helle Vogt, som Information refererer. Og det er dog vist kun det juridiske fakultet. Men det kan såmænd også være slemt nok.

Helle Vogt begynder med at citere Luther – hun siger, citatet er fra Den lille katekismus, men det har jeg ikke kunnet finde dèr. Citatet er det ovenfor nævnte om kvinderne, der kun har til opgave at tjene mændene. Og da Informations referent ikke nævner, hvor det mere nøjagtigt kan ses, må det foreløbig stå hen i det uvisse, om Luther i det hele taget har sagt sådan, og om det står just i Den lille Katekismus. Men så forlader Helle Vogt ellers Luther og giver sig til at beskrive forholdene for kvinder i efterreformatorisk tid. Med det resultat, at man ikke aner, om det er Informations referent eller Helle Vogt, der søger at afkræfte myter. Og også med det resultat, at der ikke gøres rede for, hvem det mon kan være, der tager sådanne myter for gode varer, om i det hele taget nogen.

Det kan være Helle Vogt, der har tænkt: ”Når Frederik Stjernfelt kan afkræfte myter, så kan jeg sandelig også”, nogenlunde ligesom Annie i ”Annie Get Your Gun” synger: ”Anything you can do, I can do better; I can do anything better than you”. Men det kan jo også være referenten, der synes, han vil gøre det hele mere interessant; og ”interessant” betyder her, mere Luther-nedgørende.

Dette lille, forholdsvis almindelige, indlæg vil jeg benytte som afsæt for en slags bedømmelse af Luther-året. Når jeg kun skriver ”en slags bedømmelse”, skyldes det, at den trofaste læser ikke skal være alt for sikker på, at det bliver den sidste fra min hånd. Men altså, her er den foreløbige bedømmelse af Luther-året:

Det, Luther satte gang i, var en ”Umwertung aller Werte”, en omvurdéring af alle værdier. Det betyder, at så at sige alt, hvad nutidens samfund bygger på, har tråde tilbage til reformationen. Når der er ganske mange, der ikke kan eller vil se det, skyldes det som regel, at de pågældende mangler fantasi eller vilje til at sætte sig ind i, hvordan det senmiddelalderlige samfund tænkte og følte.

Lad os se på én af de myter, som Frederik Stjernfelt mener at kunne afkræfte!

Som myte nummer 1 anfører Stjernfelt: ”Luther indførte religions-, ytrings- og tankefrihed”. Nej, hævder Stjernfelt, han gik ind for henrettelse af anderledes tænkende. (Se evt. mit indlæg derom her).

Det, der skete, gik meget dybere, end sådanne ordlege antyder. Luther indførte ikke noget, for han besad ikke nogen stilling, hvorudfra han kunne indføre noget som helst. Men han nægtede at bøje sig for pavens autoritet og var villig til at tage den straf, det medførte.

Og dette fik som konsekvens, at den akademiske eller universitære diskussion blev fri. Ikke lige med det samme, men på sigt.

Man havde hele middelalderen igennem én enorm fordel: Man havde ét sprog at diskutere på, nemlig latin. Og det førte til ganske store landvindinger indenfor filosofi og teologi. Blot var man begrænset af den pavelige autoritet. Eck citerer i sin disputation med Luther i Leipzig i 1519 den latinske kirkefader Hieronymus (347-420) for at sige, at der er én, der udvælges, for at der kan være mulighed for at ophæve uenigheder, se her. Og det lyder jo kønt, men i praksis førte det til det, vi i dag kalder selvcensur. Erasmus, denne store humanist, samtidig med Luther, indrømmer således i sit skrift imod Luther, at han censurerer sig selv: han underkaster sig de guddommelige skrifters autoritet og kirkens dekreter, hvad enten han forstår dem eller ej, se her. Og det er jo særdeles fromt. Men det er også ødelæggende for en åben diskussion.

Jeg skal ikke påstå, at Luther er sig 100% bevidst om, hvad det er for en omvæltning, han får til at ske; historieforløbet er fuldt af tilfældigheder. Men han gør sig sine erfaringer. Han erfarer således efter forhøret i Augsburg af kardinal Cajetan i oktober 1518, hvor arrogant paven er. Uden nogen diskussion i kirken bilder paven sig ind, at han kan afgøre, at Kristus kan gøre overskydende gode gerninger, og at disse gerninger kan indgå i den skat, hvorfra paven sælger aflad, se her. Det var, hvad Luther og Cajetan havde diskuteret, og det kan de herefter ikke mere diskutere åbent og frit.

Og det er også en mærkelig tilfældighed, der ligger i, at den Luther, der i 1519 er overbevist om, at pavestolen hører med til den øvrighed, som Paulus i Rom 13 hævder, at en kristen skal adlyde (se her), i 1520, da han bliver overbevist om, at paven er antikrist, får frataget sin hidtidige begrundelse for at censurere sig selv. Nu, men ikke tidligere, kan han frit udtale sig om, hvad han (og for den sags skyld: alle andre) kan se og høre: Pavestolens enorme magtmisbrug: gennem afladshandel, gennem embedsbesættelser, på utallige andre måder suger pavestolen til sig af penge og indflydelse. Og så vover han at skrive om det, han ser, i ”Til den kristne adel af den tyske nation” og i ”Om kirkens babyloniske fangenskab”.

Det ligger også ganske udenfor Luthers indflydelsessfære, at hans skrifter fik den udbredelse, de fik. Og vi kan gerne sige, at det overraskede ham. I marts 1522, da han vender tilbage til Wittenberg fra Wartburg, siger han i en prædiken, at han ikke har overbevist med nogen tvang, det er ordet, der har udvirket det altsammen, se her.

Det er også denne erfaring om ordets gennemslagskraft, der får ham til i 1524 at skrive til de to fyrstebrødre, at de skal lade ånderne tørne sammen og først gribe ind, hvis nogen vil bruge næverne i en åndelig kamp, se her. Og ”ånderne” var her Luthers og Thomas Münzers ånder. Men mærkelig nok bevarer han denne tiltro til ordets kraft selv efter bondeoprøret, der jo ellers kan betragtes som en erfaring om det modsatte. I 1528 hævder han, at man skal lade døberne i fred, det må være nok med den straf, de vil få i det hinsidige.

Men op igennem trediverne ændrer Luther synspunkt. Han overbevises mere og mere af sine medreformatorer om, at døberne bør forfølges. Og i 1536 er han medunderskriver på en pjece til fyrsterne om døberne, se her. Heri skelnes der mellem døbernes verdslige og deres åndelige teser. Om de verdslige hedder det, at de skjult eller åbenlyst er opfordring til oprør, og at øvrigheden derfor har pligt til at beskytte sig imod dem. Og om de åndelige hedder det, at de er udtryk for gudsbespottelse, og at øvrigheden er skyldig at bekæmpe en sådan bespottelse.

Stillet overfor en sådan pjece kan man jo godt som Stjernfelt glemme alt om den klamme selvcensur, der under pavedømmet lå over kristenheden, overse alt, hvad der har med en ”Umwertung aller Werte” at gøre, og nøjes med at hævde, at Luther gik ind for henrettelse af anderledes tænkende.

Nu havde Luther jo imidlertid ikke nogen Frederik Stjernfelt at rådføre sig med, han måtte nøjes med de bitre erfaringer, virkeligheden præsenterede ham for. Og som man kan forstå, én af disse erfaringer bestod i, at han opdagede, at dette at ”lade ånderne tørne sammen” kan få uheldige konsekvenser. Det er ikke alle ”ånder”, der vil lade andre ånder få lov til i frihedens navn at angribe sig. De oprørske døbere i Münster i 1534-35 gav ikke andre frihed til at eksistere, men uddrev eller dræbte anderledes tænkende. Og således opstod det spørgsmål for Luther, som Stjernfelt åbenbart ikke er nået frem til endnu: Skal man være tolerant overfor de intolerante? Jeg har her kort berørt dette problem.

Og sådan skal altså dette ”Umwertung aller Werte” forstås: Luther kommer på ingen måde med et færdigt program, som han vil have gennemført. Han er i udpræget grad de forhåndenværende søms mester. Han tager stilling til problemerne, efterhånden som de opstår. Det er først bagefter, når vi betragter den udvikling, der fandt sted rundt om Luther og med Luther, at vi kan sige, at i denne tidsepoke fandt der en omvurdering sted af alle værdier.

Men det er klart: Hvis man forestiller sig, at alle mennesker i grunden tænker ligesom vi, hvis man ikke er i stand til (eller ikke gider) sætte sig ind i middelalderens helt anderledes tankegang, så fristes man til at bedømme Luther efter nutidens målestok, så spørger man efter demokrati og demokratiske friheder, og så oprøres man over alle os, der betages af den omvurdéring, der fandt sted, og berømmer Luther, fordi han midt i denne brydningstid ikke blot formåede at fastholde sin kritik af paven, men også ud fra den ældste menigheds praksis fik de gamle skikke genindført.

Men kvinderne? Dem kunne han vel ikke gøre noget ved! På det punkt var han vel ligeså middelalderlig som alle andre. Alt det med ligestilling mellem kønnene, det kan man vel lige så godt på forhånd opgive at lede efter hos Luther, mand og mandschauvinist som han var? At tro, at reformationen havde nogen gunstig virkning på ligestillingen mellem kønnene, er vel, som Informations referat hævder, en myte, som bør aflives jo før des bedre?

Det, der irriterer mig ved Hanne Vogts påstand, er såmænd ikke så meget, at hun vil aflive myter, det er det, at hun tilsyneladende sådan for alvor mener, at hun kan indfange Luther og Luthers holdning til kvinder med et enkelt citat. Netop hvis Luther lader sig påvirke af de erfaringer, han gør, og ændrer synspunkt, hvis han møder nye erfaringer, er det historisk set galimatias at ville sømme ham fast på en enkelt udtalelse. (Jeg forudsætter her, at han virkelig har sagt, som af Helle Vogt anført, selv om jeg ikke har kunnet finde citatet i Luthers lille katekismus).

Igen: Der foreligger ikke i Luthers sind nogen masterplan for indførelsen af reformationen. Han har formodentlig dårlig nok forestillet sig, hvad den eller den ændring kunne føre med sig. Under omtale af indførelsen af salmesang har jeg således forestillet mig, at det kom som en overraskelse for Luther, at kvinderne sang med ved den første gudstjeneste med en salme på modersmålet, se her; jeg tænkte mig ligefrem, at han havde hørt Gud sige til sig: ”Hvad Martin, det havde du nok ikke regnet med!”

Andre gange kommer opfattelsen af kønnenes ligestilling mere direkte frem. I et skrift fra 1522 angriber han således adelen for to ting: for det første, fordi den sender sine overflødige sønner ind i kirkelige embeder, hvor de ikke på naturlig måde kan udøve deres kønsdrift, og for det andet – hvis altså kønnene er ligestillede og det at forhindre kønsdriften hos det ene køn er lige så slemt som at forhindre den hos det andet køn – fordi den sender sine døtre i kloster, se her. Jeg gætter på, at Luther på det tidspunkt ikke har nogen særlig god viden om den kvindelige kønsdrift, men ud fra et gætværk om, at Gud nok har fordelt kønsdriften ligeligt mellem kønnene, fremkommer han med sine betragtninger.

I det blogindlæg, hvor jeg nævner disse ting – Den fremmede Luther 3, se her – nævner jeg også den danske reformationspræst, Christiern Schrok. Han er den eneste, som, så vidt jeg har opdaget det, gør opmærksom på endnu en utilsigtet, men særdeles heldig bivirkning af Luthers reformation: Schrok anbefaler i høj grad præsteægteskabet, og én af de ting, han fremhæver som en god ting ved det, er, at præstens kone bliver ”hæderligt taget af andre dannekvinder”. Det er jo en modsætning til forholdene i den katolske tid (og i den katolske kirke i dag), hvor præstens frille blev (og bliver) betragte med nedladenhed af andre kvinder.

Og det var jo altså Luther, der hævdede, at præsterne bør gifte sig. For han opdagede, at oldkirkens præster ofte havde giftet sig. Og han vidste også fra sine nytestamentlige studier, at Peter var gift. Og ligesom han ved at gå tilbage til nytestamentlig tid opdager, at man dengang sang salmer, at man uddelte nadveren i begge skikkelser, osv., således opdagede han også, at man dengang ikke stillede noget krav til præsterne om, at de skulle leve i cølibat. Så hvorfor stille dette krav til nutidens præster, når det syntes at være et krav, som antikrist i form af pavestolen havde fundet på?

Men at det skulle bevirke, at præstens frille, når hun blev forvandlet til præstens kone, fik normal anseelse i samfundet, det havde vist hverken Luther eller andre tænkt på. Men kan man alligevel ikke godt ud fra denne iagttagelse hævde, at reformationen havde en gunstig virkning på ligestilling mellem kønnene? Det forudsætter selvfølgelig, at man véd, at præsteægteskabet blev genindført ved reformationen, og véd, at der var ganske mange præstefriller før reformationen. Og det er nok en sådan viden, det skorter på.

Som sagt: Helle Vogt synes at mene, at har hun bragt dette citat: ‘Kvinder er udelukkende skabt til at tjene mænd og være deres hjælpere’, så har hun fortalt tilstrækkeligt om Luthers opfattelse af kvinder til, at hun kan afkræfte myter, så behøver hun ikke citere mere, for at det kan stå klart, at reformationen ikke havde nogen gunstig virkning på ligestillingen mellem kønnene.

Det sidste forhold, jeg skal nævne, viser – synes jeg – dels, at Luther så sandelig så på kvinden som en ligeværdig skabning, dels, at han ikke var bange for af hensyn til kvindens ønske at foreslå noget i tiden ret uhørt.

Han går i ”Om kirkens babyloniske fangenskab” forskellige forhold om ægteskabet igennem og når så frem til det spørgsmål, hvad man skal gøre, hvis manden er impotent. Han giver her det råd, at hvis kvinden gerne vil have børn eller ikke kan holde sin kønsdrift i tømme, så skal hun – helst med mandens billigelse – søge samleje med en anden, måske mandens bror, et samleje, der dog skal holdes hemmeligt, ligesom børnene skal tilregnes manden, se her.

Om det er et godt råd, er ikke sagen her, heller ikke er det her spørgsmål om, hvordan et sådant råd forholder sig til den kanoniske lov. Hvad jeg vil bruge dette eksempel til, er udelukkende at vise, at Luther tager kvindens ønske alvorligt, så det billede af Luther, man får gennem Helle Vogts citat, ikke kommer til at stå alene.

Derimod vil jeg ikke påstå, at dette har haft en gunstig virkning på ligestillingen mellem kønnene, for dels tvivler jeg på, at rådet er blevet fulgt ret mange gange, og dels vil dets virkning jo forblive skjult, eftersom sagen skal holdes hemmelig.

Hvad det drejer sig om ved studiet af reformationen i almindelighed og Luther i særdeleshed, er, såvidt jeg kan se, at gøre sig den enorme omvæltning af værdierne klar. En god gerning i senmiddelalderen kunne være at leve i cølibat, altså holde kønsdriften nede. Det vendte Luther op og ned på. En god gerning i hans øjne var at leve i kald og stand. Det vil sige, at fra at regne en klostertilværelse i et nonnekloster for den ædleste og mest gudvelbehagelige gerning for en kvinde, blev det nu livet som ægtehustru og husmoder, der blev den ædleste og i Guds øjne bedste gerning.

Det er den overgang, man skal holde sig for øje. Det er her, det nye sker. Vil man bedømme betydningen af denne ændring ret, kan man læse nogle af de bøger, som tyske præstefriller har skrevet, om hemmeligholdelsen af det, der er et ægteskab, men ikke må kaldes et ægteskab, om vanskelighederne for de børn, der kommer ud af det, osv. Så må man næsten nødvendigvis komme til den konklusion, at der i hvert fald for disse kvinder skete noget godt i og med reformationen.

Men jeg kan ikke helt dy mig for at drille Helle Vogt en smule. Hvis jeg nu skal lade mig friste af hendes tænkemåde, så jeg altså tager en nutidig målestok frem og måler Luther og hans anbefalinger med den, vil jeg så ikke med fuld ret kunne sige, at Luther med sit råd til kvinden med den impotente mand er langt forud for sin tid? Fremmed sæddonation, det er jo noget, der først er opfundet i vor tid. Men se, hvordan Luther rev sig løs af sine middelalderlige tænkemåder og fremkom med et supermoderne råd, som ingen nutidig forfatter kunne have gjort bedre.

Hvilket naturligvis altsammen er det rene vrøvl. For sådan kan man ikke bedømme fortiden. Det er lige så tosset som at lede efter religions- ytrings- og tankefrihed i Luthers tankegods, sådan som Frederik Stjernfelt gør det, eller at ville måle reformationen med den moderne ligestillings alen. Og det vil jeg naturligvis aldrig finde på at gøre. Jeg nøjes med at påvise, hvordan der ved reformationen skete en ”Umwertung aller Werte”.

Det er alt rigeligt for mig. For det er et fantastisk, uforståeligt, forunderligt eksempel på historiens snirklede forløb.

Udgivet i Historie, Luther | Tagget | Skriv en kommentar

Fem hundrede år

Den fremmede Luther 43

Så nåede vi da frem til den 31. oktober 2017, højdepunktet i reformationsfejringen.

Og hvad må så mit øje skue?

Tja, Jyllands-Posten fejrer dagen ved at lade en katolsk historiker, den normalt særdeles velunderrettede Jørn Arpe Munksgaard, i dagens kronik hævde, at ”Reformationsfejringen bygger på notorisk historieforfalskning”, se her. Kristeligt Dagblad, derimod, fejrer dagen med en stort opsat leder, som i dagens anledning er anbragt på forsiden. Inde i bladet har man så anbragt diverse artikler om fejringen forskellige steder i landet, men jo også fået plads til en katoliks anmærkninger. Man har interview’et lektor Bjørn Thomassen om en ny bog, han har skrevet: ”Kampen om de danske sjæle”, og interview’et har fået overskriften: ”Reformationen var ikke en frihedsbevægelse”, se her. Og så har man som kronik anbragt biskop Marianne Christiansens argumentation for det sekulære samfund: kun det kan give sand trosfrihed, se her. Berlingske synes at lade dagen passere uden at bemærke noget. Information, derimod, har ganske meget at sige, så meget, at jeg i dette indlæg må lade det ligge.

Og hvad skal man så sige til det?

Tja, bum, bum, bum!

Jeg vil – som sædvanligt – hæfte mig mest ved dem, jeg er uenig med. Og hvad de to katolikker angår, må jeg igen udtrykke min undren over, at modsætningsforholdet til os lutheranere stadig er så indædt, at det kniber med en neutral historieforståelse. Det er, som om de begge går ud fra forholdene i middelalderen som det normale. Alt, hvad der afviger derfra, er noget forkert, noget forstyrrende, som helst skulle fejes af bordet.

Værst i den retning er næsten Bjørn Thomassens undren over en manglende undskyldning fra den danske folkekirkes side:

Op til reformationsjubilæet har både den lutherske kirke i Tyskland og den anglikanske kirke udstedt officielle undskyldninger for de ugerninger, ødelæggelser og den vold, der fandt sted under Reformationen. Ifølge Bjørn Thomassen er det helt utænkeligt, at folkekirken skulle kunne finde på at gøre det samme:

Jeg siger ikke, at den danske folkekirke skal gå ud og sige undskyld for alt, hvad der måtte være problematisk ved Reformationen i Danmark. Jeg siger bare, at det er meget sigende, at diskussionen slet ikke er oppe at vende. Vi erkender slet ikke, at der måske er noget at sige undskyld for.”

Når han kan se så bagvendt på sagen, skyldes det, at han opfinder en kristen folkereligiøsitet, der florerede i Danmark inden reformationen. Han siger:

I den gængse formidling af Reformationen skriver man, at helgenbilleder og bedekapeller var blevet ’overflødige’ med Reformationen. Overflødige for hvem? tillader jeg mig at spørge.

Det er åbenbart helt umuligt for ham at forestille sig, at den middelalderlige ”folkereligiøsitet” var ganske ukristelig, at afladshandel, sjælemesser, munkeidealer af nogen kunne (og kan) opfattes som noget, Fanden har skabt. Det er klart, at hvis nogen i dag synes, at afskaffelsen af disse ting var forkert, at reformationen var udtryk for en forkert kristendomsopfattelse – og det gør vel katolikkerne – så må de forblive katolikker, men at forvente, at vi, der ser noget ukristeligt i disse ting, skulle undskylde overfor katolikkerne, at de blev fjernet, det er dog en besynderlig opfattelse af have. Kan Bjørn Thomassen ikke acceptere, at der er kristne, der har en anden opfattelse end hans katolske af middelalder og kirkeret?

Jamen, volden?

Ja, den beklager også vi. Der var én gråbrødremunk, der mistede livet under de uroligheder, som borgerne i de forskellige byer foranstaltede for at få munkene jaget ud af deres klostre.

Men er det umuligt for Thomassen at se den daværende katolske kirkes vold? Det var jo paven, der forlangte Luther brændt på bålet, ikke Luther, der krævede paven brændt. Og først, da kong Frederik den Første nægtede at tvinge bortløbne munke tilbage til deres klostre i 1527, blev vi klar over, at det indtil da havde været sædvane på den måde at tvinge munke til at forblive i deres klostre. Det er også vold.

Så til Jørn Arpe Munksgaards kronik og de notoriske historieforfalskninger!

Han begynder med at vende sig imod dem, der ser en lige linje fra Luther og frem til vore dages demokratiske velfærdssamfund. Og bevares, historiens gang er ret snirklet, og hvis man ikke vil se nogen forbindelse, er den nok ret svær at få øje på.

Men så hedder det:

For det første var han [Luther, rr] – som sine andre samtidige – aldeles ikke demokrat, idet demokratiske ideer og tanker lå uhyre fjernt for folk i det 16. århundrede. I centrum for hans samfundsopfattelse stod hverken frihed, lighed eller folkestyre, men derimod streng, ubetinget lydighed mod fyrsten, de verdslige myndigheder. Fyrsten var ifølge Luther indsat af Gud og var dermed også Guds repræsentant i samfundet, og enhver form for opsætsighed eller illoyalitet over for fyrsten, hvilket i sidste instans er det samme som staten, måtte og skulle nødvendigvis straffes på allerhårdeste vis.

Og se, her har vi noget, som er en notorisk historieforfalskning: Luther krævede ikke ubetinget lydighed mod fyrsten. Det er sandt nok, at han mente, man skulle adlyde sin fyrste, også om han handlede uretfærdigt. Men han undtog situationer, hvor fyrsten krævede, at undersåtterne skulle handle imod Guds bud, f.eks. deltage i en angrebskrig. F.eks. skriver han om situationen i 1542 omkring den lille by Würzen, som flere fyrster ville angribe, om den, der fulgte en angribende fyrste:

Og jeg tilråder også troligt, at den, der fører krig under en sådan ufredelig fyrste, han skal løbe alt, hvad han kan, bort fra krigen, han skal redde sin sjæl, og lade sin hævngerrige, vanvittige fyrste alene, så han kan føre krig med dem, der vil fare til djævelen med ham. (Se her).

Det vil sige, at når Munksgaard hævder, at Luther kræver ubetinget lydighed mod fyrsten, er der tale om en notorisk historieforfalskning.

Næste historieforfalskning, som Munksgaard vil gøre opmærksom på:

Munksgaard skriver lidt senere:

Berygtet i den sammenhæng er Luthers entydige opfordring til brutalt at nedslagte de oprørske bønder, ca. 100.000 i alt, som i 1525 revolterede for at forbedre deres elendige levevilkår; eller med reformatorens egne ord kunne der »ikke være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk til end en oprører«, og som følge heraf skulle de alle slås ned som »gale hunde«. Men ikke nok hermed, for et andet sted skriver Luther blandt andet: »Stød, hug, dræb nu, hvem der kan! Dør du derved, er det til lykke for dig! En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling«.

Og gjorde man det, kunne man opnå at blive martyr og dermed også sikre sig en plads i Paradis.

Sidstnævnte fortolkning forekommer sikkert ikke de fleste ubekendt i dag, hvor netop islamistiske imamer prædiker nøjagtig det samme. Og der er vel ikke nogen, der i dagens Danmark vil hævde, at disse imamer på nogen måde kan være ophavsmænd til udbredelsen af demokrati?

Her gentager Munksgaard det, som mange marxistiske historikere har sagt utallige gange. Men – som Munksgaard selv skriver – en løgn bliver ikke til sandhed ved at blive gentaget. Hans løgn heller ikke. Det med de gale hunde er rigtigt nok. Det citat kan ses her. Det næste citat er også ægte nok, se her. Men som historiker burde Munksgaard vide, at man kan få et citat til at sige det stik modsatte af, hvad det indeholder, hvis man tager det ud af dets historiske sammenhæng. Og det er unægtelig, hvad Munksgaard gør.

For det første der det måske værd at have in mente, at Luthers første skrift i bondeoprøret var en opfordring til forhandling med bønderne, se skriftet her. Dernæst må man huske på, at bønderne blev vildført af nogle præster, der mente, at dommedag var nær, og som derfor mente sig berettiget til at hidføre Guds straffedom over de efter deres (og vores?) mening uretfærdige fyrster. Blandt de præster var Thomas Münzer. I krig sker tingene hurtigt. Da Luther udsendte sit første skrift, var der endnu tid til forhandling. Men da han udsendte opfordringen til at slå bønderne ned som gale hunde, brændte og hærgede bønderne rundt i store dele af Tyskland blandt andet på opfordring af disse præster. Da var forhandlingsmuligheden forpasset.

Og for det tredje kunne man godt, hvis man var lidt venlig stemt overfor Luther (og hvis man som historiker havde undersøgt tingene ordentligt), gøre opmærksom på, at Luther faktisk i det hårde skrift mod bønderne opfordrer til mildhed overfor de mange personer blandt bønderne, som kun var medløbere, måske endda af oprørerne var tvunget til at være med, se her.

Og forøvrigt: Halvdelen af de fyrster, hvis tropper deltog i nedhugningen af bønderne, var katolikker.

Så drager Munksgaard den besynderlige slutning, at Luther her siger det samme som de muslimske imamer, der anbefaler jihad.

Det var dog den stiveste!

Hvem er det, den muslimske terrorist vil have slået ihjel? Ja, det er jo, som alle véd, måske også Munksgaard, fredelige danskere, belgiere, franskmænd, osv., som skal slås ihjel, ikke fordi de har gjort noget ondt, ikke fordi de støtter krigen mod IS, men ifølge IS’s egne ord: blot fordi de er ikke-muslimer.

Hvorimod de mennesker, Luther her opfordrer til at slå ihjel (som gale hunde), er mennesker, der er oprørere, og som, hvis man ikke slår dem ihjel, vil lade deres oprør brede sig, så staten selv går under.

For enhver nogenlunde normal historiker er det de oprørske bønder, der skal sammenlignes med de muslimske terrorister. Men ikke for Munksgaard. Han mener, det er fyrsternes soldater, der er som terrorister, skønt det jo dog, hvordan man end vender og drejer det, er dem, der udøver øvrighedens myndighed.

Her er han virkelig langt ude.

Men det er selvfølgelig det, at Luther hævder, at de soldater, der måtte omkomme i forsøget på at slå bønderne ned, har Guds velbehag, bliver martyr og opnår en plads i Guds paradis, det er det, der får Munksgaard til at sammenligne disse soldater med de muslimske jihadister. At den ene part kæmper på Guds side (fyrsternes soldater) og den anden part på djævelens side (jihadisterne), det vover Munksgaard ikke at sige.

Men så er man jo nødt til at spørge ham, om man da ikke i den katolske kirke skelner mellem en retfærdig og en uretfærdig krig. Så vidt jeg véd, holder katolikkerne mere fast på denne skelnen end vore dages lutheranere. Og selv om vore dags katolske kirke vel ikke er så vild med på Guds vegne at tildele den ene og den anden plads i paradiset, så må man vel alligevel sige, at den, der dør i en retfærdig krig, dør i Guds velbehag, dør, fordi han har gjort sin pligt, dør, fordi han på den vakkelvorne måde, hvorpå vi syndige mennesker handler, trods al synd har forsøgt at få retfærdighed til at ske fyldest.

Endnu en ting skal nævnes: Munksgaard er som andre katolikker forarget over, at kongen ”stjal” kirkens jordegods. Selv nævner han, at det drejede sig om en tredjedel af Danmarks jord. Men han er ikke det mindste forarget over, at kirken rådede over så store jordegodser. Og han ser ikke denne mægtige rigdom som et tegn på den daværende katolske kirkes forfald. Hvilket vel ellers ville være naturligt nok.

Så meget for de notoriske historieforfalskninger. De ligger på Munksgaards side, ikke på lutheranernes.

Nå, der er flere ting at anholde hos Munksgaard, f.eks. gentager han påstanden om, at kirke og stat aldeles ikke blev adskilt, men snarere sammensvejset ved reformationen. Det kan der være noget om. Hvis man giver Luthers to-regimentelære den formulering, at det drejer sig om at adskille kirke og stat sådan rent organisatorisk, så er hans påstand god nok. Men der ligger betydelig mere i Luthers lære. Der ligger en påstand om tilbagetrækning af kirken fra indblanding i statens anliggender. Staten skal ledes efter fornuftige principper, som fyrsten er sat til at varetage, og som kirken kun kan blande sig i som rådgiver. Der findes ikke specielle bibelske principper, som land og rige skal styres efter.

Og disse principper har i løbet af de sidste 500 år bredt sig ud over det ganske Europa. Ét af de sidste steder, hvor en katolsk bastion faldt, var i Italien, da man for en tyve-tredive år siden fra statens side gav tilladelse til at foretage ganske almindelige, verdslige skilsmisser. Så måtte kirken selv om, hvorvidt den ville anerkende de nye ægteskaber, der kunne indgås efter en skilsmisse. Indtil da havde kirken stor magt over ægteskaberne i Italien. Men omsider slog Luthers to-regimentelære igennem også dèr.

Det er her, det kan være gavnligt at læse Marianne Christiansens kronik. For den hævder, at

Hvis vi ikke har et sekulært samfund, hvor magtudøvelsen ikke begrundes religiøst, kan vi heller ikke have trosfrihed. Og uden trosfrihed kan der ikke være tale om, at evangeliet forkyndes til fri modtagelse i troen,

Her er det altså opfattelsen, at den trosfrihed, som både Luther og Grundtvig agiterer for, kun kan udøves, når to-regimentelæren er gennemført, dvs., når magtudøvelsen ikke begrundes religiøst, men verdsligt. Det har hun efter min mening helt ret i.

Lad mig slutte med at henvise til den lille bog, jeg har fået udgivet ”Reformation på en misforståelse”. Jeg hævder deri, at reformationen foruden at være en fordel for de lande, der senere blev protestantiske, også var en fordel for den katolske kirke. Den blev nemlig ved Luthers angreb drejet bort fra afladsteologien. Og det var på høje tid. Denne teologi havde forfalsket den katolske kirkes kristendomsforståelse igennem hele senmiddelalderen. Men da afladshandelen forsvandt og den katolske kirke ikke mere skulle forsvare afladshandelen, vendte den tilbage til en mere normal teologi. Godt nok en teologi, der stadigvæk havde paven som centrum, men dog en teologi uden de excesser, som afladsteologien var udtryk for.

Man må betragte afladsteologien som en mægtig gren på teologiens træ, en gren, der havde vokset sig større end træets normale krone og nu udgjorde størstedelen af kronen. Denne gren blev totalt afhugget af Luther, og derfor kunne den normale teologi nu få lys og luft til at vokse. Og læg mærke til det: dette var noget, der skete både i den efterfølgende lutherske kirke og i den tilbageblevne katolske kirke.

Det er ikke godt at vide, hvor den katolske kirke ville være end, hvis ikke Luther havde afhugget den gren.

Dog er dette noget, som katolske teologer så at sige ikke er opmærksomme på. Bjørn Thomassen hævder i en artikel i Kristeligt Dagblad den 17-6 2017, se her, at aflad ikke kunne opnås uden anger og Guds tilgivelse. Jeg hævdede i et læserbrev lidt senere, at den pavelige teolog, Sylvester Prierias, i sit skrift imod Luthers teser godkendte Tetzels reklameslogan, at hans aflad er så kraftig, at selv hvis én havde krænket jomfru Maria, ville han kunne skaffe tilgivelse, noget, Luther tager afstand fra i tese 75. Jeg kom med en lidt mere udførlig redegørelse den 19-6, se her.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Vores historie

Nu er DR’s serie om Danmarks historie slut, og nu har DR fået enden på komedie. Utallige er de historikere, der nu rykker frem med kritik af serien: den er skrevet på en kulturradikal præmis, den udelader alle borgerlige frihedskæmpere og politikere, den ”glemmer” at nævne, at de dygtige erhvervsfolk er det, Danmark er kendt for i udlandet, den ser overhovedet ikke på forbindelsen mellem Danmark og den øvrige verden, osv., osv. Listen over anklager er alenlang, og jeg skal ikke her gå den igennem fra ende til anden.

Det hænger sammen med, at jeg ikke har set serien. Livet er for kort, ikke blot til kvindefodbold, men også til DR’s store serier.

Derimod har jeg, når jeg dagligt vover mig ind på DR for at se Tv-avis, ikke kunnet undgå af høre Lars Mikkelsen stå og reklamere for udsendelsen med blandt andet dette udtryk ”det er vores historie!”

Vores historie”?

Må man godt sige det? Må man godt tale sådan i dagens Danmark? Bliver man ikke ramt af en eller anden racisme-paragraf, hvis man udtrykker sig så udtalt og præcist om ”dem-og-os”?

Åbenbart ikke.

Sagen er, at det kulturradikale miljø i medierne har overtaget definitionsretten her i landet. Hvad der er tilladt og hvad der er forbudt at sige, det afgøres ikke af domstole eller politikere, men af medierne med Danmarks Radio i spidsen. Og når det er nogen i denne definerende og ledende kulturinstitution, der udtaler sig, så må man godt skelne mellem ”dem” og ”os”, så må man godt sige ”vores” og dermed mene ”gammeldanskernes”, ”de oprindelige danskeres”, ”den danske stammes” historie. For det er jo disse menneskers historie, man fortæller, ikke ny-danskernes historie.

Men når andre forsøger at gøre opmærksom på, at ikke alle har deres rødder i Danmark, og at ikke alle derfor på samme selvfølgelige måde er danskere som dem, udtrykket ”vores historie” henvender sig til, så himler det kulturradikale miljø op om forskelsbehandling. Da Martin Henriksen ikke uden videre i en debatudsendelse i tv ville mene, at elevrådsformand Jens Philip Yazdani var dansker – ”jeg kender ham jo ikke”, som han sagde – faldt der virkelig brænde ned over den stakkels Henriksen.

Jeg skal ikke her gå den debat igennem, der derpå udviklede sig – hvis man da kan kalde det en debat. Blot mener jeg at kunne huske, at der var tale om, at de mennesker i medierne, der har definitionsretten, på det tidspunkt og i den sammenhæng absolut ville definere begrebet ”dansker” på en måde, så næsten alle ny-danskerne blev inkluderet i begrebet. Og bevares, det er én måde at definere begrebet på.

Blot undrer det mig så, at en institution som Danmarks Radio, der så sandelig er medindehaver af definitionsretten, uden videre udbasunerer over det ganske land, at det landområdes historie, som de beskriver i disse udsendelser, er ”vores” historie, uden på nogen måde overhovedet at tage hensyn til ny-danskerne. Nu bliver pludselig begrebet ”dansker” defineret helt anderledes snævert: de mennesker, der tænkes på med ordet ”vores”, er os gammeldanskere, eventuelt plus nogle enkelte af de fremmede, der har taget den danske kultur til sig i så høj en grad, at de uden videre betragte den danske historie også som deres historie, i den grad regner de sig som tilhørende vort folk.

Men hvor mange af de fremmede drejer det sig om? Antallet af parabolantenner i ghettoerne antyder, at mange af vore muslimske landsmænd følger mere med i det, der sker i det land, de kom fra, end i det land, de bor i.

Hvilket vi forresten ikke kan bebrejde dem. Jeg har tidligere prøvet at gøre op, hvor stor vægt man i sin forståelse af, hvem der udgør det danske folk, skal lægge på ordet ”æt” hos Grundtvig, når han i indskriften på Odden kirkegård skriver om dem, der blev dræbt under slaget ved Odden den 22. marts 1808, at stenen skal vidne om, at de, der her er begravet, var danske af tunge, af æt og af id, se her. Altså, det, der binder os sammen som folk, er ikke blot sproget, og ikke blot viljen til at forsvare vort folk, men også det, at det er vore kødelige forfædre, der har bygget riget.

Vi synger i sangen ”Jeg elsker de grønne lunde”, at ”hver glans, hver plet vil jeg bære/ som falder på Danmarks navn”. Og netop det med pletten diskuterer vi ivrigt i vore dage. Skal vi tage ansvar for de forhold, der fandtes på de dansk-vestindiske øer efter, at vi havde solgt dem til USA? Skal vi sige undskyld for det, der skete dengang, da vi ejede øerne? Men også her siger vi ”vi” uden at blinke, uden at tænke på, at der efterhånden bor temmelig mange mennesker iblandt os, som ikke har del i vores historie. Ja, netop i ”vores” historie, hvor ”vores” forstås på samme måde, som når det i traileren til Historien om Danmark hedder ”Det er vores historie”.

Sjovt nok var jeg opmærksom på det engang i 2010, da jeg skrev om alt det undskylderi, vi præsenteres for, se her. Jeg skrev her, at statsministeren, hvis han indvilgede i at sige undskyld, skulle huske at få de norske og islandske statsministre til også at sige undskyld, og faktisk også den slesvigholstenske ministerpræsident. For alle disse riger hørte jo med til det danske kongerige dengang. Og så føjede jeg til, lidt maliciøst:

Så må statsministeren jo også huske på – hvis han nu skulle få den idé at undskylde – at han endelig ikke må undskylde på indvandrernes vegne. De af dem, der er muslimer, har jo også så rigeligt at undskylde som muslimer, for den muslimske verden har været lige så ‘dygtig’ til slavejagt og slavehold som den kristne. Og skulle han komme til i sin undskyldning at glemme at trække muslimerne fra, må han endelig huske bagefter at undskylde, at han undskyldte på deres vegne. Men så skulle det vist også være klart, hvem der undskylder for hvad.

Javel, vi siger, at det, der vistes i tv, var vores historie, og lad os blot blive ved med det. Men lad os så også tage lidt mere naturligt på det forhold, at der bor mennesker iblandt os, der ikke er danskere på samme måde som vi gammel-danskere. Og lad os i hvert fald håbe på, at de definitionsmagtindehavende kredse i Danmarks Radio og andre steder må få en lidt mere naturligt sprogbrug ind i hjernen, så de ikke definerer ”danskere” på en indskrænkende måde på ét tidspunkt, men på en omfavnende måde på et andet tidspunkt.

Udgivet i Historie | Tagget | Skriv en kommentar

Alt det syndepjat

Den fremmede Luther 42

Jeg er ved at være træt af al denne åh så kristelige tale om, at vi er syndere. Det er, som om ingen tænker på, at menigheden, der hører en prædiken, skal kunne genkende sig selv i prædikenens ord. Og ærlig talt, hvor mange kan genkende sig selv i al denne tale om menneskets ondskab og synd?

Jeg véd da godt, at den trofaste menighed har lært, at det med synd hører med til kristendommen. Og man er da også i kirkelige kredse beredt på at lægge ansigtet i de rigtige, alvorlige folder, når præsterne udmaler for os, hvordan vi alle er syndere. Men i dagligdagen, føler vi os så som syndere? Stillet overfor vor ægtefælle, føler vi så, at det er synd, der præger vort fælles samliv? Når vi morer os hjerteligt i venners lag, tænker vi så over den synd, der påstås at lure inderst i vore hjerter? Når vi glæder os over vort folk, glæder os over den tillid, der hersker mellem os danskere, er så ikke al tanke om synd pist borte?

Og de mange almindelige mennesker, som vi gerne vil have til at frekventere kirken, kan de rammes med denne tale om synd og syndighed? Joh, de kan nok bringes til at fornemme, at der er noget galt med samfundet, med Vestens kolonialisme, med kapitalismen, osv., men det er som regel ”de andre”, der er noget galt med, og er det endelig danskerne selv, er det som regel vore bedsteforældre, der har gjort ét eller andet forkert. Men er det den form for synd, kirken vil tale om? Er det dèr, vi skal hen med vores syndetale?

Der var hele to artikler, som skurrede i mine ører i fredagens Kristeligt Dagblad. Der var Sørine Gotfredsens debatindlæg om Charlotte Rørths og Helle Thorning Schmidts bøger, se her. Og der var Gudmund Rasks kronik om forskellige forfattere, se her.

Hvad er der dog galt med dem? vil man måske spørge. Og jeg skal såmænd ikke klandre dem for at være uinteressante eller direkte forkerte i deres analyse, men på en sær måde forbliver de begge i det negative.

Sørine Gotfredsens analyse af de to bøger skurrede i mine ører. Her påpeger hun, at de to hovedpersoner på den sære måde er personlige, at de begge gør noget ud af, hvad de selv synes, hvad de selv kan udvikle sig ved, hvad de selv vil vokse frem til. Og det er da muligt, at vi står på tærsklen til ”det personliges tidsalder”. Men hvordan lyder kirkens røst i denne tidsalder? Det er Sørine Gotfredsen tavs om.

Og Gudmund Rask vil indføre et nyt begreb i den kristne forkyndelse, begrebet ”skam”. Det henter han fra forskellige forfattere, vist først og fremmest fra Karl Ove Knausgård. Men også den norske tv-serie ”Skam” tages frem for at anskueliggøre, hvad skam er, og hvordan skam er nødvendig for at nå frem til nåden. Endelig tager han fat på Jan Kjærstads nye bog ”Berge”, som så vidt det kan ses tager et opgør med hele Breivik-sagen, eller søger at gennemanalysere denne sag litterært. Altsammen udmærket gennemgået, og det sker, som Gudmund Rask selv siger, under sidelæsning af Sørine Gotfredsens ”Fri os fra det onde”.

Gudmund Rask slutter sin kronik således:

Fri os fra det onde” kalder Sørine Gotfredsen sin seneste og meget anbefalelsesværdige bog, kredsende omkring Luthers liv og lære med gode, stærke såvel indfald som udfald. En vedvarende påpegning af noget så umoderne som syndsbevidsthed som uomgængelig forudsætning for, at vi kan komme fri, ikke af det onde, men af en væsentlig del af den truende skamløshed, som altid vil indfinde sig, når vi ikke vil kendes ved skylden og skammen i hvert vores eget liv.

Netop her kommer nåden til. Den nåde, at skylden og skammen i mit eget liv kan fortælles med uden at få det sidste ord. Men vel at mærke netop kun ved at blive fortalt med.

Jeg må indrømme, at jeg har det svært med den form for forkyndelse: at syndsbevidstheden er en forudsætning for, at vi kommer fri. Hvordan fri? Ja, ikke fri af det onde, som syndsforkyndelsen just har afsløret. Det blev nemlig ikke forkyndt, for at det skulle forsvinde, men kun for at vi skulle være bevidste om, at vi altså er onde. Så kan nåden komme til og bevirke, at vi kan leve med skylden og skammen.

Jeg mindes en tidehvervsmand, som for mange år siden vendte sig imod Jesu ord til kvinden, som var grebet i ægteskabsbrud, og som ingen var ren nok til at kaste en sten på, (Joh 8,1-11). Jesus sagde som bekendt til hende: ”Gå, og synd fra nu af ikke mere!” Den pågældende tidehvervsmand hævdede, at kvinden selvfølgelig gik tilbage til sin gade. Så ringe en kraft lå der efter hans mening i Jesu ord. Eller måske meningen snarere var: synden er her og synden bliver her, men Jesu ord giver os kraft til at leve med synden.

Men er det virkelig det hele?

Jeg er bange for, at det er Søren Kierkegaard, der har været på spil. Han har anbragt en morale efter hvert kapitel i sit store skrift ”Indøvelse i Christendom” fra 1851. Her hedder det i begyndelsen:

»Og hvad vil saa alt Dette sige?« Det vil sige, at Enhver især, i stille Inderlighed for Gud, skal ydmyge sig under, hvad det dog vil sige at være i strengeste Forstand en Christen, oprigtigt for Gud tilstaae, hvor han er, at han dog værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver Ufuldkommen, det er, Enhver. Og saa ikke videre; saa passe han forresten sit Arbeide, glad ved det, elske sin Hustru, glad ved hende, opdrage sine Børn sig til Glæde, elske sine Medmennesker, glæde sig ved Livet. Om der fordres videre af ham, vil Gud vel lade ham forstaae … Se her, side 73.

Indtil den sidste sætning (”Om der fordres videre af ham…”) er dette blevet citeret talrige gange i tidehvervske kredse. Og et senere afsnit kan man sikkert også citere med tilslutning:

»Men naar det Christelige er noget saa Forfærdende og Rædsomt, hvor i al Verden kan da et Menneske falde paa at antage Christendommen?« Ganske simpelt, og hvis Du ønsker det med, ganske luthersk: kun Syndens Bevidsthed kan, om jeg saa tør sige, forcere (fra den anden Side er Naaden Forcen) ind i denne Rædsel. Og i samme Øieblik forvandler det Christelige sig og er idel Mildhed, Naade, Kjerlighed, Barmhjertighed. For enhver anden Betragtning er og skal Christendommen være noget afsindigt Noget eller den største Rædsel. Kun i Syndens Bevidsthed er Adgangen; ad nogen anden Vei at ville komme derind, er Majestæts-Forbrydelse mod Christendommen.

Nuvel, det er måske ikke så heldigt, at man springer dette ”Om der fordres videre af ham” over, for i 1855 trækker Kierkegaard alle disse tanker tilbage, og hævder, at der virkelig fordres videre af den kristne, der fordres nemlig af ham, at han undlader at deltage i kirkens gudstjenester; deltager ham i dem, er han med til at holde Gud for nar. Se eventuelt en længere gennemgang af Kierkegaards tanker i forbindelse med kirkekampen 1855 her.

Men som man kan se: Gudmund Rasks påstand om, at syndsbevidstheden er en uomgængelig forudsætning for at vi kan komme fri af den truende skamløshed, kan godt siges at stå i en ikke ubetydelig gæld til Søren Kierkegaard. Hvilket i min optik ikke er nogen ros.

Jamen, Luther? Luther vil da også hævde, at vi må erkende vore synder, før vi kan modtage syndernes forladelse! Se bare på det kendte udtryk ”Synd tappert”!

Det er sandt, at ganske mange har brugt udtrykket ”synd tappert” for at hævde, at der ikke kræves andet af os, end at vi erkender vor synd, og at man så ellers, som Kierkegaards morale forklarer, lever videre som før, elsker sin hustru, opdrager sine børn og glæder sig ved livet. Men dels er nu udtrykket ”synd tappert” et udtryk, Luther bruger til at drille Melanchthon med i et privat brev, se evt. min analyse af udtrykket her, dels kan man faktisk vise, at Luther på ingen måde vil mene, at det forkyndte ord er så kraftesløst, at det vil efterlade os ganske, som det fandt os.

For nogle år siden skrev jeg en afhandling på nettet ”Luther var ikke lutheraner”, se her. Oprindelig havde jeg tænkt mig at kalde den ”Alt det syndepjat”. For jeg havde efter en gennemlæsning af Luthers prædikener fra 1531 over bjergprædikenen opdaget, at Luther slet ikke bar sig ad, som vi i vore dage forventer, at en god lutheraner bærer sig ad: han brugte aldeles ikke Jesu mange formaninger i bjergprædikenen som et ”syndespejl”. Det er jo ellers blevet skik at mene, at når Jesus f.eks. i Matt 5,22 siger, at den, der siger tåbe til sin bror, skal dømmes til Helvedes ild, så skyldes det, at han vil stramme loven til det umulige, om han dog ikke derved kunne få os til at henfly til nåden i Kristus.

Og det var ganske mærkeligt for mig at gøre den opdagelse, at Luther slet ikke brugte formaningerne på den måde. Og det var sådan set også sjovt nok at genlæse, hvad jeg dengang skrev om Luthers prædiken over ordet om, at den, der ser på en kvinde med et lystent blik, bedriver hor (Matt 5,28). Mærkeligt nok viser det sig, at det er noget, der godt kan bruges i vore dages #metoo-diskussion. Ikke ud fra mine ord, men ud fra Luthers prædiken. Ja, man tror det næppe, men kom selv, bese det lidt (det pågældende kapitel kan beses her).

Når Luther skal udlægge dette ord, siger han, at Jesus konkluderer, at ægteskabsbrud også kan ske med øjnene. Jeg hefter mig her ved, at Luther siger ”kan ske”, ikke ”sker altid”. Det betyder, at Luther ikke anvender ordet som murbrækker for sit ellers almindelige syn på kønsdriften som synd i sig selv. Udover sin augustinske teologi, har han en folkelig forståelse af, hvordan menneskelivet fungérer, og det er (heldigvis, siger jeg) den, han bruger her.

Han véd f.eks. også godt, at et lystent blik er ret svært at styre. Derfor er det ham ikke nok at sige, at ægteskabsbrud kan ske, når man ser på en kvinde, han må, fordi han taler til folk nede på jorden, føje til: ”eller driver spøg med hende, ja tænker på hende med ond lyst”.

Det, han har for øje, og det, han vil formane til at sørge for, er forholdets opretholdelse. Han tænker relationelt. Han overvejer, hvad der kan ødelægge et forhold, og hvad der kan opretholde det. Og dette blot at se med et lystent blik, ødelægger ikke noget forhold, hvis ikke der følger gebærder med: smil, pjatteri, indbydende ord. Han skriver i prædikenen (og jeg kommentérer her):

For jeg har ofte sagt, at det ikke er muligt at leve i kød og blod uden syndig, ond tilbøjelighed, ikke alene på dette område, men også imod alle de andre bud. Derfor har også her lærerne opstillet en forskel, som også jeg vil lade det forblive ved: at en ond tanke ikke er dødssynd, hvis man ikke efterkommer den. Det er ikke muligt, hvis én har fornærmet dig, at ikke dit hjerte skulle føle og blive berørt og begynde at overveje, hvordan man kan hævne sig. Men det er endnu ikke fordømmeligt, når han blot ikke har besluttet det og sat sig det for, at gøre skade, men modstår den slags tilbøjelighed. Således også i dette tilfælde; det er ikke muligt at undgå, at djævelen skyder ind i hjertet med onde tanker og lyst. Men pas på, at du ikke lader en sådan pil blive siddende og vokse fast, men straks river den ud og kaster den bort.

Jeg vil ikke anbefale, at vi giver os til at efterligne Luther her og ved at tale om dødssynd og tilgivelig synd får mulighed for stadigvæk at kalde alt kønsligt begær synd. For det er os ganske umuligt at følge Luther i hans augustinisme, altså i den tanke, at alle drifter er synd. Og det er vist også umuligt for os ikke at se den selvmodsigelse, der på dette punkt ligger i Luthers tanker. Han skriver lidt tidligere i prædiken (min kommentar her):

Du må godt have lov til at se på ethvert kvinde- eller mandsbillede, men pas på, at begæret udebliver. For det har Gud forordnet, at enhver skal have sin ægtehustru eller ægtemand, og at han skal knytte sin lyst og sit begær til hende eller ham og lade denne lyst og dette begær få retning derhen imod.

Lysten og begæret er knyttet til den Guds gode ordning, som ægteskabet er. Og i stedet for – som Luther – at søge at fastholde en falsk menneskeforståelse ud fra Augustin, en menneskeforståelse, som ganske rigtigt giver os mulighed for at tale om en basal synd hos mennesket, burde vi – som Luther også gør – tale om ægteskabet som en god relation, som en relation, det er værd at arbejde for at opbygge og holde fast i, en relation, hvorigennem mennesket – både manden og kvinden – finder sig selv helt og fuldt.

Det er godt nok svært, hvis man skal udlægge den moderne litteratur. Ikke, at jeg har så megen forstand på den, men man kan godt få indtryk af, at det her drejer sig om at finde ud af, hvordan et menneske kan finde sig selv på trods af, at han eller hun gennemlever en række forskellige forhold. Og jeg tror nok, jeg har Luther med mig, når jeg vil hævde, at det fine og indviklede system med at bygge på nåden, som man når frem til igennem sine oplevelser af skam og skamløshed, ikke er meget værd, hvis ikke det danner grobund for noget så gammeldags som trofasthed.

Ikke sådan, at trofasthed så bliver den høje etik, man skal rette sig efter, men sådan, at trofasthed tænkes med ind i relationen, sådan, at det ”ja”, der lyder, når der spørges: ”Skal det være os to, søster?” ikke blot gælder for den første nat, men for alle nætter fremover, sådan, at den stolthed, glæde, fryd, der gennembæver én, fordi hun sagde ja, er nok til et helt liv.

Ja, ja, det lyder gammeldags, jeg véd det nok. Men før p-pillens opfindelse og gennembrud var trofasthed jo nødvendig, hvis det barn, der kom ud af det, skulle have både en far og en mor. Og de noget forskellige kønsroller, der tildeltes de to køn, var også præget af, at der skulle blive et hjem til, som kunne danne ramme om børns opvækst. Anderledes i dag, hvor kønsrollerne skal omskrives – især kvindens – fordi det hele ser anderledes ud.

Og så til sidst: Jeg kunne have lyst til at opfordre kirken til at sætte den vestlige kønsmoral op mod den muslimske. Jeg kunne have lyst til at opfordre den til at hjælpe nutidens kvinder med at finde deres ben og sig selv i det morads, der ofte synes at være blevet resultatet af det såkaldt ”frie” kønsliv. Men i stedet vil jeg nøjes med at pege på en dejlig oplevelse, jeg ganske utilsigtet fik forleden.

Jeg plejer at se TV-avis på etteren hver aften kl 18,30. Men for ikke at komme for sent, tænder jeg ofte for fjerneren i god tid. Og for ikke at komme til at høre på noget efter min mening ligegyldigt vrøvl, slår jeg som regel lyden fra. Det bevirkede, at jeg forleden kom til at se en ung kvinde – om hun var fodbold- eller håndboldspiller, fandt jeg ikke ud af – som blev interview’et af én af tv’s sportsjournalister. Og her så jeg, at hendes halvstore datter stod og lyttede med på spørgsmålene og de formentlig kloge svar, hendes mor gav. Det var ikke, fordi man havde indtryk af, at hun fulgte med i spørgsmålene, det kan være, de gik over hendes interessesfære, men heldigvis havde jeg slået lyden fra. For så var det naturligt for mig ikke at følge journalisten, som, da de to, mor og datter, gik bort i baggrunden, stod og rundede af – jeg kunne jo ikke høre, hvad han sagde – og i stedet følge den unge sportskvinde og hendes datter, følge, hvordan datteren naturligt tog sin mor i hånden, følge, hvordan hun, da moderen ville løbe hen til sine kammerater, gav hende et kærligt klask bagi.

Og se, når man sådan får lov at opleve, hvordan der stadig kan etableres naturlige og ægte forhold mellem mennesker, her: mellem en mor og hendes datter, så blæser man af al syndepræk, så lader man alle spørgsmål om det onde og det ondes onde oprindelse ligge som ligegyldig teologi, så strømmer det igennem én med taknemlighed mod den Gud, der – heldigvis – også handler udenom kirken, så lader man glad de sidste ord i dette blogindlæg være

Noch ist Polen nicht verloren!”

Udgivet i Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Uægte gode gerninger

Der var en overskrift i Kristeligt Dagblad forleden, som jeg studsede lidt over. Den lød: ”Poul Krebs: En god gerning er noget, jeg selv får det godt af at gøre”, se her. Det viste sig at være én af disse halvtossede enquêter, hvor man stiller en kendt person en række ret ligegyldige spørgsmål. Og selv om jeg ikke er meget for den slags artikler, måtte jeg alligevel tage hatten af for Poul Krebs’ lidt finurlige svar på det sidste spørgsmål: ”Hvad vi du være bedre til?” Her svarede han: ”At svare kort og præcist”. Godt gået!

Men det, der oprindelig fik mig til at studse, var svaret på spørgsmålet: ”Hvad er en god gerning?” Når man skal svare kort og præcist, er det såmænd ret fint med svaret: ”Noget, som jeg selv får det godt af at gøre”. Og jeg skal sådan set ikke bebrejde Poul Krebs, at han svarer sådan. Men med et sådant hurtigt svar, grebet ud af luften, for i det mindste at sige noget til dette fortærskede spørgsmål, får han sagt noget, der præger mange mennesker: man vil gerne gøre noget, der kan ”give en god mavefornemmelse”, man vil gerne være godgørende, for det føler man er noget godt, osv.

Men er det en god gerning i kristelig forstand, der kommer ud af det? Er det ikke snarere tegn på en moderne farisæisme, at man tænker og handler sådan? Bevares, handlingen selv: at give 500 kr til Røde Kors, eller at hjælpe i forskellige velgørende foreninger, kan være god nok, mennesker bliver jo hjulpet i alle tilfælde, men gøres disse gerninger blot, fordi de giver en god mavefornemmelse, eller – værre endnu – fordi folk nødig skulle tro, at man ikke tænker på de fattige, er der så ikke tale om ren og skær farisæisme?

Dette: at man nødig vil falde igennem i andres anseelse, spiller også en rolle for politikere. Ikke blot i forhold til deres vælgere, også i forhold til andre landes politikere. Og det er da forståeligt nok. Hvis ens land har foretaget en nedskæring af hjælpen til de internationale organisationer, så er man som politiker nok ikke så glad for at mødes med andre landes politikere, der stadig opretholder et højt niveau af hjælp. Som regel kan man nok ryste op med en god undskyldning, men det er formodentlig svært helt at undgå en personlig følelse af ikke helt at være god nok, hjælpsom nok, næstekærlig nok.

Noget af det, EU-samarbejdet ganske utilsigtet har givet os, er en sådan skjult fromhedskonkurrence. Det ene land vil ikke gerne stå tilbage for det andet, når det drejer sig om den slags gode gerninger, og derfor føler politikere sig mere eller mindre tvunget til at gå med til ”næstekærlige” bestemmelser og regler, og derfor føler befolkningerne, godt hjulpet på vej af medierne, sig også nødt til at følge trop.

Og til at begynde med kunne man jo sige: ”Jamen, det gør da ikke noget, at landene konkurrerer med hinanden om at gøre noget godt”. Men som tiden er gået, er det gode, man ubevidst føler sig nødsaget til at gå med til, svulmet ikke så lidt op.

EU har f.eks. for egen regning udvidet FN’s flygtningekonvention med en bestemmelse om, at enhver, der sætter foden på europæisk jord og ansøger om asyl, har et retskrav på at få sin sag behandlet. Så længe der kun var få mennesker, der på den måde ”satte foden på europæisk jord”, betød det ikke det store. Men efter at menneskesmuglerne er blevet klar over, hvilket enormt potentiale for lettjente penge der lå her, er antallet af fodsættende personer svulmet op, stærkt afhængigt af prisen for den rute, menneskesmuglerne kan tilbyde.

Og her har fromhedskonkurrencen mellem landene været fatal. Alle har følt, at de på samme måde som de lande, de normalt sammenligner sig med, skulle udvise et humanitært storsind. Værst af alle var Sverige, da Fredrik Reinfeldt udnævnte Sverige til en ”humanitær stormagt”, dvs., han lod ane, at Sverige satsede på at vinde guld i næstekærlighed, i gode gerninger.

At der var tale om uægte, gode gerninger, generede ingen. For folk blev jo hjulpet. Og det er sandt nok. Men det er næsten også det eneste, der er sandt i denne sammenhæng. Uægte var de gode gerninger, for de, der udøvede dem: politikerne, og de, der pressede på for at få dem gjort: medierne og de rige, var ikke dem, der kom til at bære de byrder, disse ”gode” gerninger indebar. Det var de fattige, der kom til at bo side om side med de hjulpne indvandrere.

Og hvad værre var: det var ikke blot begrebet ”gode gerninger”, der blev misbrugt, det var også selve flygtningebegrebet. Ifølge de oprindelige konventioner er en flygtning en person, der i det land, han kommer fra, er personligt forfulgt. Men da det er meget svært at kontrollere, om personer er personligt forfulgt i de lande, de flygter fra, har man tænkt, at det jo må være bedre at modtage ti for mange end én for lidt, og det har man så gjort. Så er der i hvert fald ingen, der kan klandre én ellers ens folk for en fornæret tilgang til flygtningekonventionen.

Og da man samtidig påbegyndte en række integrationstiltag, så snart godkendelsen som flygtning var i hus, blev begrebet ”flygtning” meget hurtigt identisk med begrebet ”indvandrer”. Blot brugte medierne hele tiden begrebet ”flygtning”. Det andet ville i alt for høj grad røbe, hvad den langsigtede virkning ville være. Og det ønskede man ikke. Man var jo stadig drevet af ønsket om at fastholde billedet af ens land som et land, der efterlevede humanismens krav.

At så sproget blev misbrugt og begreberne blandet sammen, så folk ikke fik ren besked, det så man stort på.

Som tiden gik, og nye begivenheder meldte sig på verdensscenen, opstod der nye ord-sammenblandinger med klar uklarhed til følge. Der fremstod, ikke mindst som følge af den syriske borgerkrig, en række krigsflygtninge. De er ikke personligt forfulgte, men skal alligevel have et sted at være, indtil borgerkrigen er slut. De er derfor ikke omfattet af den almindelige flygtningekonvention, og det må have været tilstrækkeligt, om EU og USA havde spyttet godt i bøssen, til at FN kunne opretholde et rimeligt niveau med undervisning til børnene og forskellig beskæftigelse til de voksne i de flygtningelejre, der blev oprettet i Jordan og Tyrkiet, vist i mindre grad i Libanon.

Men det var ikke nok for de mange europæere, der ville være med i fromhedskonkurrencen. Sverige, denne selvudnævnte, humanitære stormagt, gik foran med et ”godt” eksempel og gav på forhånd permanent opholdstilladelse til alle syrere, der meldte sig ved den svenske grænse. Man burde naturligvis have indsat fly til at befordre krigsflygtningene til Sverige, men så langt strakte den svenske godgørenhed sig trods alt ikke, de arme mennesker måtte selv betale diverse menneskesmuglere for den illegale transport til Sverige. Så var svenskerne jo også sikre på kun at få de rigeste flygtninge ind i landet.

Alligevel blev alle disse mennesker betegnet som stakler. Jeg har flere gange været inde på, at det skyldes, at Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner har været fortalt overalt i Europa. Man vil gerne være et godt menneske, dvs., man vil ikke som præsten og levitten i lignelsen gå forbi en nødstedt, men hellere spille rollen som samaritaneren, der hjalp. Men skal man spille denne lignelse på den europæiske scene til gavns, så må naturligvis de mennesker, der hjælpes, kunne sammenlignes med den halvdøde mand i lignelsen.

Og kniber det med det – og det gør det jo – så hjælper medierne gladelig til: man lader alle de politikere komme til orde, der fortæller om, hvordan disse mennesker alle flygter fra de forfærdeligste forhold, krig, undertrykkelse, drab af nærtstående, terror fra statsmagten, osv., selv om de så at sige alle flygter fra etablerede flygtningelejre. Og når så de ægte billeder fra flygtninge-tsunamien i 2015 viser, at det så at sige udelukkende er unge mænd med mobiltelefoner, der flygter, sørger mediernes fotografer for at få indsat nogle kvinder med børn i fotografierne. Så ligner skaren da de ynkværdige mennesker, de gerne skulle ligne.

For ikke sandt: jo mere man kan få disse mennesker til at fremstå som ynkværdige individer, des større bliver den gode gerning, vi europæere gør.

Og så har vi endnu ikke talt om, at i tillæg til disse misbrug af sproget er der opstået endnu et misbrug: Man taler stadigvæk om ”flygtninge”, selv om det mere og mere bliver klart, at langt de fleste er ”migranter”, endda ”økonomiske migranter”, dvs., mennesker, der ikke er forfulgte, men kun søger en bedre tilværelse i Europa. Faktisk forvandler en ”flygtninge” sig til en ”migrant” i samme øjeblik, han overskrider grænsen fra det første sikre land, han ankom til. Det vil sige: den ”flygtning”, der flygter fra Tyrkiet til Grækenland, er ikke ”flygtning”, men ”migrant”, for han kommer fra et sikkert land: Tyrkiet. Ligeledes er den, der betaler menneskesmuglere i dyre domme for at komme fra en flygtningelejr i Jordan via Libyen til Italien, ikke flygtning, men migrant.

Dels er det et problem for de europæiske medier, som ikke er meget for at ændre betegnelse, men dog er begyndt at tale om ”flygtninge og migranter”, dels er det et problem for de myndigheder, der ifølge fodjordsreglen skal undersøge ”flygtningens” beskyttelsesbehov. For hvis 90% af alle migranterne ikke har noget beskyttelsesbehov, er alle disse 90% jo nødt til at lyve for at overbevise myndighederne i det modtagende land om, at de virkelig har et beskyttelsesbehov.

Det er ofte det rene galimatias. For ikke så snart har de fået tildelt opholdstilladelse som flygtning, før de rejser på ferie til de land, hvor de påstod, de var forfulgte. Går den, så går den. Og den går jo i langt de fleste tilfælde.

Men hvad skal vore myndigheder gøre? Vi har sat dem på en umulig opgave. Desuden véd de vel efterhånden godt, at alle de, der afvises som asylansøgere, forbliver i landet som illegale indvandrere.

Politikerne, derimod, de må kunne tage sig sammen til at afvise alle asylansøgere ved grænsen. Vi har lov til, men ikke pligt til at modtage deres asylansøgning. Og kommer de fra Tyskland, så lad dem søge asyl dèr.

Australierne besluttede i sin tid at standse alle bådflygtninge med magt. De kunne gennemføre det, fordi deres befolkninger følte, at disse mennesker masede sig ind først i køen; australierne modtager nemlig mange kvoteflygtninge. Og de havde også den fordel, at der ikke opstod nogen fromhedskonkurrence i Australien, fordi der kun er tale om det ene land; ingen peger fingre af de andre lande.

Man kan til en vis grad sige, at der er ved at ske ændringer i disse tankegange her i Europa. Ikke fordi den europæiske elite er begyndt at erkende sine ”gode gerninger” som ”uægte, gode gerninger”, men fordi migranterne ikke opfører sig som de ynkværdige mennesker, Jesu lignelse fortæller de er. Det bliver mere og mere klart, at muslimer ikke er nemme at integrere: de stiller krav, de vil være sig selv, de vil fastholde alle deres religiøse skikke, uanset om det passer ind i vore samfund eller ej, de betragter sig selv og den samfundsmodel, de kommer med, som bedre end os og vore samfund. Og så løjer den gode vilje til at hjælpe dem af hos mange europæere.

Også politikerne har ændret kurs. Merkel har gennemført noget, der hidtil har været forbudt, nemlig fået Tyrkiet til at bremse migrantstrømmen. Det, der i sin tid var umuligt for Berlusconi – han lavede en aftale med Libyen om det samme, men fik på puklen for det af menneskerettighedsorganisationerne – det er muligt for Merkel. Ikke blot, fordi Merkel har større autoritet end Berlusconi, også fordi selv menneskerettighedsorganisationer nu kan se, at der kommer for mange migranter.

Men hvad bedre er: Sebastian Kurz, der nu formentlig bliver østrigsk kansler, var én af hovedkræfterne bag lukningen af Balkan-ruten – noget, der kom i stand før Merkels aftale med Tyrkiet. Og i de fleste europæiske lande er der sket en vækst i de såkaldte ”højrepartier”, læs: nationale partier, fordi den brede befolkning efterhånden har kæmpet sig fri af elitens ”uægte gode gerninger”, af dens misbrug af sproget og dens ligegladhed med de lavere klassers problemer med indvandrerne, så man nu tør sige det selvfølgelige: ”Det er vores land, og det skal det blive ved med at være!”

Men der er lang vej igen, før de mange mennesker med den ”gode mavefornemmelse” får mavepine.

En mand ved navn Kent Andersen, som vist nok er nordmand, har på document.dk fået optaget en artikel, der lyder særdeles fornuftig; han synes nemlig at være nogenlunde enig med mig i de ovenfor fremførte betragtninger, se her. Han vender sig kraftigt imod det nu fremsatte forslag om at oprette asylansøgningslejre i Nordafrika:

Den nye «løsning» kan altså blive, at folk kan søge asyl i deres hjemland og få ansøgningen behandlet der. Der er flere problemer med denne plan: At gøre det endnu lettere for endnu flere at søge asyl, er bare endnu et signal om, at Europa slet ikke er fuld af migranter fra tidligere. Det er faktisk et signal om, at vi har plads til mange, mange flere, pengekassen er fuld, og blondinerne venter i længsel. Af sted! Tilhængerne af denne løsning indvender, at man gennem dette tiltag vil give alle uden grundlag afslag, og dermed tager de ikke turen over havet. Nå gør de ikke det? Og det er du sikker på?

Problemet er, at de allerfleste som rejser over havet ved, at de ikke er berettiget til asyl – de har de fået at vide af de venner, som er her, men nægter at tage hjem, fordi man godt kan mase sig ind og få ophold alligevel. Og hvis de ikke får asyl, som de godt vidste på forhånd, kan de bare gå i dækning og leve illegalt. Myndighederne har opgivet at få kontrol med dette for længe siden. Hvorfor skulle en sådan ny løsning stoppe det? Europa har lært dem, at det bare er om at komme, men husk IKKE at søge asyl eller tage dit pas med.

Jeg giver ham ret. Men jeg giver ham også ret i noget af det første, han skriver:

Det er faktisk ikke så vanskeligt at få standset migrantstrømmen: Det er bare at sætte magt bag et tydeligt NEJ, ligesom Ungarn gjorde overfor de muslimske kolonner. Det kræver ganske vist rygrad koblet til hjernens princip-center for at løse den største trussel mod Europa siden september 1684, men rygrad og sikkerhedstænkning gik af mode i 1989, da muren faldt.

Dog kunne jeg godt have ønsket mig, at han havde udarbejdet dette med magtanvendelsen lidt tydeligere. Han har nemlig ret i, at alle de mange med den gode mavefornemmelse ikke vil gå med til magtanvendelse.

Og hvad så?

Mange er der jo for tiden, der hævder, at det ikke nytter noget at prøve at standse disse migrantstrømme; standses de på den ene rute, vil de blot finde en ny rute.

Det er naturligvis noget vrøvl. Der er trods alt et begrænset antal ruter til Europa. Så det skulle vel være muligt at lukke dem alle sammen af.

Derimod er man nødt til at sige som Kent Andersen her, at man må sætte magt bag sin grænsebevogtning. Og man skal måske føje til, at det er prøvet før. Før Syriza kom til magten i Grækenland, altså frem til januar 2015, bevogtede den græske flåde det smalle farvand mellem de græske øer og det tyrkiske fastland. Nogen slap vel igennem, men det var et meget begrænset antal, slet ikke sammenligneligt med det enorme antal, der kom, da bevogtningen nedlagdes. Og de tiltag, som italienerne i samarbejde med den libyske kystvagt har foretaget, har også i nogen grad båret frugt, selv om nettet givetvis kan strammes betydeligt mere.

Blot skal man på det punkt tage sig i agt for EU’s sprogbrug. Når et EU-menneske siger grænsebevogtning, mener det kun undersøgelse og asylbehandling, ikke ophævelse af fodjordsreglen eller tilbageførsel til det land, de pågældende kom fra. Og på den måde standser man ingen migrantstrøm til Europa.

Og hvis nogen af dem med de gode mavefornemmelser, altså de uægte gode gerningers mennesker, vil få kvababbelser over den grænselukning, der her anbefales, kan de jo politisk kæmpe for at vi skal modtage flere kvoteflygtninge. De kommer på en regulær måde, og dem er der stadigvæk nok af. Om disse mennesker ligefrem kan opægges til at glæde sig over, at der med en effektiv grænsebevogtning også sættes en effektiv stopper for alle drukneulykkerne, er måske tvivlsomt.

Men så meget mere må vel vi andre glædes over denne bivirkning.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Den “gode” løgn

I kølvandet på Harvey Weinstein-skandalen – Hollywood filmmanden, der krævede sex af sine kvindelige filmstjerne for at antage dem – har en muslim ved navn Qasim Rashid skrevet en artikel i den britiske avis ”The Independent” for 15. oktober 2017, se her. Heri hævder han, at en metode til at undgå den slags seksuelle problemer i fremtiden er at følge profeten Muhammeds praktiske og efterprøvede metoder. Og så følger en lang beskrivelse af dette påståede muslimske syn på forskellen mellem mænd og kvinder og måden at håndtere det på: mænd og kvinder er ligestillede, mænd skal styre deres drifter og betragte kvinder som deres ligemænd (undskyld udtrykket!), kort sagt, en beskrivelse, der mere ligner en beskrivelse af kristendommens syn på kønsdriften og behandlingen af den end det muslimske syn på samme.

Det har fået ejeren af den interessante netside ”Jihad-Watch”, Robert Spencer, til at komme med et modangreb, et angreb, hvor han direkte beskylder Qasim Rashid for løgn, se her. Og efter at have læst både Robert Spencers artikel og Qasim Rashids, gav jeg uden videre Robert Spencer ret, når han slutter sin artikel med følgende salve:

Qasim Rashid kender utvivlsomt det materiale, jeg her citerer. Han snyder med vilje, for at narre folk ind i uvidenhed om og ligegladhed med det seksuelle misbrug, som er udbredt og tages for givet i muslimske lande.

Også det må jeg give Spencer ret i. Spencer har taget de korancitater frem, som Rashid bruger og påvist, at de er højst utilstrækkelige, hvis man vil forstå, hvordan koranen ser på forholdet mellem mand og kvinde.

Alligevel sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at der er en kendsgerning, som Spencer ikke har taget hensyn til: Qasim Rashid er ahmadiyya-muslim. Han nævner det ingen steder, han overser det endda i ét af de argumenter, han kommer med imod Rashid. Han citerer et stykke af Rashids artikel og skriver så:

Rashid modsiger sig selv her. Han siger, at ”det seksuelle misbrugs cancer imod kvinder, som vi ser hos den kristne flertalsbefolkning i Amerika, er lige så fremherskende i den muslimske majoritet i Pakistan”, og hævder alligevel nedenfor, at ”i stedet for at prædike tomme dogmatiske teorier, foreskriver islam en efterprøvet sekulær model”. Hvor er den efterprøvet? I hvilket islamisk land er seksuelt misbrug blevet udradéret eller bare mindsket af, at folk følger den islamiske lære?

Ville Spencer kalde det en selvmodsigelse, hvis han gjorde sig klart, at Rashid taler om ahmadiyya-muslimerne, som er et mindretal i alle lande, oven i købet et forfulgt mindretal i mange muslimske lande?

Tja, det er jo ikke til at vide, men Rashid præsenterer sig i underskriften tydeligt som ahmadiyya-muslim, og han citerer undervejs ”kaliffen i islam” – et citat, som Spencer gentager – så man er vel næsten nødt til at formode, at Spencer véd, hvem Rashid er. Hvilket bekræftes af, at han er lidt irriteret på ham, fordi han, når han bliver modsagt med henblik på sin koranbrug, ”hver gang svarer med raseri og ad hominem foragt”.

Man må derfor nok tænke sig, at Robert Spencer som den koran-ekspert, han er, udelukkende fokuserer på det skændige misbrug af koran-citater, Rashid gør sig skyldig i, og ikke lader det være nogen undskyldning overhovedet, at han tilhører et forfulgt mindretal.

Den kendsgerning kan jeg nu ikke helt se bort fra, og det forekommer mig interessant, hvis det, Rashid skildrer som den muslimske forståelse af kønslivet, faktisk lever i ahmadiyya-menighederne. Én ting er, at disse menigheder adskiller sig fra sunni- og shia-muslimer ved at mene, at udbredelsen af religionen udelukkende bør ske med fredelige midler – jihad-våbnet må kun bruges i yderste nødstilfælde – noget andet og mindst lige så interessant er det, hvis deres syn på kønslivet også mere ligner kristendommens end det øvrige islams.

Men lad os se på det!

Rashid begynder med at fremsætte to kendsgerninger, som han kalder dem:

Først, det er ikke en kvindes påklædning, alkoholindtag, ægteskabelige status, og uddannelsesniveau, der fremkalder seksuelt misbrug – det er misbrugende mænd, der gør det. For det andet, seksuelt misbrug finder ikke sted i et vakuum. Ethvert niveau af samfundet – de sociale normer, medierne, regeringen – er med til at fremme den voldtægtskultur, som fremmer seksuelt misbrug.

At en muslim fremsætter sådanne påstande, er nu ret bemærkelsesværdigt. For er der noget, der er karakteristisk for muslimsk kultur, er det da, at mænd ikke kan beherske sig, og at det altså er op til kvinderne med deres tilbageholdenhed i påklædning og attitude at undgå at vække mændenes ustyrlige drifter. Men disse bemærkninger tyder på, at ahmadiyya-muslimerne tænker anderledes om dette forhold.

Så følger hos Rashid et langt angreb på den vestlige seksual-moral eller mangel på samme. Men så kommer det, der får Robert Spencer til at se rødt:

I en internationalt udsendt lektion fornylig, fremlagt for 6000 muslimske kvinder, sagde kaliffen af islam: ”Kapitel fire, vers to i den hellige koran … gør det klart, at kvinder ikke blev skabt ud af mandens krop af hans ribben. I stedet for, bevidner koranen, at mænd og kvinder blev skabt af en enkelt sjæl og er af samme art og slægt”. Således fastslår Koran 4,2 først, at mænd og kvinder er ligestillede væsener. Derefter forbyder kapitel 4,20 mænd at tvinge kvinder til at handle imod deres vilje og sikrer derved, at kvinders autonomi og selvbestemmelse fastholdes.

Spencer gør først opmærksom på, at Rashids vers 2 svarer til standard-udgavens vers 1. Her står der ifølge den danske udgave:

I mennesker! Frygt jeres Herre, som skabte jer af ét væsen, af dette skabte dets mage, og fra disse to lod mange mænd og kvinder udbrede sig!

Dette kommenterer jeg (Spencer har ikke tid) med den bemærkning, at bibelen har to skabelsesberetninger. Det er i den anden, at dette med ribbenet fra Adam forekommer. I den første bliver de to skabt samtidig som mand og kvinde. Endvidere kan man se både af denne danske koranoversættelse, og af den, Spencer bringer, at tanken om kvinden som skabt sidst synes at fremgå af koranen. Hvilket kaliffen af islam ikke helt har blik for.

Men til 4,20, eller altså 4,19! Er det sandt, at mænd får forbud mod at tvinge kvinder til at handle imod deres vilje? Nej, siger Robert Spencer og citerer verset:

I, der tror! Det er jer ikke tilladt at modtage kvinder i arv mod deres vilje. Læg ikke pres på dem for at få noget af det, I har givet dem, med mindre de begår åbenlys utugt! Lev sammen med dem efter ret og rimelighed. Hvis I føler jer frastødt af dem, så føler I jer måske frastødt af noget, som Gud har lagt en mængde godt i.

Ikke sandt, der er ikke tale om, at mænd får forbud mod at tvinge kvinder imod deres vilje. Der er kun tale om, at en kvinde ikke må modtages som arv imod hendes vilje. Rashid kommenterer sura 4,19 yderligere:

Dette vers befaler også mænd at blive enige med deres hustruer med venlighed, idet det forbyder dem at bare så meget som tænke ilde om deres hustruer. Dette forhindrer følelsesmæssig og mentalt misbrug. Kapitel 4,35 forhindrer yderligere vold imod kvinder ved at tvinge mænd til at styre sig selv og aldrig forfalde til fysisk at gøre deres kvinder skade – derved forhindres fysisk misbrug.

Vrøvl, siger Spencer, sura 4,34 siger det stik modsatte. Det forbyder ikke mænd at slå deres kvinder fysisk. I stedet siger det, at en mand må slå den kvinde, som ikke adlyder. Og så citerer han 4,34:

Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Gud vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Gud er ophøjet og stor.

Det forbliver uklart, hvordan Rashid oversætter 4,34. Men man synes jo, at det er lidt voveligt i det hele taget at nævne dette vers, når alle kendte oversættelser giver manden lov til at slå kvinden. Og så oven i købet nævne det som et bevis på, at verset forbyder vold mod kvinder. Det har jo Spencer ret i, at man med udtalelser fra Qasim Rashid skal lægge mere mærke til, hvad der ikke siges, end til, hvad der siges. For koranen er fuld af ord, der underbygger main-stream-islams syn på kvinder.

Så kan det tilføjes, at nogle af kommentarerne til Rashids artikel i ”The Independent” nævner den mistanke, at dette, at avisen bringer en sådan artikel, skyldes, at den kapitalfond, der ejer avisen, ejes af en saudi-arabisk rigmand. Og jeg skal bestemt ikke afvise, at saudierne søger at nedbryde vort samfund indefra på den måde. Men i betragtning af, at saudierne i deres eget land forfølger ahmadiyyaerne på det kraftigste, er det måske alligevel mindre sandsynligt.

Den samme tanke nævnes i et indlæg af Hanne Tolg, se her. Også hun er højlig forundret over Rashids frækhed og løsagtige omgang med sandheden. Det skriger til himlen, som hun siger.

Jeg må indrømme, at min konklusion er en lidt anden.

På den ene side glæder jeg mig over, at i det mindste nogle muslimer har en menneskelig holdning til forholdet mellem mand og kvinde, at i det mindste én gren af islam synes at gøre alvor af ligestillingen mellem mand og kvinde og at denne gren oven i købet anbefaler hensyntagen og forståelse som den gode holdning til kvinder.

På den anden side viser de vanskeligheder, ahmadiyyaerne har med at få koranen til at stemme overens med deres afvigende forestillinger, at islam ikke lader sig reformere. Når selv en gren indenfor islam, der har eksisteret fra 1889 (se en wikipedia-artikel om ahmadiyya her), kun kan tolke koranen på denne usandsynlige måde, når de skal have den til at være mere moderne i sit kvindesyn, så vil det aldrig kunne lykkes for selv den mest ihærdige reformator af islam at få den til at sige noget andet, end hvad main-stream-islam siger.

Man kan næsten have lidt ondt af de arme ahmediyyaer: Her kommer de med en form for islam, der hvad ligestilling mellem kønnene angår, svarer meget bedre til vore vestlige samfundsidealer end den normale islam, og så bliver de ikke mødt med forståelse og klapsalver, men med afvisning og gendrivelse. Men der er ikke noget at gøre. Hvis de vil være muslimer i den forstand, at de vil bygge på koranen – og det vil de – så må de tage de fortolkninger med, som koranen selv fremlægger. Og selv om der kan gives forskellige nuancer i fortolkningen, så lader det sig ikke gøre med sin troværdighed i behold at omfortolke, som Rashid gør her, eller udelade væsentlige koransteder, som han også gør.

Eller, sagt med andre ord: så er Qasim Rashid, som Robert Spencer påstår, en løgner, ligegyldigt hvor ”god” en løgn det end er, han fremfører.

P.S.: Det faldt mig ind, at ahmadiyya-muslimerne måske ikke anbefaler muslimske kvinder at gå med tørklæde. Men det gør de, se her.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Undskyld min naivitet

For nogen tid siden troede jeg, at jeg i Christian Foldager havde en meningsfælle. Han havde skrevet en kronik i Berlingske den 23. september, se her, hvori han nogenlunde rimeligt redegjorde for euroens problemer. De små skønhedsfejl, den indeholdt, mente jeg nok, man kunne overse.

Det har vist sig, at det kunne man ikke.

Nu den 13-10 har han så begået en kronik i Weekendavisen (ikke on-line). Og så må jeg æde alle mine positive ord i mig igen. Kronikken har overskriften ”Det tyske problem”, og heri søger Foldager at lægge et fænomen, han kalder ”det tyske problem” ned over historieforløbet fra 1871 til i dag. Dette problem lader han Thomas Mann formulere i et kort diktum, fremsat efter 1945: ”Europæiske Tyskland i stedet for tysk Europa”.

Der er en del kendsgerninger, der skal rettes til, for at europæisk historie kan siges at være historien om det tyske problem. F.eks. skriver Foldager:

De to forsøg i det 20. århundrede på at samle Europa under tysk ledelse var mislykkedes.

Det er vist rigtigt, at Hitler forsøgte at samle Europa under tysk ledelse. Men gjorde den tyske kejser det under Første Verdenskrig? Det foreligger der da vist ikke noget som helst om. Men Foldager kan se det.

Ligeledes formår han at se, at de reformer af arbejdsmarkedet, tyskerne gennemførte i nullerne, har været med til at holde de tyske lønninger kunstigt nede. Kunstigt? Hvad kunstigt er der ved at ville sikre sig mod inflation?

Og nu opdager jeg, at Foldager også i sin kronik i Berlingske hævdede, at disse reformer skabte kunstigt lave tyske lønninger. Så jeg burde have anet uråd.

Der er ikke noget kunstigt ved de tyske lønninger. Ethvert euro-land har haft mulighed for at gøre det samme som tyskerne: holde deres lønninger i ave, og derigennem skaffe sig en konkurrencefordel. Og en del lande har da også gjort netop det, heriblandt Danmark, skønt vi ikke formelt er med i euro-zonen, men kun har bekendtgjort, at vi binder vores valuta til euroen.

En del euro-lande har derimod ikke gjort noget sådant. Hvert land i euro-zonen har sin måde at fastsætte lønninger på, og ikke så få sydeuropæiske lande har fundet det nemmest at lade fagforeningerne få i overkanten af det tilladelige, håbe det bedste, og ellers optage statslån til at klare det budgetunderskud, som denne lemfældige politik fører med sig.

Foldager skriver et stykke nede i teksten:

De store uligheder i eurozonen er opstået på grund af de lave tyske lønninger, der har givet de tyske virksomheder en stor konkurrencefordel i EU. Det har sikret en historisk lav arbejdsløshed i Tyskland og rekordstore tyske handelsoverskud. Modsat har de sydeuropæiske lande rekordhøj arbejdsløshed og store handelsunderskud. Tidligere ville de sydeuropæiske lande kunne have tilpasset sig tyskernes konkurrencefordel ved at devaluere deres egen valuta. Den mulighed har de imidlertid opgivet ved at tiltræde euroen. De sydeuropæiske lande kan derfor enten træde ud af euroen med store omkostninger til følge eller ændre deres samfundsmodel efter tysk forbillede for igen at blive konkurrencedygtige. Tyskerne vedbliver med at kræve det sidste i forsøget på at skabe et tysk Europa.

Jeg må indrømme, jeg forstår ikke, hvorfor han vil give tyskerne skylden for ubalancen i euro-zonen. Det er da i lige så høj grad de andre landes skyld, fordi de har ladet lønningerne stige. Det, der er tale om, er – som jeg var inde på i mit forrige indlæg om sagen, se her – at man i EU tror, man kan gå på vandet, eller udlagt: tror, man kan lade hånt om almindelige økonomiske love. Det kan man ikke. Og når man i de sydeuropæiske lande frivilligt har tilsluttet sig euroen, så må man da have vidst, hvad man gik ind til. Man kan ikke nøjes med at håbe på, at det vand, man vil gå på, kan bære én.

Derfor er også den sidste sætning i ovenstående citat forkert. Det er ikke tyskernes mål at skabe et tysk Europa. De ønsker blot at slippe for rollen som den rige onkel, der betaler gildet.

Lidt tidligere havde Foldager skrevet:

De tyske interesser gennemtvinges om nødvendigt med økonomisk magt af den tyske elite i forsøget på igen at skabe et tysk Europa. Det har vi set i forhold til Sydeuropa, hvor Angela Merkel siden eurokrisens begyndelse har fastholdt de tyske krav om en streng sparepolitik og økonomiske reformer efter tysk forbillede som modydelse for tyske redningspakker. Vi har også set det i forhold til Østeuropa, hvor Angela Merkel vedbliver med at true de østeuropæiske lande med økonomiske sanktioner, hvis ikke de accepterer modtagelsen af flygtninge. Sidst men ikke mindst nægtede Angela Merkel kategorisk på grund af tyske interesser at give den tidligere britiske premierminister, David Cameron, den nødvendige undtagelse fra reglen om de europæiske arbejdstageres frie bevægelighed, der kunne have forhindret en britisk udmeldelse af EU.

Tre ting kører Foldager sammen i samme gryde.

For det første tilstandene i euro-zonen.

Her skulle Tyskland vise sit magtansigt ved at stille krav. Og sandt nok er det: de stiller krav. Men det gør de ud fra et ønske om at få deres udlånte penge tilbage. Og desværre også ud fra en stædig fastholdelse af euroen som fælles valuta, noget, de andre euro-lande er enig med dem i. Og skal man ud af de urealistiske forestillinger om, at man da vist alligevel godt kan gå på vandet, eller altså, om, at det nok skal gå med de lønninger og det statsbudget, man har, så er der ikke anden udvej ud af drømmeland, end at nogen maler dem virkeligheden for øjnene. Og det er altså blevet tyskernes skæbne at skulle gøre det. Ikke fordi de vil have et tysk Europa, men fordi de økonomiske vilkår nu engang er sådan, at vil man have en fælles valuta, må man også have en nogenlunde fælles løndannelse; ellers må man træde ud af euro-samarbejdet.

Den anden ting, Foldager nævner, er fordelingen af migranterne. Det er sandt nok, at tyskerne ønsker, at østeuropæerne tager imod langt flere af de migranter, der kom til Tyskland under migrant-tsunamien i 2015, men det er i lige så høj grad et krav fra Bruxelles som fra Berlin. Så at dette krav skulle være et udtryk for, at tyskerne nu vil kæmpe for et tysk Europa, er en ret løs påstand.

Den tredje ting er noget, jeg ikke har hørt før, skønt jeg dog følger temmelig godt med. Det var tyskerne, der nægtede at give indrømmelse til David Cameron angående arbejdskraftens frie bevægelighed, og de gjorde det på grund af tyske interesser, hævder Foldager.

Det tror jeg, er noget, Foldager har fundet på for at få sin tese om tyskernes ønske om et tysk Europa til at stemme. Dette med de fire ting, der i det indre marked skal kunne bevæge sig frit: varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, det er noget, der først og fremmest er Bruxelles’ tankegang, og noget, domstol og parlament går stærkt ind for, men jo også noget, de fleste lande, herunder Tyskland, uden at kny anser for en nødvendighed.

Som jeg før har været inde på, er kravet om arbejdskraftens frie bevægelighed noget, der er unødvendigt for den økonomiske fremgang. Det er kun kommet med, fordi eurokraterne vil bruge det til at nedbryde nationalstaterne, eller – hvad der er det samme – til at fremme tanken om Europas Forenede Stater. Og den tanke er tyskerne såmænd ikke mere optaget af end andre folkeslag. Men det skal de altså være i Foldagers øjne, hvis han skal have sin tese til at holde vand.

Oven i købet hævder han lige efter, at der er tale om, at tyskerne har skiftet politik; altså, før var det et europæisk Tyskland, de kæmpede for, nu er det et tysk Europa.

Dette skifte i den tyske politik har haft katastrofale konsekvenser for det europæiske fællesskab, som i vid udstrækning har været holdt sammen af tyskernes vilje vil at ofre deres nationale interesser for at sikre sammenholdet i Europa. Den tyske konfrontation med briterne endte med en historisk britisk udmeldelse af EU. Den tiltagende splittelse mellem resten af de europæiske lande truer med lignende skæbnesvangre politiske konfrontationer i spørgsmålet om både flygtningepolitikken og sparepolitikken.

Sandt nok, der er en tiltagende splittelse mellem de europæiske lande om både migrantpolitikken og sparepolitikken. Men det er et tegn på, at euroen er blevet indført 50 år for tidligt, ikke på, at tyskerne vil gøre Europa tysk.

Til sidst i kronikken gentager Foldager næsten ordret de tanker, han sluttede sin artikel i Berlingeren med: at Macron vil søge at få indført en euro-finansminister, og at dette vil føre til, at de rige nordeuropæiske lande hvert år vil skulle overføre milliarder af euro til de fattige sydeuropæiske lande, hvilket der nok vil være stor modstand mod her mod nord.

Dog mener han nu i Weekendavisen, at dette sandsynligvis vil føre til et vælgeroprør og en efterfølgende hollandsk, finsk og ligefrem tysk udmeldelse af euroen.

Og til allersidst gentager han så sin fejlagtige opfattelse i en opsummering:

Den tyske samling efter den kolde krig har til trods for forsøget på at inddæmme tyskernes indflydelse genskabt det tyske problem og langsomt gjort Tyskland til den dominerende magt i et stadig mere tysk Europa.

Jeg gentager derfor min indvending: Dette at kræve økonomisk ansvarlighed af et land er ikke specielt tysk krav. Det er et krav, som ligger i de økonomiske forhold selv, her: det forhold, at man har indført en fælles mønt, så de enkelte lande ikke mere kan ændre deres valutakurser i forhold til hinanden.

Som sagt må jeg indrømme, at jeg ikke gennemskuede Foldager i hans artikel i Berlingske. Nu mener jeg til gengæld at have gennemskuet noget af hans metode: han har ét eller andet temmelig urealistisk synspunkt på historien, som han skal have anbragt oven på de aktuelle begivenheder. Og det kommer der sjældent noget godt ud af.

Det samme forsøger han sig med i en artikel om det østrigske valg i Berlingske, se her. Det synspunkt, der nu skal lægges ned over begivenhederne, er det, at man i østrigsk politik efter krigen hele tiden har søgt at føre politik ud fra en midterposition. Man har både dèr og i andre europæiske lande villet undgå yderpartiernes ekstreme holdninger. Han slutter med følgende halvængstelige kommentar:

I Østrig er det den unge generation med Kurz i spidsen, som skaber splittelsen og bryder med mønsteret fra efterkrigstiden. Situationen begynder at give mindelser om den tyske Weimarrepublik, hvor den politiske midte stod svagt under presset fra yderfløjene. Vi må håbe, at midtens kollaps ikke er et forvarsel om, at vi igen er på vej mod et sammenbrud for demokratiet. Lederkulten omkring Sebastian Kurz giver i hvert fald mindelser om tidligere tiders regimer, og valget i morgen markerer et kollaps for efterkrigstidens politiske orden i Østrig.

Ak ja, sådan kan det, der vel egentlig må betegnes som et sundhedstegn for demokratiet: at folk protesterer mod det, de opfatter som en helt forkert politik med deres stemmeseddel, i stedet beskrives som det modsatte: en fare for demokratiet, endda som noget, der giver mindelser om den tyske Weimarrepublik, og uha, uha, vi véd jo alle, at det var den, der gav grobund for nazismen.

Men, kære Christian Foldager, dette at protestere med sin stemmeseddel mod, at ens land skal forvandles af de mange indvandrere, det er altså ikke det samme som at være på vej bort fra demokratiet. Tværtimod!

Udgivet i Historie, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Gud og menneske

Jeg er ikke helt færdig med Yuval Harari, ham den israelske professor fra forrige indlæg. I interview’et med Flemming Rose, se her, fremkom han med nogle ret interessante, men også ret mærkværdige udtalelser.

Han betegnede det på et tidspunkt som én af de fornemste egenskaber ved mennesket, at det i kraft af sproget kunne lave fiktive historier (fictional stories). Det måtte Rose have nærmere besked om. Og som eksempel på sådanne fiktive historier fremførte så Harari de bibelske beretninger om skabelsen. Det er noget, menneskene tror på, på trods af, at ingen nogensinde har set Gud eller kunnet bevise, at han er til.

Hvorfor gør mennesker dog det? spørger Rose.

Jo, forklarer Harari, når ting bliver sagt tit nok, tror folk på det. Og når man opdrages til at tro, at disse historier er sande, så er det jo hele ens livsgrundlag, der ødelægges, hvis man af realiteterne tvinges til at indrømme, at der er tale om fiktive historier. Derfor fastholder man dem af al magt.

Dog forstår man på det hele – det er sådan en skjult pointe – at Harari selv nok kan holde til at få disse fiktive historier fastholdt som netop fiktive. Men han siger ikke tydeligt, at han er klogere end alle os religiøse mennesker. Blot er det jo, ud fra den måde, det bliver sat op på, den skjulte forudsætning. Som det er for utrolig mange af nutidens ateister. Vi andre såkaldt troende mennesker er nogle intellektuelle stakler, der på trods af manglende bekræftelse fra naturvidenskabens side stædigt fastholder vor ”ønsketænkning”: at Gud er til.

Alligevel er han i stand til at bruge begrebet ”Gud” på en ikke helt forkert måde, når han hævder, at vi, når vi vil forbedre på mennesket, som det er og forefindes, gør os selv til guder. Derved kommer det på indirekte måde frem, at også han mener, at gudsbegrebet har noget at sige om, hvad der er at være menneske. Men han opdager det ikke selv.

Hvad vil da gudsbegrebet sige om det at være menneske?

Gudsbegrebet er et grænsebegreb. Gud defineres som den, der i modsætning til mennesket står udenfor universet. Mennesket undersøger alting med sin videbegærlighed og sit årsags-virknings-sprog. Og mennesket undersøger også sig selv. Men netop det er det problematiske. For det undersøgende menneske er ikke kun undersøgende, det er også argumenterende. Og hvis mennesket, når det ser sig selv udefra, nødvendigvis må lægges ind under naturlovsnødvendigheden, så udslettes uden videre det argumenterende menneske, for argumentation forudsætter frihed af én eller anden slags.

Det er sandt nok, at når vi siger, at Gud har skabt verden og har skabt mennesket i sit billede, så er det en fiktiv fortælling, vi skaber os. Jeg plejer at sige, at der er tale om mytiske udsagn. Med et lidt ”pænere” udtryk kan vi sige med Kant, at der er tale om, at vor teologi er kritisk teologi i modsætning til dogmatisk teologi, dvs., vi er klar over, at den fortælling, vi kommer med, ikke lader sig kontrollere af normale videnskabelige undersøgelser.

Den dogmatiske teologi, derimod, tager de mytiske udsagn for direkte pålydende, betragter dem som kontrollérbare på samme måde som videnskabelige udsagn og vil ikke vide af, at de stilles frem som myter. Og sandt nok, sådanne teologiske holdninger findes.

Jamen, hvad skal vi så med de mytiske udsagn, vil man måske spørge.

Svaret er, at de i og for sig ikke skal ”bruges” til noget. De står der blot som en forudsætning for alt vort videnssamleri, ja for vort menneskeliv i det hele taget. De siger, at når det er Gud, der har skabt verden, må der jo være en mening med det hele, for Gud er en person, og ligesom vi som personer har en mening med det, vi gør, sådan har Gud også en mening med at skabe verden. Dermed være naturligvis ikke sagt, at vi kan se eller forstå denne mening. Men livet er ikke meningsløst, og vi kan måske i lykkelige glimt fatte noget af meningen med det. Men påstanden giver os en ramme, indenfor hvilken vi kan leve et meningsfuldt liv.

Men tillige sættes der med denne fortælling en grænse for os.

Hvis Guds skaberværk er godt, som det er og forefindes, så siger denne fortælling til os, at vi ikke skal give os til at forbedre det. Jeg har tidligere anvendt denne tanke på den skik, visse muslimske lande har med at foretage kvindelig kønslemlæstelse, hvor man fjerner klitoris, se her. Som jeg skrev dengang: ”når Gud har forsynet hver kvinde med et sådant lystorgan, må det vel være meningen, at hun skal føle lyst på samme måde som manden”.

Men den samme tankegang kan jo anvendes på Hararis lyst til at forbedre menneskets intellektuelle evner. ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og se, det var såre godt” (1 Mos 1,31). Når nu det var såre godt, hvordan kan vi så tillade os at forbedre det?

Oh, det kan vi sagtens. For vi tror jo ikke på alt det med Gud. Det er jo ren og skær overtro, synes vi at være enige om. Og sådan noget gammeldags pjat kan ikke standse udviklingen.

Ja, det kan vi jo netop, hvis vi gør os til guder; hvis vi altså mener, at vi kan tillade os at gribe ind i naturens orden; hvis vi mener, vi kan træde i Guds sted og gøre det samme som han: skabe nyt, denne gang noget nyt og bedre i stedet for det makværk, Gud har serveret for os.

Så det har jo Harari ret i, at når vi vil forbedre det menneskelige genom, så er det nu os mennesker, der overtager Guds rolle, eller, som han sagde: der gør os til guder.

Jamen, hør nu, det kan da godt være, at man ud fra skabelsesberetningen kan vende sig imod en sådan menneskeforbedring, men skabelsesberetningen er jo netop en fiktiv fortælling, som Harari har sagt, og – har jeg sagt for ganske kort tid siden – den er en myte, der savner videnskabelig opbakning. Hvorfor så ikke gå i gang med dette ønskværdige foretagende?

Fordi en sådan forbedring kun kan foretages ud fra en anden lige så ubevislig myte.

Forskellen mellem Harari og mig – eller Harari og kristendom/jødedom – er, at jeg véd af, at kristendom er noget, jeg tror på, ikke noget, jeg véd, mens Harari ikke véd af, at han bygger på kristendommens og jødedommens sørgelige rester, når han vil gå i gang med at ”forbedre” menneskets genom; blot tror han, at han bygger på fornuften.

Det gør han ikke.

Forskellen har med Kants skelnen mellem dogmatisk og kritisk livsanskuelse at gøre. Hararis fornuftstro er i lige så høj grad som min gudstro en tro, ikke noget, der ad filosofisk eller videnskabelig vej kan bevises. Men når man behandler de kristne trossætninger, som var de videnskabeligt bevisbare, så er man, med Kants terminologi, en dogmatiker. På samme måde med Hararis fornuftstro: behandler man den som den eneste sande tro, som den eneste overbevisning, et nogenlunde rationelt væsen kan have, så behandler man den som dogmatik, som noget, der står uafviseligt fast.

Og det er en fejl. Men det er en fejl, som de pågældende ateister har meget svært ved at indrømme.

Det vil sige: Hararis udsagn om, at vi mennesker, hvis vi vil forbedre det menneskelige genom, gør os til guder, er sandt på et helt andet plan, end Harari synes at kunne se.

Det er sandt på den måde, at vi ved en sådan handling påtager os gudernes viden og ansvar. Den forståelse har Harari indset. Men det er også sandt på den måde, at mennesket, hvis det vover sig ud i sådanne eksperimenter, ikke har nogen fornuft eller nogen fast viden at gå frem efter, men ”kun”, som vi andre, en tro, oven i købet en tro, som man ikke har indset er en tro.

Nu er denne artikel sådan set færdig. Men jeg vil alligevel for min egen fornøjelses skyld brodére lidt videre på de tanker, der er er fremsat. Om det bliver klargørende eller endnu mere forvirrende af det, må tiden vise.

Men man kan efter min mening – ifølge min religionsfilosofiske opfattelse – skelne mellem fire religioner, eller man kan lægge verdens religioner ind i fire forskellige bokse.

To bokse bruger ordet ”gud” i deres vokabular, har altså et positivt forhold til tilværelsen som sådan. Og to bokse har ikke brug for dette ord.

To bokse indeholder en refleksiv religion, altså en religion, der er kritisk i sit forhold til sig selv, véd af, at den er en tro. Og to bokse indeholder religioner, der uden videre betragter sig selv som den eneste sandhed om tilværelse, de er altså med Kants udtryk dogmatiske, ikke kritiske.

Kristendommen hører til i den boks, der bruger ordet ”gud” og er refleksiv. Det sidste viser sig ikke mindst derved, at dette at blive kristen er noget, man ikke kan tvinges til. Det kristne budskab må forkyndes, og den enkelte må frit forstå det og tilslutte sig det.

Islam, derimod, hører nok til de religioner, der bruger ordet ”gud”, men islam er ikke refleksiv. Islams grundlægger, Muhammed, har selv hørt ordet fra Allah som noget, han ikke skulle forstå, men blot videregive. Islam mener sig derfor berettiget til at tvinge folk til at godtage dens retningslinjer, ligesom islam opstiller dødsstraf for den, der forlader islam.

Buddhismen har ikke brug for ordet ”gud”, og svarende dertil betragter den tilværelsen som lutter lidelse. Blot kan menneskene ikke slippe ud af lidelsen, for efter hver tilværelse føres sjælen øjeblikkelig ind i et nyt legeme. Og fordi sjælen er besat af den ”maya”, den falske bevidsthed, som mener, livet er godt, derfor længes sjælen, når den er død, tilbage til den legemlige tilværelse. Skal sjælen befries for de stadige genfødsler, må det ske ved en oplysning som den, Buddha opnåede under det hellige lotustræ, da han i tankerne gennemgik årsagssammenhængen fra den ene ende til den anden. Men oplysningen må komme frivilligt, den kan ikke påtvinges noget menneske.

Endelig er der i den fjerde boks kommunismen. Den bruger ikke ordet ”gud”, men anser alligevel – lidt selvmodsigende – tilværelsen som god. Blot er der den hage ved det, at ”de herskende tanker er de herskende klassers tanker”, for at citere Marx. Og før man indser, at det er sådan fat, at altså al fin og ophøjet teologi og filosofi blot er de herskende klassers måde at undertrykke på, før kan ingen ændring finde sted. Men når dette er erkendt af tilstrækkelig mange, vil udviklingen nærme sig en revolutionær omvæltning.

Som bekendt holder de intellektuelle sig ikke tilbage fra at give denne udvikling en hånd med. Og de holder sig heller ikke tilbage fra at fjerne alle kontra-revolutionære med magt. Så de har, som muslimerne, en tyrkertro på deres ”religions” sandhed; de kan slå dem ihjel, der ikke vil acceptere denne sandhed. Muslimerne sætter ”gud” bag deres sandhed, kommunisterne holder på, at deres sandhed er videnskabelig korrekt; begge dele synes de giver deres vold legitimitet.

Derfor er det nærmest denne sidste boks, jeg vil anbringe Yuval Hararis overbevisning i. Han tror på udviklingen, ikke udviklingen mod det klasseløse samfund, men udviklingen mod menneskets større intelligens. Så stærkt tror han på denne udvikling, at han ikke drømmer om give os almindelige mennesker lejlighed til at stemme om, hvorvidt vi nu også ønsker en sådan udvikling.

På den anden side har han vel heller ikke tænkt sig, at vi, der ikke ønsker denne udvikling, og direkte ytrer os imod den, skal slås ihjel. Så lidt fra den første boks har han dog med sig. Men når vi bliver overflødiggjort og måske i næste omgang udryddet, bliver resultatet let det samme.

Udgivet i ateisme, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar