En kompetent debat?

I går aftes (den 24-11 09) var der debat i Deadline mellem Bent Melchior og Mogens Lykketoft. Adam Holm havde inviteret dem til debat på grund af Bent Melchiors indlæg i Politiken den 21-11 og Lykketofts svar i samme avis, samme dato. Melchiors indlæg var det, jeg behandlede i mit forrige blogindlæg (En anstændig debat). Dèr undrede jeg mig over, at Melchior og jeg havde så vidt forskelligt syn på noget, der dog må kaldes fælles oplevelser: debatten, rydningen af Brorsons Kirken, m.m.

Alt det skal jeg ikke gentage her. Denne gang vil jeg tage selve debatten op til debat og spørge, om vi så fik en kompetent debat ud af det. Det kan der naturligvis være flere meninger om, men hvis jeg nu skal prøve at stille mig an som en objektiv iagttager, så vidt det er mig muligt (min kritiske læser vil sige, det er komplet umuligt, men vent nu bare!), så vil jeg påpege et par ting, som forhindrede debatten i at blive en god debat.

Først er der nu Politikens overskrift: ”Lykketoft hykler i udlændingedebat”. Det er et ret groft ord, det ord ‘hykler’, og jeg må indrømme, at selv jeg, der ellers bilder mig ind at kunne gennemskue det, som de forskellige bladnegre laver, ikke tænkte over, at denne overskrift kunne være noget, en journalist havde fundet på. Men det var det. Det var det første, Melchior gjorde opmærksom på: han havde ikke brugt ordet ‘hykler’.

Debatfremmende? Ikke just.

Men dernæst må jeg sige, at begge de to parter, Melchior og Lykketoft, faktisk ikke sagde andet, end hvad de havde skrevet i Politiken. Det vil sige: de førte ikke debatten videre. Det bliver en anklage, der især retter sig imod Bent Melchior. For Lykketoft var den, der i Politiken havde haft det sidste ord, og man forventede derfor, at Melchior ville svare på nogle af Lykketofts indvendinger. Det gjorde han ikke. Han gentog blot det, han oprindelig havde skrevet, uden hensyntagen til, om det var blevet modsagt af Lykketoft. Og det synes jeg faktisk er for dårligt. Af Melchior, ja, men også af Deadline-redaktionen.

Det var såmænd lige ved, at jeg sad og fik ondt af Mogens Lykketoft. Han måtte, ligesom han én gang havde gjort det i Politiken, tilbagevise Melchiors anklager, og da han sad overfor en venligt udseende, yderst fredsommelig herre, måtte han gøre det i en venlig og næsten imødekommende tone, selv om det må have været irriterende at høre anklager gentaget, som han én gang havde taget brodden af.

Men lad os se på indholdet af debatten:

Melchiors hovedanklage gik på, at han ikke syntes, han kunne se nogen forskel i substansen på VKO’s politik på udlændingeområdet og så socialdemokratiets. V og K, sagde han, var tvunget af Dansk Folkeparti til at føre en stram udlændingepolitik, ellers mistede de taburetterne. Og Socialdemokratiet og SF gjorde nu det samme, ellers troede de ikke, de ville kunne få taburetterne. Lige nøjagtig hvilken stramning, Melchior var utilfreds med, røbede han ikke, men han syntes, at socialdemokraterne, herunder altså Mogens Lykketoft, havde været alt for følgagtige i debatten.

Så må jeg da indrømme, at da Lykketoft blev spurgt af Adam Holm, om han ikke godt – sådan helt ærligt – kunne se, at der var noget om den kritik, Melchior var kommet med, svarede med en blank afvisning: Det kunne han overhovedet ikke se. Godt gået, Lykketoft! Det var dog noget.

Men det mærkelige, og det, der gjorde debatten til noget af en skindebat, var, at da Lykketoft påpegede, at man på hans hjemmeside kunne læse alle de avisindlæg, han havde haft imod Dansk Folkeparti, svarede Melchior, at det havde han ikke set. Det er mærkeligt, fordi Lykketoft allerede i Politiken nævnede denne artikelsamling (Lykketofts hjemmeside hedder noget så simpelt som www.lykketoft.dk ). Man tager sig til hovedet. Her bliver Melchior inviteret ind til Deadline til debat, og så gider han ikke engang forberede sig ordentligt.

Men det blev værre endnu. For nu måtte vi så høre på, at Melchior gentog sin anklage mod Lykketoft for noget, Lykketoft ikke havde lod og del i. Starthjælpen fx. Den var Melchior imod. Men hvorfor anklage Lykketoft for det? Han var jo også imod starthjælpen. Hvilket Melchior havde kunnet konstatere, hvis han havde fundet Lykketofts hjemmeside. Eller rydningen af Brorsons Kirken! Den gik ikke for sig på en måde, der stemte overens med Melchiors fornemmelse af, hvad der var dansk. Det lignede jo noget fra en diktaturstat. Muligvis (nå ja, det mener jeg nu ikke, jævnfør mine bemærkninger derom i mit forrige blogindlæg). Men det ligner da ikke noget af anklage Lykketoft for det. Han kunne kun sidde og bedyre, at en socialdemokrat skam ikke ville have gennemført det på samme måde, hvis de havde haft regeringsmagten. Eller udsendelsen af den og den flygtning med så og så mange børn, der havde boet i Danmark i så og så mange år! Også det måtte Lykketoft tilbagevise, hvis det skulle forestille at være en anklage, rettet imod ham. Der var, hævdede han, meget videre rammer for at give humanitær opholdstilladelse, end ministeren lod forstå; hun turde bare ikke for Dansk Folkeparti.

Nå, her begyndte der så at komme lidt mere kød på debatten. For Lykketoft forklarede Melchior, at man måtte være noget tilbageholdende med disse humanitære opholdstilladelser, for hvis det blev opdaget, at man kunne få opholdstilladelse blot ved at have været i landet i tilstrækkelig mange år, så ville vi tiltrække nye flygtninge, som ikke var berettiget til asyl, men regnede med at kunne få det ved at trække tiden ud. Det havde han allerede nævnt i sit svar i Politiken, men her fik det dog en ekstra understregning.

Jeg véd ikke, hvad der har fået Deadline-redaktionen til at invitere de to til debat. Men det var så åbenlyst en forkert beslutning. Melchior havde rettet en anklage mod Mogens Lykketoft i Politiken. Lykketoft havde sammesteds forklaret, hvorfor anklagen var forkert. Dermed var debatten i realiteten udtømt. Hvad vi hørte i Deadline var derfor en Bent Melchior, der nærmest fremstod som en gammel sur Jeronimus (nå ja, jeg har da forresten selv nået en alder, hvor jeg skal passe på med den anklage; måske jeg endda har et temperament, der kan gøre den betegnelse nærliggende?? – nå, lad andre bedømme det), og en Mogens Lykketoft, der næsten ikke havde andet at gøre end at fralægge sig ansvaret for det, Melchior var imod i udlændingedebatten.

Lad mig slutte med et citat fra Mogens Lykketofts svar i Politiken, et citat, der viser noget, der kunne været kommet en debat ud af, men så blot ikke med Melchior som debatdeltager nummer to. Lykketoft skriver: ”Men jeg har kritiseret politikere i de to partier [SF og de radikale, rr] for nogle gange at gøre det bedste til det godes værste fjende ved firkantede meldinger og krav om lovændringer, der har leveret regeringen og Dansk Folkeparti en frodig arbejdsmark for løgnagtig propaganda om, at de kan og vil tvinge en ny socialdemokratisk regering til at åbne alle sluserne for indvandring”.

Denne udtalelse lader ane, at der er en revne i oppositionens sammenhold, eller at oppositionens debat om udlændingepolitikken måske ikke er helt afklaret endnu. Og havde man boret lidt i denne udtalelse, kunne der måske været kommet lidt nyt frem. Men det forsømte man. I stedet fik vi en underlig tomgangsdebat.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.