Den muslimske og den kristne Jesus

Jeg er ikke helt færdig med Kasper Dalgaards kronik i Berlingske, se her. Som omtalt i et par tidligere indlæg opregner Dalgaard en række Jesus-billeder fra oldtidens historie frem til det muslimske Jesus-billede. Og det, der er videnskabeligt betænkeligt ved hans kronik, er, at han sidestiller disse Jesus-billeder, ja, oven i købet mener, at de mange Jesus-billeder, også de falske, er med til at holde interessen for Jesus vedlige. Det ses f.eks. af noget af det sidste, han skriver:

Både som barn, voksen og i sin død bliver Jesus gendigtet på utallige fantastiske måder, men altid af mennesker, der tror, at deres udgave er den sande udgave af, hvem Jesus er – præcist som tilfældet er med Paulus og de andre »officielle« kristne forfattere.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har beskæftiget mig ret meget med de Jesus-billeder, Dalgaard fortæller om. F.eks. er det nyt for mig, når han skriver:

I barndomsevangelierne gendigtes Jesus’ barndom igen (som i Lukasevangeliet) og hvor han i de fleste fortsat er en artig, mirakuløs dreng, er fx Thomas’ Barndomsevangelium et godt eksempel på yderlighederne i gendigtningerne. Barndomsevangeliet er fra ca. det 3. århundrede og beskriver Jesus’ liv mellem hans femte og tolvte år. I denne periode er drengen Jesus nemlig en bølle, der nægter at adlyde sine skolelærere og derfor må skifte skole tre gange. Samtidig slår han flere børn ihjel, fordi de generer hans leg eller bare står i vejen. Denne morderiske unge Jesus ændrer sig først til at være en lydig frelser, da han får lov til kun at læse i Bibelen fremfor andre skolefag – en noget skræmmende, men også interessant historie om at finde sin rette hylde, og om hvordan Guds frelser gennemlever et lille børnemorderisk stadium på sin vej mod at blive voksen.

På nettet har jeg fundet en blog, hvis forfatter, Roger Viklund, fortæller om Thomas’ barndomsevangelium, se her. Denne blogger undlader dog klogelig, modsat Dalgaard, at udlægge beretningerne. For ærlig talt: Tror nogen virkelig, at dette barndomsevangelium bare vil vise os, hvor vanskeligt det kan være, selv for Jesus, at ”finde sin rette hylde”? Nå, Viklund beretter, at dette evangelium fortæller, hvordan Jesus med sin undergørende kraft opvækker to mennesker og råder bod på de skader, han har påført andre. Og så ser det hele lidt anderledes ud. Men troværdigt, nej, det kan dette evangelium ikke kaldes.

Dalgaard fortæller os også om Filipsevangeliets Jesus-billede:

Faktisk er han så menneskelig, at Maria Magdalene er Jesus’ kæreste her på jord, og at hun ofte kysses af Jesus – til stor jalousi for de øvrige kvindelige disciple. Ja, i borboritternes fortælling er Jesus så grebet af menneskeligt begær, at han skaber en ny og meget frodig Eva og har sex med hende foran den chokerede Maria, der falder besvimet om.

Både om disse Jesus-billeder og om det muslimske Jesus-billede hedder det, at

Gendigtningernes popularitet fortæller os, at på det religiøse område, hvor troen er det vigtigste, er fake news ikke en risiko, men snarere den fornyelsesfaktor, der hjælper en religion til at overleve årtusinder.

Dette er vildt overdrevet. Dalgaard tror åbenbart, han kan bilde os ind, at dette sex-Jesus-billede, som fandtes i små ubetydelige kredse, har kunnet udkonkurrere den officielle kirkes Jesus-billede, som holdt sig til de ældste kilder – og det er jo sjovt nok netop de skrifter, vi har i det ny testamente.

Kirkehistorien viser os da også en kristendom, der vel er angrebet af bl.a. den græske askese, men hvis hovedfigur, Augustin, nok søgte at fastholde sine stærkt asketiske idealer, men så sandelig gjorde det, ikke ud fra Filipsevangeliets omdigtninger, men ud fra citater fra det ny testamente. Vel blev Augustins asketiske kristendom i alt væsentligt fastholdt af diverse munke frem til Luthers tid, men fordi man værdsatte det ny testamentes skrifter som de ældste og mest troværdige, kunne Luther forny kirken, ikke ved at opfinde et nyt og mere fantasifuldt Jesus-billede, men ved at gå tilbage til det oprindelige Jesus-billede. Hvad var kirkens fornyelsesfaktor? Ja, det var ikke, som Dalgaard synes at mene, en stadig fornyet og stadig mere fantasifuld kasten vrag på det gamle, men en ny forståelse af det gamle og oprindelige.

Men frem til den muslimske Jesus!

Om dette Jesus-billede skriver Dalgaard:

De fleste af disse fortællinger er blomstret op og sidenhen forsvundet sammen med de kristne, der så deres Jesus som den sande udgave, men én gendigtning har overlevet, fordi det skrift, den står i, med tiden er blevet lige så vigtig som Bibelen. I Koranen finder vi således endnu en gendigtning af Jesus, og her optræder både Jesus og Maria ofte. Koranens beretning om Jesus ligner på mange måder dem, vi kender fra Matthæus- og Lukasevangeliet, for fortællingen om Jesus begynder med Marias mave. Men, som i Markusevangeliet, er både Josef og »Juleevangeliet« ikke-eksisterende, for Jesus’ fødsel er endnu en gang en helt ny beretning: Den unge Maria, der jomfrueligt har levet sit liv isoleret fra mænd, kontaktes pludselig af engle og Allahs ånd indblæses i Maria. Den unge Maria føder sit barn mutters alene på en bakketop, i skyggen under et dadelpalmetræ. Naturligt udmattet af denne bedrift, klager Maria sig, men til hendes store overraskelse er det det nyfødte Jesusbarn, der svarer. Jesus fortæller sin mor, at hun jo bare kan spise dadlerne ovenover hende samt drikke frisk vand fra den kilde, som Allah af samme årsag har ladet springe op under hende.

Da Maria derefter vender hjem, anklages hun for at have gjort noget skamfuldt. Landsbyboerne undres dog, da hun dirigerer deres spot til barnet ved hendes side. Jesus forklarer dem, at han er sendt og velsignet af selveste Allah for at bringe jøderne ind på den rigtige vej. Jesusbarnet er således i Koranen tydeligt et vidunderbarn, der frembringes ved Allahs ånd og ord, men hele vejen igennem understreges at være et menneske.

Jesus’ død er her også genskrevet på en måde, der tydeliggøres gennem senere kommentarer til Jesus’ sidste tid. Ved korsfæstelsen griber Allah ind og frelser Jesus ved at lade forræderdisciplen Judas ligne Jesus så meget, at alle tager fejl og korsfæster ham i stedet. Jesus dør således ikke på korset, men hives op i himlen, hvorfra han skal dømme alle jøder og kristne. Koranens Jesus fremstår således som en blanding af de kristne fortællinger, men formår at frembringe en helt unik historie om Jesus.

Det er jo ikke forkert, det, Dalgaard skriver her – bortset fra det med Judas: Koranen fortæller ikke, at det var Judas, Jesus blev forvekslet med. Men det er og bliver højst uvidenskabeligt at pille visse ting ud fra det historiske begivenhedsforløb, så det omtales udenfor den sammenhæng, det optræder i. Det er jo sandt nok, at koranen ikke kan få sig selv til at lade Jesus blive henrettet. Men er det dog ikke relevant at gøre opmærksom på, at i den muslimske forståelse af en profet kan en sådan ikke være Guds udsending, hvis han ender sit liv på et kors? For Muhammed, der tænkes at være en profet, der er overordnet Jesus, havde jo efter muslimernes opfattelse fået til opgave ikke blot at videregive Guds ord igennem koranen til mennesker, men også gennem regulær magtanvendelse at tvinge dem til at overholde koranens bestemmelser. Så skal Jesus fremhæves som en stor profet, så må hans dødsmåde nødvendigvis ændres, når det skal foregå på muslimske præmisser.

Og det bliver den så. Og vel at mærke: den bliver det ganske uanset de historiske kendsgerninger og ganske uden hensyntagen til de historiske kilder for Jesu liv, som de kristne besad. For det er jo det ”gode” ved at være en profet, der får åbenbaringer fra Gud: man kan se bort fra alle rationelle overvejelser og nøjes med at frembringe en ”åbenbaring”. En sådan tænkes jo at komme direkte fra Gud, og så er al modsigelse på forhånd umuliggjort.

Helt omvendt med de kristne. Når de fastholder det ny testamentes Jesus-billede, hvorefter Jesus virkelig døde på korset, så skyldtes det, at de kristne ikke anså Jesus for en erobrings-profet. De så ham nok som Guds søn – i modsætning til muslimerne – men når Guds søn led og døde, var det et forbillede for de første kristne: også de skulle gå ind under risikoen for at dø, når de forkyndte Jesu budskab.

Og det ser vi eksemplificeret på smukkeste måde i oldkirkens historie. Gang på gang blev de kristne forfulgt, i urkirken af jøderne, senere af romerne. Og gang på gang var der derfor kristne, der blev stillet i det ubehagelig valg: vil du fornægte Kristus og få lov til at leve, eller vil du fortsat bekende ham og dø? Mange valgte, som man nok véd, det sidste. Det var det forhold, at folk blev grebet af dette bekendermod, der fik én af kirkefædrene til at sige, at martyrerne er kirkens udsæd, altså kirken vokser og får nye tilhængere i kraft af martyrernes offervilje.

Den virkning havde altså det ny testamentes Jesus-billede. Eller: den virkning havde Jesu eget Jesus-billede. Og det, man må bebrejde Dalgaard, er, at han, når han bare fortæller om disse billeder som om morsomme og interessante historier og fuldstændig ser bort fra disse Jesus-billeders virkning på mennesker, er historisk ukorrekt derved, at han ikke tager det hele med, glemmer sammenhængen, og derfor nærmest får den muslimske Jesus og den kristne Jesus til at være ét og det samme.

Tilsyneladende er han ligeglad med, at han derved fratager kristendommen ét af de mest afgørende argumenter, når det drejer sig om mission overfor islam, nemlig det argument, at vi hele vejen igennem kan forholde os rationelt til vor helligskrift, til historien og til vor etik, hvis man altså vil anerkende ”den gyldne regel” som et rationel argument. Jeg har prøvet at fastholde denne rationalitet overfor islam i et tidligere indlæg, nemlig dette.

Og videnskabeligt set har han da sikkert lov til at være ligeglad med det. Men han har ikke lov til at lade hånt om sammenhængen, herunder den virkning, det oldkirkelige Jesus-billede havde på kirkens fremvækst, modsat den virkning, det muslimske Jesus-billede havde i det muslimske riges ekspansion, hvor det tjente til at indordne de kristne menigheder under den muslimske øvrighed.

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | Tagget | Skriv en kommentar

Folkereligion

Det kan vist ikke være andet, end at de mange af os, der har fulgt med i terrorsagen fra Marokko, hvor to nordiske kvinder blev myrdet på bestialsk IS-vis, er blevet rørt over de mange protester fra almindelige marokkanske borgere, der er kommet frem i medierne. De lægger blomster på næsten alle steder, der har noget med Danmark eller Norge at gøre, de undskylder næsten på personligt plan, når de hører, at den, de taler med, er dansker eller nordmand, de gør i det hele taget meget ud af at prøve at fastholde et billede af deres land som et land, der ikke er præget af terror. Og når dertil kommer deres politis intense arbejde med at opklare forbrydelsen, herunder deres prompte indrømmelse af, at vi her står overfor en terroraktion, så bliver vi almindelige danskere endnu mere bløde om hjertet.

For vi føler umiddelbart med disse almindelige marokkanske borgere. Jeg for mit vedkommende kan i hvert fald ikke andet end tilskrive denne reaktion en ægthed og ligefremhed, som rammer mig. Og det uagtet, at jeg godt véd, at noget af det, der får dem til at gøre så stort et nummer ud af at undskylde, er, at det betyder mistede turistindtægter, hvis det indtryk af deres land breder sig, at det er et farligt land at opholde sig i grundet terrorangreb. Jeg mindes uvilkårligt de muslimer, der ville beskytte de europæiske turister i Tunesien, da en terrorist optrådte på en badestrand, hvor han dræbte adskillige europæere. Med livet som indsats stillede disse tunesere sig imellem terroristen og turisterne, se her. Også de ville på én og samme tid redde deres arbejdsplads og vise deres solidaritet med de fremmede.

Og det er klart: stillet overfor denne følelse af inderlig forståelse for og medfølelse med de almindelige marokkanere, fordi sådanne terrorister ødelægger deres egen opfattelse af deres land, kan vi næsten ikke andet end tænke og håbe som vist de fleste medier: det er disse fredelige og undskyldningsberedte muslimer, der er udtryk for den sande islam, og terroristerne, der har fået religionen islam galt i halsen. Vi synes jo, vi ser det for vore øjne, at alle disse almindelige mennesker i Marokko er grebet af den folkereligion, der hersker på de kanter, og som tilfældigvis er islam, ligesom vi herhjemme er grebet af den folkereligion, der hersker hos os, som jo altså ved historiens tilfældigheder er kristendommen. Men vil disse to religioner ikke det samme? Vil de ikke begge have mennesker til at leve fredeligt med hinanden?

Der er imidlertid forskellige historiske kendsgerninger, man må holde sig for øje, hvis man skal søge at besvare dette spørgsmål.

For det første har langt de fleste muslimske lande indenfor de sidste par hundrede år været uhyre påvirkede af vestlige idéer, mange af dem blev endda ligefrem gjort til europæiske kolonier. Og den arv, de har fra denne enorme påvirkning, gør sig stadig gældende. Der er lovsystemer, der er tænkemåder, der er valgprocedurer, som i disse lande er fremvokset af den europæiske påvirkning mere end af den oprindelige islam, og som med største selvfølgelighed bibeholdes også efter selvstændigheden.

Men for det andet er der i store dele af den muslimske verden gennem de sidste tyve-tredive år fremvokset en række ”vækkelsesbevægelser”, som alle har villet føre islam tilbage til den oprindelige islam. Mange af dem eksisterer i kraft af store donationer fra Saudi-Arabien, som har villet udbrede sin form for islam, wahhabismen, ud over de andre muslimske lande. Andre er vokset frem uafhængigt af saudierne, f.eks. Det muslimske Broderskab, Hibz-ut-Tahrir, og flere andre. Men de fleste af sådanne vækkelsesbevægelser betragter de eksisterende regeringer i de muslimske lande som falske muslimer. De mener endda – i hvert fald mange af dem – at det er tilladt eller måske ligefrem påkrævet at vende sig imod dem med voldelige attentater.

Og stiller man så det ret prekære spørgsmål om, hvorvidt disse vækkelsesbevægelser nu også har ret i, at den islam, de forkynder, er den oprindelige, så når man for det tredje frem til den iagttagelse, som Kaj Munk for kristendommens vedkommende udtrykker på den måde, at, siger han, det er lettest at tro på bibelen, når man ikke har læst den. Udlagt på situationen i diverse muslimske lande: Det er lettest at tro på, at den fredelige islam, som borgerne dèr helst vil leve efter, er den oprindelige islam, når man ikke har læst koranen. Men har man det, eller kommer man selv ellers ens unge mennesker for skade at læse i den, så må man vist indrømme, at diverse vækkelsesbevægelser med deres indbyggede terrormuligheder kan fremstå som en fristelse for dem.

For koranen er fuld af opfordringer til kamp mod de vantro, også voldelig kamp. Den afspejler jo i mangt og meget Muhammeds kamp for at vinde over sine modstandere, så han kunne gennemføre det, han betragtede som guddommelige åbenbaringer, ikke blot med overtalelse, men direkte med tvang.

Men det vil sige, at når de fredelige muslimer i Marokko fejrer ramadanen som et minde om, hvordan Allah åbenbarede koranen for Muhammed, så tildeler de dermed de ord, der står i koranen, guddommelighed. Og bevares, så længe ingen læser i koranen, gør det ikke så meget, men skulle det ske, at nogen giver sig til at læse, hvad der står, springer jo de mange voldsopfordringer op i synet på dem, og så kan meget let de mere voldsparate vækkelsesbevægelser vinde over den hidtil fredelige folkereligion: islam.

Hvordan kan vi hjælpe dem i den knibe?

Det har jeg ikke noget svar på. Jeg har i hvert fald ikke andet svar, end at vi ved at forholde os rationelt i alle forhold, måske kan få muslimer til at få i det mindste en vis rationalitet ind i deres koranforståelse, ind i deres indbyrdes samvær med hinanden og ind i deres mere langsigtede mål.

Vi kristne har jo for længst ikke blot affundet os med, at videnskabsfolk bruger den historisk-kritiske metode til at fortolke bibelen med, men har ligefrem selv brugt den med glæde og udbytte. Men det må da indrømmes, at hvis denne metode skal bruges på koranen, så må den ”nedgraderes”: den indeholder ikke Guds egne skinbarlige ord, den er højst en gudsinspireret profets tale, nogenlunde ligesom vi kristne betragter profeterne i Det gamle Testamente.

Lad mig igen vise, hvordan man med forholdsvis enkle rationelle argumenter kan vise, at det ikke kan være Gud, der har skrevet koranen.

Sura 5,32 lyder således i Ellen Wulffs oversættelse:

På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet.

Det er en ret enestående tanke, at den, der har dræbt ét menneske, skal regnes for én, der har dræbt alle mennesker. Den findes dog ikke i Det gamle Testamente, så allerede her har Gud taget fejl, eller altså: allerede denne fejl viser, at det ikke kan være Gud, men må være Muhammed, der står bag ordet. Det vil imidlertid muslimerne kunne tilbagevise med deres ubeviste og ubevislige påstand om, at de kristne og jøderne har forvansket deres skrifter.

Men nu har man imidlertid fundet en mishna, altså en rabbinsk skriftudlægning fra omkring 250 e. Kr. Her hedder det:

Du skal vide, at i retssager om liv og død er det ikke, som i retssager om penge. I retssager om penge, giver en mand penge ud og soner på den måde. I retssager om liv og død er han ansvarlig for den andens blod og det afkoms blod, den anden ville have fået indtil verdens ende. Dette tilfælde ser vi med Kain, som myrdede sin bror, og hvor der står skrevet: ”Din brors blod råber til himlen” (1 Mos 4,10). Der står ikke blod i ental, men blod i flertal, altså hans eget blod og hans afkoms blod. En anden forklaring henviser til den tanke, at hans blod blev sprøjtet ud over træer og klipper. Derfor skabes personer enkeltvis for at lære, at hvis nogen forårsager, at et enkelt liv mistes, skal det tilregnes ham, som om han havde mistet en hel verden, og hvis nogen frelser et enkelt liv, skal det tilregnes ham, som om han frelste en hel verden. (Se her).

Her nævnes igen denne ret unikke tanke. Den er fremkommet, fordi der i 1 Mos 4,10 står blod i flertal, ikke i ental. Dræber man derfor et menneske, dræber man tillige alle de efterkommere, denne person ikke får. Men den er altså fremkommet i en almindelig menneskehjerne. Det vil sige, at den mishna fra 250 e. Kr. beviser, at det ikke er Allah, der har fundet på tanken, men Muhammed selv, der har hørt den fra de jødiske stammer, der fandtes i hans samtid.

Der kan nævnes flere beviser imod koranens guddommelighed, men lad dette være nok.

Så er der rationalitet i muslimernes indbyrdes samvær. Her vil jeg henvise til dette indlæg, hvor jeg citerer Sara Omars bog ”Dødevaskeren”, se her. Hun lader hovedpersonens morfar, Darwésh, spørge sin søn, der er imam, om mandens ære. Det er noget vrøvl, svarer sønnen.

Nej”, sagde Darwésh. ”For hvornår bliver manden betragtet som uren, og kan hans jomfruelighed være symbol på en hel families stolthed eller skam?” Han rystede på hovedet. ”Det er det, der er kernen i det hele, min søn, for mandens mistede jomfruelighed er ligegyldig. Det er udelukkende kvinden og kvindens køn, der kan være skyld i al elendighed, og den skyld er så tung, at en mand altid kan retfærdiggøre vold og drab på grund af den”. (Side 305) (tidligere citeret her).

Det er et mægtigt hykleri fra muslimernes side, at det kun er kvindens jomfruelighed, der betyder noget. Og det er dette hykleri, der viser sig i den forskellige behandling af kønnene. Men hvorfor godtager vi dette hykleri? Og hvorfor godtager muslimerne dette hykleri? Hvorfor vil de kun kræve kyskhed af deres kvinder, ikke af deres mænd? Er ikke mænd lige så meget muslimer som kvinderne? Er de ikke underlagt de samme krav om renhed? Det er en mægtig mangel på rationalitet, der præger muslimerne her. Og den er ikke nem at udrydde. Især ikke, når vi ikke gør forsøg på det.

Endelig er der den manglende rationalitet i muslimernes mere langsigtede mål. Faktisk er der jo ikke megen rationalitet i deres mange terrorhandlinger. Og man kan godt have fornemmelsen af, at den enkelte muslim mere ser på, hvordan han kan fortjene sig en plads i paradis, og ikke så meget på, om han ved sin terrorhandling kan fremme islams udbredelse.

Hvis muslimerne vil bekrige Vesten, skulle man synes, at de først måtte gøre sig magtforholdene klar. Og de er i høj grad i muslimernes disfavør. Bare sådan noget som enighed mellem de muslimske lande! Den er jo så at sige ikke-eksisterende. Dertil kommer manglende økonomisk udvikling, manglende videnskabelig skoling, manglende innovation, manglende militær slagkraft, osv., osv. Hvis man virkelig ville tage den opgave på sig at vise, at islam er den bedste og stærkeste religion, så skulle man jo helt anderledes gøre sig umage på alle disse områder. I middelalderen var de muslimske lande de stærkeste, de gik fra sejr til sejr, de udbredte islam til det halve af kloden. Men i dag? I dag er islam en skygge af sig selv, er afhængig af Vesten på utallige måder, så den samfundsmodel, som islam står for og som præger de muslimske lande, i kraft af disse landes tilbageståenhed har bevist sin uduelighed.

En bare tilnærmelsesvis rationel samfundsanalyse ville vise, at en islamisk storhedstid ikke fremkommer gennem terrorhandlingernes nålestik, men kræver helt andre tiltag.

Udgivet i Islam | Tagget | Skriv en kommentar

Véd vi, hvad Jesus sagde?

I mit forrige indlæg tog jeg fat på Kasper Dalgaards kronik i Berlingske, se her, for at korrekse ham noget. Det er virkelig af betydning, at to ikke-kristne forfattere bevidner, at Jesus faktisk har levet. Blot så det ud, som om Kasper Dalgaard var mere interesseret i, hvordan Jesus så ud.

Denne gang skal jeg igen korrekse Dalgaard, nu med henblik på et andet spørgsmål, som han heller ikke stiller, nemlig spørgsmålet om Jesu ord eller Jesu forkyndelse. Hvor meget kender vi egentlig til den? Med hvor stor sikkerhed véd vi, hvad den gik ud på?

Der er nemlig dét mærkelige ved Dalgaards kronik – eller vi skal måske ligefrem sige ”dét irriterende” – at han opstiller en række Jesus-billeder, som har været gældende i forskellige kredse i oldtiden, sidst det muslimske Jesus-billede, men undlader at komme ind på det dog ret afgørende spørgsmål, hvordan Jesus så på sig selv. Vi hører om Markus-evangeliets Jesus-billede, om Paulus’, om Johannes’ og om en række kætterske og ikke så kætterske kredse fra oldtiden, og alle disse Jesus-billeder interesserer Dalgaard sig overordentlig meget for. Men hvordan Jesus så på sig selv, det spørgsmål undlader han med omhu at komme ind på.

Cæcilie Jessen skriver i sin anmeldelse af Dalgaards bog ”Jesus”, se her:

Tekstgennemgangene, både af de nytestamentlige skrifter, af de tidlige kristne skrifter og af skrifter om den tidlige kristendom, er upåklageligt dygtige og også engagerede i en teologisk nørdeforstand – men ved endt læsning sidder man tilbage med en følelse af, at der ikke er meget at tro på – og i hvert fald ikke en Jesus at tro på.

Det giver en vis tøven i forhold til at bruge bogen i kirkelige studiekredse. For det er jo godt og spændende og ikke som sådan forkert – men når kirkens opgave er at forkynde Jesus Kristus – som opstået! – så er tiden måske bedre tjent med at beskæftige sig med en bog, der også har det perspektiv med. Ikke som en fattigere udlægning, hvor vi skærer videnskaben fra, men som en rigere udlægning, hvor vi også får ord om, hvad alt det kan betyde – for os som mennesker og som kirke.

Det samme kan siges om kronikken. En gennemgang af de forskellige Jesus-billeder, også af dem i det ny testamente, kan være interessant nok, men når Jesus næsten puttes i skammekrogen, når Jesu eget Jesus-billede overhovedet ikke omtales, ja, når det end ikke berøres, om det lader sig gøre at fremstille et troværdigt Jesus-billede, som er Jesu eget Jesus-billede, så er der tale om en alvorlig mangel, også en mangel i videnskabelig henseende.

Lad mig begynde med at sige, at der jo er mange Jesus-ord, der kan være opbyggelige og værdifulde til overvejelse, også selv om vi ikke véd, om de er talt af Jesus eller ej. Ordet fra Matt 6,34 om, at hver dag har nok i sin plage, har en tilpas finurlig klang ved sig, så vi nok kan regne med, at det går tilbage til Jesus selv, men om det så ikke gør det, er dets advarsel mod at tage sorgerne på forskud lige let forståelig og lige svært efterlevelig. Og den gyldne regel, Matt 7,12, om at bruge sit ønske om, hvad andre skal gøre mod én, som rettesnor for, hvad man skal gøre mod andre, er også uafhængig af Jesus, ja, det findes endda, siges det, i kinesisk litteratur. Så om han har sagt sådan eller ej, ordet har gyldighed alligevel, for vi forstår det jo godt, og behøver ikke at binde det op på Jesus.

Men nu er jo evangelierne med deres mange Jesus-ord ikke det ældste nytestamentlige skrift, det er faktisk Paulus’ breve. Og Paulus fremfører Dalgaard således:

Den tidligste forfatter, der nævner Jesus, er Paulus, der skriver i 50erne. Han er på grund af sit religiøse ståsted lidt problematisk, som en faktuel kilde til den Jesus, som han desværre aldrig selv mødte, og i øvrigt er han langt mere optaget af at løse teologiske tvister end at komme med biografiske detaljer om Jesus. Paulus fortæller dog kort de grundlæggende ideer bag Jesusfiguren som en jødisk mand, der er født af en jomfru, vandrer rundt, dør på korset og derefter genopstår. Disse facetter er altså på banen allerede 25 år efter, at Jesus efter sigende vandrer på jorden (og vandet), og selvom vi ikke med sikkerhed ved noget om, hvornår Jesus blev født, hvad han gjorde, og hvornår han døde, er det årsagen til, at en stor del af forskere tror, at der må være et eller andet om snakken; at om ikke andet, er Jesus’ dåb og korsfæstelse historisk sande, fordi de blev troet på så tidligt.

Dalgaard synes ikke at overveje, om monstro de teologiske tvister, Paulus vil løse, går tilbage til Jesus selv, og således rent faktisk kan give os biografiske detaljer om Jesus; siden det nu synes at være det, Dalgaard helst vil have svar på. Et spørgsmål, som kunne give os visse oplysninger, er således det, Paulus behandler i Gal 2,11-14: Er det tilladt for en jøde at spise sammen med hedninger? Dette forbud for datidens jøder har at gøre med de jødiske spiseregler. Og dem vendte Jesus sig imod ifølge Matt 15,10-12, hvor Jesus siger, at det er det, der kommer ud af munden, der gør et menneske urent, ikke det, der går ind i munden. Vi kan selvfølgelig, hvis vi vil være supervidenskabelige – i hvert fald i vore egne øjne – pure nægte, at Jesus har sagt sådan, eller bare sige, at vi ikke aner noget om det. På den anden side må vi vel indrømme, at vi savner en forklaring på den teologiske tvist, Paulus går ind i med Peter, og at disse spiseregler kunne give os et fingerpeg. Måske endda et fingerpeg i retning af noget andet, Paulus fortæller. For han fortæller jo, siger Dalgaard, at Jesus blev født af en jomfru (det sted har jeg nu ikke kunnet finde), at han vandrede rundt, og at han døde på korset. At dø på korset er jo ikke noget, man sådan bare lige gør. Der må ligge noget bag. Og det, at jødernes Store Råd ville have Jesus henrettet, kunne være begrundet med, at Jesus tog afstand fra spisereglerne.

I hvert fald bevidner Paulus, at han selv har været med til at forfølge de kristne, Gal 1,13f. Så at der har fundet kristenforfølgelser sted fra jødernes side, er noget, Paulus bevidner så stærkt det næsten kan bevidnes. Og derfor tør man vel også nok drage den slutning, at det var jøderne, der fik romerne til at korsfæste Jesus. Dette siger jeg i nogen grad som et argument imod de forskere, der vil fritage datidens jøder for ansvaret for Jesu død og mene, at det var romerne, der på eget initiativ henrettede Jesus, korsfæstelse er jo en romersk henrettelsesmåde.

Men hvis man synes, at Paulus’ uoverensstemmelse med Peter er for lidt til at underbygge et Jesus-ord om spiseregler med, så er Paulus leveringsdygtig i andre Jesus-ord, først og fremmest i nadverordene, 1 Kor 11,23-25, ord, som han overleverer os med samme ordlyd som de tre første evangelister (Johannes gengiver ikke nadverens indstiftelse). Og om disse ord kan man jo ikke sige, at de er uafhængige af Jesus. Derimod kan man sige, at de fortæller, at Jesus selv regnede med, at han skulle dø. Og er det tilfældet, får vi derigennem en vis fornemmelse af, hvilket Jesus-billede Jesus selv havde.

Det gør vi også gennem en lille forskel i de tre evangeliers gengivelse af Jesu lignelse om de utro vingårdsmænd. Den ældste gengivelse findes i Mark 12,1-12. Når man kan fastslå, at denne gengivelse er ældre end de to andre, skyldes det, at Markus fortæller, at vingårdsmændene slog sønnen ihjel og smed ham ud af vingården. De to andre har den omvendte rækkefølge. Men da Golgata på Jesu tid lå udenfor Jerusalems mure, kan man forklare, at Markus’ gengivelse bliver ændret til den omvendte – og geografisk rigtigere – rækkefølge, men ikke, at den ”rigtige” rækkefølge bliver ændret til den ”forkerte”. Men ikke blot er Markus’ gengivelse den ældste, den må også logisk set være blevet til før Jesu korsfæstelse. Og så er der ikke andre ophavsmænd til den end Jesus selv. Det vil sige, at Jesus regnede sig selv for at være Guds søn, og at han forudså sin død for ”vingårdsmændenes”, dvs., jødernes hånd.

Men Dalgaard taler helt anderledes om evangelierne:

De samme begivenheder er også skelettet for den næste type af kristne skrifter, nemlig evangelierne. Disse er idylliserede biografier om den kristne helt og derfor med betydelig flere detaljer om personen Jesus. De er dog alle fra tiden mellem ca. 70-110, og så er de uenige om, hvem Jesus er. I Markusevangeliet er Jesus et menneske, der først som voksen udpeges af Gud ved dåben til at være hans frelsesprædikant. Der er derfor ingen barndomshistorier og Jesus’ familie forsøger faktisk med magt at stoppe ham fra hans mission. [Mark 3,31 rr]

Alt dette er forsvundet i Matthæus- og Lukasevangeliet, hvor det for at modvirke ideen om, at Jesus »blot« er et menneske nu er centralt at forklare, hvorledes Jesus altid har været speciel, hvorved historierne om det lille Jesusbarns oplevelse kommer med i historien. Derfor tilføjes der nu både en forstående far og bedsteforældre, og selvom baggrunden for »Juleevangeliets« Betlehems-historier således udspringer af en teologisk strid om, hvem Jesus er, har denne tilføjelse måske mere end nogen anden gjort Jesus forståelig for almindelige mennesker.

Jeg må bekende min uvidenhed. Jeg har aldrig hørt om, at Josef skulle være forstående, eller om, at hans eller Marias forældre omtales nogetsteds i evangelierne. Så uden kildeangivelse vil jeg nu nok fortsat tvivle derpå. Men jeg tillader mig at anholde betegnelsen ”idylliserede” om evangeliernes Jesus-beretninger. Man skal huske, at de Jesus-ord, de indeholder, ofte blev baggrunden for, at mennesker lod sig henrette for Jesu skyld. Og det kan man ikke just kalde idylliseret.

At Markus skulle regne med, at Jesus ”blot” er et menneske, er bevisligt forkert. Når Markus fortæller, at folk, efter at Jesus havde stillet stormen på søen, sagde: ”hvem er dog han?” (Mark 4,41), så forudsættes det, at svaret er, at han er Guds søn. Og det er i Markus-evangeliet, som i de andre evangelier, sådan, at Jesus overfor ypperstepræsten bekender, at han er ”den Velsignedes søn” (Mark 14,61f). Og at der ligefrem skulle være en teologisk strid om, hvem Jesus er, er vist for meget sagt; det må vel være nok at sige, at man har haft forskellige måder at udtrykke sig på.

Og så synes jeg godt nok, det er lidt nedladende overfor ”almindelige” mennesker at påstå, at specielt barndomsberetningerne er forståelige for dem. Har dog ikke bjergprædikenen kunne betage mennesker, har dog ikke lidelseshistorien kunne gribe også almindelige mennesker, er dog ikke de fleste af Jesu lignelser blevet noget, menigmand om ikke forstår – det gør vi andre jo egentlig heller ikke, vi bliver ved med at finde nye træk i dem – så i hvert fald har hørt om og har fundet storslået og inspirerende?

Hvad den dybere hensigt er med Dalgaards bog og kronik, forbliver lidt uklart. Han slutter således sin artikel med at sige:

Det fascinerende ved Jesus er, at han således til alle tider via den konstante genfortælling altid har kunnet være den personlige Jesus, som almindelige mennesker har brug for at høre om og at tro på. Det er således ikke kun i moderne tider, at kristne har sammensat deres personlige tro efter en »supermarkedsmetode«. Det er sket lige siden de tidligste kristne sammensatte deres egne Jesus’er. Gendigtningernes popularitet fortæller os, at på det religiøse område, hvor troen er det vigtigste, er fake news ikke en risiko, men snarere den fornyelsesfaktor, der hjælper en religion til at overleve årtusinder og gør, at der altid kan være en Jesus (og netop ikke én Jesus) til alle tider og til alle kristne.

Det vil sige: han fortæller den arme, uvidende læser, at der ikke findes én, men mange Jesus’er, og at ham, vi bekender i kirken, ikke har nogen forrang frem for alle de andre. Det er nemlig – kan man forstå – troen, der er det vigtigste, hvad man tror på, er derimod det ligegyldige, som godt må være, ja, faktisk altid er fake news. Og så tænker han sig vist, at vi kirkefolk gladelig skal hoppe på et hvilket som helst Jesus-billede, bare det har gennemslagskraft, for – hævder han beroligende – der vil altid være en Jesus for enhver tid, også for vores.

Man kan godt spekulere på, om han – skønt lærer ved et teologisk fakultet – er ude på at nedbryde folkekirkens grundlag. Jeg mener: han må da vide, at vi præster hver søndag læser op af ét af de fire evangelier og i hvert fald formodes at sige noget eksistentielt betydningsfuldt ud fra de Jesus-ord, der findes deri. Når vi bærer os sådan ad, forudsætter vi, at den åndelige forståelse af teksten går tilbage til Jesus selv. Den forudsætning har jeg i dette lille indlæg og i mange andre her på bloggen søgt at fastholde og begrunde, hvilket jeg vil mene er muligt netop i kraft af en solid, videnskabelig, tekstkritisk holdning.

Den forudsætning kaster Kasper Dalgaard vrag på. I stedet får vi noget, der ligner en sludder for en sladder, i hvert fald noget, der overskærer enhver forbindelse til den historiske Jesus. Og ville vi så prædike ud fra Paulus’ Jesus-billede, skal vi efter Dalgaards mening huske på, at

Både som barn, voksen og i sin død bliver Jesus gendigtet på utallige fantastiske måder, men altid af mennesker, der tror, at deres udgave er den sande udgave af, hvem Jesus er – præcist som tilfældet er med Paulus og de andre »officielle« kristne forfattere.

Så vi kunne for så vidt lige så godt prædike den muslimske Jesus, som den paulinske.

Og ikke sandt, så er vi sandelig langt ude.

Udgivet i Ny testamente | Skriv en kommentar

Har Jesus levet?

Én af dem, der nægtede, at Jesus i det hele taget har eksisteret, var Georg Brandes. I sin bog ”Sagnet om Jesus” sammenlignede han Jesus med Wilhelm Tell: ligesom man med stor sandsynlighed kan sige, at Wilhelm Tell ikke har eksisteret, han er blot en sagnfigur, som schweizerne er blevet glade for og har udstyret med en række træk, som gør ham til en idealfigur, sådan har Jesus heller ikke eksisteret, han er blot en sagnfigur, som de kristne har udstyret med en række træk, som de synes om. Siger altså Georg Brandes.

Nu skal jo nok vi kristne, inden vi farer ud og forsvarer den tese, at Jesus faktisk har eksisteret, lige overveje, om Brandes mon skriver, som han gør, fordi han ikke kan lide kristendommen, eller om det, der driver ham, er kærlighed til sandheden, den videnskabelige sandhed om alle personer, herunder Jesus. Altså: Er der nogle historiske vidnesbyrd, der peger hen på den tese, at Jesus ikke eksisteret, eller peger mon de historiske vidnesbyrd hen på, at han har levet? Kan vi antage hans ikke-eksistens på andet og mere end Georg Brandes’ højt udviklede teoridannende evne?

Svaret er vist, at det kan vi ikke.

Derimod er der andre bibelske personer, hvis eksistens må betvivles. Moses, for eksempel. Moses optræder som lovgiver, ja ligefrem som forfatter til de fem mosebøger, men han påstås af dem, lovene drejer sig om, at have levet i en fjern fortid. Og ak, fra denne fjerne fortid har vi ikke noget vidnesbyrd om ham. Så om ham giver det mening at påstå, at han ikke har levet.

Det gør det muligvis også for Muhammeds vedkommende. For modsat det, jeg troede for nogle år siden, har koranen en overleveringshistorie, der er mindre troværdig end det ny testamentes overleveringshistorie. Den ældste koranindskrift, man kender, siges at være en indskrift på Klippemoskéen på tempelbjerget i Jerusalem. Den er fra 671 e. Kr., og Muhammeds dødstal sættes normalt til 632 e. Kr. Og den ældste koran, som befinder sig på et museum i Ankara, og som ikke må studeres af vantro vesterlændinge, mener man er skrevet med en skrift, der først kom til i slutningen af 600-tallet.

Dertil kommer, at man nok har beretninger om muslimske erobringer, skrevet af ikke-muslimer, men ikke om Muhammed selv. Og da nogle af koranordene kun kan give mening, hvis man accepterer, at de er af syrisk og ikke arabisk oprindelse, har det givet anledning til, at nogle forskere mener, at Muhammed er en skikkelse, som er opfundet af muslimerne. Der var således i sin tid en professor i Münster, Sven Kalisch, som ville bruge de vesterlandske, kritiske metoder på islam og islams helligskrift, koranen. Han endte med at nå frem til den konklusion, at Muhammed ikke havde eksisteret. Men så frarådede diverse imamer eleverne at følge hans undervisning. Og da han senere forlod islam, måtte han have politibeskyttelse, se her.

Jeg for mit vedkommende kunne nok fristes til at antage, at Muhammed ikke har eksisteret – jeg har jo som kristen ikke noget i klemme – men jeg hælder dog mest til at antage, at det har han. Det, der har overbevist mig, er to ”åbenbaringer”, som begge afslører Muhammed som en temmelig moralsk anløben person, se her, noget, man nok ikke ville gøre, hvis Muhammed var en fiktiv person.

Men Jesus? Er han mon en fiktiv person, der slet ikke har levet, eller kun levet i de kristnes fantasi?

En lektor ved det teologiske fakultet i København, Kasper Dalgaard, har skrevet en bog – udgivet af Bibelselskabet, for at det ikke skal være løgn – der hedder ”Jesus”. Den er blevet anmeldt i Kristeligt Dagblad af Steen Skovsgaard, se her, og af Cæcilie Jessen på kirke.dk, se her. Steen Skovsgaard kalder bogen lidt for friskfyragtig, og Cæcilie Jessen mener ikke, den vil være god som grundbog til en studiekreds, fordi Dalgaard skaber for stor afstand til forskningsobjektet, altså til Jesus.

Man kan selv i nogen grad bedømme disse bedømmelser ved at læse en kronik i Berlingske, se her, hvor Kasper Dalgaard i overskriften fortæller, at vi her i julen fejrer 2000 års fake news om Jesus, hvilken udtalelse jo da er temmelig friskfyragtig.

Han begynder med at stille spørgsmålstegn ved netop den historiske Jesus:

Juleaftens hovedperson er det lille Jesusbarn, men hvad ved vi egentlig om Jesus, og hvad er religiøst fake news? Det korte svar er, at vi i grunden intet ved om manden, der er i centrum for en af verdens vigtigste religioner.

Det længere svar er, at Jesus’ liv fra krybben i Betlehem til korset i Jerusalem selvfølgelig bygger på en lang række gamle kilder. Men når vi ser på alderen og oprindelsen af disse kilder, begynder problemer at træder tydeligt frem. Ideelt set ville eksterne, ikke-kristne, kilder være de bedste, men selvom romerne var fremragende bureaukrater, der nedskrev nærmest alt, der skete i deres rige, er det forbløffende sent, de får øje på Jesus. Først i begyndelsen af det andet århundrede – mere end 70 år efter begivenhederne – dukker Jesus’ navn op i deres tekster, og da det samme nogenlunde er tilfældet hos de jødiske forfattere, er begge skriftgrupper uden særlig værdi for den historiske Jesus.

Vi véd i grunden intet om Jesus”, hedder det. Det samme refererer Steen Skovsgaard ham for at sige i sin anmeldelse. Her skriver Skovsgaard:

Om den menneskelige Jesus går forfatteren meget op i, at vi ikke ved, hvordan Jesus så ud. Men ”når vi er færdige med at rive, hvad hår vi måtte have tilbage på hovedet, ud i frustration over det irriterende faktum, at vi intet får at vide om Jesus’ udseende”, så hedder det, at Markusevangeliet først og fremmest ønsker at fremstille Jesus som det perfekte forbillede for kristne, ”en idylliserende religiøs propagandamanual er nok en mere passende undertitel på Markusevangeliet end en decideret biografi”.

Man må vist sige, at noget af det mest ligegyldige, man kan spekulere på, er, hvordan Jesus så ud. Men noget tyder på, at Dalgaard faktisk betragter det som frustrerende irriterende, at vi ikke får noget at vide om det, og det vil jeg mene er en noget indskrænket betragtningsmåde, når man dog husker på, at manden underviser på det teologiske fakultet.

Til gengæld synes han at være ret ligegyldig med de romerske kilder, selv om de netop opfylder det krav, han stiller til troværdige kilder: at de er ikke-kristne. Trods det kan han betegne dem som ”uden særlig værdi for den historiske Jesus”. Mon det skyldes, at de ikke fortæller os, hvordan han så ud? Man undrer sig over, at Dalgaard kan overse, at de dog fortælle det mest væsentlige ved Jesus-skikkelsen, nemlig, at han er en person, der har eksisteret, har skabt en menighed og er blevet henrettet.

En anden videnskabsmand, religionshistoriker Lars K. Bruun fra Institut for Regionale og Tværkulturelle Studier ved Københavns Universitet, svarer mere direkte på spørgsmålet om, hvorvidt Jesus har eksisteret, se her. Han henviser til de to væsentligste ikke-kristne kilder, den jødiske historiker Josefus, og den romerske historiker Tacitus. Josefus skrev om jødernes historie i 93-94 e. Kr. Og han nævner i en bibemærkning både Jesus og hans bror Jakob. Selv om kristne afskrivere senere har ”forbedret” teksten, er det dog muligt at rekonstruere den oprindelige tekst, så de fleste forskere godtager det. Tacitus har skrevet om de romerske kejseres historie i år 116 e. Kr. Blandt andet skriver han om Roms brand i år 64. Der gik rygter om, at Nero selv havde påsat branden, men gav de kristne skylden. Tacitus skriver:

Derfor, for at slippe fri af beskyldningerne, gav Nero skylden og påførte den mest udsøgte tortur på en klasse hadet for deres vederstyggeligheder, kaldt kristne af befolkningen. Kristus, fra hvem navnet havde sin oprindelse, led dødsstraf under Tiberius’ regeringstid i hænderne på en af vores prokuratorer, Pontius Pilatus. (Se her).

Det forhold, at begge disse forfattere nævner Kristus i forbifarten, gør det højst usandsynligt, at de har haft hensigter med deres omtale, f.eks. den hensigt at agitere for kristendommen. De må altså af den uvildige videnskabsmand/kvinde betegnes som troværdige i deres omtale af Kristus.

Så hvis Dalgaard havde været mere interesseret i spørgsmålet om, hvorvidt Jesus faktisk har levet, end i spørgsmålet om, hvordan han så ud, så måske han ville have formuleret sig anderledes end bare at sige, som han gør, at ”begge skriftgrupper er uden særlig værdi for den historiske Jesus”.

Jeg har tidligere haft spørgsmålet om de to religionsstiftere, Jesus og Muhammed, oppe at vende her på bloggen, også spørgsmålet om, hvorvidt de var fiktive eller ægte figurer, se her, hvor jeg giver en noget mere fyldig gennemgang af spørgsmålet.

Udgivet i Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Den umenneskelige religion

Jeg vil begynde denne skildring af islams umenneskelighed med at afskrive et af Kaj Munks digte. Han bruger det i et skuespil, der hedder ”Puslespil”, se her, og det ser således ud:

Sæt Grammofonen i Staa, min Ven,

stands Saxofonernes Klage.
Nu vil vi spille paa Gige igen
saa sødt som i gamle Dage.

Inde i Byen er alt lidt sært;
bedre til Landet at tage,
ud for at mærke, det dugger skært
og sødt som i gamle Dage.

Nattergalen han stemmer i
til sin forelskede Mage
samme velsignede Melodi
saa sødt som i gamle Dage.

Maanen maa uden elektrisk Strøm
endnu over Himlen age,
skinner for to, der gaar hen i Drøm,
saa sødt som i gamle Dage.

Vinden vover i Nattens Fred
næppe nok Aande at drage.
Stjernerne hvisker om Evighed
saa sødt som i gamle Dage.

Verden er knap saa forandret endda,
som nogle vil foredrage.
Han siger: Maa jeg? og hun siger: ja!
saa sødt som i gamle Dage.

Hertil er først at sige, at den melodi, jeg kender til sangen (Sæt grammofonen i stå, min ven), har koblet versene sammen to og to, så der kun er tre vers.

Men dernæst er der det lidt mere alvorlige at sige, at det smukke omkvæd ”så sødt som i gamle dage” kun gælder i vores kulturkreds. I de muslimske lande gælder det ikke. For dèr hersker en anden kultur, og i den kultur forekommer forelskelse ikke. Eller den tænkes ikke at forekomme. Forelskelsesægteskabet kendes ikke, kun det arrangerede ægteskab kender man til.

Jeg har efterhånden sagt det mange gange tidligere, så hvad nyt har jeg at bringe denne gang?

Hvor mærkeligt det end lyder, så er der faktisk noget nyt at bringe denne gang. Og synes man, det er mærkeligt, så værsgo’! Jeg indrømmer blankt, at det har taget mig meget lang tid at prøve at leve mig ind i den muslimske kultur. Men jeg er faktisk kommet i tanke om noget, som jeg ikke har været opmærksom på tidligere.

Jeg er kommet til at overveje dette spørgsmål: Hvordan kommer man som mand til at se på kvindekønnet, når al tale om forelskelse tænkes bort? Hvilket syn på kvindekønnet får den unge mand, der ikke skal prøve at ”gøre sine hoser grønne” overfor kvinderne, for hverken han selv eller den kvinde, han bliver gift med, har selv bestemt, at det skal være ham/hende. Det hele tilrettelægges af familien.

Vi andre, det vil sige: vi med vores normalkultur, kan med fuld styrke synge med på Kaj Munks sang. For for os er det lykke ud over al lykke at vandre med en pige i måneskin og høre det eftertragtede ”ja” fra hendes mund, høre det, som noget, der gives fuldstændig frit, alene fordi jeg, den lykkens pamfilius, der vandrer ved hendes side, er hendes udvalgte, er den, som hun vil have som far til sine børn. Jo, vi i vor kultur kan glæde os ud over alle grænser, fordi det i vore dage, nøjagtig lige ”så sødt som i gamle dage”, er deri, vor lykke ligger.

Men muslimerne kan ikke.

Dog er det ikke her pointen at have ondt af dem af den grund. For de slipper jo også for alle de sjælekvaler, der går forud. De oplever ikke at blive vraget én eller to gange. De oplever ikke, at en anden snupper den udvalgte for næsen af dem. Ja, de er i det hele taget fri for at skulle gøre sig overvejelser over, hvem de skal giftes med, for det afgør familien for dem. Deres værdi på ægteskabsmarkedet kan de ganske afslappet undlade at spekulere på, for der er ikke noget ægteskabsmarked, i hvert fald ikke noget, de tænkes at deltage i.

Og det er så det, jeg omsider er kommet til at tænke på: Hvilket syn på kvinderne får en mand, der lever i en sådan kultur?

Kan han ikke nemt få det, man kunne kalde et ”genstandssyn” på kvinderne?

Med ”genstandssyn” menes, at kvinden betragtes som en genstand mere end som en person. En person kan man stå i et personligt forhold til, en person kan man nære tillid til, have fortrolighed til, elske, blive vred på, kort sagt, have alle de følelser til, som vi i den vestlige verden kender som følelser, der hører hjemme i ægteskabet.

Men en genstand er noget, der tænkes at opføre sig på en bestemt måde, i den muslimske verden: tænkes at opføre sig som kvinder skal opføre sig ifølge sharia.

Javist, vi i den kristne verden kender også til dette at betragte kvinden som en behagelig genstand, der bare retter ind efter det kvindeideal, som vi – og til dels også de selv – har lagt ned over dem. Men forskellen til den muslimske verden er, at hele den bejleradfærd, som forelskelseskærligheden tilsiger os at udøve, uvægerlig får os til at se på kvinden ikke blot som en genstand, men også som en person. Vi skal jo have hendes ”ja”. Det er en person med bestemte egenskaber, vi skal dele bord og seng med, det drejer sig ikke bare om at efterleve bestemte idealer, det drejer sig om, at personerne kan sammen, svinger i takt, vokser ind i et fortrolighedsforhold, eller hvordan vi nu vil udtrykke det.

Men hvis kulturen ikke lægger op til noget sådant, hvad så? Hvis kulturen tror, at det hele ordnes med stålfaste love, der sætter grænser for den enes og den andens udfoldelsesmuligheder, hvad så? Hvad så, hvis ens opvækst som ungt menneske fører én sammen med en masse kammerater, men ikke med nogen af det andet køn? Hvad så, hvis man overhovedet ikke lærer nogen pige at kende som person? Hvad så, hvis man ikke erfarer, hvor forskellige disse underlige skabninger er, hvis man ikke bliver klar over, hvem der er lattermild og hvem der let bliver gnaven? Så er der næsten kun den betragtningsmåde tilbage, som jeg her har kaldt ”genstandssynet”.

At kvinden opfattes som en genstand i muslimsk kultur, kan måske også ses af det træk, der hedder ”taharrush gamea”, et fænomen, der både kendes fra Egypten og fra det, der skete nytårsnat ved Kølnerdomen: en gruppe mænd omringer en enlig kvinde, stiller sig tæt op ad hende og begynder at overgramse hende, både på brysterne og i skridtet, se her. Ét af de hold migranter, der blev udspurgt om, hvorfor de gjorde, som de gjorde, brugte i deres svar det udtryk, at den kvinde, de havde omringet, var ”vores kvinde”. Hun var altså som en slags genstand, de kunne eje og udnytte, som det passede dem, bare fordi hun gik alene og ikke var i følgeskab med nogen mand; og naturligvis også, fordi hun var ikke-muslim, se her.

Det er mig stadigvæk en stor kilde til undren, at sådanne efter vores opfattelse umenneskelige betragtninger har kunnet overleve i den muslimske kultur gennem så lang tid. Og udover alt det, jeg har skrevet om fænomenet tidligere, kan jeg nu lægge denne overvejelse til min undren: Er den kendsgerning, at den unge muslimske mand hele sin ungdom igennem har levet med bevidsthed om, at hans ægteskab ville blive bestemt, ikke af, at han blev forelsket i den eller den, men af, hvad hans forældre bestemmer for ham, medvirkende til, at han ser ned på kvinden, synes mere i stand til at voldtage end europæiske mænd, og i det hele taget tilsyneladende er ude af stand til at forstå vestligt galanteri, ridderlighed og hensyntagen?

Er det noget sådant, der får den algierske forfatter Kamel Daoud til at hævde, at de muslimske unge lever i en sexuel elendighed, se her? Ligger der i deres sind en længsel efter at bryde ud af det muslimske lovfængsel, efter at kunne omgås kvinder på normal vis, som personer, ikke blot som kønsvæsner, der skal tilfredsstille de tilbageholdte drifter, måske endda en længsel efter at blive forelsket og mærke, at en anden er forelsket i én? Hvis der gør det, er den formentlig blandet grundigt op med den afsky for alt vestligt, som de også har med i deres kulturelle bagage. Og er det sådan fat, bliver deres had til vor verden suppleret med en følelse af misundelse; misundelse, fordi vi glad og gerne lever det naturlige menneskeliv ud, som de ikke føler, de har adgang til.

Det er noget af det, der ligger i overskriften. Islam er en umenneskelig religion, fordi den med sine lovbestemmelser prøver at lægge låg på al naturlig menneskelig udfoldelse. Den slags gør man ikke ustraffet. Men de, der skal bære byrden af denne umenneskelighed, er først i anden omgang os vestlige mennesker, der mærker dette uforståelige had imod os, det er i første omgang de unge muslimer selv, der ikke kan komme ind i den spændende, men også urovækkende verden, som de ser os leve glad og frimodigt i.

Vi må vel ønske for dem, at de på ét eller andet tidspunkt kan komme fri af deres lovtrældom, ikke kun for vores skyld, selv om det naturligvis ville være dejligt ikke længer at blive hadet af dem, langt mere for deres egen skyld, så de kan blive naturlige, frie mennesker. Spørgsmålet er, om de kan affinde sig med, at det på en måde er hele deres identitet, der må forandres. For en religion er ikke noget, man sådan lige kaster overbord.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | Skriv en kommentar

What dælen do we do?

Undskyld, at jeg begynder med dette udtryk fra ”The Julekalender”! Men jeg føler mig lige så meget på Herrens mark, som disse fjernsynsskabninger gør, når Den store Bog er stjålet. Det er dog i mit tilfælde ikke nogen bog, der er borte, det er snarere en bog, der er alt for meget til stede, nemlig muslimernes ”Store Bog”, koranen, ”i hvilken der findes svar på næsten alt”.

Når jeg nu igen føler mig forvirret og uden ledestjerne, skyldes det Geert Wilders, som jeg ellers er overvejende enig med. Han har holdt en tale på en såkaldt ”Restoration Weekend” i Florida for en række fremtrædende islam-kritikere. Den foreligger transskriberet her. Og den er ganske fremragende, hvad angår analysen af tingenes sørgelige tilstand. Men jeg er ikke sikker på, at hans forslag til forbedringer er gode.

Lad mig begynde med det, Wilders siger henimod slutningen af foredraget. Her drager han Karl Popper ind i billedet og citerer ham direkte:

Ubegrænset tolerance fører til tolerancens forsvinden. Hvis vi udstrækker den ubegrænsede tolerance helt ud til dem, der er intolerante, og vi ikke er villige til at forsvare et tolerant samfund imod intolerancens angreb, så vil de tolerante blive tilintetgjort, og tolerancen med dem.

Det udlægger Wilders således:

Den frygtelige situation, vi er i i dag, er fremkaldt af, at vi tolererer det onde. Vi er altfor tolerante overfor intolerancen. Vi er altfor tolerante overfor islam. Vi tror, at vi ved at tillade frihed for frihedens fjender overfor verden beviser, at vi går ind for frihed, men i virkeligheden opgiver vi vores frihed, når vi nægter at sætte grænser for vores tolerance. Vi opgiver den, og det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker ikke shariaen indført i Vesten. Jeg ønsker, at Vesten bliver befriet for shariaen.

En anden ting, der er værd at fremhæve, er, at han går i rette med Samuel Huntington:

Samuel Huntington tog fejl. Der er ikke noget sammenstød, og den israelsk-arabiske konflikt er det bedste eksempel på, at Huntington tog fejl. Der foregår ikke noget sammenstød mellem civilisationer, der foregår et sammenstød mellem en civilisation og et barbari. Det er sandheden.

Det er hårdt sagt, ja, men jeg er ret overbevist om, at han har mere ret, end vi bryder os om at indrømme.

Han har andre bon-mots. ”At være moderat, stillet overfor ondskaben, er ondskab”. ”Der er mange moderate muslimer, men der er ikke nogen moderat islam”. ”Det er forkert, at kulturer står lige. Mennesker står lige, men kulturer gør det ikke”.

Men så kommer vi til spørgsmålet fra ”The Julekalender”: Hvad dælen skal vi gøre?

Wilders agter at fremsætte et forslag i det hollandske parlament, der hedder ”Lov om forbud mod islamiske manifestationer”. Man vil, siger han, lytte til Ronald Reagans råd: ”Hvis man ikke kan få folk til at se lyset, så lad dem mærke varmen”. Altså: Når man må opgive at få muslimer til at forstå og ud fra en indre forståelse af vort samfund handle hensigtsmæssigt her i Europa, så må man gennem lovgivning tvinge dem til at handle hensigtsmæssigt og derfor foreslå, at man forbyder islamiske skoler, burkaer, koraner, moskéer i det offentlige rum. Men selv om Wilders hævder, at en meningsmåling viser, at omkring 40% af hollænderne støtter et sådant forslag, kommer han nok ikke igennem med det. Men har han ikke ret, når han siger:

Vi må erkende fakta. At være moderat overfor det onde er i sig selv ondskab. Islam indoktrinerer mennesker med had mod vort samfund.

For det er jo virkelig sandt, at islam indoktrinerer sine egne med had mod alt vestligt. Muslimer er de ”rene”, vi de ”urene”; det hele ligger på en måde i den skelnen. Og netop det, at vi på forhånd – altså før vi overhovedet fremkommer med vore spørgsmål til islam eller til muslimerne – bliver betragtet som ”urene”, netop det bevirker, at de ikke hører på det, vi siger. De kender sandheden om os, før vi åbner munden: vi er kun ude på at få dem til at opgive deres religion. Og det er jo forresten ikke helt forkert.

Og hvad så? Hvad skal vi så stille op?

To ting vil jeg foreslå i denne omgang:

1) Vi skal vove at være os selv.

2) Vi skal vove at kritisere islam.

Jamen, vi er da os selv, vil man måske sige. Dertil er kun at sige, at vi ikke er os selv, vi er en undskyldning for os selv. Og desværre er det noget, der passer som fod i hose til den muslimske forestilling om ikke-muslimer. Hvis vi i stedet i større grad turde være stolte af vort land, vort folk, vor kultur, så ville muslimerne i det mindste vide, hvad det er, de tænkes at skulle forstå, måske endda blive klar over, at når vi tager venligt imod dem, skyldes det vor indre overbevisning om, at de er mennesker som vi, og på ingen måde, at vi betragter dem som bedre mennesker end os, mennesker, som kræver vor opvartning.

I den forbindelse er det ganske sigende at iagttage det voldsomme røre i andedammen, der har fundet sted i forbindelse med, at Kristeligt Dagblad offentliggjorde, at en lektor på CBS havde givet en undskyldning til en ”brun” underviser sammesteds, der havde følt sig krænket over, at man til morgensang sang ”Den danske sang er en ung, blond pige”, se her. At nogen føler sig krænket over det, er ganske absurd og afslører en fuldstændig manglende forståelse af, hvor hun befinder sig. Og at så mange, som tilfældet har været, føler sig foranlediget til at gøre vrøvl over, at nogen kunne finde på at give en undskyldning i stedet for at bede den krænkede om at blive klar over, hvilket land hun befinder sig i, er yderst glædeligt. Det er, som om vi i denne sag omsider tør være ved, at vi er danskere og ønsker at forblive danskere.

Samme holdning kan man godt savne i vort forhold til vore muslimske landsmænd. Ikke brovtende, ikke overlegen, men i den sikre forvisning, at danske er vi og danske vil vi blive ved med at være, og vil de være her i landet, så er det danske regler og danske omgangsformer, der gælder. Om det så nytter noget, er en anden sag, man kan jo godt have sine tvivl.

Derfor må det andet punkt ikke glemmes, det med at kritisere islam.

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at islam er en magtreligion i den forstand, at den er ligeglad med de selvmodsigelser, muslimerne vikler sig ind i. Når en ord-religion og en magt-religion står overfor hinanden – eller når Ordet og Magten strides – så skal Magten besynderlig nok altid prøve at dække sig ind under Ordet. I lang tid kan det måske lykkes, som da Sovjetunionen og Østlandene igennem lang tid bildte folk ind, at man afholdt valg, endda frie valg. Men i sidste ende kom dog sandheden for lyset.

På samme måde vil – må man da håbe – islams selvmodsigelser ved sammenstødet med Vesten før eller siden komme for en dag. Når man bruger magt til at bevise, at islam er fredens religion – hvad man jo gjorde ved demonstrationerne imod Kurt Westergaards tegning – så viser det islams indre selvmodsigelse, og en sådan religion kan ikke bestå i længden. Og det bliver vel også mere og mere klart, at IS og al-Qaida og hvad der ellers er af muslimske terrororganisationer ikke er fejludviklinger indenfor islam, men baserer sig på gedigne korancitater. Og hvorfor skulle vi ikke, ligesom Wilders, gøre opmærksom på, at ”islam indoktrinerer mennesker med had mod vort samfund”?

Og det kan også være på sin plads at fastholde overfor vore muslimske landsmænd, at det er dem, der har emigreret til os, ikke os, der er kommet til et muslimsk land. Vil de f.eks. have serveret halal-mad for deres børn i børnehaver og skoler, så må de selv betale; for det er dem, der vil have specialmad, ikke os.

Men i det hele taget bør vi holde fast på vor kristentro: At mennesket er et ord-væsen, ikke et magt-væsen, og at ethvert forsøg på at bruge magt under dække af ord-undskyldninger, er tegn på umenneskelighed. Det er således umenneskeligt at afbryde alt samvær med et barn, der gifter sig imod familiens vilje. Det er umenneskeligt at betragte kvinden som mandens underordnede.

Dog, nu er vi ved at komme over i en anden problemstilling, så jeg standser her. Men kritisere islam, det både må og skal vi.

Udgivet i Islam | Tagget | Skriv en kommentar

Det var I længe om

Overskriftens lidt anklagende tonefald er foranlediget af en artikel i Kristeligt Dagblad, se her. Når man læser denne artikel, der oven i købet står på forsiden, bliver man lidt underlig til mode. Vi skal helt tilbage til omkring år 2000, før vi når tilbage til et tidspunkt, hvor jeg for mit vedkommende kan sige, at jeg blev klar over, at det muslimske ægteskabsmønster er helt anderledes end det danske, eller altså, at muslimerne ikke tror på forelskelsesægteskaber, men holder sig til arrangerede ægteskaber, altså ægteskaber, hvor det ikke er de pågældende selv, men deres forældre, der bestemmer, hvem de skal giftes med. Oven i købet var der ikke så få steder i medierne, hvor det blev mere end antydet, at der var penge involveret i disse arrangementer, selv om man bestemt både dengang og sidenhen har haft indtrykket af, at oplysninger om dette forhold med pengene af muslimerne selv blev undertrykt.

Det var jo også denne erkendelse af den anderledes ægteskabspraksis, som muslimerne havde, der var årsag til indførelsen af 24-års kravet: man kunne ikke få en ægtefælle ind i landet, før man var fyldt 24 år.

Så man skulle jo synes, at det efterhånden måtte være sivet ind hos både høj og lav, at det med forelskelse og ægteskab og dette med selv at vælge ægtefælle i muslimske øjne nærmest er en uheldig ting.

Men nej, af den lange artikel i Kristeligt Dagblad fremstår det som en stor nyhed, at grunden til, at tredje generation af indvandrerne ikke klarer sig bedre end anden generation, er, at anden generation ligesom første generation har hentet deres ægtefæller i hjemlandet. Og, forklarer man, når således tredje generation er vokset op i hjem, hvor der ikke tales dansk, fordi kun den ene ægtefælle er vokset op i Danmark, så er sådanne børn på forhånd bagud på point i forhold til danske børn.

Så der er virkelig grund til at sige til de kære journalister på bladet, at ”det var de sandelig længe om”, altså de var dog utrolig længe om at fatte, at mange indvandrere henter deres ægtefæller i hjemlandet og ikke blandt den dog ret store gruppe af landsmænd, der allerede befinder sig her i landet og i mange tilfælde taler et udmærket dansk.

Men ak, var det så kun det, hvorved vore journalister viste deres uvidenhed. Det er det dog ikke. To andre forhold angående den muslimske ægteskabspraksis er stadigvæk forbigået deres opmærksomhed. Det skal dog til deres undskyldning siges, at de såkaldte forskere, de henviser til, heller ikke oplyser dem om den anderledes muslimske kultur, men omhyggeligt holder deres mund med dette med de arrangerede ægteskaber – man lader, som om det er de unge selv, der bestemmer – og overhovedet ikke kommer ind på det med pengene; at der i disse kredse er noget, der hedder medgift, og at det måske kan forklare denne stadige trang til at hente en ægtefælle fra hjemlandet, uha nej, enten véd man det ikke, eller også finder man det, ligesom muslimerne selv, ikke opportunt at nævne det.

At der så heller ikke nævnes et ord om, at det for en muslimsk kvinde ikke er tilladt at gifte sig med en ikke-muslim – den muslimske sharia forbyder det – det nævner jeg blot for fuldstændighedens skyld.

Hør bare, hvordan journalisten indleder sin beretning om den manglende integration:

Når unge Ahmed skal giftes, vil han i en del tilfælde tage til Tyrkiet og finde en hustru, selvom han er født og opvokset i Danmark. Familiesammenføring er nemlig meget udbredt blandt andengenerationsindvandrere, og knap tre ud af fire ikke-vestlige børn af efterkommere har derfor en far eller mor, der er indvandrer.

Det er meget mærkeligt. Hvorfor vover man ikke at sige det, som det er: At det ikke er Ahmed selv, der finder sig en ægtefælle, men hans forældre eller hans storfamilie? Vi har dog efterhånden set mange eksempler på, hvordan forældrebefalinger, når de ikke adlydes, kan føre til straf: udelukkelse af familiesamfundet, om ikke direkte drab.

Og hør så, hvad Peter Nannestad, der er integrationsforsker og professor emeritus, siger om forskellige grunde til, at efterkommere henter deres ægtefælle i hjemlandet:

Den ene [grund, rr] er givetvis, at arrangerede ægteskaber stadigvæk forekommer. Og derfor importerer man gerne ægtefæller fra udlandet. Man må også huske på, at udvalget ikke nødvendigvis er så stort i Danmark. Især ikke, hvis man skal holde sig til sin egen etniske gruppe. Hvis du er en ung afghansk kvinde, så er udvalget af passende unge afghanske mænd jo ikke særlig stort.

Som integrationsforsker skulle jo Nannestad vide, at arrangerede ægteskaber blandt muslimer stadig er det almindelige, ikke, at de blot af og til forekommer. Når muslimer ikke vil lade deres unge mænd og kvinder omgås hinanden – og det sætter de sig jo meget imod – så er det næsten naturnødvendigt med arrangerede ægteskaber.

Men hvorfor skal så ægtefællen hentes i hjemlandet? Nej, Nannestad, der skyldes ikke, at udvalget ikke er stort nok i Danmark, det skyldes, at der er penge involveret i de arrangerede ægteskaber, og at familien i hjemlandet vil have så mange af dens medlemmer til Danmark, hvor det er helt anderledes lukrativt at have opholdstilladelse end i Tyrkiet eller Pakistan eller Somalia.

Én ting er, at muslimerne selv går lidt stille med dørene, når det gælder de arrangerede ægteskaber og da slet ikke overfor os indrømmer de pengetransaktioner, der finder sted, noget andet er, at én, der er integrationsforsker, heller ikke er klar over det arrangerede ægteskabs næsten uudryddelige afhængighed af den muslimske måde at tackle kønsforskellen på.

Seniorforsker Anika Liversage fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, er ikke meget bedre, hvad disse spørgsmål angår. Men hun kommer dog med en interessant og relevant iagttagelse:

Hun henviser samtidig til, at ægteskabet med en person fra samme kulturkreds ofte betragtes som afgørende for at sikre minoritetens overlevelse.

Hvis etniske minoriteter bare gifter sig på kryds og tværs, så vil minoriteten ophøre med at eksistere i løbet af få generationer,” siger Anika Liversage.

Her er noget, vi danskere bør være opmærksom på. Kan gerne være, at vi synes, at det ville fremme integrationen, hvis der forekom flere ægteskaber ”på kryds og tværs”, men det er dog ret forståeligt, at den pågældende minoritet selv ikke har en sådan opfattelse. Ligesom vi danskere ser med stigende ubehag på, at vort samfund forandres i kraft af den muslimske indvandring, sådan ser jo også muslimerne med ubehag på, at deres sønner og døtre bliver ”for danske”. Forståeligt nok.

Men Liversage kunne nu godt have ofret nogle ord på shariaens bestemmelser om, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim. Det betyder jo, at dette at bevare sin særlige etnicitet ikke blot er en forståelig ting, det er direkte et religiøst krav. Men måske véd hun det ikke. Det tyder følgende citat faktisk på:

En undersøgelse har vist, at jo højere uddannelse, tysk-tyrkiske mænd, der var opvokset i Tyskland, havde, jo større tendens var der til, at de også giftede sig med en tysk kvinde. Men for de tysk-tyrkiske kvinder gjaldt det, at jo højere uddannelse, de havde, jo større var tendensen til, at de fandt en ægtemand i Tyrkiet. Det skyldtes, at de veluddannede tysk-tyrkiske mænd til dels var afsat til de tyske kvinder, men også at det for kvinderne var mere problematisk at gifte sig ud af gruppen end for mændene.

Hvorfor er er det mere problematisk for kvinderne at gifte sig ud af gruppen? Ja, naturligvis fordi det er forbudt ifølge sharia. Men den forklaring må vi åbenbart ikke høre. Hvad er så den omtalte undersøgelse værd?

Også dagens leder i Kristeligt Dagblad skal absolut lade, som om det er de unge selv, der bestemmer, hvem de vil giftes med. Morten Rasmussen mener, det politiske fokus må fastholdes og føjer til:

Men samtidig bør de unge i indvandrermiljøerne træffe en beslutning om, hvor de har hjemme, ikke mindst af hensyn til deres fremtidige børn. Hvis ikke fjerde generation også skal være kendetegnet ved en dårligere rodfæstelse i Danmark, er det op til tredje generation endegyldigt at pakke kufferten ud og dedikere sig til Danmark, også i valget af ægtefælle.

Jamen, kære Morten, det er altså ikke de unge selv, der vælger; de vælger ikke selv Danmark, de vælger ikke selv deres ægtefælle. Og dette med at tage hensyn til de fremtidige børn, det er virkelig noget, kun vi danskere kan give som noget, vi tror er et godt råd, muslimerne selv, især da storfamilien i Tyrkiet eller Pakistan, er mere interesseret i at sikre sig, at også fremtidige slægter beholder alle muslimske traditioner.

Lederen slutter:

Så præcis som danske udvandrere til USA holdt fast i det danske samtidig med, at de kastede sig hovedkulds ud i deres nye hjemlands kultur og for manges vedkommende blev velintegrerede borgere allerede i første generation, bør også danskere med rødder i Tyrkiet, Pakistan og Libanon gøre det samme.

Her kan man dog ikke komme uden om, at den kulturelle forskel mellem Danmark og Mellemøsten, mellem kristendom og islam, rummer nogle modsætninger, der ikke eksisterede ved den europæiske udvandring til USA. Også her må man som dansker med indvandrerbaggrund have mod til at lægge dele af hjemlandets kultur fra sig. For man kan sagtens være muslim med pakistanske rødder i Danmark, men man kan ikke være det på samme måde som i det Pakistan, ens bedsteforældre forlod.

Ak, ja, det er da en smuk tanke, at vore muslimske landsmænd burde have mod til at lægge dele af hjemlandets kultur bag sig. Men der ligger vist lidt for megen ønsketænkning bag, når Morten Rasmussen ligefrem mener, at man sagtens kan være muslim her i Danmark. Der er det med adskillelsen af kønnene, der er det med unge menneskers ikke-omgang med det andet køn, der er det med vort demokratiske system, og – sidst, men ikke mindst – der er det med den besynderlige koran, hvis mange hadske og fjendtlige ord imod kristne og jøder man hele tiden risikerer, at ens unge kommer for skade til at læse; med ganske uforudsigelige resultater, herunder det resultat, at de kommer til at hade danskerne, og det værste resultat: at de bliver terrorister. Kan gerne være, at muslimerne selv synes, at deres unge bliver for danske og derfor sender dem på ”genopdragelsesrejser” til hjemlandet, vi andre er mere bange for, at de skal rette sig efter deres egen religions helligskrift og af den grund vende sig voldeligt imod alt dansk.

Så at man sagtens kan være muslim i Danmark, desværre nej, så let er det nu ikke. Og lettere bliver det jo ikke af, at også muslimer hele tiden skal lade, som om de har de samme ægteskabsforestillinger som os, skal lade, som om det er forelskelse, der bestemmer valget af ægtefælle, skal lade, som om der ikke er penge med i spillet. Jeg véd ikke rigtig, om dette skyldes, at de i virkeligheden godt forstår, at vor frihed er bedre end deres tvang, og blot ikke rigtig tør være ved det, eller de virkelig sådan for alvor tror på deres eget ”system”. Men hvis det sidste er tilfældet, hvorfor siger de det så ikke åbent og ligeud?

Halime Oguz, der har tyrkisk baggrund, er opvokset i Odense-bydelen Vollsmose, og som selv indgik et arrangeret ægteskab med en kurder fra Tyrkiet, da hun var 17 år, ser også problemerne med børn, der kommer fra hjem, hvor der ikke tales dansk. Hun siger:

Integrationen er en håndsrækning, og det danske samfund vil gerne have folk med i det større fællesskab. Men hvem er det, der forhindrer den her integration? Det er forældrene. Det er forældrenes fordomme i forhold til det danske samfund, de danske traditioner og den danske kultur.

Er det en fordom, at man gerne vil holde fast ved sin egen kultur? Jeg véd det ikke. Er det en fordom, at man ser ned på danskerne og deres kultur? Ja, absolut. Så man kan vel kun ønske for fremtidens Danmark, at Morten Rasmussens ønsketænkning går i opfyldelse: at det bliver let at være muslim med pakistanske rødder i Danmark. Men vore muslimske landsmænd skal nu godt nok ændre ikke så lidt ved deres traditioner, hvis det skal blive tilfældet.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Lindholm

Karin Verland, der er læge og direktør i Dignity, Dansk Institut mod Tortur, skriver i en artikel i Jyllands-Posten, se her:

Selvmordsforsøg, psykoser, depressioner og langsom nedbrydning. Det er, hvad flygtninge og afviste asylsøgere på den australske ø Nauru ifølge en helt ny rapport offentliggjort af Læger uden Grænser oplever. Omkring 30 pct. har forsøgt at begå selvmord, mens 60 pct. har tænkt på det. Det gælder også børn helt ned til ni år.

Det er veldokumenteret, at en håbløs livssituation i årelangt ophold uden et sluttidspunkt leder til misbrug og selvmordsforsøg. Håbløshed og manglende livsindhold nedbryder mennesker.

På den måde lægger hun op til at sammenligne asylsøgerne på Nauru med de kommende beboere på øen Lindholm i Stege Bugt. Men ligesom jeg tidligere har afvist, at situationen for asylsøgerne på Nauru er håbløs, se her, sådan kan jeg med samme argumentation afvise, at situationen for beboerne på Lindholm er håbløs: alle beboerne på Nauru kan den dag i morgen komme bort fra øen, de kommer blot ikke, som de håber på, til Australien, men til Cambodia; og mange af beboerne på Lindholm kan gå med til frivillig hjemsendelse; det vil de blot ikke. Men jeg må føje til, at der blandt dem, der tænkes at skulle opholde sig på Lindholm, er personer, som risikerer dødsstraf ved at blive sendt tilbage til deres hjemlande, og som derfor er i en mere håbløs situation end beboerne på Nauru. Der kan også være andre forskelle mellem de to øers beboere, f.eks. har beboerne på Nauru ikke begået forbrydelser, mens alle Lindholms påtænkte beboer i én eller anden grad er kriminelle.

Men, siger så Karin Verland, de har jo udstået deres straf:

Mennesker, der er på tålt ophold, skal ifølge integrationsministeren leve under forhold, der er så utålelige som muligt. De har afsonet deres straf, men retten til et familieliv, retten til arbejde og retten til selvbestemmelse gælder bare ikke for dem.

Til gengæld lægger de krop og psyke til regeringens skræmmekampagne, der skal få færre til at søge asyl og ophold i Danmark. Og udlændinge på tålt ophold kan komme til at sidde længe på regeringens flygtningeø. Ifølge en opgørelse fra 2016 havde 69 udlændinge på tålt ophold i gennemsnit været underlagt den frihedsbegrænsning i 5 år og 4 måneder.

Det er trist, at vores samfund er blevet så ubarmhjertigt.

Man kan forstå, at Karin Verland har ondt af disse tidligere kriminelle. Og det kan der da være god grund til. De er jo også mennesker. Og ret har hun da i, at det er trist, at vort samfund er blevet så ubarmhjertigt.

Men at tro, at vi klarer dette problem ved at være barmhjertige og ved at overholde menneskerettighederne, er ret naivt.

De mennesker, der bor i nærheden, er i hvert fald ikke særlig opsat på at hjælpe samfundet med at overholde øboernes menneskerettigheder.

Der har været forskellige informationsmøder om sagen, og på ét af dem – jeg husker ikke hvilket – var der en kvinde, der sagde: ”Hvem tør i fremtiden gå ned i byen og handle om aftenen; jeg tør i hvert fald ikke”. Det vil sige: den kendte NIMB-holdning kommer her til udtryk i fuldt flor (NIMB betyder, som man måske véd: ”Not In My Backyard”, ikke i min baggård). Man indser, at det vil være smart med et atomkraftværk, det skal blot ikke ligge i nærheden af min bolig. Man véd, at det er nødvendigt med en bolig for psykisk hæmmede, den skal blot ikke placéres på min villavej, osv.

Til denne kvinde kan man i første omgang spørge, om hun da synes, det er bedre, at borgerne i Bording ved Kærshovedgårdlejren er bange for at gå i byen om aftenen. For med flytningen af disse halvkriminelle flytter man jo blot et prekært problem i Bording, så det bliver et prekært problem i Kalvehave. Det er vel ikke at forvente, at kvinden dèr ligefrem skal glæde sig over, at kvinder i Bording nu bliver befriet for deres frygt, fordi det nu er hende, der kommer til at frygte, men ét sted skal jo dette udrejsecenter ligger.

Man kunne selvfølgelig foreslå, at det kom til at ligge i nærheden af Karin Verlands bolig. For hun synes jo at have ondt af disse mennesker og vil vel derfor bedre kunne affinde sig med de ulemper – for ikke direkte at sige farer – der er forbundet med et sådant center. Men det forslag ville ikke have nogen gang på jord, for hun bor sikkert midt imellem mange andre danskere – læs: vælgere – og et center af den art skal naturligvis ligge langt ude på landet, derude, hvor der ikke er ret mange danskere – læs: vælgere – som naboer.

Men man kan i næste omgang sige til den med rette frygtsomme kvinde, at man vil sørge for, at den sidste færge til Lindholm går klokken atten, og at de beboere, der ikke melder sig om aftenen på Lindholm, øjeblikkelig bliver sat i fængsel. Nok vil altså beboerne kunne komme ind til Sjælland og fornøje sig – hvad de så vil fornøje sig med – men efter klokken atten vil der ikke være Lindholmboere på Sjælland. Hun kan derfor roligt gå ned i byen og handle.

Og vil nogen indvende imod denne ordning – som Karin Verland gør det – at disse personer ikke må anbringes under fængselslignende forhold, og at de med den ordning, der foreslås, fratages ”retten til familieliv, retten til arbejde, retten til selvbestemmelse”, så er det jo muligvis sandt nok, og kommer der en dom fra menneskerettighedsdomstolen, vil den muligvis hævde just det, men problemet er, at man, hvis man indretter sig anderledes, fratager en ganske almindelig kvinde i lokalområdet hendes rettigheder: retten til at bevæge sig frit og frygtløst nat og dag i det, der dog er hendes lokalområde og hendes land. Disse rettigheder er godt nok ikke beskyttet af nogen international konvention på samme måde som de kriminelles rettigheder, men er vel trods det lige så selvfølgelige og selvindlysende.

Men i stedet for at diskutere den enes menneskerettighed contra den andens, skulle vi måske diskutere, hvordan det er kommet hertil, og måske også, hvordan vi kommer herfra.

Vi har jo som folk været ret naive. Vi har villet være gode verdensborgere, vi har villet vise barmhjertighed, og vi har derfor taget imod utrolig mange fremmede. Det er ikke naivt. Det naive ligger i, at vi har troet, at disse fremmede var som os. Det var da for os en selvfølge, at de ville være taknemlige over at få sikkerhed her hos os. Og når vi opdagede, at de ikke rigtig handlede, som om de var taknemlige – de forlangte særskilte bederum, de ville have krav opfyldt i skolerne, osv. – så tildelte vi os selv skylden for det, selv om der vel var nogle, der mente, det skyldes indvandrernes religion: islam. Og alt imens vi diskuterede det, kom der flere og flere ind over vor dørtærskel, mennesker, hvis asylansøgning vi ifølge flygtningekonventionen, som vi og resten af Europa forstod den, havde pligt til at behandle.

Men ikke sandt, der var jo tale om menneskelige stakler, der flygtede fra krig og undertrykkelse. Så både vort gode hjerte og vor overbevisning om modtagernes taknemlighed slog igen igennem, så vore hjerter rørtes og vore døre åbnedes.

Nu har så omsider en stor del af folket og nogle af vore politikere indset, at vi har været naive. Noget er der dog sket på området. Men flygtningekonventionen tolker vi stadig, som om den krævede langt mere, end den gør. Faktisk kræver den kun, at nabolandet til det land, der forfølger sine egne borgere, giver asyl; kommer et menneske fra et sikkert land, har intet land pligt til at give asyl. Det har blot samtlige europæiske lande ”glemt”, dvs., man har deltaget i en europæisk fromhedskonkurrence, man har villet vise de andre lande, at man så sandelig behandler flygtninge menneskeligt og barmhjertigt.

Derfor er vi endt dèr, hvor vi er. Vi har importeret en mængde muslimer, hvis taknemlighed kan ligge på et meget lille sted, jævnfør mit forrige indlæg, og vi har hidtil ikke kunnet få os selv til at nøjes med at følge flygtningekonventionens bogstav, så vi lod nabolandene om at give asyl; vi kunne jo yde dem økonomisk hjælp. I stedet lader vi stadig migranter/flygtninge sige ”asyl” og føler os forpligtede af konventionen til at behandle deres sag.

Det eneste, vi har følt, vi kunne gøre – og ”vi” betyder her: vore politikere – er at gøre det så utåleligt som muligt for de afviste asylansøgere. Det er én af de få ting, Karin Verland har ret i: der skal føres en skræmmekampagne overfor potentielle asylansøgere, så de afskriver Danmark som et land, de vil søge asyl i. Det virker uværdigt. Men uværdigt er det jo kun, fordi vi ikke tør lukke vore grænser helt for spontane asylansøgere. Hvis vi stadig ville have afløb for vor store barmhjertighed, kunne vi jo bare modtage nogle FN-flygtninge.

Men hvordan kommer vi så bort fra den tvangsmæssige situation, vi befinder os i?

Ja, først må vi lukke af for muligheden for at søge spontant asyl. Dernæst må vi gøre os selv, vore politikere og de mange ”venligboere” opmærksom på, hvor anderledes muslimer er fra os kristne. Det er vi vel allerede i gang med, for der foregår en ret intens diskussion om forholdet mellem ”os” og ”dem”. Den diskussion skal blandt andet handle om, hvordan vi fra civilsamfundets side skal behandle muslimerne, og hvordan de skal behandles fra statens side. Ikke fordi vi skal tvinge dem til at rejse hjem, men fordi vi skal gøre dem klart, at vi er stolte af vort land og aldeles ikke er stik-i-rend-dreng for dem, selv om de måske fejlagtigt opfatter vore gerninger mod dem sådan.

Hvis vi kan få skabt en holdning hos os gammel-danskere, der forvandler vor hidtidige naivitet og delvise berøringsangst overfor muslimerne til fasthed og stolthed over vor væremåde og kultur, så vil vi nok fremover meget bedre kunne leve med et betydeligt kontingent muslimer i vort land.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Gæstetaknemlighed

Egyptens præsidens, al-Sisi, er i en artikel på ”Samhällsnyt”, se her, citeret for nogle ganske skarpe udtalelser. Han bliver spurgt, hvad han siger til, at de europæiske lande nu mere og mere lukker af for migrationen fra blandt andet de muslimske lande, og svarer:

I stedet for at spørge mig, hvorfor Europa lukker dørene for os, burde du spørge dig selv, hvorfor menneskene i Afghanistan ikke tager meget bedre vare på deres land. Det samme med Pakistan, Egypten, Syrien, Libyen, Irak, Yemen og Somalia. Hvorfor har disse mennesker slået hinanden ihjel i årtier? Vi slås mod hinanden i disse lande; bagefter forventer vi, at lande, som arbejder dag og nat for at opnå tryghed og bibeholde en vis levestandard for deres befolkninger, rask væk skal byde os velkomne, når vi vil derhen, for at vi kan få del i deres fremgang.

Artiklen fortsætter:

Præsidenten finder det urimeligt, at mennesker fra disse lande forventer, at den vestlige verden bare skal åbne sine døre og sige velkommen til mennesker, som ofte slet ikke vil integreres i samfundet, men i stedet vil beholde deres kultur og tidligere arbejdsmoral, noget, der er meget anderledes end den vestlige verdens: ”I ønsker at migrere sammen med jeres kultur, som det, set fra jeres side, er fuldstændig umulig at forhandle om. I siger, at sådan her er vi, og I må acceptere os på grund af menneskerettighederne. Hvis I vil migrere til et andet land som en gæst, da skal I helt og holdent følge deres love, levemåde, traditioner og kultur. I skal følge det helt og holdent. Hvis ikke I er villige til det, skal I ikke migrere. I kan ikke forvente, at landene skal åbne deres døre og lade jer komme ind og forandre landet og skabe problemer”.

Det er uhyre klar tale fra al-Sisis side; man vil ikke umiddelbart tro, at det er en muslim fra et muslimsk land, der taler. For det plejer at være from muslimsk tale, at de danske love kun er menneskelige, hvorimod de muslimske love, shariaen, er guddommelige. Det argument tager al-Sisi overhovedet ikke op. I stedet opfordrer han de indvandrende muslimer til at opføre sig som gode gæster, der følger det gode, gamle råd: ”Skik følge, eller land fly”, et råd, som vi har taget til os, men som vi ikke fornemmer, at vore muslimske landsmænd vil rette sig efter.

Parentes: Da jeg havde skrevet ovenstående, blev jeg klar over, at ”Den korte Avis” også tager al-Sisis bemærkninger op til bedømmelse. Det er Torben Snarup Hansen, der er forfatteren. Artiklen kan ses her. Parentes slut.

Den fornemmelse, vi har om vore muslimers utilbøjelighed til at blive danske, er ikke helt hen i vejret. Det viser en artikel fra document.dk af Uwe Max Jensen, se her. Han har været inde hos en Facebook-gruppe, der hedder ”Vejen til islam” og har 46.000 danske muslimer som medlemmer. De skriver til hinanden udelukkende på dansk.

På denne side, refererer Uwe Max Jensen, er der på et tidspunkt en kvinde, der opfordrer de andre muslimer på siden til at bede for hendes mormor, der er kommet til skade og er i en kritisk tilstand.

Det tager mange af sidens deltagere til sig, så de går med til at bede en sådan bøn. Men så er der én af dem, der kommer i tanke om, at denne mormor måske slet ikke er muslim. Og så er åbenbart Fanden løs i Laksegade, i hvert fald, når man er muslim. For at en muslim beder for en ikke-muslim, det er jo ganske u-islamisk. Og ja, der skal stå ”jo”, for alle deltagerne betragter det som den største selvfølge, at sådan er det.

Uwe Max Jensen kommenterer:

Faktisk må man ikke engang læse koranen højt for en af de vantro skatteydere, der har åbnet sine arme for de muslimske bosættere.

Nå, der refereres videre: Den kvinde, der har opfordret til bøn for sin syge mormor, bedyrer, at hun så sandelig er muslim. Og hun gør ydermere det, at hun sender nogle billeder af hendes forbrændinger.

Uwe Max Jensen fortsætter historien:

Det viser sig, at den syge mormor er i Irak, og at behandlingen på Mellemøstens hospitaler ikke er overvældende god. Derfor arbejder den muslimske familie på at få mormoren til Danmark, hvor et dansk skatteyderbetalt sundhedssystem bygget op af “vantro danskere” står klar til at hjælpe alle uanset religiøs overbevisning.

Ingen af de muslimer, der deltager i tråden, kan tilsyneladende få øje på deres eget himmelråbende hykleri.

Og ja, vi kan ikke se det som andet end hykleri, fordi det er hykleri. Men for alle disse muslimer har deres religion forblændet deres øjne, så de ikke ser hykleriet. Det er blot noget, vi har uhyre vanskeligt ved at forstå. Men det er sandt nok. Og det er også sandt, at det hænger sammen med deres religion. Fra første færd har Muhammed og hans troende betragtet de ikke-troende som deres underlegne. Gennem mange århundreder var vi underlegne i militær henseende, senere underlegne i kulturel henseende, og her til sidst ”kun” underlegne i religiøs henseende. Men underlegne var og er vi.

Det betyder blandt andet, at vores utrolig store imødekommenhed overfor vore muslimske indvandrere af dem bliver opfattet som en helt naturlig ting. Det falder dem ikke ind at vise taknemlighed overfor det, vi gør for dem, eller bare på almindelig menneskelig måde at sige en lille bitte smule tak for det, for der er jo blot tale om, at vi retter ind efter det, der er Allahs ordning: muslimer oven på ikke-muslimer, ikke-muslimer som tjenere for muslimer.

At mormoren skal til Danmark for at få en bedre behandling, er derfor ikke i deres øjne hykleri, det er udtryk for Allahs omsorg for muslimerne: han har sørget for, at der er danskere til rådighed til at behandle hans øjestene: muslimerne. Længere er den ikke.

Og læg mærke til: Dette er holdningen blandt hovedparten af muslimer. Når talen er om de muslimske terrorister, kan man af og til høre det modargument: at terroristerne jo kun udgør en ganske lille procentdel af samtlige muslimer, og at man derfor ikke kan klandre de moderate muslimer for det, disse såkaldt radikaliserede muslimer foretager sig. Derved overser man ganske, at disse moderater muslimer jo udgør den ”sympatisørsump”, hvori terroristerne kan svømme.

Men Uwe Max Jensens undersøgelser her kan måske få os til at ane, at det alligevel ikke er helt uforståeligt, at de moderate muslimer kan ”udklække” terrorister. Det er jo det, vi gang på gang skal gøres opmærksom på, for hver gang vi hører om det, forekommer det os helt absurd: at muslimer tænker om sig selv som overordnet os andre. Det kan ikke passe, siger vi. Men jo, igen hører vi her noget, der fortæller os, at de så udmærket kan passe.

Derfor er al-Sisis udtalelser så mærkelige, ja, næsten u-islamiske.

Se evt. her et indlæg om den samme følelse hos muslimerne om at være overordnet os andre.

Udgivet i Islam | Tagget | Skriv en kommentar

Diskussionen glider af sporet

Jeg skal nævne to eksempler på, at man i offentligheden diskuterer en sag på ganske uvedkommende vis, altså diskuterer noget ved sagen, som ikke er pointen i sagen.

Det første eksempel er den ret omfattende diskussion af regeringens forslag om at anbringe mennesker af forskellige kategorier på øen Lindholm i Stege bugt. Man diskuterer alt muligt andet end det væsentligste, nemlig: Vil dette forslag bringe de pågældende mennesker til at opgive deres modstand mod at blive sendt tilbage til deres hjemlande?

Sagen er jo den, at det for de fleste mennesker, der bliver anbragt på Lindholm, vil gælde, at de har nægtet at lade sig udsende frivilligt. Og deres hjemland har hidtil opretholdt den praksis, at man kun vil modtage dem, der rejser fra Danmark frivilligt. Vi står altså i nogenlunde den samme situation som den australske regering, der anbringer asylansøgere på øen Nauru. Som tidligere bemærket, se her, kan situation dernede bedst beskrives som et skjult tovtrækkeri mellem den australske regering og migranterne på Nauru. Regeringen vil ikke give dem alt for gode forhold at leve under, for den har det langsigtede perspektiv med opholdet, at den vil have migranterne til frivilligt at gå med til at blive sendt til Cambodia. Migranterne, derimod, vil ikke frivilligt rejse til Cambodia, de mener og håber på, at Australien på et tidspunkt vil blive nødt til at give efter for det pres, som diverse NGO’er og regeringer lægger på dem, så den lader dem komme ind i Australien.

På lignende måde vil personerne på tålt ophold herhjemme håbe på, at der lægges et sådant pres på regeringen, at de i det lange løb kan få friere forhold, så de omsider kan få deres ønske opfyldt om at forblive i Danmark med opholdstilladelse og det hele. Men det er regeringen ikke interesseret i. Den ønsker tværtimod at give disse mennesker en så pauver tilværelse, at de af sig selv vælger at lade sig udsende til deres hjemlande.

Det vil sige, at der bag forslaget om at sende disse mennesker til Lindholm ikke blot ligger en forestilling om, at det bliver lettere at sørge for, at de ikke begår ny kriminalitet – og det med kriminaliteten er noget, man har mærket i Bording – der ligger også et ønske om at presse dem til ikke mere at modsætte sig udvisning.

Blot er dette ønske ikke noget, man fra mediernes side diskuterer. Diskussionen er med andre ord gledet helt ved siden af det problem, der skulle løses med anbringelsen på Lindholm.

Det andet problem, som vi herhjemme og formentlig i hele Europa debatterer på en skæv måde, er Brexit. Dog må jeg indrømme, at skævheden ikke udelukkende er mediernes skyld, den har sin rod i EU’s magtindretning. For mens medierne er levende optaget af briternes skænderier, deres indbyrdes splittelse, deres krav til den nye ordning, så er medierne så at sige afskåret fra på tilsvarende måde at referere den anden side, altså EU-siden. Her foregår der nemlig ingen offentlig diskussion, her aftales det bag lukkede døre, hvilke indrømmelser man vil give briterne, og hvilke de i hvert fald ikke skal have, her er det kommissionen, der fastlægger betingelserne, og disse betingelser fastlægges uden at de forskellige landes medier har haft mulighed for at debattere og bedømme dem. Og vel at mærke: dette sker til trods for, at Brexit jo også har stor betydning for mange borgere i EU. Men indflydelse på, hvilke vilkår EU skal byde briterne, det må vi kikke i vejviseren efter. Sådan fungerer det, man kalder demokrati i EU.

Tilsvarende ser vi gang på gang kommissionsformand Juncker sige, at der ikke kan ændres noget ved denne aftale, den aftale, der foreligger, er den eneste mulige aftale, siger han. Og den påstand hopper så at sige alle medier på. For vi har set skænderiet i Storbritanien, og vi har intet set til noget skænderi mellem de resterende lande, og så er det jo kun briterne, vi kan skælde ud på, hvis det viser sig at være en dårlig aftale.

Man må spørge sig selv, om man i EU helt har glemt, hvad der førte op til folkeafstemningen. David Cameron kom tilbage fra Bruxelles med en aftale om et nyt forhold til EU, som var barberet ned til næsten ingenting i forhold til de mål, han havde opstillet før forhandlingerne med EU. Så man må i høj grad bebrejde EU, at folkeafstemningen gav flertal for ”leave”-siden. Havde man dengang givet større indrømmelser, var det nok ikke sket.

Og tilsvarende nu. Hvis man fra EU’s side ville lytte lidt til de skeptiske briter, hvis man gerne ville have dem til at forblive i unionen, hvis man havde blik for den vej, udviklingen går, så det er den udvikling, der sker mellem folkene, mere end det er de éngang for alle fastlagte mål for EU, der afgør, hvordan EU kommer til at se ud i fremtiden, så ville man give briterne betydeligt mere, så ville man finde betydelig flere særordninger, så ville man gå ind i den britiske, demokratiske debat, siden man nu ikke har nogen demokratisk debat at lytte til i EU. Men ak, sådan ser hverken medier eller politikere på sagen. Så at sige alle medier har blikket rettet mod briterne, spørger, om de retter ind efter EU’s krav, ikke om, hvorvidt EU burde give sig lidt mere.

Man kan også sige, at EU med sin lukkethed og manglende diskussion af preamblens ord om et stadig tættere samarbejde, har haft held til at sætte dagsordenen for diskussionen. Og eftersom medierne i høj grad er følgagtige overfor dette overordnede mål for EU, er det den præmis, man anbringer også for sit referat af Brexit begivenheden.

Man skulle jo ikke tro, det skulle være helt umuligt at nå frem til en aftale med Storbritanien. Som før bemærket her på bloggen, spiller reglen om, at det indre marked inkluderer arbejdskraftens frie bevægelighed, ikke nogen økonomisk rolle, og den vil man derfor rolig kunne se bort fra, eftersom den har været en del af den modstand, briterne har haft overfor EU. Så er der spørgsmålet om, hvem der bestemmer hvad, altså om briternes suverænitet. Den har ikke mindst at gøre med regler for de varer, man vil sælge til hinanden. Og det skulle vel ikke være helt umuligt at lade EU bestemme, hvilke regler der skal gælde for henholdsvis fremstilling og indførsel af diverse varer. Det må så briterne rette sig efter. Men på samme måde må jo EU rette sig efter de regler for indførte varer og for fremstilling af varer, som briterne måtte indføre. Kan de ikke komme til at gå lige o-p op? Det skulle man synes.

Og hvis briterne ville være et frihandelsland i stedet for som EU at være en toldunion, så ville det vel heller ikke være umuligt. Blot vil en vare, der er fritaget for told i Storbritanien, jo ikke uden videre kunne eksporteres til EU. Men briterne ville kunne sænke deres leveomkostninger, uden at EU kan blande sig i det.

Jeg véd godt, at det er meget mere indviklet. Men man kan godt få den tanke, at det er gjort meget mere indviklet af EU, for man ønsker jo ikke, at andre lande skal få idéer i retning af Storbritaniens.

Men heller ikke det diskuteres. Det er kun den demokratiske proces i Storbritanien, man fra mediernes side har blik for, formentlig, fordi der ikke foregår nogen demokratisk proces på EU-siden af forhandlingerne.

Og så længe medierne ikke efterspørger en sådan demokratisk proces, er der kun ringe chance for, at den kommer i stand.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar