“Hvad der bider i skind”

I forbindelse med interview’et af Jes Fabricius Møller i fredags bragte Kristeligt Dagblad på den samme side nogle udtalelser af andre ”kloge folk”, måske for at nuancere det, Fabricius Møller sagde i interview’et med ham. Der var tale om udtalelser af Ove Korsgaard, Henning Tjørnehøj og Clement Kjersgaard, se her. Jeg skal kun beskæftige mig med Henning Tjørnehøjs indlæg. Det, han siger om Grundtvig, er nemlig helt forkert. Og skønt jeg ikke er officiel grundtvigianer, har jeg dog læst tilstrækkelig meget af ham til at vide, at så tosset, som Tjørnehøj skildrer ham her, er han trods alt ikke.

Tjørnehøj skriver om Grundtvig:

Man taler om den folkelige Grundtvig, men han kerede sig kun om hoffet, godsejerne, præsterne, embedsstanden og de velstående bønder. Det var vel 10-15 procent af befolkningen. Om resten, ”proletarierne”, skrev han, at de hverken havde ”hjerte eller ære i livet”, og at det eneste, der kunne holde den på plads forneden i samfundspyramiden, var frygten for, ”hvad der bider i skind”, altså tørre tæsk. Jeg nærer stor beundring for skjalden Grundtvig, men bestemt ikke for den politiske Grundtvig.

Jeg har tidligere været ude med riven efter Tjørnehøj, se her. Dengang var det hans opfattelse af Luther under bondeoprøret, jeg klagede over. Det forekom mig dengang, og det forekommer mig stadig, at Tjørnehøj kun anser én økonomisk-politisk holdning for korrekt, nemlig socialdemokratismen. Den bedømmer han fortiden efter. Og kan en fortidig person ikke stå mål med den holdning, som socialdemokratismen foreskriver, så vender han tommelfingeren nedad. Det gjorde han overfor Luther. Og det gør han overfor Grundtvig her.

Det er sandt nok, at Grundtvig i sit ugeskrift ”Danskeren” fra 1. september 1849 under overskriften ”Herremænd og Bønder i Danmark” skriver om ”proletarier”, nemlig på denne måde:

fordi der i Tidens Løb, især i de større Stæder og ved alle store Anstalter, fødes en stor Vrimmel, som man paa pluddervælsk kalder “Proletarier”, som sædvanlig hverken har Eiendom, visse Værelser, Hjerte eller Ære i Livet, og kan kun holdes i Ave ved Frygt for (532) hvad der bider i Skind, saa nu er det aldeles nødvendigt, at de faste Eiendomme i et Land baade er fordeelte mellem saamange og saa haandfaste Selveiere, at de i paakommende Tilfælde kan forsvare Eiendoms-Retten, (Se her).

Men Tjørnehøjs antagelse af, at disse ”proletarier” på det tidspunkt udgjorde mellem 85 og 90% af befolkningen, er dog det glade vanvid. Og dette, at han vist selv tror på denne antagelse, viser, forekommer det mig, at han ikke har læst overnævnte artikel fra ”Danskeren” til ende, men kun set det ”forfærdelige” citat i én eller anden socialdemokratisk avis eller tidsskrift.

Det er i denne artikel, at Grundtvig fremkommer med nedenstående påstand, der klinger som sød musik i en gammel retsstatsmands ører:

thi ethvert Folk er sit Fædernelands Grund-Eier (paa pluddervælsk “Suveræn”) og kan aldrig retmæssig ved nogen Lov tabe sin Eiendoms-Ret, saa det er kun Nytten og Brugen af Jorden, der retmæssig kan fordeles ved Lands-Loven og blive Gienstand for Kiøb og Salg, og disse Ting bør da ordnes ved Love, som har fælles Bedste for Øie og tager særdeles Hensyn til Landets Forsvar og Landefredens Haandhævelse. (Se her).

Og bevares, det er ikke nogen socialdemokratisk økonomisk opfattelse, der her kommer til udtryk, men der er andre ”sandheder” end socialdemokratismen, selv om Tjørnehøj ikke har opdaget det. Og Grundtvig var ganske rigtigt, som Tjørnehøj gør opmærksom på, liberalist, men han var ikke en liberalist i moderne udformning. Han satte den betingelse for al liberalisme, at folket aldrig ved nogen lov måtte tabe sin ejendomsret til fædrelandets jord.

Og læser man videre i denne artikel, ser man, hvordan han anvender sin økonomiske teori: med baggrund i den vil han arbejde for, at de raske karle, der har lagt krop til landets forsvar – dette er jo skrevet midt under Treårs-krigen 1848-1850 – får mulighed for at etablere sig som selvejerbønder. Henimod slutningen hedder det hos Grundtvig:

Kunde vi derfor skaffe alle de unge Karle, der med Æren kæmper for Fædernelandet, og gaaer Skiærsilden igiennem, og har Lyst og Stadighed til Bonde-Bedrift, hver sin Selveier-Gaard paa gode Vilkaar, da havde vi slaaet to Fluer med et Smæk, idet vi baade havde viist dem en billig Skiønsomhed, der har vovet Liv og Blod for os alle og skaffede tillige Fædernelandet en Gaardmands-Stamme, der med Guds Hielp i mange Led vilde værne om (543) Riget og Freden, og have aabne Øine for hvad der tiener til Danmarks Værn og Fred! (Se her).

Det er lidt meget forlangt af Grundtvig, at han skulle være socialdemokrat lang tid, før socialdemokratiet var opfundet. Og det er heller ikke særlig billigt overfor ham at mene, at han skulle se på industriarbejderne som Marx gjorde det – industrialiseringen var jo knap nok begyndt i Danmark – så han sammen med Marx skulle udråbe et ”Proletarer i alle lande, foren jer!” Hvis man i det hele taget vil lægge nogen moralsk målestok ned over fortidens mennesker, må man dels tage hele deres verdensanskuelse i betragtning, og dels forstå dem ud fra den samtid, de levede i.

Jeg husker, at jeg engang ved et møde i Aalborg for mange år siden gjorde Tjørnehøj opmærksom på, at Grundtvig havde en fra socialdemokratismen afvigende opfattelse af økonomien, en opfattelse, der såmænd var ganske gennemtænkt, og som næredes af, at Grundtvig var abonnent på et engelsk tidsskrift derom. Det takkede han mig for, det havde han ikke været opmærksom på. Og jeg rejste glad tilbage, så havde jeg dog været med til at sprede en lille smule oplysning.

Men ak, af Tjørnehøjs senere indlæg, herunder dette sidste i Kristeligt Dagblad, ser jeg, at det har været spildte Guds ord på Ballelars.

Men stadigvæk: hvis Henning Tjørnehøj ville skrive sig disse ting bag øret – vist nok et stort ”hvis” – så ville han ikke have nødig fremover at sige, som han gør her, at han nærer stor beundring for skjalden Grundtvig, men bestemt ikke for politikeren Grundtvig.

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | Tagget , | Skriv en kommentar

Folkelighed – demokrati

Jeg undrede mig lidt, da jeg i fredags læste Kristeligt Dagblads interview med Jes Fabricius Møller i anledning af hans doktordisputats om Hal Koch, se her. Jo, for man kunne forstå på interview’et, at Fabricius Møller havde undret sig, da han læste Hal Kochs Grundtvig-forelæsninger fra 1940. Han, der fra 1945 og fremefter næsten blev demokratiets profet, havde overhovedet ikke talt om demokrati i sine Grundtvig-forelæsninger, men i stedet udelukkende om folkelighed. Fabricius Møller siger:

En af mine hovedpointer er, at der er en afgørende forskel på, hvad Hal Koch stod for i september 1940 og i 1945. Han er en person, der berettiget er blevet optaget i Undervisningsministeriets demokratikanon, sammen med Alf Ross, på grund af det demokrati-ideal, han repræsenterer. Men da jeg læste de offentlige forelæsninger fra efteråret 1940, som gjorde ham berømt i en bredere kreds, blev jeg meget overrasket. For de handlede slet ikke om demokrati. De var en stærk appel til en besindelse på danskheden med udgangspunkt i Grundtvig.

Det overraskede mig noget, at dette var overraskende for Fabricius Møller. Han forklarer sig lidt nøjere lige efter:

DE BERØMTE Grundtvig-forelæsninger kom i stand, fordi tyskerne havde forbudt offentlige møder med talere, men tillod undervisning. Dette åbnede mulighed for, at Hal Koch kunne holde sine forelæsninger for alle fakulteter, men i praksis var det hele byens begavede ungdom, der flokkedes om den karismatiske kirkehistoriker, der i Københavns Universitets Anneksauditorum A ikke langt fra Vor Frue Kirke opfordrede til at vågne til bevidsthed om det at være dansk.

Læser man disse forelæsninger, er det ikke den senere fortaler for en internationalistisk demokratiforståelse baseret på europæiske oplysningsfilosoffer, man finder. Man finder en forkæmper for danskhed. At han siden bevægede sig, så han i 1943 erklærede sig som socialdemokrat og i 1945 udgav den lille bog ”Hvad er demokrati?”, som eftertiden især husker ham for, ændrer ikke ved, at han i september 1940 var en ganske anden.

Hvis man ser Hal Koch som ophavsmanden til det moderne demokratiske Danmark, der trak Grundtvig ind i nutiden, er min kommentar, at Hal Koch rigtigt nok var grundtvigianer og socialdemokrat. Han var det bare ikke samtidig,” erklærer Jes Fabricius Møller.

Jeg véd ikke rigtig, hvad man skal sige til det. Hal Koch var én person i 1940 og en helt anden i 1945, hedder det. Var det mon ikke mere rimeligt at sige, at situationen, Hal Koch skulle tale ind i i 1940, var helt forskellig fra situationen i 1945? Det, jeg studsede over, var i hvert fald, at det kunne forekomme en nogenlunde velbevandret historiker mærkeligt, at man umiddelbart efter besættelsen talte om folkelighed. Hal Koch var jo på ingen måde alene om at være grebet af en følelse af, at det nu gjaldt om at fastholde danskerne som folk. De store alsangs-stævner, der blev afholdt rundt om i landet, havde den samme forståelse af det folkelige sammenholds nødvendighed. Og Kaj Munk, som jeg kender lidt mere til, var enig; han turnerede i de første år af besættelsen rundt i landet med oplæsning af det ufærdige skuespil ”Niels Ebbesen”, hvorved han gennem den Niels Ebbesen, der kun langsomt vågnede til folkelig dåd, afbilledede det danske folk, der synes uendeligt eftergivende og tålmodigt, men dog ikke finder sig i hvad som helst.

Senere er det blevet til, at Kaj Munk opfordrede til modstand. Det mente man jo lige efter 1945, at alle gode danskere havde gjort fra besættelsens begyndelse. Men det er en efterrationalisering, der desværre har vist sig temmelig umulig at udrydde. Jeg har såmænd selv lidt af den. Da jeg skrev en afhandling om Kaj Munk og Martin Luther, begyndte jeg med at udtrykke min overraskelse over at erfare, at Munk i de ældste manuskripter til ”Niels Ebbesen” havde ladet Niels Ebbesens datter, Ruth, blive forlovet med Vitinghofen, en af grev Gerts håndgangne mænd, se her. Men det manuskript er blevet til i juni 1940, og hvem kunne på det tidspunkt se, at Tyskland nogensinde ville blive slået? Hitler havde sluttet fred med Sovjetunionen, havde erobret Frankrig, sat sin indflydelse ind i næsten hele det øvrige Europa. At han et år senere skulle angribe Sovjetunionen, var virkelig umuligt at se. At USA skulle gå med ind i krigen, lige så umuligt at forudberegne. Ja, at Storbritanien skulle overleve de tyske angreb, var vel i sig selv tvivlsomt, luftslaget om Storbritanien var jo dårlig nok begyndt og slet ikke afsluttet.

Læser man den bog, Fabricius Møller nævner: ”Hvad er demokrati?” – jeg har den desværre kun på tysk, idet jeg har affotograferet den fra den tysksprogede avis ”Deutsche Nachrichten”, der for de 220.000 tyske flygtninge i lejrene i Danmark oversatte og gengav Hal Kochs pjece til brug ved de mange studiekredse, der oprettedes rundt om i lejrene – men altså: læser man denne bog, giver den bestemt indtryk af at være skrevet ud fra årelange overvejelser og på ingen måde ud fra lette og overfladiske tanker, vundet indenfor de sidste to-tre år. Det er vel også grunden til, at bogen fik ganske stor gennemslagskraft.

Fabricius Møller er selv inde på noget af det samme, når det siden hedder:

Jes Fabricius Møller ser en afgørende pointe i, at historien om Hal Koch blev historien om manden, der talte for demokrati, fordi det var den fortælling, der var brug for i 1945.

På samme måde må man vel kunne sige, at den fortælling, der var brug for i 1940, ikke var en fortælling om demokrati, men en fortælling om folkelig samhørighed.

Det er også værd at nævne, at de to, Hal Koch og Kaj Munk, i februar 1942 havde en samtale i Skjern, som bragte de to nærmere hinanden, hvad opfattelse af regeringens handlemåde angik. Jeg tror, det har været Hal Kochs opgave som én af de betroede folk i hovedstaden at fortælle Kaj Munk, hvad der virkelig skete i de dramatiske dage i begyndelsen af november 1941, hvor Danmark sammen med en række andre tyskdominerede lande underskrev Antikominternpagten: at Scavenius faktisk udviste stort mod ved at nægte at skrive under, hvis ikke Danmark blev fritaget for pligten til at yde militær bistand i kampen mod Komintern, dvs., Sovjetunionen m.v. Uheldigvis måtte den tillægsprotokol, hvori denne undtagelse blev nævnt, ikke offentliggøres, og derfor kan det have været magtpåliggende for de ledende regeringskredse at få en fjerntboende person som Kaj Munk gjort begribelig, hvad der var sket. At Munk har forstået og accepteret forklaringen kan ses af den artikel, han skrev i Jyllands-Posten den 15. marts 1942, se her.

Dertil kommer jo også, at både Hal Koch og Kaj Munk stod overfor en helt ny udfordring her i besættelsestidens første måneder. Der var blevet indført censur i landet. Hvad det betød, vidste de sædvanlige deltagere i den offentlige debat ikke. Jeg har flere gange – vist nok ret forgæves – gjort opmærksom på, at man, når man med meget stærke ord anklager Kaj Munk for at være alt for hitlervenlig i sin tale den 28. juli 1940 i Ollerup, se f.eks. her, tilsyneladende fuldstændig har glemt, at Kaj Munk ligesom alle andre var underlagt censur, og at det første, der sker, når et land indfører censur, er, at diverse debattører pålægger sig selv selvcensur: man vil nødig sættes udenfor og nægtes adgang til diverse medier, så derfor vejer man sine ord på en guldvægt; det er det, der kaldes selvcensur.

Jeg tør ikke påstå, at det er sådanne overvejelser, der har fået Hal Koch til at vælge Grundtvig som emne for sine forelæsninger – at han altså har fundet en foredragsrække om demokrati for sprængfarlig i et land, der var besat af et land, der modsatte sig alle demokrati-tanker. Og det kan da tænkes, at Fabricius Møller nævner censurovervejelserne i sin afhandling. Men det kan desværre også tænkes, at han ikke gør. For hvor er der dog mange, der overhovedet ikke tager hensyn til censuren, og uden videre går ud fra, at ethvert ordentligt menneske da naturligvis vil sige, hvad det mener, censur eller ej. Og dertil regner det for næsten fornærmende, hvis nogen antyder, at deres helt tager hensyn til censuren. Men igen: Det var frygten for at blive sat udenfor det gode selskab, der fik folk til at tænke sig godt om med hensyn til, hvad de sagde. Når man ikke fremkom med en bombastisk udtalelse her og nu, skyldtes det, at man ikke vidste, om ikke man senere ville få mere brug for en bombastisk udtalelse, der kunne bringe øvrigheden til at lukke munden på én.

Jeg kan ikke rigtig blive klog på, om jeg bliver meget klogere ved at læse slutningen af interview’et. Det hedder:

For Jes Fabricius Møller er der imidlertid en vigtig pointe i, at studerer man, hvad de hver især sagde i 1940, er det svært at skelne Kaj Munk og Hal Koch fra hinanden. Det er i høj grad i eftertidens efterrationalisering, der har sendt dem over i hver sin politiske grøft.

Det jo selvfølgelig en meget sjov iagttagelse. Men det havde unægtelig været sjovere, hvis Fabricius Møller havde fundet nogle tekster, der viser forskellen i demokratiopfattelse hos de to. For mens jeg ikke er i tvivl om, at Kaj Munk i løbet af besættelsestiden får et betydelig mere positivt syn på demokratiet end han havde i 30rne, hvor han var om ikke just nazist, så dog utrolig hitlervenlig, så kan jeg ikke rigtig få mig til at tro, at 30rnes diktatorer har rokket meget ved Hal Kochs demokratiforståelse. For når han kan slutte bogen om demokrati på følgende måde:

”Humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa. Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazareth, som forkyndte. Strømmen fra Athen og fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelse af menneskelivets og dets love. Det er denne humanistiske kultur, der skal bære Europas fremtid”

så lyder det i mine ører som sagt som en erkendelse, der er vundet for lang tid siden.

Og videre: Når det i interview’et kan hedde:

Hal Koch var karakteriseret ved en form for principløshed, mener hans kritikere. Man kunne også kalde det en form for musikalitet. En fornemmelse for, hvor tingene bar hen,” siger Jes Fabricius Møller, som understreger, at dette ikke er det samme som ren opportunisme. Hal Koch indtog ikke blot den lette og populære position. For eksempel ikke, da han efter Befrielsen i 1945 udtalte sig stærkt kritisk over for det straffelovstillæg, der i 1945-1946 blandt andet midlertidigt genindførte dødsstraf for landsforræderi. Eller da stort set alle politikere havde travlt med at omklamre modstandsbevægelsen, og Hal Koch slog fast, at han ikke selv havde lod og del i modstandskampen. Han ville ikke deltage i et hykleri om, at alle andre end den tidligere udenrigs- og statsminister Erik Scavenius (R) i virkeligheden havde været passive modstandsfolk.

så forekommer det mig, at Fabricius Møller påviser en form for principfasthed hos Hal Koch, som står i en ret klar modsætning til det sidste, han siger:

Besættelsestidens Danmark er et uudtømmeligt reservoir af kollektive erfaringer, som vi til stadighed øser af for at få at vide, hvem vi er. Noget af det, vi kan finde ud af, er, hvor let det er at være bagklog. Hvor let det er at tage positionerne i den nutidige debat og projicere dem tilbage til besættelsestiden. Og at vi har en tilbøjelighed til, når vi vil heroisere folk, at lade dem repræsentere den samme holdning gennem hele deres liv. Det hører med til forestillingen om integritet, at et menneskes holdning ikke ændrer sig,” siger Jes Fabricius Møller, som akkurat mener, at studier af, hvordan Hal Kochs holdninger udviklede sig – og hvorfor de ligefrem ændrede sig radikalt – også i nutiden kan give indsigt i, at vi menneskers livssyn gennem livet sjældent er så konsistent, som vi selv og vores eftertid gerne vil gøre det til.

Det er muligt, at Fabricius Møller i sin afhandling har påvist, hvordan Hal Kochs holdninger udviklede sig og måske ligefrem ændrede sig radikalt. Men jeg kan ikke se, at han i det interview, bladet bringer med ham, har vist, hvordan det kan være tilfældet. Principfasthed og integritet på den ene side, holdningsløshed og ”musikalitet”, som Fabricius Møller så letsindigt kalder det, på den anden side, det er vel spørgsmålet. Og det er mig umuligt at se, at dette at foretrække at forelæse over Grundtvig og folkelighed i 1940 frem for over demokrati, skulle afslører en anden holdning hos Hal Koch end den, han giver udtryk for i sin bog om demokrati fra 1945.

Udgivet i Historie | Tagget , | Skriv en kommentar

Korsets gåde

Ja, jeg tror på korsets gåde”, synger Grundtvig i det sidste vers af ”Hil dig, frelser og forsoner”, DDS 192. Da jeg i sin tid frekventerede en øvelse i Grundtvig-salmer hos daværende stiftsprovst Henning Høirup på Københavns Universitet, gjorde han os opmærksom på, at det tegn, der stod efter den næste linje, skulle være et punktum, ikke et udråbstegn. Det vil sige, den næste linje: ”Gør det, frelser, af din nåde”, hører sammen med første linje, så meningen altså er, at salmedigteren tror på korsets gåde i kraft af frelserens nåde, ikke i kraft af egne anstrengelser eller lignende.

Dette gælder dog kun i de to sidste udgaver af Den danske Salmebog. I Sangværket, bind 1, nr 432 er linjen forsynet med et udråbstegn, men man hævder i en kommentar, at meningen er ”jeg gør det”.

Og det var en ganske relevant oplysning, Høirup dèr gav os. For når man synger salmen, er man tilbøjelig til at gøre ordet ”Gør det” til bydeform, så anden linje altså bliver en bøn, og så tredje og fjerde linje bliver opfattet som indholdet af denne bøn: ”Stå mig bi, når fjenden frister/ ræk mig hånd, når øjet brister/ sig: Vi går til Paradis”. Men det lille punktum efter anden linje fortæller os altså noget andet, som nok er væsentligt at få med: at dette at komme til tro er noget, der overgår et menneske, ikke noget, man beslutter sig til.

Alligevel er dette at komme til tro noget, vi forstår, noget, vi må gribe med vor forstand. Min yndlingslignelse, lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32, viser det. Den ældste søn kunne kun se det uretfærdige i faderens handlemåde, for den yngste søn havde fået sin del af arven og hvis han skulle have ekstra, skulle jo den ældste søn også have det. Retfærdigt var det, og retfærdighedsbaner var det, han tænkte i.

Disse baner kunne han bare ikke komme ud af. Der var ikke noget med at beslutte sig til det ene eller det andet, denne tankegang havde besat ham, og det kunne han ikke se noget forkert i, tværtimod så han det som det eneste rigtige.

Og så taler faderen til ham i en helt anden tankegang, en tankegang, der tager sit udgangspunkt i det fællesskab, der hersker mellem en far og hans sønner: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

Det vil sige: relationstankegangen overtrumfer retfærdighedstankegangen. Det er i kortform det kristne evangelium. Og at det kommer til at ske for det enkelte menneske, er det kristne grundunder. Uden dette under ingen kristendom. Men som sagt sker det ikke ved menneskets egen kraft, men ved et ord udefra, fra et andet menneske eller fra Gud. På den anden side sker det heller ikke udenom mennesket, men i mennesket. Mennesket selv må forstå det, gribe det, antage det med ord og bekendelse, hvis det skal blive til noget. Vi kan også sige, at mennesket er udsat for åndens virken, og uden åndens virken ingen kristendom. Men ånden virker i frihed, virker derved, at den får mennesket til at forstå.

Jeg har sagt lidt om det i den anden af de to salmer, jeg skrev for et par indlæg siden, se her. I den anden salme, vers 7, antyder jeg, at Peter har brugt Jesu forudsigelse af sin død og opstandelse til at fremkalde i sin hjerne den forestilling, at han har set den opstandne Jesus og er blevet genoptaget i samfund med ham, Joh 21,15-19. Det mærkelige er, at hvis man vil prøve at bearbejde det spørgsmål: ”Hvad er en åbenbaring?” i teologisk henseende, viser det sig, at Det ny Testamentes forvirring med hensyn til spørgsmålet om Jesu opstandelse faktisk er en fordel.

Jo, for vil ikke en åbenbaring, f.eks. en åbenbaring af den opstandne Jesus, altid indebære en form for tvang? Vil der ikke altid være tale om, at mennesket gennem den sansepåvirkning, en åbenbaring af den opstandne er udtryk for, nødes til at anerkende Jesu opstandelse? Og vil den sjælsforvandling, der skulle fremkaldes, derved ikke blive noget højst kunstigt noget?

Vi kan i en parentes sammenligne med de åbenbaringer, der blev Muhammed til del. De påtvang sig Muhammed, det var jo Allah selv der i første person flertal, pluralis majestatis, talte til Muhammed, Muhammed skulle blot viderebringe ordene, og Allahs røst lød gang på gang i åbenbaringen: I forstår ikke, men Vi (altså Allah) forstår. Parentes slut.

At den kristne åbenbaring er helt anderledes, men er det på en overraskende og sælsom måde, vil jeg prøve at vise i det følgende. Og måske jeg skal indskyde den bemærkning, at jeg agter at slutte med at forklare – både for mig selv og for den tålmodige læser – hvorfor jeg tror på Jesu opstandelse, og såmænd gør det på den gode, gammeldags måde.

Vi siger uden videre, at Jesus viste sig for Paulus udenfor Damaskus, Apg 9,1-9. Hvordan skal vi forestille os dette syn? Var det den opstandne Jesus selv, der trådte Paulus i møde, eller var der ikke nogen Jesus tilstede overhovedet, så det alt sammen var noget, der foregik inde i Paulus selv. Vi siger måske, at det var et syn, Paulus havde, men er der tale om et syn, plejer vi at mene, at det hele foregår inde i hjernen på den, der har synet. Og vi véd jo da fra 2 Kor 12,1-10, at Paulus har kunnet få syner, endda syner, der hensatte ham i paradisiske tilstande. Og han fortæller også dèr, at han kunne tale med den Herre, han så i sine syner, men at Herren svarede ham: ”Min nåde er dig nok” (vers 9).

Og det var bestemt ikke sådan, at synet ikke krævede forståelse af Paulus. Han havde været forfølger af de kristne ud fra sin farisæiske lovforståelse, det vil sige: han gav Det store Råd ret i, at Jesus var modstander af den lov, Gud havde givet på Sinai, og derfor skulle dømmes til døden. Og så krævedes pludselig det samme af ham som af den ældste bror i Jesu lignelse: relationstankegangen skulle overtrumfe retfærdighedstankegangen. Det var i høj grad noget, der skete inden i ham ved at se den opstandne Jesus. For i sine breve, ikke mindst i Romerbrevet, bliver han ikke træt af at fremholde, hvordan trosretfærdigheden har erstattet lovretfærdigheden (se f.eks. Rom 3,27f). Men det var ikke noget, han selv sluttede sig frem til. Der måtte et skub til udefra. Det var derfor, Lukas med tilslutning gengiver Paulus’ egen fortælling om sagen: at han havde en vision, et syn, af den opstandne Jesus.

Nu gør jo Paulus det i 1 Kor 15,8 at han angiver sig selv som den sidste af de disciple, der har set den opstandne Jesus. Det vil sige, han tænker sig, at den måde, de andre disciple har set Jesus på, svarer til den måde, han selv har set ham på.

Men bliver det hele så ikke en lille smule prekært for os opstandelsestroende? For Paulus’ syn fandt jo sted lang tid efter de fyrre dage fra Påske til Kristi Himmelfart. Og hvis vi regner med, at dette, at Jesus fór til himmels, betød, at han ikke mere viste sig legemligt for disciplene, og hvis vi mere eller mindre ubevidst mener, at Jesus i Paulus’ syn ikke var legemligt til stede, men at det kun så sådan ud for Paulus, tvinges vi så ikke til at antage det samme for de disciples vedkommende, der så den opstandne Jesus mellem Påske og Kristi Himmelfartsdag?

Lad mig her først sige, at vi nok skal passe lidt på med, hvad vi regner for det største under. Umiddelbart vil vi jo nok mene, at dette at få et dødt legeme gjort levende er et større under end at få et ord til at påvirke en hjerne på en bestemt måde. Og sandt nok, ordets gang ind i hjernen, dets påvirkning af diverse hjerneceller, så relationstankegangen kommer til at overtrumfe retfærdighedstankegangen, synes vel ikke at være noget særligt, måske vi oven i købet, fordi vi selv har erfaret det så ofte, nærmest betragter det som et ikke-under, som noget dagligdags og næsten selvfølgeligt.

Her burde måske Paulus’ vision bringe os på bedre tanker. Hvis vore erfaringer er af samme art som det, at Paulus gav slip på at kæmpe for sin egen retfærdighed og greb trosretfærdigheden i stedet, så burde vi vel overføre den overnaturlige Gudsvirkning eller Gudsåbenbaring fra Paulus til os i stedet for at overføre vor selvfølgelighed til Paulus. Med andre ord: vi burde takke og fryde os, fordi vi rammes af et Gudsord hver gang, vi lader relationstankegangen overtrumfe retfærdighedstankegangen.

Og så til Peter!

Han vidste jo noget om, hvilke kræfter Jesus var oppe imod. Han var klar over de farer, der ventede Jesus. Og han vidste også, hvorfor der ventede Jesus pinsel og død: han havde vendt sig imod den jødiske lov. Det var efter Jesu mening ikke afgørende, om man overholdt budene, det afgørende var, om man var med i fællesskabet, menighedens fællesskab, kærlighedsfællesskabet med Jesus. Her spurgtes der ikke efter fortjeneste, her spurgtes der efter forståelse, forståelse for relationens betydning, forståelse for tillidsforholds altafgørende kraft.

Det tillidsforhold havde han svigtet. Godt nok havde han også hørt om Jesu tilgivelsesord, hørt Jesus sige til syndere, at deres synder er dem forladt. Men turde han vove at tro på, at et sådant ord kunne gælde ham?

Lad os så bare sige, at det var kvinderne, disse arme mennesker, hvis vidnesbyrd ikke kunne bruges i en retssal, der som de første bragte budskabet om Jesu opstandelse frem til disciplene. Hvordan hører Peter det ord? Formår det at røre ved centre i hans hjerne, så han forstår, at det tilgivelsesord, der kunne genoprette det af ham brudte forhold, dermed kunne ramme ham? Fik det ham til, da han var sammen med de andre disciple påskedags aften at gribes af ekstatisk lykke, så både han og de andre så syner, så den opstandne Jesus være lyslevende til stede iblandt dem og sige til dem, at den tilgivelse, der var kernen i hans budskab og var det, han blev henrettet for, den skulle nu bringes ud i verden af dem, jf Joh 20,23.

Ja, ekstasen hos de første disciple fremkaldte mange syner. Og bagefter, hvor evangelisterne skulle til at redigere de mange opstandelsesvisioner, følte de nok, at det var lidt for mange. Så derfor anbragte de en del af dem som noget, der hørte til i Jesu liv før korsfæstelse og opstandelse. Beretningen om Peters fiskedræt findes således som en opstandelsesvision i Joh 21,4-8. Men den findes også som noget, der foregår under Jesu vandring i Luk 5,4-11.

Og måske vi også skal opfatte beretningen om Jesus, der vandrer på søen ud til disciplene, Matt 14,22-33 som en opstandelsesvision, der er blevet flyttet. Når jeg skal prøve at sætte mig ind i, hvordan disciplene tænkte både i den første ekstatiske periode efter Golgata og senere i menighederne, tænker jeg mig, at denne beretning oprindelig manglede det lidt særegne træk med Peter, der vil ud og gå på bølgerne sammen med Jesus, sådan som den forefindes hos Markus, Mark 6,45-52, men at Peter, da han hørte den nye Matthæusversion, straks sagde: ”Ja, netop sådan gik det til”, fordi han deri så sin troskamp afbildet.

Alt dette og det meget mere, der kan siges i denne retning, vil nok af mange blive opfattet som noget blasfemisk snak. Men læg mærke til, at det i denne sammenhæng er noget positivt. For med sådanne overvejelser sættes der streg under den personlige tilegnelse, det fastholdes, at dette at komme til tro ikke er noget, vi tvinges ind i. De første disciple blev ikke tvunget, uanset, at vi stadig taler om en åbenbaring, for den åbenbaring, de var udsat for, krævede forståelse af dem, krævede, at det program i deres hjerne, der fik dem til at tænke i retfærdighedbaner om Gud, blev skiftet ud med et, der tænkte i relationsbaner om ham. Og det er trods alt grundunderet, som opstandelsesvisionerne udgør en underafdeling af.

Dette, at forståelse hører med til at tro på opstandelsen, får Lukas frem på en meget markant måde i fortællingen om de to disciple, der påskedags eftermiddag vandrede til Emmaus. De får af den opstandne Jesus selv forklaret lidelsens og opstandelsens nødvendighed, men der er ingen tiøre, der falder. Det sker først, da Jesus bryder brødet. Men så bliver han usynlig for dem, Luk 24,13-32.

Og synes man, at disse opstandelsesberetninger dog er for usammenhængende, at det hele bliver utroværdigt, fordi beretningerne synes at pege i hver sin retning, så kan man trøste sig med, at alt dette understøtter det, jeg her vil understrege: at den kristne åbenbaring ikke pånøder sig mennesker, der er ingen tvang i den, den vil forstås og modtages i forståelse. Men beretningerne vil dog hele tiden fastholde, at opstandelsen fandt sted, graven var tom, Jesus stod virkelig legemligt op fra de døde, sårmærkerne, naglegabet var der endnu på hans opstandelseslegeme, og omend hans gøren og laden efter opstandelsen indeholdt mange mærkværdigheder, det var ham, der stod op fra de døde.

Jeg er godt klar over, at jeg ikke kan sætte mig i de ekstatiske disciples sted. Men jeg kan dog prøve at sætte mig ind i den dobbelthed, de vil fastholde med disse beretninger: at der på ingen måde er tale om nogen tvang, f.eks. blev den opstandne Jesus jo set af Maria Magdalene, og hun så ham, men hun så ham alligevel ikke. Det var en åbenbaring, men det var det alligevel ikke, ikke før hun hørte ham sige: ”Maria”, så så hun ham, så faldt tiøren, jf Joh 20,11-18.

Men omend jeg må anvende al min historisk-kritiske videnskab for ret at kunne sætte mig i de første disciples sted, når jeg så har fattet en flig af det, de vil sige, må jeg tilstå: Ja, de har ret, han er sandelig opstanden.

Som jeg skrev i vers 7 i den første salme fra det anførte tidligere indlæg:

7. Tror jeg på, på denne måde

du tog Peter selv til nåde?

Herregud, hvor kan jeg andet,

jeg, der hver dag jo har sandet,

at min tillid bærer du.

Udgivet i Ny testamente | Tagget | 1 kommentar

Det kristne Europa

For et par indlæg siden var jeg ude med en omtale af Rune Lykkebergs nye bog ”Vesten mod Vesten”, se her. Jeg sluttede med at sige, at man måske ville få svar på nogle af de spørgsmål, der rejste sig gennem disse foromtaler af Lykkebergs bog, når diverse anmeldelser kommer.

Nu er de så kommet, og nej, vi er såmænd ikke blevet så meget klogere. Rune Lykkeberg ser ikke islam som noget, der på sigt vil ændre befolkningerne sammensætning og allerede nu har gjort det betænkeligt at tale om et ”før” og ”nu” i Danmarks historie, fordi det nok er det samme landområde, vi taler om, men jo ikke det samme folk. Eller er det?

Dog har han ret i, at Vesten på besynderlig måde kæmper mod Vesten. En tænker, der sagde det samme, men ikke fik nær den medieomtale som Rune Lykkeberg, er Douglas Murray. Han var måske også lidt for præcis i sin diagnose; hans bog hedder ”Europas mærkelige død”, se evt. her.

Men hvor begge disse tænkere finder årsagen til den nuværende situation i Europa i alt andet end kontinentets religion, kristendommen – Lykkeberg henviser til ungdomslitteratur, Murray til misforstået humanisme – vil jeg, fræk som jeg er, direkte hævde, at dette, at Vesten er på kollisionskurs med sig selv, hænger sammen med vores kristne arv. Godt nok har vi misforstået denne arv ganske gevaldigt, men ingen misforståelse af kristendommen uden en vis anelse om, hvad kristendom er.

På tre områder har vi misforstået kristendommen. 1) Vi har misforstået lignelsen om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37, 2) vi har misforstået ordet om ikke se splinten i vores brors øje, når vi render rundt med en bjælke i vort eget, Matt 7,3-4 og 3) vi tror fejlagtigt, at den, der bekender sine synder, er moralsk overlegen i forhold til den, der ikke gør det.

Alle tre dele har jeg været inde på tidligere her på bloggen, så jeg vil i denne omgang udfolde det nærmere i forbindelse med to indlæg fra muslimsk side, dels den tale, Omar Saad holdt ved Hizb-ut-Tahrirs demonstration på Christiansborgs slotsplads, som findes her, dels en kronik i Jyllands-Posten af Rahima Abdullah, se her.

Omar Saad sagde bl.a.:

Vi har alle et ansvar. I har, som almindelige borgere i Danmark, også et ansvar i dag. Politikerne og medierne manipulerer og skjuler kendsgerninger for jer. De ønsker at så splid mellem os. I har et ansvar for at sige fra over for den dæmoniserende tale om muslimer… og I har et ansvar for at stå imod diskriminerende love og deltagelse i ødelæggende krige i muslimske lande. Alt sammen noget, der bliver udført i jeres navn!

Skaden rammer ikke kun os muslimer, men skaden rammer os alle. Det skaber spændinger i samfundet, og højreekstremismens monster vokser og næres af dette klima. Vi er ikke jeres fjender, vi er ikke en trussel. Vi lever blandt jer, mens vi bekymrer os om vores børns fremtid, og mens vi værner om vores værdier og identitet.

Vores budskab til den danske befolkning er: Mød os, tal med os, som en del af jer allerede gør… Lad os nedbryde den barriere, som de hadefulde ønsker at sætte op imellem os.

Dette siges, efter at han har skældt de danske politikere al hæder og ære fra. Der er ingen grænser for, hvor onde de har været overfor muslimerne, og det er jo højst besynderligt i betragtning af, hvor fredelige muslimerne er. Enhver omtale af muslimsk terror er som støvsuget bort fra Omar Saads tale.

Det er den ikke i Rahima Abdullahs kronik. Hun sætter følgende ønske som overskrift: ”Vi skal skabe en verden, der er fri for terrorisme, racisme og ulighed” og har denne underoverskrift: ”Vi skal fortælle vores børn, at det aldrig vil være okay at hade eller slå andre mennesker ihjel på grund af deres religion. Vi skal fortælle vores venner, kolleger og naboer, der har en anden race eller religion end os, at vi accepterer og respekterer dem”. Og det er jo smukke tanker, og man venter derfor spændt på, om hun mon er parat til at inkludere sine muslimske trosfæller i dette ”vi”, der skal bære sig sådan ad.

Det er hun sådan set. Og så alligevel. Det er terrorangrebet i Christchurch, der har fået hende til at skrive. Og hun begynder med at sige:

Et voldsomt angreb, der har kostet 50 mennesker livet, minder os om, at had og terror ikke har noget med en bestemt religion at gøre.

Det er, som i Omar Saads tilfælde, en mærkelig letsindig omgang med kendsgerningerne, hun her udviser. For det kan da godt være, at dette terrorangreb ikke udsprang af en bestemt religion, nemlig kristendommen, men at utrolig mange terrorangreb er udsprunget af islam, synes hun helt blind for. Det bliver ikke bedre lidt senere, hvor det hedder:

Jeg er desværre klar over, at det terrorangreb, der fandt sted i New Zealand, vil skabe mere had og frygt blandt mange muslimer og kristne. Det samme ville ske, hvis ofrene i New Zealand havde været kristne og drabsmanden muslim. Det er noget, jeg er virkelig bekymret over.

Jeg ved, og I ved, at hvis ofrene i New Zealand havde været kristne og terroristen muslim, så ville angrebet have givet meget større genklang i den vestlige verden, og det ville formentlig blive brugt af nogle partier i Folketinget i kampen for at overbevise folk om, at deres tankegang om, at muslimer er så farlige for de vestlige værdier og demokratier, er rigtig.

Man må sige, at hun har fulgt meget dårligt med i medierne i disse tider, når hun kan sige, som hun gør her. Sandheden er jo den, at vi i den vestlige verden efterhånden er så vant til muslimske terrorangreb, at de ikke længer er så store nyheder, at de når om på forsiden. Når det derimod for en gangs skyld er et vestligt menneske, der forøver en terrorhandling, hvor muslimer er ofre, så er det en så usædvanlig hændelse, at nyheden bliver omtalt overalt på alle forsider.

Lidt senere kan hun sige betydeligt mere end Omar Saad:

Jeg tror godt, at vi kan blive enige om, at islam er den religion, folk er mest bange for blandt alle verdens religioner. Og det skyldes Islamisk Stat og al-Qaeda, som har givet et forvrænget skræmmebillede af islam og muslimer.

Men læg mærke til det: hun siger ikke, om det er med rette, at folk er bange for muslimer, nærmest, at det er en overdreven frygt. Hun præciserer det således:

Der er desværre andre, som har den forkerte opfattelse, at kun muslimer slår andre ihjel på grund af deres tro, og det er bare fuldstændig forkert. I enhver gruppe findes der folk, som vil have, at alle i verden skal have den samme tro, ellers fortjener de at dræbes. Det har historien gennem tusinde år vist os.

Vi har i Vesten været så heldige at få demokratiske samfund, dvs., samfund, der anerkender hvert menneske, som det er, uden hensyn til race, etnicitet eller tro. Og vi har prøvet at udbrede denne, synes vi selv, selvindlysende sandhed blandt andre folkeslag, hvilket i nogen grad er lykkedes. Blot er det ikke lykkedes at få disse tanker udbredt i den muslimske verden og i mange tilfælde heller ikke blandt muslimer i Vesten.

Det er ikke så mærkeligt. Det skyldes, at islam har sin egen statsforståelse, og at muslimer medbringer denne statsforståelse, når de rejser ind i vore lande. Det kan komme mere eller mindre tydeligt til udtryk, men Robert Spencer har citeret en pakistansk mufti, Khabeebur Rehman Qazi, som siger følgende:

Allah har beordret muslimer til at bruge våben og har beordret brugen af våben imod de vantro. Men kun den muslim, hvis hjerte har troens styrke, kan løfte våben mod en vantro. Sværdet er løftet på grund af troens styrke. Vores profet, Muhammed, har lært os, at sværdet skal løftes imod vantro, til forsvar af muslimer, til forsvar af vores religion, og til udbredelse af religionen islam her på jorden. Takket være Allah, udfører mujahedinerne til fulde denne pligt. (Se her).

Selvfølgelig vil mange muslimer helst være fri for denne pligt. Og det falder dem derfor let helt at benægte, at jihad hører med til pligterne i islam, eller ligefrem, som Rahima Abdullah, at kalde islam en fredens religion.

Men det mærkelige, og det, jeg her vil behandle, er ikke, at muslimerne tænker sådan, det mærkelige er, at vi vestlige mennesker ikke kan få os selv til at tro, at de tænker sådan, og at vi mere undskylder muslimerne end angriber den tro, der får nogle af dem til at handle på den måde.

Og dette mærkelige har med Vestens misforståelse af kristendommen at gøre. Først misforstår vi lignelsen om den barmhjertige samaritaner, så vi tror, den kan bruges i politik. Det er én af de djævleske opfindelser, Jesus advarer imod. Den hedder farisæisme. Man vil åh så gerne gøre det gode, og når man så er blevet enig med sig selv og andre om, hvad det gode er, får man det gennemført, men undlader ikke samtidig at skælde ud på og se ned på dem, der ikke ser på denne politik som ”det gode”.

Det er det, jeg har behandlet under temaet samaritanitis her på bloggen. At det er Jesu lignelse, der ligger bag, viser sig derved, at den, man øver vel imod – politisk, ikke personligt – opfattes som et ynkværdigt menneske. Det er simpelthen en rolle, som alle migranter tildeles, hvad enten de så opfører sig som ynkværdige mennesker eller ej.

Dertil kommer imidlertid endnu en besynderlighed. Vi vesterlændinge har nemlig også lært af Jesus og i høj grad taget til os, at vi endelig ikke må tro, vi er bedre. Det vil sige: andre vesterlændinge må vi selvfølgelig godt anse for moralsk mindreværdige, men muslimer på ingen måde. De er jo kommet ind i vore lande som stakler, og vi vil så gerne have dem til at føle sig godt tilpas, så det Jesus-ord om splinten og bjælken og ønsket om integration får os til at afholde os fra al kritik af deres religion. Oven i købet i den grad, at vi accepterer muslimernes ord for kritik: ”islamofobi”, som om dette at kritisere islam var udtryk for en sygdom.

Og endelig har vi misforstået kristendommen på den måde, at vi tror, vi er moralsk overlegne, hvis vi kan undskylde vore onde handlinger, det vil sige: vore bedsteforældres onde handlinger. Vi europæere er på den måde blevet én stor undskyldning for os selv, for vor kultur, for vor historie. Hvor vi tidligere dog i nogen grad kunne være stolte over vore samfund, er enhver form for stolthed nu forbudt, og kun store syndsbekendelser tilladt.

Men hvordan ser tingene egentlig ud, hvis vi prøver at afstrejfe denne misforståede kristendom? Hvordan ser tingene ud for en mere ligetil forståelse af sagerne?

Ak, så bliver muslimerne at opfatte vel ikke direkte som umenneskelige, men som ofre for en umenneskelig religion.

Med farisæisme har det sig på den måde, at selv om motiverne til de gode gerninger er selviske, så kan gerningerne jo godt være gavnlige for de mennesker, der modtager dem. Og ser vi bort fra det farisæiske ved vores migrantmodtagelse, så skulle man jo synes, at de mennesker, der nyder godt af dem, må være os dybt taknemlige. De kommer fra mere eller mindre fejlslagne stater, de kommer fra stater, hvor deres personlige sikkerhed måske ikke var særlig stor, og får ikke blot lov til at leve hos os, de får også mad og husly, ret til at hente ægtefæller hertil, skolegang for deres børn, sprogundervisning, indtil de eventuelt kan få et arbejde osv., osv.

Hvordan reagerer de på det?

Jo, de forlanger ret til at udøve deres religion på alle felter, ret til halal-mad på vore hospitaler, ret til adskillelse af kønnene i svømmehallerne, ret til overholdelse af bønnetider på vore institutioner, osv. Er det egentlig ikke mærkeligt? Jeg vil ikke sådan direkte sige, at det er en ikke-menneskelig reaktion, men kun, at deres religion er ikke-menneskelig. Deres religion fortæller dem, at de er bedre mennesker i Allahs øjne end vi andre, og at det derfor kun er naturligt, at vi opvarter dem på enhver måde. Og den religion kan de ikke frigøre sig fra.

Men dertil kommer så den muslimske terror. Og det var altså den, der kom først, terrorangrebet i Christchurch var en reaktion på noget, som muslimerne var begyndt med.

Da der fandt et meget omfattende terrorangreb sted i Madrid i 2005, troede regeringen i første omgang, at det var de baskiske separatister, der stod bag. For vi europæere havde da oplevet terror, før den muslimske terror kom ind i vor verdensdel. Men da man så fandt et terrorist-hoved for sig selv – det sker ofte, at en selvmordsbombers hoved blæses helt af under eksplosionen – og derigennem fandt ud af, at det var en muslimsk terrorhandling, ja, så tabte regeringen det valg, der kom kort tid efter.

Og siden har vi lært at skelne de muslimske terrorhandlinger fra de ”gammeldags” terrorhandlinger derved, at de muslimske terrorister ofte tager sig selv med i døden. Det er noget med, at de mener at have et løfte om at få 72 jomfruer i det hinsidige at fornøje sig med. Dertil kommer så her i de senere år, at disse terrorister har for vane at råbe ”Allahu akbar”, inden de slår til. Så er de sikre på, at folk forstår, at det her er en muslim, der er tale om, og at han mener at have guddommelig ret til at slå andre ihjel, fordi de ikke er muslimer.

Men hvad har vi vesterlændinge dog ikke måtte finde os i på grund af de muslimer, vi har fået til at bo iblandt os, og de terrorhandlinger, vi ser iblandt os! De procedurer, man skal igennem, før man får lov at sætte sig op i et fly, de er jo utallige, men passagererne tager det pænt, affinder sig med det, for det kan vi jo godt forstå: at vi nok kun ville kunne slippe for alle disse besværligheder, hvis vi smed alle muslimer ud af vore lande, men, tænker vi, derved ville vi jo straffe en masse uskyldige muslimer, og det vil vi nødig.

Oven i købet fandt nogle terrorister ud af, at de ved at blande forskellige uskyldige væsker kunne lave en bombe, som de kunne udløse under flyvningen, derved sprænge hul i flyet, få det til at styrte ned, og således slå nogle af disse vantro vesterlændinge ihjel. Og det førte så med sig, at flypassagererne måtte finde sig i endnu mere besvær. Men igen: Ingen klage, man fandt sig i det, det kunne ikke være anderledes, hvis man gerne ville sikkert frem, mente man. Og dette med at smide muslimer på porten, det var det jo kun yderst ekstreme mennesker, der kunne finde på. Fortidens fredelige transportformer var og blev fortid.

Så kom terrorangrebet med en lastbil i Nice. Og efter det et lastbilangreb i Berlin ved et julemarked. Og rigtigt gættet: så måtte vi vesterlændinge igen finde os i at få vor dagligdag ændret, koranklodser dukkede op her og dèr og allevegne. Efterhånden har man vist fundet ud af at pynte på dem, så deres oprindelige formål ikke ses så tydeligt. Men også det finder vi os lydigt i. Nå ja, vi kalder jo disse betonuhyrer for koranklodser. Men hvad så? Det er jo koranens udsagn, der bevirker, at de skal være der.

Hvordan reagerer så muslimerne på alle disse ting?

Man er ikke meget for at indrømme, at islam har et medansvar, for ikke direkte at sige, at det er der ingen muslimer, der vil indrømme. Alle henholder sig til, at disse terrorister ikke har noget med islam at gøre, så kan diverse muftier i Pakistan og andre steder sige, hvad de vil. Nej, som Rahima siger: Terror er noget, der findes i alle samfund og altid har fandtes i alle samfund. Hvilket er løgn, men jo altså en løgn, hun formentlig selv tror på, og en løgn, der så dejligt fritager hende for yderligere undersøgelser af den religion, hun tilhører.

Men tænk, så er der minsandten nogle muslimer, der føler sig krænket over betegnelsen ”koranklodser” og har anlagt sag mod én, der har brugt dette udtryk. Der er vist ikke kommet noget ud af det, men bare det, at nogen kan drømme om at reagere på den måde, det er dog højst besynderligt.

Jamen, siger så mange af disse kristendomsmisforstående danskere, vi skal jo være gode ved muslimerne, og vi må endelig ikke bilde os ind, at vore religion er bedre end deres, det kunne lige mangle, vi går sikkert rundt med en bjælke i vort øje, og så vil vi pille en splint ud af muslimens øje. Det er jo ganske ukristeligt!

Nå, så det er det. Det har du fuldstændig misforstået. Ordet om bjælken og splinten er til brug i de personlige fællesskaber. Og hvorfor i alverden skulle Jesus udsende disciple for at prædike det budskab, han kom med, hvis jødernes religion var lige så god som det budskab, han bragte, jf Luk 10, 1-12?

Nej, samtidig med at vi anerkender muslimerne som mennesker og som ligestillede borgere med os i landet, skulle vi gerne føle os forpligtede til at fortælle dem f.eks. den menneskelige sandhed, at alle mennesker er lige, noget, de kunne få ud af lignelsen om den barmhjertige samaritaner, hvis vi bare undersøgte den lidt nøjere. Muslimerne mener jo, som jøderne dengang, at de hører til en højere orden, og at de derfor ikke behøver at lade næstekærlighedsbuddet gælde os vantro, det er nok at elske de andre muslimer. Men når Jesus til sidst spørger, hvem der var, ikke samaritanerens, men den overfaldne jødes næste, og vi anbringer muslimerne i den overfaldnes rolle, så bliver det klart, at han opfordrer muslimerne til at elske dem, der øver vel imod dem. Og det er jo, mirabile dictu, os.

Eller vi skal ikke tro, vi er bedre end muslimerne! Nej, det skal vi ikke. Og det tror vi sandelig heller ikke. Men vi tror, at vi har en bedre religion end den, de har. Ja, vi synes såmænd oven i købet, at vi kan se, at vi har et bedre samfund end de samfund, de kommer fra. Måske vi kan få dem til at se det samme. For det er jo dem, der er flygtet til os, ikke os, der er flygtet til dem.

Omar Saad vil gerne have, at vi taler noget mere sammen, danskere og muslimer. Og ja, det kunne da være at ønske. Men han må jo være klar over, at hvis vi for alvor kom til at tale med hinanden, så var der ikke så få overbevisninger, han måtte forsvare helt anderledes, end han har gjort hidtil. Det er jo ikke, fordi vi vil være onde ved muslimerne, at vi vil fortælle dem visse sandheder om muslimer og islam, som de tilsyneladende ”glemmer” eller fortrænger. Det skyldes, at vi vil frigøre dem for islams kvælertag.

Det vil blandt andet sige: frigøre dem fra den løgnagtige historieopfattelse, de har, når de helt ”glemmer”, hvordan islam med våbenmagt underlagde sig den halve verden efter Muhammeds død, eller overser, hvor tålmodigt vi vesterlændinge har fundet os i de almindelige muslimers mange krav og de ualmindelige muslimers terrorisme, skønt begge dele jo har forandret vore samfund utrolig meget.

Men hvor er der dog meget, man skal i religionen islam. Hvis vi dog bare kunne få muslimerne til at være lige så selvfølgeligt glade mennesker, som vi synes, vi har grund til at være! Hvis vi kunne få dem til at forstå Paulus ord i 1 Kor 10,23, at alt er tilladt, men ikke alt opbygger, så de kunne frigøre sig for al deres halal- og haramsnak!

Men bevares, så længe vi afholder os for noget som helst i den retning, fordi vi har misforstået et Jesus-ord om bjælken og splinten, så har det lange udsigter med den frigørelse. Og så længe vi har siddende i os en angst for ikke at undskylde nok for vor tilstedeværelse i denne verden, og således helt og aldeles mangler stolthed og glæde over de samfund, der er opstår her, hvordan skal vi så kunne overbevise vore muslimske landsmænd om, at de skal integrere sig i disse samfund, de er jo ingenting værd, ikke værd at glæde sig over, ikke værd at blive en del af?

Jo, Rune Lykkeberg har da ret i, at Vesten kæmper mod Vesten, men man kan måske finde andre årsager til, at det forholdet sig sådan, end dem, han fremfører. Det er, hvad jeg prøver på her på bloggen. Men indrømmet: så bliver vejen frem mod en ægte samtale med islam meget besværliggjort. Dels skal vi selv bliver klar over, at muslimer tænker anderledes, end vi gør, f.eks. inddeler menneskene på en strengt hierarkisk måde, dels skal vi så derefter argumentere for vor måde at tænke på imod deres menneskeopfattelse.

Og det er besværligt. Det er kristendom imod islam. Vi kan nok citere Paulus fra Rom 2,11, at der ikke er personsanseelse hos Gud, som det hed i den gamle oversættelse. Eller henvise til Rom 2,14f om hedningerne, der har loven skrevet i deres hjerter, beviset for, at kristendommen understøtter tanken om den naturlige lov, den filosofiske grundsætning, som vort demokrati er bygget på.

Og vi er også nødt til at lade være med at hoppe på Omar Saads og Rehima Abdullahs påstande om, at islam er fredelig. Vi må, som jeg formulerede det i min ”erstatningssalme” til ”Vor Gud, han er så fast en borg”, overfor dem, der bliver indlemmet i vort folk bede om, at Gud vil lære os ”at vise dem,/ at dette er vort hjem/ at af koranens ord/ hvorpå så stærkt de tror/ hvert voldsord må udrives”. Der er mange ord, der vil skulle udrives. Og det er for en nogenlunde rettroende muslim så at sige umuligt. For at være rettroende betyder at tro på, at koranen i en meget ligefrem forstand er Guds ord.

Men selv om vi således har nogle udmærkede argumenter imod islam, så skal vi turde fremføre dem, ikke blot se bort fra eventuelle terrorangreb imod os på grund af det, vi har sagt – den trussel er måske ikke så stor endda – men også se bort fra vor egen selvudslettende holdning.

Og det er vist alligevel mere en sådan holdning end det er noget af det, Rune Lykkeberg fremfører, der har gjort, at Vesten bekæmper sig selv.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Hil dig, frelser …

Man har nok bemærket, at salmer af Simon Grotrian ikke lige er min kop te. Ellers kan man f.eks. se på dette indlæg. Denne aversion blev antændt igen i søndags. Vi skulle synge én af Grotrians salmer. Der var lagt en kopi ud af den til alle kirkegængerne. Og præsten gennemgik den fra prædikestolen, dog ikke under prædikenen, men under bekendtgørelser. Salmen hedder ”Hej, min frelser og min herre” og den synges på melodien til ”Hil dig, frelser og forsoner” og den stammer fra en salmesamling af Grotrian, der hedder ”I morgen gælder alle hjerter”.

Som jeg skrev i august 2017, jf. ovenstående link, ligger Grotrians salmer på et niveau, som det er umuligt for mig at sætte mig ind i. Så det var meget begrænset, hvad jeg fik ud af at synge denne salme. Nå, jeg blev nu også distraheret en del, fordi der sad en herre med en lille dreng ved sig foran mig, og han syntes netop under Grotrians salme at blive lidt interesseret i mig, og jeg gamle fjols kunne ikke lade være med at virre med hovedet, blinke til ham og lade ham gribe fat i min finger. Ak ja, alle de gamle tricks, de sidder stadig i én. Men indrømmet, den store koncentration under afsyngelsen af denne salme blev det ikke til.

Jeg undlod også at tage salmekopien med hjem. Det burde jeg måske have gjort, for da det nu var en slags erstatningssalme til Grundtvigs ”Hil dig, frelser og forsoner”, ville det have været interessant at sammenligne de to salmer. Senere har jeg dog fået fat på den, så jeg nu er i stand til at undersøge den lidt nøjere.

Men da jeg kom hjem, blev jeg grebet af fornyet interesse for Grundtvigs gode, gamle salme. Modsat Grotrian, der i første vers er lidt friskfyragtig: ”Hej, min frelser og min herre/ Jeg har fået det lidt værre/ men du dukker op af natten/ med en stjernefjer i hatten/ du er alles redningsmand”, er Grundtvig anderledes ydmyg og beder Kristus give mod og held til at skrive en salme.

Og længere kom jeg ikke, før jeg fik den tanke, at man, hvis man skulle skrive en moderne pendant til Grundtvigs salme, jo i hvert fald kunne gøre det til et forsøg på at forklare, hvorfor Jesus betyder noget i ens liv. Og inden jeg næsten fik set mig om, var jeg i færd med at skrive nedenstående salme, idet jeg dog under min indre afsyngelse af den benyttede mig af Thomas Laubs melodi til ”Hil dig, frelser og forsoner”. (Spring bare over salmen frem til næste tekststykke).

1. Se, når jeg skal alt fortælle,

hvad til nu har skullet gælde

for en grund for hele livet,

ja, så er det ganske givet:

Jesus, dig jeg stoler på.

2. Du har vist mig Ordets gåde,

du har hidtil i din nåde

ladet mine ord få vinger,

så de trænger ind, betvinger

hver en tvivl om ærlighed.

3. Ikke, at jeg selv er ærlig,

men når næsten bliver kærlig,

gribes vi af Ordets vælde,

sammen la’r vi troen gælde,

lever i et fællesskab.

4. For engang for længe siden

i begyndelsen af tiden

holdt du ud i sindets våde,

viste os, på hvilken måde

tillid bliver til hos os.

5. Rygtet går, at én af dine

i din store angst og pine

nægtede at kende til dig,

ville redde æren til sig,

brød jert fællesskab itu.

6. Men så hører vi, at nej’et

blev trods døden helt bortfejet,

at som hyrde du antog ham,

at igen du kærligt drog ham,

ind i fællesskab med dig.

7. Tror jeg på, på denne måde

du tog Peter selv til nåde?

Herregud, hvor kan jeg andet,

jeg, der hver dag jo har sandet,

at min tillid bærer du.

8. Hvorfor tro på trods af viden?

Hvorfor tro, at midt i tiden

død at trodse blev dig givet?

Jo, det er jo selve livet,

livets grund du giver mig.

9. O, du Gud i men’skeformen,

lad det altid være normen

for mit liv til dødens ende,

at jeg altid dig må kende

som min tillids kraft og mål.

10. Så at i min sidste time

jeg min død på liv må rime,

så jeg hører på din stemme,

at hos dig jeg jo har hjemme,

du var mig jo livets kraft.

Desværre kunne jeg, efter at denne salme havde ligget og tørret i et par dage, konstatere det, som jeg næsten altid kan konstatere, når jeg har skrevet en salme: Den mangler inderlighed, den er kun et eksempel på ”dogmatik på vers”. Derfor prøvede jeg igen. Med dette resultat: (Spring bare over salmen frem til næste tekststykke).

1. Jesus er mig livets gåde,

Jesus, ene på din nåde

bygger jeg mit liv og væren,

ene du gør atmosfæren,

hvor jeg færdes, god og tryg.

2. Dine ord i gamle dage

la’ et livsfrø uden mage.

Martyrdød og lærdes tale,

kirkehus’ med gyldne sale

bragte ordet frem til os.

3. Da du sad i fængselsgården,

hørte ham, der var udkåren

bande og fornægte kendskab

til dig og sit gamle venskab

med dig bryde helt itu …

4. … så du på ham med det samme,

så han derved blev til skamme.

Tænkte du, du skulle møde

ham, opstanden fra de døde,

ta’ ham ind til dig på ny?

5. Nok om det! Han græd og hulked’,

at han sådan havde skulked.

Hans personlighed blev knuset,

jeget selv lagt under gruset,

intet håb om helstøbthed.

6. Var det midt i denne våde,

at et ord om håb ham nå’de?

Selv du havde forudsagt det,

som en tanke forud lagt det

i hans sind: opstandelse.

7. At du skulle dø og opstå,

at han skulle freden opnå,

hvad han ønskede så gerne,

skabte syner i hans hjerne!

Eller stod du virk’lig op?

8. Ingen så dig påskemorgen.

Men vor tro kan fjerne sorgen,

sorgen om vor egen ære,

så frimodig’ vi tør være,

frit tør tro den gamle tro.

9. Ja, vi tror de gamles tale,

kald os blot afsindigt gale.

Ikke fra vor egen sfære,

kom det ord, der skal os nære,

så vi får frimodighed.

10. Denne tale fra de gamle

kunne smukt din kirke samle,

sørge for, at Ordets tale

nå’de frem til vore dale,

skabte tillid mellem os.

11. Når jeg er hos mine venner,

er det trygt, at de mig kender,

at jeg helt er accepteret,

og kan ganske uforceret

leve ud, hvad der er mig.

12. Når jeg vil i byen vandre

ene mellem tusind andre,

du har vær’t der med din gåde,

og med den på særlig måde

skabt en tillid mellem os.

13. Bedst at alt: i hver familie

er du kærlighedens vilje,

viljen til at holde sammen.

Lad det være ja og amen

i hvert sind og i hver sjæl!

14. Du, der trofast med os vandrer

i vort fællesskab med andre,

du er i vort samfunds kerne

for os alle sol og stjerne,

slip os aldrig med dit ånd!

Bedre? Nej vel. Stadig kun ”dogmatik på vers”, omend dogmatikken nu er lidt anderledes. Inderlighed? Ak nej, det er en by i Rusland, selv om jeg har taget en sag frem, jeg virkelig brænder for.

Imidlertid forekommer det mig, at dogmatikken i disse to salmer nok er værd at undersøge lidt nærmere. Så det vil jeg gøre i det følgende. Dog vil jeg først sige lidt om mit ”digterværksted”.

Noget af det, jeg har imod Grotrians salmer og også specielt den salme, vi sang i søndags, er, at der er alt for mange tilfælde af ”rimnød”.

Og hvad er så rimnød?

Rimnød opstår, når det bliver alt for tydeligt, at det er rimet, der har bestemt tankegangen, ikke tankegangen, der har bestemt, hvilket rim man vælger. Og naturligvis, man kan jo aldrig som læser afgøre med bestemthed, om denne bestemte linje kun er udtryk for en leg med ord, eller den mon har en dybere betydning. Men det sker nu ret tit, at jeg stillet overfor en Grotrian-salme opgiver at lede efter nogen dybere betydning og blot irriteres lidt over, at han åbenbart synes, det er sjovt med denne leg med ordene.

Tag den hat med stjernefjer, som han i først vers udstyrer Jesus med! Hvor vil han hen med det? Jeg må indrømme, at jeg for mit vedkommende ikke spekulerer så meget over det, men ret hurtigt – måske ud fra mine egne vanskeligheder med at finde rim – bedømmer dette, at han giver Jesus hat på, som udtryk for, at han skal have ét eller andet til at rime på ”natten”.

I andet vers fatter digteren ikke livet, siger han, men ”jeg pakker gerne gaven/ op, når jeg er endt i haven/ da vil du oplyse mig”. Som det så ofte er med Grotrian: man aner ikke, hvor han befinder sig, eller hvor han vil hen. Er det paradisets have eller er det bare livet i det hele taget, der nu opfattes som en have?

Jeg er fundet som en due/ mellem korsets søm og skrue” hedder det i fjerde vers. Og bevares, jeg vil da ikke afvise, at én eller anden Grotrian-fan kan finde mening i det med duen, og af hensyn til rimet kan vi vel også gå med til, at korset nu ud over de sædvanlige søm også udstyres med skruer, selv om skruen vist blev opfundet et stykke tid efter Golgata-begivenheden. Men alligevel! Når der i fortsættelsen tales om stjerneskygger og en hånd, der trykker, kan jeg godt se, at det rimer, men at det giver mening, skal man være en betydelig større Grotrian-fan, end jeg er, for at kunne se.

Nu vil imidlertid en indædt Grotrian-fan formentlig nok en del steder i de to salmer, jeg her har lagt frem, kunne mistænke mig for på tilsvarende vis at være i rimnød. Og det må jeg da indrømme: af og til er man nødt at acceptere lidt besynderlige rim for at få tingene til at hænge sammen. Men jeg mener alligevel at kunne sige, at jeg i sådanne situationer foretrækker et lidt bøvet rim frem for en forskruet eller helt fraværende tankegang.

Nå, lad Grotrian fare!

Men så til meningen med mine to salmer!

Problemet, som jeg står overfor, er, at min dogmatik er så anderledes end de flestes. I den første salme har jeg i vers 2 og 3 villet afbilde den tankegang, som Løgstrup tager frem i ”Den etiske Fordring”, hvor han påpeger, at de gerninger forældre udfører overfor deres børn, hverken er selviske eller uselviske. For vel opofrer forældre sig gerne for deres børn, men deres eget liv ville jo mislykkes for dem, hvis de ikke gjorde det, se evt. her. Denne iagttagelse lader jeg influere på min Luther-læsning, så jeg hævder, at Luthers tale om gerninger i kald og stand netop gør sådanne gerninger til ægte kristelige gerninger, for de er gjort uden skjulte hensigter, blot for at få relationen til at fungére. Og relationen er man selv en del af. Man genfinder disse overvejelser i den anden salmes vers 11, 12 og 13, hvor jeg skildrer glæden ved den tillid, der præger de fællesskaber, jeg står i. Denne skildring står i en vis modsætning til Grundtvigs vers 4-6, hvor menneskets store synd afbildes. Se evt. her, hvor jeg henviser til et møde, hvor jeg op imod Sørine Gotfredsens tale om, at vi har glemt at tale om synd, gav udtryk for, at vi har glemt at tale om vore relationers godhed.

En anden ting, som jeg ville have frem, står i den anden salme. Vi er vant til at se kristendommen og de kristne trossætninger som stående i modsætning til det moderne liv. Kristne er undtagelsesmennesker i det moderne samfund. Kirkens rolle er at lokke nutidsmennesker ind i kirkens rum, men det forbliver lidt uklart, hvad de skal derinde, eller hvad de skal tage med ud i deres almindelige liv derindefra.

Her vil jeg i stedet for se på Kristus som grundstenen i alle kristne samfund. For det er i kraft af fortællingerne om ham – for eksempel fortællingen om Peters fornægtelse, som jeg tager frem i begge salmer – at der i vore samfund er skabt den tro på, at du uden videre kan tro på den anden, også om den anden er en vildfremmed dansker. Det, Løgstrup betegnede som en suveræn livsytring: dette, at man uden videre stoler på den, man taler med, er nok en naturlig ting, men en naturlig ting, som visse religioner, f.eks. islam, har undertrykt.

Jeg kan sige, at jeg i det stykke har udvidet det ønske, Grundtvig fremfører i vers 7 om, at Jesus må være sammenhængen i hans tankegang, til at gælde ikke blot bekendende kristne, men alle i samfundet; en tanke, som jeg også har brugt i min bog om Kaj Munks skuespil ”Fra Tidehvervet”, hvor jeg gør opmærksom på, at videnskabens succes netop beror på, at videnskabsmænd på forhånd stoler på hinanden, og først mister tilliden, hvis en eventuel videnskabelig uredelighed afsløres. Så fordi Kristus er ”Ordet”, er grundlaget for al den tale, der forudsætter tillid, og det vil sige: al tale, derfor er han også den dybe sammenhæng i videnskabsmændenes verden.

Endvidere har jeg i den anden salme også villet afprøve Descartes’ diktum om, at man bør tvivle om alt (de omnibus dubitandum est) på de kristne dogmer, specielt på trossætningen om Jesu opstandelse. Der er tale om vers 6 og 7, hvor jeg opererer med den tanke, at opstandelsestanken er fremstået hos Peter, fordi han på den måde ville blive et helt menneske igen. Man kan naturligvis lave flere varianter, blandt andet én, hvor man gør noget ud af, at Jesus har forudsagt sin opstandelse, hvad jeg også nævner.

Jeg husker mine lærere i Ny Testamente og kirkehistorie; de havde den formulering, at kirken begyndte derved, at disciplene troede på Jesu opstandelse. Så havde de ikke med deres videnskab tvunget eller tilskyndet os til at tro på opstandelsen, hvilket efter min mening var ærligt nok. Selv arbejdede jeg en del med den tanke, at Jesus eller de efterlevende disciple kunne få idéen om hans opstandelse fra Apg 2,25-28, Peters pinseprædiken, hvor han citerer Sl 16,8-11, især sætningen om, at Gud ikke vil lade sin hellige se forrådnelse. I dag vil jeg nok medinddrage Mark 12,1-12, lignelsen om de utro vingårdsmænd, en lignelse, som jeg mener med en vis ret må tillægges Jesus selv, se evt. her, og en lignelse, som slutter med en henvisning til Sl 118,22 om, at den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten, en tanke, som naturligt drager forestillingen om, at Jesus måtte opstå fra de døde, med sig.

Disse tanker er ikke fremsat, for at man skal hvile i dem. Blandt andet gør jo dette, at Peter svigtede forholdet til Jesus, det ret vanskeligt at tænke sig, at han skulle ønske, at Jesus opstod fra de døde. For hvis Jesus var og blev død, kunne dog hans svigt måske glemmes, men hvis han opstod, ventede der så ikke Peter en bebrejdelse, måske en straf? At det skulle gå så lykkeligt og sjælsopbyggende for sig, som skildret i Joh 21,15-19, det kunne ingen have troet, mindst af alle Peter. (Lidt modsat det, jeg skriver i vers 7).

Og blandt andet en sådan overvejelse tvinger os til at fastholde, at det ord, der frigør os og sætter os ind i det ødelagte forhold igen, ikke kan komme fra os selv, men må komme udefra, som jeg siger det i vers 9. Og hvilket ”udefra” har vi i vor tilværelse andet end ”Gud”?

Inderlighed? Nej! Og så alligevel. Se den første salme, vers 7. Her stiller jeg mig selv det spørgsmål, om jeg virkelig tror på, at Jesus på den måde tog Peter til nåde, og svarer, at hvad skulle jeg andet? Jeg er jo selv i den situation, at det ikke er mig selv, der har fremkaldt den tillid, som bærer mig i mine fællesskaber, heller ikke den anden i fællesskabet er ophavsmand til tilliden, nej, det er netop det forhold, at alle Jesus-fortællingerne, lignelserne, stridssamtalerne, underberetningerne og altså også opstandelsesfortællingerne, har huséret i vort samfund gennem århundrede og været medvirkende til at skabe eller i hvert fald vedligeholde den tillid, der præger dette samfund; at det er derfra, vi har vovet at være os selv, sådan som vi er det; at det er disse fortællinger, der har givet os den resoluthed, der får os til at binde os til hinanden med troskab og tillid.

Og så skulle jeg droppe disse fortællinger? Ikke tale om!

Til sidst: Jeg vil ikke nægte, at man kan bruge disse overvejelser til at påvise, hvor svært det er at skrive salmer. Åh, jo, jeg ser nok, at der er kommet virkelig ”go” i den moderne salmedigtning, men hvis nu man mener, at den hidtidige teologi er forældet og bør udskiftes, så er man vanskeligere stillet, end hvis man kan bruge en opfattelse, som findes i forvejen. For hvis man samtidig vil skrive nye salmer og abonnere på en ny teologi, er det dobbelt besværligt: for så er man nødt til at bruge en del krudt på at forklare, hvad ens nye teologi går ud på. Det er derfor, mine salmeforsøg dels bliver ufattelig lange, og dels bliver ufattelig dogmatiske.

Men lad det så være sådan, da.

Udgivet i Ny testamente | Tagget | 1 kommentar

Hizb-ut-Tahrirs demonstration

Denne artikel vil jeg søge at holde fri for den helt store forargelse. Men jeg garanterer ikke for, at der ikke kommer enkelte udbrud af dette stof.

Hvad meningen da er, er jeg lidt i tvivl om. Jeg tror nok, jeg vil prøve at sætte mig ind i Hizb-ut-Tahrirs tankegang. Man siger jo, at det er klogt at kende sin fjende. Det var forresten Luther, der sagde det, da han anbefalede, at man udgav koranen på latin i Basel i 1542, se her.

Men udlagt på demonstrationen på Christiansborgs slotsplads: Nytter det noget at kende sin fjende, når fjenden er muslim? Og: Vil de udtalelser, fjenden kommer med i offentligheden, ikke være udtalelser, der mere skjuler end afslører hans egentlige tankegang?

Lad os se på det!

Først har vi nu den tale, der blev holdt ved demonstrationen af Omar Saad her. Det er dog altid noget. Dernæst har vi en artikel på jihadwatch, hvor Robert Spencer viser, at islam, modsat af, hvad mange tror, er politik mere end religion, se her. Og endelig har vi en artikel på wikipedia, se her, der på dansk giver en forholdsvis fyldig beskrivelse af bevægelsen.

Den første lange del af Omar Saads tale kan godt vække forargelse. Den består af en skildring af alle de lidelser, som muslimerne i Vesten må gennemgå, med terroraktionen i Christchurch i front af beskrivelserne. Ikke med ét ord nævnes de muslimske terroristers langt talrigere ofre, ikke med ét ord omtales de kirker, der er blevet ødelagt i den muslimske verden. Og ærlig talt, det kan man godt forarges noget over. For almindeligvis regner vi dog med, at vores modpart er i stand til at se sagen også fra vores side; så vi plejer at gå ud fra, at modpartens argumenter i det mindste skal høres, og jo helst modargumenteres, hvis det er muligt. Men sådan fuldstændig at lade, som om de kendsgerninger, modparten – det er i dette tilfælde os vesterlændinge – påpeger, slet ikke eksisterer, det er alligevel lidt forbavsende. Eller skal vi ligefrem sige: lidt forargeligt.

Man kan selvfølgelig sige, at de uhyrligheder, de muslimske terrorhandlinger udgør, heller ikke får den store omtale i vestlige medier. Det regner man vist nærmest for en selvfølge, at kristne bliver forfulgt i muslimske lande. Blot har det ikke altid været sådan. Omar Saad har jo ret, når han siger:

Vi muslimer ønsker jer ikke noget ondt. Tværtimod ønsker vi jer alt det bedste! Vi har aldrig haft et problem med at leve side om side med kristne, jøder og andre ikke-muslimer. Dengang vi ikke var flygtninge, indvandrere og efterkommere i disse lande, dengang vi muslimer havde magt og autoritet, levede vi side om side med alle typer af ikke muslimer. De ældste kirker og synagoger i verden findes i muslimernes lande.

Man skal nok for at give en korrekt skildring af de historiske forhold tilføje, at der med mellemrum fandt massakrer sted af både jøder og kristne i de af muslimer styrede lande, men naturligvis aldrig af muslimer, for det var jo dem, der sad på magten. Og man kan også tilføje, at denne påstået fredelige sameksistens var betinget af, at de kristne og jøderne, dhimmierne, betalte en særlig skat, som muslimerne var fri for, og af, at dhimmierne var underordnet muslimerne i så at sige alle henseender. Og disse bestemmelser førte som regel med sig, at de kristne og jøderne i tidens løb omvendte sig til islam. Hvilket nok også var meningen.

Og man skal nok også tilføje, at den kalif, der tænktes at lede de muslimske lande, ud fra koranen og den muslimske tradition havde en pligt til at føre krig for at indlemme endnu flere landområder under halvmånen. Så de muslimer, der dengang ønskede os kristne alt det bedste, var af den overbevisning, at alt det bedste var at komme ind under islams ”beskyttende” vinger. Og man kan ikke uden videre gå ud fra, at de kristne, hvis lande blev erobret, også mente, at det bedste ville være at komme ind under islams herredømme.

Men man kan måske nok få indtryk af, at nutidens muslimer, her i skikkelse af Hizb-ut-Tahrir, mener det samme, når de vil berolige os med, at de ønsker os alt det bedste. For hør nu, hvad Omar Saad siger lidt senere:

I dag bliver vi givet valget mellem at assimilere os, makke ret, frasige os dele af vores islam, ellers vil de højreorienterede kræfter vinde støtte og tilintetgøre os. Budskabet er: ”Enten bukker I jer, eller også tvinger vi jer med magt til at bukke jer”. Og mange muslimer gentager desværre denne logik. ”Enten stemmer I og tager demokratiet og frihederne til jer, ellers vinder højreorienterede partier til valget”.

Men vi har et tredje valg!

Vi har valget om at følge sendebuddenes vej, de retskafnes vej, ikke den nemme vej, men den omkostningsfulde vej, den rene vej.

Den vej betyder at vi skal holde fast i hele islam, vi må ikke opgive en eneste del.

Vi skal ikke isolere os men involvere os i den politiske debat, på islams præmisser. Vi skal gøre folk bevidste om de kendsgerninger og løfte bevidstheden blandt muslimerne og ikke-muslimerne.

Vi skal forstå, at vi er en del af den islamiske nation. Når den lever i usikkerhed, vil vi leve i usikkerhed. Når dens ære bliver krænket, vil vores ære bliver krænket. Den eneste måde at komme ud af den her situation på, er ved at genetablere det, som giver os sikkerhed, muslimernes skjold. Vi behøver ikke at lede efter løsninger, løsningen er soleklar, lige foran os.

إِنَّمَا الْإِمَامُ جُنَّةٌ يُقَاتَلُ مِنْ وَرَائِهِ وَيُتَّقَى بِهِ

“Imamen er et skjold: man kæmper bag ham og beskytter sig ved ham”.

Man kan spørge sig selv, om den kamp, der her opfordres til, er en åndelig kamp, altså en kamp på ord, eller om denne kamp involverer vold eller trusler om vold. Det bliver alt andet end klart af det følgende, som lyder således:

Det er islams løsning. En leder der samler og mobiliserer muslimernes kræfter, beskytter dem fra deres fjender, spreder godhed og sikkerhed i landene, iværksætter Allahs lov på jorden. Det er vores pligt, at denne imam er tilstede. Så lad den der arbejder, arbejde for denne mægtige pligt. Lad den, der ønsker muslimernes sikkerhed, arbejde for denne vitale pligt.

Pligten er at arbejde for at bringe hele islam tilbage igennem Khilafah. Vi skal støtte og tage del i de muslimske befolkningers kamp for at befri sig fra tyranniet og leve under islams barmhjertige system. Vi skal være deres stemme og kalde til islams korrekte løsning.

Det, der forhindrer udgydelse af muslimers blod, vores blod, er ikke at udvise loyalitet mod disse vestlige stater, det er ikke at gemme sig væk og lave mere dua (bøn). Det er ikke mere velgørenhed og fokus på god moral. Den eneste løsning er den, som islam har givet.

وَيَقُولُونَ مَتَىٰ هُوَ ۖ قُلْ عَسَىٰ أَن يَكُونَ قَرِيبًا

“Og de spørger hvornår er det? sig det kan være at det er tæt på”

Det er almindelig kendt, at Hizb-ut-Tahrir ikke vil deltage i demokratiske valg. Det er uislamisk, mener de. Derimod vil de stræbe frem mod oprettelsen af et kalifat (Khilafah). Men ud fra det, Omar Saad siger her, ser det ikke ud til, at IS, der jo ellers havde oprettet et kalifat, var et kalifat efter Hizb-ut-Tahrir’s smag. Men om de i tilstrækkelig grad har taget afstand fra IS, er måske tvivlsomt. Jeg mener: her kommer en organisation, der går ind for en kalifat-løsning, men blot undlader at fortælle nøjere, hvilken kalifat-løsning man går ind for, og hvordan den skal iværksættes. Det vil vel ikke være mærkeligt, om en del unge mennesker tiltrækkes af den kalifat-løsning, IS tilbød, specielt fordi det jo ikke fremgår særlig tydeligt af Hizb-ut-Tahrirs propaganda, hvordan man forestiller sig, at alle muslimer skal blive enige om, hvilken kalif der skal udnævnes og hvornår, for ikke at sige: hvor.

Og hvis man så endelig fik installeret en sådan kalif, så skal han altså etablere et skjold, der kan beskytte muslimerne. Kan det ske uden magtanvendelse? Og hvem skal magten anvendes imod? Vestmagterne, måske. I hvert fald synes det at fremgå af den første del af talen, at det er dem, der er skyld i talløse muslimers død. Som sagt nævner Omar Saad ikke de muslimske terroristers ofre.

Men det er formentlig ikke blot vestmagterne, der tænkes på. Når muslimerne på slotspladsen opfordres til at tage del i ”de muslimske befolkningers kamp for at befri sig fra tyranniet og leve under islams barmhjertige system”, så tænkes der sikkert også på muslimerne i de muslimske lande. For de er jo ikke underlagt nogen kalif, og de regeringer, der hersker over dem, betragtes af Hizb-ut-Tahrir som ikke-muslimske, og skal man befri sig fra det tyranni, de således er underlagt, og det ikke kan ske ved demokratiske metoder, så er der kun voldens vej tilbage.

Det samme synes at gælde for de muslimer, der lever hos os. Her lever de jo også under et tyranni efter alt, hvad Omar Saad havde sagt i den første del af talen.

Så der er ikke noget at sige til, at mange lande betragter Hizb-ut-Tahrir som en terrororganisation og af den grund har forbudt den. Det har vi dog ikke gjort her i landet. Det hænger formentlig sammen med, at Hizb-ut-Tahrir ikke kan blive enig med sig selv om, hvorvidt man passivt skal afvente kaliffens komme, eller sådan mere aktivt skal prøve at give en hånd med. Og den wikipedia-artikel, jeg har henvist til, mener da også, at organisationen ikke har mere end en 60 til 80 aktive medlemmer. Billeder fra slotspladsen synes dog at vise, at tallet på de fremmødte er noget større.

En lille sjov ting til sidst i dette afsnit: Omar Saad siger i talen:

Vi takker Allah for at gøre det muligt at samle os i dag for at virkeliggøre disse beærede ord, som kom fra sendebuddets beærede mund.

Takken for muligheden for at forsamles behøver Saad nu ikke at stile helt så højt. Det er såmænd nok at rette den ind mod det liv og de samtaler og afgørelser, der finder sted indenfor Christiansborgs tykke mure. Det er jo, kære Saad, det danske demokrati med dets ytringsfrihed, som muliggør jeres demonstration. Det burde du takke i første omgang. Men eftersom dine mange anklager om vold mod muslimer er præget af store forglemmelser, er det såmænd ikke så mærkeligt, at du også glemmer denne tak. Eller ligefrem ”glemmer” det demokrati, som muliggør jeres demonstration, selv om I hader det.

Robert Spencer viser i det indlæg, jeg linkede til, at islam måske nok kan kaldes en religion, men i så fald en religion med et tydeligt politisk præg. Og at putte den ind under den vesteuropæiske religionsfrihed kan derfor være noget betænkeligt, blandt andet jo, fordi det hele tiden vil være tvivlsomt, om en muslim vil rette sig efter sin religions love eller efter det lands love, han bor i.

Spencer citerer en australsk senator, Fraser Anning, som har sagt, at hovedproblemet er islam:

Hele den islamiske religion er simpelthen en voldsideologi fra en despot fra det sjette århundrede, der har klædt sig ud som religiøs leder … Sandheden er, at islam ikke er som nogen anden tro … Den er en religiøs ækvivalent til fascismen. Og bare fordi denne primitive tros tilhængere i dette tilfælde ikke var dem, der dræbte, betyder det ikke, at man ikke må bebrejde denne religion noget.

Det er noget, Robert Spencer giver ham ret i, og noget, han er ivrig efter at gøre opmærksom på: jihad hører uløseligt med til islam, man kan ikke fjerne jihad fra islam, og man véd derfor aldrig, hvornår en jihadist dukker op blandt tilsyneladende fredelige muslimer.

For at gøre forvirringen komplet skal jeg her til sidst gøre opmærksom på, at wikipedia-artiklen fortæller, at Hizb-ut-Tahrir er forbudt i alle arabiske stater undtagen Forenede Arabiske Emirater, Yemen og Libanon, samt i Pakistan.

Men altså: Om man kan blive klogere på Hizb-ut-Tahrir ved at læse Omar Saads tale, er nok tvivlsomt. For den tankegang, det ligger bag, er uigennemtænkt, har mange logiske huller i sig og udelader store dele af den virkelighed, vi troede vi var enige om at godkende.

Udgivet i Islam | Tagget , | Skriv en kommentar

Globalisering?

Jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg skal begynde. Eller om, hvorvidt jeg i det hele taget skal begynde. For tør jeg indlade mig på det, jeg gerne vil sige lidt om?

Jeg oplevede nemlig for nylig at blive beskyldt for overfladiskhed, nedladenhed, arrogance og respektløshed, fordi jeg her på bloggen havde omtalt Jakob Brønnums påstande i en bog, ”Kristus som antihelt”, han havde fået udgivet, uden at jeg havde læst bogen, alene ud fra et interview i Kristeligt Dagblad og en anmeldelse af bogen i samme avis. Min artikel stod her på bloggen i 2014, Brønnums indvendinger kom i december sidste år.

Det var en lidt mærkelig oplevelse for mig. Der var ikke tale om, at Brønnum imødegik nogle af mine påstande, heller ikke om, at han fremsatte nogle af sine egne, der var kun tale om, at han hævdede, at jeg ikke kunne anmelde, omtale eller diskutere hans bog uden at have læst den. Hele fire indlæg igennem fremkom han ikke med andet end anklager for overfladiskhed imod mig, fordi jeg ikke ville læse hans bog. At jeg prøvede at tage nogle ting frem fra interview’et med ham, at jeg endda mente at kunne vise, at han kun havde forstået Jesu lignelse om verdensdommen halvt, intet fik ham til at tage handsken op og svare på mine indvendinger. Jeg skulle pinedød først læse bogen, ellers var der lukket for det varme vand, altså lukket for en diskussion med ham.

Det ærgrer mig lidt. For jeg er da altid klar til en god teologisk diskussion. Og når der så endelig er en teolog, der har læst noget, jeg skriver på min blog – omend med lidt forsinkelse – så ville det da have været skønt, om der kunne komme en diskussion i gang.

Men ikke denne gang.

Nu er jeg så lidt bange for at give mig i kast med Rune Lykkebergs bog ”Vesten mod Vesten”. Må man det? Er det intellektuelt tilrådeligt? Kan man ikke føre diskussioner på ”blogplan”, men kun ”bog-mod-bog”? Jeg tror, jeg vover det alligevel. Det kan jo være, jeg er så heldig, at Rune Lykkeberg ikke læser min blog og derfor er ligeglad. Det kan også være, han – ligesom Brønnum – først reagerer efter fire eller fem år, og til den tid kan jeg jo være død mange gange.

Så lad os se på, hvad Berlingske skriver om Rune Lykkebergs bog, se her. Der findes lignende artikler i Information, her, og her, begge bag betalingsmur. Bogen udkommer først den 28. marts, så til den tid vil der måske forefindes nogle anmeldelser.

I artiklen hedder det bl.a.:

Når vrede protestbevægelser som Brexit, De Gule Veste og Make America Great Again knopskyder i Krisens tidsalder, er det et tegn på en politisering, der vidner om en tiltro til forandring, men også et vidnesbyrd om, at Guldalderens løfter om moralske, sociale og økonomiske fremskridt fortsat lever i de vestlige befolkninger.

»De synes bare ikke, at samfundet har levet op til det løfte. Så før man begynder at tale om udlændingepolitik, økonomisk ulighed, politisk ulighed og kapitalisme, er man i min verden nødt til at se, hvilke forventninger det her samfund har skabt hos sine borgere. Fordi det er helt tydeligt, at folk forventer noget, de ikke har fået. Det er grundlaget for opgøret. Det er på sin vis en protest, der tager samfundets grundprincipper mere alvorligt, end de regerende gør,« siger Rune Lykkeberg.

I sin bog opdeler han perioden efter Anden Verdenskrig i tre perioder, Guldalderen fra 1945-1975, Reaktionen fra 1975 til 2000 og Krisen fra 2000 og frem til i dag. Den sidste periode er en krise, fordi ikke mindst Guldalderen skabte forventninger hos folk, og krise bliver der, når folks forventninger ikke indfries.

Og den liberale elite formår ikke at indfri folks forventninger, blandt andet, fordi den ikke forstår dem:

I »Vesten mod Vesten« retter han derfor en besk kritik af den liberale overklasse i USA og Storbritannien, der i årevis har fejret egne historiske triumfer uden skyggen af erkendelse af deres eget ansvar for verdens aktuelle tilstand.

»Den uddannede klasse tog fejl af indvandringen, da den hævdede, at den ikke var et problem. Og at de, der hævdede, at det var et problem, var racister,« siger han.

»De tog fejl af finanskrisen. De troede, at det store problem var underskuddet på de offentlige finanser.«

»De tog fejl af globaliseringen, da de sagde, at den ville være god for alle.«

»De tog fejl af Irak-krigen, da de sagde, at der var masseødelæggelsesvåben,« siger han.

»Det er ikke sådan, at der kommer en mørk dæmon i de vestlige samfund, som er populismen. Det er sådan, at der kommer en gennemført kritik af de samfunds herskende klasser af, at de heller ikke har levet op til deres løfter. Deres autoritet bliver langt hen ad vejen berettiget pillet ned.«

Det lyder da sådan set tilforladeligt nok. Men alligevel. Er det, der er årsag til populismens eller de højre-nationale partiers fremmarch, det forhold, at eliten ikke har levet op til dens løfter?

Ak, nej, var det bare så simpelt. Men det er meget værre. Det, der er galt, og det, der har fremkaldt en krise i de demokratiske samfund, er, at eliten har brugt new-speak. Men har dannet sig sine egne begreber, begreber, som almindelige mennesker ikke forstår, og ud fra de begreber analyserer man krisen. Men at det er begreber, det er galt med, at analysen i sig selv er forkert, nej, det fatter man ikke.

Tilsyneladende sidestiller Rune Lykkeberg de ting, han opremser her. (Kan hænde, det ser anderledes ud i bogen, men jeg holder mig til den sideordning, han præsenterer her). Men de kan jo ikke sideordnes. Én ting overstråler alle de andre i betydning: Indvandringen.

Indvandringen – ikke mindst indvandringen af muslimer – rammer folks hverdag, indvandringen forandrer vore samfund, indvandringen ødelægger det tillidssamfund, vi havde. Derfor, fordi folk nu omsider kan se og nu omsider er ved at miste tålmodigheden med de mange sære muslimske krav, derfor vokser en række højre-nationale partier frem overalt i Europa.

Hvad rolle spiller det, om politikere og økonomer tog fejl af finanskrisen? Javist, det giver diverse Klogeåger i Tv-aviserne en masse at snakke om, men så længe der endnu er arbejde at få, så længe dagligdagen så nogenlunde kan dalre videre uden de helt store forandringer, så er det såmænd ikke noget, der kan få nye partier til at vokse frem. Men sandt nok: eliten havde ikke regnet med, at denne krise ville komme.

Og at man tog fejl forud for Irak-krigen med sin påstand om, at der var masseødelæggelsesvåben, som Saddam Hussein kunne bruge, heller ikke det rager almindelige mennesker det helt store. Man kan drille politikerne, man kan gabe en lille smule over mediernes forsøg på at få politikerne til at oprette undersøgelseskommissioner og nedlægge dem igen, men ligefrem give sig til at stemme anderledes, end man plejer, at den grund, nej, det gør man ikke, det betyder det hele for lidt til.

Og globaliseringen? Nå ja, igen må man til sin tid se efter i bogen selv. Men ærlig talt, det skulle undre mig, om Rune Lykkeberg har gennemskuet, at globalisering er et snydebegreb, fordi det dækker over to forskellige ting: det kan betyde frihandel, og det kan betyde åbne grænser for migration. Og hvilken af de to ting, Lykkeberg mener med det, der står i Berlingske, er ikke til at vide. Derfor gætter jeg på, at han som så mange andre journalister blander de to ting sammen i én pærevælling og giver det en fællesbetegnelse: ”Globalisering”, uden at blive opmærksom på dobbeltbetydningen.

Det hedder videre i artiklen:

»Der er en stærk sensitivitet for, hvordan man taler om køn og race, men der er ingen sensitivitet for, hvordan man taler om uddannelsesforskelle. Man må godt tale grimt om de uuddannede.«

Derfor ramte det som et chok, da ondskaben selv vendte tilbage i begyndelsen af det nye årtusind i den epoke, som Lykkeberg betegner som Krisen. I 2002 klarer højrenationalisten Jean-Marie Le Pen fra Front National sig for første gang videre til anden runde af det franske præsidentvalg. Til den liberale klasses overraskelse står valget med Rune Lykkebergs ord pludselig mellem »det ansvarlige regerende system og den nationalpopulistiske udfordrer«.

Ondskaben? Var det ondskaben, der vendte tilbage? Ja, det er vist det, Lykkebergs analyse lægger op til. Eller skal det mon forstås sarkastisk? Ondskaben mente man i Guldalderen at have fået has på. Men nu i Krisen vendte den tilbage.

Virkelig? Var Jean-Marie Le Pen da ond? Er vi, der vender os mod indvandringen, onde?

Slutningen på artiklen lyder:

»Udlændinge har fyldt meget i Vesten meget længere, end politikere har talt om det,« siger han og henviser til den britiske politiker Enoch Powell, der i 1968 holdt en berygtet tale, hvor han advarede mod »floder af blod« som resultatet af masseindvandring.

»Det har været en dagsorden, der har været illegitim, men har drevet en del politik. Jeg deler den franske økonom Thomas Pikettys opfattelse, når han skriver, at folk inderst inde har været overbevist om, at de højreorienterede bedst har kunnet håndtere indvandringen. På samme måde tror jeg, at folk vil mene, at de venstreorienterede går mest op i klima.«

Nu er det ikke globalisering eller Irak-krigen eller finanskrisen, der sidestilles med indvandringen, men klimaproblemerne. Og der er da ingen tvivl om, at den herskende elite, især den på venstrefløjen, vil være overordentlig tilfreds med, at klimadiskussionen op til valget kunne fylde lige så meget som indvandringsdiskussionen. Og ingen tvivl om det: medierne vil givetvis hjælpe dem med at få opfyldt dette ønske, også såmænd den avis, Information, hvis chefredaktør Rune Lykkeberg er.

Men igen: det er ikke klimapolitikken, der har givet de højre-nationale partier vind i sejlene, det er indvandringen, og den fornemmelse, man har af, at de kendte, gamle partier ikke vil gøre noget ved den. Merkels ”Wir schaffen das” sidder dybt i erindringen. Skyldes det, at man føler sig bundet af diverse konventioner? Skyldes det, at man ikke kan få sig selv til at jage bådene med migranter tilbage? Eller skyldes det, at man fra elitens side mener, at folket nok kan tåle endnu en bådlast uden at gøre oprør? Det vides ikke, men givet er det, at hvis dette, at der blev skabt højre-nationale partier, blev opfattet som selve ondskabens genkomst – og det har det utvivlsomt været i elitens øjne – så er det hele elitens verdensbillede, der angribes. For hidtil har man jo ment, at vi europæere var forpligtet på at hjælpe dem, der bankede på vor dør, først når vi gjorde det, var vi ”gode”, det hænger uløseligt sammen med elitens selvforståelse. Når der så fremstår partier, der vil hindre eliten i at være ”gode”, så må disse partier være selve ondskabens redskaber.

Nu må vi se, hvad diverse anmeldere siger om bogen. Men givet er det, at hvis denne artikel blot nogenlunde afspejler bogens indhold, så kan man frygte, at også denne bog er en lang gang udenomssnak. At det egentlige problem: indvandringen, der for altid vil forandre vore samfund, med smukke analyser bliver forvandlet til en håndtérlig størrelse. Eller – hvis vi skal sige det på en anden måde – at eliten, hvortil Rune Lykkeberg trods alle sine forsøg på ”nytænkning” hører, aldrig vil tilslutte sig Viktor Orbans argument: at når han og ungarerne kan se, hvordan indvandring, især den muslimske indvandring, har ændret Vesteuropas samfund, så vil de aldrig, aldrig tillade nogen muslimsk indvandring at finde sted i deres land. For ligefrem frivilligt at anskaffe sig de enorme problemer, som Vesteuropa slås med, oven i købet med den fremtidsudsigt, at de kun bliver værre i takt med, at den muslimske befolkningsandel vokser, det ville dog være topmålet af dumhed.

Jeg vil give Orban ret. Men jeg mener ikke om mig selv, at jeg af den grund er ond. Tværtimod er det min opfattelse, at eliten er ramt af en ond dæmon eller en kulturel sygdom. Jeg har kaldt sygdommen samaritanitis, og man kan søge på det ord her på bloggen for at finde ud af, hvad jeg mener med det. Men nærmest uhelbredelig synes sygdommen at være. Eneste løsning er derfor, at der kommer andre politikere til fadet.

Så er jeg sådan set færdig.

Men et par ting mere skal nævnes, fordi det kan være interessant at se på de kommende anmeldelser, om disse forhold i det helt taget nævnes af Rune Lykkeberg.

Det ene er islam. Det kan være en tilfældighed, at islam slet ikke nævnes i Berlingerens artikel. Men for mig at se, er noget af det, der har præget den udvikling, vi som samfund har været igennem, islam.

Og det fænomen hænger lidt sammen med noget andet, som måske burde overvejes eller i hvert fald tages med i betragtning, men som formentlig ikke tænkes med af Lykkeberg. Det er det lidt mærkelige forhold, at man jo kan spørge, om man i det hele taget kan tale om samfundets udvikling, jeg mener, er det det samme samfund, der forefindes før og efter? Er der tale om en intern udvikling i samfundet, eller er der udefra kommende kræfter, der spiller med ind i samfundet og ændrer dets kurs?

I skoledebatten, den, der gik for sig i forbindelse med skolereformen, talte man om en udvikling i undervisningsmetoderne, i børnenes oplevelse af sig selv, i forholdet mellem forældre og børn, som om det alt sammen var interne danske forhold, som om det var en udvikling, der kun berørte danskerne. Man ”glemte” fuldstændig, at en meget stor del af de børn, det drejede sig om, var børn af muslimske forældre, og at alle de smukke ord derfor var fuldstændig irrelevante.

Har mon Lykkeberg den samme blindhed i analysen, når det drejer sig om samfundsudviklingen i det hele taget? ”Glemmer” også han at tage det forhold med i betragtning, at danskere ikke mere bare betyder ”danskere”, sådan som det gjorde tidligere, men nu betyder ”etniske danskere plus indvandrede muslimer”?

Vi får se!

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | 1 kommentar

Bindinger

Se engang på dette billede fra Visborg kirke!

Det er en såkaldt håndstøttefigur. De gamle træskærerkunstnere havde for vane at anbringe nogle små figurer under korstolenes håndstøtter. Her prøvede de at afbilde nogle af de personer, der tænktes at skulle bruge stolene. Og det var ikke altid, at afbildningerne svarede til det billede, munkene havde af sig selv. Kunstnerne benyttede sig af lejligheden til at tage lidt gas på de hellige mænd.

Det samme gjorde de, da de skulle lave korstole til Mariager Klosterkirke. Her var det dog ikke munke, de drillede lidt, men nonner. Desværre er de fleste af korstolene fra Mariager Kloster gået tabt. Kun en lille rest er bevaret i Visborg kirke ved Hadsund. Og på nogle af dem kan man godt fornemme en lidt hårdhændet afbildning af de fromme damer. Faktisk er der nogle af figurerne på disse håndstøtter, der ligner nogle ret stramtandede tanter.

Men så er der denne her.

Hvordan skal den forstås? Gør kunstneren nar, eller er han forelsket? Det er ikke helt nemt at afgøre. Så vi lader lige det problem ligge et øjeblik.

Jeg har tidligere været inde på Abigail Marsh’s bog The Fear Factor fra 2018, se her. Men hidtil har det kun været, fordi jeg ville bruge dele af hendes forskning. Det er det sådan set også denne gang. Jeg vil ud fra hendes iagttagelser sige lidt om hormonet oxytocin. På side 191 i sin bog nævner hun dette hormons to funktioner: det skal igangsætte livmoderens kontraktioner, så barnet bliver født, og det skal sørge for, at moderen udviser yngelpleje. Det er det sidste, jeg her er interesseret i.

For det er jo ganske mærkeligt, at hvor andre dyrearter efterlader deres æg fuldstændig til sig selv, overlader de af æggene klækkede unger til tilfældighedernes spil og derfor må lægge en forfærdelig masse æg, dèr føder pattedyrene til sammenligning kun få unger, men sørger til gengæld for dem, beskytter dem og giver dem næring. Det er hormonet oxytocin, der her er på spil, siger Marsh. Der er selvfølgelig visse legemlige funktioner, der skal sørges for, produktion af mælk, f.eks., og det tager hormonet sig flinkt af. Men det er også nødvendigt at sørge for, at der bindes bånd mellem mor og barn, og hvordan det sker, er vist indtil nu forblevet lidt af en gåde.

Marsh er temmelig interesseret i det, hun kalder ”allomothering”, altså det faktum, at hunpattedyr ikke blot tager sig af deres egne unger, men også kan rette deres pleje mod andres unger. Jeg er sådan set i dette indlæg mere interesseret i de dyr, der ikke kender til en sådan ”allomotherings”-evne. Det gør blandt andet får ikke, hvilket kan være ret upraktisk for en fåreavler, der må se et moderløst lam gå til grunde, fordi de andre får ikke vil tage sig af det. Abigail Marsh fortæller dog, hvordan man kan få et hunfår til at producere oxytocin, så det trods sin medfødte uvilje alligevel tager sig af forladte lam.

Når det forekommer mig mere interessant, skyldes det, at det viser, at den binding, der opstår i kraft af den mægtige dosis oxytocin, der fremkommer ved fødslen, er en binding fra individ til individ, ikke blot fra et tilfældigt dyr i en særlig situation til et andet tilfældigt dyr i en særlig situation. Der er ingen tvivl om, at denne individ-til-individ-binding også forekommer hos de dyr, der kender til fænomenet ”allomothering”, men når bindingen ikke ”virker” ved andre end fårets egne lam, viser det, at der må forekommer én eller anden genkendelsesmekanisme hos dyrene. Om det er syn eller lugt, der er afgørende, vides ikke. For fårs vedkommende er det måske mest lugtesansen, der afgør, om dette lam er mit eller dit. Men for andre dyres vedkommende kan det både være synet af ungen og den lyd, ungen giver fra sig, der betyder noget.

Hvad er det for menneskets vedkommende? Joh, for vi er jo også et pattedyr. Vi har de samme hormoner i de samme situationer, og vi må derfor forventes at være præget af de samme kræfter.

Marsh går derfor den tanke efter i sømmene, at vi alle føler os tiltrukket af babyagtigt udseende børn. Det store hoved, de store øjne, det letfremkaldelige smil, den lette eller stærke gråd, alt dette bevæger os som mennesker, og det gør det, som jeg ser det, ikke blot, fordi der gives os et skvæt oxytocin, men også fordi der i vor hjerne ligger billedgenkendelsesmuligheder, så vi med det samme kan se, hvilke følelser der præger den anden, altså ikke mindst vore spædbørn. Sjovt nok er denne evne ikke forbeholdt kvinderne, mændene har fået deres del af den. Og det er måske én af de ting, der antyder, at dette, at vi binder os sammen i par, ikke blot er en kulturel foreteelse, men noget, der ligger i vor natur, hvad enten det så er vor hormonale natur eller vor sociale natur.

Abigail Marsh har en lille parentes her (på side 195). Her skriver hun: ”Hos nogle arter har det [oxytocin, rr] siden vist sig at tjene tilsvarende funktioner såsom par-bindinger og social anerkendelse”. Det er en tanke, jeg tidligere har været inde på, se her, blot havde jeg ikke Marsh-citatet klar dengang. Det hænger sammen med, som den opmærksomme læser nok har opdaget, at jeg er en hund efter at udgranske forelskelsens hemmeligheder.

I sin tid gjorde jeg opmærksom på Joakim Skovgaards freske i Viborg Domkirke, se her, forestillende Adams betagelse af den nyskabte, nøgne Eva, og det var jo da et udmærket udtryk for det ene køns betagelse af det andet, hvilket vel er en forudsætning for, at forelskelsen kan bryde frem, se min artikel her. Men når jeg nu gør opmærksom på håndstøttefiguren fra Visborg, forekommer den mig langt mere dagligdags. Her er det kun et kvindeansigt, der er afbildet, det ser man dog langt tiere end en nøgen kvinde, og når man alligevel kan fornemme en vis betagethed hos kunstneren skyldes det det mærkelige forhold, at han, skønt han giver hende et dådyransigt, alligevel formår at få det specielt kvindelige frem; jeg anbringer lige linket igen.

Og så er vi fremme ved det, jeg især har fået ud af Marsh’s overvejelser: der må ligge i os – det vil sige: i vore hjerner som et medfødt fænomen – et slags idealbillede, af børn, så vi kan gribes bare ved synet af dem, af kvinder, så vi fornemmer en skønhed hos dem. En slags skabelsesgave er det vel. Og når så ved det første kys oxytocinen skyller igennem os, så går det os ligesom fåret og dets lam: det er dette individ, vi binder os til, det er dette individ, der ved skæbnens tilskikkelse er blevet bundet til netop os, det er med fuld musik, vi glæder os til at tilslutte os bryllupsritualets ord ”til døden skiller jer ad”.

Som Højsangens forfatter bekender det:

Der er tres dronninger og firs medhustruer
og unge piger uden tal;
men hun er den eneste, min due, mit ét og alt, Højs. 6,8.

Det er vort kristne samfunds erfaring. Den kan vel udtrykkes i snerpede moralregler, men langt bedre er det dog at udtrykke den som glæde og betagelse og jubel.

 

Udgivet i Historie, Uncategorized | Tagget | Skriv en kommentar

Spilfordærvet

Der er utrolig mange, der melder sig på banen for at give en ”forklaring” på terrorhandlingen i New Zealand. I mit forrige indlæg nævnte jeg et indlæg i Information, og i dag skal jeg nævne endnu to derfra. Først et indlæg af Jason Burke, oversat fra The Observer, som forsøger at få de to former for terrorisme, der forefindes i vore dage, den muslimske og den højreradikale, til at være udtryk for det samme. Det er nu ikke så nem en opgave. Selv om han må indrømme, at der er flest muslimske terrorhandlinger, så prøver han ikke at forklare denne asymmetri, men pukler videre med sine teser om ens forklaring.

Og dette, at de muslimske terrorister har en stor sympatisørsump omkring sig, får ham så til at hævde, at der ikke i absolut forstand findes nogen ”ensom ulv”.

Og ikke sandt, så siger man til sig selv: Det var li’godt meget. Breivik var altså ikke en ensom ulv, Tarrant er heller ikke en ensom ulv. Det vil sige, at den iagttagelse, jeg mente at have gjort angående Breivik, at han i sit manifest citerer en mængde af de personer, som Burke vil kalde højreradikale, men er helt ude af stand til at finde opfordringer hos dem til terrorhandlinger, den erklæres for helt og holdent ugyldig. Nej, Breivik havde skam alle disse personer som ”sympatisørsump” omkring sig, så kan de sige, hvad de vil.

Det samme med Tarrant: Burke prøver at få os til at tro, at dette at spå om, at der nok vil opstå borgerkrig, er det samme som at opfordre til vold. Og så bliver alle de mange fredelige mennesker, der er bange for, at Europa vil blive præget af borgerkrige, når muslimerne bliver mange nok, forvandlet til volds-monstre, der inspirerer terrorister som Tarrant.

Så bringer Berlingske en besynderlig kronik, se her. Man giver en begrundelse for kronikken:

Berlingske vil ikke bringe terroristers propagandamateriale ufiltreret, men vi mener, at det er vigtigt at kende til deres inspirationskilder og argumentation for at forstå, hvordan radikaliseringen foregår. Derfor har vi bedt Jens-Martin Eriksen skrive denne kronik.

Og så fortæller Jens-Martin Eriksen om sin roman ”Helter Skelter”, om den helt i romanen, der er en terrorist, om de tanker, han har gjort sig om, hvad der foregår i hovedet på en terrorist, og om, hvordan en sådan personnage i det hele taget er at opfatte. Det vil i al sin grumme naivitet sige, at Berlingske mener, vi skal afstå fra virkeligheden, som jo terroristens manifest bringer os nærmere til, og nøjes med en forfatters indlevelsesevne. Hvis det er det, vi skal bygge vores sikkerhed på, så siger jeg velbekomme!

Og så behøver jeg næsten ikke nævne en artikel i Information fra den 20-3 2019, der hedder ”’Stop den store udskiftning’ har længe været et kampråb på den radikale højrefløj” og er skrevet af Mathias Hee Pedersen. Den er bag betalingsmur, men er egentlig heller ikke værd at samle på. Man kan se en gennemgang af hans indlæg på uriasposten her. Hee Pedersen gennemgår en række af de kilder, som Tarrant selv nævner, men formår heller ikke at få en bekymring for borgerkrig til at være identisk med en opfordring til terror, selv om han gør sig de største anstrengelser. Han kan da f.eks. fortælle, at titlen på Tarrants manifest ”The Great Replacement” er taget fra en bog af Renauld Camus, der hedder nøjagtig det samme. Kristeligt Dagblad fortæller, se her, at Camus harmdirrende tager afstand fra den tanke, at hans bog kunne fungére som inspirationskilde til nogen som helst vold.

Man kan sikkert finde mange flere af den slags artikler. For venstrefløjen i vores debat ser det som en oplagt mulighed at få knyttet alle mulige højreradikale skribenter sammen med Tarrant, så de forarget kan udbryde: ‘Ja, dèr ser vi, hvad sådanne tanker kan føre til!’

Imidlertid er der noget helt andet i den verserende debat, der er langt mere interessant. Men før jeg kommer ind på det, lige en henvisning til besættelsestiden.

Man kan af og til træffer personer, som håner os danskere for vores syn på besættelsestiden. Man siger som så: ”Ja, det er godt med os danskere og vores modstandsvilje. Hvor var denne modstandsvilje henne i de første år af besættelsestiden? Er sandheden ikke den, at modstandsviljen først opstod hos os, da vi kunne se, at tyskerne ikke ville vinde krigen?”

Det er der selvfølgelig noget om. Det kan jeg godt se, selv om jeg har en instinktiv modvilje mod alle dem, der i dag er så voldsomt forargede over noget, deres bedsteforældre foretog sig. Men hvis man bare tænker sig en lille smule om, synes jeg, indvendingen må smuldre bort. Hvis man skal ofre sin frihed eller måske endog sit liv, så vil man dog vel gerne, at dette offer skal nytte noget. Og som situationen var i Europa indtil omkring 1942-43 med tyskernes nederlag ved El-Alamein og Stalingrad, kunne ingen eller kun meget få se, at modstand kunne medføre noget positivt. Skulle Danmark være besat af tyskerne de næste fyrre år, ville det så ikke være bedre at vente og se, om ikke man kunne bruge sin offervilje bedre end ved bare at forvolde én eller anden tilfældig skade, som jo aldrig ville kunne blive af synderlig betydning.

På samme måde må man spørge Brenton Tarrant, om han ikke skulle spare sine kræfter, indtil han kunne gøre noget, der gav mere mening, hvad angår forsvaret af den folkegruppe, han tilhører, end bare at slå nogle tilfældige muslimer ihjel. Hvis det er sandt, hvad han hævder, at muslimerne med tiden vil overtage vore samfund alene i kraft af, at de er de fleste, og hvis man pønser på at gøre voldelig modstand mod deres overtagelsesprojekt, så er det da virkelig dumt bare at skyde løs på tilfældige muslimer. Den før omtalte Mathias Hee Pedersen citerer Rasmus Paludan for at have sagt:

»Det er jo sådan, at krigen har mange fronter, og der kan være store fordele i, at man ikke afslører over for fjenden, hvordan man ser ud. Så mens vi står her i dag, så er der hundredtusinder som sidder hjemme og klargør deres våben og øver sig på at ramme med deres rifler. Det er desværre nødvendigt.«

Nu er der jo på ingen måde hundredtusinder, der sidder hjemme og klargør deres våben. Der er tale om en vild overdrivelse. Og det véd Rasmus Paludan sikkert udmærket. Men han opnår med denne overdrivelse at henlede opmærksomheden på de mange i samfundet, som finder muslimernes opførsel uacceptabel og ønsker dem hen, hvor peberet gror. Det ønske kan måske engang forvandle sig til aktiv og væbnet modstand. Det er, hvad der ligger i Paludans udsagn.

Men hvis det er tilfældet, har jo Hee Pedersen uden at ville det antydet, at Paludan, der ikke vil afsløre for fjenden, hvordan man ser ud, må anse Tarrants handling for dum. Det vil Paludan selv sikkert ikke sige, men der ligger i hans udtalelse en forudsætning om, at man ikke skal handle uden at tage hensyn til situationen. Og da man må indse, at sådan handlede netop Tarrant: han tog ikke det fjerneste hensyn til situationen, så bliver hans handling at anse for uklog, for et udslag af en utålmodighed, som ikke fører til noget.

Tarrant spørger selv i manifestet, om ikke hans angreb vil gøre mere skade end gavn, og kommer med dette højst ufyldestgørende svar:

Nej, der er endnu ikke etableret nogen succesful, indflydelsesrig stor bevægelse, og der er ikke nogen førende organisation, så der er ikke skabt nogen stor struktur, som kunne blive skadet.

Han kan sikkert ikke selv se, hvordan han her taler udenom. Breiviks mangel på succes, hvad angår det at medvirke til at skabe væbnet modstandsvilje i den europæiske befolkning – hans angreb resulterede jo nærmest i det modsatte – burde have fået Tarrant til at udvise lidt tålmodighed, hvis han altså endelig ville fremme en borgerkrig imod muslimerne. Og ligesom nogen har hævdet, at hans terrorangreb var til at forudse, vil jeg hævde, at den enorme velvilje fra europæernes side, der nu ombølger muslimerne i New Zealand – en velvilje og medfølelse, jeg helt og fuldt deler – var til at forudse.

Igen: Hvis han ville kæmpe for et racerent Europa, hvis han ville forhindre, at muslimerne i kraft af deres større fødselsrate ad åre overtager Europa, så går han den forkerte vej, så er hans anslag nyttesløst, så gør det mere skade end gavn med hensyn til det, han vil have gennemført, modsat af, hvad han selv hævder.

Men det store spørgsmål er så: Hvorfor udførte han så sit attentat? Hvad er det, der får ham til at foretage en handling, som han dog ved anvendelse af lidt almindelig snusfornuft måtte kunne indse bringer ham det modsatte resultat af det, han siger han ønsker.

Vi venter lidt med svaret på det spørgsmål.

Først er der nemlig endnu en mærkelig ting ved main-stream-mediernes reaktion på terrorangrebet, der må nævnes.

Brenton Tarrant udførte sit attentat iført en hjelm. På denne havde han monteret et kamera. Fra dette kamera blev attentatet ‘live-streamet’ til Facebook. Man ville altså samtidig med eller senere kunne se, hvad der skete lige for næsen af ham, se det våben, han rettede mod de uskyldige mennesker, se de ramte falde om, se det indre af moskéen både før og efter at skuddene var faldet. Jeg har ikke se videoen, jeg gætter mig bare til, hvad den indeholder.

Det mærkelige og det lidt uforklarlige er nu, at en masse kommentatorer næsten falder over deres egne ben for at bebrejde Facebook, at de ikke er i stand til at fjerne disse videoer. Der var sågar i Deadline en lang diskussion med en repræsentant for Google, der skulle forklare, hvorfor det ikke var så let at fjerne en sådan video. Det er, må man forstå, en højst uheldig ting, at en sådan video kan videreformidles på internettet. Man har endda, så vidt jeg har forstået, gjort det strafbart at videresende den.

Mig forekom det at være en mærkelig overdreven opmærksomhed at give en sådan video. Hvad skade kunne det dog gøre, om den blev delt? Ville den ikke kun fremkalde afsky, når den blev set? Det irriterede mig faktisk noget, at man gjorde så stort et nummer ud af noget forholdsvis ligegyldigt i stedet for at interessere sig for Tarrants manifest. Dèr havde man jo noget, man kunne lære noget af. Dèr fortalte han selv, hvad formålet var. Det måtte man da endevende i sine diskussioner, hvis man ville forstå, hvad der drev ham, og hvis man ville prøve at forhindre, at andre blev drevet af det samme.

Men så var det, at det slog mig, at denne store interesse for videoen og for, hvordan man kunne forhindre, at den blev spredt, havde en forudsætning, som ikke lægges åbent frem, men som alligevel fuldt ud er til stede. Når man ønsker at fjerne videoen fra internettet, skyldes det, at man er bange for, at selve det at se en sådan massakre gennemført, selve det at se skuddet blive affyret og se den ramte falde om, kunne fremkalde et ønske hos den, der ser det, om at gennemføre noget tilsvarende. Man gør sig øjensynlig tanker om, at der er nogle iblandt os, der ikke kan tåle at se en sådan video uden at få lyst til på tilsvarende måde at slå ihjel. Det er det, man er bange for, og det er det, man forsøger at undgå med sine krav til de store internetselskaber om at slette videoen.

Og så er det, at jeg igen gribes af den tanke, som jeg kun har fundet på nærværende, udmærkede sted på nettet: at en tilsvarende lyst til at slå ihjel kan fremkaldes af de mange krigsspil, som mange spiller på nettet; at der hos nogle af spillerne kan dannes en ubetvingelig lyst til at slå andre ihjel, ikke blot andre fiktive personer på nettet, men andre virkelige personer derude i virkeligheden.

Hvis en video af en virkelig morders drab kan fremkalde sådanne lyster, en video, hvor dog seeren forholder sig ganske passiv, hvorfor skulle det så være umuligt, at et krigsspil, hvor seeren ikke er passiv, men i høj grad aktiv, så han slår den ene fiktive fjende efter den anden ihjel – af og til velsagtens under stor indre jubel – skulle kunne tænde op under de samme lyster?

Man kan se mine første overvejelser i den retning her. Og jeg har meget forsigtigt forsøgt at anvende dem på Brenton Tarrant her. Han bekendtgør selv, at krigsspillet fortnite har lært ham at slå ihjel.

Så kun to ting mere:

Man vil kunne spørge mig, hvorfor både Breivik og Tarrant har brug for at skrive sådanne manifester, men de muslimske terrorister ikke.

Mit svar er, at det bl.a. skyldes, at kun de ”kristne” terrorister (”kristne” kaldet, fordi de er vokset op i kristenheden) har en samvittighed. Den muslimske terrorist behøver ikke at tænke selv, han kan blot henholde sig til koranens ord, eventuelt udlagt af en autoritet, han anerkender, så har han al den sikkerhed, som han behøver. Den ”kristne” terrorist, derimod, skal selv forstå baggrunden for det, han foretager sig, for han føler, at han skal handle ”med god samvittighed”. Den prøver han så at skaffe sig gennem disse alenlange manifester. Og fordi man kan gå dem igennem og finde ud af, at der er en logisk brist i dem, og fordi man kan påvise, at terrorhandlingerne er udført uden hensyn til situationen, ligesom farisæernes handlinger, derfor kan man være rimelig sikker på, at motivet ikke er det, som terroristen selv påstår, men en lyst til at slå ihjel, fremkaldt på skjult vis i ham gennem de spil, han har været grebet af.

Han er med andre ord spilfordærvet. Hvilket lyder morsomt, men faktisk er ret alvorligt. For hvornår kan vi så vente den næste ”kristne” terrorist. Der er jo utrolig mange, der fornøjer sig med at slå ihjel på nettet, og selv om det kun er få procent af menneskeheden, der er modtagelig for den smitte, sådanne spil fremkalder, så de får en uimodståelig lyst til at slå ihjel i virkeligheden, så er der tilstrækkelig mange brugere af disse spil til, at nogle få procent bliver ganske mange.

Måske de mange forargede sjæle, der nu kaster sig over Facebook og Google, fordi disse mastodonter ikke kan standse Tarrants terrorvideo, i stedet skulle kaste sig over diverse krigsspil. Hvis de altså virkelig vil gøre en indsats mod sådanne ”højreradikale” terrorhandlinger.

Og så til sidst:

Denne tanke om lysten til at slå ihjel som det primære og de mange forklaringer i manifesterne det sekundære, forudsætter, at både Breivik og Tarrant ikke selv kan se, at det forholder sig sådan. De tror begge selv, at den forklaring, de giver i manifestet, er den sande forklaring. For Breiviks vedkommende kan man måske nok operere med en sådan blindhed for de sande motiver, for han har så meget mærkeligt knyttet til sig, at man med stor sikkerhed kan erklære ham for at være sindssyg, men for Tarrants vedkommende synes det ikke at forholde sig sådan. Han er øjensynlig ikke sindssyg og alligevel kan han ikke selv se sit sande motiv: at det er lyst til at slå ihjel.

Hvorfor ser han så ikke sine egne egentlige motiver?

Svaret er det samme som det svar, der kan gives angående de motiver, som de mange europæiske ”Gutmenschen” har, både journalister og politikere og andet godtfolk. De handler uden hensyn til situationen. De kan godt se, at deres land risikerer at tage skade af den store indvandring, blot nægter de at tage hensyn til det. De er så optaget af at fastholde, at den gerning, de udøver: at modtage de mange ”flygtninge” med ”god” kristelig kærlighed, virkelig er en god gerning, at de fuldstændig overser de uheldige virkninger, der er knyttet til denne gerning. Den handling, de udfører: at gå ind for åbne grænser, er en farisæisk handling, og en farisæer er altid så øm over sit eget renommé, at han glemmer at se på sin handlings situation, glemmer at se på, om handlingen i det lidt længere perspektiv vil være god, glemmer at overveje handlingens konsekvenser.

Sådan er også Brenton Tarrant så optaget af den ”gode” gerning, han agter at udføre, at han helt overser de negative konsekvenser, gerningen kan have. Han kan fremhæve, hvordan han selv hører et kald til handling, hvordan han selv bliver klar over, at det er nu, der må handles, for tiden er knap, hvordan han selv beslutter sig for handling, også om det kan medføre døden. Og han formår at ønske for alle Europas mænd, at de må gribes af det samme vovemod og dødsforagt som han selv.

Der har vi den handling, der svarer til diverse ”Gutmenschens” kamp for åbne grænser. Og dèr har vi den samme ligegladhed med hensyn til konsekvenserne, og den samme farisæisme, der aldeles ikke selv kan se, at den handler farisæisk.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Fordomsfuld journalistik

Det er to artikler i Information, jeg tænker på. De omhandler begge terrorangrebet i Christchurch. Og de er sådan set lige skrækkelige. Men jeg vil i første omgang nøjes med den ene. Den kan ses her bag betalingsmur. Den refereres af Troels Heeger i Berlingske her. Men det er nok Informations gengivelse, der er værst.

Og ”værst” betyder her: mest fordomsfuld, mest politisk korrekt, mest påholdende med relevante oplysninger, mest islamofil.

Artiklen er en oversættelse af en artikel i Guardian Australian af James Wilson. Og Wilson prøver at finde en forklaring på udåden i Christchurch. Det vil sige, ”prøver”, det er nu for meget sagt. Hans forsøg går ud på at undgå at bruge den forklaring, terroristen selv angiver i sit manifest. Og vi kan da blive enige om, at det var en udåd, Brenton Tarrant udførte, og også, at det ikke berettiger til at få sine meninger ud til millioner af internetbrugere. Men dels kan vi ikke forhindre, at manifestet deles så hist og så her uden at indføre meget skrappe censurregler, og dels – og vigtigere – skylder vi hinanden at bore mest muligt i hans motiver for at finde ud af, hvordan vi kan undgå den slags ugerninger fremover.

Wilson går Australiens som han mener fremmedfjendske historie igennem. Og mærkelig nok, alt det, jeg beundrer Australien for, det ser han ned på. Men han er nødt til at udelade visse kendsgerninger for at få sin ligning til at gå op.

Han omtaler episoden med det norske skib Tampa i 2001 således:

Under den såkaldte Tampa-affære i 2001 nægtede den konservative Howard-regering af tage imod hundredvis af bådflygtninge, som et norsk fragtskib, MV Tampa, havde reddet til havs. Det var et skamløst forsøg på at vinde et valg ved at oppiske fremmedhad og panik over for flygtningestrømme. Og det virkede.

Jeg har omtalt den samme affære her. Og jeg tillader mig at gøre opmærksom på, at de reddede ”flygtninge” gjorde mytteri, idet de ikke efterkom kaptajnens ordre om at sejle til Indonesien, men forlangte at få skibet sejlet til Australien. Jeg har også gjort opmærksom på, at der aldeles ikke var tale om fremmedhad hos australierne, men om, at de, fordi de modtog et meget stort antal kvoteflygtninge via FN, betragtede bådflygtningene som mennesker, der snyder sig foran i køen.

Interneringerne på bl.a. Nauru omtaler han således:

I årene siden er en uhørt brutal internering af bådflygtninge i tredjelande, trods omfattende internationale fordømmelser, blevet mainstreampolitik i Australien hen over den politiske midte. Det dominerende centrumvenstreparti, Labor, ofrede sine humanistiske principper for at lægge et spørgsmål dødt, som man mente, ville koste det valgsejre.

Jeg har her prøvet at give en – synes jeg selv – mere retvisende beskrivelse af, hvorfor Australien fastholder disse interneringer, nemlig at de internerede så let som ingenting kunne blive sat fri i Cambodia, og at australierne ikke ville lade dem komme til Australien, fordi det med sikkerhed ville sætte gang i bådtrafikken med migranter igen. Men Wilson lider af den sædvanlige farisæiske tilgang til problemerne, at man overhovedet ikke ser på de konsekvenser, ens handlinger har, bare de er ”gode” og vinder anerkendelse fra ligesindede.

Disse to forkert vinklede beskrivelser bevirkede, at jeg var noget skeptisk overfor de andre begivenheder, Wilson omtaler. F.eks. gør han meget ud af det, han kalder ”raceoptøjer” på Cronulla Beach i 2005: unge hvide mænd tæskede og smed med flasker mod alle de farvede personer, de stødte på, siger han. Et opslag på Wikipedia, se her, gjorde, at jeg blev ret forvirret med hensyn til, hvad der faktisk er foregået. Men det var nu ikke så meget farvede personer, som det var muslimske personer, og noget af det, der oprørte de ”hvide”, var, at nogle muslimer havde forgrebet sig på hvide piger. Altså den gamle historie.

Så er der en historie om en australsk indvandringskritisk senator, der har udtalt sig om terroren. Wilson refererer ham således:

Senator Fraser Anning fik global berømmelse på de sociale medier i denne weekend, efter at han øjensynligt holdt ofrene for massakren i Christchurch ansvarlige for deres tragiske skæbne, og en ung demonstrant kastede et æg imod hans skaldede isse.

I Berlingske, se igen her, refereres det lidt anderledes:

Der er også konkurrerende udlægninger af de forfærdelige blodsudgydelser i Christchurch. Den australske senator Fraser Anning har påkaldt sig heftig kritik i både ind- og udland, da han kort efter terrorangrebet udtalte, at den voldelige dåd er en forudsigelig konsekvens af frygten for ukontrolleret indvandring.

Nu véd jeg ikke, hvad Anning nøjagtigt har sagt, men hvis det er noget i retning af det sidste referat, så skal man lave en overmåde skarp vinkling af udtalelsen, hvis man skal få det ud af det, som det første referat udsiger.

Og så er vi fremme ved det sidste, jeg skal omtale. Det er til gengæld også det værste. Wilson skriver til sidst i sin artikel:

Australien tæller i dag flere grupperinger af erklærede hvide nationalister – fra antisemitiske podcastværter til ekstremistiske politikere, der søger at infiltrere de mainstreamkonservative partier.

Disse kræfter må forstås i en videre kontekst. Deres medgang hænger sammen med årtiers fremmedhad og besættelse af muslimer i den offentlige debat, som er blevet dyrket af nogle af landets mest magtfulde institutioner.

I dette miljø er muslimer, flygtninge og indvandrere blevet hængt ud som fjender af Australien. Nærliggende er det at antage, at det er dette miljø, som har inspireret til fredagens erklæret racistiske terroraktion.

Hvorfor i alverden skal vi nøjes med Wilsons ”antagelse”, som han endda selv kalder ”nærliggende”, når vi har Tarrants egen forklaring på, at han gennemførte sin udåd? Jeg forlanger selvfølgelig ikke, at Wilson skal tage hans forklaring for gode varer, men fuldstændig at lade den ude af betragtning, fuldstændig at undlade at tage stilling til den, positivt eller negativt, som man nu synes, det er ikke god journalistik.

Efter det, Tarrant selv skriver, er det ikke det australske miljø, der har inspireret ham til udåden, men snarere miljøet i Frankrig.

Jeg har fundet hans manifest på uriasposten, se her, og ligesom postens redaktør, Kim Møller, finder jeg det uklogt at gøre manifestet mere eller mindre utilgængeligt. Det ku’ da lige mangle. Her har vi en terrorist, der selv i detaljer beskriver, hvorfor han griber til terror, skulle vi ikke prøve at blive klogere på, hvad der driver ham, så vi kan tage vore forholdsregler mod tilsvarende handlinger i fremtiden? Eller tror man, at vi almindelige mennesker er så ligeglade med vort samfunds idealer, at vi vil lade os friste af ham?

Tarrant havde, fortæller han, på et tidspunkt gennemført en rejse til Europa. Og han havde nok hørt om Frankrigs vanskeligheder med at integrere de mange muslimer, men han troede, det var overdrivelser. Så så han en dag i en halvstor provinsby fra sin lejede bil, at af de mennesker, der gik ud og ind i et indkøbscenter, var størstedelen muslimer, og han fornemmede, at der måske var noget om snakken. Siden fornemmede han den nationale stemning på én af de store krigskirkegårde, men kunne ikke lade være med at spørge sig selv, om alle disse unge mænd var døde forgæves; de kæmpede for fædrelandets bevarelse, nu bliver det foræret væk til fremmede. Men, siger han selv, det, der slog hovedet på sømmet, var drabet i Stockholm på Ebba Åkerlund.

Og her må man lade Brenton Tarrant, at han nok kunne være blevet en ”god” journalist, endda en rigtig god journalist, når det drejer sig om at skrive ”snøft-historier”. For under omtalen af Ebba Åkerlund formår han at komme op på de høje følelsesnagler. Og det er da ikke utænkeligt, at mange europæere vil følge ham i dette følelsesudbrud. Men derfor er det ikke tænkeligt, at de ville følge ham i hans hævn.

For det kan ikke nægtes, at hans tankegang efterhånden, som man læser sig igennem manifestet, bliver mere og mere mærkelig og mere og mere krigerisk.

Han gennemgår f.eks. på forhånd de muligheder, han vil stå overfor, når han udfører sit attentat. Vil han blive konfronteret med New Zealands politi? Ja, muligvis, skriver han, men fordi dette politi er helt anderledes i overensstemmelse med almindelige mennesker, end f.eks. det franske politi, vil han prøve at undgå at skyde på dem.

Vil han blive nødt til at skyde børn? Det overvejer han også, og det betragter han som næsten uundgåeligt. Hans overvejelse ser sådan ud:

Børn er altid uskyldige, tror du ikke, du er et udyr, når du slår uskyldige ihjel?

Børn af indtrængere forbliver ikke børn, de bliver voksne og får børn og skaber flere indtrængere, der kan erstatte dit folk. De vokser op og stemmer imod dit folks egne ønsker, og for deres eget folks interesser. De vokser op og overtager tusinder af hjem, som dit folk skulle have, til sig selv, de indtager en magtposition, fjerner rigdom og ødelægger den sociale tillid.

For hver indtrænger, du slår ihjel, om barn eller voksen, vil dine børn skulle tage sig af én fjende mindre.

Det synes at være en logisk slutning ud fra den tese, han begynder sig manifest med, nemlig denne: ”Det er fødselsraterne, det er fødselsraterne, det er fødselsraterne”.

Det er nemlig hans egen overordnede betragtning: muslimerne vil udkonkurrere de indfødte europæere, både dem i Europa, og dem i de oversøiske områder, hvad angår børnefødsler. Der vil, hvis den forskel i fertilitet, som vi kan konstatere i dag, fortsætter i årene fremover, automatisk ske en befolkningsudskiftning. ”The Great Replacement” kalder han sit manifest.

Den betragtning må man give ham ret i. Sådan vil det gå, hvis de muslimske fødselsrater og de gammeldanske forbliver det, de er i dag. Og i stedet for at forsøge at skjule hans manifest, eller som Wilson at lade det helt ude af betragtning, bør vi give ham ret i det, han faktisk har ret i, hvis vi ikke kan modbevise det med tørre tal. Men dette sidste vil være svært for ikke at sige umuligt.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi af den grund skal give ham ret i, at hans terrorhandling var velbegrundet. Fordi han hævder, at den eneste fornuftige reaktion på vor lave fødselsrate og muslimernes høje ditto er terror, behøver det jo ikke være sandt.

Morten Uhrskov og hans parti, Dansk Samling, har foreslået en anden løsning på dette problem. Han mener, at vi skal sende vore muslimske landsmænd hjem til de lande, de kom fra, med en så stor pose penge på lommen, at de ikke kan sige nej til tilbuddet. Naturligvis efter at have sat en effektiv prop i tilstrømningen af nye migranter.

Der er sikkert andre forslag at pege på. F.eks. går Tarrant uden videre ud fra, at muslimer er muslimer og vil forblive muslimer til verdens ende. Det er måske ikke helt så sikkert, som han tror. Der kan være dem, der bliver kristne undervejs, der kan være dem, der bliver ”ramadan-muslimer”, svarende til begrebet ”jule-kristne”. Og hvis vi giver os til at være lidt mere stolte af vor egen kultur, så måske noget helt tredje vil ske. Men lukke for tilstrømningen, det må vi gøre.

Dernæst må man efter endt manifest-læsning sige, at Tarrant – lidt ligesom Breivik – lider af selvovervurdéring. Han er 100% sikker på, at han – ene mand – kan ændre mentaliteten hos os europæere. Hans manifest er da også skrevet i et fortrinligt sprog og – modsat Breiviks – nogenlunde logisk bygget op. Men alligevel er det præget af, at mange af hans analyser er rene og skære påstande. ”Make no mistake” skriver han gang på gang; underforstået: tag ikke fejl, det, jeg her skriver, er den rene og skære sandhed. Og hen imod slutningen, hvor han åbenbart selv er blevet grebet af sine egne store overtalelsesevner, kan han ligefrem true medløberne eller forræderne med, at de vil blive slået ihjel, når først Europas mandfolk bliver grebet af det samme mandsmod, som han mener præger ham.

Det er også et sådant overmod, der får ham til at sige, at Bosporus-strædet er grænsen mellem europæere og muslimer, og at Hagia Sofia-kirken snart vil blive generobret. Det får Erdogan til at respondere:

Erdogan viste også uddrag fra den 28-årige terrorists lange manifest, som består af konspirationsteorier, hyldester til andre hvide nationalister og hadefulde påstande om indvandrere, flygtninge og muslimer. Han skriver blandt andet deri, at Tyrkiet bør indskrænkes, så landets nordvestlige region – altså, den på Europa-siden – ikke længere er Tyrkiet.

»Vi har været her i 1.000 år vil være her indtil apokalypsen, hvis Gud vil det,« lød det som svar fra Erdogan på vælgermødet ifølge The Guardian.

»I får ikke lov til at gøre Istanbul til Konstantinopel,« lovede han så og henviste altså her til det navn, Istanbul havde, mens de kristne byzantinere regerede over den, indtil de osmanniske muslimer overtog byen i år 1453.

»Jeres bedsteforældre kom her, og de blev sendt tilbage i kister. I må ikke være i tvivl om, at vi også vil sende jer hjem som jeres bedsteforældre.« (Se her).

Med de sidste bemærkninger henviser han til det tab, englænderne og ikke mindst deres australske hjælpetropper led ved Gallipoli under Første Verdenskrig.

Men et overmod som Tarrants er jo let at have, når det drejer sig om den fjernere fremtid, når alle er blevet overbevist om, at Tarrant har ret, og at vi må gribe til våben overfor muslimerne. Problemet er blot – altså problemet for Tarrant, ikke for os andre – at han ikke kan gennemskue fremtiden 100%. Der var således noget ved selve terrorangrebet, han ikke havde regnet med. Han havde ikke regnet med, at nogen ville gå til modstand. Men det var der faktisk nogen, der gjorde.

Ikke ved den første moské, han angreb. Her faldt de fleste ofre for hans kugler. Men ved den anden moské var der én, der vovede at gå imod ham. Man kan se beretningen om det i Kristeligt Dagblad her. Abdul Aziz greb en tung betalingskort-terminal og ville angribe Tarrant. Han samlede et gevær op, som Tarrant havde tabt og sigtede på terroristen. Men våbnet klikkede, der var ikke flere patroner i det. Så måtte han løbe, fordi Tarrant skød efter ham, men det lykkedes ham at slynge geværet imod forruden på Tarrants bil, og Tarrant kørte derfor bort. Kort tid efter blev han fanget af politiet.

Det forlyder, at der også var andre, der gjorde modstand mod Tarrant, men blev dræbt alligevel. Og det ser ud til, at han slet ikke havde regnet med en sådan modstand. Han havde i hvert fald kalkuleret med, at han kunne nå hen til et tredje sted og fortsætte sine skyderier dèr. Det nåede han så ikke, måske på grund af Aziz’s modstand.

Breiviks manifest var fuldstændig utopisk, blandt andet fordi han opererede med en fantasigruppe af tempelriddere, der ville kæmpe sammen med ham. Tarrants manifest er i virkeligheden lige så utopisk, for han sætter sin lid til, at også hans gerning vil fremkalde en massebevægelse blandt den europæiske befolkning. Og dels må man ikke håbe på noget sådant, og dels er det også et særdeles usandsynligt fremtidsperspektiv.

Heldigvis!

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | Skriv en kommentar