Etik eller økonomi

I mit forrige indlæg gav jeg mig til som noget nyt at se på migrantkrisen med økonomiske briller på. Jeg skal villigt indrømme, at jeg i de fleste af mine indlæg om denne krise har set på forholdene med etiske briller på, altså har forsøgt at retfærdiggøre den handling at skubbe migrantbådene fra Libyen tilbage til Libyen. Men pludselig, da jeg gav mig til at overveje forholdene i økonomiske termer, gik det op for mig, at vi måske ikke behøver at frygte den helt store invasion af afrikanere her i Europa på trods af, at den afrikanske befolkningstilvækst er én af de højeste i verden. For de økonomiske fordele ved at rejse til Europa vil hurtigt nærme sig nul, specielt, hvis vi fortsætter med at lukke vore grænser til Italien.

Det vil nemlig gå med Italien, som det er gået med Grækenland – sådan lød min forklaring (og mit håb): Da de syriske flygtninge i flygtningelejrene i Tyrkiet og måske også syrerne i Syrien opdagede, at de kun kunne komme til Grækenland ved at flygte over Ægæerhavet, opgav de al tanke om flugt. Og nu vil formodentlig (og forhåbentlig) migranterne fra Libyen reagere på samme måde: Når de opdager, at de kun kan komme til Italien, hvis de ”tager færgeruten fra Libyen”, vil de opgive deres migration. For kun, hvis de kommer længere nordpå, kan de få deres økonomi til at hænge sammen: den støtte, de får, eller den løn, de kan tjene, er kun dèr stor nok til, at de kan sende penge tilbage til familien. Kan de ikke det, er deres rejse forgæves, og de penge, familien har investeret i dem, spildt.

Jeg kunne godt have lyst til at efterprøve denne konklusion lidt nøjere, for det lyder næsten for godt til at være sandt. Dog, det venter vi lidt med. Først vil jeg fremdrage et eksempel på manglende økonomiske spørgelyst hos en journalist.

Det drejer sig om en forsideartikel på Kristeligt Dagblad den 25-7, se her, om det mærkelige forhold, at Danmark nu får temmelig mange asylansøgere fra Marokko. Og det er jo bestemt ganske mærkeligt, for Marokko regnes normalt for et af de mere frie lande i Nordafrika. Hvorfor kommer der så ansøgere derfra?

Dertil kommer, at mange af disse ansøgere er de såkaldt ”uledsagede flygtningebørn”. Det må man have en forklaring på, og avisen henvender sig derfor til et menneske, man anser for en ekspert, nemlig til lederen af kommunikationssekretariatet/asyl i Røde Kors Maja Rettrup Mørch. Men ærlig talt, når man hører hendes forklaring, forekommer det én, at det, hun er ekspert i, er opdigtede forklaringer, der kan bibeholde opfattelsen af disse uledsagede unge som ynkværdige mennesker, og dermed bibeholde pengestrømmen til Røde Kors. Hun ”forklarer”:

Det handler om drenge, der har været udsat for omsorgssvigt, ofte fra de var helt små. De har levet på gaden i Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen og siden på gaden rundt omkring i Europa. En del af dem er misbrugere. De nærer stor mistillid til voksne, da de ofte har oplevet overgreb, og færdes typisk i mindre grupper, der passer på hinanden. Samtidig med at de hører til de allermest udsatte, er de også nogle af dem, det er sværest at hjælpe. De bryder hurtigt op og befinder sig oftest kun i afdelingen på Center Sandholm i et par uger, nogle gange også kun et par dage. Erfaringen er, at de vil videre til England eller andre skandinaviske lande.

Når man med næsten 100%’s sikkerhed kan fastslå dette som den rene og skære løgn, skyldes det ikke, at der ikke i Marokko findes den slags gadebørn. Det gør der sikkert. Heller ikke, at de færdes i grupper, der passer på hinanden. Det er sikkert en udmærket beskrivelse af forholdene i Marokkos storbyer. Nej, det skyldes, at journalisten ”glemmer” at stille det spørgsmål, som er allermest relevant her: ”Hvordan har dog disse gadebørn fået penge, så de kan betale menneskesmuglerne for at transportere dem fra de marokkanske byer til de europæiske?”

Hvis det, der her siges om disse gadebørn, er hele sandheden, så er der et stort hul i denne sandhed: Pengene? Hvor kommer pengene fra?

Én, der vover at stille pengespørgsmålet, er den norske kommentator Hege Storhaug, se her. Hun har taget fat i en udtalelse fra en vis Lucio Melandri fra UNHCR. Han gør rede for det stigende antal uledsagede børn, og skriver i den anledning, at det er en alarmerende trend, at flere af disse meget sårbare børn risikerer livet for at komme til Europa. Dertil indvender Storhaug:

Nei, det stemmer nok særdeles sjeldent at barn på eget initiativ risikere livet for å komme til Europa. De sendes av gårde. Pengene det koster betaler foreldre, storfamilier, stammer og klaner. Kan denne Melandri forklare oss hvordan et barn skulle ha råd til å betale tusener av dollar for å komme seg om bord i en båt?

Vet Melandri heller ingenting om kollektivistiske kulturer? Tror han en kvinne, eller et barn/ungdom, selv bestemmer fremtiden sin? Dertil kan ta et så livsavgjørende valg som å forlate sine velgjørere og begi seg til et nytt kontinent?

FN prøver å lure oss til å tro at barn alene og på eget initiativ legger ut på ferden over Middelhavet, i fjor hele 26 000 av dem. Men så lett går vi ikke på limpinnen.

Det er dog ret indlysende. Det er forældrene eller familien i det hele taget, der betaler og sender dem af sted. De har til opgave at røre europæernes samvittighed – for vi bliver jo især rørt over børn, der lider – og så, når de har fået foden indenfor, søge om familiesammenføring for deres forældre. Jeg har tidligere omtalt dette fænomen her.

Det, disse børn skal, er altså ikke at komme til at tjene nogle penge, som de kan sende tilbage til familien. Det er at være såkaldte ”ankerbørn”, dvs., deres opgave er så snart som muligt at få opholdstilladelse i landet – og det gives ret hurtigt, fordi de jo er børn – så de kan søge om familiesammenføring for deres forældre. Det er kort sagt en kynisk udnyttelse af vores hensynsfulde godgørenhed, der er tale om.

Og hvis vi ikke var så utrolig naive, hvis vi bare vovede at spørge lidt ind til de økonomiske forhold bag disse børns rejse, så ville vi forlængst have opdaget, hvordan vi bliver snydt. Men vi vil måske i virkeligheden hellere forblive i vor falske tro. Så kan vi stadig føle, hvor gode vi er.

Dog, dette var en lille digression. Tilbage til hovedspørgsmålet: Vil virkelig migrantstrømmen standse, når det rygtes, at migranter over Middelhavet ikke kan komme længere end til Italien?

Fordelen ved at have de økonomiske briller på er, at man så får et bedre indblik i menneskesmuglernes forretningsmodel og derfor bedre kan se, hvordan den ændrer sig i kraft af det, vi europæere foretager os. Man kan således se, at det, der er hovedsagen i denne forretningsmodel, er menneskesmuglingen (ikke overraskende!!), og at denne drager stor fordel af europæernes lyst til at gøre gode gerninger eller – som det hedder – redde liv. Den drager også fordel af de drukneulykker, der finder sted, fordi de indtil nu har fået redningsskibene til at operere ganske tæt på den libyske territorialgrænse.

Men naturligvis betyder det også noget for rekrutteringen af migranter, at menneskesmuglerne har kunnet pege på, at migranter vil kunne modtage hjælp i modtagerlandene. Det er et salgsargument for menneskesmuglerne. Det blev for et par år siden diskuteret her i landet, om det var rimeligt at offentliggøre ”antireklamer” for vort land i libanesiske aviser, altså reklamer, der skulle modvirke menneskesmuglernes salgsargumenter: det er slet ikke så vidunderligt at komme til Danmark. Diskussionen endte vistnok, da det kunne påvises, at sådanne henvendelser til potentielle migranter faktisk havde virkning.

At menneskesmuglerne bruger den hjælp, der i modtagerlandene gives til migranterne (som her ofte kaldes flygtninge og behandles som flygtninge), som et salgsargument, har kunnet ses af de klager, som nogle migranter er fremkommet med efter at have opholdt sig i modtagelsescentrene. De har til forveksling lignet dem, danskerne kommer med overfor et rejsebureau, som efter deres mening har lovet mere, end det senere har kunnet holde.

Altså: der er som i enhver anden økonomisk transaktion en sammenhæng mellem en vares pris og validitet og den omsætning, man kan forvente. Når migranter køber en plads på en båd, bliver samlet op og ført til Europa, forventer de, at der er nogenlunde overensstemmelse mellem den ”vare”, de blev stillet i udsigt, og det, de faktisk kommer til at modtage. En sådan overensstemmelse har menneskesmuglerne hidtil kunnet garantere. For Tyskland og de andre ”ønskelande” har hidtil haft råd til at give migranterne nogenlunde rimelige vilkår at leve under.

Men når grænserne til Italien lukkes, vil det – når man altså tager de økonomiske briller på – gå på samme måde, som da Danmark annoncerede, at der altså ikke var guld på gaden her i landet: Det vil ikke mere være så attraktivt at komme til Europa, for man kan ikke komme frem til sine ”ønskelande”. Rejsemålet ”Italien” mister sin appeal, for man vil uvægerlig ”strande” dèr. De bedre lande – se med migrantøjne – nord for Italien vil være lukket land.

Tingene går hurtigt i den verden. Det tog ikke lang tid for rygtet om Danmarks mindre tiltrækkende regler at nå ud til potentielle migranter og gøre sin virkning. Og det har heller ikke taget lang tid for efterretninger om grænselukninger at nå frem til mennesker, der påtænker at tage turen over Middelhavet.

Men her må man nok indrømme, at menneskesmuglerne i Libyen er lidt smartere end dem i Tyrkiet i sin tid, da Makedonien lukkede sin grænse til Grækenland, og migranterne derfor strandede i Grækenland. De tyrkiske menneskesmuglere forlod simpelthen forretningen og gav sig til at lave noget efter vor opfattelse mere fornuftigt. Det har de libyske menneskesmuglere ikke gjort. De har i stedet prøvet at opdyrke nye kundegrupper, de har overtalt folk fra Bangladesh og Nigeria og andre stater til at forsøge at bedre deres livsvilkår ved at tage til Europa.

Men selv om vi således – med de økonomiske briller, vi nu er ved at vænne os til at bære – kan se, at de helt gyldne menneskesmuglerdage nu er ved at være forbi i kraft af disse grænselukninger, og at det er nogle ret trængte menneskesmuglere, der nu må finde et nyt kundegrundlag, så må vi også indrømme, at menneskesmuglernes metode stadig virker: det er stadig muligt at få diverse europæiske ”eksperter” til at hoppe på den limpind, at migranterne fra Bangladesh og Nigeria så sandelig ikke er lykkejægere, men meget vel kan være forfulgte mennesker, der har hjælp behov.

Og ikke sandt, så er cirkusset i gang igen, så kommer der nye kunder i menneskesmuglernes butik, så viser menneskesmuglerne igen deres store menneskekundskab: de har formået at trykke på de knapper, som får os europæere til at reagere, som de vil have det.

Men vil virkelig kundegrundlaget svinde ind, sådan som jeg har forestillet mig det? Vil virkelig bangladeshere og nigerianere tænke, som jeg forestiller mig, de vil tænke: ”Nej, når jeg kun kan komme til Italien, så gider jeg ikke”?

Indrømmet, det kan kun tiden vise. Ligesom det kun er tiden, der kan vise, om den frelsebringende grænselukning vil blive opretholdt. Men så kunne vi måske bruge tiden på at overveje noget andet, nemlig det spørgsmål, om måske ikke alligevel de mange uønskede migranter til Italien vil fungére som en saltvandsindsprøjtning for den italienske økonomi, så både italienerne får gang i økonomien, og migranterne får en tilværelse, der ligner den, de havde ønsket sig og som menneskesmuglerne havde stillet dem i udsigt.

Altså: Fungérer økonomien mon ikke alligevel, som mine to fagidioter – dem, jeg omtalte tidligere, se her – forestiller sig det? Går det ikke sådan, at ligesom de store strømme af mennesker i Kina fra land til by fik økonomien til at vokse, sådan vil de store strømme af migranter fra syd til nord få Europas økonomi til at vokse? Og hvis man vil sige, at det hidtil har været utrolig vanskeligt for de nordlige lande at få indvandrerne i arbejde, kan man så ikke med nogen ret henvise til USA? Det land havde ikke oprettet nogen velfærdsstat, indvandrerne måtte fra begyndelsen klare sig selv, og derfor, derfor kom de i arbejde og fik sig en tilværelse i det nye land. Hvis altså Italien mere er at sammenligne med USA i trediverne end med Danmark i dag, vil så ikke den samme mekanisme kunne gøre sig gældende? Og vil så ikke min ”skønne drøm” om migrationens ophør gå i vasken?

Dertil er nu for det første at sige, at går drømmen i vasken, fordi indvandrerne kommer i arbejde i Italien, så er det også for mig en glædelig ting. Den ”drøm”, jeg havde (og har), nærmer sig jo et mareridt. Det er så at sige en plan B i forhold til den australske model, som jeg stadig betragter som den både klogeste og mest humane. Mareridtet består i, at det, der skulle få migrationen til at standse, skulle være de elendige forhold, der vil opstå i Italien, når landet selv skal tage sig af de migranter, der falder for menneskesmuglernes salgsargumenter. Det vil vare nogen tid, inden de elendige forhold rygtes i menneskesmuglernes kundekredse, og i den tid – formentlig i den tid, der går, inden migranterne begynder at rejse tilbage på eget initiativ – vil både italienerne og migranterne i landet opleve temmelig barske forhold.

Men for det andet mener jeg stadig, at mine argumenter mod de to fagidioters tanker om det saliggørende ved fri indvandring holder vand.

Lad os tage et u-land! Her er det ikke indvandring, der giver den ekstra folkemængde, der skal have arbejde, her er det fødselsoverskuddet. Og når økonomer forklarer, at den økonomiske vækst dårlig nok er stor nok til at opveje dette overskud, så forudsætter de åbenbart, at flere mennesker om arbejdet ikke automatisk giver økonomisk vækst. Væksten kommer af noget andet, af øget efterspørgsel, af god regeringsførelse, af mulighed for at eksportere til f.eks. EU, m.m.

Og lad os tage et i-land, f.eks. Tyskland! Her kunne man måske nok forestille sig, at eftersom dette, at der kommer flere hænder, der skal i arbejde, sker samtidig med, at der kommer flere munde, der skal mættes, så ville der i kraft af selve tilstedeværelsen af disse munde opstå en efterspørgsel, som de flere hænder passende kunne være med til at tilfredsstille. Men ak, så regelret fungérer nationaløkonomi ikke. Der er i alle vestlige lande noget, der hedder arbejdsløshed. Og arbejdsløshed betyder, at de hænder, der gerne vil arbejde for at skaffe mad til hændernes munde, ikke kan komme til det, hvorfor er noget af en gåde.

Det er nu muligt for et land som Tyskland at lade seddelpressen arbejde. Derved ville man uden ekstra skatter kunne lade de mange mundes efterspørgsel få økonomisk værdi. Og derved ville måske den ekstra efterspørgsel i økonomien få også disse mundes hænder i arbejde. Det er ikke utænkeligt. Og det er endda muligt – vistnok – at denne aktivitet fra seddelpressens side kunne finde sted uden inflation. I det mindste i et land som Tyskland, der har nogenlunde styr på økonomien.

Men ikke i EU som sådant. Og slet ikke i Italien. I kraft af den fælles mønt har Tyskland med sin hårde løndisciplin kunnet skaffe sig en meget bedre økonomi end de sydeuropæiske lande. Så at få råd til ret mange rotationer på seddelpressen i Italien er ikke muligt. Og anden mulighed for at hjælpe de mange migranter findes ikke. Sort økonomi? Glem det! Hvordan man end vender og drejer det, er også den sorte økonomi en del af et lands økonomi, og det er i økonomien som helhed, der skal findes de ekstra penge, der kan mætte mundene og derved – måske – sætte hænderne i arbejde.

Nogenlunde sådan ser migrantsituationen ud, når man betragter den gennem økonomiske briller. Det eneste håb er elendigt, eller: det eneste håb er den elendighed, der vil opstå i Italien, og den bremsende virkning den vil have på migrantstrømmen. Det er ikke rart at tænke på. Men standses migrantstrømmen, som den jo trods alt gjorde det af lignende grunde over Ægæerhavet, så er vistnok denne elendighed værd at betale for at undgå den enorme samfundsændring, der ville finde sted ved stadig indvandring.

Breaking news: Det forlyder i dag fra nogenlunde velunderrettet kilde, se her, at den libyske premierminister har bedt den italienske regering om hjælp til at bekæmpe menneskesmuglerne. Jeg tør ikke rigtig tro det, for jeg er før blevet skuffet i forhåbninger af den art; nogen talte engang om en blokade af den libyske kyst; ren new-speak, det standsede ikke en eneste migrant. Men dette her lyder nu, som om det vil kunne nytte noget.

Vi får se!

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , | 1 kommentar

Et vendepunkt?

Er vi mon ved et vendepunkt, hvad den grasserende migrantkrise angår?

Det er ikke til at vide, men en leder i Berlingske den 21-7 kunne tyde på, at noget er ved at ske, se her. Jeg skal derfor her pege på tre ting, som er nye i denne leder, derefter kommentere dem lidt, og sidst fremføre fem forslag til nye argumenter, som medierne kunne anvende (N.B.: uden royalty til mig).

1) Én glædelig ting ved lederen er, at man slutter med at skrive:

Virkeligheden er, at efterhånden som denne verdens fattige bliver lidt mindre fattige og får råd til at betale menneskesmuglere for rejsen, vil nye hundredtusinder søge mod Europa.

Selve det, at man tilsyneladende har opdaget det, som Konrad Ott gjorde opmærksom på for en halvanden års tid siden, er glædeligt. Der skal penge til, når man vil prøve lykken i Europa og lade sig transportere af menneskesmuglere. Og de penge har Afrikas fattigste lande ikke. Det er først, når man bliver lidt mindre fattig, at man får råd til at betale menneskesmuglerne.

2) En anden glædelig ting ved lederen er, at man har opdaget, at Bangladesh er kommet med blandt de lande, der yder bidrag til migrantstrømmen, ligesom Nigeria er det. For bare to år siden, ville en ledende dansk avis nok have påpeget, hvor mange nødlidende og forfulgte mennesker der findes i Bangladesh. Men ikke mere. Nu tør man sige det, som det er. Berlingske siger ligeud, at migranterne fra Bangladesh er ”en ny gruppe af arbejdsløse unge mænd”. Altså ikke noget med at ynke dem, ikke noget med at erklære dem for forfulgte, blot de rene kendsgerninger om disse migranter.

3) Endelig vil jeg også nævne det som en positiv ting, at man nærmest håner EU’s ledere for ikke at kunne komme op med et bedre forslag end dette med at forbyde salg af gummibåde og påhængsmotorer til Libyen, og at man ikke har en snus til overs for EU’s forsøg på at få Nigeria og Bangladesh til at modtage deres egne statsborgere, når deres asylansøgning bliver afvist af EU. Man citerer Anders Samuelsen for den ganske kloge påstand, at man ikke får nogen langsigtet løsning på migrantproblemerne, før det bliver klart, at man ikke får asyl i EU som fattigdomsflygtning. Men Berlingske har ikke tillid til, at en tilbagesendelsesaftale vil kunne indgås indenfor en rimelig frist.

Det var de positive ting. Jeg skal kort komplettere disse overvejelser med nogle bemærkninger.

Hvad punkt 1) angår, kunne man godt føje til, at dette jo betyder, at man fra EU’s side godt kan skrotte alle de planer, man har om at standse migrantstrømmen ved at hjælpe afrikanske lande økonomisk. For den iagttagelse, man her kommer frem med: at der kun kommer migranter fra lande, der er i begyndende økonomisk vækst, viser, at disse planer vil virke imod deres hensigt.

Og hvad angår punkt 3) er det også værd at komplettere oplysningerne med den iagttagelse, at der jo går store private summer fra Europa til migranternes hjemlande. Når man gør sig det klart, så tror da pokker, at disse lande er meget lidt interesserede i at få deres unge mennesker sendt tilbage: man slagter jo ikke den høne, der lægger guldæg.

Så til mine forslag til nye argumenter, som medierne kunne tage op:

1) Der var fornylig en avisartikel, der undrede sig over, at Merkel turde lægge sig ud med Tyrkiet, sådan som hun gjorde, da Tyskland advarede tyskere mod at rejse til Tyrkiet. Hvordan tør hun, spurgte man, hun risikerer jo, at Tyrkiet giver sig til påny at sende migranter til Grækenland. Og man svarede selv fra avisens side, at det måske skyldtes, at hun godt vidste, at aftalen med Tyrkiet ikke var den eneste bremse på migrantstrømmen, lukningen af grænsen mellem Grækenland og Makedonien havde også fået strømmen til at ophøre.

Den erkendelse kan virkelig være noget værd. For hvis den erkendelse breder sig blandt de lande i nord, som migranterne har håbet på at nå frem til, siges det jo ret tydeligt til deres ledere, at de skal lukke deres grænser til Italien. Gør de det, er der en god sandsynlighed for, at migrantstrømmen standser. Migranterne vil jo ikke til Italien, de vil nordpå. Og kan de ikke komme det, vil det (måske) gå som det gik i Grækenland: igennem lang tid samledes der store mængder migranter ved grænsen til Makedonien, men det, at de ikke kunne komme over denne grænse, men måtte blive i Grækenland, fik de migranter, der stadig var i Tyrkiet, til at opgive at komme den vej til Tyskland, Sverige, Holland, Danmark, og hvor de ellers ville hen.

Det, der nu er spørgsmålet, er, om det samme vil virke, når det er Italien, der er tale om. Migranterne vil jo ikke til Italien. Og hvad gør de, når de, der er i Libyen, og de, der stadig er i Nigeria og Bangladesh, opdager, at det er Italien eller ingenting, vælger de så ingenting? Vil så antallet af bådmigranter gå ned? Det er da at håbe på. Men det forudsætter jo, at Italiens grænser til de andre EU-lande stadig holdes lukkede, trods Italiens hulkende sirenesange om, at vi andre skal tage deres migranter.

Vi danskere kunne jo såmænd, hvis vi altså turde, gå foran med et godt eksempel og på forhånd nægte at behandle asylansøgninger fra mennesker, der kommer fra Tyskland. For Tyskland er et sikkert land, og vi har ikke ifølge konventionerne pligt til at give sådanne mennesker asyl, blot har vi hidtil gjort det, hvis de bad om det.

2) Det ville også være en fordel, hvis vore medier begyndte at omtale det, der sker, lidt mere korrekt. Man er – korrekt nok – begyndt at tale om ”flygtninge og migranter” i stedet for som tidligere blot om ”flygtninge”. På samme måde ville det være mere virkelighedsnært, hvis man undlod at bruge NGOernes sprogbrug: ”at de er ude på at redde menneskeliv” og i stedet fortalte den fulde sandhed: ”at de er ude på at redde mennesker til Europa”. Den libyske kystvagt redder også menneskeliv, men de sender dem til Libyen efter endt redning.

3) I det hele taget ville det være godt, om man gav sig til at fortælle hele historien om migranterne. Jeg har tidligere prøvet ved hjælp af en artikel i The Economist at sige lidt om økonomien bag migrationen, se her. Af dette magasin erfarede jeg blandt andet, at menneskesmuglerne i Libyen kom til at mangle kunder, da ruten over Ægæerhavet åbnedes i 2015. Det var dengang, den græske flåde holdt op med at skubbe migrantbådene tilbage til Tyrkiets kyst. Derfor, fortalte The Economist, sendte de agenter til en by i Niger ved navn Agadez. Det er den by, hvorfra transporterne over Sahara udgår. Her skulle de hverve kunder. Og det i sig selv er jo en særdeles interessant oplysning. For det viser med al ønskelig tydelighed, at migranterne netop er migranter, dvs., lykkeriddere, der ønsker sig en bedre tilværelse i Europa. Oven i købet viser det, at de tilskyndelser, de hører fra slægtninge eller andre, der er kommet til Europa, ikke er nok til at få dem af sted, de skal desuden tilskyndes af drømmefabrikanter fra menneskesmuglerne.

I den forbindelse kan det være oplysende at se på et interview, Lotte Korsholm havde i Deadline for et par dage siden med én, der studerede migrantproblematikken, jeg tror, hun var fra Københavns Universitet. Da man havde hørt de første sætninger, hun kom med, blev man klar over, at hun var ét af disse ”Gutmenschen”, der ønsker, at Europa skal tage imod mange flere migranter. Hun fortalte, at når der nu kom migranter også fra den sydlige del af Nigeria, skyldtes det, at ruterne derfra var blevet bedre organiseret. Men hun fik ikke stillet det dog meget naturlige spørgsmål – i hvert fald for én, der véd, at menneskesmuglerne er ude efter at kapre kunder – hvem der mon kunne have organiseret disse ruter. Godt nok forsøgte Korsholm at få hende til at erkende, at mennesker fra Nigeria og Bangladesh måtte være migranter og ikke flygtninge, men ak, her brugte hun sin formentlige ekspertstilling til at hævde, at der sandelig godt kunne være forfulgte mennesker fra disse to lande blandt migranterne.

Men altså, den hele historie er formentlig, at det er menneskesmuglerne, der nu, fordi europæerne har gjort det billigt for dem at hjælpe folk til Italien, ser en mulighed for at tjene endnu flere penge ved at få flere til tage den korte tur ud til opsamlingsbådene, og derfor får organiseret både fly fra Bangladesh og ruter fra Sydnigeria.

4) Hvad man også burde give sig til at fortælle lidt mere om, er de såkaldte ”remittances”, altså de penge, som migranterne sender tilbage til familien, når de er kommet til Europa. Som før nævnt, er der tale om et beløb, der er større end den udviklingshjælp, vestlige lande giver til Afrika. Den tyske filosof, Konrad Ott, har, som jeg tidligere har været inde på, betegnet dette, at en familie sender én af sine unge mænd af sted til Europa, som en investering, og han har gjort opmærksom på, at vi, hvis vi vil standse migrantstrømmen, er nødt til at gøre dette til en dårlig investering. Hvordan det så skal gøres, ja, det er der jo delte meninger om. Men selve det at tale om en migrant som en investering, en afrikansk familie har foretaget, er værd at få med. For derved får vi europæere et bedre indblik i de økonomiske kræfter, der ligger bag den voldsomme migration. Og derfor får vi bedre mulighed for at træffe rationelle beslutninger.

Og som sagt, dette er noget, medierne burde hjælpe os med.

5) Endelig er der et spørgsmål, som jeg ikke har set behandlet nogetsteds, men som alligevel er af en vis betydning, i hvert fald når man bliver klar over, at hele maskineriet måske holdes i gang af ønsket om ”remittances”. Det er spørgsmålet om, hvor længe de europæiske økonomier kan holde til disse to åreladninger, dels disse ”remittances”, og dels selve dette at holde liv i de mange migranter.

Spørgsmålet er altså: Vil de lykkelige virkninger af grænselukningen mellem Makedonien og Grækenland gentage sig for Italiens vedkommende? Jeg tænker her på den virkning, der består i, at migranterne med deres mobiltelefoner fortæller deres tilbageblevne familier, at de er strandet i Grækenland, og at de ikke har mulighed for at tjene penge dèr. En sådan oplysning vil gøre det klart for familierne, at den investering, de har foretaget i familiens unge mand, migranten, er tabt, og at det derfor ikke kan betale sig for nabofamilierne at sende deres unge af sted.

Grækenland befinder sig jo i en elendig økonomisk situation, og man forstår udmærket, at landet, der har en ungdomsarbejdsløshed på mellem 20 og 40 procent, ikke formår at finde arbejde til de mange nytilkomne migranter, hverken hvidt eller sort arbejde. Disse må så leve af grækernes godgørenhed, og da disse ikke har for meget, lever de sikkert kun lige fra hånden og i munden, kan altså ikke sende noget tilbage til deres familier.

Italien er nok i en noget bedre økonomiske situation (og er jo også et betydelig større land), men vil nok alligevel på et tidspunkt inden så længe nå mætningspunktet, både med hensyn til offentlige midler til diverse lejre og med hensyn til privates lyst til fortsat godgørenhed. Og det nytter ikke meget at henvise til, at der (formentlig) findes en ret omfattende sort økonomi i Italien, og at der også er en ret stor mafiavirksomhed dèr, ligegyldigt hvordan man tænker sig, det foregår, det er begrænset, hvor mange midler migranterne kan udsuge af Italien.

Når så det bliver klart i afsenderlandene, at dette med at få de penge, familierne har betalt til menneskesmuglerne, tilbage med rente, er noget, de godt kan kikke langt efter, så vil det incitament til at sende familiemedlemmer med smuglerruter til Europa forsvinde, og strømmen derfor aftage, måske endda helt tørre ud.

Det vil sige: Hvis disse økonomiske overvejelser har noget på sig – og selv om ingen af de store medier har omtalt sagen ud fra disse økonomiske forhold, kan det godt have sin rigtighed med dem – så vil den lukning af grænserne fra Italien og nordpå, som vi har set, forudsat at den bliver fastholdt med fornøden beslutsomhed, få den virkning, at vi får færre migranter over Middelhavet.

Når vi ikke har set en sådan virkning endnu, kan det hænge sammen med, at menneskesmuglerne har haft deres agenter ude i både Sydnigeria og Bangladesh; dèr kan de endnu få folk til at tro på drømmen om det vidunderlige Europa, hvor der er guld på gaden, og hvor alle migranter vil blive modtaget med hurra-råb.

Det betyder, at dette, at det nu er nigerianere og bangladesher, der topper på migrantlisten, er et vidnesbyrd om, at menneskesmuglerne er pressede. Deres forretning er ved at smuldre, fordi migranterne ikke kan betale de penge tilbage, som de har måttet betale til menneskesmuglerne. Og det var altså en – af vore medier hidtil overset – forudsætning for deres forretning.

Til sidst: Hvis disse økonomiske overvejelser holder stik – og det nye er altså, at de er økonomiske, ikke etiske – så er jeg nødt til at ændre opfattelse. Men det gør jeg gerne. Hidtil har jeg regnet med, at det, der stod i vejen for en fornuftig løsning, var, at italienerne var en flok ”Gutmenschen”, som elskede at se sig selv som menneskereddere på Middelhavet, og ikke var til at få til med magt at bremse migrantstrømmen ved Libyens kyst. Nu kan jeg med stor lettelse se, at det, der vil kunne bremse strømmen, er de elendige forhold, migranterne vil få i Italien, til stor gene for italienerne, javist, ligesom det er til stor gene for grækerne med de mange migranter i landet, men en nødvendig elendighed for både italienere og migranter, hvis standsningen af strømmen skal bibeholdes.

Men ak, dette er sød fremtidsmusik. Foreløbig er strømmen på ingen måde standset, menneskesmuglerne har fået nye kunder i butikken, og der vil nok gå nogen tid, før drømmen om det guldbrolagte Europa fordamper i Bangladesh og Nigeria som den luftspejling, det er.

Hvor meget sikrere ville det ikke være at standse strømmen ud for Libyens kyst! Hvor megen elendighed i Italien blandt både italienere og migranter ville ikke kunne undgås! Men som italienerne – både regering og folk – hidtil har opført sig, er det nok den økonomiske virkning med de manglende ”remittances”, der kommer til at virke først.

Men alt dette er kun en række forslag til emner, medierne kunne tage frem. Gjorde de det, ville de bidrage til en bedre fremtid for vort land. Og de ville selv vinde i troværdighed.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Ordets Gud

Den fremmede Luther 33

Det med ”Den fremmede Luther” vender vi tilbage til. Vi begynder med

1) Kaj Munk,

nærmere betegnet med et digt han skrev i sommeren 1943. Det står i ”Den skæbne ej til os”, side 47, og i Mindeudgaven ”Digte”, side 279, og ser således ud:

Jeg er Herren. Ingen ydermere.

Afmagt kun hver Magt, I kommer ud for.

Luften, Jorden, Havet er jeg Gud for,

jeg er Herren, alle Fronters Gud.

Bild jer ind, jer er det, der regerer! –

Guddomsmagt har ene Kærligheden.

Og just derfor er jeg Gud for Vreden,

naar I haaner Kærlighedens Bud.

Mod jer længes Dag og Nat mit Hjerte,

mine Børn, mig alle dyrebare.

Gerne ville jeg jer om mig skare,

vise Vej jer gennem al Fortræd.

Men I spytter ad min Godheds Kerte,

vil jer selv og søger kun jert eget,

har i fejge Hjerters Mistbænk plejet

uden Skam vor Fjendes Dragesæd.

Trampes Kærligheden ned for Fode,

vil I Livet til et Helved gøre

for hverandre, vil I ikke høre,

er jeg Gud for Nidkærhedens Harm.

Triumfer en Tid! Vær vel til Mode!

Hvad du saar – du høste skal det samme.

Grib til Sværd, og Sværdet skal dig ramme.

Langsom løfter jeg min tunge Arm.

Værgeløse Abessiniens Byer,

I, der kvastes midt i Fredens Virke,

mens jer Kejser knælte i sin Kirke,

løfted Bønner mod det stumme Hvælv!

de, der sendte jer de Bomber, flyer

nu fra deres knuste Hjem og skriger.

Han, der Fyrster jog fra deres Riger,

er nu Flygtning hjemme hos sig selv.

Jeg er Gud for Luften, Jorden, Havet;

alle Fronters Gud. Jeg gi’er mig Stunder.

Men jeg læger altid Retfærds Vunder,

slaar med Knythaand Uret i dens Syn.

Spot mig, dræb mig, faa mig vel begravet!

Se, jeg staar her atter. Min er Dommen.

Endnu er min Time altid kommen,

langsomt, med Gengældelsernes Lyn.

Jeg skal ikke hævde, at digtet har stor lyrisk skønhed. Men jeg vil til gengæld mene, at det har stor teologisk relevans. Man kan betragte det som et teologisk læredigt. Her samler Munk i kort begreb en meget væsentlig teologisk iagttagelse, den nemlig, at skønt det alene er kærligheden, der har guddomsmagt, så er Gud dog Gud for vreden, når menneskene ikke vil kærligheden. Eller mere tydeligt: Den regel om, at mennesket får tilmålt med det mål, det måler med, som jeg hidtil har anvendt på familierelationerne og relationerne på arbejdspladsen, se her, gælder også i de storpolitiske forhold: Hvis du som statsoverhoved ikke anerkender andres grænser, vil de heller ikke anerkende dine. Det måtte Mussolini sande, da amerikanerne var gået i land i Syditalien, og han blev afsat i juli 43; da blev han ”flygtning i sit eget land”.

Man skal lægge mærke til, at udtrykket ”Gengældelsernes Lyn” ikke gør Gud til en hævnens Gud. For det er jo den korsfæstede, hvis dom der er tale om, og det er den retfærdige Gud, han, som opvakte ham fra de døde, hvis time er kommet. Det er det glædelige budskab, at en sådan retfærdighed ligger indbygget i sproget, og sproget er vi alle styret af, på trods af, at vi bilder os ind, at det er os, der regerer.

2) R. R. Reno i ”First Thing”.

Vi går så videre til redaktøren af det katolske tidsskrift ”First Thing”. Det er Anders Raahauge, der i Kristeligt Dagblad den 20-7 har henledt opmærksomheden på ham, se her. Han skriver:

Reno minder om, hvordan han i sin forrige artikel beskæftigede sig med den selvtilfredshed, som præger Vestens eliter. De mener at være kommet i mål med det bedste af alle samfund, men deres stærke sekularisme svækker i virkeligheden civilisationen. De har indført en ”fløjls-nihilisme”, som undsiger enhver tro og alvor. Det eneste, der faktisk står fast, er kravet om ubetinget tolerance.

Ligesom det er blevet forbudt at forbyde, er det i dag blevet konventionelt at være ukonventionel. Vi er endt i en blindgyde,” skrev Reno.

Det er, hævder Reno, nutidens fejl. Og da kirken – såmænd også den katolske kirke – også er faldet som offer for denne fejl, kan vi bruge Kaj Munks digt til at rette op på fejlen: Dette, at Gud er kærlighed og tilgivelse, betyder ikke, at han godtager enhver handling fra vor side, heller ikke alt det, vi kalder ”gode gerninger”. Vil nogen ikke leve efter kærligheden, viser Gud sig som vredens Gud – altså den Gud, der igennem sproget styrer denne verdens begivenheder.

Reno søger i sin næste artikel, se her, at underbygge den påstand, at Trumps tale i Warszawa betegner afslutningen på efterkrigsperioden. Trump gjorde i sin tale (som kan ses her) meget ud af at fortælle om polakkernes oprør i Warszawa i 1944. Han talte foran et mindesmærke for opstanden. Reno husker tilbage på dengang, da han besøgte det samme sted. Da var hans tanke ”Never again!”, disse uhyrligheder må aldrig gentage sig. Og han fortsætter:

Denne stærke tilskyndelse forklarer en stor del af det, vi har arvet. Det var meningen med FN og den amerikansk ledede internationalisme, tilskyndet af åbne markeder (fred gennem fri handel!), at forhindre en tredje verdenskrig. Vores betoning af kritik, ironi og ikke-indblanding stammer fra dette ”Aldrig igen!” Moralsk relativisme og radikal sekularisme blev også en følge af det – for hvis intet er værd at kæmpe for, vil ingen kæmpe.

Men Reno fortsætter med at bemærke, at Trump ikke sagde ”Never again!”, i stedet drog han en opløftende lære om beslutsomhed, ære, stolthed og selvopofrelse. Og det får Reno til at overveje, om noget nyt er ved at vokse frem, noget, der ikke har denne tendens til at undskylde for sig selv, men i stedet tør pege på alt det gode, som vi i den vestlige verden har tilført os selv og – ja – hele den øvrige verden.

Og så skal vi videre til

3) Trumps tale i Warszawa.

Trump brugte megen tid på at fremhæve polakkernes overlevelsesvilje: Gennem hele to besættelser, den nazistiske og den kommunistiske, har de kunnet bevare deres tro, deres kultur, deres folkelighed. Man vil måske mene, at han fremhævede dette for at lægge op til den opfordring til de (andre) europæiske stater om at yde noget mere til forsvaret, som også lå i talen, omend lidt indpakket. Men der ligger langt mere i det. Trump ville vise os europæere, at vi sammen med amerikanerne virkelig har noget at slås for – hvis vi altså vil:

Dette kontinent konfronteres ikke længere af kommunismen. Men i dag er vi i Vesten, og vi er nødt til at sige, at der er alvorlige trusler mod vores sikkerhed og vores måde at leve på. Man kan se, hvad der sker derude. Det er trusler. Vi skal nok konfrontere dem. Vi kommer til at vinde. Men det er trusler. Vi er konfronteret med en anden undertrykkende ideologi – én, der søger at eksportere terrorisme og ekstremisme til hele kloden. Amerika og Europa har lidt under det ene terrorangreb efter det andet. Vi skal nok få det til at ophøre. Under et historisk møde i Saudi Arabien opfordrede jeg lederne af mere end 50 muslimske lande om at stå sammen om at uddrive denne trussel, som truer hele menneskeheden. Vi må stå sammen mod disse fælles fjender, for at berøve dem deres territorium, deres pengestrømme og deres netværker og enhver form for ideologisk støtte, de måtte have. Vi vil godt byde velkommen til nye borgere, som deler vore værdier og elsker vort folk, men vore grænser vil altid være lukkede for terrorisme og ekstremisme af enhver art.

Trump lader det være op til tilhørerne selv at afgøre, om det er islam som sådan eller det kun er jihadisterne, han tænker på. Man skal ikke på forhånd udelukke det første, for det var personer fra muslimske lande, han ville lukke USA’s grænser for.

Men Trump ser endnu en fare:

Til sidst: På begge sider af Atlanten er vore borgere konfronteret med endnu en fare – én, som vi bestemt har kontrol over. Denne fare er usynlig for nogen, men almindelig kendt af polakkerne: den stadige indsnigning af regeringsbureaukrati, som udsuger folkets vitalitet og rigdom. Vesten blev ikke stor på grund af papirnusseri og reguleringer, men på grund af, at folk havde lov til at forfølge deres drømme og virkeliggøre deres skæbner. Amerikanere, polakker og Europas nationer lægger vægt på individuel frihed og suverænitet. Vi må arbejde sammen for at sætte os op mod kræfter, hvad enten de kommer indefra eller udefra, fra syd eller fra øst, som over tid truer med at underminere disse værdier og overskære de bånd af kultur, tro og tradition, som gør os til dem, vi er. Hvis de ikke holdes i skak, vil disse kræfter underminere vort mod, udtørre vor ånd og svække vor vilje til at forsvare os selv og vore samfund.

Det er det, som Reno kaldte ”fløjls-nihilismen”, Trump her vender sig imod, en moralsk relativisme, der ikke tror på noget mere, ikke har andre værdier end at være søde mod hinanden og derfor ikke føler nogen trang til at forsvare sig.

Men kan man sætte kristendommen op mod denne fare?

Det prøver Trump til sidst, hvor han siger: ”Lad os alle kæmpe som polakkerne, for familie, for frihed, for vort land og for Gud”.

For Gud”?

Ja, det siger han. Og det leder os hen til den næste person, der skal omtales:

4. Roger Scruton.

denne adresse kan man se en video med et interview med den engelske konservative filosof, Roger Scruton. Det er hans bog ”How to be a conservative”, der drøftes. Videoen varer 44 minutter, og alle 44 er nok værd at se og høre, men det er kun et par af dem, jeg her vil omtale.

Scruton bliver et sted konfronteret med en biskop, der har indvendt imod ham, at den kristne etik stiller alle lige og derfor gør det umuligt at trække nogen grænse mellem dem indenfor og dem udenfor. Hertil svarer Scruton med et modspørgsmål: Har vi ikke alle en dør i vort hus? Låser vi ikke alle uden skrupler denne dør? Mener vi os ikke berettigede til bestemme, hvem der skal komme ind af den dør og hvem ikke? Og hvis nogen, der er kommet ind, opfører sig ubehøvlet, finder vi det så ikke helt i orden at bede ham om at forsvinde fra vort hjem?

Naturligvis må interview’eren svare ”ja” til alle disse spørgsmål, og Scruton siger så, at man, hvis man ganger denne problemstilling op med 10.000 eller med 100.000, har svaret på spørgsmålet om retten til at lukke grænser for uønskede elementer. For som vi føler angående vort hjem, sådan føler vi også angående vor by og vort land. Det er vort, fordi det er vort hjem. Vi hører nu engang hjemme på dette territorium.

Det fine ved dette svar er, at han her lader en almenmenneskelig betragtning overtrumfe en påstået kristelig etik.

Biskoppen er åbenbart – som mange andre kristne – blevet smittet af den omtalte ”fløjls-nihilisme”, altså med Trumps ord, en relativisme, som ”truer med at underminere disse værdier og overskære de bånd af kultur, tro og tradition, som gør os til dem, vi er”, og også truer med at ”svække vor vilje til at forsvare os selv og vore samfund”.

Her er det, at vi skal have Luther ind i billedet. Men forinden vil jeg dog godt indsparke den bemærkning, at skulle nogen anklage mig for at være ukristelig, fordi jeg er tilhænger af den australske løsning, hvorefter europæerne med deres overlegne flådemagt tvinger migrantbådene tilbage til Libyen, så vil jeg svare, at det er mig og ikke redningsskibene ved Libyens territorialgrænse, der handler kristeligt; det er mig, der redder liv, og ikke dem. For gennemføres ”min” løsning, vil ingen drukne, men fortsætter redningsskibene med at hjælpe menneskesmuglerne, vil der til stadighed drukne mennesker i Middelhavet. For de kyniske menneskesmuglere, hvis forretningsmodel man hjælper med til at få til at lykkes, undser sig ikke for at overfylde bådene og sejle ud i for dårligt vejr. At nogen drukner, skader dem ikke, blot det ikke bliver for mange. Nogle få druknede engang imellem får redningsskibene til at oppe sig. Hvorimod ingen vil drukne, hvis man får standset transporten til Italien.

Men så til

5) Luther!

Jeg plejer at bruge det citat af Luther, hvor han i en prædiken fortæller, hvad der er en kristens lektie: ikke at gøre nogen fortræd, ikke at straffe eller hævne, men tilgive enhver, og finde sig i pine og uret; men det bliver et dårligt styre, hvis fyrsten handler efter denne lektie. Lidt senere i samme prædiken, hævder Luther, at fyrsten skal sige:

Min kristenstand lader jeg være noget mellem Gud og mig, den lærer mig, hvordan jeg skal leve overfor ham; men over eller ved siden af det har jeg i verden en anden bestilling eller et andet embede, det, at jeg er fyrste. Personen går ikke imod Gud, men går ind mellem mig og mit rige og mit folk, osv. Her kommer det ikke i betragtning, hvordan du skal leve overfor Gud, og hvad du for din egen person skal gøre og finde dig i; det hører din kristenperson til, som intet har med rige og folk at gøre. Men din fyrstelige person skal ikke gøre noget af det eller have med noget af det at bestille; den skal tænke på, hvordan den håndhæver styret, overholder og beskytter retten og freden, straffer de onde. (Se her).

I et demokrati er vi alle fyrster. Og når vi diskuterer, hvad vi skal gøre som stat, bliver det et dårligt styre, der kommer ud af det, hvis vi handler som kristne: undlader at straffe, tilgiver enhver, finder os i at blive snydt. Nej, som øvrighed eller som fyrste skal vi håndhæve styret, beskytte retten, straffe de onde.

Det har vi blot meget svært ved at gøre. Vi vil meget heller være ”gode”, overholde ”den kristne etik”. Men så giver vi de onde frit slag.

Men der er et andet citat, som nok her er mere givende. Det stammer fra den tredje afdeling af Luthers skrift om øvrigheden fra 1523. Her siger Luther om fyrsteembedet:

Derfor vil jeg her ikke sige noget om øvrighedens verdslige gøremål og love, for det er en omfattende sag, og der er alt for mange lovbøger om det. Og det er jo alligevel sådan, at hvis ikke fyrsten selv er klogere end sine jurister og ikke har mere indsigt end lovbøgerne, så vil han bestemt komme til at regere efter ordet fra Ordspr. 28,16: En fyrste, der mangler klogskab, vil undertrykke mange med uretfærdighed. For så gode og rimelige lovene end er, så har de dog alle den begrænsning, at de ikke kan klare usædvanlige tilfælde. Derfor må fyrsten jo have lige så fast et greb om loven som om sværdet og med sin egen fornuft skønne, når og hvor han skal bruge loven i hele dens strenghed og hvornår han skal lempe den. Således skal fornuften altid være over enhver lov og blive ved med at være den højeste lov og herre over enhver lov. (Se her).

Det forekommer mig, at vi er havnet i en situation, der ligner den, Luther beskriver her. Vi har en lov eller en konvention, nemlig det, jeg har kaldt ”fodjordsreglen” (at enhver, der sætter foden på europæisk jord, har krav på at få sin asylsag behandlet) der var udmærket, når det drejede sig om forholdsvis få mennesker, men som er ganske umulig at håndtére, når antallet er som nu; både fordi vi ikke har personale nok til at gennemgå de mange asylansøgninger, der indkommer, og fordi asylansøgerne i løbet af ingen tid forvandler sig til indvandrere, med ret utålelige forhold til følge for de ringeststillede af vore borgere, der skal leve sammen med de nye indvandrere i forskellige ghettoer.

Om vi skal sige med Reno, at vi har fået en situation, hvor det er ”forbudt at forbyde”, eller vi skal sige med Trump, at den nye fare ligger i, at der ”indsniger sig et regeringsbureukrati”, er svært at afgøre. Men givet er det, at vi mangler den fornuftens stemme, som ifølge Luther skal være overordnet love og konventioner.

Det er givet, at vi har en situation, hvor hvert lands statsledere kikker sig omkring til andre statsledere og retter sig ind efter, hvad de gør. For man vil meget nødig udstilles som én, der handler imod konventionerne. At disse er forkerte redskaber at sætte i værk til den situation, vi har nu, det tør man ikke rigtig sige. Eller, med Luthers ord, man tør ikke lade fornuften være overordnet de skrevne bestemmelser.

Lad mig vende tilbage til

6) Kaj Munk.

Det kan synes lidt letsindigt at sammenligne den situation, Munks digt er skrevet i, med nutiden. Eller altså: at sammenligne nazisterne med nutidens ”Gutmenschen”.

Men det er nu for det første udtrykket ”Bild jer ind, jer er det, der regerer”, jeg hæfter mig ved. Det hænger sammen med det næste, at kun kærlighed har guddomsmagt. For kærlighed har det ved sig, at man ikke kan beslutte at ville være kærlig, man kan kun – med Løgstrups ord – beslutte sig til erstatningshandlinger, dvs., til de handlinger, som man véd, at kærligheden ville have gjort. Kærlighed er noget, der overgår én, noget, der kommer bag på én, noget man handler i med den største selvfølgelighed, med så stor en selvfølgelighed, at man glemmer at optælle handlingerne som gode gerninger.

Og det er i næste omgang det, der står i andet vers: at vi mennesker ”vil os selv og søger kun vort eget”. Når vi selv – og vore ledere – for alt i verden vil overholde fodjordsreglen, skønt vi med vor fornuft godt kan indse, at den er uegnet i den foreliggende situation, skyldes det jo netop, at vi ”vil os selv”. Vi vil ”pudse vor egen glorie”, vi vil passe på, at ingen kan udsætte noget på os, vi vil være gode eksempler for andre mennesker. Men vi lægger ikke mærke til – selv om det bliver mere og mere klart – at vi derved netop går de kyniske menneskesmugleres ærinde, så vi både får bibeholdt de mange drukneulykker (hvor meget vi end vrider vore hænder, som var vi uskyldige deri) og skader vort eget folkelige sammenhold. For som bemærket i det forrige indlæg: der opstår problemer overalt, hvor den historiske udvikling har ladet to folk bebo det samme område. Vi er ikke så ”gode”, at vi er undtaget fra den lovmæssighed.

Derfor er det ikke blot fornuften, vi spotter, når vi fortsætter vor agéren i Middelhavet, det er Kristus selv, han, der er ordet, er sprogets inderste kræfter, han, ved hvis kræfter der hos os er skabt et enestående tillidssamfund. Derfor må man håbe, at Munks ord bliver til skamme, dèr hvor han i sidste vers siger om de ordkræfter, vi spotter, dræber og begraver, når vi lader hånt om den folkelige tillid, at de slår tilbage, at de måler os med den alen, vi tilmåler andre med, at der kommer en gengældelsens dag, hvor den ligegladhed med de folkelige tillidskræfter, vi har udvist, bevirker, at den folkelige tillid faktisk forsvinder.

Kun det synes vi at kunne håbe på, at Munk også siger om denne sprogets Gud, at han giver sig stunder, at vi altså endnu kan nå at rette op på vor farisæismes fejl.

Udgivet i Luther, Indvandringspolitik | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Undskyldning umulig?

Hvorfor skød den amerikanske politibetjent Mohammed Noor den kvinde, der havde ringet efter politiet og nu talte med hans kollega, Matthew Harrity?

Det spørgsmål optager store dele af den amerikanske og australske presse. Kvinden, der blev skudt, var fra Sydney, hed Justine Ruszczyk Damond og stod til at skulle giftes. Hun havde lørdag aften henimod midnat hørt noget, der fik hende til at tro, at nogen blev seksuelt forulempet, og ringede derfor efter politiet. Da en patruljevogn kom, gik hun hen imod den, iført sin pyjamas, stadig med sin mobiltelefon i den ene hånd. Hun talte så et kort øjeblik med føreren af politivognen, Matthew Harrity, da hans kollega i passagersædet, førnævnte Mohammed Noor, med sin pistol skød hende med to eller tre skud. Han skød hen over Harrity ud gennem vinduet i Harrity’s side.

Episoden fandt sted i Minneapolis, og Noor er somalier, en del af det ret store somaliske mindretal i byen. Og det første, man kan lægge mærke til, er, at der gik nogen tid, før navnet på den betjent, der havde skudt, kom frem, og at der stadigvæk er medier, der omhyggeligt undlader at bringe navnet, naturligvis i den smukke hensigt ikke at skade det muslimske mindretal. Det gælder det norske Verdens Gang, som på document.no modtager kritik for denne undladelse, se her, og det gælder vort eget Jyllands-Posten, som endnu ikke har modtaget nogen kritik.

Men efter at navnet er kommet frem, har somalierne reageret, som det efterhånden er blevet vane for muslimer at reagere: man har beklaget hændelsen, og udtrykt frygt for repressalier fra majoritetssamfundets side, selv om en sådan frygt synes noget uberettiget.

Politimyndighederne er endnu ikke kommet frem med nogen forklaring på, hvorfor Noor skød Justin Damond. Man har sendt de to betjente på tvungen ferie og har vist også afhørt den ene, Harriet, mens den anden har fået tildelt en forsvarsadvokat. Han fortæller, at hans klient er dybt berørt af det skete, men at han ikke på nuværende tidspunkt vil udtale sig yderligere. Han tilføjer så den lidt kryptiske bemærkning, at han beder om at blive ladt i fred, ligesom han selv lader de pårørende til Justine Damond i fred.

Men hans tavshed får selvfølgelig ikke medierne fra at spekulere på, hvad baggrunden for skuddene kan være. En australsk hjemmeside, se her, stiller således en række spørgsmål:

1) Hvordan lød Justin Damonds oprindelige opkald til politiet? Indrømmet, det skulle synes at være let at besvare, for politiet opbevarer vel dèr som andre steder en optagelse af de opkald, de modtager.

2) Der findes en lydfil fra mordtidspunktet, som er blevet offentliggjort. Hjemmesiden gennemgår den, men det er ret svært at tyde, hvad der egentlig sker. Det hedder blot: “Shots fired … we have one down”.

3) Hvad så de to betjente, da de ankom? Ingen har hørt om det endnu.

4) Hvorfor gik betjentene ikke ud af deres bil? Det synes at være lokale medier, ikke politiet, der fortæller, at Justin Damond gik hen mod bilen i sin pyjamas og talte til Harrity.

5) Hvorfor mente politiet, at Damond var en trussel, da de ankom? Det mente de måske heller ikke, men ét eller andet må da have misforstået, enten begge to eller kun Noor. Kunne de begge eller kun Noor have troet, at den mobiltelefon, Justine havde i sin hånd, var en pistol?

6) Hvad var det ved Justine’s handlinger, der fik Noor til at skyde hende? Det er, som man kan forstå, det afgørende spørgsmål. Og det synes at være et spørgsmål, som kun han selv kan svare på, og også et spørgsmål, som han måske ikke vil være særlig villig til at svare ærligt på.

7) Hvor lang tid gik der, før han skød mod Justin? Også det spørgsmål venter vi på svar på. Ligesom det også må være af betydning at få at vide, hvad Justin sagde til Harrity og hvad han eventuelt har svaret.

8) Kunne Harrity ikke have standset Noor? Dels var der vel mulighed for at sige “stands!”, da Noor tog sit våben frem, dels da han havde affyret det første skud. Men intet af dette gjorde Harrity.

9) Hvorfor var de to betjentes kropskameraer ikke slået til? Og hvorfor var bilens kamera også slået fra? Det var imod reglerne, men var der nogen speciel grund til, at de i dette tilfælde blev brudt?

Som man kan forstå, er der nok at spekulere på. Og mens vi venter på de officielle svar, myldrer internettet med spekulationer.

Robert Spencer driver en hjemmeside, der hedder jihadwatch. Han har to indlæg om begivenheden, se her og her. Hans side er ikke just “main-stream”. Men han er nu selv ret tilbageholdende i sine konklusioner. Det er de folk, der kommenterer på hans indlæg imidlertid ikke. I kommentarfeltet finder man alle de tanker fremsat, som vi almindelige mennesker er tilbøjelige til at danne os, når der nu engang har fundet alle disse muslimske terrorhandlinger sted: ‘det er naturligvis en jihadist’; ‘nu er de blevet så snu, at de går ind i politistyrken, for at kunne bruge politiets våben i deres terror’, osv.

Og jeg skal da blankt indrømme, at jeg selv har gjort mig mange tanker om sagen, tanker, der tager udgangspunkt i det forhold, at Mohammed Noor er muslim. De spænder lige fra, at han som muslim er oprørt over at se en kvinde i pyjamas, til, at han vil gøre gengæld for de mange tilfælde af “hvid betjent skyder sort mistænkt”. Men det er svært, selv med et nogenlunde omfattende kendskab til muslimsk tankegang, at få noget som helst til at rime. Jeg mener: jihadister plejer at sørge for, at der er én eller anden til at skyde dem, så de med det samme kan få adgang til de 72 jomfruer; den lille detalje har Noor tilsyneladende glemt. Og vel kan det måske chokére ham, at vestlige kvinder går rundt på gaden i pyjamas, men ligefrem oprette sig selv som straffende myndighed for det, er vel lidt rigeligt, og at idømme dødsstraf for det, stemmer vist heller ikke med sharia.

Nej, hvad jeg på nuværende tidspunkt er mest tilbøjelig til at regne med, er, at Noor meget grundigt har misforstået den opgave, de er ude i. Vi går ud fra som givet, at en melding om seksuel forulempelse er et hankønsvæsens forulempelse af et hunkønsvæsen, men kan Noor have forestillet sig det anderledes, måske ud fra den kønsrolle-etik, han har med sig fra sit somaliske samfund? Men også den forklaring synes at være udtømt for mening.

Så kan man, som news fra Australien, forestille sig, at han tror, at den mobiltelefon, Justine holder i sin hånd, er en pistol. Det er nok den forklaring, der bedst kan passe ind i vor vestlige tankegang. Det er jo hørt før, at en hvid politimand har skudt en sort mistænkt, fordi han har mistolket den hensigt, den sorte havde med en bevægelse, han foretog sig. Blot er det jo så denne gang en sort politimand, der får mistanke til en hvid kvindes opførsel.

Dog forekommer også det mig at være en dårlig forklaring. Jeg mener, Justine stod jo blot og talte med Harrity, og tonefaldet i sig selv må vel have fortalt Noor, at der ikke var fare på færde for Harrity. Og godt nok er det mørk aften, men vejen er dog nogenlunde oplyst. Og ligefrem ikke at kunne se forskel på en mobiltelefon og en pistol, er det ikke lidt langt ude? Dertil kommer, at Noor vel også må have hørt Justine præsentere sig som den kvinde, der havde ringet efter politiet. Og har hun talt med Harrity, kan man næsten ikke tro andet, end at hun har præsenteret sig på den måde. Så nej, det holder ikke stik.

Lad mig slutte med det, som Robert Spencer har at sige om sagen. I sit første indlæg skriver han:

På dette tidspunkt har vi ingen indikation om, hvorfor Mohamed Noor dræbte Justine Damond. Der er intet, der tyder på, at han er jihadist, eller at der var tale om et jihad-angreb. Men med tre klager imod sig på to år forekommer han i det mindste på farlig måde at være skødesløs eller inkompetent. Det, at han er med i politistyrken, synes at skyldes en almindelig bekymring om at undgå anklager for at være “islamofobisk”. Myndighederne i Minneapolis var så ivrige efter at få en somalisk muslim som politibetjent, at de anbragte Mohamed Noor i politistyrken og beholdt ham dèr, selv om de åbenlyse mangler, han havde, ville have fået dem til overfor en ikke-muslim at fyre ham eller i første omgang ikke at have antaget ham.

Han ser altså den sørgelige begivenhed som et udslag af politisk korrekthed. Man har et stort somalisk mindretal i byen, dette mindretal vil man gerne gøre til amerikanere, og da det ser godt ud, både indenfor det somaliske mindretal og blandt de mange amerikanske “Gutmenschen”, at også mindretallene kan være repræsenteret i politistyrken, har man beholdt ham trods hans mangler.

Og dagen efter citerer han Washington Post for en bemærkning om, at “allerede nu er de sociale medier fulde af hadefulde indlæg, der kritiserer islam og sharia som reaktion på politiskydningen”. Og efter at have citeret sig selv for ovenstående, hedder det så:

Nu styrker så Washington Post den tanke, at muslimerne er ofre, som har behov for særlig omsorg, ved at offentliggøre endnu en historie om, hvordan muslimer efter en voldshandling begået af en muslim frygter gengældelse fra ikke-muslimer, en frygt, som meget sjældent, om nogensinde, viser sig berettiget. Artikler som ovenstående gør ikke andet end styrke den fiktion, at muslimer i USA udsættes for udbredt forfølgelse. Den opfattelse fører til f.eks. det fænomen, at man hyrer Mohamed Noor til politistyrken, og til, at han forbliver i styrken på trods af hans inkompetence. Nu er så Justine Damond død, men i stedet for at gøre sig klart, hvad der foregår og skifte kurs, kører Washington Post bare videre i den gamle skure igen.

Det er vist, hvad der foreløbig lader sig sige om den sag med nogenlunde klarhed. Men det kan der til gengæld også siges. Hvad alt det andet angår, må vi afvente den politihøring, der vil finde sted.

P. S.: Nu i dag, den 20-7, skriver Robert Spencer, at Noor har udtalt sig til nogle venner om, hvad der skete, se her. Han blev forskrækket, følte sig i livsfare, da Justine Damond kom hen imod bilen.

Udgivet i Samfundsforhold, Uncategorized | Tagget | Skriv en kommentar

Fagidioter

Dette indlæg kommer til at handle om to fagidioter, fagidioter med hensyn til økonomisk teori. De er amerikanere, og det kan måske forklare noget. Men det er nu det engelske magasin The Economist, der har refereret en artikel af dem, tilsyneladende med tilslutning. Kun tilsyneladende, godt nok, for referatet står i en særlig afdeling af det sidste nummer af magasinet, som hedder ”What if” (hvad nu, hvis). Og blandt mange andre ”hvad-nu-hvis-spørgsmål” træffer man altså også det, jeg her skal omtale: ”Hvad nu, hvis alle grænser var åbne?”

Som den trofaste læser af denne blog vil vide, går jeg i høj grad ind for åbne grænser, men jo vel at mærke kun åbne grænser for varer, ikke åbne grænser for personer. Så jeg skulle da lige kikke nøjere efter: var det nu det ene eller det andet, The Economist’s referat handlede om? (Referatet fra The Economist findes bag betalingsblok, artiklen af de to økonomer kan ses her).

Ak, det var begge dele.

Hvad mere var: Det var mere åbne grænser for personer, de ville plædere for, end det var åbne grænser for varer. At åbne grænser for varer har en positiv effekt på verdensøkonomen, er der bred enighed om. Men har åbne grænser for personer også en positiv effekt?

Ja, det mener vore to økonomer faktisk. Jeg skal prøve at gennemgå og nummerere deres argumenter. Senere vil jeg så gendrive dem. På side 6 hedder det:

På trods af al sin radikalitet er åbne grænsers hovedvirkning ganske godt forstået. Åbne grænser ville dramatisk øge den globale produktion. Den ville drastisk reducere global fattigdom og global ulighed. Samtidig ville åbne grænser gøre den resterende fattigdom og ulighed meget mere synlig for de nuværende beboere af den første verden. Med hensyn til andre vigtige forhold – særlig finans, politik og kriminalitet – ville vi kunne skulle forvente moderate ændringer i enten god eller dårlig henseende.

Hvordan vil de nu bevise det?

(1) Jo, de siger, at ”det at være i Amerika er langt vigtigere end at være amerikaner”. Hvis grænserne blev åbnet, ville f.eks. en mexikansk landmand tage til USA, og dèr ville han med den samme arbejdskraft kunne dyrke langt mere mad end i Mexico. For en nigerianer ville forskellen mellem, hvad han som ufaglært kunne tjene i Nigeria, og hvad han kunne tjene i USA, være 1:10. Og får han derfor lejlighed til at arbejde i Amerika, vil verdensproduktionen øges tilsvarende. Og får mange lov til det, vil virkningen virkelig være kolossal.

Og på dette – efter min mening meget tynde – ræsonnement bygger de så deres tal: Verdensproduktionen ville øges med mellem 67 og 147 procent.

Dog – der kommer flere ”beviser”:

(2) Både Kina og Indien har oplevet voldsom vækst i de senere år (side 7). Hundreder af millioner af kinesere og indere er allerede rejst til byerne, fordi byernes lønninger stiger. Altså: Når det fungére med en så enorm kraft i de enkelte lande – store lande, endda – hvor meget mere må det så ikke fungére i verden som helhed.

Bagsiden af medaljen synes at være de tilbageblevne. Landdistrikterne vil jo affolkes. Men ork, siger forfatterne, disse skal i stedet glæde sig over de penge, som deres slægtninge sender tilbage, de såkaldte ”remittances”. De overstiger jo allerede nu langt den udviklingsbistand, der gives fra de rige lande.

(3) På side 9 overvejer de så effekten på fordelingen. Men vær ikke bange! Hvis den ufaglærte arbejdsstyrke forøges med 10%, vil det kun betyde en nedgang i lønningerne på 1%. Og det er jo ikke noget at snakke om. Dertil kommer, at prisen på fast ejendom vil stige. Så de arbejdere, der bor i eget hus, vil måske faktisk blive rigere.

(4) Vore to økonomer gendriver også modargumenter. Når f.eks. nogle påstår, at u-landene gennem en åbne-grænser-ordning vil drænes for kloge hoveder, den såkaldte ”brain-drain”, svarer de, at det jo er under de nuværende forhold, at noget sådant finder sted. Hvis grøftegraveren har lige så store muligheder for at emigrere som den højtuddannede, vil dette ikke finde sted. Og man må også tænke på dem, der vender tilbage med værdifuld kunnen.

Og minsandten, om ikke de føjer til, at åbne grænser ikke blot gør migranterne mere produktive, det gør dem også mere innovative. Som eksempel anfører de Silicon-Valley, hvor højt specialiserede it-eksperter fra hele verden arbejder sammen. Og, siger de, noget sådant ville ikke kunne finde sted, hvis de arbejdede i hvert sit land.

(5) På side 11 har de ret i, at dette, at Kina og Indien har haft held til at få løftet underklassen op til middelklasse, har medført, at procenten af fattige faldt på verdensplan. Men de har nok mindre ret i, at dette skyldes, at der ikke har været grænser for den interne migration i disse to lande, hvad jeg senere skal vende tilbage til.

(6) De tager også de synlige virkninger af indvandringen op til debat. Jovist, siger de, der vil komme slumkvarterer, indvandrernes fattigdom vil blive synlig. Men det varer ikke længe, inden de indfødte vænner sig til synet. Og, føjer de til med en sjov bemærkning,

ufølsomme indfødte er fra indvandrernes side at foretrække fremfor narcissistiske altruister, som mindsker deres følelse af skam ved at holde fattige fremmede ude af landet.

(7) De har også nogle ord at sige om indvirkningen på et lands finanser, hvis der kommer stor indvandring. Her giver de udtryk for den opfattelse, at virkningen er nærmest nul for de fleste OECD-lande.

(8) Minsandten, om ikke de også omtaler indvandringens virkning på kriminaliteten. Og dobbelt minsandten, om ikke de vover at hævde, at øget indvandring under et åbne-grænser-program meget vel kan føre til lavere kriminalitet, og, føjer de til, det er i hvert fald usandsynligt, at det fører til, at kriminalitetskurven stiger skarpt.

Det var kriminaliteten i de lande, der modtager. Hvad med kriminaliteten i de lande, der afsender migranter? Jo, siger de (side 14) åbne grænser er en stærk livline for dem, der lider under folkedrab, etnisk udrensning og andre krigsforbrydelser:

Forestil jer, hvor mange ofrer for Holocaust, der ville have overlevet, hvis USA havde haft åbne grænser i 30’erne.

(9) Endelig gør de sig nogle overvejelser over, hvorvidt åbne grænser vil have nogen virkning på demokratiet. De har tilsyneladende ikke den store respekt for vælgerne. ”Hvis de indfødte vælgere er dårlige stemmeafgivere, er immigranterne værre”. Men de kan dog referere en undersøgelser af amerikanske forhold, der viser, at det kun er få indvandrere, der lader sig registrere som vælgere, og disse vil være tilbøjelige til at støtte de liberale værdier, som de selv har nydt godt af.

Så kun én ting mere, inden jeg går over til at gendrive disse noget letkøbte påstande.

Forfatterne søger i et helt afsnit af overbevise os om, at åbne-grænser-politikken er etisk forsvarlig; de viser, hvordan mange forskellige etiske forestillinger må godtage denne politik, ikke mindst, fordi de må bøje sig for den mægtige produktionsfremgang, det (påstås at) medfører. Kun ét af disse afsnit vil jeg nævne. Det er det, hvor de nævner tre nytestamentlige skriftsteder for at vise, at den kristne etik ikke kun godtager åbne grænser, hvis de er gavnlige, men gør det under alle omstændigheder. Det drejer sig om Jesu lignelsen om verdensdommen, hvor han siger til de retfærdige ”jeg var fremmed, og I tog jer af mig” (Matt 25,35). Og det drejer sig om Paulus’ kendte udsagn i Gal 3,28: Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde. Og det drejer sig om Jesu opfordring til tilhørerne om at invitere fattige, vanføre, blinde og lamme til måltidet, for de kan ikke gøre gengæld (Luk 14,12-14).

For det første får de nu uden videre forvandlet Jesu formaninger til en ny lov. De ord, der skulle få farisæerne ud af deres farisæisme (og os ud af vores) bruges til at cementere vores farisæisme.

Og for det andet tror de, at man sådan uden videre kan overføre en formaning givet for at styrke relationerne i den kristne menighed til at gælde forholdet mellem stater. Den går ikke. I forholdet mellem stater er det ikke barmhjertighed, der gælder, men ret, love, aftaler.

Men så til mine gendrivelser af deres argumenter!

Overordnet set har jeg mistanke om, at de går ud fra dét positive syn på vores nationaløkonomi, at det hele balancerer. Det går op. Udbud og efterspørgsel retter sig automatisk ind efter hinanden, og der er ingen misdannelser i økonomien. Sådan noget som arbejdsløshed omtaler de ikke. Økonomiens op- og nedture heller ikke.

Og desuden mistænker jeg dem – som omtalt i begyndelsen – for at være fagidioter. De kan ikke se på menneskene som andet end økonomiske agenter. Alle mennesker drives af økonomiske kræfter. Og alle mennesker drives af dem i samme grad.

Deres (vistnok typisk amerikanske) forestillingsverden minder mig om den politiske debat, Troels Nørager i sin tid refererede i sin bog Taking leave of Abraham, se her. De to politiske filosoffer, Rawls og Habermas, som Nørager gennemgår i sin bog, går ud fra, at alle mennesker bøjer sig for fornuftargumenter, og at alle, når de hører de gode argumenter for demokratiet, som de to filosoffer fremfører, naturligvis med glæde vil gribe de demokratiske pligter og rettigheder.

Sådan forestiller også de to økonomer her sig menneskene: de økonomiske love gælder i Kina såvelsom i Indien, og mennesker handler ud fra økonomiske hensyn det ene sted og det andet sted i lige høj grad.

Det er deres fagidiotisme. Men nu til de enkelte argumenter:

(1) Først dette med, at et menneskes produktivitet afhænger af det land, han arbejder i: en ufaglært nigerianer, der kommer til USA, vil øge sin produktivitet med en faktor 10, og derfor vil verdensproduktionen øges, hvis virkelig mange ufaglærte fik lov at rejse ind i de vestlige lande.

Ja, det ville den, hvis de kunne få arbejde dèr. Vore to økonomer har ”glemt”, at der er noget, der hedder arbejdsløshed. De er gode til at komme med skøn over, hvorvidt det vil berøre de indfødte ufaglærtes lønninger, men de gør sig ikke noget skøn over, hvor stor en del af de tilstrømmende nigerianere der rent faktisk kunne få arbejde. Hvem vil ansætte den? Og til hvad? Gadefejere? Jamen, det har vi jo maskiner til. Andre slags arbejde til lavtkvalificerede arbejdere? Jamen, vi har jo herhjemme forsøgt igennem snart mange år at skaffe fornuftigt arbejde til vore danske medborgere, der er langtidsledige. Med højst begrænset held. Og samtidig har vores økonomi være i så god gænge, at den har tiltrukket mange polakker og andre østeuropæere, folk, som enten er bedre kvalificerede end vore indvandrere eller har en bedre arbejdsmoral.

(2) Så til eksemplet med Kinas og Indiens økonomiske vækst. Det er jo sandt, at disse to lande har oplevet stor vækst. Det er også sandt, at der er foregået en migration fra land til by i disse lande. Men det er vist grænsende til løgn at ville bilde nogen ind, at væksten har sin årsag i muligheden for intern migration.

Lad mig pege på noget andet, det kunne være årsag til denne vækst!

Hvis et land har en stor landbefolkning, og der sker en vækst i befolkningstallet, så vil denne overskudsbefolkning ikke mere kunne beskæftiges i landbruget og derfor søge til byerne. Denne tendens kan forstærkes, hvis der samtidig sker en rationalisering af landbrugsbedrifterne. Det har vi set i mange u-lande.

I byerne vil de ikke nødvendigvis kunne få arbejde. Men er der entreprenante folk til stede, som kan udnytte den billige arbejdskraft, så kan noget ske. Dog kun, hvis der er afsætning for de varer, der bliver fremstillet. Og det var der, til Kinas held, i Vesten, sådan som det blev klart, da The Economist fortalte om den vældige reduktion af fattigdommen, der fandt sted, fordi USA og andre vestlige lande åbnede deres grænser for kinesiske varer, se her.

Der er andre forhold af økonomisk og juridisk art, der skal være på plads, for at en sådan reduktion kan finde sted. Men flugten fra land til by har i Kina ikke været nogen medvirkende årsag. I andre lande har man set en tilsvarende flugt, uden at det har ført til nogen stor reduktion af fattigdommen.

(3) Dette med, at en voldsom invasion af ufaglært arbejdskraft ikke vil påvirke lønnen for de indfødte ufaglærte arbejdere, fremstår ikke særlig klart belyst i afhandlingen. Et sted tænker de sig, at den hjemlige ufaglærte arbejder kan blive sjakbajs for indvandrerne. Men det er, som meget andet i afhandlingen, holdt i meget løse termer.

(4) Brain-drain vil ikke finde sted i nævneværdigt omfang, forsikrer de. For ufaglærte har samme mulighed for emigration som faglærte. Det er vist noget vrøvl. Dertil må man jo spørge, om det er rimeligt at lade u-landene stå for uddannelsen til f.eks. læge og så rask væk fratage dem gevinsten ved den investering, de derved har foretaget. Og tanken om, at de kloge nok vender tilbage til deres oprindelsesland og derved bringer know-how med sig, er vist igen ét af deres mange luftkasteller.

(5) Igen kommer de her med argumentet om Kinas og Indiens interne migration. Det har jeg tilbagevist under punkt (2).

(6) Bemærkningen om de narcisistiske altruister fandt jeg ganske morsom, dog mest fordi jeg uvilkårligt kom til at se, at denne betegnelse muligvis kan anvendes på de mange ”Gutmenschen”, som går ind for omfattende indvandring, sålænge indvandrerne ikke optræder i deres nabolag.

(7) Når de mener, at den indvandring, de forestiller sig, ikke vil få indvirkning på modtagerlandenes budgetter, må det skyldes, at de ikke har læst diverse rapporter fra en række lande i Europa. Alle steder meldes der om store udgifter til indvandrerne. Jeg skal ikke kunne sige, om deres resultater stemmer overens med amerikanske forhold, men det er klart, at hvis de forudsætter – hvad de jo vitterlig gør – at indvandrere legende let kan komme i arbejde i deres nye land, så er det nemt nok at nå frem til det resultat, at indvandring ikke får nogen indvirkning på statsfinanserne. Men da den forudsætning er forkert – hvilket de fakta udviser, som enhver af os, med eller uden phd i økonomi, kan se, så fortæller påstand (7) mere noget om deres meget tynde argumenter end om den virkelighed, vi kan vente.

(8) Med hensyn til påstanden om, at indvandring ikke vil have indvirkning på kriminaliteten, er det muligt, at dette vil gælde i USA. Men vi i Europa behøver ikke støtte os til sådanne luftige forudsigelser, vi kan nøjes med at se på, hvordan det hidtil er gået med indvandring og kriminalitet. I mit forrige indlæg gjorde jeg opmærksom på noget, som vist de færreste europæiske intellektuelle er opmærksom på, og som derfor formentlig er fuldstændig ukendt land for vore to amerikanske økonomer: at muslimer bringer med sig ind i landet en forestilling, som meget let får dem til at anvende vold imod værtslandets indbyggere. Man tror jo, det er løgn, men virkeligheden er efterhånden ikke til at komme udenom. Ghettodannelserne, ”unges” stenkast mod brandbiler og politi, ildspåsættelser, med meget mere, er blevet hverdagskost i vore store byer, og når dertil kommer diverse muslimske bander, lader det sig ikke gøre at opretholde den løgn, de to økonomer vil binde os på ærmet.

Men deres blindhed på dette område hænger sammen med deres fagidioti. De ser mennesker som økonomiske agenter og kun det. I deres øjne kan derfor enhver økonomisk agent udskiftes med en anden uden indvirkning på økonomien. Hvad sådanne agenter måtte bære med sig af forskellige samfundsopfattelser, betyder ikke noget, mener de.

Blindheden kan dog også hænge sammen med, at de er amerikanere. Jeg har tidligere nævnt, hvordan en økonom, Gert Tinggaard Svendsen, indregner tillid som én af de faktorer, der betyder noget på bundlinjen, se her. Tingene bliver ikke særlig billige af, at enhver person næsten skal have vagter omkring sig døgnet rundt, eller af, at man ved enhver aftale skal have både revisorer og advokater indover for at undgå sagsanlæg senere. Alt det er vi i Danmark forskånet for, forklarer Tinggaard Svendsen sine undrende amerikanske kolleger, vi har et tillidssamfund, og vi lever højt på den indbyrdes tillid. Det giver alt andet lige en bedre økonomi.

Så skal det under (8) også lige nævnes, at forfatterne ikke undser sig for at trække nazikortet. Åbne grænser ville have reddet mange jøder i mellemkrigstiden, siger de. Og det er sikkert sandt nok. Eller måske er det knap så sandt. For man kan jo spørge, om det var lukkede grænser, der muliggjorde massakren i Rwanda eller i Bosnien. Eller de massakrer, som IS har udført på de kristne og på yasidierne? Var det muligt at forudse dem i tide, så man kunne nå at flygte fra dem? Rent bortset fra, at nazisterne jo ikke på forhånd fortalte, hvilken skæbne der ventede de jøder, der blev sendt østpå, hverken til jøderne selv eller til omverdenen. Når så mange danske jøder blev reddet i oktober 1943, skyldtes det bl.a., at man på det tidspunkt havde fået ret sikre forlydender om dødslejrenes eksistens. Det gav hjælpen til jøderne en uhørt stærk moralsk baggrund. Hvis man troede, at der blot var tale om en deportation, var det nemmere at få fransk og hollandsk politi, ja sågar hollandske jøder, til at hjælpe med til at opsamle jøderne. En nærmere undersøgelse synes altså at vise, at åbne eller lukkede grænser ikke spillede den store rolle.

Under punkt (9) omtaler de så den eventuelle fare for demokratiet, som indvandring i stor stil ville medføre. Også den fare nedtoner de i betragtelig grad, og også den nedtoning beror i høj grad på lige dele fagidioti og uvidenhed.

Hvis de således kendte lidt til de undersøgelser, der er foretaget i muslimske miljøer i Europa, ville de nok ikke være så ubekymrede på demokratiets vegne. Én ting er, at muslimerne ikke har formået at danne ret mange demokratiske stater dèr, hvor de bor, noget andet er, om de vil være i stand til at indlejre sig i vore demokratier på en fleksibel måde. Og som med kriminaliteten: det var i grunden ikke til at vide noget om på forhånd. Men fordi vi nu har gjort nogle årtiers erfaring med vore muslimske medborgere, er det ikke urimeligt at drage den konklusion, som jeg af og til har formuleret således, at der vel kan gå henimod et par hundrede år, før vore muslimske landsmænd sådan helt har levet sig ind i vore demokratisk traditioner. Hvis altså den stadige tilstrømning bliver standset. For bliver den ikke det, vil det nok omvendt være os danskere, der skal leve os ind i en muslimske statsopfattelse. Og den er ikke demokratisk.

Det er lidt mærkeligt, at forfatterne kan tage så let på det med demokratiet. De gør sig dog bl.a. den tanke, at det med åbne grænser let kan gå sådan, at USA ser sit befolkningstal forøget med 60% (side 5). Men åbenbart ser de kun disse mennesker som økonomiske agenter, ikke som mennesker, der kommer med en anderledes kulturbaggrund.

Det var et nogenlunde troværdigt – omend ikke helt neutralt – referat af den afhandling, de to økonomer har lavet, efterfulgt af en mindst lige så troværdig argumentation imod den.

Til sidst lidt om fordelene (altså herunder de økonomiske fordele) ved en nogenlunde homogen befolkning.

Mange af de steder i verden, hvor uroligheder finder sted, har sin oprindelse i, at et imperium har flyttet rundt på folk. Folkene på Balkan lider endnu under den folkeblanding som det tyrkiske imperium havde skabt. Da Titos jernhånd forsvandt, brød store uroligheder ud, og de afsluttedes først, da en mægler (forøvrigt en amerikaner) fik skilt folkene ad. På Fiji-øerne indførte briterne hinduer i stort tal til deres produktion, hvilket har resulteret i meget labile tilstande på øerne; den oprindelige befolkning og de tilkomne hinduer udgør nu to næsten lige store dele af befolkningen, og det er tilsyneladende ikke nemt at enes. Sydafrika må også nævnes i den forbindelse, Cypern og Libanon ligeledes. Altsammen steder, hvor tilliden er i bund, og hvor to forskellige folk skal leve på det samme landområde.

Og naturligvis skal også Israel/Palæstina nævnes. Men jeg véd såmænd ikke, om det skal være et eksempel på manglende tillid – jo, det skal det også – eller det først og fremmest skal være et eksempel på, at muslimer har meget vanskeligt ved at blive enige indbyrdes; for det er uenigheden mellem lederne i henholdsvis Gaza og Vestbredden et sørgeligt eksempel på.

Endelig er der de sortes stilling i USA. Også tilstedeværelsen af dette problem skyldes store folkeflytninger. Og det må da siges, at der i løbet af de seneste årtier er sket store forbedringer. Men det er, som om vi europæere, nu hvor migranter strømmer ind i vore lande i stor stil, absolut skal vise for os selv og amerikanerne, at vi da bestemt kan gøre det bedre med vore mindretal end amerikanerne, hvorfor vi altså anskaffer os nogle nu efterhånden ret store mindretal.

Det er ødelæggende med en sådan forestilling. Menneskene er nu engang, som de er, og løftede moralske pegefingre hjælper som en skrædder i helvede. Og indfører vi sådanne mindretal her hos os, vil det uvægerlig gå, som det er gået alle andre steder, hvor to folkeslag skal leve på samme landområde, at den umiddelbare tillid daler. Vi er virkelig ikke bedre end andre folkeslag. Men ak, det eksperiment skal åbenbart med vold og magt trækkes ned over også os.

Udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold | Tagget | 1 kommentar

Hvorfor hader de os?

Det begyndte med, at jeg i al fredsommelighed læste en artikel i Weekendavisen for den 14-7: ”I Guds navn”. Den handlede om en Facebook-disput mellem Jakob Skovgaard-Petersen og Thomas Hoffmann om et hermeneutisk spørgsmål, det spørgsmål, nemlig, om det er de moderate muslimer eller jihadisterne, der fortolker koranen rigtigt. Derfra blev jeg ledt hen til en tilsvarende disput i Frankrig mellem Olivier Roy og Gilles Kepel om nogenlunde det samme emne. Det forlød, at New York Times havde refereret denne disput, så det måtte jeg se. Men nogle af siderne, jeg fandt, var nu mere interesseret i, at de to var blevet dødelige uvenner på grund af uenigheden, se f.eks. her. Men en længere artikel andetsteds fra forholdt sig dog mere til indholdet af uenigheden, se her. Og indrømmet, det var da helt interessant at læse, hvilke synspunkter de to havde; for de er jo tænksomme mennesker begge to.

Men derfra blev jeg ledt videre til en bog, som Gilles Kepel havde anbefalet; den var nærmest en slags islams Mein Kampf. Den hed ”Call to Global Islamic Resistance” og var skrevet i 2005 af én af Bin Ladens medarbejdere, Abu Mus’ab al Suri. Dog var der den vanskelighed ved denne bog, at den var skrevet på arabisk – et sprog, jeg ikke mestrer (endnu) – og dertil var en moppedreng på 1600 sider.

Dog fandt jeg i en serie, der hedder Journal of Strategic Security, en afhandling om netop denne moppedreng, se her. Den er på mere overkommelige tyve sider, og den analyserer den islamiske bog. Den kalder bogen GIR og forfatteren Nasar, begge dele gør det hele mere læservenligt. Og på trods af, hvad Olivier Roy siger, at ”ingen er interesseret i al-Suri; det er absurd”, har jeg nu fundet, at netop denne bog kan give os et indblik i, hvordan muslimer tænker, og hvad der kan føre nogle af dem frem til at blive jihadister.

Til overflod har jeg fundet en artikel i Berlingske, som fortæller om et fund af jihadistisk materiale på en muslimsk friskole. Dette fund bekræfter til fulde det, analysen af GIR lægger frem. Men derom senere!

M. W. Zackie Masoud, forfatteren til afhandlingen, bruger den analysemetode, at han først redegør for, hvordan forfatteren, Nasar, skelner mellem ”dem” og ”os”; ”dem”, det er os vesterlændinge, ja, Vesten i det hele taget; ”os”, det er muslimerne. Men muslimerne bliver senere delt op moderate muslimer og jihadister, idet dog de moderate muslimer skiftevis bliver betragtet som frafaldne og som mennesker, der lider under Vestens undertrykkelse.

Derefter går han over til at beskrive nogle af de overbevisninger, som forfatteren selv har, og som han søger at bibringe sine læsere. Dem nævner han fem af: Overlegenhed, uretfærdighed, sårbarhed, mistro og hjælpeløshed.

Overlegenhed: Det område, der hedder tro på overlegenhed, handler om ”os”-menneskenes overbevisning om, at de er bedre end ”dem”-menneskene på vitale og uovertrufne måder. De ser ofte sig selv som et særligt folk, som er udvalgt og skæbnebestemt til storhed. ”Dem”-menneskene ses således som underlegne af mange grunde, blandt andet moralske, åndelige og intellektuelle grunde. Sådanne selvglorificerende holdninger fører ofte ”os”-menneskene til at overdrive deres muligheder og til, at de proklamerer sig som uovervindelige.

På lignende måde med de andre overbevisninger, f.eks. uretfærdighed:

Uretfærdighed: Det område, der hedder uretfærdighed, handler om medlemmernes opfattelse af, at de er blevet angrebet og mishandlet af en særlig ydergruppe; denne ydergruppe ses som den eneste kilde til de besværligheder og vanskeligheder, som ”os”-menneskene har mødt. ”Os”-menneskene kan af og til opfatte uforudsete og uheldige omstændigheder som forårsaget af noget, ”dem”-menneskene har gjort med vilje, uden at det nødvendigvis bygger på solid viden.

Sådan også med de øvrige overbevisninger. Hvis ”os”-gruppen kan overbevises om, at den er sårbar, får det den nemmere til at føle solidaritet med de andre medlemmer af gruppen. Og hvis ”dem”-menneskene betragtes som nogle, det er umuligt at stole på, styrkes det indre sammenhold i ”os”-gruppen yderligere. Nasar bruger virkelig hjælpeløsheds-overbevisningen i sin argumentation, siger Masoud, selv om den syntes at modvirke formålet: at få ”os”-menneskene til at gå ind for væbnet modstand. Men kan man få dem overbevist om, at der trods alt er noget at gøre, så kan det være en opfordring til at mobilisere under jihads faner.

Alt dette er altså udtryk for den metode, som et ledende al-Qaida medlem i 2005 brugte for at hverve medlemmer.

Man skal nok især lægge mærke til dette med, at Nasar ikke behøver eksakt viden for at fremhæve Vestens skyld i både dette og hint. Det minder om en anden muslim, der heller ikke tog det så nøje med sine argumenters overensstemmelse med sandheden, nemlig den egyptiske forfatter al-Aswany, se her. Jeg har tit haft på fornemmelsen, at dette er udtryk for en særlig muslimsk debatmetode, hvor det mere drejer sig om at have autoritet end om at have sandheden på sin side. Og hvis det er sandt – og Nasar er altså et udmærket eksempel på denne metode – så falder de to uenigheder bort som irrelevante – både den mellem Skovgaard-Petersen og Hoffmann og den mellem Roy og Kepel. De holder sig begge til den vestlige argumentationsmåde, og de vil derfor fortrinsvis kunne overbevise vesterlændinge, mens de vil lade muslimer uberørte.

Hvad der overbeviser muslimer, derimod, det ser vi hos Nasar.

Masoud gennemgår de enkelte overbevisninger hver for sig, og jeg skal nøjes med at referere hans gennemgang af den første overbevisning, den, der drejer sig om muslimers overlegenhed.

Nasar, siger Masoud, citerer forskellige statistikker, der fortæller om alkoholmisbrug og narkotikaafhængighed i Vesten, om psykologiske sygdomme, om kriminalitet, om seksuel promiskuitet og om selvmord. Masoud mener, at han dermed ikke blot vil få sine læsere til at ringeagte Vesten, han vil også prøve at gøre dem immune overfor det, han betragter som Vestens fristelser. ”Charmen ved den vestlige civilisation narrer ikke længere øjnene og frister ikke mere hjertet”, som Nasar selv siger.

Så beskriver Nasar den vestlige kultur som én, der ”flygter fra Gud”. Det viser han bl.a. ved at nævne de filosoffer, der anskuer tilværelsen som meningsløs. Men han følger det førnævnte islamiske ”princip” og gør intet ud af alle de filosoffer eller teologer, der opponerer mod tilværelsens meningsløshed. Og han prøver heller ikke at stable en forbindelse på plads mellem den vestlige filosofi og teologi og den måde, vestlige mennesker lever på.

Så har naturligvis Nasar også noget positivt at sige om den muslimske umma. Den har fået til opgave at regere verden, at opnå store ting og vil utvivlsomt nedkæmpe sine fjender. Denne uhyre overvurdéring af ummaens evner får Nasar frem ved i første omgang at holde sig til muslimers fortrin på det moralske og åndelige plan, og derfra slutte sig til, at de må få overtaget også på det militære plan. Disse fortrin knytter sig ganske vist ikke til ummaen som sådan, men især til jihadisterne, der jo er villige til at ofre livet i Allahs tjeneste. Og de muslimske landes regeringer regner Nasar ikke med til ummaen.

Vi vestlige mennesker vil muligvis sige, at det da er umuligt for noget fornuftigt menneske at fæste lid til den slags ønsketænkning. Men Masoud gør rigtigt opmærksom på, at Nasar med denne dem-og-os-tænkning spiller på sine læseres ønske om selvrespekt, om tilhørsforhold, om at være noget særligt og om at få et mål i livet. Og dette ønske hos unge muslimer om at kunne genvinde islams fortidige storhed kombineret med muslimens manglende evne til at høre begge sider af en argumentation, fører – hvad enten vi kan lide det eller ej og hvad enten vi kan forstå det eller ej – til, at mange muslimer i vore lande slutter op om de muslimske terrorbevægelser.

Og igen: Vi kan godt diskutere Mekka-islam kontra Medina-islam, diskutere fortolkningsmuligheder indenfor islam, diskutere om IS er en sand videreførelse af Muhammeds metoder, osv., men er du en ung arbejdsløs muslim i de vestlige lande, har du det siddende i dig som en social nødvendighed, at du må kæmpe for at vinde respekt, ser du din fremtid i Vesten som højst usikker, så vil du være ret ligeglad med fortolkningsforskelle, så vil du være gearet til at modtage et budskab, der lover en lysende fremtid for islam, med kyshånd. Og får du så efterfølgende en følelse af at høre til i dette fællesskab, så er det måske ikke helt så usandsynligt, at du en dag melder dig til en selvmordsaktion.

Jo, jeg tror, det er Kepel, der har ret i modsætning til Roy: Om Nasars bog bliver læst i muslimske kredse eller ej, véd jeg ikke. Men det forekommer mig indlysende, at bogen giver et klart billede af, hvad der kan overbevise muslimer om at tilslutte sig IS eller i sin tid al-Qaida.

Og som før nævnt: Det kan ved et mærkeligt held vises ud fra en artikel i Berlingske, se her.

Her fortælles der om, hvordan Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har fundet en mængde arabisksproget litteratur i et kopirum på en muslimsk friskole. Materialet giver anledning til bekymring, hedder det. Berlingske har fået lavet en oversættelse af nogle af papirerne, og på en side med et billede af en soldat hedder det:

Til jihad, I fremtidens unge

Islams historie er rig med heltegerninger og ofringer, så er vi ikke mest tilbøjelige til i dag, når vi nu er fremtidens unge og fremtidens håb, at vi genskaber denne solrige historie. Så lad os forholde os til islam, både verbalt og i handling, og bevæbne os med jihad, både verbalt og i opførsel. Lad os med omhu bestræbe os med selvet og penge, for at udvise den krænkende besætter, og modsætte os den undertrykkende, arrogante fjende. Og bruge penge for at dække den stakkels fattiges behov og bestræbe os for at opnå viden, for at højne den islamiske nations niveau.

Og vi ved at Gud Den Ophøjede velsigner vores handlinger og gengælder vores handlinger, og belønner os mægtigt på dommedag.

{På den dag, hvor enhver skal finde fremlagt, hvad han gjorde af ondt, såvel som hvad han gjorde af godt, ville han ønske, at der var en stor afstand mellem ham og den. Gud advarer jer mod sig selv. Gud har medfølelse med tjenerne.}

(Imrans slægt, vers 30)

Tekst på billede:

Når du kastede, var det ikke dig, der kastede, men Gud, der kastede.

Jeg fremsiger altid Guds ord:

{Gud udmærker dem, der kæmper, frem for dem, der bliver siddende, med en vældig løn} (Kvinderne, vers 95).

Hvad der står i disse parenteser {}, er koranvers, det første fra sura 3,30, det næste fra sura 4,95.

Brian Arly Jacobsen, lektor ved Københavns Universitet, kommenterer disse tekster på denne måde:

Ifølge lektoren kan denne del af teksten tolkes som »en bevæbnet og militant indsats mod fjenden«.

»Hvem det så end er – man kunne tænke sig Israel, men de nævnes ikke. I en dansk kontekst er det her problematisk af mange grunde. Eksempelvis finder der ikke voldelige kampe sted mellem muslimer og danskere. Og som bekendt er det ulovligt som dansker eller bosiddende i Danmark at deltage aktivt i Hamas eller lignende militante grupper i Mellemøsten,« siger lektoren:

»Det kan ikke have undgået nogens opmærksomhed, at der er spændinger mellem visse muslimske befolkningsgrupper og det danske samfund generelt. I den sammenhæng er det selvfølgelig et problem, hvis nogle unge – formentligt kun nogle ganske få, men der skal heller ikke flere til – udlægger de her ting på en måde, som er uhensigtsmæssig«.

Det er sandelig en meget forsigtig udlægning. Hvis Brian Arly Jacobsen havde læst ”den muslimske Mein Kampf”, ville han nok kunne se ligheden mellem Nasars opfattelse af Vesten og den opfattelse, der her gøres gældende. ”Fjenden” er ikke Israel, nej, det er Vesten som sådan, herunder det danske samfund. Og tanken om at ”genskabe islams solrige historie” og forestillingen om at bevæbne sig med jihad, både verbalt og i handling, kan ikke godt tolkes som andet end en opfordring til væbnet modstand mod det danske samfund. ”Den krænkende besætter”, den ”arrogante fjende” er derfor også os danskere. Og det sidste koran-citat lader ikke så megen tvivl tilbage: Det er bedre for en muslim at kæmpe end at blive siddende.

Det er et problem, siger Arly Jacobsen, ”hvis nogle unge udlægger de her ting på en måde, som er uhensigtsmæssig”. Spørgsmålet er: Hvordan skulle de ellers udlægge det? Og til bemærkningen om, at det kun er få, der vil udlægge dem uhensigtsmæssigt, kan man henvise til, at det længe har været normen, at politi og brandfolk ikke har kunnet operere i ghettoområder, at bilbrande mange steder er særdeles talrige, og at sten fra broer ned på motorveje ikke mere er noget særsyn, altsammen formentlig foretaget af muslimske unge, som vil kæmpe mod ”den arrogante fjende”. Der er så sandelig ikke tale om nogle få.

Men efter min mening skal man ikke bruge fundet af disse papirer til at forarges på de muslimske friskoler. Nå ja, naturligvis skal opsynet med dem da skærpes, men ellers: hvad havde vi egentlig ventet? At de uden kny gik bort fra det, deres religion sagde dem? At de stille og roligt underviste efter danske normer, når deres skole dog er oprettet for at give eleverne en muslimsk opdragelse?

Nej, lad os finde en vis forsigtig glæde frem over, at vi her råt for usødet får lov at kikke ind i det muslimske maskinrum. Vi får her et bevis på, at de tanker, som ligger i ”Mein Kampf” på ingen måde er umoderne for en muslim, men i høj grad er up to date. Men vi får også dermed en chance for at komme med modforestillinger. Det er jo muslimernes minds and hearts, vi skal vinde; vi skal ikke bare tvinge dem til at rette ind efter vore forestillinger. Og hvordan vi får dem bort fra denne dem-og-os-tænkning, det er spørgsmålet.

Lad mig i første omgang pege på Obamas Kairo-tale. Jeg har behandlet den i ikke færre end tre artikler, se her, under det hovedsynspunkt, at Obama talte til muslimerne som til fornuftige mennesker, der kunne forstå almindelige fornuftssynspunkter. Obama sagde det ikke, men det er en måde, hvorpå man kan nedbryde muslimernes forestilling om koranen som Guds ord. Det er samtidig en måde, hvorpå vi kan vise, at netop fornuftsovervejelser er, hvad Jesus henviser os til, når vi er i tvivl om, hvad vi skal gøre og ikke gøre. Den gyldne regel, derigennem siges alt, hvad loven og profeterne vil, siger han (Matt 7,12). Men derved skyder han tanken om åbenbaringen på Sinai ned. Den er unødvendig, ja, snarere skadelig. Og det samme er jo koranåbenbaringen.

I det hele taget skal vi ikke være bange for at støde muslimerne. Den metode med at stryge muslimerne med hårene har vi søgt at bruge igennem snart mange år. Uden held. Det er på tide at forsøge noget nyt. Og det kunne måske være at fortælle sandheden om den historiske udvikling.

Vi må da åbent kunne spørge muslimerne, om de virkelig synes, at dette, at salafisterne har holdt sig strikte til koranens ord, har hjulpet de muslimske samfund til at opnå en bedre levestandard; eller – hvis det var det, de ville – om det har hjulpet dem med at bekæmpe Vesten. Det må vel være muligt at forklare dem, at set fra et militært synspunkt er de nålestik, som nutidens muslimer kan tildele Vesten med diverse terroraktioner, for bagateller at regne sammenlignet med den trussel, fortidens muslimske riger var for europæerne. Hvor fortidens muslimer havde styrke til at indtage hele riger – både Spanien og Det græsk-romerske Rige faldt i kraft af muslimernes militære styrke – dèr har nutidens muslimer dels indtil fornylig været underlagt de europæiske kolonimagter, mange af den i hvert fald, dels i nutiden givet deres borgere så ringe livsvilkår, at de i store mængder søger mod fjendeland: Europa; vel at mærke, ikke, som man bagefter vil bilde os ind, for at erobre Europa indefra, men simpelthen for at få bedre levevilkår. At de så er kommet til at udgøre en fare internt i vore lande, det er en anden sag, som hovedsagelig skyldes, at vi europæere har været for naive.

Og selv nu, hvor muslimske ghettoer er vokset frem som paddehatte i fugtigt vejr, er de mange terroranslag, som de retter mod os, uden strategiske overvejelser. Som én har sagt: Hvis de havde lidt tålmodighed, ville de ophøre med terroren og blot vente til de blive mange nok; så kan de overtage de europæiske lande på normal demokratisk vis. Nu, hvor de øver terror, opnår de højst sandsynligt – og i mine øjne: forhåbentligt – kun det, at europæerne omsider beslutter sig for at gøre modstand.

Men selv hvis de virkelig overtog alle de europæiske stater, ville det ikke gavne dem noget. For når disse stater bliver muslimske, forsvinder friheden, og dermed forsvinder det, der gjorde Europa stærkt. Europa vil komme til at ligne Mellemøsten, blot uden olie, og fattigdom og overbefolkning vil blive resultatet her, som der er blevet resultatet dèr.

Altså: Hvis det, vore muslimske landsmænd vil, er at blive så stærke, at de kan genopfriske fortidens storhed, så er det frihed, de skal have fat på, også frihed fra koranbudenes snærende bånd. Hvis de fortsætter med at lade den nuværende salafistiske lære herske i deres miljøer, bliver det ikke en gentagelse af de muslimske erobringer fra 632-732, de får, men en gentagelse af forfaldstiden fra 1400 til nu.

Men indrømmet, den største hurdle for os, der vil råde muslimerne og for muslimerne selv, er måske den overbevisning, der også nævnes af Nasar, den, at det altid er de andres skyld, aldrig muslimernes egen skyld. Det er jo så dejligt at befinde sig i en sammenhæng, hvor man aldrig skal sige undskyld og aldrig ærgre sig over noget, man har gjort forkert.

Der er mange opgaver for os, hvis vi skal få vore muslimske landsmænd ud af deres indgroede fejltagelser. Men det lykkes i hvert fald ikke for os, hvis vi fortsætter med at være en undskyldning for os selv og for alt, hvad vi står for.

Udgivet i Islam, Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Blæse være med loven

Denne holdning til loven, som Jesus flere gange giver udtryk for, må man som moderat muslim have til koranen, hvis det skal blive til noget med det ønske, som moderate muslimer har: at islam skal betragtes som en fredelig religion, der ikke på nogen måde kan bruges som begrundelse for terrorhandlinger.

Jeg har tidligere nævnt Abdel-Hakim Ourghi, muslim og videnskabsmand fra Freiburg, og hans meget modige og meget gennemgribende forsøg på at reformere islam, se her. Men selv om jeg aldrig så meget tager hatten af for hans mod og hans videnskabelige habitus, (eller selv om jeg tager aldrig så mange hatte af) kan jeg ikke se, at hans reformforsøg er nok, ligesom jeg heller ikke tror på, at det vil lykkes ham at få sine tanker til at slå igennem i de muslimske miljøer.

Jeg byggede dengang min manglende tro på hans projekt på det forhold, at han kun afskriver den del af koranen, der er blevet til i Medina; den del, der er blevet til i Mekka, mener han nok kan bibeholdes. Det betyder bl.a., at han er nødt til at henføre sura 1, ”åbningen”, den bøn, som en troende muslim beder 17 gange om dagen, til Medina. Jo, for den indeholder det, Ourghi kalder en ”symbolsk” voldsopfordring, idet der bedes om, at Allah vil lede muslimen den lige vej, ikke jødernes eller de kristnes vej. Men da Muhammed begyndte med den muslimske fællesbøn allerede i Mekka, er det umuligt at forestille sig, at bønnen først skulle være blevet til i Medina, eller at den skulle være blevet ændret i Medina. Og man må jo da også indrømme, at det er den samme person, Muhammed, der er de troendes bønneleder i både Mekka og Medina.

Nej, må jeg så be’ om Jesus, når han siger: ”blæse være med loven”!

Nu fornylig er der så åbnet en ny moské i Berlin, en moské, hvor kvinder og mænd kan bede sammen, hvor alle er velkomne, sunnier, shiitter, homoseksuelle og heteroseksuelle. Det er en kvindesagsforkæmper, Seyran Ates, der står bag. Information bragte den 11-7 en artikel om det, som desværre er bag betalingsmur. Men man kan her læse en artikel fra Die Zeit om begivenheden, artiklen er på tysk.

Artiklen i Information er på en måde den bedste, eller i hvert fald den for mig mest interessante, fordi Seyran Ates dèr får lejlighed til at komme med nogle teologiske bemærkninger. Hun siger:

Hverken i koranen eller haditherne er der henvisning til, at mænd og kvinder ikke må bede sammen, og at en kvinde ikke må gå i forbøn. Hovedbeklædningen for kvinder optræder først i hadithen efter profetens død. Her plejer modstanderne at sige, at der alligevel findes en religionsetik. Men det er jo mændenes etik.

Det kan godt være, at hun havde mest lyst til at sige: ”Blæse være med koranen! Blæse være med haditherne!” Men det tør hun alligevel ikke. For hvor meget islam er der så tilbage? Så hun nøjes med at gå ind under den forudsætning, som deles af alle muslimer: at det er på grundlag af koranen og haditherne, at man fastsætter shariaen: hvad der er tilladt og hvad der er forbudt.

Problemet bliver imidlertid med denne manøvre det samme som for Ourghi: Man kan ikke teologisk skille en del af koranen ud som kun menneskelig, men fastholde en anden del som guddommelig. Og: Man kan ikke på historisk-videnskabeligt grundlag foretage nogen meningsfuld sondring mellem Mekka- og Medina-islam.

Der er virkelig – logisk set og teologisk set – tale om en hel pakke: Enten køber man den hele pakke eller også lader man den falde. Og det var at håbe, at flere og flere muslimer efterhånden indser, at der ikke er anden mulighed end at lade hele pakken falde.

Seyran Ates har været advokat for mange muslimske kvinder. Ikke blot er hun altså opvokset i Tyskland og har derved lært den europæiske kultur at kende med dens ligestilling mellem kønnene, hun er også gang på gang stødt på sin egen kulturs stivhed: den er mandsdomineret indtil det pinlige, den sætter sine kvinder ind i en fuldstændig underkastelsessituation, ikke underkastelse under Allah, men under manden. Og det er hun kommet til at se på med europæiske og ikke mere muslimske øjne, det kan hun ikke mere se som et ideal for kvinden.

Det er derfor, hun får den tanke at danne en særlig moské for alle. Hun vil, siger hun, i gang med islamiske studier for at kunne blive imam. Og det skal såmænd nok lykkes for hende, der er en del lærde kvinder indenfor islam, der ligesom hun søger at forene islam med ligestilling mellem kønnene.

Hvor kunne man dog ønske sig, at de turde sige som Jesus: ”Blæse være med loven! Blæse være med toraen, med koranen, med haditherne!”

Men siger Jesus da nogetsteds det?

Nej, ikke ordret, det må jeg indrømme. Men det er tæt på.

For det første kalder han sig nu ”Menneskesønnen”. Derved tilkendegiver han ret tydeligt hovedindholdet i sit budskab: det er menneskelighed, humanisme.

Det kommer f.eks. frem i Mark 2,27f:

»Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.«

Det vil sige: Sabbatten tjener ikke det formål, som farisæerne tillagde den; man skulle ved nøje overholdelse af sabbatsbudet vise sin lydighed mod Gud. Nej, sabbatten blev til, for at mennesket skulle få en hviledag midt i den hårdtbelastede hverdag. At Menneskesønnen er herre over sabbatten, er udtryk for det samme, og det kan udmærket formuleres med min sætning: ”Blæse være med den fromme sabbat, frem med hvile-sabbatten!”

I Mark 7,14-23 ser vi igen en foragt for de jødiske regler:

Og han kaldte atter skaren til sig og sagde: »Hør mig, alle sammen, og forstå: Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. Har nogen ører at høre med, skal han høre!«

Da han var kommet inden døre, væk fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen. Og han sagde til dem: »Så er da også I uforstandige? Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent? For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen.« Dermed erklærede han al slags mad for ren. Og han sagde: »Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent.«

Læg mærke til Markus’ lille bemærkning om, at Jesus derved erklærer al slags mad for ren. Det vil sige, at her siger Jesus: ”Blæse være med al denne jødiske kosher-snak!” Men ligesom med forholdet til sabbatten begrunder han det her med et rent menneskeligt forhold: rent og urent har med de ord at gøre, som et menneske taler, ikke med den mad, som mennesket spiser. Men han går ikke på nogen måde ind i en diskussion med farisæerne på deres betingelser: at sådan og sådan står der i loven, det og det skal vi derfor gøre.

Det kommer nok tydeligst frem i det sidste eksempel, jeg skal nævne. Det drejer sig om den ret kendte situation fra Joh 8,1-11, hvor en kvinde, der er grebet i hor, føres frem for Jesus. Farisæerne og de skriftkloge vil sætte Jesus på prøve. Og det er virkelig en prøve, han sættes på, og de nævner det selv: ”I toraen har Moses påbudt os at stene den slags kvinder”. Her er det vel for frækt bare at sige: ”Blæse være med toraen!”

Det siger Jesus da heller ikke; ikke direkte, i det mindste. Han siger, som man måske husker: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende”. Og så går de bort, én efter én, de ældste først.

Og med de ord åbner Jesus en helt ny verden for menneskeheden. En menneskelig verden, hvor loven er til for menneskets skyld, ikke mennesket for lovens skyld. Én ting er, at man er nødt til at have love og straffe for mord og tyveri, én ting er, at man på det punkt er nødt til at have det ene syndige menneske til at dømme det andet, men hvad angår ægteskabsbrud er man ikke nødt til det. Med ordene her skabte Jesus en sådan omvæltning af tankegangene, at det tog utrolig lang tid, før virkningerne slog helt igennem.

Nå ja, man vovede selvfølgelig ikke i de kristne menigheder at straffe utugt med døden, men man vovede nok at straffe det. Man fandt det altfor letsindigt at nøjes med som Jesus at sige: ”Jeg fordømmer dig heller ikke. Gå bort og synd fra nu af ikke mere”. Det er først i vore dage, at man har vovet at gå bort fra sådan ligefrem fra det offentliges side at straffe ægteskabsbrud.

Men en nærmere analyse venter vi lidt med. Foreløbig er det vigtigste her at lægge mærke til, at Jesu desavouering af den gammeltestamentlige lovtekst kommer i stand, uden at han på nogen måde forsøger at gå i dialog med toraen, uden at han henviser til andre steder, hvor toraen er mere forstående, eller lignende, kort sagt: Jesus lader virkelig hånt om Moses, han siger virkelig: ”Blæse være med toraen!”

Men vent lidt! I bjergprædikenen er Jesus jo anderledes hård i sin bedømmelse af utugt. Her hedder det:

I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. (Matt 5,27f).

Og lidt senere siger han med ord, der minder om toraens ord:

Der er sagt: ›Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud. (Matt 5,31f).

Hvordan hænger det sammen med den ligegladhed med toraen, han fremviste overfor ægteskabsbrydersken i Joh 8?

Ja, for det første kan man nu godt tage dette ”Men jeg siger jer” som identisk med at sige: ”Blæse være med toraen!”

Men dernæst skal det forstås ud fra det, jeg prøvede at forklare i mit forrige indlæg. Dette, at Jesus siger: ”Blæse være med loven!”, betyder ikke, at vi så kan gøre, hvad der passer os. Det betyder, at vi skal leve i overensstemmelse med relationssprogspillet i stedet for i overensstemmelse med retfærdighedssprogspillet. Det betyder, at vi skal koncentrere os om at gøre fyldest i de forhold, vi står i, og at vi gør fyldest dèr netop ved have blik for den andens svagheder, ønsker og tilbøjeligheder. Det betyder, at disse forhold ødelægges, hvis vi holder os til vort sædvanlige noget-for-noget, altså holder os til lovtankegangen.

Og det betyder også, at det sidste citat ikke er en ny og strengere lov, der skal gælde i de kristne lande, men er en formaning til ægtefællerne om at prøve at finde hinanden igen efter en uoverensstemmelse, en formaning om at give sig ind under det forsoningsord, der gælder i menighederne, og som ikke har mistet kraft gennem så mange hundrede år, et forsoningsord, der vil forsone med Gud, men jo samtidig dermed forsone med næsten.

Man siger af og til, at Jesus bragte os kristendommen, Paulus fjernede den igen. Det er noget vrøvl. Og det kan nemt vises på netop dette punkt. Se, hvad Paulus formaner korintherne til:

En mand skal give sin hustru, hvad han skylder hende, og en hustru ligeså sin mand. En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru. (1 Kor 7,3f).

Kan man få et smukkere udtryk for ligestillingen mellem kvinde og mand? Man burde måske sende det til Seyran Ates med en bemærkning om, at dette ikke er noget specielt kristent, men blot den selvfølgelige humanistiske forståelse af forholdet.

Det, Paulus lægger vægt på, er netop relationen mellem ægtefællerne. Og det er også det, Jesus har i tankerne med de to ord, jeg har citeret fra Matthæusevangeliet. Ser du på en kvinde, så du begærer hende, det vil sige: ser du på hende med et inviterende blik, så er det et første skridt imod at ødelægge hendes eller dit eget ægteskab. Og disse relationer burde du istedet gøre alt, hvad du kan, for at bibeholde.

Og hvad han siger til kvinden, der er grebet i ægteskabsbrud, er også sagt med henblik på relationen. Hvis vi tænker os, at hun har ernæret sig som luder, så er formaningen om ikke at synde mere en formaning om ikke at ødelægge andres ægteskaber gennem sit erhverv.

Altså netop en formaning. Ligesom Jesu stramning af skilsmissereglerne. En formaning vil sige ”et forslag til, hvad man kunne tage og gøre, hvis man vil, at livet skal lykkes for én”. En lov, derimod, er et krav fra Gud om, hvad der skal gøres, for at man kan klare frisag på dommedagen. Det er to vidt forskellige foreteelser. Den ene, formaningen, er tænkt i det, jeg i mit tidligere indlæg kaldte ”relationssprogspillet” og har de menneskelige relationer som omdrejningspunkt. Den anden, loven, er tænkt i ”retfærdighedssprogspillet” og giver både mulighed for at hævde sig selv og at se ned på andre.

Og så længe Seyran Ates søger at begrunde sin utraditionelle moské med udsagn fra koran og hadith, altså ikke tør sige: ”Blæse være med koranen!”, tænker hun i retfærdighedssprogspillet og befinder sig endnu indenfor den islamiske diskurs, og altså ikke indenfor vor vestlige diskurs.

Udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Tre logikker

Jeg læste en dejlig kronik i Jyllands-Posten forleden, se her. Den handler om en mor, der er på tur i Japan med sine to teenage-drenge. (Hvem kronikforfatteren er, fremgår desværre ikke af hjemmesiden). Hun beskriver de vanskeligheder, hun har med at holde styr på sine unger:

Konflikter for fuld spade er et pænt gennemgående element, når man har børn. Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har forsøgt at dæmme op for dem ved at stille dem dette enkle spørgsmål:

»Vil du have ret? Eller relationer?«

Blandt søskende ser man ofte, at de ni trin på konflikttrappen gennemgås hurtigere end man som forælder kan nå at sige stop, før situationen er landet på ”total destruktion”. På dette tidspunkt er de begge ofte så langt ude ad en tangent, at de er nærmest umulige at nå på et logisk, rationelt niveau set i forhold til det helt konkrete problem, der egentlig startede konflikten. Og så er det, at det meget let kommer til at handle om at få ret, mere end om at få løst konflikten. Eller – endnu mere utopisk – at have fokus på at have det godt sammen. Uden at det nødvendigvis betyder, at den ene eller den anden behøver at give op på egne behov eller standpunkter. Som Løgstrup så fint påpegede, er demokrati skikkelig uenighed, og det kan vi alle bruge som inspiration til enhver relation vi indgår i.

Jeg selv har i den religionsfilosofi, på baggrund af hvilken jeg udøver mine teologiske tanker, opereret med nogle af Løgstrups tanker. Blot er det en anden del af hans tankeverden, jeg har taget til mig og forbedret en smule. Det er de tanker, han fremfører i Opgør med Kierkegaard, hvor han første gang opstiller teorien om de suveræne livsytringer, barmhjertighed og tillid. Den finder jeg fremragende, fordi han dèr på overbevisende måde viser, hvordan vi kan gribes bagfra, uden at vores vilje er involveret i det. Som modsætning til disse suveræne livsytringer skildrer han dèr også de kredsende livsytringer, fornærmelse, skinsyge og misundelse (side 92f).

Imidlertid gør han ikke meget ud af det spørgsmål, jeg vil betragte som det afgørende: Hvordan går det til, at et menneske kommer ud af sin kredsende livsytring og over i de suveræne livsytringer?

Denne mangel har jeg afhjulpet med min sprogspilsteori. Den går ud fra, at det, der besætter os bagfra både i de suveræne og i de kredsende livsytringer, er sproget. Blot er det to forskellige dele af sproget, to forskellige logikker eller to forskellige sprogspil, der besætter os. I de kredsende livsytringer er det det sprogspil, jeg har kaldt ”det juridiske”, der besætter os. Og vi er virkelig lukket inde i f.eks. misundelsen, for det sprogspil, vi bevæger os i, har ikke logik fælles med det sprogspil, der styrer os i de suveræne livsytringer, et sprogspil, som man passende kan benævne ”relationssprogspillet”, fordi det bruges i de relationer, vi står i til andre mennesker.

Jeg har delvis fundet bekræftelse på min teori hos Habermas. Når læreren kommer ind i klassen og siger til den elev, der sidder nærmest ved vinduet: ”Luk vinduet!”, så ligger der i denne ytring – eller den sproghandling, som Habermas ville sige – tre gyldighedskrav: Der ligger et krav om gyldighed i det videnskabelige sprogspil, som beskæftiger sig med, hvordan verden ser ud: vinduet er åbent, ellers er det jo meningsløst at bede om at få det lukket. Og der ligger et krav om gyldighed i det sociale sprogspil (det, jeg har kaldt det juridiske sprogspil): Læreren har myndighed til at give en sådan befaling. Endelig ligger der et krav om gyldighed i det, jeg her kalder relationssprogspillet: Læreren er sanddru, han er ikke ude på noget, han har ikke skjulte hensigter med netop denne elev.

Det sidste er noget, man må tro på, ikke noget, der kan bevises. Og selv om Habermas ikke gør noget særligt ud af dette, er det netop noget, der i høj grad interesserer mig: Alle menneskelige talehandlinger stiller krav om gyldighed på det område, dvs., vil hævde, at de er oprigtigt mente. Hvilket videre vil sige, at de kræver tro for at kunne fungére. Vi tænker ikke over det, men vor dagligdag er fuld af tro.

Tilbage til de to teenagere!

Deres mor har jo ret, når hun stiller dem overfor alternativet: ”Vil du have ret eller vil du have relation?” For når man i sin rethaveriskhed graver sig ned bag juridiske mure og bliver ved med at pukke på, hvordan man selv har ret, men modparten uret, så har man glemt alt om den relation, man står i. Vi kender det fra vore ægteskaber, og vi kender det fra familieforhold i det hele taget. Og det, der gør, at man her kører ud ad en tangent, er netop det forhold, at man bagfra er styret af sproget, altså af den del af sproget, der har med jura og rettigheder at gøre, og at den del af sproget ikke har logisk forbindelse til den del, der har med relationer at gøre. Derfor er det så vanskeligt at komme ud af denne kredsende livsytring.

Det, som hun siger til sine drenge, kunne faderen til de to sønner i Jesu lignelse om den fortabte søn, også sige til sin ældste søn, da han vægrer sig ved at gå ind til den fest, faderen har foranstaltet for den hjemvendte yngste søn. Sønnen siger jo: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham”. (Luk 15,29f). Og at dette udsagn viser, at den ældste søn føler sig uretfærdigt behandlet, er nemt nok at blive klar over. Vi bliver jo klar over det ud fra det, han siger. Eller – sagt med mine begreber – vi finder ud af, at han tænker i det juridiske sprogspil; det drejer sig om retfærdighed; han mener, han skal have det samme som den yngste søn får.

Og vi kan også nok forstå – fordi vi selv har erfaret det – at er man først kommet ind i sådanne tankegange, så er der tale om kredsende tankegange, de er ikke til at komme ud af. Man er besat af denne retfærdighedstænkning, man kan ikke tænke andre tanker end retfærdighedstanker. Med mine ord: man er låst inde, for retfærdighedssprogspillet har ikke logik fælles med relationssprogspillet.

Jamen, hvordan kommer man så ud af denne spændetrøje?

Det gør man derved, at en anden taler et ord til én. Det kan f.eks. være moderens ord: ”Vil du har ret eller vil du have relation?” Eller det kan være faderens ord i lignelsen: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet”. Vi kan tænke os, at begge sprogspils logik ligger som et mønster i hjernen på os (altså på os allesammen). Og ved at høre et ord i relationssprogspillet, kommer dette hidtil latente sprogspil i spil; ellers kan vi jo ikke forstå det, der bliver sagt. Og det kan så blive anledningen til, at vi befries fra vor kredsende livsytring.

Det er ikke sikkert, at moderen her har tænkt på Jesu lignelse. Hun har blot gjort de almenmenneskelige erfaringer, som lignelsen afbilder. Hun skriver hen mod slutningen:

Det er ikke underligt, at vi som individer har brug for at have ret. Det er helt basalt knyttet til overlevelse. Men det er relationer som sagt også, så derfor er det vigtigt for os alle at få løst konflikterne hurtigst muligt ved at blive enige om en fælles dagsorden, som gør, at vi både kan have ret og relationer. Samtidig.

Sproget er det middel, vi har til at opnå begge dele.

Ved at bruge sproget til nysgerrigt at undersøge den andens behov, drømme, ønsker, motiver, og ved at bruge det til selv at give udtryk for ens egne, kan der skabes en fælles platform for en drøm, en situation, som begge parter kan deles om.

Og det er jo en ganske udmærket formaning at få. Nå ja, ”formaning”, noget sådant vil hun formodentlig ikke kalde sine anbefalinger. Men det er nu det nytestamentlige udtryk for det, man gør. Blot er jo altså en formaning af den art anderledes end de sædvanlige ”pas nu på”, ”husk nu det” og ”se dig nu for”. Formaninger, nytestamentligt forstået (og forstået ud fra min teori) er forsøg på at få tilhørerne ført over fra retfærdighedssprogspillet til relationssprogspillet.

Paulus’ breve afgiver to eksempler på dette at komme ud af retfærdighedstankegangens spændetrøje, det ene positivt, det andet negativt.

Det positive stammer fra 1 Kor 6,1-8. Her bebrejder Paulus menigheden, at to af dens medlemmer er blevet så uenige om ét eller andet, at de har indbragt deres uenighed for den romerske dommer. Sådan skal det ikke være, siger Paulus, I skal naturligvis gøre som jøderne: I skal selv være dommere i jeres indbyrdes uenigheder. Og ikke sandt, ud fra min udmærkede sprogspilteori lader det sig let se, at Paulus sidder fast i retfærdighedssprogspillets fangarme; at de to uenige burde komme tilbage i menighedens relation, ser han ikke. Men så kommer han til i vers 6 at sige, at broder fører sag mod broder, og den beskrivelse er jo korrekt nok. Men den er tillige en absurditet i den kristne menighed, hvor man jo tænkes at være én stor familie.

Og så ”omvendes” Paulus, så springer han pludselig fra det ene sprogspil til det andet, så er hans næste ord en opfordring til hellere at lide uret end påføre en broder tab. Det er nok ordet ”broder”, der har fået det hidtil sovende sprogspil i hans hjerne til at aktiveres. Men man må nok medtænke den klang, dette ord har i menigheden, eller medtænke de formaninger i form af Jesus-ord, der florerer i menigheden, f.eks. ordet fra Matt 5,38f om at vende den anden kind til. Det ord henvises der korrekt til i den danske bibeloversættelse, og det gør unægtelig kind-ordet mere overkommeligt, men dermed også sværere at komme udenom, end når man betragter det som en stramning af loven til det uoverholdelige. (Se evt. her for en nærmere omtale af dette forhold!)

Men altså, i dette tilfælde var den tidligere jøde, Paulus, heldig. Han begyndte sin formaning som jøde, men endte den som kristen. Han hørte et ord, der sagde: ”Vil du have ret eller vil du have relation?”, det ord omvendte ham, og dette ord kunne han videregive til korintherne.

I det andet tilfælde, jeg skal nævne, gik det anderledes. Jeg tænker på hele afsnittet 2 Kor 10-13. Her har min sprogspilteori ført med sig, at jeg er kommet til at betragte dette afsnit som et udtryk for, at Paulus er jaloux på de fremmede apostle, der i hans fravær har besøgt Korinth. Men jeg skal blankt indrømme, at jeg vist er den eneste nytestamentler (hvis jeg tør kalde mig det), der ser sådan på denne spændende brevdel. Jeg har gjort rede for det i en længere afhandling her, som er dødkedelig, og i en lidt kortere her, som kun er kedelig.

Begge afhandlinger søger at nedbryde den opfattelse af Paulus som den store, urørlige guru, der præger så at sige alle nytestamentlere. Et sådant overmenneske var han ikke, hævder jeg, han var et almindeligt menneske som du og jeg, og han var først og fremmest et menneske, der levede intenst med i menighedens liv, elskede dens medlemmer, ligesom han mente sig elsket af dem.

Men som et sådant almindeligt menneske var han også offer for den jalousi, der kan gribe folk, der er optændt af den store kærlighed. Og at han er grebet af jalousi, kan ses af det sprog, han benytter sig af: det er retfærdighedssprogspillet, han tænker i og argumenterer ud fra.

Han sammenligner sig bl.a. med disse fremmede apostle. Han har ganske vist hævdet, at den, der roser sig, skal rose sig i Herren (2 Kor 10,17), men dels sker det lige efter, at han så sandelig har både sammenlignet sig med de andre og nedtrampet deres eventuelle ros, dels tager han roseriet op igen i kap 11 og det endda til den store guldmedalje, især fra vers 22, se 2 Kor 11,22.

Men måske det tydeligste ”bevis” (i gåseøjne, for det er og bliver jo en skønssag) på, at han er jaloux, ses i 2 Kor 12,11, hvor Paulus’ egentlige nød kommer frem: han føler sig svigtet af sine medkristne i Korinth; de har ikke rost ham overfor de fremmede apostle, men måske i virkeligheden, føler han, bagtalt ham, se f.eks. 2 Kor 10,10.

Jeg skal nok også lige bemærke, at Paulus’ farisæiske trang til at prale har forekommet oversætterne af 1992 lidt for tydelig. De har derfor ændret den gamle oversættelses ”rose mig” til 1992-oversættelsens ”være stolt af”. Og sandt nok, derved tilsløres det i nogen grad, at Paulus sammenligner sig med de andre med et – mener han selv – ikke helt ringe resultat. Men ”rose mig” var nu en lige så god oversættelse af det græske.

Men efter min mening er der en god evangelisk pointe i at læse denne del af brevet som et udslag af jalousi.

Der er nemlig dem, der udlægger Jesu ord fra forrige søndags tekst om, at vi alt for ofte overser den bjælke, der sidder i vort eget øje, når vi er ivrige efter at fjerne den splint, der sidder i næstens øje (Luk 6,41f), på en måde, så det bliver ganske umuligt at forkynde evangelium for vore muslimske landsmænd. ‘Hvad er det for noget?’, siger man, ‘kan vi virkelig bilde os ind, at vi er bedre end muslimerne?’

Og her kommer så Paulus’ jalousi ind i billedet. For dermed siges jo, at selv de største iblandt os kristne kan gå fejl i byen, kan gribes af den farisæisme, som Jesus så vedholdende advarer imod. Det er derfor, vi føler os nødsaget til hele tiden at underlægge os Jesu ord, om vi dog ikke kunne rammes af hans formaninger, så den forbandede selvretfærdighed kunne drives ud. Selv kan vi jo ikke gøre det, men det kan ske ved mødet med hans lignelser og formaninger.

Dette at leve i relationer er jo et almenmenneskeligt fænomen. Derfor er også det at kunne gribe af de kredsende livsytringer et fænomen, der kan gribe både muslimer og kristne. Spørgsmålet er derfor ikke, om kristne gribes mindre end muslimer, men spørgsmålet er, om vi har en religion, der kan danne en god modgift mod disse livsytringer, vel først og fremmest farisæismen. Og det har vi kristne, men islam har det ikke. Islam har helt ”glemt” den del af sproget, der har med relationer at gøre. Islam er et lovsystem, der bestemmer, hvad der er haram og halal. Og alting, også de relationer, vi står i til være nærmeste eller til vor arbejdsplads eller til vort folk, passes ind under dette lovsystem. Hvis muslimerne alligevel lever åbent og ærligt i de forhold, de står i, sker det mere på trods af religionen end i kraft af den.

Tilsyneladende ser det ganske vist ud, som om Jesus og Muhammed benytter sig af det samme trick for at få tilhængerne til at gøre det rette: De henviser begge til dommedag, til den dag, hvor vi skal stilles til regnskab for, hvordan vi har brugt vort liv. Og ikke sandt, når Gud optræder som en dommer, så tænkes alting da i retfærdighedssprogspillet, så er det lovoverholdelse, det drejer sig om, skulle man synes.

Det er det også for Muhammed. Hos ham er der ingen finurligheder, der forstyrrer billedet af den retfærdige dommer.

Men det er der så sandelig hos Jesus. Jeg tog mig i sin tid for at omtale de tre lignelser i Matt 25, lignelsen om de ti brudepiger, lignelsen om de betroede talenter og lignelsen om verdensdommen, se her. Alle tre er de dommedagslignelser, vil altså, tilsyneladende da, fortælle noget om, hvad der sker på dommedag. ”Retfærdighedssprogspillet!”, siger vi derfor.

Men er det nu så enkelt? Det er jo rigtig nok, at Jesus benytter sig af den fortælleform, der var gængs på hans tid, fortællingen om dommedag. Men han får den godt nok til at sige det modsatte af, hvad jøderne fik den til at sige.

Lignelsen om brudepigerne! Det, det drejer sig om, er at have et øje på hver finger i sit samliv med næsten. Du må have blik for, hvordan din næste har det, hvad der piner eller glæder, så du kan deltage i det, blot et enkelt, forsømt øjebliks uopmærksomhed, og hele samlivet kan være tabt. (Se evt. en udlægning her). Det, jeg dèr skriver, svarer nogenlunde til det, moderen skriver: at man skal undersøge den andens, behov, ønsker og drømme. Og det er just det, det drejer sig om i relationssprogspillet.

Lignelsen om de betroede talenter! Her er det, Jesus vil have sagt, igen en modsætning til jødernes tanker. De forestiller sig i deres lovtankegang, at Gud først må give en lov, derefter kan han kræve den overholdt. Svarende dertil har Gud givet jøderne toraen på Sinai, derefter kræver han den overholdt; ligesom Allah har nedsendt koranen til Muhammed og derefter kræver den adlydt. Men i Jesu lignelse bliver den sidste tjener, ham, der havde gravet sin talent ned i jorden, dømt med henvisning til, at hans herre, dommeren, er en mand, der høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt. (Matt 25,26) Det vil sige: tanken om, at Gud først må åbenbare sin lov (så eller sprede), før han kan kræve lydighed (høste eller samle), er forkert. Mennesket véd godt, hvad det skal gøre; og det véd det ud fra de relationer, det står i til sine nærmeste; det har ikke nødig at skulle have en lov åbenbaret for sig til at fortælle det, hvad der er godt og hvad ondt.

Og endelig lignelsen om verdensdommen! Her tager mange fejl og overser den finesse, at både de, der dømmes, og de, der frikendes, spørger, hvornår de har gjort de gerninger, de dømmes eller frikendes for. Og så er jo hele den tankeverden, der knytter sig til retfærdighedssprogspillet, brudt i stykker. Så er ”gode gerninger” gerninger, der er så selvfølgelige, at man ikke tænker over, om man frikendes eller dømmes på dommedag, dvs., der er tale om de gerninger, man gør i de fællesskaber, man står i. Her er det nemlig erkendelsen af fællesskabet, der får én til at handle, ikke angsten for dommedag.

Jeg kan samle det hele sammen i ét andet Jesus-ord, et ord, der også stod i sidste søndags tekst, ordet fra Luk 6,37: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse!”

Den tilgivelse, der her er tale om, er ikke Guds tilgivelse. Om den gælder det, at den kommer først. Det er vor tilgivelse af den anden. Denne tilgivelse er afstedkommet af Guds tilgivelse, sandt nok, og vor tilgivelse burde måske finde sted, hvadenten vi fik tilgivelse af den anden eller ej. Men Jesus hævder her, at vi mennesker er resonansvæsener: det tilgivelsesord, der møder os, kan få os over fra retfærdighedssprogspillet til relationssprogspillet, og på samme måde kan det ske, at den tilgivelse, vi møder den anden med, kan skabe i fællesskabet en tilgivelsesholdning, som vi selv senere i påkommende tilfælde kan have fordel af. Den tilgivelse, vi giver andre, forsvinder ikke ud i det blå, men lever videre i fællesskabets resonansrum, hvor den måske gør sin gerning overfor os.

Det må indrømmes, at disse tanker måske ikke er særlig udbredte i kirkelige sammenhænge, men de lever dog i vore samfund alligevel: i film og teaterforestillinger, i romaner og noveller og – ikke mindst, som kronikken viser – i de relationer, vi står i til daglig.

-Jamen, dette med resonansrummet, dette med at vor tilgivelse avler den andens tilgivelse, det har da vist sig at være løgn i vor omgang med muslimerne. Her er al vor imødekommenhed, alle vore forsøg på indlevelse, alle vore invitationer til muslimerne om at være med i vore fællesskaber, prellet af som vand på en gås. Ja, oven i købet har det nærmest virket modsat, har overbevist muslimerne om, at de har ret i den overbevisning, de nærmest er født med: at det at være muslim er at være bedre i Guds øjne end andre; for viser ikke dette, at vi danskere sådan står på pinde for muslimerne, at også vi anerkender deres gudgivne fortrinsstilling?

Her må man nu først sige – og vi ser her på sagen ud fra min sprogspilsteori – at muslimerne igennem mange år har arbejdet ud fra retfærdighedssprogspillet, har betragtet det som den endegyldige sandhed, har dannet sig deres tanker og forestillinger ud fra dette sprogspil, ja, har ladet hele deres samfundsforståelse bygge på det. Og en sådan monolit er svær at få hul på. Og – igen ud fra teorien – det hænger naturligvis sammen med, at der er en form for logik i dette sprogspil, ligesom det hænger sammen med, at den logik, der findes i det, forhindrer de mennesker, der er grebet af det, i at komme ud af det. At tænke udenfor den logik er på det nærmeste umuligt.

Det kan minde lidt om det, der sker med visse videnskabsfolk: De er så grebet af det videnskabelige sprogspil, at de mener, dette sprogspil afbilder hele verden; alting gennemanalyserer de ud fra dette sprogspil og gør sig derved blinde for andre sprogspil. Dette sprogspils grænser gengiver os verdens grænser, mener de.

Sådan betragter de muslimske lærde det juridiske sprogspil som det eneste gyldige i religiøs henseende. Alting gøres op i dette sprogspil. Selv Guds tilgivelse – for koranen taler jo ofte om Gud som den barmhjertige – kommer ind i dette noget-for-noget spil. Hvis du er kommet bagud med at rette ind efter haram og halal, kan du sikre dig en plads i det himmelske paradis ved at dø i jihad.

Og indrømmet: det kan synes umuligt at trænge igennem det skjold, som dette sprogspil udgør. Hvis nogen tilråber dem: ”Vil du have ret eller vil du have relationer?”, så vil de formentlig ikke forstå, hvad der menes. For de mener jo, at samfundet fungérer godt i både stort og småt, når den gudgivne retfærdighed hersker. Og hvad der er ret og hvad der er uret, det afgøres af shariaen, som er givet af Gud, og af den dommer, qadien, der er sat til at dømme sine trosfæller imellem. Blot overser de i den forbindelse, at det, der er retfærdigt, ændrer sig over tid. Det vil sige: der findes ikke nogen guddommelig forskrift for det retfærdige; tror man det, skyldes det, at man tillægger et menneske, her Muhammed, guddommelig autoritet.

Man kan måske sige, at vi i vore dage må gentage den jeremiade, som Paulus lader lyde i Rom 9-11, hvor han stiller sig ganske uforstående overfor, at hans landsmænd, jøderne, ikke ‘en bloc’ omvender sig til kristendommen. Det ord, han blev grebet af, lader dem ganske upåvirkede.

Lad mig til sidst opridse forskellen mellem islam og kristendom ud fra synet på tyveri:

Ingen af os, hverken muslimerne eller vi kristne, har fundet ud af, hvordan de økonomiske kræfter fungérer. Vi i Vesten har dannet os vore teorier, men vi har jo endnu ikke fundet ud af, hvordan vi kan hindre arbejdsløshed i at være et stadig generende problem. Og muslimerne har ganske vist fået ”åbenbaret” deres egne regler om forbud mod rentetagning og andre ting, men det har jo ikke skabt noget fuldkomment samfund, heller ikke deres økonomi fungérer godt.

Hvordan skal vi så straffe tyveri?

Muslimerne vil, hvis de holder sig til deres retfærdighedssprogspil, hugge hånden af tyven. For det foreskriver koranen, sura 5,38. Vi, derimod, straffer på en noget mere menneskelig måde. Oven i købet kunne vi, hvis vi tog Paulus’ ord i Ef 4,28 alvorligt, få blik for, at også tyven er et menneske, der kunne trænge til at komme ind i det menneskelige fællesskab igen. I dette skriftsted hedder det:

Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det.

Nå, vi kan vel nok være menneskelige også uden denne henvisning. Men arbejdsløsheden har vi ikke fået bugt med endnu.

Men det, vi her skal lægge mærke til, er, at de muslimske lande jo ikke er fulde af énhåndede mennesker. Dette med at hugge hånden af tyven, er noget, der kun bruges i de ekstremistiske muslimske miljøer.

Hvorfor?

Såmænd fordi de muslimske lande har taget ved lære af os i Vesten. Ligesom de ikke anerkender slaveri, selv om det er tilladt ifølge koranen, sådan hugger de heller ikke hånden af tyven, selv om det er foreskrevet i koranen. Endda har de indført en form for demokrati mange steder. Så dette med, at tilgivelse avler tilgivelse, imødekommenhed imødekommenhed, er nu ikke helt forkert.

Blot må vi håbe på, at det kommer til at gælde i noget større udstrækning for vore muslimske landsmænd end hidtil iagttaget. Måske vi skal træde noget mere i karaktér, så vi viser vores glæde over vore samfund og deres indretninger noget mere, ja, måske ligefrem viser os stolte over den rimelighed og menneskelighed, der præger dem, før muslimerne sådan for alvor føler trang til at efterligne os. Hvis vi da ikke ligefrem skal spørge muslimerne, hvorfor de opfører sig så umenneskeligt i mange forhold: Hvorfor tvinger de deres unge ind i et ægteskab imod deres vilje? Hvorfor sender de dem på ”genopdragelsesrejser” til hjemlandet? Hvorfor oplærer de deres unge drenge til at hade vore samfund? Eller i det hele taget: Hvorfor er taknemlighed mod det land, der har modtaget dem og givet dem underhold, alt for ofte aldeles fraværende?

Udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Suverænitet og blindhed

Der er fornylig udkommet en rapport fra Amnesty International. Den hedder ”En perfekt storm; den europæiske politik har fejlet i det centrale Middelhav”. Den kan downloades her.

Den er på sin vis hårrejsende læsning i al dens frækhed og blindhed. Jeg vil ikke her gennemgå den i alle detaljer, men hovedsagelig prøve at vise, hvordan den lader hånt om de europæiske landes suverænitet, herunder befolkningernes ønske om at overleve som folk, og hvordan den synes fuldstændig blind for den pull-effect, som udgøres af det forhold, at redningsskibene opererer tæt på den libyske kyst.

Men tillad mig at begynde med det, rapporten slutter med, nemlig de anbefalinger, den giver til de europæiske lande. Her er vi nemlig i nogen grad enige, omend med modsat fortegn. Jeg har tidligere nævnt, at EU hykler gevaldigt, fordi man vil gøre sig til af, at man overholder den regel, der siger, at enhver, der har sat foden på europæisk jord og siger ”asyl”, har ret til at få sin sag behandlet, samtidig med, at man ved at pålægge flyselskaber et transportøransvar dels sørger for, at der ikke er alt for mange, der får sat sin fod på europæisk jord, og dels giver menneskesmuglerne en masse kunder, se f.eks. her.

Amnesty ser den samme mulighed for at fratage menneskesmuglerne kunder. Man skriver i én af sine anbefalinger:

EU’s medlemsstater burde oprette sikre og legale ruter ind i Europa, ikke mindst ved at give humanitær opholdstilladelse og humanitært visum til de tusinder af mennesker, der har behov for beskyttelse og er strandet i Libyen.

Det er klart, at hvis man opretter sådanne ruter ind til Europa, så vil man gøre al menneskesmugling overflødig. Nu véd man ikke helt, hvor omfattende en ordning, Amnesty tænker på, for den sidste sætning i citatet kunne tyde på, at man især tænker på de mange, der er strandet i Libyen, fordi de venter på transportmulighed til Europa. De har det jo ikke for godt, hvilket rapporten forøvrigt har bevidnet derved, at den bringer en hel del migranthistorier.

Min argumentation går på det modsatte: Fordi man må kunne indse, at en fjernelse af flyselskabernes transportøransvar eller en åbning af sikre transportkorridorer vil betyde migranter til Europa i et helt andet omfang end hidtil set – og har vi brugt ordet ”tsunami” om bølgen i 2015, har vi ikke noget ord for det, der da vil komme – er det logisk, at den eneste anden måde, hvorpå man kan fratage menneskesmuglerne deres forretning og forhindre drukneulykker, er ved at bruge den australske metode, altså ved at tvinge bådene tilbage til Libyen.

Men rapporten lader, som om det kun drejer sig om nogle hundredtusind mennesker i Libyen. I sin blindhed for alt, hvad der hedder pull-effect, tror man, at alle ønsker om at komme til Europa, vil ophøre, når Libyen er ‘tømt’ for disse få hundredtusind mennesker. At der er tale om strømme, og at sådanne strømme først ophører, når det ikke mere er muligt at ”strømme nedad”, enten fordi kilden er tømt, eller fordi den opstillede dæmning ikke kan overskrides, nej, det ser man ikke.

The Economist gjorde i sin tid opmærksom på, at menneskesmuglerne begyndte at miste kunder, da ruten over det ægæiske øhav blev åbnet efter Syrizas valgsejr i januar 2015. Derfor, fortæller bladet, sendte de agenter til udgangsbyen Agadez i Niger for at hverve kunder, altså mennesker, der kunne overtales til at tage til Europa, se her.

Noget lignende kan man være sikker på vil ske igen, hvis EU-landene følger Amnestys anbefaling her. Der kan tjenes penge på transport over ørkenhavet Sahara, og bliver der åbnet sikre ruter til Europa fra Libyen, står der folk på spring til at indkassere den fortjeneste.

At de europæiske lande, der har opdaget, hvor mange migranter der kommer, hvor få af dem der kan indlemmes i arbejdsstyrken, og hvor mange vanskeligheder muslimerne iblandt dem volder samfundene, kunne ønske igen at overtage den fulde kontrol over egne grænser, altså kunne ønske igen at blive suveræne lande, der selv afgør, hvem der skal lukkes ind og hvem ikke, det er en tankerække, der ligger helt udenfor rapportens verden. Nej, her tænker man kun på de såkaldte menneskerettigheder, har man fået reddet så og så mange druknende fra de synkefærdige både, er man stolt, kan pudse sin glorie og overlade resten til os europæere.

Hvad forestiller man sig, skal ske med alle de mennesker, man sådan giver os at tage vare på? Tænker man sig, de skal formindskes, så storkene kan tage dem med tilbage til Afrika, når de skal på vinterferie dernede? Det ville være alt for meget forlangt af de arme fugle. De har jo i forvejen nok at gøre, når de tilbringer vinteren i Afrika, med de alt for mange børn, der bliver født dèr. Amnesty er da virkelig nødt til at slå et slag for de internationale storkerettigheder. Men ak, det tænker man mærkelig nok ikke på.

Det var en vits.

Man skulle ellers tro, at et lys ville gå op for Amnesty undervejs i deres fortælling. Man fortæller rask væk om den tid for nogle år siden, da smuglerne anvendte træbåde til transporten. De kunne nå længere ud på Middelhavet, og de europæiske skibe gik dengang heller ikke helt ind til den libyske territorialgrænse. Men ak, så kom de onde europæere; de oprettede en styrke, der skulle tilintetgøre smuglernes både; og da det havde stået på i nogen tid, begyndte smuglerne at bruge éngangs-gummibåde.

Og jeg skal da indrømme, at det måske ikke var det allersmarteste træk, europæerne kunne foretage sig. Men smuglernes modtræk var måske ikke til at forudse. Og redningsfartøjernes reaktion måske heller ikke. For nu gik disse fartøjer tættere til kysten, for det vidste man jo godt, at overfyldte gummibåde er meget lidt sødygtige, så man var overbevist om, at folk vil dø i massevis, hvis man ikke kommer og redder dem.

Om det er vanen, der gør det, eller det bare er et ønske om fortsat at kunne vise sin ”godhed”, det skal jeg ikke kunne sige, men se, at der er noget lorent ved hele foretagendet, det gør Amnesty ikke. Man fortæller glad og gerne, hvor farlige disse gummibåde er: de har ikke særlig meget brændstof med, de er overfyldte, de mangler vand til de mange mennesker i den brændende sol, de har endda ofte heller ikke nogen satellittelefon med. Og den menneskesmugler, der fører dem ud på den anden side af territorialgrænsen, kommer der en speedbåd og henter.

Kan man da ikke se, at den hensigt, menneskesmuglerne har – og migranterne med dem – ikke er at sejle til Italien, for det er komplet umuligt med disse både, men at blive samlet op af de fartøjer, man véd ligger og venter derude? Kan man ikke se, at man med sin liggen og venten spiller med i menneskesmuglernes spil?

Rapporten forlanger adgang til de libyske territorialfarvande, når der skal reddes migranter. Det kræver, siger de, de internationale havretsregler. Men man spørger sig selv, om ikke også man efter disse regler kan straffe dem, der med vilje bringer sig i havsnød, dem, der begiver sig ud på Middelhavet på en sejltur, som de umulig kan gennemføre. Behøver man bedre bevis på, at de ikke kommer i havsnød, men bringer sig i havsnød, end disse overfyldte gummibåde? Og kan man ikke straffe dem allerede for dette misbrug, altså ikke blot menneskesmuglerne, der jo har absenteret sig, men også migranterne?

I rapporten er man naturligvis meget forarget over, at nogen i det hele taget kan forestille sig, at der foregår noget som helst samarbejde mellem NGO-bådene, f.eks. bådene fra Læger uden Grænser, og menneskesmuglerne. Men utilsigtet kommer de selv til at indrømme, at et sådant samarbejde finder sted, omend det ikke formaliseres gennem telefonsamtaler eller andre officielle kanaler.

For efter at have givet udtryk for sin forargelse og efter at have forsikret, at NGOerne sandelig blot træder til, fordi der er alt for få skibe fra det officielle EU, skriver man om disse både:

De har handlet i overensstemmelse med havretten og under redningsaktioner under koordination fra redningscentret i Rom (MRCC), idet de følger deres instrukser. De har bestræbt sig for at lægge sig mellem 20 og 50 sømil fra den libyske kyst, selv om nogle få holder sig tættere til den libyske territorialgrænse.

Læg mærke til udtrykket ”bestræbt sig for at lægge sig” (tended to position themselves). Hvis man spørger, hvorfor de lægger sig dèr, er svaret naturligvis, at de venter på de gummibåde, som de véd dukker op før eller senere. Og hvis man spørger menneskesmuglerne, hvorfor de sender disse overfyldte både af sted uden tilstrækkelig med brændstof til at nå længere end ud på den anden side af territorialgrænsen, er svaret naturligvis, at de kun sejler ud på den måde, fordi de véd, at der ligger skibe derude og venter på at overtage deres menneskelast.

Så nej, det er ikke noget formelt samarbejde. Men det er jo også ganske unødvendigt. Hidtil har det fungéret til menneskesmuglernes fulde tilfredshed uden formaliteter af nogen art. Af en tabel, som rapporten bringer, fremgår det, at der et enkelt år kun omkom cirka 0,8% af migranterne, senere kom det op på de sædvanlige 2-3%. Og tænker man sig om, gør man sig klart, at menneskesmuglerne driver en forretning, vover man at se dem som mennesker, der ikke i den forstand er onde, at de er ude på at slå deres kunder ihjel, så kan man nok indse, at det ikke er i deres interesse, hvis procenten af omkomne kommer højere op, for så fremstår de overfor kunderne som dårlige leverandører af deres vare, men at det omvendt også kan hjælpe på forretningen, at der af og til omkommer nogle migranter. For så holdes den europæiske samvittighed i live. Og denne samvittighed og det udslag, den giver sig i diverse redningsfartøjer, er også en del af deres forretningsmodel.

Med andre ord: Vi europæere har igennem alle årene spillet spillet efter menneskesmuglernes regler, vi har været marionetter i deres spil, vi har ladet os trække rundt i manegen af disse menneskers forretningssans.

Spil”, kalder jeg det. Man kunne også kalde det ”krig”. Vi er altså i krig med menneskesmuglerne. De våben, der bruges, er ikke krudt og kugler, men levende mennesker i mediernes beretninger.

Da italienerne nedlagde deres Mare Nostrum-program, og EU i stedet oprettede sit Triton-program, var tanken den, at de tilknyttede redningsskibe skulle holde sig inden for italiensk territorialfarvand; menneskesmuglerne skulle altså have besvær og udgifter med at bringe deres last helt frem til Italien. Men, som Kamma Skaarup bemærkede i mit sidste indlæg, ”da over 1000 var druknet på mindre end en uge, satte EU sit redningsarbejde i gang igen”.

Det er unødvendigt at påstå, at det var menneskesmuglerne, der iværksatte disse ulykker. Det er nok at påvise, at det skete var til stor fordel for menneskesmuglerne. 1-0 til menneskesmuglerne.

Og da EU’s program for ødelæggelse af menneskesmuglernes både blev igangsat, lykkedes det godt nok at ødelægge ikke så få af de træbåde, der hidtil var blevet anvendt, men det resulterede som før omtalt blot i, at de anvendte éngangs-gummibåde i stedet, og på den måde ”tvang” redningsskibene til at gå tættere til kysten end før. 2-0 til menneskesmuglerne.

Og da man fra EU’s side fik stablet en libysk kystbevogtning på benene, lykkedes det godt nok denne at tilbageføre gummibåde med cirka 18.000 mennesker i til Libyen (i samme tidsrum blev omkring 180.000 mennesker opsamlet af redningsskibe og ført til Italien), men det førte også med sig, at menneskesmuglerne begyndte at sejle gummibådene ud på den anden side af territorialgrænsen om natten og at sejle dem ud i dårligere vejr, hvor bølgehøjden gør, at det er vanskeligere at spotte dem for den libyske kystvagt. 3-0 til menneskesmuglerne.

I denne krig taber vi europæere altså til stadighed. Det skyldes i høj grad, at vi af diverse konventioner har fået frataget vores suverænitet: det er ikke længer os selv, der uindskrænket bestemmer over, hvem vi vil have ind i landet og hvem ikke. (”Konventioner”, dvs. konventionerne, som de foreligger i den ”moderne” stærkt udvidede fortolkning). Tænk bare på det forhold, at det nu betragtes som den mest naturlige ting af verden, at det ikke er europæiske flådestyrker, der skal bevogte grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet, men Tyrkiet, der skal sørge for, at der ikke kommer migrantbåde over havet. Eller på det forhold, at det ikke er europæiske skibe, der tvinger migrant-gummibådene tilbage til Libyen, men libyske både under libysk kommando.

Hvordan kan vi vende disse stadige nederlag til sejr?

Det kan vi gøre ved at gøre som australierne. Da de ændrede deres politik, kaldte de programmet ”Souvereign Borders”, det vil sige: de lod deres egne flådestyrker sørge for opretholdelsen af landets suverænitet. Vi må altså bruge vore stærkt overlegne flådestyrker til at tvinge gummibådene tilbage til Libyen. Det forlød i sin tid, at australierne havde myndigheder med om bord på deres krigsskibe, som kunne behandle migranternes asylansøgning. Det vil jeg mene er overflødigt for vores vedkommende.

Hvorfor?

Fordi vi er i krig. Og i krig kan man ikke skelne den enkelte måske uskyldige soldat fra den anden måske skyldige. Ved at være med i den énhed, der angriber, må man finde sig i at blive genstand for den straf, den angrebne part tildeler énheden. Altså: ved at befinde sig på en gummibåd i Middelhavet deltager man i menneskesmuglernes krigsførelse mod os, og må derfor finde sig i at blive behandlet som en del af denne énhed.

Men tilbage til Libyen? Det kan da aldrig gå an, sådan rent menneskeretsligt set?

Måske ikke efter de fine regler, Amnesty (og den europæiske menneskeretsdomstol) har opstillet. Men for det første må man jo sige, at de trods alt er kommet levende ud af Libyen; de har været i Libyen, de har overlevet i Libyen, de vil vel kunne overleve i Libyen også fremover.

Og for det andet må man gøre opmærksom på noget, jeg ikke vidste før, men som Amnestys rapport har belært mig om: Der findes i Libyen et EU-understøttet kontor for tilbagesendelse af migranter. Man kan melde sig dèr og så blive fløjet tilbage til sit hjemland.

Men det hele er et langt større og langt mere sammenhængende edderkoppespind, end man plejer at regne med. Amnesty-rapporten skriver om de 270.000 migranter, der formodes at opholde sig i Libyen, at de måske kan få hjælp af ovennævnte kontor, ”hvis dette at tage tilbage til deres hjemland skulle være en mulighed for dem”. Og spørger man, hvorfor det dog ikke skulle være en mulighed, er svarene nok mange. Ét af dem kunne være, at rejsen, de har foretaget, har kostet mange penge, penge, som deres landsby eller familie har fremskaffet til dem eller altså investeret i dem. Rejser de tilbage, er disse penge tabt.

Det mærkelige er jo, at der sendes langt flere penge tilbage til u-landene, end der gives i u-landsstøtte fra de vestlige lande. Det er også grunden til, at det er meget svært at få f.eks. afrikanske lande til at modtage egne statsborgere. Derved ville de give afkald på en jævnt flydende indtægt.

Og inden man falder i svime over det store familiesammenhold, dette synes at være et bevis på, skal man nok gøre sig klart, at mange af disse tilbagesendte penge godt kan komme fra mennesker, der lever i en så stor gæld, at der er tale om slavelignende forhold.

Den trafik ville ophøre, hvis man kunne få standset migrantstrømmen over Middelhavet.

-Jamen, siger man så, vi må da først sørge for, at de lande, de kommer fra, får økonomisk vækst, sådan at der ikke er noget incitament for dem til at tage til Europa.

Det er et argument, man ofte hører. Som regel tilbagevises det med en henvisning til de mange, der krydser Middelhavet, inden dette tiltag begynder at virke. Her vil jeg tilbagevise det med et argument, hentet fra Konrad Ott, se her. Det koster penge at krydse Sahara og derefter Middelhavet, mange penge. Disse penge er som sagt i mange tilfælde fremskaffet ved, at en hel landsby skillinger sammen til det. Eller, med Otts ord, man foretager en investering i migranten. Det, det drejer sig om for os, fortsætter så Ott, er at forhindre, at denne investering giver afkast. Men – og her er det denne blogejer, der taler – dette forhold beviser jo også, at der først begynder at komme migranter fra et land, når der er sket en vis økonomisk udvikling i landet, en udvikling, der muliggør, at man får penge tilovers til at foretage investeringer. De helt fattige lande har ikke dette overskud og sender derfor ingen migranter af sted.

Spørgsmålet for os er, om vi virkelig skal opmuntre en sådan ineffektiv investering; der må vel være ting i landet selv, det er bedre at investere i, hvis man vil fremme den økonomiske udvikling i landet.

Skal vi gøre disse mange investeringer urentable, må vi med magt standse migranternes færd over Middelhavet. Og australierne har vist, at det godt kan lade sig gøre.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | 1 kommentar

I italienernes hoveder

Det spørgsmål skal her tages op: Hvad foregår der i italienernes hoveder?

Der er forskel på, hvordan en spanier, en græker og en italiener tænker. Det giver sig udslag i, at af de tre ruter fra Afrika over Middelhavet til Europa er det kun den længste, den fra Libyen til Italien, der er problemer med. Fra den vestlige rute, den over Gibraltar-strædet, hører vi ikke om drukneulykker, og fra den østligste rute, den over Ægæerhavet fra Tyrkiet til Grækenland, kommer der heller ikke sindsoprivende beretninger. Det er kun fra den mellemste – og længste – rute, vi hører om migrantstrømme og dertil hørende drukneulykker.

Hvordan kan det være?

Det synspunkt skal her gøres gældende, at det hænger sammen med, at det, der foregår i italienernes hoveder, er forskelligt fra det, der foregår i spaniernes og grækernes hoveder.

Men jeg må her indskyde den bemærkning, at det, der foregår i italienernes hoveder, så nogenlunde er identisk med det, der foregår i EU-elitens hoveder; det gælder både politikere og journalister. Og hvad det er, der sker derinde, ja, det er på en måde den gåde, som denne blogejer har beskæftiget sig med temmelig længe. Så det vil nok også efter dette indlæg være lidt af en gåde.

Men lad mig begynde med at skildre et fænomen, som jeg har været inde på tidligere:

Før Syriza-regeringen kom til i januar 2015, brugte grækerne deres ret store flåde til at tvinge eventuelle migrantbåde fra Tyrkiet tilbage til den tyrkiske kyst. Jeg har brugt en kronik i Politiken til at bevise det, se her, og det vil jeg også gøre nu igen. Her beretter en migrant om sin rejse fra Tyrkiet til Sverige. Det er især rejsen over det ægæiske øhav, der her har interesse. Han er kommet om bord på en yacht, og skriver:

På båden sad jeg sammen med fem andre i et lille rum uden vinduer. Det var svært at trække vejret. Mohammed, en af de andre, var søsyg. Vi måtte ikke gå op på dækket, da der var risiko for, at den græske kystvagt ville få øje på os. Men vi gjorde det alligevel en efter en i fem til ti minutter ad gangen.

Nogle gange var det strengt forbudt, fordi den græske kystvagt forsøgte at spærre vejen for os. Men kaptajnen var begavet og brugte amerikanske og græske flag for at kamuflere båden. Og han havde koderne til at kommunikere med de andre skibe. Han var meget professionel.

Det mærkelige er, at de, da de var kommet i land på Rhodos, kontaktede Røde Kors, som sendte politiet ud efter dem:

Vi nåede frem til en landevej, hvor en politibil holdt og ventede for at bringe os til en skole. Da vidste vi, at vi var i sikkerhed. Hvis kystvagten havde anholdt os, ville de have sendt os tilbage. Men da vi var på græsk jord, forhindrede loven dem i at sende os tilbage til Tyrkiet.

Det var åbenbart lidt bøvede forhold, der dengang herskede i Grækenland: kystvagten til søs skulle sende migranterne tilbage, politiet på land skulle hjælpe dem. Hvad er forklaringen på det?

Tja, mit gæt er, at det, at den græske flåde tvang migrantbådene tilbage, helst skulle foregå sådan lidt i det skjulte. For det var imod de idealer, man havde i Bruxelles (måske vi i denne forbindelse ligefrem skal sige: ”de italienske idealer, man havde i Bruxelles”). Hvis grækerne også lod politiet på land tvinge migranterne tilbage, ville de få for meget bøvl med Bruxelles.

Men som sagt blev disse forhold ændret, da Syriza-regeringen kom til i januar 2015. Jeg har skrevet lidt om det her. Dog er det mest mærkelige ved alt dette, at ingen andre end Niels Rohleder, som ser positivt på det, og lille mig, som ser negativt på det, har omtalt den kendsgerning, at årsagen til den migrant-tsunami, der vældede op over Balkan i efteråret 2015, lå i Syriza-regeringens ændrede forholdsordre til den græske flåde.

INGEN!

Man har i alle de artikler, jeg har læst om begivenhederne efteråret 2015, betragtet den enorme migrantstrøm som en naturkatastrofe, som man ikke kunne gøre noget ved. Ingen har gjort sig nogen ulejlighed med at udfinde årsagen til det. Ingen har tilsyneladende tænkt synderligt over, hvorfor der netop nu kom denne vældige strøm.

Det var vist allerede dengang, man kaldte strømmen en tsunami. Men den betegnelse tog man ikke ad notam. For en tsunami plejer at være forårsaget af et undersøisk jordskælv. Og det plejer at være én af de første opgaver, man sætter sig for: at finde epicentret. Men ikke med denne tsunami. Årsagen var man tilsyneladende ligeglad med. Har nogen kendt den – og må man ikke med indtil vished grænsende sandsynlighed formode, at man i Bruxelles har vidst det? – har man været meget omhyggelig med at holde sin mund.

Hvorfor?

Igen et kvalificeret gæt fra min side: Hvis man fortalte, hvad man vidste: at årsagen var, at Syriza-regeringen havde ændret politik, hvad angår flådens push-back-ordrer, ville man jo røbe, at den tidligere græske regering, Samara-regeringen, havde tvunget migrantbådene tilbage, og efter al sandsynlighed havde gjort det med Bruxelles’ uudtalte godkendelse. Og så ville den tanke jo være meget nærliggende: Hvis det fungérede dengang, det med at tvinge migrantbådene tilbage, hvorfor så ikke gøre det igen?

Nu er man så i Grækenland, takket være Syriza-regeringens høje etiske standard, havnet i den ret ydmygende situation, at man er afhængig dels af Makedoniens grænsebevogtning og dels af Tyrkiets forsøg på at hindre migrantbådenes afsejling. Eller skal vi sige det på en lidt anden og ikke mindre sand måde: Man kan ikke længere selv beskytte sine grænser, men må have andre til at gøre det grove arbejde. Den græske flåde er gjort tandløs, medmindre den da i al gedulgthed genoptager sin tidligere funktion, hvad jeg ikke tør formode, men måske nok et sted i min sorte sjæl håber på.

Men det vil altså sige, at det, der foregik i hovederne på Samara-regeringen, var noget med, at man ville beskytte det græske folk – og måske os andre europæere med – mod den strøm af fremmede, der truede med at vælte ind over os. Det brugte man sin flåde til. Det måtte man ganske vist ikke for Bruxelles, men man gjorde det alligevel. For beskyttes skulle vi da.

Noget lignende har fundet og finder sted i Spanien.

Men noget lignende har altså ikke fundet sted i Italien. For italienerne ser anderledes ud inde i hovedet end både grækerne og spanierne.

Nå ja, mange vil nok mene, at forskellen har med nabolandene at gøre. Mens både Marokko og Tyrkiet er lande, man kan slutte aftaler med, er Libyen et land i opløsning, hvor den af Vesten anerkendte regering ikke har kontrol over sit territorium.

Og det kan der måske være noget om.

Men det med hovedindholdet er nu nok mere relevant. Men det er også vanskeligere at finde ud af.

Tag sådan noget som dette at udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser! I et interview i Deadline i juli 2014 forklarede Thomas Gammeltoft Hansen, at et land ikke kunne udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser, se her. Det var rent faktisk, hvad Silvio Berlusconi gjorde: han betalte Gaddafi i Libyen for at forhindre menneskesmuglere i at sætte både med migranter i vandet. Men det fik han rigtignok også på puklen for af dem med den fine etik i Bruxelles. Men mærkelig nok, da Merkel i 2016 gjorde nøjagtig det samme efter migranttsunamien i 2015, blev det af Bruxelles betragtet som en ikke blot tilladelig, men ligefrem anbefalelsesværdig metode.

Det har EU da også forsøgt at gøre i Libyen. Man har hjulpet den libyske kystvagt på fode – i hvert fald så nogenlunde – så den kan hjælpe med at holde migranterne i land. Men så er der opstået en situation, der minder om den, jeg fortalte om fra Grækenland, blot er det her ikke kystlinjen, der er skillelinje, men territorialfarvandet: er man indenfor og bliver opdaget af kystvagten, er det tilbage til Libyen; er man udenfor og bliver opdaget af EU’s redningsskibe, er det frem mod Italien. Og det er jo en ganske absurd situation: Det er EU, der understøtter den libyske kystvagt, som af EU har fået til opgave at forhindre migranterne i at forlade Libyen. Og det er EU, der giver NGOerne lov til at opsamle migranter tæt på Libyens kyst, og hvad mere er: giver dem lov til at ilandsætte dem i en italiensk havn.

En sådan skizofreni ender man i, når man både vil beskytte sin befolkning mod for stor indvandring og prøver at fastholde det, man regner for en fin og ædel etik.

Kamma Skaarup, dansker, medhjælpende sygeplejerske på en båd tilhørende Læger uden Grænser, giver på udmærket vis udtryk for, hvad der bevæger sig inde i italieneres og lignendes hoveder, se her. Hun skildrer først det, man gør fra redningsfolkenes side for at hjælpe alle de mennesker, man finder på havet i diverse gummibåde. Og ingen er vel i tvivl om, at det er stort og ædelt og godt at handle sådan overfor sine medmennesker. Så skriver hun:

Det, der forfærder mig, er, at kritikerne af de her redningsaktioner så koldblodigt kan argumentere for, at lader man blot disse mennesker drukne – ja, så vil folk holde op med at flygte mod Europa.

Intet faktuelt tyder på det. Da EU’s redningsaktion Mare Nostrum blev indstillet i efteråret 2014, og der kun var ganske få redningsskibe på havet, blev mennesker ved med at flygte over havet. Og drukne. Da over 1.000 på et tidspunkt var druknet på mindre end en uge, satte EU sit redningsarbejde i gang igen.

Jeg tror heller ikke på, at mennesker holder op med at flygte over havet, hvis redningsaktionerne standser. Jeg har været vidne til de her menneskers desperation. Nogle af dem har ikke nødvendigvis haft Europa i sigte, da de flygtede fra deres hjemland. Men efter at have været udsat for slavelignende forhold eller tortur, trusler og voldtægter i Libyen ser de måske ingen anden udvej.

Det er den efterhånden alt for kendte farisæerholdning, hun giver udtryk for: Vi gør det gode, og de, der vender sig imod det, er koldblodige og onde mennesker. Vi ”onde og koldblodige” mennesker argumenterer nu aldeles ikke, som hun påstår. Vi påpeger derimod, 1) at disse mennesker misbruger havretsreglerne ved at bringe sig selv i havsnød, 2) at jo hurtigere man hjælper disse ”skibbrudne”, des flere vil der komme, og 3) at vore lande ikke kan blive ved med at opsuge alle disse mennesker, der jo lynhurtigt forvandler sig fra henholdsvis flygtninge og migranter til indvandrere.

Hvad angår 1), er det en overtrædelse af reglerne, som man nu er så vant til, at man ikke mere lægger mærke til den. Angående 2) kan man gøre opmærksom på, at både grækernes handlemåde under Samara-regeringen og australiernes nuværende push-back-metode faktisk får bådmigranterne til at ophøre med at komme, så der ikke sker flere drukneulykker. Så der er faktisk noget faktuelt, der tyder på, at en tvangstilbageførelse virker. Og hvad 3) angår, er det åbenbart først nu, at Italien skal til at gennemleve det, vi andre har erfaret gennem en del år: at et samfund forvandles, hvis der kommer for mange indvandrere på én gang, især hvis disse er muslimer.

Men hvor langt de er kommet i den erkendelse, er ikke til at vide.

Kamma Skaarup skriver lidt senere:

Det er klart, at hjælpeindsatsen på Middelhavet kun er et plaster på et stort åbent sår. Hvis man virkelig vil gøre noget ved problemet, er det i de fattige og krigshærgede lande i Afrika og i Afghanistan og Syrien, at der skal ske noget.

Det forekommer mig, at der ligger en meget stor rest af europæisk kolonitænkning i disse sætninger. Det ”man”, der skal gøre noget, er ikke de pågældende lande selv, ejheller de mennesker, der bor i disse lande – fra dem indhøster vi jo dem med den desperation, der måske kunne være drivkraft til forandringer i disse fattige lande – men naturligvis os europæere. Altså: vi betragter stadig disse mennesker som stakkels forfulgte, der er ganske uden skyld i deres egen skæbne, en skæbne, som kun vi europæere, der befinder sig på et højere oplysningtrin end dem, kan hjælpe dem ud af.

Sådan tænker også italienerne, i hvert fald den italienske elite, politisk og mediemæssigt. Nu, hvor der bliver lukket for grænserne og hvor italienerne altså selv skal lide under kvalerne af deres egen godgørenhed, bliver det spændende at se, hvor lang tid der går, inden politikerne enten træffer andre beslutninger angående begivenhederne ved Libyens kyst eller udskiftes med nogle andre politikere, der vil.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar